brief 19 by Nordea Share

august 2015

TEMA: KUNST

TEMA:

KUNST Denne udgave af brief sætter fokus på kunst. Og som en særlig hilsen til læserne har vi bedt den internationalt anerkendte kunstner John Kørner om at skabe et unikt grafisk værk, som er vist på forsiden og trykt på specielt papir til at tage ud af magasinet. En gave eksklusivt til dig som læser af brief. Billedet er et kobberstik og har titlen Guvernøren. Motivet forestiller en person, der sidder ved et bord i et åbent landskab, omgivet af palmer. Billedet handler om at få og tage ansvar. John Kørner forklarer: »Det, at man placerer en guvernør som stedfortræder for et land i en provins, er et interessant tema, både i vores historie og i nutiden. Det sker jo stadig flere steder i verden, men er mere eller mindre opløst herhjemme. Men temaet kan de fleste nikke genkendende til. At man pålægger en enkelt person et meget stort ansvar i en vigtig og samtidig besværlig position. Omgivet af palmer, som for os nordboere symboliserer noget eksotisk og dragende. Det synes jeg er enormt interessant.« Læs interviewet med John Kørner på side 24.

BRIEF

august ‘15

NS/BILLEDKUN ST.D FF KOO K © JE

AN MARCUS/REX FEATUR ES NEIM

Ca 23.000 f.Kr.

2008

Figuren Venus fra Willendorf kommer fra Østrig og er skåret i limsten. Den voluminøse figur er formentlig tænkt som et frugtbarhedssymbol.

Den amerikanske kunstner Jeff Koons er manden bag skulpturen Balloon Venus fra 2008. Læs briefs kunsthistorie med kvindekroppen i centrum side 16.

19 NR

Indhold s.6 Hvem sætter Udsyn

pris på kunsten?

s.24 Interview

Attitude

med John Kørner.

s.32 Guides

Indsigt

til Chart Art Fair og Art Copenhagen (s. 40).

s.50 Tre byer, tre Frirum

skulpturer.

01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60

3 talenter: Fremtidens store kunstnere

Kunsthistorie for dummies

Kan aber male?

Løgnagtige kort

Hvad hænger der på væggen i banken?

Direktør og kunstelsker Hans Henrik Klestrup

Værker der vakte vrede

Kunsten efter krisen

Når fjenden går efter kunsten

Verdens smukkeste pengeseddel Debrief: Stine Bosse

BRIEF

august ‘15

KOLOFON

KONTAKT: brief@nordea.com FOTO: JACOB NIELSEN

Min interesse for kunst går tilbage til en helt konkret episode: Første gang jeg som ung mand stod over for et billede af den danske maler Egill Jacobsen. Hans abstrakte masker i stærke, glade farver gjorde et stort indtryk. Siden da har jeg brugt kunsten som en pause–- en helle i hverdagen. Derfor er det også en særlig glæde for mig at kunne invitere dig indenfor i en udgave af brief, hvor vi kommer vidt omkring i kunstens verden. Vi trækker tråde tilbage til renæssancens mestre og tager pulsen på tre meget forskellige talenter, som har potentiale til at blive nye funklende stjerner på fremtidens kunstscene. En dansk kunstner, som allerede har opnået international aner-

kendelse, er John Kørner. Han er også signaturen bag det værk, som pryder forsiden. Værket er lavet eksklusivt til brief – og følger med magasinet som en gave til læseren. Kunsten bør forholde sig til anliggender i samfundet og være ambitiøs, fortæller Kørner om sin egen tilgang til maleriet. I Nordea Private Banking rådgiver vi dig om placeringen af din samlede formue. Men Nordea Private Banking støtter også to af Danmarks førende kunstevents: Chart Art Fair på Charlottenborg 23.-25. august og Art Copenhagen, som finder sted 18.-20. september i Forum på Frederiksberg. De senere år er kunst blevet et stadig mere populært investeringsobjekt. Og skulle du have fået mod på at gå på auktion og investere i kunst, bør du huske, at kunstmarkedet sjældent opfører sig ligesom de finansielle markeder. Det rigtige kunstkøb kan sagtens gå hen og blive din bedste investering. Men se dig godt for. Det gode ved kunst som in-

NST.DK LEDKU SEN/BIL ISTIAN ER CHR © JESP

Ind i kunstens verden

UDGIVER:

Nordea Private Banking Nicolai Eigtveds Gade 8 Postboks 0850 0900 København C

REDAKTION: Charlotte Auken (ansv.), Thomas Engelsmann, Jesper Phaff Mørck

REDAKTØR: Julie Bondo Gravesen, Datagraf Communications

SKRIBENTER: Christian Mohr Boisen, Michael Rachlin, Anders Ryehauge, Cathrine Huus, Maria Kjær Themsen, Danni Travn, Tommy Heisz

vestering er først og fremmest brugsværdien – og så den store glæde, det giver at være omgivet af noget, man holder af. God fornøjelse med brief.

KURATOR: Torben Zenth, Kopenhagen Art Institute

GRAFISK DESIGN: Lars Boye Andersen og Thomas Brandstrup, Datagraf Communications

ILLUSTRATION: Jørgen Stamp

FOTOGRAFER:

Hans Henrik Klestrup Direktør Nordea Private Banking

Tobias Selnæs Markussen, Nicky Bonne, Jacob Nielsen

TRYK: Datagraf Communications

FORSIDE: © John Kørner/billedkunst.dk

DET VIL JEG LÆSE:

★

Kan aber virkelig gøre det lige så godt som anerkendte ekspressionistiske kunstnere? Det synes jeg er imponerende at tænke på. Jeg vil meget gerne læse artiklen Aber kan male, om aben Congo, som skabte kunst, fordi den opnåede glæde ved det. Torben Egtved, Senior Investeringsrådgiver

★ ★ Kunst har altid fascineret mig,

men jeg har aldrig udforsket emnet. Jeg tror, Et marked helt for sig selv giver mig et godt indblik i både forskellene på og lighederne mellem passion for kunst og passion for aktier og obligationer, som er hverdag i Nordea Private Banking.

★ ★ ★ Jeg glæder mig til at læse Når fjenden går efter kunsten, fordi kunst viser en civilisations udvikling. Jeg elsker at rejse og synes, det er spændende at høre historierne og myterne bag den historiske kunst. Og jeg synes, det er vigtigt at bevare kunsten.

Michael Møller, Afdelingsleder

Tina Andersen, Management Support Officer

Nordea Private Banking tilstræber, at oplysningerne i dette magasin er korrekte og retvisende, men påtager sig ikke ansvar for, at de er nøjagtige og fyldestgørende. Nordea Private Banking påtager sig desuden intet ansvar for eventuelle beslutninger eller økonomiske dispositioner, der foretages på baggrund af oplysninger i dette magasin. Eftertryk, gengivelse eller videredistribution er kun tilladt efter forudgående aftale med Nordea Private Banking.

Da det klassiske maleri af Mona Lisa i 1962 for første og eneste gang blev udstillet i USA, opfodrede præsident Kennedy amerikanske kunstnere til at tage kampen op mod de europæiske. Det inspirerede en ung Andy Warhol, som skabte sin version af Mona Lisa. I dag er værket vurderet til 40 millioner dollars.

BRIEF

august ‘15

Et marked helt for sig selv Kunstmarkedet ligner ikke andre markeder. Det har sine egne spilleregler, der trodser de økonomiske love. AF MICHAEL RACHLIN, ILLUSTRATIONER JØRGEN STAMP

iden tidernes morgen har magten og pengene begæret kunsten. Fra renæssancemalerne til i dag har kunstens muser været begæret af magtens og pengenes guder – på godt og ondt. Og sådan er det den dag i dag. Hvem vil ikke eje en Andy Warhol og associere sig med New Yorks cool kunstnermiljø i 1960’erne? Hvem vil ikke eje en Cobra-maler og signalere, at man kender det 20. århundredes danske kunsthistorie? Hvem kan sige sig fri for stoltheden over at kunne fortælle, at man købte Tal R, før han blev berømt – og dermed bevise, at man har fingeren på tidens puls? Det vil rigtig mange danskere. Og alene i Danmark er kunst en milliardforretning. Men det er også et marked, der ikke ligner så meget andet. Når markedet skal beskrives, er økonomernes prosaiske verden af kroner og øre på kollisionskurs med kunsten.

Kunstsamlere – de glade, de seriøse og de gale

Ud fra et rent økonomisk synspunkt kan det være svært at forklare, hvorfor to lærreder af samme størrelse med de samme oliefarver kan være alt fra værdiløst til adskillige millioner kroner værd. På samme måde som to huse af samme størrelse kan være alt fra værdiløse til adskillige millioner kroner værd. Netop boligmarkedet er et af de få markeder, der har en vis lighed med markedet for moderne kunst. Der er nemlig kun én af slagsen til salg. Alle kunstværker er unikke – med enkelte undtagelser, som f.eks. litografier eller silketryk. En investering – men mest forbrug Henrik Christoffersen er forskningschef i CEPOS, og ud over at være topøkonom i den liberale tænketank er han kunstsamler og har blandt andet undervist på Kunstakademiet. Han mener, at

Kunstsamler, investor eller bare glad for flotte billeder. Vi portrætterer ➎ typer af samlere.

➊ Kunstforbrugeren Størstedelen af al kunst, der bliver solgt, er forbrug, i den forstand at det kun har en meget lille gensalgsværdi. Men samtidig er der en lidt misforstået opfattelse af, at kunst altid skal ramme en tidløs, god smag. Det er naturligvis skønt, hvis den gør, men der er absolut ingen grund til at skamme sig over, at man køber kunst, som ikke har nogen kommerciel værdi dagen efter. Den vigtigste kvalitet ved at købe kunst er de æstetiske eller andre personlige værdier. Det kan være, at du gerne vil have noget smukt til at hænge over din nye sofa. Det er en helt legitim grund til at købe kunst.

Start med at definere, hvad kvalitet er for dig – og ikke nødvendigvis den gode smag. Vær ærlig omkring, hvordan du ser på dit kunstindkøb, og hvad du er på udkik efter.

Start evt. med et lokalt galleri eller kunstner, hvis dit lokalområde har betydning for dig. Men der er heller intet i vejen for, at du møder op i et af de etablerede gallerier og fortæller, at du skal have noget pænt til dit nye hjem. De er professionelle og kan arbejde med alle typer af kunder.

»Vi hører meget om dem, der har købt billigt og solgt dyrt, men sjældent om dem, der har købt dyrt og solgt billigt.« HENRIK CHRISTOFFERSEN,

kunstmarkedet deler uforudsigeligheden med boligmarkedet. »Både bolig og kunst er FORSKNINGSCHEF I CEPOS en form for investering, hvor man har et aktiv. Men det er også forbrug. Kunst kan ligesom boliger være både en investering og et forbrug. Men i realiteten er det meste af den kunst, der bliver solgt, alene forbrug, hvor boliger stort set altid vil have en gensalgsværdi. Vi hører meget om dem, der har købt billigt og solgt dyrt, men sjældent om dem, der har købt dyrt og solgt billigt. Men de sidste findes der mange flere af,« siger Henrik Christoffersen, der mener, at langt størstedelen af al kunst taber i værdi, hvilket en række undersøgelser og studier kan bekræfte. Henrik Christoffersen har netop nu 26 værker fra sin private samling udlånt til Statens Museum for Kunsts udstilling What’s Happening om provo-kunsten i 1960’erne. Det drejer sig om tryk af Bjørn Nørgaard fra en udstilling, der i sin tid blev lukket af politiet. Værker, der er vigtige historiske dokumenter. »Det er værker af meget høj kunsthistorisk betydning. Jeg aner ikke, om de er noget værd. Formentlig ikke alverden. Men man skal i hvert fald ikke tro, at der altid er en sammenhæng mellem kunsthistorisk betydning og høje priser,« siger Henrik Christoffersen, der eksempelvis nævner maleren Albert Mertz som en af de mest betydningsfulde moderne danske kunstnere, hvis malerier stadig kan erhverves for nogle få tusinde kroner. Dine penge er ikke altid nok Et af de punkter, hvor markedet for moderne kunst for alvor trodser

den økonomiske tyngdelov, er i spørgsmålet om forholdet mellem udbud og efterspørgsel. På boligmarkedet vil prisen altid afspejle, hvad højestbydende er villig til at betale. Sådan er det også hos kunsthandlere og auktionshuse. Men ikke nødvendigvis hos gallerierne, der har en enorm betydning for den nye kunst. Galleristerne har nemlig andre opgaver end bare at sælge kunsten her og nu. De repræsenterer kunstnerne gennem formidling, markedsføring, kontakt med pressen og ved at varetage de strategiske interesser. De strategiske interesser handler om at placere kunstnerens værker der, hvor det er mest gavnligt på den lange bane. Og her vil det være mere gavnligt at placere et værk på et højtprofileret galleri end hos en ukendt samler, hvor værket ikke vil få nogen opmærksomhed. Derfor florerer der masser af historier om folk, der har fået nej til at købe kunstværker. Det fortæller Berlingske Tidendes mangeårige kunstanmelder Torben Weirup. »Specielt før finanskrisen havde jeg tit Berlingske-læsere i røret, der ikke kunne forstå, at de ikke kunne få lov til at købe et specielt billede. Og det handler om, at man ikke er en del af inderkredsen. I dag er det lidt anderledes. Man holder måske særlige, eksklusive arrangementer før selve ferniseTORBEN WEIRUP, ringen, hvor man har inviteret særligt KUNSTANMELDER udvalgte. Det er jo en lidt mere elegant

»… det er stadig sådan, at ikke alting er til salg for alle på samme tid.«

➋ Blue chip-kunstsamleren Et af de steder, hvor kunst ligner andre markeder, er, at der eksisterer blue chip-investeringer – altså investeringer, der er bredt anerkendt for kvalitet, og som må formodes at kunne bevare værdien over en lang investeringshorisont. På den internationale scene kunne det være Picasso, Gauguin eller Andy Warhol. Men mindre kan også gøre det. I dansk sammenhæng er blue chip-kunstnere nærmest pr. definition Cobramalerne som Asger Jorn og Egill Jacobsen, når vi taler kunst fra de seneste 100 år. Af lidt ældre dansk kunst er Vilhelm Hammershøi i en klasse for sig, men også Skagens-malerne må formodes at være ganske sikre investeringer i al forudsigelig fremtid.

Vær sikker på, at du kan afsætte store midler til en kunstinvestering. Husk, at selv blue chip-kunst vil blive påvirket under store kriser.

Husk, at udviklingspotentialet er større hos mere ukendte kunstnere – men det er risikoen naturligvis også.

BRIEF

august ‘15

Pablo Picassos maleri af algeriske kvinder blev i foråret solgt for 1,2 milliarder kroner og blev dermed verdens dyreste kunstværk. Auktionen hos Christies varede 11 minutter, og telefonbud fra hele verden var med til at presse prisen op. Giacomettis bronzeskulptur i baggrunden er verdens dyreste skulptur. Pris 958 millioner kroner.

måde at løse det på. Men det er stadig sådan, at ikke alting er til salg for alle på samme tid,« forklarer Torben Weirup. Gallerierne øverst på ranglisten På det globale plan er den scene, hvor galleristerne helst vil placere deres kunstnere, de største kunstmuseer som Museum of Modern Art i New York eller Tate Modern i London. Herhjemme er Louisiana og Statens Museum for Kunst ifølge galleristerne de bedste steder at være repræsenteret. Men for den nye kunst er der et andet lag, der er mindst lige så vigtigt. Det er de mest profilerede private kunstsamlere, der har ry for at have fingeren på pulsen og dermed har gjort gode kunstinvesteringer gennem tiden.

Og her er der ikke nødvendigvis tale om de mest velhavende kunstsamlere, der ellers er kendt fra erhvervslivet. Inderkredsen er centreret omkring den lille, eksklusive klub Dansk Kunstsamler Selskab. Her er det personer som advokat Leif Djurhuus eller formanden for selskabet, den tidligere ejer af 3 Falke Møbler, Ole Faarup, der har nogle af de vigtigste samlinger af nutidskunst. At galleristerne gerne vil være i selskab med de mest profilerede kunstsamlere, er derfor hverken en hemmelighed eller en overraskelse. »Du får mig selvfølgelig ikke til at sætte navn på. Men der er et segment af kunstinteresserede samlere, der er utroligt vigtigt. For det er dem, som synes, at det er sjovt at være med fra starten, og som er med til at tage en kunstner videre til næste niveau. Og det

➌ Venture-investoren Økonomer og kunstkendere er enige om, at man som udgangspunkt ikke skal investere i kunst for at tjene penge. Økonomer fra den franske handelshøjskole, HEC Paris, har undersøgt en million kunsthandler solgt på auktion i perioden 1957-2007, og konklusionen er, at kunst stiger på niveau med obligationer – men samtidig er de mere risikable. Der eksisterer folk, der er blevet velhavende på at investere i kunst – og på obligationer – men sandsynligheden er ikke så stor. Potentialet for prisstigninger er naturligvis større, hvis man køber kunst, der aldrig har været på auktion – altså nye, unge kunstnere. Men her er risikoen endnu højere.

