Moralfilosofi

erhvervsskoler praksisrelateret, og med fokus på transfer. I rammeværket fire-dimensional uddannelse kan dimensionen Metalæring på flere områder associeres til begrebet transfer,

som handler om at overføre og anvende viden og færdigheder i en anden kontekst end hvor

disse er tillært. Det praksisnærer er en del af erhvervsskolernes DNA, og handlen ud mod et

arbejdsmarked er et vilkår for landets erhvervsskoleelever. Med afsæt i dette vilkår rummer elevens hverdag på erhvervsskolen ofte elementer der modsvarer karakterdimensionens

kvaliteter, hvor der er fokus på elevernes individuelle udvikling.

Moralfilosofi

Set i et dannelseshistorisk perspektiv anses Sokrates (470-399 f.Kr.) som en af de største

tænkere bag den græske filosofi og som den første grundlægger af en egentlig moralfilosofi. Der findes i dag ikke afskrifter fra Sokrates hånd, og hans tanker og ideologi kendes først og

fremmest gennem hans elev Platons (427-347 f.Kr.) gengivelser. Platons værker er

hovedsagligt dialoger mellem 2 personer, hvoraf den ene og ofte altdominerende er Sokrates.

Gennem dialogerne er der et gennemgående træk i form af Sokrates underen og optagethed af at søge definitionen på ”Hvad er dyd?” ”Hvad er visdom?”, ”Hvad er det vellykkede liv?” og ”Hvad er retfærdighed?”. (Fink, Bengt-Pedersen & Thomassen 1993, s. 145-146). For Sokrates

var fremgangsmåden en selvprøvelse og udfordring af individets egne meninger og holdninger,

og datidens færdigheder og kompetencer bestod i at tale godt, nuanceret og med et mod til at

udtrykke sig. Denne livsopgave tjente individet i, dels at kunne indgå i et demokratisk samfund, dels i at opnå en karakteristisk form for fuldkommenhed bestående af visdom, mod og

besindighed (Fink et al. 1993, s. 147). Disse dyder bliver b.la. en del af Aristoteles (384-322 f.Kr.) dydsetik som knytter sig til det græske begreb eudaimonia; at stå under en god ånd. I sin

etik forsøger Aristoteles at fastslå det højeste mål for individets liv – det vellykkede liv. Det

vellykkede liv betegnes som et liv der leves og lykkedes i et fællesskab, da individet er et socialt væsen, og på baggrund heraf knytter etik sig også til den politiske arena. I følge Aristoteles er

individet i besiddelse af en etisk fornuft, Phronesis, der retter sig mod det konkrete og

omskiftelige, og kan karakteriseres som den etiske intuition der udspiller sig mellem intellekt

og følelser. Gennem Phronesis og praktisk øvelse udvikles dyder. Dyder har alle det fællestræk

at de til en vis forstand ligger i skellet mellem underdrivelse og overdrivelse. Ved at øve sig i at

finde ”den gyldne mellemvej” og udøve gode handlinger, udvikles gradvist den gode karakter (Fink et al.1993, s. 156-159)

Set i et Sokratisk perspektiv har dialogen fokus på udvikling af individets mod til at udfolde og

udtrykke sin mening. Kun igennem dialogen finder individet sin form og sit ståsted for