brief 16

Arbejde og identitet Spejlbilledet og visitkortet s. 6 Mennesket bag eksperten Tre Nordea-profiler s. 26

NORDEA PRIVATE BANKING MAGAZINE

juni 2014

Argentinas skatkammer Her er Europas arvesølv s. 42

16 NR.

Alpha Centauri Bb

Afstanden fra Solen til Jorden er 1 ae (astronomisk enhed)

DU ER HER

Afstanden fra Jorden til rumsonden Voyager 1 er 127 ae (astronomiske enheder)

2

BRIEF

juni ‘14

De andres liv

Jagten på liv i rummet har altid optaget mennesket. Vi ved, der er indicier for liv på andre planeter i solsystemet. Men forskerne kigger også endnu længere væk. Hvad betyder det for vores verdensbillede, hvis der er liv på den nærmeste exoplanet, 4,23 lysår herfra?

Kom med til Alpha Centauri Bb

Rumsonden Voyager 1 blev sendt ud i rummet 1977 og forlod først vores solsystem i august 2012. Voyager 1 er det første menneskeskabte objekt, der befinder sig i interstellart rum.

Den nærmeste kendte planet uden for vores solsystem, en såkaldt exoplanet, hedder Alpha Centauri Bb og er afbilledet på forsiden.

Alpha Centauri Bb er 4,23 lysår væk – eller 267.504.042 ae (astronomiske enheder).

Læs historien om rejsen mod det ukendte helt omme på side 47.

3

NR

Indhold

FOTO TOM WHITE

16

Verdens fremtid ligger i Asien og midt i den sidder Jørgen Ørstrøm Møller. brief møder den tidligere departementschef i Udenrigsministeriet på Singapore Management University, hvor han i dag er professor.

s.6 For en nordbo er

Forhenværende

arbejdet alt. Hvad så bagefter?

UDSYN

FRIRUM

s.14

Brugte værdier

Verdens dyreste vinylplade er blevet solgt for 290.500 dollars

s.34 Gå i telefonbanken 24/7/365

INDSIGT ATTITUDE

s.37 stemme Asiens

Interview med Jørgen Ørstrøm Møller

4

01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52

Tema / Arbejde & identitet

Samlere / Design. Lp’er.

Sneakers.

Service / På dansk

*

**

***

Nordeas ansigter

Ørkenfortet

Brug telefonbanken

Singapore tur/retur

Argentina / Antikjagt

Exoplaneter / Rejsen mod det ukendte

debrief / Michael Booth

BRIEF

juni ‘14

KOLOFON UDGIVER:

Altid til tjeneste Service handler blandt andet om at føle sig velkommen. Normalt betragter vi danskere os selv som både gæstfrie og imødekommende. Men sammenlignet med vores europæiske naboer er vi ikke altid de bedste værter. Ifølge en rapport fra Vækstteam for Turisme (2013) er et lavt serviceniveau en af grundene til, at Danmark går glip af en betydelig vækst og milliarder af kroner i omsætning. At det blandt andet handler om noget så simpelt som respekt, kan du læse om på side 20, hvor vi også spørger, hvordan vi danskere kan blive bedre til at træne vores servicegen.

Service handler også om tilgængelighed. I Private Banking har du adgang til en række specialister inden for investering og formuerådgivning. Men de er ikke alene. I Indsigt kan du læse om nogle af de mennesker, du også kan møde i Nordea.

Fra vores specialister og eksperter i bolig, privatog nationaløkonomi til rådgiveren i telefonbanken, som sidder klar til at hjælpe dig med dine daglige bankforretninger – også uden for filialens normale åbningstid. Husk, at du kan

kontakte Nordea 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Og som kunde i Nordea Private Banking har du en direkte linje til telefonbanken via 7033 0306.

I denne udgave af brief glæder jeg mig til at læse reportagen fra Argentina, hvor antikvitetshandlerne i Buenos Aires bærer vidnesbyrd om landets glorværdige fortid. I begyndelsen af det 20. århundrede blev Argentina regnet for et af verdens rigeste lande. I dag findes væksten i Asien, og vi besøger en af de oprindelige tigerøkonomier, Singapore, som i disse år gennemgår en rivende økonomisk udvikling.

God fornøjelse med brief.

Nordea Private Banking Nicolai Eigtveds Gade 8 Postboks 0850 0900 København C

KONTAKT: brief@nordea.com

REDAKTION: Charlotte Auken (ansv.), Kristian Lund Pedersen, Thomas Engelsman, Jesper Phaff Mørck

REDAKTØRER: Michael Rachlin og Julie Bondo Gravesen, Datagraf Communications

SKRIBENTER: Tommy Heisz, Anne Mette Ehlers, Ebbe Fischer, Rune Wriedt Larsen, Christian Mohr Boisen, Rasmus Karkov, Rasmus Thirup Beck

GRAFISK DESIGN: Lars Boye Andersen og Thomas Brandstrup, Datagraf Communications

ILLUSTRATION: Shutterstock

FOTOGRAFER: Jacob Nielsen, Tobias Selnæs Markussen, Tom White, Daniel Garcia

Hans Henrik Klestrup Direktør Nordea Private Banking

SATSKORREKTUR: Borella projects

TRYK: Datagraf Communications

DET VIL JEG LÆSE:

Jeg glæder mig til at læse artiklen * Forhenværende. Den berører det para-

doks, at vi på den ene side binder det meste af vores identitet op på profession, mens vi på den anden siden godt er klar over, at det er mennesket bagved, som betyder noget.

Ole Adelkilde Leder af Frontline Support

Jeg glæder mig at læse artikel ** om samlerne. Jeg måtte for nylig

selv erkende, at jeg er blevet en samler.

Jeg har en stor passion for vinylplader/ lp’er. Det er spændende at høre, hvad der er andres drivkraft for at blive samler.

Morten Lynge Afdelingsleder, Private Banking Fyn

Artiklen om service virker *** rigtig spændende. Det er en stor del af

min hverdag at yde god service og give vores kunder gode oplevelser. Det skaber også glæde blandt mine kolleger, når vi oplever glade og tilfredse kunder.

Brian Sølvkjær Afdelingsleder, Private Banking Aalborg

Nordea Private Banking tilstræber, at oplysningerne i dette magasin er korrekte og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende.

Nordea Private Banking påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske ­dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette magasin.

Eftertryk, gengivelse eller videredistribution er kun tilladt efter forudgående aftale med Nordea Private Banking.

5

UDSYN

6

BRIEF

juni ‘14

AF TOMMY HEISZ FOTO TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN

Pension, fyring eller et markant sporskifte midt i karrieren udløser en alvorlig livskrise hos mange.

Vores arbejde hænger så tæt sammen med vores identitet, at det kan føles som at vinke farvel til hele én selv, når man forlader sit job.

FOR HEN VÆR ENDE Det er et dramatisk tab af identitet, der finder sted.

»M

ange er ved at dø af skræk, når de runder 50 år, fordi de godt kan se, hvad der er ved at ske.« Psykolog Keld Kunze siger tingene ligeud, når han skal beskrive den krise, mange mennesker gennemgår, når de skal give slip på deres arbejde og den identitet, der er koblet til det. Som 50-årig har man som regel en rum tid tilbage på arbejdsmarkedet.

Men det er på det tidspunkt, at realiteterne for alvor begynder at gå op for mange af os. Hvor vi for alvor kan mærke, at kurven bevæger sig nedad. Og det er samtidig meget svært at tale om det: »Af en eller anden grund er det stadig meget tabubelagt. Det er ikke tilladt at sige til sine omgivelser, at man er angst for det, der venter,« siger Keld Kunze, der er psykolog med mastergrad i innovation og ledelse og medejer af virksomheden Experienced Leadership Institute.

20 procent stiger opad Der findes ikke meget håndgribelig og evidensbaseret forskning i den psykologiske udvikling, vi mennesker gennemgår i vores livs efterår.

Men ifølge Keld Kunze tegner der sig et klart billede af, at skoen begynder at trykke lige omkring de 50 år. »Der er måske 20 procent, der for alvor træder ind i efter-arbejdslivet med et åbent sind og nysgerrigt åbner dette nye kapitel. Nogle kommer til at stå lidt i stampe, og for alt for mange går det bare ned ad bakke.« Ifølge Keld Kunze bliver man hårdest ramt, hvis man har skubbet det foran sig og aldrig rigtig forholdt sig til, at der ville være et efter: »Det handler meget om selvindsigt. Om at være i stand til at finde ud af, hvad man består af som menneske ud over ens arbejdsidentitet. Hvis man aldrig har gjort sig den slags dybere tanker om sit liv, før man pludselig står som pensionist, eller hvis man måske er blevet afskediget i en høj alder, så er man på spanden.« Dramatisk tab Overgangen fra at spille en hovedrolle til at være forhenværende kender Kristoffer Henriksen alt til. Som psykolog for topidrætsudøvere under Team Danmark er netop denne transition noget af det, han arbejder allermest indgående med. »Det er et dramatisk tab af identitet, der finder sted. I mange år har det været sådan, at det, man har lavet, er det første, man har fortalt om, når folk har spurgt, hvem man var. ’Jeg er roer’, eller ’Jeg er orienteringsløber,’ har man sagt. Og fra den ene dag til den anden er man bare forhenværende. Hvis man ikke forbereder sig mentalt på det, kan det udløse en voldsom krise.«

7

En elitesportsmands udfordring kan betragtes som en koncentreret udgave af det, der venter almindelige dødelige på arbejdsmarkedet. På den ene side kender sportsfolkene som regel deres egen udløbsdato, fordi den ofte er aldersbestemt. På den anden side kommer udfordringen så tidligt i livet, at de er tvunget til at genopfinde sig selv med en ny arbejdsidentitet. »Noget af det vanskeligste for mange sportsfolk er, at de må ind på en arbejdsplads, hvor de ikke kan bruge de metoder eller teknikker, som de altid har kunnet falde tilbage på. Her kan man ikke bare være superegoist, lægge det perfekte træningsprogram eller være den bedste til at æde sig selv. Det er nogle helt andre spilleregler, og der kan man lige pludselig føle sig meget ensom,« siger Kristoffer Henriksen.

Han mener, at den følelse godt kan overføres til den, topchefer eksempelvis står med, når de efter at have afrundet karrieren skal genopfinde sig selv i en blødere tilvæ-

DET SIDSTE KAPITEL BLIVER LÆNGERE Danskerne lever længere end nogensinde før. På ti år er middellevetiden steget fra 76,9 til 79,5 år. På verdensplan ligger middellevealderen på 66,6 år.

MANGE FLERE REJSER UD Der er en eksplosiv stigning i an­tal­let af danskere, der flytter til udlandet efter at have forladt arbejdsmarkedet. I 1995 var der 7.000 danskere, der modtog pension i udlandet.

I 2001 var der 21.000. I 2011 var tallet steget til 46.000.

Altså mere end en seksdobling på 25 år.

ARBEJDSLØSHED GIVER SKAM En undersøgelse fra analyseinstituttet SSI viste i 2013, at fire ud af ti føler skam over deres status som arbejdsløs.

Selv i forhold til de nærmeste venner og familien oplevede mange af de adspurgte, at de blev stigmatiseret og set skævt til.

Kilde: Keld Kunze, SSI og Ældre Sagen.

8

relse, hvor det mere handler om det sociale, og hvor der er helt andre spilleregler.

5 GODE RÅD OM DEN SVÆRE OVERGANG:

Glem livsbuen Den bedste måde, man kan forberede sig til den svære overgang på, er at lære sig selv bedre at kende. For eksempel ved at begynde at dyrke andre sider af sig selv, længe før man skal forlade arbejdsmarkedet. Keld Kunze lægger op til et opgør med den livsbue, de fleste af os ser for os, når vi mærker alderen trykke.

Vi kender forløbet, og vi kender det næsten for godt: I de unge år gennemgår vi en markant psykologisk udvikling, og i voksenlivet kommer der så det her lange, mere stabile stræk, hvor der stilles mange krav til os udefra.Vi skal bevise os selv på jobbet, stifte familie og så videre, og vi er måske mindre optagede af at udforske vores eget sind.Vi hænger bare i. Så kommer det sidste kapitel, hvor kurven går stille og roligt nedad, indtil vi dør. »Den kurve styrer alt for meget, for det forventes næsten af os, at vi skal begynde at bekræfte hinanden i, at vi er ved at blive gamle, og at vi derfor ikke længere kan ret meget,« siger Keld Kunze.

I 2012 udkom bogen Efter arbejdslivet, der bygger på psykologer og sociologers interviews med en lang række ældre danskere. En af konklusionerne i den bog er, at der er basis for et opgør med livsbuen, der kun går én vej det sidste lange stykke, nemlig nedad. Selvfølgelig sker der et fysisk forfald, når vi bliver ældre, men på det mentale plan er der nye døre, der åbner sig mod slutningen af livet.

Det tyder på, at psyken forandrer sig i en retning, der rummer mulighed for anderledes udfordringer og oplevelser. For eksempel bliver man mindre bange, og man oplever en større samhørighed med andre mennesker. Ifølge Keld Kunze er der først og fremmest en stor frihed forbundet med det at blive ældre. »Det hamsterhjul, der har holdt os fanget en stor del af vores voksenliv, har vi muligheden for at bevæge os væk fra, når vi bliver ældre. Og genfinde den frihed, vi havde som børn. Japanerne har fat i den lange ende. I stedet for at tegne en kurve, der går nedad til sidst, siger de: Livet både begynder og slutter med frihed.«

TAL OM DET Når overgangen fra nuværende til forhenværende slår så hårdt, handler det for mange om, at de ikke har fået talt med nogen om det. Angsten har måske været der længe, men der har ikke været et rum at udtrykke den i. Du kan bruge venner og familie, eller du kan vælge at besøge en professionel, der kan hjælpe dig videre til næste kapitel.

SKRIV EN NY FORTÆLLING Der findes mange måder at udtrykke sig på og markere sig på som menneske. Måske er det på tide, at du begynder at arbejde i træ eller skrive digte, eller hvad du nu længe har drømt om at gøre mere ved.

Men husk på, at en krydsogtværs ikke kan gøre det. Det handler ikke om at slå tiden ihjel, men om at have et spændende og indholdsrigt livsprojekt.

HOLD DIG SKARP Det fysiske forfald, der sker i livets efterår, kan vi ikke løbe fra. Men måske er det alligevel meget klogt at løbe. I hvert fald kan vanskelige psykologiske udfordringer blive meget nemmere at overskue, hvis man er i fin form. Og måske er det ligefrem åbningen til en ny fritidsinteresse.

FÅ RO PÅ ØKONOMIEN Pensionisttilværelsen er ikke længere bare en kort udfasning, før det hele er forbi. Vi lever længere end før, og der skal økonomi til. Derfor er det vigtigt, at du i god tid før din pension forholder dig til, hvordan det hele skal hænge sammen på den anden side. Økonomisk usikkerhed er kun med til at forstærke det psykiske pres, som du måske vil mærke.

OVERVEJ AT BLIVE VED LIDT ENDNU Det er ikke nogen naturlov, at man skal slippe sit arbejde, når man kommer i midten af 60’erne. Flere og flere foretager sig noget, som de sagtens kan blive ved med i et eller andet omfang, også uden for det etablerede arbejdsmarked. Og hvorfor egentlig ikke blive ved med at lave sig det, man holder mest af?

BRIEF

juni ‘14

Jeg arbejder, altså er jeg Den tid er forbi, hvor en gravsten afslørede, hvilken profession den afdøde engang havde. Men arbejdet er stadig en central identitets­markør.

Faktisk er arbejde og identitet smeltet totalt sammen i dag.

GROSSERER ERIK ANDERSEN står der på en gravsten.Versalerne er mejslet ind i den massive granitblok. Født i 1886, død i 1932.

For vores forfædre var det helt normalt at få sit erhverv foreviget i gravskriften, når man skulle herfra. I hvert fald hvis man havde været noget, der var værd at berette om. Grosserer Andersen er langt fra alene. En gåtur på kirkegården viser, at en lang række af hans samtidige fik gjort det samme. Det kunne få én til at tro, at det nok var, fordi de knyttede deres identitet mere til deres arbejde dengang.