Hvis du går efter et højt afkast, er det bedste bud at købe værker fra nye, unge kunstnere med et stort udviklingspotentiale.

Husk, at transaktions omkostningerne, hvis du f.eks. sælger på auktion, er høje.

Husk, at risiko og muligheden for afkast altid følges ad. Også i kunstverdenen.

FOTO: POLFOTO

»Jeg ser det ikke som et dansk marked, men som en del af et internationalt marked.« NICOLAI WALLNER, GALLERIST

AFSKRIV OVER SKATTEN En særlig fordel ved investeringer i kunst er, at virksomhedsejere i visse tilfælde har mulighed for at afskrive udgiften over skatten. Normalt kan man kun afskrive aktiver, der falder i værdi. Men her kan du altså afskrive, selvom kunsten skulle stige i værdi. Muligheden for at afskrive kunst blev indført i 2002 og gælder for kunstværker købt direkte af kunstneren eller gennem gallerier og andre formidlere af billedkunst, der har kunstværket i kommission fra kunstneren. Kunst købt på auktion kan ikke afskrives over skatten.

Højt på listen over kunstnere, som det er værd at investere i, ligger dansk-islandske Olafur Eliasson. Her nærstuderes hans værk Schools of Movement Sphere.

KUNSTENS KURSLISTE I den internationale kunstverden er der hitlister, hvor man kan følge ’kursbevægelser’ inden for moderne kunst. Mest kendt er formentlig Artfacts.net, der siden 1996 har målt, hvilke kunstnere der er mest udstillet på prestigefyldte gallerier over hele v erden. Andy Warhol ligger på en solid førsteplads, mens den mest udstillede nordiske kunstner i skrivende stund er dansk-islandske Olafur Eliasson på en 18.-plads. Listernes troværdighed og betydning er i sagens natur omdiskuterede – men der er ikke nogen i kunstverdenen, der ikke har hørt om dem.

➍ En del af inderkredsen Inderkredsen af private kunstsamlere har ret stor indflydelse på den danske kunstverden. De nyder godt af at blive inviteret til prestigefyldte ferniseringer og internationale kunstmesser, så at være med her kan blive et farverigt krydderi på tilværelsen. I inderkredsen sidder de godt 30 medlemmer af Dansk Kunstsamler Selskab. For at være med skal man både have en god fornemmelse for kunst og være villig til at låne sine værker til museer. Det er ikke et selskab, man selv vælger at blive en del af. Men som alle miljøer, der er drevet af entusiasme, kommer man tættere på ved at vise en oprigtig interesse.

Få en stor viden om moderne kunst. Læs bøger om nyere dansk kunsthistorie, læs internationale kunsttidsskrifter, læs kunstblogs, og se først og fremmest en masse kunst. Start evt. med Adam Lindemanns Collecting Contemporary Art fra Tachen.

Vær åben og inddragende. Du skal samarbejde og ikke konkurrere med andre kunstsamlere. Få tæt kontakt til en gallerist. Galleristerne er en god indgang til denne verden. Det samme er de uafhængige kunstrådgivere.

BRIEF

august ‘15

næste niveau igen. Det er jo meget sjældent, at et museum vil købe en helt ung kunstner, der aldrig har udstillet før. Det er naturligt nok, at museerne venter og ser, om der er et projekt,« siger Nicolai Wallner, der er en af Københavns førende gallerister. Han understreger, at trods alle forskellighederne fra andre markeder er der en udvikling, der går igen overalt: Kunstmarkedet er blevet internationalt som de fleste andre markeder. »Jeg ser det ikke som et dansk marked, men som en del af et internationalt marked. Der er selvfølgelig en vis lokal dynamik. Men når kunsten når et vist niveau, ser vi på kunstnernes positionering internationalt. Vores kunder er internationalt orienterede samlere, hvoraf nogle af dem bor i Danmark,« siger Nicolai Wallner.

Køb på auktion Kunstauktionerne er på mange måder den enkleste måde at købe kunst på. Markedet er helt gennemskueligt, og alle kan være med, så længe pengepungen holder.

Bruun Rasmussen er et familieejet auktionshus, der er grundlagt i 1948. Bruun Rasmussen er måske mest kendt for de store auktioner i Bredgade. Der er dog løbende netauktioner og auktioner i afdelingerne i Nordhavn og Aabyhøj ved Aarhus. Bruun Rasmussen opkræver et salær på mellem 25 og 30 procent for købere og 16 procent for sælgere.

Lauritz.com udsprang for 15 år siden af Danmarks ældste auktionshus, Lauritz Christensen Auktioner, som Danmarks første store internetauktion for møbler, kunst, kunstindustri og smykker. I Danmark er der 13 auktionshuse, hvor varer kan besigtiges. Lauritz har et købssalær på 20 procent og et salgssalær på 12 procent.

Sotheby’s er et af verdens største auktionshuse for kunst i international klasse. Inden for de sidste 10 år har S otheby’s solgt over 30 værker af Hammershøi, men generelt er Sotheby’s kun interessant for den absolutte top, når vi taler om dansk kunst. Sotheby’s er repræsenteret i Vognmagergade i København.

Læs mere på www.lauritz.com

Læs mere på www.sothebys.com

Læs mere på www.bruun-rasmussen.dk

➎ Den ultrapassionerede samler Alle kunstsamlere på et vist niveau er drevet af passion. Ellers vil man formentlig vælge at bruge sin tid og sine penge på andre ting. Enkelte kunstsamlere vil udelukkende være drevet af deres passion og være ligeglade med både investeringsaspektet og livet omkring kunsten. De vil bare eje mest muligt fra en enkelt kunstners hånd. Det er ikke nødvendigvis en dårlig indfaldsvinkel til at samle på kunst. Men den har også en skyggeside. Kunstinteresse kan blive en besættelse. Hvert år stjæles der kunst for adskillige millioner, og både Interpol og FBI har afdelinger, der udelukkende beskæftiger sig med stjålen kunst. En del af denne kunst havner hos samlere med en flosset moral. Risikoen for at ende som en gal kunstsamler er naturligvis teoretisk. Men den eksisterer.

Del din p assion med omverdenen. Husk, at kunsten er til for verden og ikke kun for dig.

Husk, at kunsten er en meget mere givende ting, hvis du deler glæden med andre.

Myten er en tilstand hos Galleri Nicolai Wallner åbner onsdag den 19. august.

talenter

Man kalder dem emerging – de unge kunstnere, der spås en stor fremtid. brief præsenterer tre talenter, som kenderne venter sig rigtig meget af.

AF DANNI TRAVN FOTO NICKY BONNE

BRIEF

august ‘15

ALEXANDER TOVBORG (F. 1983) Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 2010

Fængende malerier uden så mange dikkedarer har gjort Alexander Tovborg til et af de mest succesfulde danske talenter. I 2014 havde han sin første soloudstilling i New York, og den blev positivt anmeldt i The New York Times. Kunst var en seriøs beskæftigelse på lige fod med andre jobs i min opvækst, for min biologiske far var billedkunstner. Og min mor er socialrådgiver, og min stedfar er læge, så det var ret tunge temaer, som kom på bordet, når vi satte os til at spise, og der blev sagt »nå, hvad har du lavet i dag?«. Det har stor betydning for det, jeg laver nu, at man turde tage store emner op. Selv fandt jeg hurtigt et vigtigt rum i det at tegne. Helt typisk for en lille indesluttet dreng, der ikke rigtigt

leger med nogen i skolegården. Men det har ikke været en forhindring. Jeg var god og vidste, hvad jeg ville. Det, jeg vil, er at fortælle historier. Drage paralleller gennem tid og rum om, hvordan religiøse myter består, fordi man kan relatere til noget urmenneskeligt i dem via sine sanser og sin psyke. Lige nu er jeg interesseret i myten om Prometheus og skal til Georgien for at se Prometheusgrotten. I et andet projekt har jeg bygget Noahs Ark som hoppeborg. Den tager jeg rundt på kræmmermarkeder med for at skabe en dialog om, hvad folks forhold er til den her myte, som jo er enormt moraliserende, men alligevel kan få plads midt i en fest.« Læs mere om Tovborgs kunst på side 48.

Værker kan ses hos galleriet Nils Stærk i København efter aftale.

TOVE STORCH (F. 1981) Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 2007

Tove Storchs enkle skulpturer med blandt andet udspændt stof har igen og igen skabt resonans hos beskueren. Også hos Louisiana, der har købt en af hendes serier til museets faste samling. Jeg tegnede og tegnede. Piger, familier, heste og situationer. Men jeg blev vildt skuffet, når jeg fik kunstbøger i gave. Jeg ville hellere have flere farver; det handlede om at skabe noget. Og legen betyder stadig meget for mig. Jeg vil ikke lave noget, der er teknisk indviklet, jeg vil ikke lave noget, der er dyrt, jeg vil ikke lave noget, der tager lang tid. Værket skal vise, at det er et eksperiment. Det skal være i en famleverden. Mange af

mine skulpturer kommer af, at jeg har stillet mig opgaven at lave en skulptur, som lægger sig lidt skævt, i forhold til hvad man forventer, en skulptur skal være. Hvor en skulptur klassisk set er at give ’noget form’, tænker jeg »hvordan bruger jeg materialets egen kraft?«. Jeg arbejder med helt generelle materialer som papir og stof, og jeg går op i stabler og udstrækninger. Det kan lyde abstrakt, men jeg føler, at det er alment: Opfattelsen af de materialer, som omgiver os til daglig. Alle går jo i tøj, bor i et hus og har læst en bog. Det kommer jeg til at nørde endnu dybere med i fremtiden.« Læs mere om Storchs kunst på side 47.

BRIEF

august ‘15

Værker kan ses hos galleriet Nils Stærk i København efter aftale.

LEA PORSAGER (F. 1981) Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 2010

Hos den yngre kunstnergeneration er Lea Porsager en af de fremmeste eksponenter for det spirituelle. Hendes arbejder har været med på en af verdens mest toneangivende udstillinger, Documenta i Tyskland. Jeg er vokset op i et kollektiv på landet. Måske er det derfor, jeg er interesseret i noget radikalt andet. I andre livsformer. Egentlig ville jeg være filminstruktør eller scenograf. Men både på Filmskolen og Designskolen sagde de, at jeg skulle søge ind på Kunstakademiet. De mente, det, jeg havde gang i, var for mærkeligt. Det råd er jeg taknemmelig for. Jeg er interesseret i det skæve, i det ultramærkelige; i alt fra spiritualitet og okkultisme til

slimsvampe, kryptering og kvantefysik. I min praksis opstiller jeg eksperimenter for at se, hvad der sker, når tankekonstruktioner møder verden. Det er en form for ’vanvittig, ikkevoldelig spekulation’ – i en fabulerende blanding af alvor og ironi. Her kan man springe ud af sin identitet, forankre tanker fysisk, bogstaveligt talt. Jeg forsker på en måde i alternative sindstilstande og bevidsthedens mulige forbindelser til objekter, kroppe, tanker og fænomener. Jeg undersøger, hvad der ligger i det skjulte, i det usikre, i det risikable. Det sker, i takt med at verden bliver mere og mere besat af sikkerhed. Så det er jo herligt paradoksalt.« Læs mere om Porsagers kunst på side 48.

AF CHRISTIAN MOHR BOISEN FOTO SCANPIX

23.000 f.Kr. Frodige Venus fra Willendorf.

Koner, kællinger, madammer Den nøgne kvindekrop har altid været et centralt motiv i kunsten – med god grund, vil en del mene. Her er en tour de force igennem kunsthistoriens vigtigste perioder med kvindekroppen som motor.

Moderdyret Venus Jæger-/samlersamfundet, ca 23.000 f.Kr.

Hun hedder Venus fra Willendorf, og hun blev skabt 23.000 f.Kr. Den nøgne østrigske kvinde måler godt 11 centimeter. Man kan næsten sige, at hun er lige så bred, som hun er høj. Hun har overdimensionerede ydre kønsdele, bryster og mave, er skåret i limsten og malet med rød okker. Hun har ingen ansigtstræk, hovedet er dækket af fletninger eller en slags hovedbeklædning, men hendes svulmende former tyder på, at hun er tæt forbundet med frugtbarhed. Fagfolk antager, at hendes frodige krop repræsenterer en høj status i et jæger-/samlersamfund, og at hun er symbol på succes. Hun blev fundet i 1908 ved en palæolitisk boplads i Willendorf, Østrig af arkæologen Josef Szombathy. I dag bor Venus af Willendorf på Naturhistorisches Museum i Wien.

»Hun har overdimensionerede ydre kønsdele, bryster og mave, er skåret i limsten og malet med rød okker.«

Venus har mange søstre og kusiner rundtomkring i Europa og omegn. Der er Venus fra Lespugue i Sydvestfrankrig, Venus fra Dolní Vestonice i Tjekkiet, der er venusser fra stenalderen i det vestlige Rusland og mange andre steder. Disse frodige damer er symboler på den tilbedte modergudinde, og dyrkelse af den nøgne modergudinde fortsætter op gennem yngre stenalder. Nogle af de seneste eksempler er fundet på den anatolske højslette, ved Catal Hüyük (6.000 år før Kristus) og i hittitternes rige lidt længere østpå (for 3.700 år siden). Kunsthistorikeren E.H. Gombrich skriver i sit indflydelsesrige værk Kunstens Historie, at der hos såkaldt primitive mennesker ikke er forskel på nytten af at bygge huse og lave billeder. Deres hytter skal beskytte dem imod regn, blæst og sol. Billeder og statuetter laver de for at beskytte sig mod og dyrke magter, der for dem er lige så virkelige som naturkræfterne.

BRIEF

august ‘15

1485. Kvindekroppen genfødes efter den mørke middelalder. Venus’ fødsel af Botticelli.

År 300. Ydmyge Afrodite fra Knidos.

150 f.Kr. Idealkroppen i skikkelse af Venus fra Milo.

Afrodite i balance Antikken, 800 f.Kr.-100 e.Kr.

I det antikke Grækenland forbinder man mandens nøgne krop med atletisk styrke og moralsk fortræffelighed. Kvindens krop er derimod forbundet med den hellige, guddommelige skabelse, og i næsten fem århundreder foretrækker grækerne at se kvinden påklædt. Og så – en skønne dag i det 4. århundrede før Kristus – hugger skulptøren med det Asterix-inspirerede navn Praxiteles en nøgen Afrodite, gudinden for kærlighed og skønhed. Praxiteles’ arbejder bliver populære hos romerne og er derfor overleveret i en del kopier. Hans berømte statue af Afrodite fra Knidos grundlægger en ny æstetisk tradition for den kvindelige krops form. Afrodite er langt fra den frodige Venus fra Willendorf og hendes yngre, men

lige så frugtbart struttende søstre fra det nærliggende Lilleasien. Afrodite er skabt med idealiserede proportioner baseret på matematiskgeometrisk fornuft. Hendes selvbeskyttende positur får hende til at fremstå ydmyg. Denne idealiserede version af den nøgne kvindekrop, der skal appellere til både sindet og sanserne, afspejler græsk idealisme: balance, perfekte proportioner og matematisk orden, som også ses i antikkens arkitektoniske orden. Venus er romernes navn for Afrodite, og Afrodite fra Melos, bedre kendt som Venus fra Milo, er endnu mere kendt end Afrodite fra Knidos. Afrodite fra Knidos er helt nøgen, mens hendes navnesøster fra Milos er behørigt klædt i stof fra navlen og ned.

Venus vågner Renæssancen, 1400-1550

Mellem antikken og renæssancen ligger middelalderen, hvor kvindekrop og nøgenhed i den byzantiske og gotiske kultur er forbundet med skyld, synd og skam. Dyd og afholdenhed er vejen til frelse. Den eneste nøgenhed, kunsten fremstiller, er Jesu korsfæstelse, og det kun for at understrege frelserens bloddryppende lidelse. Middelalderen er lang og mørk. Men så kommer genfødslen. La Renaissance. Den begynder i Italien, og den antikke græske kunst er forbilledet, der dikterer reglerne for idealkroppen. Venus fra Milo, gudinden for det skønne og smukke, den jordiske og himmelske kærlighed, bliver idealet helt op til midten af 1800-tallet. I kunsten bliver kvinden, skabt i Venus’ billede, til selve symbolet på Les Beaux Arts.

