Katolsk Orientering nr. 14, 2023

Katolsk Orientering Nr. 14 • 3. november 2023 • 49. årgang

Ny apostolisk formaning: ’C’est la confiance’ Pave Frans’ syvende apostoliske rundskrivelse, ”Om tillid til Guds barmhjertige kærlighed”, er blevet udgivet for at markere 150-året for den hellige Thérèse af Jesusbarnets fødsel. ÅNDELIG SKAT Pave Frans annonce-

rede i juni, at der ville blive udgivet et dokument i anledning af 150-året for Thérèse af Lisieux’ (1873-97) fødsel. Men det foreligger nu ikke som et apostolisk brev, som det oprindeligt var planlagt, men som den apostoliske rundskrivelse C’est la confiance (’Det er tillid’), som består af 53 punkter og en bøn. Formaningen blev offentliggjort søndag den 15. oktober, på mindedagen for den store karmeliterinde Teresa af Ávila (1515-82). Paven beskriver lille Thérèse af Lisieux som ”en moden frugt af reformeringen af karmeliterordenen og af den store spanske helgens spiritualitet”, og han ønsker, at dokumentet skal ”udgøre en del af Kirkens åndelige skat”.

Tillidens og kærlighedens vej

Formaningen indledes med ordene: “C’est la confiance et rien que la confiance quit doit nous conduire à l’Amour”, dvs. “Det er tillid og intet andet end tillid, der skal føre os til Kærligheden”. Thérèse viser os en ’lille vej’, nemlig tillidens og kærlighedens vej, glædens vej, også kendt som ’den åndelige barndoms lille vej’ – en vej, som alle kan følge. Vores himmelske Fader åbenbarer denne vej for de ”små børn” (jf Matt 11,25). ”Jeg føler stadig den samme frimodige tillid til, at jeg skal blive en stor helgen, ikke fordi jeg regner med mine egne fortjenester, for jeg har ikke en eneste, men fordi jeg sætter mit håb til ham, som er godheden og

helligheden selv. Det er ham – og ham alene – der, tilfreds med mine svage anstrengelser, løfter mig op til sig selv, dækker mig med sine egne uendelige fortjenester og gør mig hellig”, citerer paven fra Thérèse af Lisieux’ ’En sjæls historie’.

Tillid får roser til at blomstre

Det er tilliden, der fører os til kærligheden og dermed befrier os fra frygten; det er tilliden, der hjælper os til at se væk fra os selv; det er tilliden, der tillader os at lægge alt det i Guds hænder, som kun han kan gøre. Så får vi adgang til en umådelig strøm af kærlighed og energi, som vi kan bruge til gavn for vores søskende. I slutningen af sit korte liv kunne Thérèse således sige: ”Kærligheden er nu det eneste, jeg regner med. I sidste ende er det kun kærligheden, der tæller.

Pave Frans lægger en rose på den hellige Thérèse af Lisieux’ relikvieskrin under onsdagsaudiensen på Peterspladsen den 7. juni 2023. Foto: Vatikanets medier.

Katolske nyheder fra ind- & udland

Tillid får roser til at blomstre og spreder dem overalt, som om guddommelig kærlighed flød over alle bredder. Lad os bede om tillid som en dyrebar nådegave, så evangeliets veje kan blive åbnet i vores liv”. ”Denne formaning fra den hellige Thérèse får mig til at huske på, at i en missionerende Kirke ’koncentrerer forkyndelsen sig om det væsentlige, om det smukkeste, det største, det mest attraktive og samtidig det mest nødvendige. Præsentationen bliver enklere, uden at miste dybde og sandhed, og dermed bliver den mere overbevisende og skinner mere klart’”, citerer paven fra sin første rundskrivelse Evangelii gaudium (2013) og fortsætter: ”Den strålende kerne er ’skønheden i Guds frelsende kærlighed åbenbaret i Jesus Kristus, død og opstandelse’”.

Den lille Thérèses bidrag er ikke ”analytisk”, men ”syntetisk”, og hun fører os til kernen, til det essentielle, til det uundværlige. Det er dét, hun koncentrerede sig om i sine ord og i sit liv. ”Hun er meget relevant i vores komplicerede, egoistiske og overfladiske tid”, skriver paven i rundskrivelsen. ”Hun kan hjælpe os med at genopdage enkelheden, at genopdage, at kærlighed, tillid og overgivelse kommer først. Hun opmuntrer os til at give efter for tiltrækningen fra Jesus Kristus og evangeliet, og til at gå ud”.

Paven afslutter sin rundskrivelse med følgende bøn: Kære hellige, lille Thérèse Kirken skal udstråle evangeliets farver, duft og glæde.

Send os dine roser!

Hjælp os til at gøre, som du gør, altid at stole på Guds store kærlighed til os, så vi hver dag kan følge din lille vej til hellighed.

Amen.

NM

Prædiken

Alle Helgen.

Læs mere på side

5

Unge

Katolske unge i 70’erne og i dag.

Læs mere på side

6-7

Kirkeskat-november

Gravkirken skal have nyt gulv Den græsk-ortodokse Patriark i Jerusalem, Den armensk-ortodokse Patriark i Jerusalem samt de franciskanske kustoder af Det hellige land er gået sammen om at få renoveret gulvet i Gravkirken.

JERUSALEM Samarbejdet mellem ’ku-

stoderne’ af Den hellige Gravs kirke har udmøntet sig i en henvendelse til hver af deres nærmeste kirkelige samarbejdspartnere med anmodning om økonomisk hjælp til at renovere gulvet i Gravkirken. Med renoveringen ønsker kustoderne samtidigt at sikre kirken mod mulige fremtidige skybrud.

Arbejdet omfatter udskiftning af kirkens elinstallationer og en renovering af de eksisterende vandrør og afløb til at kunne klare store vandmængder i tilfælde af skybrud.

Pater Custodes, franciskanernes leder i Det hellige Land, har således henvendt sig til Den romersk-katolske Patriark af Jerusalem, den nyudnævnte kardinal Pizzaballa for at søge hjælp. Patriarken har efterfølgende spurgt Ridderordenen af Den hellige Grav af Jerusalem om økonomisk støtte til at gennemføre det store projekt.

Projektet er i sin helhed budgetteret til

9,2 millioner euro, svarende til godt 70 millioner kroner.

Patriarken af Jerusalem og Pater Custodes ønsker at modtage en oversigt over alle dem, som hjælper til økonomisk – såvel små som store beløb – uden beløbsanmærkning.

Gravkirken er en vigtig hovedkirke i vor kristne tradition og det kirkelige liv.

Derfor opfordres vi alle – brødre og søstre i Kristus, medlemmer af ordenen – ja, alle troende til at støtte op om dette projekt.

Indbetalinger bedes foretaget i eget navn på ordenens konto: 4183 12095635. Mrk. Gulv GK, og husk at anføre navn på indbetaler.

Man kan også donere via MobilePay på nr. 364365 – På forhånd tak for hjælpen!

OESSH, Statholder Jørgen Boesen og Kansler Martin Ryom.

Fik du din gave i posten? Vi siger tak!

Læs mere på side 8-9

Benediktinere

Den hellige Gravs kirke i Jerusalem står foran en omfattende renovering af gulvet, der skal sikre kirken mod mulige fremtidige skybrud. Den latinske Patriark af Jerusalem og de franciskanske kustoder beder katolikker om økonomisk støtte til at gennemføre det store projekt.

Klosterliv og ledelsesteori i Düsseldorf.

Læs mere på side 11

2

KO mener

En umenneskelig handling

Sådan betegner Andrea Tornielli, redaktionschef for Vatikanets kommunikationsdikasterium, i en leder massakren på hundredvis af uskyldige civile på et hospital i Gaza den 17. oktober – en ugerning, der råber til det internationale samfund. Vi må undgå en humanitær katastrofe, ligesom udbruddet af en krig med uoverskuelige konsekvenser, skriver han.

Massakren på civile i Gaza, hvor et missil ramte det anglikanske hospital al-Ahli Arab Baptist, og hundredvis af uskyldige ofre, herunder mange kvinder og børn, blev dræbt, er en barbarisk handling, som på ingen måde kan retfærdiggøres.

Vatikanets statssekretær, kardinal Pietro Parolin, har i den seneste tid i interviews kaldt Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober og massakren på uskyldige, kvinder og børn, for umenneskelig. Han har også gentaget israelernes ret til at forsvare sig og bekæmpe terrortruslen fra Hamasmilitsen, men minder samtidig om, at ”et legitimt selvforsvar må respektere ’proportionalitetssansen’”, og opfordrer til, at man undgår civile blodsudgydelser i Gaza.

I timerne efter at omfanget af ødelæggelserne på hospitalet blev kendt, har vi været vidne til en udveksling af gensidige beskyldninger. Myndighederne i Gaza og Hamas hævder, at Israel stod bag bombningen af hospitalet, som ligger i et område, Israel havde bedt civile om at forlade, mens den israelske hær har benægtet ansvaret og tilskriver massakren et missil affyret af Islamisk Jihad, som igen benægter dette.

På et dramatisk tidspunkt i menneskehedens historie, hvor ’brikkerne’ til en tredje verdenskrig – sådan som pave Frans beskriver det – lægges med uventet hast, må terrorismen bekæmpes uden at puste yderligere til hadet og uden at glemme de internationale menneskerettigheder, pointerer Andrea Tornielli. Mens vi venter på at få mere at vide om bombningen af hospitalet, hvor et allerede nedslidt medicinsk personale kæmpede med at behandle syge og sårede uden mange hjælpemidler, må vi appellere til det internationale samfund om at gribe ind for at forhindre en humanitær katastrofe og udbruddet af en konflikt med uoverskuelige konsekvenser.

Den britiske udenrigsminister James Cleverly har sagt, at ”Storbritannien vil samarbejde med allierede for at finde ud af, hvad der skete” på hospitalet i Gaza og for at ”beskytte uskyldige civile”, og han gentog, at ”beskyttelsen af civile liv må prioriteres”. Vi håber, at andre slutter sig til ham og kræver, at sandheden kommer frem.

Det tragiske terrorangreb på israelske kibbutzer mod uskyldige og drabene på uskyldige i Gaza må aldrig overskygge håbet om en fremtid med fred og retfærdighed for hele Mellemøsten. I førnævnte interview udtalte statssekretær Parolin: ”Jeg vurderer, at den størst mulige retfærdighed i Det Hellige Land er en tostatsløsning, som vil gøre det muligt for palæstinensere og israelere at leve side om side i fred og sikkerhed og opfylde de fleste af deres krav”. Parolin erklærede, at Vatikanet fortsat støtter ønsket, og han opfordrede til øjeblikkelig frigivelse af gidslerne, som Hamas tilbageholder, og til at man fuldt ud respekterer menneskerettighederne. NM

Internationale nyheder

’Laudate Deum’ – ny miljøskrivelse fra pave Frans På Frans af Assisis festdag, den 4. oktober, offentliggjordes pavens seneste apostoliske formaning Laudate Deum (Pris Gud).

MILJØINDSATS I Laudate Deum udtrykker pave Frans sin bekymring over, at menneskeheden, især det internationale politiske samfund, har gjort så lidt for at bremse den globale opvarmning og de deraf følgende klimaforandringer. I betragtning af, hvad der står på spil – menneskehedens fremtid på jorden – argumenterer Frans for, at vi burde have gjort så meget mere siden 2015, da hans sociale og miljømæssige encyklika Laudato sí’ blev udgivet, og Parisaftalen blev ratificeret af 196 lande.

Det 15 sider lange brev Laudate Deum, som er opdelt i seks kapitler, reflekterer

over, hvad der er sket siden da og giver vejledning i, hvad der bør gøres ud fra den katolske sociallæres perspektiv, som er centreret omkring udtryk som ’solidaritet’, ’det fælles bedste’, ’værdighed’ og ’omsorg for skaberværket’.

I Laudate Deum opfordres alle mennesker af god vilje endnu engang til at tage sig af de fattige og af Jorden, vort fælles hjem, for at modvirke blandt andet social udstødelse og miljøforringelse. Opfordringen kommer præcis et år efter premieren på dokumentarfilmen The Letter: A Message for our Earth af instruktøren Nicolas Brown, i

Nyt universitet i Vatikanet med fokus på meningen med livet Pave Frans har oprettet et offentligt universitet i Vatikanstaten som svar på nutidens udbredte spørgsmål om meningen med livet.

LÆREANSTALT I et dokument dateret

den 15. august opretter pave Frans Università del Senso, eller ’Meningens Universitet’ – et offentligt universitet med base i Vatikanstaten, der skal drives af den pavelige stiftelse Scholas Occurrentes, som svar på den globale krise med det udbredte spørgsmål om meningen med livet. I en erklæring forklarer paven, at Scholas åbner dørene til Università del Senso for studerende fra forskellige baggrunde, sprog og trosretninger for at undervise i selve livet.

Siden 2021 har Scholas samlet undervisere fra hele verden for at udvikle Università del Senso. Mpho Tshivhase fra University of Pretoria, Stefania Travagnin fra University of London, Souleymane Bachir Diagne fra Columbia University i New York og Diane Moore fra Harvard er blandt andre enige om vigtigheden af at skabe et globalt universitetsorgan, der reagerer på behovet for at gentænke uddannelse.

Scholas Occurentes skriver, at de ønsker at sætte mennesket først i et indbydende og

Hvor mange katolikker er der i verden?

Andelen af verdens katolikker faldt med 0,06% i forhold til 2022 og udgør nu 17,67%, viser statistikken.

OVERBLIK Hvert år, i anledning af

verdensmissionssøndagen, udsender Fides News Agency statistikker, der giver et overblik over den missionerende Kirke i verden.

Pr. 31. december 2021 blev katolikkernes antal i verden opgjort til 1,38 mia. personer – en stigning på 16,24 mio. sammenlignet med året før. Stigningen gjaldt alle kontinenter på nær Europa (-244.000). I forhold til den generelle befolkningstilvækst faldt andelen af katolikker i verden dog en smule (-0,06%) i forhold til året før og udgør nu 17,67%.

Verdens samlede antal biskopper faldt med 23 biskopper til i alt 5.340, hvoraf 1.185 tilhører et ordenssamfund.

Det samlede antal præster faldt til 407.872 (-2.347). Det største fald er sket i Europa (-3.632) og Amerika (-963), mens der spores en stigning i Afrika (+1.518), i Asien (+719) og i Oceanien (+11). Verdenspræsternes antal faldt med 911 til i alt

279.610, mens ordenspræsters antal faldt med 1.436 til i alt 128.262.

Antallet af permanente diakoner i verden fortsætter med at stige (541 personer) til i alt 49.176. Stigningen ses på alle kontinenter:

samarbejde med Laudato si’-bevægelsen og Vatikanet.

I dokumentet, der kan læses som et supplement til Laudato sí’, udtrykker pave Frans håb om, at samfund over hele verden vil ændre deres livsstil og intensivere græsrodsaktiviteter, der sigter mod at reducere den negative menneskelige indvirkning på det naturlige miljø, for at forhindre endnu mere tragisk og uoprettelig skade på Jorden.

Den dramatiske miljøforringelse påvirker ikke kun de oprindelige folk, de fattige og truede arter, men også alle unge menneskers fremtid. Paven opfordrer også politikere og de rige til at arbejde for det fælles bedste og ikke for deres egen profit og særinteresser.

Endelig understreger paven, at ”når mennesker hævder at tage Guds plads, bliver de deres egne værste fjender”.

NM

kreativt miljø, i et usædvanligt universitet, der ikke har et sted, fordi det er overalt, som Platon udtrykte det. Et lokalt og globalt, interkulturelt og interreligiøst universitet for alle generationer, i overensstemmelse med pave Frans’ læreembede, forklarer Scholas.

Kurserne vil omfatte videnskabelige og humanistiske studier såvel som studier i kunst, teknologi og livserfaring.

Universitetet ”ønsker at nære sjælen, at skelne mellem, hvad der er uundværligt og essentielt i livet”, hedder det.

Scholas Occurentes blev lanceret af pave Frans i 2013 med det formål at skabe en mødets kultur og et uddannelsessystem, der giver mening til livet og svarer på vores tids behov og udfordringer. Scholas søger i fællesskab at fremme skønhed, frihed og kreativitet med entusiasme, taknemmelighed og en følelse af mystik for at bane vejen for en ny menneskelig kultur.

NM

Afrika (+59), Amerika (+147), Asien (+58), Europa (+268) og i Oceanien (+9).

