brief 10 by Nordea Share

brief nordea private banking magazine

juni 2012

Interview med chefstrategen Sådan arbejder Frank Hvid Petersen s. 26

10 N r.

Danskernes mad Mellem længsel og realiteter. Tema side 6-13

Olympisk turnaround

Da OL blev en forretning s. 20

Indiens økonomi:

Nye tigerspring på vej s. 35

På en almindelig uge, hvilke retter laver du da typisk på en hverdagsaften? Madkulturen, der er nedsat af Fødevareministeriet for at sætte fokus på danskernes mad, har netop spurgt 3500 danskere om deres madvaner. Og undersøgelsen viser, at danskerne værdsætter deres måltider. Over halvdelen (57 procent) spiser sammen med andre hver dag, og ni ud af ti gør det mindst en gang om ugen. Og 54 procent bruger mellem tre kvarter og en time på madlavning. Til gengæld er der ikke meget ”nyt nordisk køkken” over vores madvaner.

35%

37%

38%

45%

41%

GRYDERET

KOTELET

LASAGNE

SALAT

BOLLER I KARRY

BRIEF

juni ‘12

67%

KYLLING

60%

FRIKADELLER

56%

HAKKEBÃ&#x2DC;F

LAKS

49% PASTA

Kilde: Madkulturen og Epinion

49%

brief 10 Nr

Indhold

brief

ONLINE

Se chefstrateg Frank Hvid Petersen give sit bud på, hvor vi bevæger os hen.

s.14 Vi har været

Hastighed

01 02

på jagt efter det langsomme i farten.

03 04 05 06

Tema/Danskernes mad

07 08 09 10 11 12 13

FRIRUM

s.26 Petersen

14 15

Frank Hvid

Hastighed/Det langsomme i farten

Med risikostyring som omdrejningspunkt.

17 18 19 20 21

Olympiske Lege/Den olympiske turnaround

22 23 24 25

INDSIGT

Indsigt Chefstrateg Frank Hvid Petersen

27 28 29

s.42

Knud Bartels »Det er dødsensfarligt at omgive sig med ja-sigere.«

10 år med fokus på risiko

31 32 33

Alvar Aaltos fingeraftryk på Helsinki

34 35 36

Indien/Kan Indien sætte kronen på værket?

37 38 39 40 41

ATTITUDE

42 43

s.46

Håndskrift Gravskrift over flere tusind år med håndskriften.

Interview/Knud Bartels, chef for NATO's militære komité

44 45

UDSYN

46 47

Gravskrift/Afsked med håndskriften

48 49 50 51 52

Debrief/Bo Jacobsen

BRIEF

juni ‘12

brief nr. 10 kolofon Udgiver:

Nordea Private Banking, Nicolai Eigtveds Gade 8, Postboks 0850, 0900 København C.

Det daglige brød

kontakt: brief@nordea.com

Engang var noget af det, som Danmark var mest kendt for ude i verden, 'Danish' i form af det traditionelle wienerbrød, eller det var 'Danish Bacon'. Nu har en international interesse for det nye nordiske køkken og kåringen af restaurant Noma i København som verdens bedste igen sat det danske køkken på verdenskortet. Det er en gave til os, som vi bør forstå at få gavn af som land og som folk.

Redaktion: Flemming Højbo (ansv.), Thomas Engelsmann, Ulla Enghus Madsen, Jesper Phaff Mørck.

Redaktør: Michael Rachlin, Datagraf.

Skribenter: Rasmus Karkov, Tommy Heisz, Anne-Marie Mosbech, Ebbe Fischer.

Gang på gang viser det sig, at international opmærksomhed om originale pionerer og foregangsmænd kan bane vejen for så mange flere og få en kultur og en økonomi til at vokse. Som vi for eksempel har set det med danske instruktører og filmfolk, der med dogmefilmene fik sat spotlight på en dansk filmindustri, som siden har skabt store succeser som spillefilm eller tv-serier – herhjemme og i udlandet.

Grafisk design: Lars Boye Andersen, Datagraf.

Illustration/ grafik: Datagraf.

Fotografer: Jasper Carlberg, Nicky Bonne, Jacob Nielsen.

satskorrektur:

Det internationale fokus skabt af dygtige kokke i de danske køkkener kan vi vælge at bruge som inspiration til at udvikle og løfte vores madkultur, vores sundhed og vores position som et land med stolte

Borella projects.

Tryk: Datagraf. MILJØMÆ R

Et vigtigt forskningsprojekt som 'Opusprojektet', der undersøger mulighederne i det nye nordiske køkken i forhold til blandt andet sundhed, miljø og dansk konkurrenceevne, kan give et vigtigt skub fremad. Politisk bevidsthed om, at fødevarer ikke blot skal betragtes som et beskatnings-objekt, men som en overordentlig vigtig faktor for danskernes velvære og velstand, ja, den bevidsthed kan give et andet vigtigt skub. Og vi kan alle hver dag ændre vores hverdagsmadvaner og vælge at gøre os lidt mere umage med vores indkøb, tilberedning og indtagelse af de daglige måltider. God fornøjelse med temaet i dette nummer af brief om danskernes madvaner – Mellem længsel og realiteter. brief-redaktionen brief@nordea.com

N OR D I

landbrugs- og fiskeritraditioner. Vi kan, hvis vi vil, gøre op med den tendens til ligegyldighed over for råvarer og måltider, der findes.

ING

541-004 TRYKSAG

Udgivelser

tekst Michael

brief

rachlin

banking

november 2009

brief

Søren N r tekst

debrief

nordea private magazine

banking

marts 2010

Højlund CarlSen

aamUnd a/S, direktØr i a.J. nordic a/S. aSger aamUnd, d i bavarian beStYreLSeSForman 2010

2011

brikker« iteter er pølsefa »Danske univers 2012

2013

2014

2015

der burde have for et samfund, eliteforskermiljø.

nordic a/s

2016 2017

under isen?

gøres? du, der skal Hvad mener om at lade universitesamDet handler både frit og om at styrke terne forske mere Når universiteterne arbejdet til erhvervslivet. de gode resultater forsker frit, kommer sørge for, at skal desuden også. Og man for det standard er høj, den akademiske bedste studerende, de tiltrækker de bedste forskere. lærere og de bedste

2018 2019

foto: Bavarian

Global opvarmning – en kilde til innovation

2020 2010 2011 2012 2013

Hvad venter

et bedre

2014 2015 2016 2017 2018 er træt af det danske debrief: Asger Aamund 2019 mangler frihed han mener forskermiljø, som 2020 og økonomiske midler. 2010

2011

forskertalenterne Hvorfor forsvinder 2012 2013 fra Danmark? de var, hvis ville blive, hvor De unge forskere 2014 for at beog muligheder de havde penge som 2015 på det kvalitetsniveau, drive forskning 2016forventninger. ønsker og svarer til deres producere en skal 2017 Universiteterne skal leve af i viden, vi 2018 stor del af den at de bliver det er vigtigt, 2019 fremtiden, og der er det pølsefabrikker, af bedre. Lige nu 2020 på grund mennesker ind lokker mange 2010 det er uværdigt Men taxameterordningen.

Det nye Afrika

både være forskningen Hvordan kan til erhvervslivet? fri og tæt knyttet i. Jeg ingen modsætning Det ser jeg slet meget gerne forskere i dag tror, at de fleste var det For tyve år siden vil begge dele. for universitetsforskere, nærmest et tabu med virksomheder hvis man samarbejdede men i dag er det uden for universitetet, man godt samarbejde omvendt. Nu kan og få virksomheder med kommercielle resultater, opfindelser og patenteret sine til nye kan tjene penge så universitetet Det er amerikanske forskningsområder. tjent gode til og har universiteter rigtig mange penge

2013

2015

banking

juni 2010

i samfundet.

der så af grundforskMen hvad bliver ningen? en at man skal trække og Det betyder ikke, ned over universiteterne snæver ramme Det vil være den øremærke forskningen. vi skal overlade Jeg synes, gale vej at gå. stille krav til sig selv, men universiteterne standard. Hvis om en høj akademisk have topklasseforskning, Danmark skal så de bliver universiteterne, må vi ’elitisere’ de alt for bedste. I dag er et tilbud til de og andenmiddelmådighed ofte præget af rangsforskning. styrke nummer ét at Det er mit ønske kompetent – uden en fri, grundforskningen sker der ikke og elitær grundforskning viden, der er af samfundets den fornyelse ny vækst og udvikling. nødvendig for

en? Hvem tager magt g.dk/brief

som podcast

04 Nr

nordea private magazine

på.

2012

interview fulde 2014

dermed vækst

brief

lyspunkter? Er der ingen flere nye iværksættere Jeg ser heldigvis Gennem mit forskermiljøerne. komme ud af

2011

Download det 28/04/09 11:38:51

industri den bioteknologiske engagement i fra særligt kan jeg se forskertalenter springer ud med der Harvard og Princeton, nye firmaer. i Danmark burde Universiteterne institutioner, der omdannes til selvejende patenter og tjene penge på og er i stand til at flere virksomheder bidrage til at skabe

TEMA: FORSKNING

foto: AfrikAkommissionen

02 Nr

nordEa privatE MagazinE

banking magazine

Forsidefoto: Polfoto.

juni 2009

har vi oplevet

bunden, da startede helt fra var flygtet. Man indgået i 2003. er de gode eksempler? fredsaftalen blev derfra Hvilke lande til, at prækommer fra, men en god grund Det er der, man Der var sikkert Hovedgaden her han første var i Ghana, da er der sket forbedringer. sident Obama Sahara. Man en firesporet, asfalteret Afrika syd for i Monrovia er nu siden, var gang besøgte er et land, her for fire år Tanzania, som vej. Da jeg kom gang har kan også nævne med. Og huller. For første meget sammen af der masser af Danmark arbejder Men de er ramt mange år. Og ligget i front i vi oplevet trafikpropper. Liberia er meget Botswana har været i konkrise, da lande, der har kan den finansielle Så når vi taler om af råvarer. Så jeg sket meget i Mozambique. afhængig af eksport at flikt, så er der her i Liberia håber, mange eksempler. roligt sige, at man man kan nævne krise snart er slut. den økonomiske s rapport står I Afrikakommissionen og mellemstore været et tilbageslag de små Har finanskrisen der meget om udviklinbetydning for for den udvikling? for alle de afrivirksomheders Hvorfor konsekvenser økonomi i Afrika. Det har store føler, at det gen af en ny Og afrikanerne kanske lande. da de er det vigtigt? vækst, at de bliver ramt, at få en økonomisk er meget ufortjent, bliver Det er vigtigt for i årsagerne. De til gode. De er medlem har nogen andel hele befolkningen Løj ikke er, at deres kommer Margrethe der første Den debrief: Ellen og de store investeog FN’s ramt på flere måder. store virksomheder om råstoffalder, fordi råvarepriaf regeringens Afrikakommission i Liberia, handler meget udsending eksportindtægter er deres muringer i Afrika generalsekretærs særlige FN’s operationer, For det andet Men det er vigtigt, serne er faldet. alle udvinding og eksport. ikke hvor hun koordinerer i komme ind i verdenshandlen sit hjemmemarked, ligheder for at de højst placerede dansker at Afrika udvikler befolkninstår på, så har og er dermed den fattigste del af For når krisen den sig at ramt. for lukke at at mindst FN-systemet. en tendens til Og her tror jeg, udviklede lande problemer. gen får del i væksten. virksomheder kan løse de interne sammen om at til, at de de små og mellemstore ske. er der en tendens et afgøtil, at tingene kan Og for det tredje Endelig Afrika står ved blive dynamoen Mener du, at udviklingsbistanden. lukker ned for vendepunkt? at de udenlandske rende positivt fremskridt de positive betyder finanskrisen, der er sket store Kan du mærke reduceret. Jeg mener, at de er i din hverdag? investeringer bliver år i Afrika. Men forbedringer til Liberia de sidste 10-20 Men der Men med hensyn nået i mål endnu. Ja, det kan jeg. fulde interview der ikke selvfølgelig ikke det politiske Download det få mennesker, meget både på tror jeg, at meget ødelagt på er virkelig sket vigtigt, som podcast kan forstå, hvor område. Det er .dk/brief har besøgt landet, Alt var og det økonomiske ryster på borgerkrig. års nordeaprivatebanking ikke 14 statsledere landet var efter af at de afrikanske der havde en uddannelse, videre med nogle smadret, og alle, hånden, men arbejder værk. er sat i de gode ting, der

private nr.04 nordea

72306_Brief_0109_omslag.in

banking

ns af rEgEringE E løj Er MEdlEM EllEn MargrEth og fn’s gEnEralsEkrEtærs afrikakoMMission i libEria. særligE udsEnding trafikpropper«

brief

dd 1

01 Nr

nordea private magazine

debrief

»For første gang

banking magazine

brief

Lee

ud? fremtidens byer byer Hvordan ser måde at organisere Vi vil se en bedre hvor tæt hutil transport – på. Fx i forhold skal danne rammen sene ligger. Bygninger få lys nok ned på men også om byrummet, projekt i Vi tegner på et milepæl de nederste etager. udendørs opholdsStår vi ved en masse Malmø med en mellem, for arkitekturen? Modernisman se en konflikt et designskift. og rum, og der kan Ja, hvert årti har en ideoat gøre miljømæssigt skift baseret på hvad der er rigtigt have så men var et stort Bæredygen bygning skal blev til æstetik. bymæssigt. Hvis ligge helt Krisen logi, som senere muligt, skal den årtis paradigmeskift. meget lys som landmanden, tighed er dette alvorlige og og det er kun tingene mere frit på en mark, er med til at gøre at bo der. der har lyst til mindre flagrende. projekter eksempler Hvilke miljøvenlige Har du andre lige nu? arbejder I på en hel bypå paradigmeskift? hele tiden samfundsmasterplan for Vi har tegnet en i Saudi Arabien, Arkitekturen afspejler Efter Anden Verdel i Riyadh, hovedstaden ambitioner mæssige strømninger. som kan Vi har sat nogle ’senmodernismen’, på 3,3 mio. km². miljøstandard, denskrig kom Gjellerupparken. op efter den amerikanske and Environmenbebyggelser, fx netop talt om har store i Becker ses til mange in Energy i debrief: Louis billige boliger The Leadership CityScape konferencen Målet var gode, kom som en Den vurderer energiforer bæredygtighed ved tal Design, LEED. vi gået Larsen Architects hvor mennesker. ’Postmodernismen men i Riyadh er Abu Dhabi. Henning i den grønne til at slutningen af 70’erne, bruget i bygninger, modreaktion i specielle. og har brugt helheden medlem af virksomhedsgruppen individuelle og et skridt videre fx er bygningernes hus fokus var på det tænketank Concito. postmodernistisk sænke energiforbruget, udetemperatuman et typisk på Ser lidt sænke man at for briller, trækker skygge med til behovet klimaændringer med moderne grader og dermed Hvad betyder gavle, mangefarvede rerne med 6-8 smilebåndet: Pyntede på det design og arkitektur? alvorligt og uder der stadig fokus for afkøling. facader. I dag niveau. Hvis vi tager miljøproblemet en omvæltpå et mere subtilt står vi over for individuelle, men sammen. nytter potentialet, slog igennem Vi skal være forskellige syn på ning, som da modernismen Vi vil ændre vores (1930-1970, red.). handler form, rum og lys æstetik – ud over opfatte små energi. Fx vil vi det nu også om fordi de er miljøvenlige. biler som smukke,

private nr.03 nordea

TeksT Tina

designdirektør, arkitekt og Louis becker, arcHitecHts « Henning Larsen paradigmeskift

d er dette årtis »Bæredygtighe

brief

Nordea Private Banking tilstræber, at oplysningerne i dette magasin er korrekte og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Private Banking påtadebrief ger sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette magasin. Eftertryk, gengivelse eller videredistribution er kun tilladt efter forudgående aftale med Nordea Private Banking.

på nordeaprivatebankin 12/10/09 09.03

2016

Det er 13 år siden, vi fik Nobelprisen

Tema om dansk forskning

19/04/10 10.56

11/05/10 14.25

2017

TRYK.indd 1

120497_Brief_0209_omslag_

122432_Brief_03_10_omslag

ny.indd 1

RYK.indd 1

125236_Brief_04_omslag_T

Har du en kommentar?