1538. Et direkte, ublufærdigt blik og en afslappet naturlighed. Venus fra Urbino af Tizian.

1617. Rubens maler kødfulde kvindekroppe. Her Pan og Syrinx.

»Den nøgne kvinde har blikket vendt væk eller slået ned, uden mulighed for direkte øjenkontakt med beskueren.«

Mens Columbus lander i Den Nye Verden, Martin Luther kickstarter Reformationen, og Kopernikus fastslår, at Jorden drejer rundt om Solen, blomstrer renæssancen. Venus/Afrodite er det store ikon, og skulpturer og malerier er ofte en afbildning af mytologiske fortællinger. I billederne har den nøgne kvinde blikket vendt væk eller slået ned, uden mulighed for direkte øjenkontakt med beskueren. Og så er der lige Tizians Venus fra Urbino fra 1538. Her ligger Venus nøgen og henslængt med et vågent og interesseret blik og iagttager beskueren. Hendes direkte og ublufærdige udtryk er bemærkelsesværdigt og atypisk for tiden. Den naturlige og ubekymrede tilgang, Venus har til sin egen nøgenhed, var ikke set, siden Venus fra Willendorf luftede sine frodige former.

Genopdagelsen af antikkens kulturelle værdier under den italienske renæssance genindsætter den nøgne kvinde som kreativ motor, både i malerkunst og skulpturkunst. Men mestre som Botticelli (Venus’ fødsel 1484) og Titian havde ikke i sinde at begrænse sig til at afbilde idealiserede nøgne kvindekroppe ud fra matematisk-geometriske proportioner. De ville indfange den naturlige, helkropslige skønhed. Varme blev vigtigere end korrekt geometri. Alt dette betød dog ikke, at den kristne moral havde ændret sig. Kirken så fortsat med strenge øjne på brugen af nøgenhed i offentlig kunst, især i kirker. Kirkens ledelse forsøgte at sætte en stopper for de ’amoralske’ og ’hedenske’ elementer, som man mente var blevet så udbredte i renæssancekunsten under indflydelse af antikken.

Kødfulde kvinder Barokken, 1600-1750

Det skal blomstre og lyse, stråle og strutte som Versailles, bare giv den gas, hellere for meget end for lidt, vi er jo i barokken.

1600. Runde rubenske kvinder. Detalje fra maleriet Marie de Medicis ankomst til Marseilles.

BRIEF

august ‘15

1875. Lystig naturlighed. Tre badende af Cezanne.

1863. Manets Olympia er stolt af sin krop.

»Rubenske kvinder har brede skuldre, mave og former, små, kuglerunde bryster og kraftige lår.«

Den flamske maler Rubens har fået et adjektiv opkaldt efter sig, for rubenske kvinder har brede skuldre, mave og former, små, kuglerunde bryster og kraftige lår. De ser ud, som om de er lavet af marcipan. Rubens er en af de førende malere i barokken i europæisk malerkunst i 1600-tallet, og han er kendt for sine store malerier præget af bevægelse, farve og sensualitet. Rubens giver liv og varme til antikkens kølige, nøgne ideal og kedelige proportioner, og mesterens kødfulde kvinder er en inspirationskilde for Rembrandt og især for mange langt senere kunstnere. For nylig er Rubens’ Pan og Syrinx fra 1617 blevet udstillet på Royal Academy of Arts i London lige ved siden af Cézannes Tre badende fra 1875 for at illustrere inspirationen 250 år efter. Pierre-Auguste Renoirs Siddende nøgen kvinde (1876) og Nøgen kvinde i landskab (1883) skylder også Rubens meget.

Hverdagskvinden (Realisme og impressionisme, 1865-1885)

Paris er kunstens ubestridte hovedstad, og kun den klassisk inspirerede kunst bliver optaget på den strengt censurerede Salonen på Louvre, der bestemmer alt. Oprøret hedder realisme og impressionisme som de to første i en lang række af nye retninger. De fremstiller kvindekroppen, som de ser den, som en reaktion på den klassiske kunsts idealiserede billede. Fra at være skøn og uopnåelig bliver kvinden 1863. Kvindekroppen, som den ser ud. Frokost i det grønne af Manet. som motiv realistisk. Édouard Manets billede Olympia fra 1863 tager udgangspunkt i Tizians provokerende Venus fra 1538. Men Manet skruer op for realismen, for Olympia er en prostitueret. Ligesom Venus ser hun publikum direkte i øjnene, nu endnu mere sensuelt provokerende. Også Manets berømte Frokost i det grønne med en nøgen kvinde på skovtur med to mænd viser, at der er opbrud i tiden. Impressionisterne ser verden gennem et temperament, kunstneren forsøger at indfange

1884. Hverdag i Degas’ Efter badet.

1907. Fem nøgne prostituerede. Provokerende moderne Picasso med Frøknerne fra Avignon. © SUCCESSION PICASSO/BILLEDKUNST.DK 2015

»Fra at være skøn og uopnåelig bliver kvinden som motiv realistisk.«

det skiftende lys. Edgar Degas’ Efter badet 1884 og mange andre ærlige fremstillinger af nøgne kvinder i hverdagssituationer er langt fra tidligere tiders ideal om det skønne og smukke. Ekspressionisten Edvard Munchs angstskrigende nøgenhed (Pubertet, 1893 og Madonna, 1894-95) fortæller, at moderne tider er kommet for at blive.

1894. Nutidig nøgenhed. Pubertet og Madonna af Edvard Munch.

Venus som ballondyr Moderne kunst, 1900-2015

Meget mere moderne end Picasso bliver det ikke. Med Frøknerne fra Avignon fra 1907 har kunsten definitivt lagt den antikke tradition og skønhedsidealet bag sig. Maleriet viser fem nøgne, prostituerede kvinder, gengivet med kantede og usammenhængende kropsformer. Ansigterne har lighed med afrikanske masker. Ved at inddrage primitivismen og et fladt, todimensionelt billedplan foretager Picasso et radikalt brud med den europæiske maletradition. Han revolutionerer kunsten. Det handler ikke længere om at skildre kvinden og hendes krop, men om angst og ærefrygt, der ligger uden for den menneskelige kontrol. Kvindekroppen er nu et medie for udforskning af formsproget og kunstnernes personlige projektioner. Lucian Freud (1922-2011, og ja, han er barnebarn af Sigmund) regnes for en af det 20. århundredes bedste figurative malere. Freud skruer op for realismen i en sådan grad, at hans malerier er blevet kaldt ’brutalt ærlige’. Hans mest berømte værk er Benefits Supervisor Sleeping (Sovende socialrådgiver) fra 1995, der forestiller en stærkt overvægtig nøgen kvinde i en sofa. Den frodige kvinde kunne godt være i familie med Venus fra Willendorf og Rubens’ velpolstrede venusfigurer, men hun var ikke kommet gennem censuren i hverken antikkens Grækenland eller på Salonen før det moderne gennembrud. Freuds store bidrag

BRIEF

august ‘15

1995. En vis lighed med Venus fra Willendorf. Sovende socialrådgiver af Lucian Freud. © LUCIAN FREUD/BILLEDKUNST.DK

»Balloon Venus er en frugtbarheds struttende, muligvis gravid, skulptur.«

2008. Balloon Venus af Jeff Koons.

Kilder: E.H. Gombrich: Kunstens Historie. Gyldendal, 1990. • Modern Painting. The Impressionists – and the Avant-Garde of the Twentieth Century. Barron’s, 1998. • LaRousse Encyclopedia of Modern Art. 1981. • Hunter, Sam, John Jacobus og Daniel Wheeler: Modern Art. The Vendome Press, 2004. • Peter Michael Hornung: Politikens Kunstleksikon. 2000. • Vanity Fair, juli 2014: Jeff Koons Is Back! • The New York Review of Books, 25.9.2014: The Cult of Jeff Koons. • The Guardian, 22.7.2011: Lucian Freud obituary. • www.theguardian.com/artanddesign/2008/apr/12/art. • www.denstoredanske.dk.

til det 20. århundredes malerkunst er at vise mennesket som et nøgent dyr, alt andet end idealiseret i sit meget fysiske nærvær. Sovende socialrådgiver blev solgt for 200 millioner kroner på Christie’s i 2008 og slog dermed Jeff Koons’ Hanging Heart sculpture, som var røget for 140 millioner kroner få måneder inden. Koons (født 1955) er inspireret af Andy Warhols brug af konsumerisme og masseproduktion fra det (post)moderne samfund – og Warhols brug af mange forskellige kunstneriske discipliner. Koons tager ligeledes trivielle objekter som støvsugere eller legetøj og kalder dem kunst. Ved at rebrande disse populærkulturelle genstande som kunst udfordrer han kunstbegrebet og de værdier, vi tillægger ’Kunsten’. Koons har brugt kvindekroppen kitschet, hyperrealistisk-pornografisk i sin tidlige kunst. Hans Antiquity-serie (2008-12) er moderne fortolkninger af Venus. Serien rummer blandt andet ballondyrlignende, højglanspolerede stålskulpturer i iøjnefaldende farver med den nøgne kvindekrop som figur, og collagelignende værker, der eksplicit bruger antikkens Venus sat sammen med eksempelvis Superman-logoer. Den magentafarvede Balloon Venus er en frugtbarhedsstruttende, muligvis gravid, skulptur. Serien skal ’symbolisere kvindelighed og kvindens komplicerede forhold til skønhed’, og navnet Antiquity sender en tydelig hilsen til antikken og vores kære Afrodite, mens Balloon Venus’ skulpturelle former bringer mindelser om hende, som det hele begyndte med: Venus fra Willendorf.

FOTO: POLFOTO/FINN FRANDSEN

Drengestreger Flere gange inden for de sidste 20 år er tegninger lavet af børn blevet optaget på fine udstillinger. Men kan noget godt være kunst, selvom det ikke var tænkt som kunst, da det blev lavet? Ja, mener Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana – institutionen, der om nogen anses for at definere, om noget er kanoniseret kunst eller ej. AF CHRISTIAN MOHR BOISEN

Femårige Virtus Rytter Petersen er kunstneren bag tre billeder, der blev antaget til Kunstnernes Forårsudstilling på Charlottenborg. Virtus’ far sendte sønnens billeder ind uden at angive fødselsår.

1998 debuterede Virtus Rytter Petersen på det velestimerede Charlottenborgs Forårsudstilling. Han fik hele tre abstrakte malerier med titlerne Integritet I, II og III med blandt de kun 89, der slap gennem censurens nåleøje. Der var indsendt i alt 2.500 værker. Rytter Petersens tre stærkt

FOTO: SCANPIX/BRIAN RASMUSSEN

ETÅRIG KUNSTNER I 2003 fik en dreng på kun ét år optaget et kunstværk på den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling i Århus Kunstbygning. Værket Kunstneren tegner i sengen blev optaget i konkurrence med hundreder af uddannede kunstnere som ét ud af 111 udvalgte blandt 2.500 indsendte værker. Materialet var tusch på lagen, ’skabt i et ubemærket øjeblik’. Barnets far, Max Uwe Jensen, fik også optaget et værk på udstillingen, foruden det han havde indsendt for sin søn i sit navn. Et medlem af censurkomiteen, billedkunstneren Thorgej Steen Hansen, udtalte, at der var tale om et fint værk, uanset kunstnerens alder, som han og resten af medlemmerne først blev informeret om efter udvælgelsen.

ekspressionistiske værker blev endda købt af Realkredit Danmarks kunstforening. Der var bare lige det ved Rytter Petersen, at han kun var fem år. Værkerne var indsendt af hans far, som behændigt undgik at oplyse kunstnerens identiteten, som måske, måske ikke, havde fået de professionelle vurderingsfolk til at afvise Integritet I, II og III. Bagefter hævdede formanden for kunstforeningen, der havde købt værket for 3.600 kroner, at han ikke følte sig gjort til grin. Medlemmerne af bedømmelsesudvalget sagde det samme, da de blev klar over, at malerierne var lavet af et børnehavebarn. Maria Lavmand, medlem af udvalget, sagde til Politiken Søndag: »Jeg synes stadig, at det er nogle friske malerier. De er da sjovere at se på end en eller anden, der forsøger at efterligne Per Kirkeby.«

BRIEF

august ‘15

En anden repræsentant for Charlottenborgs bedømmelsesudvalg gik på tv og forsvarede valget. For mange andre ligger det ligefor at associere til den lille dreng, der afslører, at kejseren ’ikke har noget på’ i det berømte eventyr. Så spørgsmålet trænger sig på: Kan en dreng på fem år lave god kunst, som nogen kan få noget ud af at opleve? Poul Erik Tøjner, direktør på Louisiana, giver et bud: »De sidste 100 år har det været en del af kunstens definition, at man ikke kan definere den. Kunst bryder med vanen og konventionen i udgangspunktet, og det inviterer nogle af de her trickstere til at udfordre. Måske er det også lidt irriterende, at nogen skal sige, hvad der er kunst og ikke kunst. I alle brancher tager nogen røven på andre, så den skepsis over for, om noget er kunst, er naturlig. Det, der afgør, om det er kunst, er, om det virker stimulerende på mennesker på en innovativ måde.« Det er nemt at gøre nar af medlemmerne af Charlottenborgs bedømmelsesudvalg, der optog den femårige drengs værk og blev snydt, mener Tøjner. Men omvendt er der en stor tradition i kunst for, at voksne skal forsøge at male som børn, mere frit, uhæmmet og oprindeligt, som man ser i Cobramalernes billeder. Så forløbet med Virtus Rytter Petersen er ikke så underligt. »Jeg er da også selv blevet snydt af noget, som foregav at være noget andet, end det var. I en blindtest ville jeg da ikke 10 ud af 10 gange kunne sige, om noget er Rembrandt.« Men skillelinjen mellem dårlig kunst og god kunst er ikke så ligetil at formulere. »Kunst er ikke en disciplin, man kan stille op i og vurdere, som man kan vurdere sport eller lignende. Hvis man kun skulle udstille de tre bedste tegnere i verdenshistorien, så var der ikke meget at udstille. Og kunst er heller aldrig bare et objekt. Værker er altid i forhold til verden omkring værket.« Så ufrivillige værker skabt af dyr og børn kan godt være kunst? »Ja, noget kan godt være kunst, uden at det er intentionen. Det kan have en æstetisk værdi og skønhed. Kunstnere har jo også brugt maskiner og teknologi til at fremstille kunst.«

Aber kan male

Maleri udført af chimpansen Congo fra 1957. Congo malede 300-400 billeder og blev engang kaldt abernes Cezanne.

Chimpansen Congo lavede 300-400 billeder, som blev udstillet. Pressen gjorde grin med det. Men Picasso elskede Congos kunst. AF CHRISTIAN MOHR BOISEN

himpansen Congo (1954-64) fra London Zoo var en ivrig maler. Abens værker, beskrevet som lyrisk abstrakt impressionisme, blev for eksempel udstillet af Oslo Kunstforening sammen med værker af Klee og Kandinsky og nogle tegninger lavet af børn. Det udløste et ramaskrig blandt kunstnere, som krævede udstillingen lukket. (Det var i øvrigt Kandinsky, der i 1911 fandt på ordet abstrakt kunst). Congos mentor, zoologen Desmond Morris, hævdede, at aber kan male billeder, som Picasso ville have dem. Desmond Morris har tidligere beskrevet Congos kunstneriske udfoldelser på denne måde: »Congos malerier var helt usædvanlige. Han kontrollerede dem visuelt. Hvis jeg prøvede at stoppe ham, når han malede, blev han rasende. Jeg kunne ikke tvinge ham til at fortsætte, når han var færdig. Han placerede penslerne, præcis hvor han ønskede det på papiret, han varierede sine kunstneriske temaer, og han legede med abstrakte mønstre – uden at

få anden belønning for det end glæden ved at udfolde visuelle mønstre.« Picasso var angiveligt fan af Congos kunst og havde et af abens værker hængende i sit atelier. Desmond fortæller, at Picasso engang bed en journalist, da journalisten spurgte kritisk til kvaliteten af abens kunst. Picasso ville vise, hvor ens mennesket og aben er. Aben maler, mennesket bider. I 2005 købte den amerikanske kunstsamler Howard Hong tre af Congos værker solgt til 150.000 kroner fra det anerkendte auktionshus Bonhams, hvor de var udbudt ved siden af værker af Renoir og Warhol. Men er det kunst? Hvis man følger Louisiana-direktør Poul Erik Tøjners definition, er svaret ja: »Det, der afgør, om noget er kunst, er, om det enten producerer en reaktion eller effektivt lukker munden på en igangværende debat.« For så meget er sikkert: Congos abekattestreger skabte debat.

