debrief
I dette nummer har vi taget temperaturen på Storbritanniens forhold til EU. Danmarks ambassadør i London, Anne Hedensted Steffensen, får det sidste ord.
»Der er ikke ret mange, der taler EU op«
debrief: Anne Hedensted Steffensen har været Danmarks ambassadør i Storbritannien siden 2011. Hun har mere end 20 års karriere i Udenrigsministeriet bag sig.
Hvorfor er Storbritanniens forhold til EU så specielt sammenlignet med de andre større landes? Storbritanniens forhold til EU har altid handlet om specifikke interesser som handel, indre marked, frihandelsaftaler og udvidelsen. I Tyskland og Frankrig – men til dels også i Danmark – er der tale om et skæbnefællesskab. Det har også været et freds- og forsoningsprojekt, og derfor har man set de meget stærke symboler, som for eksempel da Kohl og Mitterrand i sin tid stod med hinanden i hånden. I Storbritannien er det helt andre ting, der er vigtige. Der er mere fokus på de konkrete fordele. Føler briterne et større skæbne fællesskab med USA? Ja, det gør de, når det handler om fred i
Er det også vigtigt, at de føler et fællesskab med de gamle kolonier? I briternes egen selvforståelse er Storbritannien en global magt. Det er ikke kun en europæisk magt. Og i en økonomisk krise, som er negativt påvirket af krisen i eurozonen, er der endnu mere fokus på at udvikle relationerne til Commonwealthlandene, hvor en del af dem er vækstøkonomier som Indien. Hvordan oplevede du, at det danske formandskab sidste år blev modtaget af briterne? Det blev utroligt positivt modtaget. Vi er enige om mange ting, og de opfatter os også som et effektivt, lille land, der er god til at finde kompromiser. Generelt er der både blandt politikere og i befolkningen stor beundring for den danske model, hvad enten det handler om vores måde at passe børn på, vores økonomi, arbejdsmarkedet eller vores velfærdsmodel. Oplever du, at den britiske presse er meget kritisk over for EU? Jeg blev faktisk overrasket, da jeg kom til Storbritannien og oplevede, hvor negativ den britiske presse er over for EU. Det gælder både tabloidpressen og de andre landsdækkende aviser, og det kommer selvfølgelig til at sætte tonen for debatten.
Download det fulde interview som podcast på nordeaprivatebanking.dk/brief
Er der nogle EU-venlige stemmer i debatten? Der er ikke ret mange, der taler EU op. Selv i forretningslivet går man ikke ind i den offentlige debat. Det har ændret sig lidt efter Camerons tale, hvor CBI – der svarer til Dansk Industri – har været ude og sige, at EU er vigtig. Ellers har de været relativt fraværende. Men når jeg taler privat med fremtrædende erhvervsfolk, så er de meget klare i spyttet om, at det indre marked og yderligere liberaliseringer er meget vigtige for britiske virksomheder.
brief nordea private banking magazine
marts 2013
12 N r.
I statens favntag Det regulerede samfund s. 34 Teenageboss Giv dit barn kontrollen s. 30
Tema: Lufthavne
Europa. Briterne glemmer ikke, at de sammen med amerikanerne gik ud af Anden Verdenskrig som sejrherre og reddede os på kontinentet. Det er en grundlæggende fortælling. Det er også vores fortælling i Danmark. Men vi har også en anden fortælling om, at vi gennem EU har skabt både vækst og udvikling, og bevaret fred i Europa.
brief nr. 12 nordea private banking magazine
tekst Michael Rachlin
De sidste briter i Europa Melder de sig ud? s. 42
Ender det med, at Storbritannien forlader EU? Det kan man jo ikke afvise. Men der skal ske rigtig mange ting først. Cameron har sagt, at han vil lægge det ud til en folkeafstemning inden udgangen af 2017, hvis han vinder valget i 2015. Men han skal have et konservativt flertal i parlamentet eller overbevise liberaldemokraterne til at være med, hvis de tilsammen får flertal. Og han skal genforhandle nye vilkår for UK’s medlemskab med de andre EU-lande, så de britiske vælgere får noget at vælge imellem. Hvis alle de ting sker, så har Cameron jo sagt, at vælgerne skal afgøre det en gang for alle. Og det bliver en bindende afstemning. Kommer debatten til at ligne det, vi kender fra folkeafstemninger i Danmark? Det er svært at sige, hvad der vil ske, hvis vi kommer så langt. Men jeg tror, at der vil komme en ganske stor debat, og de, der er interesseret i at blive i EU, vil blive tvunget til at komme meget stærkere på banen.
Lufthavnen Den moderne verdens centrum s. 6
Velkommen til brief, og velkommen til verdens lufthavne. Vi er rejst ud for at indfange fascinationen af lufthavnene som forretning, som infrastruktur og som et sindbillede på den globaliserede verden. Flightstats 2012 Flightstats nov. 2012
verden
antal bortkomne kufferter i 2010
29,4 MIO.
EUROPA
De 10 mest rettidige flyselskaber Tyrolean · 89,14% EasyJet · 88,65% SAS · 87,91% KLM · 87,85% Widerøe · 86,79% Lufthansa CityLine · 85,21% Norwegian · 85,07% Vueling Airlines · 84,19% Alitalia · 83,76% Lufthansa · 83,51%
verden
De 10 mest rettidige lufthavne Tokyo Haneda, Japan · 91,84% Charlotte, USA · 85,10% Atlanta, USA · 81,41% Orlando, USA · 80,08% Phoenix, USA · 79,88% Madrid Barajas, Spanien · 77,98% Sydney, Australien · 77,03% Bangkok Suvarnabhumi, Thailand · 76,62% Los Angeles, USA · 75,07% Amsterdam, Holland · 74,79%
CNN TRaVEL
verden
De 9 største afstande fra fjerneste gate til ankomsthal Beijing · 3,2 km Atlanta · 2,09 km Zürich · 2,04 km Frankfurt · 1,88 km Seoul · 1,69 km Hong Kong · 1,58 km New York JFK · 1,13 km Amsterdam Schiphol · 0,98 km Dubai International · 0,89 km
verden
den længste startbane Qamdo Bamda Airport i Tibet har en startbane på 5,5 kilometer. Til sammenligning er den længste startbane i Københavns Lufthavn 3,6 kilometer. 0 km
2
1 km
2 km
3 km
4 km
5 km
BRIEF
marts ‘13
CPH.DK
københavn
De 10 største destinationer Antal passagerer
ATL Atlanta · 95 DFW Dallas/Ft. Worth · 80 PHX Phoenix · 54 IAH Houston · 52 FLL Ft. Lauderdale · 42
airports counci international 2012
trafikstyrelsen
norden
De 10 travleste lufthavne Antal passagerer København · 23.336.187 Oslo · 22.080.433 Stockholm · 19.642.029 Helsinki · 14.858.215 Bergen · 5.814.413 Göteborg · 4.854.888 Stavanger · 4.413.987 Trondheim · 4.160.162 Billund · 2.734.807 Keflavik · 2.380.214
Aalborg · 919.544
Stockholm · 1.304.621
Paris · 845.000
Oslo · 1.304.208
London · 1.658.606
Barcelona Madrid · 3.083.800 Toulouse Paris · 2.193.700 Nice Paris · 2.104.600 Catania Rom · 1.717.800 Madrid Palma de Mallorca · 1.698.900 Hamburg München · 1.653.000 Frankfurt Berlin/Tegel · 1.609.400 München Berlin/Tegel · 1.580.000 Madrid Las Palmas · 1.554.000 München Berlin/Tegel · 1.533.000
Helsinki · 778.320
De 10 travleste ruter i eu Antal passagerer
Frankfurt · 644.974
Eurostat 2010
europa
Berlin · 527.304
1. Knopsvane 2. Grågås 3. Skarv 4. Svartbag 5. Fiskehejre
Bangkok · 372.069
trafikstyrelsen
danmark
De 5 farligste fugle for flytrafikken
Amsterdam · 822.925
Transportation security administration
usA
flest konfiskerede skydevåben i 2012
verden
De 10 travleste lufthavne Antal passagerer Atlanta International Airport · 55.868.147 Beijing Capital · 46.950.904 London Heathrow · 40.194.949 Chicago O’Hare International · 39.070.976 Tokyo · 37.142.196 Los Angeles · 37.129.716 Paris Charles de Gaulle · 35.746.812 Dallas Fort Worth · 34.175.500 Frankfurt · 33.187.170 Jakarta Soekarno-Hatta · 33.095.953
world airport awards 2012
VERden
De 3 BEDSTE LUFTHAVNE
Udvalgt af World Airport Awards
de allerstørste
de store
de mellemstore
1. Hong Kong 2. Beijing Capital 3. London Heathrow
1. Seoul Incheon 2. Singapore Changi 3. Amsterdam
1. Zürich 2. København 3. Cincinnati
3
brief 12 Nr
Indhold Forsiden Forsiden på dette nummer er lavet af fotografen Jacob Nielsen. Læs mere om, hvordan billedet blev til på www.nordeaprivatebanking.dk/brief
s.6 og luftfart Længsel
01 02
Lufthavne som en økonomisk katalysator og et spejlbillede af verdens tilstand.
03 04 05
UDSYN
06
Tema/Lufthavne
07 08 09 10 11 12 13
FRIRUM
kan jeg være i fred s.14 Her
14
Offline/Her kan jeg være i fred
15 16 17
Hvor søger vi hen for at være offline og uden for mobilens rækkevidde?
18 19 20 21
Historie/Da Danmark gik ind i møntunionen
22 23 24 25
Indsigt Europa skal lære at spare op til pensionen
26 27 28
Grafik: Pension – de store tal
29
s.30 boss
Teenage-
INDSIGT
30 31
Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen om små lommepenge og det store generationsskifte.
32 33 34 35
Det regulerede samfund/ Vi holder øje med dig
36 37 38 39 40 41 42 43
s.48
Storbritannien og EU/ De kæmper for pund og pints
44
Flinkeskolen
Han vil gøre verdens lykkeligste folk til verdens flinkeste.
45 46 47
ATTITUDE
48 49
Fucking Flink/ Reportage med Lars AP
50 51 52
4
BRIEF
marts ‘13
brief nr. 12 kolofon Udgiver:
Nordea Private Banking Nicolai Eigtveds Gade 8 Postboks 0850 0900 København C
»Det er samfundets skyld«
kontakt: brief@nordea.com
Redaktion:
»Absurd marionetteater.« Sådan beskriver professor Verner C. Pedersen i dette nummer af brief den proces, der producerer nye adfærdsregulerende love og regler i stort tal. Han forklarer det således: »Det typiske scenarie er, at borgere eller medier med afsæt i en eller anden enkeltsag kræver, at politikerne tager affære. Og hele spillet er blevet sådan, at politikerne kun kan vise handlekraft ved at opfinde nye love og regler. Også selv om det i mange tilfælde intet godt gør for samfundet.« 62.000 nye love, regler, cirkulærer og bekendtgørelser er det blevet til i de seneste 30 år. Det er blandt andet et resultat af, at et stadig mere kompliceret samfund stiller større krav til regulering. Men det er også et resultat af en stadig mere indædt tro på, at mere regulering altid er løsningen på ethvert problem. En tro, der næres af det, som Verner C. Pedersen bramfrit kalder »absurd marionetteater«. At reguleringen som oftest sker i »det godes tjeneste«, viser, at hensigten kan være god nok. Men selv om hensigten er nok så velment, så medfører den automatreaktion, der udløser de mange nye love og regler, at der ofte fokuseres mere på at producere mere lovgivning end på at få den eksisterende lovgivning overholdt og få administrationen til at fungere.
Flemming Højbo (ansv.), Thomas Engelsmann, Ulla Enghus Madsen, Jesper Phaff Mørck
Redaktør: Michael Rachlin, Datagraf Communications
Skribenter: Rasmus Karkov, Tommy Heisz, Ebbe Fischer, Frank Stokholm, Lars Bo Axelholm
Grafisk design: Lars Boye Andersen, Thomas Brandstrup, Datagraf Communications
Illustration/ grafik: Lars Vegas
Fotografer: Jacob Nielsen, Tobias Selnaes Markussen
satskorrektur: Borella projects
Tryk: Datagraf
Dertil kommer reguleringens pris. En pris, der sjældent stilles skarpt på. En pris i form af, at regulering kan føre til ansvarsforflygtigelse. Jo mere vi automatisk overlader problemløsningen og adfærdsreguleringen til myndigheder, jo mere fristes vi til at slippe tøjlerne og fralægge os det ansvar, vi som individer eller grupper faktisk godt kunne påtage os og kunne udøve. I sin yderste konsekvens kan vi dermed gøre al modgang og ethvert tab til noget, der er »samfundets skyld«. En anden pris for en stadig strøm af nye love og regler er den mangel på forudsigelighed og gennemsigtighed, der opstår ved gentagne ændringer af regelværk og lovgivning. At træffe vidtgående og langsigtede beslutninger er selvsagt temmelig svært, hvis der til stadighed ændres på de rammer, som beslutningerne bygger på. Der vil også fremover skulle regulering til for at sikre muligheder, ret og rimelighed for borgere og virksomheder. Men en ny lov eller et nyt cirkulære er ikke altid den eneste løsning. brief-redaktionen brief@nordea.com
Udgivelser
juni 2009
tekst Michael
01
brief
rachlin
Forsidefoto: Jacob Nielsen
november 2009
brief
Søren tekst Nr
nordea private magazine
debrief
03
banking
marts 2010
Højlund CarlSen
aamUnd a/S, direktØr i a.J. nordic a/S. aSger aamUnd, d i bavarian beStYreLSeSForman 2010
2011
brikker« iteter er pølsefa »Danske univers 2012
2013
2014
2015
der burde have for et samfund, eliteforskermiljø.
nordic a/s
2016 2017
Global opvarmning – en kilde til innovation
under isen?
2019 2020 2010 2011 2012 2013
Hvad venter
et bedre
gøres? du, der skal Hvad mener om at lade universitesamDet handler både frit og om at styrke terne forske mere Når universiteterne arbejdet til erhvervslivet. de gode resultater forsker frit, kommer sørge for, at skal desuden også. Og man for det standard er høj, den akademiske bedste studerende, de tiltrækker de bedste forskere. lærere og de bedste
2018
foto: Bavarian
foto: AfrikAkommissionen
banking
2014 2015 2016 2017 2018 er træt af det danske debrief: Asger Aamund 2019frihed han mener mangler forskermiljø, som 2020 og økonomiske midler. 2010
2011
forskertalenterne 2012 Hvorfor forsvinder 2013 fra Danmark? de var, hvis ville blive, hvor De unge forskere 2014 for at beog muligheder de havde penge som 2015 på det kvalitetsniveau, drive forskning 2016 ønsker og forventninger. svarer til deres en skal producere 2017 Universiteterne af i viden, vi skal leve2018 stor del af den de bliver det er vigtigt, at 2019 fremtiden, og der er det pølsefabrikker, af bedre. Lige nu 2020 grund på mennesker ind lokker mange uværdigt Men det er2010 taxameterordningen.
både være forskningen Hvordan kan til erhvervslivet? fri og tæt knyttet i. Jeg ingen modsætning Det ser jeg slet meget gerne forskere i dag tror, at de fleste var det For tyve år siden vil begge dele. for universitetsforskere, nærmest et tabu med virksomheder hvis man samarbejdede men i dag er det uden for universitetet, man godt samarbejde omvendt. Nu kan og få virksomheder med kommercielle resultater, opfindelser og patenteret sine til nye kan tjene penge så universitetet Det er amerikanske forskningsområder. tjent gode til og har universiteter rigtig
Det nye Afrika
mange penge
2013
2015
04 Nr
nordea private magazine
banking
juni 2010
i samfundet.
der så af grundforskMen hvad bliver ningen? en at man skal trække og Det betyder ikke, ned over universiteterne snæver ramme Det vil være den øremærke forskningen. vi skal overlade Jeg synes, gale vej at gå. stille krav til sig selv, men universiteterne standard. Hvis om en høj akademisk have topklasseforskning, Danmark skal så de bliver universiteterne, må vi ’elitisere’ de alt for bedste. I dag er et tilbud til de og andenmiddelmådighed ofte præget af rangsforskning. styrke nummer ét at Det er mit ønske kompetent – uden en fri, grundforskningen sker der ikke og elitær grundforskning viden, der er af samfundets den fornyelse ny vækst og udvikling. nødvendig for
en? Hvem tager magt g.dk/brief
som podcast
brief
på.