Har du en kommentar til brief, der udgives til dig og andre private banking-kunder i Nordea, så send en mail til redaktionen: brief@nordea.com. Magasinet udkommer tre gange årligt, næste gang i oktober 2012.

foto: scanpix

Mellem Netto og Noma

UDSYN

Danmark har både verdens bedste kok og verdens bedste restaurant, og samtidig handler over halvdelen af befolkningen fortrinsvis i discountbutikker.

foto: polfoto

Af Rasmus Karkov

DANSK MAD SIDEN 1864 Før 1860: Bondekøkken med åbent ildsted. Typiske retter er grød, brød og gule ærter.

1901: Lurmærket, der skal sikre, at det gode danske smør ikke blev forvekslet med smør af ringere kvalitet, bliver indført af Danske Mejeriers Smørmærkeforening i 1901.

Mærket bliver så stor en succes, at det i 1906 bliver indført ved lov.

1901: Kirstine Marie Jensen får udgivet Frøken Jensens Kogebog, der blandt andet opsamler opskrifter på 'snyderetter' som for eksempel forloren hare. I opskrifterne indgik margarine systematisk i stedet for smør.

BRIEF

juni ‘12

Tre danskere har været på forsiden af det amerikanske magasin Time. Kong Christian X (1937), prinsesse Anne-Marie (1964), René Redzepi (2012).

esterkokken René Redzepi var i marts måned på forsiden af hæderkronede Time Magazine. Han stod i den friske danske natur i røjsere, striksweater og vikingefuldskæg. På forsideteksten stod der, at han har skabt en verdensomspændende kulinarisk revolution, som måneden efter igen bragte ham ind på listen over verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Men umiddelbart kan revolutionen og indflydelsen ikke aflæses på middagstallerkenerne i de danske hjem. For mens Noma for tredje gang i træk er blevet kåret til verdens bedste restaurant, erobrer discountkæderne Danmark. For 83 procent af danskerne er discountbutikker som Netto, Aldi og Lidl de foretrukne indkøbsbutikker, viser en ny undersøgelse fra Madkulturen. Madkulturen, der blev etableret af den tidligere VK-regering, har i samarbejde med Epinion spurgt 3500 danskere om deres madvaner. Og her er langt mellem tang og skvalderkål. Danskernes nationalretter er kylling, spaghetti med kødsovs efterfulgt af frikadeller …

1900-1930: Kødhakkemaskinen er blevet allemandseje, og det kød, der ikke kan eksporteres, bliver hakket til fars. Mange af retterne er det, vi regner for traditionelle retter som frikadeller med kartofler – men i modsætning til

Claus Meyer, der er blandt bagmændene for det nye nordiske køkken, er klar over, at der er to polariserede bevægelser i befolkningen. Han aner ikke hvorfor. Han er egentlig også ligeglad. Han er blot tilfreds med det, bevægelsen for det nye nordiske køkken allerede har opnået. »Vi har sat en dagsorden om ærlighed og ansvarlighed og om, at velsmag og sundhed skal gå hånd i hånd og følge årstidernes skiften, så vi sammen kan overdrage en smukkere madkultur til vores børn end den, vi har arvet fra vores forældre. Det nye nordiske køkken har redefineret luksus. I dag kan luksus være ukrudt. Det er ikke dyrere end almindelig mad, men det kræver måske en slags kulturel kapital at vælge det blandt mange muligheder,« siger Claus Meyer. Viser sig ikke i indkøbene Selvom det ikke er dyrere end almindelig mad, kan FDB ikke aflæse nyt nordisk køkken i salget. Men analysechef i FDB Lars Aarup mener alligevel, at køkkenrevolutionen er til stede i kundernes bevidsthed, når de handler. »Noma og nyt nordisk køkken formulerer en latent længsel i befolkningen efter, at maden skal være ægte. Det er

nu med klar overvægt af kartofler.

1930: Med bogen Nutids

Mad og Husførelse af Carla Meyer, der var formand for de danske husmoderforeninger, bliver hygiejnen for alvor indført i de danske hjem. Bogen er fyldt med løftede pegefingre om, at man

ikke noget, der har indtaget de danske hjem. I stedet kører det i en højere sfære, som kan aflæses i en bevidsthed om mad, som dog ikke nødvendigvis viser sig i indkøbene,« siger Lars Aarup. Helt konkret kan han aflæse, at vi i hverdagen prioriterer at have så lidt besvær med vores måltider som muligt. »I ugens fire første dage skal det være hurtigt, nemt og billigt. Det skal være råvarer, der kan koges uden at skulle skrælles først. Men i weekenden køber vi kød af bedre kvalitet og kartofler og rodfrugter. Vi laver mere ærlig mad, der udtrykker en hengivenhed, omsorg og respekt for vores gæster. Det er noget, Noma og nyt nordisk køkken har sat ord på,« siger Lars Aarup. Økologi er et storbyfænomen Netto er Danmarks nationalbutik. Halvdelen af danskerne angiver i Madkulturen.dk's undersøgelse, at butikken med den sorte hund er deres primære butik. I Netto mener direktør Claus Juel-Jensen ikke, at danskernes belejring af discountbutikker og Nomas succes er modstridende tendenser. »Danskerne vil gerne have kvalitet, men til en rimelig pris. Vi skal kunne

skal behandle fødevarerne hygiejnisk korrekt.

1935: I 1930'erne begynder retter som boller i karry og karbonader med stuvede ærter af dukke op på middagsbordene.

foto: scanpix

forholde os til varerne; de skal rumme en historie, vi kan følge. Vi kan se, at salget af økologiske varer er gået frem de seneste ti år,« siger han. Men selvom salget af økologi, som er en vigtig bestanddel af det nye nordiske køkken, er steget, udgør det langtfra fundamentet under Nettos eksistens. Mindst 80 procent af de grøntsager, der bliver solgt i Netto, er ifølge Claus Juel-Jensen ikke økologiske. En undersøgelse fra sidste år viser, at økologi er et storbyfænomen for nogle få ressourcestærke mennesker. 12 procent af befolkningen køber 43 procent af alle økologiske varer herhjemme. Uautentisk autenticitet Professor i psykologi på Aalborg Universitet Svend Brinkmann mener, at stigningen i discountindkøb og den nordiske køkkenbevægelse er to idealer, der støder sammen. »Idealet om det hurtige, nemme og billige, der kun tager fem minutter, passer til det stressede og hektiske liv, vi lever, og er på den måde meget autentisk i forhold til vores samtid. Retninger som ny nordisk er en modreaktion og længsel mod noget mere autentisk, som i virkeligheden er meget uautentisk både i forhold til vores liv og i forhold til noget historisk,« siger han. »Det er en postmoderne nostalgi, hvor vi længes efter noget, der aldrig har været. Det er ikke livet fra 1850, vi søger, for det var for hårdt, brutalt og kort, men i stedet den forestilling om fortiden, som Bonderøven i tv er den klareste eksponent for,« siger Svend Brinkmann. Han mener, at man skal huske på, at den hurtige madkultur blandt andet er grundlaget for, at kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, og mænd kan tage barsel. »Økologi og nyt nordisk køkken er identitetsskabende markører for veluddannede i storbyen. Det er ikke elektrikeren i Holstebro, der spiser ny nordisk mad. Han spiser medisterpølse med stuvet hvidkål, som i virkeligheden er langt mere oprindeligt end det, storbydanskeren indtager,« siger Svend Brinkmann. Claus Meyer mener, at det nye nordiske køkken handler om noget så fundamentalt som dannelse. »Men det er forkert, hvis man opfatter det som elitært. Jeg kan ikke se, hvad der er elitært ved at foreslå, at man spiser jordskokkesuppe i jordskokkesæsonen i stedet for discountfrikadeller med kød fra Polen, der belaster kloden og ens egen sundhed,« siger Claus Meyer.

Det er forkert, hvis man opfatter det nye nordiske køkken som elitært. Det handler om simpel dannelse, mener Claus Meyer.

1951: Kirsten Hüttemeyer, der allerede har slået sit navn fast med sine kogebøger, bliver Danmarks første tv-kok i programmet TV-Køkkenet. Hun vender tilbage til skærmen på TV 2 i 1990’erne.

1960’erne: I 1960’erne be-

1962: De Danske Mejeriers

gynder kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet, og der kommer køleskab i hjemmene. Hverdagsmad er blandt andet retter som millionbøf og tarteletter.

Fællesforening (Mejeriforeningen) opretter Karolines Køkken i et forsøg på at sælge smør til danskerne, efter at eksporten er faldet. Der bliver udviklet opskrifter, som skal få landets

husmødre til at lave mad med mejeriprodukter.

BRIEF

juni ‘12

Kampen om danskernes køkken

I 150 år har vi eksporteret de gode råvarer til udlandet og beholdt resterne til os selv. Derfor er vi fremmedgjorte over for vores egen madkultur, mener madhistoriker. Det nye nordiske køkken er et forsøg på et opgør med fortiden. Af Rasmus Karkov

foto: polfoto

et gik for alvor galt for den danske madkultur, da andelsbevægelsen opstod i kølvandet på nederlaget i 1864. Noma og nyt nordisk køkken er en direkte reaktion på 150 år, hvor vi har eksporteret det bedste, vi havde, og selv været totalt fremmedgjorte over for de masseproducerede, industrialiserede restprodukter, der endnu findes i danske kølemontre. Det mener Bi Skaarup, der er madhistoriker og præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi, som også tæller Noma-bagmanden Claus Meyer. »I begyndelsen af 1990’erne diskuterede vi meget, hvad vi dog skulle gøre. Råvarerne var blevet den rene ynk. Det var udmagrede og industrialiserede eksportefterladenskaber,« siger Bi Skaarup og tilføjer: »Det var begyndelsen til Noma.« Andelsbevægelsens ensretning I mange årtier har eksporten af landbrugsvarer været et af Danmarks vigtigste økonomiske lokomotiver. Men med eksporten og andelsbevægelsen kom også ensretningen af fødevaresektoren. De regionale forskelle blev smadret.

1970’erne: I weekenden står den på retter med rødt kød, bearnaisesauce, hasselbackkartofler, bagte kartofler og alverdens råkostsalater. Kødforbruget stiger i det hele taget enormt.

1977: Tyske Aldi åbner den

1980’erne:

første discountbutik i Danmark. Burger King er den første store amerikanske fastfoodkæde, der kommer til Danmark, da den første Burger King åbner på Vesterbrogade i København.

Lørdagskylling og Viennetta-is er de helt store hits i 1980'erne. Men ellers kommer der gang i kolde pastasalater, kartoffelsalater, flødekartofler og masser af rødt oksekød.

Oprør fra oven I 1991 udkom bogen Du danske mad, som var et rasende opgør med 150 års dansk madkultur. Forfatteren Bjarne Jacobsen beskrev et folk og en kultur, der havde fjernet sig fuldstændig fra anstændig omgang med råvarer. Udefra set var Danmark en stor smørfabrik, mens vi selv åd margarine. Vores grise var radmagre, hvilket var perfekt til baconeksport, men nærmest gjorde resten af grisen, som er grundlaget i vores nationalretter, uegnet til menneskeføde. Den danske madkultur bestod af eksportens efterladenskaber. Som Bjarne Jacobsen skriver i bogen: »Der kom noget aldeles ødelæggende for madkulturen ud af den vellykkede produktionsomlægning. En total fremmedgørelse over for produkterne. Som den sydafrikanske mine-neger ikke har

1980: Kogebogen Karolines Køkken bliver husstandsomdelt til samtlige husstande i landet. Den skal blandt andet introducere danskerne til cremefraiche. Frem til Karolines Køkken 8 i 2001 bliver kogebogen omdelt hvert tredje år.

foto: polfoto

Dengang var standardisering et mål i sig selv. I dag er det langt hen ad vejen et skældsord … »Fra slutningen af 1700 og frem til 1864 var de frie bønder selvforsynende. De producerede mad til sig selv, og selv om grød baseret på rug og byg var hovedbestanddelen i måltidet, var der et væld af regionale variationer. Men efter nederlaget gik bønderne sammen i andelsbevægelsen, og fokus blev flyttet fra selvforsyning til eksport. Man solgte det bedste og beholdt resterne selv,« siger Bi Skaarup. På andelsmejerierne fremstillede bønderne smør, som blev eksporteret til England. Mejerierne kunne skille mælk og fløde ad med en hidtil ukendt effektivitet. Fløden blev videreforarbejdet til smør. Skummet- og kærnemælken blev anvendt til svine- og menneskefoder. Grisene blev opdrættet med baconsalg for øje. Resterne af baconsvinene endte i de nye kødhakkemaskiner og blev til nye nationalretter som leverpostej, frikadeller og farsretter.

Udefra set var Danmark en stor smørfabrik, mens vi selv åd margarine. Fra Du Danske Mad af Bjarne Jacobsen

Brød, grød, fisk Fra Middelalderen og frem til industrialiseringen bestod den almindelige befolknings kost af brød, grød, saltet fisk og kød. Vandet var så forurenet, at folk drak øl i stedet for vand. Kødet kom i sulekaret, hvor det blev saltet. Under enevælden var bønderne fæstebønder, der lejede jorden af godsejere og ofte betalte leje med arbejdskraft og naturalier. Typiske retter var for eksempel sulevælling. Retten består af byggryn kogt i kogevandet fra kogningen af svinekød, for eksempel skank eller stribet flæsk. Danmarks ældste kogebog stammer fra omkring år 1300. Her nedskrev munken Knud Jul fra Sorø Kloster 25 opskrifter i bogen Libellus de arte coquinaria, der er latinsk for Bog om kogekunsten. Det menes, at bogen er en afskrift af en ældre tysk kogebog.

1981: Den første Netto åb-

1984: Restaurant Kong

ner på Godthåbsvej i Valby, København. McDonald’s åbner den første McDonald’s i Danmark på Vesterbrogade i København.

Hans er den første restaurant i Danmark, der modtager en Michelin-stjerne.

BRIEF

juni ‘12

foto: scanpix

I 1700-tallet betragtede bønderne kartoflen med skepsis. 100 år efter var dansk mad uden kartofler utænkelig, efter at det københavnske borgerskab først havde taget den til sig.

OPUS-PROJEKTET Nordea-fonden støtter det store forskningsprojekt OPUS, der undersøger: •o m Ny Nordisk Mad kan forebygge og afhjælpe overvægt blandt børn. •o m der er et uerkendt sundhedspotentiale i det nordiske råvaregrundlag. •h vordan velsmag kan bruges som våben imod sygdom. •o m Ny Nordisk Mad kan tilpasses forskellige kulturelle normer og behov. •o m Ny Nordisk Mad kan styrke børns fysik og mentale udvikling. •o m vi kan udvikle et nyt nordisk måltidskoncept – Ny Nordisk Hverdagsmad – der bliver det 21. århundredes svar på middelhavsmaden. •o m Ny Nordisk Mad kan fremme Danmarks konkurrencesituation og planetens sundhed gennem en mere bæredygtig fødevareproduktion med mindre miljøbelastning.

