Kultur
ps
viden
David Dencik vil strĂĽle i Hollywood
rejser
Mmm ... insekter pĂĽ menuen
mad
Miami pü to døgn
studievalg
Udlandet trĂŚkker i danske unge
Karry laver man da selv
Uden hotline til statsministeren 2. SEKTION Side 6
3. SEKTION Side 5
4. SEKTION Forsiden
5. SEKTION Side 10
6. SEKTION Side 4
7. SEKTION 72 sider Foto: Jacob Ehrbahn, Jonathan Bjerg Møller, Anders Birch, Rune Pedersen
Søndag
Opiumsboom nÌr danske baser Mens regeringen og Nato siger, at det gür fremad i Afghanistan, vokser opiumsproduktionen. Det undergraver sikkerheden. VÌrst stür det til i det danske ansvarsomrüde ved Gereshk, der nu er landets førende producent.
afghanistan JACOB SVENDSEN OG METTE Ă˜STERGAARD
S
ikkerheden i Afghanistan er stÌrkt afhÌngig af, at produktionen af opium begrÌnses, men det gür den gale vej. SÌrligt i det distrikt, som danske soldater har ansvaret for. Pü to ür er arealet med opiumsmarker ved Gereshk øget med 32 procent, og distriktet er nu for første gang landets største producent. Høstens vÌrdi lü sidste ür omkring 700 millioner kroner.
En ny rapport fra FN viser ogsü, at opiumsdyrkningen i hele Afghanistan er stigende pü trods af Nato’s og den danske regerings opfattelse af, at sikkerheden er vÌsentligt forbedret. FN forventer nye stigninger i ür, og det viser, hvor svÌrt det bliver for Vesten at gøre landet stabilt i slutningen af 2014, nür de sidste tropper fra Danmark og Nato er ude. Lektor Søren Schmidt, der blandt andet underviser sprogofficerer pü Forsvarsakademiet, kalder Afghanistan for en rendyrket narkostat: Man kommer ingen vegne, hvis man ikke für has pü opiumsproduktionen, og det vil tage lang tid. Danmark har ikke til-
strÌkkeligt forholdt sig til sagens kerne. Opium gennemsyrer alt: lokale militser, korruption, det politiske liv og selv de domstole, der skulle dømme narkobaronerne, siger Søren Schmidt. Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) fastholder, at der er sket en positiv udvikling, men kalder FN’s rapport bekymrende. Han siger: Det er et enkelt ürs udsving, og der kan vÌre mange grunde til stigningen. Men hvis det fortsÌtter, sü er det et udtryk for en ringere sikkerhedssituation. Der kÌmpes jo ikke kun om politik og principper, der kÌmpes i høj grad om narkopenge. KÌmper Danmark i virkeligheden i en narkokrig? Jeg synes ikke, at det er en narkokrig, Taleban kÌmper ogsü for en samfundsmodel med massiv undertrykkelse af menneskerettigheder og kvinder, og det kÌmper vi imod. Vi vil forhindre, at det kommer tilbage, siger Friis Bach. Danmark har de seneste to ür helt be-
vidst forladt en rÌkke omrüder uden for Gereshk for at koncentrere styrkerne omkring byen, hvor flertallet af befolkningen bor. Det har øget sikkerheden i byen, der dog fortsat plages af likvideringer og bomber, men det kan ogsü vÌre forklaringen pü den eksplosive vÌkst i narkoproduktion blot fü kilometer fra byen.
11 gange højere pris for opium For at hjÌlpe afghanerne med at bekÌmpe narkoproduktion foreslür Christian Friis Bach at øge den del af den danske udviklingshjÌlp til Afghanistan, der skal skabe lovlige arbejdspladser og bane vej for, at lovlige afgrøder øges, nür den nye Helmand-plan skal forhandles i efterüret. Ved Gereshk har tusindvis af bønder gennem flere ür füet billig süsÌd og gødning betalt af blandt andet Danmark, til gengÌld skriver de under pü, at de dropper opium pü markerne. Men det har ikke füet dem til at stoppe opiumsdyrkningen. Opiumsprisen er i dag 11 gange højere
end hvedeprisen, og det für bønderne til büde at modtage hjÌlp fra Danmark og flytte den ulovlige produktion ud i omrüder, hvor Taleban og narkobaronerne har frit spil, efter Nato og danskerne har trukket sig tilbage til forsvaret af Gereshk by. Eller som en lokal bonde fra Gereshk, Haji Joma, har fortalt lokale afghanske medier: Jeg dyrker opium, og det er jeg meget glad for. Min opium dyrker jeg et sted, hvor de (myndighederne red.) ikke kan ødelÌgge den. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der netop har besøgt de danske soldater i Helmand, siger, at opium er et stort problem, men fortsÌtter: Vi er aldrig güet ind i Afghanistan for at stoppe opiumsproduktionen, vi er güet ind fra start for at stoppe terrorismen. jacob.svendsen@pol.dk
Interview med Thorning-Schmidt Gereshk: Den svĂŚreste by ... 1. sektion side 4
Alt er som før – nÌsten I dag er det et halvt ür siden, Anders Behring Breivik myrdede løs pü den norske ø Utøya
Han tog min perfekte 18-ĂĽrs fødselsdag fra mig. Tog tredje ĂĽr pĂĽ gymnasiet. Og han ville egentlig tage hele livet fra mig. Alt Marte Ă˜degĂĽrden, skudoffer fra Utøya PS Side 6-11 Marte Ă˜degĂĽrden pĂĽ 18 ĂĽr kan ikke holde grĂĽden tilbage, da hendes gamle klassekammerater holder en mindekoncert i hendes hjemby Kongsberg i Norge. Hun blev skudt i ryggen og er en af de unge, som kĂŚmper for at komme tilbage til hverdagen siden massakren 22. juli sidste ĂĽr. Tre unge norske mediefolk har sat sig for at undersøge, om Norge har fĂĽet en sĂŚrlig Utøya-generation. Følg første del af turen. Foto: Aleksander Andersen
HURTIGRUTEN
OPERArejse til Berlin VEJRET. Slud eller sne. Nogle steder lidt sol. Op til hĂĽrd vind. 2-5 grader. I nat ned til -5.
