brief 13

brief NORDEA PRIVATE BANKING MAGAZINE

juni 2013

13 N R.

Mød sambadanseren Kenia og 24 andre brasilianere s. 34

Spredere og samlere Opsparing: Dyd eller nødvendighed s. 4 Talenter i Nordea Mød fremtidens bankfolk s. 28 Modeord Vi undskylder som aldrig før s. 42

Brasiliens nye ansigt

brief 13 NR

Indhold

Forsiden af dette nummer er fotograferet af den brasilianske fotograf Hugo Inglez, der har et galleri i Rio. Han har fotograferet Kenia Vianna Diogo, der fortæller om samba som livsstil og forretning på side 39. Se flere billeder fra optagelsen af forsiden på www.nordeaprivatebanking.dk/brief.

s.4 samlere

Spredere og

Hvorfor sparer vi op?

Eller køber på kredit? Hør økonomens, psykologens og sociologens bud.

UDSYN

FRIRUM

s.12 Alt forladt

brief har jagtet skønheden på tre forladte steder i Danmark.

s.30 hovedsæde Nordeas

INDSIGT

Se Henning Larsen Architects' tegninger af det kommende hovedsæde for Nordea.

s.48 Har den trykte Avisen

avis en fremtid? Hvad skal vi stille op med avisen i 2013?

2

ATTITUDE

01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52

Tema/Opsparing

*

Fravær/Forladte steder

Red Bull/Energien i tidsånden

**

Indsigt Nordeas talenter

Skattereformen Nordeas nye hovedsæde

25 brasilianere/ansigtet på den nye økonomi

Ord/Vi bringer en undskyldning

***

Interview/Vil avisen overleve?

debrief/Kjeld Holm

BRIEF

juni ‘13

KOLOFON UDGIVER:

Den globale jagt på velstand

Nordea Private Banking Nicolai Eigtveds Gade 8 Postboks 0850 0900 København C

KONTAKT: brief@nordea.com

REDAKTION:

Mens vores del af verden har befundet sig i en dyb økonomisk krise, har de hastigt voksende økonomier i Asien og Latinamerika leveret et stadig større bidrag til den globale vækst. I lande som Brasilien og Kina har millioner af mennesker det seneste årti taget et betydeligt skridt op ad den økonomiske stige og har nu adgang til goder, vi andre længe har taget for givet.

Den udvikling er naturligvis først og fremmest glædelig for de mennesker, som ikke længere er tvunget til at leve i fattigdom. Den stigende velstand er dog en udvikling, vi også i Danmark nyder godt af. Når nye, købestærke forbrugere i storbyer som São Paulo og Shanghai bidrager til verdensøkonomien, gavner det nemlig også danske investorer.Vi har i en årrække anbefalet at investere i selskaber, som har en stor del af deres forretninger på disse vækstmarkeder.

I brief sætter vi denne gang fokus på Brasilien, som i al ubemærkethed er blevet en økonomisk magtfaktor – regionalt og globalt. For eksempel spås Brasilien at blive en af verdens fem største økonomier inden for få år. Og så er det en nation, som i disse år drives frem af en helt ny

selvtillid, hvilket blandt andet ses ved, at Brasilien indtager en stadig større rolle i internationale fora som FN mv.

Om evnerne også står mål med ambitionerne skal for alvor stå sin prøve, når landet i 2014 og 2016 er vært for to af verdens helt store kulturelle begivenheder – VM i fodbold og De Olympiske Lege. Til den tid vil hele verdens øje hvile på de godt 193 millioner brasilianere.

Inden da har landet, hvis nationale motto lyder 'Orden og fremskridt', travlt med at gøre sig klar til den store fest.

I brief kan du møde 25 stemmer, som hver især er med til at tegne morgendagens Brasilien. Læs, hvad de mener om fremskridtet, økonomien, fodbolden og revolutionen, der aldrig kom.

God læsning.

Flemming Højbo (ansv.), Thomas Engelsmann, Ulla Enghus Madsen, Jesper Phaff Mørck

REDAKTØR: Michael Rachlin, Datagraf Communications

SKRIBENTER: Christian Mohr Boisen, Ebbe Fischer, Lars Bo Axelholm, Rasmus Karkov, Annelise Marstrand-Jørgensen

GRAFISK DESIGN: Lars Boye Andersen, Thomas Brandstrup, Datagraf Communications

ILLUSTRATION: Mette Funck, Datagraf Communications

FOTOGRAFER: Jacob Nielsen, Tobias Selnaes Markussen, Hugo Inglez

SATSKORREKTUR: Borella projects

Hans Henrik Klestrup Direktør Nordea Private Banking

TRYK: Datagraf Communications

DET VIL JEG LÆSE:

Historien om spredere og * samlere ser spændende ud. Hvorfor

er der den forskel i adfærd? Den psykologiske vinkel synes jeg er spændende.

Helle Jacobsen, Teamleder, Private Banking, Odense

Jeg glæder mig til at læse ** historien om Red Bull. Det er en fascinerende historie – om man kan lide produktet eller ej.

Søren Hald, Teamleder, Private Banking, Herning

Jeg glæder mig til at læse *** om undskyldningerne. Det er et interessant emne.

Jan Rytoft, Business Support, Private Banking, København

Nordea Private Banking tilstræber, at oplysningerne i dette magasin er korrekte og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende.

Nordea Private Banking påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske ­dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette magasin.

Eftertryk, gengivelse eller videredistribution er kun tilladt efter forudgående aftale med Nordea Private Banking.

FORSIDEFOTO: HUGO INGLEZ

3

SPREDERE &

SAMLERE

Vi købte på kredit i 00’erne. Og i dette årti har vi svært ved at få Dankortet op af lommen.

Hvad er værst? Svaret er et klokkeklart: »Det kommer an på …« AF CHRISTIAN MOHR BOISEN

UDSYN

D

er er blevet hældt både skatte- og afgiftslettelser og vækstpakke på bålet.

Men alligevel er det, som om forbrugsbålet oser af røg, uden at der rigtig kommer flammer.

Vi hører det næsten dagligt fra politikere og økonomer: Vi bliver nødt til at finde Dankortet frem igen, hvis væksten skal op på et niveau, hvor samfundets hjul for alvor kommer i omdrejninger.

For fem år siden var det en utænkelig diskussion. Økonomien var i vækst – ifølge den gængse opfattelse – næret af friværdi og kredit.

Mennesker har til alle tider lagt mad eller anden ejendom til side til en dag, hvor de fik brug for det. »For a rainy day«, som angelsakserne kalder det.

Gennem historien har konger og fyrster haft enorme lagre af opsparede værdier. Men det er først gennem de sidste 200 år, at almindelige mennesker har sparet penge op i banker og sparekasser. Fra omkring 1800 begyndte

4

politiske myndigheder og økonomiske reformatorer i Vesteuropa at tilskynde de enkelte husholdninger i arbejderog middelklassen til at opspare mindre summer i banker og sparekasser.

Myndighederne gjorde det for deres egen skyld. Filosofien var den enkle, at arbejdende mennesker med opsparing ville være mindre tilbøjelige til at begå kriminalitet, starte revolutioner eller have brug for understøttelse. Opsparingstanken bredte sig og vandt indpas i mange lag, for eksempel i landbefolkningens kendte andelssparekasser.

Er opsparing altid en dyd?

Gennem forskellige kulturer og perioder har vores holdning til at spare op eller låne penge vist voldsomme udsving. Der er almindelig enighed blandt danskere

født før Anden Verdenskrig om, at opsparing var en dyd – og en nødvendighed.

Til gengæld var der i 00’ernes Danmark, som i hele den øvrige vestlige verden, tilsyneladende en vis konsensus om at 'fyre den af' økonomisk. Nu er vi kommet lidt ned på jorden igen, og flere synes igen at hylde opsparingens gamle dyder, endda så meget, at politikere taler om, at vi skal bruge penge, ellers bliver cirklen endnu mere ond.

Professor i investering ved CBS Michael Møller kender økonomi og historien godt nok til at vide, at det mest rigtige svar på de fleste spørgsmål er: »Det kommer an på …« Opsparing er ikke altid godt, men man må altid huske, at det er en kompleks verden uden skråsikre svar, siger professoren.

BRIEF

juni ‘13

FOTO: SCANPIX

Det er fornuftigt, at egern sparer op ved at gemme nødder, selv om de kun finder måske halvdelen af dem. For alternativet til denne opsparing er måske at dø af sult.

Michael Møller, professor, CBS

5

NYE SPAREGRISE KAN STARTE HER Generationers spareiver er blevet grundlagt ved, at børn fik udleveret en sparegris i den lokale bank.

Samtlige sparegrise er fra pengeinstitutter, der gennem opkøb eller fusion senere er indgået i Nordea.

FOTO: JACOB NIELSEN

Det var fristende at placere en mønt på flyet fra Randers Diskonto og Laanebank. Herfra kunne man nemlig skyde mønten ind i globussen ved hjælp af en lille aftrækker.

Privatbankens møntsorterer, hvor mønterne trillede ned i den rigtige beholder, var populær fra starten af 1980’erne.

Andelsbanken

Sparekassen for København og Omegn

Diskontobanken

Nordjysk Bank

Sælen Luffe fra Unibank

Privatbanken

Unibank

Privatbanken

Privatbanken Holbæk

Privatbanken

Fredericia Privatbank

Privatbanken

Under VM i fodbold i Mexico i 1986 udnyttede Sparekassen SDS fodboldfeberen og lavede slutspillets maskot, Pique, til en sparebøsse.

Sparekassen SDS’s skattekiste fra slutningen af 1970’erne er den dag i dag populær hos Tintin-samlere.

»Man kan sagtens forestille sig en verden med overopsparing, hvor alle vil spare så meget op, at man må foretage investeringer med negativt afkast for at få tingene til at hænge sammen. Jeg kan godt frygte en verden med overopsparing, hvis alle stater vil afvikle gæld, alle mennesker skal lægge til side til en langvarig alderdom, og de rige kun bruger en lille del af deres indkomst,« siger Michael Møller.

Han mener, det er mere rigtigt at tale om en investeringsfest. »Man skal passe på med at have faste meninger om ’forbrugsfesten’. Et godt stykke ad vejen var der tale om en investeringsfest, hvor folk investerede i større og bedre boliger, fornyede køkkener, biler osv. Køb af en ny bil er ikke forbrug; det er en investering, der så omsættes til forbrug over bilens levetid, hvor den nedskrives til 0.«

Fra Liebhaverne til Luksusfælden Opsparingens modsætning hedder kreditkøb. Der er efterhånden ved at være opbygget en historie om forbrugsfesten på kredit i 00’erne. Boligprogrammer som Liebhaverne og Hammerslag, der var meget populære før finanskrisen, er blevet overhalet af dokumentarserier som TV3’s Luksusfælden. Det er med til at tegne det gennemgående billede af, at almindelige menneskers økonomiske adfærd i 00’erne var uansvarlig og hasarderet. Men professoren er ikke helt enig i den fortælling.

Ikke så enkelt I de seneste år har vi i medier og fra Christiansborg ofte hørt, at en stor gruppe danskere sidder for godt på deres penge. Sporene fra finanskrisens hærgen skræmmer os angiveligt så meget, at vi ifølge økonomer ikke bruger penge nok.

Men sparer danskerne egentlig generelt for meget eller for lidt op? Det er – igen – et komplekst spørgsmål, siger professoren, og svaret bliver tilsvarende nuanceret. »Internationale sammenligninger er ret problematiske. Især fordi man har meget

6

forskellige data at arbejde med, så dem kan vi ikke sige noget sikkert om. Men jeg kender lige så mange danskere, der efter min mening sparer for meget op, som jeg kender folk, der sparer for lidt op. Man skal være meget forsigtig med generaliseringer med hensyn til opsparing. Opsparing må ses i sammenhæng med pensionsordninger, friværdier i boliger og statsgæld,« siger Michael Møller, der understreger, at større statsgæld også betyder, at private bør have mere opsparing. For der ligger en skjult skattebyrde i statens gæld.

Opsparingsbeslutningen er med andre ord en af de mest komplicerede beslutninger, der er. OG der findes ikke noget rigtigt svar.

Tåbeligt eller sultedød?

Gennem historien er fornuftige, samvittighedsfulde mennesker blevet snydt fatalt, når inflation og andre uforudsigelige ubehageligheder har ædt deres opsparing.

Den gamle talemåde »den, der gemmer

BRIEF

juni ‘13

DEN MENNESKELIGE FAKTOR

til natten, gemmer til katten« antyder, at man kan risikere at miste alle de surt opsparede midler, og spørger man eksperten, er der ingen garantier for at komme tørskoet hjem. Men det er fornuftigt at forsøge, for alternativet kan være fatalt, siger Michael Møller. Ultimativt fatalt. »Jeg siger det igen: Man skal passe på med faste meninger i en usikker verden.

Her kan opsparing selvfølgelig vise sig at være tåbelig. Jeg tror, at mange i specielt de lave indkomstgrupper risikerer at opleve, at de ikke får så meget ud af ekstra opsparing til alderdommen. Fordi de, der er uden opsparing, vil blive kompenseret af det offentlige og få næsten samme levestandard som ældre. Der har de uden opsparing levet bedre som erhvervsaktive, fordi de brugte alting. Men den modsatte historie er jo også mulig. Det er fornuftigt, at egern sparer op ved at gemme nødder, selv om de kun finder måske halvdelen af dem og derfor har en negativ 'realrente'. For alternativet til denne opsparing er måske at dø af sult.«

Opsparing regnes for at være et af de få områder inden for økonomi, hvor det er nødvendigt at konsultere psykologiens 'blødere' fagkundskab for at blive klogere. Meget tyder nemlig på, at 'den menneskelige faktor' her spiller en større rolle end i øvrige finansielle forhold.

John Maynard Keynes var ikke bare en dygtig økonom, men havde også en fin psykologisk indsigt, som han blandt andet brugte til at udvikle grundige teorier for opsparingens psykologiske bevæggrunde. De er senere blevet brugt af psykologer, adfærdsforskere og økonomer.

Nyere forskning har konstateret, at impulsivitet, selvkontrol og social læring er afgørende for menneskers adfærd i forhold til opsparing.

Guleroden er ikke altid nok; tilsyneladende må stokken frem, selv om vi er voksne mennesker med fri vilje. En undersøgelse fra 2011 blandt erhvervsdrivende med lav indkomst foretaget af University of New York og IFCAI Business School illustrerer et klassisk forhold i opsparingens psykologi. Undersøgelsen viste, at de adspurgte selv var opmærksomme på, at de ikke kunne modstå fristelsen til at bruge penge, selv om de vidste, at opsparing ville være det fornuftigste.

De bad derfor selv om at få en bunden opsparing, som de ikke kunne bruge løs af uden at skulle betale et betragteligt strafgebyr – en klassisk ordning. Den frivillige straf, kunden

pålægger sig selv, vidner om, at mentale faktorer spiller ind. I de fleste andre forhold forventes det, at kunden selv bestemmer over sine egne værdier.

En anden, blødere 'stok' kan være at foretage et offentligt løfte om at spare op, for eksempel ved at bekendtgøre over for venner og familie, hvad opsparingsplanerne er. Derved lægger den opsparende et socialt pres på sig selv, som tilsyneladende har effekt. I 2009 viste en større undersøgelse i Chile, at deltagere, som afgav et offentligt løfte om, at de ville spare op – og hvor meget – opnåede 65 procent større opsparing end andre opsparere.

I 1977 redegjorde Albert Pandura, professor i socialpsykologi ved Stanford University, i sit værk Social Learning Theory udførligt for, at vi danner vores holdninger, værdier og normer efter vores sociale omgivelser. I 2000 afprøvede en forskergruppe ved Florida University og Georgia State University denne teori på økonomisk social adfærd og påviste, at mennesker lærer at spare op, eller at undlade at spare op, ved at observere deres forældre og jævnaldrende i nærmeste miljø.

Forskerne nåede desuden frem til, at graden af uddannelse øger den basale viden om økonomi, og at denne viden har betydning for økonomisk adfærd.

