2 minute read
Døren er pludselig åben for lavere moms
Tidligere på året lød det fra skatteministeren, at det ikke er juridisk muligt at sænke momsen på økologiske fødevarer. Det er dog ikke helt rigtigt, påpegede Økologisk Landsforening i et brev til ministeren, som nu har svaret foreningen.
Den har været lukket i årevis, men nu åbnes døren lidt på klem for muligheden for at sænke momsen på økologi.
I hvert fald afviser skatteminister Jeppe Bruus (S) det ikke længere som en juridisk barriere, og det anses som en stor politisk sejr for Økologisk Landsforening (ØL).
»Det gode er, at Jeppe Bruus ikke afviser, at det er muligt rent juridisk. Det er faktisk en vigtig sejr for os,« siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i ØL.
Indtil sidste år har det ellers været udelukket at sænke momsen kun på økologiske fødevarer, fordi EUlovgivningen ikke tillod en sådan differentiering mellem fødevarer, men momsdirektivet blev ændret sidste år, hvilket har åbnet for, at momsen kan sænkes på produkter, der har miljøgavnlige effekter. Og eftersom økologi er omfattet af sit eget regelsæt, der skal sikre øget hensyn til miljø og sundhed, samt fremhæves som en mere bæredygtig produktion af EU i Farm-to-Fork-strategien, argumenterer ØL for, at EU selv anerkender økologiens miljøgavnlige effekter.
HAR IKKE REGNET PÅ EFFEKT
Ændringen af momsdirektivet havde dog tilsyneladende ikke nået de danske ministerier. Tidligere på foråret lød det nemlig fra Jeppe Bruus i et svar til Alternativets Franciska Rosenkilde, at Skatteministeriet ikke har regnet på, hvad det vil koste staten at halvere momsen på økologi, fordi det alligevel ikke var muligt at ændre den.
ØL skrev derefter til Jeppe Bruus om ændringerne i EU-loven, og i sit svar afviser ministeren nu ikke længere muligheden og åbner tilmed for en fremtidig dialog om emnet.
»Der fremsættes løbende ønsker til indførelse af nedsat moms på forskellige områder. En indførelse af differentieret moms vil være en markant ændring af det danske momssystem, og det vil derfor kræve grundige overvejelser, før man evt. beslutter at gå den vej. Jeg foreslår derfor, at en dialog herom tages på et senere tidspunkt,« skriver Jeppe Bruus bl.a. i et brev.
ØL’s kamp for differentieret moms stopper dog ikke her, fortæller Sybille Kyed:
»Nu kæmper vi for, at det beskrives som i det mindste en principiel mulighed i økologistrategien – vi ved godt, at det ser udfordrende ud med den parlamentariske opbakning til at udnytte det på nuværende tidspunkt, men bare det at få manet til jorden, at det ikke kan lade sig gøre, er vigtigt,« siger Sybille Kyed og tilføjer, at sænket moms på økologi nok er det stærkeste tiltag, som regeringen kan gøre for at nå sit mål med at fordoble økologien i 2030.
Det gode er, at Jeppe Bruus ikke afviser, at det er muligt rent juridisk. Det er faktisk en vigtig sejr for os.
SYBILLE KYED, LANDBRUGS- OG FØDEVAREPOLITISK CHEF, ØKOLOGISK LANDSFORENING
SÆNK MOMSEN MED 25 PCT.
ØL har selv regnet på forslaget. Foreningen foreslår som minimum, at momsen på økologi sænkes, så staten ikke har højere provenu fra salg af en økologisk fødevare end fra en ikke økologisk vare (provenuet er højere, fordi den økologiske vare typisk er dyrere).
Foreningen vurderer, at den gennemsnitlige merpris ligger på ca. 30 pct., så hvis staten skal have samme provenu fra salg af økologi som fra ikke økologi, betyder det, at momsen på økologi skal sænkes med ca. 25 pct. og dermed komme ned på 19 pct. i stedet for 25 pct.
En overslagsberegning viser, at med den nuværende økologiske omsætning i detailhandlen på ca. 16 mia. kr., betyder det et tabt provenu til staten på godt. 700. mio. kr.
Til gengæld vurderer foreningen, at samfundet vil spare penge på mere økologi, bl.a. grundet mindre miljøforurening.
Den henviser til en beregning fra Københavns Universitet, som har vist, at det koster det danske samfund 245 mia. kr., at de nuværende prisstrukturer og finansielle rammer ikke tager højde for omkostninger til miljøforringelser, tabt natur, klima og luftforurening.