brief 15

brief NORDEA PRIVATE BANKING MAGAZINE

marts 2014

Tema:

Risiko

brief omfavner begrebet risiko.

Din risiko. Og hele verdens.

Stort tema om risiko · s. 4

15 N R.

I Shakespeares rige På sporet af en 450-årig s. 20 Den jobløse økonomi Brugerne skaber værdien s. 37 Væksten koger i Macao brief i Østens Las Vegas s. 46

brief 15 NR

Indhold s.4 Verdens risiko Min risiko.

Stort tema om risiko. Risiko i personlige valg. Og risiko for hele verden.

s.14

Gamle håndværk

UDSYN

FRIRUM

Erfaring, tålmodighed og sans for detaljen. Tre egenskaber, der holder liv i gamle håndværk.

INDSIGT

s.26 Tre Nordea-

Min risiko

medarbejdere fortæller, om hvordan de arbejder med risiko i hverdagen.

s.46 brief har besøgt

Væksthuset

Macao, det sted i verden, som forventes at have størst vækst i 2014.

2

UDSYN

01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52

Tema/Risiko

*

Frirum/Gamle håndværk

450 år/I sporet på Shakespeare

Indsigt Min risiko

Heerings Gaard

Årets porteføljemanager Ny økonomi/Jobløs vækst

Branding/Den store ide med Nespresso

***

Reportage/Væksten i Macao

debrief/Shakespeareoversætter Niels Brunse

BRIEF

marts ‘14

**

Vi stiller skarpt på risiko

KOLOFON UDGIVER:

Nordea Private Banking Nicolai Eigtveds Gade 8 Postboks 0850 0900 København C

KONTAKT: brief@nordea.com

REDAKTION: Charlotte Auken (ansv.), Kristian Lund Pedersen, Thomas Engelsman, Jesper Phaff Mørck

Hvert år på denne tid samles godt tusind af verdens mest indflydelsesrige mennesker i en lille schweizisk bjerglandsby. Politikere, erhvervsledere og forskere fra hele verden mødes i Davos for at diskutere klodens udfordringer og mulige løsninger. Siden 2007 er de også blevet bedt om at kortlægge det globale risikolandskab og udpege de risici, som udgør de største trusler mod os mennesker.

Det er interessant læsning, fordi det siger meget om den tid vi lever i. Da finanskrisen brød ud, var risikoen for en nedsmeltning af det finansielle system, naturligt nok det, der fyldte mest i bevidstheden blandt beslutningstagerne. Her fem år senere, er den bekymring bl.a. blevet afløst af frygten for klimaforandringer og stigende indkomstulighed globalt.

Risiko er også noget vi beskæftiger os meget med i Nordea Private Banking. Arbejdet med risiko udgør en hjørnesten i vores rådgivning, og vores syn på risiko gennemsyrer alt, hvad vi gør.

I brief kan du denne gang møde en jurist, en investeringsrådgiver og en chefstrateg – alle skal de forholde til risici, men hver med sin egen unikke indgangsvinkel.

God fornøjelse med brief

REDAKTØRER: Michael Rachlin og Julie Bondo Gravesen, Datagraf Communications

SKRIBENTER: Christian Mohr Boisen, Ebbe Fischer, Lars Bo Axelholm, Rasmus Karkov, Frank Stokholm, Tommy Heisz, Søren Højlund Carlsen, Michael Rachlin

GRAFISK DESIGN: Lars Boye Andersen og Thomas Brandstrup, Datagraf Communications

Hans Henrik Klestrup Direktør Nordea Private Banking

ILLUSTRATION: Datagraf Communications

FOTOGRAFER: Jacob Nielsen, Tobias Selnæs Markussen

SATSKORREKTUR: Borella projects

DET VIL JEG LÆSE:

TRYK: Datagraf Communications

Artiklen Risikoens psykologi er * lige vand på min mølle. Jeg har fra barns

ben ofte fået at vide, at ”lykken står den kække bi”. Når jeg så læser en artikel, som udtrykker det samme, så bliver jeg opløftet.

Jeg tror selvfølgelig ikke, at alle, der tager en risiko, kommer ud som vindere, men som artiklen nævner, så kræver det mod at tage en chance.

Susanna Kastbjerg – Chef for Nordea Forvaltning

Jeg glæder mig til at læse om ** Macao – Skyggesiden af en

vækstmotor. Jeg synes, det er spændende at læse om andre dele af verdenen for at få et mere nuanceret billede.

Jesper Sørensen – Chefrådgiver Private Banking Silkeborg

Jeg ser frem til at læse artiklen *** om Nespresso. En imponerende

historie om, hvordan en lille kaffekapsel via en smart strategi og markedsføring kan opbygge et stort og stærkt brand med det resultat, at kaffekapslen indenfor de sidste år er blevet et ”must have” i mange hjem– også i min hustand.

Henning Kjær Sand – Chefrådgiver Formueforvaltning København

Nordea Private Banking tilstræber, at oplysningerne i dette magasin er korrekte og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende.

Nordea Private Banking påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske ­dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette magasin.

Eftertryk, gengivelse eller videredistribution er kun tilladt efter forudgående aftale med Nordea Private Banking.

3

UDSYN

SCANPIX TO: FO

En verden i risiko

●

Masse­ødelæg­gel­ses­våben

CANPIX TO: S FO

Fejlslagen global ledelse

● Pandemier

Sammenbrud i vigtige stater

Likviditetskrise

●

● ●

Skarp stigning i oliepriser

Sammenbrud i vigtig infrastruktur

Mindre alvorlige, mindre sandsynlige risici

Konsekvens

●

Alvorlige, men mindre sandsynlige risici

Sådan ser verdens risiko ud lige nu.

Eksperter fra World Economic Forum har kortlagt verdens risiko i 2014. De mest alvorlige risici øverst. Og de mest sandsynlige længst til højre. Læs mere om verdens risiko på næste side.

4

Sammenbrud i vigtige IT-systemer og infrastruktur

●

● Flere kroniske sygdomme

Dollaren mister sin rolle som global valuta

●

●

Organiseret kriminalitet og ulovlig handel

Sandsynlighed BRIEF

marts ‘14

●

●

Finanspolitisk krise i vigtige økonomier

Klimaforandringer

●

●

Krise i vandforsyning

● Strukturel arbejdsløshed

Tab af biodiversitet og sammenbrud af økosystemer

● Ekstremvejr

Alvorlige, sandsynlige risici

●

Politisk og social ustabilitet

●

●

● ● Sammenbrud af vigtige valutaer

SCANPIX TO: FO

Cyberangreb

eller finansielle institutioner

Økonomi n Miljø n Geopolitik n Samfund n Teknologi n

Fødevarekrise

●

● Naturkatastrofer ● Antibiotikaresistente bakterier

Terrorangreb

● Menneskeskabte miljøkatastrofer

Øget økonomisk ulighed

●

Tyveri og svindel med data

● Krig mellem stater

● Nationalisering og protektionisme ●

HVAD ER GLOBAL RISIKO En global risiko er defineret som en begivenhed, der giver markant negativ påvirkning af adskillige lande og industrier i en tidsramme på op til 10 år.

Mindre alvorlige, sandsynlige risici.

Korruption

●

SCANPIX TO: FO

Dårlig håndtering af urbaniseringen

5

Det globale risikolandskab Verden er fuld af farer; men hvilke er størst, og hvilke er mest sandsynlige? – 1.006 eksperter har givet deres bud.

AF FRANK STOKHOLM

R

isiciene er der over alt.

Nogle er mere sandsynlige end andre, nogle mere ødelæggende end andre.

Det er svært at være klog og let at være bagklog.

Men lidt forberedelse skader sjældent.

Så hvad er de største risici i verden i dag?

Det spørgsmål har 1.006 eksperter og topledere kloden rundt givet deres vurdering af. World Economic Forum, som fra hovedkvarteret i Geneve, Schweiz, arrangerer de globale topmøder i Davos hvert år, har bedt de godt tusind ledere vurdere 50 af klodens største risici netop nu.

Den risiko, som anses for potentielt mest ødelæggende lige nu, er risikoen for en finansiel nedsmeltning, hvor selve finanssystemet bryder sammen. Det er ikke den mest sandsynlige udvikling, for eks-

6

perterne mener eksempelvis, at vandmangel, ulighed og manglende klimatilpasning er langt mere forventelige begivenheder. Men det er tydeligt, at finanskrisen stadig sidder i både krop og hoved hos toplederne verden over.

I den forstand giver World Economic Forums årlige risikomåling et fascinerende indblik i den kollektive lederpsyke over tid. 2007 var det første år, lederne blev spurgt, og selv om de gyldne tider stadig rådede, var uroen begyndt at brede sig. Den mest ødelæggende af alle risici var priskollaps på aktiver, eksempelvis ejendomme. Nu gik økonomien jo godt, så selv om frygten lurede, mente lederne jo nok, at det ikke var den mest sandsynlige risiko. Men det skete. I de følgende år – 2008, 2009 og 2010 – blev priskollaps på aktiver både anset for den største og

BRIEF

marts ‘14

Top 5 over globale risici · 2007-2014 Økonomi n Miljø n Geopolitik n Samfund n Teknologi n

Siden 2007 har eksperter fra World Economic Forum vurderet de globale risici op til topmødet i januar. De to lister viser risici opdelt efter, hvad der er mest sandsynligt, og hvad der vil have de største konsekvenser. Kommentarerne i cirklerne er skrevet af briefs redaktion.

Læs hele rapporten for 2014 på: korturl.dk/opm

SANDSYNLIGHED

2007

2008

2009

● Sammen-

● Prisboble

● Opbrems-

brud af vigtige IT-systemer

● Kroniske sygdomme i rige lande

● Skarp stigning i oliepriser

● Hård op­ bremsning i Kinas økonomi

på aktiver

● Ustabilitet

i Mellemøsten

● Stater

i opløsning

● Skarp

stigning i olie­priser

● Kroniske sygdomme i rige lande

● Prisboble

ning i Kinas økonomi

● Opbremsning i Kinas økonomi

● Kroniske sygdomme

● Mangel på

2010

2012

2013

2014

● Prisboble på ● Orkaner aktiver

og cykloner

● Økonomisk

● Økonomisk

● Økonomisk

● Opbrems-

● Over­-

● Finansiel

● Finansiel

● Kroniske

● Korruption ● Tab af

● Større

● Større

● Ekstremvejr ● Strukturel

ning i Kinas økonomi sygdomme

● Finanskrise i

global ledelse

vigtige økonomier

● Mod-

● Mangel på

stand mod globalisering

2011

svøm­mel­ser

biodiversitet

● Klima-

ændringer

ulighed

ubalance

udledning af drivhusgasser

ubalance

udledning af drivhusgasser

● Cyber-

● Krise i

● Krise i

● Dårlig hånd-

angreb

vandforsyning

global ledelse

ulighed

vandforsyning

ulighed

arbejdsløshed

● Klima­-

forandringer

● Cyberangreb

tering af en aldrende befolkning

på aktiver

KONSEKVENS

2007

2008

2009

2010

● Prisboble

● Prisboble

● Prisboble

● Prisboble

● Modstand

● Mod-

● Mod-

● Mod-

på aktiver

mod globalisering

● Krig

mellem stater

● Pandemier ● Skarp stigning i oliepriser

KOMMENTAR

Risiko for, at pris­boblen på aktiver skal briste.

Men det anses ikke for så sandsynligt.

på aktiver

stand mod globalisering

● Opbremsning i Kinas økonomi

● Skarp stigning

i oliepriser

● Pandemier

I løbet af 2007 har verden lært at sige »subprimelån«. Det kan ses på listen.

på aktiver

stand mod globalisering

● Skarp stigning i oliepriser

på aktiver

● Skarp

● Geopolitiske

stigning i oliepriser

● Finans-

● Finans-

Oliepriserne topper i 2008, og den bekymring kravler op på listen.

krise i vigtige økonomier

● Klima-

● Kroniske

krise i vigtige økonomier

● Finans-

stand mod globalisering

● Kroniske sygdomme

2011

sygdomme

krise i vigtige økonomier

Konsekvenserne af en verdens­ omspændende finanskrise præger stadig listen.

ændringer konflikter

● Prisboble på aktiver

● Ekstrem

sårbarhed over for energipriser

Miljøet kommer på dagsordenen efter et år, hvor der bl.a. var omfattende oversvømmelser i Pakistan.

2012

2013

● Sammen-

● Sammen-

brud i store finansielle institutioner og valutaer

brud i store finansielle institutioner og valutaer

● Krise i

● Krise i

● Fødevare-

● Finansiel

● Finansiel

● Spredning

vandforsyning krise

ubalance

● Ekstrem

sårbarhed overfor energiog fødevarepriser

Risikoen for øget ulighed mellem verdens rigeste og verdens fattig­ste bekymrer eksperterne.

vandforsyning ubalance

af masse­ødelæg­gel­ses­ våben

● Manglende omstilling til klimaforandringer

Klimaændringerne kommer. Nu er det risikoen for, at vi ikke tilpasser os, der bekymrer.

2014

● Finans-

krise i vigtige økonomier

● Klima-

forandringer

● Krise i

vandforsynig

● Strukturel

arbejdsløshed

● Sammenbrud i vigtige IT-systemer og infrastruktur

Arbejdsløsheden kommer med på listen.

7

mest sandsynlige risiko. Og sådan gik det. I 2011 var aktiverne holdt op med at falde, men effekten på de offentlige budgetter var da rykket frem som den største trussel. Siden har finanskrisen sat sig som en frygt for en større finansiel nedsmeltning, mens kroniske ubalancer på de offentlige budgetter opleves som verdens tredjestørste risiko.

Klimaændringerne kommer – tilpasser vi os?

Det er ikke kun finanskrisen, der har bidt sig fast i lederpsyken. Også klimaspørgsmålet rumler. I de senere år er øget udledning af drivhusgasser blevet bedømt som en af de fem største risici i verden.

Sådan er det faktisk ikke længere. Ikke fordi toplederne tror, at udledningen bliver mindre, slet ikke.

Tværtimod er øget udledning af drivhusgasser en af de risici, som med størst sandsynlighed vil forekomme ifølge toplederne. Sagen er bare, at toplederne nu er mere bange for, at samfundene ikke tilpasser sig til klimaændringerne. At udledningen af drivhusgasser vil stige, anses nu for givet, og ligeså at den globale temperaturstigning fortsætter. Diskussionen har skiftet karakter, konstaterer World Economic Forum, fra et spørgsmål om, hvorvidt vi får klimaændringer, til et spørgsmål om, hvordan vi kan tilpasse os til klimaændringerne.

I den forbindelse stiller organisationen nogle ret så pågående risikoscenarier op i rapporten Global Risks 2014. Et af scenarierne er, at vi allerede har nået et vendepunkt, hvor klimaændringerne bliver selvforstærkende. En kendt mekanisme består i, at når varmen smelter is, vil de hvide, varmeafvisende flader blive erstattet af mørkere og mere varmesugende lag af jord, fjeld og hav. I 2040 ventes Arktis at blive isfri om sommeren. Andre selvforstærkende mekanismer kan være, at en optøende tundra frigiver nedfrosne drivhusgasser til atmosfæren, og at varmere klima fører til øget luftfugtighed, som igen øger temperaturen og dermed bidrager til højere vandstand og ekstremt vejr.

I et af risikorapportens mere spekulative afsnit overvejer World Economic Forum risikoen for, at enkeltstater eller måske ligefrem enkeltpersoner begynder at gribe mere aggressivt ind for at bremse den globale opvarmning. Internationalt har et forslag om at fylde atmosfæren med små svovlpartikler vakt opmærksomhed. Mennesket skal så at sige efterligne effekten efter nogle af historiens største vulkanud-

8

brud, hvor klimaet efterfølgende har været koldere, fordi svovlpartiklerne bremsede solens stråler. Der ligger konkrete beregninger over, hvor mange mil-lioner tons svovl og hvor mange flyvemaskiner det vil kræve, og nogle formodninger om, at en sådan aktivitet vil kunne halvere den globale opvarmning. Det har dog store konsekvenser, hvis et stadigt mere almægtigt menneske rækker ud efter klodens termostat. Regn, vind og vandstrømme vil ændres, nogle egne og arter vil vinde, andre tabe. Et globalt eksperiment, i ordets egentlige forstand, og ikke et, nogen nation har tænkt sig at gå ind i p.t.