2012
fulde interview 2014
dermed vækst
lyspunkter? Er der ingen flere nye iværksættere Jeg ser heldigvis Gennem mit forskermiljøerne. komme ud af
2011
Download det 28/04/09 11:38:51
industri den bioteknologiske engagement i fra særligt kan jeg se forskertalenter springer ud med der Harvard og Princeton, nye firmaer. i Danmark burde Universiteterne institutioner, der omdannes til selvejende patenter og tjene penge på og er i stand til at flere virksomheder bidrage til at skabe
TEMA: FORSKNING
dd 1 72306_Brief_0109_omslag.in
02 Nr
nordEa privatE MagazinE
banking magazine
banking
har vi oplevet
private nr.04 nordea
nordea private magazine
banking magazine
brief Nr
debrief
»For første gang
brief
Lee
ud? bunden, da fremtidens byer startede helt fra byer Hvordan ser var flygtet. Man måde at organisere indgået i 2003. er de gode eksempler? Vi vil se en bedre fredsaftalen blev derfra hvor tæt huHvilke lande til transport – til, at prækommer fra, men på. Fx i forhold en god grund Det er der, man skal danne rammen Der var sikkert Hovedgaden her han første sene ligger. Bygninger få lys nok ned på var i Ghana, da er der sket forbedringer. sident Obama men også Sahara. Man en firesporet, asfalteret om byrummet, projekt i Afrika syd for i Monrovia er nu Vi tegner på et siden, var gang besøgte er et land, her for fire år milepæl de nederste etager. udendørs opholdsTanzania, som vej. Da jeg kom Står vi ved en gang har masse kan også nævne med. Og huller. For første Malmø med en mellem, meget sammen af for arkitekturen? der masser af Modernisman se en konflikt Danmark arbejder Men de er ramt et designskift. og mange år. Og rum, og der kan ligget i front i Ja, hvert årti har en ideovi oplevet trafikpropper. Liberia er meget at gøre miljømæssigt Botswana har skift baseret på været i konhvad der er rigtigt have så krise, da men var et stort lande, der har Bæredygkan den finansielle en bygning skal Så når vi taler om blev til æstetik. af råvarer. Så jeg bymæssigt. Hvis ligge helt Krisen logi, som senere sket meget i Mozambique. afhængig af eksport at muligt, skal den flikt, så er der årtis paradigmeskift. meget lys som her i Liberia håber, landmanden, tighed er dette mange eksempler. alvorlige og og det er kun roligt sige, at man tingene mere man kan nævne frit på en mark, krise snart er slut. er med til at gøre at bo der. den økonomiske der har lyst til s rapport står mindre flagrende. I Afrikakommissionen og mellemstore været et tilbageslag projekter de små Har finanskrisen eksempler Hvilke miljøvenlige der meget om udviklinHar du andre lige nu? betydning for for den udvikling? arbejder I på for alle de afrien hel byvirksomheders Hvorfor på paradigmeskift? hele tiden samfundskonsekvenser masterplan for økonomi i Afrika. Det har store Vi har tegnet en føler, at det gen af en ny i Saudi Arabien, Arkitekturen afspejler Efter Anden VerOg afrikanerne kanske lande. da de del i Riyadh, hovedstaden ambitioner er det vigtigt? vækst, mæssige strømninger. som kan at de bliver ramt, Vi har sat nogle at få en økonomisk ’senmodernismen’, på 3,3 mio. km². er meget ufortjent, bliver miljøstandard, Det er vigtigt for denskrig kom i årsagerne. De til gode. De Gjellerupparken. er medlem har nogen andel hele befolkningen Løj op efter den amerikanske and Environmenbebyggelser, fx netop talt om ikke har store er, at deres i kommer Margrethe Becker ses der første til mange Den in Energy i debrief: Ellen debrief: Louis og de store investeog FN’s billige boliger The Leadership ramt på flere måder. CityScape konferencen Målet var gode, store virksomheder kom som en Den vurderer energifor- af regeringens Afrikakommission i Liberia, om råstofer falder, fordi råvarepribæredygtighed ved tal Design, LEED. vi gået handler meget Larsen Architects eksportindtægter hvor særlige udsending mennesker. ’Postmodernismen er deres muringer i Afrika men i Riyadh er Abu Dhabi. Henning For det andet i den grønne Men det er vigtigt, til atgeneralsekretærs slutningen af 70’erne, bruget i bygninger, serne er faldet. alle FN’s operationer, modreaktion i specielle. udvinding og eksport. ikke og har brugt helheden medlem af virksomhedsgruppen hvor hun koordinerer individuelle og komme ind i verdenshandlen et skridt videre dansker i sit hjemmemarked, ligheder for at fx er bygningernes hus fokus var på det de den højst placerede at Afrika udvikler tænketank Concito. befolkninstår på, så har postmodernistisk sænke energiforbruget, udetemperatu- og er dermed fattigste del af For når krisen man et typisk den på sig at ramt. Ser lidt for lukke sænke man at at at mindst for briller, trækker en tendens til skygge med til behovetFN-systemet. Og her tror jeg, klimaændringer med moderne udviklede lande grader og dermed problemer. gen får del i væksten. virksomheder kan Hvad betyder gavle, mangefarvede rerne med 6-8 løse de interne smilebåndet: Pyntede på det sammen om at til, at de design og arkitektur? alvorligt og udde små og mellemstore ske. er der stadig fokus for afkøling. er der en tendens et afgøfacader. I dag til, at tingene kan niveau. Og for det tredje Endelig Afrika står ved Hvis vi tager miljøproblemet en omvæltblive dynamoen på et mere subtilt Mener du, at udviklingsbistanden. står vi over for individuelle, men lukker ned for sammen. vendepunkt? nytter potentialet, slog igennem at de udenlandske rende positivt fremskridt Vi skal være forskellige de positive betyder finanskrisen, syn på ning, som da modernismen der er sket store Kan du mærke reduceret. Vi vil ændre vores Jeg mener, at de er i din hverdag? investeringer bliver (1930-1970, red.). år i Afrika. Men forbedringer til Liberia de sidste 10-20 Men der Men med hensyn nået i mål endnu. Ja, det kan jeg. fulde interview der ikke selvfølgelig ikke det politiske Download det få mennesker, meget både på tror jeg, at meget ødelagt på er virkelig sket vigtigt, som podcast kan forstå, hvor område. Det er .dk/brief har besøgt landet, Alt var og det økonomiske ryster på borgerkrig. års nordeaprivatebanking ikke 14 statsledere landet var efter af at de afrikanske der havde en uddannelse, videre med nogle smadret, og alle, hånden, men arbejder værk. er sat i de gode ting, der handler form, rum og lys æstetik – ud over opfatte små energi. Fx vil vi det nu også om fordi de er miljøvenlige. biler som smukke,
private nr.03 nordea
TeksT Tina
ns af rEgEringE designdirektør, E løj Er MEdlEM arkitekt og gEnEralsEkrEtærs Louis becker, arcHitecHts «EllEn MargrEth Mission og fn’s Henning Larsen i libEria. paradigmeskift afrikakoM særligE udsEnding trafikpropper«
d er dette årtis »Bæredygtighe
brief
Nordea Private Banking tilstræber, at oplysningerne debrief i dette magasin er korrekte og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Private Banking påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette magasin. Eftertryk, gengivelse eller videredistribution er kun tilladt efter forudgående aftale med Nordea Private Banking.
på nordeaprivatebankin
Det er 13 år siden, vi fik Nobelprisen
12/10/09 09.03
2016
Tema om dansk forskning
19/04/10 10.56
11/05/10 14.25
2017
TRYK.indd 1 120497_Brief_0209_omslag_
122432_Brief_03_10_omslag
ny.indd 1
RYK.indd 1 125236_Brief_04_omslag_T
Har du en kommentar?
Har du en kommentar til brief, der udgives til dig og andre private banking-kunder i Nordea, så send en mail til redaktionen: brief@nordea.com. Magasinet udkommer tre gange årligt, næste gang i juni 2013.
5
Foto: Scanpix/Michael Mahovlich
Den MODERNE verdens centrum Lufthavnen afslører verdens øjeblikkelige tilstand. Den er udstillingsvindue for både vores teknologiske landvindinger og vores mest irrationelle følelser. Af Rasmus Karkov
6
BRIEF
marts ‘13
Det kunne være en hvilken som helst lufthavn. Det er Toronto i Canada – en af en håndfuld lufthavne, der har faste ruter til alle verdens seks beboede kontinenter.
I
løbet af et enkelt år er der flere mennesker i Københavns Lufthavn, end der bor i hele Skandinavien. De 23 millioner passagerer, der hvert år passerer gennem de store haller på Amager, er blot en brøkdel af de milliarder af mennesker, der befinder sig i samme situation i andre lufthavne over hele verden. For de 2,8 milliarder rejsende, som International Air Transport Association registrerede i 2011, er lufthavnen ikke alene forbigående terminaler, vi haster gennem mod nye verdener, men også verdener i sig selv med bedesteder for alle trosretninger, indkøbssteder for samtlige segmenter, med politifolk og læger og globaliseringens koncentrerede babylonske forvirring. »Lufthavnen er det tydeligste spejlbillede af verdens tilstand,« skriver forfatteren og arkitekten Alastair Gordon i bogen Naked Airport.
Her fortæller han, hvordan lufthavnen fra den spæde begyndelses brakmarker blev et nyt miljø for mennesker at opholde sig i. Lufthavnen var med til at skabe den moderne verden med den mentale reduktion af afstand. Hele verden kom inden for rækkevidde. Det enestående sted For nogle år siden tilbragte forfatteren Jason Barger en uge i syv forskellige amerikanske lufthavne for at observere menneskelig adfærd. I bogen Step Back from the Baggage Claim beskriver han, hvordan han kunne se udgangspunktet for konflikter i vores opførsel i lufthavne. De observationer, som Jason Barger gjorde, kan gøres af enhver passager i enhver lufthavn. De afslører vores frustration, mener han: Hvorfor rejser vi os i flyet i samme øjeblik, vi må løsne sikkerhedsbæltet, selv om det eneste, vi opnår, er at stå i
en mærkelig akavet stilling, indtil døren bliver åbnet? Sidder vi cool afventende ved boarding, eller stimler vi sammen i køen, selv om der er reserverede pladser? Spærrer vi for alle andre ved bagageudleveringen blot for at være sikre på at kunne få vores kuffert først? Jason Barger konkluderede, at det er i lufthavne, at vi viser, hvem vi er. »Der er en intens følelse af frustration i lufthavne. Det faldt mig ind, at lufthavne, hvor så mange forskellige mennesker mødes, er det sted, hvor vi kan begynde at skabe et mere anstændigt samfund ved at gentænke det, der frustrerer os,« siger han. Et ikke-sted I lufthavnen er vi både på ude- og hjemmebane. Det er i lufthavne, vi kan gå allermest i panik over at komme for sent og blive allermest glade, når vi ser vores kære igen. Den britiske filosof og forfatter Alain de Botton tilbragte i 2009 en
7
I stedet for at gå i ét minut og vente i syv minutter skulle passagererne nu gå i seks minutter og vente i to minutter. Klagerne forsvandt øjeblikkeligt.
uge i Londons Heathrow-lufthavn, hvor han observerede en brøkdel af de 75.000 ansatte og en endnu mindre brøkdel af de 69 millioner passagerer, der hvert år passerer gennem lufthavnen. For ham er lufthavnen det sted, hvor den moderne verden er tydeligst. Man kan konkret høre globaliseringens mange sprog, ane sin dårlige samvittighed over at belaste kloden med CO2, se 00’ernes overflod i transitområdets luksusbutikker og opleve vores teknologiske formåen i overvågningen og i flyenes forunderlige opstigen mod himlen. »For mig er lufthavne et mærkeligt ikke-sted. Det imaginære centrum for vores moderne verden, der samler alle vor tids store ideer: teknologi, globalisering, forbrugerisme, miljøtrussel, men med den fordel, at lufthavnen bringer alle disse abstrakte ideer til live,« siger Alain de Botton. Inden for antropologien er lufthavne sammen med blandt andet motorveje og indkøbscentre blandt det, man betegner som den hypermoderne og mobile verdens ikke-steder. Ikke-steder er transitrum, som vi helst haster igennem, men samtidig bliver mere fortrolige med, fordi vi oftere befinder os i transit i vores liv. Lufthavnen er det arketypiske ikke-sted, som kun bliver yderligere understreget af positionen som skattemæssigt ingenmandsland, hvis man skal langt nok væk. Fortroligheden mellem fremmede Helt tilbage i 1976 undersøgte Harvardprofessor Zick Rubin fremmede, der
8
møder hinanden i lufthavne. Det var, før begrebet ikke-sted var opfundet, men pointen var den samme. Hvad sker der med os de steder, hvor vi kun er midlertidigt. Han undersøgte den fortrolighed, der opstår mellem rejsende i transit. De samtaler, der indledes for at fordrive ventetiden, men som en sjælden gang imellem kan ende i samtaler, som vi aldrig helt glemmer igen. Et af resultaterne var, at jo længere de rejsende var hjemmefra, desto mere personlige detaljer om sig selv afslørede de. Selve det, at de rejsende var fremmede i samme situation, øgede fortroligheden mellem dem. Den danske filosof og professor Søren Harnow Klausen fra Syddansk Universitet har forsket i denne ventetid, der for eksempel opstår i lufthavne. »Det er en næsten almen menneskelig trinvis udvikling, der går fra frustration, til at der opstår en fase, hvor man forliger sig med situationen og oplever og tænker på en anden måde. Man får et andet tidsperspektiv på tilværelsen, hvor man ikke ser alting så kortsigtet, når man sidder i tvunget venten i en lufthavn. Hvis det varer ved, så sker der ofte det, at der opstår et skæbnefællesskab mellem de ventende. Man kommer lidt nærmere hinanden og taler om lidt dybere ting,« siger Søren Harnow Klausen. Men der er sket noget siden Zick Rubins undersøgelse i 1976, og det har ændret et af alle lufthavnes væsentligste
karakteristika.Vi venter ikke længere. Vi slår tid ihjel med vores tablets og smartphones. »Skæbnefællesskabet opstår kun sjældent nu. I stedet forsvinder man til nogle andre end dem, man deler skæbne med. Smartphones giver adgang til nogle fællesskaber som Facebook, som man kan søge ind i for at flygte fra de mennesker, der er i det fællesskab, man fysisk opholder sig i,« siger Søren Harnow Klausen. Måske derfor når vi kun sjældent at forsvinde ind i kedsomhedens dvale tilstand, der gør ventetid udholdelig. I stedet er vi utålmodige over for den mindste forsinkelse. Det erfarede lufthavnen i Houston for nogle år siden. Den fik konsekvent dårlige tilbagemeldinger om bagageudleveringen fra passagererne. Lufthavnen indsatte mere personale og fik ventetiden ned på otte minutter, som lå inden for normalen. Men klagerne fortsatte, indtil lufthavnens ledere forlængede turen fra flyet til bagageudleveringen. I stedet for at gå i ét minut og vente i syv minutter skulle passagererne nu gå i seks minutter og vente i to minutter. Klagerne forsvandt øjeblikkeligt, og den generelle tilfredshed med lufthavnen steg. Verdens angst Men det var ikke kun smartphones og tablets, der ændrede lufthavnenes grundvilkår i 00’erne. Frygten indfandt sig. Mens flyrejser altid har rummet en vis grad af angst for de fleste, så blev angsten konkret, da flyene smadrede ind i tårnene 11. september 2001. I Naked Airport beskriver Alastair Gordon, hvordan lufthavnene har udviklet sig fra den første eufori til jetalderens modernisme op til nutidens overfyldte kilometerlange terminaler, der rummer terrortruslen som overordnet designtema. De sidste ord i Naked Airport er en foruroligende beskrivelse af, hvordan verdens grundlæggende sindstilstand endnu en gang kan aflæses i de lufthavne, der engang summede af begejstring over menneskets utrolige formåen. »Endnu en gang er lufthavnen blevet en målestok for menneskelig tolerance, et sted, hvor den moderne verdens underliggende angst bliver afsløret. Lufthavnen er stadig dørtrinnet til forandring, som det var på Lindberghs tid, men på dette tidspunkt i det 21. århundrede er alle levn fra fortidens forestillinger om Utopia tabt.«
BRIEF
marts ‘13
Lufthavnen i kunst og kultur Lufthavnen har siden begyndelsen fascineret kunstnere og tænkere. Her er nogle af de tidligste tanker og berømteste filmscener fra lufthavne.
1914 Ingen
1942 I verdens
1967 I filmen
2003 I filmen
2004 I Steven
teren Rudyard Kipling i 1907 så Wilbur Wright demonstrere sin flyvende maskine i Paris, skrev han: »Tiden nærmer sig, hvor mennesket vil få indtryk af lande øjeblikkeligt; hvor de mest ekstreme afstande vil kunne tilbagelægges inden for blot en uges rejse; hvor ordet ’utilgængelig’, brugt i relation til et hvilket som helst sted på kloden, vil have mistet sin betydning.«
kunstnere har været mere begejstrede for teknologi end futuristerne. Og for dem var der intet mere futuristisk end lufthavnen. Den italienske arkitekt Antonio Sant'Elia tegnede en fantasi over en ny by, Città Nuova, i Milano, hvor lufthavnen skulle være centrum som hovedbanegården i den tidlige industrialder.
vel nok berømteste filmscene tager Humphrey Bogart resolut og beslutsomt afsked med Ingrid Bergman. Scenen blev i øvrigt ikke filmet i Casablanca, men i et filmstudie foran et lille papfly med små dværge som lufthavnspersonale, så attrapflyet så større ud.
Fagre Voksne Verden fra 1967 bliver den fremmedgørelse, der førte til ungdomsoprøret, sammenfattet i åbningsscenen: Dustin Hoffman står helt stiv på en lufthavns rullende fortov til lyden af Simon & Garfunkels Sound of Silence. Fremmedgørelsen ved fremskridtet er utvetydig. I filmens sidste scene sidder hovedpersonen med sit livs udkårne bagest i en bus, der bogstaveligt talt er langt mere jordnær end fremmedgjorte fly.
Love Actuallys åbningsscene ser vi elskendes gensyn i Londons Heathrowlufthavn, mens Hugh Grants karakter fortæller, at han blot behøver at tænke på den rene, ukomplicerede kærlighed mellem mennesker, der mødes i ankomsthallen, når han er trist.
Spielberg-filmen The Terminal spiller Tom Hanks en mand, der strander i lufthavnen, da USA ikke længere anerkender hans land. Filmen bygger på den sande historie om den iranske flygtning Mehran Karimi Nasseri, der tilbragte 18 år i Paris’ Charles de Gaulle-lufthavn efter at have mistet sine papirer.
Foto: Københavns Lufthavn
1907 Da forfat-
Ifølge forfatteren Alastair Gordon opsummerer Vilhelm Lauritzens terminal fra 1939 i Kastrup med sine strenge skandinaviske linjer, svævende lysindfald og funktionalistiske udvidelsesmuligheder hele den følelse af modernitet, som de første lufthavne indgød. I dag er Vilhelm Lauritzen Terminalen flyttet til et hjørne af Københavns Lufthavn.
9
Før vi lander i BERLIN Mange frygter, at Berlins nye superlufthavn vil true Københavns og flere andre nordeuropæiske lufthavnes position. Indtil videre har den dog kun truet brandet »Made in Germany«s ry for grundighed og god planlægning.
A
Er i dag den vigtigste internationale lufthavn i Berlin. I 2008 betjente den over 14 millioner passagerer. Under den sovjetiske blokade af Berlin i 1948 var Tegel den vigtigste livline i den såkaldte luftbro. I løbet af to måneder byggede franskmændene Europas længste landingsbane og en terminal. Fra 1960 begyndte de første kommercielle flyvninger, da Tempelhofs landingsbaner var blevet for små til de nye store flytyper. I 1975 blev den det vestlige Berlins hovedlufthavn. Efter Murens fald kom flere selskaber og ruter til. Lufthavnen lukker, når den nye lufthavn står klar. Efter planen skal området bruges til en forsknings- og teknologipark med fokus på grøn teknologi.
B
E
10
Tempelhof
Berlins første lufthavn, Tempelhof, var en af de eneste lufthavne i verden, der nærmest lå midt inde i byen. De første flyvninger fandt sted i 1909. I 1923 blev det officielt en lufthavn, og det tyske flyselskab Lufthansa blev stiftet her i 1926. Sammen med Londons Croydon Lufthavn og Le Bourget i Paris var den hjørnestenen i europæisk lufttrafik. Hitlers arkitekt, Albert Speer, så lufthavnen som indgangen til verdenshovedstaden Germania og opførte en terminal, som med sine 285.000 kvadratmeter stadig er en af de største bygninger i verden – og et af de få overlevende eksempler på nazisternes arkitektoniske megalomani. Efter krigen overtog amerikanerne lufthavnen. Efter Murens fald blev det besluttet at lukke lufthavnen, hvilket skete i 2008. I 2010 åbnede Tempelhof igen som en enorm bypark, der stadig er under udvikling. De tidligere terminalbygninger bliver blandt andet lejet ud som kontorer.