Lulu og Tosca „ „ „ „ „ „
4-stjernet bus 3 nĂŚtter i centrum 3 x morgenmad Byrundture Rejseleder 2 operabilletter (bedste halvdel)
Afrejse 12/4 ................kr. 4.695,-
5 708730 910174
00003
33 14 65 66 eller 65-ferie.dk
Yupik / Nuuk
s 6ARM VANDTÂ?T FORET PARKA s 3UPREME -ICROLOFT FYLD s !FTAGELIG HÂ?TTE MED mEECEFOER s 3YNTETISK PELSKANT s (ERRE 3ORT MÂ’RKEBRUN
UMBRA ELLER NAVY s $AME 3ORT MÂ’RKEBRUN
RÂ’D ELLER NAVY .ORMALPRIS
30!2
Pris kr. 2.499,-
&JĂ‹LLRĂ‹VEN 3PECIALBUTIK s +ULTORVET s +Â’BENHAVN + www.Fjeld-Fritid.dk
Verdens smukkeste sørejse langs Norges kyster og fjorde T* R AB A
15%
22. januar 2012 Ă…rgang 128. Nr. 113 Pris 30,00 Kundecenter Politiken 70 15 01 01 1. udgave www.politiken.dk
politiken mener
Danmark i Europa Europa er fornuft. Men hvad er der blevet af fĂŚllesskabet?
I
dag er det prÌcis 40 ür siden, at davÌrende statsminister Jens Otto Krag i Bruxelles underskrev Romtraktaten. Siden er det blevet til seks folkeafstemninger og en uendelig debat om, hvordan vi stiller os til samarbejdet i det Europa, der siden har gennemlevet en rivende udvikling. Folkeafstemningerne har vist vedholdende, men ujÌvn folkelig opbakning til projektet. Fire ud af seks gange har flertallet stemt ja, to gange nej. For 40 ür siden diskuterede vi, om samarbejdet var en økonomisk eller en politisk vision. TilhÌngerne talte mest om økonomi og om Danmarks mulighed for at vÌre med, der hvor beslutningerne bliver truffet. Modstanderne advarede om politisk union og om tabet af national selvbestemmelse. Meget i den debat genfindes endnu, og Danmark er et af de nu 27 lande, der har haft svÌrest ved at finde sig til rette i rollen som medlemsland. Årsagerne er flere, blandt de vigtigste müske en lumsk fornemmelse af, at det, vi har opnüet nationalt, over en bred kam stür over det, vi er blevet en del . SELV OM vi rejser, bor og arbejder i andre europÌiske lande som aldrig før, og selv om der pü alle omrüder foregür en løbende intens udveksling mellem Danmark og resten af Europa, har vi aldrig taget det europÌiske samarbejde til os. For mange er det stadig dem, der gerne vi bestemme over os. Det er ikke os, der er blevet en del af et fÌllesskab, hvor vi forpligter hinanden. Hvor de fleste tyskere, franskmÌnd og hollÌndere ikke ser nogen modsÌtning mellem det nationale og det europÌiske, er mange danske stadig pü vagt, isÌr nür det gÌlder samarbejdets institutioner: EU som südan. Det falder os lettere at se de fÌlles bestemmelser som diktater end som en del af et solidarisk Europa, vi selv er med til at opbygge. Den aktuelle krise i eurosamarbejdet har om noget bestyrket fornemmelsen af, at vi er godt tjent med at stü halvt udenfor. DET ER vi ikke. Vi bliver ikke mere danske ved at vende os indad. Det bliver vi tvÌrtom ved at gøre det EU, vi er en del af, til en del af os selv. bl
UDSALG Ekstra nedsÌttelser pü udvalgte møbler
Op til b at p ĂĽ 40 % ra rede fice uspeci r og kahytte e afgang
* v/ bestilling inden 25.01.12 og pĂĽ udvalgte afgange i 2012
Gothersgade 105 1011 København K Tlf.: 33 13 43 34 www.rejsecenternorge.dk
Ring til Hurtigrute-specialisten og fĂĽ en personlig vejledning
brdr. friis møbler brønshøj ss mellemvangen mellemvangen 30 brønshøj 30 ss tlf. tlf. 38 38 80 80 00 00 05 05 søborg ss gladsaxevej gladsaxevej311 311 ss tlf. tlf. 39 39 69 69 90 90 90 90 søborg man-tors 10-18 s fredag 10-19s s lørdag üben: mandag-fredag 10-18 lørdag 10-15 10-15 www.brdr-friis.dk www.brdr-friis.dk
POLITIKEN
Søndag 22. januar 2012
6 PS
Alt er som fø
CAMILLAS VÆRELSE. På væggene i pigeværelset står de ord, de skrev som små, stadig. For første gang efter at Marte blev skudt i ryggen af Anders Behring Breivik, mødes Marte og Camilla igen. Det er Marte til højre.