Lektor i psykologi ved Virginia Tech-universitetet i USA Warren Bickel forsker i sammenhængen mellem hukommelse, ny teknologi og opsparing. Videnskaben har endnu ikke kortlagt definitvt, om Twitter- og Facebook-generationens hjerner ser anderledes ud. Warren Bickel er dog helt sikker på, at nutidens kun-ét-klik-væk-shopping og nu-og-her-sms’er ikke blot tilfredsstiller vores behov for umiddelbar tilfredsstillelse, men tilmed fremmer behovet. Hvis man vokser op i et miljø domineret totalt af så korte tidshorisonter, vil man i sagens natur tilfredsstille sine behov så hurtigt, man kan. Nutidens teknologi lærer os, at umiddelbar tilfredsstillelse er sjov. Hvis man ikke er oplært i at kontrollere sine impulser, vil man ikke gøre det, mener Bickel.

7

SPREDERE &

SAMLERE

Vil du have en med det samme? … eller to lidt senere?

OPSPARINGENS HISTORISKE FJENDER Hyperinflation I begyndelsen af 1920'erne forsøgte Tyskland desperat at dække store offentlige budgetunderskud ved at lade seddelpressen rulle.

Det førte til en inflation på 3,25 mio. procent. Hyperinflation er kendt fra en række latinamerikanske lande og fra Rusland i begyndelsen af 1990'erne. En simpel definition siger, at der er hyperinflation, når inflationen overstiger 50 procent om måneden.

1

2

Børskrak Børskrakket i Wall Street i 1929 er gået over i historien som symbol på den dybeste krise, verdensøkonomien nogensinde har oplevet. I USA mistede mange investorer og opsparere alt – herunder ikke mindst tilliden til banksystemet.

Præsident Franklin D. Roosevelts regering gjorde alt for at genoprette tilliden, da han i 1933 garanterede for private indlån på op til 5.000 dollar.

3

Bank run Da Cypern i foråret 2013 var på randen af statsbankerot, planlagde man at skaffe penge ved at beskatte alle indeståender i bankerne. Bankerne blev bestormet af kunder, som hævede deres opsparing. Da bankerne åbnede igen, var indskud på over 100.000 euro, som ikke var beskyttet af EU's bankgarantifond, blevet indefrosset. Det har betydet store tab for mange stenrige russere, der har placeret store summer i cypriotiske banker.

8

Afkastet af skumfiduser Meget tyder på, at såvel evnen til at spare op som evnen til at bruge alle sine penge her og nu er indkodet i os. Psykologer og hjerneforskeres kortlægning af opsparingens og forbrugets mekanismer kan forklare – og ændre – vores adfærd.

AF CHRISTIAN MOHR BOISEN

E

n berømt psykologisk undersøgelse er kendt som skumfiduseksperimentet. Eksperimentet, der blev udført i slutningen af 1960'erne af forskere ved Stanford University i USA, handler om evnen til at vente på belønning i forhold til en tilbøjelighed til umiddelbar tilfredsstillelse. I den klassiske undersøgelse blev fireårige børn tilbudt en skumfidus, der blev lagt lige foran næsen af dem. Hvis barnet ventede med at spise skumfidusen, indtil forskeren, som gik uden for værelset, kom tilbage efter nogle minutter, vankede der belønning – en ekstra skumfidus. Hvis de spiste den, inden forskeren kom tilbage, var der ingen belønning. Skumfidusbørnene, som nu er voksne i fyrrerne, blev herefter undersøgt ca. hvert tolvte år, og det viste sig, at de børn, der var i stand til at vente og spare skumfiduser op, fik bedre karakterer i skolen. Det understøttede teorien om,

BRIEF

juni ‘13

at evnen til at kontrollere impulser og andre aspekter af 'følelsesmæssig intelligens' er forbundet med akademisk, intellektuel formåen. De, der var i stand til at vente på deres belønning, havde desuden som voksne mindre sandsynlighed for at udvikle overvægt, blive stofmisbrugere og opleve skilsmisse, som er mere sandsynligt hos personer med tilbøjelighed til at opnå umiddelbar tilfredsstillelse.

Man kan godt indsætte penge i stedet for skumfiduser i forsøget, mener neuroøkonomen Paul Glimcher, New York University. Og det har hjerneforskeren, omtrent, gjort. For to år siden indledte han en undersøgelse, der havde til formål at vise, hvor meget der skal til for frivilligt at udskyde en belønning – i kolde kontanter. Han gav en gruppe testpersoner valget mellem 20 dollar på stedet eller flere penge en måned senere.

Belønningen kunne ligge fra 25 cent til 90 dollar. Resultaterne viste stor forskel på, hvor meget de forskellige forsøgspersoner krævede 'i rente' for at vente. Én skulle blot have 21 dollar totalt, altså en dollar, mens Paul Glimcher i den anden ende af skalaen

fandt en forsøgsdeltager, der krævede 48 dollar oveni – dvs.

68 dollar i alt – for at vente en måned. Hvis belønningen var mindre end 48 dollar, ville denne person altså hellere bare have sine 20 dollar på stedet. »Sammen med erfaringer fra lignende undersøgelser peger resultaterne af vores undersøgelser på, at velvære nu og her er mere værd end lykke senere for rigtig mange af os,« siger professoren. Han mener, ligesom langt de fleste af hans kolleger i fagkundskaben, at denne egenskab er indkodet i vores hjerner fra genetisk side.

Ikke småt begavede Forskere, fra psykologer til såkaldte adfærdsøkonomer, er nået et godt stykke i kortlægningen af hjernens kredsløb i forhold til opsparing og forbrug. De individuelle scanninger viser, at nogle menneskers hjerne reagerer som ved den adfærd, man kunne iagttage hos sømænd på første lønningsdag i gamle dages havneknejper. Der bliver hverken tænkt på i morgen eller i overmorgen. Samtidig tyder alle større undersøgelser på, at mennesker, som er dårlige til at spare op, ikke nødvendigvis er småt begavede eller irrationelle. De er bare ikke i stand til at forudse konsekvensen af at undlade opsparing.

Paul Glimcher og hans kolleger kan påvise, at aktiviteten i bestemte dele af hjernen viser, om man er god til at spare op,

9

eller om man bare bruger det, man har her og nu, og søger umiddelbar tilfredsstillelse.

Hos sidstnævnte gruppe falder aktiviteten i disse områder af hjernen markant, når de bliver præsenteret for valget mellem 100 dollar nu eller 100 dollar oveni ugen efter.

Og den falder yderligere, jo længere ude i fremtiden belønningen bliver udskudt.

Hos dem, der er gode til at spare op, er aktiviteten uændret, hvad enten de tænkte på at få penge nu eller senere. De er altså fuldt ud tilfredse med at vente.

Forskerne er naturligvis i fuld gang med næste skridt, nemlig at finde opskriften på, hvordan man så kan manipulere eller optræne sin hjerne til at være lige lykkelig for belønning i fremtiden som for penge nu og her. Og det viser sig, at allerede ved at identificere de dele af hjernen, der kontrollerer impulserne til at købe her og nu, har man taget første skridt mod at styrke kontrollen. Dermed er man faktisk på vej til at blive en glad sparegris i stedet for en frådende impulskøber. »Vores forsøg viser, at man ved hjælp af stærke magneter midlertidigt kan afkoble den del af hjernen, der sender beroligende signaler til den del, der siger ’jeg vil ha’ det lige nu’. Det gør folk impulsive. Men hvis man omvendt aktiverer den del, der beroliger impulserne, bliver forsøgspersonerne fuldt ud tilfredse med at spare op til morgendagen og pensionen,« siger Paul Glimcher.

Men bare fordi man har en medfødt tilbøjelighed til at droppe pensionsopsparingen til fordel for en måneds luksusferie på Maldiverne her og nu, skal man ikke fortvivle.Vi hænger nemlig ikke på vores alt for købeglade hjerne for livet. Det omtalte skumfidusforsøg har nemlig også vist, at en stor del af de børn, der skyndte sig at spise skumfidusen, som unge voksne var blevet i stand til at modstå fristelsen til umiddelbar tilfredsstillelse.

10

FRA MATTHÆUS TIL DISNEY SHOW Opsparing kontra umiddelbar nydelse og forbrug har sin egen plads i litteraturhistorien. Ligesom fortællingerne er skabt af virkeligheden, er de selv blevet en del af vores verdensopfattelse.

BIBELEN ELLER BANKBOGEN? En af de mest citerede passager i verdenshistoriens største bestseller, Bibelen, er Jesu lignelse om De betroede talenter, som man finder i Matthæus-evangeliet, kapitel 25, vers 14-30. Det er ikke noget tilfælde, og den barske pointe har sat sig dybt i rygraden på især vestlig tankegang. De fleste vesterlændinge har på et tidspunkt stiftet bekendtskab med den bibelske fortælling om herremanden, der skal ud at rejse og betror tre af sine ansatte et antal talenter – datidens møntfod.

Da herremanden vender hjem, har to af de

ansatte fået deres betroede sum til at give større eller mindre afkast, mens den sidste, der har gravet sine betroede penge ned i jorden, for at de ikke skulle gå tabt, bliver straffet hårdt. Nogle fortolkninger af denne lignelse peger på, at det er Guds kærlighed, mennesker ikke må være nærige med. Andre har insisteret på den mere jordnære pointe, at penge og opsparing skal avle, trække renter eller give andet afkast. Det er utilgiveligt at sy dem ind i madrassen. De bliver mindre værd.

GRÆSHOPPEN, MYREN, WALT DISNEY & CO. Endnu ældre er Æsops fabel om Græshoppen og myren. Æsop levede efter sigende som slave og historiefortæller mellem 620 og 560 før Kristus i oldtidens Grækenland, og hans fortælling om flid og opsparing kontra livsnydelse uden tanke på morgendagen er blevet fortolket på ny utallige gange. Æsops moderne arvtager La Fontaine gjorde det, men også forfattere som Somerset Maugham, James Joyce og John Updike, komponister som Saint-Saëns og Shostakovich samt kunstnere som Gustave Doré og Paul Gauguin har alle lavet deres udgave af Æsops moralske klassiker.

Mest kendt er nok Walt Disneys version, der har sat sig på nethinden – og muligvis på rygraden – hos de børn, der er vokset op med Disneys årlige juleshow i tv. I Disneys tegnefilm

The Grasshopper and the Ants fra 1934 arbejder myrerne flittigt fra forår til efterår for at samle forråd, der skal klare dem igennem den barske vinter. Imens spiller den ubekymrede græshoppe lystigt videre på sin violin uden tanke på at sikre sig til den forestående vinterkulde. Da vinteren kommer, står græshoppen, døden nær, ude i kulden og kigger ind på de fornuftige myrer, der sidder varme og mætte i deres gode hus, bygget i sommer. I Disneys socialt ansvarlige fortolkning forbarmer myrerne sig over græshoppen. Den får lov at overvintre hos dem, men det er ikke kun en fed fidus, for græshoppen skal betale for kost og logi ved at spille violin til myrernes dans. I gamle Æsops fabel er der ingen nåde. Græshoppen kunne bare have sparet op.

BRIEF

juni ‘13

SPREDERE &

SAMLERE

Det var jo ikke bare protestanterne, der var kritiske over for den dekadence, der ligger i at frådse og forbruge.

Henrik Dahl, sociolog

The AmericanWay og de syv dødssynder

D

en nærmest snusfornuftige protestantiske moral, som skabte den vestlige verdens dominans, er konverteret til fremme af forbrug for samfundets og individets egen skyld – og af meget jordnære grunde. Protestantisk moral regnes ofte for at have drevet især USA, fra 1600-tallets pilgrimme til Henry Ford og Apple, og resten af den vestlige verden fremad mod mere vækst og nye mål. Her har hårdt arbejde, flid og sparsommelighed med afkast været fremelskede dyder. Men navnlig i USA har forbrug siden Anden Verdenskrig været et omtrent statsautoriseret mantra.

I Europa har myndighederne historisk set ofte tilskyndet til fornuftig opsparing, men det har også ændret sig, måske under den amerikanske indflydelse, som har domineret Vesten siden 1945. Sociologen Henrik Dahl har i en årrække beskæftiget sig med den protestantiske moral, der ligger i Vestens mentale mindset, og som kommer til udtryk i vores kulturhistoriske kanon. »De oprindelige dyder går langt tilbage i vores kultur, faktisk længe før protestantismens indtog. Det var jo ikke bare protestanterne, der var kritiske over for den dekadence, der ligger i at frådse og forbruge. Nydelsessyge er for eksempel en af de syv (katolske) dødssynder. Derfor mener jeg, at den ’forbrugsmoral’, der opstår navnlig efter Anden Verdenskrig, er et kulturskifte af de større. At gæld er godt, og at man nærmest er et fjols, hvis man ikke udnytter sine kredit- og

forbrugsmuligheder fuldt ud. Hvad der skaber dette skifte er svært at svare definitivt på. Selv hælder jeg til den anskuelse, at den lette adgang til realkredit er en af hovedforklaringerne. Den gør det muligt for næsten alle at spekulere i den hypotetiske salgsværdi af den faste ejendom og indhøste gevinsten her og nu,« siger Henrik Dahl.

Fra tynd til tyk Der er gode og meget jordnære grunde til, at den protestantiske moral, som man finder den i kulturhistoriens kanon, er konverteret fra fornuftig myreopsparing til øget forbrug, herunder af større mængder mad, ofte på én gang.Vi er nemlig ikke afhængige af en enkelt høst længere, som myrerne og græshoppen, påpeger sociologen. »Det, der har ændret menneskets måde at tænke og leve på mest, er overgangen fra subsistensøkonomi til overskudsøkonomi. Tænk på – som en illustration, der er alvorlig nok – at i gamle dage var de underprivilegerede afmagrede – nu er de tykke. I en økonomi, hvor man kan dø af en fejlslagen høst eller en vinter, der trækker ud, er det nødvendigt at være enormt nøjsom og forsigtig og påholdende. I en økonomi, hvor der som regel – målt over længere stræk – er to procent vækst om året, er der helt andre spilleregler. Der skal man selv være med til at stimulere økonomien med sin efterspørgsel,« siger Henrik Dahl.

11

FRIRUM

HVAD: Fun Park Fyn HVOR: Aarup, Fyn FORLADT SIDEN: 2006

Skønheden og fraværet De har været rammer om menneskers arbejde, liv og drømme.

I dag er de forladte. briefs fotograf har opsøgt tre steder i Danmark, der er blevet forladt af tiden.

AF MICHAEL RACHLIN FOTO TOBIAS SELNAES MARKUSSEN

E

ngang var forlystelsesparken Fun Park Fyn udflugtsmål for glade børnefamilier på ferie i det fynske. Ideen var at skabe en lille forlystelsespark bygget omkring et vandland og nogle få forlystelser, hvor familier kunne tilbringe nogle timer som et prisbilligt alternativ til større forlystelsesparker som Faarup Sommerland og Djurs Sommerland. Men efter at den lokale avis, Fyens Stiftstidende, havde sat kritisk fokus på sikkerheden, åbnede sommerparken ikke til sæsonen 2007. Og den er aldrig genåbnet.

Siden er ideer om at genåbne parken som en H.C. Andersen-temapark strandet, og forlystelsesparken har skiftet ejer.

Efter at parken har ligget forladt i nogle år, har den dog fået et andet og mere upåagtet liv. For for den subkultur, der fotograferer forladte steder, såkaldte Urban Explorers, er en forladt forlystelsespark et fantastisk mål. Der er desuden lavet modeserier og en musikvideo i den forladte park samt arrangeret en spøgelsestur. »Jeg forstår ikke helt, hvorfor det skulle være så spændende, men når folk spørger mig, om de må tage billeder derinde, så siger jeg da ja,« fortæller den nuværende ejer af parken, Lars Skifter fra Hasmark Strand Camping. Han understreger, at han ikke har haft noget med driften af den tidligere forlystelsespark at gøre, og at grunden er til salg, hvis der er nogen, som står med en ide.

12

BRIEF

juni ‘13

13

E

fter Danmarks to store nederlag i 1800-tallet, Englandskrigene og krigen i 1864, lagde ikke mindst den magtfulde konseilspræsident Estrup sig fast på, at det vigtigste strategiske mål for Danmark fremover var at forsvare København.

Der blev lagt en ambitiøs plan om at bygge et befæstningsanlæg rundt om København, der blandt andet bestod af søforterne i Øresund, Vestvolden og en række andre forter på landsiden. Byggeprojektet, der blev et af de største i Danmarkshistorien, var i øvrigt for en stor dels vedkommende finansieret af private indsamlinger. Men anlægget fik aldrig en militær betydning, da udviklingen af artilleri allerede omkring Første Verdenskrig betød, at befæstningstanken var forældet.