Et stykke arbejde Kunsten må gerne kræve noget af dem, som oplever den. Det mener John Kørner, en af Danmarks mest kendte kunstnere. Og en kunstner, som tager udgangspunkt i både prostitution og krig, når han maler sine farverige billeder. AF CATHRINE HUUS FOTO NICKY BONNE

ATTITUDE

ikita, Mette, Ursula, Rose. De 12 malerier af kvinder bærer hvert sit kvindenavn, danske og udenlandske. Kvinderne er prostituerede og afbildet i en serie af kunstneren John Kørner. Og det er ikke første gang, maleren har taget udgangspunkt i et samfundsaktuelt emne. Den 47-årige københavner har også malet 25 billeder af navngivne faldne danske soldater i Afghanistan. Og selvom langtfra al hans kunst drejer sig om konkrete problemer i samfundet, har han formået at brande sig som en samtidspolitisk kunstner. »Kunsten skal ville noget. Den bør forholde sig til anliggender i samfundet, og den må gerne være ambitiøs. Alt andet er idioti. Samtidig vil jeg sige, at de kunstværker, som fuldstændig isolerer sig selv i en abstrakt verden, de er lige så berettigede. Det er bare to forskellige retninger. Men det er klart, at de værker, som også tager afsæt i en samtid, de er i den grad interessante for mig. Spørgsmålet er så, om de også er interessante om 20 år. Det er en vældig udfordring.«

husplads, i en forladt kontorbygning. Atelieret er stort og råt. Der er højt til loftet, og mandshøje ufærdige billeder står lænet op ad betonsøjler og vægge. En enkel, halvcirkelformet sofa tilbyder afslapning. Der er lys fra sidevinduerne og koldt, så man skal helst være i gang, når man er her, forklarer Kørner, som i april lagde sidste hånd på det grafiske værk, der følger med denne udgave af brief. I reolen står fotobogen Amerikanske Billeder af Jacob Holdt, side om side med Sex til salg i storbyen og Stormfulde Højder af Emily Brontë. En kunstbog med Emil Noldes koloristiske billeder. Inspirationen kommer mange steder fra, for Kørner kan have mange grunde til at begynde på et kunstværk. En idé kan komme fra en avisoverskrift, en debat, en gældende tankegang eller en reklame for et nyt produkt. Kunstværkerne med de prostituerede kvinder, som blev udstillet i 2013, voksede ud af en tid, hvor trafficking og prostitution var på mediernes dagsorden. Flere politikere lagde op til at ville forbedre de prostitueredes vilkår, og det blev debatteret, om man skulle forbyde købesex. »Jeg havde nok en mere filosofisk tilgang til det. Hvad er det egentlig, der gør, at der

»Kunsten bør forholde sig til anliggender i samfundet, og den må gerne være ambitiøs. Alt andet er idioti.«

Alene med luderen Vi befinder os i John Kørnes værksted på Amager, to kilometer fra Københavns Råd-

John Kørner bliver inspireret af aktuelle problemstillinger i samfundet. Han er kunstneren bag forsideværket Guvernøren, som er skabt specielt til denne udgave af brief. Her er det temaet magt og kolonialisme, som er under kunstnerisk behandling.

BRIEF

august ‘15

John Kørner i sit atelier i København. Malerier bliver til mellem de rummelige og rå betonvægge i en tidligere lagerbygning på Amager, to minutters gang fra Kløvermarkens fodboldbaner. På vej hen til atelieret køber John Kørner altid en kop kakao i en bestemt cafe.

BRIEF

august ‘15

er så stort et behov for købesex? Men køberne er en meget neutral gruppe, så jeg tænkte, at det også er interessant at se kvinden alene uden købere. Er der et frirum, og hvad er hendes situation midt i det her slag? Hvordan fungerer hun? Det har der ikke været så meget fokus på. Så det endte med, at jeg skitserede sælgerne i deres eget, lidt mere private rum. Alene. Så bliver det en del af en større diskussion og en form for bidrag til den debat.« Malerierne blev udstillet på Arbejdermuseet i København, og John Kørner tog selv initiativ til, at det skulle være netop her. Udstillingen udløste årets kritikerpris, og de fleste af værkerne blev solgt. Og det i en tid, hvor det længe havde været en sjældenhed at se politiske emner hænge på væggene i gallerierne. »Der var en lille niche. Jeg synes jo, at det forstærker samtidskunsten at have konkrete emner og områder, man opererer ud fra. Kunsten har i nogle år fungeret mere ud fra filosofi og teorier, og jeg forsøger at have et tilhørsforhold til den samtid, vi er i. Det er min ambition at beskæftige mig med nogle områder, der er relevante for mennesker. Selvfølgelig er det politisk kunst, men det er i lige så høj grad, fordi det er et emne, som er værd at beskæftige sig med.«

KØRNER KORT John Kørner er født i 1967 i Aarhus, voksede op på Lolland og bor og arbejder i dag i København. Han er uddannet fra Kunstakademiet i 1998 og laver installationer, grafik samt glas- og keramikskulpturer, men er mest kendt for sine store akrylmalerier. Har blandt andet lavet serien Kvinder til salg om kvinder i trafficking til Arbejdermuseet og 25 malerier, som er navngivet efter faldne danske soldater i Afghanistan. Han har også leveret et maleri fra serien om danske soldater i krig til kronprinsparrets bolig på Amalienborg. Første udgave blev afvist, men anden udgave af værket hænger i dag på slottet. Kørner udstiller i gallerier og museer over hele verden. Læs mere på johnkorner.com.

Farver er forførende. John Kørner vil gerne nå ud til et bredt publikum, men han går ikke til malerierne med en særlig kulør for øje.

Tem as aspis et es etus magnimi, aut es rat aut voluptat. Olupta adi tectur, odi nimporeiur? Epero dusandis ma cum

Forførelsens kunst Malerierne af soldater i krig og prostituerede er relativt tilgængelige for den forudsætningsløse beskuer. Men John Kørner har også lavet en række andre værker, som umiddelbart kan være sværere at gå til. Der er mange veje til en rigere oplevelse af kunsten. Men man behøver ikke nødvendigvis at skulle forstå den. Det må beskueren selv ligge og rode med. »Der er sikkert også mange, der kan være udfordret af at gå på et kunstmuseum eller et galleri. De føler sig i den grad ladt i stikken, og så må man lade sin nysgerrighed spille ind. Det er vilkårene i aflæsningen af samtidskunst. Du er sat på arbejde. Men du kan sammenligne

det med at læse en roman med mange informationer. Du kan vælge at google og læse op på informationerne. Det vil jo gøre oplevelsen stærkere. Det er det samme med billedkunst. Det er et spørgsmål om, hvor meget energi du vælger at bruge på oplevelsen. Og det kræver altså, at man har en interesse i området, vil jeg hævde, når man beskæftiger sig med samtidskunst. Det er en del af konteksten, at den refererer til og reflekterer på en nutid.

»Samtidskunsten tager afsæt i sin samtid. Så det er klart, at mennesker, der interesserer sig for politik eller debatter, har en fordel.« BRIEF

august ‘15

7 SPØRGSMÅL TIL KØRNER Hvad er det første, du gør, når du kommer om morgenen i dit atelier? »Jeg laver mig en stærk kop te.« Hører du musik, når du arbejder? »Jeg hører meget radio. Jeg elsker de der P1-programmer, hvor de står på en arbejdsplads og siger, nu står jeg her med Grethe, og hvad siger du, hvordan er det at samle de her kasser på 37. år? Det synes jeg er enormt interessant at høre. De er der ikke så meget mere, så det savner jeg.« Hvem er din yndlingsmaler? »Jeg var nede at se Late Rembrandt i Amsterdam, og den kan jeg anbefale. Det gjorde indtryk. Hans profession var i virkeligheden portrætmaler, og han skildrer sig selv på godt og ondt. Han har lavet 84 selvportrætter gennem tiden, og han er en mester udi lyset.«

Hvilken kunstgenstand ville du vælge at blive begravet med? »Det skulle være en stor granitskulptur af en art. Hvis man altså kan få den bakset ned i graven sammen med mig. Når man gravede den op 300 år senere, så lå der et skelet og krammede en stor sten. Det ville være interessant.«

OPLEV KØRNERS GRAFISKE VÆRKER Odsherred Kunstudstilling: Juni-september 2015 Kastrupgårdsamlingen: September-oktober 2015 Vejlemuseerne – Kunstmuseet: April 2016-august 2016 Munkeruphus: September 2016-november 2016

Samtidskunsten tager afsæt i sin samtid. Så det er klart, at mennesker, der interesserer sig for politik eller debatter via medierne eller litteraturen, har en fordel.« Personligt vil John Kørner hellere henvende sig til et bredt publikum end til få, som har en særlig indsigt i kunstteori og historie. Og dermed vil han skabe sin egen stemme i den brede debat. Maleriet Rose fra serien Kvinder til salg viser en kvinde, som ligger alene i fosterstilling i et voldsomt landskab. Den kridhvide og afvisende ryg er vendt mod beskueren,

Hvad siger du, når vi siger Den lille Havfrue? »Skuffelse. Det er jo sådan lidt ynkeligt. Alle er skuffede, tror jeg. På nær arvingerne.« Mona Lisa? »Det er lidt noget andet. Der er lidt mere kød på. At et kunstnerisk værk kan afføde så meget opmærksomhed, det synes jeg rigtig godt om. Det er godt set og formuleret, og det er godt håndværk, både smilet og farverne. Det er et stærkt kunstværk.« Hvilken bog ligger på dit natbord? »Der ligger mange. I øjeblikket læser jeg en slags krimi af Kerstin Ekman, som hedder Mordets praktik. Det er ret usædvanligt for mig. Jeg er imponeret over både det litterære, og hvordan hun skildrer en morders tankegang, og der er rigtig mange lag i. Der skal jo være et mord i sådan en historie, og det formår hun faktisk at placere længere nede på rebstigen. Så det er rigtig godt gået.«

håret er sort. Bagved står bare, brungrønne træer på blå jord, og noget, der ligner en hvid sol med fangarme, næsten kravler ned mod den ensomme kvinde. Det er et billede, som er svært at få øjnene fra, og som vækker følelser i beskueren. »Min ambition er helt klart at lave kunst, som ikke kun har fem, men en større gruppe mennesker som publikum. Det er jo sjovt med f.eks. malerier, at man kan gå ind og se, i hvor høj grad de er forførende via deres farver eller deres udtryk. Det forhold, at mennesker er tilbøjelige til at lade sig forføre af nogle værker – det benytter jeg mig helt klart af.« John Kørner har ofte brugt farven gul i sine malerier. Men selvom han er bevidst om sine virkemidler, går han ikke til lærredet med intentionen om at bruge en særligt iøjnefaldende farve. »Gul er jo en varm farve, som de fleste føler sig draget af. Men det er ikke et bevidst trick. Jeg søger en direkte dialog med publikum, og farverne tilsætter noget poetisk. Billederne må gerne påkalde sig en opmærksomhed og måske også en forførelse.«

Atlas

Fortidens kort set med nutidens øjne

AF ANDERS RYEHAUGE

Alle kort lyver Det ligner måske den verden, du kender. Men faktisk er der ingenting på kortet, der stemmer overens med virkeligheden. For kort lyver. Det ved den prisbelønnede maler og typograf Paula Scher, der står bag dette verdenskort fra 1998. den overflod af information, som vi konstant skal forholde os til. Hun mener, at vi befinder os i en konstant nyhedsstrøm, der giver skævvredne versioner af virkeligheden. Nøjagtig ligesom kort. Det var Schers far, der lærte Paula, at man ikke kan stole på kort. Han var luftfotograf i the United States Geological Survey i 1950’erne og havde store luftfotokort, som han studerede for fejl. Scher var betaget af kortene, der var smukkere end kunstmalerier. Men Paula lærte samtidig,

at hvad angår troværdig gengivelse af virkeligheden, kommer de altid til kort. I 2011 udgav Paula Scher en bog med 39 af sine kort. Her finder man blandt andet et sort-hvidt kort af Afrika, der refererer til kolonitiden. Et andet viser en tsunami, som har sendt alle det sydøstlige Asiens stednavne på rundfart, langt fra deres konkrete geografiske placering.

Ud over lande og verdenshave som på almindelige kort har Paula Scher tilføjet store mængder information om alt fra den aktuelle verdensbefolkning til en liste over de største religioner. Det hele er plottet ind med bevidst unøjagtighed – se f.eks. placeringen af Indonesien. Maleriet er lavet af akrylmaling på kanvas. Maleriet måler 56,5 gange 77 centimeter. Andre af Paula Schers malerier er næsten tre meter brede.

Scher bruger farver til at forstå verden og har malet hvert enkelt land, som hun opfatter det. Hun foregiver ikke at være objektiv i sin præsentation af sine kort. Således var det allerførste kort fra 1989 et af USA, hvor hun helt glemte staten Utah.

BONUSINFO: Paula Schers far opfandt en måleenhed kaldet ’Stereo Templates’, der korrigerede for de linseforvrængninger, som opstår, når luftfotografering bliver til trykte kort. Det er faktisk en tidlig forgænger til nutidens populære Google Maps.

BRIEF

august ‘15

Kilder: Paulaschermaps.com, Eye Magazine, The Atlantic, Designers and Books, Dirty Mag, Pentagram, Slate.com

Hvis man dykker dybere ind i kortet The World, åbner der sig i bogstavelig forstand en helt ny verden. Paula Schers kunstværker hænger på museer i blandt andet New York, Paris og London, og hun har siddet i bestyrelsen på Art Commission of the City of New York i en årrække. I 1998 blev hun optaget i Art Directors Hall of Fame og har modtaget en stribe priser for sit arbejde. Kortene er både Schers personlige fortolkning af verden og en kommentar til

19 NR.

INDBLIK I NORDEA PRIVATE BANKINGS VERDEN. DINE R ÅDGIVERE PÅ ARBEJDE.

august 2015

Kunsten i banken · 34

Christiansbro og Ørestad Kæmpe kunstevents · 32+40

Chart & Art Copenhagen Direktør og kunstelsker · 38

Hans Henrik Klestrup

Kom med til Chart Art Fair 21.-23. august på Charlottenborg Art Copenhagen 18.-20. september i Forum Vi guider s. 32

Kunst på Christiansbro

s. 34

s. 40

Klestrups liv med kunst

s. 38

Guide til Chart Art Fair STED: Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, 1050 København K

TID: Fredag d. 23. til søndag d. 25. august 2015

PRIS: Voksne 100 kroner, studenter/ pensionister 50 kroner, børn under 16 år gratis.

STØRRELSE: 27 gallerier.

ANDET: Chart afholdes for tredje gang.

Nordea Private Banking sponsorerer Chart.

Stor samtidskunst i hallen 27

af Nordens mest toneangivende gallerier inden for samtidskunst vil være til stede i Kunsthal Charlottenborg, når kunstmessen Chart afholdes 23.-25. august i år. Det er blot tredje gang, at Chart afholdes, efter at det blev grundlagt i 2013 af fem gallerier, der brød ud af Art Copenhagen. Man kan blandt andre opleve den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen og Dragset, den internationalt anerkendte danske billedkunstner Tal R samt installationskunstneren Olafur Eliasson, der blandt meget andet stod bag regnbuen på toppen af kunstmuseet ARoS. Gallerier som Nicolai Wallner fra Danmark, Anhava fra Finland, i8 fra Island, Peder Lund fra Norge og Claes Nordenhake fra Sverige vil være til stede. »Vi viser en udvalgt samling af de mest toneangivende gallerier fra de nordiske lande. Det er en unik chance for at opleve, hvad der rører sig i samtidskunsten lige

nu, da vi samler så mange forskellige kunstnere. Der er både til kunstelskeren og kunstkenderen, men også til alle andre, der bare gerne vil opleve kunsten. Chart udfordrer grænserne for, hvordan en kunstmesse udfolder sig. Den finder sted i de smukke udstillingsrum i Kunstakademiets Kunsthal Charlottenborg, og vi kuraterer det som en udstilling, hvor kunsten hele tiden er i fokus. Derfor har beskueren de bedste muligheder for at opleve kunsten,« siger Janne Villadsen, kommunikationschef i Chart. Ud over udstillingen vil der være en række arrangementer i løbet af messen under betegnelsen Chart Social. Den danske arkitekt Bjarke Ingels udvælger syv vindere af en konkurrence for studerende fra de nordiske arkitektskoler. Vinderne tegner syv pavilloner til Charlottenborgs gård, og pavillonerne kan opleves på Chart.

HVIS DU VIL KØBE PÅ CHART »Den rigtige metode er at gå til Chart med et åbent sind og følge sin intuition. Man kan benytte sig af lejligheden til at orientere sig blandt alle gallerierne, ikke mindst vores kolleger fra de øvrige nordiske lande, som man jo sjældnere har lejlighed til at møde. Og når man så har fundet noget, der fanger øjet, kan man gå til galleristen og få flere informationer om værket og kunstnerskabet. Eventuelt kan man bede galleristen vise andre værker af den pågældende kunstner. Hvis det hele virker overbevisende, så køb værket,« siger Bo Bjerregaard, gallerist og medstifter af Chart.

BRIEF

august ‘15

Hvad kan jeg få for pengene?

20.000 KR.

Her vil du blandt meget andet kunne blive ejeren af værket Ugh af den newyorkerbaserede kunstner Brad Kahlhamer. Det koster 22.000 kroner.

COURTESY OF GALLERY PEDER LUND

Man kan få meget forskelligt for det beløb, men eksempelvis et værk af den danske kunstner Peter Linde Busk. Hans kunst er inspireret af alt fra litteraturhistoriens antihelte til nutidens tv-serier som Breaking Bad.