Men sådan forholder det sig ikke: »Dengang var det et klart socialt pejlemærke til omverdenen at skrive, hvad man havde lavet. I den gamle verden var der en tydelig rangorden, som man beregnede sig selv og andre ud fra,« fortæller Einar Baldvin Baldursson, psykolog og lektor i arbejds- og organisationspsykologi på Aalborg Universitet.

Når der blev skrevet ’grosserer’ på stenen, var det altså, fordi det var den mest effektive måde at fortælle omverdenen på, hvem han var. Få i lokalområdet ville vide, hvem han var, hvis der bare stod Andersen. Hans fornavn ville heller ikke hjælpe, for det var der kun få, der kendte. Til gengæld vidste alle, hvem grossereren var.

En ubrydelig trekant I dag ville de færreste nok overveje at få titel på deres gravsten. Og den ville heller ikke gøre megen praktisk nytte. Men på en måde ville signalet faktisk give endnu mere mening i 2014, end det gjorde i 1932.Vi lader nemlig mere end nogensinde før vores identitet smelte sammen med vores arbejde. Hvor grosserer Andersen også var noget i kraft af sin slægt, sine relationer i landsbysamfundet eller sit forhold til kirken, hviler vores identitet i dag stort set kun på ét ben. Psykologer og filosoffer peger samstemmende på, at arbejde i 2014 er blevet vores primære identitet. »Der er sket radikale forandringer, også inden for de seneste 20-30 år. Stort set ingen er medlem af politiske partier, græsrodsbevægelserne er væk, og kun få er medlemmer af foreninger i lokalområdet. Det var ellers førhen

de steder, man opbyggede sin identitet ved siden af arbejdslivet,« siger Einar Baldvin Baldursson.

Måske er det derfor, danskerne er så begejstrede for at arbejde. For det er vi nemlig ifølge en undersøgelse foretaget af YouGov i 2013. Her erklærede hele 70 procent af danskerne, at de sætter så stor pris på at arbejde, at de ville vælge at gøre det, selv om de ikke havde brug for pengene. Flere andre undersøgelser har peget i samme retning. I 2005 gjorde en international undersøgelse endda danskerne til uofficielle verdensmestre i disciplinen arbejdsiver.

Vi er vores arbejde. Og det er vi, ifølge Ole Thyssen, som er filosof og professor på CBS, fordi vi har bygget en solid trekant, hvor arbejdet ikke kan undværes: »Vi bevæger os hele tiden mellem tre punkter: hjem, arbejde og konsumpaladset.

Det at være forbruger er i dag blevet en central del af vores liv, en vigtig måde at udtrykke os på. Og du kan kun forbruge, når du tjener penge. Derfor er arbejde blevet så vigtigt for os. Man kan ikke fjerne en af siderne i den trekant, hvis man vil ses af andre.« Forskel på nord og syd Danskerne er ikke kun verdensmestre i arbejdsiver, men også i lykkefølelse, hvis man skal tro adskillige undersøgelser. Men udfaldene af de undersøgelser hænger også tæt sammen med vores nære forhold til jobbet, mener Ole Thyssen: »Hvis du spørger en italiener, om han er lykkelig, så vil han som det første tænke på de nære relationer. Familien, vennerne og den slags. En dansker vil som det første tænke på sin karriere.«

I dag er arbejdsfri blevet til arbejdsløs. Menneskets værdighed er identisk med det, at vi laver noget.

9

1510’ERNE: Reformationen fører til grundlæggelsen af den protestantiske kirke og herunder et ændret syn på menneskets forhold til arbejde. »Arbejde er et kald,« skriver Luther.

1670’ERNE: Den engelske filosof John Locke hævder, at al økonomisk værdi i virkeligheden bygger på arbejde.

Ting, det er meget arbejdskrævende at fremstille, for eksempel et ur, er derfor mere værd end ting, som ikke er særligt arbejdskrævende, for eksempel et brød.

Dermed bliver selve arbejdet, og det at man arbejder, til noget værdifuldt, ikke kun i åndelig, men også i økonomisk forstand.

1830’ERNE: Den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel skriver, at arbejdet er civiliserende. Det, der adskiller os fra dyrene.

1890’ERNE: Den industrielle revolution vender op og ned på forholdet mellem mand og arbejde. Maskinerne vinder frem, og menneskets rolle bliver mindre.

1920’ERNE: Fagforeningerne vinder for alvor frem. Arbejderne bliver organiseret og definerer i stigende grad sig selv som arbejdere.

1960’ERNE: Kvinderne kommer for alvor ud på arbejdsmarkedet. Det leder indirekte hen til den institutionalisering og udlicitering af kernefamilien, som igen styrker sammenhængen mellem arbejde og identitet.

1990’ERNE: Det senmoderne samfund forvandler sig til et globalt service- og vidensamfund. Mange flere kommer til at arbejde med eksempelvis viden, innovation, markedsføring, design og oplevelser. Arbejdet kan nu for alvor bruges til selvrealisering. Det bliver den komplette fortælling om os selv.

Kilde: Den Store Danske og Wikipedia.

10

Groft generaliseret er der stor forskel på, hvordan folk i Nordeuropa og Sydeuropa ser på deres arbejde. En kulturforskel, der trækker tråde mange hundrede år tilbage i tiden. »I dit ansigts sved skal du spise dit brød …« Med de ord jog Gud Adam væk fra Paradiset som en straf for hans synd. Hårdt arbejde var altså, ifølge Biblen, en forbandelse, der var blevet kastet ned over menneskeheden som en straf. Og sådan så man på det langt op gennem historien.

Men der skete noget efter den tyske munk, reformator og teolog Martin Luther.

I 1500-tallet oversatte han Biblen og gav ordlyden omkring det at arbejde en måske afgørende drejning. I den oprindelige tekst havde der stået, at »mennesket var kaldet til at arbejde«, mens Luther fik formuleret det sådan, at »arbejdet er et kald«.

I løbet af 1600-tallet blev det mere almindeligt at udtrykke sig gennem sit arbejde. At bruge arbejdet som en form for personlig dannelse. Når smeden formede sværdet ved essen, formede han også fortællingen om sig selv. Man var det, man kunne.

Men synet på selve det at arbejde blev, iføl-

For en italiener betyder slægten og den nære familie meget for, hvem han er som menneske.

Begge dele har vi i Danmark degraderet til at være af meget mindre betydning. ge Einar Baldvin Baldursson, splittet i to dele i Europa for 500 år siden. »I de katolske lande har man holdt meget mere fast i den opfattelse, at arbejdet i sig selv ikke er nogen dyd, men en lidelse.

Det betyder ikke, at de ikke vil arbejde. De vil meget gerne have et job, men det betyder mindre for dem, hvad jobbet er. De higer også efter succes, men den succes forsøger de i langt højere grad at opnå andre steder end på arbejdet.« Ole Thyssen mener endda, at den forskel er blevet forstærket, i takt med at de nord-

europæiske lande klamrer sig mere og mere til arbejdet som identitetsbærer: »For en italiener betyder slægten og den nære familie meget for, hvem han er som menneske. Begge dele har vi i Danmark degraderet til at være af meget mindre betydning. Slægten fylder i dag næsten ingenting i vores bevidsthed. Det gør vores nære familie, men vi tilbringer alt for få timer sammen med dem, til at vi med rette kan påstå, at det er det, der former os som mennesker.

Vi har udliciteret en meget stor del af samværet med vores børn, fordi vi skal have tid til … at arbejde. Det siger det hele.« Ude af klubben Frygten for eksklusion er formentlig også en af de afgørende faktorer, når så mange danskere svarer, at de foretrækker at have et arbejde. Menneskets største frygt har alle dage været at blive ignoreret af sine omgivelser, at blive udstødt. Og det er lige præcis det, der ofte sker, når man mister sit arbejde eller går på pension, forklarer Ole Thyssen: »Når man ikke har noget arbejde, kvalificerer man sig ikke til at være en del af samfundet. Jeg læste i avisen en historie om en mand, der havde valgt at skrue sit forbrug helt ned og flytte ud i skoven for at klare sig for næsten ingenting. Set i et globalt miljøperspektiv gør den mand muligvis det eneste rigtige. Men han bliver ikke hyldet som en folkehelt. Tværtimod er reaktionerne, at han nasser på samfundet, at han ikke er med til at holde hjulene kørende. Det er måske noget af det, danskerne har sværest ved at rumme, uanset om han så er på overførselsindkomst eller ej.« Den tendens kommer til udtryk flere steder. For eksempel i vores syn på kongefamilien. I gamle dage var det en selvfølge, at adelen ikke foretog sig noget, fordi de havde privilegierne til ikke at gøre det. I dag fungerer hjemmesiden arbejderkronprinsenidag.dk som en offentlig gabestok, der skal udstille kronprins Frederiks afslappede tilværelse. I skrivende stund kan hjemmesiden oplyse, at kronprinsen i indeværende år kun har arbejdet 19 dage, hvorimod en almindelig lønmodtager har arbejdet 54 dage.

Det hele bunder ifølge Ole Thyssen i, at vi gennem historien har ophøjet arbejde til at være selve meningen med livet: »I antikken var overklassen fri, fordi den ikke behøvede at arbejde. Man kaldte det arbejdsfrihed. Og den model, hvor det at slippe for arbejde var et privilegium, holdt i rigtig mange år. Men i dag er arbejdsfri blevet til arbejdsløs. Menneskets værdighed er identisk med det, at vi laver noget.«

BRIEF

juni ‘14

»JEG VAR UDLÅNT TIL POLITIK« CASE

JAKOB AXEL NIELSEN FOTO: POLFOTO

Jakob Axel Nielsen 47 år. Ændring i identiteten i 2010.

Kendt for: Tidligere konservativ transportog energiminister samt sundhedsminister.

Jakob Axel Nielsen var på tredje år minister for sundhed og forebyggelse, da han blev fyret af sin partiformand Lene Espersen og måtte overlade ministeriet til Bertel Haarder.

AF: ANNE METTE EHLERS

Selv om jeg ser mig selv som en ganske almindelig person fra Hadsund, der er ægtefælle og far til fire, bliver jeg aldrig ham den sjove og joviale.

For andre ser et menneske, som har været minister.

»D

et er en ganske almindelig arbejdsdag. Om aftenen er jeg i TV AVISEN fra studiet i Aalborg. Da jeg kommer hjem, kører det løs om en ministerrokade på TV 2 NEWS. Jeg sætter mig i sofaen. Så ringer telefonen. Det er Lene. Samtalen bliver kort. »Vi er i gang med en rokade, og den er blevet stor. Jeg synes, du skal tilbage til gruppen.« »Det er dit valg,« svarer jeg. Med det samme træffer jeg mit. Der slutter mit politiske liv. Jeg er fuldstændig afklaret.

I befolkningen og hos pressen er opfattelsen, at er man først nået langt i politik, bliver man. Sådan var det ikke for mig. Før mit politiske liv var jeg advokat i 12 år i Aalborg. Som minister havde jeg altid følt mig som en del af erhvervslivet, der var udlånt til racen af politikere. Jævnligt spurgte jeg mig selv: »Hvornår slutter det, Jakob?«.

Jeg havde håbet, det sluttede ved et valg.

I stedet sluttede det brat. Nogle mente, at jeg havde så meget politik i blodet, at jeg kunne flyttes rundt som en ludobrik. Så var det tid til at skifte spilleplade. Jeg ville tilbage til erhvervslivet og fintune motoren, hvor værdierne skaffes, og væksten drives.

I starten var det underligt, for telefonen ringede langt mindre. Min kalender blev ved med at sige pling-pling, nu skal du det

og det. Men det skulle jeg ikke. Jeg skulle selv fylde den op. Jeg begyndte at få gang i mit netværk og holde fortrolige møder med headhuntere. Da jeg kort tid efter fik stillingen som direktør for Aleris Privathospitaler var det alligevel tungt at skrive mailen om at nedlægge mit mandat til den konservative gruppe og Folketingets præsidium. Det var som at gøre et forhold forbi.

I dag er jeg direktør i ejendomsudviklingsvirksomheden Calum. Min baggrund som forhenværende minister har givet min karriere et kæmpe skub fremad. Jeg behøver ikke at introducere mig selv. Men jeg skal være varsom med at sige noget halvt i spøg. Selv om jeg ser mig selv som en ganske almindelig person fra Hadsund, der er ægtefælle og far til fire, bliver jeg aldrig ham den sjove og joviale. For andre ser et menneske, som har været minister, og så skal du ikke pjanke. Folk vægter ordene.

Margrethe Vestager sagde engang til mig, at det er meget fornemmere at være forhenværende minister, for dem står der respekt om, mens de nuværende kan man svine til. Det er lidt rigtigt. I dag kan ingen huske, at jeg til tider blev kaldt hård og brutal, og gjorde han det godt nok? Nu åbner det bare døre.«

11

Torbjørn Sindballe 37 år. Danmarks jernmand i 10 år. Kendt for at være dobbelt verdensmester i langdistancetriatlon.

»JEG HAR LEVET TO LIV« CASE

TORBJØRN SINDBALLE FOTO: SCANPIX

Jeg har stadig den evne, at jeg brænder for det, jeg laver. Nu skal jeg få en virksomhed til at vokse.

12

T

optriatleten Torbjørn Sindballe satte personlige rekorder og følte, han var på vej tilbage mod topniveau. Men i 2009, under Wildflower Triathlon i Californien, satte en medfødt hjertefejl en stopper for sportskarrieren. »Min puls falder til 110. Armene snurrer. Tungen kramper. Jeg smider cyklen og dumper ned ved hegnet i skiftezonen.

Det føles, som om min krop er ved at dø.

Jeg tuder af angst. De næste to måneder bliver jeg undersøgt på kryds og tværs og lever i en slags vakuum. Inderst inde ved jeg godt, at der er noget galt. Beslutningen om at stoppe træffer jeg selv, 14 dage før lægerne giver mig rødt lys. Min hjerteklap er blevet mere utæt, og mit venstre hjertekammer er vokset helt ekstremt med 10 millimeter. Jeg skal trappe træningen ned, så mit hjerte kan tilpasse sig.

Når der kommer et jag, bliver jeg bange.

I de første tre-fire måneder efter fylder helbredet mest. Dør jeg? Skal jeg opereres? Så begynder jeg at tænke på, hvad jeg og min familie skal leve af.

Før havde jeg automatvilje og var immun over for smerte. Jeg kunne løbe med tæerne skåret op. Jeg gennemførte EM i 2002 med 15 store hudafskrabninger på kroppen og en blodansamling på hoften. I dag føler jeg på nogle måder, at jeg har levet to liv. Kernen er den samme. Men

hvad er en person egentlig? I sportskarrieren var jeg dedikeret 24 timer i døgnet.

Jeg skulle tjene en hel årsindtægt to gange om året. Det var et vanvittigt egoliv. Meget simpelt som et skoleskema. Stå op, svømme, cykle, løbe, hente barn, spise, sove, lidt sponsorarbejde. Jeg var 18 år i egoland.

Jeg lukkede kapitlet til sporten ved at skrive en bog. Det var en gave at gøre status. Så kom en årrække med mange bække små. Jeg var personlig træner, forfatter, konsulent, coach og foredragsholder. Jeg havde svært ved at se, hvem jeg var, og skulle forholde mig til 100 agendaer. Efter seks timers arbejde var jeg mentalt udmattet. Først nu, hvor jeg er blevet partner i virksomheden Running26 og arbejder med at udvikle mennesker og virksomheder gennem træning, føler jeg, at jeg er på plads i mig selv igen.

10 kilo er røget på. Jeg bruger aldrig min pulsmåler, som før var limet til mig. Jeg har stadig den evne, at jeg brænder for det, jeg laver. Nu skal jeg få en virksomhed til at vokse.

Jeg overvejer nogle gange, om jeg fortryder. Det er lidt dobbelt, for jeg ville ikke være den samme, hvis jeg ikke havde dyrket triatlon. Jeg brugte 18 år på at leve min drøm ud, men det var et egotrip.