Religiøse ordensfolk (ikke præster) faldt med 795 personer til 49.774: faldet ses i Amerika (-311), i Europa (-599) og i Oceanien (-115), mens der er vækst i Afrika (+205) og i Asien (+25).

Også i år registreres et samlet fald i antal kvindelige ordensfolk (10.588 personer) til i alt 608.958. Der er igen stigning i Afrika (+2.275) og i Asien (+366), men fald i Europa (-7.804), Amerika (-5.185) og Oceanien (-240).

Antallet af seminarister faldt i år med 1.960 til i alt 109.895 personer. Der er kun stigning i Afrika (+187), men fald i Amerika (-744), Asien (-514), Europa (-888) og Oceanien (-1).

På uddannelsesområdet driver Kirken 74.368 børnehaver med 7,57 mio. elever; 100.939 grundskoler med 34,70 mio. elever; 49.868 gymnasier med 19,49 mio. elever. Kirken har også næsten 4 mio. universitetsstuderende.

På sundhedsområdet driver Kirken sammenlagt 5.405 hospitaler, 14.205 klinikker, 567 spedalskhedshospitaler, 15.276 hjem for ældre, kronisk syge og handicappede, 9.703 børnehjem, 10.567 børnehaver, 10.604 ægteskabsrådgivningscentre, 3.287 sociale rehabiliteringscentre og 35.529 andre slags institutter.

NM

3

Internationale nyheder

AI lærer gregoriansk sang Hundredtusinder af latinske sangstykker er blevet digitaliseret og gjort tilgængelige for offentligheden takket være kunstig intelligens (AI).

Tekst: Gilles Donada, La Croix

SANGSKAT Bag den imponerende kor­-

s­kranke indtager de godt 40 benediktinerinder deres pladser i korstolene, mens deres overordnede intonerer Deus in adjutórium meum inténde (’Gud, kom mig til hjælp’).

Syv gange om dagen samles søstrene i klosteret Notre-Dame-de-Fidélité i Jouques, en lille provencalsk landsby i Sydfrankrig, for at bede tidebønnerne i gregoriansk sang.

Over deres hoveder hænger otte små mikrofoner diskret. De sidste fem år er alle deres liturgier blevet optaget, og lydfilerne sendt til det internationale team bag Neumz, en mobil-app, der giver adgang til 7.500 timers gregoriansk sang, skriver Gilles Donada i La Croix. ”I starten kunne jeg ikke lade være med at tænke på optagelsen: Hver gang en søster hostede, hoppede jeg”, smiler sr. Marie-Dorothée, som fører tilsyn med optagelserne i klosteret. ”Hjertets og bønnens enhed, fællesskabet i kommunitet og selv spændingerne er umiddelbart mærkbare for øret, fordi vi udgør ét levende legeme”, forklarer nonnen.

Selv lyden af at vende sider

Denne ’menneskelige tekstur’ i optagelserne er tværtimod et af de elementer, der tiltrak John Anderson, grundlæggeren af nonprofitmusikselskabet Odradek Records, der står bag projektet. ”Lyden af dét at vende sider, søstrene, der rejser sig for at bukke og derefter sætter sig ned igen, de små ufuldkommenheder i sangen er smukke, fordi de udspringer af et fællesskabs ægte bøn. Jeg ville ikke have en

studieoptagelse uden kanter”, siger han.

Neumz-appen har i dag 30.000 abonnenter, hvor godt tusind er betalende. På deres smartphone-skærme ruller den latinske tekst og den musikalske notation i takt med sangen, med oversættelser på flere sprog.

John Anderson har en personlig relation til klostret i Jouques, hvor hans egen tante er nonne. Det var, mens han forsøgte at følge med i gudstjenesterne, der krævede, at man fulgte med i flere hæfter, at han fik idéen til et digitalt medie, hvor det hele var samlet ét sted.

De traditionalistiske munke i Le Barroux

Siden juni har hans mikrofoner også været installeret i benediktinerklosteret SainteMadeleine i Le Barroux, hvor munkene følger den førkonciliære liturgi, den tridentinske ritus.

Neumz har oplevet en kraftig vækst, siden det modtog europæisk støtte som en del af Horizon Europe Repertorium-projektet.

Dette projekt har til formål at samle den klassiske musikarv fra hele kontinentet i et

Den nye nummer to i Dikasteriet for Gudviet Liv er italiener og cand.psyk. i psykologi. Hun afløser ærkebiskop.

Den italienske Consolata-missionssøster og cand.psych. Simona Brambilla skal bestride et vigtigt sæde i et af kuriens kontorer. Foto: Digital Religion.

’Broder AI’ på arbejde

”I begyndelsen ved AI ingenting, men efterhånden som vi bearbejder dokumenterne, lærer den kunstige intelligens at etablere relationerne”, forklarer John Anderson. ”Den kan skelne mellem flere varianter af den samme sang, hvilket er ekstremt værdifuldt for forskere, der er interesserede i udviklingen af en sang på tværs af tid og sted, hvor den blevet sunget”, siger han. ”Vi træner den kunstige intelligens til at arbejde som en munk for at skabe denne ’liber digitalis’, denne digitale samling af den gregorianske arv”.

Neumz-teamet håber at kunne integrere 4.000 upublicerede gregorianske sangstykker i deres katalog. Omkring 40 af dem vil blive fortolket af Schola Antiqua, som ledes af spanieren Juan Carlos Asensio Palacios, en ekspert udi gregoriansk sang.

Nonnerne i klosteret i Jouques er godt klar over, at de deler en unik skat med offentligheden. ”I liturgien synger vi den gregorianske sang på samme måde, som den blev sunget for over tusind år siden”, siger søster MarieDorothée. ”Vi er en del af en enkelt bøn, der stiger op mod Gud”.

Foto: Abbay Notre-Dame de Fidélité.

Endnu en kvinde i ledende stilling i Vatikanet UDNÆVNELSE Den Hellige Stol har offentliggjort pave Frans’ udnævnelse af den nye nummer to i et af Den romerske Kuries vigtigste dikasterier, Dikasteriet for Institutter for Gudviet Liv og Selskaber for Apostolisk Liv. Dikasteriets nye sekretær er den italienske ordenssøster Simona Brambilla, tidligere generalsuperior for Consolata-missionssøstrene. Hun afløser ærkebiskop José

digitalt katalog ved hjælp af et netværk af førende universiteter og virksomheder fra otte europæiske lande. For den gregorianske sangs vedkommende var hovedopgaven at digitalisere hele to millioner dokumenter (fotos, manuskripter) fra hele Europa.

Det er omkring 490.000 forskellige sangstykker, der stammer fra blandt andet Solesmes-klosterets arkiver, som bidrog til den gregorianske sangs genopblomstring i det 19. århundrede. Dette massive indekseringsarbejde lettes af brugen af kunstig intelligens (AI).

Rodríguez Carballo – som paven har sendt til Spanien – i ledelsen for det kuriekontor, der har ansvaret for anliggender vedrørende ordensfolk, nonner og gudindviede personer verden over (ca. 1,5 millioner personer).

Sr. Simona Brambilla er født i Monza, Italien, 27. marts 1965, og er altså 58 år.

Efter at være uddannet som sygeplejerske i 1986 indtrådte hun i Consolata-missionssøstrenes institut i 1988, hvor hun aflagde sin første ordensprofes i 1991.

I 1998 erhvervede hun en grad i psykologi fra Institut for Psykologi ved det pavelige Gregoriana Universit i Rom. Efter at have aflagt de evige løfter i 1999 tog hun til Mozambique, hvor hun helligede sig det pastorale ungdomsarbejde på Macua Xirima Studies Center i Maua.

Fra 2002 til 2006 var sr. Simona professor ved Institut for Psykologi på Gregoriana Universitet, og fra 2005 til 2011 var

hun generalrådgiver (General Counsellor) for Consolata-missionssøstrenes institut.

Hun erhvervede en doktorgrad i psykologi i 2008 fra førnævnte universitet. I 2011 blev hun valgt til generalsuperior for missionssøstrene og genvalgt i 2017 – et hverv hun bestred indtil maj 2023.

Sr. Simona har været medlem af Dikasteriet for Institutter for Gudviet Liv og Selskaber for Apostolisk Liv siden 2019.

NM

Kort nyt Konferencen af Europæiske Kirker udgiver en ny bog, Alternatives to Populism from a Human Rights Perspective. Bogen, der er produceret i samarbejde med Globethics.net, udforsker fænomenet populisme fra forskellige perspektiver og undersøger forbindelserne mellem religion og religiøse aktører i en samling af essays skrevet af akademikere på området.

Bogen henleder opmærksomheden på de mange måder, hvorpå trossamfund allerede er en del af en bredere alliance for at bekæmpe den populistiske trussel. ”Vores tro kalder os til at tjene alle mennesker, uanset om de deler den eller ej.

Vores kirker er diakonale, ikke kun i socialt arbejde, men også i deres offentlige mission”, står der i noten fra redaktørerne.

Digitale kopier af bogen kan downloades fra konferencens hjemmeside, ceceurope. org.

En advokat i Vatikanets ’århundredets retssag’ siger, at ti personer, der er anklaget for økonomisk kriminalitet, brugte Istituto per le Opere di Religione (IOR, Vatikanbanken) ”som en pengemaskine, der altid skulle behandle deres anmodninger positivt”.

En af de anklagede er kardinal Angelo Becciu, Vatikanets tidligere stabschef, som fra 2011-18 var næstkommanderende i Statssekretariatet.

Advokaten Roberto Lipari, der repræsenterer IOR, har opfordret dommerne til at tvinge de anklagede til at tilbagebetale 735 mio. dollars, som han siger er gået tabt gennem ulovlige ”spekulative investeringer” – herunder købet af en tidligere Harrods-bygning til 364 mio. dollars i London i 2014.

Andelen af polakker, der identificerer sig som katolikker, er faldet til 71% i den seneste nationale folketælling, mod 88% ti år tidligere. De nye data, udgivet af Polens statistiske kontor, viser, at 27,1 mio. polakker i folketællingen i 2021 angav, at de var katolikker – et fald fra 33,7 mio. i 2011.

Blandt unge polakker var nedgangen endnu mere udtalt, idet 23% praktiserede regelmæssigt i 2021. Sidste år kaldte ærkebiskop Wojciech Polak af Poznan faldet i religiøs praksis blandt unge polakker for ”ødelæggende”.

Caritas julelys Kan købes på pastoral.dk og i landets menigheder.

Salget går til årets adventsindsamling.

4

Litteratur

Innovative teaterstykker og prosa som giver stemme til det usigelige” Sådan begrunder Det svenske Akademi, at Jon Fosse får Nobelprisen.

Tekst: Lisbeth Rütz

NOBELPRISEN Det kom ikke som nogen stor overraskelse, da Det svenske Akademi den 5. oktober meddelte, at Nobelprisen i litteratur i år går til Jon Fosse.

Uddelingen af Nobels litteraturpris vil som altid ske på Alfred Nobels dødsdag den 10. december, men navnet på prismodtageren offentliggøres to måneder før. Jon Fosse modtager prisen som den fjerde norske forfatter efter Sigrid Undset (1928), Knut Hamsun (1920) og Bjørnstjerne Martinus Bjørnson (1903). Som Sigrid Undset er også Jon Fosse konverteret til Den katolske Kirke. Undset spejler sig selv i hovedpersonen Paul Selmer i de to autobiografiske samtids- og omvendelsesromaner “Gymnadenia”(1919) og “Den brændende busk”(1930) og gik ud i offentlig polemik for at forsvare Kirkens lære. Også i Fosses produktion er den katolske tro et bærende element, men på en anderledes skjult måde.

Fosse deltager ikke i offentlige debatter og giver så godt som aldrig interviews.

Fosse og troen

“Fosse er altså noget i vores tid så sjældent som en uforbeholdent religiøs forfatter, der gradvis har ophøjet kristendommen til det centrale anliggende i sit forfatterskab” skriver Weekendavisen i anledningen af nobelpristildelingen i et forfatterportræt.

Fosse voksede op i et meget troende hjem

med rødder i pietisme og kvækerfromhed.

Som teenager meldte han sig ud af den norske folkekirke, og i mange år betragtede han sig som ateist. Efter 20 år vendte han dog tilbage til folkekirken, og i 2013 konverterede han til Den katolske Kirke. “Det var mester Eckhardt og min hustru, der fik indflydelse på min tro. Hvis Eckhardt og min hustru kunne være katolikker, så kunne jeg også være det”, sagde Fosse sidste år i et interview i det italienske dagblad La Stampa.

“Sande kristne har altid været under angreb. Kristendommen og den liberale, dominerende kapitalisme er hinandens modsætninger”, sagde han til La Stampa, og i samme interview betegnede han kristendommen som en “modkultur” i Norge og de norske katolikker som et vigtigt mindretal i et meget sekulariseret samfund.

Aldrig har han været bedre mente de danske anmeldere om Septologien, der består af syv små romaner skrevet mellem 2019 og 2021. Her møder man to personer, der begge hedder Asle. De er svære at skelne fra hinanden og er måske i virkeligheden to faser af samme persons liv.

Den ensomme enkemand Asle er

I Signe Gjessings bog opdager man noget nyt ved hver læsning.

Tekst: Kirsten Krog mening. Teksterne – eller digtene – rammer nemlig nogle dybere lag og kalder på en forståelse, som det er svært at sætte ord på uden at øve vold på teksterne.

Noget lettere end ”Illuminationen” er det umiddelbart at forstå, hvorfor titlen taler

Signe Gjessing. Foto: Sara Galbiati Gyldendals Medie 2022.

“Jeg er den jeg er” siger skikkelsen, og da står det tydeligt for læseren, at det er Gud selv, han møder der.

Gud er den vi intet kan sige om

Gud er altid das ganz andere. Vi kan egentlig slet intet sige om Gud og må derfor nøjes med beskrivelser af, hvad han ikke er.

For i sit væsen er Gud uudsigelig og ubeskrivelig. Gud er, men han er forskellig fra alt hvad vi kan forestille os. Vi kender kun Gud som den vi ikke kender.

“Jeg tror, at man altid kan høre Guds tavse stemme og høre hans fraværende nærvær”. Jeg forsøger faktisk at have så få tanker om Gud, som jeg kan. Mine egne tanker slår alligevel ikke til, og de vil sikkert kun fordreje, hvem Gud er. Jeg står inde for den apofatiske tradition. Jeg tror på Gud, det er omtrent det eneste, jeg kan sige. Og mere end på en tanke om, hvad Gud er, bygger det på en oplevelse af et slags usynligt nærvær, som både kan føles stærkt og svagt, men som egentlig altid er der. Selvfølgelig gør jeg mig også private forestillinger om Gud, men de er næppe meget værd,” sagde Fosse i et interview bragt i Kristeligt Dagblad 20. april i år.

Biografi

Jon Fosse er født den 29. september 1959 i Haugesund på vestkysten.

Hans første offentliggjorte tekst var ”Raudt, Svart” (Sort, rødt) i 1983.

Han er en meget alsidig forfatter, der har produceret både romaner, lyrik, dramaer og børnelitteratur.

Næst efter Henrik Ibsen er han den mest opførte norske dramatiker.

Hans dramaer er opført over hele verden. Otte af hans skuespil er opført i Danmark. Fosses værker er oversat til omkring 50 sprog.

Septologien og hvidhed

Rammer dybere lag ANMELDELSE Litteraturhistorisk set er Danmark det af de skandinaviske lande, der har fostret færrest katolske forfattere. For fire år siden fik vi imidlertid endnu en dansk katolsk forfatter, da den unge digter Signe Gjessing konverterede til Den katolske Kirke.

Signe Gjessing har indtil nu udgivet fem bøger, først tre digtsamlinger, derefter en prosaudgivelse og nu igen en digtsamling, ”Illuminationen af alt”.

Vil man forsøge af forstå Signe Gjessings digtsamling ”Illuminationen af alt”, er man på afveje. Det opleves også som en skævert at tale om en egentlig digtsamling, da teksten eller teksterne ikke er traditionelle digte, og der ikke er tale om en samling af digte, men ét stort konglomerat af mindre tekster, der flettes sammen af nogle gentagne ord og enhedsskabende billeder eller forestillinger.

Da teksterne ikke er lette at forstå på det analytiske plan, kan det i første omgang virke lidt underligt, at titlen taler om ”Illuminationen”, for man føler sig egentlig forvirret på et højere niveau efter læsningen, hvis man har bestræbt sig på at forstå, hvad bogen handler om.