1990’erne: Shawarmaen har sit store gennembrud og giver pølsevognen hård konkurrence i storbyerne. Globaliseringen sætter sit præg på maden, der ikke kan blive fremmed nok. Ruccolasalat, cherrytomater og thaimad er højeste mode.

meget fornøjelse af de diamanter, han fremdrager, var danskernes forhold til smør og bacon aldeles forretningsmæssigt.« Bogen udtrykte i høj grad de tanker, der samtidig blev tænkt i Dansk Gastronomisk Selskab, og som via adskillige omveje med politisk med- og modvind til sidst mundede ud i manifestet om det nye nordiske køkken. »Med andelsbevægelsens fokus på eksport til England forsvandt alle de regionale forskelligheder. Tidligere spiste man selv den mad, man producerede, og retterne gik i arv fra mødre til døtre,« siger Bi Skaarup. Anden fase starter nu I slutningen af 1800-tallet blev pigerne sendt på husholdningsskole, hvor de alle lærte at lave de samme nye retter som frikadeller og andre farsretter. »Alle de regionale forskelle blev erstattet af sovs og kartofler. Hele sanseligheden omkring mad blev fjernet. I stedet blev køkkenet steriliseret med fokus på hygiej-

2000’erne:

I 00’erne er sushien dominerende i storbyen, men får i sidste halvdel skarp konkurrence af unge kokke, der søger væk fra det globaliserede og mod noget autentisk nordisk. Spaghetti med kødsovs, boller i karry og

ne og effektivitet i stedet for smag og gode råvarer,« siger Bi Skaarup. Kartoflen kom først sent til Danmark. Bønderne betragtede den som hungersnødmad, men i slutningen af 1700-tallet blev den populær hos den københavnske overklasse, hvor studerende sad med ved bordet. De tog senere kartoflen med ud i landsdelene, når de fik embede som præster. »Kartoflen viser, at hvis man skal overbevise danskerne om noget, så skal man ikke lancere det som billigt og nærende, men som eksklusivt og elitært. På samme måde havde Claus Meyer den ide, at hvis man kunne få hele verden til at få øje på det fantastiske her ved nordgrænsen for væksten, så kunne man få befolkningen til at blive stolte og sammen skabe en ny madkultur,« siger Bi Skaarup.

frikadeller er dog endnu totalt dominerende på de danske middagsborde.

2004: Det Nye Nordiske

kokke med Claus Meyer i spidsen præsenterer det manifest, der samler tankerne om det nye køkken.

Køkken bliver grundlagt ved et symposium for ministre, kokke, gastronomer og producenter. Toneangivende

New Nordic, New York

Det nordiske køkken får opmærksomhed på begge sider af Atlanten. Men i New York behøver de bedste danske kokke ikke at leve af opmærksomheden. Her høster ”New Nordic” ikke blot stjerner i anmeldelserne. Det er også en stor forretning. Af David E. Bastian-Møller Foto Anders Birch

ads Refslund, køkkenchef på Acme i New York, tørrer sved af panden og kigger rundt i den fuldt boo-

kede restaurant. Han har hørt, at der er danskere ved et af bordene, der gerne vil hilse og sige tillykke med succesen. Og han kommer gerne og fortæller om tingenes tilstand for en dansk kok i New York. »Det går rigtig godt. Det var allerede en stor succes, før anmeldelserne kom. Mine partnere kan bare noget med at tiltrække gæster. Det er meget modefolk, der kommer her. En af ejerne har været i modebranchen i mange år. Han kender en masse folk, og når de trendy folk kommer, så kommer alle andre bagefter. Det

er en fest, men også en forretning,« lyder det fra Mads Refslund. Acme ligger centralt på Manhattan i et område, der også kaldes NoHo (North of Houston Street). Mads Refslund var i 2004 med til at starte Noma med René Redzepi. Kort efter åbnede han dog sin egen restaurant, MR, på Kultorvet i København. Den fik straks en Michelin-stjerne og fremragende anmeldelser. Men økonomien matchede aldrig anmeldelser og tårnhøje gastronomiske ambitioner. På trods af stjerneregnen er det sjældent en guldrandet forretning at lave gourmetrestaurant i København. Selv Noma – tre gange kåret til verdens bedste restaurant – laver kun et beskedent overskud.

Danmark kom til byen I det københavnske kokkemiljø er det en dårligt bevaret hemmelighed, at vejen ofte går ud af Danmark, hvis man vil indkassere den store økonomiske gevinst. Et af de steder er New York, hvor Mads Refslund er kommet flyvende fra start. »Danmark er ikke til at komme uden om. Acme signalerer, at det nye nordiske køkken er ankommet,« skrev avisen, som Mads Refslund kalder 'biblen herovre, som Michelin er det i Europa'. Og New York Times kendte godt det navn, der står øverst på Acmes menukort. »Han [Pete Wells, New York Times' madredaktør og anmelder, red.] kendte alt til mig fra Noma og MR,« fortæller Mads Refslund og griner.

BRIEF

juni ‘12

FAKTA – MADS REFSLUND • Født i 1977. • Uddannet kok fra Formel B under køkkenchef Paul Cunningham. • Herefter køkkenchef hos Paul Cunningham, Coquus og The Paul • Startede i 2004 Noma sammen med René Redzepi. • Hurtigt videre til Kokkeriet. • Startede i 2005 MR, der opnåede en Michelin-stjerne i 2006, men lukkede i 2010. • Har medvirket i Claus Meyers serie om kokkeskolen i Vridsløselille, der blev optaget, før han rejste til New York. • 2011 konsulent – og senere køkkenchef – hos Acme i New York.

»Og det er jo ikke noget med, at jeg skal importere alt muligt fra Danmark og lave dansk mad. Det ville være dumt. Og det er heller ikke det, det nordiske koncept går ud på. Den nye nordiske tankegang er at lave mad, hvor man er, være stolt af det, man laver, og være i nuet.« Skandinavisk mad er 'in' Hans udsagn bekræftes af Dana Cowin, chefredaktør for Food & Wine Magazine. Hun har fra USA holdt øje med New Nordic-bølgen gennem længere tid og har et bud på, hvorfor New Nordic er et hit: »Det fantastiske er, at det nye nordiske køkken bruger nogle klassiske og enkle ingredienser, men har redefineret dem fuldstændig. Og ved at gøre det, har man

fundet et enormt publikum, så i stedet for at se på simpel tilberedning af simpel mad, så tilføjer det enorm kompleksitet. Der er en hel vision bag det nye nordiske køkken og en filosofi, som ikke kun rammer det, vi spiser, men også vores sind.« Fra omtale til forretning Og i New York kan positiv omtale hurtigt omsættes til besøgstal. I Acmes tilfælde 200-250 kuverter, syv dage om ugen. Og det er vigtigt, når restauranten er et investeringsobjekt, som skal sikre et solidt afkast til mange investorer. Måden at drive forretning på er meget anderledes i New York, end hvad man er vant til i Danmark. »Der er flere ejere af restauranten, men så er der også et hav af investorer. Hver af

de her fire partnere har fundet tre-fire investorer. De har lagt penge, og de skal så betales ud rimelig hurtigt – helst inden for et år. Når de er ude, ejer de fire partnere restauranten. De lever alle fire af det her, og de skal helst tjene rigtig mange penge på det.« Mads Refslund – eller 'one of the leading apostles of New Nordic Cuisine', som en anden anmelder har kaldt ham – ser lidt anderledes på sit fag. »Jeg ser ikke helt sådan på det med pengene. Det må jeg indrømme. Jeg vil gerne have min egen lille restaurant, hvor jeg kan lave det, jeg elsker at lave. Jeg ved ikke, hvad det bliver, men det bliver snart,« siger Mads Refslund, inden han forsvinder ind i køkkenet igen.

Det langsomme i farten

Der er noget langsomt i farten. Vi har mødt lysforskeren, der fortæller om tiden, der går langsommere, når det går stærkt. Og ambulanceføreren, der kører langsomt, når resten af byen føler, at han kører stærkt. FRIRUM

Tekst Tommy Heisz

BRIEF

juni ‘12

Kroppens tilstand giver følelse af høj fart Henriette Engel Hansen 30 år OL-deltager i kajak og økonom hos NASDAQ OMX Nordic (Københavns Fondsbørs)

ølelsen af at bevæge sig hurtigt tæt på vandoverfladen er noget helt andet end oppe på land. Hvis man sammenligner farten i kajakroning med for eksempel cykling, går det slet ikke så stærkt. Det højeste, jeg har været oppe på, er omkring 20 km/t, og de allerhurtigste herrer kommer vel op over 23 km/t. Hastigheden føles alligevel meget intens, når man sidder i kajakken, og jeg tror, det handler om meget andet end selve farten. Det er jo en sport, hvor der er mange små ting, der skal spille perfekt, hvis man skal få den ultimative fart. Balance betyder rigtig meget. Pagajen skal vinkles rigtigt, og benarbejdet spiller også en stor rolle. Nede i bunden af kajakken sidder der et fodspark, hvorpå fødderne hviler. Kajakken styres med et ror, der korrigeres med fødderne, mens man ror. Jeg tror, det er kombinationen af alle de ting, der gør, at man oplever hastigheden som virkelig høj, når det hele spiller. Jeg koncentrerer mig om alle de små detaljer, og når hele kroppen er spændt op, og jeg bare kan mærke, at det hele går op i en højere enhed, kan jeg godt føle, at jeg næsten kan flyve. Men det hele handler om den tilstand, jeg har bragt min krop i. Måske kan det sammenlignes med den fornemmelse, en løber kan have på landjorden. Måler man farten og sammenligner med andre sportsgrene, så går løb jo aldrig sådan rigtig hurtigt, men når man rammer en god sprint, kan man godt have følelsen af, at man kan stikke af fra alt og alle. I konfirmationsgave gav mine forældre mig et faldskærmsudspring, for dengang var det min store drøm at prøve det. Og når jeg holder ferie, hvilket jeg kun gør en uge om året, så er det altid på ski i alperne. Jeg er næsten altid glad for fart, så længe det er i situationer, hvor jeg selv kan kontrollere det. foto: Jasper Carlberg

Det hele foregår nærmest i slowmotion Danny Pedersen 27 år Ambulancefører

et er en meget speciel følelse at køre med høj hastighed gennem hverdagstrafikken. Min første udrykning står stadig fuldstændig klar for mig. I virkeligheden var det en fuldstændig udramatisk udrykning, men for mig var det en helt surrealistisk oplevelse. Specielt når vi kom til krydsene, hvor vi skulle bremse op og observere hele vejen rundt, om alle nu holdt tilbage, for derefter igen at give los. Det var ekstremt grænseoverskridende. Det ændrer sig meget, når man får rutinen. Hvis man bliver ved med at fokusere så meget på farten, kan man ikke klare sig som ambulancefører. I dag er det meget mere stille og roligt. I mange tilfælde er farten reelt heller ikke så høj, som den opleves af folk omkring os. Fordi vi har horn og lygter på, kan vi bevæge os gennem tæt bytrafik med en hastighed, der nogenlunde svarer til den, folk selv ville køre med, hvis der ikke var tæt trafik. Forskellen er, at alle de andre bevæger sig meget langsomt. Det er jo ikke sådan, at vi bare høvler ned ad Gammel Kongevej med 110 i timen. Som ambulancefører har man lov til at overskride hastighedsbegrænsningen, men for mit vedkommende gør jeg det næsten aldrig, og jeg finder mig heller ikke i, hvis en kollega gør det. Det skal være forsvarligt. Jeg oplever det faktisk meget langsomt, når vi bevæger os gennem byen. Det er en rolig situation, hvor man sidder og forbereder sig lidt mentalt. Vi kan godt finde på at sidde og høre noget P4, for vi har brug for at skabe så rolig og afslappet en situation som muligt. Når vi er omkring et ulykkessted, kan jeg godt opleve at glide ind i en helt anden tilstand. Det kan lyde sådan helt zenagtigt, men jeg har det, som om jeg befinder mig i en anden verden, hvor tingene foregår i et helt andet tempo. Det hele foregår nærmest i slowmotion, og jeg gør stille og roligt tingene på den rigtige måde og i den rigtige rækkefølge. Set udefra løber jeg sikkert rundt, og det hele ser kaotisk ud, men selv oplever jeg, at det går ganske langsomt. foto: Jasper Carlberg

BRIEF

juni ‘12

Det går langsommere, når det går hurtigt Ulrik Uggerhøj 43 år Lysforsker Dr.scient. og lektor i fysik ved Aarhus Universitet eg arbejder med at udforske tilblivelsen af lys. Det gør jeg blandt andet ved at bringe partikler op i så høj hastighed, at de bevæger sig næsten lige så hurtigt som lyset. Når det går så stærkt, er der nogle processer, som bliver sløvet ned, og så kan vi bedre undersøge, hvad det præcist er, der sker. Under normale omstændigheder går de processer så hurtigt, at man ikke kan måle på dem, men det kan vi, når vi sløver dem ved at udsætte dem for høj hastighed. Det kan være svært at forstå, at ting i virkeligheden går langsommere, når de bevæger sig hurtigt. Populært siger man, at et ur i bevægelse går langsomt. Og det er rigtigt, bogstaveligt talt. Hvis du tager dit armbåndsur og giver det til sprinteren Usain Bolt, vil det, mens han er oppe i topfart, gå en lille smule langsommere. Det er selvfølgelig forsvindende lidt, men det bliver mere håndgribelige forskelle, når man kommer højere op i fart. Det bedste er, når vi får mulighed for at rejse til Schweiz og bruge CERNacceleratoren. Her i Aarhus har vi i kælderen en miniudgave af den. Vores er 40 meter i omkreds, mens CERN's er 7 km i omkreds. Herhjemme kan vi opnå en hastighed, der er 99,99% af lysets hastighed, mens vi i CERN kan opnå hele 12 nitaller i decimaler. Det gør en kæmpe forskel for os. Allerede som dreng var jeg meget tiltrukket af fysikkens verden. Og det var særligt det med høje hastigheder. Alle de der dybt fascinerende ting omkring tid og hastighed i verdensrummet. At lyset bevæger sig med 300.000 kilometer i sekundet, og at man derfor i virkeligheden kigger lige ind i fortiden, når man står og kigger ud på stjernerne. Selvom det i dag er blevet mit job, er den fascination der stadig. Man føler sig lidt som en opdagelsesrejsende. foto: nicky bonne

BRIEF

juni ‘12

UDSYN

Den olympiske turnaround

Politiske kampe og økonomiske problemer var tæt på at gøre De Olympiske Lege i 1980 til de sidste af slagsen. Men så skete der noget. OL fik en forretningsmodel. Af michael Rachlin

BRIEF

juni ‘12

»Sport skal udføres af amatører. Ellers er det ikke sport. Sport udført af professionelle er blot underholdning.«

Overskygget af politik I 1970'erne og 1980'erne havde Den Kolde Krig lagt sin hånd over OL. I 1972 kostede et palæstinensisk terrorangreb 11 israelske sportsfolk og ledere livet. I 1976 blev OL i Montreal boykottet af 28 afrikanske lande, der krævede New Zealand udelukket på grund af sportslige kontakter til apartheidstyret i Sydafrika. Det var en olympisk bevægelse i en sørgelig forfatning, der tog imod atleterne ved åbningsceremonien på Lenin Stadion i Moskva i juli 1980. Op imod 60 nationer med USA i spidsen boykottede legene

i Moskva i protest mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Danmark deltog, men da den danske fanebærer, sejlsportsmanden Jørgen Lindhardtsen, gik ind på stadion, var det ikke under Dannebrog, men det olympiske banner. Det var Danmarks protest i 1980. Sportsligt blev legene i 1980 en succes. Der blev sat 36 verdensrekorder og hele 74 olympiske rekorder. Men bag den sportslige succes lurede den økonomiske fiasko. I 1980 havde IOC en likviditet på blot 200.000 dollar og en egenkapital på omkring 2 millioner dollar. IOC var i så store økonomiske problemer, at der fra Sovjet-blokkens side blev argumenteret for, at retten til OL skulle gå fra IOC til UNESCO. »I 1980 var den olympiske bevægelse under konstant pres fra politisk hold, og den blev bogstaveligt talt holdt som gidsel i det politiske spil. Den var splittet uden de finansielle ressourcer, der kunne give den autonomi og uafhængighed til at

Foto: scanpix

Den tidligere chef for den Internationale Olympiske Komité (IOC) Avery Brundage var ikke i tvivl. Penge korrumperede idræt. Man skulle stå vagt om amatøridealerne. I dag er det næsten umuligt at forstå, hvor dybt amatøridealerne sad i datidens sport. Men eksempelvis skal man ikke længere tilbage end til starten af 1970'erne, før en kontrakt som professionel eksempelvis betød udelukkelse fra alle former

for landsholdsfodbold i Danmark. Det var i sandhed en anden tid … Når De Olympiske Lege åbner i London, vil der givetvis igen være mange, som mener, at forretningen er ved at dræbe de olympiske idealer. Men med til historien hører, at De Olympiske Lege har været overraskende tæt på at blive dræbt på grund af mangel på forretning.