Af Ebbe Fischer fter planen skulle den være åbnet for tre år siden. Men den formentlig største byggeskandale i nyere tysk historie betyder, at der i skrivende stund stadig ikke er en åbningsdato for Flughafen Berlin Brandenburg Willy Brandt. Det bliver tidligst i 2014. Det er blandt andet byggesjusk og politisk indblanding i byggeriet, der bliver ved med at volde problemer. I januar var byggeskandalen tæt på at koste Berlins borgmester, socialdemokraten Klaus Wowereit, jobbet. Planlægningen af den berlinske superlufthavn begyndte i tiden kort efter Berlinmurens fald. I 1996 blev placeringen i Schönefeld besluttet, men der skulle gå 10 år med juridisk tovtrækkeri mellem myndighederne og de lokale beboere, før byggeriet blev endeligt godkendt. I skrivende stund spekuleres der i luftfartsbranchen over, om åbningen i 2014 er realistisk – eller om vi kommer helt ind i 2015, før lufthavnen opkaldt efter den tidligere socialdemokratiske forbundskansler står klar. Indtil da tager vi en rundtur til de tre gamle berlinske lufthavne, der hver især afspejler en epoke i byens dramatiske historie.
Tegel
C
Schönefeld
Berlins Schönefeld-lufthavn ligger i modsætning til Tegel og Tempelhof uden for byen. Den befinder sig 18 kilometer fra centrum. Lufthavnen åbnede i 1934 som værft for flyfabrikanten Henschel, der byggede 14.000 fly frem til slutningen af Anden Verdenskrig. Efter Anden Verdenskrig blev Schönefeld DDR’s vigtigste lufthavn – og der er den dag i dag en særlig østtysk stemning over lufthavnen. I de senere år har Schönefeld især fungeret som transitlufthavn for lavprisselskaber, der har ruter til hele Europa. Lufthavnens sydlige del ligger op til den nye Berlinlufthavn, og man kan blandt andet genbruge den ene landingsbane. Andre dele af den gamle lufthavn vil blandt andet blive brugt af den gren af luftvåbnet, der tager sig af transportopgaver for forbundsregeringen.
BRIEF
marts ‘13
A Den tidligere Berlinmur
OL-stadion Brandenburger Tor
Alexanderplatz
KurfĂźrstendamm
B
C
UDSYN
Lufthavnen
er en nøgle til vækst Lufthavne er meget mere end et stykke larmende infrastruktur. De er både et sindbillede på globaliseringen og en værdifuld nøgle til vækst. Med lufthavnen følger arbejdspladser – også selv om passagererne kun er i transit. Af Ebbe Fischer
12
BRIEF
marts ‘13
Antallet af internationale virksomheder vokser med 4 procent, hver gang antallet af direkte internationale flyforbindelser vokser med 10 procent.
L
ange køer, sikkerhedstjek og besvær. Skinnende supermaskiner fra Airbus og Boeing. Lufthavne er nødvendige for at kunne rejse. Men de er meget mere. »Lufthavnen er porten til verden. Den udgør hjørnestenen i den globale infrastruktur – både for turister, forretningsfolk og politikere,« siger den hollandske forsker og ph.d. Guillaume Burghouwt, som leder konsulentvirksomheden Amsterdam Aviation Economics. Guillaume Burghouwt påpeger, at alle typer af passagerer er værd at kæmpe om for de storbyer, der vil være med fremme
Foto: Shutterstock
globalt. Også selv om transferpassagererne typisk kun køber en fadøl eller en kop kaffe, inden de sætter sig om bord på den næste flyver. Eksempelvis har en undersøgelse fra Oxford University vist, at antallet af internationale virksomheder i en storby vokser med 4 procent, hver gang antallet af direkte internationale flyforbindelser vokser med 10 procent. »Tag KLM’s rute fra Amsterdam til Beijing. Otte ud af 10 passagerer på ruten er transferpassagerer. Men uden dem ville Holland være langt mindre interessant for kinesiske virksomheder. Mange af de kinesere, som i dag opererer i Holland, ville simpelthen være et andet sted,« forklarer Guillaume Burghouwt. København med fremme Københavns Lufthavn Kastrup er en af de store lufthavne i Europa, og i 2012 servicerede lufthavnen 23,3 millioner passagerer. Et tal, der har været støt stigende i en årrække, på trods af at den internationale konkurrence er intensiveret. Den tidligere upåagtede internationale lufthavn i Helsinki er for eksempel blevet en vigtig transferlufthavn for Asien-trafikken. Og næste år åbner en ny gigantisk lufthavn i Berlin. Guillaume Burghouwt tror dog ikke, sidstnævnte vil være et stort problem for København. »Konkurrencen er der allerede,« siger han og tilføjer, at en given lufthavn kan gøre meget for at tiltrække passagerer, for eksempel ved at forkorte transfertider og holde lufthavnsskatterne i ro, hvilket Københavns Lufthavne da også har gjort. Martin Thelle er partner i konsulentvirksomheden Copenhagen Economics og medforfatter til en rapport fra 2012 med titlen Airport competition in Europe. Hans virksomhed rådgiver blandt andet EU-Kommissionen om yderligere liberalisering af markedet for lufttrafik. »Det er et område, hvor der sker rigtig meget,« fastslår Martin Thelle og understreger, at København har en uforholdsmæssig stor andel af Nordeuropas
passagerer set i forhold til Danmarks størrelse. Analytikeren peger dernæst på tre fronter, hvor København er udfordret. »Dels har vi lokal konkurrence fra Malmø og Billund. Dernæst er der konkurrence fra selskaber som Ryanair, der flyver fra punkt til punkt via mindre lufthavne. Og endelig er der konkurrence fra de andre ’hub’-selskaber,« siger analytikeren. Et hub-selskab er et selskab med en fast base. For eksempel KLM eller SAS. Det er selskaber, som er vigtige for en række hjembyer, fordi hub-selskabet garanterer transfertrafik. Derfor kan det koste et land eller en region dyrt, hvis det gamle hub-selskab går ned. »En SAS-konkurs kunne få store konsekvenser, men det kommer an på, om et andet selskab kunne gå ind og tage pladsen – og drive en stor forretning med knudepunkt i København,« påpeger Martin Thelle og understreger, at han ikke tror på en SAS-konkurs. 1 million passagerer = 2.000 arbejdspladser Hvor mange arbejdspladser er så mere eller mindre afhængige af Københavns Lufthavn? Der er ikke nogen nyere forskning på området, men ifølge bestyrelsesformand i Københavns Lufthavne Henrik Gürtler har man en tommelfingerregel, der siger, at 1 million passagerer i en lufthavn genererer 2.000 arbejdspladser – 1.000 i lufthavnen og 1.000 uden for. For det interne regnskab i lufthavnen passer tommelfingerreglen godt, da man nærmer sig 23.000 ansatte – og som nævnt havde 23 millioner passagerer i 2012. Uden for lufthavnen kan bestyrelsesformand for HORESTA, hotel- og restaurationsbranchen, Jens Zimmer Christensen blot bekræfte, at »branchens økonomi i hovedstaden følger antallet af passagerer i lufthavnen. Antallet af gæster i Københavns Lufthavn er en fin indikation på, hvordan det går for vores erhverv generelt,« fastslår han.
13
Her kan jeg være i fred Vi er på hele tiden. Sådan kan kimende mobiler, bugnende indbakker og folk, der rykker i os hele tiden, i hvert fald få det til at føles. Men hvor søger vi hen, når vi vil være helt i fred? Vi portrætterer tre personer, der har fundet hvert deres frirum i en hektisk hverdag. Et sted, hvor de kan være helt i fred.
FRIRUM
Af Tommy Heisz Foto Tobias Selnaes markussen
14
BRIEF
marts ‘13
Præstationsfri zone Hvem: Mette Hjort Madsen, 36 år Hvad: Kontorchef i Rigsrevisionen Hvor: Helgoland ved Amager Strand Hvornår: Søndag 6. januar kl. 10.45
O
mkring to gange om ugen går jeg ned og vinterbader. Det er et helle for mig, en præstationsfri zone. Der er ingen børn her, ingen praktiske ting, der skal ordnes, og intet arbejde, der skal laves. Her er det bare mig og vandet. Mit eneste rigtige fristed. Her skal jeg bare være i min krop og ikke være noget for nogen andre. Med fuldtidsarbejde og som mor til tre børn er der ellers hele tiden noget, jeg skal forholde mig til. Hvis man er glad for naturen, er det en helt særlig oplevelse. Når jeg kommer herned til vandet, lægger jeg mærke til det hele. Der er ingen huse, der spærrer, og himlen er så stor. Jeg bemærker pludselig for alvor, hvordan vejret er, og registrerer de små nuancer. Når det er rigtig vinter, er jeg kun i vandet i kort tid. Måske et minut eller lidt mere. Først prikker og isner det mod huden, men når jeg først er nede i vandet, er det egentlig ikke så koldt. Der er nogle, der bare lige dypper sig. Det er, som om kroppen har en refleks, der med det samme fortæller én, at man må op igen. Men jeg vil gerne nå at mærke, at jeg er i. At være der længe nok til, at jeg kan mærke min krop. Jeg synes ikke, jeg når at blive ordentlig kølet af, hvis jeg ikke har haft hovedet under. Og når jeg er kommet op igen, fryser jeg slet ikke. Jeg kan gå rundt kun i undertøj og mærke blodet pumpe gennem kroppen, mens jeg føler mig helt varm.
15
Æstetisk pusterum Hvem: Anne Marie Pedersen, 46 år Hvad: Socialpædagog Hvor: Stefanskirken, Nørrebro Hvornår: Torsdag 10. januar kl. 13.18
J
eg bruger min lokale kirke som et pusterum i hverdagen. Det er ikke altid noget, jeg har planlagt at gøre. Hvis jeg er nede for at købe ind, og jeg ser, at der er åbent her, kan jeg godt finde på bare at sætte mig ind og være stille lidt. Sådan helt for mig selv. Det er meget forskelligt, hvad jeg tænker på. Jeg kan godt sidde og tænke på nogen, der betyder noget for mig, og nogle gange tænder jeg et lys. Men jeg kan også godt finde på bare at sidde og spekulere over, hvad jeg skal resten af dagen. Eller jeg prøver at tømme hovedet helt for tanker og bare være til stede i nuet. Det kan godt være en dyb og åndelig oplevelse, men det behøver det ikke være hver gang. Ligesom det også er meget forskelligt, hvor længe jeg er her. Nogle gange kan det bare være et par minutter for lige at trække vejret. Andre gange kan jeg sidde herinde i tre kvarter og måske også læse i en bog. Jeg kan godt lide at opholde mig i kirkerummet. Det, at det er så gammelt og rummer så mange fortællinger, kan jeg godt lide. Det er en fin æstetisk oplevelse at få, når man kommer lige ude fra gaden, hvor det er nogle helt andre indtryk, der møder en. Når jeg går herfra, oplever jeg altid, at jeg føler mig klar igen. Det giver mig ro og overskud til at komme videre med dagen.
16
BRIEF
marts ‘13
17
Som et urmenneske Hvem: Jørgen Rheinlænder, 50 år Hvad: Direktør Hvor: Hvalsø Hvornår: Tirsdag 15. januar kl. 13.00
J
eg har en meget travl hverdag. Jeg er direktør for en virksomhed, der sælger røntgensystemer til industrien, så der er meget rejseaktivitet, og jeg bruger meget tid på udvikling. Når jeg kommer hjem, har jeg tit brug for noget helt andet, at komme væk fra det hele. Så tager jeg en tur i skoven på hesten. Jeg har to heste, Thor og Gråskæg. Det hjælper mig rigtig meget at give slip på det hele og bare opnå en helt anden tilstand kun sammen med hesten. Jeg har også haft en periode, hvor jeg havde problemer med stress, og der brugte jeg det rigtig meget. Jeg tror, det handler om, at man netop ikke bare sidder og kigger ud i luften. Det er slet ikke som at cykle sig en lille tur eller noget i den stil. Når man rider, kræver det fuld koncentration. Jeg skal arbejde for at etablere den rigtige kontakt mellem hesten og mig. Hvis det skal blive en god oplevelse, så kræver det noget af både rytter og hest. Fordi jeg skal bruge min koncentration og energi på den del af det, giver hjernen automatisk slip på alt det andet. Så kan jeg ikke sidde og spekulere videre over svære udfordringer på jobbet eller den slags. Det er bare hesten, naturen og mig – og så udfordringen med at gøre det til en god oplevelse. Jeg må tit ride i mørke, for det skal være, når det passer ind. Så foregår det med pandelampe på. Det gør faktisk bare oplevelsen endnu mere intens. Man mærker virkelig naturen omkring sig, når man bevæger sig gennem mørket på den måde. Der er noget ved det, der får én til at føle sig lidt som et urmenneske. Jeg føler, at jeg er i pagt med naturen.
18
BRIEF
marts ‘13
19
Møntunionens storhed og fald I år er det 140 år siden, at Danmark trådte ind i møntunionen – den skandinaviske af slagsen. Et stykke praktisk skandinavisme, der trods en vis succes ikke overlevede den nye verden. Af Michael Rachlin
D
et kommer måske som en overraskelse for nogle skandinaver, at den danske, norske og svenske valuta udspringer af en møntunion. Men indicierne er jo åbenlyse: De tre skandinaviske lande har valutaer med samme navn. Kronerne har en værdi, der
Skandinavisterne drømte om, at de tre broderfolk skulle stå skulder ved skulder.
20
sammenlignet med andre valutaer ligger ret tæt på hinanden. Det er selvfølgelig, fordi de kommer fra samme sted – en møntunion, der her til maj ville være fyldt 140 år, hvis ikke den for længst var afgået ved døden under relativt udramatiske omstændigheder. Møntunionen omtales tit som det mest praktiske og konkrete produkt af skandinavismen, som var en relativt stærk bevægelse fra midten af 1800-tallet. Specielt i Danmark og Sverige drømte kunstnere og intellektuelle om et stadigt tættere samarbejde mellem de skandinaviske lande, der måske en dag kunne blive et forenet rige under samme konge. Nordmændenes drømme gik nok i en lidt anden retning: at komme ud af unionen med Sverige, som de havde været underlagt siden 1814. Men i alle tre lande gik nationalromantikken og skandinavismen relativt let hånd i hånd – så let, som de nu kunne gå, når Danmark og Sverige formentlig var to af de lande i verdenshistorien, der havde udkæmpet fleste krige mod hinanden. Skabt af økonomisk praksis Det historiske bagtæppe var altså en gryende politisk bevidsthed mellem
København, Oslo og Stockholm, men det var ikke politik, der var den egentlige drivkraft bag skabelsen af møntunion. Og det var heller ikke økonomiske visioner og fremtidsdrømme. »Hvor den moderne europæiske Monetære Union blev udtænkt og vedtaget af eksperter, nationalbankdirektører og toppolitikere, var den drivende kraft bag etableringen af den skandinaviske møntunion økonomisk praksis,« skriver økonomiprofessorerne Ingrid Henriksen, Niels Kærgård og Christen Sørensen i Den Skandinaviske Møntunion. Den økonomiske praksis var, at der i realiteten allerede havde eksisteret »en møntunion« i generationer. »Møntunionen« hed sølvfod og betød, at valutaen kunne ombyttes til sølv. Så selv om valutaerne havde forskelligt pålydende, havde de i princippet altid den samme værdi i forhold til hinanden. Ikke en møntunion af navn, men delvist af gavn. For de skandinaviske mønter var valutaombytningen simpel: 5 danske rigsdalere indeholdt samme mængde sølv som 2½ norske speciedalere og 10 svenske riksdalere. Eller rettere, de indeholdt næsten det samme. De svenske riksdalere indeholdt omkring 1 procent mere sølv, og selv om det kunne være ligegyldigt ved
BRIEF
marts ‘13
en mindre handel over Øresund, blev det i længden dyrt for den svenske rigsbank, at hele det sydlige Sverige var fyldt op med danske mønter. Sølvfeber skabte kronen Samtidig skete der noget ude i den store verden. I USA opdagede man store forekomster af sølv, og den faldende sølvpris betød en ufrivillig devaluering af valutaen. Da Tyskland i 1871 gik over til guldfod – Storbritannien havde haft den længe – stod det klart, at den gamle »møntunion« var truet. Andre steder i Europa var der allerede oprettet rigtige møntunioner – eksempelvis en stor latinsk møntunion mellem Frankrig, Belgien, Schweiz og Italien i 1865. I Norden gik overvejelserne på, om man nu skulle tilslutte sig den latinske møntunion eller den nydannede tyske møntunion. Den latinske møntunion blev afvist, dels af tekniske grunde, dels på grund af usikkerheden efter den fransk-preussiske krig i 1870-1871. Og ikke mindst de stærke antityske følelser i Danmark efter nederlaget i 1864 var årsag til, at man afviste den tyske løsning. Der blev nedsat en møntkommission i 1872, og allerede den 27. maj 1873 kunne det danske og det svenske parlament
acceptere en aftale; i første omgang stod Norge udenfor. Den fælles valuta hed kronen og var i øvrigt opkaldt efter en dansk mønt fra 1618 med Christian IV's kroningskrone på den ene side. Kronen var en mønt på 4,4803 gram, der bestod af 90 procent guld, og den var altså gangbar i både Danmark og Sverige og fra 1875 også i Norge. Ved pengeombytningen kom 1 rigsdaler til at svare til 2 kroner. Ældre læsere vil måske huske tokronen omtalt som »en daler«. Daleren blev til tokronen Sammenlignet med møntunionen i dag var der altså tale om en meget hurtig og relativt ukompliceret proces. Men der var i bogstaveligste forstand kun tale om en møntunion. I første omgang omfattede unionen ikke pengesedler, og der var hverken tale om en fælles centralbank eller en fælles økonomisk politik. Faktisk var der ikke engang tale om et fælles marked, og perioden var præget af toldmure, der bremsede handlen mellem de skandinaviske lande. Alligevel blev indførelsen af kronen præget af nogle af de samme bekymringer, som vi kender fra euroområdet. Almindelige borgere var bekymrede for, om priserne ville stige i ly af pengeombytningen.
