3 minute read

FRA HØRSHOLM TIL NORDLYSBYEN ALTA AD E1

AF HEIDI STEPHANSEN

Hvis jeg fortæller dig – at jeg skal gå 2.700 km - fra Danmark til nordlysbyen Alta i Nordnorge ad vandreruten E1 – så tænker du måske: Fedt! Det bliver en super god oplevelse.

Men hvis jeg smider den her på bordet til dig oveni: Jeg oplever verden, som om jeg er ombord på en båd i høj søgang – 24/7, det er både motorik og balance, jeg er udfordret på. Og jeg er ramt af en hjerneskadetræthed, som slår mig omkuld med jævne mellemrum – på grund af en blodprop på lillehjernen i 2015.

Hvad tænker du så om mit vandreprojekt?

Nu er det sådan, det forholder sig, og alligevel skal jeg gå de 2700 km med start i april 2023. Jeg planlægger at gå 30-35 km om dagen - med oppakning.

Min vandreerfaring er masser af ture i Danmark – mest uden overnatning, samt en mammutmarch på 100 km, fuldført på 22 timer.

Jeg har ikke vildt god erfaring med det rigtige grej, specielt ikke letvægt. Jeg pakker altid for meget, og jeg har en tendens til at slæbe min træ-kop med, som i letvægts-vandreverdenen er megatung!

Jeg elsker kaffe, MED rigtig mælk! Og jeg er i overvejelserne om at medbringe en malkeko – eller simpelthen lære at leve uden kaffe.

Når jeg vandrer, så bander jeg og tænker tit: hvorfor er det lige, jeg gør det her!? Mens jeg kampsveder og bander lidt mere. Men tag ikke fejl – jeg elsker også vandrelivet, det har fået mig ud af det sorte hul, jeg fandt mig selv i nogle år efter, blodproppen ramte mig.

Jeg var blevet kasseret af JobDanmark, sat på en førtidspension i 2019. Jeg syntes, jeg var uduelig og kunne ikke se en mening med at være en 45-årig uden en jobidentitet.

Min mand havde inden da udfordret mig på mammutmarchen, og jeg havde fejlet den på 42 km så rent vandreagtig var jeg ikke.

Men så var det, at jeg sagde til mig selv: ”Heidi – du må gå ud ad døren og gå. Lad tankerne der tynger dig falde af og tage ind de gode tanker, der kommer væltende ind, når du tager et skridt. Bliv ved og ved – du skal nok komme i mål”

Dette gjorde jeg, medens jeg bandede og svovlede og ind i mellem smilede. Hvert skridt var en sejer, som gav mig smil på læberne – og hvert smil på læberne gav mig smilerynker – som jeg nu værdsætter og holder ved lige!

For det er netop det, der er essensen – at vandre giver glæde. Men også ro, på en meditativ facon.

Så her står jeg, på tærsklen til mit livs eventyr, med mange små sejre i hus. Jeg frygter det ukendte – og jeg glæder mig til det på samme tid. For det er udfordrende at opleve verden, som jeg gør. Men hjernen er fantastisk og kalibrerer mig gennem hvert skridt. Jeg lærer for hver træningstur jeg er ude på – om hvad der fungerer –hvor jeg skal sigte med det gode øje, så jeg ikke vælter. Og ja, så er det alt det andet, som det med udstyr og vægt og R-værdier og gas også videre. Det er ting, som må komme, fra erfarne folk som jeg søger råd hos, måske hos dig?

Jeg håber, du som læser er blevet mere nysgerrig – og får lyst til at følge med mig på sidelinjen, når jeg deler ud om turen. Målet er at dele billeder og ord, dog er hjernetrætheden den faktor, der spiller ind på, om det bliver sporadisk, eller der ligefrem er en konkret køreplan for mine kommende opdateringer.

Til sidst vil jeg også fortælle, at jeg går for Hjernesagen og Strokelinjen. Det gør jeg for at skabe opmærksomhed omkring deres arbejde. Jeg går også for Gå For Å Leve i Norge –for at skabe opmærksomhed om selvmordsforebyggelse. Jeg har også dedikeret mit vandreprojekt til min fætter Øyvind – som vi mistede sidste år. Og til sidst, for min søster Anette – som er hovedårsagen til hele projektet. Hun har levet med en hjerneskade næsten hele sit liv, og det var, da vi kørte en tur på Finnmarksvidda med hende, at ideen kom til mig: ”Jeg kunne jo også bare vandre hjemme fra Danmark op til hende og give hende en krammer”.

Billeder: Carsten Høgh og Heidi Stephansen

Instagram: @heidivandrer

Facebook: Heidi Vandrer

YouTube: Heidi Vandrer

Nordisk og Yeti produkter matcher hinanden perfekt.

Nu fusionerer de to officielt under navnet Nordisk og dermed udvider Danmarks største outdoor-virksomhed sortimentet ved at tilføje både dunjakker og dunsoveposer. Det ikoniske røde Y bruger vi selvfølgelig fortsat.

This article is from: