HVORFOR - Efterår 2009

JAGTEN PÅ DET GYLDNE SKIND

et studiestridsskrift for filosofi og økonomi på cbs

n um m e r 4 , e f te rå r 2 0 0 9

hvorfor prĂŚsenterer:

jagten pĂĽ det gyldne skind

2

HVORFOR efteraar 2009

leder ”…for vædderen havde ikke blot et skind af det pure guld, og en menneskestemme, den kunne også flyve som en frisk vestenvind” I det 3. århundrede før vor tidsregning, beretter Apollonis om Jason og Argonauternes togt til Kolchis for at skaffe ”det gyldne skind”. Jason har fået til opgave at skaffe skindet som en betingelse for, at han kan få den trone, der retmæssigt tilhøre ham. Det bliver en lang rejse med mange udfordringer, og kun ved gudernes hjælp lykkes det Jason at få fat i skindet. Dog viser det sig, at myten ikke ender lykkeligt, idet Jason bliver vist bort, da han vender hjem med skindet og må derfor afstå tronen.

Hvordan kan denne myte have aktualitet i dag? Et spørgsmål der har været omdrejningspunktet for dette efterårs udgave af Hvorfor.

Det gyldne skind optræder i dag i mange forklædninger. Vi taler ikke om et skind fra en gylden vædder, som vogtes af en tusindøjet drage i Kolchis, men i stedet om et skind vi skaber i en kontinuerlig stræben. Dette være sig en stræben efter den absolutte begrundelse, karrieren, talentet, udødeligheden eller det guddommelige. Listen er lang. Vi gør, hvad vi kan for at få fat i det, vi har gjort til vores ’skind’. Ganske som Jason drager vi ud på en rejse for at opnå, hvad vi ønsker. Vi bygger det skib, og finder de følgesvende, der skal til, for at det kan lykkes. Om vi har gudernes hjælp til at finde vores skind, det vil vi overlade til den enkeltes tro og overbevisning, men sikkert og vidst er det, at vi alle møder udfordringer på vores vej. Skindet er ikke noget, vi blot kan få i et snuptag. Det kræver en indsats.

Værd at bemærke er at skindet ikke er målet i sig selv. Det er det, der holdes for øje, det der stræbes efter, men det fungerer som middel til at opnå noget andet: Tronen. Yderligere er det også bemærkelsesværdigt at til trods for, at det lykkes Jason at få fat i skindet, så medfører det ikke, at han kunne beholde tronen, altså nå sit egentlige mål. Det er en pointe vi kan argumentere for også kommer til udtryk i dag. Sjældent er det vi efterstræber noget, der er målet i sig selv. Sjældent stiller vi os tilfredse med det vi finder, idet vi finder ud af, at det faktisk ikke kunne skabe den højere enhed vi forventede. Det ’skind’ hvis egenskaber vi i første færd ikke kunne undervurdere, viser sig ofte at skuffe. Var karrieren virkelig vejen til lykken? Kunne talentet skabe en succesfuld virksomhed?

Gjorde troen på gud mig virkelig mere afklaret?

Måske netop derfor skal dette betragtes som et skind. Om end gyldent så dog stadig et skind, og måske netop som følge af dets karakter som skind bevarer det sin eftertragtelsesværdige status og organiserende kraft I dette nummer af Hvorfor er det en fornøjelse at kunne tage læseren med på jagt. En jagt, der foruden at se på skindets udformning i dag, skal forbi jagten på grundlaget, på meningen, på utopien og jagten på talentet. Forskellige belysninger af den form jagten og skindet har i dag, hvor bidragsyderne på hver sin måde giver aktualitet til den græske myte, som lever i bedste velgående.

Vi er alle på jagt efter et gyldent skind.

Thomas Klem Andersen og Minna Nordahl Jørgensen Redaktør 3

kolofon studietidsskriftet hvorfor

redaktører:

minna nordahl

Titel: Jagten på det Gyldne Skind, Efterår 2009

& thomas klem andersen

redaktionen:

hjemmeside: http://hvorfor.vademecum.dk

thomas klem andersen

issn: 1903-8127 (Trykt udgave), 1903-8135 (online)

minna nordahl

oplag: 350 eksemplarer trykkeri: Scandinavian book

ulrik brorson navid baharlooie magnus kelstrup mads lehnert

bladet støttes af cbs-students. henvendelse til redaktionen kan ske via: hvorfor@student.cbs.dk ris og ros modtages gerne, samt forslag til artikler, temaer etc.

Studietidsskriftet er uafhængig af politiske-, filosofiske- og økonomiske særinteresser.

sebastian belmark philip maruszewicz kenneth salomonsen ulrik borson sandra nielsen korrekturhjælp:

julie lorentzen layout:

henrik Jensen forsidebilledet:

4

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Jason med det gyldne skind, 1802-03. Thorvaldsens Museum. Foto til Skulputstudier. http:// www.thorvaldsensmuseum.dk/presse/tidligere/2009/skulpturstudier

HVORFOR efteraar 2009

indhold Jagten på det gyldne skind anno 2009 Myten om jagten på det gyldne skind Jagten på det gyldne skind

08

Münchhausens Trilemma

16

12

Jagten på grundlaget The Marxian concept of critique and the absolute immanence 20

Jagten på utopien

Keynes og finanskrisen

28

Den usynlige tradition Liberal egalitarisme

34

Jagten på udødeligheden

48

40

Stig Tøfting - En moralsk irettesættelse 50

Jagten på tema fløk In

Real Life

53

Reisebrev fra London School of Economics 58

Jagten på mening

Jagten på talentet

En Rejsebeskrivelse Kunsten at snakke med sig selv...

62

Jagten på den evaporerede mening Mening med nonsens

65

Krigen om fløkkeren Jagten på det gyldende skin(d) Vi elsker biler

70

64 67

72 77

5

6

HVORFOR efteraar 2009

Jagten p책 det gyldne skind anno 2009

7

tekst

peter wieth,

ekstern lektor på cbs, cand.polit

Myten om jagten på det gyldne skind – og hvad vi kan bruge den til i dag

V

i er alle i en eller anden forstand jægere på jagt.

Alternativt er vi gået i stå, selv faldet som jagtudbytte fældet af en grå hverdag uden fremdrift og overraskelser, og den situation skulle gerne undgås.

Nogle mennesker bliver grebet af ét enkelt mål, som styrer deres liv og gerninger. Ikke nødvendigvis irrationelt, hvis blot man accepterer, at deres præferencerelation er snævert knyttet til opfyldelse af målet og ikke ret meget andet. ”Jagten på det gyldne skind”, udført af Jason og hans argonauter, er grundtemaet for artiklerne i dette nummer af HvorFor. Og af hensyn til de læsere, som kunne have behov for en genopfriskning af den konkrete historie, har redaktionen betroet undertegnede netop denne opgave, samt afslutningsvis udlede moderne moraler.

Så følg nu med: ”Jagten på det gyldne skind” eller ”Argonauternes togt” er skrevet af Appollonios i det 3. århundrede f.K. og handler om Jason og Argonauternes togt til Kolchis for at hente det gyldne skind.

Historien begynder i Boiotien, hvor kong Athamas har to børn, Frixos og Helle. Da dronningen dør, får børnene 8

en ond stedmoder, Ino, som ved intriger får udvirket, at Frixos skal ofres til guderne for at redde høsten.

Som altid i græsk mytologi, er der både guder for og imod de forskellige personer, og fra venlig side kommer en gylden vædder, som flyver væk med Frixos og Helle ud over havet. Helle falder i havet, men Frixos ender i Kolchis ved Sortehavet, hvor han ofrer vædderen til Zeus og hænger det gyldne skind op i en lund, hvor en altid vågen drage passer på det.

I Thessalien har den onde Pelias sat sin halvbror Aison i fængsel og taget tronen. Det lykkes Aison at få sendt sin søn Jason i sikkerhed hos nogle kentaurer (halvt hest, halvt menneske, også kendt fra Harry Potter), hvor han vokser op. Da Jason er blevet voksen, opsøger han Pelias og gør krav på tronen. Pelias accepterer (han snyder selvfølgelig) på betingelse af, at Jason vil hente det gyldne skind først. Og så er historien i gang!

Jason bygger skibet Argo med Athene som galionsfigur og får 50 helte til at tage med på jagten. Undervejs oplever de mange eventyr.

De starter på Lemnos, hvor der kun bor amazoner

HVORFOR efteraar 2009

(krigerkvinder), fordi alle mænd er blevet slået ihjel.

Først kæmper de mod hinanden, men senere finder de sjovere ting at lave, og argonauterne tager først videre et godt stykke tid og en del børn senere.

Så kommer de til Propontis i Tyrkiet, hvor de hjælper dolionerne med at bekæmpe nogle usympatiske 6-armede giganter, som bor i nærheden og generer dolionerne. Senere kommer de efter en misforståelse også i kamp med dolionerne. Shit happens.

I Kios i Mysien står Herakles af. I bagklogskabens lys helt fint, for han tog videre til sin egen mytiske fortæl¬ling om de 10 storværker for kong Eurystheus.

I bebrykernes land plejer kong Amykos (søn af Poseidon), at underholde uventede gæster med en bokse¬kamp til døden mellem kongen selv og en af gæsterne. Polydeukes, der er søn af Zeus (i denne sammenhæng AKA Svanen) og Leda og olympisk mester, tager imod og vinder.

I Bithynien hjælper argonauterne den blinde seer Fineus, som til gengæld giver dem et par tips til den fort¬satte rejse. For det første skal de holde sig gode venner med

Afrodite. For det andet skal de, for at slippe gennem det farlige Bosporusstræde, prøve at sende en due ind mellem klipperne først og så se, hvad der sker. Duen får klemt nogle halefjer af, og tilsvarende slipper Argo igennem med en lidt klemt bagstavn.

På Aretias angribes de af nogle fugle med metalpile som fjer, men jager fuglene væk med metalskralder. Og langt om længe når de frem til Kolchis, hvor det gyldne skind findes.

Her vil kong Aites ikke umiddelbart give Jason skindet.

Kun hvis Jason kan klare den sammensatte opgave, at få sat to af Ares’ (krigsgud) ildsprudlende tyre sat foran en plov og derefter pløje Ares’ mark, så dragetænder på den og høste dem samme dag. Jason tager selvfølgelig mod udfordringen.

I mellemtiden vil Athene (som synes galionsfiguren var en god ide) gerne hjælpe Jason og overtaler Afrodite til at være med. Afrodite sørger for, at Aites’ datter Medea bliver forelsket i Jason og vil gøre alt for at hjælpe ham.

Medea giver ham en tryllesalve, som gør, at han kan klare tyrene. Og da det viser sig, at der kommer krigere op af jorden, når Jason sår dragefrøene, giver hun ham 9

“Men måske handler også ”Jagten på det gyldne skind” om ”det gode liv” snarere end målrettet og vellykket forfølgelse af et mål.”

det råd at kaste sten på krigerne, så de begynder at slå hinanden ihjel i stedet for. Sådan! Og endelig forhekser hun dragen, der bevogter det gyldne skind, til at falde i søvn, så Jason kan tage skindet, og de alle kan stikke af sammen.

Undervejs forfølges de bl.a. af Medeas bror, Apsyrtos, og Medea hjælper med at lokke ham i baghold, så Jason kan slå ham ihjel. Det syntes nogle af guderne ikke var så pænt gjort, så Jason skal som straf tage forbi Kirkes ø.

Hvis I kan huske Odysseen, var troldkvinden Kirke kendt for at kunne lide mænd, og forvandle dem til grise, når hun blev træt af dem. På vej til øen fulgte argonauterne samme rute som Odysseus, så der skal henvises til Odysseen.

Jason og Medea bliver gift, og efter flere eventyr, hvor Medeas intelligens og trolddomsevner viser sig nyttige, kommer de tilbage til Iolkos. Her har den onde kong Pelias i mellemtiden dræbt Jasons forældre og hans lillebror.

I stedet for at gå til angreb tilbyder Medea at klare situationen. Hun går ind i byen forklædt som gudinden Artemis og fortæller Pelias, at hun kan forynge ham. Han skal bare lade sig skære i stykker og koge i en gryde. Den er han med på efter lidt betænkning (men det er jo trods alt 10

en gudinde!?), og exit Pelias. Herefter går argonauterne til angreb, og uden Pelias erobres byen uden modstand.

Det lykkes dog ikke for Jason og Medea at finde ro. Byens vise råd (Iolkos var faktisk et demokrati) syntes, at måden at dræbe Pelias på havde været lidt for usmagelig. En god gammeldags kniv i ryggen havde vel der¬imod været ok.

Så Jason og Medea bliver landsforvist og drager videre mod Korinth – og nye eventyr. Men ”Jagten på det gyldne skind” slutter lige her!

Historien kunne bruges til at illustrere værdien af at sætte sig et ambitiøst mål og kæmpe med alle midler for at nå det. Jason ville have skindet og kongemagten, han kæmpede for det - og lykkedes.

Einstein ville opdage relativitetsteorien, Kopernikus påvise Jordens rundhed. Cæsar, Napoleon og Hitler m.fl. ville verdensherredømme. Madame Curie ville udvikle en universalmedicin og Henry Dunant (etablerede Røde Kors i 1863) skabe en bedre verden. Gandhi viede sit liv til ikke voldelig kamp for frihed mod først den engelske kolonimagt i Indien, senere over andre dele af verden. Vidt forskellige mennesker og ideer (nogle mere objektivt sympatiske end andre, men det er for så vidt

HVORFOR efteraar 2009

ir¬relevant), og forskellige udfald og konsekvenser for personerne og verden i dag. Men alle specielle personligheder kendetegnet af en indre ild, som aldrig brændte ud. De færreste mennesker, før som nu, har denne indre ild. I stedet udgør jagtens mål for mange moderne mennesker, det der lidt konfust kan betegnes ”det gode liv”.

Og hvor vi betragter disse ildsjæle med en blanding af beundring og ”det gad jeg godt nok ikke”.

Men måske handler også ”Jagten på det gyldne skind” om ”det gode liv” snarere end målrettet og vellykket forfølgelse af et mål. En nærmere overvejelse af Jasons motiver (her er der så risiko for, at folk vil synes, det var godt jeg blev økonom i stedet for psykolog, men det er egentlig ok) kan således gøre mig i tvivl om, det egentlig præcis er det gyldne skind, som har betydning for Jason, eller om det er et påskud snarere end et mål. Jason virker som en stor glad gut, der lever, slås, handler, elsker og tager livet hen ad vejen uden at tænke alt for meget. Man kan næsten se ham i indledningen over for Pelias. ”Du skal ikke sætte min far i fængsel og tage tronen, du. Hvad si’r du til det? Nå, skal jeg hente det gyldne skind? Ok så gør jeg det.” Eller næste scene i byen med vennerne over et glas ouzo: ”Jeg skal ud at hente det gyldne skind. Hvem vil med? Det bli’r rigtig sjov! Fint

nok. SUPER. Og så af sted”. Han kunne jo bare have taget vennerne med hen og dræbe Pelias med det samme i stedet for at tage på eventyr. Men så havde vi naturligvis ikke haft myten om Argonauternes togt.

Medea er en noget mere kompleks profil. Hun træffer nogle alvorlige valg undervejs og er samtidig den nøgleperson, som ved kløgt og intelligens giver historien en midlertidigt lykkelig slutning (for vores helte i hvert fald). Så hvis den ene morale man kan bruge i dag er den fra forrige afsnit: hvorledes hårdt og målrettet arbejde mod et mål bliver belønnet. Så er en anden, og mindst lige så vigtig, morale måske i virkeligheden den enkle, at: ”Det gode liv er at kunne tage på eventyr med vennerne – og samtidig have en partner, som kan hjælpe dig, når der er trouble coming up!”