Søndag 22. januar 2012 POLITIKEN
PS 7
ør – næsten Anders Behring Breiviks angreb på Utøya for præcis et halvt år siden var et angreb på den norske ungdoms værdier. Alle på øen var aktive i Arbeiderpartiets ungdomsafdeling og engagerede i samfundet. Marte Ødegården på 18 år er en af de mere end 500, der nu er tilbage i hverdagen. Efter to skud i ryggen er hun igen med til at præge sit lokalmiljø. Mød hende og andre unge fra provinsbyen Kongsberg. Utøya-generationen LARS ANDREAS ELLINGSGARD ØVERLI, ALEKSANDER ANDERSEN OG MARTIN SLOTTEMO LYNGSTAD
K
ongsberg 25. september. De unge terper nervøst, men bestemt på deres sange før mindekoncerten i kirken. De grå bænkerækker bag dem er næsten fulde. Men den vigtigste gæst er forsinket. Ting tager længere tid end før for Marte Ødegården. Den 18-årige kvinde er leder af den lokale afdeling af Arbeiderpartiets ungdomsafdeling (AUF) og kan ikke engang binde sine snørebånd selv. Eller selv sætte sig ind i bilen. Hun har behov for hjælp til det meste. Også til at komme ind i kirken, når de store trædøre går op. Men når far triller hende ind i kørestolen, får hun en bruds opmærksomhed. I kirkerummet møder hun sit gamle liv. Lokalsamfundet, som hun føler er alt for langt væk: skoleklassen, veninderne og musikerne – de unge. På genoptræningscenteret ved Sunnaas Sykehus HF har trygheden skabt en beskyttende boble. Men lige nu, hvor vennerne arrangerer en mindekoncert, brister den. Hun begynder at græde. Far trøster hende, men hun kan ikke holde op. »Det var det første møde med mit gamle liv som et helt nyt menneske. Det var svært at se klassekammeraterne optræde på scenen, som jeg har stået på mange gange selv. Jeg græd og græd over de venner, jeg har mistet«. Der er gået to måneder, siden Anders Behring Breivik gjorde sine planer til virkelighed. Efter at have detoneret den bombe, der dræbte otte mennesker i Oslo, kørte han i en lejet bil mod Utøya i Tyrifjorden. Svært bevæbnet og forklædt i politiuniform blev han fragtet til Utøya i Arbeiderpartiets Ungdomsfylkning, AUF’s, egen båd. Han siger, at det er i Fodbolden har forbindelse med angrebet i lært mig rigtig Oslo. Ren rutine, hævder han. meget om To måneder altså. Marte sammenhold Ødegården nyder sin første feog loyalitet. Jeg rie. Hun er hjemme i Kongsberg, 80 km vest for Oslo, 90 har værdier, km sydvest for Utøya. Hun fylsom jeg ikke der 18 år. Dagen har hun planville have haft, lagt, siden hun var 14 år, samhvis jeg ikke men med sin bedste veninde, havde været Camilla – hende, der blev misundelig, da Marte opdagede, interesseret at hendes 18-års dag faldt på en i fodbold fredag. Men fødselsdage går ikke altid som planlagt, heller ikke denne. »Han tog min perfekte 18-års fødselsdag fra mig. Tog tredje år på gymnasiet. Og han ville egentlig tage hele livet fra mig. Alt«, skrev hun om fødselsdagen på sin blog. Camilla har læst den hver dag. Nu skal hun endelig se sin veninde igen. Græde lidt. Forhåbentlig også grine lidt. Hun stiller de blå Converse-sko fra sig og lister ind i stuen. Røde, blå og gule balloner hænger under loftet. Under dem, i bedstefarlænestolen, ligger Marte Fortsættes på næste side
POLITIKEN
Søndag 22. januar 2012
8 PS Utøya – generationen med næsen i en avis. Læser højt for sig selv, selvom Camilla står forventningsfuldt ved armlænet. »Hej, Marte?«. »Hej, kan jeg få et kram?«. »Nej«. Camilla smiler drilsk. Isen er brudt – isen, der aldrig var der før 22. juli. Med sin bombe og sine kugler dræbte terroristen 77 mennesker. Da Marte Ødegården lå under et klippeudhæng på Utøya for nøjagtig et halvt år siden, blev hun skudt i ryggen, to gange. Bruddene i ryggen har hun ikke vidst noget om før nu, fordi hun var på morfin, da lægen fortalte hende om dem. Hun smiler ad det komiske i tragedien, noget hun ikke har gjort meget efter 22. juli. Smilet altså. Der er op- og nedture, men denne oktobermorgen er humøret godt. Oslofjorden er indhyllet i morgentåge, lige så hvid som de sterile vægge på Sunnaas. Tre bamser våger over sengen ved siden af en rød hilsen fra AUF i Buskerud, som hun er leder af. En Manchester United-biografi okkuperer natbordet. Hun lånte den før årets sommerlejr. Ejeren fik den ikke tilbage som planlagt. Men det er heller ikke meget, der er gået efter efterårets planer. For eksempel som nu, da en fysioterapeut kører hende til endnu en øvelse med det venstre ben. Det blev ramt af rikochetterende kugler, da skuddene ramte klipperne rundt om hende. På en briks ligger en søvnig pige i brun kjole. Hun har trætte øjne og er omringet af et helt hold læger. »Hvis der ikke er nogen derhjemme, må jeg klare mig selv. Her kommer der nogen på fem minutter«, siger hun med et tappert smil. »Jeg bliver