2 minute read
VELO - DE DANSKE VERDENSCYKLISTER. FRILUFTSLIV PÅ
from Magasinet Outsite 32
by Outsite.dk
HJUL.
AF THOMAS VAABEN SØGAARD, REDAKTØR
Vi ser her på den nye cykelbog, der i det stille fortæller om danskeres cykeloplevelser gennem de seneste 100 år.
Mit første møde med VELO var helt tilfældigt. Jeg var på cykeltur i Nordsjælland og landede efter dagens 90 km på en teltplads ved Furesøen. Mens jeg nød en velfortjent øl, ankom en fuldt lastet vandrer til pladsen. Vi hilste, satte telt og tarp op og spiste så sammen i lyset fra vores pandelamper. Det var tidligt mørkt der sidst i september.
Snakken går hurtigt over en kop øl. Jeg fortalte om min tur, og han om grunden til sin sene ankomst. Han havde netop lagt de sidste grafiske fingre på en coffeetable bog om danskere, der gennem mere end 100 år har cyklet verden tynd. Bogen ville få navnet VELO. Det havde været et stort projekt, for bogen var spækket med billeder fra disse verdenscyklisters ture. Da jeg et par måneder senere så bogen omtalt i mit fb-feed, måtte jeg have den.
VELO er en skøn bog. Skrig-orange er den. Velskrevet er den og fyldt med fantastiske billeder, der sætter gang i drømmene. Man kan dykke ned i de enkelte afsnit og læse om uventede møder. Der er ikke nogen kronologi i afsnittene, for oplevelserne opstår for cyklister som for vandrere derude i sporet, når man har svinget om et hjørne. Det er præcis, hvad de tre forfattere Torr Grønne, Bjørn Harvig og Morten Kirckhoff skriver om fra egne ture eller lader andre fortælle om. Nogle folk er kendte, men de fleste er som dig og mig - ukendte verdenscyklister med masser af ufortalte historier i cykeltaskerne.
Med VELO lapper Grønne, Harvig & Kirckhoff så at sige et hul i historieskrivningen, for før denne bog havde ingen tænkt på at samle og udgive eventyrlystne danskeres cykeloplevelser. Man mærker den entusiasme, som har drevet dem til tur efter tur ud i en ukendt verden uden præcist gpx-fastlagte ruter. Det er også den entusiasme, der har ført dem gennem tre års hårdt grave- og skrivearbejde.
Du skal ikke forvente en bog med YouTube-agtige fif til at løse tekniske udfordringer. Den slags har man selvfølgelig styr på, når man drager på flere hundrede km lang ture i fjerne egne. Rundt omkring i bogen mellem de mange turhistorier har forfatterne fundet anledning til at dele en række sjove oplevelser (= gode råd) med os om, hvordan man passer på ens cykel og grej, finder ly for natten, sørger for sikkerheden, og hvad man bør overveje undervejs på landevejen. Savner jeg noget mere konkre? Nix, for VELO er en drømmegenerator og ikke en manua.
Tak for den flotte bog, der i øvrigt vandt prisen som årets adventurebog 2022 ved N.A.F.F. Nordic Adventure Film Festivals bogpris.
VELO. De danske verdenscyklister. af Tore Grønne, Bjørn Harvig & Morten Kirckhoff 1. udgave, nov. 2022. 384 sider, 499 kr. Forlaget Liquidminds.dk Bogen kan købes på www.verdenscyklist.dk