11

tekst

troels jørgensen,

ha(fil.), studerer cand. it på it-universitetet

Jagten på det gyldne skind

M

ed sådan en, på en gang meget tung og meget flyvsk titel, bør man først gå til kilden. Hvad var egentlig historien om Jason og det gyldne skind? For at gøre en rimelig lang myte kort så, overtager den onde antagonist Jasons trone, og for at få den tilbage har han brug for et gyldent skind, som man jo nu engang har. Jason drager ud, besejrer dragen, får det gyldne skind, og med det kan han endelig opfylde sin skæbne og få sin trone tilbage. ”Jason og det gyldne skind” er det Joseph Campbell ville kalde en klassisk heltefortælling, indenfor monomyten om helten. Jason tager på en indre rejse ud af sig selv for at gøre noget for alle andre end sig selv og på den rejse vinder han selvfølgelig sig selv. Dette er dog en sidegevinst idet helten ifølge Campbell, skal transcendere sit jeg for at blive den personificerede myte, hvis formål det er at indvarsle en ny tid, ved at bringe en ende på den gamle. Dette kan være alt fra overgangen fra en styreform til en andet, til overgangen fra pige til kvinde.

Hvorfor kalder vi det så ”Jagten på det gyldne skind”?

Hvis man læser myten bliver det jo tydeligt, at det slet ikke handler om det gyldne skind. Det gyldne skind er en one trick pony hvor, der kun er et skud i bøssen og så skal man ellers videre. Det vi på CBS jager idag er det gode job og den gode stilling... og den fede løn. Vores vådeste drømme handler om spændende udfordringer, om knowledge management og omstillingsparathed.

12

Hele CBS’ ledelse er hell bend på at pushe dette gyldne skind, ikke kun til os, men til hele samfundet. Bevares der bliver brugt ord, som personlig udvikling, men vi ved allesammen godt hvad det handler om; pengene.

Hvad gjorde Jason da han endelig fik fat på det lorte skind? Han tog hjem. Hvad gør vi typisk når vi får den gode stilling? Vi bliver. Det viser sig, at det kun er halvdelen af myten det moderne menneske kan bruge til noget.

Det moderne menneske skal lære at sælge sig selv, det moderne menneske skal opfylde det private og det offentliges behov og kvoter, det moderne menneske skal vide hvad det vil. Det eneste det moderne menneske ikke skal, er at kende sig selv, for det er samfundet ikke voldsomt interesseret i. Vi gør køb på fælles friheder og muligheder, og i bytte bliver vi lovet blændværket om det enkelte menneskes ukrænkelighed. Så længe det enkelte menneske passer ind i det ydre, så holdes det indre helligt. Fjumreår? Spild af tid. Intet job eller uddannelsesplan som 15 til 17 årig? Vi skærer i børnechecken.

Hvorfor have mere end 5 års SU? En videregående uddannelse tager jo kun 5 år.

Oven i alt dette virak skal man også have familie, venner, sunde interesser. I gamle dage var det at gå fra barn til voksen, fra et stadie til et andet, en kollektiv opgave og et kollektivt foretagende. Soldansen hos indianerne er et godt eksempel på at kollektivet guider den unge, der dog selv har ansvaret for at tage de nødvendige skridt

HVORFOR efteraar 2009

M

ålet bliver ikke at leve som menneske på godt og ondt, målet bliver at leve som en speciel slags menneske. Hvor Jason kunne bringe ny vitalitet tilbage til samfundet, kan det moderne menneske kun bringe sin arbejdskraft, indtil denne ressource er opbrugt og nye kræfter er påkrævede. Men intet nyt er blevet tilføjet.”

og blive voksen. Processen internaliseres gnidningsfrit, fordi den bliver guidet af noget eksternalt. Som dåben i kirken. Ritualet og sammenhørigheden giver den unge ro til at søge ind i sig selv og frigøre sig fra sit gamle jeg, og indtræde i sin nye rolle i samfundet. Alle tager skridtet alene, men guides af kollektivet.

Personlig udvikling i dag, er udvikling på og for egen hånd. Ingen skal blande sig i min udvikling! Den er personlig. I en tid med stadig større strømlining af mennesket, bliver dette kontrakten. Din indre udvikling er din egen og ukrænkelig, og har du problemer så gem dem for guds skyld væk bag lukkede døre og hos psykiatere.

Men at prøve, at finde sig selv på egen hånd er vel lidt som når en hund jager sin hale. Den bliver forvirret og så falder den i søvn, for at vågne op og gentage hele processen en gang til. De fleste mennesker, unge som ældre, har brug for tid og for hjælp for at finde sig selv.

Hele verden findes ikke inden i det enkelte menneske og det er utopi, at tro at man er unik i sin udvikling og derfor ikke kan bruge den samlede visdom fra alle dem, der gik igennem præcis det sammen som en selv.

Samfundet dingler det gyldne skind foran ungdommen, men se ikke tilbage for der forsvinder jorden bag dine fødder, og se ikke til siderne for der ligger afgrunden. Problemet med den smalle sti der bliver tilbage er, ligesom den allegoriske ”dydens smalle sti”, at intet menneske kan følge den. Snart vakler den unge, snart

går den ældre ned med stress. Det eneste samfundet kan tilbyde disse faldne er løftet om det gyldne skind, eller den totale eksklusion, kontanthjælpen, førtidspensionen. For de heldige der kan holde sig på stien, der får jobbet, der udholder, der ofrer i håbet om den store præmie. De klamrer sig til deres gyldne skind i den tro, at det er dette der må være lykken, vel vidende i deres hjertes hjerte, at det var rejsen der var det vigtigste, og at alt det gyldne skind kan være og skal være, er en markør på vejen. Det vigtigste er ikke at holde fast, det vigtigste er at give slip for at komme videre. Samfundet skal være til for borgerne i stedet for at være en spændetrøje, der kun passer på én slags menneske. Problemet med et binært system er, at der altid kun vil være et rigtigt svar: det gyldne skind. Eksklusion er en naturlig følge af dette system. Det menneske, der bliver ekskluderet har endog meget svært ved at samle sig selv op, vel vidende at lige gyldigt hvad der sker nu så fejlede man. Målet bliver ikke at leve som menneske på godt og ondt, målet bliver at leve som en speciel slags menneske. Hvor Jason kunne bringe ny vitalitet tilbage til samfundet, kan det moderne menneske kun bringe sin arbejdskraft, indtil denne ressource er opbrugt og nye kræfter er påkrævede. Men intet nyt er blevet tilføjet.

Således er kampen for det hele menneske ikke noget der optager samfundet synderligt, kun den evige jagt på det gyldne skind.

13

Jagten p책 Grundlaget

tekst

steen nepper larsen,

lektor, gnosis, århus universitet oprindeligt trykt som kronik i information

22. Marts 1996

Münchhausens Trilemma Kan og skal filosofi og videnskab kunne anføre fuldstændige begrundelser? Er selvreference altid en skandale?

I

Jena og Heidelberg slog en forunderlig tysk filosof sine folder for henved 150-200 år siden. Han hed Jacob Friedrich Fries og levede fra 1773 til 1843. Han argumenterede for, at ingen begrundelse kan være fuldstændig, da en begrundelse for at være fuldstændig må indebære, at de begrundede påstande også skal kunne begrundes. For Fries føres vi altid ind i tre lige uacceptable og uomgængelige blindgyder: 1. Vi ender i en uendelig regres, dvs. begrundelsen bliver aldrig færdig.

2. Vi får et cirkelbevis, hvormed vi antager det, vi skulle bevise.

3. Vi ender med dogmatisk at antage en påstand for sand uden at begrunde den.

Disse tre problemer er gået over i den filosofiske tradition som Fries’ trilemma eller Münchhausens trilemma.

Når en filosofisk retning, en religiøs trosretning, en16

keltvidenskab eller en ideologi forsøger at overbevise sig selv og os om, at den er velbegrundet og “sikker” kan moderne arvtagere af Fries’ indsigter vises, at den hænger fast i den sump, hvorfra løgnhalsen Münchhausen ellers af egen kraft steg op med hånden om hårpisken og hesten mellem benene.

Den uendelige regres, cirkelbeviset og den dogmatiske påstands kanonisering kendes i mange udgaver. Mosen synes bundløs, hængedyndet er kommet for at blive. En selvoverbevist metafysiker vil med sindsro prædike og praktisere ud fra en fiksering af en eller flere af trilemmaets dele. En naiv videnskabsfetichist vil end ikke have tænkt eller vovet at tænke sit eget virke til bunds. De ubevidste sumpgæster er de fleste.

I hverdagslivet og hverdagssproget formuleres påstande om virkeligheden i form af argumenter, der - hvis de gåes nærmere på klingen - vil have deres udspring i den overfyldte sump. Talehandlinger kan betvivles i den sociale kommunikation, der holdes sammen af sprogets bånd, fortolkningsfællesskabet og en forventning om

HVORFOR efteraar 2009

en vis tilregnelig adfærd.

Magtfulde retoriske eksempler på Münchhausens trilemma kan være: “Gud er altings skaber, mening og mål”, “Jeg er god, fordi jeg er sød”, “Han man sagt A, må man også sige B; har man sagt B må man også sige A”, “Menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, for de er universelle og sande”, “Hvad, der er godt for General Motors, er godt for USA”.

Når Spørge-Jørgen parkeres i sin seng, forslået og uden pandekager, har forældre-autoriteten med sikkerhed genetableret den familiære ro og magtorden ved at praktisere en eller flere af de tre procedurer ovenfor.

(1) På det grænseløse og evindelige “hvorfor...?” hævdes: “derfor...sådan er virkeligheden altså bare”. Det næste betvivlende “hvorfor?” overhøres bevidst. Spørge-Jørgen er netop så fandens irriterende, fordi han ikke vil finde sig i, at et enkelt svar kan være et endeligt svar. (2) På spørgsmålet om, hvorfor han ikke er blevet en kat, får han vel blot at vide, at han er et menneske og derfor ikke en kat; og så er han jo ikke blevet et hak klogere på,

hvad den specifikt menneskelige væren er i forhold til og adskilt fra dyreverdenen. (3) “Der er bare mænd på dine seler, for det er der. Det er pæne tegninger, som børn kan lide”. “Selvfølgelig har du da ikke negle på din næse; for de sidder på fingrene på alle normale drenge.

Sådan er det. Spørg dog ikke så dumt”. De dogmatiske påstande er slået fast, men begrundes selvsagt ikke. Megen magt agerer således.

Et rationalistisk og logisk-analytisk forehavende, der ønsker at forstå og fortolke virkeligheden som et éntydigt, velbegrundet og transparent objekt, tror sig hinsides Münchhausens martrende trilemma. Hvis fortrængningen ikke skulle være grundstemningen, hyldes påstanden om, at trilemmaet er opløst.

Jeg øjner en strid mellem to filosofiske tilgange: Den ene, den ambitiøse grundlagsfilosofi ovenfor, ønsker total-transparens og ubetvivlelige bevisførelser. For den vil trilemmaet være fandens ubehageligt, et evindeligt kors for tanken. Den anden vil argumentere for, at vi må tage vor livsform, kultur og vort hverdagssprog 17

i tror, vi skal sige noget definitivt om fortiden V og historien; men vi indser, at vi til stadighed selv må konstruere denne i skæret af dens virkninger og i lyset af vor egen kontekst og erkendelsesinteresse. Tænkning er aldrig forudsætningsløs. At leve er at sætte værdi.” for givet, og at vi ikke bliver martret af, at vi “rent” filosofisk ikke kan løse trilemmaet. For filosofi skal slet ikke kunne så meget; den hverken kan eller skal fjerne os fra hængedyndets trygge væren. Denne form for filosofi ved, at vore forforståelser placerer os i en række “positive” cirkler; og at vor dagligdag er opbygget ved hjælp af adskillige udgaver af og variationer over trilemmaets tre dele.

Efter min mening er Filosofi nr.I alt for ambitiøs og blind; Filosofi nr.II derimod for kulturkonservativ og defaitistisk. Én tredie vej vil være at acceptere og erkende, at trilemmaet ikke er absolut ødelæggende for den filosofiske spekulation eller for den videnskabelige praksis; thi Fries’ trilemma kan inkorporeres i den filosofiske eller videnskabsteoretiske refleksion. Det kan blive en kvalitet ved den selvkritiske “sans”, en form for benzin, en evig anfægtelse, en stadig påmindelse om det provisoriske i vor tænkning og eksistens. Vore udsagn er altid fallible; samtalen om hvad vi er, hvad virkeligheden er og ikke mindst skal være, er uendelig. Samtidig ved vi, at vi kommer til at søsætte metafysiske projekter; alene fordi vi lever. I tale, håb, erindring og i mødet med de andre fortættes det metafysiske, der slet ikke er til at 18

pille ud af det moderne samfund. Uden metafysik taber virkeligheden sin glans; men en totalitær selvhævdende form for metafysik gør os blinde og intolerante. Som meningsbehøvende eksistenser har vi et problem hér.

Livets salt skal være porøst og krystalinsk, ikke hårdt som diamant.

Vores virkelighed som tænkende og sansende kroppe i sprogets vold indsætter os i adskillige selvreferentielle processer. Vi forsøger at forstå døden og er selv dødelige.

Vi forsøger at forstå kroppen og er selv en. Vi forsøger at forstå tiden, som vi selv er i. Vi forsøger at forstå sproget, samtidig med at vi selv taler det. Vi forsøger at forstå naturen, som vi også selv er. Vi forsøger at sige noget om og gøre noget ved det samfund, vi selv holder ved lige.

Vi tror, vi skal sige noget definitivt om fortiden og historien; men vi indser, at vi til stadighed selv må konstruere denne i skæret af dens virkninger og i lyset af vor egen kontekst og erkendelsesinteresse. Tænkning er aldrig forudsætningsløs. At leve er at sætte værdi.

Disse selvreferentielle vilkår umuliggør heldigvis en neutraliserende ambition om, at vi kan placere os som objektivitetessøgende fluer på væggen, hvorfra vi kan objektere os selv og vort liv fuldstændigt, som var vi

HVORFOR efteraar 2009

n tredie vej vil være at acceptere og erkende, É at trilemmaet ikke er absolut ødelæggende for den filosofiske spekulation eller for den videnskabelige praksis; thi Fries’ trilemma kan inkorporeres i den filosofiske eller videnskabsteoretiske refleksion.”

sommerfuglevinger under en glasplade i et elektronmikroskop eller protoner i en atommodel. Filosofi III giver gladeligt afkald på naive positivistiske, rationalistiske og empiristiske modeller for erkendelsens forfatning.

“Tunge” eksistentielle spørgsmål og videnskabelige grundlagsproblemer har vedvarende udeståender med Münchhausens trilemma. Det dør vi ikke af, hvis dette livsvilkår tages som en udfordring. Vi giver næring til mange sprogspil, der giver os mangfoldige virkeligheder at leve i. Sproget er uden overordnet hensigt.

Det er ikke blot et instrument, ej heller et redskab til fælles forståelse. På en gang er det alles og ingens. Vor metasproglige kompetence er en uhyre stærk “sans”.

En kritisk spørgen til vore egne begreber og forståelser presser sig på. Vi spørger til sproget med sproget i sproget. Vi er “meta-massører”; men vi ved også, at dét ikke er nok: sproget er ikke alt, hvad der er.