Størstedelen af befæstningsanlæggene er bevaret for eftertiden, men de er i meget forskellig stand. Fortunfortet, der ligger i udkanten af Dyrehaven ved Hjortekær nord for København, var en del af den front, som skulle sikre København mod et fjendtligt angreb fra nord.

Efter militærets udmarch har fortet blandt andet været brugt til værtshus, svampefarm, reservedelslager for motorcykler og krudtlager for Tivoli. Siden 2007 har en støtteforening, Fortunfortets Venner, arbejdet på at renovere fortet, så historien om denne del af Københavns befæstning kan blive sikret for eftertiden.

HVAD: Fortunfortet HVOR: Dyrehaven nord for København FORLADT SIDEN: 1920

14

BRIEF

juni ‘13

15

HVAD: Bogense Sygehus HVOR: Bogense, Fyn FORLADT SIDEN: 2002

S

om alle gode købstæder havde Bogense sit eget sygehus. Igennem generationer er bogensere blevet født, helbredt og har tilbragt deres sidste dage her. I midten af 1980'erne var Bogense Sygehus arbejdsplads for mere end 130 mennesker.

Men i begyndelsen af forrige årti var tiden løbet fra sygehuset i Bogense, der med godt 4.000 indbyggere trods alt er den mindste af de fynske købstæder. Sygehuset lukkede i 2002, hvorefter syge bogensere blev henvist til Middelfart eller Odense.

Til trods for at der har været ideer fremme om alt fra privathospital og børnehave til boliger, står sygehuset stadig tomt. Beliggenheden fejler ellers ikke noget med udsigt til Kattegat og få minutters gang til byens centrum.

16

Men de mange år, hvor bygningen har stået tom, og uindbudte gæster har sat deres præg på ejendommen.

Efter at Bogense Sygehus flere gange skiftede ejere i løbet af sidste årti, blev det i 2010 købt af Dan Mark Ejendomme – et selskab, der blev stiftet i 2008 for at varetage den berømte finansmand Alex Brask Thomsens ejendomsportefølje. »Vi synes jo, at der er et potentiale med ejendommen, der ligger centralt midt i Bogense. Jeg har haft flere møder med Bogenses borgmester, men indtil videre er den helt rigtige ide ikke dukket op,« fortæller administrerende direktør i Dan Mark Ejendomme Michael Willaume.

BRIEF

juni ‘13

17

ATTITUDE

TYREN I TIDENS TEGN

FOTO: SCANPIX

FOTO: SCANPIX

18

Østrigske Dietrich Mateschitz ejer i dag 49 procent af Red Bull – og i øvrigt også et flycertifikat.

Marketingfolkene bag energidrikken Red Bull tager chancer.

Det samme gør deres atleter. Og det virker.

Stilen er udfordrende, nyskabende – og gerne ekstrem.

Ligesom tidsånden. AF EBBE FISCHER

I

36 kilometers højde var det ved at gå galt. Helt galt, da vovehalsen Felix Baumgartner i oktober kastede sig ud fra en heliumballon 39 km over New Mexicos ørken.

Det højeste frie fald nogensinde. Og hele verden fulgte med. Det var vildt, udfordrende, grænseoverskridende – og i tråd med tidsånden. På den muskuløse 43-årige krop sad en specialbygget dragt prydet af et velkendt logo med to røde tyre, kendt for cool vildskab.

Felix styrtede mod jorden efter planen, men med over 1.000 km i timen begyndte han pludselig at dreje om sin egen akse. Det var det, man på forhånd havde frygtet mest; at vovehalsen skulle spinne ud af kontrol. Eksperterne på jorden holdt vejret. Det samme gjorde verden.

Og Red Bull. Det kunne blive dyrt, det her.

Kalkuleret risiko Ligesom tidsånden bevæger Red Bull sig til grænsen. På grænsen af, hvad et varemærke kan tillade sig at gøre. Og langt over grænsen for, hvor andre brands har lyst til at være. Det mener Majken Schultz, professor ved Institut for organisation ved CBS. Hun har beskæftiget sig med corporate branding i en årrække. »Felix Baumgartners spring var jo en absurd begivenhed, og det giver omtale. Men hvis det går galt, vil mange sætte spørgsmålstegn ved de moralske grænser for virksomhedens kommercielle udnyttelse af menneskers risikovillighed,« mener hun.

BRIEF

juni ‘13

FOTO: SCANPIX

Felix Baumgartners frie fald satte rekord for seere på livestreaming på videotjenesten YouTube, og herhjemme stjal han en stor del af DR’s Forbrydelsens seere.

FOTO: SCANPIX

FOTO: SCANPIX

En lettet vovehals er landet i New Mexico.

19

FOTO: DAS BURO FOR TEAM DANMARK

René Poulsen bor og træner i Bagsværd med sin kajak. OL-sølvvinderen og Europamesteren er en af Red Bulls få udvalgte danske atleter – ung, cool og talentfuld.

LÆS MERE OM RENÉ POULSEN PÅ WWW.REDBULL.DK

Ikke mange store virksomheder tør Prophet og forfatter til bogen Brand løbe risikoen. Derfor har Red Bull banen Relevance. Han fastslår, at der er meget at næsten for sig selv, påpeger eksperten. lære af Red Bulls markedsføring.

Virksomheden har i en årrække »Der er meget at lære af Red brandet sig på halsbrækkende Bull. I stedet for at tegne enkelte konkurrencer - snowboard, »Der er helt højprofilerede sponsorater har skateboard, BMX. Men også klart noget de skabt et bredere set af relativt traditionel risiko i Formel 1 og coolness over ukendte folk, som takket være sågar fodbold og sejlsport er på Red Bull« Red Bulls paraply giver en kumuprogrammet. Fra 1998 har også lativ effekt,« siger han.

René Poulsen nyskabende musik fået støtte, »Sponsoraterne er effektive, og det er lykkedes at skabe en fordi de er lige på brandet og mytisk aura. meget konsistente over tid. De er så tilpas på kanten og kreative, at de Nyskabende branding skaber opmærksomhed i både mainstream David Aaker er vicebestyrelsesformand og digitale medier,« siger han. i det internationale marketingbureau En vigtig del af taktikken er at

20

udvælge unge atleter, som ikke er slået igennem endnu. Man knytter dem til firmaet, og René Poulsen er en af dem.

Han er 24 år og professionel kajakroer, og han er ikke i tvivl om, at han har en anderledes sponsor. »Forskellen til andre sponsorer består i, at Red Bull går mere aktivt ind i det.

De har et testcenter i USA og Østrig, og jeg er blevet testet. De giver dig ikke bare nogle penge, men de sørger for, at du har alt det, du skal bruge,« siger han.

Vokseværk Mens Red Bull normalt opsøger sine atleter, er fremgangsmåden anderledes, når det gælder musik.Virksomheden spon-

BRIEF

juni ‘13

C

AN

PI X

1976

F OT

O:

S

F OT

O:

S

FOTO: JONAS PRYNER

VIGTIGE RED BULL-ÅR

C

AN

PI X

– Forretningsmanden Chaleo Yoovidhya lancerer forløberen til Red Bull – Krating Daeng – i Thailand.

1987 – Reklamemanden Dietrich Mateschitz grundlægger Red Bull i Europa.

1992

– Red Bull bliver solgt på det første fremmede marked – i nabolandet Ungarn.

1997

– Red Bull bliver sponsor for snowboardkonkurrencen Verbier Xtreme.

1998 August Rosenbaum, jazzmusiker og komponist, er optaget på det prestigefyldte Red Bull Academy i New York. Hans eksperimenterende, progressive stil – og unge alder – er faldet i østrigernes smag.

LÆS MERE OM AUGUST ROSENBAUM PÅ WWW.REDBULLMUSICACADEMY.COM

serer særligt elektronisk musik, og til technofester i Europa har den foretrukne drink siden 90’erne været en vodka-Red Bull.

En drink, der siden er blevet mainstream.

Også andre genrer får nu plads. Den danske jazzmusiker August Rosenbaum er udvalgt til det prestigefyldte Red Bull Academy. Her udvælges 60 kunstnere ud af mere end 4.000 ansøgere til to ugers koncerter og networking. Det er et nåleøje, Red Bull værner om. »Ansøgningen minder ikke om så meget andet, jeg har prøvet i mit liv. Man skal udfylde 15 sider, og jeg har ladet mig fortælle, at det minder lidt om en Google-ansættelse,« siger August Rosenbaum og uddyber: »De søger kreativ innovation – for eksempel skulle jeg tegne mig selv i forhold til det musikalske univers. De søger færdigheder, men de vil også have noget at vide som personen bag,« forklarer den 25-årige musiker.

Han har som udgangspunkt ikke noget problem med at blive

– Red Bull Academy åbner i Berlin som en festival for musiktalenter fra den elektroniske musikscene.

2004

– Red Bull køber Jaguar Racing og bliver deltager i Formel 1.

2006

– Fodboldklubben New York MetroStars bliver købt og omdøbt til Red Bull New York.

2009

– Red Bull bliver tilladt i Danmark og er nu tilladt i alle 27 EU-lande.

2012

– Red Bull sætter rekord med over 5.000.000.000 solgte dåser årligt.

Og markedet vokser.

21

Red Bulls forfader lever stadig i Østen og hedder Krating Daeng.

FOTO: REDBULL.DK

Over kanten. Red Bull profilerer sig på nye former for ekstremsport. For eksempel cliffdiving –udspring fra højder på op til 28 meter. Den 22. juni er der Red Bull Cliff Diving fra Operaen i København.

forbundet med en energidrik, der brander sig på ekstreme begivenheder. »Jeg kan godt se, at det må være et incitament for Red Bull at skabe en positiv mund-til-mundeffekt i et alternativt musikmiljø, hvor deres navn måske ikke normalt figurerer,« siger han og tilføjer, at han kan lide Red Bulls eksperimenterende stil. »Om det er at udføre et snowboard-trick, hoppe ud fra rummet eller eksperimentere med musik. Jeg er ikke sportsmand, men jeg er imponeret af deres grænsesøgende tiltag.

Det kan jeg godt tilslutte mig,« siger han.

En lukket klub Red Bulls atleter og musikere anser det tilsyneladende næsten som en ære at være med i folden.

Ifølge Majken Schultz er mytedannelse en særlig kommunikationsstrategi, som både Mærsk og Apple også har benyttet. »Strategien medfører, at vi mystificerer og ikoniserer virksomheden. Det kan være en fordel, så længe det går godt, men

22

fordelen er svær at opretholde på sigt, og udsvingene bliver større,« siger professoren.

Helt efter bogen har det ikke været muligt at få en kommentar fra Red Bull til denne artikel trods gentagne henvendelser. Ifølge kendere afviger medarbejderne ikke en tomme fra de retningslinjer, der udstikkes fra Østrig.

Felix Baumgartners fald kunne let være endt galt. Og da han endelig dalede ned over ørkenen, var glæden og lettelsen synlig i kontrolrummet. Selv forklarede han sine problemer på et pressemøde kort efter bedriften. »Der var et øjeblik, hvor jeg virkelig troede, jeg var i problemer. Jeg måtte beslutte mig for at kæmpe hele vejen ned, og jeg genvandt til sidst stabiliteten,« sagde Felix Baumgartner.

Han er nu det eneste menneske, som har gennembrudt lydmuren, og han slog en række andre rekorder undervejs. Hele verden var fascineret. Reklameværdien er uvurderlig, og i Danmark mistede DR’s Forbrydelsen 150.000 seere til Felix Baumgartner og Red Bulls største stunt til dato.

SUCCESEN FRA THAILAND Den thailandske forretningsmand Chaleo Yoovidhya havde næppe drømt om, hvad han satte i gang, da han i 1976 smed et nyt produkt på det lokale marked.

En sodavand uden brus med højt indhold af koffein. Navnet var – og er stadig – Krating Daeng, og drikken blev hurtigt populær i arbejderklassen, som drak den, når de skulle holde sig vågne. I løbet af 1980’erne eksploderede forbruget blandt lastbilchauffører og bygningsarbejdere, mens Chaleo Yoovidhya markedsførte produktet ved kampsportsstævner, der gav mærket en speciel kant.

Da den østrigske marketingekspert Dietrich Mateschitz besøgte Thailand i 1982, opdagede han, at Krating Daeng kurerede hans jetlag. Han blev nysgerrig, tog kontakt til Chaleo Yoovidhya, og allerede to år efter grundlagde de en virksomhed. De næste tre år blev drikken tilpasset de europæiske smagsløg, inden den i 1987 ramte det østrigske marked under et andet navn. »Da vi startede, sagde vi til os selv: ’Der er ikke noget eksisterende marked for Red Bull. Men det skaber vi.' Og vi fik ret,« sagde Dietrich Mateschitz til Forbes i 2005.

Siden da er Red Bull-dåsen solgt i over 35 mia. eksemplarer i 165 lande. Omsætningen var i 2012 på 4,93 mia. euro med et overskud på 311 mio. euro, hvilket er det bedste resultat i Red Bulls historie.

Markedet er dog ikke skabt af spektakulær branding og sødt koffeinvand alene. Der har været juridiske forhindringer undervejs, ligesom læger fra tid til anden har været bekymrede for effekten af de store mængder koffein og andre stoffer – uden at der dog er kommet nogen entydige konklusioner.

Inden Fødevarestyrelsen i 2009 hævede grænsen for koffeinindholdet i energi-drikke, var Red Bull ulovlig i Danmark Ifølge Washington Post er verdens skrappeste fødevareadministration, amerikanske Food and Drug Administration, netop nu i gang med at undersøge effekterne af energidrikke. Og Red Bull har hyret lobby-virksomheden Podesta + Partners til at »undervise lovgiverne i energidrikke«, som avisen skriver.

BRIEF

juni ‘13

13 NR.

INDBLIK I NORDEA PRIVATE BANKINGS VERDEN. DINE RÅDGIVERE PÅ ARBEJDE.

juni 2013

Talenter · 24

De er Nordeas Young Significant Talents.

Skattereform · 28

4 ting, du bør vide om den nye skattereform Hovedsæde · 30

Nordeas nye hovedsæde i Ørestad

s.30

s.24

SKATTEREFORMEN

Den største udfordring består i at håndtere en helt ny type pensionsopsparing – aldersopsparing s.28

23

FOKUS PÅ NORDEAS TALENTER

De er Nordeas Young Significant Talent.

Hør deres tanker om banken i dag og i fremtiden.

YOUNG SIGNIFICANT TALENT • Nordea indførte det toårige udviklingsprogram Young Significant Talent i 2009 for at sikre, at virksomheden har en pulje af interne talenter, der både kan være rollemodeller og samtidig kvalificeres til lederstillinger på de øverste niveauer i Nordea.

• Aspiranterne gennemgår en grundig udvælgelsesproces og skal blandt andet udføre en række forskellige business-simuleringsøvelser, inden de bedste til sidst optages på programmet. Deltagerne får blandt andet en personlig mentor og deltager i en række seminarer og workshopper under forløbet, der alle har det mål at udvikle deltagerne til at være rollemodeller og til at tage næste skridt i deres karriere. For eksempel har seminaret med titlen Full Engagement det tema, at talentet lærer, hvordan han eller hun bedre kan performe i en travl hverdag, uden at det går ud over den pågældendes sundhed og arbejdsglæde.

• Der er ikke noget fast antal deltagere på Young Significant Talent-programmet. I det første forløb i 2009 blev ni optaget på programmet, mens der senest i 2012 er optaget tolv talenter fra de lande, hvor Nordea er etableret.

»Vi er i orkanens øje« Mads Skovlund, en af de første på Young Significant Talent, LEDER I DAG OVER 300 MEDARBEJDERE i 'orkanens øje', Nordeas kontaktcenter.

AF LARS BO AXELHOLM FOTO JACOB NIELSEN

A

t være talentfuld skulle gerne være et springbræt til noget større.

Det er 35-årige Mads Skovlund et godt eksempel på. Han var blandt de første, der gennemførte Nordeas Young Significant Talent-programmet, og i dag, et par år efter, er han udnævnt som landechef for bankens kontaktcenter.