Men hvad hvis det sker? spørger World Economic Forum. En lavtliggende øgruppe kan handle. Eller et enkeltindivid med dybe lommer og de bedste hensigter. Et fantasifoster, kan man mene, men ikke me-

Det at være åben og afslappet er en første forudsætning for at opdage de muligheder, som opstår for alle. re, end at et enkeltindivid, en hovedrig amerikaner, i 2012 tog sagen i egen hånd og dumpede 100 tons jernsulfat i Stillehavet for at stimulere planktonproduktionen. Ideen er, at plankton absorberer kuldioxid og siden måske synker til havets bund. Satellitfotos viste plankton vokse frem i et område på 10.000 kvadratkilometer.

Risici, der gik i glemmebogen Således er der risici overalt, nogle mere science fiction-agtige end andre. Men som World Economic Forum gør opmærksom på, så er noget af det, vi frygtede mest for 30 år siden, for længst blevet løst.

Ingen taler længere om freon i spraydåser og køleskabe. Til gengæld var cyberangreb noget, som kun fandtes i science fiction-litteraturen. Fremtidens risici kender vi ofte ikke. Og måske er det udtryk for en ny global dagsorden, at dagens ledere ud over finanskollaps og budgetunderskud mest frygter klimatilpasning, vandmangel og spredning af atomvåben.

BRIEF

marts ‘14

Risikoens psykologi Er risiko noget, vi opsøger? Eller er det noget, vi vil undgå for alt i verden? Vores forhold til risiko handler om to forskellige opfattelser af glæde og det noget udefinerbare begreb 'held'.

AF FRANK STOKHOLM

D

en britiske psykologiprofessor Richard Wiseman har undersøgt, hvad der er forskellen er på mennesker, der opfatter sig selv om henholdsvis uheldige og heldige. I en avisannonce opfordrede han meget 'heldige' og meget 'uheldige' mennesker til at melde sig til en psykologisk test. Det blev noget af et tilløbsstykke. 400 personer, nogle, der så sig selv som styrtende heldige, andre med et selvbillede af at være de rene ulykkesfugle, lod psykologen granske deres sind og liv for at finde forklaringer på, hvad held er for en størrelse.

Professoren satte sine to grupper af personer, både de meget heldige og de meget uheldige, til at gennemgå en række finurlige forsøg. Eksempelvis blev for-

søgspersonerne bedt om at blade en avis igennem og tælle antallet af annoncer.

Gruppen af 'heldige' klarede opgaven på få sekunder. Gruppen af 'uheldige' var flere minutter om det. Sagen var, at allerede på avisens anden side havde professoren placeret en stor annonce, hvor der med fede typer stod: »Hold op med at tælle. Der er 43 annoncer i avisen.« Den gruppe, der beskrev sig selv som heldige, så straks annoncen. Gruppen af 'uheldige' overså den.

Lykken står den kække bi Forsøget kan med lidt god vilje beskrives som en videnskabelig udgave af den gamle talemåde 'lykken står den kække bi'.

Mens det naturligvis skal understreges, at lykken ikke altid følger den kække og

risikovillige, når vi taler om investeringer, så kunne noget tyde på, at det gør sig gældende, når vi taler om at se nye personlige muligheder og udvikling.

Hvorfor? Fordi de uheldige i gennemsnit er mere anspændte end de heldige, og jo mere anspændte, des mindre ser vi.

Afslappede mennesker lægger mærke til mere end anspændte mennesker. Det at være åben og afslappet er en første forudsætning for at opdage de muligheder, som opstår for alle. Under interviews og psykologiske tests lagde professoren også mærke til, at 'de heldige' levede et mere varieret, udadvendt og nysgerrigt liv. De mødte flere mennesker, skiftede rutiner, rejste til nye feriemål i stedet for at vende tilbage til det gamle, prøvede nye retter frem for at spise de kendte osv. De levede med andre ord mere risikobetonet.

Ofte havde 'de heldige' ligefrem strategier for at skabe variation. En fortalte, at han altid gik tur før en stor beslutning og hver gang ad en ny rute. En anden fortalte, at han for at bryde vanen med at ende op med den samme slags mennesker til et selskab på forhånd besluttede sig for at tale med alle kvinder i rødt eller alle mænd i sort.

'De heldige' var, konkluderede professor Wiseman, ikke bare bedre til at se det held, de mødte, de var også bedre til at skabe forudsætningen for at møde held – simpelthen fordi de mødte mere i løbet af en dag.

Kodet mod risiko Alligevel kan der være andre gode grunde til at undgå risiko – ikke mindst når vi taler om økonomi.

Forskning fra den nobelprisvindende Daniel Kahneman viser, at vi fra naturens side er kodet imod risiko. Selv om Daniel Kahneman i 2002 modtog nobelprisen i økonomi, er han oprindeligt uddannet psykolog, og det er med dette faglige udgangspunkt, at han har skabt sine teorier om menneskers valg ud fra mulighed for gevinst og tab. Hvor den økonomiske teori tidligere byggede på forudsætningen om, at mulighed for tab og gevinst så at sige vejede lige meget for den enkelte, så trak Kahneman på psykologiens erfaringer.

Mennesket er forsigtigt, og selv om vi er glade for at få en gevinst, så er vi mere bekymrede for at få et tab. Når vi eksempelvis taler om investering, vil vores ærgrelse over at tabe penge simpelthen overskygge vores glæde ved en tilsvarende gevinst.

Kahnemans risikoforskning har en meget praktisk betydning, eksempelvis inden for marketing. Hvis vi skal købe et

9

produkt, vi ikke kender, kræver det ofte store rabatter, før vi ved, om produktet falder i vores smag.

Et kendt eksperiment inden for økonomi går på, at testpersonerne på forhånd modtager forskellige gaver og så kan bytte med de andre testpersoner, hvis de vil have noget andet.

Det viser sig imidlertid, at selv om varerne er fordelt tilfældigt, vil de, der har modtaget dem, have en tendens til at holde ved dem i stedet for at bytte sig til nye.

Vi ved, hvad vi har, og der skal et godt tilbud til, hvis vi skal løbe risikoen med at prøve noget nyt.

To slags glæde Når man taler om vores forhold til risiko, kører den underliggende psykologiske motor også på glæde. I psykologien taler man om to slags glæde. Det ene spor er et trivselsorienteret spor, hvor det handler om at optimere glæde og minimere smerte. Eller med andre ord glæde gennem tryghed og ved at undgå for mange risici.

Det andet mere vækstorienterede spor handler om at opsøge det nye og ukendte og gerne løbe en vis risiko for at nå højere mål.

Som coach, terapeut og underviser i psykologi og udvikling gennem 20 år forsøger Mathilde Feldstedt at udvikle sine klienter til at blive mere risikovillige, også når det indebærer, at de bliver mere krævende og stridbare. For det er det, som rykker dem – og som gør, at de tager ansvar for deres eget liv og deres personlige mål i livet. Det er uomgængeligt, når vi taler om personlig udvikling. »Tager man udgangspunkt i psykologien om glæde, så kan man rejse det spørgsmål, om vi med vores velfærdssamfund har fået alt for meget fokus på kontrol og forudsigelighed som definition på trivsel og alt for lidt fokus på vores skaberevnen ved, at vi tør løbe en risiko og tør udfordre os selv på ukendt grund,« mener hun. »Selvfølgelig møder jeg som coach, terapeut og underviser både dem, som søger trivsel og tilpasning, og dem, som står ved sig selv – også når det betyder, at de må bryde med flokken og tage en risiko. Men der er foruroligende mange flere af de første end af de sidste.

I hvert fald i Danmark,« siger Mathilde Feldstedt. »Det ville være godt, hvis vi kunne basere os mere på nysgerrighed. De bedste tilbagemeldinger, jeg får fra klienter og kursister, kommer ofte, mange år efter at jeg har set dem. Pludselig kommer der en mail, hvor de forklarer, hvad der skete den dag, de lærte at stå ved sig selv. Når det sker, følger ofte heldet,« siger Mathilde Feldstedt.

10

Min største risiko Hvad er den største risiko, du har taget? brief har bedt tre danskere om at se tilbage på det øjeblik, hvor de satte mest på spil.

AF FRANK STOKHOLM

Jeg kunne selvfølgelig ikke stille fuld sikkerhed ud over den sikkerhed jeg følte for, at de planer, jeg havde lagt, også ville blive indfriet.

BRIEF

marts ‘14

M Dengang jeg lånte 26 millioner Den tidligere Oticon-direktør Lars Kolind er en holden mand. Men for godt 25 år siden var han blot lønmodtager – og lånte 26 millioner kroner.

FOTO: SCANPIX/DENNIS LEHMANN

LARS KOLIND · 66 år · Tog sit livs risiko i 1990 Kendt for: Tidligere direktør for Oticon, Kolind Kuren og tilknytning til spejderbevægelsen.

in kone var selvfølgelig nervøs undervejs, men selv var jeg rolig.

Mange opfatter mig som visionær og måske endda lidt flyvsk, men faktisk er jeg matematiker; ja ikke bare det: Jeg er gammel tidsstudiemand. Jeg tror på tallene.

Da jeg gik i banken for at låne 26 millioner kroner, var jeg jo bare lønmodtager.

Godt nok var jeg direktør for Oticon, og inden da havde jeg været finansdirektør for Radiometer, som dengang var en af dansk erhvervslivs bedst indtjenende virksomheder. Men stadig var det noget andet end i dag, og jeg kunne selvfølgelig ikke stille fuld sikkerhed ud over den sikkerhed, jeg følte for, at de planer, jeg havde lagt, også ville blive indfriet.

Det var i 1990, og jeg havde i mine første halvandet år som direktør gennemført en klassisk turnaround, hvor Oticon gik fra røde til sorte tal. Mange havde været tilfredse med det, men at drive virksomheden videre nogle år frem og nyde livet i den store BMW var ikke nok for mig. Jeg ville gøre noget, der ville blive husket, også 50 år efter. Oticon skulle bringes fra en fornuftigt indtjenende dansk virksomhed til en position som verdens førende inden for høreapparater. Og jeg ville vise, at det kunne gøres med en helt ny form for organisation.

Da jeg gik i min lokale bank for at få ­lånet til at købe aktier i Oticon, kaldte jeg ikke min organisationsplan for spaghetti­ organisationen, for det ord havde jeg ikke opfundet dengang. Men som gammel tidsstudiemand forklarede jeg bankfolkene, at det var muligt at skabe en ny og mere effektiv organisation. Ingeniørerne brugte 25 ­procent af tiden på ingeniørarbejde, resten spildtes på bureaukrati, hierarki og andet lige­gyldigt. Jeg påstod, at jeg kunne skabe en organisation, som tog udgangspunkt i de opgaver, der var, i stedet for i de mennesker, der var, og når det skete, ville Oticon tjene flere penge. Det troede de på i Andelsbanken, som siden blev en del af Nordea.

Jeg fik lånet, og for de 26 millioner kroner købte jeg 16 procent af Oticon, ligesom mange medarbejdere også købte aktier.

Da vi fem år senere gik på børsen, var kursværdien 1,6 milliarder, og da jeg tre år senere trådte af som direktør, var værdien tæt på fem milliarder. Så jeg har jo undervejs været i stand til at betale lånet tilbage og også haft råd til at fokusere på, hvordan jeg kunne bidrage med noget til verden.

Den store BMW, som er endemålet for en del danske direktører, har jeg selvfølgelig også fået muligheden for at anskaffe. Men biler har nu aldrig interesseret mig så meget som ejendomme, og jeg kører stadig rundt i min tolv år gamle VW Lupo.

11

D Det mest usandsynlige valg Hun var begyndt at spejde efter stillingsopslag og dagdrømte om at starte et nyt plejehjem i Jylland, for noget skulle der ske.

Men politiker, vidste Thyra Frank, det skulle hun aldrig, aldrig være. Så ringede telefonen.

FOTO: SCANPIX

THYRA FRANK · 62 år · Tog sit livs risiko i 2010 Kendt for: Plejehjemmet Lotte og Liberal Alliance

12

a han ringede, tabte jeg kæben, og den standsede først, da dobbelthagerne ramte brystkassen. Det var en formiddag, og jeg stod i døråbningen til spisestuen på plejehjemmet Lotte. Normalt er jeg ja-siger, men her røg svaret ud af munden. »Nej tak,« mens en indre stemme kværnede i mit hoved: »Du skal ikke være politiker, du skal absolut ikke være politiker.« Jeg havde mødt Anders Samuelsen en enkelt gang, en snak på tre kvarter om, hvad man kunne gøre for de ældre. Jeg vidste ikke, at han havde bagtanker. Han var en blandt mange politikere, som henvendte sig. Da jeg startede kampen for først mit eget plejehjem, siden for behandlingen af ældre, havde jeg truffet det valg, at ingen skulle kende mit politiske ståsted.Venstre gjorde jo nok, for der var jeg medlem, men selv mit personale kendte det ikke. Jeg ville ikke have, at den kamp, jeg kæmpede, skulle puttes i en politisk kasse, og at mine holdninger på forhånd skulle fravælges af den halvdel, som tilhørte den modsatte fløj. Så politiker? – nej tak!

Men Anders Samuelsen hørte vist ikke helt, hvad jeg sagde, eller hørte mere, end jeg sagde.

Han sagde, at han fornemmede, at jeg kæmpede for en større sag, og at jeg måske skulle overveje, om det kunne gøres fra en mere overordnet position. Så han bad mig om at overveje sagen igen, så ville han ringe tilbage.

De næste par dage gik jeg med det alene.

Selv min mand fik ikke noget at vide, indtil jeg kort før Anders Samuelsens bebudede opringning følte trykket og måtte vende tilbuddet. »Du mærker selv, hvad der er rigtigt«, svarede min mand bare. »Nu har jeg tænkt,« sagde jeg, da opkaldet kom, »og det er ikke blevet anderledes.« Men Anders Samuelsen er vist ikke ret god til at høre et nej, så han foreslog, at jeg tænkte videre over sagen, og så ville han ringe igen.

Nu rakte det ikke blot at tale med min mand.

Jeg samlede mine to storebrødre, og de tre mænd, som alle er over 70, blev mine tre vise mænd. Jeg var godt klar over, at noget skulle der ske. Jeg var klar til noget nyt. Jeg så stillingsannoncer og dagdrømte om at flytte til Jylland og starte et plejehjem, og nu kom så denne tanke.

Sagde jeg ja, skulle jeg starte forfra.Væk fra plejehjemmet og sektoren, jeg kendte, og hvor jeg havde gået hvert eneste skridt.Væk fra al anerkendelsen.Væk fra de venlige journalister, som havde båret mig frem, men som jeg vidste ville gå efter politikeren Thyra Frank.Væk fra mine medarbejdere, hvis tanker om politikere jeg kendte alt for godt.

Da sagde min ældste bror: »Jeg vil hellere have en søster, som om ti år siger: ’Det skulle jeg aldrig have gjort’, end en, som siger: ’Det skulle jeg have gjort.'« Det afgjorde sagen. Tredje gang Anders Samuelsen ringede, sagde jeg ja.

BRIEF

marts ‘14

AF MARTIN FINNEDAL

D

Heldigvis lærte jeg at svømme Ole Bjur havde efter næsten ti år som fodbold­spiller opbygget et civilt liv som økonom. Og så blev han tilbudt jobbet som sportschef i Brøndby IF, der var i en økonomisk og sportslig krise.

FOTO: SCANPIX

OLE BJUR · 45 år · Tog sit livs risiko i 2011 Kendt for: Brøndby IF's højrekant i 1990'erne og tiden som sportsdirektør i Brøndby

et kom sådan lidt ud af det blå.