Moskva 1980: Billedet af den olympiske maskot, bamsen Misha, blander sig med billedet af Lenin.

Foto: Getty Images

Tilfældet Atlanta Ved afslutningen af hvert OL havde Samaranch en tradition med at erklære de netop afsluttede lege for 'de bedste nogensinde'. I sine 21 år som præsident for IOC undlod han det en eneste gang: efter Atlanta 1996. For IOC var legene i Atlanta et eksempel på, at stort set alt, der kan gå galt, gik galt. Selve udnævnelsen af Atlanta var en pr-katastrofe, der hurtigt blev drejet til, at legene var købt af Coca-Cola, der har hovedsæde i Atlanta. Legene blev et eksempel på, at kommercialiseringen gik for vidt, erkender Michael Payne i sin bog. Samtidig var OL plaget af logistiske problemer og problemer med it. It-systemet var en stor satsning for IBM, der i flere år havde været sponsor af OL. Og de fleste systemer fungerede upåklageligt: akkrediteringssystemet, reservationssystemet til hoteller og billetsystemet. Desværre fejlede et it-system totalt: det system, der skulle levere resultater til den internationale presse. Dette var i sagens natur med til at understrege pr-katastrofen.

modstå det politiske pres,« fortæller Dick Pound, der har været medlem af IOC siden 1978. Første overskud i 52 år OL var simpelthen en dårlig forretning. OL i Montreal i 1976 havde givet et dundrende underskud, som bystyret først for et par år siden blev færdigt med at betale tilbage på. Størstedelen af indtægterne kom fra de amerikanske tv-rettigheder. Og i 1980 sad den amerikanske rettighedshaver, NBC, tilbage med et OL i Moskva uden amerikanske atleter på grund af boykotten. Det var langt fra givet, at de havde lyst til at investere i OL igen. Samtidig var IOC groft sagt drevet ud fra de samme amatøridealer, som man forlangte i idrætten. Den tidligere marketingchef i IOC, Michael Payne, fortæller om et eksempel i sin bog Olympic Turnaround: »I 1979 fik IOC’s kasserer en check på 25 millioner dollar for tv-rettighederne til OL i Los Angeles i 1984. I stedet for at sætte pengene ind på en konto, hvor de kunne trække renter, tog kassereren på flere ugers ferie med checken liggende i sin tegnebog.« Under overfladen var forandringens vinde på vej til OL, men mere af nød end af vilje. I 1978 havde IOC tildelt OL i

1984 til Los Angeles, da der simpelthen ikke var andre kandidater. En af de få andre kandidater, der var i spil, var i øvrigt Teheran i det shah-styrede Iran, men de måtte af naturlige grunde trække sig. Ved samme møde blev Sarajevo i øvrigt tildelt vinter-OL samme år. Men det usædvanlige var, at OL for første gang ikke blev organiseret af et bystyre eller en stat. OL i Los Angeles blev organiseret af en komité med forretningsmanden Peter Ueberroth i spidsen. Det skulle senere vise sig, at OL i 1984 blev de første lege i en årrække, der gav overskud. Forrige gang et OL havde givet overskud, var også i Los Angeles. Det var i 1932. Samaranch bliver præsident 1980 blev også året, hvor IOC fik en ny præsident: Juan Antonio Samaranch. Samaranch er en kontroversiel figur. Han blev senere anklaget for at vende det blinde øje til korruption i IOC, og han er blevet kritiseret for sin rolle under Francodiktaturet i Spanien. Samaranch var i øvrigt blevet udpeget til IOC af Avery Brundage, ophavsmanden til det indledende citat, og han havde angiveligt set ham som en slags arvtager. Men selv hans kritikere erkender, at den proces, han startede i 1980, forment-

Foto: scanpix

Kommercialismens rygende pistol: Ved indmarchen i Atlanta kunne man se et logo fra McDonald's i baggrunden. Ifølge Michael Payne var IOC rasende, og officials endte med at bryde ind i bøfsandwichrestauranten for at få lyset slukket.

OL tiltrækker flere nationer, end der er medlemmer af FN. Her den mongolske judokæmper Baljinyam Bat-Erdenne.

BRIEF

juni ‘12

Foto: scanpix

Foto: Getty Images

Sportsligt set var OL i 1984 præget af østblokkens boykot. Økonomisk set var det måske det mest vellykkede OL nogensinde. Ronald Reagan taler ved åbningen.

lig redede den olympiske bevægelse fra bankerot. Og samtidig er det lykkedes at fjerne politik fra toppen af dagsordenen. Siden 1984, hvor Sovjet-blokken sagde 'tak for sidst' med en boykot af legene i Los Angeles, har der ikke været lande, der er blevet væk af politiske grunde. Ved OL i London deltager eksempelvis Iran og Israel side om side med Nordkorea og Sydkorea, hvilket selv i sportens verden er ret unikt. Pengene på tv Den finansielle turnaround hvilede på to ben: en ny model for forhandlingen af tvrettigheder og en helt ny struktur for sponsorater. I begge tilfælde var strategien at centralisere beslutningerne hos IOC – og i mindre grad hos arrangørerne af legene. Som nævnt var og er tv-aftalerne hovedindtægtskilden. I 1980 udgjorde de amerikanske tv-rettigheder 83 procent af disse indtægter. Salget af tv-rettighederne

Muhammad Ali tænder den olympiske flamme i 1996.

var filtreret godt ind i det politiske spil. Eksempelvis sendte både amerikanske ABC og NBC en række rosende programmer om livet i Sovjetunionen op til salget af rettighederne i Moskva. Den proces blev erstattet af en lukket auktion på IOC's hovedkontor i Lausanne. Det forskudte OL Samtidig lykkedes det et af de amerikanske tv-netværk at overbevise Samaranch om, at det var fornuftigt at splitte vinterog sommer-OL, så det blev afholdt med to års forskydning. Tidligere fandt begge lege sted samme år. Nu er de forskudt, så næste vinter-OL er om to år i Rusland. OL beslaglægger omkring halvdelen af de amerikanske annoncebudgetter inden for sport, så ved at undgå to lege inden for samme år kunne man undgå at tømme annoncebudgetterne. Der skulle trods alt også være en god portion tilbage til den årlige Super Bowl.

Desuden er det lykkedes IOC at få andre spillere som eksempelvis European Broadcasting Union, der i overvejende grad består af public service-stationer som den danske rettighedshaver TV 2, til at øge deres betaling tilsvarende. Som en sidste del af strategien er IOC begyndt at sælge rettighederne i pakker med flere lege ad gangen, så man er forholdsvis sikret mod politiske og andre overraskelser. Eksempelvis har NBC allerede betalt 4,4 milliarder dollar for de kommende fire OL efter London, hvoraf der endnu ikke er fundet værtsbyer for de to sidste. Ifølge den tidligere marketingchef Michael Payne har IOC gennem tiden fået tilbud om endnu større tv-aftaler fra betalingskanaler. Men man har fastholdt, at OL som hovedregel skal være tilgængeligt på luftbårne tv-kanaler som dansk TV 2, der kan ses af flest muligt.

Mindre er mere I forhold til det andet store aktiv – sponsorerne – blev der foretaget mindst lige så store ændringer. Groft sagt blev OL’s sponsorater tidligere drevet efter den model, man kender fra sin lokale fodboldklub: Der var sponsorater, der passede til enhver driftig forretning, som havde lyst til at læne sig op ad begivenheden. OL i Montreal havde eksempelvis 42 officielle sponsorer, der i gennemsnit betalte 50.000 dollar for at være med. Strategien for sponsorer og samarbejdspartnere devaluerede ikke blot OL. Den genererede så få penge, at det dårligt nok dækkede administrationsomkostningerne. Den nye strategi var derimod at omdanne det olympiske sponsorprogram til verdens mest eksklusive klub for sponsorer. Rettighederne til at tegne sponsorkontrakter skulle flyttes fra små 200 nationale olympiske komiteer til IOC, der kunne tilbyde den globale gennemslagskraft til selskaber som Coca-Cola, IBM, Samsung og Procter & Gamble. En af arkitekterne bag denne strategi var Horst Dassler, søn af Adolf 'Adi' Dassler, der havde grundlagt Adidas og var en af Samaranchs nære venner.

Horst Dasslers politiske indflydelse på begge sider af jerntæppet var legendarisk og kan i øvrigt aflæses på gamle billeder fra OL. En overgang ekviperede Adidas selv de olympiske hold fra DDR og Sovjetunionen. Horst Dasslers budskab til IOC var klart: »De olympiske ringe er verdens mest uudnyttede varemærke. Ingen anden større virksomhed ville acceptere en sådan situation,« sagde han til IOC i 1985. Blev det for kommercielt? Ikke overraskende var der mange, som havde det svært med, at de olympiske ringe blev kaldt for et varemærke. Og internt i IOC var der også mange, der havde svært ved at se ringene på produkter fra eksempelvis McDonald's, Heineken eller CocaCola. Dilemmaet er dog hverken unikt for OL eller noget nyt. Allerede ved vinterOL i Grenoble i 1968 konstaterede pressen, at kommercialismen havde slået OL ihjel, efter at der blandt andet blev markedsført hele to 'olympiske cigaretmærker'. Som et vigtigt eksempel på, at man står vagt om idealerne, understreger IOC sin 'clean venue'-politik: at de olympiske arenaer er renset for bandereklamer.

Gennem historien er der flere eksempler på, at OL-arrangørerne ikke var sarte, når det handlede om samarbejder. Her den olympiske cigaret fra vinter-OL i Grenoble i 1968.

Balancegangen Om clean venue-politikken er det lille lod i den vægtskål, der gør, at fordelingen mellem det kommercielle og de olympiske idealer bliver i balance, er dybest set en smagssag. Avery Brundage ville givetvis mene, at kommercialismen har sejret. Og måske forudså han det allerede, da han forlod posten i 1972. »Jeg tror ikke, at den olympiske bevægelse vil overleve mere end et par år,« udtalte han dengang. Hvis man tager hans første udsagn i denne artikel bogstaveligt, havde han ret. Hans opfattelse af de olympiske amatøridealer lever ikke videre. Det gør til gengæld den begivenhed, der fortsat er elsket af millioner af mennesker. Artiklen er primært baseret på Michael Paynes bog Olympic Turnaround: How the Olympic Games Stepped Back from the Brink of Extinction to Become the World's Best Known Brand.

IOC'S opbygning Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har en opbygning, der både er unik for en international organisation, og som har været genstand for en del kritik. Komiteen er selvsupplerende. Alle lande, der har afholdt et OL, må have to medlemmer af komiteen. Andre må have et. Antallet af medlemmer må ikke overstige 115. Tilhængere af IOC’s struktur mener, at den selvsupplerende bestyrelse er en beskyttelse mod politisk indgriben. Kritikere mener, at komiteen mangler enhver demokratisk kontrol, og at sportsfolk er underrepræsenterede, mens kendte og kongelige er overrepræsenterede. Under IOC er der 204 nationale olympiske komiteer – herhjemme Danmarks Idræts-Forbund. Til sammenligning har FN kun 193 medlemsstater.

BRIEF

juni ‘12

Indsigt

s. 32

Indblik i Nordea private bankings verden. Dine rådgivere på arbejde.

Nordeas model for risikostyring fylder ti år. I løbet af den periode er modellen blevet afprøvet af nogle af de mest voldsomme finansielle udsving nogensinde.

s. 30

Arkitekten Alvar Aalto har sat sit fingeraftryk på Finlands hovedstad, Helsinki. Det gælder ikke mindst Järnhuset i centrum, hvor Nordeas finske private banking-folk har deres gang.

Jo flere år jeg har været i branchen, jo mere ydmyg bliver jeg omkring det med at tro, at man kan 'time' sine investeringer perfekt.

Chefstrateg Frank Hvid Petersen

Vi lever i en omskiftelig verden »Hvordan kan verdens nyheder blive til gode nyheder for din formue?« Det spørgsmål har vi den seneste tid stillet i en række tv-spots. Svaret er, at vi i Nordea Private Banking sætter nyhederne ind i en større sammenhæng. Når vi sammen med dig har lagt en strategi for sammensætningen af formuen, skal du som kunde i Private Banking gerne have tillid til, at vi som din investeringsrådgiver evner at fortolke og analysere de begivenheder, som påvirker udviklingen i formuen. På få årtier er verden og dermed nyhedsstrømmen blevet langt mere kompleks: Gældskrisen i Sydeuropa, uro i Mellemøsten og et kommende magtskifte i Kina er forhold, der sætter dagsordnen på de finansielle markeder, og som der skal tages højder for, når vi rådgiver dig om investeringer. At verden bliver større, og lokale nyheder på få sekunder bliver globale, skærper kravet til at forstå begivenhederne og sætte dem ind i en større kon-

tekst – og ikke mindst at kunne reagere hurtigt, når de kan påvirke din formue i positiv eller negativ retning.

INDSIGT

I indsigt kan du læse chefstrateg Frank Hvid Petersens bud på, hvordan vi i Nordea arbejder systematisk med investeringsrådgivning, og hvorfor netop risikostyring er en af kerneydelserne i Private Banking. Vi har en klar holdning til risiko. Det handler om at være bedst muligt forberedt – på de gode såvel som dårlige nyheder. God fornøjelse med brief.

Hans Henrik Klestrup Direktør Nordea Private Banking

foto: Jacob Nielsen

Altid et øje på risikoen Frank Hvid Petersen er chefstrateg i Nordea Private Banking. Hans opgave er at forudsige, hvordan kunderne får så godt et afkast som muligt inden for den risiko, de er PARATE til at løbe. Det gør han ved at analysere sammenhænge

og tendenser.