Hvad går dit job ud på? »Nordeas kontaktcenter håndterer alle henvendelser til banken, som ikke sker rent fysisk. Det vil sige, at vi tager telefonen, besvarer e-mails og også håndterer bankens Facebook-side. På årsbasis bliver det til over 3 millioner telefonopkald og

24

omkring 1/4 million e-mails. Som leder af afdelingen er det mit ansvar at sørge for, at vi konstant udvikler smartere måder at håndtere henvendelserne på, nye måder at være effektive på.« Hvad er de største udfordringer? »En af de største udfordringer, som vi står over for, er, at al vores teknologi pr. tradition har været fokuseret på det, at vi fysisk mødte kunden i banken, men her er der sket en kæmpe omvæltning. Nu er det kunden selv, der vælger, hvilken kanal han vil møde banken på. Er det i netbanken, via smartphone, på kundetelefonen om natten? Man kan sige, at reglerne er

ophævet. Det er så op til os, at kunden får den optimale service, uanset hvilken kanal han eller hun vælger, og det er en kæmpe udfordring.« Hvad er det, du godt kan lide ved dit job? »Det bedste ved mit job er, at jeg kan være en del af banken, der virkelig flytter sig.

Vi skal være en moderne og fleksibel bank for kunderne, og det stiller store krav til os; nogle vil sige, at kontaktcenteret er orkanens øje. Samtidig har jeg et stort byggegen, som virkelig trives med mit job. Jeg kan godt lide det her med, at vi skal bygge noget nyt. Hvor er vi nu, hvor skal vi hen, og hvordan kommer vi derhen.«

BRIEF

juni ‘13

MADS SKOVLUND • 35 år • Uddannelse: Læser MBA • Master of Economics, Københavns Universitet • H D, CBS • Ansat i Nordea siden år 2000 • Landechef for kontaktcenteret i Danmark • Deltog i Young Significant Talentprogrammet 2009-11

Det handler også lidt om ens forfængelighed, for det er en form for stempel fra Nordeas side.

Har du en karriereplan? »Nej, jeg har faktisk aldrig lavet en karriereplan, for det tager tid at lære et job og gøre en forskel i jobbet. Men når risikoen for at fejle i jobbet bliver for lille, så skal jeg noget nyt. Jeg synes kun, det er sjovt at lave ting, hvor der også er en risiko for, at det kan gå galt. Det er jo heller ikke sjovt at spille fodbold mod et hold, som du kan slå med 20 mål. Det er kun sjovt, hvis der også er en risiko for, at du taber kampen. Det er nok det, jeg jagter.« Hvorfor er den finansielle sektor spændende? »Det er den, fordi jeg får stillet mit behov for udfordringer hele tiden.Vi er en del af nerven i samfundet, og det synes jeg er spændende. Alt, hvad vi gør, kan påvirke vores omverden, og det betyder, at der er mange aspekter i at drive en bank.

Hvordan håndterer vi det? Jeg er sikker på, at når jeg går på pension, så har jeg stadig ikke lært det hele.« Hvordan var det at blive udvalgt til talentprogrammet? »Det var en fed personlig sejr, og jeg kan huske, at jeg fik beskeden, da jeg sad i bilen på vej mod Hjørring. Det handler også lidt om ens forfængelighed, for det er en form for stempel fra Nordeas side.

Det er fantastisk på den ene side og må på den anden side aldrig blive en badebillet. Jeg føler det, som om det først er efter kurset, at jeg virkelig skal levere. Det er bagefter, at jeg skal vise, at de penge, som Nordea postede i mig, også var en god investering. Det er nu, at jeg skal vise, at jeg var værd at give prædikatet Young Significant Talent.«

25

FOKUS PÅ NORDEAS TALENTER

»Det er vigtigt, at en leder har empati« Tine Vestergren Jensen på 28 år HAR ALLEREDE LØFTET SÅ

MANGE TUNGE OPGAVER, AT DE FLESTE ANDRE VILLE FÅ ÅNDENØD.

AF LARS BO AXELHOLM FOTO JACOB NIELSEN

S

elv om Tine Vestergren Jensen kun har været ansat hos Nordea i otte år, har hun allerede været i spidsen for en række store projekter.

Blandt andet har hun været ansvarlig for bankens samarbejde med en indisk kapitalforvalter. Det har hun klaret så godt, at hun i april blev udvalgt til Berlingske Business Magasins liste over de 100 største talenter under 35 år på tværs af brancher.

I begyndelsen af året klarede hun en særdeles hård udvælgelsesprocedure til Nordeas eget talentprogram,Young Significant Talent. Det betyder, at Tine, sammen med elleve andre talenter, skal gennemgå et skræddersyet udviklingsprogram, der skal klæde deltagerne på til lederstillinger på de øverste niveauer hos Nordea.

Sideløbende med talentprogrammet skal Tine passe sit daglige arbejde som client manager i Nordeas Asset Management-afdeling. Her har hun ansvar for en gruppe af institutionelle kunder som for eksempel kommuner og virksomheder.

Hvad går dit job ud på? »Ofte er mine kunder fokuseret på det, som deres egen virksomhed er specialiseret i, og har ikke nødvendigvis et ønske

26

Men allervigtigst er, at det skal være sjovt at gå på arbejde, og du har selv ansvaret for, at det kan lade sig gøre. om også at forvalte deres egne midler. De kommer typisk med en sum penge, som skal investeres, og så taler vi sammen om, hvilke forventninger de har, og hvilke risici de vil acceptere.Vi aftaler en investeringsramme, som vi så forvalter deres formue inden for. Jeg sidder ikke selv og vælger værdipapirer ud til kundernes porteføljer, da vi har en masse specialister, som netop er gode til den del. I stedet sørger jeg for løbende at holde kunden opdateret om udviklingen. Og selvfølgelig, hvis der sker ændringer, der har betydning for kundens investeringsrammer, så er det min opgave at rådgive dem.« Hvad er det bedste ved dit job? »Det er helt sikkert kundekontakten. Det

er meget spændende at få en god dialog med interessante kunder, der kan give mig et større perspektiv på tingene. Man kan jo nok blive lidt ‘Nordea-fokuseret’, så det er rigtig godt at blive klogere på kunderne og finde ud af, hvad der netop er vigtigt for dem.

Samtidig er jeg også vild med, at det faktisk er utroligt uforudsigeligt. Jeg ved aldrig, hvad dagen kan bringe. For eksempel kan der komme ændringer i reglerne, der har betydning for vores kunder.

Det kræver en tæt dialog med kunderne og fokus på, hvordan vi kan skabe ro; det synes jeg er rigtig spændende.« Hvad er det, du brænder for i dit job? »Jamen, det er hele tiden at lære noget nyt. At have med kunder at gøre sætter nogle store krav til mig om, at jeg skal kende vores produkter helt til bunds, og at jeg hele tiden bliver holdt til ilden. Jeg skal jo hele tiden holde mig orienteret om, hvad der sker for kunderne, i samfundet omkring love og regler, men også følge Nordeas produkter, så jeg kan rådgive kunden om det bedste valg.« Hvad synes du er dit talent? »En af mine styrker i forhold til at blive leder i fremtiden er i relationen til andre.

BRIEF

juni ‘13

Jeg kan få folk til at samarbejde om et projekt og få dem til at levere. Jeg er god til at skabe et overblik og en struktur, så vi kan se, hvordan vi kommer i mål med projektet. Men samtidig er jeg også meget åben over for input fra projektdeltagerne.

Folk skal have mulighed for at påvirke projektet, så de også får et medejerskab.

Det forum er jeg god til at skabe. Og så lyder det banalt, men jeg har empati. For mig er det vigtigt, at en leder rent faktisk går op i, hvordan folk har det, og jeg har en oprigtig interesse i, hvordan folk har det.« Hvordan var det at blive udvalgt til Nordeas talentprogram? »Det var simpelthen fantastisk. Især efter alle de test, som vi skulle igennem. Det var et kæmpe klap på skulderen, som jeg er stolt af.« Hvad regner du med at få ud af talentprogrammet? »Det betyder jo, at der er en masse fokus på mig som person, og det giver mig en masse udviklingsmuligheder. Nu har jeg ikke siddet i mit nuværende job så længe, men hvis jeg på et tidspunkt får lyst til at prøve noget nyt, så er det også muligt. Jeg er sikker på, at det vil give mig en masse udviklingsmuligheder, både fagligt og personligt.« Har du en plan for, hvor du er om fem år? »Ha, ha ... Nej, jeg har ikke en opskrift eller en køreplan for, at jeg om fem år skal sidde i den eller den stilling. Jeg er meget tilhænger af, at man skal tage de muligheder, der byder sig. Hvis du planlægger for meget, så risikerer du også at komme til at sige nej til noget, der kunne give din karriere noget helt fantastisk. Jeg ved godt, at det er en kliché, men jeg vil gerne have, at mit job udvikler mig, og jeg kan lære noget nyt. Men allervigtigst er, at det skal være sjovt at gå på arbejde, og du har selv ansvaret for, at det kan lade sig gøre.«

TINE VESTERGREN JENSEN • 28 år, director, client manager • 2008: Cand.merc.jur. fra CBS • 2005: Ansat i Nordea, først som studentermedhjælper, siden compliance officer og executive advisor. Skiftede i efteråret 2012 til nuværende job • 2013: Udvalgt til Nordea Young Significant Talent-programmet • 2013: Berlingske Business Top 100 Talent, april 2013

27

Fire ting, du bør vide om

skattereformen

brief har bedt KIM HØGSBERG, SKATTESPECIALIST i Nordea Private Banking, om at udpege de fire vigtigste nyheder fra skattereformen.

AF LARS BO AXELHOLM

1Topskattegrænsen hæves Først og fremmest har skattereformen en effekt på topskattegrænsen, der gradvist hæves frem til 2022. Sidste år var grænsen 389.900 kr., men når reformen er fuldt indfaset i 2022, vil grænsen være på 467.000 kr.Vi får de største lettelser i topskatten i 2013 og 2014, fordi regeringen gerne vil skabe vækst i samfundet. Reformen medfører, at ca. en kvart million flere danskere slipper for at betale topskat. Dog pilles der ikke ved den marginale beskatning på 15 procent. De, der betaler topskat, vil slippe med lidt mindre i skat i kroner og øre, men beskatningen på den sidst tjente krone er altså uændret.

du indbetale 2Skal mere til pension?

En højere topskattegrænse betyder også noget for vores pensionsopsparing. Indbetaler man til en pension med løbende udbetalinger, søger man typisk at planlægge udbetalingen, så man undgår at betale topskat.

Hævelsen af topskattegrænsen frem mod 2022 medfører, at man, når reformen er fuldt indfaset, kan øge udbetalingerne med godt 77.000 kr. årligt, inden der skal betales topskat (sammenlignet med 2012-tal). Det er derfor værd at overveje, om det vil være interessant at øge pensionsformuen, for eksempel ved at indskyde mere på en ratepension eller en livrente.

nye type pension: 3Den aldersopsparing Skattereformen har også født et nyt barn, nemlig aldersopsparingen, som minder om kapitalpensionen. Den udbetales som en sum. Du kan indskyde 27.600 kr. årligt (reguleres), og da opsparing på en aldersopsparing sker af beskattede midler, skal der ikke betales afgift, når pensionen kommer til udbetaling. Det løbende afkast beskattes med 15,3 procent, hvilket et noget mere lempeligt end for opsparing i frie midler. Som i øvrige typer pensionsopsparing er pengene dog bundet, så der betales en strafafgift, hvis pensionen ophæves i utide.

2022 2012

28

BRIEF

juni ‘13

»KUNDERNE SKAL FØLE SIG VELINFORMEREDE«

Vi gør meget for at kommunikere, hvad de har af alternativer til kapitalpension.

4

Hvad sker der med kapitalpensionen?

Det, der har trukket de største overskrifter i medierne, er formentlig, at kapitalpensionen afgår ved døden.

Det er nu ikke helt rigtigt, men fra og med i år gives der ikke længere fradrag for indbetalinger til kapitalpension. I stedet kan man konvertere (omlægge) sin eksisterende kapitalpension til en aldersopsparing.

Gør man det inden udgangen af 2014 (udskydelsen af fristen, som i dag er til og med 2013, er ikke endeligt vedtaget i Folketinget), slipper man billigere i afgift til SKAT.Ved at konvertere til en aldersopsparing fremrykkes betalingen af afgiften, hvilket vil sige, at man gør værdien af ordningen op og betaler en afgift på 37,3 procent her og nu frem for 40 procent, som er afgiften efter 2014. Det er op til den enkelte, om man vil beholde sin kapitalpension eller konvertere til en aldersopsparing, men som udgangspunkt er det en attraktiv mulighed, idet man høster en rabat på 2,7 procent. Dog kan der være forhold, for eksempel tilknyttede forsikringselementer eller omkostninger ved salg af værdipapirer til betaling af afgiften, der skal tages særlig højde for.

KAPITALPENSION

ALDERSPENSION

Den største reform af pensionssystemet i mange år. Sådan beskriver Per Borreby Jeppesen, projektleder og chefkonsulent i Nordea, den skattereform, som blandt andet har betydet et farvel til kapitalpensionen og budt på en ny pensionstype.

AF THOMAS ENGELSMANN Skattereformen er et omfattende lovkompleks, som indeholder alt fra ændringer i beskatningen af firmabiler til en regulering af størrelsen på børnechecken. Den største udfordring – set fra Nordeas perspektiv – består dog i at få omstillet banken til at kunne håndtere en helt ny type pensionsopsparing – aldersopsparing. »Det her berører flere hundredtusinder kunder i Nordea. Derfor gør vi også meget ud af at kommunikere, hvad det betyder for kunderne, og hvad de har af alternativer til kapitalpensionen,« siger Per Borreby Jeppesen og nævner, at alle kunder, som i 2012 indbetalte et fast beløb på deres kapitalpension, inden nytår modtog et brev om stop for deres indbetalinger. »Vi har pligt til at gøre kunderne opmærksomme på, at de ikke længere får det skattefradrag, de har været vant til. Når det er sagt, mener vi også, at det giver de bedste kundeoplevelser, hvis kunderne føler sig velinformerede.« Skattereformen, som blev vedtaget af Folketinget tilbage i september, trådte i kraft ved årsskiftet. Mange ville nok, med rette, have forventet, at Nordea var klar til at konvertere de første kapitalpensioner til aldersopsparinger allerede 1. januar. Skattelovgivning er dog en relativt kompleks størrelse,

og i månederne efter reformens vedtagelse er der sket ændringer, som påvirkede arbejdet med at få uddannet rådgivere, tilrettet ITsystemer, rådgivningsværktøjer mv. »Der er en række uklarheder og uhensigtsmæssigheder, som først går op for politikerne, når vi som sektor skal til at implementere reglerne. Derfor sker der løbende fortolkninger og tilpasninger fra myndighedernes side.« Ifølge Per Borreby Jeppesen har ændringerne i kapitalpensioner og indførelsen af en aldersopsparing store konsekvenser for den rådgivning, Nordea giver sine kunder.

Nogle skal til at vænne sig til en type pensionsopsparing, mens op imod en kvart million kunder skal beslutte, hvad der skal ske med deres eksisterende ordning.

Han mener, at en af fordelene ved at være kunde i en bank af Nordeas størrelse er, at man kan trække på specialister, samtidig med at bankens rådgivere har en stor organisation i ryggen. De kommende måneder vil alle kunder i Private Banking med en kapitalpension blive kontaktet med henblik på, at de skal tage stilling til, om de vil lade deres pension stå på de eksisterende vilkår eller fremrykke betalingen af afgiften og konvertere den til en aldersopsparing.

VIL DU VIDE MERE? Har du en kapitalpension i Nordea, vil du i god tid inden fristens udløb (31.12.2013) modtage information fra os. Heraf vil det fremgå, hvilke muligheder du har for at konvertere din kapitalpension til aldersopsparing. Du er også altid velkommen til at kontakte din rådgiver i Nordea Private Banking, hvis du har spørgsmål til din pension.

29

Nordea flytter til Ørestad Nordea flytter fra Christianshavn til Ørestad, hvor ET NYT HOVEDSÆDE SKAL STÅ KLAR I 2016. Det nye hovedsæde er tegnet af Henning Larsen Architects – som det gamle.

AF MICHAEL RACHLIN ILLUSTRATIONER HENNING LARSEN ARCHITECTS

D

er er ikke meget mere end to stop med den københavnske metro mellem Nordeas nuværende hovedsæde på Christiansbro og det kommende hovedsæde i Ørestaden, der skal stå klar i 2016. Men alligevel er det som to forskellige verdener.