En af de mest brugte mønter i Danmark var fireskillingen. En tur med sporvognen, at sende et brev eller et stykke smørre brød på en restaurant kostede 4 skilling. Nu ville de koste 8 øre, men det ville i realiteten blive rundet op til 10 øre, frygtede man. Og da man samtidig gik over til 10-talssystemet (se boks), trak det yderst hårdt på befolkningens forhandlingsvillighed. Eller som den daværende danske nationalbankdirektør, Moritz Levy, udtrykte det: »Næst efter ændring af sprog og religion så er ændringer af pengesystemet det mest indgribende, for det vedrører alle.« Succes eller ej? I starten var unionen en møntunion, der havde størst betydning ved småhandler. Den blev dog langsomt udbygget, men først fra 1885 kunne man tale om en egentlig sammensmeltning, hvor de tre landes centralbanker gensidigt kunne indfri hinandens fordringer til parikurs – eller sagt på en anden måde: Pengesedler blev omfattet af unionen. Fra 1897 blev der desuden indført en fælles checklovgivning. Var den skandinaviske møntunion så en succes? Man fristes til at citere den Foto: Det Kgl. Bibliotek
I august 1914 strømmede folk til Nationalbanken for at indløse kroner til guld. Det blev begyndelsen på enden for guldfoden og for den skandinaviske møntunion.
21
Foto: polfoto
I 1800-tallet fandt amerikanerne store mængder sølv. Det betød en ufrivillig devaluering i Danmark.
Unionens fald Møntunionen blev løbende kritiseret – og ikke kun af almindelige borgere, der var bekymrede for prisen på en sporvognsbillet. I Sverige blev møntunionen kritiseret af den magtfulde Wallenbergfamilie. Kritikken gik på, at
22
møntunionen ikke var vidtgående nok, og at man burde tilslutte sig en større europæisk møntunion som den latinske. »Ett eländigt lappverk« kaldte forretningskvinden Anna Wallenberg møntunionen i en bog fra 1910. Under alle omstændigheder var tiden ved at løbe fra de gamle møntunioner – den skandinaviske såvel som den latinske. Den moderne økonomi og ikke mindst Første Verdenskrigs udbrud viste svagheden ved den guldfod, som møntunionerne var bygget på. Den 2. august 1914 måtte Nationalbanken suspendere guldindløseligheden for ikke helt at miste landets guldreserver. Og selv om guldfoden blev genindført efter krigen, satte krakket på Wall Street i 1929 en endelig stopper for denne praksis, der rækker tilbage til antikken. Den skandinaviske møntunion døde med guldindløseligheden, og fortidens valutasystem gør det næsten umuligt at sammenligne med nutidens møntunioner, hvis man skulle have lyst til det. Sammen med det faktum, at der hverken var en fælles centralbank eller et fælles marked, betyder det, at vi relativt trygt kan slutte med en lettere omskrivning af indledningen af adskillige kriminalromaner: Enhver lighed med nulevende møntunioner er aldeles utilsigtet.
Kilder: Artiklen er bl.a. baseret på Ingrid Henriksen, Niels Kærgård og Christen Sørensens Den Skandinaviske Møntunion (1994), A. Nielsens Den Skandinaviske Møntunion (1917) og Kaare R. Skous helt nye bog, Politik, der forandrede Danmark.
Foto: polfoto
kinesiske politiker Zhou Enlai, der i 1968 blev spurgt, om han mente, at den franske revolution i 1789 havde været en succes: »Det er det nok for tidligt at sige noget om!« I en lille bog af Axel Nielsen, professor ved Københavns Universitet, udgivet kort efter møntunionens sammenbrud konkluderer han, at møntunionen betød mere handel og større økonomisk samkvem mellem de skandinaviske lande. Han modsiges af mere nutidige historikere, der mener at kunne dokumentere, at handlen mellem de skandinaviske lande faktisk faldt. Tallene er dog i høj grad påvirket af ting, der ikke har noget med møntunionen at gøre. I 1880’erne gennemgik dansk landbrug store forandringer, hvor vi gik fra at være korneksportører i vores nærområde til at eksportere smør til Storbritannien. Når økonomerne ser på, om en monetær union er troværdig, kigger de blandt andet på renteniveauerne og inflations raterne. I den skandinaviske møntunion følges de pænt ad, men de lægger sig samtidig ret tæt op ad Tyskland, så noget kan tyde på, at den monetære union var skabt af guldfod – altså at mønten kunne indløses til guld – og ikke af kroner og øre.
10-talssystemet For os er det logisk, at en krone består af 100 øre, en euro består af 100 cent osv. Men sådan har det langtfra altid været. Faktisk var den største omvæltning for mange, at man gik over til 10-talssystemet. Tidligere var en rigsdaler opdelt i 96 skilling. I dag kan det virke helt aparte at opdele møntenheder i 96, men mange holdt fast i, at det var det bedste i daglig handel. Det var nemlig naturligt at opdele beløb i halve, kvarte, ottendedele, sekstendedele osv. Her kan man uden problemer dele tallet 96 – men allerede, når man opdeler 100 øre i ottendedele, kommer man ud i »halve øre«. Med vanlig konservatisme holdt Stor britannien sig væk fra 10-talssystemet helt frem til 1971. Et gammelt britisk pund blev opdelt i 20 shilling, der igen var opdelt i 12 pence. Det har givetvis skabt en vis forvirring for danske turister i London i 1960’erne.
En svensk, dansk og norsk krone fra begyndelsen af møntunionen.
Kronen fylder 140 år I 1873 så den første krone dagens lys, hvis vi ikke medregner Christian IV’s kronemønt fra 1618. Dengang svarede 1 krone til lønnen for en daglejer i landbruget, og der stod nok ikke smørkage på bordet, når han kom hjem; prisen på et pund smør var nemlig også 1 krone. Ifølge Danmarks Statistik svarer 1 krone i 1900 til godt 68 kroner i dag. Det var specielt i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, at kronen mistede værdi på grund af inflation. De tre skandinaviske kroner har fulgtes nogenlunde ad gennem tiden. Ældre læsere vil huske, at man i 1970 skulle have 145 danske kroner med til Sverige for at få 100 svenske. Først i starten af 1990’erne blev den danske kroner stærkere end den svenske. I nyere tid ramte den svenske krone bunden i marts 2009, hvor den kunne erhverves for under 64 danske. Inden for det sidste år har danske og norske kroner været meget tæt på hinanden, og Danmark og Norge kæmper næsten på dagsbasis om at have Skandinaviens stærkeste valuta.
BRIEF
marts ‘13
12 Nr.
Indblik i Nordea private bankings verden. Dine rådgivere på arbejde.
marts 2013
Pensionsbomben · 24
Nordea-ekspert skal lære Europa at spare op Billiongrafikken · 28
Så meget er 224 billioner kr. Teenageboss · 30
Foto: Jacob Nielsen
Ann Lehmann Erichsen om penge og næste generation
Pensionsopsparing på dansk
s.30
Det gælder om, at du i en tidlig alder mærker det økonomiske ansvar tynge.
Velkommen til brief, hvor vi kommer vidt omkring.Vi besøgerne briterne, der kæmper for pund og »pints« og vi genbesøger moderne takt og tone. Fra vores egen del af verden kan du i Indsigt læse den tankevækkende beretning om danskeren, der skal lære europæerne at spare op til pension. Det er øverste chef for Nordeas kapitalforvaltning, Alan Polack, der står i spidsen for et udvalg, som skal få grækere, italienere og hollændere til at lægge flere penge til side til deres alderdom. Ifølge Allan Polack er Europa truet af et alderdomsproletariat, og at det netop er en dansker, der skal reformere de europæiske landes pensionssystemer, er næppe nogen tilfældighed. Styrken ved den danske model er, at vi tidligt indså, at ansvaret for at sikre vores alderdom ikke kunne overlades til det offentlige alene. Sammenlignet med vores europæiske naboer er den private opsparing til pension herhjemme markant. Men også det danske pensionssystem er under forandring. De seneste år har vi fået en række ændringer og senest en skattereform, der betød et farvel til kapitalpensionen og indførelsen af en helt ny type pension, nemlig aldersopsparing. Rådgivning om pension udgør en af hjørnestenene i vores tilbud til dig som kunde i Private Banking – og vi er naturligvis også klar til at vejlede dig om de seneste muligheder. God læsning.
Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea
Hans Henrik Klestrup Direktør, Nordea Private Banking
23
Han skal lære Europa at spare op til pension Et gammelmandsproletariat kan være på vej i EU. Nordeas Allan Polack skal hjælpe beslutningstagerne i toppen af europæisk politik til at vende udviklingen. Af Frank Stokholm foto Jacob Nielsen
»F
inanskrisen er kun et forvarsel om, hvad der kan være på vej. I nogle af de mest udsatte lande har vi for første gang i årtier fået grupper af ældre, som mister en stor del af deres økonomiske grundlag. Men det kan blive langt værre. Finanskrisen er i sin natur midlertidig. Europas manglende opsparing til pension er strukturel.Vi risikerer at få et egentligt gammelmandsproletariat i mange lande. Det vil sætte vores samfund under pres.« Advarslen kommer fra Allan Polack. Han er i det daglige leder af Nordeas kapitalforvaltning i hele Norden og som sådan ansvarlig for en pengetank på 1.566 milliarder kroner. Samtidig er han formand for en arbejdsgruppe, som skal inspirere Europa-Parlamentet, EuropaKommissionen og de nationale europæiske politikere om fremtidens pensioner. Det er et stadigt mere prekært spørgsmål, for generelt sparer europæerne alt for lidt op til pension. De færreste tænker på fremtiden, og flertallet forestiller sig, at de statsligt finansierede pensioner vil række. Det er mere end tvivlsomt, i takt med at stadigt færre skal forsørge stadigt flere i det aldrende Europa. Særligt i Sydeuropa
24
og i det meste af det gamle Østeuropa er landene fuldkommen uforberedte på det store demografiske skift. Men også i eksempelvis Tyskland og Storbritannien vil store dele af befolkningen stå uden for de pensionsordninger, som her er bygget op omkring de beskæftigede og omkring de store firmaers medarbejdergrupper. »40 procent af europæerne sparer slet ikke op til pension, og de, der gør, sparer generelt for lidt op,« siger Allan Polack og fortsætter: »Folk forventer ikke at leve deres sidste 25 år i fattigdom. Men det er det, vi risikerer vil ske for store grupper i en række lande. Det kan skabe social uro.« Europa sakker bagud Det er tænketanken Centre for European Policy Studies, som har sat europæernes pension på dagsordenen. Ud over at skabe løsninger, så europæerne får skabt den nødvendige pensionsopsparing, er ambitionen at opbygge risikovillig langsigtet kapital. Særligt i Asien, men også i USA er der større adgang til langsigtet kapital, og det svækker europæisk erhvervslivs konkurrenceevne. Endelig har den Bruxelles-baserede tænketank fokus på at udvide det indre marked til også at omfatte pensionsopsparingen, som i dag i vidt omfang er kapslet ind af nationale særregler. Til at lave analysen har tænketanken samlet 40 ledende specialister rekrutteret fra den europæiske finanssektor, nogle af de store konsulentvirksomheder inden for revision og ledelsesrådgivning samt inter esseorganisationer og tilsynsmyndigheder på det finansielle område. Og det er ikke helt tilfældigt, at netop en dansker er sat i spidsen for arbejdet. »Vi er det land, som er bedst forberedt. Generelt er lande som Sverige, Finland og Holland nogenlunde forberedte, men i Danmark er vi kommet længere. Den store opbygning af arbejdsmarkedspensioner, vi fik op gennem 1990’erne, giver os et fortrin i dag. Det er ikke perfekt, for der er grupper, som står uden for arbejdsmarkedspensionerne, men i dagens Europa fås det ikke bedre end i Danmark. De andre ser op til de løsninger, vi har skabt,« siger Allan Polack.
BRIEF
marts ‘13
25
224 billioner kroner Det er på høje tid, at der findes løsninger. I Asien sparer folk selv op til pensionen. I USA er den demografiske udfordring ikke så stor som i Europa, og samtidig er der om nødvendigt stadig plads til, at skatterne kan stige i USA. I Europa er der hverken tilstrækkelig opsparing eller råderum til at udvide de ofte overbebyrdede skattesystemer. I en rapport udarbejdet for Den Europæiske Centralbank vurderede Research Center for Generational Contracts ved Freiburg Universitet, at der er et massivt finansieringsproblem, hvis de offentlige pensionsordninger fortsætter i deres nuværende form. I en analyse af de 19 EU-lande, hvor dataene giver mulighed for at lave meningsfulde sammenligninger, konkluderede forskerne, at der allerede i 2009 lå en fremtidig pen sionsforpligtelse på knap 30 billioner euro, svarende til 224 billioner kroner, som det vil koste at udbetale pension til nulevende EU-borgere i løbet af de kommende årtier. Det er godt fem gange så stort et beløb som de 19 landes samlede offentlige gæld, og i 2060 vil tallet svare til 14 procent af de 19 landes bruttonationalprodukt. Oveni kommer så store, udækkede pensionsforpligtelser i nogle af de store europæiske koncerner. Der er således ingen tvivl om, at politikerne vil være tvunget til at handle. Højere pensionsalder og lavere ydelser venter overalt i Europa, også i de lande, hvor det stadig er politisk tabu. Et nationalt anliggende Allan Polack og den øvrige arbejdsgruppe skal i samarbejde med den europæiske tænketank fremlægge deres rapport til sommer. Her vil eksperterne give anbefalinger til en øget opsparing og et mere holdbart pensionsregime i Europa. Anbefalingerne vil i første omgang blive forelagt Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet, men Allan Polack understreger, at pensionssystemet i dag i høj grad er et nationalt anliggende, hvor både nationale politikere og faglige ledere har afgørende betydning. Derfor er ambitionen også, at rapporten fra Centre for European Policy Studies skal have gennemslagskraft blandt beslutningstagere i de enkelte lande.
26
Folk forventer ikke at leve deres sidste 25 år i fattigdom. Men det er det, vi risikerer vil ske for store grupper i en række lande. Det kan skabe social uro. BRIEF
marts ‘13
Manden, der skal besvare 224.000.000.000.000kroners-spørgsmålet Allan Polack er vant til at forholde sig til store summer. Det får han brug for nu. Af Frank Stokholm
D
et er ikke, fordi det er småpenge, han havde ansvaret for i forvejen som leder af Nordeas kapitalforvaltning i hele Norden. Men selv pengetanken på 1.566 milliarder kroner syner beskeden i forhold til den opgave, som venter, når Allan Polack og hans arbejdsgruppe under tænketanken Centre for European Policy Studies skal finde løsninger på europæernes manglende opsparing til pension. En rapport udarbejdet for Den Europæiske Centralbank viser, at alene den offentlige sektors pensionsforpligtelser i de 19 EU-lande, som har ordentlige statistikker på feltet, kan opgøres til godt 224 billioner kroner. Så det er noget af et spørgsmål, Allan Polack skal give sit bud på. Fra Andelsbanken til Nordea Men hvem er han, manden, som skal svare på 224 billioner-kronersspørgsmålet? Først og fremmest er han Nordea-mand. Han er 53, og siden han tog sin kandidatgrad i finansiering og strategisk planlægning, dengang CBS hed Handelshøjskolen i København, har han gjort karriere i de banker, som er vokset sammen til Nordea.
Allan Polack i arbejdsgruppen hos Centre for European Policy Studies, en ledende tænketank i Bruxelles.
Som nyuddannet cand.merc. startede Allan Polack som aktieanalytiker i den daværende Andelsbanken og sad to år efter i en alder af 28 som leder af afdelingen. Efter at Andelsbanken gik med i Unibank-fusionen, blev Polack ansvarlig for opbygningen af Unibanks Private Banking-afdeling og efterfølgende for indførelsen af onlinehandel for aktier og andre værdipapirer. Da Unibank i 2000 gik ind i Nordeafusionen, blev Allan Polack tilbudt at fortsætte i sin stilling på fællesnordisk plan, men brød ud som selvstændig under dot com-bølgen. Allan Polack ville omsætte erfaringerne med opbygning af onlinehandel for værdipapirer til onlinesalg af vin. I en overgangsfase tilsat konsulentopgaver for at betale regninger i Hellerupfamilien med lægeuddannet hustru og tre børn. I den situation fik Allan Polack hurtigt en stor kunde – Nordea. Banken mente tilsyneladende ikke, at han efter skiftet skulle have anledning til at glemme sin gamle arbejdsplads. I første omgang blev han købt ind til at analysere, hvorledes Nordea kunne integrere sin livs- og pensionsforretning i Norden. Da analysen kom, spurgte Nordea, om han ikke havde lyst til at lede gennemførelsen af den analyse, han havde lavet. Blot halvandet år nåede Allan Polack at være ude af banken, så sad han der igen. Siden har Allan Polack gået Nordeavejen. Frem til 2007 var han chef for Nordea Liv og Pension. Da Christian Clausen rykkede op som Nordeas øverste chef, overtog Allan Polack Clausens hidtidige stilling som chef for Nordeas kapitalforvaltning og opsparingsprodukter i hele Norden. Nu har Polack så oveni fået opgaven med at lede den 40-mand store ekspertgruppe, som skal rådgive Europas ledere om, hvorledes kontinentets pensionsbombe kan demonteres.
27
Nu vi taler om 224.000.000.000.000 kr. Pensionsforpligtelserne i EU er et svimlende tal. Men hvor svimlende? Vi har sammen lignet med andre tal, der regnes i billioner.
Pensions forpligtelserne i EU 224.000.000.000.000 kr.
Aktiver i alle private pensionsfonde i OECD1 111.611.700.000.000 kr.
USA’s statsgæld2 91.190.000.000.000 kr
USA’s omkostninger til krigen i Irak og Afghanistan3 38.850.000.000.000 kr.
Statens pensjonsfond i Norge (tidligere Oliefondet)8 3.629.000.000.000 kr.
Apples markedsværdi9 3.468.000.000.000 kr.
Danmarks brutto nationalprodukt10 1.754.648.000.000 kr.
Verdens største investeringsforening: Pimco Total Return11 1.459.470.000.000 kr.
28
BRIEF
marts ‘13
Billioner af trillioner Når danske medier skriver om makroøkonomi og finanskrisen, læser man fra tid til anden om udgifter på »trillioner af kroner«. I økonomi er det helt overvejende sandsynligt, at der er tale om en oversættelsesfejl, når man taler om trillioner. Fejlen opstår, fordi »a trillion« på engelsk er en billion på dansk. På dansk er en trillion et tal med 18 nuller bag. Det største tal i ovenstående grafik – EU’s pensionsforpligtelser – er altså 0,0224% af en trillion. Som udgangspunkt kan man altså regne med, at der er tale om en oversættelsesfejl, hvis man taler om »trillioner« på dansk – medmindre man prøver at beskrive antallet af stjerner i universet eller antallet af bakterier på jorden.
OECD korturl.dk/evm United States Dept. of the Treasury, jan. ’13. Omdiskuteret. Udregnet af Brown University. 4 Harvard korturl.dk/io2 5 U.S. Energy Information Administration (EIA) 6 IMS Health 7 www.usgovernmentspending.com 8 Norges Bank Investment Management 9 Financial Times Global 500 10 Danmarks Statistik, 2010, løbende priser. 11 Forbes Enkelte tal kan være omgivet af usikkerhed grundet udsving i valutakursen.