Af Anne-Marie Mosbech Foto: Jacob Nielsen

BRIEF

juni ‘12

Jeg synes, at det er spændende at lære af historien og forsøge at se sammenhænge og tendenser i samfundet, at prøve at forudsige, hvad det får af betydning for finansmarkederne, og hvordan man som følge af det skal placere sin opsparing.« Det fortæller chefstrateg i Nordea Private Banking Frank Hvid Petersen. Frank Hvid Petersen er chef for et team på ti og har til huse i Nordeas hovedkvarter på Christianshavn i et stort hjørnekontor på 6. etage med panoramaudsigt over København. I det daglige arbejde skuer teamet ikke kun ud over byens tårne og spir, men følger nøje økonomer og andre eksperters vurderinger af konjunkturer kloden rundt. Valutaer, likviditet, krige, naturkatastrofer og andre forhold er afgørende for, hvad teamet vurderer, at de forskellige aktier og obligationer vil give i afkast, og hvilke strategier de skal lægge. På kort og langt sigt. Som chefstrateg er det Frank Hvid Petersen, der har det endelige ansvar, men beslutningerne bliver taget i fællesskab, understreger han. Mange år i branchen har gjort ham ydmyg over for hurtige og skråsikre vurderinger. Verden forandrer sig konstant, og de finansielle markeder følger med. Det skal komme kunderne til gode, mener Frank Hvid Petersen, drevet af et ønske om at hjælpe dem til at få det bedst mulige afkast set i forhold til den risiko, de kan acceptere. Hans væsentligste arbejdsredskab hedder 'Risikostyring'. »Det er vores mantra,« siger Frank Hvid Petersen. Risikostyring er vores mantra »Medierne og kunderne har fokus på, hvad der sker nu og her, men at styre og sikre risiko og lave den langsigtede plan

er det, der sikrer kunderne imod større udsving, end de havde forventet,« siger Frank Hvid Petersen. Risikostyring, som dette begreb hedder, sikrer, at kunderne ikke oplever større udsving, end de havde forventet - ifølge Frank Hvid Petersen det værste, de kan blive udsat for. Store udsving kan få os mennesker til at miste modet som investorer og til at handle i panik, for eksempel som under finanskrisen, hvor masser af mennesker pludselig omlagde deres investeringer 100 procent. Det er ikke en anbefalelsesværdig strategi. Den vigtige kundekontakt »Det koster kunderne dyrt at lægge om, og måske bliver de oven i købet ramt af at sælge på et tidspunkt, hvor værdipapirerne er ved at ramme bunden. Derfor anbefaler vi kunderne at holde fast i deres langsigtede strategi, sprede deres investeringer på forskellige værdipapirer og kun justere i dele af porteføljen, hvis der viser sig nogle kortsigtede markedsmuligheder. Vi går ikke 100 procent ud af noget og ikke 100 procent ind i noget andet. Det er det væsentligste, vi hjælper kunderne med,« siger Frank Hvid Petersen. Under interviewet skeler Frank Hvid Petersen ind imellem til sit ur. Han skal nå et tog til Herning, hvor han skal møde en gruppe potentielle kunder. Den direkte kontakt er vigtig. »Jeg tror, at vi i vores gruppe møder op mod 30.000 kunder om året. Vi er ude hele tiden, og det er vigtigt for at kunne vide, hvad der betyder noget for dem,« siger han. I slutningen af april tonede Frank Hvid Petersen frem som hovedperson i Nordea Private Bankings nye reklame-

BLÅ BOG Frank Hvid Petersen • Født i 1967. • Opvokset i en håndværkerfamilie i Farum. • Uddannet cand.polit. i 1994. • Arbejdede hos børsmæglerfirmaet Alfred Berg. • Et års jordomrejse med familien. • Ansat som strateg i Nordea Private Banking i 2002, udnævnt til chefstrateg i 2003. • Bor i Roskilde med hustru og fire børn i alderen 6-15 år.

spot og fortalte om hovedtendenserne på de finansielle markeder. Det er den slags tendenser, som han vender og drejer, bøjer og bukker, inden de bliver til strategier og 'kald'. Frank Hvid Petersens interesse for økonomi blev tændt, da han gik i gymnasiet, og undervisningen handlede om oliekrisen i 70’erne. »Jeg syntes, det var spændende, men jeg syntes også, at jeg var ret god til at se nogle sammenhænge,« siger Frank Hvid Petersen. Det er han stadig. Der bliver lyttet til hans anbefalinger. Anbefalinger bliver hørt »Når vi laver en investeringsstrategi og trykker 'Send' ud til rådgiverne, går der meget få minutter, før vi kan se, hvordan rådgiverne bruger den og tilpasser den til de enkelte kunders porteføljer. Det er ret fascinerende, og det er jeg egentlig ret stolt af,« siger Frank Hvid Petersen. Men det er også en ansvarsfuld opgave. Og den tager Frank Hvid Petersen gerne på sig. Som regel går det godt, nogle gange ekstra godt, for eksempel som da Frank Hvid Petersen og hans hold 'ramte bunden' af de brasilianske obligationer, som derefter steg voldsomt. »Det er dejligt, når vi rammer helt rigtigt. Det lever vi alle sammen på. Men jo flere år jeg har været i branchen, jo mere ydmyg bliver jeg omkring det med at tro på, at man kan 'time' sine investeringer perfekt,« siger Frank Hvid Petersen. Og der er da også dage, hvor han og

holdet rammer skævt. For eksempel som i efteråret 2011. »Efter en lang periode, hvor vi havde holdt os fra japanske aktier, gik vi i efteråret ind i en periode, hvor vi troede, at det japanske marked ville klare sig godt og give gode afkast. Men nej, det var en forkert anbefaling, så det måtte vi vende rundt,« mindes Frank Hvid Petersen. Han har været ansat som strateg i Nordea Private Banking i ti år, heraf ni som chefstrateg. Og selvom det kan føles som lange måneder, når markedet ikke følger Frank Hvid Petersen og teamets forudsigelser, må man erkende sine fejl - og måske berolige sig med et kik på statistikken. »Vi kan se, at de anbefalinger, vi har givet inden for de seneste ti år, har tilført en merværdi og samtidig holdt sig inden for risikorammerne. Det er tilfredsstillende, og det gør en forskel for kunderne,« siger Frank Hvid Petersen. Lige nu er den udfordring med at holde sig inden for rammerne særlig stor.

krudt og kugler under Anden Verdenskrig, set så stor en gæld og så store budgetunderskud i staterne i den vestlige verden, som vi ser nu. Som det tredje har centralbankerne aldrig reageret så aggressivt og trykt så mange penge, som de gør lige nu. »Alt det er historisk, og det er ikke et devalueret udtryk at bruge her. Det er historisk,« slår Frank Hvid Petersen fast. Men hvad betyder det for strategien, for anbefalingerne til kunderne? Vi kan jo tage et kik ind i Frank Hvid Petersens private portefølje. Han følger sine egne råd. Walk the talk, lover han. »Jeg har en meget lang investeringshorisont. Det betyder, at jeg går efter de steder, hvor jeg kan få noget langsigtet afkast. Jeg har meget få obligationer og mange aktier i min portefølje. Og fordi jeg har en lang risikohorisont, er jeg ligeglad med, om det hele falder ti procent i morgen. Det gør ikke noget. Der er 25 eller 30 år til, at jeg skal bruge pengene,« siger Frank Hvid Petersen.

Historisk situation udfordrer finansmarkedet Ifølge Frank Hvid Petersen befinder vi os i en særlig historisk situation. »For det første er renten faldet til et historisk lavt niveau, som vi aldrig før har set. Det er en kæmpe udfordring, for hvor skal vi få afkast fra, hvis renten næsten er nede på nul?« spørger Frank Hvid Petersen retorisk. For det andet har vi ikke, siden alle statsfinanserne blev brugt på kanoner,

BRIEF

juni ‘12

Jeg har en meget lang investeringshorisont. Det betyder, at jeg gĂĽr efter de steder, hvor jeg kan fĂĽ noget langsigtet afkast. 29

Holdbar investeringsrådgivning – også i krisetider Nordea Private Bankings investeringsforslag har stået deres prøve gennem tre historiske kriser på de globale finansmarkeder. Her forklarer Frank Hvid Petersen om fordelene ved, at der netop bliver sat tal på kundens risikoprofil. Af Thomas Engelsmann

urolige tider er det ekstra vigtigt at have et solidt fundament. Tilbage i 2001 indførte Nordea en ny og mere struktureret tilgang til de investeringsfor-

slag (porteføljer), der tilbydes kunder i Private Banking. Godt ti år senere har vores investeringsrådgivning og risikostyring skullet modstå tre finansielle kriser:

Første gang tilbage i september 2001, da terrorangrebet i USA sendte rystelser gennem det finansielle system. Syv år senere, da den krakkede amerikanske

2001 – terrorangrebet i USA Verden befinder sig i en tilstand af chok og usikkerhed efter terrorangrebet på World Trade Center i New York. Børserne i New York holder lukket i en uge, og da markederne igen åbner 17. september, falder det ledende indeks Dow Jones Industrial 7 procent. Da ugen er gået, er der barberet 14 procent af værdien af de største amerikanske aktier. 140

foto: scanpix

Et årti med terrorangreb, 'BULL MARKET', boligboble og finanskriser

2003 – begyndelsen på et langt 'bull market' I USA sænker centralbankchef Greenspan renten til rekordlave niveauer. Kombineret med en nem og billig adgang til kredit bringer det for alvor verdensøkonomien op i gear.

2004 – Emerging Markets bliver en del af vores anbefalinger Polen, Tjekkiet og en række andre tidligere østbloklande bliver medlem af EU i den største udvidelse af det europæiske samarbejde til dato. Det er også året, hvor Emerging Markets bliver en selvstændig del af vores anbefalingsunivers.

INDEKS

120 100 80 60 40 2001

2002

2003

2004

2005

2006

Federal funds rate Den amerikanske centralbanks officielle styringsrente. Styringsrenten er et af centralbankens vigtigste værktøjer til påvirkning af den økonomiske aktivitet i samfundet. I 2001 var det amerikanske renteniveau på 5 procent, mens renten i dag er ned på en kvart procent.

BRIEF

juni ‘12

investeringsbank Lehman Brothers udløste en global økonomisk nedtur, og senest under den nuværende gældskrise i Europa. »I de ti år, vores metodiske tilgang til investeringsforslag har eksisteret, har verden været udsat for nogle ekstreme chok, hvor aktier i de mest turbulente perioder har tabt op til 50 procent på et enkelt år. Trods dette har vores porteføljer leveret det, de skulle, og holdt sig inden for de fastsatte risikogrænser. Det viser deres styrke og holdbarhed,« siger Frank Hvid Petersen. Han fremhæver, at styrken bag rådgivningen i Private Banking er, at alle investeringsforslag ledsages af en 'varedeklaration', der på forhånd indikerer risikoen ved en given investering. »Vi lover ikke kunderne et bestemt afkast eller at slå markedet år efter år, men vi opstiller en meget konkret ramme for,

hvordan en investering med 95 procents sandsynlighed vil udvikle sig. Vi sætter med andre ord et konkret mål for risiko, så kunderne på forhånd ved, hvad de går ind til. Det giver tryghed at vide, at der er styr på risikoen – også når markederne kommer i strid modvind.« Dialogen mellem kunde og rådgiver Porteføljernes forventede afkast bygger på en række antagelser om de langsigtede afkast for aktier og obligationer. Forudsætningen for at sige noget meningsfyldt om, hvordan en given investering vil udvikle sig, er, at kunden er tro mod den risikoprofil, der er aftalt, og ikke undervejs ændrer væsentligt i porteføljen. Selv i en portefølje med lav risiko vil der over en horisont på for eksempel seks år kunne opstå tab undervejs. I en sådan situation er det vigtigt at holde hovedet koldt og huske på, at porteføljen er sammensat med

foto: scanpix

September 2008 – Lehman Brothers krakker Den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakker i september, og finanskrisen bryder for alvor ud. Konkursen er den største i amerikansk virksomhedshistorie. I et forsøg på at stimulere den amerikanske økonomi sænker formanden for den amerikanske centralbank Ben Bernanke styringsrenten til 0,5 procent.

henblik på, at der efter seks år ikke vil være opstået tab. »Bag det investeringsforslag, investeringsrådgiveren udarbejder, indgår en række avancerede beregninger, men dialogen mellem kunde og rådgiver er det vigtigste led i kæden. Rådgiveren udarbejder en finansiel plan med udgangspunkt i kundens ønsker og behov, og sammen med kunden opnås den risikoprofil og portefølje, der er de rigtige for den enkelte kunde,« slutter Frank Hvid Petersen.

2011 og 2012 – gældskrisen i Europa eskalerer Gældskrisen eskalerer i Europa. Grækenland er det første euroland, der må 'defaulte' på sin gæld, og europæiske statsobligationer betragtes ikke længere som sikker havn. Kina er nu en af verdens største økonomier og for alvor et globalt vækstlokomotiv, der spiller en afgørende rolle for væksten og velstanden i de vestlige lande.

5 4 3 2 1 0 2007

2008

2009

2010

2011

2012

MSCI Verden (DKK) Indeks over udviklingen i de globale aktiemarkeder. Aktierne faldt kraftigt umiddelbart efter terrorangrebet i New York. I 2003 begyndte et langt 'aktierally', der varede helt frem til, at den globale finanskrise for alvor brød ud i 2008.

Alvar Aaltos ånd over Järnhuset Järnhuset i Helsinki er en af arkitekten Alvar Aaltos perler i den finske hovedstad. Nu er bygningen blevet renoveret i samarbejde mellem Nordea og Alvar Alto Museet.

å Keskuskatu i Helsinki ligger en vigtig del af den moderne arkitekturs kulturarv. Det drejer som om Järnhuset, der er tegnet af den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto. Da bygningen stod klar i 1957, var den lidt af en sensation. Huset havde blandt andet Finlands første selvbetjente elevatorer. Navnet stammer fra den første ejer, der var en brancheorganisation for jernhandel. Siden har der været et utal af forskellige aktiviteter fra slagterbutik, designbutikker til natklub. Siden 2003 har Nordea haft til huse her. Blandt andet ligger den finske Private Bankingorganisation her. I gadeplan ligger stormagasinet Stockmann. Sidste år indledte Nordea et samarbejde med Alvar Aalto Museet om at bevare husets kulturelle arv så godt som muligt. »Samarbejdet tog udgangspunkt i, at vi ville præsentere Järnhusets unikke historie for dem, der besøger huset. Projektet viser, at Nordea interesserer sig for sine omgivelser og for at formidle bygningens kulturelle betydning til kunderne,« siger lederen af Alvar Aalto Museet, Susanna Pettersson. Museet har undervist Nordeas ansatte, så de kan formidle Alvar Aaltos ideer til kunderne. »Det hele handler om menneskekroppen i forhold til rummet og hele bygningens proportioner. Lyset og mangfoldigheden af materialer er i sig selv en fortælling. Det er en meget inspirerende bygning,« fortæller Susanna Pettersson.

Keskuskatu er en de mest centrale placeringer i Helsinki og en af de dyreste grunde i den finske udgave af brætspillet Matador.

Lysets historie Alvar Aalto beskæftigede sig meget med lysets variation, og i Järnhuset kan man også opleve, at rummene er formet i et samspil med lyset. Den mest specielle løsning er Marmorhallens tagvinduer, der

BRIEF

juni ‘12

Alvar Aalto

Lamperne over ovenlysvinduerne sikrer lyset i Marmorhallen nedenunder.

Alvar Aalto levede fra 1898 til 1976 og var en af de vigtigste arkitekter inden for funktionalismen. I Danmark er han blandt andet kendt for at stĂĽ bag KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, det tidligere Nordjyllands Kunstmuseum. Ikke mindst hans buede vase, kendt som Aalto Vasen, er berĂ¸mt over hele verden.

Ligesom sine samtidige danske arkitekter havde Alvar Aalto belysningen i centrum, hvilket stadig kan fornemmes i den velbevarede bygning.

Mamorhallen er husets hjerte. I loftet kan man se de runde ovenlysvinduer, som man kan se fra taget af på forrige side.

bliver belyst udefra. Om vinteren smelter varmen fra lamperne sneen og lader lyset komme ind. Alvar Aalto Museet har lavet en udstilling om Aaltos unikke lamper og belysningsløsninger, der åbnede i februar. Susanna Pettersson er meget glad for samarbejdet. »Det findes mange andre tilsvarende bygninger i Helsinki, fra Finlandiahuset til Folkpensionsanstalten. Og det er selvfølgelig interessant for dem, der besøger huset, at de får noget at vide om huset, og at de er en del af husets historie.« Museet er i gang med at udgive en bogserie om Aaltos bygninger. I december udkom den 17. bog i serien på initiativ af Nordea. Bogen fortæller Järnhusets historie ved hjælp af fotos, skitser og tekster fra samtiden. »I bogen er der også en beskrivelse, som Alvar Aalto selv har skrevet om huset. Og i dag er det sjovt at læse om de ideer, der oprindeligt lå bag,« fortæller Susanna Pettersson. Tekst og fotos er fra Nordea Private Banking Magazine Finland 1/2012. © Sanoma Magazines Finland.

BRIEF

juni ‘12

foto: scanpix

INDIEN: VÆKSTEN UDEN GRÆNSER?

UDSYN

Indiens økonomi vokser stadig. Men befolkningen, der snart vil være verdens største, vokser endnu hurtigere. Hvis enderne skal mødes, kræver det reformer i et land, som allerede har ændret sig så meget, at det kan være svært at genkende. Af Ebbe Fischer

INDIENS RESULTATER OG UDFORDRINGER

Indien har gjort store økonomiske fremskridt de seneste årtier, men landet er på mange områder stadig et uland. Her er nogle eksempler på en statistisk historie om et land med to ansigter.