Kunne jeg have brugt mine talenter bedre til glæde for samfundet? Jeg har svært ved at gøre regnestykket op.«

BRIEF

juni ‘14

H Mine børn siger, at jeg var nemmere at fange på telefonen før, da der var en fast rytme.

an var topchef for Dansk Supermarked, og det gik godt. Men efter mere end et halvt århundrede som lønmodtager takkede Erling Jensen i 2012 af og realiserede drømmen om et hus sydpå. »Her i Toscana er der blå himmel og 20 grader. Denne gang er min kone og jeg af sted sammen. Det er lidt forskelligt efter, hvad vi skal i Danmark eller Italien.

Vi har lært os italiensk og har bygget en bekendtskabskreds op, så vi har tit gæster eller er på besøg. I landsbyen er jeg bare ham danskeren oppe på bakken. Når jeg handler, elsker jeg at spørge ind til butikken, personalet, varerne og selvfølgelig prisen. Det er lige noget for en gammel købmand.

Mit liv er ikke sådan: »Her sidder jeg og nyder livet.« Mine børn siger, at jeg var nemmere at fange på telefonen før, da der var en fast rytme. Nu flyver jeg rundt, og de ved aldrig helt, hvor jeg er. Jeg har mange hobbies, som er historie, geografi, fotografering, familie, venner, rejser, mad og vin. Mest af alt kan jeg tillade mig den luksus at bruge tid. For eksempel på at reparere en ting eller lave mad, som jeg ikke havde gjort i 30-40 år. Det er ikke bare at hælde noget op i en gryde. Mange mennesker tror, at en pension slutter noget. Jeg ser det som starten på en ny livsform.

Jobbet var ikke et, man betjente halvt, hverken i timer eller indsats, og jeg ville

have noget at sætte i stedet. Som et led i forberedelserne havde jeg et par år forinden købt huset her, ligesom jeg i de år jævnligt tog pen og papir frem og skrev alle tanker ned om, hvad jeg ville bruge min nye tid og mit nye liv til. Det var sådan, jeg forberedte mig praktisk og mentalt. Så fyldte jeg seks-syv A4-sider ud, stregede og rykkede rundt, ligesom når jeg som direktør vendte noget med mig selv. Det gav mig afklaring. Jeg aftalte min afgang et år i forvejen med bestyrelsen, så det foregik stille og roligt uden pres.

Jeg har ikke fortrudt. Misforstå mig ikke. Jeg var glad for hver eneste dag, jeg gik på arbejde. Jeg har været forkælet med et job, som jeg har udviklet mig i, og jeg har aldrig haft en chef, som jeg ikke syntes var lidt bedre end mig. 35 år blev det til i Dansk Supermarked, heraf de sidste 12½ som administrerende direktør. I forhold til prestigen har jeg altid adskilt funktion og person. Jeg ved godt, at en del interesserede sig for mig, allerede da jeg blev indkøber, fordi de ville have, jeg skulle købe noget af dem. Nu er jeg ikke i en funktion, hvor man til dels udfylder en rolle. Jeg er mere afslappet.

Før stod jeg op kvart over fem hver dag og var på kontoret en time senere.

Medarbejderne vidste, at inden otte var der ikke kø ved kontoret, så der fik vi ordnet mange ting. Helt ærligt kan den godt blive halv syv, før jeg står op i dag.«

Erling Jensen 65 år. Administrerende direktør i Dansk Supermarked i 12 år. Kendt for at samle koncernens indkøb.

CASE

ERLING JENSEN

LFOTO FOTO: PO

»DEN KAN GODT BLIVE HALV SYV, FØR JEG STÅR OP«

13

FRIRUM

SAMLERNE

At være samler handler om at have en passion for ting med en særlig fortælling. Vi mødte tre personer, der samler på vidt forskellige ting. Ting, som er noget værd – både som kulturelle ikoner og til dels også som investeringsobjekter.

AF TOMMY HEISZ FOTO TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN

Som den første forelskelse RASMUS WARNKE NØRREGAARD, 41 ÅR, GRUNDLÆGGER OG CEO, EVERCLASSIC.COM SAMLER PÅ: Danske møbelklassikere og brugskunst, især fra 1950’erne og 60’erne.

Han samler blandt andet på Hans J. Wegner, Børge Mogensen og Arne Jacobsen.

VERDENS DYRESTE STYKKE DANSK DESIGN: 525.000 kroner. Så meget betalte en udenlandsk køber for Flemming Lassens stol Den Trætte Mand fra 1930’erne på en Bruun Rasmussen-auktion i 2013.

14

»N

år jeg hører om folk, der for første gang i deres liv hører om Arne Jacobsen, bliver jeg helt jaloux. Den der jomfruelige oplevelse af at få øje på noget, der er så stort og spænd-ende. For mig var det som den første forelskelse, jeg blev helt flyvende og ekstatisk over det.

Min farfar var samler, og jeg har fået det meget ind gennem mine besøg hos ham. Han samlede blandt andet på gamle mønter, og jeg kan huske, hvordan jeg som dreng sad der med hvide handsker på og forstørrelsesglasset i hånden. Den der tålmodige søgen efter ting, der var svære at få fat i, og glæden ved at eje noget, der var sjældent. Det var noget, han gav videre til mig.

Som ung begyndte jeg at komme hos Bruun Rasmussen. Jeg var til eftersyn og holdt øje med, hvad der skete til auktio-

BRIEF

juni ‘14

nerne, og bød selv, når jeg havde råd. Efterhånden begyndte jeg også at lægge mærke til internationale auktioner. Min passion blev også til min levevej, da jeg blev ansat i auktionsbranchen, og nu har jeg taget den det sidste stykke og er blevet selvstændig med en handelsplads på nettet for møbler og design.

Ting behøver ikke være mange penge værd for at have en høj værdi for mig. En gammel Madam Blåkande til 10 kroner kan betyde lige så meget som en Ægget-stol til 30.000 kroner.

Min farfar lærte mig, at det er helt o.k. at bruge mange penge på noget, hvis man ved, at man altid kan skille sig af med det igen til en lignende pris. Hvis jeg betaler 4.000 kroner for en vase, tænker jeg ikke

på, at jeg har brugt 4.000 kroner. Jeg har bare lånt pengene af mig selv i min egen lille bank.

Jeg sælger lige så tit, som jeg køber. Jeg har taget en beslutning om, at min samling ikke skal tage overhånd. Også fordi det her er møbler, der fortjener luft og plads omkring sig. De kommer ikke til deres ret, hvis de står mast sammen.

Jeg har enkelte, jeg nødigt vil af med. For eksempel en Påfuglestol af Wegner, som gør mig glad hver eneste dag, når jeg kigger på den.

Men ellers er det faktisk ikke så vigtigt for mig, om jeg beholder møblerne. Det er jo bare ting. Jeg tænker selv sådan på det, at de stadig tæller i samlingen, hvis bare de har været gennem mine hænder på et tidspunkt.«

15

Et smukt objekt ASTRID HAVE, 27 ÅR, UNIVERSITETSSTUDERENDE SAMLER PÅ: Nye og brugte vinylplader. Har en forkærlighed for psykedelisk rock fra 1960’erne og folk-musik, blandt andet engelske Nick Drake.

VERDENS DYRESTE LP: 290.500 dollars. Så meget blev en vinylplade med The Beatles solgt for i 2013. Der var tale om Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band med autografer fra alle fire bandmedlemmer.

16

BRIEF

juni ‘14

»N

år jeg køber en plade, der har manglet i min samling, er det, som om noget falder på plads. Forleden lykkedes det mig for eksempel endelig at få fat i pladen Blomsterpistolen med det danske syrerockband Young-flowers fra 60’erne. Det er jo en plade, jeg kender ud og ind – jeg har hørt den masser af gange – men jeg har bare manglet den på vinyl.

Jeg begyndte at samle på vinylplader, da jeg var 13-14 år. Der var ingen på min alder, der gjorde det samme. Det er en passion, der er direkte nedarvet fra min far. Da jeg var barn, arbejdede han på et pladeselskab og havde en stor pladesamling. Jeg begyndte stille og roligt, men så greb det mere om sig, og i dag fylder det en meget stor del af min tid.

Jeg er på SU, og derfor er det ikke mig, man ser investere i sjældne førstetryk. Jeg køber både nye og brugte vinylplader, og det er en fast post i mit budget. Noget, der bare skal være råd til.

Det bliver nok til tre-fire nye plader om ugen i gennemsnit. Samlingen er oppe på flere tusinde stykker.

Jeg har en særlig passion for de psykedeliske bands fra 60’erne og 70’erne.

Og hvis jeg skal pege på en lille samling i samlingen, jeg sætter særlig stor pris på, er det folk-musikeren Nick Drake. Han nåede kun at udgive tre albummer, men der er også flere bokssæt og andre udgivelser, der kom efter hans død. Jeg har alt med ham.

Omkring hver tredje måned tager jeg på plademesse i København. Førhen var det meget for nørder og feinschmeckere.

I dag har det ændret sig meget. Det er blevet meget hypet at samle på vinyler, og der kommer mange flere på messerne, også helt unge. Det betyder, at det er lidt sværere at finde de gode køb, og priserne har også fået et nøk i vejret.

Jeg synes, vinylpladen er et smukt objekt, og jeg ville mangle noget, hvis jeg kun skulle downloade eller streame min musik. Alene det at gå på opdagelse i coveret i det store format er en oplevelse.

Og som genstand i hjemmet synes jeg også pladen er smuk. Farvespillet mellem ryggene på pladerne og den særlige følelse ved, at mange af dem er gamle og bærer en historie med sig.«

17

Jeg prøver at begrænse mig til 100 par JOACHIM IDESTRUP FRIIS, 35 ÅR, GRAFISK DESIGNMANAGER HOS 3 OG REDAKTØR PÅ 7INCH, EN AVIS OM GUMMISKO SAMLER PÅ: Alle former for sneakers, gummisko i krydsfeltet mellem sport og mode.

Er særlig glad for Adidas og New Balance.

VERDENS DYRESTE PAR GUMMISKO: 104.765 dollars. Så meget blev verdens dyreste sneakers solgt for på en auktion i USA sidste år. Skoene havde basketballspilleren Michael Jordan haft på i finalekamp nummer fem i den amerikanske NBA-finale i 1997.

18

»J

eg tager et nyt par sneakers på hver dag. Det føles godt at have så mange par stående.

Og så slider det jo også mindre på dem. Jeg har nok omkring 120 par lige for tiden, selv om jeg prøver at begrænse mig til 100 par ad gangen.

Min interesse for sneakers opstod helt tilbage i slutningen af 80’erne.

Jeg hørte meget hiphop, og på pladerne så man altid rapperne portrætteret med gummisko på. Det var en del af stilen.

Min storebror, som er 14 år ældre end mig, købte spændende sko med

BRIEF

juni ‘14

hjem til mig, når han havde været i London, Paris eller New York. Og så begyndte det at udvikle sig til en lille samling.

Og da butikkerne begyndte at have et mere spændende udvalg i København, greb det mere om sig.

Jeg har to par sko, der betyder særlig meget for mig. En Adidas ZX 8000 i de originale farver. Den er meget speciel i en rigtig flot turkis, og så passer den bare vildt godt på min fod. Og så har jeg en New Balance 577, som er fremstillet i England. Håndværksmæssigt er den i helt fantastisk kvalitet, og så kan jeg godt lide ved New Balance, at de er meget underspillede. De giver sig ikke ud for at være noget, de ikke er. Det er en sportssko, en løbesko, der bare er flot. Steve Jobs blev altid set i et par New Balance.

Jeg er ikke typen, der sidder i kø i dagevis for at købe en bestemt sko. Men for nylig besluttede jeg alligevel at tage turen ud til Fields, da en butik solgte den originale Nike Jordan – den model, basketballspilleren Michael Jordan havde spillet med i sin tid og i de originale farver. Da jeg kom ud af metroen, troede jeg ikke mine egne øjne. Der var kø, så langt øjet rakte, og det gik hurtigt op for mig, at der slet ikke var sko nok inde i den butik til alle de mennesker, så jeg tog hjem igen.

Mange af dem, der stod i den kø, var helt unge, og de aner sikkert ikke engang, hvem Michael Jordan er. De har set deres idoler, Kanye West og Jay Z, gå med de her sko, og så vil de også have dem.

Det er også med til at vise, at sneakers som samleobjekt er blevet endnu mere interessante. Jeg sælger ikke rigtig selv, men hvis jeg havde lyst til det, kunne der godt være en forretning i det. I Danmark er der fire gange om året et arrangement, der hedder Sneakers Banquet, som vokser for hvert år, der går. Her kan både private og butikker sælge nye og brugte sko. Og nogle af de sjældne modeller går for ret høje beløb.

19

UDSYN

Det var så lidt Vi hører ofte, at dansk service ikke er god nok. Men hvad er god service egentlig?

Og hvordan bliver vi bedre til at yde den, så vores gæster har lyst til at vende tilbage? Det handler om komplekse størrelser som personaleomkostninger og arbejdsmarkedsstruktur. Men også om noget så enkelt som respekt.

AF CHRISTIAN MOHR BOISEN

20

F

øler du dig velkommen?

Der er mange lag, der skal skrælles af, hvis man skal besvare spørgsmålet på tværs af kulturer og landegrænser. Skal buk og smil være inkluderet i prisen, som det traditionelt er i Japan? Eller skal vi fyre høflighedsfraser af med en automatik som en gammel tysk tjener? Eller skal vi spørge ind til gæsters velbefindende med et bredt »How are you?,« som det er almindeligt i USA? Det ville virke kunstigt i en dansk sammenhæng. Men alligevel ved vi det godt:Vi er ikke gode nok til at få gæster til at føle sig velkomne på hoteller, cafeer og restauranter. Og vi bemærker det selv efter blot en kort tur over Øresundsbroen eller et smut syd for grænsen. Der er plads til forbedringer. »Når turister i Danmark, hvoraf mange

har stor rejseerfaring både i Danmark og udlandet, sammenholder forventninger til service med kvalitet og prisniveau, bliver dansk turisme udsat for markant kritik,« siger Janne Liburd, leder af Center for Turisme, Innovation og Kultur ved Syddansk Universitet. Janne Liburd har forsket i turisme og service i en årrække og er ikke i tvivl om, at dansk service lader meget tilbage at ønske.

Sidste år udkom en kritisk turismerapport, som regeringens Vækstteam for Turisme og Oplevelsesøkonomi havde lavet på baggrund af omfattende undersøgelser, herunder tilfredshedsundersøgelser. Teamet tæller topchefer fra både hotelgrupper, Tivoli,VisitDenmark og Wonderful Copenhagen. »Det betyder ikke, at alle gør det dårligt, men at der mange steder er markant

BRIEF

juni ‘14

brug for forbedring. Specielt hvis vi skal gøre os håb om at tiltrække turister fra nye markeder som Kina og Rusland, der kulturelt er meget anderledes end de danske, tyske og norske turister, som Danmark fortsat nyder godt af,« siger Janne Liburd.

Ifølge rapporten går Danmark glip af betydelig vækst og dermed milliarder af kroner, som man ellers har set i international turisme. Det skyldes ifølge rapporten blandt andet lavt serviceniveau.

Janne Liburd fastslår, at god service handler om andet og mere end smil og tak. »God service handler om kulturforståelse og kommunikation. Det drejer sig om at kunne lytte, forstå og tale med gæsten. Dermed er det også sagt, at turismeog servicemedarbejdere ikke kan nøjes med at stole på deres intuition og erfaring, når det handler om at levere en god service. For at kunne forstå den enkelte gæsts præferencer er det nødvendigt med interkulturelle og sproglige kompetencer, hvis man skal kunne gøre sig håb om ikke blot at leve op til gæstens forventninger, men også at overstige disse.« Service er vores visitkort Szilvia Gyimóthy, der er lektor i turisme ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet og næstformand i Turismeforskerne i Danmark, mener, at service er en meget vigtig del af Danmarks brand og det, vi skal leve af. »Helt banalt udtrykt er god service at få gæsten til at føle sig velkommen. Men service og frontlinjepersonale kan også ses som Danmarks ’brand touch points’ [der, hvor kunden møder virksomheden, red.]. Det

Altid til tjeneste.

vil sige et direkte oplevelsesvindue ind i dansk kultur og folkesind. Ud fra servicemødet danner gæsten sig et indtryk af, hvem vi er som mennesker og land,« siger Szilvia Gyimóthy.