Brøndby var inde i en krise, og jeg var på daværende tidspunkt assistenttræner.

Samtidig holdt jeg fast i mit job i SOS Børnebyerne, hvor jeg syntes, jeg var faldet godt til. Så tilbød Brøndby mig at blive sportschef, hvilket jo er et fuldtidsjob. Ja, endda meget mere end det.

Det er jo på alle måder et helt specielt og unikt jobtilbud at få. På godt og ondt. Jeg havde længe drømt om at komme tilbage til fodbold, og her var så muligheden for at blive en central del af ledelsen i den klub, jeg selv havde været en del af i så mange år. Men jeg var også bevidst om risikoen. Brøndby var på det tidspunkt ekstremt politisk, og jeg overvejede derfor meget, hvilke muligheder jeg reelt havde for at gøre en forskel. Heldigvis viste denne frygt sig at være uberettiget, omend det ofte krævede enorme ressourcer at navigere rundt i organisationen.Ydermere var der en åbenlys stor risiko for at få store ridser i lakken, enten i form af en fyring eller ved at blive hængt ud i medierne, som allerede på det tidspunkt dækkede klubben massivt.

I sidste ende kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til udfordringen, og det har jeg aldrig fortrudt på trods af de mange udfordringer og den megen modgang, der opstod undervejs.

Relativt hurtigt efter at jeg trådte ind i jobbet, opdagede jeg, at udfordringerne var endnu sværere, end jeg oprindeligt troede. Det skyldtes først og fremmest, at der ikke var økonomi til hurtigt at bygge et nyt slagkraftigt mandskab op. De økonomiske problemer var fra dag ét massive og kulminerede i sæsonen 2012/2013, hvor der opstod stor usikkerhed om, hvorvidt klubben overhovedet kunne overleve. Hvilket den heldigvis gjorde.

Efter to et halvt år, der var så enormt intense, at de nærmest føltes som ti år, kulminerede det med sæsonens sidste kamp i Horsens i juni 2013.Vi skulle have mindst uafgjort for ikke at rykke ned. Den dag kapsler det hele ind. Min tid i klubben ville for mange, ikke mindst mig selv, stå som en kæmpe fiasko, hvis vi tabte den kamp. Heldigvis gik det vores vej, og vi vandt kampen. Holdet viste sig stærkt nok, da det virkelig skulle bære.

Efter to et halvt år blev klubben og jeg enige om at stoppe samarbejdet. Klubben står i dag meget stærkere både økonomisk og sportsligt, end da jeg tog imod jobbet, og jeg er meget stolt af, hvad jeg har overleveret til min efterfølger. Jeg er glad for, at jeg tog springet. Jeg har udviklet mig utroligt meget både personligt og kompetencemæssigt, fordi jeg kom helt derud, hvor jeg sagtens kunne være druknet – og flere gange også var ved det.

Men heldigvis lærte jeg undervejs at svømme.

13

FRIRUM

AF TOMMY HEISZ · FOTO TOBIAS SELNAES MARKUSSEN

hånden kan

Hvad

Effektive produktionsmetoder har gjort det af med mange traditionelle fag. Men enkelte håndværk insisterer stadig på en plads i vores moderne og højteknologiske samfund og kommer sikkert også til det i fremtiden. Vi har mødt en violinbygger, en gørtler og en møbelsnedker. Tre mænd, der med en blanding af erfaring, tålmodighed og sans for detaljen skaber noget, en maskine aldrig ville kunne lave.

14

BRIEF

marts ‘14

Birger Kulmbach, 61 år, violinbygger

Violinbyggeren laver forskellige strenge­ instrumenter fra bunden. Han restaurerer og reparerer strygeinstrumenter og sætter hår i buer og udfører reparationer på buerne. Det hele sker efter de samme opskrifter og med stort set de samme remedier, som de store italienske mestre som Stradivari og Guarneri udviklede for 400 år siden.

Den rette klang

B

irger Kulmbach har lavet det samme, siden han blev uddannet fra den verdensberømte skole i Cremona i 1995. I sit værksted i det indre København bygger han violiner og andre strengeinstrumenter fra bunden, og så laver han reparationer på instrumenter. Det sidste fylder det meste af hans tid: »En violin er et vanvittigt komplekst instrument, der består af rigtig mange dele. Hver eneste gang jeg skal reparere en violin, bliver jeg tvunget til at finde nye løsninger og bruge min erfaring. Så selv om jeg på en måde har lavet det samme i mange år, kan jeg ikke påstå, at det bliver kedeligt.« Af samme grund ville en maskine ifølge Birger Kulmbach aldrig kunne reparere en violin.

Men på andre områder har nye produktionsmetoder alligevel lagt pres på hans branche: »Det er mere masseproduktion, end det er deciderede maskiner, der vinder frem. Særligt i Kina er de blevet gode til at bygge violiner meget billigt. De er stadig håndlavede, men der sidder en person med ansvar for hver sin lille del af processen.« På den måde kan de lave mange flere instrumenter pr. mand, end Birger Kulmbach kan her i sit værksted. Han arbejder typisk på mere end et instrument ad gangen, men ikke mange.

Når han høvler træ til en violin, er en bratsch eller en cello måske i færd med at tørre efter at have fået lak. »Det kan aldrig blive det samme resultat, hvis den samme person ikke har fulgt instrumentet hele vejen. Det er alle de små detaljer i tilblivelsen, der går op i en højere enhed, når man hører en færdig violin med den helt rette klang.« Antallet af professionelle violinbyggere i Danmark har været stabilt de sidste mange år.

Brancheforeningen Violinbyggernes Mesterlaug har elleve medlemmer. En enkelt falder fra indimellem, men så kommer der også nye til.

Og Birger Kulmbach gætter på, at det ikke kommer til at ændre sig meget: »Der vil altid være brug for en, der kan sit håndværk inden for det her felt. Vi kan godt mærke, at der er pres på, ligesom i så mange andre brancher. Der er blevet skåret meget i støtten til forskellige orkestre og musikskoler, og det får efterspørgslen på nye instrumenter til at falde lidt. Men reparationerne er der konstant brug for, og det er svært at forestille sig, at et instrument som violinen pludselig skulle gå af mode.«

15

16

BRIEF

marts ‘14

Michael Satterup Hansen, 42 år, gørtler

Helt nede i ­detaljen

E

rfaring betyder rigtig meget, når man er gørtler. Michael Satterup Hansen bliver tit tilkaldt for at rette op på nogle projekter, der er gået helt galt, fordi en almindelig smed har ment, at han godt kunne udføre et stykke gørtlerarbejde. »Det kræver et stort kendskab til materialerne og deres egenskaber og smeltepunkt og den slags. Når man er helt nede i detaljen, som vi er, skal der bare en lille fejl til, for at man ender med noget, der slet ikke kan bruges.« Gørtler Metalsmeden i Farum, hvor Michael Satterup Hansen har sit daglige virke, har gennem 40 år leveret specialprodukter i metal. Fra lamper på Frederiksberg Slot over messingdøre ved Hard Rock Café til forgyldte messinghåndlister i Operaen. »Der er meget stor forskel på opgaverne. Det kan være fru Hansen, der kommer med en æbleskivepande i kobber, der skal repareres, og det kan også være meget større. Lige nu arbejder jeg på nogle kobberlamper, der skal hænge over skøjtebanen på Frederiksberg.« Michael Satterup Hansen kom selv som ung i lære som gørtler. Inspireret af sin far, der arbejdede inden for samme felt. Og nu viser hans egen søn også interesse for at gå den vej. Men det er ikke længere muligt at komme i lære specifikt som gørtler. Uddannelser er blevet lagt sammen, og i dag er det blot et hjørne af uddannelsen som smed. Der er færre gørtlere end tidligere – selv kan Michael Satterup Hansen kun komme i tanker om en lille håndfuld på Sjælland. Men han føler sig ikke truet: »Jeg håber ikke, vi er uddøende, og det tror jeg heller ikke. Vi har i hvert fald masser at lave her i firmaet. Der vil altid være brug for en mand til at stå og lave de små detaljer i gørtlerarbejde, og der vil også være folk, der har råd til at betale det, det koster.«

Gørtleren laver fint smedearbejde. Han lodder, sliber, bukker og klipper i materialer som kobber, messing, zink og bronze. Det er typisk detaljearbejde som dørgreb, skilte, lamper og gelændere og kugler til bygninger, og ofte har det et kunstnerisk præg.

17

Ejnar Pedersen, 91 år, møbelsnedker

Håndværk skal læres på et værksted

»D

u bliver ved den bænk!« Sådan lød Ejnar Pedersens mors reaktion, da han som fjortenårig kom hjem og fortalte, at han var blevet tilbudt en læreplads som snedker. Han havde ikke lyst til at arbejde med træ, men det ville moderen ikke høre tale om. Hvis han ikke tog imod pladsen, måtte han ud at arbejde med bønderne.

Så det blev på den måde. Og nu har Ejnar Pedersen brugt 77 år på at lade sine hænder arbejde med træet.

Og han har lært at elske det. Faktisk så meget, at han aflyste sin egen pension, efter at han i 2007 trak sig tilbage.

Værkstedet er det bedste sted, han ved: »Jeg vil gerne gøre mit til, at håndværket bliver udført ordentligt. Når man står med et træ mellem hænderne, som har vokset i 100 år for at blive fældet og lavet til et møbel, så synes jeg, man har et ansvar over for det. Det skal være gedigent håndværk, og det har jeg altid stået for. De stole, jeg var med til at lave tilbage i 1950’erne, bliver stadig brugt og handlet med. De skal indimellem have nyt stof, men stellet holder stadig.« Ejnar Pedersen – eller EjnarP, som han kalder sig – er en højt estimeret møbelsnedker. Gennem årene har han været med til at lave store projekter sammen med nogle af Danmarks største arkitekter. Eksempelvis Finn Juhl, Hanne Kjærholm og Hans J. Wegner. Hans biografi, Håndværk Og Livsværk – En Bog Om Ejnar Pedersen udkommer i øvrigt til april. »Jeg har været så heldig at være håndværker for nogle af de allerbedste. Det har hele vejen igennem gjort mit arbejde endnu mere varieret og inspirerende. Og den inspiration går begge veje. Wegner, for eksempel, han elskede atmosfæren her på mit værksted, så han kom her ofte. Så følte han sig tættere på materialerne og fik nogle gode snakke med lærlingene.« Den kreative dialog på værkstedet er ifølge Ejnar Petersen helt afgørende for, at der kommer interessante og robuste møbler ud af det. Og af samme grund er han bekymret for den drejning, synet på traditionelle håndværk har taget: »Tidligere var der måske 30 forskellige værksteder rundt omkring i København. Nu kan de tælles på én hånd. Det synes jeg er et stort problem, for man udvikler ikke nye og spændende ting på den her måde. Håndværk skal læres på et værksted, ikke på en skolebænk.

Ligesom kunstnerne har Statens Kunstfond, så burde man lave en fond, der kunne betale for møbelsnedkere, der gerne ville udvikle sig uden at skulle tænke på produktion. Når man tænker på, hvor meget møbelkunsten har gjort for Danmark gennem årene, så synes jeg, det giver mening.

På den måde ville man skabe mulighed for, at der ikke bare blev produceret, men også skabt og udviklet nye og spændende ting.«

18

Møbelsnedkeren er en specialiseret snedker, som fremstiller møbler af træ.

Det kan for eksempel være stole, borde, reoler og kommoder. Møbelsnedkeren arbejder typisk på et mindre værksted.

BRIEF

marts ‘14

19

FOTO: SHUTTERSTOCK

FØDSELSDAG mellem JORDBÆRIS og det store DRAMA

ATTITUDE

Det var begyndelsen på et globalt kulturelt fænomen, da William Shakespeare kom til verden for 450 år siden.

Netop hans fødeby er et sted at starte, hvis man vil forstå rækkevidden af hans indflydelse. Lone Theils har besøgt Stratford-upon-Avon for at finde et svar på, hvad han siger os i dag.

20

BRIEF

marts ‘14

Find et anstændigt teater. Eller gå i biffen. Men lad for guds skyld være med at læse ham!

Professor ved King's College i London McMullan om den bedste indfaldsvinkel til Shakespeare.

Her blev William Shakespeare født i 1564. Hans præcise fødselsdag kendes ikke. Derfor fejres dåbsdagen, 26. april, som hans fødselsdag.

Det kan meget vel være samme dato. På grund af høj børnedødelighed blev spædbørn døbt hurtigst muligt.

AF LONE THEILS, STRATFORD-UPON-AVON FOTO HAZEL THOMPSON

H

uset står med sine vinde og skæve bindingsværk midt i gågaden i Stratfordupon-Avon. Lige over for en butik, der lever af at sælge julepynt året rundt til japanske og amerikanske turister.Ved siden af souvenirbutikken, hvor man kan købe Shakespeare-badeænder og -magneter til køleskabet, kan man filosofere lidt over kærlighedens natur.

For at nå frem må man gå igennem cafeen, hvor der sælges is fra en lille fryser, der for en god ordens skyld er dekoreret med Shakespeares portræt, der med et køligt og ubevægeligt blik vogter over vanilje- og jordbæris.

Det er måske ikke sådan, man som højlitterær Shakespeare-fan havde forestillet sig det første møde med, hvad der på mange måder anses for at være arnestedet for et af de største litteraturhistoriske fænomener, der er kommet verden til del.

Men ikke desto mindre er der magi blandt de skæve mure i det hus, der engang tilhørte handskemager John Shakespeare.

En magi, der årligt trækker omkring 1 million besøgende til den lille by ved floden Avon, der er defineret af det berømte bysbarn, som ligger begravet i Holy Trinity-kirken bare få minutters gang fra det soveværelse, hvor han blev født som det tredje af i alt otte børn.

Shakespeares fødested skal spænde over alt, fra benovede japanere, der måske hopper af bussen for femte gang den dag, til behørigt imponerede amerikanere, som helst lader sig fotografere ved siden af den store billedplanche, der viser den dag, prinsesse Diana var på besøg. Indimellem er der skolebørn, pensionister og turister fra resten af verden, der bliver vist ind i handskemagerens værksted af Annabel Bosc, som tålmodigt svarer på spørgsmål. »Folk strømmer til fra hele verden, og

de har alle mulige grunde til at opsøge Shakespeares fødested,« siger Nurinder Mantell, som er talsmand for den fond, der driver huset og det tilhørende bibliotek med udstillinger. »Hvis man skal finde en fællesnævner for alle besøgende, er det, at de kommer for at finde den helt personlige forbindelse til Shakespeare.Vi har eksempelvis mange østeuropæere, der kommer, fordi de i mange år ikke måtte læse anden udenlandsk litteratur end Shakespeare, som de har et meget tæt forhold til. De kan blive overvældede over pludselig at stå her,« siger hun.

Nurinder Mantell skal ikke tænke sig længe om for at finde sin forklaring på, hvordan Shakespeare i højere grad end nogen anden forfatter har den globale appel, selv så mange år efter sin død. »Han er tidløs og universel. Lige meget hvilken kultur man kommer fra, så virker Shakespeare,« mener hun.

21

WILLIAM SHAKESPEARE • Døbt 26. april 1564 i Stratford-upon-Avon. Tredje barn i en søskendeflok på i alt otte og ældste overlevende søn af handskemager John Shakespeare. Den præcise fødselsdag er ukendt, og derfor fejres dåbsdagen som hans fødselsdag. Som 18-årig blev han gift med den 26-årige Anne Hathaway. Parret fik sammen tre børn, Susanna og tvillingerne Hamnet og Judith. Hamnet døde som 11-årig af sygdom.

• I perioden 1585-1592 slog Shakespeare igennem i London som skuespiller, forfatter og medejer af et teaterselskab.

• Som 49-årig vendte han tilbage til sin fødeby Stratfordupon-Avon, hvor han døde i 1616, 52 år gammel • I løbet af sin levetid skrev han 38 skuespil, 154 sonetter og to episke digte.

• Han betragtes som Englands nationaldigter og er oversat til stort set alle kendte sprog.