i det mindste rimelig stærk af krykkerne«. Hun blev sendt til regionssygehuset i Drammen, da kaos herskede 22. juli om aftenen. Det ville kun have taget få minutter mere at køre hende til Oslos Universitetshospital i Ullevål, men minutterne kunne have kostet hende livet. Hun lå nedkølet i Tyrifjorden i næsten 90 minutter. »Det er jo rent held, i hvert fald med skaderne i ryggen, siger Marte«. Midt i kaosset 22. juli hørte hun en læge give besked om, at de skulle vente med hende, fordi der kom andre med mere akutte skader. På en absurd måde var det et godt øjeblik. »Det var først dér, jeg forstod, at jeg ikke skulle dø«. »Når ryggen bliver knust, kan de små knoglesplinter skade de andre organer i kroppen. Det var heldigt, at milten ikke blev helt ødelagt. Så ville jeg nok hurtigt være blødt ihjel«. 20. november, 121 dage efter mareridtet, er hun tilbage i Drammen. Strømsgodset spiller årets sidste hjemmekamp mod Vålerenga. Lysmasterne er indhyllet i tåge og det sorte novembermørke. Hun har ofte stået her på tribunen, siden hun var tre år. Selv om hun er nødt til at sidde ned i dag. Det meste af tiden, i hvert fald. Bare ikke hjemmesupporterne råber, at alle dem, som ikke hopper, er tilhængere af naborivalen. Hele tribunen skælver. Far driller hende med et glimt i øjet. Spørger, hvorfor hun bliver siddende. Hun kaster et tomt blik ud mod græsset. Og så sker det. Marte Ødegården tager fat i gitteret, rykker til og rejser sig. Fansene omkring hende glemmer kampen. En anden kamp, en personlig kamp, er ved at blive afgjort. Pigen, der blev skudt på Utøya, står oprejst. Og så hopper hun. Det er en større sejr end nogen anden. »Fodbolden har lært mig rigtig meget om sammenhold og loyalitet. Jeg har værdier, som jeg ikke ville have haft, hvis jeg ikke havde været interesseret i fodbold«, siger hun, idet hjemmeholdet scorer selvmål.
FODBOLDFÆLLESSKAB. Det blev en lokal fodboldkamp, der fik Marte Ødegården til ved egen kraft at rejse sig op igen for første gang, efter at to skud i ryggen på Utøya sendte hende i kørestol.
Bundløs fortvivlelse breder sig over rækkerne. Men kun i nogle sekunder. Snart synger de igen, sammen. Det er det, hun snakker om: fodboldfællesskabet. Hun har følt varmen i kroppen. Ikke bare nu i aften, når supporterne overøser hende med knus. Ikke bare i slutningen af august under kampen mod Atletico Madrid, da supporterne ændrede kampråbet: »Kom igen, Godset, kom igen« til: »Kom igen, Marte, kom igen«. Men hele vejen, fra Utøya til sygehuset i Drammen Hospital, til universitetssygehuset i Ullevål, Sunnaas og hjem til Kongsberg. Der er mange fodboldfans blandt de 5.000, der følger hende på Twitter – og ikke så få spillere. En engelsk fodboldstjerne havde endda studeret en engelsk-norsk ordbog for at skrive den hilsen, der betød allermest for hende efter tragedien på Utøya: »Hei Marte. Jeg sender mine beste ønsker for utviklingen din. Hilsen Michael Owen«. »Jeg brugte to dage på at læse det hele igennem og blev helt mat. Det eneste, jeg kunne sige, var: Tak. Et halvt år efter de grusomme hændelser på Utøya virker hun i det hele taget mere taknemmelig end bitter. Det er selvfølgelig, fordi det går fremad. Mod alle odds blev Marte Ødegården udskrevet fra Sunnaas Hospital 16. december. Men det er også på grund af de små ting, der nogle gange bliver de vigtigste. Som da hun kunne juble over, at Strømsgodset
vendte kampen til 2-1 og vandt. Som da Camilla kom på fødselsdagsbesøg under ballonerne i stuen og hjalp hende op ad trappen til pigeværelset. Der, hvor væggene er dekoreret med små hilsner og beskeder – og et navn med store bogstaver: ’MARTE’. De tegnede det sammen, dengang de købte bamserne på sengen. Det er der, vi er nu. »Den lyserøde«, siger Marte og peger på en af de mindste. »Den tror jeg vi fik i 10. klasse. Kan du huske det?«. En tåre triller ned over kinden, da Camilla nikker. En glædeståre. For lige nu er alt, som det var før 22. juli 2011. Som da Martes liv var som enhver anden teenagers. Som hun håber, at det bliver igen. Men Martes kamp er ikke nogen fodboldkamp. Den drejer sig ikke om minutter, men om uger, måneder og år. Den handler om selv at kunne gå til skolen igen, om at tage til fest, om endelig at få taget et kørekort. I julen forberedte hun sig til sit første møde i kommunalbestyrelsen. »Jeg skal nok klare det hele. Jeg kommer til at klare alt det, jeg vil, med støtten fra alle mine venner«. Hun snakker om den støtte, Aftonbladets Erik Niva skrev om i serien ’Fodbold efter døden’ – de ord, der siger mere end tusind billeder: »Hun overlevede Utøya – med to kugler og hele fodboldverdenen i ryggen«. »Jeg har tænkt mig at få det tatoveret et sted. Jeg synes, det var så fint«.