INDIENS STORE RESULTATER

74% AF INDERNE KAN LÆSE OG SKRIVE

IFØLGE PWC'S ANALYSE FRA 2011 VIL INDIEN VOKSE MED GENNEMSNITLIGT

URBANISERING:

OM ÅRET FREM TIL 2050.

DERMED BLIVER INDIEN VERDENS

INDIEN ER VERDENS

AF INDIENS 247 MIO. HUSSTANDE LIGGER I BYER

STØRSTE IMPORTØR AF MILITÆRT ISENKRAM

AF BNP, MENS LANDBRUGET KUN UDGØR

ØKONOMI

I FØRSTE HALVDEL AF DET 21. ÅRHUNDREDE

HAR ADGANG TIL EN TELEFON. FOR TI ÅR SIDEN VAR DET

54% OG INDUSTRIEN

VOKSENDE

63%

SERVICESEKTOREN UDGØR

28% 18%

HURTIGST

45%

60% HAR ADGANG TIL EN BANK

AF HUSSTANDENE HAR CYKLER

BRIEF

juni ‘12

47%

Kilde, hvis ikke andet er nævnt: The Registrar General & Census Commissioner, India.

AF HUSSTANDENE HAR ELEKTRICITET KUN

AF HUSSTANDENE HAR COMPUTER MED INTERNETADGANG

DE GAMLE UDFORDRINGER INDIEN – EN STATISTISK UDFORDRING

26%

Det er ekstremt svært at indhente valide statistiske data i et udviklingsland med 1,2 mia. mennesker – fordelt på en række kaotiske storbyer og 120.000 landsbyer, der taler 16 forskellige sprog.

AF INDERNE ER ANALFABETER

50%

IFØLGE WHO DØR

900.000

AF BEFOLKNINGEN HAR IKKE ADGANG TIL KLOAKERING

KUN OMKRING

AF ALLE HJEM HAR RENT DRIKKEVAND I HANERNE

INDERE HVERT ÅR AF AT DRIKKE BESKIDT VAND

AF BEFOLKNINGEN EJER EN BIL

I LANDDISTRIKTERNE LAVER

Duvvuri Subbarao er direktør for Indiens centralbank, Reserve Bank of India, og han udtrykte i juli sidste år sit ønske om at forbedre indsamlingen af økonomisk statistisk materiale. Den udmelding skabte en del opmærksomhed om problemet. Særligt er statistikken på landbrugsområdet behæftet med stor usikkerhed. Ifølge en rapport fra Indiens Landbrugsministeriums ekspertgruppe, Expert Committee for Improving Agricultural Statistics, skyldes manglen på valide data i høj grad, at mange landsbyer ligger i ufremkommelige egne, og staten derfor er tvunget til at sætte sin lid til uuddannede landsbyboere. http://www.thehindu.com/business/ Economy/article2216561.ece

AF HUSSTANDENE STADIG MAD OVER ÅBEN ILD

http://www.business-standard.com/india/news/nchandra-mohan-povertyreliable-numbers-/460378/

KAN INDIEN SÆTTE KRONEN PÅ VÆRKET? Indien har gjort store fremskridt, siden økonomien tog fart efter reformer i halvfemserne. Men væksten er ikke længere tocifret, og eksperter efterlyser nye reformer i et land, der skal skabe en million job om måneden for at holde trit med befolkningstilvæksten. Og det kniber.

Af Ebbe Fischer

ndien er en kommende supermagt, mener mange. Landet overhaler Kina som verdens mest folkerige land om få år, og ifølge en analyse af PWC vil landet vokse med gennemsnitligt otte procent om året frem til 2050. Dermed bliver Indien verdens hurtigst voksende økonomi i første halvdel af det 21. århundrede. Medmindre … Medmindre reformprocessen går i stå. Danmarks ambassadør i Indien, Freddy Svane, er blandt de mange eksperter, der efterlyser nye tiltag. Han peger på, at reformtempoet bliver bedømt internationalt, og at investorerne er nervøse. Særligt ser han to risikofaktorer. »Investorerne har behov for øget sikkerhed, og der er behov for øgede

investeringer i infrastruktur - i ordets bredeste betydning,« siger han og henviser til nye veje, mere uddannelse og bedre energiforsyning. Freddy Svane understreger, at landet overordnet set er på rette kurs, selvom væksten er røget 'helt ned' på seks-syv procent om året – ganske lavt på de kanter. Indien har nemlig behov for vækst på minimum seks procent årligt for at følge med væksten i befolkningen, der har rundet 1.200 millioner mennesker, hvoraf halvdelen er uden adgang til elektricitet og kloakering. »De fattige bliver færre og færre, men det er stadig et meget stort tal. Vi bevæger os på to forskellige niveauer i Indien, og de internationale investeringer er helt nødvendige for at sikre en fortsat stor fremgang,« siger ambassadøren. Reformerne kommer Anthony D’Costa er professor i indiske studier og leder af asiatiske studier ved

CBS i København. Professoren er vokset op i Indien og følger udviklingen nøje. Han er enig i, at reformer er en forudsætning for høj vækst. Og de kommer også, mener han. »Alle ved, at regeringen vil ændre sine politikker og lancere nye reformer. Det er kun et spørgsmål om tid. Det er simpelthen nødvendigt,« siger han og tilføjer, at opbremsningen i væksten delvist skyldes den globale krise. Professoren peger desuden på, at en reformering af lovene inden for detailhandelen er særlig vigtig. »I den sektor er det ikke tilladt for udenlandske virksomheder at eje over halvdelen af et selskab, og dermed er sektoren reelt lukket for udenlandske kæder som for eksempel Wall-Mart. Men det vil skifte. Det er nemlig den retning, det altid går i, fordi den voksende middelklasse presser på,« siger han. Freddy Svane er enig i, at reformerne formodentlig er på vej.

BRIEF

juni ‘12

foto: scanpix

Indien – kontrasternes økonomi Indien er verdens 11. største økonomi målt i absolutte tal, og BNP var på 4.500 mia. US$ i 2011. Målt på intern købekraft i hjemlandet er Indien imidlertid nummer tre på den globale BNP-liste, kun overgået af USA og Kina. BNP er vokset med over syv procent i snit om året siden 1997, og i 2012 ventes væksten at blive på netop syv procent. BNP pr. indbygger 3.700 US$ i 2011 (Danmark 40.200 US$). Indien var en britisk kronkoloni frem til 1947, og landet blev konsekvent kaldt ’Imperiets Juvel’ pga. dets størrelse, naturrigdom og kulturelle historie. Indien har 1.2 mia. indbyggere og er verdens største demokrati. Kilde: CIA World Factbook En legetøjssælger venter på kunderne i Amritsar i det nordlige Indien. Selvom Indiens økonomi stadig er i vækst, lever efterspørgslen ikke altid op til forventningerne.

»Det er jo tydeligt, at den markedsvenlige politik, som Indien slog ind på i begyndelsen af halvfemserne, har været god for landet. Der er selvfølgelig nuanceforskelle mellem regering og opposition, men alle er dybest set af den opfattelse, at Indien skal generere vækst og job,« siger han. Entreprenørernes land To ting kendetegner dybest set Indien, mener Freddy Svane. Den ene er den høje tolerancetærskel i en multinational stat, der rummer en lang række forskellige etniske grupper. Den anden er entreprenørånden. »Det har slået mig, at Indien har en stor iværksætterkultur. Især blandt yngre generationer. Alle vil have deres eget og bygge noget op - ikke bare for sig selv, men også for andre,« siger ambassadøren. Noel Ryan er CEO for Danfoss i Indien. Han er begejstret for den erhvervs-

venlige mentalitet i landet, og han har planer om at ansætte flere hundrede nye ingeniører i landet, fortæller han. »Inderne er absolut entreprenører. De er åbne over for at lave forretning, og de tager imod talenter med åbne arme. De er sultne efter eventyr, efter at være en del af en proces – både i det offentlige og i den private sektor. De er ivrige efter at bringe ny teknologi ind i landet, og de vil også gerne udvikle teknologi selv,« siger han. Noel Ryan ser imidlertid også faresignaler, hvis ikke nye reformer bliver vedtaget. Han mener, det skal være nemmere at erhverve land, og at processerne for iværksættere skal glide lettere. Hans egen virksomhed er desuden stødt på store udfordringer i forretningsgangen. »Vi oplever, at det er meget svært at få gennemsigtighed i forhold til tidsperspektivet i processerne. Vi aner ikke, hvornår vi får de nødvendige godkendel-

ser. Hvis processerne bliver mere gennemsigtige, vil det blive nemmere at lave forretning,« siger han. Noel Ryan er imidlertid også fortrøstningsfuld. Han er sikker på, at parlamentet får gennemført de nødvendige love, så væksten kan opretholdes et godt stykke over de nødvendige seks procent. »Jeg er absolut ikke i tvivl om, at Indien vil fortsætte fremad med høj vækst. Nogle gange går det lidt op og lidt ned, og væksten er bestemt lavere end forventet. Men retningen er klar. Regeringen og den private sektor arbejder godt sammen om en lang række programmer,« fastslår han.

»INDIEN ÆNDRER SIG EKSTREMT HURTIGT«

Indiens hastige økonomiske udvikling gør det svært for indbyggerne at bevare forankringen i den ældgamle kultur, mener forfatteren Akash Kapur, som selv er et billede på landets forvandling. Han er født i et fattigt landdistrikt, men flyttede til USA som 17-årig, hvor han læste på Harvard. Af Ebbe Fischer

an en ældgammel nation fastholde sin identitet under et historisk skift fra tilbagestående landbrugsland til kapitalistisk stormagt? Den 37-årige indisk-amerikanske forfatter Akash Kapur er i tvivl. Og tvivlen

Akash Kapur • Født i Indien i 1974. • Moderen er amerikaner, og faderen er inder. • Flyttede til USA i 1991, hvor han har læst filosofi på Harvard. • Debuterede som forfatter med India Becoming i marts 2012. • Kommentator i The Economist, New York Times, The New Yorker mv. http://www.akashkapur.com/

bekymrer ham. »Det et problem, at mange indere har svært ved at følge med udviklingen. Livsformen ændrer sig ekstremt hurtigt, og mange savner den traditionelle livsstil,« fortæller han til brief og understreger, at Indiens forvandling ikke er entydigt god eller dårlig. Akash Kapur har mærket transformationen på egen krop og har siden skrevet den roste bog India Becoming, hvor han forsøger at give et nuanceret billede af den vækstprægede økonomiske udvikling i landet. »Jeg har ønsket at kommunikere kompleksitet i min bog, fordi meget af skrivningen om Indien kun omhandler én side af udviklingen. Typisk den voksende økonomi eller de mange fattige,« siger han. Hjemstavn forandret Akash Kapur flyttede i 1991 med sin amerikanske mor og indiske far til USA. Hans mor var skolelæ-

BRIEF

juni ‘12

foto: scanpix

rer og faderen forretningsmand, og Akash Kapur blev pludselig indisk-amerikaner. Fra Amerika observerede han en historisk transformation. Den økonomiske udvikling i Indien har nemlig bragt moderne forhold såsom kloakering og rindende vand til mange millioner indere. Og det er en god udvikling. Det kan der ikke være tvivl om. Men har nationen tabt noget undervejs? Akash Kapur har i hvert tilfælde svært ved at genkende det Indien, han forlod. »Min barndomslandsby er fuldstændig forandret. Da jeg voksede op, var det et landdistrikt med tilbagestående landsbyer. I dag er området urbaniseret; landsbyer er blevet til byer, gårde er forsvundet, rismarker er blevet til store boligområder,« forklarer han med bekymret mine.

»Indiens landsdistrikter har deres egen rytme, der fik os til at føle os trygge. Det var langt fra storbyernes kaos.«

foto: polfoto

Uddrag fra Akash Kapurs bog.

»Indien producerer i omegnen af 100 millioner tons kommunalt affald hvert år. Ifølge OECD bliver blot 60 procent indsamlet. Og en næsten ikkeeksisterende del bliver genbrugt. Affaldet hober sig op, rådner og forurener luften og vandet.« Uddrag fra Akash Kapurs bog.

India today – Copenhagen Tomorrow Der er gode muligheder for at lære mere om Indien og ikke mindst indisk kultur i løbet af efteråret, hvor der er en række arrangementer støttet af fonden ’India today/Copenhagen tomorrow’. Det bliver blandt andet til en stor kunstudstilling på kunstmuseet Arken syd for København. Projektet bliver blandt andet støttet af det store indiske ingeniørfirma Larsen og Toubro, der har danske rødder, samt af Nordea-fonden. Læs mere på: http://indiatoday.dk/

Fede tider Akash Kapur er tilsyneladende ikke ude i et bagstræberisk ærinde. Han fortæller, at han på sine rejser til Indien også møder mange, som er glade for udviklingen. En udvikling, der giver millioner af mennesker nye chancer for personlig berigelse og succes. Hvad er det bedste ved den økonomiske udvikling? »Det øgede velstandsniveau. Folk har en masse ting, de ikke havde før. De unge har en masse muligheder, og når du spørger dem, er de fleste glade, mens den gamle generation har set en positiv velstandsstigning, men er mere bekymret. Jeg tror dog ikke, at problematikken kan adskilles i generationer,« siger han og understreger, at alle indere skal huske den historiske forankring. »Indien er en gammel kultur med rødder tusinder af år tilbage i tiden, og det er vigtigt, at man ikke glemmer sin kulturelle identitet,« siger han og kalder udviklingen 'amerikanisering'. Miljø truet Den hastige udvikling fører også mere håndgribelige problemer med sig. Akash Kapur peger på de miljømæssige konsekvenser som et problem, staten ikke magter at tackle. »Indien har et behov for bedre regeringsførelse, men det er ikke så nemt. Jeg har mødt mange statsligt ansatte, der er begejstrede for udviklingen, og som gør deres bedste. Men det er svært for regeringen at implementere og håndhæve love i alle hjørner af landet,« siger han. At Indien er under grundlæggende transformation, er de fleste enige om. Men ifølge Akash Kapur vil det være tåbeligt at tro, at landet ser ud som USA om få årtier. »Indien er en af verdens ældste civilisationer, og man vil stadig kunne mærke historien,« siger han. Hvad vil være den ideelle udvikling for Indien? »Det vil være en udvikling, der bringer velstand, uden at den sociale ulighed eksploderer, uden at man sætter sin kulturelle identitet over styr, og uden at miljøet lider overlast. Man skal desuden anerkende, at økonomisk fremgang ikke er den eneste parameter for et udviklet land,« siger Akash Kapur og henviser til uddannelse, ligestilling og sundhed som andre parametre.

foto: scanpix

ATTITUDE

General Knud Bartels • Født d. 8. april 1952 i København. • Tiltrådte 1. januar 2012 som formand for NATO’s militære komité i Bruxelles. • 2009-2011 dansk forsvarschef. • 2006-2009 Danmarks militære repræsentant i NATO og EU. • Karrieren i hæren begyndte i 1972. • Gift med Inge Vasteenkiste.