Ufinansierede offentlige pensions forpligtelser i USA4 24.420.000.000.000 kr.
Aktiver i alle pensionsfonde i Euroområdet1 10.854.000.000.000 kr.
OPEC-landenes indtægter5 6.198.590.000.000 kr
USA's forsvarsbudget 20127 3.923.370.000.000 kr.
Microsofts markedsværdi9 1.381.780.000.000 kr.
Aktiver i private danske pensionsfonde1 915.000.000.000 kr.
Verdens rigeste mand Carlos Slim HelÚs formue11 349.000.000.000 kr.
1 2 3
29
Få din egen teenageboss
30
BRIEF
marts ‘13
Danske børn og unge skal være bedre til at styre deres egen økonomi. Det hele begynder med forældrenes indstilling, mener Ann Lehmann Erichsen, der for få måneder siden medvirkede i DR’s Teenage Boss. Af Lars Bo Axelholm Foto Jacob Nielsen
Ann Lehmann Erichsen Forbrugerøkonom, afdelingsdirektør i Nordea, 51 år. En datter på 25 år. Ann Lehmann Erichsen deltog som finansiel rådgiver og ekspert i tv-programserien Teenage Boss, der blev vist på DR1 i novemberdecember 2012. Her fik de medvirkende unge i en måned det fulde økonomiske ansvar for hele husstandens økonomi.
H
vorfor må jeg ikke få en ny iPhone? Hvorfor kan jeg ikke få de der lækre jeans, som Sofie fra klassen også har? Hvorfor må jeg ikke komme i biffen og på burgerbar med Alma og Rosa i morgen? Det er ikke altid let at afvise en håbefuld teenager med julelys i øjnene. Og hvis man nu har midlerne, kan det være svært at få overbevist sine børn om, at det ikke er ond vilje, men blot et spørgsmål om realitetssans, når man igen må sige nej. Er der en metode, så man kan lære sine børn om økonomisk ansvarlighed, uden at arvingen løber hjemmefra i vrede? brief har mødt Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea, til en samtale om, hvordan man som forældre kan hjælpe sit barn til at blive økonomisk ansvarlig. Begynd i god tid »Vi har desværre en tendens til at glemme, at vi også skal lære vores børn om økonomi,« siger Ann Lehmann Erichsen.
»Som forælder skal man huske på, at børn 'arver' økonomisk fornuft, så det kan være en god motivator til at komme i gang. Hvis du vil være god til engelsk, så er du nødt til at starte i en ung alder. Nøjagtig det samme kan man sige om økonomi. Hvis du vil lære det økonomiske sprog, så må du begynde tidligt,« mener Ann Lehmann Erichsen. Heldigvis behøver vi ikke alle sammen søge optagelse på økonomistudiet – mindre kan gøre det. »Det er jo ikke sådan, at vi alle sammen skal være finanseksperter og være superdygtige til at regne med rente og renters rente,« beroliger Ann Lehmann Erichsen. »Men vi skal sørge for at lære vores børn og unge, hvad der er godt for os, og vi skal lære dem at turde tage beslutninger. Så kan de også senere i livet træffe gode økonomiske beslutninger,« mener Ann Lehmann Erichsen. De voksne tør ikke Forbrugerøkonomen mener, at det er misforstået hensyntagen, hvis vi ikke får lært vores unge om økonomi. »Det er nøjagtig, som når vi skal have
31
Vidste du, at: Lommepenge til halvdelen 1 : Halvdelen af alle børn får et fast beløb i lommepenge. 2: Den anden halvdel får ingen faste lommepenge – børnene må spørge fra gang til gang eller får slet ingen lommepenge, kun de penge, de selv tjener. Kilde: Nordea-analyse fra november 2011, »Børnenes økonomi«, survey-data indhentet af Synovate for Nordea
I programmet Teenage Boss, der blev vist på DR1 sidste år, rådgav Ann Lehmann Erichsen teenagere, der fik lov til at styre familiens økonomi i en hel måned.
børnene til at hjælpe i køkkenet, og de protesterer.Vi lader dem slippe, fordi det i virkeligheden er lidt besværligt at skulle bruge tid på at vise, hvordan kartoflen skal skrælles. Men hvis vi ikke giver os tid til at lære fra os, så lærer barnet jo heller ikke at lave mad,« siger Ann Lehmann Erichsen. Forbrugerøkonomen har senest haft problematikken helt inde på livet, da hun medvirkede som økonomisk ekspert og rådgiver i DR’s Teenage Boss, der netop handler om at lære de unge om kedelige ting som faste udgifter, madbudget osv., osv. »Jeg oplever, at det er forældrene, som viger tilbage. De tør ikke give ansvaret fra sig, og det ender med, at de tager alle beslutningerne for barnet. Men det lærer barnet jo ikke noget af,« siger Ann Lehmann Erichsen. »Hvis vi giver barnet lov til selv at tage beslutningen, mærker det også selv konsekvensen, hvis det går galt. De skal selv have lov til at mærke, at det måske var lidt dumt at bruge alle lommepengene på is den første dag,« siger Ann Lehmann Erichsen. Vidste du, at: Danske unge er de flittigste i Norden, når det drejer sig om fritidsjob. Cirka halvdelen af alle unge danskere i alderen 13-17 år har et job efter skoletid. Til sammenligning er det i Finland blot 13%. Selve jobmønsteret er også markant anderledes: I Danmark arbejder de unge året rundt – mens unge i de øvrige nordiske lande typisk arbejder i skoleferierne. Kilde: Nordea-analyse fra hhv. 2007 og 2009, »Teenage økonomi«, survey-data indhentet af Synovate
32
»Danske forældre gør jo en masse ting for deres børn – men i stedet skal vi voksne være bedre til at gøre tingene med vores børn,« mener Ann Lehmann Erichsen. Brug børnepenge som rettesnor Det gælder altså om at inddrage børnene i en tidlig alder i de økonomiske hverdagsbegivenheder, som de selv har part i. Men det betyder ikke, at I skal spille Matador hver eneste dag i en måned. Begynd for eksempel med regningen på mobiltelefonen, råder forbrugerøkonomen. »Næsten alle børn og unge har en mobiltelefon, som far eller mor betaler. Men det betyder, at barnet ikke ved, hvad telefoni koster. Regningen er usynlig, og dermed bliver udgiften usynlig for barnet,» forklarer Ann Lehmann Erichsen. »Det, man som forældre kan gøre, er at sætte sig ned med barnet og sige: ’Hvad koster du i drift?’« forklarer forbrugerøkonomen. Se på regningen for mobiltelefonen, frisøren, håndboldklubben, bifturen og de nye sko. Se for eksempel på kvitteringer fra det sidste halve års tid, så I kan få et reelt billede af, hvad den unge »koster« i faste omkostninger, og find også et godt beløb til sjov og ballade. Giv så den unge de penge, som dækker de faste omkostninger, og lommepengene, sådan at den unge bliver en selvstyrende økonomisk enhed. »Og så gælder det om at sige: 'Hvis du vil have telefon, så må du selv huske at betale den. Hvis du vil klippes, så må du selv sørge for at lægge penge til side'. På den måde bliver det op til den unge selv at prioritere,« mener Ann Lehmann Erichsen.
»Lektien viser, at når de unge får ansvaret, så bliver de også meget nøjeregnende med, hvad ting koster. De bliver særdeles kritiske forbrugere og får øjnene op for, at de skal have noget for deres penge. De bliver også dygtigere til at undersøge sammenhængen mellem pris og kvalitet,« forklarer Ann Lehmann Erichsen. Hun råder til, at man kan begynde med at gøre den unge »selvstyrende« på det økonomiske plan i 15-års-alderen. »Men piger er ofte mere interesserede i den slags, end drenge er, så piger kan måske begynde allerede som 13-14-årige, men det kommer an på, hvor modent barnet er,« råder Ann Lehmann Erichsen.
BRIEF
marts ‘13
Hun peger på, at man for eksempel kan bruge børnefamilieydelsens beløb som rettesnor, hvis man er i tvivl om, hvor mange penge man skal give barnet rådighed over til at betale for de »faste« omkostninger. Plus altså lommepenge ved siden af. »Men du er som voksen også nødt til at sætte dig ind i, hvad det koster at være ung i dag. Det nytter jo ikke noget, at du vil give barnet penge til at være selvstyrende, hvis du ikke aner, hvad et klippekort til bussen eller toget koster. Det skal også være et realistisk beløb, som de får rådighed over,« siger økonomen. Pengealder Forbrugerøkonomen mener, at vi som voksne skal sørge for, at vores børn og unge har en »pengealder« der svarer til deres reelle alder. »Når man er 18 år, så er man altså myndig. Men jeg oplever da, at rigtig mange 18-årige ikke kan finde ud af at betale et girokort på netbanken. Det gør den unge til 'økonomisk analfabet' med en 'pengealder' som en 13-årig,« forklarer Ann Lehmann Erichsen. Derfor er der altså ingen vej udenom – brug tid på at vise din teenager, hvordan man betaler regninger. »Vi ved fra vores undersøgelser, at for unge i alderen 18-25 er det far og mor, der er de allervigtigste rådgivere, når det handler om økonomi. Det er altså ikke banken eller SKAT, som de unge først ringer til, når de har spørgsmål. Det er forældrene,« forklarer Ann Lehmann Erichsen. På bundlinjen gælder det om, at man som forældre uddelegerer, i takt med at barnet bliver ældre. Så den dag, barnet runder de 18 år, har han eller hun en nogenlunde forståelse for forbrug og kan forholde sig kritisk til det. »Men det er vigtigt, at vi tør give slip.Vi må som forældre droppe tanken om, at 'my way is the right way'. Hvis du giver teenageren et selvstændigt budget, så nytter det ikke noget, at du kommer med kommentarer som 'nej, hvor bruger du pengene mærkeligt'.Vores børn er ikke vores kloner. De har andre drømme og prioriteringer, selv om det kan være svært at acceptere. Det hedder bare udvikling,« slutter Ann Lehmann Erichsen.
Ann Lehmann Erichsen om generationsskifte og familieformuer Hvis barnet senere i livet skal tage ansvaret for en stor familieformue eller overtage den familie ejede virksomhed, gælder det om, at man som forældre tidligt får overdraget økonomisk ansvar i små skridt ad gangen: »Det gælder om, at du i en tidlig alder mærker det økonomiske ansvar tynge. Det er en god idé, at du bliver mentalt trænet til det. For der er altså kun én person, der kan varetage dine økonomiske interesser, og det er dig selv. Hvis du senere skal sparre med dine økonomiske rådgivere, er det også vigtigt, at du forstår det økonomiske sprog,« mener Ann Lehmann Erichsen. »Det værste, der kan ske ved generationsskifter, er, at 'kongen' kommer til at sidde for længe. Derfor er det vigtigt, at den ældre generation lærer at uddelegere, og det kræver både is i maven og hår på brystet, når man skal afgive kontrol,« mener Ann Lehmann Erichsen. Forbrugerøkonomen har kendskab til en familie, hvor den økonomiske ansvarlighed og evnen til at træffe beslutninger trænes på en spændende måde: »Familien har oprettet en fond med aktier, og så holder familien nogle faste familiemøder, hvor alle deltager og sammen drøfter strategien for familiefonden. Det vil sige, at de unge i familien skal bruge tid på at interessere sig for investeringsstrategien, og samtidig er det også en god måde for de voksne at lære fra sig på,« siger Ann Lehmann Erichsen.
33
Vi holder oje med dig Danskerne oplever, at de bliver reguleret som aldrig før. Og tallene viser, at der er noget om snakken. En samfundsforsker mener, at vi er en del af et absurd marionetteater, mens en filosof peger på, at det virkelige problem måske er, at vi overvåges for lidt. Af Tommy Heisz · Illustration Lars Vegas
34
BRIEF
marts ‘13
Problemet er, at hver gang man laver en ny regel, så fjerner man en lille stump af det ansvar, der før lå på et menneske Verner C. Petersen, samfundsforsker, Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
A
ntallet af love og regler er eksploderet de seneste år. Staten er begyndt at blande sig i anliggender, der før var private. Hver gang der laves en meningsmåling om kontrol og regulering, giver danskere fra alle hjørner af det politiske spektrum samstemmende udtryk for, at omklamringen er gået for vidt. Ugebrevet A4 kunne for nylig dokumentere, at der siden 1982 er kommet 62.000 nye love, regler, cirkulærer og bekendtgørelser i Danmark. I hele perioden fra 1840 op til 1981 kom der kun 9.000. Der lovgives om ting, man aldrig ville have rørt ved for 20 eller 30 år siden. Som for eksempel om vi må ryge på vores eget kontor, eller om unge må gå i solarium. Svært at finde argumenter Beskæftigelsesområdet er et eksempel på
et sted, hvor antallet af regler har nået et omfang, hvor tilsyneladende ingen længere har overblikket. Sammen med Justits- og Fødevareministeriet tegner Beskæftigelsesministeriet sig da også for en fjerdedel af alle de 62.000 nye love og regler, der er kommet siden 1982. Ifølge samfundsforsker Verner C. Petersen er det vigtigt at skelne mellem to hovedgrupper af regler: de tekniske og de adfærdsregulerende. De tekniske er ofte svære at indvende noget imod. For eksempel er der kommet omfattende direktiver, der sikrer, at elektromagnetisk stråling fra elektronik ikke forstyrrer anden elektronik. Og på miljøområdet er der sket meget, siden vi i 1980’erne kunne bakke vores trailere ud på åbne lossepladser og tømme alle former for affald i den samme store bunke.Virkeligheden stiller hele tiden nye krav, teknologien
bliver mere udviklet, og derfor giver det god mening, at der på miljøområdet kommer flere og flere tekniske bestemmelser og krav. Når det derimod kommer til de adfærdsregulerende regler, er det ifølge samfundsforskeren langt sværere at finde de rationelle argumenter. Her kommer de fleste nye regler og love til verden som følge af en form for »absurd marionetteater«, som han kalder det: »Det typiske scenarie er, at borgere eller medier med afsæt i en eller anden enkeltsag kræver, at politikerne tager affære. Og hele spillet er blevet sådan, at politikerne kun kan vise handlekraft ved at opfinde nye love og regler. Også selv om det i mange tilfælde intet godt gør for samfundet. Knivloven er et godt eksempel på det, men der er masser. Det sker hele tiden,« siger Verner C. Pedersen, som
35
Mere eller mindre kontrol Forplantning. I dag kan stort set alle danskere selv bestemme, om de vil have børn. Men helt frem til 1967 havde Danmark en lov, der fratog flere samfundsbelastende grupper at få børn. Tilbage i 1930’erne var det for eksempel forbudt for alkoholikere, psykopater, åndssvage og epilep tikere at blive gift, medmindre de lod sig sterilisere. Blinde og døve undgik med nød og næppe at blive omfattet af den lov. ●●●
Våben. I dag må man ikke gå rundt offentligt med en kniv, hvor klingen er længere end 7 cm. For 100 år siden var der frit slag. Den første danske våbenlov i 1918 gjaldt kun indførsel af våben. Først i 1934 besluttede man, at nogle former for skydevåben krævede en tilladelse. ●●● Lediggang. Måske føler mange på dagpenge, at det offentlige er efter dem. Men i 1800-tallet ville Dovne Robert være blevet sat i spjældet eller sendt til Ishavet som »frivillig« hvalfanger. ●●●
Investeringer. I dag kan alle investere i alt. Men først i 1983 kom kapitalliberaliseringen, der gjorde det muligt for danskere at købe udenlandske aktier.
Affald. I 1980’erne røg det hele på store, åbne blandede lossepladser, nu kan du få bøde for ikke at sortere korrekt. ●●●
●●● Lukkelov. I helt gamle dage var det kun søndag, der var lukkedag på grund af kirken. Fra 1940’erne til 1980’erne indskrænkedes butikkernes åbningstider mere og mere. Men så vendte det. Fra 2012 blev der åbnet for, at stort set alle butikker – med enkelte helligdagsundtagelser – kan holde åbent når som helst. ●●●
Navne. I gamle dage havde man det navn, man havde. Først i 1904 blev der åbnet for, at man kunne ændre navn, men det krævede gode argumenter og grundig dokumentation. I 1961 fik man lov til at tage et mellemnavn, og siden er navneloven blevet lempet gang på gang. I dag er der stort set frit slag. For eksempel kan man kalde sin søn for Sok, Ninja eller Messi, og mellemnavne kan gøres til efternavne. ●●●
●●● = Mindre kontrol/regulering ●●● = Samme kontrol/regulering ●●● = Mere kontrol/regulering
er professor på Institut for Ledelse ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. I det godes tjeneste Også på sundhedsområdet oplever danskerne, at staten blander sig i flere og flere ting. Ikke kun ved at vedtage en vidtrækkende rygelov, men også ved at pumpe restriktioner og anbefalinger ud i en lind strøm. Det er der en naturlig forklaring på, ifølge filosof Anders Fogh Jensen, Cand.phil. og Ph.D. i filosofi. Han har specialiseret sig i borgerens forhold til staten og andre instanser i det, han kalder for projektsamfundet: »Truslen har ændret sig, og staten agerer derefter. På Machiavellis tid var truslen oprør mod overmagten. Nu er en af truslerne, at befolkningens sundhed ikke bliver optimeret mest muligt.Vi må have flere sunde kroppe, der føler stadig mere lyst og
36
lever længere. Og i det godes tjeneste kan indblandingen i livet for borgernes eget bedste intensiveres i det uendelige. Det er svært at sige nej til, fordi det netop er til mit bedste. Det foregår blandt andet ved, at der hele tiden bliver udpeget problemer, hvor man selv er løsningen. At Sundhedsstyrelsen peger på problemer, som vi selv kan hjælpe med at gøre noget ved. I dag er det jo mere anbefalinger end ordrer, der udstedes, men som borgere oplever vi det stadig, som om nogen vil regulere vores adfærd.Vi bliver aldrig ladt i fred.« Sundhedsområdet er også et af samfundsforsker Verner C. Petersens foretrukne eksempler: »Vi forsøger at optimere samfundet for den enkelte. Spørgsmålet er, hvad målet er i den sidste ende, og det tror jeg ikke rigtig, der er nogen, der kan formulere. Udefra ser det ud, som om vi vil skabe
det risikoløse samfund, men det er jo en utopi. Og alligevel går vi helt over gevind i vores forsøg på at eliminere alle former for utryghed. For eksempel kan man bruge mange ressourcer på at lovgive om, hvilket underlag der skal være på legepladser i børnehaver, så de små ikke slår sig, når de falder. Men hvordan skal de så nogensinde lære, at det kan gøre ondt at falde? Hvad er det præcist, vi gerne vil eliminere fra vores samfund ved at indføre de regler?« Når Verner C. Petersen taler om et marionetteater, skal det ikke forstås sådan, at det er staten, der sidder og beslutter sig for at kontrollere os mere, mens borgerne er ofrene. Dem, der bliver kørt rundt med. For i virkeligheden begynder det ved os selv – vi spiller nemlig selv mere end én rolle i teaterstykket: »Der er en dobbelthed i det. I mange tilfælde er det os selv, der kræver flere
BRIEF
marts ‘13
Rygning. I 1970’erne røg man i fly, biler og vente værelset hos lægen. Efter rygeloven i 2007 er det blevet forbudt over det meste. ●●● Hastighed. Først i 1970’erne kom der hastighedsbegrænsninger på danske veje. Før da skulle man blot køre efter forholdene. I første omgang var det for at spare som følge af oliekrisen, at man lavede begrænsninger, men da man fandt ud af, at der døde færre i trafikken, holdt man fast i det. ●●●
Fødevarer. Siden 1980’erne er der kommet markant flere regler om, hvordan fødevarer skal håndteres, hvad de må pakkes ind i, og i det hele taget hvordan hygiejnen skal være. ●●●
Pas/rejse. Kontrollen i lufthavnene er vokset markant siden 11/9 2001. Til gengæld er bevægeligheden blevet nemmere mellem de nærmeste nabolande gennem Schengen-samarbejdet. ●●●
Politi. Der er omkring 10.000 betjente i Danmark, en for hver 525 borgere. Det tal er stort set identisk med det vi havde i 1970’erne. I 1950’erne var der 650-700 indbyggere pr. betjent.