Lykkes det imidlertid at lade være at forsøge at forstå teksterne i gængs forstand og i stedet lytte intuitivt, får titlen pludselig

maler og savner inderligt sin elskede hustru Ales, som han levede et stille liv sammen med. Den fordrukne og promiskuøse navnebror Asle er også maler og ligger på hospitalet med delirium tremens. Septologien har en helt særlig fortælleteknik, hvor fortid og nutid smelter sammen i en lang strøm med abrupte spring mellem fortid og nutid.

Alle syv bøger starter med et “og”. De slutter med katolikken Asles rosenkransbøn, hvor latin og norsk blandes sammen.

Hovedpersonen i den lille roman Hvidhed er faret vild i en stor skov. Han står ud af bilen og møder en hvid, lysende skikkelse, der kommer hen mod ham.

Det kommer ligesom bare nærmere og nærmere. Og omridset er helt hvidt. Nu ser jeg det tydeligt. Ja at det er hvidt. Hvidheden. I det sorte mørke bliver den så tydelig.

Så lysende hvid. En lysende hvidhed. Jeg står helt roligt. Jeg prøver på ikke at røre mig. Står bare helt roligt.

Det kommer ligesom bare nærmere og nærmere. En lysende hvidhed. Jeg står helt roligt. Jeg prøver på ikke at røre mig. Står bare helt roligt. En lysende hvidhed. Et omrids af et menneske. Et menneske inde i en lysende hvidhed. Ja måske er det sådan.

Jon Fosse. Foto: Agnete Bruun. om ”af alt”, for teksterne rummer eller inddrager alt fra et du og et jeg, over nære ting som solsikker og hjerte til de store uhåndgribelige begreber og ord som det hinsides, skabelsen, universet, verden og stjernerne, hvormed alt er favnet.

Det håndgribelige og det uhåndgribelige sammenstilles imidlertid gennem hele bogen på en måde, så det nulstiller fornuften og kaster læseren ud i det uudsigeliges og uudgrundeliges rum.

Hvordan skal man fx forklare eller forstå ”Bare rolig, stjernerne har dine øjne at falde tilbage på, hvis det viser sig, at mit / hjerte ikke kan blive universet!” (s. 17), eller ”Mine blodårer var lamme, men nu skyder de gennem stjernerummet med / blodet på / ryggen. / (Verdens ledsager trænger til at sidde ned, så alle blomster må vente lidt med at springe ud.)” (s. 23)?

Jeg forsøgte i min første gennemlæsning at få placeret de store begreber skabelsen, universet og verden i en rangorden og forstå meningen med sammenkoblingerne mellem det nære og det fjerne, men fandt hurtigt ud af, at jeg mistede noget ved at sætte teksterne ind i matematiske formler eller analytiske modeller.

Lader man derimod teksterne være der, og lever man i dem i stedet for at forstå dem, sker der noget. Det betyder også, at man ikke sådan lige bliver færdig med ”Illuminationen af alt”, den må læses igen og igen, og man bliver ikke lige træt af den. Man

opdager nyt ved hver læsning, og teksterne lever videre i én. Og man får lyst til at dykke ned i Signe Gjessings andre bøger.

Men er bogen så katolsk? Ikke i den forstand, at den tager eksplicit trosmæssige emner op. Men læsningen hjælper til en åbenhed over for det, som ikke kan måles, vejes eller umiddelbart forstås, og man fornemmer tydeligt, at den er skrevet af en, der kender til en verden, der er større, end vi kan fatte og forstå.

Signe Gjessing: Illuminationen af alt.

32 sider, 150,00 kr, Gyldendal.

5

Søndagens tekst

Vi lader deres lys skinne på os Søndagens evangelium 5. november, Alle Helgen, er fra Matthæusevangeliet 5,1-12a, Saligprisningerne.

Tekst: Pastor Hans Esmark

PRÆDIKEN De fleste af os har efter-

hånden fået rigtig mange tv-kanaler. Og en meget stor del af sendefladen består af film.

Jeg kan se en del tyske stationer, som blandt andet sender ældre kriminalfilm. Morderen bliver altid fundet, retfærdigheden sker fyldest. På de danske kanaler er der ofte gamle danske film. Nogle af dem har jeg set flere gange før, og enkelte har jeg aldrig set før.

Der er altid en skurk og et offer. Men også her ender alt lykkeligt. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at disse film har en happy end, for det kan vi nok alle sammen bedst lide. Det gode skal kunne skilles fra det onde.

Men hvis vi kommer væk fra filmen og ud i virkeligheden, så er det ikke længere så nemt at skelne. Linien, der skiller godt og ondt, ligger ikke imellem forskellige grupper af mennesker eller for den sags skyld imellem forskellige politiske partier. Den linie går nok gennem hvert eneste menneskehjerte. Og denne linie er bevægelig. Den flytter sig frem og tilbage. ”Selv i et ondt hjerte er der lidt godt – og selv i et godt hjerte er der lidt ondt”, sagde den russiske forfatter Aleksandr Solzjenitsyn engang.

Og ude i virkeligheden ligger godt og ondt temmelig tæt ved siden af hinanden; ofte ved man ikke, hvilken af de to sider, der vil vinde.

En rigdom for det moderne menneske

Det gjaldt også hos de mennesker, som vi mindes i dag, de såkaldte hellige eller helgener. Hver eneste af dem havde teoretisk set også kunnet blive en forbryder. Men i virkeligheden blev deres liv jo, ved Guds og egen hjælp, ført frem til det, vi betegner med ordet hellighed. De har selv ydet en stor indsats, og oftest var tiderne ikke anderledes end de forhold, vi kristne lever under i dag.

Men fælles for alle vores helgener er vel, at de alle har erfaret og forstået, hvilken

betydning Jesus Kristus har for verden og for os mennesker. De har orienteret deres hverdag efter ham. Når de var i tvivl, har de spurgt ham til råds – sikkert på mange forskellige måder, men alle med den samme grundholdning: Vi har en Gud, der elsker hver eneste af os, og som for vores skyld er blevet menneske i Jesus Kristus. At slutte sig til denne Jesus Kristus vil så sige at tro på, at det onde aldrig vil sejre, hverken i os selv eller i verdenshistorien. Og hvor er det en rigdom for det moderne menneske at have denne overbevisning.

Mange af de helgener, vi finder i Helgenkalenderen, var kun kendt i snævre områder af verden. Men de foretog sig netop så meget, at de ikke gik i glemmebogen. De har ikke altid været Guds bedste børn. De har ikke været uden synd. De har ikke været særligt benådede. De har ikke været særligt udvalgt af Gud. De har heller ikke været mere begavede end gennemsnittet. Nej, deres hellighed kan snarere føres tilbage til en ganske særlig udholdenhed for sagen, en særlig kampånd, en særlig indsats. De har kæmpet med de samme problemer, som vi alle må kæmpe med: Sygdom, nød og lidelse. Der står hos evangelisten Markus: ”Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han tage sit kors op og følge mig”. Lukas understreger endda: ”dagligt tage sit kors op”. Ja, men det er, hvad de har gjort. De har ikke givet op. De har ikke resigneret. De har kæmpet for denne verden, at den må blive mere menneskelig i stedet for umenneskelig. Og motivationen var ikke bare en humanistisk indstilling til verden, men i stedet det kristne budskab.

Vi ved, at Gud har skabt verden, og at han konstaterede, at alt var såre godt. Vi ved, at Gud skabte mennesket, og så kan mennesket kun være noget godt. Altså må vores anstrengelser rettes imod, at denne tilstand bliver genindført i verden. Og det er værd at kæmpe for.

Et andet element, der har spillet en vigtig

rolle i de helliges liv, er Kirken. Alle vidste de, at Kirken konkret er det sted, hvor de på en særlig måde kan møde Jesus Kristus – også selv om de mange gange havde problemer med Kirken af samme art, som en del katolikker har det i dag.

Hvordan lever du dit eget liv?

Alle Helgen højtiden stammer fra 800-tallet. Man ville ikke, at en eneste af disse gode eksempler på troens storhed skulle forbigås i Kirkens liturgi. Det er jo kun en lille brøkdel af helgenerne, som er blevet kanoniseret, og som derfor har deres egen festdag – jævnfør Kirkens kalender.

Det begyndte med martyrerne. Man fejrede årsdagen for deres ærefulde død ved at fejre messen på det sted, hvor de havde udgydt deres blod, eller hvor de var blevet begravet. Det var martyrerne, der tydeligst havde vist, hvad eukaristien er tegnet på: at ens liv afbrydes og hengives for Guds skyld, lige som Jesus selv havde ofret sit liv og stadig gør det i brødets og vinens skikkelse i messeofret. Jesu apostle var de første martyrer, og Jesu ven og forløber, Johannes Døberen, ligeledes.

Derefter kom man til at tænke på, at andre skikkelser fra evangelierne med lige så stor ret kunne mindes på visse dage i året, frem for alt Guds moder Maria. Man fejrede de forskellige etaper i hendes liv i forbindelse med årsdagene for indvielse af kirker, som bar hendes navn. Og, herefter voksede der i tilslutning hertil en hel flora op af hellige mænd og kvinder, som med deres liv og død havde været vidnesbyrd om visse sider af evangeliet: ”ikke kun martyrernes roser, men også jomfruernes liljer og ægtepars grønne vedbend på murene”, som Augustin sagde; martyrer, profeter, hellige præster, jomfruer, eremitter, men også mennesker, som havde levet i familier, og dér havde vist særlige nådegaver.

”

Kirkens samlede moralteologiske overlevering kan ikke sættes ud af kraft ved en enkelt fodnote

Hans Esmark. Foto: Keld Dahlwad.

Vi skal opfatte ærbødigheden for de hellige, helgendyrkelsen, ikke som noget der drager opmærksomheden fra Gud og Kristus, men tværtimod som eksempler på, hvordan Guds liv og evangeliernes indhold har taget skikkelse i konkrete menneskers liv, til forskellige tider og i forskellige miljøer.

På Alle Helgen stilles der et direkte spørgsmål til os: Hvordan lever du dit eget liv? Hvad tror du egentlig på, når det kommer til stykket? Stiller du dig tilfreds med dit forsøg på at være kristen?

I sidste instans drejer det sig jo om, hvorvidt Gud er integreret i vores liv, og om vi indretter vores hverdag derefter. Aldrig at holde op med at stræbe. Aldrig at holde op med at prøve på ny. Det er vel konsekvensen, når det går op for én, at der er et mål, der er værd at stræbe efter. Og når man opdager, at målet selv er den, der ledsager én frem mod målet.

På Alle Helgen tænder vi et lys både for de afdøde og for os selv. Vi viser vores ønske om fortsat fællesskab med dem, som levede før os, og som nu er hos Gud. Vi sender dem en slags SMS – som jeg ofte siger. Og vi lader ligesom deres lys skinne på os og derved bekræfte dette store fællesskab. Hvor er vi katolikker egentlig privilegerede.

Amen.

Saligprisningerne, Matt 5,1-12a

Helgener og martyrer. Malet i 1425 med temperafarver af dominikaneren fra Angelico – kaldet il Beato Angelico. Hænger i Oratorio di San Donato di Scozia i Fiesole uden for Firenze. Foto: Wikipedia.

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene”.

6

DUK

Dengang i 70’erne Slutningen af 60´erne og begyndelsen af 70´erne var nye tider for DUK. Energiniveauet var højt i en periode med økumenisk åbenhed, dialog og samarbejde på tværs af grænser.

Men det var ikke uden omkostninger.

Tekst: Lisbeth Rütz UNGDOMSARBEJDE 1970’erne var en turbulent tid for danske katolikker. Efter synoden i Nyborg 1969 skulle koncilets tanker omsættes til praktisk virkelighed inden for liturgi, kirkeindretning og strukturer i kirken. Fronterne blev trukket hårdt op i en til tider meget ophedet debat i Den katolske Kirke i Danmark, viser DUK’s generalforsamlingsreferater fra begyndelsen af 70’erne.

Efterhånden var ungdomsarbejdet kommet ind i mere faste rammer. I 1968 blev Jacob Muiser den første ungdomspræst, og han var altid på jagt efter kvalificerede medarbejdere. Frans Bogulski blev den første lønnede ungdomskonsulent. Tidligere havde DUK’s sekretariat levet en omflakkende tilværelse på skiftende private adresser, hvor kommunikationen mellem sekretariatet og DUK-lederne ude i marken tit blev klaret i telefonboksen nede på hjørnet. Nye knappenålshoveder på Danmarkskortet i sekretariatet viste, at der kom flere og flere lokalafdelinger. Økonomien var det evigt tilbagevendende problem.

Penge til aktiviteter kom fra kontingenter og katolske fonde, og Skt. Joseph Søstrene spædede trofast til. Men fra begyndelsen af 70’erne begyndte bispedømmet at støtte

Kjeld Wogensen spiller for ved messen i kapellet på det gamle Øm. Privatfoto.

Sådan så sovesalene ud på Øm. Privatfoto.

DUK, og fritidsloven gav helt nye muligheder for støtte. Det var vigtigt for DUK, at ungdomsarbejdet blev en forpligtelse for hele Kirken og ikke bare en privat foreningsaktivitet. Men kunne DUK garantere det katolske islæt? Det var biskoppen urolig for. DUK lagde på den anden side vægt på, at ungdomsarbejdet skulle drives af frivilligt engagerede mennesker med selvstændigt ansvar for pædagogikken i ungdomsarbejdet, fortæller Kjeld Wogensen, der var DUK’s landsformand fra 1972 til 1974.

Økumene og samarbejde over grænser

Lige fra indførelsen af trosfriheden i 1849 havde Den katolske Kirke i Danmark defineret sig selv i modsætning til andre kirker herhjemme. Drømmen var længe at gøre Danmark katolsk igen. Nu begyndte unge katolikker at arbejde sammen med unge fra andre kirkesamfund, og DUK blev aktiv i baptisternes center på Worsaaesvej. Her arrangerede katolske unge debataftener med emner som cølibat, fokus på ordenssamfund, barnetro contra voksentro etc. Men det var ikke helt problemfrit viser en kommentar i referatet fra generalforsamlingen i 1971, hvor der tales om “vigtigheden af ikke at starte økumenisk arbejde før man er helt klar over sin identitet i Den katolske Kirke”. Generalforsamlingen opfordrede også medlemmerne til at bruge deres indflydelse på lokalt plan til at vælge “ungdomsstøtter” ind i menighedsrådene ved at finde sikre kandidater og lave valgkamp for dem.

Der blev arbejdet for liturgisk fornyelse, og her var pater Erik Christiansen O.P. fra klostret i Ordrup en central person som den, der samlede materiale ind. Rudi Kessel, der arbejdede som ungdomspræst i Norge fra 1965-1980, komponerede meget brugte børne- og ungdomsmesser med jazzinspireret musik. Hans musik bruges stadig – senest ved fejringen af DUK’s 75 års jubilæum på Øm i år.

Allerede i 1966 var de nordiske landsledelser begyndt på et frugtbart samarbejde med unge katolikker i Hamburg. Arbejde, fester, de fælles gudstjenester – det var Kirke uden hierarki og formalisme – der oplevede vi kirken, bemærkede Hans Jürgen Lenz, leder af Hamburgs unge katolikker i

Der lyttes opmærksomt til et oplæg på Øm. Privatfoto fra begyndelsen af 70’erne. en beskrivelse af samarbejdet. I Tyskland var der også stor interesse for Ømborgen, og i foråret 1974 kom tyske ledere til Øm for at se de nedslidte bygninger og tage stilling til, hvad der skulle ske.

Bladet Prosit

“Efter 2. vatikanerkoncil er der lukket op for den tanke, at der kunne være noget galt med kirken, en tankefrihed, der er fantastisk i en institution, der gennem masser af århundreder har taget patent på sandheden” skrev Henrik Olsen i artiklen “Der er noget galt i kirken”. Artiklen stod i et af de første numre af DUK-bladet Prosit, der begyndte at udkomme i 1971.

“Det er ganske umuligt at leve et “kristenliv” fjernt fra verdens ondskab, det er nødvendigt stadig at tage stilling og argumentere for den. Desværre viser det sig, at de fleste vælger at vende den kristne tradition, de er vokset op i, ryggen, i stedet for at tage de problemer op til revision, de ikke mener at kunne godtage” var indledningsfanfaren.