Idag synes det at være meget vanskeligt, at højprivilegere enten naturen, “det fysiske”, bevidstheden eller

sproget som havende patent på virkeligheden i bestemt form éntal. Store ontologiske henvisninger, og ontologier som positive normative “grunde” betvivles lige så hurtigt, som de bliver formuleret. Det bliver vort liv dog ikke ligegyldigt-udflydende, endsige totalt rundtosset af.

Filosofi må tydes som reflekteret og trænet undren; som en vedvarende spørgen til livet og dets vilkår i dialog med samtidens og fortidens stemmer, indfældet i en fremtid, der allerede er igang. Den kritisk rationelle spørgen er ikke livets eneste glød, omend et uomgængeligt træk ved det vågne liv og et konstitutivt træk ved en offentlighed, der er værd at befinde sig i. Indtil videre er trilemmaet kommer for at blive. Vil det mon blive dumpet i en bundløs sump en dag, når og hvis det kan blive løst, overskredet og endelig glemt?

19

tekst

ole fogh kirkeby,

professor på cbs

The Marxian concept of critique and the absolute immanence 1. Marx’ point of view istorically the concept of critique is inextricably bound up with the attempt of Immanuel Kant to establish the truth of knowledge about the world through the reference to the tension between the two fundamental schemes (Anschauungsformen) giving the space-time-form of perception, and the categories warranting the possibility of experiencing an object, sameness, causality, etc. and the “an sich” of the substantial matter of things. This concept of critique, as it is shaped through Kant’s three famous “Criticisms”, has the task to constitute the possible of an epistemological and ontological narrow, though firm, conviction in the three possible worlds of which this reality (kosmos) consists, the natural (physis), the social (polis) and the domain of beauty (kallos).

It is obvious that this project also encompasses a more limited concept of critique, the “krinein”, dedicated to remove conceptual and discursive obstacles what the Stoics called “koiné ennoia”, “common forms of thought”, by analytical deconstruction (called “anascheuazein” in Aristotle’s “Topica”), followed by a reconstruction (“katascheuazein”) of the domain of possible apophantic knowledge, and hence, is forced to result in a domination of the concept of method, i.e., in creating both logical lines of demarcation between what is identified as genuine

H

20

and false thought, and a procedure able to practise the task of demarcating. However, it is important to notice that the concept of ideology, the immanent reasons of false thinking, cannot be developed unless the whole epistemological and ontological impact of the constitutive dimension of critique has been satisfied.

Now, there are definitely many elements of Hegel’s thought to be found in Marx’ perspective, but neither his concept of abstract labour, and even not the concept “Realabstraktion”, and his concepts of total labour, total capital, – in “Grundrisse” also hinted at as having an ideological counterpart, the “general intellect” which reflects the material level as an assembly of symptoms – “Gesellsschaftsformation”, nor the more socio-psychological concepts like “Objektive Denkformen”, “Charaktermasken”, and the similar concepts of social role, are truly Hegelian in character. This is due to the simple, but important fact, that the concept of the general subject, “der absolutte Geist” in Hegel’s Logic, is neither absolute, nor even general in Marx.

In the famous Introduction to “Grundrisse” he actually performs the thought experiment of creating an absolute, immanent mind or a general intellect, and obviously fails.

Of course people could argue that so far this project fails political economy must yield to history as the sci-

HVORFOR

ence of the social, and hence, the civilising power of capital cannot be thought within the frame of ontology of the social which places the subject of critique immanently within the antagonistic dialectic of this total subject itself. This means that if grand science of the social is possible, then only as an eclectic approach, and hence, through the reference to a poorly united synthesis of incompatible scientific systems. The genuine science of the social on the other hand must be able to deduce the important relational forms which unambiguously characterises a social totality, and from these central forms develop theorems, laws, and sound methodological procedures, which allows the deduction of every important phenomenon, old or new, that appears inside this thus circumscribed historical context.

The perspective of Marx is certainly Kantian, in the sense suggested by Ernst Cassirer, end emphasized by the late Danish philosopher, Johannes Witt-Hansen, namely what concerns the construction of a variable a prori. Cassirer thought that the new physics and geometry would change our concept of time and space, and hence, little by little create a new possible world of perception transgressing the Newtonian space which Kant referred to. In line with this Marx operates with the variable a priorias of Feudalism, Capitalism and Socialism, and this is testified by his extremely meticulous elaboration of the problems of transition between societal formations, from an epistemological and ontological perspective, i.e. in relation to the koiné aisthesis, and the koiné ennoiai, to the shaping of common sense and common form of thought, the doxa or sometimes endoxa (the clever doxa).

http://www.flickr.com/photos/planeta_roig/2332958800/

efteraar 2009

Thus Marx quickly arrived at the fundamental historicotheoretical problem, how it is possible to conceive of another period, if periods differ both in relation to social ontology and epistemology, without being forced to reduce thinking to a universalistic terminology – the hate object of his scientific perspective. In other words, Marx arrived early at the post-post-modern, epistemo-ontological problem per excellence: How is one able to conceive of immanence from the platform of immanence.

This problem is, of course the same problem as the one which sounds: How is an idiografic theory of idiografics domains possible to acquire a truth value? How is a local theory of a local possible world possible?

This is after all exactly the same problem which Kant posed himself, and which let him to his so called “Copernician Turn” in philosophy. His argument was that the aporias of thought which arise when you do not accept that we perceive in space and time, and through the phenomenological framework of causality, substance, and analogy, (and a few more categories), would make the fact of perception and the fact of mathematics impossible.

21

Marx does exactly the same. He says: Which conceptual framework must we necessarily apply if we shall be able to acknowledge and explain the fact of the commodity and the practise of capital valorisation?

His answer, which we al know, is that the conceptual framework must be shaped by the contradiction between use value and exchange value, and hence, focus on the existence of objectified labour in the capacity of processing, and self-valorising value, as the substance of social relations and the centre of social practise.

From this general forms of practise and knowledge in a certain kind of society, Marx is able to reproduce the logic of a possible social world, characterised by e closed set of social categories, and by a set of exogenous conditions for the existence and reproduction of this world.

ihm der Preis der Arbeitskraft, wie früher gezeigt, auf Basis der kapitalischen Produktionsweise sich notwendig als Preis der Arbeit dastellt) so als drei verschiedene Quellen ihrer spezifischen Revenuen, des Profits, der Grundrente, und des Arbeitslohns.” (p.830)

Now, the concept of totality in Marx has a far more complicated relation to the phenomenon of reflectivity that the one of Hegel, and this constitutes the most important difference between their ways of thinking. It would be far too insufficient to state that the substance of totality in Hegel is “Geist”, i.e. intellectual spirit, and in Marx social labour. The totality which Marx refers to, when he speaks about the concept of “Totalkapital”, is an abstract totality, but abstract in a symbolic or derived sense, because it refers to “Objektive Denkformen”, which are produced and reproduced by the economic relations themselves. In the famous forty eight chapter of the Third Volume of “Das Kapital”, “Die trinitarische Formel”, Marx says:

“At the one hand the attempt to penetrate into the inner physiology of the bourgeois society, on the other hand first to a certain degree to describe its forms of life as they emerged on its surface, to present its outer connections, and to a certain degree to find a nomenclature and reflective concepts answering to this, i.e. to a certain degree first to reproduce it in language and in the process of thought.” (p.162).

“Dem Kapitalisten erscheint sein capital, den Grundeigentümer sein Boden und dem Arbeiter seine Arbeitskraft oder vielmehr seine Arbeits selbst (da er die Arbeitskraft nur als sich aussernde wirklich verkauft und 22

These ways of spontaneous reflections on the experience of practise, are called “economic mystifications”, which all origins in the form of the commodity and hence, in the processing of value as a real abstraction.

Value seems to produce value.

Thus, Marx recognises the merits of Ricardo, when he says in the second Vol. of “Theorien über den Mehrwert”, at the same time describing his own project, that Ricardo’s project was a twofold one:

On the next page Marx also acknowledges that Ricardo is able to discover the contradiction between the capitalist classes, and thus – quote – “has discovered in economy the historical strife and process of development in its roots.”

This is, as said, Marx’ own project. But he thinks it in quite another epistemological and ontological constellation between theory and practise. Because, if total capital is total, due to the real mystifications produced by the form of value, how is it possible for a thinking subject to

HVORFOR efteraar 2009

he totality which Marx refers to, when he T speaks about the concept of “Totalkapital”, is an abstract totality, but abstract in a symbolic or derived sense, because it refers to “Objektive Denkformen”, which are produced and reproduced by the economic relations themselves.”

transgress it. How could Ricardo transcend the “Schein”, and how were he, himself able, to transform the phenomenon of capital into a concept?

This problem, which today haunts Marxist thinking in many of its deviations, is the Hegelian problem of the cunning of history, now transposed into the problem of the cunning of total capital and its general intellect. It could be put at its edge in the following way: Why is the theory of Marx about the self-processing of total capital not a form of thought produced by this very totality?

Or put in another way: If critical means to transgress the horizon of sense of the object criticised, what qualifies Marx’ thinking as critical.

What further complicates this problem is that Marx wanted to base criticism in a radical immanence, just as Kant himself tried to do, and exactly not in a postponement of the establishment of the subject of knowledge – as Hegel did. Marx chose, in the Introduction to “Grundrisse”, to refer the legitimacy of his own conceptualisation of abstract value to the fact that labour was transformed into a level of practical abstraction in the capacity of unskilled, machine-dependant labour, and that this empirical fact formed the justification of abstraction itself at the theoretical level – a rather odd operation, one might say, in the light of Marx’ confession to a Newtonian method of thinking, i.e. transgressing the phenomenal level by the instruments of thought, in the first Vol. of “Das Kapital”.

It is rather obvious that Marx wanted to guarantee the truth value of his theory of capitalism in two ways. Firstly on the basis of its classical, scientific power to explain phenomena, especially the formation of capital accumulation, the average rate of profit and the average level of prizes without referring to supply and demand.

Secondly to prove the necessity of his theory due to the

practical abstractions developed by the interrelations of capitalist society. The second ambition is indeed an epistemological commitment to the ontological consequences of radical immanence.

To address this problem we have to look into the concept of immanence, and from this platform to approach the concept of critique.

2. The concept of immanence.

The concept of absolute or radical immanence, which articulates pot-post-modernisms’ final stage, is delicate, because it cannot escape aporia.

As some of you probably already know, the latin concept of “immanentia” is a translation of the Greek concept “perichoresis”. “Peri” means “around”, and “chora” is the philosophical, metaphysical, and cosmologic, canonical concept for space or “place-ness”, opposite to “topos”, which means a particular place. Chora is famous, because Plato uses it in his dialogue “Timaios” to refer to space as the room and time which offers us to stay or dwell, Chora is a woman, a mother, a nurse, the concepts modes is tenderness and care.

“Perichoresis” is a Stoic concept, applied by Chrysippos in referring to ways in which substances are able to melt together, and later used in classical, Christian thinking, for the union of the three holy persons, the Father, the Son, and the Holy Spirit, and it refers to the totality of their fusion, which does not allow anything to exist outside this whole.

“Immanentia” is introduced by Jesuit philosophy during the sixteenth century, and means that which is self-contained, and which does control its own orders of reflection. Hence, its opposite, transcendence, is ab23

1.

Immanence is that outside which nothing exists, hence, all the knowledge of itself is inside it, there is no transcendent dimension or perspective. It contains n-orders of knowledge. The concept of critique will belong to its own immanence, and every seemingly transcendent critique shall belong to its immanence, and only be able to produce an immanent transcendence.

Hence, criticism is contingent.

2.

Immanence is that which has no knowledge outside itself expect the knowledge of itself, all its self-reflective knowledge is transcendent, it contains no third order knowledge. It has a limited immanent transcendence. The concept of criticism shall, at a transcendent level, reproduce the immanence of this whole, it will reflect a transcendent immanence, i.e. produce a transcendence which belongs to the system, and must already be created here as a form of thought. This knowledge can never be apophan24

http://www.flickr.com/photos/kraskland/3226232322/

sorbed within itself, as a mode which does not alter the perspective. It must be noticed here, that Kant’s renewal of the conceptual pair immanence and transcendence, and his creation of the concept of an immanent transcendence trough the neologism “transcendental”, for the first time poses the problem of immanence with radical consequence – an epistemic consequence which Spinoza never obtained.

The concept of immanence does also, through its relation to the philosophies of emanation and genesis, contain the thought of the total presence of the creator, or of the creating principle(s), inside their work. Philosophically, vitalism contains this figure too.

Immanence in the modern and post-modern view depends on the possibility of a distinction between experience and knowledge, and some principles for their mutual transformation.

Now, as I see it, there exist four logical figures of immanence:

tic, but must rely on an ontological difference which also reduces the knpwledge of immanence, of the being matter, to a matter of causal relations without any totality.

3.

Immanence is that which has no knowledge inside it, only experience, its knowledge of itself and of everything else is outside it, it contains no second order knolwledge. Here the concept of critique is both relative and contingent, it redoubles immanence as a new system containing the first one. It presents an immanent immanence, or second order immanence.

4.

Immanence is that which has nothing outside itself except the knowledge that it has no knowledge outside itself. It contains an immanent transcendence, i.e. an n-order knowledge. Here the concept of critique consists in creating concepts which are able to form a transcendent immanence, the method is a negative dialectics.

In relation to the capitalist totality seen as an immanence, and obviously a dynamic immanence, we are ale to interpret the four aspects in the following way: Ad 1. Capitalism is a finite and closed totality, the genetic, or “principles of form”, and the functional and mechanical principles of this system-whole governs all experience, at all levels of practise, and hence, every transformation of experience into knowledge.

HVORFOR efteraar 2009

“We must simply rethink the concept of the inherent relation of knowledge and labour beyond quantitative intensification of time, and beyond capitalisation. ”

This statement can, of course, only be posed from inside this finite totality, hence, it must be tautological. From this figure probably the most wide spread perspective of capitalism as a superior strategic totality reproducing itself by producing and expropriating all phenomena inside it – and all existing phenomena are really or virtually inside it. People like Lazaretto seem to think in this way.

The concept of critique is to relate to a critical subject which is not produced in form and content by practise, experience and knowledge, by the system itself. But the “not-produced-by-the system-itself” is a negativity created by the very system. The goals and desires of this subject, its norms and values, the social interests, and the reflection of these interests by groups, are products of the system itself, because the conceptual horizon are the work of the surface of this system, and because the reflective relations of phenomenon and essence, of surface and depths, are it own creation. Thus is its transcendence. The opening of this system to the concept of something outside is thought as the product of a hidden, universal logic inside the system itself, created contra-intuitively by its own mechanism, but in principle unrecognizable as the image of Otherness inside the system itself. The thought-model drives aporia to its limit. Probably one should place strong constructivism here, too.

This is also the model of Hardt and Negri, in which the multitude becomes capitalism’s own sweet Muslims.

Ad 2. This is the paradox of idiografic universalism. The second order knowledge of this system can only be produced through the reproduction of its categories in the capacity of historicist universals. Marx claims that the se-

cret of the ape is man. The secret of history is capitalism.

Hence, every mode of production is defined in relation to the distinction between use and exchange value as it is developed generically in the processing of self-reproducing total capital. The general intellect referred to here is a situated intellect, only able to construct the fact of history as a projection from capitalism.

“So, even if the simpler category is able to have existed historically before the more concrete, can it only belong to a combined form of society what concerns its totally intensive and extensive development, while the more concrete category was more developed in a less developed form of society.” (p.24).

The practical construction of an “abstraction in the real” (Realabstraktion) by the interactions of economy, as Marx speaks about, is the conditions of creating concepts which can catch the core of this system. But these empirico-theoretical abstractions only create concepts which mirror the logic of the system itself, at a second order, i.e. the logic of its form, they are not able to release third order reflections, i.e. reflections on these situated reflections. Hence, the only normativity produced by this concept-formation is normativity inherent in the system itself, i.e. the classical concepts of equality put forward by Marx in the Gotha-Program, in which everybody performs in relation to ability, and receives in relation to need. This is, from a critical point of view, a subtle, humanist idea which hitherto has only been implemented in its disguise in the welfare state as the functioning of the law of exchange - and never was de25

cently practiced during communism.

The striking powerlessness of his theory to cope with the concept of productive labour, which Marx demonstrated in chapter four of the first Volume of “Theorien über den Mehrwert”, probably goes back to the fact that exactly in this, to day extremely important domain, the system does not produce relevant empirico-theoretical abstractions at the surface. To understand intellectual labour, and knowledge labour, in their economic basis, we have to produce new concepts, we cannot, as Marx does, be satisfied by subsuming productive labour either under production and reproduction of the fixed capital or under luxury production, and hence, relate it to the consumption of revenue (p. 190). We must simply rethink the concept of the inherent relation of knowledge and labour beyond quantitative intensification of time, and beyond capitalisation. We must not yield to the overt aporias of the famous transformation problem. Capitalism has not given the clue, as “naturally” produced concepts of relations, yet.

The weakness of this concept of immanence is demonstrated by the theoretical lack of sense for the virtual, in Deleuze’s meaning of the word.

This perspective is to a certain degree shared by mild constructivism.

3. The third concept of immanence presents the image of surrender. Here the system is an empirical chaos, closed in its own darkness between the patterns of actions, and unable itself to deliver any clue. The form-analysis is given up, and economic sociology triumphs. Here the whole is described by methods coming from outside, from sciences beyond the political economy, like econo26

metrics, social psychology, history, political science, and philosophy. They construct the system as “ein Ding an sich”, fighting the war between the perspectives of paradigms in its atmosphere. The one or the ones which win shall define the system, and prescribe its laws. This is the victory of the transcendence of immanence, but this can only happen through the reproduction of another immanence, and by denying any causal and substantial relations whatsoever between the two systems.

The lack of an inherent relation between the empirical and the theoretical immanence is the victory of a contingency which hides itself under the cover of pragmaticism.

This is social science as bad infinity, as Hegel said in his Logic.

The concept of critique is actually abolished here, because it projects standard-images of the empirical object onto it, and because it cannot handle the creation of the whole as a unique sphere of practise, experience, and knowledge. This implies that normativity is imported from outside the whole, and not given any opportunity to evolve from the inherent antagonism of the system itself. The criterion of truth for theory building and application are not developed from the unique, historical subject matter itself, and hence, the practical foundation of theory is lost.

The price of objective or universal method is the irrelevance of thought.

4. The forth perspective is the only option left.

This model comes most close to radical or absolute immanence. It implies the confession of theory to be moulded

HVORFOR efteraar 2009

R

adical immanence betrays itself. Bur it does not first and foremost do that by producing antagonisms which can be used against it. It is its seeming lack of serious cracks, or even scratches, which forces us to question it. The perfection of capitalism is its fate, its radical and reckless immanence is its Achilles heel.” from the reality of the very object self, from the system as an active whole. This theory origins in a sensitivity to the logical forms produced at the surface, as Marx so often demonstrated, not at least by starting “Das Kapital” with “die Wareform” trough this argument, that the commodity is the atom of capitalist society, incorporating its central antagonism between use value and exchange value at a phenomenal level.

Normativity is not deduced from the antagonisms of the system, it does not refer to a revolutionary subject of thought, but rather anticipated. This is how Marx actually proceeded in his works of political economy. The real subject of the analysis of capital is total capital, and hence, the general intellect, which it produces. Perhaps the proletariat can sometimes represent aspects of the antithesis to the synthesis of total capital, but it can never incorporate the general intellect.

Reflective thought is suggested by the system, not prescribed. The subject to think the critique can only produce itself by taken over the knowledge of a general intellect, which does not belong to anybody.

The idea of Marx is that critique of capitalism is possible, because the principle of immanence, that thought can only grasp itself in its extreme alienation as general capitalistically produced intellect; that it leaves en empty place, a not-yet-happened event, which the critique can concur and fill out with the knowledge, which the general intellect does not know that it has.

It is exactly the insight that there is no insight outside the general intellect but the insight that it is a system which is only closed, as long as we do not choose to transgress it, which forms the core of fundamental criticism.

Radical immanence betrays itself. Bur it does not first and foremost do that by producing antagonisms which can be used against it. It is its seeming lack of serious cracks, or even scratches, which forces us to question it. The perfection of capitalism is its fate, its radical and reckless immanence is its Achilles heel.

We must then not ask, from where critique makes its criticism, we must not try to locate it, because it is always inside the system. Instead we must begin to ask, how it begins.

It can never begin with totality, because there is no place outside from where to create this cosmo-opticon.

It must begin by some of the thoughts rubbed of the skin of the general intellect like transparent flakes or blossoms of ice. Such a sparkling membrane is the concept of freedom, in the sense of willing our will.

Determination can only control willing, by controlling the object of the will, the motives, the dreams, and the criteria of success. Bu it can never control the willing of the will itself, as Hannah Arendt spoke about in “the Life of the Mind”.

Social power can only process through forming the will, never through forming the will of the will, at the most trying to block it.

In a way Kant was right to claim that the will is unconditioned and unapproachable by our own reflection, and in a way, he was wrong. Because the will of the will has an image, and this is the core of critique. “Because to will and to considerate is the same” (“tou gar bouleúessthai kai logizesthai tautón.” Aristoteles: Nic. Ethi. 1139 a, 12f)

27

tekst

christian hestehave, ha(fil.) 3.år

Keynes og finanskrisen – en Østrigers synsvinkel

K

risen kradser. I det nuværende økonomisk-politiske klima finder vi, at denne før så umiddelbare konstatering nu omgiver os fuldstændigt. ”Krisen kradser” er blevet en talemåde, der gennem mediernes ustandselige fokus på vestens miserable økonomiske tilstand til stadighed tilskriver den mere tyngde. Til trods for bail-outs, bankpakker, midlertidig momsfritagelse og skatteomlægning står vi stadig tilbage og beskuer kontraktionerne i økonomien. Krisen kradser stadig, og den førnævnte konstatering har nu bredt sig til spørgsmålet: hvorfor virker vores tiltag ikke?

Svaret man hører i alle lejre er simpelt: Staten har ikke investeret nok. Hvis blot Staten foretager enorme investeringer i udvalgte sektorer, vil økonomien på sigt komme sig. Om man er blå eller rød på Christiansborg er omdrejningspunktet for den politiske debat ikke hvorvidt staten skal intervenere direkte i økonomien, men rettere sagt i hvor høj grad dette skal gøres.

De politiske interventioner i økonomien bygger på en specifik opfattelse af markedets irrationalitet og uforudsigelighed, der tilhører af den keynesianske skole.

Denne skole inde for økonomisk teori opfatter per definition markedet som ustabilt i en negativ forstand.

Der vil konstant forekomme skadelige konjunkturudsvingninger, som eroderer økonomien hvis ikke de kontrolleres gennem direkte kontrol af renten. Man stræber 28

efter fuld beskæftigelse ved at stimulere efterspørgslen gennem offentligt forbrug. Den keynesianske skole mener, at stimuleringen af den samlede efterspørgsel vil øge incitamentet til at øge produktionen. Dermed vokser økonomien samtidigt med at ledigheden reduceres.

Ifølge denne tankegang vil statens indgreb reducere risikoen for at der opstår uforudsigelige udsving i den private sektor.

Statens hensigt med konstante interventioner i og regulering af markedsprocessen er at bringe økonomien tilbage i ligevægt. Vurderingen af hvornår økonomien rent faktisk befinder sig i ligevægt, equilibrium, er et udtryk, der i høj grad misbruges som grundlag for arbitrære argumenter om vækstpakker og interventioner. Den danske venstrefløjs retorik befinder sig i dette tilfælde i et fængsel af keynesianske grundantagelser om økonomisk teori, der forhindrer dem i at komme med andre løsninger end dem baseret på offentlige investeringer.

Denne opfattelse deles ikke bare af den danske venstrefløj, men i lige så høj grad af regeringer over hele kloden. Hvis vi tager USA som eksempel, har den nuværende præsident, Barack Obama, optaget mere gæld en alle øvrige præsidenter tilsammen. Ud over dette, har den amerikanske centralbank (FED) forgæves forsøgt at kickstarte økonomien via kontrol af renten, der nu

HVORFOR efteraar 2009

befinder sig på et historisk lavpunkt, og dollaren er samtidig under massivt pres som en direkte konsekvens af Obamas gældsætning og FED’s massive ekspansion af pengemængden. Den amerikanske økonomi bærer på en byrde af skelsættende karakter.

In the long run we are all dead Det er en alvorlig situation, verdensøkonomien befinder sig i, men den største trussel består i en økonomisk teori, som for længst burde være erklæret død. Arven efter Keynes har henlagt økonomer i et intellektuelt mørke, der umuliggør økonomiske reformer, som kan redde det frie marked fra politikeres gode intentioner.

Den østrigsk-økonomiske teori er i mine øjne tidens mest relevante i forhold til at reformere det økonomiske system. Der er tale om radikale forskelle fra den keynesianske teori, der fortsat lægger arbejdspladser øde og devaluerer valuta.

Det er en teoretisk platform, der i det nutidige økonomiske klima er begyndt at vinde terræn, til trods for at den så dagens lys før John M. Keynes udgav sit hovedværk General theory of Employment, Interest and Money i 1936.

The harm done… was that they removed economics from

reality – Ludwig von Mises Equilibriumsbegrebet har været omdrejningspunktet for den økonomiske teorihistorie siden Adam Smiths tese om den selvjusterende markedsmekanisme, og mange økonomer har i Smiths fodspor uddybet denne tese yderligere, idet de har forsøgt at opsætte grundlæggende præmisser hvorudfra tesen kan matematiseres og formaliseres. Denne tilgang har afstedkommet forskellige derouter inden for økonomien, der hver især har forsøgt at forklare hvilke aksiomer, der ligger til grund for økonomiens evne til at justere sig selv. Det er helt centralt, at man har disse aksiomer for øje, da de definerer den pågældende økonoms grundsyn på den herskende rationalitet i markedet, og dermed også forudsætningerne for hvorledes equilibrium artikuleres.

Grundaksiomet i den Østrigske Skole er, at individet træffer valg på baggrund af individuelle præferencer for at nå et givent mål. Disse præferencer er ydermere ikke målbare, og kan derfor ikke indsættes i en matematisk model, da man ikke tilskriver det mening at foretrække 2,85 af et givent gode frem for 1,75 af et andet.

Matematiske modeller kan bruges beskrivende, men de kan ikke fange essensen i menneskelig handlen, da mennesker per definition besidder individuelle indifferenskurver, der ikke kan adderes med andres. Der er 29

tale om en logisk deduktion fra selvevidente aksiomer, hvilket betyder, at den Østrigske Skole ikke opererer med samme equilibriumsbegreb som i keynesianismen.

Handling bygger på en forståelse af fortiden, der giver individet anledning til at tro, at fremtiden vil bevæge sig i en given retning, og derved om handlingen vil være profitabel.

Markedet er derfor en dynamisk uforanderlig størrelse, der konstant rekonstituerer sig selv gennem aktørernes ændrede præferencer og dertilhørende transaktioner.

Den østrigske teori har derfor ikke fokus på equilibrium som en tilstand i økonomien, men derimod på selve markedsprocessen hvorigennem individerne agerer.

Dermed er det individet, der tilskriver godet dets værdi, og ikke produktionsomkostningerne eller arbejdstiden.

Det er i østrigernes øjne nyttesløst at betragte equilibrium som en faktisk tilstand, der er opnåelig i økonomien, da den som en konsekvens af deres grundantagelser, må være en statisk tilstand.

Equilibrium bør derimod ses som en proces, der udvikler sig over længere tid, hvor fremtiden er en funktion af kreativiteten og fortidens fejl. Equilibrium bliver herved et teoretisk begreb, der beskriver en iboende tendens i markedet. En tendens der aldrig når en ende, fordi den er konstitueret af menneskelig kreativitet, innovation og handlen.

Dette har enorm betydning for hvordan vi forstår den nuværende krise. Mange politikere og økonomer verden over har det seneste år kløet sig grundigt i skægget for 30

at finde kimen til krisen. Kritikken den østrigske skole rejser i dette henseende bygger netop på deres kritik af matematiske modeller, som adækvate rammer for økonomisk forståelse: The mathematical economists disregard the whole theoretical elucidation of the market process and evasively amuse themselves with an auxiliary notion [i.e., equilibrium] employed in its context and devoid of any sense when used outside of this context – Ludwig von Mises, Human Action 1957 Kontrol af markedet betyder kontrol af individerne, der udgør det, og politikere kan umuligt kende markedets aktørers interesser bedre end aktørerne selv.

Men han har jo ikke noget tøj på De keynesiansk funderede interventioner synes at have spillet fallit. Rentekontrol og offentlige investeringer har ikke medbragt de intenderede løft til økonomien, som oprindeligt var intenderet. Nok har vi set en stigning i det amerikanske BNP, men skal huske på, at BNP blot er udtryk for den aggregerede handel i økonomien. Dette betyder, at hvis der foretages massive investeringer på baggrund af en massiv kreditekspansion eller gennem offentlige investeringer, vil det stadig influere BNP positivt. Derfor kan BNP vokse imponerende gennem disse investeringer i tiden op til en bobles brist, men med tiden skal de realiseres. Dette var netop hvad der

HVORFOR efteraar 2009

E

quilibrium bør derimod ses som en proces, der udvikler sig over længere tid, hvor fremtiden er en funktion af kreativiteten og fortidens fejl”

hændte i den nuværende krise, hvor vi oplevede, den amerikanske centralbank rentekontrol skævvred markedet gennem en sand syndflod af kredit. En direkte konsekvens af denne monetære politik var en oppustning af boligmarkedet, hvor det bedre kunne betale sig at forbruge end at spare op og investere.

Da man derefter ser, at boblen brister forsøger man at genoprette balancen i økonomien gennem rentekontrol og kreditekspansion. Også i Danmark har vi set lignende reaktioner, senest da Kristian Thulesen Dahl (DF) foreslog at tvinge bankerne til at låne ud.

Det er paradoksale løsninger, da disse elementer var centrale for oppustningen af boblen til at begynde med. Den keynesianske tradition er tydelig idet renten anskues som en monetær variabel, der styres, og ikke en reel variabel.

Hvad vi i virkeligheden var vidner til var en korrektion i markedet. En korrektion der er alvorlig nok i sig selv idet mange investeringer styrtdykker i værdi, men den skal ses som en absolut nødvendighed og betingelse for markedets selvjustering.

Mo’ money mo’ problems Staten reagerer herefter med bail-outs, der ses som en absolut nødvendighed, for at sikre opretholdelsen af systemet.

Man opkøber dårlige lån, og forhindrer dermed markedet i at korrigere sig selv og genallokere kapital. Der hersker fra statens side ingen tillid til markedets autonomi, hvilket er en direkte konsekvens af de grundlæggende aksiomer,

man lægger til grund for markedet.

Tanken bag den keynesianske forbrugsbaserede økonomi er, at så længe væksten i økonomien overstiger inflationen er økonomien sund. Problemet opstår når væksten ikke er bygget på en reel vækst i værdi i samfundet, men derimod et BNP som pustes op af forøgelser af det aggregerede forbrug, der skal drive økonomien mod fuld beskæftigelse.

Vi kan med andre ord ikke forbruge os rige.

Når centralbankens monetære politik slår fejl er det ikke fordi dens politik er forkert, men selve det frie marked.

Der måtte være noget grundlæggende galt med markedet idet det ikke føjede sig under statens vidunderlige monetære politik og de bagvedliggende teorier. Statens og centralbankens hybris er årsag til det økonomiske forfald vi står overfor. Hvis man ønsker at implementere blot dele af den østrigske skoles teoretiske platform, må staten nødvendigvis afgive suverænitet til fordel for markedets autonomi Ydermere skal centralbankens rolle drastisk beskæres, hvis endda ikke helt afskaffes, og dollaren skal ved lov bindes til et knapt materiale, der ikke kan kopieres eller skabes kunstigt. I denne forstand er det nærliggende at vælge guld.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse elementer af østrigsk teori. Jeg vælger at fremhæve dem for at illustrere hvilket alternativ der eksisterer til det nuværende system.

31

“Vi kan med andre ord ikke forbruge os rige”

Tillid er godt, kontrol er bedre Det er ironisk at den keynesianske kritik af markedet beror på mangel på stabilitet og bæredygtighed i økonomien. Den keynesianske praksis om underfinansierede økonomiske tiltag, der budgetbalanceres af væksten, er ikke blot undergravende for markedets stabilitet, men også for tilliden til valutaens værdi. Den keynesianske underfinansiering fungerer kun så længe der eksisterer aftagere af den akkumulerede gæld. Den keynesianske kritik af markedets manglende evne til at stabilisere sig selv er ikke berettiget, da man opstiller de værst tænkelige forhold, hvori markedets aktører agerer. Forhold der er plaget af usikkerhed, rigide regler og inflation.

Kriser er den opportunistiske politikers absolutte bedste brændsel, da de er den bedste måde hvorpå vedkomne kan vise handlekraft og initiativ overfor befolkningen. Det er også i disse tilstande, hvor staten kan udvide sin autoritet til nye områder, blot ved at henvise til sin egen suverænitet samt forpligtelse til at beskytte borgerne.

I økonomisk henseende er staten blevet offer for sit eget totalitære væsen, og den markante forøgelse af statens størrelse medfører trange kår for markedet, da dette nødvendigvis må finansiere statens udgifter.

Politikeres, centralbankers og økonomers analyser og tiltag underlægges ikke Poppers kritiske prisme, de antages som sande og sluges råt. De sluges råt, fordi der i samfundet hersker en nærmest apatisk tilstand af politisk nihilisme, som kontinuerligt gødes af politisk populisme og opportunisme. Store reformer og omvæltninger vokser ofte ud af kriser, som en nødvendig eller ligefrem 32

tvungen konsekvens. Men reformer bærer ingen værdi i sig selv. At reformere kan lige så vel forlænge en krise som det kan standse den – det afgørende er på hvilket teoretisk basis reformen opbygges, og hvilket bias man styres af.

Efter finanskrisens udbrud forsøgte man i de brede politiske kredse på pinagtig vis at stille spørgsmålet: hvad gik galt? Pinagtigheden består i den implicitte accept af neoliberalismens, og ikke mindst selve kapitalismens, sammenbrud. Finanskrisen tales op til at være en konsekvens af grådighed og uansvarlighed på Wallstreet, og der findes ingen grænser for hvor mange laster, der er at finde i buen på det altædende kapitalistiske uhyre.

Allerede på dette tidspunkt lød startskuddet til en global værdikamp, vis omdrejningspunkt var selve markedets ontologiske væsen. Årsagen til dette udgangspunkts vitale betydning for alle elementer af den fremtidige diskussion er, at det er bydende nødvendigt at kende til disse forhold før man initierer en global debat om kapitalismens sammenbrud. Det er ikke neoliberalismen, som har fostret denne krise, men politikere og økonomer, der har opereret på et keynesiansk vidensgrundlag, som er blevet det foretrukne økonomisk-analytiske prisme i stedet for den teoretiske deroute det burde være.

HVORFOR efteraar 2009

Jagten p책 Utopien

33

tekst

ole grünbaum,

forfatter

Den usynlige tradition

D

er er en meget, meget gammel tradition, som der har været ”sunget om” af mennesker fra tidernes morgen. Og gennem alle århundrederne har der været ”troubadourer”, som sang denne sang - på alverdens sprog, til alverdens musik. Og ikke alene sang de sangene, de digtede dem på ny.

Jeg er ikke ude på at holde læseren fanget i tynd spekulativ luft, så lad mig med det samme blive mere præcis om, hvad det er for en sang. Det er ikke nødvendigvis en sang i ord og musik. Det kan også være tale.

Lad mig nu introducere sangen fra den usynlige tradition, og selvom den kan spores langt tilbage i tiden i alle regioner af verden og i alle kulturer, så kan det ikke være helt upassende at starte med en historie og nogle ord fra de indiske skrifter, kaldet Upanishaderne, hvoraf de ældste er mindst 2.600 år gamle. I Chandogya Upanishaden hører vi (i bog VI), at en fader sendte sin søn til en skole for at studere de gamle indiske skrifter. Efter 12 år kom den unge mand tilbage til sit hjem, ”meget stolt af sin lærdom”. Faderen spurgte ham nu: ”Har du spurgt dine lærere om den viden, som kan sætte et menneske i stand til at høre, hvad man ellers ikke kan høre, opfatte, hvad man ellers ikke kan opfatte, og kende det, man ellers ikke kan kende?”

34

Næh, den form for viden havde sønnen ikke lært om. Så faderen instruerede ham nu i denne viden ved hjælp af nogle analogier. For eksempel bad han ham putte noget salt i et glas vand og komme igen næste morgen. Der bad faderen sønnen om at give ham saltet tilbage, men sønnen kunne nu ikke finde saltet. Faderen bad han smage på vandet. ”Det smager salt”, sagde sønnen. ”Så find saltet”, sagde faderen. ”Jeg ser kun vand”, sagde sønnen. ”Jeg ser ikke noget salt”.

Så sagde faderen: ”På samme måde, min søn, kan du ikke se Atman (Ånden). Men i virkeligheden er han her – som en usynlige og subtil essens er han Ånden i hele universet. Det er virkeligheden; det er sandheden; det er den, du er!”

Andetsteds i samme upanishade siger faderen: ”Dette er mit Selv, som er inden i hjertet, som er større end jorden, større end himlen, større end alle verdener. Dette er Brahman.”

Atman, Brahman, det er måske til at blive forvirret over, men kært barn har mange navne. I den indiske filosofi er Brahman den højeste virkelighed, og det vi i andre lande kalder Gud. Men det er også samtidig menneskets (højere) ”Selv”!

HVORFOR efteraar 2009

Jeg er ikke ude på at introducere læseren til indisk terminologi. Og lige her er det slet ikke anliggendet, som jo er at præcisere nærmere, hvad det er for en tidløs sang, som mestrene fra den usynlige tradition har sunget.

Bliver vi i tiden for cirka 2.500 år siden og hopper vi 4.000 kilometer østpå – til Kina, møder vi Lao-tse, forfatteren til Tao-te-king. Brahman, Atman, Gud, Tao. Igen må vi konstatere, at kært barn har mange navne, for de synger om det samme: En usynlig kraft, som er evig og som er i alt, og et menneske, der kan kende denne gennem en ganske særlig oplevelse og erkendelse.

Tao-te-king kan læses som en række gåder – eller instruktioner. Tao er både vejen og målet. Tao er det uendelige, det der var før alting, og det der er – i alting. ”Den vise” er den, der kender dette, og Tao-te-king taler om vejen til at leve i overensstemmelse med Tao. Filosofien, måden at udtrykke sig på og hele begrebsverdenen, er så tilpas forskellig fra den samtidige indiske, at vi godt kan udelukke, at de to veje, den upanishadiske/vediske og den taotistiske, har været i direkte kontakt ved denne tid. Hvis de to veje har været i forbindelse, hvilket ikke kan udelukkes, så må denne forbindelse have fundet sted mange, mange århundreder tidligere, for hele

tonen i taoismen er så anderledes. Så frisk, kan man sige, når man som mange af os har været noget overfodret med den indiske mysticisme efter 60’er-ungdommens store interesse herfor.

Tao-te-king er så absolut original kinesisk, og alligevel siges/synges det samme som tusinder af kilometer østpå.

Og dette for to og et halvt tusind år siden, hvilket jo peger på, at disse sangtraditioners oprindelse stammer fra en meget ældre tid eller er opstået uafhængige af hinanden.

Begge muligheder er yderst interessante. Hvis de stammer fra en oldgammel fælles tradition, vil denne tradition være den ældste menneskelige åndelige tradition, vi kender til.

Hvis de på den anden side er opstået uafhængigt af hinanden, viser det med al tydelighed, hvor stærkt behovet for at finde sig selv har været gennem alle tider og på alle steder.

I kapitel 4 siger den kinesiske vismand: Tao er et tomt kar; det bliver brugt, men aldrig fyldt op.

Uudgrundelige ophav til de 10.000 ting!

Dæmp skarpheden, løs knuden op, neddæmp det blændende, bliv ét med støvet.

35

Skjult i dybet, men altid til stede!

Jeg ved ikke, hvorfra det kommer.

Det er gudernes forfader.

Der tales om noget, der fortoner sig langt tilbage i tiden til de allerførste tider og som dog er til stede lige nu og som man kan kende, hvis man følger ”vejen”.

Tager vi nu springet mod vest, 8.000 kilometer, til Hellas, stadig cirka 500 år før vores tidsregning, finder vi filosofferne. Filosofi betyder ”kærlighed til sandheden”, og dette begreb er senere som universitetsfag kommet til at omfatte næsten enhver form for tænkning og reflekteren over menneskelivet, men i sin oprindelse var en filosof én, der søgte efter sandheden i eksistensen.

Også den græske tradition fortoner sig i fortiden, men meget blev samlet op af den store forfatter Platon, blandt andet Pytagoras’ ideer, men mest taler Platon om sin læremester Sokrates, som han lader sige de største sandheder.

I Republikken taler han om, hvordan mennesker skal uddannes i videnskaberne og kunstnerne, så de kan være i stand til at nå den største visdom og lede andre. I sin berømte hule-historie siger han, at de må vende sjælens øje væk fra den forgængelige verden, ”indtil det er i stand til at fæstne sig på og dvæle i den virkelige verden.” Det er vist det, vi i dag kalder meditation, og nyere arkæologiske fund på Sicilien, som var græsk i oldtiden, har afsløret meget om ”terapeuterne”, en oldgræsk vej til at forene sig med Det Ene, hvor deltagerne sad i tavshed 36

i huler i timevis.

Et andet sted (i Timaeus) taler Platon direkte om ”den guddommelighed, der findes i hvert eneste menneske”.

Det græske ord for denne guddommelige gnist i mennesket er daimon, og det er en stor ironi, og måske en karakteristik af vor tidsalder, at dette ord, som dæmon, nu er kommet til at betyde noget aldeles skrækkeligt.

Men sådan er det gået med den græske filosofi som med så mange andre antikke skrifter, over århundrederne er ordene kommet til at betyde noget helt andet. Platons store begreb, idé, som han selv opfandt, er således nærmest kommet til at betyde en tanke, hvor det hos Platon betød en vision. Idé betyder på oldgræsk ordret ”jeg har set”, altså noget helt andet en blot en tanke, snarere noget Platon havde set i et indre syn.

I et andet berømt Platon-skrift, Symposium, hvor Sokrates og venner mødes og drikker vin og holder taler og samtaler, fortæller Sokrates (som den eneste gang hos Platon) direkte om sin guru, ypperstepræstinden Diotema fra Oraklet i Delfi. Han fortæller, at det var Diotima, der instruerede ham i den absolutte kærlighed, som er al visdomssøgens højeste mål. ”Den der er blevet indviet i Kærlighedens Mysterier”, siger Diotima, ”og har lært at se det skønne i alting, vil ved enden af denne rejse pludselig opdage en hel vidunderlig skønhed – en natur som for det første er evig og hverken gror eller falmer, hverken vokser eller svinder, og for det andet er den ikke smuk set på én måde og grim set et andet sted fra, men det er den absolutte

HVORFOR efteraar 2009

en de fleste religioner er stiftet i M en mesters navn – dog uden dennes godkendelse, idet det skete efter dennes død.”

skønhed, som er enestående, enkel og altid er, og det er den der uden selv at blive større eller mindre giver skønhed til alt det andet, der følger loven om at gro og falme i sin skønhed. Og den der nærmer sig denne absolutte skønhed med sand kærlighed i hjertet, er ikke langt fra rejsens mål. ... Og hvad nu hvis I havde øjne til at se denne sande skønhed, denne evige skønhed, helt rent og ubesmittet, ikke forurenet af jeres dødelighed og ikke farvet af alle menneskelivets forfængeligheder, og I havde den for jeres øjne hele tiden og det var den, I var sammen med, den sande, enkle, evige skønhed?

I det samvær, hvor man skuer den absolutte skønhed, er man i stand til at fremkalde – ikke billeder af skønhed, men virkeligheder, for den absolutte skønhed er ikke et billede, men en virkelighed. Og dette vil give næring til, at man udvikler den sande måde at være på, hvor man er en ven af Gud og lever i udødelighed, så meget som et dødeligt menneske nu kan det. Det ville da ikke være et helt uædelt liv, vel?”

Det er karakteristisk for Platon, såvel som for Lao-tse og forfatterne til Upanishaderne, at der altid tales om ”det skjulte”, ”selvet”, ”den højeste virkelighed”, osv. i forbindelse med, hvordan man kan komme til selv at opleve det.

Det er præcis dét, der er pointen og ærindet hos de store mestre. Der tales om en mulighed for ethvert menneske.

Den der taler har selv gået vejen og vender sig nu mod sine samtidige og siger: ”Dette er muligt. Jeg har ople-

vet det, og du kan også.”

Formålet er altså slet ikke at filosofere, som vi forstår filosoferen, og det er heller ikke at tro. Det er tværtimod at vide, at kende det skjulte ved egen oplevelse.

Mestrene, poeterne, vismændene, troubadourerne eller hvad vi vil kalde dem, er derfor hverken kunstnere eller filosoffer. De er – på hver deres måde og i hver deres sprog – læremestre, praktiske inspiratorer til at ”finde vejen”.

De er heller ikke teologer. Religioner kan være skabt i deres navn, som det er tilfældet med Jesus, Buddha, Muhammed, Guru Nanak og mange andre. Men selv stiftede de ikke nogen religion i deres egen levetid. Hvorfor skulle de også gøre det, når de kunne vise folk vejen, så alle kunne have deres egen direkte oplevelse? Som apostlene udbrød: ”Vi har set den levende gud”, og så længe man gør dette, er denne direkte oplevelse ens religion.

Men de fleste religioner er stiftet i en mesters navn – dog uden dennes godkendelse, idet det skete efter dennes død. Og det er en stor ulykke, at disse religioner nu adskiller mennesker i stedet for at forene dem. Deres ophavsmænd sang alle om det samme, ”Den ene Gud” eller som hos den romerske filosof Plotin blot ”Den Ene” eller som hos Platon ”Det Gode”.