Visitationszoner. Politiet har siden 2004 kunnet oprette visitationszoner, hvor borgere kan visiteres uden konkret mistanke. Tilføjelsen til politiloven kom på grund af bandekrigen mellem Hells Angels og indvandrerbander. Blandt andet har den borgerligt-liberale tænketank CEPOS kaldt visitationszonerne for »et brud på den personlige frihed«.
●●●
Revselse. I 1921 mistede mænd retten til at slå kone og tyende, i 1937 måtte mester ikke længere slå sin lærling. I 1967 droppede man officielt vold som afstraffelse i skolerne, men det var først i 1997, at det endegyldigt blev forbudt at slå sine børn. ●●● Sort arbejde. Folketinget vedtog sidste år en række regler, der gav SKAT øgede beføjelser i kampen mod sort arbejde. Det vakte ikke mindst opmærksomhed, at SKAT kan gå ind på en privat grund – f.eks. en privat have – og kontrollere cpr-nummer og kræve legitimation fra en håndværker uden retskendelse. ●●●
●●●
regler, hver eneste gang vi oplever et eller andet, vi ikke kan rumme. Hvis et barn bliver kvalt under leg i en børnehave, eller hvis der er en sag om mishandling af dyr. Vi trækker selv i trådene til at begynde med og beder om, at nogen vil udforme nogle flere regler. Det er blevet en automatreaktion. Men når vi så kan mærke summen af det hele tynge os, kan vi ikke forstå, hvorfor der er så mange tråde på os – hvorfor vi skal kontrolleres så meget.« Fjerner ansvaret Det største problem med udviklingen er ifølge Verner C. Petersen den ansvarsfralæggelse, det hele fører med sig. Man kan nemlig ikke ifølge samfundsforskeren styre og regulere sig frem til et samfund med velfungerende offentlige institutioner og ansvarsfulde borgere. Tværtimod. »Problemet er, at hver gang man laver
en ny regel, så fjerner man en lille stump af det ansvar, der før lå på et menneske. Man ser det for eksempel i forbindelse med bekæmpelse af mobning på skolerne. Hvis der er et problem med mobning, reagerer vi typisk ved meget detaljeret at skrive ned, hvordan der skal skrides ind, og i hvilken rækkefølge tingene skal gøres. For eksempel hvornår en psykolog skal inddrages, og hvornår forældrene skal informeres. Men jo mere man gør sådan noget til en tjekliste, jo mere fokuserer alle de involverede også på, at de bare skal sætte flueben ved det eller de punkter, de har fået ansvar for, så behøver de ikke gøre mere. Til sidst er der ingen, der går ned i skolegården for at skride ind, når der rent faktisk er en, der bliver mobbet, fordi vi har for travlt med at nedfælde alle vores regler og følge de procedurer, vi har vedtaget.« Anders Fogh Jensen advarer dog
mod at tro, at regulering og kontrol kun handler om de love, der bliver vedtaget på Christiansborg. Tidligere blev vi kontrolleret af kirken og familien, og vi risikerer, at der opstår et tomrum, hvis der ikke længere bliver holdt øje med os, lyder synspunktet. »På nogle områder er det et større problem, at vi ikke bliver holdt øje med. At vi falder ud af samfundet, hvis vi ikke selv gør os synlige.Vi flytter os i dag meget mere mellem relationer. Og relationerne bliver meget løsere. De må opretholdes hele tiden for at bestå, og det er derfor, vi nærmest må råbe op eller tale hele tiden. Og det er præcist det, vi ser på Facebook. At folk konstant forsøger at melde sig ind i det samfund, de hele tiden glider ud af. Ønsket er i virkeligheden ikke at blive fri for overvågning, men at de andre overvåger mig, så jeg ikke bliver glemt.«
37
Sidste bid af friheden forfatter brev
Har staten kastet sig frådende over vores sidste frirum? Eller er det os selv, der har mistet appetitten på den personlige frihed? To forfattere giver et bud.
Friheden er henvist til fritiden H
vis staten skulle kontrollere os alle sammen hele tiden, ville den ikke kunne bestille andet – og alligevel komme til kort. Men det er heller ikke nødvendigt. Gabestokken på torvet og spektakulære, offentlige henrettelser til skræk og advarsel er for længst afskaffet – og blevet erstattet af en langvarig indlæring i selvkontrol. Det kollektive gudsøje bliver systematisk inderliggjort, og vi anpasser os til omgivelsernes krav og overvåger og styrer os selv. Det er først, når vi ikke gør det, at statsmagten træder til. Fra det øjeblik, vi bliver født og slår øjnene op, studerer vi mors og fars handlinger og reaktioner – og undergår en social adfærdsregulering. Når vi skal tage tøj på, er det ikke kun kuldebeskyttelse, men et nøgenhedsforbud, som skal gøre os bevidste om de andres synsvinkel på os selv. Det tvinger os til at undertrykke vores umiddelbare lyster og formidle forholdet til vores egen krop via indlevelsen i de andres forestillinger – hvad er ulækkert, hvad er attraktivt – og udfolde os tilsvarende i en acceptabel form. Vi lærer, hvad der er rigtigt og forkert, sikkert og farligt, smukt og grimt – med forbilleder og skrækeksempler, belønninger og straf – sådan går vi rundt, når vi vasker vort tøj, vasker vort tøj.Vores sprog og handlingsmønstre og værdier er alt sammen kommunikeret socialt i en endeløs række af norm- og udtrykssystemer – og når først de er etableret, sætter de sig igennem bag om ryggen på os. Takt og tone på stranden og gaden og arbejdspladsen, privat og offentligt, bordskik og toiletbesøg, skidt for sig og snot
38
for sig og hver ting til sin tid – vi gør, hvad der bliver sagt, og følger reglerne og grammatikken automatisk uden at være bevidste om det. Senest i skolen er løbet kørt, og vi står op, selv om vi ikke har lyst, og går den samme vej hver dag og sætter os i klasselokalet ligesom Pavlovs hunde, når klokken ringer ind. Det er de tre vigtigste ting, vi skal lære de næste år: at komme til tiden – og sidde stille og holde mund. Stillesidningen er den store prøvelse og afgørende for, om man kan deltage i undervisningen og kvalificere sig. De urolige bliver sorteret fra. Det gælder om at kappe forbindelsen til omgivelserne og beherske ens kropslige rørelser – og fokusere hele ens opmærksomhed på tavlen. Den motoriske udfoldelse og kropsoplevelsen bliver undertrykt – og formforvandlet til en ren og skær visuel og intellektuel omgang med virkeligheden og symbolerne for den: tal og bogstaver – hvad enten det er oppe på tavlen eller nede i bogen. Og snart er den udskiftet med en computerskærm, og vi er blevet til funktionærer og fortsætter med at blive siddende resten af livet i kontorlandskabet. Hvis man ser på det lidt udefra, så består den almindelige lønarbejdertilværelse i en tvangsmæssig mønstergentagelse – og de eneste, som tvinger os til det, er for så vidt os selv og naturligvis huslejen og banklånet.Vi sætter vækkeuret, og om morgenen børster vi tænder og binder snørebånd og tager på arbejde – og hilser på de samme kolleger og spiser frokost og udfylder vores Excel-ark. Dag efter dag, år efter år køber vi ind og laver mad og børster tænder
BRIEF
marts ‘13
og går i seng – det er en uendelig gentagelse og tvangsmæssighed. Frihedens og mulighedernes verden er henvist til fritiden. Den består for en god del af medieforbrug, der ligeledes foregår foran skærmen – computeren eller fjernsynet – og her kan alt lade sig gøre virtuelt. Vi ser film med James Bond, der dyrker en hæmningsløs, grænseløs selvudfoldelse og altid er fri til at rejse og forbruge – bil, fly, kvinder, martinier – og reklamernes glittede vareverden fortryller os og udsuger vores drifts- og fantasiliv med lystbilleder af det søde liv. Men vi vågner ikke op på en palmeø med en afklædt skønhed af at spise en Bountybar – og det er bare kompensation, når vi tager turen ud i køkkenet efter chips og cola for at stille den sult, som de smukke billeder vækker i os på MTV. Det borgerlige samfund er en kombination af uendelig tvang og uendelig frihed, og mens nødvendigheden hersker i det virkelige liv, er friheden ikke andet end mulighed og udspiller sig for det meste i en medieverden. Det gælder også for det, som ellers er vores frie valg og selvudfoldelse i ferien, hvor vi måske pakker bilen med kufferter og børn og kører af sted sydpå til Gardasøen. Hvis man kigger ud af forruden og kører på motorvejen, fremstår det som ens eget feriemål og selvrealisering, men tager man en tur op i helikopteren og ser det ovenfra, er motorvejen fyldt op af tusindvis af andre familier med det samme tøj i kufferten og samme feriedrømme og samme mål i bilkøen – og det er ikke frit og subjektivt, men 100% determineret som myrer i myretuen.
Foto: Scanpix/Bax Lindhardt
knud romer Knud Romer er født i 1960 i Nykøbing Falster. Han studerede litteraturvidenskab og arbejdede i reklamebranchen, hvor han har vundet a dskillige udmærkelser. I 2006 debuterede han som skønlitterær forfatter med bogen Den som blinker er bange for døden, der var et skarpt og meget personligt opgør med miljøet på Falster, hvor han er opvokset. Bogen er hædret med b.la. De Gyldne Laurbær og er oversat til 15 sprog. Han har sit eget program, RomerRiget, på Radio 24syv.
I sidste ende er det netop et spørgsmål om … synsvinkel. Og frihed og tvang er langt hen ad vejen to sider af samme sag, hvor det kommer an på øjnene, der ser.Vores sprog og adfærd og kønsroller og så videre er alt sammen konventionelle og socialt producerede størrelser, men vi fylder dem hver især ud med vores eget liv, og de giver os mulighed for at udleve det i en mangfoldighed af udtryk og oplevelser. Naturtvangen er blevet erstattet af en samfundstvang, der kræver disciplin og selvkontrol – og samtidig kan vi udfolde os som aldrig før, hvis vi ellers har tjek på det. Engang var Vesterhavet døden for fiskerne og angst og tvangsmæssighed, men i dag tager vi til Hvide Sande og står på surfboards og rider på bølgerne i fri selvudfoldelse og lyst. Fordi vi kan – og kropsbeherskelse og adfærdsregulering er lige så meget undertrykkelse og kontrol, som det åbner for en suveræn frihed.Vi behersker havet, fordi vi behersker os selv.
Med venlig hilsen
Knud Romer
39
Vi giver køb på vores frihed for at gøre det nemmere at købe.
forfatter brev
Kontrollen er omskiftelig, fordi den er menneskeskabt »V
i sløser vores liv væk på detaljer,« skrev Henry David Thoreau i Walden, om de to år, fra 1845 til 1847, hvor han flygtede ud i en hytte i skoven for at komme væk fra samfundets bureaukratiske kontrol og gennemgribende reguleringer. Da jeg var 18 år, svor jeg, at der aldrig var nogen, der skulle bestemme over mig. Jeg ville selv afgøre, med hvad, hvornår, hvorhenne og hvordan jeg ville arbejde. Det var den ydre årsag til, jeg blev forfatter. Den indre var alt det, som jeg ikke forstod og derfor måtte skrive om, og her måtte jeg snart konstatere, at det vigtigste var: fællesskabet med andre. Dermed står vi med livets – og samfundets – paradoks: friheden og fællesskabet. Vores moderne samfund – og måske også privatliv – svinger som et henholdsvis evigt og livslangt pendul mellem at tilgodese disse to F’er. Den private ejendomsret er frihed. Ejendomsværdibeskatningen er fællesskab. Etcetera.Vi kontrollerer og regulerer friheden med fællesskabet in mente. Så langt, så godt – eller hvad? Vi begriber verden ved at drage sammenligninger og opstille modsætninger. Om man bliver opfattet – og opfatter sig selv – som god til et eller andet, afhænger af det fællesskab, man er en del af. Hvis naboerne på barndommens gade var brødrene Laudrup, har det øjeblikkelig sat ens fodboldevner i perspektiv. Se på dig selv: Hvad synes du selv, du er god til? Og hvorfor synes du, at det er netop den disciplin, du mestrer, eller de egenskaber, du besidder? Hvorfor er det dem, du har fremhævet som dine kompetencer
40
ved seneste jobsamtale eller årlige evalueringsmøde? Hvis du ydermere er en af dem, der af og til i et kildent øjeblik overvejer helt at sadle om, at smide din arbejdsuniform og springe ud som noget andet – hvorfor gør du så det? Velsagtens af mindst to årsager: 1) Der er noget andet, som du er god til. 2) Dette »andet« kunne måske give dig et bedre liv. »Just do it.« Sådan lyder devisen hos et globalt udbredt firma, hvis reklamer altid indeholder mennesker, der er ekstremt gode til et eller andet – »som har gjort det«. For eksempel blevet verdens bedste tennisspiller. Men at være verdens bedste tennisspiller er målbart – det er livet ikke. Det tætteste, vi kommer et mål med tilværelsen, som alle kan være enige i, er måske: at leve livet. Det kræver nødvendigvis ikke, at man sælger alt og flytter langt ud i skoven. Måske er det noget ganske andet, du har brug for? Men at kunne indkredse ens behov kræver, at man mindst én gang besinder sig på samfundets kontrol og ens egen selvregulering. (Hvis man har gjort det og erkendt, at man »lever livet« inden for netop disse rammer, ja, så henvender dette essay sig udelukkende til din næste). Alternativt vil man uden større tankekvaler annamme en forhåndenværende målestok, for eksempel bilen i naboens indkørsel. Den kan få os til at tænke: »Aha! Det er altså derfor, jeg har knoklet hele dagen! Sådan én vil jeg også ha’.« Eller: »Jeg vil ha’ en større!« Det er et forståeligt, vederkvægende konkret mål, men er det at leve livet?
BRIEF
marts ‘13
Regulering og kontrol er aldrig statiske, men omskiftelige og udskiftelige størrelser. De er levende, fordi de er menneskeskabte. Her følger tre forskellige, men muligvis sammenhængende moderigtige eksempler. En samfundsbestemt kontrol, der er blevet sløjfet: lukkeloven. Den blev afskaffet, fordi den med tiden i stadig højere grad fremstod som en unødvendig kontrol, en begrænsning af individets frihed. Men er det tilfældigt, at diskussionen om den enkeltes frihed her er synonym med retten til at »forbruge«? Den friktionsfrie tilværelse som forbruger er formodentlig det, som på nettet får os til at give firmaer og selskaber adgang til omfattende viden om vores privatliv.Vi giver køb på vores frihed for at gøre det nemmere at købe.Vi accepterer, at der står nogen og trykker næsen flad mod vores vinduer for at notere ned, hvad vi ejer, og hvordan vi opfører os, for så efterfølgende at ringe på vores dør for at tilbyde os en lind strøm af lignende produkter og livsstile. Det kan man da kalde overvågning, kontrol og forsøg på adfærdsregulering! Men vi er også selv blevet bedre til at holde øje med naboens adfærd i en form, der går under navnet: socialt angiveri. Altså det at anmelde andre for uretmæssigt at nyde godt af samfundsvedtagne goder. At dette for tiden sker i stor stil, forklares med to årsager: det manglende fællesskab og krisen. At vi ikke længere har et nært forhold til naboen, gør os villige til at anmelde denne, og at vi befinder os i en verdensomspændende økonomisk krise, gør det
Foto: scanpix/Marie Hald
Jesper Wung-Sung Jesper Wung-Sung er født i 1971 i Marstal, Ærø. Hans kinesiskklingende efternavn stammer fra hans oldefar, der kom til Danmark for over 100 år siden. Jesper Wung-Sung debuterede som 27-årig i 1998 med novellesamlingen To ryk og en aflevering. Wung-Sung har beskæftiget sig meget med manderoller, men er i det hele taget en meget produktiv og varieret forfatter.
nødvendigt. Lad mig pege på en tredje årsag:Vi er blevet uddannet som teknokrater. (Samfunds)økonomiske mekanismer har aldrig fyldt så meget i medierne som nu, og vi har i hvert fald lært, at hvis man uretmæssigt forsyner sig med fællesskabets vedtagne goder, så er det dig og mig, der betaler i form af mindre frihed. Jeg er for så vidt enig. Det er også derfor, jeg – modsat mange af mine ærede forfatterkolleger – altid har ment, at man for eksempel ikke kan modtage kontanthjælp, mens man skriver – for så er min frihed jo bare betalt med et andet menneskes frihed. Når det er sagt, er risikoen ved at se udad (på naboen, på samfundet) i stedet for indad (på sig selv og sit liv), at man mister blikket for det egentlige. For måske er scenariet i grunden en tanke eller to værd: At andre altså fortæller mig, hvad jeg har brug for, imens samfundet opdrager mig til at blive min brors bogholder. Forskellige måder at kontrollere hinanden, dig og mig selv på. Så du og jeg ikke har tid til at spørge os selv: Er dette at leve livet, eller er det, jeg gør lige nu, bare at fingerere ved en inderligt ligegyldig detalje?