Et af Københavns ældste kvarterer mod et af Københavns yngste.

I dag ligger Nordeas hovedsæde helt centralt ved Knippelsbro, der forbinder magtens centrum på Slotsholmen med det mere folkelige Christianshavn. Hovedkvarteret består af en ældre bygning ud mod Torvegade, der stammer tilbage fra skibsværftet B&W's tid, og nogle nyere kontorbygninger langs Christianskirken.

Hovedsædet blev bygget til den daværende Unibank, men er ejet af ATP. Og når lejemålet på bygningen i Torvegade udløber i 2016, flytter en stor del af bankens funktioner. »Den ældre bygning i Torvegade er nedslidt og kan ikke levere den ramme om arbejdsmiljøet, der forventes i dag. De voldsomt IT-intensive enheder i Torvegade-bygningen og bygningens struktur gør, at det er svært at styre indeklimaet – det kan blive meget varmt visse steder, mens andre sidder i træk og kulde,« siger Nordeas chef for Group Premises, Ove Hygum, der fortæller, at huslejen ville blive for høj, hvis Torvegade-bygningen skulle bringes i stand til at kunne løse indeklimaudfordringen.

På sigt kommer man altså til at optimere omkostningerne i Nordea, selv om der er tale om et nybyggeri til over 1 mia. kr. Og det er led i en strategi, der handler om at samle bankens centrale funktioner i nogle få og større hovedsæder. Nordeas danske hovedkontorfunktioner er i dag spredt på fem lokationer.

Byggeriet finansieres i øvrigt af et konsortium af PensionDanmark, Lægernes Pensionskasse og Nordea Liv og Pension, hvor Nordea ligeledes kommer til at leje sig ind.

Et fleksibelt hus Lige på den anden siden af Stadsgraven, der adskiller Christianshavn fra Amager, er der ikke mere end et godt ejendomsmæglerstenkast

30

BRIEF

juni ‘13

NORDEAS KOMMENDE HOVEDSÆDE

Når man ligger i en by, så har man en forpligtelse til at kommunikere med omgivelserne, og det gør vi også her.

Louis Becker, direktør og partner, Henning Larsen Architects

Tietgenkollegiet IT-Universitetet Koncerthuset DR Byen

DR Byen metrostation

• Byggeriet er på 46.000 m2 med tilhørende kælder på 11.000 m2, og senere kan der udvides til 70.000 m2 • Bygherre: PensionDanmark, Lægernes Pensionskasse og Nordea Liv og Pension • Huset skal være arbejdsplads for omkring 2.000 danske medarbejdere • Byggeriet starter i januar 2014 og ventes færdigt i 2016 • Byggeriet indeholder en række fleksible enheder, så der relativt let kan laves om på rammerne • Et af de bundne elementer i byggeriet er dog, at Nordea i Danmark har Nordens største dealerfloor – det store rum, hvor der bliver handlet værdipapirer, og hvor der er ekstremt høje krav til sikkerheden af tekniske installationer

31

til den grund, hvor det nye hovedsæde kommer til at stå klar i 2016. Danmarks Radio bliver den nærmeste nabo, og metrostation DR Byen kommer i bogstaveligste forstand til at ligge lige uden for døren. Her er ikke indre bys sprudlende mangfoldighed. Til gengæld er her plads til at bygge nyt og en rigtig god infrastruktur. Adgangen til metro, lufthavn, motorveje, samtidig med at man stadig er tæt på Københavns centrum, var afgørende for valget af placeringen, fortæller Ove Hygum. »Der er ikke så mange andre muligheder for at bygge noget, der er så stort i relativt tæt afstand fra Rådhuspladsen,« fortæller Ove Hygum.

Da placeringen var valgt, blev der udskrevet en arkitektkonkurrence. En af rammerne for konkurrencen var, at huset skulle være fleksibelt, så størrelsen og organiseringen af arbejdspladserne hurtigt kan tilpasses en fremtid, hvor de fysiske rammer omkring det at drive bank kan ændre sig. »Vi har gjort meget ud af, at byggeriet ikke må skabe et meget statisk miljø, men at man uden større omkostninger kan lave om på rammerne. Der er tale om en bygningsstruktur, der gør det nemmere at samarbejde mellem relevante enheder,« siger Ove Hygum, der understreger, at

32

BRIEF

juni ‘13

BANKENS HOVEDSÆDER Når Nordea flytter fra Christianshavn, er det et farvel til det hovedsæde, hvor banken flyttede sammen, da Privatbanken, Andelsbanken og Sparekassen SDS blev til Unibank i 1990.

Bankerne kom fra flere andre historiske og markante bygninger i København.

Andelsbanken Andelsbanken havde en tæt tilknytning til dansk landbrug og havde derfor passende sit københavnske hovedsæde på Axelborg, hvor Landsbrugsraadet – i dag Landbrug og Fødevarer – ligger.

Bygningen, der ligger lige over for Tivolis hovedindgang, var også en overgang filial for Unibank.

Privatbanken Privatbanken havde hovedsæde i et hus, der er opkaldt efter bankens stifter, C.F. Tietgen. Huset ligger lige i forlængelse af Christian IV’s gamle børsbygning. Da B&W flyttede fra administrationsbygningen i Torvegade, flyttede Privatbanken over kanalen til den ældste af de nuværende Nordeabygninger. I dag ejes Tietgens Hus af brancheorganisationen Dansk Erhverv.

huset afspejler Nordeas værdier om at arbejde som ét team. »Det er en del af den nordiske fortælling med holdbare løsninger og med høj kvalitet i de miljøer, der møder ansatte og kunder. Samtidig har vi valgt, at huset skal have en af de højeste certificeringer, man kan opnå inden for bæredygtighed, så huset bruger meget lidt energi, og at det faktisk også skal producere energi med solceller,« siger Ove Hygum.

Henning Larsen igen Blandt de tre førende arkitekter, der deltog i konkurrencen, var Henning Larsen Architects, som også har tegnet størstedelen af det nuværende hovedsæde. Og det blev også til en Henning Larsen-løsning i Ørestaden.

Partner og direktør Louis Becker, Henning Larsen Architects, fortæller, at der er noget læring fra det nuværende

hovedsæde, der kan genbruges i det kommende, selv om der er tale om to meget forskellige huse. »Noget af det, vi har taget med fra Christiansbro – Nordeas nuværende hovedsæde – er transparensen. Når man ligger i en by, så har man en forpligtelse til at kommunikere med omgivelserne, og det gør vi også her. Det handler om at gå i dialog med byen på en meningsfuld måde, også selv om Ørestad er en helt anden type by end Christianshavn,« siger Louis Becker. »Vi vil meget gerne vise en organisation, der åbner sig mod omverdenen, samtidig med at der selvfølgelig er en masse sikkerhed, i og med at det er en bank. Dagslys spiller en rigtig stor rolle i denne bygning. Og vi viser en organisation, der er fuld af mennesker, som er i bevægelse og dialog,« fortæller Louis Becker.

Sparekassen SDS Sparekassen SDS havde sit sidste hovedsæde i en markant bygning på Kongens Nytorv, der tidligere var A.P. Møller - Mærsks hovedsæde.

Bygningen var en overgang en del af Unibank og blev efterfølgende Morgenavisen Jyllands-Postens københavnske redaktionskontor.

33

Vi kender den tidligere præsident Lula og fodboldikonet Pelé. Men hvor mange andre af de 194 millioner brasilianere kender vi? Vi har valgt 25 personligheder, som er historien om et land med en ny selvtillid, der ser frem mod VM i fodbold næste år og OL i 2016.

25

BRASILIANERE ATTITUDE

FODBOLDIKONET Edison Arantes do Nascimento, alias Pelé, 72 år.

Legendarisk fodboldspiller.

1

Pelé brød igennem ved VM i Sverige i 1958, hvor han som 18-årig ledte Brasilien til landets første verdensmesterskab. Tolv år senere slog han sin legendestatus fast, da Brasilien vandt sit tredje verdensmesterskab i en fantastisk turnering i Mexico.

Pelé spillede næsten hele sin karriere i barndomsklubben Santos, inden han trak sig tilbage i 1977 efter et par sæsoner i New York Cosmos. Da havde han scoret svimlende 1.281 mål i 1.363 kampe.

Om Pelé er verdenshistoriens bedste fodboldspiller handler nok mest om, hvor sympatien ligger i den klassiske sydamerikanske rivalisering mellem Brasilien og Argentina (der har Diego Maradona).

FOTO: SCANPIX

LANDSFADEREN Luiz Inácio 'Lula' da Silva, 67 år, præsident 2003-11.

Lula er en kæmpestjerne i Brasilien. Han personificerer landets fremgang, og hans ord har en kolossal vægt; hans støtte til den nuværende præsident, Dilma Rousseff, anses som afgørende for hendes formodede genvalg i 2014.

Som præsident havde Lula over 80 procents opbakning, og som en anden solkonge udpegede han selv sin efterfølger – partifællen Dilma fra Arbejderpartiet.

2

FOTO: SCANPIX

»Inden kampen sagde jeg til mig selv, at Pelé var lavet af kød og blod ligesom alle andre. Jeg tog fejl.« Italienske Tarciso Burgnich markerede Pelé i VM-finalen i 1970. Brasilien knuste Italien 4-1.

34

AF EBBE FISCHER

Arbejderdrengen Lula fra den fattige nordlige del af Brasilien var skopudser som barn, inden han mistede sin ene lillefinger ved en fabriksulykke. Senere blev han fagforeningsleder, og i 2002 blev han valgt som præsident – i fjerde forsøg.

Lula har siden vundet bred respekt, fordi han undlod at gå ned ad den smalle socialistiske sti, hvilket mange frygtede, inden han trådte til. I stedet satsede Lula på markedet som middel til fattigdomsbekæmpelse.

BRIEF

juni ‘13

FOTO: SCANPIX

SANGEREN Roberto Carlos, 72 år, en af verdens bedst sælgende kunstnere.

4

Få musikere kan prale med 100 millioner solgte albums.

Roberto Carlos – ikke at forveksle med den berømte venstre back med samme navn – er en af dem. Som sanger og sangskriver er han desuden anerkendt som Brasiliens mest indflydelsesrige kunstner.

Roberto Carlos fik ellers en barsk start på livet, da det ene ben blev amputeret efter et sammenstød med et lokomotiv tæt ved barndomshjemmet. Da var han blot seks år.

Roberto Carlos kastede sig siden over musikken, og som niårig vandt han en børnekonkurrence ved at efterligne sit idol, Elvis Presley. Siden udviklede han rock & roll i brasiliansk retning, og han er desuden anerkendt for sit bidrag til den specielle brasilianske blanding af jazz og samba, bossa nova.

3

5

SUPERMODELLEN Gisele Bündchen, 32 år, stjernemodel og skuespiller.

FOTO: SCANPIX

Brasilianerne har ry for at være smukke.

Måske er Gisele den smukkeste.

Hun er i hvert fald det nulevende menneske, der har tjent flest penge på sit udseende.

Som navnet antyder, har hun tyske rødder. Hun er vokset op i den sydlige del af Brasilien, hvor hendes mor fik hende ind i modelverdenen som 13-årig. Året efter blev hun opdaget af Elite Models i et shoppingcenter i São Paulo, og fem år senere kaldte Vogue hende 'the return of the sexy model'.

Nu måtte modellerne pludselig have former igen, takket være Gisele Bündchen.

Siden 2004 har supermodellen været den højst betalte model i verden, og hun har i dag en formue på over 250 mio. dollar.

Gisele Bündchen har dannet par med Leonardo DiCaprio, og hun er i dag gift med den amerikanske fodboldspiller Tom Brady fra New England Patriots. Parret har to børn.

IVÆRKSÆTTEREN Janaina Chartuni, 28 år, selvstændig fysioterapeut og kosmetolog.

Vinden blæser sagte ind af vinduet, der står på vid gab. I det fjerne kan man skimte strandene ved Arraial do Cabo – en lille kystby tre timer øst for Rio de Janeiro.

Byen er vokset de senere år, og indbyggerne, der engang kun var fiskere, har fået velfærdsproblemer. »For fem år siden var der ikke marked for min forretning,« fastslår Janaina Chartuni, som har libanesiske rødder.

Hun åbnede i oktober 2012; behandler rygsmerter og museskader, og som mange andre brasilianske fysioterapeuter tjener hun også penge på skønhedsbehandlinger. Kunderne strømmer til, og hun arbejder omkring 10 timer om dagen. »Jeg er glad for at være selvstændig, men det er hårdt,« erkender hun.

Alligevel kan hun ikke lade være med at smile. Det kan de færreste i Arraial do Cabo. Måske er det strandene.

35

6

FOTO: SCANPIX

PRÆSIDENTEN Dilma Rousseff, 66 år, republikkens præsident siden d. 1. januar 2011.

Dilma Rousseff gik i gymnasiet, da militæret kuppede sig til magten.

Det var i 1964, og den unge kvinde gik ind i modstandskampen.

Seks år senere blev hun anholdt og torteret, men hun angav aldrig sine kampfæller.

Den stædighed har 'Dilma' – som alle brasilianere kalder hende – haft brug for, siden hun vandt valget i 2010 efter en lang karriere på venstrefløjen. Fra 2005 til 2010 var hun stabschef for Arbejderpartiets præsident, den karismatiske Luiz Inácio 'Lula' da Silva, som hun kan takke for sin fine titel, fordi han ikke måtte genopstille efter otte år og i stedet pegede på hende.

Dilma har siden vist sig som en stærk leder ved at tage livtag med landets rodfæstede korruption og justere Lulas udenrigspolitik i mere moderat retning. Det har øget hendes popularitet, og hun nærmer sig nu Lulas magiske 80 procents opbakning.

Hun bibeholder alliancen med sin mentor, som har peget på hende som partiets præsidentkandidat igen næste gang. Det tilsagn sikrer hende med stor sandsynlighed magten i Brasilien frem til 2018.

7

EN SKUFFET REVOLUTIONÆR Richard Klein, 51 år, CG-artist og forfatter til den samfundskritiske bog The lost Samba, der behandler udviklingen i Brasilien fra 1960 frem til i dag.

8 BRANDMANDEN Paulo Henrique Souza, 43 år, brandmand i badebyen Bombinhas. »I favelaen er der mange brande.« Paulo Souza sidder på sit kontor foran computeren. Han holder computermusen op i luften. »Den kan brænde, hvis ledningerne sidder forkert,« siger han.

Den midaldrende brandmand har været i storbyen Lages i 16 år, inden han kom ud til kysten – til kystbyen Bombinhas. »De fattige har ingen uddannelse, og deres gamle produkter er ofte farlige,« tilføjer Paulo Souza med alvorlig mine. »I Lages havde vi en brand om ugen, her i Bombinhas har vi en brand om året,« siger han med et afdæmpet smil. Derfor bliver brandmændene også brugt som førstehjælpere i badebyen ved Atlanterhavet.

36

Richard Klein kæmpede fra halvfjerdserne til halvfemserne for radikale socialistiske forandringer. Og da Lula kom til magten, troede han endelig, de ville komme. »Alle mine venner synes, Lula var cool som fagforeningsleder. Han kæmpede mod systemet og blev endda sat i fængsel, men da han blev præsident, ændrede det sig,« mener Richard Klein.

Forfatteren kalder firserne for 'Brasiliens Glasnost', siden militærjuntaen tillod militante venstreorienterede at vende hjem fra eksil. »De hjemvendte var helte, syntes vi, men i dag står mange skuffede tilbage.Vi har både demokrati og et venstreorienteret parti ved magten, men revolutionen er udeblevet. De fattige er glade, men venstrefløjen i Brasilien er en elite, som vil have noget mere radikalt,« forklarer han. »Lula ændrede ikke spillet. I stedet spillede han selv spillet. Det samme gælder Dilma. De var revolutionære, men er endt som professionelle politikere,« siger Richard Klein. »Følelsen på venstrefløjen er, at de ikke har gjort nok,« fastslår han.

BRIEF

juni ‘13

9

FOTO: SCANPIX

VM-CHEFEN José Maria Marin, 80 år, chef for VM-komiteen, der arrangerer VM i 2014.

