3 minute read
Sea to summit
from Magasinet Outsite 32
by Outsite.dk
Altitude At2
Af Mette Lynge
Altitude At2 hedder denne 3-sæsoners sovepose til kvinder fra Sea to Summit. Perfekt til vandreturen eller andre former for udeliv i koldere klima. Soveposen byder på mange forskellige features, som bidrager til en øget komfort og varme. Soveposen fylder ikke meget sammenpakket og kan nemt være i en lidt større vandrerygsæk.
En god 3-sæsons sovepose for mig er en, der er tyk og holder mig varm, en der kan lynes godt op, så jeg kan ventilere. Det er også vigtigt for mig, at stoffet ikke er for glat eller på anden måde klistrer sig til mig, og at det ikke larmer, når jeg bevæger mig. Jeg værdsætter de små detaljer, som er udtænkt af folk, der bruger soveposerne.
LÆNGDE: 170cm
COMFORT: -10c
LOWER LIMIT: -17c
EXTREME: -38c
VÆGT: 1280 g.
FYLD: 750+ Andedun.
YDERMATERIALE: LW 20D Nylon. Tre sæsons sovepose.
Soveposen er smallere over skuldrene og bredere over hofter og knæ. Det er med til, at vi kan sove mere naturligt i posen i modsætning til den klassiske mumieform.
Dunkamrene i den øverste del af soveposen vender lodret, hvilket bidrager til at holde dunene på plads, når vi roterer rundt i soveposen. Der er ligeledes en ekstra foring af thermolite i fodboksen, som hjælper til at skabe en hurtigere varme om fødderne. Det er sjældent, jeg har oplevet at have kolde fødder i min sovepose. Når det er sket, har fødderne været iskolde allerede inden, så dét var vel ikke så mærkeligt. Det er dog min erfaring, at jeg hurtigt får varmen igen.
Soveposen har en tyk dunkrave ved halsåbningen, der forhindre kold luft i at pible ned i soveposen og som samtidig holder den varme luft nede i posen. Er det rigtig koldt, kan man snøre hovedenden godt til med to elastikker, som er med til at holde kulden på afstand. Man skal dog være opmærksom på, at man så har to lange snore hængende ved hovedet.
Jeg har lige skulle justere frem og tilbage et par gange for at finde frem til det, der fungerer for mig. Jeg syntes, at det var lidt svært at få halskraven til at lukke helt til i starten. Jeg blev derfor lidt frustreret på soveposen, men efter et par ihærdige forsøg med snorene holder soveposen mig nu dejlig varm på alle mine ture.
Soveposen har en lille smart inderlomme. På de kolde ture er det et godt sted at have mobilen om natten. Jeg har i hvert fald erfaret, at min smartphone ikke er vild med at være ude i frostgrader, så derfor kommer den altid med i soveposen.
Soveposen har mange lynlåse og derfor mange reguleringsmuligheder. Systemet kaldes for Free Flow, og det bidrager til gode ventilationsmuligheder.
I venstre side er der en kort lynlås, der kan åbnes begge veje. Lynlåsen går ned til hoften og giver mulighed for, at man kan åbne op og ventilere eller stikke en arm ud, hvis man sidder nede i soveposen. Jeg har også erfaret, at hvis man sover i sammenlynede soveposer, så er den korte lynlås på din side, din vej ud af soveposen, ellers får du en kold og utilfreds sovemakker.
I højre side er lynlåsen helt ned til fodboksen og kan også her lynes begge veje. Ved bunden af lynlåsen er der en ny separat lynlås, som man kan lyne op hele vejen rundt om fødderne. Det er derfor muligt at lyne soveposen helt op og bruge den som quilt/dyne for dem, der finder det mere komfortabelt, eller hvis vejret er lunt.
Man kan også iføre sig sin sovepose, så man kan bevæge sig rundt i sin lejr uden at skulle ud af sin varme pose. Det gør man ved at lyne bunden op og stikke fødderne ud. I toppen ved hver lynlås er et par trykknapper, som man lukker. Her efter lyner man soveposen op i begge sider og kan tage armene ud.
Nogle siger “Så kan man lige trække den op over måsen, hvis man lige skal tisse”. Dette trick fungerer dog ikke for mig. Jeg kan altså ikke få fodenden tvunget op over hoften, men måske det kan fungere for nogle. Det er også muligt ved disse soveposer fra Sea To Summit at lyne soveposerne sammen. Dette har jeg selv benyttet mig af flere gange, og det fungerer super godt. Det kræver ikke meget at holde varmen om natten, da man pludselig er to til at varme soveposen op. Har man kolde tæer, kan man altid lige stikke dem ned i naboens footboks og få varmet dem.
Lynlåssystemet fungerer også perfekt ved sammenlyning, selvom sovepos- erne ikke er samme længde. Det kan varmt anbefales på koldere ture, hvor man er afsted med en partner, eller en man kender.
Lynlåsglideren kan tages ind på indersiden af soveposen, så når du skal lyne op, mens du er i posen, slipper du for at skulle have armen ud på ydersiden for at lyne op.
Soveposens stof er blødt og let. Det drejer ikke med rundt, når jeg bevæger mig, og det er også helt lydløst at sove i.
Min overordnede bedømmelse af soveposen er en stor thumbs up. Det er en super lækker tre sæsons sovepose med mange fede features, der adskiller sig fra andre, jeg har prøvet.
Jeg sætter også stor pris på den ekstra rummelighed i soveposen.
En ekstra fed detalje ved dunsoveposerne fra Sea to Summit er deres tes-treports.
Hver enkelt sovepose har gennemgået en fill-power test. Min sovepose hedder f.eks. 750+ officielt, men i testen har den gjort det bedre, og den hedder i virkeligheden 825+ fillpower. Så jeg har faktisk fået et bedre produkt end forventet, hvilket selvfølgelig kun er et plus.