Med venlig hilsen
Jesper Wung-Sung
41
Minitema: STORBRITANNIEN
De kæmper for pund og pints Den britiske EU-skepsis er netop nu en del af den politiske hovedstrøm i London. Men man skal også have ører for de sporbare understrømme, hvis man for alvor skal forstå, hvorfor briterne aldrig har været europæere – og formentlig aldrig bliver det.
Foto: polfoto
af Lone Theils, London
42
BRIEF
marts ‘13
»Det er ikke kun historie, men også kultur og psyke, der ligger bag briternes EU-skepsis,« mener han. »Briterne er kulturelt langt mere vendt mod USA og Canada end Europa. Groft sagt så føler briterne, at de har en del mere til fælles med en amerikaner end en rumæner,« siger Richard Whitman.
Stormagten, der vandt krigen Historisk set har distancen haft sine årsager. Efter krigen følte Storbritannien sig isoleret i Europa, efter at landet havde fornemmelsen af at have stået mere eller mindre alene mod Tyskland med USA som den eneste allierede.
EU & UK – i had og kærlighed Winston Churchill holder tale i Zürich efter krigen og proklamerer: »Vi må bygge en slags Europas Forenede Stater.« 1946
EF's stiftende lande Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg inviterer Storbritannien til at tage del i forhandlingerne. Premierminister Clement Attlee takker nej. Romtraktaten underskrives og stifter dermed EF. Premierminister Anthony Eden mener ikke, at der er tale om et dokument af nogen særlig betydning og skriver ikke under. 1957
Efter økonomisk fremgang i EF-området beslutter Storbritannien sig for at ansøge om medlemskab. Dette blokeres af Frankrigs præsident Charles de Gaulle. 1961
Briterne forsøger igen at blive optaget. Frankrig nedlægger fortsat veto, blandt andet med henvisning til, at briterne er for tæt på USA. 1967
Efter et tredje forsøg optages Storbritannien samtidig med Danmark. 1973
Foto: polfoto
Krumme agurker og pints Læg dertil en presse, der i årevis har været domineret af den australske mediemagnat Rupert Murdoch, der hader EU med en passion, der passer sig for en mand, der mener, at Unionens konkurrenceregler er det eneste, der står mellem ham og verdensherredømme på mediefronten. Britiske aviser har i mange år bugnet af historier om meningsløst og grænsende til det latterlige EUbureaukrati. Skandaler om krumme agurker, øer, der ikke kunne klassificeres som øer, eller loven om påbudt legetøj til slagtesvin har underholdt britiske læsere og været med til at forme deres syn på EU. Under disse hører også rædselsberetninger om, hvordan EU i harmoniseringens navn har forsøgt at tvinge briterne til at bruge kilo og centimeter i handel i stedet for de gammelkendte pund, tommer, fod og pints. Stephen Tindale fra tænketanken Centre for European Reform (CER) mener, at det er en vigtig faktor i briternes opfattelse af EU. »Selv angiveligt respektable aviser såsom The Times sørger for først og fremmest at citere euroskeptikere,« mener han. Rasende grønthandlere har svoret, at de aldrig ville sælge deres kartofler i kilo og lovet at bringe sagen helt til tops ved EU-Domstolen, hvis det skulle komme så vidt, at dette overgreb på deres menneskeret til at sælge i pund skulle udarte sig i bøder. Som man siger på disse kanter: Giv en eurobureaukrat en tomme, og han tager en kilometer. Alt sammen har i årevis været tegn på en ironisk distance til »Bruxelles«.
Fotos: Scanpix
M
an kan definere briternes forhold til EU ud fra de store armbevægelser, som da den konservative premier minister David Cameron nedlagde veto under forhandlingerne om Lissabontraktaten i Bruxelles for lidt over et år siden. Eller som da en myndig Margaret Thatcher bankede bureaukraterne i den belgiske hovedstad på plads med håndtasken og fik millioner af pund i rabat på det britiske medlemskab. Eller man kan lede i det små. I detaljerne om, hvordan helt almindelige mennesker omtaler størrelsen EU, og hvordan der bliver talt om Unionen omkring middagsbordene. Grave sig ned i den retorik, der er med til at definere et forhold, der til alle tider har været ambivalent. Briterne har eksempelvis aldrig nogensinde diskuteret, om det ville være en god idé at komme med i euroen. Den britiske diskussion har til alle tider gået på, om det nu ville være klogt at miste pundet. På samme måde har briterne en anden geografisk Lone Theils opfattelse, end Lone Theils skriver fra man måske selv London, hvor hun i 10 har fået med sig år var korrespondent fra den danske for Berlingske Tidende. folkeskole. Det er Siden 2009 har hun meget muligt, at arbejdet for Politiken og man i timerne så fra tid til anden for DR2. geografilærerens pegepind inkludere De Britiske Øer, da han forsøgte at videregive, hvad der hører til vores verdensdel. Men i Storbritannien vil man høre de fleste briter omtale kontinentet som »Europa«, altså en del af verden, der er en smule forskellig fra, hvor de selv bor. Europa er for en brite ikke bare fastlandet, men også den lidt vage og nogenlunde pæne betegnelse for den klub af lande, der har slået sig sammen i EU. »Geografisk er det ikke korrekt, men det viser, hvordan briterne tænker om Europa. Det er noget derovre på den anden side af havet,« siger Richard Whitman fra Royal Institute for Foreign Affairs, bedre kendt som tænketanken Chatham House.
Medlemskabet vækker så voldsom debat, at der må holdes folkeafstemning. Et snævert flertal siger ja tak til at blive i EF. 1975
Margaret Thatcher bliver premierminister og gør ingen hemmelighed ud af sin foragt for Bruxellesdekreter. Briterne isoleres politisk. 1979
Margaret Thatcher smækker håndtasken i bordet og forhandler en betragtelig økonomisk medlemsrabat på plads for briterne. 1984
43
»Churchill foreslog ganske vist efter krigen, at der skulle være et Europas Forenede Stater, men han så aldrig Storbritannien som en del af dem,« siger professor ved European Institute på London School of Economics, Iain Beggs, der mener, at det britiske diplomati stadig bar rundt på en pæn portion arrogance i efterkrigsårene og en fornemmelse af at være en stormagt, der havde vundet krigen. »Den britiske udsending forlod forhandlingerne, for, som han sagde: 'I bliver aldrig enige, og hvis I bliver enige, kommer I ikke til at træffe nogen beslutninger af betydning. Og hvis I træffer nogen beslutninger af betydning, vil de være en ren katastrofe',« fortæller han. At briterne valgte ikke at være en del af det stiftende fællesskab, kom til at skabe problemer på langt sigt. Med den sene ankomst i 1973, 16 år efter at Romtraktaten blev underskrevet, havde Storbritannien ikke mulighed for at være med til at forme de helt grundlæggende regler for, hvordan Unionen fungerer. »Det var egentlig først, da briterne erkendte, at imperiet var tabt, at de vendte sig mod EU,« siger Iain Begg. Den mest åbenlyst fjendtligt indstillede premierminister i nyere tid har været Margaret Thatcher, der bankede håndtasken i bordet i 1984 og fik forhandlet sig til en klækkelig medlemsrabat til Storbritannien ud fra den
John Major, der har kuppet Thatcher, underskriver modstræbende Maastrichttraktaten. Storbritannien melder sig ud af den økonomiske og den sociale del, der vedrører arbejdsmarkedet. 1992
Tony Blair vinder en over bevisende sejr og lover, at Storbritannien nu skal være »i hjertet af Europa«. 1997
Terrorangrebet på USA ændrer britisk udenrigspolitik radikalt. Blair allierer sig betingelsesløst med George W. Bush, og det skaber friktion i EU. 2001
David Cameron bliver konservativ partileder og melder som en af de første handlinger partiet ud af Europa-Parlamentets konservative gruppe, fordi den er for »føderalistisk«. 2005
David Cameron indgår i koalitionsregering med Liberaldemokraterne, landets eneste erklærede EU-venlige parti. Under forhandlinger i Bruxelles om Lissabontraktaten nedlægger Cameron veto og bliver modtaget hjemme i sit eget parti som en folkehelt. 2011
Betændt emne Senere kom John Major til, og han lærte på den hårde måde, at EU var et betændt emne, der bar risikoen for at splitte partiet midt over i to fløje. Den ene var stik imod mere union ud fra den betragtning, at Unionen undergravede den britiske stats selvbestemmelse i lovgivningen. Den anden var lige så varm fortaler for Unionen med den begrundelse at den samhandel, EU havde at byde på, er helt uundværlig for britisk erhvervsliv. Løsningen for John Major og mange andre konservative ledere efter ham og
Foto: Polfoto/Wiktor Dabkowski
2010
betragtning, at briterne fik alt for lidt for deres penge, fordi landet i modsætning til så mange andre medlemslande ikke har så meget landbrug og derfor ikke modtager landbrugsstøtte i den samme skala. Men det var også EU, der i sidste ende fik partiet til at kuppe sin leder og smide hende ud af Downing Street. Og det er på sin vis en arv, der stadig præger det konservative partis holdning til EU, mener Iain Begg. »Det er en slags hævn over EU, der udspiller sig ude i de små valgkredse, hvor man kun kan blive nomineret til parlamentet, hvis man er EUskeptiker. Og det påvirker sammensætningen af partiet i parlamentet, og det er nu med til at presse Cameron til at være mere EU-skeptisk, end han naturligt er,« siger han.
David Cameron siger nu åbenlyst, at det er »en mulighed«, at Storbritannien ikke længere skal være medlem af EU. 2012
Fotos: Scanpix
44
Premierminister David Cameron forsøger at holde balancen mellem sine europæiske kolleger og EUskeptikerne i det konservative parti, der kan true hans position.
BRIEF
marts ‘13
korrekt at kalde det EU-fjendtlighed,« mener Stephen Tindale. Udmeldelse er en mulighed Selv om premierministerens personlige holdning til EU er af pragmatisk, praktisk karakter, fordi medlemskab efter hans mening er det bedste for britisk erhvervsliv, er han alligevel endt med at blive set som den mest EU-fjendtlige premierminister siden Margaret Thatcher. Da David Cameron kom til magten i det konservative parti, kom han allerede med en tung bagage, hvad angår EU. For at sikre sig formandsposten var han nødt til at love højrefløjen af partiet, at han ville melde partiet ud af den konservative gruppe i EU-Parlamentet. Parlamentsgruppen, der består af en alliance af konservative partier fra medlemslandene, var efter højrefløjens mening alt for forhippede på at skabe mere union. Pinligt nok måtte Cameron nu på europæisk plan indgå i alliancer med langt mere højredrejede partier, der i deres hjemlande blandt andet rasede mod homoseksuelle og indvandring. Udmeldingen sendte et kraftigt signal til resten af EU, og der går en lige linje fra denne beslutning til David Camerons senere veto under forhandlingerne om Lissabontraktaten.Vetoet, der faldt i slutningen af 2011, var, mener mange politiske iagttagere, ganske enkelt et resultat af dårligt diplomati, et resultat af, at David Cameron stod venneløs og uden kontakter i EU, da det virkelig gjaldt. »Det var, for nu at sige det diplomatisk,
Det var egentlig først, da briterne erkendte, at imperiet var tabt, at de vendte sig mod EU. Iain Beggs, professor ved European Institute på London School of Economics
den på dørhåndtaget, er finanskrisen og euroområdets økonomiske nedsmeltning. For selv om briterne selvsagt er uden for selve møntunionen, har euroens store problemer selvfølgelig ramt hårdt i Storbritannien, der lever af at eksportere til Irland, Frankrig og Tyskland. Og harmen over, hvad man i London opfatter som uansvarlig økonomisk politik, er ikke lille. »Jeg vil sige, at i de senere måneder kan man ikke bare tale om EU-skepsis i det konservative parti. Det vil være mere
ikke det smarteste træk, han kunne have gjort,« vurderer Iain Begg. Udadtil handlede vetoet om, at David Cameron ville beskytte Londons finanscenter i Citys særlige status under medlemslandenes stigende økonomiske harmonisering. Men på hjemmefronten blev vetoet set som en triumf i det konservative parti og gav den EU-skeptiske fløj vind i sejlene På det seneste konservative årsmøde udgav en parlamentsgruppe en over
Foto: Polfoto
helt op til David Cameron har været at gå på listefødder, når det gælder EU. Akkurat som John Cleese i rollen som Basil i Halløj på badehotellet hviskede højt, at »man helst ikke skulle nævne krigen,« når den tyske gæst var i receptionen, vidste konservative politikere på landsplan, at de »helst ikke skulle nævne E-ordet.« E for Europa. Men man skal ikke tro, at en Labourregering nødvendigvis er garant for et mere hjerteligt forhold til EU. Tony Blair åbnede ganske vist sin regeringsperiode med at erklære, at Storbritannien skal være »i hjertet af Europa« og være med til at sætte dagsordenen. Men han havde måske glemt at få sin finansminister Gordon Brown til at være helt så entusiastisk omkring den idé. Finansministeren havde meget få venner i Bruxelles og var kendt blandt sine finansministerkolleger for at være ret uforskammet under deres fælles møder. Groft sagt mødte Gordon Brown op, sagde, hvad han havde at sige, og tog så sine høretelefoner demonstrativt af, mens der blev tolket under hans kollegers indlæg. Storbritannien har altid været ambivalent omkring EU, og modsætningsforholdet til især Frankrigs udenrigspolitiske ambitioner går helt tilbage til 1960'erne, da franskmændene flere gange blokerede briternes forsøg på at blive medlemmer. Det, der nok i langt højere grad har været med til at få Storbritannien til at rejse sig fra EU-bordet og stå med hån-
A pint of lager, please. Pint er en gammel måle enhed, som englænderne holder fast i på pubberne. Måske fordi der er over 10 procent mere øl i »a pint of lager« end i »en halv liter fadøl«.
100 sider lang hvidbog om alle de love, briterne ønsker at genforhandle med EU. En udmeldelse er stadig, hvad man kalder en »atombombeløsning«, men det er en løsning, der nu diskuteres som en seriøs mulighed i partiet. Problemet for David Cameron er, at han på den ene side skal forsøge at holde på sin koalitionspartner, de EU-venlige Liberaldemokrater, og samtidig beholde sin position i partiet. Mange konservative er bitre over, at Cameron ikke vandt en »ren« valgsejr og var nødt til at gå i koalition. EU er blevet en kampplads, hvor den bitterhed får fri luft. Bekymringen er, at meningsmålingerne viser, at de konservative mister vælgere til blandt andet partiet UKIP (UK Independence Party), der ønsker en regulær udmeldelse af EU. Mange konservative ønsker, at Cameron til det næste valg skal indgå i valgforbund med dette parti for at sikre en sejr. En af de varme fortalere for, hvad der eufemistisk kaldes »en genforhandling« af forholdet til EU, er Londons karismatiske borgmester Boris Johnson. Problemet er, at det vil være særdeles begrænset, hvad David Cameron kan få forhandlet hjem med Bruxelles, mener Richard Whitman. »Hvad han end kommer hjem med, vil det ligne vinduespynt. EU har andre problemer at håndtere end David Camerons indenrigspolitiske kvaler. Det er en britisk vildfarelse, at der findes en skræddersyet britisk løsning, der passer os perfekt, og at den er inden for rækkevidde,« mener Boris Johnson. Den populære politiker har aldrig lagt skjul på, at han ønsker en folkeafstemning om EU, og under det seneste årsmøde i partiet blev han modtaget med stående bifald, der var endnu længere end det, der kom David Cameron til del.
45
Minitema: STORBRITANNIEN
Blå Bog • Alexander Boris de Pfeffel Johnson. • Født 19. juni 1964 i New York. • Londons borgmester siden 2008, valgt med over en million personlige stemmer og genvalgt i 2012. • Uddannet fra Eton og senere Oxford University. Arbejdede en tid for Times og blev senere Bruxelles-korrespondent for avisen Daily Telegraph. • I perioden 1999-2005 var han redaktør for magasinet The Spectator. • 2001-2008 konservativt medlem af det britiske parlament. Han opgav sin plads i parlamentet, da han blev borgmester. • Han er desuden forfatter til en række bøger og har været vært på historiske programmer på BBC, fortrinsvis om Romerriget. • Sammen med Marina Wheeler har han børnene Milo Arthur, Cassia Peaches, Lara Lettice og Theodore Apollo.
Boris har nøglen Han er blevet kaldt britisk politiks svar på en golden retriever, men tag ikke fejl. Den konservative Boris Johnson kan blive en meget, meget magtfuld faktor i forhold til, hvordan Storbritannien definerer sit forhold til EU. Foto: scanpix/Jillian Edelstein
af Lone Theils, London
46
BRIEF
marts ‘13
partiet, men i takt med at Boris er blevet en populær politiker på landsplan, er hans stemme blevet mere og mere magtfuld i partiet. Han er blevet samlingspunkt for skeptikere, der ønsker en folkeafstemning, og mange ser ham som en mulig udfordrer til Cameron for posten som partiformand og potentielt premierminister. Lige nu er det ikke muligt, for Boris er ikke medlem af parlamentet og kan derfor ikke blive partiformand. Han opgav posten, da han blev Londons borgmester. Men flere partifæller har forsøgt at finde en løsning, hvor Boris bliver tilbudt en sikker konservativ valgkreds, får en parlamentsplads og dermed kan udfordre Cameron. Under det konservative landsmøde sidste år var den konservative ledelse nødt til at sørge for at sætte presseafdelingen til at arrangere Boris' tale, så den ikke kolliderede i programmet med David Camerons planer. De bad også om at få talen til gennemsyn, inden Boris blev sluppet løs på et begejstret parti, der startede med stående bifald, inden han havde løsnet så meget som et ord. Han er det tætteste, det konservative parti kommer på at have en rockstjerne. »Det er helt ekstraordinært, som partiet tilbeder Boris som en slags politisk superhelt. Cameron er slet ikke lige så populær,« siger Stephen Tindale fra tænketanken Centre for European Reform (CER), der var til stede, da Johnson talte på det seneste konservative årsmøde. Overleveren Boris På sin side ved Cameron, at den bedste chance, han har for at holde Boris fra toppen, er at give ham præcis nok, til
Folk sagde, at der ville komme mutantrotter op af kloakkerne med to eller tre øjne og spise Londons City, fordi vi ikke var med i Den Økonomiske Union. Det skete ikke. Boris Johnson
Han er tidligere journalist og EUkorrespondent for avisen Daily Telegraph og ved, hvad han taler om, når han diskuterer Unionen. Samlingspunkt for skeptikere Hans skepsis har altid været en kendt sag i
at det bedre kan betale sig at blive som borgmester. Det er en af grundene til, at David Cameron alvorligt overvejer en folkeafstemning om briternes fremtidige forhold til EU. Men Richard Whitman, ekspert i EU fra Royal Institute of Foreign Affairs
Foto: Scanpix/Elliott Franks
H
an er på fornavn med hele nationen. Sig Boris, og de fleste briter ved med det samme, at der er tale om Londons åbenmundede, intelligente, morsomme og diplomatisk måske lidt småkiksede Mr. Johnson. Da han blev valgt som borgmester i 2008, slog han alle rekorder og fik over 1 million personlige stemmer mod Labour-kandidaten Ken Livingstone, »Røde Ken«, der havde siddet tungt på posten gennem flere valgperioder og kaldt Boris Johnson for en vittighed. Boris Johnson er på mange måder en morsom mand, og han har en ganske særlig evne til at befinde sig i situationer, der sætter ham i et lettere latterligt lys. Han falder i floder, han sidder ubehjælpsomt fast på en line spændt ud over jorden under en pressepræsentation. Men hans evne til at ryste på hovedet over det og grine med får de fleste vælgere til at fnise lidt, kalde det »klassisk Boris« og stemme på ham næste gang. Diplomatisk har han en ganske særlig evne til at lægge sig ud med de særeste fraktioner. Såsom hele byen Liverpool, som han fornærmede i en sådan grad, at han måtte rejse til byen og stikke borgerne en undskyldning, og Papua Ny Guinea, hvis kannibalistiske fortid han refererede til under en diskussion om det konservative partis fremtid. Populariteten blev for alvor cementeret, da han deltog i en række udsendelser af programmet Have I Got News For You, den britiske version af Ugen, der gak, hvor han både som deltager og vært charmerede seerne med sin tørre humor.