Prosit betyder gid det må gavne, og redaktionen udtrykte i første nummer det fromme håb, at et åbent blad med plads til alle opfattelser ville kunne gavne katolikker i Danmark. Dermed var stilen lagt. Tonen i mange af artiklerne var fræk, nærmest fandenivoldsk. Layoutet var set med dagens øjne ret primitivt; men der var et højt energiniveau i mange af indlæggene, og man kan mærke, at skribenterne virkelig havde noget på hjerte.

“I katolske kredses organer har der hidtil hersket forbavsende enighed om, hvilke ting man kunne udtrykke sin offentlige mening om. Vi ønsker at skabe et åbent blad med plads til alle opfattelser, og vi håber, at I som bladets læsere, vil hjælpe os ved at reagere på de forskellige artikler” står der i bladets første nummer. Som et af bladets formål defineres “et forsøg på revision af tilsyneladende fastsiddende traditionelle opfattelser”.

Fremstillingsprisen for Prosit inklusive forsendelse var 2 kr. Prosit startede med at blive sendt ud i et omfang på ca. 150 og steg efterhånden til omkring 1.000. Bladet virkede som en rød klud på mange, der mente, at det ikke var fromt nok. Der kom derfor en række henvendelser til biskoppen vedr. indholdet og Leslie Dorn blev gjort til teologisk vejleder. Han skulle gennemlæse artiklerne, inden de gik i trykken, en rolle der dog sjældent skabte de store problemer.

Prosit tog mange kontroversielle emner op. I de første numre skrev Peter G. Rasmussen om “Karl Marx og fremmedgørelsen”, Hans J. Schütten skrev om, hvordan det er at bo i kollektiv. Pave Paul VI’s fordømmelse af det kapitalistiske system i

Populorum Progressio (1967) var et af temaerne i artiklen “Kirken og revolution”, hvor pater Dorn skrev om genopdagelse af dynamikken i det kristne budskab, og hvordan Kirken i dens første tid var “en revolutionerende kraft”. Der var indlæg om Germaine Greers og Esther Vilars bøger om kvinderoller, og om Danmark nu virkelig var så demokratisk, som man gerne ville gøre det til? Senere skrev biskop Martensen i “En fornyet kirke – hvordan får vi den? “ om sit møde med en undergrundskirke i Harlem.

Kjeld Wogensen skrev om, hvilken rolle præsten har i det moderne samfund, og i et interview fortalte psykologistuderende Bibi Hoff Johansen, der boede i et katolsk kollektiv om sit samarbejde med marxister og om bønnens betydning for hende. Socialrådgiver Dorte Schubert fortalte om, hvordan hendes katolske tro fik hende til at sige fra på visse punkter, men også at hun var uenig i Kirkens holdning til sex før ægteskabet.

Ret til at tage politiske standpunkter

Kjeld Wogensen kommenterede i formandsberetningen 1974: “Bladet har hidtil understreget kirkens sociale engagement, hvilket kun kan være i orden. Om man her mener at kunne aflæse bestemte parti-farver kan kun skyldes læseren, men det må stå fast, at et ungdomsblad må have ret til at tage politiske standpunkter. Det har udenlandske ungdomsblade faktisk lov til. Men noget andet er, at dette har overskygget det, man kunne kalde troen som et personligt gudsforhold. Redaktionen ser denne skævhed, men understreger, at det først og fremmest er et religionspædagogisk problem”.

Generalforsamlingsreferaterne fortæller meget om, hvilke emner DUK’erne interesserede sig for. Et referat fra 1972 beretter: “Emnet militærnægtere interesserede enormt. Der var repræsentanter både fra militæret og fra militærnægtere og man kan godt sige, at bølgerne gik højt”. På en lejr på Bastrup var emnet “kærlighed”, og også her gik bølgerne højt. Beretningen omtaler en økumenisk weekend i Birkerød om emnerne ægteskab – skilsmisse og synet på interkommunion som en stor succes.

1970’erne blev en tid med store forventninger, der ikke altid kunne indfries, og det skabte skuffelser for de reformivrige.

Mange af dem, der dengang var aktive DUK’ere, fastholdt et livslangt engagement i Kirken, men der var store omkostninger.

Nogle valgte at forlade Kirken og mange præster fratrådte embedet. Vil man vide mere om unge katolikkers syn på samfundet i den tid, ligger der mange skatte og venter på nærmere analyse i Katolsk Historisk Arkiv på Gammel Kongevej 15.

7

Ungdomsarbejde

Svenskeren, danskeren og nordmanden i Trondheim Weekenden 6.-8. oktober var unge katolikker fra de nordiske lande samlet i Trondheim. Anledningen var fællesarrangementet ’Skandinaviske Dager’. Læs hvad svenskeren, danskeren og nordmanden fortæller om arrangementet og om det at være ung katolik.

Tekst: Caroline Belaúnde Brynsrud, bispedømmet Oslo.

Foto: Norges Unge Katolikker

UNGDOMSTRÆF Da hun sidste år deltog i Norges Unge Katolikkers landsmøde på Mariaholm, kom Marion Spæren i snak med unge fra Danmark og Sverige, der var inviteret med til mødet. Efter flere samtaler, hvor de udvekslede idéer og erfaringer, opdagede de et fælles behov for fællesskab blandt unge katolikker. Marion vovede at sætte et projekt i gang: Weekendarrangementet ’Skandinaviske Dager’ i Trondheim, Nordens Rom. Hvad inspirerede dig til at arrangere en skandinavisk weekend? ”Sammen med de danske og svenske ledere ønskede vi at indlede et skandinavisk samarbejde for at opbygge et katolsk fællesskab på tværs af landene. Det er let at glemme, at Kirken er katolsk, dvs. universel, når man ikke ser mange andre katolikker omkring sig til daglig”.

Katolikker er et mindretal i de nordiske lande. Nogle kan føle sig ensomme i deres tro; måske er de den eneste katolik på arbejdspladsen eller i skolen. Gennem sit arbejde i NUK som leder af 18+ udvalget har Marion Spæren mødt unge mennesker, der føler sig alene om at bære byrden som aktiv ung katolik i de små sogne. ”Jeg håber også, at weekenden vil føre til mere samarbejde mellem unge katolikker i de nordiske lande i de kommende år, så vi kan lave endnu flere spændende arrangementer”.

Temaet for arrangementet var katolicismen i Norden med et særligt fokus på Nidarosdomen, der er den største historiske katolske helligdom i Norden samt på Olav den Hellige. ”Vi ønskede, at flere skal genkende

Kirkens historiske rødder i Skandinavien.

Viden om Olav den Hellige er central for at forstå kristendommens udbredelse i Norden og giver os et indblik i, at den katolske tro faktisk historisk set er en del af den nordiske identitet”.

Programmet bød blandt andet på et foredrag af biskop Erik Varden om Olav den Hellige og katolicismen i Norden samt en guidet tur i Nidarosdomen med pater Egil Mongstad. Desuden var der rig lejlighed til at hygge sig med nye og gamle venner.

Tre spørgsmål

Vi spurgte tre deltagere følgende spørgsmål: a) Hvorfor deltog du på ’Skandinaviske dager’? b) Hvad synes du om arrangementet? c) Hvordan oplever du det at være ung katolik i dit eget land?

Danskeren:

”Jeg har været i Norge to gange før, og hver gang bliver jeg lige overrasket over, hvor alvorligt de unge nordmænd tager deres tro.

Unge katolikker i Norge taler om troen på en meget naturlig måde. Jeg kom, fordi jeg gerne ville inspireres af det, være sammen med andre katolikker og møde nye venner”, siger Anthony Sangarno fra Aarhus. ”Nidarosdomen! Jeg elsker kirker. Som ingeniør ser jeg måske bygninger på en lidt anden måde. Og jeg må sige, at detaljerne i Nidarosdomen er imponerende! Især orglet under rosenvinduet. Og fader Egil er en fantastisk guide. Han talte i en hel time, og jeg fulgte med hele tiden, hvilket jeg normalt ikke gør. Den messe, vi fejrede i et af kapellerne, gjorde også et stærkt indtryk. Jeg elsker den latinske messe! Den får mig til at føle, at alle er velkomne, fordi det er Kirkens universelle sprog”. ”Der er få katolikker i Danmark, så det kan være en udfordring. Da jeg var yngre, havde jeg ikke mange religiøse venner, så det var uvant for mig at tale om tro og sætte ord på den. På et tidspunkt var jeg tæt på at opgive at være katolik, jeg ville være som alle andre omkring mig. Men jeg besluttede

Anthony Sangano er 24 år og arbejder som ingeniør. Han er aktiv i Kirken som ministrant, kateket og sidder i Danmarks Unge Katolikkers hovedbestyrelse.

Lilian Gillegård arbejder i ældreplejen og er aktiv i Kirken som kateket.

at give det en chance til, og nu er jeg tilbage på sporet. Jeg plejede at være flov over min tro, men nu bærer jeg et synligt kors og helgenmedaljer og tør fortælle andre om Kristus”.

Svenskeren:

”Jeg ville gerne være sammen med mine nordiske søskende og opleve fællesskabet og enheden i Kristus. Det savnede jeg fra Verdensungdomsdagene. Det er noget helt særligt at samles som en familie i troen. Jeg ville også gerne deltage for at styrke vores sammenhold. Det er vigtigt, at vi støtter og styrker hinanden, for det kan være udfordrende at være katolik i en sekulær kultur.

Det er en stor velsignelse at have hinanden og blive mindet om, at vi er ét i Kristus. Det er især tydeligt, når vi fejrer messe sammen”, siger 29-årige Lilian Gillegård fra Stockholm. ”Biskop Erik Vardens foredrag om Olav den Hellige gjorde indtryk på mig. Især delen om, hvordan Olav udviklede sig til at blive mere Kristus-lignende og blev et levende eksempel på, hvad Paulus taler om: ’Nu er det ikke længere mig, der lever, men Kristus, der lever i mig’. Det er utroligt, hvad Kristus kan gøre gennem os, når vi giver plads til ham. Biskop Erik mindede os også om, at alle har et kald, og opfordrede os til at spørge: ’Hvad kan jeg gøre for at sprede evangeliet?’. Det er nemt at tænke på, hvad Kirken eller alle andre burde gøre, men hvad kan jeg gøre? Jeg forbinder det også med temaet for Verdensungdomsdagen, ’Maria brød op og skyndte sig’ (Luk 1,39)”. ”Det er en udfordring at være ung katolik i Sverige. Især i gymnasiet, hvor man er så opsat på at passe ind og ikke skille sig ud. Men det var også det, der gjorde mig mere bevidst om min tro; jeg var nødt til at tage stilling til, hvad jeg troede på, og hvilke konsekvenser det har for mit liv. Det har styrket mig og gjort mig mere åben omkring det at være katolik. For eksempel tør jeg nu sige, at jeg har været til messe, hvis nogen spørger, hvad jeg lavede i weeken-

Tobias Sindre (24 år) kommer fra Bergen.

Han arbejder som konsulent, og ønsker at konvertere til Den katolske Kirke. den. Det har en evangeliserende effekt. Jeg kan forestille mig, at det også var svært for Olav den Hellige at tænke anderledes end det samfund, han var en del af”.

Nordmanden:

”Jeg var nysgerrig efter at møde unge katolikker fra de skandinaviske lande, fejre messe i Nidarosdomen, lære mere om den evige konge af Norge og besøge Trondheim, som var min studieby og har dybe katolske rødder”, forklarer Tobias Sindre fra Bergen. ”Messen i Nidarosdomen og biskop Eriks foredrag. Nidarosdomen er den mest storslåede kirke i Norge, og Olav den Helliges relikvier befinder sig der.

Det var interessant at høre om de indre spændinger, som Olav oplevede som ung, og som jeg kan genkende. Han blev trukket i forskellige retninger; i begyndelsen var han optaget af både at fremme sin egen sag, men også Kristi sag. Efterhånden blev disse spændinger i ham integreret og forenet; hans egen sag blev Kristi sag”. ”Jeg er ikke officielt katolik, da jeg endnu ikke er blevet optaget i Kirken.

Men jeg vil gerne konvertere, så nu går jeg på et konvertitkursus. Så jeg kan ikke sige så meget om, hvordan det er at være ung katolik i Norge. Men jeg har fået et godt indtryk af de unge katolikker, jeg har mødt! Her på ’Skandinaviske dager’ er jeg blevet taget godt imod og har mødt mange mennesker, der brænder for troen.

Folk virker reflekterede. Alle er meget forskellige, men de er stadig en enhed. Der er enhed i mangfoldigheden, vi er forenet af messeofferet”.

Efter rundvisningen og messen i Nidarosdomen var det tid til et gruppebillede af de deltagende nordiske unge katolikker.

Biskop Erik Vardens oplæg gjorde Olav den Hellige nærværende og håndgribelig for de unge, der var glade for at lære helgenkongen nærmere at kende.

Måltiderne var en glimrende anledning til at lære nye og gamle venner bedre at kende. Danskerne gav udtryk for, at de rigtigt godt kunne lide maden!

Kirkens fremtid: Omkring 60 unge fra hele Skandinavien mødtes i Trondheim. Her poserer de med Vatikanets flag, det norske flag og Vor Frue, som altid våger over os.

KIRKESKAT-NOVEMBER

Overvejer du, at give mere?

"I Den katolske Kirke i Danmark er vi så privilegerede at have mange trofaste medlemmer, der bidrager til vores arbejde gennem deres kirkeskat," fortæller Niels Engelbrecht, generalvikar. "Denne økonomiske støtte gør det muligt for os at fejre sakramenterne, forkynde troen og tjene kirkens medlemmer.

Vi er dybt taknemmelige for din støtte, men vil alligevel fortælle dig, hvorfor du kunne overveje at give en ekstra gave til kirken, selvom du allerede betaler kirkeskat.

Kirkeskatten er fundamentet for økonomien Kirkeskatten er en vigtig del af det økonomiske fundament for at kunne fejre sakramenterne, give vores præster løn og støtte det frivillige arbejde i kirken. Vi er taknemmelig for hver en krone, der bidrager til alle aktiviteter i kirken.

Følelsen af at være med Kirkeskat handler dog ikke kun om penge.

Det handler også om at være en aktiv del af vores fællesskab.

Et ekstra bidrag til kirken giver dig mulighed for at bidrage til et fællesskab, der er større end dig selv. Det giver en tilfredsstillelse at vide, at dine gaver hjælper med at styrke troen for mange omkring dig. Ikke mindst de børn og unge, der kommer til undervisning i forbindelse med første kommunion og firmelsen.

Fællesskabet i Kirken rummer alle aldre. Når man støtter Kirken økonomisk er man med til at sikre, at der er aktiviteter til sig selv og til dem, der kommer efter.

Ingen forpligtelse til ekstra gaver Det er vigtigt, at ingen skal føle sig forpligtet til at give mere end den anbefalede 1% af deres skattepligtige indtægt. Vi er taknemmelige for alle, der støtter kirken, uanset beløb.

Kirkeskat er en værdifuld ressource, og vi

beder kun om, at man overvejer at give ekstra, hvis det er inden for ens egne evner og ønsker.

Støtte men ingen byrde At give mere til Kirken skal aldrig føles som en byrde, men som et udtryk for taknemmelighed og støtte til det arbejde, Kirken udfører."

Tilmelding til kirkeskat

365

GODE GRUNDE TIL AT GIVE Din kirke er der for dig hver eneste dag året rundt.

Din gavmilde støtte gør dette muligt. TAK!

OPRET AFTALEN I DAG Udfyld blanketten og send den til Bispekontoret.

Du kan også aflevere den i din egen kirke eller ringe til os på 33 55 60 80 for at oprette en aftale over telefonen.

BS-tilmeldingsblanket Navn

Beløb

Adresse Postnr./By

200 kr. pr. md.

E-mail

500 kr. pr. md.

Andet beløb

Telefon Bankkonto reg.nr.

350 kr. pr. md.

kontonr.

CPR-nr.

Fremover vil jeg betale Underskrift

Dit bidrag reguleres hvert år. Reguleringssatsen er p.t. 3 % Satsen vedtages af Pastoralrådet.

Biskoppen anbefaler, at man betaler 1% af sin skattepligtige indkomst.

På www.katolsk.dk/bispedmmet/privatlivspolitik kan du læse om, hvordan vi behandler dine oplysninger og dit samtykke til at behandle data.

Du kan til enhver tid ændre eller tilbagekalde dit samtykke.

kr. pr. md.

