Positivisme og reformen

Hvis jeg arbejdede ud fra en positivistisk ramme, ville reliabiliteten i min opgave måske give anledning til problemer. Man kunne stille spørgsmålet, om der kan dannes grundlag for

generaliserbarhed ud fra besøg ved to virksomheder, og om de to valgte virksomheder og deres

medarbejdere er repræsentative for erhvervet.

Min positionering, i at op nå viden, er dermed mere forankret i et fænomenologisk perspektiv, hvor der er grundlag for at snakke om generaliserbarhed, fra én sammenhæng til en anden, så længe der er væsentlige lighedspunkter.6

Reformen, og tankerne bag, definerer nogle af rammerne for mit daglige virke som underviser, og påvirker en stor del af mine elever, gennem realkompetencevurderinger og afkortede

uddannelser. De afkortede uddannelser tilfører en ekstra dimension til udfordringen om at

overføre viden, i form af antagelsen om at dette sker problemfrit. Denne antagelse er en udfordring jeg som underviser er nødt til at forholde mig til. Derfor er jeg nysgerrig på hvilke

videnskabsteoretiske tanker der ligger bag reformen.

En vis forståelse af positivisme, som tankeapparat, er nødvendig for bedre at kunne navigere i

uddannelsessystemet, herunder reformen, og de konsekvenser der følger af implementering af

denne.

Den franske sociolog Auguste Comte udviklede positivismen, med tankerne om at ”sand” viden findes, vi skal bare lede grundigt nok. Positivismen har et objektivt udgangspunkt, så der må ikke tolkes på data, og der kan f.eks. måles igennem induktion, dvs. at der drages generelle og almene slutninger ud fra empirisk data.7

I positivismens tankeramme måles succes i tal, elevers præstationer vurderes med en karakter,

som bør være objektiv, men for at en karakter kan gives, skal der foretages en vurdering fra et menneske, som skal ligge sin forforståelse til side, og her kan man måske stille spørgsmålstegn ved

objektiviteten.

6 Andreasen mf, 2017 s. 188 7 Holm, 2012. s. 31