COURTESY ANDRÉHN-SCHIPTJENKO, STOCKHOLM.

COURTESY NIELS BORCH JENSEN GALLERY AND EDITIONS

5.000 KR.

100.000 KR.

I den helt dyre klasse kunne man eksempelvis tage et kig på den amerikanske samtidskunstner Paul McCarthys værk Untitled (Dwarf Sculture Study) fra 2009. Det samlede værk bestående af syv tegninger går for i omegnen af 2,5 millioner kroner.

DET VIL JEG OPLEVE PÅ CHART:

Overordnet glæder jeg mig altid til at se kunst live. Uanset hvor gode fotografier af kunstværkerne er, yder de dem sjældent retfærdighed. Farver, forme, størrelser overrasker altid. Jeg glæder mig også til at se, hvilke retninger de enkelte gallerier byder på. Det er imponerende, hvor mange af de udenlandske gallerier der også repræsenterer danske kunstnere. Nationalt er jeg spændt på at se, hvilke John Kørner-kunstværker Galleri Bo Bjerggaard præsenterer.

Chart rummer flere anderledes måder at præsentere kunsten på, og det er sjovt. I ugen op til og under Chart viser fem kunstnere deres videoværker i vinduerne i seks butikker i indre København: Normann Copenhagen, Storm, Norse Projects, Holly Golightly og Wood Wood. Det er navne som Levack and Lewandoski, Sara Ludy, Rhys Coren, Travess Smalley og Rafael Rozendaal. Et godt initiativ.

Jeg glæder mig til at opleve, hvad der sker i samtidskunsten på den nordiske kunstscene lige nu. Man får nok næppe et bedre overblik end en tur rundt på Chart og møde Nordens toneangivende gallerier og ikke mindst den kunst, de præsenterer. Og så håber jeg at se værker af danske kunstnere som f.eks. Mikael Kvium, Tal R og John Kørner og dansk/islandske Olafur Eliasson.

Lars Kastberg, Chief Acquisition Manager

Tine Frølund, Event Manager

Carsten Møller, Afdelingsleder

ET MODERNE HUS MED MODERNE KUNST AF MICHAEL RACHLIN FOTO JACOB NIELSEN

Siden renæssancen har en repræsentativ kunstsamling været en naturlig del af enhver banks udsmykning. Nordeas hovedsæde på Christianshavn har fokus på moderne dansk og international kunst.

A.R. PENCK: ÜBERGANG Den tyske kunster A.R. Penck, hvis borgerlige navn er Ralf Winkler, er opvokset og uddannet i DDR. Men allerede i 1980’erne brød han igennem i Vesten med sine piktogramagtige, primitive figurer. Penck er i øvrigt også billedhugger og jazzmusiker. Værket Übergang er fra 1988, og af ukendte årsager var det ikke signeret, da Nordea købte det. Kunstneren kunne dog bekræfte, at det var hans værk, under et møde med Nordeas administrerende direktør, Peter Lybecker. Peter Lybecker vidste, at Penck altid signerede sine malerier med en blyant, så da Lybecker havde medbragt en blyant, blev det signeret ved den lejlighed.

anker har altid haft kunstsamlinger. I renæssancens Italien, hvor de første banker opstod, var opblomstringen af kunst tæt knyttet til bankerne. Og i dag er internationale banker som Deutsche Bank og JPMorgan Chase kendt for at have meget fine og værdifulde kunstsamlinger. I Danmark har bankernes indkøb af kunst været noget mere afdæmpet – både gennem historien og i de sidste årtier. Da Unibank og senere Nordea blev skabt, havde man en begrænset samling fra de tre moderbanker Privatbanken, Sparekassen SDS og Andelsbanken. Men rygraden i den kunst, som i dag findes i hovedsædet på Christiansbro, er skabt til Nordea – og Unibank før det – og kunstsamlingen fremstår som en repræsentativ samling med international og dansk moderne kunst af meget høj kvalitet. Det var den tidligere direktør i Nordea Lars Eskesen, der nu er bestyrelsesformand i Nordea Invest, som købte en del værker i Nordeas nuværende kunstsamling. Det skete, da banken flyttede ind i det nuværende hovedsæde på Christiansbro. »Da vi flyttede ind i Henning Larsens hus, blev der afsat nogle penge til at udsmykke bygningen. Det var jo et stort privilegium,« fortæller Lars Eskesen. »Det er klart, at vi ikke skulle fremstå som en bank med mørke træpaneler og guldaldermalere. Vi opbyggede en kunstsamling, der afspejler en moderne og progressiv bank. Men jeg ser ikke samlingen som specielt lokal eller dansk kunst. Jeg ser det som god kunst. Og jeg har heller ikke set det som en investering – selvom noget af det givetvis har været det. Min anbefaling vil altid være, at man ikke skal købe kunst for investeringens skyld. Du skal købe kunst, fordi du kan lide det, og fordi du har råd til det.« Det er fortsat uvist, hvor meget af samlingen der flytter med ud i Nordeas nye hovedsæde i Ørestaden, der skal stå klart i 2016.

GÜNTHER FÖRG: TO BLYBILLEDER OG TO BRONZESKULPTURER I foyeren til Nordeas hovedsæde, der i sig selv er et markant rum med et imponerende lysindfald, er det den tyske kunstner Günther Förgs værker, der byder gæsten velkommen til bankens hovedsæde. Förg skabte i 1998-1999 to blybilleder og to bronzeskulpturer til dette rum. Förg, der døde i 2013, arbejdede med mange forskellige medier som fotografi (der ofte tog udgangspunkt i storslået arkitektur), skulpturer, installationer og maleri. Ikke mindst blymalerierne er eftertragtede, og de to billeder i Nordeas foyer giver et fint indtryk af farvespillet i dette materiale. De to billeder har forskellige farver og udtryk, alt efter hvilken vinkel man ser dem fra.

BRIEF

august ‘15

MALERI AF PETER BONDE Når lyset er tændt i Nordeas kantine, kan man ikke undgå at bemærke Peter Bondes store maleri, hvis man går over Knippelsbro om aftenen. Maleriet er netop skabt til at kunne ses på afstand og give en effekt, når det ses udefra. Maleriet, der strækker sig over tre etager, er 9 gange 5 meter – og dermed formentlig Bondes største. Maleriet er skabt specielt til Nordeas kantine, og Peter Bonde lejede sig i øvrigt ind i en stor hal på Holmen for at få plads til det enorme lærred. Peter Bonde repræsenterer den generation, der i starten af 1980’erne blev kendt som de unge vilde. Han har siden været en af de mest indflydelsesrige personer i den danske kunstverden, ikke mindst som professor på Kunstakademiet i perioden 1996-2005.

CHRISTIAN WARLEY FRØSIG, MANAGEMENT PARTNER Jeg ser billedet ca. tre gange om ugen. Første gang blev jeg imponeret over, hvor stort maleriet egentlig er, og jeg stoppede derfor op for at se ordentligt på det. Efter syv år i banken må jeg dog indrømme, at nyhedsværdien er aftaget. Billedet får mig til at tænke på ord som stort, konceptuelt og made to measure.

GEORG BASELITZ: FUGLEMALERI Georg Baselitz er en af de mest udstillede og værdsatte nulevende kunstnere. Værket bærer titlen Bussarde (musvåge, red.) og har været ejet af Nordea i årtier og er fra 1974. Dengang var fuglemotiver gennemgående for Baselitz, som i øvrigt var assistent for en af Tysklands førende fuglefotografer, da han var ung. Motivet vender på hovedet, men det er en anden af Baselitz’ signaturer, så billedet er hængt rigtigt op. Georg Baselitz voksede op i DDR, men flyttede i 1958 til Vestberlin, hvor han tog navn efter sin fødeby Deutschbaselitz. Gennem en lang karriere har han bevæget sig i et utal af stilarter, og han er i dag repræsenteret på verdens førende kunstmuseer.

SKULPTUR AF MORTEN STRÆDE På gangbroerne, der forbinder to af bygningerne, er skulpturer på hver etage med til at give en speciel identitet og udtryk. Nordea udvalgte fem kunstnere til at lave en skulptur til hver af de fem etager. Det drejer sig om Søren Jensen, Øivind Nygård, Morten Stræde, Elisabeth Toubro og Henrik B. Andersen, der alle tilhører samme generation af de såkaldte unge vilde kunstnere. Strædes værk, der er fremstillet af polyester og træ, bærer titlen 5 Rivers, 3 Graces, 2 Days, 1 Night. Morten Stræde er født i 1956 og uddannet på Kunstakademiet 1978-85.

NICOLAI WASSERMAN, EXECUTIVE ADVISER Jeg går forbi stort set hver dag, men jeg har ikke rigtigt taget mig tid til at stoppe op og nærstudere det. Det er bare noget, jeg går forbi på vej til kantinen. Men når jeg kigger på det, er de første tre ord, som falder mig ind: Kreativitet, forskellighed og åbenhed.

PER KIRKEBYS STAKITMALERIER Per Kirkebys såkaldte stakitmalerier er fra 1965 og dermed fra starten af en karriere, der har gjort ham til den formentlig mest anerkendte nulevende danske kunstner. Mens Per Kirkeby har malet baggrunden, er selve stakittet malet af Bjørn Nørgaard. Billederne er malet til Randers Realskole, og Nordea købte dem senere på auktion. I dag hænger de ved indgangen til bankens repræsentations- og mødelokaler. Per Kirkeby er ikke mindst kendt for sine murstensværker, og Nordea har i øvrigt foræret Københavns Kommune to murstensskulpturer, der står ved Meldahlsgade ved Vesterport, en anden Nordea-bygning i København. Per Kirkeby fortalte i et interview med Politiken tidligere på året, at han har opgivet at male, efter at han blev ramt af en blodprop.

BRIEF

august ‘15

På vej mod Ørestad I 2016 flytter Nordea efter planen ud i sit nye hovedsæde i Ørestad. Men ikke al kunsten flytter med. AF JULIE BONDO GRAVESEN

ler og områder med free seating. Det sætter nye rammer for, hvordan kunsten kan opleves.« Den nuværende samling er præget af dansk kunst fra 1980’erne og en del tysk ekspressionisme. Planen er at udvælge værker, der understøtter bankens nordiske profil, som også huset lægger op til. »Vi prøver at kuratere mere bevidst. Henning Larsens vinderprojekt betonede det nordiske, naturen, grundfjeldet, skoven og isbjerget. Det – og så Nordea som kvalitetsvirksomhed – vil vi gerne afspejle i kunsten med et klarere fokus på det

Henning Larsen Archtects. Laura Ifversen forklarer: »Nordea har en rigtig flot kunstsamling. Men samlingen er blevet til gennem længere tid, og der har været mange forskellige interesser involveret. Med det nye byggeri har vi en helt unik mulighed for at stramme samlingen op. Det er jo et helt andet hus, vi flytter ud i. Flere glasvægge, mange træpaneler, flere åbne kontorarea-

nordiske. Når det kommer til det internationale aspekt, vil vi gerne brede det lidt mere ud,« siger Laura Ifversen. Og hvad skal der ske med de værker, som ikke kommer med til Ørestad? Nogle skal sikkert sælges fra, men man må tænke sig grundigt om, siger Laura Ifversen: »Det er vigtigt for os, at kunsten kommer hen et sted, hvor den bliver påskønnet.«

ILLUSTRATION: HENNING LARSEN ARCHITECTS

disse måneder arbejder et hold af kunstkyndige Nordea-medarbejdere på at stramme bankens kunstsamling op, så den kommer til at spille optimalt sammen med materialer og stemning i de nye bygninger i Ørestad. Kunsthistoriker og kunstkonsulent Laura Ifversen hjælper Nordeas ledelse med overblikket. Al den kunst, der findes i det nuværende hovedsæde på Christiansbro og i Nordeas andre bygninger, bliver kortlagt, og Laura Ifversen hjælper Nordeas ledelse med at vurdere, hvordan værkerne vil passe ind i det nye hus, som er tegnet af

FIRE DRIVHUSBILLEDER AF JESPER CHRISTIANSEN På direktionsgangen findes i alt fire billeder af den danske kunstner Jesper Christiansen. Han er en kunstner, der har været i konstant udvikling – men gennemgående er de stærke akrylfarver i et mennesketomt univers. Billederne, der er fra 1990’erne, bliver kaldt drivhusbillederne. Malerierne hedder henholdsvis Middle Distance Painting, Pergola Painting, Painting for Jack Shear og Background Painting. Hvert maleri måler 2,1 gange 1,7 meter, så der er tale om en ganske imponerende opsætning. Blandt Jesper Christiansens mest kendte værker er et stort vægmaleri i kronprinseparrets palæ på Amalienborg Slot med motiv i form af et verdenskort.

KURT SVENDSEN, MANAGEMENT PARTNER Jeg har siddet tæt ved de otte blomsterbilleder i mere end ni år, så man kan roligt sige, at de er blevet en del af min hverdag. Da billederne sidste år var udlånt til en særudstilling i to måneder, følte jeg i høj grad, at der manglede noget. Jeg nyder dem hver eneste dag. Selvom de kan forekomme ens, er de også meget forskellige, og man kan hele tiden få øje på nye nuancer. Billederne får mig til at tænke på ord som natur, ro og inspiration.

Et farvestrålende maleri af den danske kunstner Egill Jacobsen åbnede døren til en livslang interesse for kunst hos Nordea Private Bankings adm. direktør, Hans Henrik Klestrup. I dag er kunsten kilde til vigtige mentale pusterum for Klestrup.

Kunstelskeren

Rejse i tiden I kontoret på fjerde etage i Nordeas hovedkvarter på Christianshavn hænger værker på næsten alle vægge. Især danske som Per Kirkeby og Claus Carstensen. Det er særligt moderne kunst efter år 1900, som fanger Hans Henrik Klestrups interesse. Og som giver ham lyst til at fordybe sig i historien bag værket. For det er ikke blot iagttagelsen af maleriet, der giver oplevelsen. For Hans Henrik Klestrup er det i lige så høj grad en opdagelsesrejse i kunstnerens sind og samtid. »Når jeg ser noget, jeg kan lide, prøver jeg altid at lære noget om kunstneren. Jeg læser om det, der ligger bagved, for jeg synes, det er utrolig vigtigt at få beskrivelsen af samtiden med og prøve at forstå, hvad han tænkte, og hvad der drev ham. Det var f.eks. utrolig spændende at læse om Cobra-gruppen, som Egill Jacobsen var en del af.« Det giver ro Siden den første ahaoplevelse med Egill Jacobsens maskebillede har malerierne givet Hans Henrik Klestrup et

ørste gang Hans Henrik Klestrup så et maleri af den danske maler Egill Jacobsen, blev han helt utrolig glad. Billedet så han på væggen i et privat hjem, da han var midt i 20’erne. »Jeg syntes, det var et utrolig godt billede. Det er spændende Egill Jacobsen og noget, man bliver i godt humør af. Det er glade farver, glade motiver og god kvalitet. Det var ham, der triggede min interesse for kunst, og han er stadig en af mine favoritmalere,« fortæller Hans Henrik Klestrup, adm. direktør for Nordea Private Banking. Siden mødet med Egill Jacobsen har billedkunsten været en fast ledsager i den 54-årige direktørs liv. Er Hans Henrik Klestrup på ferie i en storby, lægger han gerne vejen forbi et museum eller et galleri. Ofte sammen med sin kone, som deler hans glæde for billedkunsten.