Ret min nuværende kirkeskatteaftale

Jeg bekræfter at være døbt/optaget i Den katolske Kirke (Sæt kryds) Dato

Har du ikke en løbende kirkeskatteaftale?

DEN KATOLSKE KIRKE I DANMARK ANSGARSTIFTELSEN GAMMEL KONGEVEJ 15 DK-1610 KØBENHAVN V TLF. (45) 33 55 60 80 E-MAIL: KIRKESKAT@KATOLSK.DK

kr. pr. md.

Tilmelder du dig kirkeskat i 2023 får du tilsendt opskriftssamlingen fra udvalgte katolske klostre og ordner i Danmark, "Tak for mad" Send tilmeldingsblanketten til: Den katolske Kirke, Ansgarsstiftelsen Gammel Kongevej 15, 1610 København V

KIRKESKAT-NOVEMBER

"Tak for mad"

-En appetitvækkende gave fra katolske klostre og ordener I adventstiden fejrer vi ikke kun julens smukke budskab, men også fællesskabet omkring måltidet, hvor vi samles med dem, vi holder af.

I år har vi fået en særlig gave fra katolske klostre og ordener i Danmark. Vi har nemlig fået lov til at kigge kokken over skulderen og få fat i nogle lækre opskrifter, som vi deler med dig, der støtter kirken gennem din kirkeskatteaftale.

Du kan glæde dig til opskriftssamlingen, "Tak for mad", som kommer i din postkasse her i november.

Opskriftssamlingen byder på nemme opskrifter fra både Danmark og udlandet. Og de smager himmelsk!

Vi opfordrer dig til at prøve de lækre opskrifter og dele fotos og tips til variationer til opskriften på bispedømmets Facebook-side. Vi siger velbekomme og god fornøjelse.

Vi ses på www.facebook.com/infotjenesten

Forskellen på en løbende kirkeskatteaftale og en 10-års kontrakt 10-års kontrakten • 10-års kontrakten er en forpligtende aftale, der løber i 10 år • Aftalen kan være et fast beløb eller en fast procentdel af din indkomst • Du får fradrag for 10-årskontrakten gennem ligningsloven §12, stk. 3 • Fradragsgrænsen er op til 15% af din skattepligtige indkomst Den løbende kirkeskatteaftale: (Tidligere 1-års kontrakt) • Den løbende kirkeskatteaftale kan ændres og opsiges når som helst • Du får fradrag for den gennem ligningsloven §8A • Fradragsgrænsen ændres for år til år • I 2023 er fradragsgrænsen: 17.700 kr. (18.300 kr. i 2024) Du kan sagtens have aftaler og få fradrag gennem begge paragraffer samtidig.

Kirkens bankkonto: Reg. nr. 4183 Kontonr. 000 500 14 71 Husk, at oplyse dit CPR. nr. hvis du ønsker fradrag for din gave eller kirkeskat

Hvad gør jeg, hvis jeg har en 10-års kontrakt og gerne vil betale mere?

Hvad er en 10-års kontrakt?

Det er en kontrakt mellem dig, Kirken og Skattestyrelsen, hvor du forpligter dig til at støtte et givent formål (her er det kirken) i

“

Bidraget fra Tyskland er i de seneste år blevet stærkt reduceret og vil fortsætte med at blive reduceret fremover.

10 år. Man kan ikke ændre beløbet på en 10-års kontrakt. Men der er intet i vejen for, at man får en yderligere kirkeskatteaftale i form af den løbende kirkeskatteaftale.

Den løbende kirkeskatteaftale Den løbende kirkeskatteaftale - som vi tidligere kaldte en "et-års kontrakt" - kan ændres eller opsiges fra dag til dag. Der er ingen skattemæssig eller økonomisk forpligtelse ved denne aftale. Hvis man vil betale mere end det man betaler på sin 10-års kontrakt, kan man oprette denne aftale ved siden af. På den måde kan man uden problemer vælge at betale 100 kroner

mere om måneden i tillæg til sin nuværende forpligtelse. Og man kan øge eller sænke beløbet i takt med sin egen økonomisk evne.

Kan man bare give en enkeltstående gave?

Ja! Udover en ekstra kirkeskatteaftale, kan man også blot give en ekstra gave til Kirken. Det gøres ved at overføre gaven via en bankoverførsel. Skriver man ”kirkeskat” i overførselsfeltet, bliver gaven behandlet som kirkeskat, hvor en procentdel indgår i dit sogns regnskab. Hvis man undlader at skrive noget i overførslen, går gaven til bispedømmets fælleskasse og bruges der, hvor behovet er størst. Man får fradrag for pengeoverførsler gennem ligningslovens §8A, hvis man oplyser sit CPR-nr. eller medlemsnummer i overførslen.

Alle gaver gør en forskel for Kirkens økonomi. I mange år har Kirken i Danmark fået tilskud fra den katolske Kirke i Tyskland, fordi vi ikke har midler nok til at dække vores egne udgifter. Bidraget fra Tyskland er i de seneste år blevet stærkt reduceret og vil fortsætte med at blive reduceret fremover. Hvis Den katolske Kirke skal fungere på samme niveau i fremtiden, som den gør i dag, hviler økonomien i endnu større grad på Kirkens medlemmer. Det er altid vanskeligt at tale om penge i forbindelse med Kirken, men realiteten er, at hvis vi ikke gør det, vil kirken se anderledes ud om 20 år.

De katolikker, der er med til at bære økonomien i Kirken, skal vide, at de er rammen for Kirkens aktiviteter i dag. Med deres engagement er det muligt at praktisere troen på en måde, der giver mening for alle katolikker.

Stor tak til jer!

Tekst og foto Susanne Debora Madsen

10

Katekese

”Fides et Ratio” – inspiration til dialog om tro med børn og unge ”Jeg ved, hvem jeg tror på – og hvorfor”.

Tekst: Ann-Lise Aasesdatter

KATEKESE ”Jeg ved, hvem jeg tror på”, skriver Paulus (2 Tim1,12), og vi ser i hans breve, hvordan han med stor sikkerhed mestrer at argumentere for, hvorfor han tror på den Gud, han forkynder med hele sit liv som indsats. Gid vores børn og unge bliver lige så sikre i deres tro, argumenter og forsvar for den!

Paulus er dreven ud i filosofisk tænkning, se f.eks. Rom 1,19-2,1, hvor han argumenterer for, hvem Gud er, og hvordan Gud gennem skrifterne har åbenbaret sig for os.

Paulus bruger både fornuft og tro i sin argumentation for at vælge vejen med Gud. Det er nødvendigt at vi, som hinandens medvandrere, som forældre og kateketer, ser til filosofien som redskab, når vi skal argumentere for, hvorfor vi tror på den Gud, vi ved er sandhed. For at udvikle argumenter og dybere forståelse må man dog først åbne sig for undring, måske forundring, dernæst stille spørgsmål og så, over tid og i sit indre, begynde at udvikle argumenter for, hvorfor vi tror, som vi gør. Vi må altså efterligne Jomfru Maria og gemme Guds ord i vores hjerte og grunde over dem. (Luk 2,19) Børn stiller tidligt konkrete filosofiske spørgsmål, som må besvares på en overbevisende og logisk måde, så børnene ved dialogens erfaring trænes til, at troen også modnes gennem spørgsmål og svar. Først og fremmest gennem bønnens dialog med Den Treenige Gud, men også i mødet med voksne, der troværdigt kan svare på børns mange gode spørgsmål om tro.

Men kan og må vi stille spørgsmål til vores tro? Selvfølgelig! – og vi skal gøre det! Vi har gode eksempler i Biblen, som da Jomfru Maria stiller spørgsmål som det allerførste, da ærkeenglen Gabriel kommer for at bebude, hun skal føde Guds

søn. Hvordan det, spørger hun? (Luk 1,34) Med det spørgsmål begynder en proces i hende til modning af den kvinde, der under korset skal blive hele Kirkens moder.

Et personligt ja

Troen er menneskets personlige ja til Gud, og i den tilslutning er også et frit samtykke til sandheden om Gud og os, som hans børn.

(KKK 150). Dvs. troen er både et ja til Gud og et ja til den sandhed, han åbenbarer i Jesus Kristus, og som giver os svaret på alle livets store spørgsmål: Hvem er jeg? Hvad er meningen med mit liv? Hvordan skal jeg leve? Hvad sker der, når jeg dør? Hvad er det rette at gøre i den eller den situation? Er Jesus virkelig Guds søn?

I det ja, vi giver til Gud, er altså også et ja til Jesus, hans søn, som han åbenbares gennem evangelierne og senere på utallige måder i apostlenes tid, senere i Kirkens tid, ja indtil vores egen tid på forskellige måder.

Men hvordan forklarer vi hele det ræsonnement til vores børn? Det er ikke nok at lære dem trosbekendelsen og sige: ”Her er dine svar i logisk rækkefølge”. Vi må lære dem at forstå troen på en måde, der giver mening, og som de kan holde fast i hele livet. Først og fremmest ved det gode eksempels kraft, men også i den fortløbende dialog, der lærer børn og unge den logiske struktur, filosofien som redskab over tid har hjulpet Kirken til at udvikle og give videre i Traditionen og i Den katolske Kirkes Katekismus.

En ting skal slås fast: Det er ikke i modsætning til menneskets fornuft eller frihed at have tillid til Gud og den sandhed, han åbenbarer i sin henvendelse til os (KKK154), for i troen samarbejder menneskets forstand og vilje med Guds nåde. (KKK155) På samme måde med troen på Helligånden, fordi vi med Paulus (1 Kor 12,3) må sige, at ingen kan sige, Jesus er Herre, undtagen ved Helligånden.

Den Gud, vi tror på, er Treenig Gud, og det skal børn og unge lære, selv om det i sig selv er et mysterium.

Lyder det indviklet og umuligt for børn at forstå?

Nysgerrighed og kærlighed er drivkraften. Fordi Guds hellige ånd giver os tro som nådegave, lærer vi at elske Gud og får tillid til ham.

Udvalg af egnede materialer til kateketen. Foto: Ann-Lise Aasesdatter. Fordi vi elsker,

ønsker vi at undersøge troen yderligere, vi stiller spørgsmål, undrer os som Jomfru Maria undrede sig, eller vi udfordres af en omverden, der stiller kritiske spørgsmål, om vi virkelig kan tro på det Kirken lærer os?

Det er ikke anderledes, end forelskelse! Da ønsker vi også at vide alt om den elskede.

På samme måde med troen på Gud, når vi erkender den relation, han tilbyder os, som en kærlighedshistorie: Gud kom til os som menneske af kærlighed, for at frelse os og lære os at elske ham, så vi kan leve sammen med ham.

Når børn møder den sandhed, begynder de over tid at stille spørgsmål om den kærlighed, Gud angiveligt har til dem og til en verden, der ikke ligefrem selv lyser af kærlighed. Børnene møder også ofte kritik, mistro og latterliggørelse, hvis de fortæller, de tror på Gud. Hvordan skal de svare, forsvare sig selv og deres tro, hvis de ikke selv kender og forstår svarene?

Troens modning

I vores søgen via spørgsmål og svar om troen, udvikles troen, den modnes og kræver flere og mere rationelle argumenter jo mere intellektet udvikles. Kravet bliver ikke mindre over tid, når vi også udfordres af en kritisk omverden. Vi får troen som nådegave, og derfra må vi medvirke til at den modnes, og i den proces indgår dialog bestående af spørgsmål og svar. Får vi ingen svar, opgiver vi hen ad vejen at spørge, troen dør da i værste fald eller forbliver privat, hvilket betyder, at den ikke bliver delt, som dåben kalder os til.

Når børn og unges tro skal modnes, er det først og fremmest forældre og kateketer, der må påtage sig opgaven som åndelig medvandrer. Overfladiske svar holder ikke, så man må gøre sig umage med at svare og være et inspirerende eksempel for børn og unge, så de får lyst til selv at søge viden om Gud. I pave Johannes Paul II’s encyklika ”Fides et Ratio” finder vi vejledning til at forene tro og viden, som kan hjælpe os til at give kommende generationer et solidt fodfæste i troen. Vi vokser i viden gennem nysgerrighed, når vi gennemfører uddannelsesforløb eller dygtiggør os på anden vis, drevet af interesse eller kærlighed til et bestemt tema.

Da bruger vi filosofi og fornuft, og det skal vi også gøre, når det handler om tro. ”Fides et Ratio” er en inspirerende kilde, der opfordrer os til at udforske sammenhængen mellem tro og viden. Pave Johannes Paul II påpeger i teksten, at tro og fornuft ikke er modstridende, men snarere gensidigt forstærker hinanden. Han understreger vigtigheden af at søge viden om Gud og bruge filosofiske ræsonnementer i samspil med det, Jesus lærer os i evangelierne, og som vi i øvrigt lærer om Gud, om verden, om Kirkens første tid gennem læsning af Biblen.

En central del af encyklikaen er pavens opfordring til at vende tilbage til den filosofiske tænkning. I vores moderne og videnskabeligt orienterede samfund, tilsat en del fake news eller meget lidt gennemtænkte argumenter på nettes mange medier, fristes man måske til at nedprioritere filosofiens dyder som f.eks. de gode, logiske argumenter. Pave Johannes Paul II skriver derfor i ”Fides et Ratio”, at ”Troen har … behov for fornuftens samtænkning, for at den kan vise sig som en overbevisende og logisk præcis vej til vished” (§74). Ved at inkludere filosofi i vores undervisning og samtaler om tro med børn og unge, kan vi ruste dem til at stille skarpere spørgsmål, udfordre egen

overbevisning og forstå på et dybere niveau.

Erkendelsen af, at Gud og hans åbenbaring i Jesus Kristus er fundamentet for vores tro, er helt afgørende. Pave Johannes Paul II skriver: ”Troen er en kontakt mellem mennesket og Gud i tiltro til, at det transcendente guddommelige er villigt til at ville sige noget til os” (§12). Samtidig opfordrer encyklikaen os til at erkende menneskets naturlige søgen efter det sande, det gode og det skønne. Selv uden at have kendskab til kristendommen kan mennesket gennem filosofi og rationel tænkning opnå visse indsigter. Vi kan derfor hjælpe vores børn og unge med at udvikle deres søgen efter sandhed både i og uden for den kristne tradition.

Viden skal der til

Konkret viden om Gud er absolut en grundsten, når vi vil give vores børn og unge viden om Gud. Vi kan ikke forvente, de umiddelbart tager vores ord for gode varer og mange platforme, udover forældre, præster og kateketer, kæmper om de unges tillid og opmærksomhed. Gennem undervisning, dialog og formidling kan vi videregive kendskab til Guds eksistens, hans natur og kærlige frelsesplan for os.

Som pave Johannes Paul II skriver i Fides et Ratio: ”Der findes nemlig sande og pålidelige kendsgerninger om Kristi liv” (§13). Lad os derfor vejlede vores børn og unge i studiet af Biblen, de kirkelige traditioner og helgenernes vidnesbyrd, så tradition og dem, der var før os, står som levende vidnesbyrd sammen med Jesus.

Hvordan? Tro og viden bør altid være forankret i Jesu’ lære, som det fremgår i evangelierne. Det må vi tage udgangspunkt i og lære vores børn og unge at elske og efterleve, fordi det er Jesu’ ord og handlinger, vi skal efterligne. Pave Frans, vores præster og undervisningen i Kirken, minder os altid om at Jesus er vejen, sandheden og livet (Joh 14,6). Vi må derfor opmuntre børn og unge til at studere evangelierne, deltage i sakramenterne og engagere sig i næstekærligt arbejde. Ved at inspirere børn og unge til at følge Jesu eksempel, kan vi måske med større sikkerhed håbe, deres tro hviler på fast grund, og de udvikler en dyb kærlighed til både Gud og mennesker.

Hvad er konklusionen på mit lille kateketiske indlæg? Pave Johannes Paul II’s encyk­lika Fides et Ratio minder os om vigtigheden af at søge konkret viden om Gud og udvikle vores filosofiske ræsonnementer, samtidig med vi er solidt forankret i Jesu lære fremsat i evangelierne. Ved at integrere disse principper i vores liv, undervisning og vejledning, kan vi give børn og unge rollemodeller og redskaber til at styrke deres søgen efter Gud, træffe informerede valg i livet og være mere faste i forsvaret af troen.

Lad os være gode og modige ambassadører for mantraet om at tro og viden går hånd i hånd, og lad os gennem dialog om troen, på et oplyst grundlag vejlede de kommende generationer på deres livslange rejse med Gud. Hvor finder vi inspiration til at hjælpe børn og unge?