FEJRINGER I 2014 Storbritannien vil fejre den store søn uafbrudt de kommende to år. Fra 450-året for hans fødsel i år til 400-året for hans død i 2016.

SHAKESPEARE WEEK I STRATFORDUPON-AVON (17-23. MARTS) Parade gennem byen på Shakespeares fødselsdag og en række aktiviteter samlet omkring hans fødested, heriblandt udstillingen Famous Beyond Words – Shakespeare all around us, der blandt andet ser nærmere på forfatterens globale appel og udbredelse, og hvordan han lever videre i dag i alle mulige former for kunst.

Det Kongelige Teater i København markerer jubilæet massivt i indeværende teatersæson. Blandt titlerne er Macbeth, Otello, Falstaff, Sonetter og Helligtrekongersaften. Læs mere på: http://kglteater.dk/det-sker/shakespeare-450-ar Fødselsdagen fejres over hele verden, og der opsættes særlige forestillinger af Shakespeare-fans og skuespillere i en række lande. I New York indtaler 154 skuepiller hver en af Shakespeares sonetter og lægger dem på nettet.

ROYAL SHAKESPEARE COMPANY Opfører blandt andet i år Kong Henrik den Fjerde, del 1 og del 2, samt De to herrer fra Verona (der ikke har været opført af selskabet i 45 år). En række af forestillingerne vil blive vist live i biografer over hele Storbritannien.

SAM WANAMAKER PLAYHOUSE Er netop åbnet i London som et perfekt eksempel på et teater, helt som det ville have set ud på Shakespeares tid. Teateret, der ligger ved siden af The Globe, Londons berømte Shakespeare-teater, holder åbent hus med gratis adgang.

V&A MUSEUM I LONDON Har en særlig udstilling med titlen Shakespeare: Greatest Living Playwright,, hvor man blandt andet kan se det kranium, en begejstret forfatter Victor Hugo forærede skuespillerinden Sarah Bernhardt efter hendes indsats i Hamlet.

22

Stratford-upon-Avon er et stykke Lilleput-England mellem Birmingham og London. Hvert år tiltrækker byen besøgende fra hele verden.

D

et er en pointe, hun deler med professor ved King's College i London Gordon McMullan, der har specialiseret sig i Shakespeare og forfatterens indflydelse på eftertiden. Han er tilknyttet London Shakespeare Centre, hvor han er medarrangør af en række seminarer om barden, er foruden forfatter til en række bøger og redaktør af det anerkendte Norton Shakespeare. »For at forstå, hvor bred Shakespeares appel er, skal man måske se det i sammenhæng med, hvordan virkeligheden så ud for ham, da han skrev sine stykker. Han skrev dem selvfølgelig, fordi han var kunstner. Men han skrev dem jo også, fordi han havde en familie at brødføde, og han havde brug for pengene,« påpeger Gordon McMullan. »Det betød, at han skulle ramme virkelig bredt. Han skulle skrive stykker, der på en gang kunne underholde konger og regenter og samtidig være underholdende for dem, der kun havde råd til at købe den allerbilligste teaterbillet. Han skulle ramme mange former for forskellig smag, spænde over sociale klasser, religiøse synspunkter og status fra den højeste til den laveste. Det betød, at mange stadig føler sig berørt af ham, og det er efter min mening en stor del af forklaringen på, at han tilhører hele verden,« siger han.

Shakespeare er som Sopranos For Gordon McMullan skete det første møde med Shakespeare ret sent. »I en alder af femten så jeg som deprimeret teenager en overdådig, miserabel russisk udgave af Kong Lear. Den gik rent ind hos en sortklædt, livstræt teenager, og siden da var jeg solgt. Det er jo sådan med Shakespeare, at han bliver en slags personlig Shakespeare for én selv. Og det betyder jo, at mulighederne for at fortolke og genskabe hans værker bliver uendelige. På den måde får man aldrig fornemmelse af, at han er blevet hengemt og for gammeldags« mener Gordon McMullan.

Den britiske professor lever af at undervise og skrive forskningsartikler om spidsfindighederne i Shakespeares forfatterskab og mener stadig, at der er masser af nye ting at sige og opdage om Englands nationalforfatter. »Heldigvis!« griner han.

Men han mener paradoksalt nok også, at man skal passe på med at blive alt for højtidelig omkring forfatterskabet, fordi det ikke var i Shakespeares ånd. »Shakespeare skrev om ting, der berører os alle sammen: kærlighed, lyst, begær, bedrag, hævn og alle de der menneskelige følelser, som vi al-

BRIEF

marts ‘14

le sammen kan genkende, hvad enten vi vil eller ej. Man kan sige, at sådan noget som den amerikanske tv-serie om gangsterfamilien Sopranos med rette er blevet kaldt Shakespeare-agtig. Sopranos handler jo om alle disse ting, hvordan familier kæmper mod hinanden og bekriger hinanden indbyrdes, om at fejle og finde tilgivelse, om had og kærlighed, grådighed og uselviskhed og alle de andre store temaer, der gør os til mennesker,« siger Gordon McMullan, der mener, at den rigtige Shakespeare skal findes i London og ikke i den lille fødeby ved floden fyldt med svaner. »Jeg hæfter mig ved, at han stak af fra byen, så snart han var gammel nok, og tog til London. Det var her, han gjorde sit vigtigste arbejde. På den måde identificerer jeg mig med ham,« smiler Gordon McMullan, der er vokset op i det nordlige England.

Kostumer fra Shakespeare-forestillinger gennem tiden bliver nu udstillet på The Royal Shakespeare Theatre i Stratford-upon-Avon. Lawrence Olivier og Dame Judy Dench er blandt de mere prominente Shakespearefortolkere, der har gæstet teateret i tidens løb.

Butikken i Royal Shakespeare Theatre efterlader ingen tvivl om, hvem der er skyld i teaterets succes. Alt fra litteratur til te-kopper fejrer den nationale yndlingsforfatter.

Shakespeare gjorde kærligheden blind Men det er ikke helt sådan, man ser det i Stratford-upon-Avon, hvor byens Royal Shakespeare Theatre er et af de steder, som publikum blandt andet opsøger i forbindelse med Shakespeare ved at blive vist rundt bag kulisserne i det topmoderne teater, der blev ombygget for få år siden komplet med tårn og udsigt over hele byen. På de skrå brædder, der nu ligger i cafeteriet, har legender som dame Judi Dench og sir Laurence Olivier deklameret deres hyldest til Shakespeare.

Shakespeare er til stede overalt i byen: på skilte til tesaloner, hvor man kan få sin five o'clock tea – som man behager, i byens centrale park, hvor statuen af Hamlet trist stirrer ned på Yoricks kranium, på floden med de vuggende svaner og Shakespeareteateret i baggrunden. Det er i Stratfordupon-Avon, den årlige fødselsdagsmarch med udklædte statister og fans i jakobinske dragter traver gennem byen for at fejre en mand, der på alle måder har defineret den lille by ved floden og viser sin tilstedeværelse om næsten hvert bindingsværkbeklædte hjørne.

Det gælder for eksempel i den lille hytte, der tilhørte Shakespeares kone, Anne Hathaway, hvor en opslagstavle med besøgendes kærlighedshistorier vidner om, at Shakespeare stadig inspirerer til romantik. Og i den kommende udstilling Famous Beyond Words – Shakespeare all around us, der forsøger at demonstrere, hvor stor og omfattende global indflydelse Shakespeare stadig har i verden.

23

I Anne Hathaways hytte fejres kærligheden helt i Shakespeares ånd. I huset, der tilhørte Shakespeares store kærlighed som han giftede sig med som 18-årig, opfordres gæster på opslagstavlen til at dele deres romantiske oplevelser -gerne med Shakespeare som gennemgående tema.

Shakespeares far var handskemager og i barndomshjemmet er der stadig en lille udstilling, der viser hvad John Shakespeares erhverv gik ud på, da William løb rundt og legede som barn.

P

rojektleder på udstillingen, Nic Fulcher, siger, at det er kommet bag på ham, hvor verdensomfattende reaktionerne har været, allerede inden udstillingen er færdig. »En af de ting, vi har forsøgt at gøre, er at samle billeder fra hele verden, som folk har taget af Shakespeares indflydelse, hvor de bor. Alt lige fra gadenavne til pubber, butikker og statuer.

Det har været overvældende, hvor mange svar vi har fået fra hele kloden,« siger han.

Hans eget første møde med Shake­ speare var komedien Helligtrekongersaften, da han stadig var en skoledreng, og siden da har magien aldrig helt fortaget sig. »Shakespeare har noget, der netop rækker ud over hans ord. Selv om ordene er vigtige, så handler det om, at han kunne noget, der fik og stadig får folk til at føle, at der er en forbindelse mellem dem selv og det, han havde på hjerte. Alle kan genkende et eller andet af sig selv i hans værker. Og vi citerer ham hele tiden, uden at vi måske er klar over det. Når vi siger 'at være eller ikke være' eller 'kærlighed gør blind', citerer vi Shakespeare.

Han er en del af vores almindelige liv,« siger Nic Fulcher.

Han mener, at et besøg til Stratfordupon-Avon er vigtigt for den, der vil forstå Shakespeare. »Det er med til at give en slags anker.

Et fysisk sted, hvorfra man kan udforske hans forfatterskab. En lokalitet, hvor man kan begynde sin egen rejse ind i hans

24

verden. Det handler om manden, men også om alt det, han har betydet og stadig betyder for os.« Shakespeares kvælertag Men netop Shakespeares store betydning må til tider virke lidt kvælende, mener Gordon McMullan. »Han er jo hævet over enhver tvivl udråbt som vores nationale digter og har på den måde haft en enorm indflydelse på, hvordan vi ser ikke bare os selv, men også vores plads her i verden. Han er ikke en lokal eller bare en national forfatter, men et globalt fænomen,« mener professoren.

Han påpeger, at selv om Shakespeare var kendt og respekteret for sit arbejde af sin samtid, var det først for alvor af romantikerne og victorianerne, han blev opdaget og udråbt som det store geni, vi opfatter ham som i dag.

Og hvordan skal man som nybegynder gribe Shakespeare an ifølge den britiske akademiker, der har viet sit liv til at forske i hans værker? »For guds skyld, lad være med at læse Shakespeare!« advarer Gordon McMullan. »Husk, at han skrev sine værker, for at de skulle opføres på scenen. De skulle ses og opleves. Så find et anstændigt teater, eller gå i biffen. Se Baz Luhrmanns film Romeo & Julie. Se nogle andre versioner af det stykke bagefter, og læg mærke til de forskellige fortolkninger. Start måske i den lette ende med komedierne. Men først og fremmest: Nyd Shakespeare, inden du begynder at læse ham.«

Tårnet ved Royal Shakespeare Theatre er et tilløbsstykke alene for sin udsigt over byen. Gennem hele fødselsdagsåret vil teateret opføre både kendte og mindre kendte stykker af Stratford-upon-Avons mest berømte borger.

BRIEF

marts ‘14

15 NR.

INDBLIK I NORDEA PRIVATE BANKINGS VERDEN. DINE RÅDGIVERE PÅ ARBEJDE.

marts 2014

Min risiko · 26

Sådan arbejder Nordea med risiko Heerings Gaard · 30

Kirsebærgården på Christianshavn Årets porteføljemanager · 35

Nordeas Carsten Jantzen Leth

Heerings Gaard

s.30

Hvis man tager en stor risiko, kan alle lave et godt resultat på et enkelt år, men vi har gjort det rimelig godt i flere år træk. Årets porteføljemanager

s.35

Carsten Jantzen Leth, Årets porteføljemanager 2013

Min risiko

s.26

25

Nordeas risiko Arbejdet med risiko er helt centralt i enhver bank. VI HAR MØDT TRE MEDARBEJDERE, DER ARBEJDER MED RISIKO PÅ FORSKELLIGE MÅDER. AF EBBE FISCHER FOTO JACOB NIELSEN

MED LOVEN SOM MAKKER Hun har kørt gokart og sprunget både i faldskærm og elastik, men i dag er den største bekymring for risk & compliance officer JOHANNA BACH-FROMMER de to børn. Rent professionelt ta'r hun ingen chancer, men sikrer, at Nordea overholder reglerne.

»D

en største risiko i mit job er, hvis jeg ikke klæder rådgiverne godt nok på. Det er min opgave. Jeg oversætter juraen for dem.« Johanna Bach-Frommer er compliance officer og ny i Nordea. Den unge kvinde

26

kom fra en stilling som fuldmægtig ved Danmarks Domstole og rykkede ind i kontoret på Christianshavn i sommer.

Siden har hun været ansvarlig for, at Nordea Private Banking overholder reglerne.

Og dem er der mange af, regler. Efter fi-

Johanna Bach-Frommer, 30 år, risk & compliance officer. I Nordea siden august 2013. 2009-2013 var hun fuldmægtig ved Danmarks Domstole (Procesbevillingsnævnet).

BRIEF

marts ‘14

nanskrisens hærgen er en lang række reguleringsmekanismer nemlig indført både nationalt og internationalt. »Markedet bliver reguleret langt skrappere i dag. Der er for eksempel større solvenskrav, større fokus på hvidvaskning af penge og større fokus på investorbeskyttelse – også internt i bankerne,« forklarer Johanna Bach-Frommer og tilføjer: »I mange år har Nordea været kendt for en konservativ udlånspolitik med fokus på at kende kunderne rigtig godt.

Det er en strategi, der giver tryghed, og som også manifesterer sig i investeringsafdelingen.

Strategien har været medvirkende til, at banken har klaret sig godt igennem finanskrisen. Den konservative tilgang har minimeret risikoen, idet man har nøje fokus på risici,« forklarer Johanna Bach-Frommer.

En vigtig del af compliance officerens virke er undervisning af investeringsrådgiverne. De skal simpelthen klædes på til at rådgive kunderne. »Jeg udarbejder guidelines for, hvordan vi taler med kunderne om risiko, og vi udregner kundernes risiko – statistisk set.

Det er aldrig sikkert at foretage investeringer, men risikoen skal minimeres og gøres klar for kunden, som dernæst kan tage stilling,« forklarer hun.

Det er aldrig sikkert at foretage investeringer, men risikoen skal minimeres og gøres klar for kunden, som dernæst kan tage stilling.

Hvornår tager du selv risici i dit liv? »Jeg har kørt gokart, prøvet elastikspring og sprunget i alle de der vilde ting, men den største risiko, jeg har taget, er nok at sætte børn i verden. Som forælder ved du aldrig helt, om du gør det godt nok,« siger hun.

Hvad er en compliance officer?

En compliance officer hjælper med at drive forretning i overensstemmelse med den gældende lovgivning, regler og standarder, som kræves af lovgivere. Johanna BachFrommer hjælper investeringsrådgiverne med at forstå reglerne og undersøger løbende, om de bliver overholdt.

27

KUNDERNE SKAL SOVE GODT OM NATTEN Investeringsrådgiver HANNE STISTRUP har i syv år hjulpet sine kunder med at finde ud af, hvor risikovillige de er.

S

malltalk er guld værd for en investeringsrådgiver.

Det kan lyde som et paradoks. For nøgternt set er der vel kun én ting, der er guld værd for en investeringsrådgiver: Og det kan aflæses i kroner og ører på bundlinjen.

Men så simpelt er det langt fra. Kunders håndtering af risiko er lige så forskellig som vores musikalske præferencer, vores politiske holdninger og vores opfattelse af verden omkring os.

En person, der umiddelbart virker som en chancerytter, ligger måske søvnløs, når der har været en dag med røde tal på børsen.

Mens en anden, der umiddelbart er forsigtig og nervøs, i samme situation har blikket roligt rettet mod den lange bane.

