14.0 Perspektivering

man glædes hormoner, som er med til at styrke ens selvværd. Dorte Ågård beskriver det således, ”det der styre mennesker og deres adfærd, er behovet for at etablere og opretholde en følelse af selvværd, og for skoleelever er selvværdsfølesen tæt knyttet til hvordan de klarer sig” . (Dorthe Ågård, Motivation 2016 s 37) Eleverne fik en metode til at styrke deres selvværd.

Jeg bruger Illeris´ læringstrekant til at forklare eleverne, og hvad der skal i spil for at der kan foregå en læring. Læringstrekanten, med de tre dimensioner og de to dobbeltrettet pile, finder jeg, som den mest overskuelige for eleverne og ved at lade den stå på tavlen, hele forløbet, kan vi hver dag snakke om, hvor i trekanten vi er i dag. Denne metode bruger jeg, set i forhold til mine elevers udfordringer i læring og i deres udtagelser om tidligere skoleforløb.

Da selve indholdet og de delmål der skal undervises i, er politisk bestemt, og at eleverne ofte har vanskeligheder ved at skabe struktur og overblik, og det kan svært for dem at overskue store mængder informationer eller planlægge sin dag, kræver det et lærings-forløb, der tilgodeser eleverne. Læringsforløbet er først en præsenterende del og i stedet for skriftlige opgaver, bruger jeg entreprenørskabsmetoden Refleksionscirklen i forskellige former. Refleksionscirklen giver eleverne medbestemmelse gennem aktiv deltagelse, tilhørsforhold i klassen, tillid og tryghed, og hjælper eleverne med at se sammenhængen mellem teori og praksis. Den er samtidig en metode til fælles refleksion.

Samlet set, har min brug af entreprenørskabsdidaktik i undervisningen, været en succes i og med, at ud af de 6 elever på holdet, har 2 af fået arbejde og 3 har fået læreplads som lastbilchauffør.

Ved at ændre på læreprocessen, fra traditionelt læringsforløb til lastbilchauffør-uddannelsen, til et forløb hvori der indgår entreprenørskabsmetoder til de skriftlige opgaver, har 5 glade og tilfredse unge mennesker arbejde, den sidste elev sidder i fængsel. Hvis ikke jeg ændret læringsforløbet, ville det have haft katastrofale konsekvenser for eleverne. De ville have været tilbage på produktionsskolen og alt vi havde bygget op, deres selvværd, troen på egne evner, tillid til mennesker, og at de kunne blive til noget og få en plads i samfundet, været spildt.

Samfundsmæssig set, ville det have betydet, at flere af de kommunale instanser som, sagsbehandler, Jobcenteret og lærer på Produktionsskolen, skulle til at arbejde med eleverne igen, med store udgifter til følge. Randers kommune har efterfølgende lukket projektet, trods det at der stadig var 15 elever på Produktionsskolen, der var stillet i udsigt at få en uddannelse som lastbilchauffør. Kommunen begrunder deres lukning af projektet med, at bevillingen skulle bruges et andet sted. Min opfattelse af kommunes beslutninger er, at her har vi igen en kommunal medarbejder, der ikke ser gevinsten i at få de unge mennesker ud og arbejde og heller ikke ser på

de personlige konsekvenser det har for de resterende elever på Produktionsskolen, de har da mistet al tro på, at systemet vil hjælpe dem.

Hvis man havde lavet det som et AMU-forløb for eleverne fra Produktionsskolen over 10 uger, ville det ikke have koste kommunen noget, udgiften ville være lagt over på staten i form af taxameterbetaling. Det forsøgte min daværende Uddannelsesleder, han konstruerede et AMUforløb der passede på FGU-elever, desværre ville daværende leder på Produktionsskole ikke være, fordi det så blev Produktionsskolen der skulle betale egenbetalingen for eleverne, ca.7200 kr. pr elev fordi det var over 10 uger. Produktionslederen ser selvfølgelig udgiften ud fra skolens økonomi. Der har været mange diskussioner om hvordan man kunne løse problemet, der er stadig fundet en løsning.