q q
PROJEKT UTØYA-GENERATIONEN
Har massakren på Utøya 22. juli sidste år forandret Norges ungdom? Det spørgsmål søger tre unge norske mediefolk fra freelancebureauet Paragon Features svar på. I en gammel bus kører de rundt til seks byer for at opsøge unge, der var på Utøya den dag, og andre jævnaldrende i deres lokalsamfund. En af de tre er fotografen Martin Slottemo Lyngstad, som Politikens læsere tidligere har mødt, da han tilbragte sin praktiktid på Politiken i 2010 og 2011. Projektet bliver støttet af den uafhængige norske fond Fritt Ord. Beretningerne fra Kongsberg, som Politiken bringer i dag, er de tre mediefolks indgang til projektet.
Kongsberg Kongsberg er grundlagt af Christian IV i 1624, efter at der blev fundet sølv i området. Kommunen har 25.000 indbyggere.
SVERIGE NORGE Utøya Kongsberg
DANMARK
WWW Hør de unge fortælle deres
egne historier på politiken.dk/foto.
Oslo
Stockholm
København
MP 12014
Den bedste veninde Camilla Wallén Stene, 18 år
Maiken Stavland og Maud Henny Ødegaard kigger stift i spejlet. Der er ’russekickoff’ – studentertur på norsk – i aften, og makeuppen skal sidde. Men der er noget, der mangler. »Havde det ikke været for 22. juli, ville Marte have været her. Vi savner hende hele tiden, siger Camilla og fylder glasset med Passoa, vodka og Fanta Exotic. Nu skal hun ud og have det sjovt, endelig. Hun har grædt meget, efter at Marte ringede til hende for første gang fra hospitalet i Ullevål. Det har på en »Jeg kunne slet ikke sige no- måde været get. Kun græde. Du får et andet svært at være forhold til din veninde, når sådan noget sker. Så går det op en god ven; du for dig, hvor meget du betyder ved ikke altid, for hende. Jeg var den første, hvad du skal sihun ringede til«. ge. Det kan ske, De har fyldt lejligheden at du kommer med alt det, der hører til en opvarmningsfest med tøserne: til at sige noget vin, makeuptasker og glatte- forkert, så hun jern. bliver ked af det Men trods de mange forskellige shots er stemningen trist. Det ville være anderledes, hvis Marte var med, så Maud sender en drillebesked til sin mor: »Camilla har kastet op i sofaen igen«. For det er sket før. Camilla gør ikke noget. Veninderne har været en uvurderlig støtte: talt med hende, støttet hende. Nu starter gymnasieafslutningen uden Marte. Men veninderne bliver her. De venter.
BEDSTE VENNER. »Jeg skriver til mor, at du har brækket dig i sofaen«. Martes veninder Maiken Stavland, Camilla Wallén Stene og Maud Henny Ødegaard varmer op til studenterafslutning uden Marte.
Det gør resten af lokalmiljøet også. Alle de andre ungdomsmiljøer, både dem, som Marte var en del af, og dem, som hun ikke kendte nogen i. Alle dem, der var der, da hun pludselig forsvandt.
Søndag 22. januar 2012 POLITIKEN
PS 9
MUSIKMILJØET. Øjeblikket før man går på scenen, er magisk. Andreas Sunde, Steffen Kjørsvik og Christian Frogh ser med skrækblandet fryd frem til deres ti minutter i rampelyset i Drammen.