AF CATHRINE HUUS FOTO JACOB NIELSEN

pusterum i hverdagens travlhed. Og hvis muligheden byder sig, giver han sig tid til et godt billede. »Hvis jeg har brug for en mental pause, kan jeg sætte mig med et godt glas vin og kigge på et værk, der er smukt eller spændende. I god kunst kan man finde nye nuancer, hver gang man kigger på det. Og når man ser på noget, der er inspirerende og rart at se på, giver det en ro og får en til at tænke på noget andet. Det giver et mentalt break og er en del af min daglige livskvalitet.«

HANS HENRIK KLESTRUP • Administrerende direktør i Nordea Private Banking siden 2000. • Født 1961. • Familie: Karina og børnene Nicholas og Nicole. • Uddannelse: Økonomi og regnskab, Aarhus Universitet 1987 og Advanced Management Program, Harvard Business School 2006

BRIEF

august ‘15

3 STORE MØDER MED KUNST

Danserinde af Pablo Picasso. Restaurant Picasso på Hotel Bellagio, Las Vegas »Den allermest fascinerende kunstoplevelse, jeg har haft, var i Las Vegas. Det var i 2013, og vi fejrede min 52-årsfødselsdag på en restaurant på Hotel Bellagio. Jeg sad og ventede på min familie, da jeg fik øje på et billede af Picasso. Jeg tænkte: ’Hold da op – det ser voldsomt dyrt ud, det må da være fake’. Men det viste sig, at de har nogle og tyve ægte Picassoer hængende i restauranten. Da vi havde spist, og vi var de sidste gæster tilbage, fik vi lov til at gå rundt og nærstudere billederne. På museer er der altid en vis afstand, men her kunne vi stå helt tæt på og i princippet røre ved dem. Det var en helt fantastisk oplevelse.«

Mona Lisa af Leonardo da Vinci. Louvre i Paris »Det er verdens mest berømte billede. Bare det at stå og se på det var en stor oplevelse. Ikke fordi det ligger inden for min kunstsmag, men man har hørt så meget om det. Billedet er ikke særlig stort, men det er et fantastisk maleri. Det er malet for over 500 år siden, og jeg er fascineret af, at det stadig er holdbart så mange år efter. Der er så mange nuancer og fortolkningsmuligheder i det. Hun er i bund og grund en helt almindelig kvinde, og du kan ikke se, om hun er på vej til at smile eller er lidt resigneret.«

Dance af Henri Matisse. Hermitage i Sankt Petersborg »Vi var på ferie og tog en guidet tur på det kæmpestore museum Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Hvis man skulle stå og dvæle ved hvert kunstværk, ville det tage 20 år at gå igennem samlingen. Det billede, jeg husker mest, er Dance af Matisse. Jeg havde set postkort af det, men at se det in real life var en fantastisk oplevelse. Jeg blev overrasket over, at det var så stort. Og så var jeg imponeret over billedets enkelhed og tydelighed. Det er altid fantastisk at være i indirekte kontakt med så stor en kunstner. Han har jo skabt det med sine egne hænder. Og du står helt tæt på det.«

DET HAR JEG TIL GODE Hvilke tre kunstværker vil du opleve, før du dør? »Jeg vil gerne se maleriet Guernica af Picasso i Madrid, fordi det er et statement om en forfærdelig tid. Jeg vil også gerne se Roy Lichtensteins billede Sunrise. Og til sidst Amadeo Modiglianis kvindebilleder med de lange, elegante ansigter.« FOTO: SCANPIX

FOTO: SCANPIX © SUCCESSION PICASSO/BILLEDKUNST.DK 2015

Hvilken periode holder du mest af?

Hvad er dit favoritmuseum?

»Jeg holder mest af moderne kunst fra år 1900 og frem. Sådan en klassisk Caravaggio med bibelbilleder og matroner og engle, der flyver, er ikke lige mig, selvom jeg godt kan blive fascineret af maleriets teknik og holdbarhed.«

»Jeg synes, der er rigtig mange gode museer, og det vil være forkert at udpege et enkelt. Her i Danmark er vi privilegerede ved at have supergode museer som Louisiana og Statens Museum for Kunst, som er to flotte og spændende museer.«

Guide til Art Copenhagen STED: Forum Copenhagen, Julius Thomsens Plads 1, 1925 Frederiksberg C

TID: Fredag d. 18. til søndag d. 20. september 2015

PRIS: Voksne 115 kroner, studenter 85 kroner, børn under 18 år gratis.

STØRRELSE: 60 gallerier og cirka 10.000 besøgende.

ANDET: Art Copenhagen afholdes for 19. gang.

Nordea Private Banking sponsorerer Art Copenhagen.

Danmarks internationale kunstmesse M indst 60 gallerier fra hele verden deltager, når Skandinaviens internationale kunstmesse, Art Copenhagen, afholdes 18.-20. september i Forum på Frederiksberg. Der er rig mulighed for at få et bredt indblik i, hvad der rører sig af nutidskunst på den danske og internationale kunstscene. På Art Copenhagen er det muligt at hilse på gallerister og en del af kunstnerne bag værkerne. Kunstsamlere og andre kunstinteresserede har rig mulighed for at se og handle kunst i mange forskellige udtryksformer. Køb et smukt litografi til 1.500 kroner stykket eller et historisk værk til flere millioner kroner. I den sidste kategori kan man på årets messe nyde en særudstilling med værker af den berømte, nu afdøde kunstner Keith Haring. »Uanset om man er en erfaren kunstsamler eller man slet ikke har kendskab til kunst, er Art Copenhagen et godt sted at besøge. Mange kommer blot for at kigge og følge med i, hvad der sker på den internationale kunstscene, og du kan stille spørgsmål og bede om vejledning hos gallerierne og få et ærligt svar. Hvis du ønsker at købe, kan du være sikker på at anskaffe dig kunst af høj kvalitet, fordi vi på forhånd har valgt de bedste gallerier til de besøgende,« siger Julie Leopold Alf, chef for Art Copenhagen. Man kan blandt andet finde værker af kunstneren Michael Kvium hos Galleri Franz Pedersen.

BRIEF

august ‘15

Hvad kan jeg få for pengene? Fra Art Copenhagen kan man komme hjem med kunst uanset økonomisk formåen. Kvium har været en af vor tids største danske kunstnere i mere end 30 år og er blandt andet kendt for sine androgyne figurer. Hos Charlotte Fogh Gallery udstiller den københavnske street art-kunstner HuskMitNavn, som tidligere har udstillet sine satiriske værker hos alt fra det århusianske

kunstmuseum ARoS til internationale messer i New York. Er du på jagt efter et internationalt sus, er det værd at bemærke Galerie Nanna Preußners fra Hamborg, der med Angela Glajcars installation af iturevet papir står for en af messens store udstillinger.

5.000 KR.

For det beløb kan du få rigtig meget forskelligt, eksempelvis et rigtig fint litografi, altså et såkaldt stentryk.

20.000 KR.

Der vil være mulighed for at anskaffe sig et rigtig godt oliemaleri eller et fantastisk foto. VÆR FØRST MED Magasinet Kunst kuraterer en udstilling med dugfriske talenter fra de danske kunstakademier i løbet af weekenden. Et besøg her kan give et tidligt indblik i, hvem man skal holde øje med på kunstscenen fremover – og måske er det anledning til at få en tidlig favorit. Der er også et område for ’Young Galleries’, altså up-and-coming gallerier, der ligeledes er garant for et udpluk af nye, spændende kunstnere.

100.000 KR.

Her er vi oppe i den helt store liga. Man kan få et stort værk af en virkelig anerkendt kunstner.

DET VIL JEG OPLEVE PÅ ART COPENHAGEN:

Art Copenhagen giver mig hvert år et samlet overblik over hele den danske kunstscene. Så jeg glæder mig til at se, hvad gallerierne i år har valgt at fremhæve af nutidens kunstnere. Det er også spændende at se de internationale gallerier og kunstnere, som mange gange har et helt andet udtryk end de danske. Art Copenhagens fokus på de unge up-and-coming gallerier og kunstnere synes jeg altid er meget spændende. Det gør mig glad, når jeg har set et flot værk af en ung kunstner, som jeg efterfølgende kan se, at det går rigtigt godt for. Janne Søderberg, Event Manager

Jeg vil helt sikkert besøge udstillingen med de dugfriske talenter fra de danske kunstakademier. Både for at se noget helt nyt og for at få muligheden for at gøre et godt køb til en rimelig penge. Hvis det bliver muligt, vil jeg også gerne tale med nogle af kunstnerne, da jeg synes, at historien bag det enkelte maleri giver noget helt specielt. Jeg er også sikker på, at et besøg på Art Copenhagen vil give mig ny inspiration til egne malerier, og det nyder jeg at få. Heidi Olsen, Afdelingsleder

Det, jeg godt kan lide ved Art Copenhagen, er, at det er en international kunstmesse. Det giver en ekstra dimension, som vi ikke ser så ofte i Danmark. Jeg ser frem til at se de nye talenter i området Young Galleries samt udstillingen med nye kunstnere fra akademiet. Her vil det være interessant at se de nyeste trends og ideer. Men det også altid spændende at se nye værker af store danske kunstnere som Christian Lemmerz, Michael Kvium, Haugen Sørensen, HuskMitNavn etc. Og så glæder jeg mig til de guidede ture i dette snørklede univers. Henrik Dahlin, Investeringsrådgiver

Marina Abramovic: Art Must Be Beautiful, Artist Must Be Beautiful, 1975, performance og sort/hvid video med lyd. Første gang opført på Kvindeudstillingen XX, Charlottenborg, København, 1975. (Findes i dag på Statens Museum for Kunst).

AF CHRISTIAN MOHR BOISEN

BRIEF

august ‘15

MARINA ABRAMOVIC, STILL FRA FILMEN ART MUST BE BEAUTIFUL, ARTIST MUST BE BEAUTIFUL, 1975 STATENS MUSEUM FOR KUNST © MARINA ABRAMOVIC/BILLEDKUNST.DK

Sygt. Perverst. Helt og aldeles uhørt

FOTO: JACOB NIELSEN

Plejer kunstmuseer at være en fjern og kedelig oplevelse? Så tag med på guidet tur gennem Statens Museum for Kunst, hvor direktør Mikkel Bogh fortæller om tre stykker kunst, som blev revet ned, diskuteret på krisemøder og kaldt perverse.

et var midt i kvindefrigørelsens store år, 1975, at Abramovic for første gang opførte Art Must Be Beautiful, Artist Must Be Beautiful på Kvindeudstillingen XX på Charlottenborg i København. I denne performance ser man kunstneren børste sit hår med en metalbørste i højre hånd og en metalkam i venstre, mens hun gentager sætningen »Art must be beautiful, artist must be beautiful. En pinefuld proces, der fortsætter, til hun har børstet sig til blods. Under Abramovic’ performance råbte en kvinde blandt publikum på Charlottenborg aggressivt: »Jeg ved godt, hvad det er, du er ude på!« En anden råbte lige så vredt: »Støn lidt mere, søster!« Kvinderne råbte og skreg op mod kunstneren på scenen. De mente, det var forræderi, de var vidner til. Mikkel Bogh forklarer: »Selvlemlæstelsen var et chok, men reaktionen havde en ekstra dimension, for arrangørerne og de kvindefrigørelsesbevidste tilskuere brød sig mildt sagt ikke om, hvad de så. De var overbevist om, at Abramovic agiterede for masochisme, og at hun bekræftede kønsstereotyper i stedet for at gøre op med dem. Abramovic ville sige noget om forventninger til kunst og kunstneren, at den skal se godt ud, have et smukt sind. Hun karikerer smuk kunst. Det blev i stedet tolket som en hyldest til masochisme. I dag griner vi måske af de chokerede reaktioner på Manets berømte Olympia i 1863, for 150 år siden, men den ret bastante reaktion på Abramovic’ optræden fandt sted for kun 40 år siden!« Umiddelbart efter opførelsen indkaldte udstillingens udvalg til krisemøde. Man følte sig snydt og kunne ikke

se tvetydigheden, men rasede, at Abramovic’ optræden modarbejdede kvindesagen og kampen for frigørelse. Der blev holdt afstemning, og ud af de 26 arrangører stemte 20 for, at man i en offentlig erklæring tog afstand fra Abramovic’ performance. I Politiken sagde et af udvalgets medlemmer, Alice Møller Kristensen: »Abramovic er ikke den kunstner, vi havde forestillet os. Det, hun laver, er en perversion i sig selv, ren destruktion.« Opførelsen fik også opmærksomhed i andre medier. Information anmeldte under overskriften ’En programmeret oplevelse af vold og undertrykkelse’. Ekstra Bladet var klar med overskriften ’Piskede kroppen rød og rev sig blodig’. Selv om Abramovic kun opførte værket én gang på Kvindeudstillingen XX, bidrog chokeffekten givetvis til at sælge billetter. Udstillingen i december 1975 havde 25.000 besøgende, over dobbelt så mange som andre store udstillinger på Charlottenborg i hele årtiet. Marina Abramovic bliver i dag kaldt body- og performancekunstens bedstemor. Hun er en sværvægter på den internationale kunstscene. I 2013 købte Statens Museum for Kunst Art Must Be Beautiful, Artist Must Be Beautiful af Lisson Gallery. Det betragtes som et hovedværk i Abramovic’ produktion.

FOTO: SCANPIX

Og blodet flød D

Marina Abramovic.

»En anden råbte, lige så vredt: ’Støn lidt mere, søster’«

FOTO: SCANPIX

»Man sagde, det var sygt. Perverst.«

Vilhelm Lundstrøm.

Alt for meget hverdag S et med nutidens øjne virker maleriet Det andet bud måske relativt tilforladeligt. Men mange betragtede det som frastødende og afsporet, da det blev præsenteret i 1918. Direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh fortæller: »Man sagde, det var sygt. Perverst. Lundstrøms Det andet bud trækker kunsten ned på jorden på en – dengang i 1918 – dybt chokerende måde. Det blotlægger værkets materiale; gamle transportkasser. Helt og aldeles uhørt herhjemme i 1918! Det andet bud var det første fuldt ud abstrakte kunstværk af en dansk kunstner og satte en voldsom debat i gang. På det tidspunkt var det Kunstakademiet, der docerede og dikterede den officielle smag. Kunstakademiet satte standarden for, hvad der kunne vises på de etablerede udstillinger. Pakkassebilledet brød radikalt med normen ved at bruge et hverdagsmateriale og dermed med forestillingen om, at kunst skulle være en ædel udtryksform, der kun anvendte materialer som marmor, lærred og olie. Lundstrøms formsprog var helt ukendt for et dansk publikum. Man var heller ikke vant til at se abstrakte værker. Publikum forventede stadig, at kunsten var grundlæggende naturalistisk. Til trods for at man have accepteret både impressionisme og ekspressionisme på dette tidspunkt, var Lundstrøms abstrakte værk en total grænseoverskridelse. Ifølge det herskende kunstbegreb skulle et værk være ophøjet, evigt, universelt og hævet over tid og sted, men hos Lundstrøm mister kunsten denne fjernhed og aura. Han trækker værket ind i vores egen tid, ned på hverdagsniveau. Man ser det, som det er. Han bruger

billige materialer uden at tilsløre, at de er billige, og det udfordrer i den grad kunstbegrebet.« Det andet bud er sammensat af 10 små stykker groft træ sømmet fast på en oval træplade, der igen er monteret på en firkantet træplade. Træstykkerne er skødesløst bemalet, andre steder fremstår træet råt med de originale stempler og påskrifter – spor efter træets oprindelige funktion. På grund af materialernes tydelige oprindelse bærer værket i høj grad præg af konkret genstand. Lundstrøms frastødende værk virkede også tiltrækkende på gæster og presse. Helt usædvanligt tiltrak udstillingen 10.000 gæster og blev både en skandale og en succes. Anmelderne var enige om at håne og nedgøre den eksperimenterende unge kunst. Pakkasseværket var med til at starte den såkaldte dysmorfismedebat, anført af lægen, bakteriologen og rektor ved Københavns Universitet Carl Julius Salomonsen. Han satte lighedstegn mellem avantgardekunst som Lundstrøms og billeder lavet af psykiatriske patienter og udsendte afhandlingen Smitsomme Sindslidelser før og nu med særligt Henblik på de nyeste Kunstretninger (1919). Hans korstog mod samtidskunstens sygelige tendenser medførte en af de mest voldsomme danske kunstdebatter nogensinde. Salomonsen foregreb på mange måder 1930’ernes nazistiske fordømmelse af ’Entartete Kunst’. I 1942, under den tyske besættelse af Norge, viste Nasjonalgalleriet i Oslo udstillingen Kunst og ukunst. Her blev Lundstrøms pakkasseværk fremhævet som afsporet.

Vilhelm Lundstrøm: Det andet bud, 1918, olie på træ, 113,5 gange 81,5 cm. Første gang udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie, 1918. (Findes i dag på Statens Museum for Kunst).

BRIEF

august ‘15

FOTO: SCANPIX

Jens Haaning.

Bryster på arabisk I 1996 satte kunstneren Jens Haaning en række identiske plakater op på Vesterbro. Det var vittigheder skrevet på arabisk illustreret af en topløs pinup. Dengang, mange år før muhammedtegningerne, forblev dette temporære byrumsværk et lokalt fænomen. Men det vakte stor undren. »Nøgne bryster og arabiske tegn kan være en sprængfarlig cocktail. Nogle rev værket ned. Andre vidste ikke, hvad de skulle mene. Hvad laver en topløs skandinavisk udseende kvinde ved siden af arabiske tegn? Og er det virkelig arabiske jokes, som der står skrevet, eller … ? Plakaten skabte voldsom debat: Et lignende værk, som Jens Haaning viste et sted i Frankrig, blev taget ned af myndighederne,« fortæller Mikkel Bogh. »Da jeg selv som ansat ved Københavns Universitet i 2002 inddrog Arabic Jokes i forbindelse med et seminar om fremmedhad og -angst, førte det i høj grad også til diskussion. Der var delte meninger om, hvad værket ville. Jeg havde desuden brugt det som pjece/ophæng for at annoncere seminaret over hele instituttet. Her blev det bøjet sammen, så man ikke

kunne se det. Flere af plakaterne blev revet ned. Kunstneren havde ingen politiserende bagtanker med det. Det er ikke et politisk statement, snarere et kulturelt. Tilsyneladende uforenelige modsætninger, en vestlig pinup, arabisk tekst og vittigheder, er sat sammen, og man spørger sig selv: Hvad er det? Hvorfor er de sat sammen? Det er tvetydigt.« Mikkel Bogh mener, det er tvivlsomt, om Arabic Jokes kunne være blevet lavet i dag. Det havde i hvert fald haft en anden effekt. Det, der i 1996 var et lokalt københavnsk fænomen, ville lynhurtigt sprede sig til hele verden, hvis det var blevet lanceret i 2015. »Det viser, at effekten af og reaktionen på et kunstværk afhænger af sammenhæng og samtid. Hvis noget bliver formidlet under de rette omstændigheder, kan der komme reaktioner, som ikke var tilsigtede eller forventede,« siger Mikkel Bogh. Statens Museum for Kunst købte Arabic Jokes af et galleri i 2011, og i dag hænger det i samlingen af samtidskunst.