Hun mener, at problemet med dansk service ligger i vores arbejdsmarkedsstruktur snarere end i oplæring. »En proaktiv indsats på servicekvalitetsområdet handler ikke nødvendigvis om nye kvalitetsmålingsordninger med smileys eller servicekurser. Som jeg ser det, ligger problemets rødder på nogle mere overordnede niveauer, nemlig i arbejdsmarkedsstruktur og personaleomkostninger.

Anders Fogh Jensen, filosof Virksomheder kan eller vil ikke investe-

Hvis man ser på tjenerprofessionen i for eksempel Sydeuropa, er den jo noget, tjeneren er stolt af. Der er respekt omkring faget udefra og indefra, og det hænger sammen.

re i fast, uddannet arbejdskraft, men hellere ansætte ’sommerfugle’, studerende på en lav timeløn, for hurtigt at komme af med dem igen. Jo mindre man ser på frontlinjen som en værdiskabende ressource, jo mere usikkert bliver det, at den vil og kan få gæsten til at føle sig velkommen.« Netop den ligning kan blive svær at få til at gå op, mener arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen. Service er ikke i høj kurs i Danmark, og der skal markante ændringer til for at ændre på servicejobbenes lave status. »Når vi taler om service, der ligger inden for det, vi kan kalde håndens arbejde, har det generelt lav status. I mange danskeres øjne har rengøring, hjemmehjælp osv. lav status, og serviceydelser i det private erhvervsliv som for eksempel servering og job i detailhandlen er blevet lavstatus. Det er ensidigt, ofte hårdt arbejde med skæve arbejdstider og dårlig løn.

Men gudskelov at arbejdet er der, for hvilket andet arbejde skulle de ufaglærte

21

De ønsker at betale, frue?

ellers have? Det er arbejde med lav status, men det er ekstremt værdifuldt. Det er job, som vi ikke kan undvære,« siger Flemming Ibsen.

Alligevel er det problematisk, at disse job har lav status, siger professoren. »Arbejdet bliver varetaget af studerende eller andre, der er på gennemtræk og ikke gider at være der. Og servicen er derefter. For nylig var jeg selv på café i København, og jeg spurgte, om bordet ikke kunne blive ryddet af, inden vi skulle spise, hvortil ejeren svarede, at hende, der skulle gøre det, ikke havde fået fri fra skole endnu.« Man skal ville det Flemming Ibsen er ikke i tvivl om, at den faglige stolthed, som giver bedre service, kræver højere lønninger. Og det ligger ikke lige for, som tiderne er. »Tingene hænger jo sammen.Virksomhederne er hårdt presset på indtjening, og et af de steder, man kan spare på, er personalelønninger. De ansatte får lav løn og har derfor ikke lyst til at være der.

Det er svært at få ligningen til at gå op.

Lønnen skal være højere for at få bedre service, men hvis lønnen stiger på for ek-

22

sempel en café, stiger priserne, og København er jo i forvejen en af de allerdyreste byer i verden,« siger professoren. »Vores kultur er ikke specielt serviceminded, men det er den kultur, vi har udviklet. Det er svært at ændre på. Det er jo indlysende, at man går efter et andet job end servicejob, hvis disse har lav status. Det kræver ordentlig uddannelse og ordentlig løn at få ordentlig service. Men når konkurrencen er hård, og virksomhederne skal spare, er det svært. Man får de dårligst uddannede til lav løn,« siger arbejdsmarkedsforskeren.

Han mener, at Danmark og Frankrig har visse ligheder i forhold til mentalitet og indstilling til service. For nogle år siden var turisternes møde med fransk service så negativt, at den franske turistminister i en officiel meddelelse bad sine landsmænd om at behandle gæster ordentligt. »Vi har det nok lidt ligesom franskmændene. Ikke at vi føler os bedre end andre, eller er arrogante, men vi kan måske ikke rigtigt se grunden til, at vi skal bukke og skrabe. Det ligger i vores kultur.

Ofte tænker man jo i mødet med dårlig

DEN LILLE FORSKEL Det er ikke altid til at sætte fingeren på, hvad der giver fornemmelsen af god og dårlig service.

Det kan være små ting, der viser sig at være helt afgørende, og det er individuelt, hvad vi stiller krav til god service. Detaljer som kan gøre en forskel: • Om tjeneren eller ekspedienten er velsoigneret.

• Om kasseekspedienten søger øjenkontakt og siger farvel.

• Om det er en yngre eller mere moden person, som yder service.

• Om kasseekspedienten åbner plastikposen, før den bliver sendt videre på varebåndet.

BRIEF

juni ‘14

Det er jo indlysende, at man går efter et andet job end servicejob, hvis disse har lav status.

Det skal jeg personligt sørge for.

Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker

service, at den person, der yder den, ikke burde være i det job, hvis han eller hun ikke vil. At de simpelt hen er det forkerte sted. Så det gælder om at finde de mennesker, der gerne vil,« siger Flemming Ibsen.

Respekt!

Filosof Anders Fogh Jensen har beskæftiget sig med forholdet mellem individ, identitet og samfund i årevis og blandt andet udgivet bøgerne Projektsamfundet og Projektmennesket. Han mener, at indstillingen til service og respekten omkring service går begge veje. »Hvis man ser på tjenerprofessionen i for eksempel Sydeuropa, er den jo noget, tjeneren er stolt af. Der er respekt om-

kring faget udefra og indefra, og det hænger sammen. Tjeneren har respekt for sig selv, sit fag, og dermed viser han respekt både for kunderne og den ydelse, han giver, nemlig service. Han får respekt tilbage.

Det er vigtigt, at omgivelserne viser respekt og anerkendelse for ens arbejde, for at man også selv føler respekt og gider gøre sit arbejde ordentligt og yde god service.

Hvis service bliver set ned på, hvis det er lige meget, hvis man ikke anerkender forskellen på god og dårlig service, hvis buschaufføren bare skal køre bussen, og servitricen bare servere den sandwich, og det er helt ligegyldigt, hvordan det bliver gjort, så går det ud over selvrespekten og viljen til at gøre det ordentligt,« siger Anders Fogh Jensen.

Anders Fogh Jensen mener, at en af grundene til servicefagenes lave status er, at vi alle sammen skal uddanne os, og uddannelse er lig med boglig uddannelse i vores øjne. »Der er et pres, og det vil sige, at der er en implicit holdning, der siger, at den, der stadig arbejder med hænderne, altså med service, ikke har forstået noget eller ikke evner at uddanne sig. Men sådan nogle som os, der ikke arbejder inden for service, får jo et chok, når vi pludselig har brug for ydelsen. Når ting ikke virker, eller vores mor kommer på plejehjem, så kan vi se, hvor vigtigt det er.«

23

Sommerland fik strategi Efter at forlystelsesparken Fårup Sommerland fik en ny servicestrategi, steg parkens indtjening med 30 procent.

F

24

te gerne må være sig selv, være kreative og spontane i mødet med gæsterne.Vi har ikke noget stramt koncept, som man skal passe ind i. Og vi er ikke bange for at give vores medarbejdere ansvar,« siger Niels Jørgen Jensen.

Et af de små konkrete tiltag, Fårup har haft succes med i mødet mellem gæst og ansat, er at give gæsterne et såkaldt ’verdens bedste oplevelseskort’ ved indgangen til parken. Gæsterne skal så give kortet til den medarbejder, der har givet den bedste oplevelse under besøget.

»Gæsterne synes, det er sjovt, og medarbejderen får en konkret anerkendelse,« siger Niels Jørgen Jensen.

Inden sæsonstart gør man en særlig indsats for at give de ansatte den rette basis på Fårups interne skole, Fårup Academy. Fårups gode resultater er nu blevet så stor en succes, at andre virksomheder kommer på kursus for at lære noget om service. En af landets førende detailkæder har således sendt 100 varehuschefer på vej mod Fårup Academy til efterårets åbne forløb.

FOTO: FÅRUP SOMMERLAND

årup Sommerland ligger i Nordjylland, hvor man sjældent bruger store ord. Men parkchef Niels Jørgen Jensen bruger med stolthed i stemmen parkens slogan ’Verdens bedste værter’. Her arbejder man målrettet med udvikling af service og værtsskab som en væsentlig del af strategien, og det har vist sig at være en stor succes for alle parter. Indtjeningen er steget med 30 procent siden 2006, hvor Fårup bevidst valgte ny servicestrategi.

Foruden tårnhøje målinger på gæstetilfredshed og øget salg pr. gæst har sommerlandet modtaget en række kåringer og priser i ind- og udland. Sygefraværet blandt personalet ligger på 1 procent, og hele 80 procent af de ansatte søger tilbage til Fårup året efter, selv om lønnen ligger på niveau med lignende virksomheders, fortæller Niels Jørgen Jensen. »Vi har især fokus på gæsteoplevelsen og på interaktionen mellem medarbejdere og gæster.Vi ved, at det er mindst lige så vigtigt som vores attraktioner. Det har enorm betydning for, om gæsten har lyst til at bruge sine penge på stedet, og dermed enorm effekt på forretningen, om gæsten føler sig godt tilpas og velkommen,« siger han. »Vi forsøger meget målrettet at skabe en kultur, hvor alle føler sig godt tilpas.

Det er faktisk lige så vigtigt, at de ansatte føler sig godt tilpas, når de er på arbejde. I modsætning til for eksempel Disneys forlystelsesparker, der har en meget stram konceptstyring, hvor de ansatte gentager mønstre, lægger vi vægt på, at vores ansat-

Fårup 2013. Sæsonarbejder Line Aarestrup fortæller de unge gæster om den nye rutsjebane, Pindsvinet.

BRIEF

juni ‘14

16 NR.

INDBLIK I NORDEA PRIVATE BANKINGS VERDEN. DINE R ÅDGIVERE PÅ ARBEJDE.

juni 2014

Nordeas ansigter · 26

Mennesket bag eksperten Historien om Ørkenfortet · 30

Nordeas hovedkvarter Ring til telefonbanken · 34

Åben hver time, hver dag

Hovedkvarter

s.30

Interview

s.26

Få ændret dit boliglån.

Få hjælp til forsikring.

Få styr på din pension.

Ring 7033 0306.

Service

s.34

25

LISE NYTOFT BERGMANN

ANN LEHMANN ERICHSEN

HELGE J. PEDERSEN

EKSPERTERNE De er en vigtig del af bankens identitet. Du møder dem i medierne, hvor de udtaler sig om alt fra lommepenge til globaløkonomi. VI SPØRGER TRE af Nordeas eksperter, hvordan det er at stå på mål for banken.

AF: ANNE METTE EHLERS FOTO: JACOB NIELSEN

26

BRIEF

juni ‘14

Lise Nytoft Bergmann, 37 år, boligøkonom i Nordea siden 2011.

Før det Realkredit Danmark og Nationalbanken.

Lise læser boligmarkedet Boligøkonom LISE NYTOFT BERGMANN har altid en hvid og en sort mobiltelefon på sig. Når den sorte ringer, ved hendes tre drenge, at nu trækker mor sig diskret til side for at tale med journalisterne.

H

ånden på den varme kogeplade. Det har Lise Nytoft Bergmann, når det gælder boligmarkedet. Og hun har tyngden til at sætte en dagsorden om, at nu sker der noget med boligpriserne. »Direkte kundekontakt har jeg ikke. Jeg kigger på tal fra hele boligmarkedet, for eksempel Nationalbanken, Realkredit- foreningen, Danmarks Statistik, OECD og Eurostat. Og så giver jeg mine fortolkninger om udviklingen til pressen og dermed indirekte til Nordeas kunder. Min rolle er at vise vores faglighed for boligejerne, så vi fremstår som en kompetent boligbank.« Da Lise Nytoft Bergmann blev ansat, undersøgte hun Nordeas værdier, og dem står hun inde for, for eksempel værdierne om at skabe positive kundeoplevelser og markant værdi for aktionærerne. »Jeg er bare en brik i det spil.« Boligøkonomens navn er kendt i den finansielle sektor. Men ellers ikke. Og i fritiden føler hun ikke, at hun skal agere på en bestemt måde. Der er ingen negative oplevelser ved at repræsentere en bank. Måske fordi hendes felt er boligøkonomi. »Boligøkonomi har høj interesse, og jeg bliver ofte spurgt, om jeg har et par tips i tasken.« Journalisterne derimod kan godt udfordre. Mens hun står midt i aftensmaden eller køen til ballongyngerne, vil de have et hurtigt svar på, hvorfor renteprognoserne har taget fejl, eller hvorfor bidraget til realkreditinstitutionerne stiger DET BEDSTE igen. Sådan er gamet.

Det er givende at kunne gøre en forskel for »Kan jeg forudse en stor mediemæssig bevågenhed, boligejerne gennem medierne. Om det kan sætter jeg mig sammen med koncernens andre betale sig at bygge nyt, eller om det er et talspersoner og udarbejder nedskrevne svar, så der ikgodt konverteringstidspunkt. ke er tvivl om, hvad realiteterne er.« Lise Nytoft Bergmanns egen bolig er en rød muDET VÆRSTE rermestervilla i Dyssegaard i Gentofte, hvor hun bor Min tid kan jeg aldrig helt planlægge. I med sin mand og deres tre drenge på tre, seks og otte nogle perioder kan der ske for meget. år. Huset blev købt, da priserne toppede, men samtidig solgte familien en lejlighed på Østerbro. Et tip presser sig på. »Det vigtige er, hvordan markedet er, første gang du bliver boligejer.«

27

Ann dræber myter om privatøkonomien

Ann Lehmann Erichsen, 53 år, forbrugerøkonom i Nordea siden 2006. Før det 18 år i Forbrugerstyrelsen.

Der står Nordea i panden på forbrugerøkonom ANN LEHMANN ERICHSEN. Sådan føler hun det.

Derfor forlader hun aldrig hjemmematriklen uden at se ordentlig ud.

»F

ørst uden for Danmarks grænser er jeg helt mig selv.

Ellers har jeg på en måde aldrig fri. Jeg har altid en Nordea-kappe på, hvor jeg er bevidst om det ydre og om at have et stærkt indre værdikompas.« Tro ikke, at det generer Ann Lehmann Erichsen at have rollen som en af dem, der hjælper danskerne med at træffe oplyste valg om deres privatøkonomi. Hun brænder for det. Mens makroøkonomer analyserer nøgletal og modeller lidt som den økonomiske vejrudsigt, læner Ann Lehmann Erichsen sig blandt andet op ad datamateriale fra uafhængige meningsmålingsinstitutter og Danmarks Statistik, når hun vil flytte vores forestillinger om, hvordan vi agerer privatøkonomisk. For eksempel at teenagere er økonomisk uansvarlige. Nej, siger Anne Lehmann Erichsen, de fleste er meget forsigtige. »Jeg dræber myter og klarlægger realiteter. Mit job handler om at skabe faktahistorier, som giver mennesker konkret værdi.

Hvor meget skal du spare op til uforudsete udgifter? Hvordan lægger du et budget?« Der er kun en lille chance for, at du møder Ann Lehmann Erichsen ved kassen i et supermarked. For som privatperson handler hun mest på nettet. Og skal bilen sælges, er det gennem en forhandler. »Dels har jeg ikke så meget fritid, men så slipper jeg også for rollen. Jeg ville aldrig snyde nogen, men jeg vil ikke risikere bøvl eller at blive hængt ud, fordi jeg støder ind i en, der har en dårlig dag.« Oplevelserne som kendt ansigt er mest positive, som da Ann Lehmann Erichsen fik bemærkningen »Brug nu ikke alle pengene på slik« i køen i Sømods Bolcher [butik i Nørregade, København, red.]. På den anden side har forbrugerøkoDET BEDSTE nomen også prøvet at blive stillet til ansvar for hele Jeg afdækker hvide pletter på privatfinanskrisen efter et foredrag. Det afviste hun venligt. økonomiens landkort.