Musikmiljøet Steffen Harald Kjørsvik, 17 år
Steffen Kjørsvik spiller i metalbandet Valkyries of Pain, og som regel har han meget lidt til fælles med Marte Ødegården, men under mindegudstjenesten i Kongsberg Kirke er alle én familie. Marte sidder i kirkens midtergang i kørestol. Metalbandet synger ’Tears don’t fall’. Mindekoncerten var de unges eget initiativ; måske var den også nødvendig for dem. Nogle dage senere øver Valkyries of Pain i beskyttelsesrummet uden for skolen. Bassisten øver sig. Guitaristen er syg. Trom-
mesættet vælter, og sangeren Cecilie Nordby Sjulsen (18) slider i det med teksterne. Hun er på penicillin, og stemmen lever sit eget liv. Trommeslageren har glemt dobbeltpedalen i containeren bag en låst dør. Steffen foreslår at pjække fra timerne før koncertdebuten i Drammen om fredagen. Cecilie foreslår, at de spørger, om de må få fri, men Steffen stejler; musikken kommer før skolen, basta. »Jeg tror, at alle unge har behov for at blive set. Jeg håber på at blive guitarist i et kendt band. Det er det, jeg brænder for«. Mindekoncerten var strengt taget deres første koncert, men internt i bandet gælder den ikke. Der var jo ikke distortion på guitaren. Det er nu, en måned senere, at det virkelig gælder. Real me-
Jeg har egentlig ikke tænkt så meget på 22. juli. Ikke så meget som jeg burde i hvert fald
tal på koncerthuset G60 i Drammen. Få minutter før de skal på scenen, får to sortsminkede piger fat i Steffen. »Hvad hedder I?«. »Valkyries of Pain. Vi skal spille ’Duality’ af Slipknot«. »Så skal I på før os. I må jo være sindssygt gode for at spille den«. Steffen dæmper forventningerne, mens arrangøren kalder dem på scenen. Ti minutters berømmelse. Bassisten går i gang, men Steffen sover. Han må skrue op for guitaren for at finde takten. »It’s hot as hell in here, everybody want’s to loose control«. Cecilie headbanger i takt med publikum. Lige indtil distortion-guitaren bliver væk. Steffen går i panik. Plekteret ligger på gulvet. Typisk. Et par minutter
senere er rampelyset væk og hverdagen tilbage. Bassisten Christian vil vide, hvorfor Steffen kvajede sig. Steffen skyder skylden på trommeslageren, som allerede er smuttet. Efter togturen til Kongsberg har bandet et medlem mindre – og et nyt navn: Done. »Jeg var på en bar i Grækenland, da det skete. Der var mange nordmænd dér, som mente, at det måtte være en udlænding. Hvis det havde været det, tror jeg, at det havde ændret meget. Der ville være meget mere racisme«. Afghanske Enayat Aryan (19) var også bange for, at det var udlændinge, der stod bag terrorangrebet 22. juli, men på en helt anden måde
Flygtningemiljøet Enayat Aryan, 19 år
»Det her skal du prøve. Det er noget andet end det, du laver, Earl Grey og sådan noget«. Enayat serverer afghansk kardemommete med et stolt smil. En globus kaster lys på væggen til soveværelset, hvor et lille norsk flag er klistret på hjørnet af et stort afghansk. Over sengen hænger Eminem med et klart budskab: ’NOT AFRAID’. Det stemmer overens med metalkæden, kamuflagebukserne og boksetræningen. Men 22. juli var Enayat bange. »Jeg var helt sikker på, at det var en udlænding, der stod bag, og tænkte, at nu bliver der ballade. Jeg var bange for, at det skulle være en afghaner. Hvis jeg havde sagt til én, som jeg var ved at lære at kende, at jeg var afghansk, er jeg sikker på, at personen ville være blevet bange med det samme«.
INDVANDRERNE. Der hænger mange helte på væggen over Enayat Aryans seng. Den næste, der skal op, er Rocky. Enayat kom til Norge fra Afghanistan for to år siden.
Nogle dage senere er Enayat på besøg på Løvåsen Bofællesskab for mindreårige flygtninge. Det var her, han boede, da han først kom til byen. Nu bliver han budt velkommen med kyllingegryde. Alle bidrager. Han har ikke talt med sin familie, siden hans far solgte alt, hvad han havde, for at købe sønnen en flybillet til Tyrkiet. »Nogle gange, når jeg tænker på min familie, bliver jeg helt gal i hovedet. Men jeg er alene; det må jeg acceptere«. Efter middagen bliver spisebordet forvandlet til et lektiebord. Én øver multiplikationstabellen, en anden laver ligninger.
Enayat småsover på sofaen, men med god samvittighed. 5+ på den norske 6-trins skala for den sidste matematikprøve giver ro i sjælen. Han fylder meget og går ofte forrest. Som nu, hvor en diskussion om, hvorvidt Kurdistan er et land eller et område, går fra ordveksling til håndgemæng. Men det går hurtigt over. På Løvåsen handler meget om omsorg. Måske skyldes uroen, at de savner dem, de rejste fra. Enayat ville ønske, at han havde en lillebror at holde af, men her, siger han, er alle alene. »Der er mange fordomme blandt de unge. Jeg tror, de synes, vi er farliJeg var helt ge og skumle. Men sikker på, at hvis de bliver vendet var en ner med os, siger udlænding, der de, at hey, I er ikke stod bag, og sådan, som vi troetænkte: Nej, nu de. Vi er jo også bare unge, siger får vi ballade Enayat, som tror, at terrorangrebet 22. juli faktisk har ændret det norske samfund. »Når jeg ser i nyhederne, at nogen har det hårdt i et andet land, tænker jeg måske på det i et minut. Men når man oplever sådan noget i sit eget land, tænker man meget på det. Det gør, at vi samler os«, siger han. Over ham hænger der stærke mænd. Hans biceps vokser hver uge. Træningen er en del af arbejdet mod en lysere fremtid. Enayat har ikke fået meget gratis her i livet – i modsætning til mange nordmænd som skiskytten Håvard Myhre.