Han er chef for den megabegivenhed, som brasilianerne vil vinde, som de er stolte over at huse, og som mange frygter vil ende i kaos. Brasilien er ikke kendt for orden. Og José Maria Marin er jævnligt til eksamen hos FIFA, hvor han forsikrer, at Brasilien skam har styr på det.

Fra 1982 til 1988 var han præsident for São Paulos fodboldforbund, Federação Paulista de Futebol. Så blev han vicepræsident for hele Brasiliens fodboldforbund, Confederação Brasileira de Futebol. Og da forbundspræsidenten, Ricardo Teixeira, som også var chef for VM-komiteen, måtte trække sig grundet sygdom, ja, så blev José Maria Marin ny chef for det hele. Nu har han tøjlerne.VM er hans ansvar. Og hovedpine.

OL-CHEFEN Sydney Levy, 56 år, chef for OL-komiteen, der arrangerer legene i 2016.

Kun to år efter VM kommer OL også til Brasilien – til Rio. Det er helt exceptionelt. I Brasilien – og blandt internationale investorer – taler man meget om, at det er en kæmpechance. Infrastrukturen skal pudses til, og hele landet får forhåbentlig et imageløft. Medmindre det går galt. Og ligesom med VM er det en reel risiko.

Sydney Levy er ansat til at sørge for, at det går godt. I FO november sidste år blev han præsident for OL-komiteen – i et TO :G ET forsøg på at styrke strukturen op til legene. Han er forretningsTY IM mand til fingerspidserne og har gjort karriere i nogle af Brasiliens AG ES største selskaber. Fra 1994 til 2011 var han direktør i kommunikationsgiganten Valid, hvor han i dag er bestyrelsesformand.

Sydney Levy har desuden gode anglo-amerikanske forbindelser; han har arbejdet i London og har været formand for USA’s handelskammer i Rio de Janeiro.

10

11

DEN KVINDELIGE TOPCHEF Maria das Graças Silva Foster, 59 år, CEO i Petrobras.

Latinamerikas største virksomhed har en kvinde for bordenden.

Maria Silva Foster leder energigiganten Petrobras, der havde en omsætning på 275 mia. reais – godt 800 mia. kr. – i 2012.

Et tal, der vokser, fordi man de senere år har fundet gigantiske olie- og gasfelter i havet ud for Rio, og fordi Petrobras er førende i nye grønne energiformer.

Den målrettede kvinde uddannede sig som ingeniør i kemi og nuklear energi, inden hun tog en MBA og gjorde karriere i det store halvstatslige selskab. Tilbage i 1998 mødte hun Brasiliens nuværende præsident, Dilma Rousseff – dengang en anonym partifælle i Arbejderpartiet. De to har bevaret forbindelsen, og i april 2012 udnævnte præsidenten sin gamle veninde til CEO i Petrobras.

Den personlige relation er velkendt, men de færreste er i tvivl om, at Maria Silva Foster er en ekstremt vidende og kompetent leder.

FOTO: GETTY IMAGES

12 BRASILIANER AF DANSK AFSTAMNING Carl Vagn Ørberg, 93 år, pensioneret forretningsmand. Dansk far, argentinsk mor, brasiliansk statsborgerskab. Har gået på Herlufsholm for 75 år siden.

I 1970 blev Carl Vagn Ørberg ansat som direktør i firmaet Sotreq, som importerer Caterpillarmaskiner til Brasilien. Siden købte familien virksomheden, som de ejer endnu.

For otte år siden overlod Carl tøjlerne til sin søn.

Ingen af dem taler dansk i dag, men Carl husker stadig sine to år på Herlufsholm Kostskole, da han var teenager. »Min far var fra Knebel i Nordjylland. Han tog til Sydamerika for at søge nye muligheder, men vi holdt forbindelsen til familien i Danmark,« siger han.

I dag bor Carl med sin kone tæt ved São Paulo. Han er stadig frisk, men han rejser ikke længere til Danmark. »Det er for langt i min alder,« siger han.

37

13

EN ANDEN FODBOLDSPILLER Rodrigo Dantas, alias Rodriginho, 23 år.

Op mod 5.000 brasilianere rejser hvert år ud i verden for at spille fodbold. Og de fleste ender milevidt fra fodboldens kendte ligaer. Lige fra Kina til Færøerne kan man finde professionelle fodboldspillere med rødder i Brasilien.

Rodriginho kom fra Brasilien til svenske Västerås i 2011, men han kom aldrig på banen i Skandinavien. Siden røg han til den lille klub Estoril i Portugal, hvor han fik 25 kampe. Han slog dog heller ikke for alvor igennem der, og i slutningen af 2012 vendte

Rodriginho hjem til havnekvarteret Botafogo i Rio de Janeiro. »Det var svært i Estoril. Jeg havde det vanskeligt med spillesystemet,« sagde han ved hjemkomsten.

Barndomsklubben har nu givet ham nummer 35, og han sidder meget på bænken.

Rodriginho er langt fra blevet rig, men han har alligevel prøvet noget, som alle brasilianske drenge drømmer om. Han har været professionel i Europa. Og han håber endnu.

ÆLDRE FISKER Orlando Silvera, 46 år, fisker i Búzios.

Orlando skuler olmt, da de fremmede nærmer sig med fotoudstyr. Men pludselig lyser han op i et stort smil; han har fået øje på notesblokken, der netop er indkøbt i den lokale boghandel. Og et logo med fodboldklubben Flamengo pryder forsiden. »Du er heldig, at det ikke var Botafogo,« griner han. Nu vil han gerne snakke.

Orlando har været fisker hele sit liv. Han lever fint af det, om end beskedent. Og han har set Búzios vokse, siden den franske diva Brigitte Bardot kom til byen i tresserne. Det var hendes yndlingssted, og Orlando har ikke glemt hende, selv om han kun var en lille knægt. »Hun var meget smuk, og alle snakkede om hende, men jeg forstod jo ikke, hvem hun var,« siger han.

Dengang tog fiskerne ud på havet med kano og sejl. I dag har de motor på båden, og Orlando har uddannet sig til bådmekaniker. Men det vigtigste for ham er at være på havet. »Det er mit liv,« siger han.

16

38

15

14

YNGRE FISKER POLITIKVINDEN Raymann Sá, 18 år, fisker og bartender i Búzios.

Juliana Barreto, 32 år, politibetjent.

Ray, som de ældre fiskere kalder ham, hiver hårdt i rebet, Hun er smuk, smilende – og poog langsomt glider båden ned i det dybblå hav. Ray har litibetjent. Juliana Barreto har en beværet fisker i to år, og han arbejder i en bar i Búzios stemt fremtoning; man mærker, at hun om aftenen. er vant til at sætte sig i respekt. Den unge »Men jeg kan bedst lide at fiske,« siger han. kvinde arbejder i det centrale Brasilien, i del»Arbejdet giver ok, men man bliver ikke staten Mato Grosso ved Amazonas – i et tyndt rig af det,« tilføjer Ray og trækker på befolket område, der er hjemsted for primitive skulderen. indianerstammer.

Han elsker at være ude i natu»De passer sig selv, og når vi møder dem, er de altid ren. Men det er nødvendigt at venlige,« siger hun. have noget i baghånden, når En af politiets opgaver i området er da også at bremse man er 18 år og fremtiden den illegale skovhugst, der blandt andet går ud over indianerne. for fiskerierhvervet En anden opgave er at bremse den omfattende handel med kokain. usikker.

Juliana voksede op tæt ved Rio de Janeiro, hvor hendes far var embedsmand, mens moren gik hjemme. Siden emigrerede hendes to søskende til Schweiz, men det ville hun ikke. »Jeg har meget at give, og jeg vil gerne bidrage til Brasiliens vækst.Vi er et land rigt på naturressourcer, og vi har en stor fremtid,« mener Juliana Barreto. »Men vi skal løse problemerne med vold og social ulighed,« tilføjer hun.

BRIEF

juni ‘13

HOTELBESTYREREN Nelson de Pires, 61 år, bestyrer af et lille hotel – en såkaldt pousada – på en af mange strande tæt ved Rio de Janeiro.

Nelson de Pires står på det hvide sand ved en lille bugt og ser ud over det tyrkisblå hav. Han har boet 25 år i Prainha, der betyder 'den lille strand'.

Vi er tre timers kørsel øst for Rio de Janeiro ved et gammelt fiskerleje. Fiskerne er her endnu, men i dag rummer stedet også en del turisme. Nelson har forpagtet det lille hotel i ni år. Før arbejdede han i restauranter og butikker i nærheden. Han kender alle. »Jeg elsker Prainha. Her er smukt og roligt,« siger Nelson, som har seks børn i alderen 14-40.

Hans øjne afslører, at han mener det. På skrænten bag hotellet bor han med sin familie ved siden af deres egen hønsegård, og bag hegnet græsser geder og får langs klipperne. De bliver slagtet med jævne mellemrum. »Hotellet går godt, så vi skal bruge meget kød. Hvert år kommer flere turister til byen,« forklarer Nelson.

17

18

FOTO HUGO INGLEZ

DIPLOMATEN José Luiz Santana, 62 år, ph.d. i kemi og professor ved UFRJ i Rio samt tidligere viceminister for urban udvikling, embedsmand mv. Fra 2000 til 2011 desuden honorær konsul for Danmark.

I firserne var José Luiz Santana involveret i udviklingen af Brasiliens atomprogram.

Og da Brasilien afstod fra at udvikle bomben, var han med til at forhandle en aftale hjem med FN og rivalen Argentina.

En diplomatisk bedrift, der sikrer et atomfrit Sydamerika. Det er i brasilianernes ånd, mener han. »Brasilien er et fredeligt land. Den sidste væbnede konflikt med en nabo er 160 år gammel,« siger han og henviser til forfatningen, der forbyder landets væbnede styrker at deltage i internationale konflikter.

José Luiz Santana mener, at freden kan tilskrives brasilianernes glade natur. »Brasilianerne vil altid håbe og tro, at tingene bliver bedre.Vi er optimistiske af natur,« siger han og fremhæver, at yderligere 30 millioner fattige brasilianere bliver middelklasseforbrugere i det næste årti. »Fremtiden ser lys ud for Brasilien.

De brasilianske banker har lært af fortidige kriser, og det har sikret dem mod finanskrisen,« mener han.

Mange økonomer giver ham ret.

19

SAMBADANSEREN Kenia Vianna Diogo, 35 år, professionel sambadanser fra Rio de Janeiro.

Kenia griner meget. Hun kan næHende første optræden gik godt, sten ikke lade være, lader det til.Vi og snart fulgte flere job. Nu lever er landet i Lapa – i Rio de Janeiros Kenia af sambaen. Hun får mellem historiske bohemekvarter på en stille 500 og 2.500 kr. pr. optræden og har lørdag formiddag. Bydelen vrimler flere shows om ugen. Hun har også med restauranter og barer, i dag har rejst med jobbet og har for eksempel den tømmermænd. været i Schweiz.

Kenia tager sit udstyr på til ære »Vi lavede en event på en brasilifor fotografen. Hun bliver sminket ansk restaurant. Det var virkelig spænpå en stol midt på gaden, mens folk dende, fordi det var min første rejse stopper op og kigger nysgerrigt på langt væk fra Brasilien,« siger Kenia. hende. Hvad sker der nu? Skal hun Hendes krop er veltrænet. Det danse? er et krav. Hun træner hver dag og Kenia har danset samba på højt tænker altid over, hvad hun spiser. niveau, siden hun var 24 år, og de Men samba er meget andet end sidste fem år har hun været med i sexede dansere, understreger hun. byens store karneval. »Det handler ikke bare om at »Min historie er lidt anderledes have en smuk krop, det handler beend de andre pigers. Jeg startede sestemt heller ikke om at være vulgær, nere, fordi jeg arbejdede som model men om at formå at være sensuel på og lavede events, men pludselig blev en professionel og respektfuld måde jeg tilbudt et sambajob,« siger hun. via dansen,« forklarer hun.

39

20

DEN GLOBALE STUDERENDE Marcos Antonio Brandão, 28 år, fattig baggrund, nu rykket op i middelklassen.

Vinden river i maskinen, mens flyet langsomt glider hen over vores mål – øen Santa Catarina, som også huser hovedstaden for en af landets sydligste delstater. Nedenfor kan vi se strandene, landingsbanen og højhusene i Florianópolis. »Det er dejligt at være hjemme,« udbryder Marcos med et stort smil.

Den unge fyr har ikke været i 'Floripa' i tre år. Han har opholdt sig i Irland og har læst engelsk, inden han gik i gang med sit IT-studie.

Marcos voksede op i en ydmyg forstad til Salvador i nord, hvor hans forældre havde forskellige småjob.

Nu er de døde. Og Marcos endte i det sydlige Brasilien, hvor han har udnyttet de chancer, hans forældre aldrig fik. »Før i tiden tog mange af mine venner til Europa for at arbejde, men nu vender de tilbage.Vi har gode muligheder i Brasilien,« siger han, inden piloten sætter maskinen ned med et dumpt drøn.

Marcos er hjemme. Måske for at blive. Mulighederne er mange. »Jeg er lidt forvirret,« indrømmer han.

40

21 BUTIKSBESTYREREN Angela Cordeio, 33 år, bestyrer af designforretningen Schmidt i Florianópolis’ lufthavn.

Schmidt er et tysk navn, som mange efterkommere i Florianópolis stadig bruger. Schmidt er også et lokalt luksusmærke – designet i byen. Angela Cordeiro bestyrer lufthavnsbutikken, og hun mærker tydeligt en øget efterspørgsel. »Det vokser hvert år, og hvis du går ti år tilbage, er der sket utrolig meget. Det er absurd at sammenligne dagens Floripa med dengang,« siger hun.

Angela Cordeiro har boet hele sit liv ved kysten i syd, og hun vil ikke bo andre steder. »Livskvaliteten er høj, strandene er fantastiske, og her er mere roligt end i Rio og São Paulo. Jeg er vild med Floripa,« siger hun.

22 TAXACHAUFFØREN Marcio Michels, 58 år, taxachauffør med tyske aner i Brasiliens rigeste storby, Florianópolis.

Den sydlige del af Brasilien er også den hvide del af Brasilien. Og det er den rigeste del af Brasilien. Glem alt om samba og kaos; tænk Europa og orden.

Her slog titusinder af tyske udvandrere sig ned, og de har præget regionen. »Floripa er det bedste sted i Brasilien. Levestandarden er høj, og vi har de bedste strande,« siger Marcio Michels, som har en tysk oldefar.

De fleste turister mener ellers, strandene er smukkere i Bahia, men brasilianerne er lokalpatrioter, og Marcio Michels har boet i Florianópolis i 50 år.

Han ser kun ét problem: »Trafikken er tung.

Før i tiden var der ikke nær så mange biler,« påpeger han med et afvæbnende træk på skulderen og endnu et stort smil.

BRIEF

juni ‘13

PRÆSTEN Padre Felipe Frein, 52 år, præst i den billedskønne koloniby Paraty. »Brasilianerne er meget religiøse.« Felipe Frein har et direkte blik. Hans tætte krop omsluttes af præstekjolen, og bag ham går et par korpiger forbi. Messen begynder om ti minutter i Paraty, en ældgammel koloniby. »Jesuitterne var meget aktive i Sydamerika, og religion er stadig rygraden i samfundet,« siger præsten.

Han har ret. I Brasilien er abort for eksempel ulovlig.

Sådan er det også i resten af det katolske Latinamerika – bortset fra Cuba. »Som katolsk præst forsvarer jeg selvfølgelig det ufødte liv,« fastslår Felipe Frein.

23

24

SLUMKNÆGTEN Thiago Firmino, 32 år, DJ og festarrangør i en moderniseret favela. Er rykket op i middelklassen.

Thiago er vokset op i Santa Marta. Han har set, hvordan politiet brutalt rullede op i favelaen, mens narkobaronerne styrede den belastede bydel. »Politiet var ekstremt voldsomt, men det har ændret sig.

Regeringen er kommet med mange nye tiltag, og i dag har vi en god dialog med politiet,« siger Thiago.

Vi sidder på en plads midt i Rio de Janeiro. Bag os reklamerer et lille turistkontor for de stadig mere populære 'favela tours'.

Santa Marta er i dag et område, der går under betegnelsen 'favela chic'. Det er nemlig kommet på mode at holde bryllup og fødselsdage i et renoveret slumkvarter på bjergsiderne i den smukke by.

