1 minute read
Økologisk plan ventes klar efter
Sommer
Fødevareministeren forventer at kunne præsentere en strategiplan efter sommer, så regeringen kan nå sin målsætning om at fordoble økologien frem mod 2030.
Den mangeårige vækst i det økologiske areal har ramt muren, men står det til regeringen er der tale om en kortvarig stagnation. Der er nemlig en økologisk strategiplan på vej, som forventes klar efter sommer. Det fortalte fødevareminister Jacob Jensen (V) til Økologisk Landsforenings generalforsamling.
Her fastslog han, at denne regering har fastholdt den forhenværende S-regerings målsætning om at fordoble både arealet, forbruget og eksporten inden for økologi frem mod 2030.
»Vi vil se på, hvordan vi kan lykkes med fordoblingsmålet sammen med jer og forskningsinstitutionerne, Vi skal undersøge, hvordan eksisterende indsatser kan bidrage til økologien, og om noget kan gøres bedre,« sagde han til den økologiske forsamling.
ØNSKER INPUT TIL STRATEGI
Han koblede samtidig dagsordenen med at gøre spisevanerne mere planterige sammen med økologien og opfordrede økologerne til at komme med input til det politiske arbejde, da det er vigtigt for udformningen af strategien.
»Jeg vil ikke bare sidde og lave en strategi baseret på teori. Den skal også bunde i virkeligheden, så jeg har brug for input,« forklarede han til Økologisk Nu efter sit oplæg.
Det er stadig for tidligt at løfte sløret for konkrete tiltag i strategien, men Jacob Jensen sagde, at den skal gå på flere ben, som skal skubbe på efterspørgslen af økologi, så man sikrer, at der er en afsætning, i takt med at produktionen øges.
»Jeg vil gerne inddrage den offentlige del, der står for en stor del af efterspørgslen, og så skal vi skabe mere bevidsthed om, hvad økologien er, og se, på hvordan vi får endnu flere til at interessere sig for den - fx i forbindelse med uddannelse. Så der skal oplysning, uddannelse og regelsanering til. Og så skal der selvfølgelig være en økonomisk ramme, og det har vi for eksempel sørget for med Plantefonden,« sagde ministeren.
Læs hele artiklen på www.økonu.dk