Fortsættes på næste side
POLITIKEN
Søndag 22. januar 2012
10 PS Utøya – generationen Idrætsmiljøet Håvard Myhre, 16 år
En sen aften i november. Markerne er pløjede og bælgmørke. Ingen at se, ingen at høre. Så dukker der pludselig en lyskegle op, som glider hen over nattehimlen. I næste øjeblik løber Håvard Myhre forpustet hen over gårdspladsen. Endnu en enetræning er forbi; han er lige så alene, som han var i skitunnelen i Torsby i Sverige 22. juli. »Da jeg kom ud, så jeg på svensk tv, at mange var blevet dræbt. Det var ikke til at fatte. Jeg tænkte bare, at det var helt sygt«. Nyheden får ham til at stoppe op og udsætte sin løbetur nogle minutter. Tidspresset er en del af Håvards hverdag. Skole, lektier, træning, spisning, søvn. Håvard lever et liv fuldt af rutiner og med fuld fart på. Få udskejelser; mange forsagelser. Vinteren planlægges, så snart løbskalenderen kommer. Det er sent på efteråret, men mildt i vejret, så aftentræningen foregår på rulleski – igen. Da Håvard lægger geværet i sin fars bil, ved han, hvad der venter ham. Fire skydninger, to stående. Rystende knæ. Udmattelse. Men Håvard er klar til en omgang mere. Det er det, der driver ham. »Det er skolen«, siger han og peger ud ad vinduet og over elven. Som på mange videregående skoler er miljøet meget blandet. »De, som går på musiklinjen, har ofte langt hår. Man kan se det med det samme. De, der går på teknisk linje, har arbejdstøj på. Man kan ligesom se det på folks udseende«, siger han. »Jeg kender nogle, som går på elektrolinDe, der beskæfjen, som tit spørger: tiger sig med Hvor er din træningspolitik, prøver taske henne, Håvard?, at gøre noget og: Hvorfor er du ikke for andre. ude og træne, Håvard?«. Der er større I novemberaftenen chance for, at kommer skiskytterne de bliver angre- som dansende silhubet end én, som etter i skumringen. bare prøver at De synkrone skøjtebevægelser virker næblive bedre til sten koreografiske, sin sportsgren men pulsen hamrer på indersiden af den tætsiddende heldragt. Fremgang koster mælkesyre, og opskriften er enkel: stram disciplin. Efter træningen får to af pigerne at vide, at de skal holde kæft, fordi de »lyder som to gamle damer på et plejehjem«. De snakkede vist for meget. Håvard Myhre mælede ikke et ord hele vejen, som sædvanlig. Men han er utilfreds. For mange fejl. Han skal vinde et testløb dette efterår, men først om en uge. Så nu, på hjemturen, er humøret elendigt. Men nedture er en del af spillet. Og han har selv valgt at køre sig selv hårdt. Det er ikke noget tilfælde. Han vil op og frem i livet som skiskytte.
SKISKYTTE. Håvard Myhre lever med mange rutiner og fuld fart på. Få udskejelser. Mange forsagelser.
Det er Håvards ambition at få international succes. Daniel Løver har lokale ambitioner om at blive optaget i rånermiljøet af unge, der drøner rundt i gamle biler.
DISCIPLIN. Rystende knæ. Udmattelse. Men Håvard er klar til en omgang mere.
Centrumslænget Daniel Løver, 15 år
»Jeg var i Rauland på en lejr, jeg er på hver sommer. Ingen af os var online, så ingen vidste, hvad der var sket. Det var rart. Nu tænker jeg ikke længere så meget på det. Det gør de
CENTRUMSLÆNGET. Mange centerkunder ser ned på de unge, som hænger ved indgangen til indkøbscentrene sommer og vinter. Fra venstre: Hania Karlsen, Jasmin Rydland, Daniel Løver, Marius Skullestad.
færreste, tror jeg«. Natteravnene går deres sædvanlige runde. Deler slik og kondomer ud. Centrumslænget har samlet sig ved indgangen til centreret. Hvad skete der for den og den i lørdags? Det er de urbane jungletrommer, der går. Klokken er 18.15. Nogle har været hjemme at spise, andre er ligeglade. Daniel Løver og de andre er proletarer i et klassedelt ungdomsmiljø. »Jeg hænger for det meste ud inde i byen, i indkøbscentrene og i klubben. Så ja,
det er vel det. Vi finder på et eller andet«. Hvad for eksempel? »Ikke noget, egentlig«. Nogle dage senere, torsdag 21. oktober. Ungdomsklubben Ohana fylder 10 år, og festugen nærmer sig sin afslutning. Da pulsen har lagt sig oven på en sumobrydningsturnering, trasker fire teenagere ud i byen. Daniel går i baggypants, har hul i øret, en piercing i læben og en kasket på hovedet. Altid kasket, undtagen under bruseren, og når han sover. »Mange foretrækker at gå på Ohana i stedet for at feste i weekenderne. Er det måske ikke bedre?«. Han har sikkert ret. Men klubben er mere end et forebyggende tiltag. Det er der, centrumslænget hænger ud. De, der spiller billard og får lektiehjælp på Ohana, er som regel ikke orienteringsløbere eller violinister. Men de viderefører en vigtig arv: et mødested, hvor mangfoldighed står stærkere end fordomme.