Tidligere arbejdede Ann Lehmann Erichsen i Forbrugerstyrelsen, men hun ser ikke et modsætningsforhold DET VÆRSTE mellem at repræsentere en stor bank på den ene side og Selv om jeg giver folk en ny viden, er at give troværdig forbrugerinformation på den anden. det lige så svært at ændre privatøko»Jeg udtaler mig aldrig om Nordeas forretning nomiske vaner som at tabe 20 kilo. eller giver individuel rådgivning. Og min stilling er uafhængig med eget budget til undersøgelser. Hvis jeg skal gøre danskerne klogere på deres egen økonomi, skal analyserne fra min hånd altid være valide.«

28

BRIEF

juni ‘14

Helge J. Pedersen, 55 år, cheføkonom i Nordea siden 1999. Før det Privatbanken, som blev til Unibank og Nordea.

Har undervist i nationaløkonomi på Københavns Universitet og CBS og skrevet økonomiske lærebøger.

Helge tager pulsen på nationaløkonomien Cheføkonom HELGE J. PEDERSEN har taget hele turen med – fra dengang der kun optrådte finanseksperter på TV 2 – til i dag, hvor alle ønsker synlighed.

»V

i sidder fast i sumpen.« »Bobler giver tømmermænd.« Helge J. Pedersen elsker at lege med ordene i sine mange økonomiske analyser. Med næsten 2.000 omtaler i medierne sidste år hører han til de mest citerede økonomer. Du kan også følge ham som blogger i Børsen og på Twitter eller møde ham til et af årets over 100 oplæg.

I 15 år har Helge J. Pedersen været cheføkonom i Nordea.

Han har fulgt, hvordan bankens håndfuld af eksperter i stigende grad optræder i medierne og efterhånden bliver almindeligt kendte i befolkningen. »Det startede med TV 2’s finansudsendelser i 00’erne. I dag er alle banker og interesseorganisationer bevidste om at få synlighed gennem deres eksperter. Det giver en øget konkurrence, som skærper fokus på at finde en interessant vinkel på analyserne.« Cheføkonomens arbejde består i at følge med i dansk og international økonomi og at analysere og videreformidle sine indtryk af konjunkturerne. Den viden har værdi for både topcheferne i de store danske virksomheder, politikere, udenlandske investorer og de helt almindelige danskere, når de skal træffe beslutninger af økonomisk karakter.

Helge J. Pedersen arbejder tæt sammen med sine økonomikolleger i Nordea i ind- og udland, når han dykker ned i tal fra Nationalbanken, Danmarks Statistik, OECD osv. Han skriver dog alle sine analyser selv.

Hvor styret er du? »I bund og grund er jeg uafhængig. Mit ansvar er at sætte dagsordenen, når det gælder samfundsøkonomiske forhold. Men jeg ville aldrig udtale mig om bankens rentepolitik eller den finansielle sektor i øvrigt. Der har vi en forDET BEDSTE nuftig arbejdsfordeling, hvor andre har ansvaret for at Friheden til at dyrke min interesse for danne en holdning til bankpolitiske problemstillinger.« samfundsøkonomien og være en god Indimellem sætter medierne ham op som den onde storyteller. blå bank mod den gode røde fagbevægelse. Helge Pedersen ryster på hovedet.

DET VÆRSTE »Jeg er fuldstændig politisk uafhængig, så det kan Det er hårdt, hvis jeg en dag er på fra jeg slet ikke relatere mig til.« klokken 6.15 til 22.

Til selskaber kan han godt blive spurgt om ’det sædvanlige’: Hvorfor bankerne igen skruer op for renten og gebyrerne. »Så får vi en lille snak om økonomi. Jeg er stolt af at komme fra Nordea og skal ikke stå på mål for andet end mine analyser.«

29

Farvel til fortet Burmeister & Wains hovedsæde Ørkenfortet på Christianshavn stammer fra 1962. For mange år siden blev skibsværftets mænd afløst af finansfolk. Og i 2016 FORLADER NORDEA efter planen fortet og flytter til Ørestad. brief fik lov til at besøge Palle Suensons specielle bygning en dag i maj.

AF EBBE FISCHER FOTO: JACOB NIELSEN

En glasbro forbinder Ørkenfortet og den moderne del af hovedsædet.

30

BRIEF

juni ‘14

Dealerne i Nordea Markets sidder på syvende etage.

Knippelsbro fra taget.

»H

ar du handlet på den?« »Nej, overhovedet ikke. Jeg sidder lige og regner på det.«

»Okay.« Vi er landet på syvende og øverste etage. To dealere sidder med tilsammen otte skærme foran sig. Telefonerne gløder, og aktiviteten er en Hollywood-film værdig.

I hjertet af Nordea Markets finder vi over 400 medarbejdere – dealere, analytikere, salgsmedarbejdere og researchere. »Her kan være meget hektisk ved specielle begivenheder, for eksempel uforudsete begivenheder som terrorhandlinger,« siger chefdealer Morten Lau Bæk. De mest hektiske dage, han har oplevet, var i september 2008, da den store amerikanske investeringsbank Lehman Brothers gik konkurs.

Nordea Markets er en afdeling, der aldrig sover. Her er nonstop aktivitet – 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Når kontoret lukker i København, tager kontoret i New York over. Og når New York lukker, åbner Singapore. Som igen giver stafetten videre til København.

Vi er landet i det københavnske hovedkvarter, Ørkenfortet, som de kalder bygningen på grund af dens karakteristiske udseende og dens solide strategiske placering med udsigt over Slotsholmen.

Den mægtige bygning, som B&W’s administration indtog i 1962, giver et flot vue ud over en række danske magtcentre.

Christiansborgs tykke mure ligger bag Børsen, og på den anden side af Torvegade

31

har vi Udenrigsministeriet. Lidt længere væk troner Rådhustårnet og Marmorkirken i hver sin retning, mens Den Sorte Diamant spejler sine blanke facader i kanalen.

Skibsindustriens centrum B&W var i årtier en afgørende finansiel faktor i Danmark, og i 1957 blev første spadestik taget til det monumentale hovedkvarter. Fem år senere stod Ørkenfortet færdigt, og snart summede tusindvis af administrative B&W-ansatte ind og ud af bygningen, mens Refshaleøen lidt mod nord – den fabrikshal, der lagde hus til Eurovision-finalen i maj – var et andet nervecenter for B&W. B&W var i over 100 år blandt verdens førende skibsværfter og søsatte for eksempel verdens første maskindrevne oceangående skib i 1912.Virksomheden har været en hjørnesten i videreførelsen af den danske søfartstradition, og samtidig var B&W en af de bærende kræfter i industrialiseringen af Danmark.Virksomheden gik imidlertid konkurs i 1996 som følge af den benhårde konkurrence fra værfter i Fjernøsten. Men hovedkvarteret står endnu.

ØRKENFORTET Bygningen Ørkenfortet ligger på Torvegade ved Knippelsbro og blev opført som administrativt hovedkvarter for et af verdens førende skibsværfter, Burmeister & Wain (B&W), en virksomhed, der opstod på Christianshavn tilbage i 1800-tallet. Ørkenfortet stod færdigt i 1962 og fik sit folkelige navn på grund af sin placering og det specielle fortagtige udseende. Siden 1993 har bygningen været hovedsæde for Nordea i Danmark, men i 2016 flytter hovedkvarteret ud til større lokaler i Ørestad.

Muren ud mod Torvegade har fået tilnavnet ’Røven’, fordi arbejderne i gamle dage sad og spiste deres frokost på muren, så man frit kunne se nævnte legemsdel.

Fortets centrale elevator.

Udsigten fra sjette sal.

32

BRIEF

juni ‘14

sløjt på det seneste.Vi er ved at undersøge, om vi har mulighed for at komme tilbage på det marked. Det har vi en forventning om.« Så ringer telefonen igen.

I et andet kontor, med front ud mod vandet og Slotsholmen, sidder Lotte Grimstrup. Hun er produktspecialist i Nordea Private Banking og i gang med en månedsrapport, mens hun nyder synet ud over København.

Hvordan er det at arbejde i den her gamle bygning? »Med den her udsigt, vi har, er det jo helt fantastisk. Med tiden ser man måske ikke helt, hvor fin udsigten egentlig er.

Men når folk så kommer ind og siger ’Ej, hvor er det dejligt’, bliver man igen rigtig glad for, hvor privilegeret man egentlig er ved at sidde her.« Vi går længere ned ad trappen, forbi en række malerier. Pludselig er vi badet i lys.Vi har nået den store glasbro, der fører fra Ørkenfortet over til den moderne del af hovedkvarteret – de sorte bygninger langs kanalen. Nordeas hovedkvarter er arbejdsplads for over 3.000 mennesker.

Den gamle ståltrappe midt i huset står som i gamle dage.

Kringlet kontrast Ørkenfortets gange bringer os rundt i en bygning med gamle blå halvfjerdserdøre.

Forbi dueslag i alle farver. Omkring gule plastikbakker fra Post Danmark. Forbi køkkener, som de byggede dem for årtier siden. Bygningen er tegnet af Palle Suenson, som var en af de førende danske arkitekter i det 20. århundrede. Og man kan mærke historien. Ørkenfortet anno 2014 rummer imidlertid også en række nye hvide vægge, hæve-sænke-borde og fladskærme. Bygningen har forandret sig markant, i takt med at en række Nordea-afdelinger er rykket ind.

En stor ståltrappe bringer os fra Nordea Markets ned på sjette sal til et rum med knap hundrede mennesker. De arbejder med alt fra pensionsafkast til virtuelt design, og her møder vi to investeringsstrateger. Bjarne Thomsen taler i telefon. »Ja … der kan vi godt se noget positivt. Men så er der andre ting, som ser mindre interessante ud … ja … ja … det er jeg meget enig med dig i. Altså, den kan falde meget endnu, ikke?« Ved siden af sidder Morten Skriver.

Han fortæller lidt om det daglige arbejde med investeringsstrategien. »Lige nu sidder jeg og kigger på det japanske marked, der har performet lidt

BYDEL MED KÆLENAVNE Nordeas hovedkvarter Ørkenfortet er ikke det eneste hus på Christianshavn, som har fået et tilnavn:

Taget af Ørkenfortet.

Lagkagehuset. Ejendommen på hjørnet af Torvegade og Overgaden oven Vandet.

Bageriet Lagkagehuset blev grundlagt i 1991 i bygningen fra 1930, som kaldes Lagkagehuset. Bagerkæden har taget navn efter huset.

Aladdin-kvarteret. Boligbebyggelse opført i 1800-tallet mellem Prinsessegade og Overgaden oven Vandet. Navngivet efter det byggeselskab, der opførte bygningen.

Spegepølsen. Bygningen på Strandgade 14, der efter restaurering nu fremtræder med rød grundfarve og hvidt over vinduerne.

Det hvide snit. Lejerbos bebyggelse på Wilders Plads. Bebyggelsen er opført af hvidskurede mursten på et tidspunkt, hvor der var heftig debat om det kirurgiske indgreb ’det hvide snit’.

Kasernen. Udlejningsejendommen på Wildersgade 60. Benævnelsen skyldes ejendommens funktion som infanterikaserne frem til 1922.

33

Kun et opkald væk I Nordeas telefonbank sidder kompetente medarbejdere klar til at svare på stort set alle bankspørgsmål. Og de sidder der døgnet rundt, alle årets dage. brief besøgte DET SUMMENDE TELEFONLOKALE i Taastrup. Banken, der aldrig sover.

AF RASMUS THIRUP BECK FOTO JACOB NIELSEN

SKAT er nærmeste nabo, og der er ikke mange indikationer på, at Nordea lige her har sin vel nok travleste filial. Her sidder på gode dage 400 mennesker klar i Telefonbanken for at løse stort set alle de bankspørgsmål, kunderne måtte have.

»D

et er Nordea. Det er Flemming Christensen. Goddag.« Den midaldrende bankrådgiver med telefonheadsettet kigger på sin skærm, mens han koncentreret lytter til personen i den anden ende. »Prøv at stille spørgsmålet. Så ser vi på det,« siger han.

Flemming Christensen smiler både

34

med stemmen og munden, da han her lidt i ti en torsdag formiddag besvarer endnu et opkald fra en kunde med et problem. Det er den 1. maj, og kombinationen af månedsstart, fridag for mange og en snarlig deadline for selvangivelsen giver travlhed i Nordeas telefonbank. Det går dog ikke ud over servicen. Alle de halve samtaler, man overhører i det sum-

mende kontorlandskab, er venlige og professionelle.

Der sidder altid nogen klar ved telefonerne i Telefonbanken. Nordeas telefonbank, der rent fysisk befinder sig både i Taastrup, Aarhus og Fredericia, er bemandet alle døgnets timer, alle årets dage. Når der er flest på arbejde, som i dag, er banken bemandet med omkring 400 mennesker.

BRIEF

juni ‘14

Gruppeleder Nathalie Aas hilser på en af sine medarbejdere, Lene Thostrup. Hun har tidligere været bankrådgiver i en filial i Holte med fysisk kundekontakt og gør en dyd ud af at komme på øjenhøjde med de kunder, hun nu hjælper over telefonen.

Vi kan ændre deres boliglån, hjælpe med forsikringer og pensioner og ordne alle de daglige bankforretninger.

Nathalie Aas

Store whiteboards informerer bankrådgiverne om vigtigt nyt. De ansatte i Telefonbanken er typisk dem, der først bliver orienteret om vigtige ændringer i Nordea, da det også er dem, der først får spørgsmål om ændringer.

Når man bruger Nordeas telefonbank, kan man blive mødt af tre forskellige typer af medarbejdere: Bankrådgiverne, der sidder her sammen med Flemming Christensen og kan præcis det samme som bankrådgiverne i Nordeas filialer.

Agenter som behandler de daglige bankforretninger og studerende, der kan tage sig af blandt andet saldoforespørgsler.

Hvem kunden møder, tager det stemmestyrede telefonsystem ’Peter’ – det første af sin slags i Danmark – sig af at koordinere. »De studerende kan hjælpe med det simple, agenterne med det meste og bankrådgiverne med det hele,« som Nathalie Aas, der er gruppeleder i afdelingen i Taastrup, siger.

3,4 millioner opkald Telefonbanken er oprettet ud fra en erkendelse af, at bankkunder i dag ønsker deres problemer løst, når de opstår. De vil ikke vente til næste morgen eller næste bankdag. »Det handler om, at vi gerne vil være tilgængelige for vores kunder, når de har brug for os,« forklarer Nathalie Aas. Og det får de intet mindre end 3,4 millioner gange om året, og det er bare de henvendelser, der kommer via telefonen. Læg dertil omkring 340.000 besvarede e-mails og dialogen med kunderne på Facebook.

Mange af opkaldene er dog ikke foretaget direkte til Telefonbanken. De er gået

Der er ingen, der kigger, og så kan man lige så godt sidde så behageligt som muligt. Mange vælger også, for ryggens skyld, at stå op store dele af arbejdsdagen.

35

Det handler om, at vi gerne vil være tilgængelige for vores kunder, når de har brug for os.

Nathalie Aas

Anne Kjølby bemander en af telefonerne i ‘Studentergruppen’, hvor hun godt nok i øjeblikket arbejder på fuld tid. Hun er en af dem, der nogle gange sidder ved telefonen sent om aftenen fredag og lørdag. Hun oplever mange forskellige typer af henvendelser, som oftest løses med det samme.

ind til kundernes bankrådgivere, som ofte sidder i fysiske møder med andre kunder og derfor ikke tager telefonen. Under det første møde med Telefonbanken er mange kunder lidt skeptiske over for, hvad den fremmede person i røret egentlig kan. Det oplever eksempelvis bankrådgiver Lene Thostrup, som fortæller: »Der er mange, som til at begynde med er ret frustrerede over, at de ikke har kunnet få fat i deres egen rådgiver, og som muligvis tror, de har fået fat i et slags callcenter med ikke-bankuddannede ved telefonerne. ’Nå, så må vi se, om du kan hjælpe mig,’ hører jeg ret tit.« Men det finder de hurtigt ud af, at Telefonbanken kan. 83 procent angiver for eksempel i evalueringen at være så tilfredse, at de vil anbefale Nordea til andre.