Man er simpelthen nød til at mærke efter, før man kommer tættere på, hvilken type kunde der sidder foran en, og dermed hvilken risiko vedkommende vil løbe. Og her er smalltalk et redskab. »Psykologi er en meget stor del af mit arbejde. Jeg er nødt til at kende kundens mavefornemmelse. Kan de sove om natten, hvis markedet dykker? Jeg er helt nede og mærke efter, og her er en god lang indledende samtale vigtig,« siger investeringsrådgiver Hanne Stistrup fra Nordea Private Banking i Odense. »Det handler dybest set om at lytte efter, hvad kunderne siger; at stille nogle gode spørgsmål og lade dem tale. Jeg skal også kende kundernes planer – skal de bruge pengene om ét år eller fem år,« forklarer hun.

Eksempelvis vil aktier, der over en kort periode kan svinge meget op og ned, generelt klare sig bedre end obligationer på langt sigt. Så selv om man måske er ganske risikovillig, er det ikke altid en god ide at investere i aktier, hvis man skal bruge pegene inden for en kort årrække.

Psykologi er en meget stor del af mit arbejde. Jeg er nødt til at kende kundens mavefornemmelse.

Når risikoprofil og horisont er afklaret, er det vigtigt at sætte tal på risikoen. Tallene afspejler den risiko, der er i den konkrete investeringsprofil, og Hanne Stistrup er med egne ord 'superstolt' over, at risikomodellerne har stået deres prøve. »Vi er superstolte af, at vi efterlever vores vejledende tal. Det har vi gjort i tolv år. Min fornemste opgave er så at spotte, hvor store risici kunden er villig til at tage – hvilken risikoprofil vedkommende har, og det er vigtigt, at den enkelte ligger rigtigt, hverken for højt eller for lavt i forhold til temperament og økonomi,« siger Hanne Stistrup, som oplever, at folk accepterer tab, når uheldet er ude.

Hanne Stistrup, 45 år, private bankinginvesteringsrådgiver. Hun har netop haft 25års jubilæum i Nordea. Baseret i Odense.

28

Hvornår tager du selv risici i dit liv? »Jeg laver ikke de store krumspring i mit liv. Men jeg står da på ski, og der slår jeg gerne et par kolbøtter. Når vi taler om aktier, tænker jeg meget over horisont og går efter middelrisiko. Der er en del år til, at jeg skal bruge pengene, og jeg har en del aktier.«

BRIEF

marts ‘14

I virkeligheden er det meget enkelt. Kunden skal kende den risiko, han tager. Og ikke i vage formuleringer, som kan gradbøjes, men i et konkret tal, der udtrykker sandsynligheden for gevinst – eller tab.

Vi mener ikke, man kan skille tingene ad.

Risiko og afkast hører uløseligt sammen.

HAN SÆTTER RISIKO PÅ FORMEL

»A

rbejdet med risiko udgør hjørnestenen i vores arbejde.« Ordene er Frank Hvid Petersens, chefstrateg i Nordea. Sammen med et team af analytikere og strateger har han ansvaret for investeringsstrategien i Private Banking. Fra sin plads på 6. sal i B&W’s gamle hovedsæde på Christianshavn kan Frank Hvid Petersen se over på Nationalbanken, og fra tre computerskærme tikker løbende nyheder ind fra hele verden: de seneste beskæftigelsestal fra Italien, tysk erhvervstillid, kinesiske væksttal og regnskaber fra selskaber fra alle hjørner af kloden. Det hele indgår i overvejelserne, når strategien lægges. »Sat på spidsen kan man sige, at mit arbejde går ud på at søge at skabe det højest mulige afkast inden for en given risiko,« siger Frank Hvid Petersen og fremhæver, at der i Nordea Private Banking følger en risikodeklaration med på alle investeringsforslag. »Den giver vores kunder en klar forståelse af, hvilken risiko der er ved den enkelte investering – inden formuen placeres. Det giver en tryghed for både kun-

Frank Hvid, 46 år. Ansat i Nordea siden 2002. I dag chefstrateg i Nordea Private Banking.

der og rådgivere, at vi har den samme forståelse af risiko.Vi har nu kørt dette koncept i 12 år, og selv om det må forventes, at man enkelte gange går ud over grænserne, har vi holdt os inden for risikorammerne. Også under finanskrisen i 2008/2009.« Han advarer imod udelukkende at stirre sig blind på afkastet. »Det er mit indtryk, at nogle forvaltere er gode til at tale afkast, men forsømmer at tale risiko med deres kunder.Vi mener ikke, man kan skille tingene ad. Risiko og afkast hører uløseligt sammen. Jagter man det høje afkast, skal man også være parat til at tage risici – og omvendt: Sover man bedst om natten med en mere stabil formueudvikling, giver man afkald på et afkast.«

Nu skulle man måske tro, at en chefstrateg, som dagligt har fingeren på den finansielle puls, privat er til spekulative investeringer med høj risiko. Det kunne på overfladen også se sådan ud, da han har en stor del af sin langsigtede opsparing placeret i aktier. Men reelt er det dog langtfra tilfældet, da aktier på langt sigt er markant mindre risikable end på kort sigt og faktisk mindre risikable end mange obligationer og andre investeringer. »Jeg forventer fortsat først at skulle bruge af opsparingen om rigtig mange år, så derfor de mange aktier, hvor jeg så må leve med de store udsving på kort sigt. Til gengæld forventer jeg at drosle ned for andelen efterhånden, som jeg nærmer mig pension.«

29

Kirsebærimperiet på Christianshavn

AF EBBE FISCHER FOTO JACOB NIELSEN

I den velbevarede HEERINGS GAARD på Christianshavn producerede en velhavende familie engang en berømt kirsebærlikør. Bygningen, der ejes af Nordea-fonden, står endnu, men kirsebærdamerne er forsvundet for altid.

30

BRIEF

marts ‘14

Nordea-fonden overtog huset i 1999, og i dag er det rammen om fondens seks legatboliger samt Bank- og Sparekassemuseet. Heerings Gaard er blevet renoveret for over 100 millioner kroner af Nordea-fonden. Bygningen tiltrækker sig opmærksomhed i området ned mod kanalen.

D

et var her, de sad. Damerne. I den gamle gård, hvor stolte gule mure stadig troner på alle sider, mens kridhvide vinduer bryder væggenes dominans.

Nordea-fonden ejer nu Heerings Gaard, der ligger midt på Christianshavn – på Overgaden neden Vandet 11 – langs kanalen. I 2014 er baggården tom. Bortset fra enkelte forbipasserende. Men man kan let fornemme historien på de gamle brosten: I det 19. og 20. århundrede udspillede sig et specielt skue, når kirsebærsæsonen satte ind. Her sad hundredvis af kvinder ved store kurve og pillede stilke af modne bær, som siden blev ført ind i bygningen via et sindrigt hejsesystem.

Likøren blev nemlig også produceret på Heerings Gaard. Og den klassiske flaske, Cherry Heering, blev siden sendt ud i verden med rederiet Heering Line.

Børn hjalp med at plu kke stilke når Heeri ne af bærr ng produ ene, cerede lik ør i gamle dage.

Vinkælderen under Heerings Gaard. Her finder man både gamle franske vine og Cherry Heering.

31

Således styrede Heering-familien sit forretningsimperium over fem generationer, og selv dronning Victoria nød den smagfulde likør.

Peter F. Heering var oprindeligt urtekræmmerlærling, men hans profession blev en anden og langt mere indbringende. Han havde nemlig fået en opskrift af sin læremesters enke. Og som 26-årig – i 1818 – begyndte han så småt at brygge kirsebærlikør. Den blev snart en succes.

Bestillingerne strømmede ind, og i 1838 købte Peter F. Heering en bygning, der nu kom til at hedde Heerings Gaard.

Når man går ind i bygningen, knap 176 år efter opkøbet, kryber fortiden ind under huden. Nordea-fonden har renoveret Heerings Gaard for over 100 millioner kroner, og lokalerne fremstår moderne og fritskrabede – med respekt for historien.

Lige inden for porten til venstre ligger Bank- og Sparekassemuseet, og til højre går en mondæn smedejernstrappe højt op.

Vi ta'r trappen og møder lokaler med lysekroner og stuklofter, går forbi sejlskibe fra Heering Line, langs træreoler med lovtekster fra 1800-tallet, forbi kaminer i jern, mens hemmelige døre byder sig til i hjørnerne.

Vi møder også en fladskærm og moderne kontorer med hæve-sænke-borde, som udgør store kontraster. Til sidst når vi til en smal dør af træ. Og bag den kommer et skatkammer til

På Bank- og Sparekassemuseet i Heerings Gaard kan man få et kig ind i 1800-tallets bankvæsen. Museet drives af Nordea-fonden. Udstillingen ’Da banken var ung’ vises frem til 25. marts.

32

BRIEF

marts ‘14

CHERRY HEERING Cherry Heering eksisterer endnu.

Gudskelov. Ellers kunne man nemlig ikke lave en Singapore Sling. Du skal bruge: Singapore Sling 3 cl. gin 1.5 cl. Cherry Heering 0.75 cl. Cointreau 0.75 cl. DOM Bénédictine 12.0 cl. ananasjuice 1.5 cl. citronsaft 1 cl. Grenadine

Et stænk Angostura bitter Kilde: IBA Official Cocktail

33

De renoverede lokaler med vinduer ud mod Christianshavn bruges i dag til møder. Bank- og Sparekassemuseet viser blandt andet C.F. Tietgens kontor med den oprindelige telefon.

NORDEA-FONDEN OG HEERINGS GAARD • Nordea-fonden købte Heerings Gaard i 1999. Fonden har et almennyttigt og velgørende formål og støtter aktiviteter, der fremmer gode liv. I 2013 uddelte den for 390 millioner kroner til projekter inden for sundhed, natur, motion og kultur. Derudover uddeler fonden legater til studieophold i udlandet og stiller legatboliger til rådighed for internationale kapaciteter, typisk anerkendte professorer, der kommer til København.

Legatboligerne ligger i Heerings Gaard, ligesom fondens sekretariat.

• Fonden, som er en erhvervsdrivende fond, er en selvstændig juridisk enhed og næststørste aktionær i Nordea AB. Navnefællesskabet med banken refererer til de fælles historiske rødder i Sparekassen SDS. • Bank- og Sparekassemuseet har også til huse i Heerings Gaard. Museet, der har åbent hver onsdag eftermiddag, fortæller historien om tilblivelsen af det danske bankvæsen og ikke mindst om C.F. Tietgen og de banker, der senere blev Nordea.

34

syne.Vinkælderen. Et dunkelt rum med ældgamle franske flasker på række og små støvede Heeringeksemplarer med sirlig håndskrift.

Heerings Gaard blev først anlagt som bryghus i den nye bydel – Christianshavn – i 1600-tallet. Den bornholmske kaptajn Hans Peder Kofoed købte bygningen i 1785. Kaptajnen så straks muligheder og opførte et moderne klassicistisk hus i tre etager – plus kvist. Over indgangsporten placerede han en lille klov, en kofoed, der stadig hænger ud mod gaden.

Kaptajnen døde i 1812, men hans enke blev boende helt frem til 1838, da Peter F. Heering købte stedet, som dernæst blev hjem for hele fem generationer af Heering-slægten. Bygningen blev samtidig benyttet som hovedsæde for firmaet, likørproducenten og rederiet. Først i 1977 overtog Privatbanken Heerings Gaard. Det var dog stadig meningen, at forretningen skulle have haft en ny Peter Heering som overhoved, men han endte i stedet som direktør i IT-forsikringsvirksomheden Scalepoint. »Det lå i luften, at jeg som den ældste

søn skulle være den sjette Peter i rækken, men tingene tog en anden drejning,« siger 46-årige Peter Heering.

Han er imidlertid tilfreds med salget af familievirksomheden og husker Heerings Gaard som et samlingspunkt for familien. »Min farmor og farfar var patriark og matriark, og de samlede os alle på gården og affyrede de gamle kanoner på mærkedage. Min far og hans søskende voksede op der, og jeg kan tydeligt huske lugten af appelsinskaller og kirsebær,« siger den sjette Peter Heering i rækken.

Nu er brostenene tomme. Men man fornemmer ekkoet af familien og kirsebærdamernes latter, smil, snak og hårde arbejde, dengang fem tons bær dagligt blev afstilket på brostenene.

Cherry Heering fås endnu. Familien solgte i 1990 Cherry Heering til Danisco, der igen i 1999 afhændede deres sine spiritusaktiviteter til svenske Vin & Sprit AB. Cherry Heering er stadig en fast bestanddel i den verdensberømte cocktail Singapore Sling. Men kirsebærrene bliver ikke længere afstilket på Heerings Gaard.

BRIEF

marts ‘14

Investerer i tillid Titlen Årets porteføljemanager 2013 i Danmark er gået til Nordea og nærmere bestemt til CARSTEN JANTZEN LETH. Afdelingen for danske aktier, som han står i spidsen for har haft succes igennem længere tid.

A

ndre ville nok kunne mærke en forskel i temperaturen på den kølige rislen ned ad ryggen.

Men ikke Carsten Jantzen Leth, der er chef for de danske aktier i Nordea Investment Management. For ham gør det ingen forskel, om han forvalter to millioner eller to milliarder kroner.

Han går til opgaven med den samme respekt og ydmyghed. »Det er jo andre folks penge, man har ansvaret for, og det skal man have respekt for – det sidder hver dag i baghovedet på mig,« siger Carsten Jantzen Leth, som i resten af året kan prale med, at han blev Årets porteføljemanager 2013 i Danmark.

Det vil han nu nok ikke – altså prale.

For det ligger den ydmyge porteføljemanager fjernt. Han vil langt hellere fremhæve sit hold af investorer og dygtige medarbejdere. »Den succes, vi har haft, er ikke baseret på mig.Vi er jo et team. Så i princippet har udnævnelsen intet med mig at gøre.

Vi er et hold, der gør det her sammen, og jeg er så heldig at stå i spidsen for en gruppe dygtige mennesker, som arbejder benhårdt. Og hvis ikke vi havde det hold, så gik det slet ikke,« lyder det fra Carsten Jantzen Leth, der i snart 25 år har beskæftiget sig med aktier professionelt. Men interessen for investeringer startede helt tilbage i gymnasiet, hvor han stødte på sin egen fremtidige modsætning: en investering, der fejlede. »Da jeg studerede, havde jeg en bankrådgiver, der rådede mig til at placere nogle penge i en bestemt aktie. Men det gik helt galt, og jeg blev sur. Ikke på min bankrådgiver, men på mig selv, fordi jeg ikke havde styr på det og ikke vidste mere om at investere. Men samtidig fængede det mig, fordi det var noget, man kunne blive bedre til,« husker Carsten Leth, der brændte 1.000 kroner af ungdommens sparepenge af på det hedengangne ØK.

AF SØREN HØJLUND CARLSEN FOTO JACOB NIELSEN

35

på et år, hvor han stod i spidsen for nogle opsigtsvækkende resultater. Som chef leder han de to afdelinger Nordea Invest Danske Aktier Fokus og Nordea Invest Danmark, der i 2013 genererede afkast på henholdsvis 46,0 procent og 36,6 procent, hvilket er meget i den branche. »Vi gør vores forarbejde meget grundigt og går efter det, vi synes er det rigtige her og nu. Derfor handler det meget om at være disciplineret i vores risikovurdering og ikke mindst at forstå risikoen – og det er nok det, vi er gode til, fordi vi forholder os meget systematisk til risikoen,« siger Carsten Jantzen Leth, der ynder at forklare sin afdelings strategi med, at de snarere investerer i ledelsen – og dermed i mennesker – end i et papir med procenter på. »Vi skal vide, at ledelsen kan håndtere de forandringer i markedet, alle virksomheder møder – for dem kan man ikke undgå. Men vi kan investere i de mennesker, som vi tror er bedst til at møde de forandringer og kriser, som virksomheder skal håndtere.Vi kan lave nok så mange modeller og forudsigelser for fremtiden, men det eneste, vi kan være sikre på, er, at det ikke går sådan – for vi kan ikke forudse verden. Så det, vi rent faktisk gør, er at investere i den ledelse, der skal agere på alle de uforudsete ting, der sker hele tiden. Derfor er vores tro på ledelsen et vigtigt aspekt, men risikovurderingen går naturligvis også på selskabets og markedets struktur,« forklarer Carsten Jantzen Leth, der altså har haft så meget tillid til de rigtige ledelser, at han nu kan bryste sig af den flotte titel som Årets porteføljemanager 2013 i Danmark.