Jens Haaning, Arabic Jokes, 1996. Første gang sat op i det københavnske byrum 1996. Offsetplakat og indrammet fotografi.

»Nøgne bryster og arabiske tegn kan være en sprængfarlig cocktail.«

Kunsten efter krisen:

Jord, beton og mystik Jordens geologiske situation, vores liv på nettet og det sanselige ved at være et menneske. De unge kunstnere beskæftiger sig med alt, hvad der vedrører det moderne liv. Og de er på mange måder påvirket af den globale finanskrise, som fik dem til at stille nye spørgsmål til kunstens mening. Her er et overblik over de vigtigste tendenser lige nu. AF MARIA KJÆR THEMSEN, MAG.ART.

Marie Kølbæk Iversen, Mirror Therapy.

BRIEF

august ‘15

Tove Storch, Untitled (blue/blue).

Sten, kalk, jord og krystaller Forunderligt nok er der lige nu utroligt mange sten i dansk samtidskunst. Små sten, store sten, kalk, jord og krystaller er på mode. Selvom en af vores største nulevende kunstner, Per Kirkeby, altid har beskæftiget sig med geologi i sin kunst, har det ikke ligefrem været det mest hotte emne. Men aktuelt er Jordens materialer nogle af de allermest brugte i kunsten. I foråret viste Marie Kølbæk Iversen (f. 1981) en stor, smuk udstilling, Mirror Therapy (2015), på Fotografisk Center i København. Udstillingen bestod af udsnit af stenen lapis lazuli vist som diasprojektion på en lang flade. Her kobledes det teknologiske med det geologiske. Tendensen er også set på Sorø Kunstmuseums nytænkende ud»Værkerne udtryk- stillingsserie om ting, jord og bevidsthed, hvor kunstneren Rolf Nowotny (f. 1978) ker en længsel efter smurte en betonskulptur ind i naturlige noget mere jord- materialer som kolort, tykmælk, øl og bundet i en tid, hvor mos og lod materialerne gå i forbindelse binære koder, digitale med hinanden. Performancekunstner signaler og satellitter Lilibeth Cuenca Rasmussen (f. 1970) hiver energien opad, smurte sin egen krop ind i materialer fra Faxe Kalkbrud, blandet med kridtsten og udad og fremad.« olier. Værker, der udtrykker en længsel efter noget mere jordbundet i en tid, hvor binære koder, digitale signaler og satellitter hiver energien opad, udad og fremad. Vi vil gerne lidt nedad igen – helt ned i Jordens dynger af sand, sten, kalk og krystaller.

»Det kan være alt fra silke til beton, sæbe, papir eller hår, hvor selve det sanselige aspekt er fremhævet.«

Mærk kunsten Igennem det 20. århundrede har der været en klar skillelinje mellem ’ægte’ kunst på den ene side; primært maleri (skabt af mænd), og brugskunst eller håndarbejde på den anden side; primært tekstiler og keramik (skabt af kvinder). Denne skarpe skelnen er i de senere år blevet mere og mere ophævet, for i dag er undersøgelser af materialer en af de store tendenser blandt yngre kunstnere. Det kan være alt fra silke til beton, sæbe, papir eller hår, hvor selve det sanselige aspekt er fremhævet. Eksempler spænder lige fra Jesper Dyrehauges (f. 1966) prikkede malerier, langsommeligt lavet af gulerodstryk, til store, rumlige silke- og stålinstallationer af Tove Storch (f. 1981). Selvom hun stadig er ung, er hun allerede en del af Louisianas samling, som erhvervede en hel installation af kunstneren, der bestod af store blå silkeskulpturer, Untitled (blue/blue), (2011). I Storchs værker er det balancen mellem det tynde, gennemsigtige silkestof – der strækkes ud og bliver rumligt – og stålet, rummet, arkitekturen, der sættes i spil. Og det er netop selve denne sanselige dimension af materialerne, der er i fokus i disse praksisser. Læs mere om Tove Storch på side 14.

»Det spirituelle er en del af en større strømning i vores samtid.«

Lea Porsager: Fra udstillingen Food for the moon – Sluggish and Well-lubricated.

Kunsten har i sin oprindelse altid haft et tæt forhold til det religiøse og spirituelle. I dag er interessen for det mystiske, det okkulte og det spirituelle igen aktuel. Kunstnerne er optaget af at undersøge den tidligere modernismes udspring i det okkulte, eller de praktiserer selv spirituelle ritualer som en del af deres kunstneriske praksis. Joachim Koester (f. 1962) har f.eks. opsøgt den legendariske mystiker og forfører Aleister Crowleys hus i Italien og herfra portrætteret et sted, der stadig er omgærdet af stor mystik. Lea Porsager (f. 1981) har også en historisk dimension i sine værker, når hun undersøger store mystikeres indflydelse – fra Madame Blavatsky til Rudolf Steiner – og samtidig gennemlever de ritualer, der bliver anført som led i en spirituel praksis. F.eks. flyttede Porsager og en række udvalgte kvinder ind i et hus på det bjerg, der igennem det 20. århundrede har tiltrukket flest alternativt tænkende spiritister, Monte Verità i Schweiz, for her at udleve noget af det samme stof, som stedet har været kendt for – tantriske ritualer og andre eksperimenter. Hendes kunst har været vist på den mest indflydelsesrige udstilling i verden, Documenta i Kassel, og den internationale bevågenhed vidner om, at det spirituelle er en del af en større strømning i vores samtid. Læs mere om Lea Porsager på side 15.

Det åndelige

Alexander Tovborg, fra serien Prometheus.

BRIEF

august ‘15

Gennem skærmen

Absalon Kirkeby, Power Color Matrix Tower 2.

En af de mest brugte termer lige nu i kunsten er ’post-internet’. Det betegner ikke, at vi er færdige med internettet, det betyder blot, »Mange kunstnere er at kunsten tematiserer, interesseret i forholdet hvordan vi i dag møder mellem skærmens flade verden igennem en dimension og virkeligskærm. Næsten al vores hedens tre dimensioner.« information om andre mennesker, om verden omkring os – endda om kunstudstillinger – opleves gennem en skærm. Mange kunstnere er derfor aktuelt interesseret i forholdet mellem skærmens flade dimension og virkelighedens tre dimensioner. Hvad går tabt i denne oversættelse? Og hvad er forholdet mellem det reelt fysiske og illusionen af det, mellem overflade og reelle objekter? Absalon Kirkeby (f. 1983), den berømte Per Kirkebys søn, arbejder f.eks. med fotografiet på en måde, der både omhandler det digitale og det maleriske på samme tid. I store, flotte, farverige fotografier har han ofte et genkendeligt motiv som fokus; et bildæk, et kranie, en svane eller en computer. Men det er selve billedbehandlingen af motivet og Kirkebys meget mættede fotografiske metode, der tilsammen skaber en visuel virkning, der er enormt sanselig.

Maleriet lever

Torben Ribe, Untitled (Horse with Sockets), 2014.

Selvom maleriet ad flere omgange er blevet erklæret dødt, lever det altså stadig i bedste velgående og beviser sin relevans. Hos Ferdinand Ahm Krag (f. 1977) er det forholdet mellem Jorden og »Maleriet findes kosmos, der udspændes via ablige nu i alle strakte streger og formationer. mulige formater Morten Skrøder Lund (f. 1980) og formationer.« arbejder med det helt abstrakte formsprog i malerier, der har med undersøgelser af materialer at gøre: Her bruges acetone, lak, olie og spray på lige fod med hinanden. Maleren Torben Ribe (f. 1978) udvider grænserne for maleriet og inddrager forskellige materialer på lærrederne, som vi normalt ville karakterisere som grimme dele af husholdningen: stikdåser, afrevne ledninger, karklude og lyskontakter. Selvom malerierne på den måde bevidst ind-

drager alt det grimme fra vores hjem, er de paradoksalt nok utroligt fede at kigge på. Mette Winckelmann (f. 1971) kombinerer det førnævnte udskud, håndarbejde og tekstiler med det klassiske maskuline maleri og gør det ofte i enormt store formater, hvor de farverige mønstre og geometriske figurer lever i både fladen og det omgivende rum. Og sidst er der det religiøse som emne, der også findes i maleriet lige nu, nemlig hos den enormt talentfulde og virtuose maler Alexander Tovborg, der i farverige og store formater maler mytiske motiver fra Biblen f.eks. Maleriet findes altså lige nu i alle mulige formater og formationer og er lige så forskelligartet som tidens øvrige aktuelle interesser i kunsten. Læs mere om Alexander Tovborg på side 12.

KUNST I KOMMUNEN Når en skulptur sættes op i en by, giver det ofte anledning til diskussion. Er det pænt eller grimt? Er det pengene værd? Hører det overhovedet til på stedet? Eller skal man som borger bare lære at leve med det? Vi har besøgt tre steder i Danmark, hvor kunst i det offentlige rum har vakt heftig debat.

NÆSTVED

HELSINGØR

HOLSTEBRO

AF TOMMY HEISZ FOTO: TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN

FRIRUM AXELTORV

Lange bryster i Næstved E

n jætteagtig kvinde med bryster så lange, at hun kan kaste dem over skuldrene, når hun skal løbe rigtig stærkt. Sådan beskrives Slattenpatten i et gammelt sjællandsk sagn. Hvis man drikker af hendes bryster, får man stor styrke. Derfor blev hun, ifølge sagnet, jagtet af kong Volmer. Nat efter nat skød han hende og lagde hende over sin hest, men næste nat løb hun altid videre. Bjørn Nørgaards skulptur Slattenpatten og hendes døtre står på Axeltorv midt i Næstved. Inspirationen hentede kunstneren i Vejlø Kirke ved Næstved, hvor en lokal billedskærer i 1660’erne skabte en bærepille til kirkens prædikestol udformet som Slattenpatten. Historien om hende er spændende, men om hun også er værd at kigge på, var der delte meninger om, da hun blev afsløret i 2010. I den lokale avis blev hun debatteret ivrigt – en læser skrev f.eks.: »Jeg er bange for, at byens gæster vil opfatte byen

NORDEA BANK

BUTIK KENN

forkert, hvis Slattenpatten skal stå på dette sted – så hellere en figur med normale former.« Den slags stemmer var der mange af. Næstved-borgere, der egentlig anerkendte skulpturens eksistens, men som mente, at den måtte placeres et mere anonymt sted end lige midt i bybilledet. Skulpturen er støbt i bronze og vejer 1,2 ton. Sammen med sine døtre står Slattenpatten og hendes døtre på en rigt dekoreret granitsokkel, der også er skabt af Bjørn Nørgaard. Ud fra soklen udgår som et kors fire 15 centimeter brede kobberbånd nedlagt i granitfliser. Da Slattenpatten og hendes døtre gik ind i sin første vinter som skulptur, fik hun endnu mere modvind. Det viste sig nemlig, at den sorte granit rundt om skulpturen blev særdeles glat, når der faldt sne. Snart havde kommunen tre erstatningskrav liggende fra borgere, der var gledet på Slattenpatten og hendes døtre, og i lokalavisens spalter gav utilfredse borgere igen deres mening til kende.

BRIEF

august ‘15

SKAL STÅ PÅ DETTE STED – SÅ HELLERE EN FIGUR MED NORMALE FORMER.« Læserbrev i lokalavisen

Hvad: Slattenpatten og hendes døtre. Hvem: Bjørn Nørgaard. Hvor: Axeltorv i Næstved. Hvornår: Afsløret i 2010.

Helsingørs feminine dreng

»G

eorg Poulsen er parat til give ’Havdrengen’ et slag med forhammeren.« Sådan kunne man læse på forsiden af Helsingør Dagblad, før skulpturen HAN blev afsløret på den nordsjællandske bys havnefront. Den tidligere fagforeningsboss Georg Poulsen havde selv i næsten et helt liv haft sin gang på Helsingør Skibsværft, som skulpturen er opført foran. Der var følelser på spil for ham. Ligesom der var det for en lang række andre helsingoranere, der gav deres mening til kende i den lokale avis. »Nej tak til en flirtende trækkerdreng ved værftet,« skrev en. En anden harcelerede: »Fri os fra denne syge lille feminine dreng, som intet har at gøre med vores fantastiske lokalhistorie, men kun omhandler to smarte drenge fra Norge, som scorer kassen på hele herligheden.« Michael Elmgreen og Ingar Dragset hedder det kunstnerpar, der står bag HAN – en cirka to meter høj skulptur i blankpoleret rustfrit stål, der er lavet med Den lille Havfrue på Langelinie som forlæg. Skulpturen er placeret midt i Helsingørs nye kulturområde ved Kulturværftet, Kronborg Slot og det nye søfartsmuseum. Den kostede tre millioner kroner, hvoraf Statens Kunstfond betalte det meste. Havdrengen har klart feminine træk, og mange af de vrede borgere lagde i deres kritik af værket netop vægt på det uværdige i, at en så tøset dreng skulle sidde der og trone foran værftet, hvor så mange rigtige mænd gennem årene havde knoklet i deres ansigts sved. Borgernes forargelse blev bakket op på lederplads i den lokale avis, men andre steder så man andet i skulpturen. For eksempel i Politiken, hvor kunstredaktør Peter Michael Hornung anmeldte værket og gav det seks hjerter ud af lige så mange mulige. Han roste det for at skabe opmærksomhed omkring væsentlige begreber som køn, forventninger og kunstnerisk konvention og skrev: »HAN er et modigt værk, skabt af to modige kunstnere, og havde Helsingør ikke også haft sine modige beslutningstagere, havde byens havn aldrig fået sit nye kontroversielle blikfang. Historien har lært os, at kunst må være alt, blot ikke ligegyldig, og uanset hvad HAN ellers er, er den ikke ligegyldig.«

Hvad: HAN. Hvem: Michael Elmgreen og Ingar Dragset. Hvor: På havnefronten i Helsingør, ud for Kronborg og Kulturværftet. Hvornår: Afsløret i 2012.

KULTURVÆRFTET

BRIEF

august ‘15

»FRI OS FRA DENNE SYGE LILLE FEMININE DRENG, SOM INTET HAR AT GØRE MED VORES FANTASTISKE LOKALHISTORIE …« Læserbrev i lokalavisen

Tyndt spektakel i Holstebro

un lignede måske ikke umiddelbart en god investering. Da hundredvis af holstebroere i marts 1966 i rusk og regn overværede afsløringen af byens nye skulptur, var stemningen ikke ligefrem euforisk. At sådan et tyndt spektakel, der står på en vogn, kunne være så mange penge værd, var der ikke mange, der forstod. Men de skulle blive klogere. Kvinde på kærre havde kostet 210.000 kroner. Kommunen selv havde betalt de 150.000 kroner, resten var betalt af Ny Carlsbergfondet. Den schweiziske skulptør Alberto Giacometti havde i 1942 lavet værket i gips, og i 1963 blev det støbt i bronze. Borgmester Kaj K. Nielsen og kommunaldirektør Jens Johansen rejste i efteråret 1965 til Paris på anbefaling af kunstneren og forfatteren Poul »MAN KUNNE MÅSKE HAVE Vad, som byen havde hyret som kunstFORLANGT, AT HUN IKKE VAR nerisk konsulent. De købte Kvinde på SÅ RÆDSOMT MAGER …« kærre af Alberto Giacometti. Indkøbet Forfatteren Arne Sørensen i Jyllands-Posten fandt sted lige op til et kommunalvalg, så den lille skulptur blev sat på depot, da man ikke turde offentliggøre hende på dette tidspunkt, men mens hun stod der, døde hendes skaber. Pressen havde hørt rygter om købet, og man forlangte hende afsløret. Og hun blev altså afsløret ved Holstebro Sognekirke den 10. marts 1966. I folkemunde blev kvinden på kærren snart omdøbt til Maren o æ voun (Maren på vognen). Folk i Holstebro var ikke oprørte over selve kunstværket. De var blot ikke synderligt imponerede. Mange syntes, at hun var noget tynd i det. Forfatteren Arne Sørensen skrev f.eks. i Jyllands-Posten: »Man kunne måske have forlangt, at hun ikke var så rædsomt mager. Men her røber kunstneren nok noget om sin egen tid, også som den er i Holstebro og Dan-

mark. At vor tid ikke ejer det fyldige brus; at dens ånd kan synes mager og kantet (…) Hun vil være en daglig påmindelse om, at vort åndelige liv er udhungret.« En dag blev der lagt en madpakke ved pigens fod, og snart udviklede det sig til et ritual for de lokale, at de lige skulle hen og give Maren lidt at spise. Men den virkelige forargelse handlede om penge. Det var for mange borgere en gåde, hvordan politikerne havde kunnet kaste så mange skattekroner efter en sølle skulptur. Nu skete der bare det, at Giacometti i årene, der fulgte, blev et varmere og varmere navn i kunstverdenen. Priserne på hans værker steg drastisk, og da Kvinde på kærre for nylig blev vurderet, lød estimatet på omkring 100 millioner kroner – altså næsten 500 gange så meget, som der i sin tid blev betalt for hende. Sådan en skat må man passe på, og derfor har man i Holstebro også for længst sikret sig med en mekanisme, der hver aften klokken 21 lader Maren synke ned under fliserne, hvor hun opbevares i en underjordisk boks, indtil solen står op igen. Kvinde på kærre er i dag blevet et vartegn for Holstebro. Og alligevel er det stadig ofte til debat, om Maren nu også er pengene værd. Hver gang de lokale politikere må skære i velfærden, dukker der i lokalavisernes spalter læserbreve op fra borgere, der mener, at man burde sælge den højtvurderede skulptur og bruge pengene på byens borgere i stedet for.