Der findes velegnede bøger opbygget omkring spørgsmål og svar: Biblen i ungdoms- eller børneversion er en god begyndelse, YouCat eller Tweet med Gud kan også anbefales.

Litteratur: Fides et Ratio, Johannes Paul II, KBH 2000/1998, Vejledning for katekese, 2020, Den Katolske Kirkes Katekismus, Biblen, YouCat og Tweet med Gud.

11

Klosterliv

Midt i en krisetid for klostre Tysk priorinde udgiver bog om moderne klosterledelse.

Tekst: Lisbeth Rütz

ORDENSLIV Kirken i Tyskland er i krise. Over en halv million trådte i 2022 ud af Den katolske Kirke i Tyskland. Sidste år trådte 51.345 mennesker ud i det største tyske bispedømme Köln. Det var 20 % mere end i 2021. Gamle historiske klostre lukker i stribevis. Men i Köln har de et kloster med nogle problemer, andre klostre ville være lykkelige for. I bydelen Raderberg ligger klostret for benediktinerinderne af det helligste sakramente. Siden 2010 er 25 kvinder trådt ind dér, og 17 af dem er blevet. I 2020 var der simpelthen ikke plads til flere nonner. Men i stedet for at udvide klostret tænkte nonnerne i nye baner. Var det mon tid at grundlægge et datterkloster? Midt under pandemien kom der et tilbud, de ikke kunne sige nej til. I den nordlige del af Düsseldorf kunne de overtage Sankt Katharinaklostret i Angermund, hvor der kun var tre dominikanerinder tilbage. Søstrene gik i tænkeboksen. Efter mange overvejelser og tre dages intensiv bøn sagde de enstemmigt ja i en hemmelig afstemning. Den 8. september sidste år flyttede et pioner-team på fem søstre ind i en stor tre etagers klosterbygning på 2.500 kvadratmeter med mere end 60 celler. KO har stillet klostrets priorinde, sr. Emmanuela Kohlhaas et par

spørgsmål om kommunitetet.

Jeg har noget imod succesretorik

Der er så mange, der udtræder af Kirken, og mange klostre må lukke. Kan De forklare, hvorfor Deres kommunitet er vokset så meget?

Det kan man til syvende og sidst ikke forklare. Jeg har noget imod den slags succesretorik. I det åndelige liv drejer det sig ikke om retorik, men om at give liv videre, og liv er en gave, som vi ikke selv kan skabe. Det findes der ingen opskrifter for.

Kvinder der træder ind hos os eller i andre ordener siger ganske enkelt: her er min plads. Det er mit kald. Jeg kommer i tanke om Hartmut Rosas begreb ”resonans”.

Mennesker kommer til et sted, oplever et fællesskab, og det finder en resonans, et svar i dem. Det kalder vi ”kaldelse”. Det har at gøre med en meget personlig efterfølgelsens vej. Dimensionen ”mening” spiller dér måske den største rolle. At give sit liv mening, at erfare mening er i længden også mere bæredygtigt end at være begejstret.

Hvad siger Deres naboer til de nye nonner i det gamle dominikanerindekloster?

Vi er blevet modtaget meget hjerteligt

I september i år havde klostret en større gruppe krigsveteraner boende. De deltog i Invictus Games – en international sportsbegivenhed for sårede og syge soldater.

Her er sr. Rafael i gang med at lave mad til dem. Foto: Sr. Emmanuela Kohlhaas.

Kommunitetet i Angermund. Stående fra venstre: Sr. Emmanuela, sr. Tabita, pastor Jan Opiéla og sr. Benedikta. Siddende: sr. Josephine og sr. Rafael. Foto: Andreas Scharfenberger.

og med stor åbenhed her i Angermund.

Og mange mennesker siger, de er glade og taknemmelige for, at livet går videre her, mens der er så mange andre klostre, der bliver lukkede. Vi glæder os også over, at flere og flere kommer til gudstjenesterne.

Hvilke fremtidige aktiviteter har De planlagt for Deres gæster?

Vi forsøger ganske enkelt at være der for at få mennesker i tale og være åbne over for det, mennesker har behov for. Det kan for eksempel være et sted, hvor de kan trække sig tilbage, få en samtale eller komme til en speciel liturgisk fejring som dåb, bryllup eller en sørgehøjtidelighed.

Hvad kan et kommunitet lære af moderne ledelsesteori?

For ethvert fællesskab er det vigtigt at blive ved med at være åbent over for spørgsmål og temaer og tidens vidensniveau og så forholde sig til det. Her gælder det som apostlen Paulus skriver: ”Prøv alt.

Behold det gode!” (1 Thess 5,21)

Top down ledelse var i går

Med en doktorgrad i gregoriansk sang og en masteruddannelse i coaching, supervision og ledelse har Emmanuela Kohlhaas (61) en alsidig baggrund. Sidste år udgav hun bogen “Die neue Kunst des Leitens” (den nye ledelseskunst) med undertitlen top “Top down war gestern” – (top down ledelse var i går). Moderne ledelse repræsenterer i flg.

Kohlhaas et brud på den mere traditionelle lydighedsforståelse, der er baseret på dominans. Historisk er benediktinerordenen opstået i senantikken, hvor der endnu

ikke var de hierarkiske strukturer, og det afspejler Benedikts regel. Alle skal tages med på råd i alle vigtige afgørelser og det er vigtigt at høre de yngste medlemmer af fællesskabet. Det er nemlig ofte dem, Gud giver et syn for, hvad der er den bedste løsning, siger reglen.

Det traditionelle koncept for uddannelse af unge kvinder i et kloster er præget af 50’ernes kvindebillede, skriver Kohlhaas.

Dengang trådte de fleste ind i klostret direkte efter skolen – men i dag har de fleste kandidater til ordenslivet levet en selvstændig tilværelse i årevis, før de vælger at træde ind. Derfor har de behov for en anden oplæring end den traditionelle, og det er i flg. Kohlhaas vigtigt at give mere plads til den enkeltes individuelle udvikling.

Kandidaterne er mere og mere forskellige og afspejler et internationaliseret samfund i opbrud. Kohlhaas tolker sin lederrolle i klostret i lyset af Jesu ord om, at “den der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den der vil være den første blandt jer, skal være alles træl.” (Mark 10,43) Alle skal være med til at bære de beslutninger, der tages, og moderne ledelse tager tid. Af og til må et tema hvile, når der her og nu ikke er en løsning at finde. Tingene fungerer ikke ved diktater oppefra og nedefter. Det handler meget om at lytte, sørge for transparens og om at håndtere uløste konflikter. Kohlhaas fortæller åbent om de ledelsesproblemer hun selv har haft i sine to første perioder som klosterleder, hvordan man kommer gennem kriser og hvordan man nedtrapper konflikter.

Fortsættes side 13 ▶

Søstrene er ved at læse en række anmodninger om forbøn fra skolebørn. Foto: Sr. Emmanuela Kohlhaas.

Klosterkirken i Angermund er bygget efter inspiration fra Det andet Vatikankoncils liturgiske ideer, Foto: benediktinerinnen-angermund.de.

12

katolsk Konvertitter orientering

I Aarhus mødes unge katolikker for at knytte bånd og tale om teologi, tro og hverdagsliv

terdam, der fik ham til at overveje at blive katolik. ”Luther afviser, at mennesket kan gøre noget som helst for at nærme sig Gud og blive frelst, mens Erasmus af Rotterdam står på Den katolske Kirkes holdning. Han argumenterer for, at mennesket ikke kan gøre meget, men dog noget, og at den frie vilje og menneskets ja til Guds kærlighed er en forudsætning for, at mennesket kan nærme sig Gud i frihed,” siger han og tilføjer, at han med tiden måtte give Erasmus af Rotterdam ret.

En række andre ting var også afgørende for, at Andreas Debel i påsken 2022 blev optaget i Den katolske Kirke i menigheden i Aarhus. Allerede mens han gik til konvertitundervisning, overvejede han, hvordan han kunne være med til at skabe et fællesskab for unge i menigheden, hvor man både kunne bede sammen, tale om troen og også lære hinanden at kende på et mere personligt plan. ”Fra folkekirkelige sammenhænge har jeg erfaring med klyngekonceptet, og man kan sige, at Katolsk Klynge er skabt med inspiration derfra,” siger han.

Møderne holdes dog på dansk, og det er vigtigt for Andreas Debel. ”Som ny i katolsk sammenhæng sætter jeg stor pris på kirkens internationale præg.

Men det er rart at have et trygt udgangspunkt i en mindre gruppe, hvor vi har dansk som fællessprog,” siger han.

En af dem, der har deltaget i Katolsk Klynge fra begyndelsen og været med til at danne gruppen, er en anden konvertit, Batesi Joy Kainamura, der er 32 år og født i Rwanda. Hun er uddannet cand.pæd. og er ansat som specialpædagogisk medarbejder på en privatskole i Aarhus. ”Gud trak i mig i lang tid, og for nogle år siden fik jeg et kald, som førte mig til den katolske kirke. Da jeg kom i kirken i Aarhus første gang, kunne jeg mærke en helt særlig ro og en følelse af at komme hjem.

Men jeg vidste ikke ret meget om katolsk tro, og selv om jeg har gået til konvertitundervisning, har jeg stadig mange spørgsmål om vores tro og praksis. Derfor er det skønt at have et sted som klyngen her, hvor jeg kan spørge mere erfarne katolikker til råds og stille nogle af de spørgsmål, der dukker op,” siger hun.

Derudover sætter hun pris på, at hun i gruppen har lært jævnaldrende at kende, som hun kan drøfte dilemmaer og spørgsmål med, som man kan opleve som ung katolik i et sekulariseret samfund. ”Det kan være spørgsmål om, hvordan man forholder sig til datingkulturen, eller hvordan man klæder sig. Eller det kan handle om, hvad man som kristen skal gøre, når ens følelser og fornuft er i modstrid. Når man for eksempel stadig er vred på et menneske, man gerne vil tilgive,” siger hun.

Da Andreas Debel har holdt sit oplæg, bryder samtalen løs ved bordet, først to og to, siden i plenum. Imens drikker deltagerne kaffe og te og spiser af den chokoladekage, som Andreas Debel har haft med i anledning af sin 31-års fødselsdag.

Dansk som fællessprog

Mirakler og Maria-åbenbaringer

Det er godt at have nogle jævnaldrende at dele troen med og lade sig inspirere af, mener en gruppe unge i Den katolske Kirke i Aarhus. Derfor mødes de et par gange om måneden for at bede rosenkrans og tale teologi, tro og hverdagsliv.

Tekst og foto: Malene Fenger-Grøndahl KONVERTITTER Mens aftenmørket har sænket sig udenfor, er 12 mennesker samlet i Kirketorvet, et kristent tværkirkeligt mødested i lokaler lige ved siden af katolsk Vor Frue Kirke i Aarhus. Det er onsdag aften, og Katolsk Klynge har deres månedlige møde. Det betyder kl. 19 med rosenkransbøn i kapellet på 1. sal i sognegården.

I dag bedes Herlighedens rosenkrans, og fem forskellige medlemmer af gruppen beder for på skift på de fem led. Efter bønnen går gruppen småsnakkende ned ad trappen og ind i Kirketorvets lokale, hvor der allerede er stillet kaffe og tevand frem, og der lige akkurat er stole nok omkring bordet til, at alle kan sidde samlet og lytte til dagens oplæg. Efter en kort stund, hvor man kan tale med sidemanden om det, der presser sig på trosmæssigt eller i hverdagslivet, holder Andreas Debel et oplæg om de Mariaåbenbaringer, der fandt sted i Mexico i 1531, og som førte til, at der blev bygget en katedral til ære for Vor Frue af Guadelupe. Han genfortæller historien om jomfru Maria, der åbenbarede sig i skikkelse af en ung, aztekisk kvinde, og hvordan den ældre aztekiske mand, hun åbenbarede sig for, viderebragte budskabet til den lokale biskop.

Jomfru Marias ønske om, at der skulle bygges en katedral til ære for hendes søn, blev til virkelighed med hjælp fra tusinder af frivillige, og historien om åbenbaringen medførte, at mange mennesker konverterede, fortæller Andreas Debel. ”I dag kommer der omkring fem millioner mennesker på valfart til stedet hvert år. Så det er historien om, hvordan jomfru Maria viste sig i solidaritet med de fattige indfødte,” slutter han sit oplæg.

Herefter lægger han op til, at deltagerne i mødet kan dele med sidemanden, hvad oplægget har sat i gang af tanker og refleksioner.

Klyngen, som primært er for unge i alderen 20-35 år, mødes den første onsdag i måneden til et fælles møde med rosenkransbøn, oplæg og samtale. Derudover er klyngen opdelt i to mindre grupper, som mødes en til to gange månedligt i private hjem og blandt andet beder og taler sammen og typisk læser søndagens evangelietekst og mediterer over den.

Klyngens har både medlemmer, der er født som katolikker, og medlemmer, der er konvertitter. Mange har dansk baggrund, men andre har baggrund i andre lande bl.a.

Argentina, Spanien, Mexico og Rumænien.

”Jeg synes, at det er slående, at det stykke klæde, som manden, der modtog åbenbaringen, havde på, og hvor der viste sig et billede af jomfru Maria, ikke er blevet opløst.

Som Andreas beskrev, burde det jo være gået i opløsning efter 20 år i det mexicanske klima, men det er fuldstændig bevaret. Det bryder jo med biologiens love,” siger en af deltagerne.

En anden deltager, der har rødder i Mexico, fortæller, at Vor Frue af Guadelupe har stor betydning for hans familie, og at hans mor har oplevet flere mirakler ved hendes forbøn.

Luther og spørgsmålet om den frie vilje

Andreas Debel er en af initiativtagerne til Katolsk Klynge. Han konverterede til Den katolske Kirke for halvandet år siden efter lange og grundige teologiske overvejelser, som blev sat i gang, mens han gik på teologistudiet på Aarhus Universitet. ”Jeg gik på teologi med den tanke at blive præst i folkekirken, og jeg har en baggrund som aktiv i folkekirkelige sammenhænge, blandt andet i Indre Missions Ungdom og i en valgmenighed,” fortæller han. ”Sammen med nogle medstuderende blev jeg optaget af det, der skete omkring reformationen, og jeg blev mere og mere skeptisk over for flere af de lutherske grundtanker,” siger han.

Det var blandt andet læsningen af en bog, hvor Luther diskuterer spørgsmålet om menneskets fri vilje med Erasmus af Rot-

Det bliver til mange og lange snakke omkring kaffekanderne.

En vigtig pointe er undervejs.

Herefter rejser en deltager spørgsmålet, om forskellige Mariaåbenbaringer i tilstrækkelig grad peger på Kristus, eller om åbenbaringerne – eller den måde, de fortolkes på – kan føre til et problematisk fokus på Maria frem for Jesus. Det afføder en længere samtale om jomfru Marias status i Kirken, i den enkeltes bønsliv og i forskellige kulturer. En deltager, der er konvertit med baggrund i folkekirken, siger: ”For mig har det været en overvældende gave at opdage, at jeg har en mor i himlen, ligesom jeg altid har vidst, at jeg har en himmelsk far. Nu har jeg fået en himmelsk mor, som har lidt for, at hendes søn kunne frelse os, og som jeg er dybt taknemlig for at kunne lære bedre og bedre at kende, blandt andet ved at lære om de forskellige Maria-åbenbaringer.”

Et andet medlem af gruppen, der er vokset op som katolik, forklarer, at han som barn og ung ikke var særlig optaget af jomfru Maria, men at han på et tidspunkt havde en oplevelse af Marias betydning, som gav hende en langt større plads i hans bevidsthed og bønsliv. ”Jeg tror heller ikke, at vi skal være så bekymrede for, at jomfru Maria får så stort fokus de steder, hvor hun har åbenbaret sig.

Vi ved jo teologisk, at Maria var et menneske, hverken mere eller mindre, og hun kan derfor ikke udvirker mirakler i sig selv.

Men der sker fantastiske ting på steder som Guadelupe, og når de sker, peger det indirekte på Jesus, fordi den kraft, de udvirkes ved, kun kan komme fra Gud,” siger han.

Efter en halv times tid rundes den fælles samtale af med en bøn. Nogle bliver hængende, andre går ud i aftenmørket for at få en god nattesøvn, inden studier eller arbejde venter næste morgen.

katolsk Kirken iorientering Danmark

Det kærligste vi altid kan gøre, hvor vi færdes, er at se hinanden Det er en stor sorg aldrig at blive set.

Tekst: Janne Birgitta Jervin-Cote

REFLEKSION Der er mange menne-

sker, som vi færdes imellem i vores samfund, som er ”usynlige” for os. Vores blikke flakker forbi dem. Det kan der være mange grunde til: vi ser dem ikke som sådan.

Oftere og oftere pakker vi os ind i headsets og skærme, når vi færdes i det offentlige rum. Så har vi endnu en ”emballage”, der hjælper os med at isolere os fra alt det, vi ikke orker at se og høre. Hvilken indvirken den øgede, selvvalgte isolation via teknologi – eller blot nedslagne øjne – har på os selv, må være en diskussion, som tages andre steder.

Hvordan det virker på alle dem, der overses: de usynlige, det er emnet for mine tanker her. Jeg ved fra mange samtaler med

”de usynlige”, at det medfører mindreværd, tristhed eller ligefrem sorg at være overset.

Det kan være udlændinge, som vi ikke interesserer os for, gamle mennesker, servicepersoner. Der er flere muligheder, end det giver mening at nævne her, så fortsæt selv listen. Tænk over, måske næste gang du færdes ude i det offentlige rum, hvem det er, vi ikke gider at se, og hvorfor?

Som illustration vil jeg fortælle en lille historie, der stadig den dag i dag 20 år senere giver mig varme kinder og røde ører – og blanke øjne.

Det var den, der fik mig til, langsomt og tøvende, at ændre min adfærd i det offentlige rum.

▶ Fortsat fra side 13 Værdsættelse af hinanden og transparens er sammen med humoristisk sans uundværlige elementer i ledelsen, mener Kohlhaas, der pointerer, at langt hen ad vejen er der i et klostersamfund de samme gruppemekanismer som i familien, foreningslivet, i skoler og så videre.

Ja, vi har Helligånden i ryggen

Er man nu blevet nysgerrig på, hvordan søstrene lever i det nye kloster, bør man kikke lidt på den logbog, sr. Emmanuela har ført lige siden søstrene flyttede ind i deres nye kloster. Det myldrer med liv i hendes blog. Her fortæller hun med finurlig humor og stor varme om de fem pionersøstres nye tilværelse i Angermund. Der er dyb glæde, da søstrene har installeret det Allerhelligste i klosterkirken, og sr. Emmanuela fortæller om freden ved at sidde og meditere foran tabernaklet en tidlig morgenstund. Vi ser søstrene vaske op sammen og klare den daglige husholdning. Ind imellem finder de tid til at studere skrivelsen Cor orans (det bedende hjerte, 2018), hvor pave Frans

Det sker i bispedømmet Caritas retshjælp – onsdag 17-19, torsdag 15-17 (ukrainsk tolkning): Do you need legal aid support? The volunteer legal professionals are ready to support, give advice and offer counselling. Retshjælpen har til huse på Reventlowsgade 10, 1651 København V. Åben for drop-in rådgivning – tidsbestilling ikke nødvendig.

Caritas Ældrecafé – torsdage 13-16.30 og fredage 17-21: Velkommen i Caritas Ældrecafé i Caritas Center Stenosgade.

Samvær, spisning og kreativt værksted for ældre af alle nationaliteter. Find os i Stenosgade 4A på Vesterbro.

Caritas klinik – tirsdag 17-20: Caritas Klinikken er en lægeklinik, som yder gratis basal sundhedshjælp til dig, som har udfordringer ved at benytte dig af det offentlige sundhedssystem eller er socialt udsat. Find klinikken på Amerikavej 15 C, 1756 København V.

Emmanuela Kohlhaas’ bog, der udkom sidste år på Herder Verlag.

Caritas Gåklub – Hver lørdag fra kl.

13: Hver lørdag mødes Gåklubben til en gåtur i det fri. Det er en ny tur hver uge.

Det er gratis at deltage og alle kan være med. Se, hvor turen går hen på: www. caritas.dk/ud-at-gaa.

Skt. Thomas fællesskabet mødes hver onsdag kl. 18 med messe i Niels Steensens kapel, Vor Frue Kirke, Ryesgade 26, Aarhus C. Derefter samles vi i køkkenet på 1. sal i sognegården til lovprisning og bibellæsning, hvor vi lader os inspirere af Guds ord. Derefter deler vi, med hinanden, vores oplevelse af, hvordan det er at leve troen i hverdagen. Når vi gør disse ting, lærer vi at opbygge broderlige venskaber og nyde livet med Jesus. Vi beder for hinanden.

Skt. Thomas fællesskabet lever sit eget liv, idet det er et multinationalt fællesskab og uanset, om du er troende eller ikke-troende, ung eller gammel, single eller gift – er du velkommen. Møderne er åbne for alle, der

13

Fortællingen om en gammel mand og en skamfuld kvinde

direkte ind i øjnene. ”Ingen plejer at se mig.

Jeg ville bare sige tak”. Jeg spurgte, om han var ok. Han nikkede, og så skiltes vores veje igen med et smil.

Jeg gik videre lettere rystet og med røde kinder, flov over, at jeg bare var gået ud fra, at han ville have penge. Han ønskede bare at blive set af et andet menneske.

Siden har jeg mødt mange, hvor jeg bor – flygtninge, børn, gamle mennesker – hvor jeg har erfaret, at et smil kan gøre en trist dag meget bedre for alle parter. Det gælder såmænd også buschaufføren eller kassemedarbejderen.

Jeg måtte arbejde meget med mig selv for at komme en smule ud af mit ”generthedsskjul” og begynde at føle, at jeg uden den store indsats kunne bidrage med noget positivt.

Lad og blive bedre til at se hinanden: det koster så lidt.

konkretiserer en apostolisk konstitution Vultum Dei quaerere (At søge Guds ansigt) om kontemplative kvindeklostre. Her møder vi sr. Clara, der anlægger urtehave og bruger urterne til en masse forskellige produkter lige fra læbestifter og shampoo til hostesaft og tinkturer. Vi er med sr.

Clara og to søstre fra moderhuset i Köln på klostermarked i Maria Laach, hvor de sælger deres produkter. Vi ser søstrene knokle med at male og indrette de gamle celler til gæsteværelser og ser dem danse i spontan jubel over, at endnu et værelse er færdigindrettet. Der bliver malet ikoner og udsmykket kerter, og vi er med ude i køkkenet, hvor de store gryder kommer i sving, når der skal laves mad til alle de mange nysgerrige gæster, der kommer strømmende for at se, hvad der sker.

Vi hører om journalisten fra Der Spiegel, der bor i klostret for at researche til en artikel, møder krigsveteranerne, der nyder søstrenes omsorg og hører om naboerne, der er glade over nyt liv i klostret. Vi er med til et profesjubilæum og ser glade søstre

pakke gaverne ud, da de fejrer ét-årsdagen for indflytningen.

Der er glæde over naturens daglige undere som den stemningsfulde, hvide morgentåge der stiger op fra engene omkring klostret, og vi møder den listige vaskebjørnefamilie, der går på jagt efter føde i søstrenes have.

Glæden er stor i det daglige klosterliv. Og sr. Emmanuelas slutfacit er: Det går over al forventning. Ja, vi har Helligånden i ryggen!

Bloggen kan følges på domradio.de/ start-kloster-angermund.

søger et levende forhold til Gud. Aftenerne slutter med fælles spisning.

Sankt Andreas Bibliotek, Gammel Kongevej 15, 1610 København V, holder stort antikvarbogsalg fra tirsdag den 7. november til og med torsdag den 16. november i åbningstiden: tirsdag, onsdag, torsdag, 13-17. Alle er velkomne!

Jeg kørte med toget til Helsingør station.

Da jeg steg ud af toget, så jeg en gammel, lidt slidt mand, der stod lænet op mod murstensvæggen og lod sine øjne løbe langsomt hen over passagererne, der steg ned på perronen.

Af en eller anden grund fangede han mit blik – jeg så på ham og smilede til ham.

I samme øjeblik bevægede han sig langsomt hen imod mig – det indgik ikke i min plan at komme for meget i kontakt med nogen, jeg ikke kendte. Jeg er faktisk ret genert.

Min hånd søgte automatisk i min lomme; jeg var vant til, at i den type situationer, ville et menneske ofte bede om penge til mad eller en billet eller… hvem ved. Det var før MobilePay, så jeg havde næsten altid et par tyvere i lommen, så jeg ikke skulle tage en pung op.

Da vi stod over for hinanden, strakte jeg hånden med tyveren frem imod ham, så han ikke behøvede at spørge.

Han smilede stadig til mig og rystede på hovedet: Nej, tak – han ville ikke have penge. ”Du så mig”, sagde han og så mig

Info: p. Herbert SJ, tlf. 24 27 86 89, e-mail: herbert@katolsk-aarhus.dk Pavens Globale Bønsnetværk (Bønnens Apostolat). Første fredag hver måned er pavens globale bønsnetværks bededag.

Denne dag reflekteres der også over Den hellige Faders intentioner.

I Aarhus fejres den første fredag hver måned den hellige messe for medlemmer af Bønnens Apostolat/Pavens Globale Bønsnetværk i Danmark og de intentioner, der er blevet tilsendt, læses i messens forbønner.

Forbønstjenesten er åben for enkeltpersoner, grupper eller bevægelser.

Info: p. Herbert SJ, tlf. 24 27 86 89, e-mail: apostolat.dk@gmail.com.

Samtale om troen fortsætter. Vi arbejder med pavens skrivelser. Dette efterår “Evangeliets glæde”. Præst Michael Hornbech Madsen. Sted: Jesu Hjertes Kirkes undervisningslokale, Stenosgade 4a - 1. og 3. uge i måneden kl 19.-20.15.

Kalenderen afspejler de arrangementer, menighederne selv har anmeldt, så den er ikke nødvendigvis dækkende for alle aktiviteter. Arrangementerne er af almen karakter og er åbne for alle. Kontakt KO’s redaktion for optagelse af arrangementer i kalenderen.

14

katolsk Læserne orientering skriver

Livskvalitet og dødskvalitet Forleden dag kunne man i avisen læse, at der nu er et flertal i befolkningen, som går ind for aktiv dødshjælp. Det får mig til at tænke på, om der mon ikke er nogle spørgsmål, som ikke egner sig til at blive besvaret med et demokratisk ja eller nej. Man plejer gerne inden der lovgives på et område, at høre de parter, lovgivningen berører. Jeg er helt sikker på, at hvis man gik ud og spurgte de uhelbredeligt syge og døende, så ville der tegne sig et helt anderledes billede. Jeg har i min professionelle karriere stået ved rigtig mange uhelbredeligt syge og døende medmennesker. Jeg husker kun at have oplevet, at personer i den situation har villet give hvad som helst for at være til blot en måned, en

Syndsbevidsthed Kommentar til læserbrev af Niels la Cour.

I sit læserbrev i KO nr. 13 af den 13.10. i år foreslår Niels la Cour anvendelse af en betinget formulering ved Messens syndsbekendelse: ”Hvis vi har syndet, må vi, for at kunne fejre den hellige messe med det rette sindelag, vedkende os dette og bede således…” Forslaget blev bl.a. understøttet af, at forfatteren var vidne til, at en yngre teenagepige under en Messe ikke ville være med til den fælles syndsbekendelse i begyndelsen af Eukaristiens fejring, da hun ud fra sin egen overbevisning ikke har syndet. Jeg medgiver, at det var klogt af den konkrete mor, at hun undlod akkurat under Messens fejring at prøve at overbevise sin datter om det modsatte. Desuden skal ingen tvinges til at sige om det så er den ene eller den anden formulering. Og slet ikke et barn. Skulle et sådant forsøg i øvrigt udføres under Messen, ville man sikkert handle forstyrrende over for de andre messedeltagere.

Det, der til gengæld bekymrer mig ved Hr. la Cours forslag, er, at den manglende bevidsthed om, at man har syndet, fremover burde dele kirkegængere i 2 grupper:

uge, en time eller en halv time endnu. Forældre kender det fra deres børns plagen om at få lov til at blive i en leg blot 10 minutter, 5 ja helt ned til næsten ingen tid. Vi, som ikke endnu er i den allersidste fase, kan slet ikke sætte os ind i den værdiforskydning, som jeg gang på gang har kunnet konstatere. Min egen far, som selv var læge, og derfor som jeg, havde et professionelt forhold til døden, lå som 42-årig kræftsyg og døende på Finseninstituttet. Da han var på sit yderste, sagde han til mig sit eneste barn som blot var 17 år gammel: ”Hvor er jeg taknemmelig for, at jeg ligger hér og ikke ligger på et fortov i Bombay.” Taknemmelig! Dér stod jeg som teenager med en far, som døde ganske kort tid efter.

Ordene er blevet siddende i mig lige siden, og de har lært

mig aldrig, aldrig nogen sinde at vurdere et medmenneskes livskvalitet ud fra min egen aktuelle fase i livet.

Når man læser nogle af de nærdødsberetninger, som der efterhånden findes mange af, ser man dem præget af personernes forskellige livsopfattelser, men også af en forbløffende mangel på begrebet frygt på trods af, at alle taler om at frygte døden. Vi har vænnet os til at se døden som et nederlag, og vi er blevet skrækslagne ved udsigten til en kamp, vi alle taber. Jeg har ikke et nøgleord, jeg kan sætte på døden – ikke andet, end jeg kan sige, at i situationen er den noget ganske andet. Evangeliet tilsiger os et ”frygt ikke” – det ender godt.

Hans Christensen, læge; cand.theol., 2720 Vanløse.

dem, der har syndet, og derfor har brug for Kristus som Frelser, og dem, der ikke har syndet, og derfor behøver ikke Frelseren – de kan nøjes med at dyrke deres fællesskab med Jesus, som en form for venskab og betragte Ham nærmest som en skulder-klappende kammerat eller en serviceassistent, når man lige har brug for én, der kan ordne noget, vi ikke selv magter. Godt nok har Kirken igennem tiderne lært, at synden, særligt en dødssynd er en handling, ord, begæring af alvorlig karakter, som man udøver vel bevidst om, at det er noget, der krænker Gud (”Mod Dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i Dine øjne” /Sl 51,6/), ens næste og under alle omstændigheder én selv. Men for at et valg kan bringe os i syndens stand som sådan, behøver vi ikke en gang en fuldstændig bevidsthed om, at noget er syndigt. At forme bevidstheden om synden er et af Helligåndens centrale omsorgsområder overfor os (Joh 16,8). Formålet med at gøre os bevidste om, at vi alle har brug for Guds tilgivelse og frelse ved Jesus Kristus, fordi vi har syndet, er ikke at ødelægge menneskets, heller ikke et ungt menneskes selvværd. Hvis denne bevidsthed formes på rette måde, dvs. i Helligåndens lys og kraft, vil man kunne erfare, at også den medvirker til forundring

over, hvor meget vi som mennesker betyder for Gud: Han elsker os ikke, fordi vi på forhånd kunne præstere at være syndefri. Det er (på nær Jomfru Maria) ingen af os. Han elsker os, skønt vi har syndet, men ikke for at acceptere synden i os, men for at befri os fra dens dødelige vold. Til dette har vi brug for at kunne tage afstand fra synden og samarbejde med Guds frelsende nåde. Vi ville udøve en alvorlig form for bedrag mod både børn og voksne, hvis vi skulle dyrke en indbildning om, at når man ikke selv kender til sin synd, så er alting i orden. Psykologien har sikkert en helt masse godt at tilbyde mennesker, men den har ikke i sig selv kompetencer til at afgøre, hvad der skal til, så mennesket gøres i stand til at tage imod Guds frelse.

Den, der bærer på en sygdom og er ikke sig den bevidst, opsøger almindeligvis ikke en læge, for at der kan sættes en effektiv (tit livreddende) behandling i gang.

Emnet er uhyre vigtigt og kræver sikkert en længere redegørelse. Jeg stopper for den gang her og anbefaler f.eks. en læsning af KKK: Artikel 8, numrene 1846-1876.

Pastor Michal Bienkowski, 4200 Slagelse.

Temaaftener om søsterordener i Danmark

Dagsorden for næste pastoralrådsmøde

Danmarks Unge Katolikker har i samarbejde med Sankt Mariæ Unge Katolikker på Frederiksberg og Katolsk Søsterforbund arrangeret fem onsdage med messe, fællesspisning og spændende oplæg fra fem søsterordener i Danmark.

