AUTObranchen 06 2021

Page 18

AF THOMAS KREBS · DIREKTØR, SKAD – OG ADAM PADE · BRANCHEDIREKTØR, DANSK AUTOGENBRUG

FRED OG INGEN FARE?

TEKNOLOGI · IFØLGE ANALYSER CITERET I FAGPRESSEN ER BRANDE I ELBILER IKKE FARLIGERE – ENDSIGE HYPPIGERE – END I FOSSILBILER. SÅ ER DER JO FRED OG INGEN FARE … Er brande i elbiler farligere eller opstår de hyppigere end i benzin- og dieselbiler? Spørgsmålet er ifølge Motormagasinet blevet behandlet i nye norske og østrigske undersøgelser, og svaret er: Nej. Generelt skal det understreges, at dette ikke bør være en diskussion om, hvor mange biler der brænder, men derimod de særlige udfordringer, specielt el- og hybridbiler stiller, når det endelig sker. Det gælder udslip af giftgas. Det gælder den høje brandtemperatur. Det gælder de problemer, det rejser at slukke brandene. Herom beretter talrige andre undersøgelser, ligesom vi nu også selv har oplevet elbilbrande – ovenikøbet i hybridbiler med batterier, der typisk er mindre end i rene elbiler. Endelig handler det om mulighederne for at opdage, om et batteri er skadet efter et færdselsuheld med efterfølgende fare for lækage eller brand. En artikel i Motormagasinet, der baseres på den svenske søsteravis, oplyser, at undersøgelser i Sverige og Østrig har vist, at elbiler er mere sikre end almindelige biler, hvad angår brandfare. Generelt er det positivt, når de undersøgelser, Motormagasinet citerer, konkluderer, at elbiler ikke repræsenterer større brandfare end konventionelle biler. Dog kan det så undre en, at de brande, der indtil nu er opstået i Danmark, hovedsageligt skete efter, at et hybridbilbatteri (li-ion) selvantændte. DTU udgav 31. maj 2021 en rapport på baggrund af en elbilbrand i en parkeringskælder på 1000 m2. Her så man blandt andet på udviklingen af klor-/ flourgas. Her var konklusionen, at en batteribrand på kort tid kunne overskride grænseværdien de 30

18

AUTOBRANCHEN • 06 2021

ppm (part pr million) med flere hundrede procent, helt op til 800 ppm. Ydermere har branden ved lufthavnen i Stavanger vist, at den ekstremt høje varme – op til 3000 gr. C – har påvirket betonkonstruktionen i høj grad dér, hvor elbilerne befandt sig.

STORE KRÆFTER Som brande i Danmark har vist, så skulle der stærke kræfter til for at sikre korrekt slukning af hybridbilbrande, både i Sorø, på Øresundsbroen og i en parkeringskælder i Hellerup. Her blev opstillet en container, der blev fyldt med vand, hvorefter en kranbil løftede bilen op i containeren. Desuden har Beredskabet informeret om, at mandskabet var betydelig mere til stede end ved en almindelig bilbrand. En schweizisk rapport har også vist, at slukningsvand og kølevand fra containere indeholder tungmetaller med en forurening på op til 100 gange over grænseværdien. Ved uheldet ved Aarhus, hvor en 58-årig mand indebrændte i en Tesla, der kørte mod et træ, blev der efter udsagn fra beredskabet fjernet en halv meter jord ved uheldsstedet på grund af mistanke for fluorforurening. Vi forholder os derfor kritisk til de norske og østrigske undersøgelser, indtil vi har set rapporterne og dannet os et billede af grundlaget for de afprøvninger og statistikker, man har taget udgangspunkt i. Det handler stadig ikke om at være for eller imod el- eller andre grønne biler, men om at vide, hvordan de skal tilgås også i kritiske situationer. n


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.