Længere periode Siden han tabte penge på ØK, har han gjort det bedre – nu blot med andres formuer og porteføljer. I alt forvalter han og hans team danske aktier for næsten to milliarder euro – aktier, hvis værdi han og hans hold i 2013 altså fik til at vokse mere end alle andre, og som nu har givet ham titlen som Årets porteføljemanager.

Prisen uddeles af Dansk Aktie Analyse, som i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten kårer den danske investeringsrådgiver eller formueforvalter, der har gjort det bedst i årets løb. Årets porte-

36

føljemanager foretrækker dog at se prisen i et lidt bredere perspektiv. »Vi gjorde det godt i 2013, men vi har primært gjort det godt over en lang periode. Hvis man tager en stor risiko, kan alle lave et godt resultat på et enkelt år, men vi har gjort det rimelig godt i flere år i træk. Og den anerkendelse betyder mere for mig,« siger Carsten Jantzen Leth.

Godt år Men selv om Carsten Jantzen Leth altså lægger vægt på det lange perspektiv, kan han ikke løbe fra, at han fik prisen oven

FAKTA: • Carsten Jantzen Leth er 50 år. Han er gift med Katja, som han har en søn med.

Familien bor på Frederiksberg.

• Uddannet cand.merc. fra CBS i 1990.

KARRIERE: • 2007: Head of Danish Equities, Nordea Investment Management.

• 1995-2007: Analytiker og analysechef for danske aktier i Carnegie.

• 1994-1995: Analytiker i Codan.

• 1990-1993: Trainee/analytiker i Hafnia Erhvervsbank.

BRIEF

marts ‘14

UDSYN

Den jobløse økonomi Virksomheder som Google, Facebook og Twitter er blevet gigantiske med et minimum af medarbejdere. De er en del af et skifte, hvor vores arbejdskraft ikke længere er vores største værdi.

AF RASMUS KARKOV ILUSTRATIONER METTE FUNCK

37

S

idste år kæmpede det gamle hæderkronede firma Kodak en kamp på liv og død. Da firmaet i sin tid var på sit højeste, havde det en værdi på 28 milliarder dollars og beskæftigede ikke færre end 140.000 medarbejdere.

Det havde så stor indflydelse, at det har lagt navn til de særligste øjeblikke i vores liv: Kodak moment.

Men efter at have domineret fotoindustrien i et århundrede så det ud til at være endegyldigt ovre. Udviklingen havde overhalet virksomheden, der først og fremmest baserede sin forretning på salg af film til kameraer. Med først de digitale kameraers indtog og siden smartphones' dominans mistede Kodak sin position på et tidspunkt, hvor der bliver fotograferet mere end nogensinde tidligere i historien.

Det første underskud kom i 2007, og i 2012 gik det helt galt.

Virksomheden indgav sin konkursbegæring, og kun ved at sælge alle sine patenter lykkedes det virksomheden at overleve i en langt mere ydmyg konstruktion med langt færre ansatte.

Samtidig med at Kodak indgav sin konkursbegæring, købte Facebook den kun halvandet år gamle fotodelingstjeneste Instagram. Instagram blev grundlagt af to ingeniører i San Francisco i oktober 2010. Ideen var, at brugerne med det samme kunne dele de fotos, de tog med deres smartphones. I løbet af det første år voksede Instagram til 100 millioner brugere, og da Facebook købte firmaet for ca. en milliard dollars, var der tretten ansatte.

Med andre ord blev en virksomhed med hundredtusindvis af ansatte erstattet af en virksomhed med tretten medarbejdere.

I løbet af det første år voksede Instagram til 100 millioner brugere, og da Facebook købte firmaet for 1 milliard dollars, var der 13 ansatte.

Brugerne skaber værdien For den amerikanske teknologiguru og forfatter Jaron Lanier, der tidligere har været blandt Time Magazines 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden, opsummerer historien om Kodak og Instagram den udvikling, vi befinder os i. »Hvor forsvandt alle de jobs hen? Hvad er der sket med den velstand, som de middelklassejobs skabte? Hvis ikke vi begynder at diskutere, hvad vi skal leve af i en tid med udbredt automatisering, vil vi formentlig ende i en periode med hyperarbejdsløshed og socialt og politisk kaos,« siger Jaron Lanier i bogen Who Owns the Future?.

Mens Kodaks værdi bestod af firmaets patenter og evne til via sine ansatte at kunne følge med efterspørgslen, så består Instagrams værdi hverken af teknikken bag eller af de tretten ansatte. Den består udelukkende af de 100 millioner brugere.

Dermed er Instagram symptomatisk for de seneste års altoverskyggende forretningsucceser.Virksomheder som Google, Facebook, Instagram og Twitter er alle blevet milliardforretninger med en minimal medarbejderskare. Det er nemlig ikke medarbejderne, der har skabt virksomhedernes vækst. Det er brugerne.

Det er således ikke Facebooks 4.600 ansatte, men 1,2 milliarder brugere, der gør, at Facebook er 164 milliarder dollars værd.

Det er ikke de 2.300 ansatte hos Twitter, men de 230 millioner brugeres to millioner daglige tweets, der giver Twitter en værdi på 39 milliarder dollars.

38

BRIEF

marts ‘14

»Virksomheder som Google og Facebook er værdiløse, hvis der kun er én, der bruger dem. Men når en milliard mennesker er på, så er de enormt værdifulde og fantastisk relevante for virksomheder. Det er ikke anderledes, end det var for de første teleselskaber.

Forskellen er, at teleselskaberne skulle bruge folk til at rulle kablerne ud, mens de digitale medier ikke behøver særligt mange ansatte.

Det er ikke medarbejderne, men brugerne, der skaber værdien,« siger Peter Svarre, der er ekspert i sociale medier.

Uendelig produktion uden medarbejdere Det er adgangen til os, der gør de sociale medier til det 21. århundredes største forretningssucces. Mens vi tidligere fik løn for at skabe værdi for virksomheder ved at udføre et arbejde for dem, så gør vi i dag virksomheder ufatteligt værdifulde uden at få så meget som en øre for det. »Indtil årtusindeskiftet behøvede vi ikke bekymre os om, at den teknologiske udvikling ville devaluere mennesker, fordi ny teknologi altid skabte nye jobs. Men i informationsøkonomien bliver vi ikke betalt for den værdi, vi skaber.Vi deler uden at få noget for det, mens eliten tjener uhørte summer på, at vi deler,« siger Jaron Lanier i sin bog.

Det er ikke kun de sociale medier, der ikke har brug for vores arbejdskraft. Det gælder for alle digitale tjenester. »For Henry Ford var det nødvendigt at hyre en hær af medarbejdere til

39

Der er sket et sammenbrud, som ikke er gået op for særligt mange endnu.

Professor Henning Jørgensen, Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

at samle biler. Digitale produkter kan kopieres i det uendelige, uden at det kræver ekstra arbejdskraft,« siger Peter Svarre.

Det er derfor, Instagrams tretten ansatte kunne erstatte de hundredtusindvis af mennesker i den fødekæde, der resulterede i, at vi kunne have vores Kodak moments i fotoalbums. Det er derfor, musiktjenesten Spotifys 200 medarbejdere har været med til at udradere musikbutikker i alle byer i hele verden.

En fyret ansat er en værdifuld ansat Skiftet fra Kodak til Instagram, fra cd til Spotify, er en del af en større forandring i verden. Krisen er for længst et overstået kapitel for virksomhederne.

Amerikanske virksomheders profit er steget med 30 procent siden 2007. Men væksten resulterer bare ikke i flere stillinger. I samme periode er arbejdsløsheden steget. Det ses tydeligt i, at en langt mindre del af omsætningen går til løn. Så mens virksomhedernes indtjening stiger, sker det, uden at beskæftigelsen følger med. Tværtimod ser vi ofte, at virksomheder som for eksempel Vestas' aktieværdi stiger, når ledelsen gennemfører massefyringer. Med andre ord er det tidspunkt, hvor en medarbejder er allermest værdifuld for sin arbejdsgiver, det øjeblik, hvor vedkommende bliver fyret. »Alle arbejdsmarkedssystemer går ud fra, at dagens profit er morgendagens jobs. Det er det, som hele arbejdsmarkedspolitikken og overenskomstforhandlinger i Danmark og resten af verden bygger på. Men der er sket et sammenbrud, som ikke er gået op for særlig mange endnu,« siger professor Henning Jørgensen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet. »Virksomheders overskud bliver ikke længere investeret i nye arbejdspladser.Vi er gået fra en industrikapitalisme, hvor man investerede i produktion, til en finanskapitalisme, hvor man investerer i værdipapirer. Det rammer hele arbejdsmarkedet,« siger Henning Jørgensen.

Den jobløse vækst Tegningerne af den jobløse økonom kan ses mange

40

andre steder end i den digitale økonomi, der er født på internet. Børsmæglere bliver erstattet af computere. Rejsebureauer skærer ned, fordi vi selv booker rejsen og tjekker ind, og når hele brancher som fotoindustrien eller musikbranchen bliver digitale, forsvinder alle de arbejdspladser, der tidligere var i fødekæden. Der er ingen, der skal fremstille film og cd’er, ingen, der skal transportere varerne, ingen, der skal stå i en butik og sælge dem. Dermed har digitaliseringen overflødiggjort en lang række jobs, der tidligere dannede fundamentet for glimrende middelklassetilværelser. »I USA taler man om jobløs vækst, som er resultat af, at mange virksomheder har rationaliseret ansatte væk via automatisering og selvbetjening. Det skaber et opdelt arbejdsmarked, hvor virksomhederne har få kernemedarbejdere, der bliver forkælet, og derudover trækker på løst ansatte, der ikke har nogen af de basale arbejdsmarkedsrettigheder eller jobsikkerhed, men bliver hentet ind, når der er brug for dem, og smidt ud, når der ikke er. Den udvikling er meget tydelig i USA, og den er ved at begynde her,« siger Henning Jørgensen.

Vejen frem: Betal brugerne For Jaron Lanier er det paradoksale, at vi, samtidig med at jobbene forsvinder, skaber enorm værdi for virksomheder som Facebook og Google. Derfor foreslår Lanier en form for mikrobetalingsøkonomi, hvor vi bliver kompenseret for den værdi, vi skaber.

Hvis Google for eksempel succesrigt målretter annoncer via de mønstre, deres algoritmer finder i vores informationer, så skal Google indbetale et par øre på vores konto. Hvis dating.dk matcher singler baseret på vores informationer, så skal vi kompenseres. På den måde vil der hele tiden være små dryp af indtægt som kompensation for den rigdom, vi genererer.

Det kan lyde desperat at foreslå Google eller Facebook at betale os for at bruge deres tjenester. Men alternativet kan meget vel føre til en endnu større desperation: Hvis der ikke er nogen middelklasse til at købe varerne, kollapser den økonomi, de lever af i dag.

BRIEF

marts ‘14

HVOR MANGE ANSATTE? Walmart er verdens største private arbejdsgiver – kun overgået af den kinesiske og amerikanske hær. Men virksomhedens markedsværdi bliver overtrumfet af virksomheder, der har under 100.000 ansatte.

SKYPE Forretningsområde: Internet-telefoni Antal ansatte i 2011: 1.100 Markedsværdi: Købt af Microsoft for 8,5 mia. dollar i 2011

APPLE Forretningsområde: Forbrugerelektronik og software Antal ansatte: 84.000 Markedsværdi: DKK 2.614 mia.

INSTAGRAM Forretningsområde: Socialt netværk/deling af fotografier Antal ansatte i 2012: 13 Markedsværdi: Købt af Facebook for en mia. dollars i februar 2012.

FACEBOOK Forretningsområde: Sociale medier/netværk Antal ansatte: 4.600 Markedsværdi: DKK 901 mia.

WAL-MART Forretningsområde: Dagligvarebutikker Antal ansatte: 2,2 mio.

Markedsværdi: DKK 242 mia.

TWITTER Forretningsområde: Sociale medier/mikroblogging Antal ansatte: 2.300 Markedsværdi: DKK 167 mia.

SONY Forretningsområde: Bredt forretningsområde med hovedvægt på elektronik Antal ansatte: 146.000 Markedsværdi: DKK 98 mia.

MICROSOFT Forretningsområde: Operativsystemer og software Antal ansatte: 99.000 Markedsværdi: DKK 1.687 mia.

A.P. MØLLER – MÆRSK Forretningsområde: Containertransport, olieudvinding mm.

Antal ansatte: 117.000 Markedsværdi: DKK 275 mia.

GOOGLE Forretningsområde: Søgemaskine og andre netbaserede tjenester Antal ansatte: 46.000 Markedsværdi: DKK 2.184 mia.

GENERAL MOTORS Forretningsområde: Biler og finansielle services Antal ansatte: 213.000 Markedsværdi: DKK 306 mia.

Kilde: Bloomberg, 12. Februar 2014.

41

UDSYN

Tænk

ST RT Nespressos kaffekapsel er historien om et af dette århundredes hidtil mest vellykkede stykker brandingarbejde.

Den storstilede branding skygger for indholdet, der – trods alt – bare er kaffe, lyder det fra kritikere.

AF MARTIN FINNEDAL

42

BRIEF

marts ‘14

»D

Inde på Michelin-restauranter Senest er det kommet frem, at der også står en Nespresso-maskine på nogle af verdens bedste restauranter. Ifølge New York Times’ madblog, Grub Street, står der en Nespresso-maskine i omkring 30 procent af verdens 2.400 Michelin-restauranter. Blandt dem danske Kokkeriet, der har én stjerne, og den trestjernede britiske The Fat Duck.

Kokkeriet oplyser, at man har kørt blindtest på gæster, der ikke kan smage, at espressoen ikke har taget mere end ti sekunder at lave. Dog skal det siges, at deres Nespresso-maskiner er af en lidt anden type, som bruger puder i stedet for end kapsler. Så det er – trods alt – ikke den samme kaffe, du får hjemme som på en Michelin-restaurant.

Ikke desto mindre gælder argumentet om det, der kan kaldes 'convenience' lige så vel i en travl restaurant, fortæller Klaus Thomsen, tidligere baristaverdensmester og medejer af risteriet Coffee Collective, der også leverer til danske toprestauranter, blandt andet til den nyeste københavnske Michelin-restaurant Kadeau – omend et helt andet produkt. »De ville i virkeligheden helst lægge

en slags eksklusivitet fra før finanskrisen.

På Hotel d'Angleterre har samtlige 90 værelser en maskine installeret.

Fra Nescafé til Nespresso Hele øvelsen for Nestlé har fra starten været at ophøje Nespresso fra den øvrige del af koncernen, som blandt andet sælger Nescafé og i øvrigt også hundemad og morgenmadsprodukter. Derfor kan man ikke købe sine originale kapsler i Føtex. Man skal ind i Nespressoboutiquen, hvor kapslerne ligger pænt stablet i nøje afstemte farver, og stewar-

FOTO: POLFOTO

energi i at servere en stempelkande med virkelig god, friskkværnet direct tradekaffe, men de gæster, der insisterer på at drikke espresso, kan så få noget, der ligner, på en nem og billig måde, snarere end at man skal investere i en stor, dyr maskine, som personalet skal undervises i at bruge.« Der ligger selvfølgelig en bevidst strategi fra Nespresso i at få sit produkt ud i fine dining-segmentet og på hotellerne, som bare tilføjer Nespresso-brandet med George Clooney som ambassadør yderligere eksklusivitet. Som interessant nok er

FOTO: POLFOTO

et er et af de mest gennemførte stykker brandingarbejde, der findes i verden. Det tør jeg godt sige. Det er gennemarbejdet ned til mindste detalje.« Brandingekspert og stifter af reklameog kommunikationsbureauet Mensch Frederik Preisler er overordentlig imponeret. På få år er det lykkedes den schweiziske koncern Nestlé at placere Nespresso-maskiner både i millioner af hjem og i nogle af verdens mest eksklusive restauranter. Godt gået af et firma, der i kaffesammenhæng mest var kendt for at producere pulverkaffe. »Det er lykkedes dem at sælge en ide om noget, der er næsten lige så godt som en rigtig espressomaskine, men uden alt besværet og til en overkommelig pris,« siger Frederik Preisler. Han har selv en Nespresso-maskine. Og det er der rigtig mange, der har. Salgstallene er i Danmark hemmelige, men branchetal viser, at der sidste år blev solgt 35.000 Nespressomaskiner i detailhandlen – dertil kommer et ikke ubetydeligt antal, som Nespresso har solgt fra sine egne butikker – eller boutiques, som de foretrækker at kalde det. Nespresso har 300 boutiques over hele verden.

