1 minute read
TRAIL ORGANIC FOOD PASTA BOLOGNESE
from Magasinet Outsite 32
by Outsite.dk
Trali er startet af stjernekokkene Nikolaj Kirk og Mikkel Maarberg, der er fantastisk innovative, inspirerende og skide dygtige. Trails filosofi er at lave gourmetretter af frysetørret mad, der kan nydes i friluftslivet og på vandringer. Derudover er Trail 100% organiske råvarer, hvor de desuden sætter madens duft, dens konsistens og det æstetiske udtryk i højsædet. Der er i skrivende stund 7 retter at vælge mellem.
Trail laver retterne fra bunden og frysetørrer herefter. Det giver en rigtig god og sammenhængende ret, eller som de selv skriver det: “Vi laver vores retter, som vi ville gøre derhjemme”.
Posen er lav og bred, hvilket giver mere plads i rygsækken og mindre snask, når du spiser, da din spork ikke skal så dybt ned i posen som andre mærker. Derudover gør posen det let, at tilsætte vand og røre rundt, hvor du også kan nå helt ud i kanterne.
Pasta Bolognese
Jeg havde fornøjelsen af at smage Trails retter til verdenspremieren på Danish Outdoor Festival Live i 2021, men jeg havde endnu ikke smagt en hel ret. Mikkel Maarberg serverede smagsprøver til de frivillige og fortalte om det nye frysetørrede brand; Trail Organic Food.
På en våd vandretur på Bindeballestien havde jeg pakket en Trail Organic Food Pasta Bolognese, for vejrudsigten lovede regn og fugtigt vejr. Hvad kunne være bedre end at hive en gourmetret op ad rygsækken og glemme regnen for et øjeblik?
Og egentligt er dette også, hvad jeg både glæder mig til og forventer af Trail. Altså anderledes retter, hvor gourmet i frysetørret form kan hive min dag op, hvis den er lidt hård ude på stierne. Eller hvis en fantastisk fjeldudsigt skal fejres.
Pasta Bolognese er ikke overraskende rigtig god. Retten er frisk på en anderledes måde, og råvarene lækre og frysetørrede på den helt rigtige måde. Forstået på den måde, at alle råvare er hydreret samtidig, hvilket gør retten, som var den lavet derhjemme. Der er stadig bid i pastaerne, og kødet knaser ikke. Alt er også i rette størrelser, og man føler, at man får et rigtigt måltid, ikke vandet suppe.
Prisen på 99 kr. er meget fin, og selvom man kan købe billigere frysetørret mad, så er gourmet-retternen fra Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbergs køkken forventeligt også lidt dyrere end det lokale foderbræt på DSB’s anlæg. Og det er jo ikke engang det dyreste, der findes. Måske kunne man have forventet, at det faktisk var det, men Trail lander lige i midten af prisskalaen på frysetørret mad.