(Chatham House), tvivler på, om det er nok. »Jeg tror, Boris pønser på at blive partileder og premierminister, og det smarteste, han kan gøre lige nu, er egentlig at holde sig i ro og lade det farlige emne udspille sig for David Cameron«, mener han. Som politiker er hans afvæbnende charme dødsensfarlig for de fleste politiske modstandere, ikke mindst fordi Boris overlever stort set alt, hvad der normalt ville lægge en politisk karriere død. Han har fornærmet en række mennesker, heriblandt sin partileder. Han er blevet taget i at have en affære igennem fire år og derefter lyve om det til sin daværende partileder Michael Howard. Han har ene mand fået budgettet for borgmesterens taxikørsel til at stige med over 400 procent på fire år. Han har gang på gang bragt sig i situationer, der ville få de fleste politikere til at stikke halen mellem benene. Mutantrotter og EU Tværtimod har han en evne til at komme ud af kriser med nye tilhængere og et citat, der sætter det hele på plads. Som hans holdning til EU. »Folk sagde, at der ville komme mutantrotter op af kloakkerne med to eller tre øjne og spise Londons City, fordi vi ikke var med i Den Økonomiske Union. Det skete ikke. Jeg tror heller ikke, verden braser sammen om ørerne på os, hvis vi ikke er medlemmer af EU længere«, siger Boris Johnson.
47
Han vil have danskerne til at ændre adfærd, så vi passer bedre ind i den globale landsby – intet mindre. Og han er godt på vej. Lars AP har stiftet Facebookgruppen Fucking Flink, der også er titlen på hans bog. Vi satte bagmanden stævne til en snak om danskernes manerer. ATTITUDE
Af Ebbe Fischer · Foto Jacob Nielsen
or Frue Kirke er smuk, e legant og andægtig. Det var her, Kronprins Frederik blev gift med Mary Donaldson i pomp og pragt, men på en mandag eftermiddag er kirken tom. Bortset fra en lysmand, der arbejder med lysekronerne. Vi sidder i kirken, fordi vi har besluttet at teste Lars AP’s manerer forskellige steder i indre København. Manden, hvis erklærede mål det er at gøre danskerne til verdens flinkeste folk. Han kalder sit projekt Fucking Flink, og det første spørgsmål melder sig allerede. Skal vi op og hilse på lysmanden? »Ikke nødvendigvis. I Danmark har vi en speciel tradition for god tone, som forskerne kalder ’negativ høflighed’,« hvisker 42-årige Lars AP, som uddyber: »Negativ høflighed betyder, at vi opfatter det som mest høfligt at lade folk være i fred.Vi danskere lader gerne folk være i fred. Det er en udbredt måde at tage hensyn på. I engelsktalende lande har
48
man en såkaldt positiv høflighedsform – man sørger i højere grad for, at folk ikke føler sig udenfor,« forklarer Lars AP ivrigt, nu lidt højere. Han ser et stort paradoks i, at verdens lykkeligste folk, som danskerne ofte bliver kåret til, ikke viser mere overskud i hverdagen. »Vi har et kæmpe potentiale.Vi er nemlig lidt underskudsagtige, og min tese er, at hvis vi begynder at udnytte vores ressourcer bedre over for hinanden, vil vi få en kraftig effekt ud af det.« Projektets primære målgruppe er folk under 40 – særligt de helt unge. Det er nemlig dem, man bedst kan påvirke, forklarer Lars AP. Og så er der ikke så meget at gøre ved, at nogle bliver stødt af det knap så høviske ord fucking. »Hvis man vil have de unge med, skal der lidt skru på bolden,« siger han. Amerikansk inspireret Den kreative strateg, som han kalder sig, har en amerikansk far og en dansk mor.
BRIEF
marts ‘13
Danskernes skal vĂŚre flinkere, mener Lars AP. 167.000 brugere pĂĽ Facebook er enige.
49
Han er vokset op i en landsby på Sydfyn, men er samtidig rundet af den anglo saksiske kultur, hvor det er langt mere naturligt at henvende sig til fremmede mennesker. »Negativ høflighedskultur er traditionelt en omgangsform, man ser i landlige områder, og formen passer ikke med den måde, vi danskere lever på i dag,« siger Lars AP. Vi rejser os og går ud af kirken – uden at hilse på lysmanden, som heller ikke ænser os.Vi går dernæst igennem Jorcks Passage, ned på Strøget, mens københavnerne haster forbi os. Lars AP taler engageret hele vejen. »Danmark er skiftet fra at være et landbrugsland til at være et urbant landskab, men vi har stadig de manerer, som virkede, da vi boede i landsbyer og mødtes Sådan er du flink ved gadekæret,« siger han. »Del en avissektion med »Men i dag vender vi os sidemanden i toget. mere mod verden; vi er en Tag en ekstra kop kaffe del af den globale landsby, med til kollegaen, hvis og den negative høflighedsdu alligevel skal ud til form har simpelthen ikke kaffemaskinen. Og husk tilstrækkeligt med tangenter. så at sige tak, når nogen Vi har brug for et større gør noget overskudsagklaviatur, når vi lever i en tigt for dig,« lyder et helt urban kultur; vi har brug for konkret råd fra Lars AP, at supplere med en positiv der generelt opsummerer høflighedsform, når vi skal god opførsel i tre råd: møde den globale kultur,« mener han. 1. Tag hensyn til andre.
Vi skal prøve at se det sjove i at ændre adfærden i et globaliseret samfund, hvor vi skal kommunikere med folk fra alle mulige kulturer.
Sæt dig ind i deres situation. Det er det nemmeste råd at efterleve i praksis, så hvorfor gør vi det ikke lidt oftere?
Bevar det danske Vi er nået ned til Storke springvandet, hvor en varevogn kommer kørende, selv om den ikke må. Lars AP stopper og gør plads til den, 2. Vær udadvendt. inden vi fortsætter ind på Spørg til andre, også den fine Café Europa. Her fremmede. Hvordan har hilser vi på personalet, som de det? Smil, kom med lader til at have travlt.Vi får en frisk bemærkning. Det anvist et bord og fordyber lyder let, men strider mod os i samtalen på ny. Lars AP nordboerens natur. henviser til forskellige høflighedsforskere, som han ikke 3. Stik en finger i jorden anede eksisterede for få år – og pas dig selv, når du siden. Og så opfordrer han til mærker, at andre helst vil at holde fast i danske værdier. være i fred. Men det vil »Det er vigtigt for mig at de altså ikke altid. pointere, at jeg ikke mener, vi danskere generelt er uhøflige.Vi har en enorm høj grad af tillid og loyalitet, og det skal vi holde fast i. Men bliver man en mindre loyal kammerat af at stå og tale med en fremmed ved busstoppestedet? Den køber jeg ikke,« siger han og tilføjer, at man med fordel kan tilstræbe
50
BRIEF
marts ‘13
Lars AP & Fucking Flink Lars Andreas Pedersen ejer konsulentvirksomheden Redhair og er forfatter. Han har stillet sig selv et simpelt spørgsmål: Hvordan bliver verdens lykkeligste folk også verdens flinkeste? Spørgsmålet er introen til både en bog og en Facebookgruppe med navnet Fucking Flink – begge fra september 2010. Facebooksiden har i skrivende stund hele 167.000 »likes«, og her kommer folk med historier fra det virkelige liv. Lars AP holder i øvrigt foredrag og er i gang med produktion af en ungdomsserie med navnet Ultra Fucking Flink til DR’s nye ungdomskanal, DR Ultra.
AP begejstret og tilføjer, at alternativet ikke er tiltrækkende. »Hellere det, end at vi skal vende os væk fra verden. Jeg ved ikke, hvad det bliver til, men det er den her legesyge, jeg vil have frem. Det handler om at få det bedst mulige møde med dem, der er omkring én. Hvorfor ikke kaste os ud i det og blive så gode til det som muligt?« Flink på Strøget Lars AP stopper sin talestrøm, og vi kigger på hinanden. Han har talt næsten uafbrudt i en time, og jeg har lyttet. Kort efter rejser vi os og betaler ved kassen. Lars AP er smilende og opmærksom over for personalet, og det bliver jeg automatisk også. Pigen ved kassen gengælder vores smil. Tilbage på Strøget slentrer vi op mod Rådhuspladsen, og Lars AP fortsætter engageret. Han henviser til en undersøgelse,
der viser, at hvis du gør plads til andre – for eksempel i en fyldt metro – så øger det din lykkefølelse. Og det gør sørme også dem glade, der observerer den gode gerning udfolde sig. »Det er da fantastisk!« – udbryder han og stopper op. Vi står midt på Strøget. Et ældre par sidder på en bænk i et hjørne og ser på et kort. De leder ihærdigt efter noget. »Her kunne man jo gå hen og hjælpe dem,« siger Lars AP, som dog venter til en bedre udfordring dukker op. »Den her er næsten for oplagt,« smiler han. Det er åbenbart ikke nemt at forvandle negativ til positiv høflighedsform. Slet ikke i Danmark.Vi tager pænt afsked med Lars AP, der forsvinder ud i havet af mennesker, der tilhører verdens lykkeligste folk, der måske også en dag vil være verdens flinkeste.
Emma Gad er stadig den gode tones ambassadør par excellence, selv om hun døde helt tilbage i 1921. Hun blev født i 1852 og gjorde karriere som manuskriptforfatter for Københavns teaterscener. I 1915 blev hun ansat på Politiken som journalist og redaktør for Dametidende, og hun var aktiv i kvindesagen. Allerede i 1886 oversatte Emma Gad etikettebogen Man skal aldrig…, men hun er mest berømt for værket Takt og Tone. Hvordan vi omgaas fra 1918, som hun selv har forfattet. Emma Gad skrev om høflighed og etikette med stor humor, og hun nåede dermed et bredt publikum.
Foto: Polfoto
en balance mellem negativ og positiv høflighedskultur. »Vi skal bevare det, at vi også kan lade hinanden være i fred,« fastslår han. I samme øjeblik kommer tjeneren hen. Vi har allerede fået vores kaffe, men han skal have fat i en menu, der ligger under min bærbare computer. Tjeneren – en ung mand – siger ingenting, men hiver langsomt fat i menuen, og jeg løfter computeren for ham. Så er han væk igen med menuen i hånden. Var det negativ høflighed? »Jeg tror måske bare, han er ny her, og vi har jo heller ikke givet udtryk for ønske om kontakt, så ja, det er negativ høflighed at lade os være i fred. Men jeg synes alligevel, det ville vise lidt personlighed, hvis han sagde noget.« Burde vi måske have grebet bolden? Jeg kunne jo have sagt noget til ham på en frisk facon? »Der er ingen tvivl om, at i Danmark kommer vi til at skulle starte bolden rigtig meget selv, fordi andre ikke gør det,« svarer Lars AP. Handler det ikke bare om god opdragelse og situationsfornemmelse? »Nej, jeg har ikke en normativ Emma Gad-agtig indgang.Vi skal prøve at se det sjove i at ændre adfærden i et globaliseret samfund, hvor vi skal kommunikere med folk fra alle mulige kulturer. Det kan blive skidesjovt,« siger Lars AP og tilføjer, at danskere har gode forudsætninger i det globale møde. »I løbet af de sidste 150 år har vi haft social innovation, så det stormer – for eksempel højskoler, nye sociale strukturer og den danske ombudsmand, som er kopieret i hele verden. Hvad nu hvis vi kunne finde nye innovationer i den måde, vi omgås hinanden på – og være som fisk i vandet i det globale møde?« siger Lars
Sådan er du flink online »Det er en svær øvelse at være flink online. Man glemmer nemt, hvor meget det sårer og støder, når man ytrer sig i bombastiske vendinger. Folk har en tendens til at træde på den verbale speeder, når alle pludselig har fri taleret og samtidig er forskanset bag en skærm. Desuden kan det skrevne ord let misforstås og overfortolkes, når man ikke kan se det venlige blik eller mærke det afvæbnende klap på skulderen. Grundlæggende gælder de samme regler som i den analoge verden. At vise respekt, tage hensyn og forsøge at forstå situationen fra den andens synspunkt. Helst inden man trykker 'send'.«
Inge Correll er født 1938. Hun er ekspert i takt og tone og har skrevet to bøger om emnet – Takt og nye toner og Selskabslivets ABC. I 1960’erne var hun stewardesse i SAS og har siden gjort karriere i hotelbranchen. Fra 1987 til 2011 drev hun Havreholm Slot, som hun har ejet siden 1999. Hun driver stadig sit firma Setup, der med hende selv som omdrejningspunkt rådgiver i takt og tone. I 2002 blev Inge Correll kåret som »Årets Danske Erhvervskvinde«. www.setup-ic.dk/
Læs interviewet med Inge Corell i brief nummer 3 på www.nordeaprivatebanking.dk/brief
51
debrief
I dette nummer har vi taget temperaturen på Storbritanniens forhold til EU. Danmarks ambassadør i London, Anne Hedensted Steffensen, får det sidste ord.
»Der er ikke ret mange, der taler EU op«
debrief: Anne Hedensted Steffensen har været Danmarks ambassadør i Storbritannien siden 2011. Hun har mere end 20 års karriere i Udenrigsministeriet bag sig.
Hvorfor er Storbritanniens forhold til EU så specielt sammenlignet med de andre større landes? Storbritanniens forhold til EU har altid handlet om specifikke interesser som handel, indre marked, frihandelsaftaler og udvidelsen. I Tyskland og Frankrig – men til dels også i Danmark – er der tale om et skæbnefællesskab. Det har også været et freds- og forsoningsprojekt, og derfor har man set de meget stærke symboler, som for eksempel da Kohl og Mitterrand i sin tid stod med hinanden i hånden. I Storbritannien er det helt andre ting, der er vigtige. Der er mere fokus på de konkrete fordele. Føler briterne et større skæbne fællesskab med USA? Ja, det gør de, når det handler om fred i
Er det også vigtigt, at de føler et fællesskab med de gamle kolonier? I briternes egen selvforståelse er Storbritannien en global magt. Det er ikke kun en europæisk magt. Og i en økonomisk krise, som er negativt påvirket af krisen i eurozonen, er der endnu mere fokus på at udvikle relationerne til Commonwealthlandene, hvor en del af dem er vækstøkonomier som Indien. Hvordan oplevede du, at det danske formandskab sidste år blev modtaget af briterne? Det blev utroligt positivt modtaget. Vi er enige om mange ting, og de opfatter os også som et effektivt, lille land, der er god til at finde kompromiser. Generelt er der både blandt politikere og i befolkningen stor beundring for den danske model, hvad enten det handler om vores måde at passe børn på, vores økonomi, arbejdsmarkedet eller vores velfærdsmodel. Oplever du, at den britiske presse er meget kritisk over for EU? Jeg blev faktisk overrasket, da jeg kom til Storbritannien og oplevede, hvor negativ den britiske presse er over for EU. Det gælder både tabloidpressen og de andre landsdækkende aviser, og det kommer selvfølgelig til at sætte tonen for debatten.
Download det fulde interview som podcast på nordeaprivatebanking.dk/brief
Er der nogle EU-venlige stemmer i debatten? Der er ikke ret mange, der taler EU op. Selv i forretningslivet går man ikke ind i den offentlige debat. Det har ændret sig lidt efter Camerons tale, hvor CBI – der svarer til Dansk Industri – har været ude og sige, at EU er vigtig. Ellers har de været relativt fraværende. Men når jeg taler privat med fremtrædende erhvervsfolk, så er de meget klare i spyttet om, at det indre marked og yderligere liberaliseringer er meget vigtige for britiske virksomheder.
brief nordea private banking magazine
marts 2013
12 N r.
I statens favntag Det regulerede samfund s. 34 Teenageboss Giv dit barn kontrollen s. 30
Tema: Lufthavne
Europa. Briterne glemmer ikke, at de sammen med amerikanerne gik ud af Anden Verdenskrig som sejrherre og reddede os på kontinentet. Det er en grundlæggende fortælling. Det er også vores fortælling i Danmark. Men vi har også en anden fortælling om, at vi gennem EU har skabt både vækst og udvikling, og bevaret fred i Europa.
brief nr. 12 nordea private banking magazine
tekst Michael Rachlin
De sidste briter i Europa Melder de sig ud? s. 42
Ender det med, at Storbritannien forlader EU? Det kan man jo ikke afvise. Men der skal ske rigtig mange ting først. Cameron har sagt, at han vil lægge det ud til en folkeafstemning inden udgangen af 2017, hvis han vinder valget i 2015. Men han skal have et konservativt flertal i parlamentet eller overbevise liberaldemokraterne til at være med, hvis de tilsammen får flertal. Og han skal genforhandle nye vilkår for UK’s medlemskab med de andre EU-lande, så de britiske vælgere får noget at vælge imellem. Hvis alle de ting sker, så har Cameron jo sagt, at vælgerne skal afgøre det en gang for alle. Og det bliver en bindende afstemning. Kommer debatten til at ligne det, vi kender fra folkeafstemninger i Danmark? Det er svært at sige, hvad der vil ske, hvis vi kommer så langt. Men jeg tror, at der vil komme en ganske stor debat, og de, der er interesseret i at blive i EU, vil blive tvunget til at komme meget stærkere på banen.
Lufthavnen Den moderne verdens centrum s. 6