Nespressos 300 »boutiques« – her på Champs-Élysées i Paris (øverst) og i Aarhus – minder mere om en modebutik end en kaffeforretning. Selv om konceptet trues af konkurrerende kaffekapsler, holder Nespresso fast i butikkerne.

43

Minder om Apple Klaus Thomsen har ikke udelt ros til Nespresso-maskinen. Faktisk synes han, at det er problematisk, at man som kunde ikke ved noget som helst om den kaffe, man får, andet end at der er 21 smagsnuancer med italienske navne som Ristretto, der i øvrigt er et udtryk, som er blevet brugt af baristaer i århundreder,

FOTO: SCANPIX

Giver tilbage til Nestlé-brandet For at ingen kan ødelægge brandet, har Nespresso selv stået for udvikling af al hardware, alt detailsalg – hvad angår kaffen og tilbehøret; maskinerne kan købes i almindelig detailhandel – og al markedsføring. Men succesen ligger ikke kun i at have kontrol over alle ender af processen fra hardware til slutbruger. Den ligger også i at turde vente på det rette øjeblik til for alvor at smøge ærmerne op. De første 13-14 år af mærkets levetid lå det nemlig et godt stykke under radaren. Siden år 2000, da den europæiske højkonjunktur

fik interessen for espresso til at eksplodere, er salget derimod steget 30 procent om året. Hvilket næppe ville have kunnet lade sig gøre, hvis ikke Nespresso havde bidt sig fast før finanskrisen. Nespresso oplyser, at de i dag omsætter i alt for over fire millarder dollars og har 8.300 ansatte. »Det, de i virkeligheden gør, er, at de ikke bare læner sig bagover, men ind over hele den sydeuropæiske kaffetradition og får samlet det meste af den op. Nu skal man lige huske, at de har lidt mere at have det i end bare hardware og marketing.

Nestlé er måske verdens største kaffeindkøber. Det skal man lige huske, hvis man siger, at de ikke ved noget om kaffe. Men de har ikke tidligere kunnet prøve at hævde, at de vidste noget om espressokaffe. Det, man sandsynligvis også har tænkt meget over i Nestlés hovedkontor, er, hvor meget Nespresso giver tilbage til Nestlé-brandet. Der er jo en symbiose i den retning. Man kunne sagtens forestille sig, at Nestlé-brandet blev hævet betragteligt på grund af Nespresso,« siger Frederik Preisler.

Der findes 21 varianter af Nespresso-kapselkaffe. Vel at mærke til privatforbrug. Derudover eksisterer der 8 varianter, som er reserveret restauranter og hoteller.

44

FOTO: SC ANPIX

desselignende yngre kvinder, der ifølge navneskiltene er 'kaffespecialister', servicerer kunden i en grad, så man ikke engang selv får lov at trække et nummer.

Man kan blive medlem af Nespressoclub'en, hvor man får nøje logaritmisk afstemte tilbud om nye smagsvarianter og i øvrigt også et medlemskort – en lille chip pakket ind i elegant læder. Man går ud med sine varer i en pose af en bestemt tykkelse, der signalerer gedigenhed og kvalitet. »Det, som vi kalder de fysiske attributter ved et produkt og et brand, er virkelig gennemarbejdet. Det er nærmest som at gå ind i en fin Davidoff-butik. Det er sådan nogle små ting, der får dig til at føle, at du får noget for pengene. Det er iscenesat til mindste detalje til et kræsent europæisk klientel,« siger Frederik Preisler.

George Clo oney er Nes pressos frontfigur.

Men kun i Europa.

Hjemme i USA stiller Clooney ikke op til kafferekla men.

og som Nespresso meget behændigt nærmest har gjort til sit eget. Klaus Thomsen mener, der skal omkring ti gram kaffe og ikke kun fem, som der er i Nespressos kapsler, til at lave en god espresso. Og så tiltror han ikke nogen som helst emballage at kunne holde på de friske smagsstoffer og aromaer i mere end maksimalt seks uger. Ikke desto mindre forstår han godt forkærligheden for Nespresso. »Det kan godt være, man ikke får den vildeste, mest eksplosive espressooplevelse, men det er til gengæld meget nemt at håndtere – kombineret med det enorme fokus på hele oplevelsen af indpakning, som minder lidt om at pakke et Appleprodukt ud.« Sammenligningen med Apple er langt fra ved siden af. Da den amerikanske gigant i sin tid lancerede iPod, var det i virkeligheden for at levere en affyringsrampe til musik købt på iTunes. Noget tilsvarende gør sig gældende med Nespresso.

Derfor har firmaet med næb og kløer kæmpet mod, at andre producenter, blandt andet Ethical Coffee Company,

BRIEF

marts ‘14

har skabt Nespresso-kompatible kapsler med deres egen kaffe. I Tyskland fastslog retten i Düsseldorf dog, at en forbruger, der køber en Nespressomaskine, selv har ret til at bestemme, hvilke kapsler vedkommende ønsker at proppe i den.

Herhjemme kan man nu købe kapsler fra for eksempel Merrild og Irma. Det får ifølge Niels Bille fra Nespresso Danmark dog ikke firmaet til at ændre strategi på nogen måde.

Han mener, at kunderne vil blive ved med at bruge de originale kapsler på grund af kvaliteten.

Værre har det i lang tid set ud i USA, hvor forbrugerne i langt højere grad drikker deres kaffe væk fra hjemmet, og hvor den ret så europæiske markedsføring ifølge Frederik Preisler er »lige lovlig subtil« til amerikanerne. I øvrigt stiller George Clooney ikke op for Nespresso i hjemlandet.

Ikke desto mindre har Nespresso netop åbnet sin femte amerikanske boutique i San Francisco. Den sjette åbner i Los Angeles senere i år. Som Frederik Preisler spår: »Jeg tror ikke, der er meget, der får dem til at ryste på hænderne og lave om på strategien, for de ved godt, at de sidder med vinderformlen.«

FOTO: SCANPIX

FOTO: SCANPIX

Der bliver til stadighed udviklet nye maskiner, som dog alle bruger det samme system. For dem alle gælder desuden, at de ligner 'rigtige' espressomaskiner.

ET KILO KAFFE: 600 KRONER Om kaffe fra Nespresso er dyr eller billig, kommer helt an på, hvordan man stiller det op. En original kaffekapsel koster typisk tre kroner. Og det er naturligvis billigt, hvis man sammenligner med en kop takeawaykaffe i byen.

Dog tegner der sig et noget andet billede, hvis man regner kiloprisen ud. Hver kapsel indeholder fem gram kaffe, hvilket givet en kilopris på 600 kroner. I sagens natur en noget højere pris, end man normalt finder i et supermarked.

ALUMINIUM OG SURE MINER

D

et er – måske ikke overraskende – langt fra alle, der er begejstrede for Nespressos fremmarch. Kaffeelskere på blogs som dearcoffeeiloveyou.com har været kritiske og nærmest ligefrem ført anti-Nespressokampagner.

Det påpeges især, at der findes lige så nemme, velsmagende og endda billigere alternativer til Nespresso, blandt andet simpelt hen at hælde kogende vand over et filter med friskristet kaffe. Afhængigt af hvor man køber kaffen, har man så også mulighed for at vide, hvor den kommer fra, og hvordan den er høstet.

En anden og måske mere alvorlig kritik går på aluminiumskapslerne, som kaffen købes i.

Hver kapsel indeholder ét gram aluminium, og med millioner af kopper kaffe verden over er der skabt et nyt affaldsproblem, hvis ikke de bliver indsamlet igen. Det koster 20 gange så meget energi at producere aluminium som at genanvende det ikke-biologisk nedbrydelige materiale.

Efter kritik har firmaet iværksat et genbrugsprogram. I Schweiz har man for eksempel et samarbejde med posten, og i de fleste butikker kan man indlevere sine kapsler til genanvendelse. Men i de fleste lande er det kun en lille del af kapslerne, der bliver genindsamlet.

I Danmark tillader miljølovgivningen ikke private genbrugsordninger for aluminium, hvorfor man skal til Malmø med sine gamle kapsler, men der arbejdes på, at Nespresso bliver det første private firma i Danmark, der får tilladelse til genanvendelse. Formentlig allerede til næste år.

Hver eneste kop Nespresso-kaffe efterlader en aluminiumskapsel. Nestlé har som målsætning at genbruge 75 procent af kapslerne, men er stadig et stykke vej fra målet.

45

UDSYN

Plads er den største mangelvare i Macao, der huser 600.000 indbyggere og 28 millioner årlige turister på tre små øer.

Skyggesiden Skyggesiden

FOTO: SHUTTERSTOCK.COM

af en vækst­historie Macao kan i 2014 glæde sig til en af verdens højeste vækstrater. Men væksten får også kontrasten i den tidligere portugisiske koloni til at stå dybere. brief har besøgt Østens og det nye Kinas Las Vegas.

AF RUNE WRIEDT LARSEN, MACAO

46

BRIEF

marts ‘14

Casino Lisboa troner over Macao-halvøen som et vartegn for kasinoerne. Hvor kasinoet står i dag, var der indtil for få år siden en fodboldbane, hvor skolebørn og foreninger solgte dekorationer og mad på det årlige velgørenhedsmarked. Markedet har måttet flytte ud til en mindre plads i Macaos udkant for at gøre plads til kasinoerne.

FOTO: SHUTTERSTOCK.COM

A

nsigtsudtrykkene er anspændte. Koncentrerede.

Frustrerede. Iblandet enkelte grin. På Wynn Macaukasinoet ser de velklædte, gamblende kinesere ikke ud til at ænse de overdådige omgivelser, men kun spillene på den grønne filt foran dem.

Lidt derfra, på Casino Lisboa, er klientellet et andet. Dealerne i hvide skjorter og sorte veste er omgivet af gamblere i udslidte vinterjakker i et cirkelrundt rum, der minder lidt om en balsal. En stille baggrundsviolin blander sig med lyden af flippende chips og jubelbrølet fra et spil yatzy.Ved indgangen er en butik med

skinnende ure og smykker, hvor heldige vindere kan omsætte gevinsten med det samme. Det samme kan de i shoppingcenteret ved bagudgangen, hvor unge kvinder går paradegang i høje hæle og nedringede festkjoler foran en kødrand af vindende, gamblende mænd med indforståede smil og armene over kors.

Stedet ser ikke ud til at have forandret sig synderligt, siden kasinoet åbnede som det første i 70'erne i den dengang portugisiske koloni.

Men siden Macao-halvøen og områdets to øvrige øer blev givet tilbage til kineserne i 1999, er flere kasinoer kommet til. 33 kasinoer er nu fordelt på Macaos

knap 30 kvadratkilometer. Macaos kasinoer her ved Kinas kyst 60 kilometer fra Hongkong er for alvor skudt op de sidste ti år og rager nu op over Macao-halvøen som lyskæmper, der sender et væld af lys ned over gaderne med de skinnende facader fra banker og luksusbutikker og i de blanke, hvide fortov.

Hvert år tiltrækker det millioner af fastlandskinesere. Mens gambling har været tilladt i Macao siden 1850, er det fortsat forbudt i Fastlandskina, og det har skabt nogle af de højeste vækstrater i verden, der i brølende tempo er i gang med at forvandle Macao. 14 procent forventes økonomien at vokse i år. For otte år siden

47

MACAOS HURTIGE STIGNING SOM VERDENS KASINOHOVEDSTAD 50 milliarder $

Macaos kasinoomsætning Las Vegas' kasinoomsætning

40 30 20 10 0

2009

2010

2011

2012

2013

Kilde: University of Nevada, Gaming Inspection & Coordination Bureau

Hongkong

MACAO • Macao ligger ved Kinas sydlige kyst, lige ved siden af Hongkong. Det er ikke bare Asiens gamblingcentrum, men verdens: Macaos spilomsætning er nu syv gange større end Las Vegas'.

• Macao var indtil 1999 en portugisisk koloni, men er nu den ene af to specielle administrative regioner i Kina.

Ligesom den anden – Hongkong – har Macau en grad af selvstyre med et begrænset demokrati.

• Mens kasinoer er forbudte i Kina, har de længe været tilladte i Macao, der begyndte at tiltrække gamblere fra Hongkong i 70'erne. Efter overdragelsen til Kina i 1999 og en liberalisering af spilindustrien i 2002 er antallet af kasinoer eksploderet. Macao har sin egen møntfod – pataca – men al gambling foregår i Hongkong dollars.

48

Gamblere i The Venetian Macao, der er modelleret efter kasinoet The Venetian i Las Vegas – men er langt større.

FOTO: SCANPIX/AFP/PHILIPPE LOPEZ

var Macaos spilomsætning på størrelse med Las Vegas'. Ifølge investeringsbanken Union Gaming Group er Las Vegas i dag en miniaturemodel af Macao i størrelse 1:7.

Macao kan aflæses som et mikrokosmos af et globalt magtskifte, fra vest til øst.

Mens mange vestlige økonomier står stille, skaber Kina nye superrige og en hastigt fremvoksende middelklasse, der pludselig har fået penge at rejse for. Og for millioner er det mest nærliggende rejsemål lige her under 100 kilometer fra millionbyer som Guangzhou (Canton), Shenzhen og Hongkong.

Men nede mellem de nybyggede højhuse mærker man, at også lysende kasino-

Jeg tjener meget mere nu. Det er derfor, jeg har råd til at rejse til Macao.

Zhu Ming, turist fra Yunnan-provinsen.

BRIEF

marts ‘14

er har en skyggeside. Unge i Macao har ikke længere råd til et sted at bo med de eksploderende boligpriser. De inflationsramte fødevarepriser er et problem for de fattigste. Og selv om de 28 millioner årlige besøgende lægger enorme summer i Macao, oplever de 600.000 Macao-kinesere også, hvordan deres land hastigt bliver overtaget af de besøgende fra fastlandet.

Den nye middelklasse Mellem lysene og designerbutikkerne står Zhu Ming, en erhvervsdrivende fra Yunnan-provinsen i Kina, sammen med resten af familien Zhu – fem i alt. Han er høj, stylet, nyklippet og smiler let, mens han taler. Familien er i Macao for at gamble, fortæller han. »Yunnan er relativt meget længere tilbage, når vi taler om vækst. Og så er det smart også at kunne klare shoppingen i Macao,« siger han. Zhu Ming og hans familie er en del af den stadigt større gruppe af fastlandskinesere, der med Kinas økonomiske udvikling har fået råd til at komme til Asiens kasinocentrum, der er proppet med luksusbutikker. »Jeg tjener meget mere nu. Det er derfor, jeg har råd til at rejse til Macao,« siger han og fortæller, at han siden 2005 har været i Macao fire-fem gange om året.

Macao har længe været de superriges legeplads med lukkede VIP-rum uden adgang for offentligheden. Til højre for kasinoet Grand Lisboas mægtige indgangsparti er en uanseelig gylden dør. Kun et lille guldskilt afslører, at der kun er adgang for VIP-spillere. Det er VIP-rum som det bag døren, hvor de nyrige spiller for millioner, og der kun bliver stillet få spørgsmål om pengenes oprindelse, der længe har drevet væksten i Macao – men kasinoerne begynder i stigende grad at rette opmærksomheden mod den voksende gruppe af middelklassegamblere med mindre budget. »Kineserne er fødte gamblere,« siger Carlos Siu, en forsker i spilindustrien på Macao Polytechnic Institute. »Mange er blevet en del af middelklassen og har opsparet en grad af rigdom.

