Pædagogisk Extrakt
19
VIA University College
Når bæredygtighed rimer på pædagogik Af pædagogstuderende Louise Schiermer, VIA pædagoguddannelsen
Fortællinger fra en pædagogik tæt på naturen Louise har i sin praktik arbejdet med bæredygtighed i børnehøjde efter principperne i ”Vild med vilje”. Læs med, når hun deler tre fortællinger fra en pædagogik tæt på naturen, hvor børns legende og nysgerrige udforskning af omgivelserne er i fokus.
Fortælling 1: På opdagelse i krible-krable-land Det er forår, og tågen har lagt sig som et tungt tæppe henover legepladsen. Børnene står klar med hinanden i hænderne foran lågen. Vi skal i skoven for at kigge efter insekter. På turen hen til skoven snakker børnene med hinanden. Et barn fortæller, at han har bygget et insekthotel hjemme ved sig selv. Han fortæller, hvad han puttede i hotellet, som insekterne godt kunne lide. ”Vi kom små pinde i, som de kunne kravle på, og sten, som de kunne gemme sig under. Når jeg løftede stenene, så kravlede bænkebidderne.”
Børnene stopper ved broen før skoven. De venter på, at de voksne giver dem lov til at løbe over broen og ind i skoven. Vi finder insekter Den voksne giver tegn til børnene, og børnene drøner over i skoven. De begynder straks at undersøge de ting, som ligger i skovbunden. Gamle stykker træ, der har ligget længe og som er begyndt at formulde, bliver vendt. Vi snakker om, at insekter er glade for at gemme sig under ting, fordi de kan lide mørket og fugtige miljøer.
Når træstammerne bliver vendt, tager børnene forsigtigt de insekter, som kommer frem. Børnene graver også i skovmulden med fingrene og finder regnorme og andre insekter, der gemmer sig her. Glas med låg, der forstørrer Børnene kommer dyrene nænsomt ned i de glas med forstørrelseslåg, som vi har taget med i skoven. De studerer de små dyr helt tæt på og snakker sammen om, hvad de ser. Børnene bliver enige om også at putte lidt mos, grene og visne blade fra skov-
bunden ned i glassene, så insekterne har det godt, mens de er dernede. ”Vi bliver nødt til at finde en mere, så den ikke er alene dernede, ellers bliver den ked af det”, siger et af børnene. De har fundet en bænkebider, og nu er den alene nede i undersøgelsesglasset. Hvem er hurtigst, og hvad spiser de mon? Mens børnene undersøger insekterne, snakker vi om, hvad vi kan se gennem forstørrelses-
glassene. ”Hvor mange ben har den?” ”Mange, rigtig mange.” Vi snakker videre om, hvilke insekter der mon er hurtigst. Nogle af insekterne har vinger, og vi taler om, om det mon har betydning for, hvor hurtigt insektet er. Børnene finder flere ting i skovmulden, som de kommer ned i glassene for at se, om det er noget insekterne vil spise. ”Se den kravler oven på mit blad”, udbryder et af børnene spændt. ”Ej, den skal spise min.”, siger en anden.