Lene Thostrup er stolt over, at hun personligt ligger over 90 procent.

Vi kan ændre deres boliglån, hjælpe med forsikringer og pensioner og ordne

36

alle de daglige bankforretninger,« siger Nathalie Aas. En af hendes succeshistorier er den om kunden, der i påsken ringede ind for at få lagt sit boliglån om. Han sad der på sin fridag og følte endelig, at han havde tid til at gøre noget ved det. Men han kunne ikke få en aftale med sin filialrådgiver med dags varsel. Telefonrådgiveren sad til gengæld klar, og efter en indledende snak om formiddagen blev omlægningen effektueret om eftermiddagen. »Der var han virkelig glad. Han havde ikke regnet med, at det kunne lade sig gøre, men det kunne det.« Det lyder også til, at bankrådgiver Michael Svarrers kunde er helt tilfreds. Han afslutter samtalen med at sige: »Det var så lidt, Lene. Kan du have en god dag.«

Nathalie Aas siger flere gange, at Telefonbanken stort set er lige så meget bank som den filial, de fleste kender. Hun vurderer, at mange ikke ringer, fordi de fejlagtigt tror, at de ikke kan få ordentlig eller tilstrækkelig hjælp over telefonen. Men det kan de altså. »Vi kan det hele,« er noget af det sidste, gruppelederen siger, før vi siger farvel.

Som Private Banking-kunde kommer man automatisk foran i køen i Telefonbanken, hvis man indtaster sit cpr-nummer.

Ring direkte på 7033 0306.

Nummeret er forbeholdt PB-kunder.

BRIEF

juni ‘14

Tidligere ambassadør og departementschef Jørgen Ørstrøm Møller mener, at fremtiden formes i Asien. Vesten er ikke længere centrum i verden.

ATTITUDE

MANDEN I MIDTEN

Han så Asiens opstigning før de fleste andre. Og han har viet sit liv til at forstå, hvordan Asien forandrer vores verden. Fra Singapore giver tidligere ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller en opsang til virksomheder og politikere, der skal omstille sig til en verden med Asien i centrum. Finansieringen af vores samfundsmodel afhænger af, at vi kommer ordentligt ind i Asien.

AF RUNE WRIEDT LARSEN, SINGAPORE FOTO TOM WHITE, SINGAPORE

H

øjhusene og kranerne står diset i den forurenede luft, der ligger tungt over Singapore sammen med den fugtige varme.Ved bystatens berømte bugt, Marina Bay, står Jørgen Ørstrøm Møller som en spinkel figur og stirrer over på fremtiden på den anden side. Over på Raffles Place, hvor finansdistriktets tårne af glas og stål vidner om det lille sydøstasiatiske lands økonomiske selvsikkerhed. Og bekræfter, at Jørgen Ørstrøm Møller havde ret.

Den tidligere departementschef i Udenrigsministeriet og ambassadør var blandt de første, der forudsagde Asiens økonomiske opstigning. Og han er blandt

37

Foran Jørgen Ørstrøm Møller tårner kasinoet Marina Bay Sands sig op på den anden side af bugten. »Jeg synes ikke om det. Der er jeg gammeldags og puritansk. Jeg kan ikke lide folk, der slår sig op og bliver milliardærer på at udnytte andres svagheder, som hele det der spillekasino gør,« siger han.

dem, der handlede mest konsekvent på analysen. Da han forudsagde, at verdens økonomiske centrum ville forskubbe sig fra Europa og USA og flytte til Asien, var hans reaktion for knap 17 år siden at flytte med. Siden 1997 har han været først ambassadør og siden professor i Singapore for at være tæt på udviklingen. »Da jeg besluttede mig for, at jeg ikke længere ville være departementschef i Udenrigsministeriet, syntes jeg, det var logisk at tage til Asien. Jeg havde gjort mig til talsmand for, at den økonomiske udvikling ville foregå herude, og så var det naturligt selv at tage konsekvensen af det,« siger Jørgen Ørstrøm Møller, som netop er fyldt 70. »Jeg mener, at verdens fremtid formes i Asien, og så er det da interessant at være til stede og kunne iagttage, hvad det er, der rent faktisk sker. Og også at kunne se problemerne.« Udsigten over Marina Bay – eller rettere mangelen på samme – vidner om

38

disse problemer. Mange af Singapores højhuse er gemt bag et forhæng af smog fra Indonesien, der hænger over byen og giver den luft, man indånder, en sær bismag. Forureningen er sammen med ulighed, befolkningstæthed, alderssammensætning, ressourceknaphed og uddannelse en del af den lange opremsning, Jørgen Ørstrøm Møller kommer med over udfordringer, Asien står over for lige nu. »Fremtiden tilhører Asien. Forudsat at Asien kan løse de udfordringer, Asien står over for – og dem er der mange af,« siger han.

Men byen omkring ham vidner også om Asiens potentiale. Containerskibene ligger tætpakket i havet syd for Singapore på vej ind mod Singapore Havn, en af verdens travleste. Den nybyggede, futuristiske arkitektur og de gigantiske airconditionerede storcentre blander sig med palmer, der svajer i tropebrisen. Musikken ud over Marina Bay flyder sammen med

drønene fra byens byggepladser. Slitage eksisterer ikke her. Gamle bygninger bliver erstattet af nye, før de når at forfalde. »Singapore er ved at etablere sig som Asiens finansielle centrum. Det er ikke længere ubetinget Tokyo. Det er ikke længere Hongkong. Det har været utroligt at se.« Potentialet i Asien begyndte for første gang at gå op for Jørgen Ørstrøm Møller på en ferierejse til Singapore og Malaysia.

Det var i december 1976, husker han, to år før Kina begyndte at åbne sig med Deng Xiaopings reformer. »Jeg så med mine egne øjne den udvikling, der formede sig, med byggeaktivitet og et pulserende økonomisk liv. Det var klart, at det ikke harmonerede med det billede, man havde i Europa og Danmark, hvor Asien blev set som tilbagestående. Det var et romantisk billede med palmetræer, hvor der ikke skete noget. I

BRIEF

juni ‘14

realiteten skete der en fænomenal økonomisk udvikling.« Singapore har i dag udviklet sig til en velsmurt metropol bundet sammen af et effektivt metronetværk og et væld af busser. Mere end halvdelen af singaporeanerne tager offentlig transport til og fra arbejde hver dag, og selv om der bor mere end fem millioner i Singapore, er der plads på vejene. »Når man bor her, lægger man vægt på, at det er en meget, meget velfungerende by. Det gør dagligdagen meget lettere. Ja, meget mere velfungerende. Det gælder stort set alting. København er sådan set en udmærket fungerende by, men her er bare en meget høj grad af effektivitet. Det gælder transport, sygehusvæsen, telekommunikation. Al den slags, der betyder noget i den daglige tilværelse.«

FAKTA: SINGAPORE • Singapore er med 5,6 millioner indbyggere på størrelse med Danmark, hvad angår befolkningsstørrelse.

Men på grund af sit lille landområde er bystaten det tredjetættest befolkede land i verden.

• Singapore blev grundlagt af sir Stamford Raffles i 1819 som en handelsstation på sydspidsen af Malaccahalvøen og grænser op til Malaysia. Singapore blev uafhængig fra koloniherren Storbritannien i 1963 og blev en uafhængig republik i 1965.

• Siden har Singapore været gennem en voldsom økonomisk udvikling og er kendt som en af ’de fire asiatiske tigre’ – en betegnelse for fire nationer med meget stærk økonomi. De andre tigre er Sydkorea, Taiwan og Hongkong. I dag er Singapore et af verdens rigeste lande målt pr. indbygger.

i Asien. Hvis du ser på det globale forbrugsmønster i dag, så er det tegnet og bestemt af, hvad der er udviklet i den vestlige verden. For det er der, man har den største købekraft. Derfor er det også sandsynligt, at det globale forbrugsmønster i fremtiden vil udvikle sig efter, hvor der er den største købekraft, og det vil være her i Asien.« Jørgen Ørstrøm Møller forudser, at Asiens vækst i kombination med Asiens voldsomme ryk af mennesker fra land til by vil skabe en række megabyer og -regioner med op mod 50 millioner mennesker hver. De vil blive verdens nye kreative kraftcentre, hvorfra nye trends opstår, og nye produkter indtager verden. »I det omfang, megabyerne ikke er i Asien, vil de være i Afrika eller Latinamerika. Der er ikke ret mange mulige kandidater i Europa eller USA.« Jørgen Ørstrøm Møller peger på Shanghai, Hongkong og Singapore som bud på kommende megabyer og -regioner. »Danske virksomheder er nødt til at være til stede. Med det mener jeg ikke, at man har et kontor eller en filial her. Man er nødt til at have sin strategiske tænkning og fundamentet for, hvordan virksomheden skal udvikle sig, forankret i Asien for hurtigt at kunne opfange nye tendenser og omforme dem til produkter.«

Megabyer former fremtiden Jørgen Ørstrøm Møller tager imod tidligt på dagen på Singapore Management University, hvor han har undervist de sidste syv år. Da brief møder ham, er der ni dage, til han fylder 70. »Det er jo altid mærkeligt,« siger Jørgen Ørstrøm Møller stille. »Jeg tror, at alle mennesker, når de ser den slags åremål, ser tilbage og synes, at livet er gået meget, meget hurtigt. Jeg har det jo godt. Men Jeg mener, at verdens fremtid det er klart, at livet i store Nye tider formes i Asien, og så er det da træk ligger Politikerne bag mig.« står over for interessant at være til stede og Alligevel svære beslutkunne iagttage, hvad det er, der ser Jørgen ninger, når Ørstrøm MølDanmark skal rent faktisk sker. Og også at ler længere ind indrette sig på i fremtiden end en virkelighed, kunne se problemerne. de fleste. Det er hvor vi ikke lænden fremtid, brief er gere er placeret i rejst til Singapore for at verdens økonomiske se frem mod. centrum, mener Jørgen Med tydelig diktion taler han Ørstrøm Møller. sig igennem, hvordan Asiens opstigning »Vi har det jo stadig godt, der er jo fortsætter med at forandre verden fundaikke store problemer i Danmark.Væksten mentalt. Det økonomiske centrum flyttes kunne måske godt være lidt højere, men fra Vesten til Østen. Og udviklingen acce- der er ikke noget stort pres på at skabe en lereres af, at USA snart går statsbankerot, omstilling i den danske økonomi. Det er at de rige lande står over for 10-15 år et af de store problemer. Man skal ofte med lavere vækst, end vi har været vant gennemføre sådan en omstilling, når der til, og at Kina og Sydøstasien imens fortikke synes at være noget stort behov for sætter deres vej opad. Den tid, hvor Veden endnu.« sten var verdens centrum, vil være forbi.

Hvordan ser Danmark ud i fremtiden, hvis »De nye strømninger, tendenser og vi ikke kommer ind på de asiatiske markeder mønstre kommer i højere grad til at opstå og reagerer på det skift?

39

FOTO: POLFOTO

Ganske som han gjorde for 17 år siden, og som han nu siger, de danske politikere og virksomhedsejere skal. Men han tøver med at sige, hvornår han gør alvor af at rejse hjem. »Vi vil gerne blive boende. I hvert fald et stykke tid endnu.« Så det bliver fortsat med Jørgen Ørstrøm Møller midt i udviklingen, at Asien fortsætter ind i fremtiden.

Havnen i Singapore var den travleste i verden, til den blev overhalet af havnen i Shanghai i 2010. Hvert 2.-3. minut lægger et skib til eller fra kaj, og havnen spiller en central rolle i bystatens stærke økonomi.

»Så kan man med stor sikkerhed sige, at vi ikke vil have mulighed for at finansiere det samfund og den samfundsmodel, der er flertal for i Folketinget og i befolkningen. Det er helt klart, at hvis vi ikke gør de her ting, så mister vi vores økonomiske suverænitet. Det bliver et andet samfund. Et mindre samfund.«

Singapore er ved at etablere sig som Asiens finansielle centrum. Det er ikke længere ubetinget Tokyo. Det er ikke længere Hongkong. Det har været utroligt at se.

Tiden som departementschef førte Jørgen Ørstrøm Møller tæt på de tunge beslutninger om EU. Han var en af de centrale spillere, da Danmarks fire forbehold blev skabt, efter at et flertal af dan-

40

skerne havde stemt nej til Maastrichttraktaten. Men sidst i årtusindet traf Jørgen Ørstrøm Møller beslutningen om at trække sig fra sin centrale placering i udenrigspolitikkens maskinrum. »For det første var jeg blevet 53 år, og det lyder jo ikke af meget, når man står over for sin 70-års fødselsdag. Men en departementschefstilling vil som hovedregel være meget stærkt belastende. Da jeg gik af, havde jeg siddet 8,5 år, hvor der hele tiden var pres på. Både tidspres og beslutningspres. Jeg var kommet til den erkendelse, at jeg ikke mere havde det fulde greb om problemerne, og så var det måske bedst at gå selv, før andre gjorde opmærksom på, at man gjorde klogt i at gå. Det er altid en stor tilfredsstillelse at kunne gå selv.« Det var alderen, der pressede på og gjorde, at Jørgen Ørstrøm Møller stoppede som departementschef og tog til Asien.

Nu sætter alderen sig igennem igen.

Denne gang sender den ham tilbage til Danmark på et eller andet tidspunkt. »Den officielle plan er at vende tilbage til Danmark. Problemet er, at man jo gerne skal flytte, mens man er nogenlunde frisk.« Jørgen Ørstrøm Møller står altså over for at skulle træffe en svær beslutning.

BLÅ BOG: JØRGEN ØRSTRØM MØLLER Departementschef, ambassadør og professor • Født i 1944 på Frederiksberg.

• Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1968.

• Var i Udenrigsministeriet fra 1968 til 2005, i 1989 til 1997 som departementschef og derefter som ambassadør i Singapore og Brunei.

Fra 2002 også Danmarks ambassadør i Australien og New Zealand og således ambassadør i ikke mindre end fire lande på en gang.

• Selv om han blev pensioneret fra diplomatiet i 2005, er han fortsat professor på Singapore Management University, seniorforsker på Institute of Southeast Asian Studies (begge i Singapore) og adjungeret professor på Copenhagen Business School.

• Er kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen og forfatter til 38 bøger om Asien, EU og økonomi.

• Bor i Singapore, er gift med Thanh Kieu Møller og har adopteret hendes to voksne børn, der i dag bor i Vietnam og Australien.

BRIEF

juni ‘14

FOTO: SCANPIX

Singapore er i dag et af verdens fem vigtigste finansielle centre. Ifølge The Economist er næsten 3.000 finansielle institutioner repræsenteret i bystaten, mange med stål, glas og lystårnene her ved Raffle’s Place.

41

UDSYN 1

Det argentinske skatkammer AF EBBE FISCHER FOTO DANIEL GARCIA

I gamle dage brugte man i Europa udtrykket ‘rig som en argentiner’.

Argentina udviklede sig til et af verdens rigeste lande i første del af det 20. århundrede, og Buenos Aires blev rig på kunstskatte og klenodier. Vi drog på skattejagt og fandt Europas arvesølv.

I

en smal passage omkranset af mausoleer ligger en legende. Bag et tungt jerngitter hviler Eva Perón for evigt, Evita – eller ’lille Eva’, som argentinerne kærligt kalder deres førstedame fra 1940’erne. En karismatisk kvinde, der blev populær på at hjælpe de fattige og selv døde af kræft som bare 33-årig.