Forskellen mellem mestrene er ikke deres filosofier, de idéer de udtrykte deres budskab i, men deres stil, nøjagtig som forskellen mellem Bach, Mozart og Beethoven.

37

Musikken er i sin essens altid den samme, men tiderne skifter, så for at nå ind til den samme essens, må forskellige tider bruge forskellige virkemidler.

Enhver ny mester inden for kunstarterne, hvad enten det var Shakespeare, Mozart eller Picasso, gjorde en gammel tradition levende på ny. Ligeså med troubadourerne. De gjorde alle sammen en gammel tradition levende for deres samtidige. Inden for den kunst at kende sig selv og blive ægte lykkelig i dette liv var de alle avantgarden på deres egen tid og på deres eget sted. Mens de levede.

Det kan være svært umiddelbart at se dette, for problemet er, at de efterladte skrifter kun giver os en tredjedel af sandheden om troubadourerne. Og endda kun en skygge af en tredjedel.

Mestrenes virke indebar nemlig tre elementer: 1. Deres egen tale og virke ansigt-til-ansigt med levende mennesker; dette har vi en skygge af i form af skrifter, men kun en skygge. 2. Det næste element var alle de mennesker, de samvirkede med og påvirkede; de er væk og i de fleste tilfælde har vi ingen, eller kun få sporadiske vidneudsagn fra disse mennesker. 3. Endelig er der den sidste del: den praktiske vej til at vende sig indad og ”skue Den Ene”. Disse praktiske veje i form af meditationsmetoder og lignende er tydeligvis forsvundet fra religionerne, i al fald i deres originale form, men de er ofte forudsætningen for troubadourernes ord.

Så vi har en skygge af en tredjedel: mestrenes ord på tryk. Men denne skygge er så stærk, selv flere hundrede og endda tusind og to tusind år efter, at man kan få gåsehud af at forestille sig, hvor stærkt den oprindelige 38

sol har skinnet.

For tiden hedder verdens bedst sælgende poet Rumi. På engelsk er der omkring 300 bøger man kan købe lige nu – de fleste med gendigtninger af hans persiske vers.

Han levede 1207-72, og boede i den største del af sit liv i Anatolien, i den tyrkiske del. Han har efterladt sig næsten 100.000 vers. Her synger han om vejen til at kende sig selv, om de indre oplevelser af ekstatisk glæde, og om forståelsen af, at menneskelivets formål er at finde og kende og blive ét med den evige livskraft, som er i alt levende, og altså også i ethvert menneske.

Rumi, også kaldet Mevlana (mester), var en muslimsk lærd, som underviste sine elever i retsvidenskab og i en østpersisk mysticisme, som han havde arvet efter sin far. Familien var kommet fra Balkh-området i Khorosan i det nuværende Tadsjikistan. Det var mødet med den omvandrende sufi Shams fra Tabriz, der for alvor satte fut i Rumi. Shams indviede ham i en hemmelighed, som gjorde at han kunne vende sanserne indad og direkte opleve det guddommelige. Men han underviste også i en vej, og de indviede kaldte sig ”Elskere” – slet og ret, idet den indre oplevelse føltes som fuld af kærlighed, rettere som overvældende kærlighed, til alt, til universet, til Gud, til hinanden, til livet.

Et lille digt af Rumi: Kærligheden lærer sjælen tusinder af gode manerer, som ikke kan læres i nogen skole.

Blandt hundrede mennesker står Elskeren ud så klart som månen, der skinner på himlen blandt stjernerne.

Selvom sindet har lært alle de forskellige religioners spidsfindigheder, så ved det intet og bliver kun forvirret af

HVORFOR efteraar 2009

Kærlighedens Lære.

Der er altså tale om en ikke-intellektuel viden, som beruser og forbedrer og forfiner et menneske.

Et andet sted skriver Rumi:

Den intellektuelle er altid i færd med stille sig selv til skue; mens elskeren, sårbar og beruset af glæde, glemmer sig selv.

Intellektuelle stikker af, bange for at drukne; elskerens hele idé og hensigt er at drukne i kærlighedens hav.

Intellektuelle finder hvile ved at opdigte den; elskere finder det skammeligt at ville hvile sig.

For at blive intellektuel må et barn blive gammelt før tiden; i kærlighedens verden bliver en gammel mand ung igen.

Efter et par år sammen forsvandt Shams sporløst, og man har mest kendt til Shams, fordi Rumi priser ham som tidens største vismand. For nogle årtier siden fandt man imidlertid samlinger af noter, som Rumi og andre havde skrevet ned, når Shams talte. De er nu udkommet i engelsk oversættelse, og sproget er forbløffende dagligdags og nutidigt:

til andre ting, opnår du ikke nogen sikkerhed for dig selv, så dit liv kan blive lykkeligt og fuld af glæde, ligesom du heller ikke opnår at blive opmærksom på din egen begyndelse og afslutning. Også selvom mennesket beskæftiger sig med videnskab, som er den bedste beskæftigelse for folk af denne verden, fordriver det bare sin tid og bliver holdt tilbage fra sit formål.

Intellektet fører dig til dørtærsklen, men det kan ikke tage dig ind i huset.

Du bør søge at vide dette: Hvem er jeg? Hvad er min essens? Hvorfor er jeg her? Hvor er jeg på vej hen? Hvad er min rod? Hvad gør jeg lige i dette øjeblik? Hvad er mit fokus?

Når nogen virkelig er i den tilstand (hvor de oplever det guddommelige – forfatterens bemærkning), så er de der hele tiden – hvad enten de spiser eller er på lokum. De er på lokum og alligevel er de i den tilstand. Hvordan er den tilstand? Du sidder og skider, og alligevel er du i den tilstand!

Shams’ temmelig bramfrie ord minder os om, at selv efter tusinder af års teknologiske, videnskabelige og filosofiske udvikling – så er det at kende sig selv gennem ordløs fordybelse det samme, som det altid har været.

Også lige nu er der mennesker, som beskæftiger sig med dette: at kende sig selv gennem ordløs fordybelse.

Den usynlige tradition lever, som den altid har gjort.

Mennesket blev skabt med et bestemt formål – nemlig at vide hvor det kom fra og hvorhen det går.

-------------------

Mennesket er blevet givet de ydre og de indre sanser som redskaber i denne søgen. Hvis du bruger disse redskaber

Ole Grünbaum er ved at skrive en bog om mødet mellem Shams og Rumi i 1244-48 i Anatolien.

39

tekst

mette smølz skau,

filosofistuderende ved sdu,

Liberal egalitarisme

og Rawls´ differensprincip som muligt grundlag for det retfærdige samfund

Ethvert samfund må tage stilling til spørgsmålet om distribution af goder. Er det rimeligt at omfordele ressourcer fra de rige til de svage, og hvis det er, hvordan kan man så begrunde det, og udfra hvilke principper bør det gøres? Nogle mener ikke, at staten legitimt kan blande sig på denne måde, mens andre mener, at statens indblanding er nødvendig for at sikre et retfærdigt samfund. Samtidig hersker der en bred uenighed om, hvad et retfærdigt samfund er. En af de mest markante teorier om dette er fremsat af John Rawls, der danner et begreb om retfærdighed udfra begrebet om rimelighed (fairness).

Rawls er en af den moderne politiske filosofis største skikkelser. Ikke fordi at så mange har tilsluttet sig hans teori, men fordi han på det nærmeste er uundgåelig for en diskussion af emnet. Efter Rawls udgav værket A Theory of Justice, har andre teoretikere valgt at fremlægge deres synspunkter ved at tage udgangspunkt i Rawls og kritisere ham. På den måde er en stor del af de politiske filosoffer i opposition til Rawls. Det vil sige, at man må sætte sig ind i Rawls teori for at forstå andres teorier, der er skrevet efterfølgende, fordi de ofte bygger på Rawls´, uanset hvor uenig pågældende teoretiker er med ham.

Formålet med denne artikel er at give en kritisk redegørelse og diskussion af Rawls´ mest kontroversielle princip, nemlig ”differensprincippet”. Det er bl.a. dette 40

princip, der har gjort Rawls så berømt og omdiskuteret, som han er, både på grund af princippet i sig selv, men også på grund af de argumenter han bruger til at forsvare det med. Differensprincippet går ud på, at enhver ulighed i et samfund skal være til fordel for de svagest stillede.

Rawls tager altså ikke afstand fra uligheder, medmindre de kun gavner de bedst stillede. Hvis uligheder er til gavn for både de bedst og de dårligst stillede, er de altså acceptable ifølge differensprincippet.

Jeg vil starte med at forklare, hvad det var, der for Rawls gjorde utilitarismen så uacceptabel, at han valgte at opsætte en alternativ teori til denne. Efterfølgende vil jeg redegøre for hans brug af reflekteret ligevægt, da dette er et vigtigt værktøj for Rawls. Herpå følger en redegørelse af hans intuitive argument og derefter af kontraktargumentet, der er hans mest kontroversielle argument. Maximin-strategien, som ifølge Rawls er den eneste fuldt rationelle strategi til at bestemme fordelingen af et samfunds goder, er det næste, jeg vil gennemgå. Af denne følger Rawls´ tre principper, som jeg herpå vil forklare. Dernæst vil jeg rejse spørgsmålet om, hvorvidt man kan slutte sig frem til en bestemt politisk teori ud fra disse principper, hvorefter vil jeg diskutere, om det virkeligt er lykkedes for Rawls at komme med et faktisk alternativ til det utilitaristiske idealsamfund, eller om han bare kommer til det samme resultat ad en anden

HVORFOR efteraar 2009

vej. Endvidere vil jeg tage fat på Dworkins kritik af Rawls og redegøre for den alternative teori, som Dworkin fremsætter, indeholdende en hypotetisk auktion og en forsikringsplan. Den store mængde kritik, Rawls har modtaget for A Theory of Justice, har efterfølgende fået ham til at udgive Justice as Fairness a Restatement, som svarer på en del af kritikken ved at specificere nogle af hans synspunkter, men også ved at ændre mindre dele af teorien. Dette vil jeg komme ind på i slutningen af artiklen, men hovedvægten af min artikel hviler på Rawls´ oprindelige teori.

Begrebsforklaringer

Udover differensprincippet indfører Rawls også andre begreber, man skal kende for at forstå hans teori. Disse begreber vil ligesom differensprincippet blive forklaret bedre senere i artiklen, men for overhovedet at kunne starte på en fornuftig redegørelse af Rawls´ teori finder jeg det nødvendig at give en foreløbig forklaring på et par af disse begreber. ”Uvidenhedens slør” dækker over et hypotetisk slør, man kan gå om bag ved. Når man står bag dette slør, kan man ikke se sin egen position i samfundet. Man er altså uvidende om sit eget køn, sin race, helbredstilstand og økonomi. Man kan derfor tage helt neutrale beslutninger, da man jo må vide nogle helt basale ting om sig selv for at være i stand til at handle egoistisk. Rawls´ påstand er, at når man står bag dette slør og skal tage stilling til fordelingen af goderne i samfundet, bør man benytte, hvad han kalder ”maximin-strategien”. Det er en strategi om at øge de svagestes ressourcemængde frem for f.eks. at øge ressourcemængden i samfundet i alt.

Reflekteret ligevægt

Rawls fremsætter to hovedargumenter, som vi vil se på i næste afsnit, nemlig ”det intuitive argument”, som appellerer til folks intuition om, hvad retfærdighed er, og ”kontraktargumentet”, der tager sit udgangspunkt i, hvad Rawls kalder ”den oprindelige situation” (the initial position). Det intuitive argument og kontraktargumentet bruges sammen. Man kan nemlig altid tænke sig en naturtilstand eller oprindelig situation, som passer til ens egen teori om retfærdighed, og enhver vil derfor kunne vælge den beskrivelse, der passer bedst med ens opfattelse af retfærdighed, og som kan bruges til at argumentere for de principper, man i forvejen hælder til. Rawls indrømmer selv dette, og mange har brugt det som en kritik af ham, men Rawls mener, det kan være produktivt at arbejde fra begge ender udfra princippet om ”reflekteret ligevægt”. I stedet for at låse sig fast på en bestemt beskrivelse af den oprindelige situation vælger Rawls at lade beskrivelsen konvergere med principperne og rette begge dele til ved at gå frem og tilbage mellem dem1. Rawls tager altså udgangspunkt i intuitionen, men forholder sig samtidig kritisk til den. Han forsøger at finde nogle regler eller principper, der kan strukturere de intuitioner, man har, men da det ikke altid kan lade sig gøre, mener han, at man må give køb på nogle af de intuitioner, man har. Mange af de intuitioner, man har, er nemlig ofte i konflikt med hinanden, og de er ikke nødvendigvis sande. Rawls foreslår så, at man tilpasser skiftevis principper og intuition, så begge dele til sidst passer sammen. Når Rawls bruger reflekteret ligevægt, bruger han det i modsætning til andre sammen med 41

uvidenhedens slør, hvor ens intuition ikke er farvet af ens egen position. Man tager så udgangspunkt i de mest grundlæggende intuitioner om konkrete situationer og danner sig ud fra disse en idé om, hvordan den oprindelige situation ville se ud. Derefter prøver man at finde en struktur eller et sæt af principper, der forklarer, hvorfor netop disse intuitioner er rimelige. Man vil ofte have intuitioner, der ikke kan forklares udfra disse principper, men dette kan blot være et tegn på, at ens intuitioner ikke er plausible. Man modificerer så sine intuitioner og tilpasser sit regelsæt, indtil de stemmer overens.

For Rawls er differensprincippet intuitivt det bedste princip, og han tilpasser derfor sin opfattelse af den oprindelige situation til en beskrivelse, der imødekommer netop dette princip frem for en beskrivelse, der imødekommer f.eks. utilitarisme, som Rawls erkender, at nogle beskrivelser gør. Eftersom man kan tilpasse den oprindelige situation til at passe til hvilket som helst princip, må man dog også tage andre midler i brug for at afgøre, om ens teori er rimelig. Rawls mener, at det er rimeligt at antage, at nogle teorier er dårligere end andre på trods af, at de er principielt plausible. Metoden til at sortere visse teorier bort er blandt andet via ”Ockhams ragekniv”. Hvis en teori er meget kompliceret, er sandsynligheden for, at den er korrekt mindre, end hvis den kan forklares udfra nogle enklere principper. Jo enklere den er, jo færre antagelser skal man forsvare, og hvis en teori ikke umiddelbart passer, kan man få den til det ved at antage en mængde ad hoc hypoteser. Det er indlysende, at en teori med mange ad hoc hypoteser er mere kompliceret og mindre plausibel end en teori, der blot bygger på nogle få intuitivt acceptable antagelser, selvom den principielt godt kan være mere rigtig.

Nedenfor skal vi se på, hvad de to hovedargumenter, Rawls selv benytter, egentlig går ud på.

Det intuitive argument.

42

Rawls argumenterer for differensprincippet ved hjælp af noget, han kalder ”det sociale lotteri” og det ”naturlige lotteri”. Rawls´ argument er, at folk intuitivt vil være enige i, at hvis der er juridiske barrierer, der forhindrer nogle (f.eks. kvinder eller farvede) i at få adgang til de attraktive positioner, er det ikke retfærdigt, fordi folk ikke selv har mulighed for at vælge hvilket køn, race osv., de fødes som. Differensprincippet dækker dog over mere end det, da Rawls påpeger, at folk heller ikke selv vælger, hvilken socialklasse de fødes ind i, og hvordan deres sociale miljø påvirker dem. Dette beskriver Rawls som det sociale lotteri. Da man ikke selv er herre over, hvilket ”lod” man trækker, bør uligheder som følge af individers sociale position i samfundet ifølge Rawls derfor udlignes.