Thiago har da også en solid forretning kørende. Han holder fester og arrangementer i Santa Marta, og han har netop købt en bil. Kontant. Han har også en iPhone5. »Det er fantastisk, at folk fra byen i dag kommer op i favelaen og vil holde store fester. I dag føler vi os som en del af samfundet,« siger han.

RENGØRINGSDAMEN Janne Marquez, 28 år, renser toiletter i São Paulos internationale lufthavn, Guarulhus, der servicerer over 30 millioner passagerer årligt.

Janne Marquez bor i en favela tæt ved lufthavnen. Janne har fire børn, og på trods af det hårde arbejde er hun glad for sit liv blandt de 23 millioner 'paulistas', som indbyggerne i storbyen populært kaldes. »Penge er ikke alt, og jeg har det godt,« siger hun ubekymret. »Jeg elsker São Paulo. Jeg kommer herfra, og min familie bor her. Det er mit hjem,« fastslår hun, inden hendes overordnede – en stor madamme med en bestemt udstråling – giver hende et spontant kram.

Janne smiler genert, mens madammen driller hende over den pludselige interesse. Og pludselig bryder de ud i et stort grin. »Du må gerne ta’ et billede, men jeg ville helst have noget andet tøj på. Er det til Danmark, siger du?«

25

41

UDSYN

Der foregår en dramaturgi, næsten en drejebog i medierne, hvor personen, der har begået en brøde, bliver trængt så langt op i en krog, at vedkommende til sidst kun kan undskylde.

Lisa S. Villadsen, lektor i retorik, Københavns Universitet

42

BRIEF

juni ‘13

Spillet om undskyldningen Vi undskylder. I medierne og offentligheden undskylder vi som aldrig før. Men selv om vi ved, at undskyldningen ikke er dybtfølt, kræver vi, at den i det mindste fremstår ægte.

AF RASMUS KARKOV ILLUSTRATIONER METTE FUNCK

U

ndskyldningerne vælter ned over os.

Den ene dag undskylder endnu en cykelrytter for at have forrådt vores forestillinger om sejre og bjergtinder, og den næste dag undskylder en minister sin fortid i Danmarks Kommunistiske Parti, mens en anden politiker må undskylde Maorimobning. Selv stater er begyndt at undskylde handlinger, der blev begået af andre mennesker i andre tider. Langt de fleste undskyldninger handler om en eller anden form for bedrag, diskrimination eller tidsimperialisme, hvor nuets moral erobrer fortiden. »Vi hører mange flere undskyldninger i dag end tidligere,« siger Lisa S.Villadsen, der er lektor i retorik på Københavns Universitet og forsker i netop undskyldninger.

Og vi kender da også alle til skylden. Det er en grundforudsætning for tilværelsen. Spittelsen mellem det, vi bør, og det, vi vil, er så dyb, at den spiller den afgørende rolle for vores kulturkreds' kristne skabelsesberetning.Vi er født ind i syndefaldet, og siden reformationen kan vi ikke engang, som katolikkerne, betale os til tilgivelse.Vi kan kun undskylde og håbe på forsoning og tilgivelse. »Man kan måske hævde, at arven fra reformationen er en evig dårlig samvittighed, der kan plage os.

Men jeg tror ikke, at den abstrakte arvesynd skaber en konkret konstant dårlig samvittighed hos os. Den dårlige samvittighed opstår af konkrete handlinger,« siger filosof og forfatter Peter Tudvad om skylden og undskyldningens væsen.

Moralsk offentlighed Men moralen er ikke universel til alle tider og alle steder. I stedet tjener undskyldninger, og ikke mindst

kravet om at få en undskyldning, til at gøre den gældende moral tydelig, mener Lisa S.Villadsen. »Undskyldninger afslører vores samtids moralske landskab. For eksempel bliver mange undskyldninger i dag givet på baggrund af diskrimination mellem racer og etnicitet. Det er et tema, der fylder meget i vor tid, men som ikke ville have løftet et øjenbryn tidligere. Man kan forestille sig, at næste runde af undskyldninger kommer til at handle om diskrimination mellem mænd og kvinder,« siger hun.

Ifølge hende er der ikke nødvendigvis kommet større skyld, men der er kommet en øget moralsk stillingstagen i offentligheden.Vi kræver overensstemmelse mellem det, vores politikere siger og gør, og vi kræver, at virksomheder tænker længere end til bundlinjen. De skal være etisk ansvarlige i forhold til de gældende normer om for eksempel at passe på kloden. Med det øgede ansvar følger også øget skyld, og derfor er undskyldningen blevet en del af virksomheders, organisationers og offentlige personers kommunikationsværktøjskasse. »De undskyldninger, vi ser i det offentlige rum, er krisekommunikation. De er udtryk for en øget moralsk stillingtagen i befolkningen. I dag bygger professionelle personers troværdighed på et bredere grundlag end bare kompetence.Vi som offentlighed føler, at vi skal være dommere, og vi føler os som en rimelig instans; offentligheden skal have noget igen, personen skal gennem en proces, som nogle vil finde ydmygende, men som andre vil anse for nødvendig for at få ryddet op og komme videre,« siger Lisa. S. Villadsen.

Rolf er ren Senest erkendte og undskyldte cykelrytteren Rolf

43

DEN JURIDISKE UNDSKYLDNING I sig selv har en undskyldning ikke nogen juridisk betydning. Hvis en læge for eksempel undskylder en fejlbehandling, vil det først have juridisk betydning som et element i en eventuel retssag.

Det samme gælder for alle andre undskyldninger, men da en undskyldning er en erkendelse af skyld, kan den have betydning i en efterfølgende retssag, fortæller partner i Samuelsson Neugebauer & Partnere Morten Samuelsson, der er tidligere juraprofessor ved CBS og ekspert i erstatningsret. »Undskyldninger i pressen er som regel ikke juridisk bindende. Hvis det drejer sig om noget strafbart, så er det kun en tilståelse for en dommer, der tæller. I spørgsmål om kontrakter tæller det kun, hvis man over for for eksempel en sponsor eller i en retssag accepterer, at man har brudt kontrakten. En undskyldning i pressen kan have bevismæssig betydning. Hvis man for eksempel undskylder et dopingmisbrug, vil det være svært bagefter i en retssag at benægte, at man har gjort sig skyldig i dopingmisbrug. Hvis undskyldningen er et citat, er det ikke sikkert, at citatet er helt rigtigt. Derudover kan det ofte fortolkes, hvad der egentlig blev sagt,» siger Morten Samuelsson.

Sørensen for sine mange års løgne og benægtelser af dopingsnyd. Undskyldningen faldt, efter Rolf Sørensen-sætningen «Rolf er ren» var blevet en national vittighed, og hans arbejdsgiver TV2 krævede, at han erkendte eventuelt snyd i sin karriere. Undskyldningen var med andre ord en sidste udvej, og den efterfølgende skepsis er også et fundamentalt vilkår ved de fleste undskyldninger i dag. »Undskyldningerne er i reglen spil for galleriet, og det ved vi godt. Der foregår en dramaturgi, næsten en drejebog i medierne, hvor personen, der har begået en brøde, bliver trængt så langt op i en krog, at vedkommende til sidst kun kan undskylde,« siger Lisa S.Villadsen.

Men selv om offentligheden godt ved, at de fleste undskyldninger har et andet formål end egentlig tilgivelse, så skal

44

undskyldningen stadig virke ægte. I Rolf Sørensens tilfælde undskyldte han ikke direkte for det dopingsnyd, som altid har været udbredt i cykling, men for at have løjet over for befolkningen. Han fandt altså noget i sig selv, han havde dårlig samvittighed over, og er kommet nogenlunde helskindet gennem forløbet.

Lene Espersens fald Da daværende udenrigsminister og leder af Det Konservative Folkeparti Lene Espersen blev voldsomt kritiseret for at holde ferie i stedet for at deltage i et arktisk topmøde med blandt andre den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, gik det helt galt. »Lene Espersen ventede ikke alene over en måned med at undskylde afbuddet, men da hun undskyldte, havde hun

allerede sagt, at hun ikke mente, der var noget at undskylde. Nu endte hendes undskyldning som en utroværdig del af et ydre, formelt ritual, som egentlig ikke var resultatet af en indre erkendelse,« siger Lisa S.Villadsen.

Hvis Lene Espersen rent faktisk havde følt skyld og indrømmet sin erkendelse, kunne hun være trådt i karakter som et moralsk menneske og derfor være kommet styrket ud af sagen, mener Lisa S. Villadsen. I stedet skete det stik modsatte. »Hvis man bare siger undskyld for at få fred, så er det at træde på folk to gange.

En uoprigtig undskyldning er reelt en ny krænkelse. Derfor blev sagen meget pinlig for Lene Espersen, fordi det så tydeligt var ren overlevelsesstrategi,« siger Lisa. S. Villadsen.

BRIEF

juni ‘13

Når undskyld bliver politik Hyppigheden af officielle undskyldninger er steget markant i de seneste år.

AF RASMUS KARKOV

M

ens det offentlige rum er fyldt med undskyldninger, er det sjældnere at modtage en officiel undskyldning. I Danmark har der kun været to officielle undskyldninger.

I 1999 undskyldte statsminister Poul Nyrup Rasmussen til de grønlandske fangere, der blev tvangsflyttet for at give plads til den amerikanske Thule-base i 1953, og i 2005 undskyldte Anders Fogh Rasmussen for afvisningen af tyske flygtninge under Anden Verdenskrig.

Det er symptomatisk, at de to eneste officielle undskyldninger er faldet inden for de seneste år. Hvis man ser på University of Pennsylvanias omfattende liste over officielle statsundskyldninger fra hele verden, har de officielle politiske undskyldninger for alvor taget fart efter 1990. »Politiske undskyldninger er ren politik. Et nation kan ikke undskylde et eller andet, den har gjort i fortiden over for en anden nation. Man kan kun undskylde på egne vegne. Det at undskylde er et etisk anliggende, hvor man anerkender, at man har gjort noget forkert over for en anden. Det kan man ikke hæve til et overindividuelt plan ved at undskylde på en nations vegne, og derfor skal man ikke tillægge det en overdreven moralsk betydning,« siger filosoffen Peter Tudvad, der i øvrigt er aktuel med en roman om den noget mere kendte filosof Søren Kierkegaard, der beskæftigede sig indgående med skyld.

UNDSKYLDNINGER: Israel undskylder For få måneder siden undskyldte Israel til Tyrkiet for en operation i Middelhavet i maj 2010, hvor en flåde af fartøjer på vej mod Gaza blev stoppet af israelsk militær.

Ved operationen blev otte tyrkiske statsborgere og en amerikaner dræbt, mens flere andre – blandt andet syv israelske soldater – blev såret. Som så mange andre ting i Mellemøsten havde israelerne og deres naboer en vidt forskellig opfattelse af, hvad der skete ude på havet.

USA's præsident Barack Obama sad ved siden af Israels Benjamin Netanyahu, da denne undskyldte til sin tyrkiske kollega. Og Det Hvide Hus kom så tæt på at indrømme, at det var præsident Obama, der stod bag undskyldningen, som man kan komme. Med andre ord var formålet med undskyldningen nærmere at sikre et tåleligt forhold mellem USA's nære allierede end udtryk for en egentlig dybfølt fortrydelse.

Danmark undskylder Herhjemme finder vi et andet eksempel på, at en officiel undskyldning har et helt andet formål end tilgivelse. Det er den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens undskyldning i Mindelunden på 60-årsdagen for Danmarks befrielse.

Flere gange i talen i Mindelunden hyldede han modstandsbevægelsens indsats.

Samtidig undskyldte han officielt danske myndigheders udlevering af tyske flygtninge til Nazityskland. »Eftersom der ikke var nogen overlevende tidligere flygtninge til stede, endsige nogen pårørende, manglede undskyldningen et primært publikum.

Dette gjorde, at talens værdipolitiske budskab til samtidens danskere om at turde træffe moralske valg kom til at stå mere i fokus,« siger Lisa S.Villadsen. Hun mener dermed, at formålet mere handlede om den aktivistiske udenrigspolitik i nyere tid end om Anden Verdenskrig.

FORSKEL PÅ UNDSKYLD OG BEKLAGELSE »De to ord kan godt bruges synonymt, men ofte bruger vi beklagelse som en mindre kompromitterende løsning.

En beklagelse bliver typisk benyttet, hvis man anerkender, at den anden er blevet såret, men man ikke selv vil påtage sig skylden for det. Når man beklager, indebærer det, at man ikke tager ansvaret, men hvis man siger undskyld, er det helt utvetydigt, at man selv tager ansvaret for krænkelsen. Der er større knæfald i ordet undskyld end i at beklage,« siger Lisa S. Villadsen.

45

Undskyldninger er der nok af. Eller er der? Vi har bedt en forfatter om at skrive en undskyldning til brief.

FORFATTER BREV

En undskyldning J eg får lyst til på forhånd at undskylde min undskyldning. For det første kan jeg alligevel aldrig gøre det godt nok. For det andet er det kun min egoisme, der bestemmer, i hvilket omfang jeg overhovedet vil forsøge. En ægte undskyldning må være helt koncentreret om modtageren. Selvom det kan være befriende at sige undskyld, selvom det kan få en til at føle sig som et bedre og mere retfærdigt menneske, må det centrale være at anerkende, at man har gjort andre ondt og er villig til at gøre det godt igen. Af samme grund kan de bedste undskyldninger nogle gange være dem, der ikke bliver sagt højt, men hvor man bestræber sig på at ændre den adfærd, som volder andre skade. I dette tilfælde kender jeg ikke engang dem, jeg vil sige undskyld til personligt. På en måde vil jeg gerne sige undskyld til hele verden.

Der er nemlig noget, der bliver ved med at give mig dårlig samvittighed. Det er noget, jeg gør eller lader være med at gøre, på trods af at jeg ved, at min passivitet ødelægger livet for andre. Jeg er ellers ret god til at sige undskyld og bliver, så vidt jeg ved, opfattet som et udmærket og empatisk menneske.

Nogle gange kan jeg ligefrem føle mig overvældet af min egen empati. Tag for eksempel nyhedsudsendelserne: sultende børn, kvinder, der dør i barselsseng i

46

andre dele af verden i et omfang, som vi ikke har set i Europa siden middelalderen. Forældre, der ikke kan komme i behandling for HIV, fordi de ikke har råd, mennesker, der ingenting har. Når det bliver for meget, slukker jeg fjernsynet og ved det godt og prøver at glemme det. Det vil jeg gerne sige undskyld for.

Jeg vil også gerne forsøge at gøre det lidt bedre.

Hvis jeg fandt ud af, at min nabo slog sit barn, ville jeg have svært ved at sove om natten. Jeg håber og tror, jeg ville indberette det til kommunen. Jeg ved, at børn i andre lande dør af sult, mens jeg serverer aftensmad for mine egne. Jeg gør ikke ret meget ved det, men føler mig alligevel som et lidt bedre menneske, når jeg betaler aflad til en nødhjælpsorganisation.

Aflad skriver jeg og er sikker på, at der allerede er nogen, der er ved at få kaffen galt i halsen. For det første er det et middelalderligt begreb, hvor den, der angrer, kan bøde for sine synder ved at betale almisse.

For det andet er vi vel ikke skyld i alverdens ulykker, bare fordi vi ved et tilfælde blev født i Danmark. For det tredje gør vi jo allerede noget:Vi giver penge til landsindsamlinger, vi bidrager til ulandsbistand over skatten, vi er alt andet end ligeglade. Det var ikke mig, der skabte verden. Jeg er ikke direkte skyld i fattigdom og ulighed. Men jeg er med til at opretholde

BRIEF

juni ‘13

FOTO: SCANPIX

ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN Anne Lise Marstrand-Jørgensen er født i 1971 på Frederiksberg.

Studerede medicin, inden hun debuterede som lyriker i 1998. Hun fik sit gennembrud med de to romaner om en af de største kvindelige skikkelser i middelalderen, Hildegard af Bingen. Hun har vundet flere priser, blandt andet Weekendavisens Litteraturpris. Hendes seneste roman, Hvad man ikke ved, beskrives af anmelderne som »en psykologisk velfærdstriller«.

Jeg er ikke direkte skyld i fattigdom og ulighed. Men jeg er med til at opretholde den, og det beklager jeg dybt. den, og det beklager jeg dybt. Så dybt, at jeg vil love mig selv at give lidt mere. Helst vil jeg bidrage med en fast procentdel af min indtægt.