Vi står midt på en af verdens mest glamourøse kirkegårde – Cementerio de la Recoleta – hvorfra landets rige familier sender deres døde på den sidste rejse. Det ene slot afløser det andet – alle mausoleer i flere etager med kister i rækker, også underjordiske. Evitas hjørne af kirkegården trækker en kontinuerlig strøm af turister, som stiller sig ved gitteret i bemærkelsesværdig stilhed. »Hun blev først flyttet hertil i 1976.

42

3

2

Man mente, hun skulle hjem til sin oprindelige familie,« fortæller en guide afdæmpet, og et par turister nikker respektfuldt. Over gitteret står Evitas eget familienavn indskrevet: Duarte.

Lidt derfra kommer en ung kvinde gående med en hvid rose. Hun er på vej til familiemausoleet. Pigen smiler venligt, og vi får lov til at gå med. Ind og ud ad smalle gange, forbi tonstunge bygninger, mens smidige katte smyger sig omkring stenene. Pigen fortæller roligt om sit besøg på kirkegården. »I dag for fem år siden døde min søster i en bilulykke,« siger hun og kigger ned.

En skygge glider hen over hendes lyse ansigt, men forsvinder, da hun ser op på ny. Gimena Varela er fattet; hun har affundet sig med tabet, lader det til.

BRIEF

juni ‘14

4

FOTO: EBBE FISCHER

1 Mondæn butik på Defensa-gaden i San Telmo. Varerne koster typisk over 10.000 dollars stykket. 2 Gadetango. Danserne er dygtige folk fra de lokale tangoskoler og -universiteter.

3 Knap tre meter høje kinesiske vaser fra det 19. århundrede. 4 Hjørnet af Plaza Dorrego, en af Buenos Aires’ ældste og mest kendte pladser, hvor duerne og de lokale blander sig med gadehandlere, turister og tangodansere, som giver udsøgte shows for et par håndører.

5 Gimena Varela ved sin søsters grav på femårsdagen for trafikulykken.

5

1810 – Kreolerne tager magten fra den spanske vicekonge i Buenos Aires.

1816 – Argentinas uafhængighedserklæring underskrives.

1861 – Bartolomé Mitre vinder borgerkrigen og sikrer regeringen i Buenos Aires magten over landet.

1914 – De 43 foregående år er Argentina vokset med gennemsnitligt 6 procent som følge af en gigantisk landbrugssektor og er nu i top 10 over verdens rigeste lande (målt pr. indbygger).

1930 – Militæret tager magten ved et kup og lægger grunden til ’the long decline’. En række kup følger. Argentina er dog stadig blandt verdens 20 rigeste nationer.

43

1 Fortovscafeer på Plaza Dorrego. De lokale nyder en ’café con leche’. 2 Claudia Calavia, der ejer tre butikker på Defensa-gaden, har travlt. Størstedelen af omsætningen kommer fra udlandet.

2

1

Da vi når familiens mausoleum, fæstner Gimena rosen til jerngitteret og knæler langsomt. Hun kigger ind til kisterne, leder efter sin søster og finder til sidst hendes kiste. Gimena slår korsets tegn.

Højt over hende står skrevet i sten: »Miguel Mexía Mármol 1823«.

Søstrenes forfædre var katolikker, udvandret fra Italien.

Et skatkammer Latinamerikas næststørste land er bygget af europæiske indvandrere, der kom i bølger fra midten af 1800-tallet. Familierne tog arvegodset med på den tre uger lange sejltur til den nye verden, hvor enorme landområder lokkede. Frodig jord, der gjorde Argentina til et af verdens rigeste lande i første del af det 20. århundrede.

Det blev populært blandt argentinere at hente kunstskatte fra det gamle kontinent til Buenos Aires, hvor de velstillede byggede stilfulde paladser og sendte nødhjælp til Europa.

Men tiderne skiftede; militærkup og økonomisk krise prægede efterkrigstiden, og mange argentinere så pludselig en god forretning i at sælge familiens kunstskatte.

Og efter statsbankerotten i 2001 kom mange nye varer på markedet.

Belén Andrade-Díaz er senioradministrator på det førende auktionshus Christie’s’ kontor i Buenos Aires. Hun fastslår, at langt de fleste varer på det bugnende antikvitetsmarked er europæiske. »Husk på, at vi så en stor europæisk indvandringsbølge efter Anden Verdenskrig, og mange nye ting blev bragt ind.

Vi ved ikke, hvad der er tilbage,« siger hun og påpeger, at to markeder kører parallelt: »Vi skelner mellem det lokale marked og det internationale marked. Det lokale marked er stort og vigtigt, fordi argentinerne er stolte af deres europæiske rødder, og de er vilde med gamle europæiske ting. Udlændinge kan til gengæld gøre en god forretning, da prisniveauet er relativt lavt, men det kan være kompliceret at eksportere varerne,« siger Belén AndradeDíaz med henvisning til den protektionistiske lovgivning.

FOTO : SC

44

1955 – Flåden bomber pladsen foran præsidentpaladset i et forsøg på at dræbe Perón, men dræber i stedet en række uskyldige. Perón flygter til Spanien.

1976-1983 – Det sidste militærdiktatur udrenser op mod 30.000 politiske modstandere.

FOTO : SC PIX AN

PIX AN

1946 – Juan Domingo Perón vinder præsidentvalget og den brede politiske alliance – ’peronismen’ – fødes.

Forhandleren Et par kilometer fra Evitas gravsted skærer en hovedgade sig igennem et gammelt kvarter. San Telmo er Buenos Aires’ ældste bydel. I midten af det 19. århundrede boede byens rigeste i området, men i 1871 kom den gule feber, og aristokratiet flyttede nordpå.

I nærheden af hovedgaden Defensa ligger antikvitetshandlere dør om dør.Ved den centrale plads, Plaza Dorrego, ligger de mondæne butikker som perler på en snor. Duerne flokkes om pladsen, hvor tangodansere sætter præg på hverdagen. På hjørnet ligger en af de mest elegante butikker, Norberto Medrano. Bag et blankpoleret butiksvindue står marmorstatuer, vaser og malerier under lysekroner af guld. En midaldrende, mørkhåret kvinde låser op for en håndfuld velklædte asiater på shoppingtur. Dybt inde i lokalet sidder ejeren, lyshårede Claudia Calavia, ved et skrivebord og taler i telefon. »Porcelænet bliver sendt i morgen, og det er i USA i næste uge,« siger hun og holder en pause. Under det gamle træbord vipper den højhælede sko op og ned, og hun ser bestemt frem for sig. Så nikker hun. »Ciao,« siger damen og lægger røret på. Så smiler hun til os. Den 42-årige kvinde ejer stedet sammen med sin mand, som lægger navn til butikken, og mange af hendes kunder kommer fra udlandet.

1982 – Militærjuntaen angriber og erobrer Falklandsøerne fra Storbritannien, men Margaret Thatcher slår igen, og Argentina lider et ydmygende nederlag i en kort, men hidsig krig.

1983 – Demokratiet genindføres på fredelig facon.

BRIEF

juni ‘14

Ægteparret ejer tre butikker på Defensa, og deres forretninger er i rivende udvikling. »Vi skaber kontakt til udlændinge, når de kommer forbi vores butikker. De fleste af de mange turister, der kommer til Argentina, kommer nemlig forbi San Telmo.

Vi har nok at lave,« fastslår hun.

Hendes forretning hjælper med det krævende administrative arbejde, når varerne skal eksporteres. Det koster 15-20 procent ekstra. Antikviteterne køber de normalt af private, som ringer ind og tilbyder familiens klenodier. »De unge har måske arvet en stor skulptur, som de ikke har plads til i lejligheden, eller de har i det hele taget en mere moderne stil. Så ringer de til os for at sælge,« forklarer Claudia Calavia.

Det Catalanske Hus Tre gader fra Defensa ligger et storslået kulturhus. Casal de Catalunya blev opført i kolonistil i 1886, og bygningen rummer et antikt bibliotek, en restaurant og et stort teater. Huset er ejet af de 400 socios [medlemmer, red.], som vælger en præsident. Det er typisk for Buenos Aires’ mange europæiske kulturhuse; de er ejet af indvandrernes efterkommere, som deles om både ejerskab og magt på demokratisk vis.

P.t. sidder Josep Puig i catalanernes chefstol, og vi møder præsidenten på hans kontor i det store hus. Et gammelt træbord omkredses af solide, bløde lænestole, og på væggene hænger portrætmalerier af de to catalanere, der var ministre i Argentinas første selvstændige regering - tilbage i 1810.

Husets antikke inventar er med til at sikre stedets identitet; en kulturel forankring, et ståsted. »Det handler om identitet. Det er vigtigt for mig, at min datter vokser op i samme atmosfære, som jeg voksede op i. At hun lærer de samme traditioner og skikke, som jeg har lært. Jeg ved ikke, om hun kommer til at bo i Catalonien, derfor må hun lære det her i landet,« siger Josep Puig og erklærer sig som tilhænger af, at Catalonien løsriver sig fra Spanien. Hans lille datter sover

2001 – Argentina går statsbankerot som følge af et årtis forfejlet økonomisk politik.

på to stole med en dyne over sig på den anden side af bordet. »Min familie ankom første gang i slutningen af 1800-tallet, og de rejste i årtier frem og tilbage mellem Argentina og Catalonien. I Buenos Aires fastholdes den europæiske identitet, og byen er fuld af små samfund.Vi er argentinere, men også franskmænd, italienere og catalanere. Det er svært at forklare. Din oprindelse er noget, du bærer inden i dig. Det er din historie, din identitet,« siger Josep Puig med et fast blik.

Kort efter går vi op ad en vældig marmortrappe, og præsidenten viser ind i et baglokale, hvor en figur af den berømte ’sorte jomfru’ fra klosteret Montserrat ved Barcelona er udstillet. San Telmos indbyggere sætter pris på antikviteter.

Et par hundrede meter mod nord lokker den lille forretning Fior di Ligi. Her sidder Francisco Magarola og kigger på et billede af den danske maler Emanuel Larsen. Det er en af ejerens personlige favoritter, og det koster 18.000 kroner. Maleriet forestiller Helsingborg, som havnen så ud omkring midten af det 19. århundrede. Ifølge ejeren er det malet i 1876.

Imidlertid døde den danske maler i 1859, og ejerens udsagn er altså forkert. Det er typisk for San Telmo. I reglen er varerne ægte, men de lokale har ikke styr på detaljerne, fordi de køber på et kaotisk auktionsmarked. Francisco Magarola opererer på det marked. Han åbnede sin forretning, fordi hans familie havde værdier på loftet. »Vi havde nogle antikviteter, som jeg kunne sælge, og siden krisen i 2001 har jeg handlet på udstillinger og auktioner i hele byen. Jeg åbnede butikken for fem år siden.

De fleste af vores antikviteter er fra 20’ernes og 30’ernes Europa,« siger Francisco Magarola og kigger tankefuldt på maleriet af Øresund, de gamle sejlskibe og havnen i Helsingborg. Maleriet er sandsynligvis bragt til Argentina med skib af danske indvandrere for omkring 100 år siden.

2007 – Argentinas nuværende præsident, Cristina Kirchner, efterfølger sin mand, som tre år senere dør af et hjerteanfald.

2011 – Cristina Kirchner bliver genvalgt på en bølge af sympati.

LÆS MERE: DANSKERE I ARGENTINA Argentina modtog mange europæiske indvandrere, også danskere.

Hele 13.000 af vores landsmænd indvandrede til Argentina fra 1870’erne frem til Anden Verdenskrig, og landet rummer stadig fire danske kirker, en dansk gravplads og en kopi af Den Lille Havfrue, der kigger ud over Sydatlanten fra badebyen Necochea.

Størstedelen af danskerne var bønder, som så muligheder på den uendelige pampas. I Argentina indrettede de sig i minisamfund med egne skoler, kirker, aviser og blade. Danskerne var vellidte som hårdtarbejdende indvandrere.

Litteratur – Tre værker om de danske indvandrere i Argentina: •E rik Dybdal Møller: Danskere som indvandrere, Poul Kristensens Forlag 2007. En bog om indvandringens mytologi.

Forfatteren er født i Argentina af danske forældre og har boet og arbejdet i sit fødeland.

• Lars Bækhøj: Danske i Argentina, Det Danske Forlag 1948. Bogen er skrevet af en dansk indvandrer, som blev en nøglefigur i udviklingen af danskargentinske skoler.

• Jane Aamund: De grønne skove og Smeltediglen, People’s Press 2004-2009. En rost slægtskrønike om de danske indvandrere i Argentina.

2012 – Argentina er verdens 55. rigeste land målt pr. indbygger ifølge IMF.

2014 – Inflationen accelererer, en række korruptionssager ryster regeringen, og eksperter advarer mod at investere i Argentina.

45

UDSYN

Alpha Centauri Bb er den nærmeste kendte planet uden for vores solsystem. Med vores nuværende teknologi ville rejsen tage omkring 40.000 år. Desværre er Alpha Centauri Bb helt sikkert ubeboelig. Den nærmeste potentielt beboelige planet er tre gange længere væk.

ALPHA CENTAURI Bb

ALPHA CENTAURI

46

BRIEF

juni ‘14

SOLEN

DU ER IKKE

A

L

E

N

E

Alene i år har NASA opdaget 715 planeter uden for vores eget solsystem. Et videnskabeligt gennembrud, der får forskere til at tale om, at vi i løbet af ti år opdager fremmed liv i universet.

Men hvad sker der, når vi får svaret på, om vi er alene i universet?

AF RASMUS KARKOV

V

i står over for en revolution af vores verdensbillede og vores opfattelse af os selv i universet. Senest har NASA’s Kepler-teleskop bekræftet eksistensen af hundredvis af planeter i fjerne solsystemer, som vi tidligere intet kendskab havde til.Ved hjælp af avancerede målinger kan man sige en hel del om, hvordan der ser ud på de fjerne, fjerne planeter.

47

Så sent som i april kunne man i medierne læse om fundet af en jordlignende planet med flydende vand 500 lysår væk.

Med det nyeste gennembrud kan det meget vel være et spørgsmål om få år, før vi får vished om et af livets helt store spørgsmål: Er vi alene i universet? »Vi er meget tæt på at finde liv et sted derude,« siger astrofysiker fra Niels Bohr Institutet Anja C. Andersen.

Det er ikke mere end 20 år siden, vi endnu ikke havde identificeret andre planeter end dem, vi kender fra vores eget solsystem (hvoraf seks af de otte planeter har været kendt siden tidernes morgen).

Nu ved vi, at Mælkevejen blot er en galakse blandt milliarder af galakser. Alene i vores galakse er der 100 milliarder planeter og ti milliarder, der minder om Jorden. Det anslog et hold forskere anført af den britiske professor Martin Dominik for nylig efter seks års undersøgelser. »Hvis vi finder liv i universet, vil det være dødsstødet for vores jordcentrerede opfattelse af universet,« siger Martin Dominik til brief.

Fra astronomi til politik Vi er nu så tæt på, at ikke bare astronomer, men hele

Hvis der er bakterier, skal vi være på vagt. Der er masser, der kan gå galt, når livsformer, som ikke tidligere har haft kontakt, kommer i kontakt med hinanden.

KAI FINSTER

48

den politiske og økonomiske magtelite opererer med, at en snarlig opdagelse af fremmed liv i universet vil sende rystelser gennem de strukturer, vi kender.

En opdagelse af liv er et så fundamentalt paradigmeskifte, at det i dag er på dagsordenen hos alle fra teologer og politikere til økonomer.

Eksempelvis skriver World Economic Forum, der hvert år samler verdens ledere i Davos i Schweiz, i en analyse, at det er på tide at forberede verdens befolkning på, at vi ikke er alene i universet. »I løbet af de næste ti år kan vi have bevis for, at Jorden ikke er unik, og at livet eksisterer andre steder i universet. Det er stadig muligt at forberede befolkningerne på det paradigmeskifte i forhold til menneskehedens position i universet, som fundet af liv vil medføre,« skriver World Economic Forum i sin Global Risk-rapport fra 2013.