De her folk holder meget af at rejse og vælger muligvis Macao, fordi det ligger bekvemt inden for få timers flyvning.« Endnu er det kun i en tredjedel af de kinesiske byer, at man har tilladelse til at rejse til Macao, der først blev åbnet for beboerne i Beijing, Shanghai og andre af Kinas mest veludviklede byer. Men nu begynder også byer, der endnu ikke er kommet så langt i den økonomiske ud-

vikling, at få adgang, fortæller Carlos Siu. De besøgende er vant til de mange fødevareskandaler på fastlandet, og det begynder at kunne mærkes på forbruget i det velregulerede Macao. »Ud over gambling er Macao et sted, hvor de kan føle sig trygge ved at købe kvalitetsfødevarer og medicin. For få år siden, da Macao først blev liberaliseret til de rigeste byer, købte folk luksusgenstande som ure og smykker – nu, hvor mindre udviklede byer bliver inkluderet, bruger folk mange flere penge på daglige fornødenheder,« siger Carlos Siu. Han forventer, at væksten fortsætter, mens Macao langsomt åbnes for de resterende to tredjedele af Kina.

Store kulturforskelle Carlos Siu møder brief på øen Taipa, der er en del af Macao og forbundet til Macao-halvøen med broer, for der er ikke plads til at foretage interviewet i hovedkontoret på halvøen. Plads er den største mangelvare i det lille område, hvor flere store kasinobyggerier allerede er i gang – otte nye kasinoer er under opførelse. »Det helt store problem er, at vi ikke har nok land. Macao er et meget lille sted uden ressourcer, og hele vores import er afhængig af Fastlandskina, så priserne stiger kun. I arbejderklassen er livet ikke nemt. Der er et krav i befolkningen om, at regeringen hjælper arbejderklassen, særligt dem uden lejligheder,« siger Carlos Siu. Macaos regering opkræver 39 procent af spilomsætningen – penge, der går til at holde indkomstskatten på et næsten ikke-eksisterende niveau – til investeringer i infrastruktur til at klare de mange nye biler, folk har fået råd til,

og til kontante udbetalinger til de grupper, der ikke har vundet på væksten.

Mens han viser rundt på Macao Polytechnic Institute, fortæller han om, hvordan instituttet oprettede en offentlig bacheloruddannelse som dealer for at uddanne arbejdsløse for ti år siden, dengang økonomien var dårlig. Siden Macaos gambling-takeoff er det blevet en af landets populære uddannelser.

Han viser ind ad en dobbeltdør og præsenterer os for instituttets uddannelsesleder, Peter Tcheong, der står for uddannelsen af de mange unge fra både Macao og Kina, der som færdiguddannede sikrer sig jobs med udsigt til pæne lønforhøjelser på byens kasinoer. »Det, man skal kunne som dealer, er ikke raketvidenskab,« siger han, mens han står ved et kasinobord med rødt filt. Han drejer emnet over på de kulturforskelle, der skaber stigende spændinger mellem Macao-kineserne og fastlandskineserne, på samme måde som det gør det i Macaos nabo, Hongkong. »Dealerjobbet er meget nemt at lære, så længe man øver sig, så uddannelsen handler også om at lære dem attitude,« siger han. »De kommer fra Kina, der har en anden kultur.

Deres standard er ikke vores standard. De er nødt til at følge vores kultur, hvis de vil arbejde i Macao.« Jeg spørger, om han kan forklare forskellen på de to kulturer. »Forskellen?« udbryder han. »Der er mange forskelle. Der er toilethygiejnen – de tror, den er meget god, men som vi ser det, lever den ikke op til standarden. De tror, det er meget normalt at være meget højrøstet, men vi synes, de er meget irriterende. De gør mange ting forkert.Vi lærer dem basal etikette.Vi

Dealerjobbet er meget nemt at lære, så længe man øver sig, så uddannelsen handler også om at lære dem attitude.

Carlos Siu (t.v.) og Peter Tcheong, Macao Polytechnic Institute.

49

vil lære dem at gøre tingene efter vores standard.« Den kinesiske invasion Men selv om Peter Tcheong arbejder på at omvende fastlandskineserne til Macao, mærker resten af Macao, hvordan de 28 millioner årlige besøgende – hvoraf størstedelen er fastlandskinesere – i stedet er i gang med at omvende Macao.

Når man går ind i Wynn Macau, ned ad de røde gulvtæpper og forbi vagten i rød jakke, ned mod de kæmpe lysekroner og tjenerne, der stille siver rundt med drinks, så passerer man også skilte, der udtrykkeligt forbyder rygning. På den anden side af dem sidder bedreklædte kinesere storpulsende ved gamblingbordene. Macao fik sidste år en rygelov efter pres for et totalt rygeforbud fra de mange kasinoansatte, men kasinoejerne har stor indflydelse i Macaos parlament og stillede sig på deres rygetrængende kunders side.

Kompromiset blev en lov om, at der skal være røgfrie zoner på alle kasinoer – som ikke bliver overholdt. »Jeg har ikke lyst til at arbejde for kasinoerne. Selv om lønningerne er højere der, så er det ikke godt for helbredet,« siger Chavez In tidligere på dagen i en anden del af Macao. Et andet Macao: Han er en 25-årig mand i sorte cowboybukser og en tynd, militærgrøn vinterjakke, han er arbejdsløs, og han har stadig ikke råd til andet end at bo hos sine forældre. »Det er et stort problem, at tilrejsende fastlandskinesere tager jobbene. Jeg synes, at de er frastødende, for de er meget uhøflige. Det føles, som om de invaderer os,« siger Chavez In om de 130.000 udenlandske arbejdere, der er i Macao.

Han sidder på en stenbænk på Iao

Han, en plads med konverserende ældre og sjippende børn, med hække og træer og lysende kinesiske lamper, der som resten af Macao ser ud, som er alt placeret af en klinisk landskabsarkitekt. Men omkring pladsen tårner tolvetagers bygninger sig op. Det er Macaos sociale, billige boliger med brunlige facader og udækkede, skarpe lyspærer, der skinner ud fra de smalle lejligheder.

Med de himmelstigende boligpriser har Chavez In som mange andre ikke råd til at købe et sted at bo. Det er et problem, forklarer han, i en kultur, hvor en ejerbolig ofte er et krav for at blive gift. »Det er okay at bo med min familie, men det ser ud, som om jeg stadig er afhængig af mine forældre. Jeg ville foretrække at bo med min kommende kone, men i dag har folk ikke råd til at købe et sted at bo,« siger han.

Klong Kai Leng, som sidder lidt derfra, oplever også boligproblemet. Han er en tidligere gadehandler, der solgte grøntsager, men er nu pensioneret. Han har gråsprængt hår og er i nydelig, ternet skjorte. »Min ældste søn læser på universitetet, og min anden søn går i gymnasiet. Men vi bor i en etværelses lejlighed. Hver morgen er vi nødt til at pakke sengene væk for at få plads,« siger han. Turisternes ekstravagante pengeforbrug på byens kasinoer står som en kontrast til hans eget liv. »Jeg er ikke sikker på, hvor alle de penge kommer fra,« siger Klong Kai Leng. »Jeg er overrasket over, at folk kan bruge så meget på spil. Nogle bruger 100.000 Hongkong dollars bare på en aften. Jeg er chokeret. Men jeg ved, at det er sandt, for jeg har set det med mine egne øjne.« Selv lever han af en pension på en tiendedel af det beløb, men det er ikke læn-

gere nok. Fødevarepriserne er steget voldsomt, efter at gamblerne begyndte at komme til Macao. »På grund af inflationen er pensionen ikke nok til, at jeg kan forsørge min familie. Kasinoejerne tjener meget, men de giver ikke noget tilbage til samfundet. De giver aldrig ris eller anden mad til offentligheden,« siger Klong Kai Leng, mens hans pegefinger slår gennem luften. »Livet er blevet værre, efter at kasinoerne åbnede.«

Macaos mindre­ bemidlede indbyggere bor i trange lejligheder som på billedet tæt ved byens centrum.

FOTO: SCANPIX/MADS NISSEN

50

Jeg har ikke lyst til at arbejde for kasinoerne.

Selv om lønningerne er højere der, så er det ikke godt for helbredet.

Jeg er ikke sikker på, hvor alle de penge kommer fra. Jeg er overrasket over, at folk kan bruge så meget på spil. Livet er blevet værre, efter kasinoerne åbnede.

Chavez In, arbejdsløs og indfødt Macao-kineser.

Klong Kai Leng, pensionist og indfødt Macao-kineser.

BRIEF

marts ‘14

Macaos vækst er kun lige startet Spillegale kinesere har allerede skabt høje vækstrater i Macao, men det virkelige potentiale udfoldes, når Macao i de kommende år satser på bredere turisme. »Vi er kun ved at varme op,« siger en amerikansk spilanalytiker i Macao.

AF RUNE WRIEDT LARSEN

The Venetian Macao er verdens største kasino og en af verdens største bygninger.

»Hvis Macao var en fodboldkamp, ville jeg have sagt, at vi var i første halvleg, da jeg kom hertil for tre år siden. I dag vil jeg sige, at kampen ikke engang er i gang – vi er kun ved at varme op,« siger han.

Han presser interviewet med brief ind på en søndag i sit private hjem på 44. etage på øen Taipa. Lejelejligheden – han har ikke råd til at købe den med Macaos opskruede boligpriser – er i to etager, hvidmalet og minimalistisk indrettet. Store vinduer og en altan giver udsigt over den solbadede by, kasinoerne, havnen og

FOTO: SHUTTERSTOCK.COM

S

elv om Macaos gamblingindustri allerede har oplevet rivende vækst og på kun otte år er vokset fra Las Vegas-størrelse til at være syv gange så stor, er Macao endnu kun ved begyndelsen af sin udvikling.

Det vurderer Grant Govertsen, en amerikansk investment banker med norske rødder, der med ti års erfaring fra Wall Street nu har base i Macao. Han er partner i investeringsbanken Union Gaming Group og en ofte brugt analytiker af medier som Bloomberg og Businessweek.

bjergene, der er indhyllet i tåge. Han går ud på altanen og peger ned på en stor, gylden, kantet bygning i byen under os. »The Venetian alene omsætter for 4,2 milliarder amerikanske dollars om året og har et overskud på 1,5 milliarder. Det er fem gange mere end noget kasino i Vegas,« siger han.

Mens 60 procent af omsætningen i Las Vegas kommer fra underholdning og kun 40 procent fra spil, handler Macao stadig næsten udelukkende om gambling. 90 procent af omsætningen bliver lagt i kasinoerne, men mere familievenlig underholdning er nu under opførelse, og det giver potentiale, mener Grant Govertsen. »Når jeg tager til et turistområde i Kina, er jeg næsten altid overrasket over kvaliteten af turistattraktionerne. Alligevel er der enorm efterspørgsel, de her steder er proppede. Kineserne vil underholdes, og de vil deltage i det vestlige koncept med at tage på ferie. De ved ikke engang, hvad de går glip af i Macao, for Macao er så meget bedre, end hvad de nogensinde før har set i deres liv,« siger Grant Govertsen. Han vurderer, at de kommende turistattraktioner kan tiltrække millioner af nye besøgende fra Kina, når de står færdige. »Imens træder Las Vegas vande. Hvis det ikke var for asiatiske VIP-gamblere, ville omsætningen i Las Vegas faktisk være faldet. Jeg har boet her tre år nu og har ingen intention om at rejse tilbage. Specielt når man overvejer alternativet: at rejse tilbage til Las Vegas. Det er bare ikke særligt interessant for tiden. Markedet vokser dårligt nok – mens markederne i Macao og i Asien er ubegribeligt dynamiske.«

The Venetian alene omsætter for fem gange mere end noget kasino i Vegas.

Grant Govertsen, amerikansk investment banker med bopæl i Macao.

51

TEKST MICHAEL RACHLIN

debrief

NIELS BRUNSE ER EN AF DANMARKS FØRENDE OVERSÆTTERE OG ER I GANG MED AT OVERSÆTTE SAMTLIGE SHAKESPEARES VÆRKER. HVAD HAR DEN 450-ÅRIGE AT SIGE OS I 2014?

»At være eller ikke at være.

Sådan er det.« vender han tilbage til problemstillingen om, hvorvidt det er værd at leve eller ej. Og det er sådan, det er. Det er et problem, man ikke kommer uden om.

Men question er da et spørgsmål.

Eller hvad?

Jo, men under det ligger det latinske quaestio, som er den problemstilling, man konstruerede som et udgangspunkt for en filosofisk diskussion. Men det kan selvfølgelig også betyde et spørgsmål. Og det er jo typisk Shakespeare, at tingene kan betyde flere ting.

debrief: Niels Brunse er forfatter og oversætter. Har oversat over 200 værker fra engelsk, tysk og russisk. Fik Modersmål-Prisen for to år siden.

Flere af Shakespeares citater er så kendte, at de indgår i hverdagssproget. Kan du pille ved de udtryk, når du laver oversættelser?

Ja. Og det er med vilje. Der er udtryk, der er så kendte, at man godt kan vise, at der er en anden fortolkning. Det mest åbenlyse eksempel er fra Hamlet med »To be, or not to be, that is the question«. Det er ofte blevet oversat til »At være eller ikke at være. Det er sagen.« Jeg har oversat det til »At være eller ikke at være. Sådan er det«.

Hver gang det teaterstykke bliver spillet i min oversættelse, får jeg vrede opringninger og mails fra folk, der ikke synes, det giver mening. Men det gør det. Der ligger den fortolkning bag, at Hamlet har grublet over de her sager i lang tid. Og hver gang

Hvad lægger du mærke til, når du arbejder med hele Shakespeares værk samlet?

Det er lidt overraskende, hvordan han har arbejdet konstant med tingene gennem årene. Det var ikke sådan, at der var en periode, hvor han skrev komedier, og så blev han dybt bedrøvet og skrev tragedier.

Det er heller ikke sådan, at han skrev nogle ungdomsværker i starten. Lige fra starten skrev han meget vellykkede stykker.

Hvad fortæller det dig?

Det siger mig, at han udpræget har været en praktisk teatermand. Han skrev sine stykker, for at hans trup skulle have noget at spille. Han har ikke været et ensomt geni, der sad alene og modtog inspiration fra oven. Han har brugt sit håndværk. Men undervejs fandt han ud af noget om sine figurer, fordi han var en helt exceptionel forfatter.

Download hele interviewet som podcast på nordeaprivatebanking.dk/brief

Er der en fare for, at vi misforstår Shakespeare, når vi læser ham så mange år efter?

Ja, den største faldgrube er nok at tro, at Shakespeare mener et eller andet. Det aner vi intet om. Hans personer mener noget. Men selv personerne er jo filtreret gennem en hel masse historie og baggrund. Vi kan i vore dage ikke læse Købmanden i Venedig uden at læse Hitler og antisemitisme ind i det. Og her skal man huske, at 'jøden' på daværende tidspunkt var en komisk figur på scenen. Den finder man også i Holberg. Men Shakespeare peger jo netop på den menneskelige side i denne her figur og viser, at han er et menneske med en berettiget vrede. Det er det spændende ved Shakespeare, at han kan det.

Er det baggrunden for, at Shakespeare stadig siger os noget i dag?

Ja. Det, man hele tiden vender tilbage til med Shakespeare, er det menneskelige.

Der var en kendt litteraturkritiker, der sagde, at Shakespeare 'opfandt det menneskelige'. Det er nok i overkanten, men det er meget fremtrædende. For eksempel kan man spille Hamlet på 100 forskellige måder. I Østeuropa under kommunismen blev det ofte spillet som et stykke om et totalitært samfund, en politistat. Og dermed et politisk drama. Men i vore dage, hvor det måske ikke er helt så aktuelt, kan man lægge den side væk. Og tilbage står konflikterne mellem mennesker. Dem kan man altid bruge til noget.