Pastoralrådsmødet afholdes i weekenden 18.-19. november 2023 på Hotel Park i Middelfart.

ORDENSLIV Vidste du, at der findes søstre fra 13 forskellige katolske ordner i Danmark? Vidste du, at det var forbudt at leve i kloster i 300 år fra reformationstiden og indtil, vi fik religionsfrihed i 1849? Vidste du, at søstrene var med til at grundlægge vores skole- og hospitalssystem? Ved du, hvad søstrene laver nu? Ved du, hvad de hedder? Ved du, hvordan de beder? Kom og mød dem, kom og hør dem fortælle, kom og bed sammen med dem Over fem onsdage kan man møde forskellige søsterordener, der bor i Danmark. Arrangementet er åbent for alle.

Det hele foregår i den katolske Sankt Mariæ Kirke, Jens Jessens Vej 5, på Frederiksberg.

Den 21. februar 2024: Sankt Joseph Søstrene Den 13. marts Karmeliterinderne Tilmelding sker på Facebook-begivenheden ’Temaaften: Liobasøstrene’ eller ved at sende en SMS til Lea Noval på tlf. 30 95 38 27. Ved spørgsmål kontakt DUK’s organisationskonsulent Lea Noval på e-mail lea@duk.dk.

Programmet for temaaftenerne er: Kl. 18.00 Messe Kl. 18.45 Aftensmad i menighedssalen Kl. 19.30 Oplæg og spørgsmål Kl. 20.30 Bøn Kl. 21.00 Farvel og tak for denne gang

Den 25. oktober: Benediktinerinderne af den hellige Lioba (Liobasøstrene) Er afholdt.

Den 29. november: Jesu Små Søstre Den 17. januar 2024: Maria Immaculata søstrene

RÅDSMØDE Den foreløbige dagsorden for næste pastoralrådsmøde i weekenden i uge 46 byder på følgende program: Lørdag den 18. november

10.00 Velkomst og indledning, valg af dirigent, navneopråb 10.20 Formandens beretning 10.40 Biskoppens beretning, herunder orientering om bispedømmets fremtidige informations- og kommunikationspolitik 12.00 Budget ved administrationschef Thomas Larsen 12.45 Tidebøn 14.30 Gennemgang og godkendelse af vedtægtsændringer ved Bispedøm mets Valgstyrelse • Valgstyrelsens oplæg ved Hans Thomsen og Pernille Wedel • Debat • Afstemning

16.15 Pastoralrådets selvforståelse ved Georg Høhling 17.10 Messe 20.00 Diakon Kaare Nielsen informerer om Danske Kirkedage

Søndag den 19. november

08.00 Messe 10.00 Tema om familier • Indledning ved Lillian Kristensen • Oplæg ved familie fra Domkirkens familiegruppe og familie fra DUK’s familielejr • Plenumdebat om emnet sammen med de to familier 12.15 Forslag om ændring af paragraf 4 i menighedsråd ved Georg Høhling 12.40 Forslag om fast procedure ved be handling af indkomne forslag ved Georg Høhling 13.05 Eventuelt og afslutning 13.15 Mødet slutter

Her kunne din annonce have været Med en annonce i Katolsk Orientering når dit budskab ud til mere end 20.000 unikke læsere!. Katolsk Orientering udkommer 16 gange årligt og har som sin primære målgruppe katolske husstande i Danmark, men har også mange ikke-katolske læsere.

Foto: Karmeliterinderne i Hillerød, karmel.dk.

For booking af annonce, indstik eller yderligere information, kontakt Palle Vinther på tlf. 50 56 09 49 eller på e-mail: annonce@katolskorientering.dk.

15

Annoncer

Ubeskåret støtte

Vanløse Begravelsesforretning Din personlige bedemand - Tryghed & Nærvær Du kan trygt ringe og aftale et møde med os.

Vi træffes også aften, weekend og helligdage.

www.vincentgrupperne.dk

Steen Jørgensen

Mariette Jørgensen

Jyllingevej 8, 2720 Vanløse Tlf.: 38 71 75 01

Informationschef: Niels Messerschmidt (ansvarshavende) Redaktør: Lisbeth Rütz Layout: Carsten Meyer-Jensen

Føler du dig alene, trist eller bekymret? Ved telefonen sidder et kristent medmenneske, som vil lytte og bede for og med dig.

Ring til SOS Forbøn på 53 60 38 18 (Åben hver torsdag og søndag 19-21)

Annoncer: Palle Vinther, annonce@katolskorientering.dk Medarbejdere i dette nr.: Jørgen Boesen, Caroline Belaúnde Brynsrud, Keld Dahlwad, pastor Hans Esmark, Malene Fenger-Grøndahl, Janne Birgitta Jervin-Cote, Kirsten Krog, Susanne Debora Madsen, Martin Ryom og Ann-Lise Aasesdatter.

Redaktion og annoncer: Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V. Tlf.: 33 55 60 40, kl. 9-13 mandag-torsdag. E-mail: redaktion@katolskorientering.dk. - Giro 205-7042 Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis.

bedemand@v-lm.dk www.v-lm.dk

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente.

Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde.

Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

Katolsk Bispekontor S S FORBØN VI BEDER SAMMEN - VI BEDER FOR DIG

Gl. Kongevej 15 1610 København V Telefon: 33 55 60 80

EN VÆRDIG OG SMUK AFSKED MED DINE KÆRE

Udgiver: Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, 1610 København V. Tryk: Greentech Rotaprint – distribueret oplag – ca. 13.000 – ISSN 0902-297X. Vedrørende brug af materiale offentliggjort i Katolsk Orientering. Katolsk Orientering har efter aftale med de respektive skribenter eksklusivretten til artikler offentliggjort i avisen. KO’s redaktion gør opmærksom på, at brug af artikler – eller substantielle dele heraf – fra avisen kun må ske efter skriftlig tilladelse fra redaktionen. I øvrigt henvises til gældende citatregler.

Biskoppens kalender Erik Skree

HOLM BEGRAVELSER.DK

Tlf. 66 17 28 81 · Rugårdsvej 158 Tlf. 65 32 18 81· 5210 Odense NV

Bønnens apostolat Katolsk Orientering Indlæg til Katolsk Orientering nummer 15/2023, som udkommer den 24. november 2023 2023, skal være KO i hænde senest den 6. november 2023.

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 16/2023, som udkommer den 15. december 2023, skal være KO i hænde senest den 27. november 2023.

Mette Andersen

November For paven

Vi beder for den Hellige Fader; at han, mens han opfylder sin mission, må fortsætte med at lede den hjord, som er ham betroet, med Helligåndens hjælp.

Du kan også se årets intentioner på https://apostolat.dk.

November 2023 1. kl. 14.00 Møde i Økonomisk Råd 2. kl. 09.15 Messe for bispekontorets

medarbejdere 3. kl. 07.30 Messe på præstekollegiet

Redemptoris Mater 5.-7.

Med OESSH i Rom 8.-10.

Møde i COMECE i Bruxelles 12. kl. 10.00 Højmesse i Domkirken i anledning

af Pavens Dag kl. 16.30 Vesper i Domkirken i anledning af

Pavens Dag 17. kl. 16.00 Møde i Pastoralrådets

forretningsudvalg 18.-19.

Pastoralrådsmøde, Middelfart 21. kl. 08.00 Messe hos Kærlighedens

Missionærer 25.

Bispevielse, Helsinki 27.-30.

Møde i CCEE, Malta

Advokat Sandra Moll Dirscherl Telefon: 60 66 34 35 E-mail: sam@advokathusetbredgade.dk www.sandramoll.dk Fagområder: • Arv/Testamente • Fremtids­fuldmagter • Ægtepagter • Familieretssager • Køb af fast ejendom i Danmark og udlandet

16

Eftertanker

Synodal skelnen og kvinder i diakonatet Gudsfolket over hele verden har efterspurgt det. Synoden om synodalitet vil måske komme med et svar. Hvad med kvindelige diakoner?

Tekst: Phyllis Zagano*

TJENESTE I synodens arbejdsdoku-

ment, Instrumentum Laboris, hedder det: ”De fleste kontinentale forsamlinger og synteserne fra flere bispekonferencer opfordrer til, at man overvejer spørgsmålet om kvinders inklusion i diakonatet. Er det muligt at forestille sig dette og i så fald på hvilken måde?”

Personer og pressionsgrupper på begge sider af spørgsmålet har givet deres mening til kende. Men meninger er ikke fakta, og lobbyisme er ikke det samme som en skelnen.

Synoden om synodalitet er netop en øvelse i evnen til at skelne, og en sand skelnen afhænger af den tredelte formel: ”Se, bedøm og handl”. Det første kræver fakta.

Det andet kræver bøn. Den tredje kræver konsensus.

Så processen begynder med fakta. Mens visse fortolkninger er forskellige, er fakta om kvindelige diakoner velkendte og accepterede af fageksperterne. Disse skal overvejes i lyset af Helligånden, og først derefter – og kun derefter – kan man efterstræbe konsensus.

Der er ingen tvivl om, at kvinder har tjent som diakoner i den tidlige Kirke, i hvert fald frem til det 12. århundrede. Den enorme mængde beviser herfor begynder med, at apostlen Paulus anbefaler Føbe til ”menighedstjener [i Kirken] i Kenkreæ” (Rom 16,1-2) Selv om ingen påstår, at Føbe var sakramentalt ordineret, menes hun at have virket i en tjeneste svarende til de syv personer med maskuline navne, som nævnes i Apostlenes Gerninger, og ingen af dem benævnes som ’diakon’ (ApG 6,1-7). Adskillige kilder vidner om, at kvinder fra tid til anden, og fra sted til sted, hjalp til med at døbe og salve kvinder, var ansvarlige for katekesen af kvinder og børn, medbragte eukaristien til og salvede syge kvinder, passede sogne, administrerede sociale tjenester og udførte diakonal altertjeneste.

Det er umuligt at sige, om alle diakonale tjenester blev udført af samtlige af de kvindelige diakoner, som historien dokumenterer gennem liturgiske og nedskrevne kilder.

Der findes flere liturgiske ceremonier for ordination af diakoner; mindst én er beregnet til at blive anvendt til både mandlige og kvindelige diakoner. Fem af disse liturgier findes i Vatikanets bibliotek, og andre findes i andre biblioteker og klostre over hele Europa og andre steder. Kvinderne blev ordineret til diakoner af deres biskopper i kirken under messen i overværelse af præsterne, ved håndspålæggelse og påkaldelse af Helligånden; de drak selv af kalken; biskoppen lagde stolaen om halsen på dem, og vigtigst af alt, de blev benævnt som diakoner.

Diakonatet er ikke præstedømmet

Efterhånden som Kirkens praksis udviklede sig og voksede, blev diakonatet grundlæg-

og erstattede dem med lægmandstjenesterne som lektor og akolyt. I dag går den almindelige måde at indtræde i den gejstlige stand gennem ordination til diakonatet.

I 2009 kodificerede pave Benedikt XVI pave Johannes Paul II’s ændring af nr. 1581 i Den Katolske Kirkes Katekismus, således at Canon 1009.3 i Kanonisk Ret lyder: ”De, der er konstitueret i biskoppens eller presbyternes orden, modtager missionen og kapaciteten til at handle i Kristi egen person, hovedet, mens diakoner er bemyndiget til at tjene Guds folk i liturgiens, ordets og næstekærlighedens tjeneste”.

Ortodokse kirker genfinder traditionen

Ortodoksien har en tydelig tradition for brugen af kvindelige diakoner – ’diakonisse’ er deres foretrukne betegnelse – og der er en betydelig diskussion inden for de ortodokse kirker om at genskabe traditionen. For ek-

At argumentere imod at genindsætte kvinder i diakonatet er at argumentere imod selve den diakonale tjeneste. Billedet viser en detalje af kvinder i en middelalderlig mosaik.

Foto: Giorgio G, Alamy.

sempel vidner et essay af liturgiforskeren og benediktinermunken Cipriano Vagaggini OSB. Cam., publiceret i Orientalia Christiana Periodica om den dybe historie om ordinationen af kvindelige diakoner i den østlige del af Kirken.

Det almindelige argument mod Vagagginis og andres forskning er, at kvinderne ikke blev ’ordineret’, men kun ’velsignet’, og denne forvirring har spredt sig til analyserne af de vestlige liturgiske kilder. Alligevel er liturgierne til ordinering af mænd og kvinder til diakonembedet identiske eller næsten ens, og den primære forskel er ofte navnene på de helgener, der påkaldes (for eksempel Føbe eller Stephen), og de pronominer, der anvendes.

Kirken har brug for kvinders diakonale tjeneste

At argumentere imod at genindsætte kvinder i diakonatet er at argumentere imod selve den diakonale tjeneste. Mens kvinders og mænds roller var forskellige i den tidlige Kirke, er der intet i dag, der forhindrer kvinder i at påtage sig alle de opgaver og pligter, som de mandlige diakonerne har.

Den diakonale tjeneste med liturgien, ordets og næstekærlighedens tjeneste behøver ikke at være afgrænset. I 2021 besluttede pave Frans, at kvinder kan blive indsat i lægmandstjenesten som lektorer og akolytter, som begge er nødvendige forud for diakonale ordination. Kvinder er allerede uddannet som forkyndere, men uden ordinationen kan de ikke prædike under messen. Kvinder, der allerede har en uddannelse i kanonisk ret, kan heller ikke være enedommere i kanoniske retssager, fordi de ikke er klerikere.

På verdensplan udfører kvinder størstedelen af det velgørende arbejde i Kirken,

42512

Til Post Danmarks stregkode

Afsender: Katolsk Orientering

gende indlemmet i præsteembedet. I det 12. århundrede blev stort set ingen ordineret til diakon, medmindre det skete som et trin i vedkommendes præstevielse. Først modtog mændene tonsuren [en rituel frisure til gejstlige mænd] og blev dermed klerikere.

Siden fortsatte de videre gennem de trin eller stadier, der mundede ud i præstegerningen: ostiar (dørvogter), lektor, eksorcist, akolyt, subdiakon, diakon og til sidst præst.

Denne praksis, kendt som cursus honorem (egentligt ’ærefuldt embede’; den regulerede normalkarriere i det romerske statsapparat), som eksisterede indtil kort efter Det 2. Vatikankoncil, der bekræftede: ” Lavere i hierarkiet står diakonerne, som får håndspålæggelsen ’ikke til præstedømme, men til tjeneste’” (Lumen Gentium; ’Folkenes Lys’, koncilets konstitution om Kirken, 29).

Paul VI’s apostoliske brev Ministeria Quaedam (1972) afskaffede tonsurpraksis, de såkaldte lavere ordener og subdiakonatet,

Kvinder tjente som diakoner

Kvinder blev ordineret til disse tjenester

Katolsk Orientering · nr. 14 3. november 2023 · 49. årgang

Adresselabel, flytning

De fem punkter herunder er afgørende for vurderingen af, om Den katolske Kirke kan genindsætte kvinder i diakonatet.

”

Der er ingen tvivl om, at kvinder har tjent som diakoner i den tidlige Kirke, i hvert fald frem til det 12. århundrede.

ofte med finansiering udefra og adskilt fra bispedømmets og sognets strukturer. Som Det 2. Vatikankoncil sagde: de mænd, ”der faktisk udfører en diakonal tjeneste […] styrkes ved den håndspålæggelse, der er overleveret fra apostlene” (Ad Gentes; Til alle Folkeslag, koncilets dekret om Kirkens missionsvirksomhed, 16).

At ordinere kvinder til det ene diakonembede ville sende et tydeligt budskab til hele Kirken og verden udenfor om, at kvinder faktisk kan være et billede på Kristus, den opstandne Herre, og at kvinder er skabt i Guds billede og lighed.

Det vigtige er, at medlemmerne af synoden og hele Kirken, under bøn skelner mellem kendsgerningerne i dette eller ethvert andet spørgsmål, de har foran sig, i lyset af Helligånden og i troen på, at Gud ikke vil nægte Kirken, hvad den har brug for. * Phyllis Zagano er tidligere medlem af Den pavelige Kommission for Undersøgelse af Kvinders Diakonat 2016-2018. Hun forsker ved Hofstra University i Hempstead, New York, og hendes seneste bog er Just Church: Catholic Social Teaching, Synodality, and Women (Paulist, 2023).

Artiklen er offentliggjort i The Tablet den 21. september 2023.

Oversættelse: Niels Messerschmidt.