World Economic Forum forudser, at opdagelsen af selv fossilt liv i første omgang vil føre til øget investering i rumforskning og rumfart og på længere sigt vil medføre langt mere grundlæggende ændringer: »Selv om opdagelsen vil være årets største nyhedshistorie, vil det ikke ændre verden øjeblikkeligt. Men på langt sigt kan de psykologiske og filosofiske konsekvenser være fundamentale. Hvis vi finder liv eller bare fossilt liv, vil det vise, at livet opstår overalt, hvor betingelserne er til stede. Selv simple livsformer vil føre til spekulation om, hvorvidt der findes andre intelligente væsener, og udfordre selve det fundament, som menneskehedens filosofier og religioner hviler på.« Guds storhed – eller bare et skuldertræk Men selv om vi står på tærsklen til at besvare et spørgsmål, der har pirret vores nysgerrighed i årtusinder, betyder det ikke, at vores verden vil ændre sig fra den ene dag til den anden.

Det kedelige svar er, at opdagelsen af liv ikke vil ændre noget fundamentalt, siger flere andre kilder, som brief har talt med. For eksempel tager den katolske kirke udsigten til at opdage liv i rummet med ophøjet ro.

Vatikanets chefastronom, fader José Gabriel Funes, understreger, at der ikke er nogen modsætning mellem kristendom og udenjordisk liv. »Gud har skabt et virvar af liv på Jorden og kan sagtens have skabt andre væsener i universet.Vi mennesker kan ikke afgøre grænsen for Guds kreative frihed. Hvis vi betragter jordiske væsener som vores brødre og søstre, hvorfor skulle vi så ikke også betragte rumvæsener som vores brødre? De ville også være en del af skabelsen,« siger José Gabriel Funes til Vatikanets nyhedstjeneste.

Lektor i anvendt filosofi på Aalborg Universitet Henrik Jøker mener heller ikke, at opdagelsen af rumvæsener vil sprænge vores verdensbillede psykologisk, filosofisk eller religiøst. Det skyldes især noget, der fandt sted for 500 år siden. »Vi taler stadig om, at Solen står op, selv om det er 500 år siden, Kopernikus opdagede, at Jorden ikke er universets centrum, men kredser om Solen, og det

BRIEF

juni ‘14

HVAD ER EN X

O

P

L

A

N

E

En exoplanet er en planet, der kredser om en anden planet end vores Sol. Astronomer har i århundreder spekuleret på, om der er planeter andre steder i universet. Men det var først i 2003, at man med sikkerhed kunne bekræfte eksistensen af én exoplanet. Ved redaktionens slutning er antallet af kendte exoplaneter 1.800, men som nævnt i artiklen stiger dette tal jævnligt.

Det er Kepler-teleskopet, der har ført til det videnskabelige gennembrud. Der er flere teknikker til at observere exoplaneter, men den vigtigste er, at Kepler-teleskopet kan se et minimalt fald i lysstyrken, når en planet passerer foran en stjerne. Ud fra denne observation kan man både sige noget om planetens størrelse og afstand fra stjernen og om, hvorvidt planeten ligner Jorden.

T

?

HENRIK JØKER

FOT O: SC

E

Hvis vi møder intelligent liv, kunne man håbe, at vi ville undslippe en universel ensomhed, men hvis der bare dukker noget plankton op, vil det ikke være andet end en bekræftelse af en banal, statistisk sandsynlighed, som astronomerne allerede opererer ud fra.

PIX AN

Vi er meget tæt på at finde liv et sted derude.

ANJA C. ANDERSEN

FOTO: SCANPIX

Hvordan mon der ser ud på en planet i et andet solsystem? En kunstner har givet et bud.

Bemærk planterne, som antyder, at planeten har en atmosfære, som kan skabe liv.

Når vi leder efter liv i rummet, er det i virkeligheden os selv og vores egen frelse, vi leder efter.

THORE BJØRNVIG

49

Det kedelige liv i rummet Og netop de encellede organismer er det mest sandsynlige – om end lidt kedelige - svar på spørgsmålet.

For mens de fjerne planeter i fremmede solsystemer giver mulighed for at fantasere om jordlignende kloder, er de eneste planeter, vi selv kan besøge, dem i vores eget solsystem. I årtier har de små Mars Rovers kørt rundt på den røde planet uden at finde liv, men fra i år har NASA intensiveret jagten på fossiler, der i det mindste kan vise, at livet var der engang. Det er også muligt, at der er vand under overfladen, hvor små organismer kan leve.

De bedste bud i vores eget solsystem er dog Jupiters ismåne Europa og Saturns måne Enceladus. ­Begge måner menes at rumme oceaner under deres overflade. Men ud fra et evolutionært synspunkt er sandsynligheden for, at der er intelligent liv, meget lille. »Derfor er det næppe grønne mænd, hvis vi finder liv på Mars, men bakterielle livsformer,« siger astrobiolog og professor i mikrobiologi ved Aarhus Universitet Kai Finster.

Men selv om bakterierne hverken er opsigtsvækkende eller kommer med avanceret teknologi og uendelig visdom, så kan de medføre den ultimative forandring af menneskeheden, hvis noget går galt, når de bliver transporteret til Jorden. »Hvis der er bakterier, skal vi være på vagt. Der er masser, der kan gå galt, når livsformer, som ikke tidligere har haft kontakt, kommer i kontakt med hinanden.Vi kender konsekvenserne, når vi spiser mad fra fjerne egne. Et andet eksempel er det, der skete, da aids blev overført til mennesker. Det er aldrig uproblematisk at møde nye livsformer,« siger Kai Finster.

Men hvis bakterier ikke udsletter os, så bringer de noget vigtigt med sig, mener Anja C. Andersen. »Det vil løfte ansvaret ved at være det eneste liv i universet fra vores skuldre. Hvis der er andet derude, slutter det hele ikke med os,« siger Anja C. Andersen.

Det spændende alternativ De nye opdagelser af planeter uden for vores eget solsystem – såkaldte exoplaneter – giver dog mulighed for at fantasere om mere avancerede livsformer.

Og hvis Kepler-teleskopets nye opdagelser fortsætter

50

i deres nuværende tempo, kan vi måske sige noget om mere avancerede livsformer i andre solsystemer.

Det er dog vigtigt at have en grundlæggende forståelse for afstandene i vores galakse, hvis man forestiller sig liv på exoplaneterne. Eksempelvis er de mest sandsynlige kandidater for liv 1.200 lysår væk.

Alpha Centauri Bb, som vi skriver om i grafikken, er ’kun’ 4,4 lysår væk.

Hvis vi skal i kontakt med dem, kræver det med andre ord, at rumvæsenerne er os så overlegne, at de i modsætning til os kan rejse blandt stjernerne hurtigere end lyset. Hvis det er tilfældet, vil menneskehedens vilkår øjeblikkeligt blive ændret.

En af astronomiens grand old men, Carl Sagan, mente med tanke på, at civilisationer traditionelt udsletter sig selv, at en rumcivilisation kun kan blive så avanceret, at den kan rejse mellem stjernerne, hvis den er nået forbi strid og krig. I hans optik vil rum-

Hvis vi finder liv i universet, vil det være dødsstødet for vores jordcentrerede opfattelse af universet.

MARTIN DOMINIK

Hvis rum­ væsener besøger os, tror jeg, at det vil blive, som da Christoffer Columbus opdagede Amerika. Det endte ikke så godt for den lokale befolkning.

FOT O: SC

derfor burde hedde, at Jorden har roteret endnu en omgang. Hele vores sprog er stadig gennemsyret af det gamle verdensbillede, og det viser, at vi mentalt stadig er i det,« siger Henrik Jøker.

Hvis opdagelsen skulle ændre noget, så kræver det, at vi bliver kontaktet af intelligent liv.Vi har nemlig allerede vænnet os til tanken om, at der nok er en eller anden encellet organisme derude. »Hvis vi møder intelligent liv, kunne man håbe, at vi ville undslippe en universel ensomhed, men hvis der bare dukker noget plankton op, vil det ikke være andet end en bekræftelse af en banal, statistisk sandsynlighed, som astronomerne allerede opererer ud fra,« siger Henrik Jøker.

PIX AN

STEPHEN HAWKING

BRIEF

juni ‘14

FOTO: SCANPIX

væsener, der rejser mellem stjernerne, have nået et højere niveau af harmoni og komme med fred.

Men verdens berømteste nulevende videnskabsmand, Stephen Hawking, mener, at Sagan blandt andet glemmer én væsentlig detalje, nemlig at der ikke findes uendelige ressourcer i universet. På Jorden har de fleste krige handlet om at kontrollere de begrænsede ressourcer, og hvis rumvæsenerne finder os, vil de næppe agere anderledes end os selv. »Hvis rumvæsener besøger os, tror jeg, at det vil blive, som da Christoffer Columbus opdagede Amerika. Det endte ikke så godt for den lokale befolkning,« siger han.

Både Hawking og Sagan kan have ret, for der er én ting, vi altid glemmer, når vi taler om fremmede civilisationer. Måske er der mange derude. Måske kommer nogle med fred og andre med død.

Kunstnerisk fortolkning af en række af planeter, som er blevet opdaget uden for vores solsystem: gasplaneter (øverst til højre), jordlignende, iskolde, varme og klippefyldte planeter (nederst til højre). Flere hundrede af de planeter er måske i stand til at understøtte liv.

DRAKES L

I

G

N

I

N

G

– DEN MATEMATISKE SANDSYNLIGHED Selv om det først er nu, at vi med sikkerhed kan sige noget som helst om planeter andre steder i universet, har spørgsmålet naturligvis optaget astronomer tidligere. Og ikke mindst sandsynligheden for liv andre steder i universet.

I 1961 fremsatte den amerikanske astronom Frank D. Drake sin ligning, der ud fra en række nøglefaktorer beregner, hvor mange observerbare civilisationer der findes i en galakse.

Kort fortalt viser ligningen, at antallet af stjerner og planeter i universet er så enormt, at selv en ufattelig lille sandsynlighed for, at liv kan opstå, vil betyde, at der er tusinder af andre planeter med liv.

BBC har lavet en interaktiv grafik, der på en illustrativ måde viser, hvordan ligningen fungerer. Prøv den her: korturl.dk/6w8

FOTO: SCANPIX

Ligningen om os selv Men på sin vis ved vi allerede, hvad der sker, når rumvæsenerne kommer. For nogle er ufoer en realitet. »Mere end hver tredje amerikaner tror på flyvende tallerkener, så for dem er rumvæsenerne her allerede, uden at det har den store betydning for deres liv. Medmindre rumvæsener ligefrem lander på Rådhuspladsen, vil opdagelsen af liv i universet formentlig være, som det var for den almindelige europæer, da Columbus opdagede Amerika. Det er da spændende nok, men det er vigtigere, hvad vi skal have til aftensmad,« siger religionshistoriker og ekspert i jagten på liv Thore Bjørnvig.

De første beretninger om ufoer dukkede op i 1947, to år efter at atombomberne over Hiroshima og Nagasaki afslørede vores evne til at udrydde hinanden. I 1961 fremsatte Frank Drake en ligning for liv i vores galakse. Den forklarer, hvor mange radiokommunikerende civilisationer der kan være i Mælkevejen, ud fra en række variabler. Den sidste variabel er radiokommunikerende civilisationers levetid.

Jorden er for eksempel 4,6 milliarder år gammel, og hvis vi sætter den tid til ét år, så har vores civilisation eksisteret i 20 minutter, og vi har kun kunnet kommunikere med radio i et halvt sekund. De forklaringer, forskere kommer med, når de skal sige, hvorfor civilisationer udsletter sig selv, afspejler ifølge Thore Bjørnvig altid samtiden. »Drakes ligning siger, at der kan være tusindvis af civilisationer, men at de kun eksisterer i meget kort tid. Forklaringen på, hvorfor de går under, ændrer sig i forhold til de trusler, Jorden står over for. Under den kolde krig regnede man en atomudslettelse for menneskehedens endeligt. I 00’erne skyldtes det terrorisme, og nu skyldes det klimaforandringerne. Drakeligningen afspejler vores frygt. Når vi leder efter liv i rummet, er det i virkeligheden os selv og vores egen frelse, vi leder efter,« siger Thore Bjørnvig.

51

TEKST EBBE FISCHER

debrief

MICHAEL BOOTH ER FORFATTER OG JOURNALIST. HAN ER ENGELSK, MEN DANSK GIFT OG HAR BOET EN ÅRRÆKKE I DANMARK. I 2013 UDKOM HANS MEGET OMTALTE BOG, ‘DER ER ET LYKKELIGT LAND’, SOM SER KRITISK PÅ NORDISK KULTUR.

Lige service til alle FOTO: PRIVAT.

debrief: Dansk service er præget af danskernes ønske om at mødes i øjenhøjde, tilsat en knivspids jantelov. Den mentalitet spolerer servicen i Danmark, mener engelske Michael Booth.

Hvad er det bedste ved dansk service? »Det gode ved servicen i Danmark er forbundet med alt, hvad jeg har at sige om dansk service. Danskerne forsøger altid at mødes i øjenhøjde. Det er fantastisk. Og årsag til, at det danske samfund fungerer så godt. Problemet i forhold til service er, at der er en skævhed i den ligning. Det er fantastisk, at tjeneren mener, at han er på samme niveau som dig. Og det er vi jo også som mennesker. Men den tankegang fungerer bare ikke rigtig i et serviceerhverv.«

Hvordan bliver du selv behandlet? »På danske restauranter udstråler personalet ofte den attitude, at du ikke skal tro, du er noget særligt. Jeg var på restaurant for et par dage siden, og attituden fra personalet var desværre ikke, at de ville sørge for, at vi fik en fantastisk aften.

De skulle nok komme med menuen, når de havde lyst. Jeg rejser ofte til Japan, og kontrasten er helt utrolig. Det er altid lidt af et chok at komme tilbage til Danmark.« Skiller Danmark sig ud? »Du kan finde dårlige restauranter alle vegne. Problemet i Danmark er, at man typisk kun arbejder en begrænset periode i butikker og restauranter, mens man studerer. Man tager ikke faget alvorligt. Man møder nogenlunde den samme holdning i de øvrige nordiske lande; at service er en grim ting. At det ikke er noget, som mennesker burde gøre for hinanden, du ved.« Hvordan kan vi forbedre servicen i Danmark? »Siden den manglende service er symptom på noget excellent – den høje grad af lighed i samfundet – ved jeg slet ikke, om I har lyst til at forbedre servicen. Det kommer også i høj grad an på uddannelse og lønninger, og de faktorer kunne man med fordel se på og forbedre. Jeg er dog ikke ekspert i servicesektoren.«

Download hele interviewet som podcast på nordeaprivatebanking.dk/brief

Er der mangel på respekt for mennesker, som arbejder med deres hænder? »Ja, absolut. I Danmark er jobbet som tjener eller butiksansat kun for studerende og svenskere. De job har lavstatus. Indtil du kommer op på niveau med NOMA og lignende, som har perfektioneret servicens kunst. De har knækket koden, og de ved, hvad de laver. Men for majoriteten bliver service ikke taget alvorligt. De, som servicerer dig, synes ofte, jobbet er under deres standard, og det er næsten, som om de prøver at fortælle dig, at ’det her er ikke, hvad jeg skal lave resten af mit liv.

Jeg skal på universitetet og være læge’.« Hvad siger dine engelske venner, når de kommer på besøg i Danmark? »Folk tager ikke væk fra Danmark og siger: ’Oh my god, the service is bad.’ Men min mor lægger mærke til det, når hun går i supermarkedet, og folk ved kassen fuldstændig ignorerer hende. De siger ikke tak, de siger ikke velkommen, de siger ikke hej eller farvel. I England har vi til gengæld en helt barok måde at gøre det på. For nylig i en engelsk kiosk optalte jeg, hvor mange gange jeg selv og personen bag disken sagde ’please’ og ’tak’, da jeg købte en avis. Vi kom op på 13 gange. Vi er måske lidt latterlige, men siden jeg voksede op med den form, er det lidt svært at møde kulturen i Danmark.«