BRIEF

august ‘15

FONA

HOTEL SCHAUMBURG MIAMI PIZZA

Hvad: Kvinde på kærre. Hvem: Alberto Giacometti. Hvor: Holstebro, på torvet foran det gamle rådhus. Hvornår: Afsløret i 1966.

24. april 1945: Amerikansk soldat kigger på kunst, som blev stjålet af nazisterne i en kirke i Ellingen, Tyskland.

BRIEF

august ‘15

Når fjenden går efter kunsten Nazisterne vidste det. Islamisk Stat ved det. Sjælen sidder i kunsten. Og når man stjæler og ødelægger et folks kunst, smadrer man dets identitet og dets fremtid. Det rammer dybt, f.eks. i Mellemøsten i disse år. AF CHRISTIAN MOHR BOISEN

»At blive dræbt bliver vi vant til. Vi ved, at et menneskeliv ikke er mere håndgribeligt eller holdbart end en sommerfugls liv. Men når vi ser vores monumenter blive smadret, ser vi resten af verden falde sammen omkring os, og vi bliver fortabt.« Citatet stammer fra en overlevende bosnier fra Mostar – en af de byer, som blev smadret under krigen i Bosnien i 1992-95 – og er et vidnesbyrd om, hvor ødelæggende det er, når fjenden går efter kunsten. Uanset

SCANPIX/ISLAMIC STATE/HANDOUT

SCANPIX/NIKOLA SOLIC SCANPIX

om motivet er ødelæggelse eller berigelse, er resultatet det samme: Dybe ar på folkesjælen. Forfatteren Robert Edsel har arbejdet for bevarelsen af verdens kunstskatte i 20 år. Han er desuden forfatter til adskillige fagbøger og dokumentarfilm om kunst som krigsbytte, heriblandt bogen Monumenternes Mænd (The Monuments Men: Allied Heroes, Nazi Thieves and the Greatest Treasure Hunt in History), som sidste år blev filmatiseret af George Clooney. Ifølge Edsel er uvurderlig kunst og kultur lige nu i farezonen på denne side af Atlanterhavet. Nøjagtig ligesom kulturarven var decideret truet i de tyskbesatte lande i 1942 og i Bosnien i 1992, er der grund til bekymring, når man ser på, hvad der foregår i Syrien og Irak i dag. »I dag er vi vidner til den samme form for destruktion af kulturskatte som dem, der fandt sted og ledte op til Anden Verdenskrig. Både Al Qaeda og Islamisk Stat har gennemført ødelæggelser, som overgår fantasien. Religiøse fanatikere fra Islamisk Stat har allerede udført enorme ødelæggelser på monumenter, skulpturer og andre kulturelle genstande i Irak. I forsøget på at vinde nye tilhængere har IS optaget og offentliggjort deres barbariske handlinger.« Op gennem historien har invaderende krigsmagter stjålet og ødelagt kunst fra de lande, de erobrede. Eksemplerne fra Bosnien og Irak viser blot, at historien fortsætter, siger Robert Edsel.

Der skete enorme ødelægger på byens kulturskatte, da den bosniske by Mostar blev smadret under krigen i 1992-95. Den gamle bro af sten ved floden Neretva blev erstattet af en midlertidig bro (øverste billede, fra 1994) og restaureret (nederste billede, fra 2011.)

Udateret stillbillede fra en video, hvor en gruppe, som kalder sig Islamisk Stat (IS), påstår, at de ødelægger dele af en gammel kunstfrise i den irakiske by Nimrud, 30 km sydøst for Mosul, Irak. Hvis videoen er ægte, bekræfter den, at IS har smadret byens assyriske ruiner, som stammer fra det 13. århundrede. IS brugte både specialværktøj og sprængstof til at gennemføre ødelæggelserne.

SCANPIX/INFO100/DEMOTIX

holde krigsbytte som kompensation. Men kunstrelikvier har gennem tiden i stigende grad fået værdi som magt- og statussymbol for erobrerne. Kunst repræsenterer hjertet og sjælen i en nation, i en kultur. Kunst er en historiebog over, hvordan en civilisation har udviklet sig. Den er en konstant i folks liv – en konstant, der både er et fundament og fuld af håb for fremtiden. Kunst – malerier, skulpturer, monumenter – er et bindemiddel mellem et folk og dets samfund.« Er denne form for krigsførelse helt bevidst ydmygende? »Folkedrab har et stort element af ydmygelse i sig. Man fort æller ofrene, hvad man vil gøre ved dem, på forhånd og sikrer sig, at de er i live, så de kan være vidner til ødelæggelsen af de ting, der har størst værdi for dem. Først ødelægger man det, folk tror på, for at nedbryde dem og slukke alt håb. Det forkla-

»Kunstværker og kulturskatte er oftest krigens allerførste ofre.« ROBERT EDSEL

Men hvad er det egentlig, der gør kunst så vital, at man kan bruge destruktionen og tyveriet af den som krigsførelse, omtrent på linje med voldtægt og andre metoder til nedbrydelse af moral og fysik hos de invaderede folk? Hvad er det for en værdi, kunst repræsenterer, der går langt ud over den økonomiske? »Tidligere havde plyndring ofte et praktisk motiv. Man tillod sine soldater at beSCANPIX/SAYED SALAHUDDIN

SCANPIX/AFP/JEAN CLAUDE-CHAPON

Buddha-destruktion i Afghanistan. »Muslimer skal være stolte over at smadre skulpturer,« sagde Taliban-leder mullah Mohammed Omar, efter at hans soldater havde destrueret de 1.500 år gamle Buddha-statuer i Bamiyan i Afghanistan i 2001. De 50 meter høje statuer stod hugget ind i bjergvæggen 2.500 meter over havets overflade og var på UNESCO’s Verdensarvliste, men blev sprængt i luften af Taliban i marts 2001 efter ordre fra mullah Mohammed Omar. »Det er en lovprisning af Allah, at vi har ødelagt dem,« sagde han.

rer, hvorfor så mange kulturskatte ikke bliver stjålet, men ødelagt. Kunstværker og kulturskatte er oftest krigens allerførste ofre.« Bogen Monumenternes Mænd er hans mest kendte værk om emnet og den sande historie om den største skattejagt i historien, foretaget af den allierede enhed Monumenternes Mænd. Under Anden Verdenskrig beordrede USA’s præsident Roosevelt enheden til at redde alverdens kunstgenstande og levere dem tilbage til deres ejere, før de blev destrueret af den tyske hær, der havde fået direkte ordre til at ødelægge alt inden rigets fald. Under Anden Verdenskrig fulgte Nazityskland i fodsporene af historiens utallige andre krigsmagter, der havde et særligt øje til kunsten. Romerne ranede og smadrede Jerusalem, svenskerne huggede tyskernes kunst med hjem til Stockholm under Trediveårskrigen. Napoleon plyndrede kunst, som står på Louvre i dag, og British Museum i London vidner om det britiske imperiums storhedstid. For nylig gik billederne af Islamisk Stats kunstdestruktion i Irak verden rundt. Ødelæggelsen rammer ikke kun de områder, hvor de foregår, mener Edsel. Der påhviler hele verden et ansvar for at følge den høje standard, som Monumenternes Mænd satte for 70 år siden. »De religiøse fanatikeres destruktionsfilosofi udgør den største trussel mod kulturarv i nyere tid. Disse handlinger har ingen plads i en civiliseret verden, og de gør ondt i hjertet på alle mennesker, som vil det gode. Hvad enten de bliver dem påført direkte, eller det går ud over vores fælles verdenskulturelle arv.« Edsel har stiftet Monuments Men Foun dation. Ikke kun for at ære de mennesker, der reddede kunsten under Anden Verdenskrig, men for fortsat at minde om nødvendigheden af bevarelsen af kulturel ejendom i krig. »Jeg minder ofte folk om, at kunstværker og kulturskatte, som vi værdsætter i dag, og som har overlevet gennem tiderne, ikke overlevede på grund af held. Andre mennesker før os er gået meget langt for at bevare dem. Og de har mistet livet på det. Vi skal blive ved med at arbejde for bevarelsen af disse værdier, som er så vitale for vores civilisation.« www.monumentsmenfoundation.org.

BRIEF

august ‘15

Sedlen

brief går tæt på pengesedler fra hele verden.

AF ANDERS RYEHAUGE

ÅRETS PENGESEDDEL

Verdens smukkeste I Trinidad and Tobago forstår man at fejre jubilæum med stil. 50 år efter at landet fik sin egen nationalbank med egen møntfod, har østatens 50-dollar fået titlen som årets pengeseddel i verden, kåret af The International Bank Note Society.

The International Bank Note Society kårer hvert år den mest imponerende pengeseddel fra året, der gik. De seneste tre år har den kasakhiske valuta tenge løbet med sejren, men i år var det Trinidad and Tobagos 50-dollarseddel, der vandt med et ’overvældende flertal’. »Det er en seddel med mange karakteristika. Den meget farverige fugl samt danserinden gør, at det er en meget æstetisk seddel. Den er også anderledes end de fleste andre sedler,« siger Flemming Lyngbeck Hansen, som er vicepræsident i The International Bank Note Society.

GULD 50-dollarsedlen er belagt med guldfarve for at fejre, at Trinidad and Tobago fik sine egne penge i 1964. Den dansende karnevalskvinde er portrætteret for at vise befolkningens energi. En anden kunstnerisk detalje er den lille hibiscusblomst, der skifter farve mellem grøn og guld, alt afhængigt af hvilken vinkel man kigger på den fra. Hvis man selv vil have fingre i verdens smukkeste seddel, må man hoste op med cirka 55 danske kroner.

MATERIALET Det er første gang, at Trinidad and Tobago laver sedler af polymer frem for de traditionelle bomuldssedler, som man kender fra både danske kroner og euroen. Polymer er en slags tynd plastfolie fremstillet af polypropylen. Sedler af polymer er mere holdbare, afviser snavs og er meget svære at forfalske. Især førstnævnte har gjort, at de vinder indpas på den sydlige halvkugle, hvor der er fugtigere vejrforhold, og bomuldssedler derfor hurtigere går i stykker. Den første polymerseddel blev lavet i Australien i 1988.

VÅBENSKJOLDET Man har valgt at forstørre Trinidad and Tobagos nationalsymbol i forhold til tidligere pengesedler, og samtidig er det rykket til venstre side af sedlen. På den måde undgår man, at våbenskjoldet krøller, når sedlen foldes.

SERIENUMMERRET Serienummeret lige til venstre for våbenskjoldet har en infrarød effekt, der gør det næsten umuligt at forfalske sedlen. Effekten kan nemlig ikke ses med det blotte øje. Verdens største seddeltrykkeri, De La Rue, står bag produktionen fra dets hovedsæde i London. Det næsten 200 år gamle trykkeri er kendt for pengesedler med høj sikkerhed og står bag mere end 150 forskellige valutaer på verdensplan.

FUGLEN Hvis man bevæger sedlen, vil man opleve, at farven på den brunstrubede kardinals vinger skifter fra grøn til blå. Det er sedlens transparentvindue, der svarer til vandmærket på sedler af bomuld. Kardinalen lever til daglig i det nordlige Sydamerika, især i Trinidad and Tobagos naboland Venezuela.

Kilder: Central Bank of Trinidad and Tobago, Flemming Lyngbeck Hansen.

debrief AF MICHAEL RACHLIN

Stine Bosse trådte tilbage som koncernchef i Tryg for fire år siden. I dag har hun en række bestyrelsesposter, blandt andet formandsposten i Det Kongelige Teaters bestyrelse.

Kunsten lukker verden op

Du har sagt, at billedkunsten er en del af den kulturelle dannelse. Hvorfor er det vigtigt? Kunsten kan noget, som andre formidlere ikke kan. Kunsten lukker en hel verden op for os og beriger os. Det kan godt lyde lidt elitært, men det er vigtigt, at det ikke er et fint projekt for de få, men et naturligt projekt for de mange. Det gælder i skolen. Og det er en naturlig del af forældrerollen eller bedsteforældrerollen – at vi tager børn ind i denne her verden. For den kan noget, man ikke finder andre steder. Hvad er det mere konkret, kunsten fortæller? For mig fortæller kunsten, at verden ikke er én ting. Når vi er lidt regnearksagtige, så tror vi, at der altid er et facit med to streger under. Der kan kunsten lige nøjagtig fortælle os, at der er en mangfoldighed i verden. Kunstneren kan flytte virkeligheden bare en kvart millimeter, og så lukker der sig noget andet op.

FOTO: PRESSEFOTO

Stine Bosse er passioneret omkring kunst. Også billedkunsten, hvor interessen går tilbage til Bosses tidlige barndom.

Samler du selv kunst? Ja. Jeg har meget af Kai Lindemann, og det har en speciel historie. Mine forældre var meget optaget af ham og købte og byttede sig til en hel del af hans tidlige værker. Jeg har så mødt ham senere og købt nogle af hans store oliemalerier fra hans tid i Spanien. De er meget skønne. Men jeg har også ting, jeg er faldet over i et lille galleri i Odsherred. Jeg køber det ikke som investering. Noget af det har sikkert vist sig at være en investering. Men det er slet ikke udgangspunktet.

Hvor stammer kunstinteressen fra? Min far var meget optaget af billedkunst. Det betød, at jeg blev slæbt rundt til rigtig mange kunstudstillinger som barn: Den Frie, Decembristerne, Charlottenborgs forårsudstilling. Det var nogle helt faste ting i løbet af året. Selvom det kunne føles som en lang tur, så var der jo en dialog med en voksen, der tog det alvorligt. Kan du give mig et eksempel på et billede, du kan huske fra dengang? Da jeg var 10 år, var jeg med mine forældre på rundrejse i USA. Der var vi også i New York og på MoMA (Museum of Modern Art, red.), og jeg husker, at vi kom op ad en stor trappe, hvor der var et kæmpe hvidt lærred med et tandkrus og en tandbørste. Vi taler vel en 10 gange 10 meter. Så siger jeg til min far: »Ah. Det der er da ikke noget.« Og så siger han: »Lige så snart du begynder at spørge dig selv om noget, så har kunstneren en pointe. Også, hvis du spørger, om det overhovedet er kunst.« Det har fæstnet sig hos mig.

Er der nogle særlige udfordringer i at være bestyrelsesformand i et miljø, der er så gennemsyret af kunst som Det Kongelige Teater? Ja, men jeg synes, at det er et fantastisk privilegium at få lov til at være formand for Det Kongelige Teater. Det er det sted, hvor jeg har været i en ledelsesmæssig sammenhæng, hvor der er den bedste energi og det største engagement. Og kan man frisætte det, så er det jo nok noget af det mest spændende, man kan gøre, rent ledelsesmæssigt. Men man kan jo godt få det indtryk – ud fra nogle af de konflikter, der har været på Det Kongelige Teater i fortiden – at der er tale om meget store egoer. Ja, er det ikke dejligt? Nu kommer jeg jo fra den finansielle sektor, og der skal jeg hilse at sige, at der også er meget store egoer. Store egoer skal man omfavne og give god plads – og retning! Man må for guds skyld ikke underkende, at vi – jeg tager lige mig selv med – med store egoer i virkeligheden har brug for mere ledelse. Men det Denne må ikke være sådan udgave af brief en regnearksledelse. er dedikeret Det skal være letil et emne: delse med luft under Kunst. vingerne.

Download hele interviewet som podcast, og hør flere anekdoter fra Stine Bosse på nordeaprivatebanking.dk/brief