»Det er dødsensfarligt at omgive sig med ja sigere« Der sidder to danskere på centrale chefposter hos NATO i Bruxelles. Vi har mødt general Knud Bartels, chef for NATO's militære komité, til en samtale om ledelse, forbilleder og den danske soldats kvaliteter. Af Ebbe Fischer

BRIEF

juni ‘12

I NATO's hjerte Kort efter bliver vi hentet af en ung kvindelig assistent i spadseredragt. Hun er fra Italien, taler godt engelsk, og hun guider os sikkert videre gennem to nye sikkerhedstjek. Pludselig står vi inde i selve NATObygningen. Loftet er lavt og betonen massiv. Det er som at træde ind i en ame-

rikansk film med hundredvis af velklædte statister i hastig gang mod mål i alle retninger. Et kæmpe brød med 'Kendrick US Army' syet på skulderen vader forbi os uden at blinke, og bag ham myldrer jakkesæt og soldater ind og ud mellem hinanden i et velorganiseret virvar. Vi går videre ad en lang række mindre gange, indtil vi ser general Knud Bartels med sine militære assistenter omkring sig i et hjørne af den gigantiske bygning. Han er ikke særlig høj, men har en dyb, myndig stemme. Knud Bartels viser ind i sit kontor. Det er stort uden at være prangende. På skrivebordet er papirerne lagt til rette med militær præcision. Vi sætter os ved et mødebord, og Knud Bartels fortæller, hvad det vil sige at være formand for NATO's militære komité. »Min rolle som formand er at styre diskussionerne og skabe forudsætning for konsensus. Det er vigtigt, at vi bliver enige om en fælles vej, hvad den så end er,« siger han. Knud Bartels har tidligere været udsendt i Kosovo og på Cypern, mens han i 2006-2009 var Danmarks repræsentant i netop den militærkomité, han nu er formand for. Bag skrivebordet hænger et billede fra Afghanistan, hvor hjulet på den pansrede mandskabsvogn er sprængt. »Jeg sad inde i køretøjet,« fortæller Knud Bartels under interviewet og tager billedet ned fra væggen for at vise det frem.

Fogh Rasmussen, og det er helt usædvanligt. Knud Bartels har et bud på, hvorfor et lille nordisk land sidder på to så tunge poster i alliancen. »Danmark er i dag placeret på det militære verdenskort. Vi mærker stor anerkendelse af den danske indsats og de ofre, danskerne yder,« siger generalen og henviser til, at Danmark er blandt de største bidragydere til NATO’s operationer målt pr. indbygger. »Vi har løftet store opgaver på Balkan, i Libanon, i Libyen, i Afghanistan, i Irak og i Det Somaliske Bassin. Den danske hær

foto: scanpix

en spejlblanke sorte Mercedes glider næsten lydløst gennem morgendisen. Få minutters kørsel fra Bruxelles Lufthavn ligger en stor, lidt kedelig kontorbygning omkranset af pigtråd – som et lille stykke krig midt i diplomaternes hovedstad. Foran bygningen blafrer 28 flag i vinden ved siden af en stor, karakteristisk stjerne: symbolet på verdens stærkeste militære alliance. Vi er landet i NATO-hovedkvarteret. Foran skudsikre ruder og metaldetektorer ved indgangen er en britisk soldat faldet i snak med en lille gruppe mænd i jakkesæt. Soldaten beretter begejstret om Afghanistan, mens jakkesættene smiler tilbageholdende, næsten med ærefrygt. »Det var helt utroligt. Der var ingenting, kun stjerner og bjerge,« siger soldaten, og mændene lytter intenst til beretningen fra fronten. Kontrasten mellem jakkesæt og uniform er slående. Selvom tonen er venlig, ser de tydeligvis hinanden lidt an, hvilket skal vise sig at være karakteristisk for det politiske og militære niveau i alliancens inderste.

NATO’s opbygning North Atlantic Treaty Organization blev stiftet i Bruxelles i 1950 (på grundlag af Atlantpagten fra 1949) pga. truslen fra Sovjetunionen. NATO er en alliance mellem 28 lande.

Dansk magt Danmark har som bekendt også posten som generalsekretær i NATO ved Anders

Alliancens grundsten er Artikel 5, der formulerer, at et angreb på ét land er et angreb på alle lande, hvilket også kræver et modsvar fra alle 28 lande.

foto: scanpix

NATO er i praksis en overbygning af civile og militære organisationer. Den øverste ledelse er civil, idet landenes politiske ledelse de facto har det sidste ord. I praksis styres alliancen imidlertid af Det Nordatlantiske Råd, der består af 28 ambassadører, som er i stand til at tage bindende beslutninger i Rådet. Hvert land stiller naturligvis med én ambassadør i Rådet. Møderne i Rådet ledes af generalsekretæren (p.t. Anders Fogh Rasmussen). Lederen af den militære komité (p.t. Knud Bartels) er militærets repræsentant i Rådet. Han formidler komiteens militære anbefalinger efter politikernes aktuelle behov. Knud Bartels som dansk forsvarschef i Helmand-provinsen i Afghanistan. Her forhandler han med lokale stammeledere. Billedet er fra 2009.

Knud Bartels’ fem forbilleder Den danske general nævner fem historiske generaler, når han skal beskrive sine inspirationskilder:

1. Feltmarskal Alain Brooke, chef for den britiske generalstab under Anden Verdenskrig. »Han var Winston Churchills nærmeste rådgiver under krigen, og han har beskrevet, hvor svært det er at få den politiske og den militære verden til at spille sammen.« 1. 2. General George C. Marshall, øverstkommanderende for den amerikanske hær i 1939-1944. Siden udenrigsminister og manden bag Marshallplanen – USA’s storstilede hjælpepakke til Europa efter krigen. »Han spillede sin rolle for præsident Roosevelt med loyalitet og gennemsigtighed, og han hævede sig over dagligdagen og koncentrerede sig om at holde fokus 2.

på den langsigtede udvikling. Et menneske, som i ordets nobleste forstand tjente sit land.«

3. General Charles de Gaulle, fransk kriger, statsmand og landsfader. Leder af de frie franske styrker under Anden Verdenskrig. I 1958 grundlagde han som præsident Den Femte Republik. »Han hev sit land op med sin rene vilje.«

4. Feltmarskal William Slim, chef for den 14. britiske armé i Burma under Anden Verdenskrig. Slim ledede en succesrig modoffensiv mod de japanske styrker i 1945. »Han var måske den største krigsgeneral under Anden Verdenskrig.«

5. General Christian de Meza, dansk overgeneral 4.

i 1864 og manden, som traf den kontroversielle beslutning om at rømme Dannevirke, da tyskerne truede. Danmark tabte krigen og de to hertugdømmer Slesvig og Holsten. »De Meza trak hæren imod al dårlig rådgivning, herunder politisk. Det var suverænt af de Meza at sende et telegram om sin beslutning til København og dernæst klippe kablerne, så han ikke kunne få en modordre. Ellers var hæren blevet nedkæmpet, og så havde Danmark stået uden hær.«

er erfaren. Jeg vil ikke sige, at vi er bedre end de andre, for så er vi allerede på vej ned ad den sæbeindsmurte sliske af selvfedme. Det kan altid gøres bedre. Men det er blevet bemærket, at danskerne har gjort det godt,« fastslår Knud Bartels og uddyber, hvad der gør indsatsen internationalt anerkendt. »Det danske samfund producerer kritiske individer, og det har forsvaret en evne til at udnytte. Den danske soldat er præget af modenhed. Han diskuterer gerne og kommer med indspark, men når hans overordnede har truffet en beslutning, så følger han ordren og stoler på, at det er den rigtige beslutning. At beslutningen er truffet på det bedst mulige grundlag. I min 40-årige karriere har jeg aldrig følt, at jeg blev kanøflet. Jeg har altid følt, at jeg fik en ordre, som var gennemgående velovervejet,« siger Knud Bartels og tilføjer, at han også hører nøje på sine egne underordnede. »Jeg har jo mine oberster, som siger ’hr. general, det kunne man godt gøre på en anden måde'. Det er min opgave at lytte til deres råd og dernæst træffe en beslutning. Men det værste, man som leder kan gøre, er ikke at træffe en beslutning,« siger han. Militær topledelse Generalen holder en pause, rejser sig fra mødebordet og går over til sit skrivebord. Her finder han en pose bolsjer frem. Han tager omhyggeligt et enkelt bolsje op af posen, placerer det i munden og knaser det lidt, inden han kommer tilbage og giver en advarsel. »Det er dødsensfarligt at omgive sig med ja-sigere. Det er ikke ensbetydende med, at dine folk ikke skal være loyale, men en leder skal have noget modspil. Når man dernæst har taget en beslutning om at gå én vej, så går man den vej sammen. Og i forsvaret hersker en meget stor loyalitet. Når ordren er givet, så ruller vi,« siger han. Hvordan forholder en militær leder sig til, at hans beslutning kan betyde liv eller død? Knud Bartels holder en lille pause, inden han svarer. »På en slagmark kan man aldrig vide, hvad man bliver konfronteret med, og hvis man giver efter for sine følelser, så risikerer man at blive til fare for sin enhed. Det er en balance, der er ekstremt vanskelig, og man må heller ikke forfalde til kynisme,« siger han og læner sig lidt frem. »I forsvaret opbygger soldaterne en

BRIEF

juni ‘12

foto: ebbe fischer

Om jobbet som chef for NATO'S MILITÆRE KOMITÉ Det er en af de store internationale poster, Knud Bartels sidder på. Det er hans opgave at koordinere og fremføre militærets råd over for de politiske beslutningstagere i NATO. Den tidligere danske forsvarsminister Hans Hækkerup fortæller, at det er en vanskelig post at bestride. »Den største udfordring er at håndtere forskellene mellem de forskellige nationale og regionale kulturer. Formanden for militærkomiteen skal først og fremmest koordinere forsvarschefernes synspunkter og præsentere synspunkterne for NATO's militære kommandosystem og det politiske niveau,« forklarer Hans Hækkerup og uddyber: »Formanden skal have et indgående kendskab til det politiske spil i NATO's struktur, og han skal have politisk flair. Det er ikke altid, at det militært ønskelige er det politisk mulige. Desuden skal vedkommende have erfaring fra arbejdet i internationale stabe og udsendelse i NATO's missioner for at have gennemslagskraft i den politiske del af alliancen.«

psykisk selvdisciplin, der medfører, at når faren er højst, så bliver man ved med at løse opgaven. Ingen i en enhed vil svigte de andre,« fastslår Knud Bartels.

skal føle sig trygge ved rådgivningen. Selv håber han at blive husket som en loyal medarbejder. »Jeg håber, man vil sige, 'han var soldat',« siger den danske general.

foto: scanpix

Politisk balance Generalen erkender sammenstødet mellem det politiske og det militære niveau, og at det kan være en udfordring at få de to niveauer til at spille sammen. »Den politiske verden bliver nemt fristet til at udsætte beslutninger, mens den militære verden skal træffe beslutninger hurtigt. Militæret er handlingens organisation, men vi siger altid til politikerne, at vi ikke kan forudse alt. Vi kan maksimere mulighederne, og det er noget andet,« siger han og uddyber, hvordan han forsøger at få de to niveauer til at spille sammen. »Succes baserer sig på din evne til at opbygge menneskelige relationer. Hvis du skal være effektiv i et multinationalt og multikulturelt hovedkvarter som NATO, så skal du ikke kun være dygtig, men også anerkendt. Du skal kunne lytte og argumentere og fokusere på opgaven,« siger Knud Bartels, som mener, det er vigtigt, at en forsvarschef har et livslangt militært karriereforløb bag sig. »En forsvarschef kan ikke være civil, fordi han er regeringens militære rådgiver, og det kan man ikke uden et dybt kendskab til, hvad sagen drejer sig om,« siger han med henvisning til, at det blev

diskuteret, om hans efterfølger kunne være en person med begrænset militær erfaring. Hans egen målsætning som formand for NATO’s militære komité er at bibringe rådgivningen et så højt militærfagligt niveau som muligt. De politiske ledere

I september sidste år blev Knud Bartels valgt til formand for NATO's militære komité af forsvarscheferne fra de 28 NATO-lande.

UDSYN

Her hviler Det er formentlig et spørgsmål om tid, før vi ikke kommunikerer ved hjælp af håndskrift længere. Er der grund til at græde, eller skal vi i stedet glæde os til at slå knude på kragetæerne?

et er først på aftenen, og jeg sidder ved spisebordet i stuen med papiret på bordet foran mig. Linjerne er stadig tomme. Jeg griber om kuglepennen med min venstre hånd og trykker den let mod papirets øverste venstre hjørne. Jeg har sat mig for at skrive et brev til en, jeg kender. Sådan et rigtigt brev, skrevet i hånden, ligesom i gamle dage. Roligt former jeg de første bogstaver. K-Æ-R-E. Gør mig virkelig umage. Men det falder mig slet ikke nemt eller naturligt. Jeg må anstrenge mig for at holde kuglepennen på den rigtige måde, og flere af bogstaverne må jeg tilbage og optegne igen, fordi de bliver til ulæselige kruseduller. Jeg må erkende, at jeg ikke længere mestrer disciplinen at skrive i hånden. I hvert fald ikke på en måde, som jeg kan bruge til ret meget. Jeg er en af dem, den amerikanske retorikprofessor Anne Trubek skriver om i sit essay Handwriting is History fra 2009: »Det varer ikke længe, før håndskriften er så godt som væk. Vi har fundet hurtigere og mere effektive metoder, og det passer bedre til den måde, vi lever på i dag. Ikke fordi vi skal haste alt igennem, men fordi vi vil bruge tiden på det, der giver mest mening. Det giver mere mening at bruge mere tid på at tænke tankerne og mindre tid på at nedfælde dem,« skriver hun blandt andet. Og som jeg sidder der med tungen lige i munden, må jeg give hende ret: Det er svært at skynde sig, når man skriver i hånden. Derfor skrider det utilfredsstillende langsomt fremad med mit

Af Tommy Heisz Foto Jacob nielsen

brev. Så langsomt, at jeg flere gange når at glemme de gode formuleringer, jeg ellers lige havde fundet på. Og når jeg lader blikket glide ned over den tekstblok, jeg efterhånden har skabt, ligner det mest af alt en flok forvirrede insekter eller et fugletræk, tegnet af et lille barn. Noget af det er så godt som ulæseligt. Min ni-årige datters håndskrevne månedsopgave er niveauer over det her, faktisk ville måske endda selv hendes lillesøster på seks år skrive bedre. Det ligger ganske enkelt for langt væk. Hvis man ser bort fra korte lykønskningskort er det mange år siden, jeg har siddet på den her måde, og jeg har ikke savnet det. Jeg føler mig slået tilbage til min skoletids evindelige skriftlige eksamener, hvor jeg, uanset hvor meget jeg anstrengte mig i de sommervarme gymnastiksale, altid fik dårlige ordenskarakterer. Over på nyt medie Det er lidt en trøst, at det ikke kun er mig, det her handler om. Håndskriften er en færdighed, der langsomt er ved at forsvinde fra vores kultur. Eller langsomt er måske så meget sagt i disse år, hvor elektronikken hjælper os med kommunikation i alle afarter. Det er 138 år siden, at skrivemaskinen blev opfundet, og computeren kan vi heller ikke længere kalde helt ny, men det er først de seneste år, at eksempelvis smartphones for alvor har revolutioneret vores måde at kommunikere med hinanden på. Der er meget, der tyder på, at håndskriften inden for en overskuelig fremtid stort set vil forsvinde helt ud af vores tilværelse. Vi skriver ikke længere breve, og hvis vi skriver dagbog, foregår det på computer, måske endda direkte på nettet i form af en blog. Og de sidste små rester, hvor håndskriften stadig gav mening,

BRIEF

juni ‘12

"Det sker, at jeg får ting i hænderne, som virkelig gør indtryk på mig. For eksempel har vi lige fået en stilebog ind fra Georg Brandes’ skoletid," fortæller Bruno Svindborg, som vi har besøgt på Det Kongelige Bibliotek.

finder også snart nye veje. Vores underskrifter kan erstattes af fingeraftryk eller irisscanning, og indkøbssedlen er nemmere at have med på smartphonen. Det giver jo sådan set meget god mening, for at skrive i hånden er både langsomt og besværligt, og så tager det oven i købet mange år at lære det ordentligt. Flere og flere skoler går derfor over til andre metoder. Enkelte amerikanske skoler har helt afskaffet undervisning i håndskrift. I Danmark er skolerne stadig forpligtet til at undervise i det, men det er mest i de første skoleår, at det fylder noget. Allerede omkring 4.-5. klassetrin bruges computere og iPads mange steder på lige fod med håndskriften.