Men det er ikke kun de sociale rammer, individet står magtesløs overfor. Det er også naturen. Nogle bliver født handicappede eller mindre intelligente end andre, og dette er, hvad Rawls kalder det naturlige lotteri. Da folk heller ikke selv har valgt disse uligheder eller har gjort sig fortjent til dem, bør også de udlignes ifølge differensprincippet, da det ville være inkonsekvent at mene, at den ene slags ufrivillige uligheder skal udlignes, mens den anden slags ikke skal. For Rawls betyder det, at en lige fordeling af indkomst i samfundet umiddelbart er det mest retfærdige. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er afgørende for Rawls, at goderne i et samfund bliver fordelt, så alle derefter er lige i samfundet. Rawls er opmærksom på, at det nogle gange er til gavn for de svageste, at de stærkeste er langt bedre stillet. I disse tilfælde vil Rawls ikke søge at bekæmpe ulighederne i samfundet, men derimod hylde dem. Så længe ulighederne gavner de svage, er det underordnet, hvor store og hvor ufortjente de er.

Kontraktargumentet.

Rawls giver som sagt to primære argumenter for sin teori om retfærdighed. Det første er det intuitive argument, der

HVORFOR efteraar 2009

A

t det for Rawls er vigtigst at maksimere de svages ressourcer og derefter at udligne samfundets uligheder, medfører et solidarisk demokrati. Det er imidlertid sværere at afgøre, om dette solidariske demokrati skal være socialistisk eller liberalistisk.”

lægger op til hans andet argument, kontraktargumentet.

Kontraktargumentet er det, Rawls lægger mest vægt på, selvom det er det mest kontroversielle, og det kritikken har været størst omkring.

For at finde ud af hvad et retfærdigt samfund er, opstiller Rawls kontraktargument som et tankeeksperiment, hvor mennesket befinder sig i en slags oprindelig situation bag uvidenhedens slør. Når man er bag dette slør, har man ikke kendskab til sin egen position i samfundet. Man kender hverken sit køn, sin race, religion, helbredstilstand, sin private økonomiske eller sociale position osv. Man har dog en generel viden om samfundets økonomi, sociologi osv.2 Man er altså ikke i stand til at tage egoistiske beslutninger, og man er derfor ”tvunget” til at tage beslutninger til de svages fordel og beslutninger, der hjælper alle. Tanken er så, at man skal tage stilling til, hvad et retfærdigt samfund er, mens man står bag dette uvidenhedens slør. Samfundet vil så blive bygget op på en måde, så det ikke undertrykker minoriteter, da de, som tager beslutningerne om samfundets struktur, ikke ved, om de selv hører ind under disse minoriteter. Man kan bruge dette tankeeksperiment til at afgøre, om et samfund er retfærdigt ved at spørge, om et samfunds borgere ville acceptere samfundet, hvis de stod bag uvidenhedens slør. Hvis selv de, der har det dårligst i samfundet, ikke mener, at det er uretfærdigt, selvom de selvfølgelig ville ønske, at de selv havde en bedre plads i samfundet, er samfundet retfærdigt. Det skal dog ikke forstås, som om Rawls refererer til en oprindelig situation på samme måde som f.eks. Locke, der rent faktisk menes at hævde, at naturtilstanden har eksisteret.

Det, Rawls beskriver, skal kun ses som et

tankeeksperiment, og hvis man opfandt en pille, der fik folk til at glemme alt om deres egen position i samfundet i et døgn, således at det eneste man kunne huske efter indtagelsen af denne pille, var generelle teorier om sociologi og samfundsvidenskab, ville Rawls næppe opfordre nogen til at tage denne pille. Argumentet skal derimod forstås sådan, at hvis man forestiller sig at være i en sådan situation, vil det være naturligt for alle rationelle personer at tilslutte sig maximin-strategien, som fører til en maksimering af velfærden hos de svagest stillede. Følger man denne strategi, vil man deduktivt nå frem til de principper, Rawls opstiller, og som vi vil se nærmere på senere i artiklen. Eksperimentet fungerer som argument for Rawls´ syn på retfærdighed, og det kaldes kontraktargumentet, fordi meningen er, at enhver rimelig og rationel person vælger denne metode og kommer frem til samme resultat som Rawls, når hun står bag dette slør, og hun derfor i princippet vil indgå en hypotetisk samfundskontrakt.

Maximin-strategien.

Rawls mener, at den mest rationelle strategi at bruge til at vælge, hvordan et samfund bør se ud, når man står bag uvidenhedens slør, er maximin-strategien. Den går ud på at sikre, at den svageste gruppe i samfundet får så mange ressourcer som muligt. Et alternativ til denne strategi kunne være at maksimere den forventede gevinst (maximization), men Rawls mener ikke, at man vil bekymre sig meget om den forventede gevinst, hvis blot risikoen for, at man ikke får nok ressourcer til at leve et acceptabelt liv, er forsvundet. Rawls mener altså, at det er mere rationelt i en situation af uvidenhed at prioritere, at alle ressourcemæssigt vil klare sig godt, end det er at 43

maksimere den forventede gevinst. Hvis mennesket til dels er et egoistisk væsen, er det ikke Rawls´ intention at hylde dette, men det er muligt at bruge denne egoisme som et redskab. Egoisme bag uvidenhedens slør kan nemlig ikke målrettes til at gøre det, der kun er godt for en selv, men den må derimod bruges til at sikre, at det værste, man selv eller nogen anden kan komme ud for, er mindst muligt ubehageligt. Det skal dog ikke forstås, som om egoismen ligger under for vores følelse af retfærdighed3, men den kan derimod bruges som et middel, hvis man ser retfærdigheden som mål.

Man kommer dog ud for en række forskellige begrænsninger eller krav, når man skal vælge, hvorvidt man vil bruge maximin-strategien eller en anden. For det første er der (1) psykologiske begrænsninger. Det var Hume, der første gang påpegede denne begrænsning for moral, og den går ud på, at samfundet må være i ”retfærdige omstændigheder” (circumstances of justice), for at man kan tale om retfærdighed. Et samfund er i retfærdige omstændigheder, når det ligger mellem følgende to ekstremer; A: samfundet er så mangelfuldt, at borgerne må handle modstridende med almindelig moral for at sikre deres egen overlevelse. B: Samfundet har en sådan grad af overflod, at enhver borger kan få, præcist hvad hun vil have, når hun vil have det. Man må også tage højde for (2) logiske begrænsninger, der f.eks. forhindrer, at man vælger, at alle egenrådigt skal være herre over alting, idet samfundet skal være logisk muligt.

Derudover er der to former for formelle begrænsninger.

Den første af disse er et bud om (3) offentlighed. Hvis en aftales indhold ikke er offentlig tilgængelig for alle parter, der siges at indgå i den, kan den ikke være bindende for den uinformerede part. Den anden formelle begrænsning er (4) et krav om, at man indgår enhver aftale i god tro. Man kan altså ikke trække sig, hvis man bliver dårligere stillet, end man havde håbet på4. Hvis man vælger maximin-strategien og dermed at fordele ressourcerne til fordel for de svage, når man 44

står bag uvidenhedens slør, kan man altså ikke kræve, at flere ressourcer skal gå til de bedst stillede, blot fordi man finder ud af, at man selv tilhører denne klasse, efter man er trådt ud af uvidenhedens slør. Ligeledes kan man ikke hævde, at det er uretfærdigt, at man som svagt stillet ikke modtager fuld kompensation, hvis man bag sløret selv er kommet frem til, at samfundets ressourcer bør fordeles i overensstemmelse med ”maximizationstrategien”. Hvis man selv har tilsluttet sig Maximizationstrategien bag sløret, og fordelingen derfor ikke er så meget til fordel for de svage, som maximin-strategien er, men i stedet søger at øge den forventede mængde ressourcer, kan man ikke hævde, at fordelingen er urimelig, blot fordi man har opdaget, at man selv tilhører den svagest stillede gruppe. Pointen er, at man skal indgå enhver aftale med intentionen om at holde den, uanset hvilken samfundsgruppe man ender i. Man indgår derfor kun de aftaler, som, man mener, er rimelige for alle, og som, man ikke mener, er uretfærdige, og man ønsker at bryde, blot fordi man bliver stillet dårligere, end man havde håbet. Man har kun én chance for at bestemme hvordan samfundet skal indrettes, og der er ingen mulighed for at ændre mening, når man træder ud af uvidenhedens slør.

Principperne Hvis man står i den situation, som Rawls opridser, og handler rationelt ud fra et ønske om ikke at leve under en vis standard og derfor vælger at handle ud fra maximinstrategien, som vil eliminere risikoen for dette, vil man deduktivt komme frem til følgende principper:

1. princip: each person is to have an equal right to the most extensive scheme of equal basic liberties compatible with a similar scheme of liberties for others.

HVORFOR efteraar 2009

“Grunden til, at Rawls vil vælge det samfund, hvor de bedst stillede har færrest ressourcer ud af to samfund, hvor de svage har det lige godt, er altså, at han vil mindske ulighederne. ” 2. princip: social and economic inequalities are to be arranged so that they are both (a) reasonable expected to be to everyone’s advantage, and (b) attached to positions and offices open to all5.

1. princip er senere blevet kendt som ”frihedsprincippet”, mens 2.a er kaldes differensprincippet, og 2.b er kendt som ”åbenhedsprincippet”.

Frihedsprincippet er det mest fundamentale princip, og det dækker over mange af de samme ting, som frihedsrettighederne i FN’s Menneskerettighedserklæring dækker over deriblandt f.eks. tanke-, samvittigheds-, og religionsfrihed (artikel 18 i FN’s Menneskerettighedserklæring). Frihedsprincippet udelukker også, at nogle skal have mere frihed end andre, og at alle har mindre frihed, end de kunne have, foreneligt med at alle har den samme frihed. Åbenhedsprincippet dækker over langt mere end et formelt krav om, at alle, der er født med samme evner, skal have lige muligheder for at opnå de samme positioner i samfundet. Det skal gælde i praksis, således at sandsynligheden for at den næste præsident i Amerika bliver en sort kvinde, er lige så stor, som sandsynligheden er, for at det bliver en hvid mand, givet at der er lige mange lige kvalificerede sorte kvinder som hvide mænd, der er villige til at opstille til posten.

Differensprincippet er Rawls´ mest kontroversielle princip, og det har ikke blot været genstand for meget opmærksomhed, men også for meget kritik.

Differensprincippet tillader sociale og økonomiske uligheder i samfundet, så længe disse uligheder er til gavn for de svageste individer i samfundet. Et samfunds retfærdighed måles efter dette princip ikke på den samlede velfærd, således som utilitaristerne gør det. Det måles derimod på de dårligst stilledes ressourcer og derefter på uligheden mellem de dårligst stillede og de bedst stillede.

Det er altså ikke den samlede levestandard i et samfund, der afgør, om det er et godt samfund, men det er derimod udelukkende de (eller måske endda den, hvis der kun er tale om en enkelt) svagest stillede, man skal kigge på, når man skal bedømme et samfund. Uanset hvad der er af ressourcer i samfundet, og hvordan de er fordelt imellem resten af befolkningen, er det altså den svageste gruppe, der er altafgørende for bedømmelsen af, hvorvidt et samfund er moralsk prisværdigt. Hvis der derimod er tale om flere samfund, hvor de svagest stillede har det lige dårligt, bliver ulighederne i samfundet relevante. I det tilfælde vil det efter Rawls´ mening være det mest rationelle at stræbe efter det samfund med de mindste uligheder.

Differensprincippet tillader uligheder i samfundet, fordi det ofte kan være en fordel for de svagest stillede, at der er nogle, der er bedre stillet. Jo mere overklassen tjener, jo flere ressourcer er det muligt at omfordele og dermed give underklassen del i f.eks. gennem skatterne. Uligheden fungerer ideelt set som en motivation til at arbejde hårdere og dermed tjene flere penge til samfundet. På den måde fungerer uligheden som en fordel for samfundet som helhed, men det er dog kun acceptabelt, så længe underklassen får del i disse ekstra goder. Når de svageste får del i de stærkestes ekstra ressourcer, vil de også være villige til at acceptere uligheden, som følger deraf. Man bør derfor ifølge Rawls lade ulighederne udvikle sig indtil det punkt, hvor det ikke længere er til gavn for de svageste.

Når principperne ligger i konflikt med hinanden, må frihedsprincippet altid prioriteres højest, og åbenhedsprincippet har forrang for differensprincippet.

Dette gælder dog kun, når samfundet er i retfærdige omstændigheder, da man ikke kan kræve, at reglerne bliver efterlevet af borgerne, hvis det indebærer, at de ikke vil være i stand til at opretholde livet samtidig. Når en vis velfærd er opnået i samfundet, dvs. når borgerne ikke er på randen af sultedød eller lignende, må økonomiske 45

spørgsmål samt muligheden for lige muligheder prioriteres lavere end frihed.

Principperne skal ikke forstås som en fuldstændig teori om retfærdighed, og de skal ikke regulere ethvert anliggende. De angår udelukkende social retfærdighed og skal ikke bruges til at sige, hvornår forældre behandler deres børn uretfærdigt eller bruges til at dømme forholdet mellem forskellige samfund. Rawls opstiller også en anden begrænsning, som ofte er blevet kritiseret af andre egalitarister. Denne begrænsning går ud på, at spørgsmålet om social retfærdighed kun opstår, hvis samfundet opfattes som et fælles projekt til fælles fordel6. Borgerne skal altså kunne opnå en ressourcemæssig fordel ved at arbejde sammen om en produktion frem for at producere hver for sig. Denne fordel skal både afspejle sig i samfundet samlet set og samtidig være til fordel for den enkelte borger (eller i hvert fald ikke stille nogen dårligere, end hvis de ikke samarbejdede).

Rawls´ generelle opfattelse af retfærdighed går altså ud på, at alle primære sociale goder (herunder friheder og muligheder, indkomst, magt, rettigheder og formue og grundlaget for selvrespekt) skal distribueres ligeligt, medmindre uligheden er til de mindst privilegeredes fordel. De mindst privilegerede er dem, de nuværende vestlige samfund, som Rawls arbejder ud fra, ofte ikke kompenserer nok for deres mangel af primære naturlige goder såsom helbred, intelligens, forestillingsevne, naturtalenter og kræfter7. Rawls´ teori indebærer en tilstræbelse på at få ulighederne i samfundet minimeret, så længe det ikke forringer de svagestes stilling i samfundet.

For egalitaristerne er det væsentligste at udligne ulighederne, men da Rawls tilhører en underkategori af egalitarismen kaldet prioritarismen, der går ud på at prioritere de svageste borgere højest, adskiller hans synspunkt sig fra den rene egalitarisme. Som prioritarianer er det vigtigste for Rawls, at de svagest stillede får det så godt som muligt. Lighed i samfundet prioriteres efter dette, således at hvis man skal vælge at virkeliggøre ét ud af to samfund, hvor de svageste har det lige dårligt 46

i dem begge, men i samfund A har de bedst stillede det væsentligt bedre, hvorimod de bedst stillede i samfund B kun har det en smule bedre end de svagest stillede, vil Rawls vælge samfund B. Dette kan virke kontraintuitivt, da der er en større mængde samlet ressourcer i samfund A, og det kan virke, som om de bedst stillede bliver straffet unødigt. Man må dog tage med i overvejelserne, at man definerer sin egen velfærd i forhold til andres. Dette kan let føre til associationer om utilitarismen, men på trods af at Rawls er en stor modstander af denne teori, er den pga. sin udbredthed svær at komme uden om. Rawls har dog ingen intentioner om at forsvare dele af utilitarismen, og associationen til denne er for Rawls ufrivillig.