Hvis jeg mente, at verdens ulighed var et udtryk for en naturlov eller var selvforskyldt, havde jeg ikke noget at være ked af. Hvis jeg troede, at min næste kun var min nabo, eller at skattebidraget til ulandsbistand rakte, ville jeg have ro i sindet. Det gør jeg ikke.

Der findes en international organisation (www. givingwhatwecan.org), hvis mål er at udrydde fattigdom i udviklingslande. De tror, det er muligt, hvis vi deler vores overflod. De undersøger også, hvor effektive forskellige hjælpeprogrammer er, så de kan give til dem, hvor pengene rækker længst.

På deres hjemmeside kan man indtaste sin årlige husstandsindtægt og derefter få udregnet, hvor rig man er. Har man en lav indtægt set med danske øjne, og for eksempel tjener mindre end 200.000 kr. om året, vil udregningen vise, at man stadig er

blandt de rigeste 2 procent i verden. Tjener man en million, tilhører man de rigeste 0,1 procent i verden.

Selvfølgelig er det dyrere at leve i Danmark end i Mali, men alligevel. De tager også nogle af de mest almindelige myter om, hvorfor det ikke kan betale sig at give penge til velgørenhed, under behandling: At pengene falder i korrupte statslederes hænder, at det kræver politisk handling, at vores hjælp gør andre hjælpeløse, at ét menneskes indsats forslår som en skrædder i helvede. For at tage det sidste: Hvis der er to milliarder fattige, og mine penge kun hjælper hundrede, så er problemet naturligvis ikke løst, men det er stadigvæk liv, der er reddet. Eller set på en anden måde: Fire skoleklasser med velnærede, glade, danske børn. Udslettet af sult og sygdom? Eller reddet og i gang med en uddannelse? Hvad vælger du?

Hvad vælger jeg? Hvis du møder mig på gaden eller til et foredrag, så spørg mig endelig. Gjorde du det?

Forpligtede du dig? Giver du nu de 10 procent, du gerne ville? Jeg håber, at svaret er ja.

47

ATTITUDE

48

BRIEF

juni ‘13

Papirtigeren springer endnu Har avisen en fremtid? Kan nyheder trykt på papir overleve den digitale tidsalder? Vi har spurgt den dansker, der har flest trykte aviser på samvittigheden, Per Mikael Jensen, den danske topchef i den svenske Metro-koncern.

AF MICHAEL RACHLIN FOTO JACOB NIELSEN

E

ngang var der aviskrige i Danmark.

Mens de betalte morgenaviser kæmpede fra postkasse til postkasse i 90’erne, sloges farverige kombattanter på gratisavismarkedet fra togstation til togstation i sidste årti.

Få har været så involveret i aviskrigene som Per Mikael Jensen, den internationale direktør i den svenskejede Metro-koncern og tidligere direktør i TV2. Han var i fronten af Jyllands-Postens forsøg på at få et brohoved i København i 90'erne og skabte sidenhen den første danske gratisavis, MetroXpress, der hurtigt blev Danmarks mest læste avis. I dag er han øverste chef i en koncern, der udgiver gratisaviser i 150 storbyer i Asien, Nordog Sydamerika og Europa. Metro er et globalt avisbrand, hvor kernen er trykte aviser, der hver dag bliver uddelt gratis på togstationer fra Chile i syd til Finland i nord.

Men hvordan kan man tro på en fremtid med trykte aviser, når vores lommer,

sofaborde og tasker bliver mere og mere fyldt med elektroniske dimser, der kan opdatere nyheder på et splitsekund?

Det korte svar på, om papiret vil overleve, er et modspørgsmål: Per Mikael Jensen spørger, om min treårige datter tegner på papir og får læst op fra bøger – selv om disse medier i sig selv er en anakronisme.

Det kan jeg bekræfte.Vi har masser af papir i børneværelset hos den generation, der vil vokse op som medieforbrugere i løbet af de næste 15-20 år.

Vi har mødt Per Mikael Jensen på hans stamcafé nær Gammel Strand, hvor han bor, når han er i Danmark. Og han peger over gaden, hvor nogle af Københavns ældste huse står. »Man skal passe på med at være for skråsikker, når vi taler om vaner. De der hundrede år gamle mursten er stort set identiske med dem, der bliver produceret i dag, selv om man kunne lave dem på mange andre måder,« indleder han. »Der er masser af områder, hvor vi

holder fast i gamle vaner. I mange lande går biografer rigtig godt. Men biograferne er afhængige af, at der fra tid til anden kommer en Harry Potter-film, der kan få rigtig mange mennesker til at rejse hen til biografen, finde en parkeringsplads og betale 90 kr. for en billet, selv om de har adgang til tusindvis af gratis film derhjemme. På samme måde vil aviserne også overleve, hvis vi har noget indhold, som folk føler, at de er nødt til at læse,« siger Per Mikael Jensen, der konkluderer, at der ikke er noget i vejen med avisen som medie. I hvert fald ikke for et annoncefinansieret medie som Metro. »Det er ikke, fordi jeg er jubeloptimist.

Måske tager jeg fejl, og så er alle aviserne væk om ti år. Men så må vi jo være til stede på andre platforme,« siger Per Mikael Jensen.

Forretningsmanden eller journalisten?

Indtil videre holder Metro-chefen fast i at lave 'den gode avis'. En institution i sam-

49

UD AF DANMARK Som nævnt er den svenske aviskoncern til stede i 150 storbyer verden over. Men den er ikke længere til stede i Danmark. Den danske MetroXpress, Danmarks mest læste avis, blev tidligere på året solgt fra til den schweiziske mediekoncern Tamedia AG. Med Per Mikael Jensens ord har det »ikke været svært« at sige farvel til 'babyen' MetroXpress, som han lancerede i 2001. Kort før interviewet med Per Mikael Jensen var MetroXpress blevet relanceret af de nye ejere i en kompakt form med korte nyheder, der minder om dem, man finder på nettet. »Hvis du havde spurgt mig for ti år siden, så havde jeg svaret, at den relancering bliver over mit lig. Jeg ved ikke, om det er alder eller business, der gør, at jeg i dag er væsentligt mindre sentimental omkring det, end jeg havde forestillet mig. Det er jo nok forretningen. For det er ikke en del af vores aktuelle strategi at være stærke i Europa,« forklarer han. »Den danske MetroXpress’ nye ejere vil investere 60-80 mio. kr. i avisen. Det kan sikkert blive en god historie for dem, men vi har massivt større mulighed for at få en god case, hvis vi investerer uden for Europa. Tallene ser bare helt anderledes positive ud, hvis vi for eksempel vælger at investere i Columbia. Det er i Metros DNA – ja, hele Kinnevik-koncernens DNA – at vi skal have vækst. Hvis man ikke vokser, går man i stå – og i sidste ende dør man. Vi kunne ikke forestille os en strategi med et kontrolleret fald,« fortæller Per Mikael Jensen.

fundet, der i årevis har oplyst befolkningen om stofområder som samfundsforhold i ind- og udland, politik og kultur. Men ikke desto mindre en institution, der er under pres på alle fronter. De betalte morgenavisers oplag svinger mellem styrtblødning og kontrolleret fald. På den baggrund kan man godt komme i tvivl, om det er den gamle journalist eller forretningsmanden, der taler passioneret om den gode avis.

Er din holdning til den trykte avis baseret på forretningsanalyse eller holdninger? »Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det er en kombination. Uden at blive rørstrømsk kan jeg god lide, at der er et formål med at lave en god avis, der oplyser om, hvad der sker i verden. Som prøver at engagere folk i det liv, de lever – og for eksempel ikke kun fortæller kulørte nyheder om de kendte.« »Det er den ene del af det. Men den forretningsmæssige del er, at du i Latinamerika og Asien, der er de markeder, vi satser på, har en eksplosivt voksende middelklasse. En af de ting, der sker, når du kommer op i middelklassen, er, at du begynder at interessere dig mere for, hvad det er for en verden, du lever i. Og det er en god nyhed for os som avisudgivere. For det er jo en af de ting, som aviser på print kan.Vi kan gå lidt dybere,« siger Per Mikael Jensen, der også tilføjer, at det er en fordel som udgiver af printaviser, at den digitale udvikling ikke er helt så langt fremme i Latinamerika.

For et annoncefinansieret medie som Metro handler overlevelsen i sagens natur om at holde fast i de 37 millioner læsere, som det ifølge egne tal kommer i kontakt med hver uge. Per Mikael Jensen er ikke bekymret – og han har angiveligt set flere store annoncører komme tilbage, efter at de udelukkende har satset på medier på internettet. »En af forklaringerne er, at vi oplever annoncer som forstyrrende i onlineuniverset. Det er allermest forstyrrende på mobiltelefonen, og derfor er det også det billigste sted at annoncere. I en avis, der har en god balance, oplever du det ikke som forstyrrende. Og ja, der er nogle, som køber Vogue bare for at læse annoncerne. Hvis man lever af at sælge annoncer, er det

50

selvfølgelig et godt udgangspunkt – og noget, der taler for, at de bedste af aviserne vil overleve. Næppe for evigt, og helt sikkert ikke på samme måde som nu, men i en ny og tilpasset form.« Store forandringer på vej Men vil avisen overleve som andet end en gratis tryksag på togstationer og i lufthavne? Man behøver ikke lede langt efter eksperter, der er parate til at begrave de betalte morgenaviser som Per Mikael Jensens tidligere arbejdspladser Politiken og JyllandsPosten sammen med fastnettelefonen og videobåndoptageren.

Per Mikael Jensen er overbevist om, at de betalte morgenaviser kommer til at stå foran endnu flere forandringer i løbet af de næste ti år. »Skal Jyllands-Posten udkomme hver dag? Kan man overhovedet tjene penge på en tirsdagsavis? Det kommer de til at følge meget nøje. Og på sin vis holder man jo op med at tale om aviser som det massemedie, vi kender,« siger Per Mikael Jensen. »Det bliver meget svært for de betalte morgenaviser. Det handler om at lave økosystemer, hvor du køber dig ind i en brand-fornemmelse. Der kan eksempelvis Politiken komme til at stå stærkt, fordi det er et klart afgrænset brand. Det er jo ikke for ingenting, at man taler om partiet Politiken. Men faktisk tror jeg også, at sådan noget som lokalaviser vil have en god chance, fordi de har en naturlig afgrænsning,« mener Per Mikael Jensen og konkluderer, at aviserne er blevet udsat for »socialistisk overtagelse«, selv om han med et tørt grin konstaterer, at det med socialismen ikke er »hans stærkeste side«. »Tilbage før årtusindskiftet – den tid, hvor jeg var på JyllandsPosten – var det en fest at lave aviser. Det var det, fordi man havde et produktions- og distributionsapparat, det, fordi dyrt, at folk udefra ikke kunne true det. Da jeg var på Jyllands-Posten, havde vi to konkurrenter, Berlingske Tidende og Politiken.

I dag har vi et uendeligt antal konkurrenter, fordi produktionsapparatet er blevet demokratiseret, og alle kan udgive. Til gengæld er annoncemængden også uendelig.

BRIEF

juni ‘13

Papirtigeren springer endnu

PER MIKAEL JENSEN Per Mikael Jensen blev født i 1962 i landsbyen ­Skæring uden for Aarhus. Ifølge portrætbogen Per Mikael Jensen – Bossen og Bissen opstod ønsket om at blive journalist, fordi han ville skrive om fodboldkampe – og senere bedrive klassisk journalistik.

Efter uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole blev han ansat på Politiken, hvor han langsomt steg i graderne, inden han i midten af 90’erne havde et opgør med ledelsen.

Kort tid efter rejste han til Jyllands-Posten, hvor chefredaktør Jørgen Ejbøl forsøgte at etablere avisen i København på bekostning af Berlingske Tidende og Politiken. Her blev han i første omgang redaktør for Jyllands-Postens spydspids i denne kamp, JP Købehavn.

I 2001 blev han ansat af Metro til at udvikle Danmarks første gratisavis, der fik navnet MetroXpress, og som hurtigt blev en kommerciel og publicistisk succes. Per Mikael Jensen blev dog for alvor kendt i offentligheden, da han blev administrerende direktør for TV2 og kom med en række højt profilerede satsninger, hvor TV2 News har vist sig at være den mest holdbare – og er med Per Mikael Jensens ord i dag »den eneste platform, som TV2 ikke kan angribes på«. Efter lidt over et år på posten som TV2-direktør fik Per Mikael Jensen et tilbud om at komme tilbage til Metrokoncernen som øverste chef for Metro International – et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

51

TEKST RASMUS KARKOV

debrief

BISKOP I AARHUS STIFT KJELD HOLM MENER, AT DER ER KOMMET EN UNDSKYLDNINGSMANI I DET OFFENTLIGE RUM, DER HAR REDUCERET UNDSKYLDNINGEN TIL ET RETORISK GREB.

»Det er en patetisk og komisk undskyldningsmani« FOTO: SCANPIX

retorisk størrelse, der indgår i den almindelige politiske debat eller i det almindelige politiske sprog. Ethvert livsområde har sit eget sprog, og det har det politiske liv også, og der er det udtalt, mener jeg, at til dette politiske sprog hører i øjeblikket, at man skal undskylde for det ene og andet.«

debrief: Kjeld Holm har været biskop i Aarhus siden 1994. Hans anden erindringsbog, Man lever af det, man får skænket, udkom i april.

Oplever du, at der er flere undskyldninger i det offentlige rum? »Hvis jeg tænker tilbage i de år, jeg kan huske tilbage, og det er mange, forekommer det mig ikke, at der fløj undskyldninger gennem luften i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Det er fra slutningen af det forrige århundrede og begyndelsen af dette, at det er blevet udtalt i det politiske liv at komme med undskyldninger, hvis man har begået en fejl.« Hvordan opfatter du de undskyldninger, der kommer? »Det forekommer mig, at det mere er en

Så det er ikke sådan, at der er en stor refleksion bag undskyldningen? »Næh, det forekommer mig, at det er blevet en automatpilot, der udløses, og der ikke er så frygtelig meget refleksion forbundet med. I gamle dage havde politikere det modsatte syndrom hængende ved sig, som vi for eksempel så i forbindelse med Tamilsagen mod Erik Ninn-Hansen [daværende justitsminister, red.]. Ninn-Hansen og de nærmeste omgivelser havde ikke begået fejl, selv om både Hornslet-rapporten og senere rigsretssagen afgjorde, at der i allerhøjeste grad var begået fejl. Dengang var man i den ene grøft, og nu er man nærmest kommet over i den anden.« I kristendommen spiller synd og skyld en meget stor rolle, men hvilken rolle spiller undskyldningen? »I kristendommen talte man i gamle dage i udbredt grad om anger som en forudsætning for at modtage tilgivelse.

Man skulle oprigtig angre: 'Så sandt du af hjertet angrer dine synder, så kan jeg nu på Guds befaling tildele dig dine synders nådige forladelse.' Men der

Download det fulde interview som podcast på nordeaprivatebanking.dk/brief

sker netop det, at det gik op for nogle folk, at det var blevet tomme ord, for hvordan ved man, om nogen angrer? Derfor gik man over til en moderne kristendomsfortolkning, hvor man siger, at undskyldningen ikke er en forudsætning for tilgivelsen.

Det er klarest udtrykt i dåben, hvor man får tilgivelsen på forhånd; det lille barn har jo ikke gjort noget forkert, og alligevel tales der ved dåben om syndernes forladelse som en forudsætning for livet. Det er en anden værdinorm end den, man opererer med i det almindelige offentlige rum, og det betyder, at denne undskyldningsmani med mit kristne udgangspunkt bliver en lille smule patetisk og komisk.« Hvorfor bliver det patetisk og komisk? »Fordi det ikke er det, det kommer an på. Man kan i dag få en fornemmelse af, at det er en forudsætning for at indgå i fællesskabet, at man undskylder det, man har gjort. Men for kristendommen er det ikke forudsætningen. Forudsætningen er, at man er accepteret som det menneske, man nu engang er i gudsforholdet, og det gør, at man får en frihed til at leve sit liv, som man er, og dermed ikke behøver hele denne undskyldningsmani. Derfor forekommer det nogle gange latterligt, når undskyldninger er så udbredt i det offentlige rum.«