Det særlige nærvær Dagen efter tager jeg ind på Det Kongelige Bibliotek. På anden sal i Den Sorte Diamant sidder nemlig en mand, der har et helt specielt forhold til håndskriften. Bruno Svindborg arbejder som forskningsbibliotekar i bibliotekets Håndskriftafdeling. Da jeg møder ham, kigger han venligt over de stålindfattede briller, smiler bag det gråsprængte skæg, rækker hånden frem og siger goddag. Jeg konstaterer, at hans hænder er bløde, hvilket ikke er underligt, når man tænker på, hvad han arbejder med. De hænder har rørt ved historiske håndskrevne dokumenter, som meget få ellers kommer i nærheden af. Det er for eksempel de hænder,

– Bruno Svindborg, Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek.

Klumpen i halsen Rationelt set er det sikkert en helt naturlig og uundgåelig udvikling, men alligevel kan man godt få en nostalgisk klump i halsen ved tanken om, hvad der går tabt. For nylig fandt jeg i en kasse på mit loft et gammelt hæfte. Omslaget, der sikkert engang har været glat og hvidt, er nu let bølget af fugt og gulbrunt med enkelte helt sorte pletter. På forsiden står der med sirlig skråskrift: Geografi. Børge Nielsen. Uth Skole, 1936. Det er nogle hæfter fra min morfars skoletid, som min mormor gav mig efter hans død. Indholdet i hæftet er ikke synderligt interessant. Forskellige landes omrids er aftegnet i farver på pergamentpapir og klistret ind på siderne, hvor de er blevet forsynet med data om de enkelte lande. Belgien, 30.000 km2. Grænser op til Holland, Tyskland, Frankrig og Vesterhavet. Den slags helt objektive data, som formentlig er ren afskrift fra tavlen og fuldstændig upersonlige. Alligevel betyder det hæfte noget for mig. Når jeg åbner det og forestiller mig min morfar som 11-årig skoledreng sidde og forme præcist de bogstaver, er det som at træde tilbage i tiden. I de bogstaver ligger et lille stykke af en person, der engang betød meget for mig. Det er noget af det, håndskriften kan. Og det er derfor, jeg nu har sat mig til at skrive et gammeldags brev. Det skal være løgn. Vi må skrive noget mere sammen. Men det går nu ikke så godt. Efter at have skrevet en side og konstateret, at det kun har resulteret i en meget ujævn strøm af knapt læsbare bogstaver samt en lettere krampetilstand i mine fingre, må jeg lægge det fra mig. Det går ikke. Det går for langsomt, og det bliver for grimt. Jeg krøller brevet sammen og smider det i papirkurven.

der side for side har bladret gennem alle H.C. Andersens 175 håndskrevne eventyrmanuskripter for at scanne dem og lagre dem digitalt. Hans kontor er en hule. Et virvar af gamle, støvede sagsmapper og fagbøger på reolerne og printede mailkorrespondancer, der ligger i rodede stakke på skrivebordet. Et helle, hvor håndskriften får hjælp til at leve videre lidt endnu. Bruno Svindborg holder af historiske håndskrifter, og han gør en dyd ud af at bevare dem: »Håndskriften har et nærvær i sig, som man ikke finder i et maskinskrevet dokument eller en Word-fil. Selvom jeg har været i det her job siden 1982, så er jeg stadig påvirkelig. Det sker, at jeg får ting i hænderne, som virkelig gør indtryk på mig. For eksempel har vi lige fået en stilebog ind fra Georg Brandes’ skoletid. Når man kender den enorme betydning, Brandes har haft, så er det noget helt særligt at sidde med det der hæfte og forestille sig, at hans barnehånd har formet alle de ord, mens han sad der ved pulten,« fortæller han. Samtalen må af brydes et kort øjeblik, da en fra Dansk Folkemindesamling kommer forbi for at aflevere en bog tilbage. En brun, læderindbunden sag. Bruno Svindborg lægger bogen foran mig på bordet og viser den entusiastisk frem. »Det er danske folkeviser, som en eller anden har sat sig for at nedfælde engang i 1600-tallet,« fortæller han. »I et par hundrede år har den her bog sikkert cirkuleret ved forskellige ejere, indtil den i 1800-tallet blev købt af N.F.S. Grundtvig, der gav den til sin søn i konfirmationsgave.« Hans fingre blader nænsomt gennem de let flossede sider.

BRIEF

juni ‘12

H.C. Andersen (uddrag fra FyrtĂ¸iet).

Et brev fra Winston Churchill til borgmesteren i Strasbourg.

Note fra Mahatma Ghandi 1927.

Personligt brev fra Albert Einstein.

Brev fra George Washington til James Madison.

Brev fra Kejser Napoleon til Nicolas François, den franske finansminister.

Brev fra Sir Isaac Newton i 1682.

Brev fra Elvis Presley til daværende præsident Nixon.

Skriften på dem er fuldstændig ulæselig for en almindelig dødelig, men den kan læses af folk som Bruno Svindborg, og ordene er af stor betydning for dokumentationen af, hvordan Danmark var engang. Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek er til for at opsamle breve, manuskripter og andre papirer fra markante kulturpersonligheder. Det er både nye og gamle skrifter, Bruno Svindborg arbejder med. Netop i går har han været på besøg hos Ib Spang Olsens enke. Den folkekære tegner og forfatter, der døde i januar, har efterladt sig 10-12 flyttekasser fulde af breve og hele og halve manuskripter, som nu skal gennemgås.

hvilket satte nogle naturlige begrænsninger for omfanget af håndskrift i de danske skoler. Efter at Viking i 1913 introducerede blyanten i Danmark, begyndte der for alvor at ske noget. Det er altså ikke mere end 100 år siden. Det kan godt være, at vi i dag går rundt med en ide om, at den nærmest altid har været der, håndskriften, men som folkeligt udbredt kommunikationsform er den altså forholdsvis ung. Nogle vil gå så langt som til at kalde den en historisk parentes. Det er også en af grundene til, at Bruno Svindborg svarer meget pragmatisk, når man spørger ham, hvordan han har det med håndskriftens mulige død i nær fremtid: »Du finder ikke en maskinstormer i mig, selvom jeg synes, håndskrift er noget særligt. Jeg kan da godt have det sådan, at der går noget tabt ved, at håndskriften er på vej ud. Der ligger simpelt hen nogle ekstra informationer i nogle af de dokumenter, vi sidder med, som er skrevet i hånden. For eksempel kan man i nogle tilfælde se, hvor personen har været rent mentalt, da han skrev manuskriptet. I Herman Bangs skrifter er det meget tydeligt. Man kender det jo også fra sig selv, at ens håndskrift tager sig forskelligt ud, efter hvilken sindstilstand man er i. Det er selvfølgelig meget fascinerende, og det kan også gøre os klogere på nogle ting i fortiden, men det får mig nu ikke til at ønske, at det ikke gik den vej. Det er jo uundgåeligt, og faktisk er der for mig også nogle fordele ved det. Når alt bliver digitalt, har jeg

En historisk parentes Det ældste stykke håndskrift, man finder her på biblioteket, er fra omkring år 650. På det tidspunkt var det her i Norden stadig kun i form af runer hugget ind i sten, at man kommunikerede på skrift, men længere sydpå var der længe blevet skrevet på pergamentruller. Omkring år 1000 begyndte det latinske alfabet at fortrænge runerne fra Norden. Det store gennembrud for det skrevne ord kom i 1400-tallet, da Gutenberg opfandt trykpressen. Det var dog stadig i mange år forbeholdt få lærde at udtrykke sig på skrift. Almueskolen, forløberen for folkeskolen, opstod i Danmark i 1814, men det var først hen omkring det næste århundredeskifte, at tavle og grifler blev suppleret med papir,

BRIEF

juni ‘12

større chance for at få fat i hele korrespondancer. I dag er det i mange tilfælde kun brevene fra den ene part, vi har. Men i bund og grund er det indhold, det handler om. For os er det ikke sådan, at ting, der er skrevet i hånden, pr. definition er mere værd. Det er substansen, der er afgørende. Vi vurderer, om det er noget, der er interessant for andre end den, der har skrevet det.« Bliver det mindre personligt? Noget af det, der kan bekymre mange, er, om der med håndskriften også forsvinder en del af vores personlighed. Det er i

»De seneste år er en stor del af den sociale kommunikation flyttet over på skrift. Sms, blogs og sociale medier er i høj grad blevet der, vi viser, hvem vi er. Det ville give mere mening at bruge tid på at undervise børnene mere i, hvordan de håndterer det, for det er noget, de får meget mere brug for.« Måske kan det ligefrem være en gevinst for mange danske skolebørn, at de ikke skal trækkes med at blive vurderet på deres håndskrift. Ligesom skoleuniformerne i England ud over at være ensrettende og sende signaler om autoritet faktisk skåner de fattigste børn fra at blive stigmatiseret, fordi deres forældre ikke har

– Jeppe Bundsgaard, lektor i didaktik på Danmarks Pædagogiske Universitet.

hvert fald et argument, den amerikanske retorikprofessor Anne Trubek ofte er stødt på. Selv er hun ikke bange for, at det skal gå sådan: »Når en ny teknologi eller udtryksform vinder frem, er der altid et kor af folk, der romantiserer den gamle. Man begynder at se på den uddøende måde som mere autentisk. Derfor ser mange håndskrift som noget intimt og originalt, mens det computerskrevne er følelsesforladt og upersonligt. Men i et historisk perspektiv er det ene ikke mere autentisk end det andet. Da trykpressen blev opfundet i 1400-tallet, var der for eksempel også munke, der argumenterede for, at den aldrig ville komme til at skubbe den håndskrevne bog ud, fordi de nye trykte bøger ikke havde den samme troværdighed og integritet.« Kulturelt efterslæb i skolerne Den mest præcise pejling af, hvordan fremtiden kommer til at se ud, får man ved at kigge på børnene. Derfor må det være i de danske folkeskoler, man for alvor kan se, hvor det bærer hen med håndskriften. Her undervises der stadig forholdsvis meget i håndskrift, men det vil sandsynligvis snart ændre sig. Jeppe Bundsgaard, der er lektor i dansk, it og didaktik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, mener, at det er udtryk for et kulturelt efterslæb, at der stadig undervises så meget i at skrive pænt, og han håber, at det ændrer sig i de kommende år: »Jeg mener ikke, at håndskriften skal droppes helt, men jeg synes, man spilder for meget tid på at undervise så meget i det, som man gør i dag. Håndskrift er ikke noget, vi i fremtiden kommer til at dele med andre, og derfor er det ikke vigtigt, om den står flot eller grimt,« siger han og opfordrer til, at man i stedet bruger de dyrebare skoletimer på noget mere tidssvarende:

råd til at købe modetøj. Det mener i hvert fald Anne Trubek: »Eleverne får bedre mulighed for at udtrykke sig på iderigdom, kreativitet og andre parametre frem for at blive vurderet på deres evne til at frembringe korrekte bogstaver,« lyder hendes vurdering. Hånden kan stadig bruges Selvom der i fremtiden bliver mindre brug for at kunne skrive i hånden, mener Jeppe Bundsgaard ikke, at vi vil se håndskriften forsvinde helt: »Det er stadig smart at kunne skrive i hånden, for det er jo et redskab, vi har lige i nærheden. Men det er kun til nogle formål, for eksempel hvis man skal tage noter eller organisere informationer på en rumlig måde. Så snart det handler om længere, sammenhængende tekster, hvor der ofte også skal redigeres, giver det ikke nogen mening med de teknologier, vi ellers har adgang til.« Det kan diskuteres, om håndskriften forsvinder helt eller kun næsten helt. Det kan også diskuteres, hvor stærkt det vil gå. Men der er ingen tvivl om, at det er den vej, det går. Derfor betyder det måske ikke så meget, at jeg ikke fik skrevet det brev til den ven. Jeg kan jo sende ham en e-mail i aften. Men når jeg om få uger skal skrive et kort til min hustru på vores ti-års-bryllupsdag, må jeg hellere skrive det i hånden. Kragetæer eller ej. Det er ligesom mere ægte.

tekst Rasmus Karkov

debrief

Restaurationens Bo Jacobsen er en kok af den gamle skole. Han har faglig respekt for Noma, Men han mener ikke, at de har ændret en gennemført elendig madkultur.

foto: polfoto

»Der er ingen national historik i det, de laver«

debrief: Bo Jacobsen er kok og indehaver af Restaurationen og Restaurant Paustian, hvor serveringen med rødgrød på forsiden i øvrigt stammer fra. Han har tidligere haft en Michelin-stjerne med Restaurationen.

Er Noma og nyt nordisk køkken et brud med den danske madkultur? Nej. Selvfølgelig er der ikke tale om et brud. Noma fylder meget i aviserne. Men virkeligheden er, at Lidl er den eneste forretning, der går frem. Hvis man vil vide, hvordan danskernes madvaner er, så skal man se, hvad de køber i supermarkederne, og det er det argeste slam. Det gælder alle supermarkeder. Sidste gang jeg var i Irma, udvandrede jeg i raseri. De råvarer, jeg arbejder med, kan man simpelthen ikke få i danske supermarkeder.

Hvad er ny nordisk mad-bevægelsen udtryk for? Gennem de seneste 20 år er kvaliteten af madkulturen sænket voldsomt. Vi har en enormt lav kvalitetsbase, som de fleste handler ud fra, og så er toppen, hvor der er kvalitetsvarer, blevet lidt bredere. Vi har fået Torvehallerne og lidt flere gode bagere. Men det er ren romantik. Man længes efter det, der var engang, og så leger man måltid i weekenden med dyre råvarer og synes selv, det er enormt højkulturelt, selvom man lever af slam resten af ugen. Det er samme historie med økovarer. Alle siger, salget af øko eksploderer. Men det gør det ikke. De eneste, der køber økovarer, er et lille segment på 7-8 procent i byerne, der er ligeglade med, hvad de kaster i hovedet, men kun bruger mad som symbolværdi. Dansk mad kontra nordisk mad? Det nye nordiske køkken er ikke funderet på nordiske traditioner. Det betjener sig af tilberedningsmetoder fra det nye catalanske køkken, som restaurant El Bulli indførte. Der bliver jo ikke ligefrem kogt store, gamle supper på Noma. Uha, uha, nej. Hverken tilberedningsteknikken eller selve retterne bygger på nordiske traditioner. Folk siger, at råvarerne kommer fra nærområdet, men hvad har moskusokser med Danmark at gøre? Det er en canadisk ged, som danskerne har sat ud på Grønland efter Anden Verdenskrig. Den har intet med Norden at gøre. Jeg kan respektere det, de laver, fagligt, men der er ingen national historik i det, de laver.

Download det fulde interview som podcast på nordeaprivatebanking.dk/brief

Hvad er så kernen i den nationale historik? Det danske køkken bygger på de råvarer, der er i Danmark. Om sommeren har vi for eksempel krydderurter, bær, rødspætter, hornfisk, fjordrejer. Om vinteren har vi oksekød og det danske nationalkød, svin, som ubetinget er mest interessant at arbejde med. Vi har grøntsagsknolde og kål. Hele vinteren bygger det danske køkken entydigt på kogemad. Det er et suppeland, det her. Det er gule ærter, grønkålssuppe, oksekødssuppe. Men nu synes danskerne, at kogt kød er ulækkert. De ved intet om, hvor de selv kommer fra, og er også rasende ligeglade. Men madkulturen hænger vel også sammen med, at folk ikke har tid? Folk klager over, at de arbejder mere. Men det gør de ikke. De arbejder 37 timer om ugen. 37 timer klarer jeg på tre dage. De skal bare klappe i. De gider ikke lave mad, de vil hellere spilde tid på Facebook og Twitter. Og så piber de over, de ikke har tid. Hold nu op med de dårlige undskyldninger. Hvis du skulle nævne en opskrift, der er kernen af dansk mad? Om sommeren vil jeg sige let kogte asparges, der stadig er helt sprøde, drysset med knust sort peber og salt. Man kan røre noget smør med lidt salt og citronsaft til. Det skal være hvide asparges. Grønne asparges har intet med asparges at gøre. Det er dovenasparges, og det er det, som danskerne vil have. Det skal være nemt og ikke spor besværligt.