Jeg tror ikke det, der skete, har gjort os hverken mere eller mindre tolerante over for hinanden. Men jeg glemmer det aldrig
»Der er altid nogle, uanset hvor de bor, som ikke får nogen venner. Mange går på Ohana, og der har de det okay«, siger Daniel, som selv har sit at kæmpe med lige nu. Han røg i skænderi med en af de voksne og har fået køkkentjeneste. De uskrevne regler reddede de andre, og Daniel fik en helvedes masse streetcred. »Jeg stikker ikke nogen. Punktum!«. Daniel er nærmest konge i centrum, men han bliver mindre rap i replikken, da han bliver samlet op af en råner ud på aftenen. Der er både baseballbat og mørke solbriller i bilen. Daniel blander sig i snakken og får besked på at holde kæft. Han er jo bare en råner-rookie. Men han har i det mindste en fod indenfor i rånermiljøet. Her handler det om at cruise. Daniel er konge i centeret og rookie i rånermiljøet. Stine Jørgensen har opnået det, Daniel stræber efter: Hun er rånerdronning, selv om hun ikke har noget kørekort.
Søndag 22. januar 2012 POLITIKEN
PS 11
RÅNERNE. »De siger, at vi altid larmer og laver ballade; folk tror, at vi ikke har noget liv«, siger Stine og slænger fødderne ud ad vinduet på ’Pling’s bil. Rånerne kører i kortege »gade op og gade ned« i centrum. Det må være det største rånertræf gennem tiderne.
Rånermiljøet Stine Jørgensen, 18 år
Stine ’Mercedes Benz udstødnings-rype’ Jørgensen står på taget af en rød Ford. Der bliver set stort på alkoholloven. De samles her, uden for en burgerbar, med Wunderbaum, røg og tonede ruder. Bilerne fungerer som dansegulv. Udstødningsryperne danser og drikker og inviterer en fyr op på taget, selv om hun ikke rigtig digger hans jakke: »Fuck you, I drive a Volvo«.
»Der er jo en del mennesker, som ser rigtig, rigtig meget ned på os. De har mest lyst til at gå løs på os«. Seks et halvt døgn senere kæmper 18-årige Stine med sminken i modlyset fra vinduet. Hun lægger mascara, børster håret, børster tænder og løber ned til venindens Volvo – en 240, selvfølgelig. Forhåbentlig kan hun selv køre, inden dagen er omme.
Og efter køreprøven dukker der en sej øse op i bakspejlet. Hun bestod. »Kongsberg er en rigtig sladderby. Du behøver ikke at have gjort noget galt, før det rygtes, at du er verdens største skurk. Men jeg er hævet over den slags. Folk må tro, hvad de vil«, siger Stine, som mener, at 22. juli har ændret hende. »Nu er jeg ikke så hurtig til at dømme. Du ser jo, hvor galt det kan gå. Bare fordi
Det var os unge, der blev ramt. Det, som vi brænder for og ser frem til
man interesserer sig for nogle andre ting, betyder det ikke, at man er dum, vel. Det var jo os unge, der blev ramt. Det, som vi brænder for, lever for og ser frem til«. En uges tid tidligere ved burgerbaren geares der op til fest. Folk i de forbipasserende biler stirrer ondt på de unge. Rånerne siger det selv: De er byens sorte får. »De siger, at vi altid larmer og laver ballade. Der er ikke nogen grænser for det«,
siger Stine og smyger sig ind gennem den åbentstående bilrude til ’Pling’. Der er mange glæder og ikke så meget at bekymre sig om. Og lige nu er det ikke så svært at tro hende, når hun siger, at hun vil skide på, hvad folk siger. Rånernes omdømme kan dårligt blive ringere. Men måske er det vigtigste også, at ens egne kan lide én. Alle kan ikke være lige så populære som danserne i Studio3.
Dansemiljøet Kristin Jacobsen, 18 år
»Man kan jo let lade sig friste af ting. Gøre noget, man egentlig ikke burde gøre, og som kan medføre, at andre bliver skuffet eller sådan noget. Men sådan er livet jo«. Sandheden er, at Kristin Jacobsen ikke har taget så mange forkerte valg. Hun danser i Studio3, som hvert år vækker begejstring med sit danseshow. De bliver beundret af de små og respekteret af de store. I år er hun igen frontfigur på plakaten, og Hvis jeg havde efter nytår skal været i samme hun deltage i det situation som norske mesterskab i cheerdance og Marte, ville jeg ikke kunne hiphop. Den slags giver danse nu status i lokalmiljøet. Samtidig sætter tragedien 22. juli tingene i perspektiv. Kristin gik i de små klasser med Marte Ødegården. De har også spillet sammen. Hun ved, at hvis hun havde været i Martes sted, ville hun ikke have danset i dette års show. »Det, jeg har mest lyst til at gøre med mit liv, er at danse. Det havde jeg ikke kunnet gøre, hvis jeg havde været i hendes sted 22. juli«. ps@pol.dk
DANSERNE. »Det, jeg har mest lyst til, er at danse. Det havde jeg ikke kunnet, hvis jeg havde været i Martes sted 22. juli«, siger Kristin Jacobsen. Det populære fritidstilbud for unge, Studio3, har haft premiere på ’Asfaltjunglen’. Fra venstre Ingrid Tønnesen på ryggen af Guri Kristine Sel Tveito, Emilie Lurås Nymoen, Daiella Contreras Skinnes, Kristin Jakobsen og Mina Julianne Kokkin.
Oversættelse: Lorens Juul Madsen og Jon Ask Jacobsen