Fredensborg Billeder 2012 by PadePublishing

FREDENSBORG BILLEDER [2012]

FREDENSBORG BILLEDER [2012] Tekst og foto: Adam Pade Postboks 140, 3480 Fredensborg Email: post@adampade.dk 路 tlf: 4848 1788 Billederne er optaget i juli 2012 Gengivelse tilladt med kildeangivelse 漏 Adam Pade 2012

velbehagelig afstand fra København – på vejen fra Hillerød til Helsingør – ligger Fredensborg. I modsætning til mange købstæder er Fredensborg ikke nogen voldsomt gammel by, men opstod i tiden efter opførelsen af Fredensborg Slot i begyndelsen 1720’erne. Indtil da var centrum dér på egnen Asminderød – med Grønholt som opland eller ærkerival: Alt efter temperament.

Den kongelige tilstedeværelse medførte tidligt idelig aktivitet trods Frederik IV’s ønske om så megen uforstyrrethed som muligt. Serviceringen af Kongehuset nødvendiggjorde dog visse indkvarteringsmuligheder, og stort set, som slottet stod endelig færdigt, opførtes Store Kro.

Med slottets store udvidelse i 1750’erne åbnedes tillige for nybyggeri i slottets nærområde, og konturerne af vore dages Fredensborg tegnede sig. I disse og de følgende år opførtes et antal fornemme borgerhuse, der endnu den dag i dag står som et vartegn for det fine, gamle Fredensborg. Med sin fabelagtige beliggenhed ned mod Esrum Sø, med Kongehusets præg på byen og den overkommelige afstand til landets hovedstad blev Fredensborg et yndet tilflugtsted, opholdssted og bopæl for allandsens kunstnere. Fandtes Guldalderen, fandtes den i Fredensborg. Nu opførtes rådhus, tinghus og arresthus – ja, her gik endog tog helt fra Helsingør til København med udgangspunkt i den fornemme stationsbygning med sin kongelige ventesal, hvor byen i Kejserdagene tog imod europæiske og russiske monarker.

I anden halvdel af 1960’erne indtraf moderniteten. Sognerådet vedtog en byplan, der – om ikke en folkelig oprejsning havde forhindret det – ville have omkalfatret Fredensborg. Således var datidens planlægningssyn nu engang, de store ambitioner lå i tiden – Fredensborg ville være med på beatet. Det kunne byens førstemænd – der dengang havde hjertet med, når det gjaldt deres by – trods alt ikke lægges til last, om end vi i dag begræder, hvad der gik tabt.

Dog trivedes handelslivet trods et indbyggertal, der var halvdelen af nutidens. Helt op i 1970’erne var her flere store købmænd, fine gamle bagermestre, der kappedes om kundernes gunst, og mindst tre slagterforretninger forkælede byens borgere med kødvarer og hjemmelavede pølser. Jernbanegade formelig summede af al den aktivitet, der hører en rigtig by til: Travl trafik, masen på fortovet – almindelig tummel. Det holdt ikke ved – ganske som i andre byer faldt mange specialforretninger fra, men et handelsliv – det var her da.

Siden fulgte nok en modernitet: Efter mange års intens debat om ensretning i så den ene retning, så den anden, omlagde man Jernbanegade til gågade. Fred vil vi have. Fred har vi fået.

Omkring årtusindskiftet begyndte billedet af Fredensborg som en aktiv, trivelig by at forandre sig. Politistationen blev nedlagt – med politistationen tillige Tinghuset med funktion som lokal byret, og med kommunalreformen i 2007 mistede byen også sit rådhus, hvis funktion forlagdes til et moderne byggeri med kaldenavnet Flygelet i Kokkedal. Alt sammen i rationalitetens navn – og en vis lokalpatriotisk tilfredsstillelse kunne der bestemt også være i, at de mange tusinde bilister på Helsingørmotorvejen hver dag ville møde bynavnet FREDENSBORG på Flygelets bagfacade.

Men med rådhuset flyttede også bevågenheden. I dag interesserer Fredensborg ikke længere, byen vantrives, den forfalder. Med opførelsen af et nyt bycenter bag det gamle forsøgtes en genoplivning ud fra de bedste intentioner. Men genoplivningsforsøget rakte kun til koma; her blev afhjulpet et symptom, men sygdommen er ikke kureret: ”Hvad vil I nu mere?” lyder det ærgerligt fra Flygelet. For Fredensborg får lov til at ligge sådan ... lidt hen.

I en af landets rigeste kommuner kan vi således opleve, hvordan et offentligt byggeri – en opgivet skole – får lov at forfalde til den rene ruin og fremstår som et forladt industriområde i det gamle DDR. Således omgås kommunens politikere, hvad der turde være betydningsfulde offentlige værdier.

Ved indkørslen til Asminderød oplever besøgende et opgivet supermarked, der vokser til med ukrudt og grafitti. Ved krydset Helsingørsvej/Benediktevej/Jernbanegade åbenbarer sig et tidligere posthus – tæt ved byens hovedgade – der i sin tilsølethed råber: ”Kør forbi! Kør forbi!”. Vis-à-vis begynder byens hovedstrøg, der er afspærret. Den, der alligevel finder vej ind i gaden, mødes af til-salgskilt på til-salgskilt på bygningsfacader og butiksvinduer. For hvem lader sig anspore til at drive butik i en by, der ikke længere agtes, vedligeholdes, nyder bevågenhed?

Indtryk af armod. Skabt af ligegyldighed, uansvarlighed og mangel på planlægning. Med et støt stigende indbyggertal, engagerede borgere og et naturskønt miljø burde og kunne Fredensborg være en nordsjællandsk perle, der skabte attrå blandt handlende og turister. Flygelet har vi. Men klaveret spiller ikke.