Grunden til, at Rawls vil vælge det samfund, hvor de bedst stillede har færrest ressourcer ud af to samfund, hvor de svage har det lige godt, er altså, at han vil mindske ulighederne. Man kan hævde, at store uligheder i et samfund medfører en utilfredshed hos de dårligst stillede, der i værste tilfælde kan ende i borgerkrig. At det for Rawls er vigtigst at maksimere de svages ressourcer og derefter at udligne samfundets uligheder, medfører et solidarisk demokrati. Det er imidlertid sværere at afgøre, om dette solidariske demokrati skal være socialistisk eller liberalistisk.

Socialisme eller socialliberalisme

Den liberale tradition fra John Locke, John Stuart Mill og Immanuel Kant kombineret med omfattende hensyn til samfundets svageste lægger grundlaget for Rawls´ teori om retfærdighed. For Rawls er retfærdighed rimelighed (fairness). Dette gør ham i stand til at prioritere mellem de politiske rettigheder8 og de sociale rettigheder9. Hensynet til de svageste skal altid prioriteres højest, hvilket medfører, at de individuelle frihedsrettigheder må prioriteres højere end social udligning. Dog vil Rawls næppe gå så langt som laissez faire-liberalismen, da de sociale lighedshensyn for ham er basale rettigheder, og laissez faire-liberalismen efter al sandsynlighed vil være i konflikt med disse, da laissez faire-liberalisterne hverken ønsker

HVORFOR efteraar 2009

lighed eller omfordeling af ressourcer, da omfordeling ifølge dem indebærer at krænke den personlige frihed.

Rawls´ solidariske demokrati vil altså i praksis være socialliberalistisk eller socialistisk, men i princippet kunne liberalisme maksimere de svages ressourcer. Hvilken politisk ideologi, der bør realiseres, giver Rawls ikke noget endeligt svar på, da det er et empirisk spørgsmål10.

Dette er ikke noget, vi umiddelbart kan bedømme bag uvidenhedens slør, idet Rawls er tiltrukket af socialisternes ideal om lige sociale og økonomiske muligheder for alle, men samtidig frygter at en økonomisk udligning til fordel for de svage vil demotivere de bedst stillede fra at arbejde.

Hvis de bedst stillede ikke holder samfundet i gang, kan det muligvis få endnu værre konsekvenser for de fattige, og privateje af produktionsmidlerne kan vise sig at være det bedste. Fælleseje af produktionsmidlerne og lige muligheder kan også vise sig at være effektivt til at hjælpe de svagest stillede, og hvis dette er tilfældet, må en form for demokratisk socialisme være svaret. Dette er dog kun noget, vi kan finde ud af gennem erfaringen, så Rawls´ teori er principielt åben og realiserbar i såvel socialistiske rammer såvel som socialliberalistiske rammer.

Litteraturliste: -Binderup Lars, ”Retfærdighed som Fairness – om Rawls´ socialliberalisme”, Filosofi, 2003, nr. 4, s. 27-61 -Dworkin, Ronald, Taking Rights Seriously, Duckworth, 1977 -Dworkin, Ronald, “What is Equality? Equality of Welfare”, Philosophy & Public Affairs 10 no.3, Princeton University Press, 1981, pp.185-246 -Dworkin, Ronald, “What is Equality? Equality of Resources”, Philosophy & Public Affairs 10 no.4, Princeton University Press, 1981 pp.283-345 -Holtug, Nils, Politisk filosofi efter 1960, i Engelsk og Amerikansk Filosofi Videnskab og Sprog s. 393-438, ed. -Lübke, Poul, Politikkens Forlag, 2003 -Kagan, Shelly, Normative Ethics, Westview Press 1998.

-Kolm, Serge-Christophe, “Distributive justice”, fra A Companion to Contemporary Political Philosophy, Blackwell Ltd, Oxford, 1997 -Kymlica, Will, Contemporary Political Philosophy an introduction, Oxford, 2002 -Lübke, Poul, Politikens bog om Politiske Ideer, Politikkens Forlag, 1998 -Nozick, Robert, “Distributive Justice” fra Justice and Economic Distribution, Prentice-Hall, Inc., Englewood Cliffs, N.J., 1978 -Rawls, John, A Theory of Justice revised edition, Oxford, 1999 -Rawls, John, Justice as Fairness a restatement, Harvard, 2001 -Wolff, Jonathan, An Introduction to Political Philosophy, Opus, 1996

Fodnoter: 1 Rawls, John, A Theory of Justice revised edition, Oxford, 1999, s.18 2 Rawls, John, A Theory of Justice revised edition, Oxford, 1999, s. 119 3 Kymlica, Will, Contemporary Political Philosophy an introduction, Oxford, 2002, s.65 4 Wolff, Jonathan, An Introduction to Political Philosophy, Opus, 1996, s.182 5 Rawls, John, A Theory of Justice revised edition, Oxford,1999, s.53 6 Rawls, John, A Theory of Justice revised edition, Oxford,1999, s.81 7 Kymlica, Will, Contemporary political philosophy, an introduction, Oxford, 2002, s. 65 8 FN´s Menneskerettigheds Erklæring artikel 1-20 fundet i; Lübke, Poul, Politikens bog om Politiske Ideer, Politikkens Forlag, 1998 9 FN´s Menneskerettigheds Erklæring artikel 22-26 fundet i; Lübke, Poul, Politikens bog om Politiske Ideer, Politikkens Forlag, 1998 10 Lübke, Poul, Politikens bog om Politiske Ideer, Politikkens Forlag, 1998, s.158

47

tekst

“revovler” belmark, ex-ha(fil.), engelskstuderende, kua

sebastian

Jagten på udødeligheden 1.

Se! Hvad ved mennesket i sandhed om sig selv? Det famler i blinde efter udødelighedens eliksir; adlyder ukritisk afgudernes hule religion: et hult liv gør et hult menneske! Afguderne formerer sig som kloakrotter med løftet om evig ungdom og beskyttelse mod dårligdomme. De pakker sig ind i fantasier og gemmer sig væk bag flotte biler – til dem siger jeg: Se, hvad I er, kloakrotter!

Studér selv jeres afføring for da er der stadig håb for, at I bliver mennesker. Et slør har lagt sig over menneskenes sind. Indhyllet i denne verden har menneskene nu vænnet sig til sløret og spiser lort en masse. Intet ved de, for lort er og bliver lort.

Vil du vide? Så spræng verden i luften. Spræng den til ugenkendelighed således, at selv ikke guderne kan genopbygge den! Vil du leve for evigt? Så dræb dig selv. Stik en kniv i hjertet på alt, hvad du er blevet opdraget til at være, og hvad der står dit hjerte nært! Fød dig selv med kvalmende viljestyrke i en supernova!

2.

Hør mig, I af godtroende gemyt! Jeg ønsker jer et hundeliv i rendestenen… i lort til halsen. Jeg ønsker jer fortvivlelsen af at være klædt af til benet og erkende, at I er af det samme rådne materiale som alt andet på denne klump jord. Jeg ønsker jer ulidelig ensomhed og en 48

uendelighed på hårdskabens tinde. Må I fejle i alt hvad I foretager jer, og må I altid betvivle jer selv; for større end selv guderne er Sisyfos, den evigt fejlende mand.

3. ”Stræb!” siger fjolserne ”stræb efter talentet”. Ved de da intet om geniet? Geniet ved, at det bedste er at lade sit talent gå til spilde således, at der er plads til geniet. Geniet er talentløst; dér hvor talentet tager et skridt, der springer geniet. Tænk de store tanker! Spring ud i dem og lav alle fejlene! Store tanker huskes, ikke alle de små fejl. Ak, fjolser, dette er hvad I er: små fejl – ikke storhedens storhed.

4.

Husk! Der findes ikke forkerte svar – kun dårlig argumentation.

5.

Glimmer og glitter. De fleste kigger op på dem om natten. På en sort scene er de sat; de er det eneste der lyser op; mangen en nat har mennesket kigget på dem og er flygtet væk – gemt sig i deres guddommelige nærvær.

Hvor er de smukke! Man bliver let fortryllet af deres skær.

Umenneskeligt smukke. Hvad der lokker er det farligste i verden. Ønsk jer ikke et liv som dem, for det er en illu-

HVORFOR efteraar 2009

V

http://www.flickr.com/photos/e_phots/1810536162/

il du vide? Så spræng verden i luften.

Spræng den til ugenkendelighed således, at selv ikke guderne kan genopbygge den! Vil du leve for evigt?”

sion. Når du ser dem, har de hele scenen for sig selv, og alt hvad der måtte være på scenen er dér for at supplere deres skønhed. Nok er de skønne, men der er intet liv i deres nærvær, kun det tomme rum. Nej, ønsk dig hellere at være solen: Når den er fremme blegner alt andet; den giver liv, og til dem den giver liv, giver den lyst. Dette er en sand gud – livgiveren. Ikke dem, der blot bliver beundret, men som ikke yder noget i livets tjeneste. Solens varme stråler, ikke stjernernes kolde skær. Hvor smukt dette kolde skær måtte være, så er det solopgangen, der får én til at stå op.

6.

Kan I dufte den? Den bittersøde bryg fra de vises sten.

Denne alkymistens hemmelige eliksir er menneskets at drikke. Drik ikke af afgudernes søde bryg! – Det er at begå selvmord i morfin. En bittersød symfoni er det gode liv; menneskets største glæde skal smedes i hans

dybeste mørke. Det er ikke bare her han skal fødes, det er her han skal finde viljen til at ville livet; det er her han skabes. Skidt ud i kalk er afguderne; hugget i granit er mennesket – eller det dyr, der er værdigt til at kalde sig menneske. Kun han er værdig til at drikke af de vises hemmelighed. Kun han kan leve evigt.

Hvad ved mennesket i sandheden om sig selv? Hvad ved I, de dødelige, om det evige liv? Han tror han er solen, og alt sker for ham; at universet står og falder med ham. Hvor han dog tager fejl. Se, I afguder og gespenster! Jeg viser jer de vises sten. Hør mig og fortvivl, I usle kloakrotter! Jeg ved hvad jeg er. Jeg har skabt mig selv i en supernova. Jeg ved hvad jeg er: Jeg er en ide – og ideer dør som bekendt aldrig! Dét er hemmeligheden bag evigt liv og evig ungdom.

49

tekst

kenneth salomonsen, ha(fil.) 3.år

Stig Tøfting -

En moralsk irettesættelse

I det moralfilosofiske værk ”No Regrets” skrevet af Stig Tøfting, bevæger han sig ud i et opgør med de store moralfilosofiske traditioner. Tøfting har i modsætning til tidligere etiske værker, omskrevet den universalt gældende moral til et specifikt område af livsførelsen. I Tøftings tilfælde er det livet på og omkring fodboldbanen, han benytter til at forklare og beskrive de altomfattende etiske og moralske dilemmaer man som menneske står overfor. Hidtil har man ikke været klar over at dette værk, udgivet i en samtid hvor der spyttes biografier ud på samlebånd, skulle indeholde større og dybere underliggende pointer. Dette har undertegnede i samtale med forfatteren og andre medstuderende dog fået kendskab til.

Først i værket prøver Tøfting at opstille to forskellige mennesketyper i bedste Nietzsche stil, og man følger det moralske clash, mellem ham selv og ”tøsedrengen Morten Petersen”, der er gået til pressen efter en episode med håndgemæng til en spillerfest. Det ender jo som man kunne forvente med en fyreseddel til Tøfting.

Han mener at hans medspillere bør protestere fordi en uretfærdighed er fundet sted og han siger således: ”At tie når man bør protestere, gør mennesker til kujoner.”1 50

Men hvori består den retfærdighed Tøfting hermed søger.

Er det en petitesse at slås kolleger indbyrdes, der refereres til? Det tvivler jeg på. Det jeg derimod tror at Tøfting forsøger at pejle os hen imod, er det førnævnte skel mellem to forskellige mennesketyper. Tøfting italesætter hermed endnu en gang den kamp som Nietzsche påpegede med sin ”Moralens Oprindelse”. Han nægter altså at man skal overgive sig til de køteragtige ’Morten Petersener’, der ikke kan forsvare sig selv, men i stedet er fokuserede på deres rettigheder, frem for at løse situationerne selv.

Flere steder i værket støder man på lignende clash mellem de her forskellige mennesketyper. Nietzsche havde behov for at lægge en større grad af afstand mellem ham selv og dette moralske opgør, end Tøfting. Han bruger derimod sin egen person til at berette om denne konstante moralske konfliktueren, mellem i Tøftings øjne, over- og undermennesker.

Også samfundet, her i form af politiet, får også en på snuden i forbindelse med denne situation: ”Motivationen har altid været stor på politigården til at forfølge sager, hvor jeg er involveret.2” Tøfting fremskriver således en kritik, af de i samfundet verserende grundholdninger (oftest beskrives disse let som Janteloven). Folk bryder

HVORFOR efteraar 2009

ed denne magtpræstation M af en filosofisk selvbiografi skriver Stig Tøfting sig

dermed for alvor ind i rækken af store danske tænkere.”

sig ikke om sådan nogen som ham, der stikker næsen for langt frem. Det mener Tøfting til gengæld at han er i sin gode ret til – han er træt af de taberagtige holdninger og attitude han ser sine omgivelser gennemsyret af.

Det handler dog ikke bare om at stikke næsen frem, der skal også være noget holdbarhed bag. Yordan Letchkov3 som er holdkammerat med Tøfting i Hamburger SV, har haft en fantastisk VM slutrunde i USA i 1994. Bulgarien bliver uhørt nr. 4 ved VM og Letchkov er en af de helt store spillere i den præstation. Da han efter slutrunden vender tilbage til det tyske med begge arme over hovedet, udviser Tøfting stor irritation over den arrogante facon, hvori han deltager i fodboldkampene. Det ender endnu en gang i håndgemæng, Tøfting er provokeret over at Letchkov ikke kæmper nok i kampene. Men det man kan uddrage af netop denne episode er: at man altid skal leve op til sit potentiale og konstant vise sit værd. Det er ikke tilladt at hvile på tidligere tiders præstationer/laurbær – for som titlen (No Regrets) på Tøftings bog også antyder, er fortiden noget ligegyldigt, noget vi alligevel ikke kan gøre noget ved – vi kan ikke fortryde – det er taberagtigt at hænge sig for meget i fortiden. Vi er derfor forpligtet til hele tiden at bevise vores værd, at give den en skalle

og kæmpe røven ud af bukserne, som Tøfting benævner det. Vi skal konstant skabe os selv og vores virkelighed på ny.

Med denne magtpræstation af en filosofisk selvbiografi skriver Stig Tøfting sig dermed for alvor ind i rækken af store danske tænkere. Han viser at selvbiografien som genre absolut kan bruges til andet end selviscenesættende og -hævdende aktiviteter. Vi kan alle lære meget af Tøfting. Jeg ved f.eks. nu at en rigtig mand kan defineres ud fra hvorvidt man lever op til følgende: 1) Man skal have en tatovering, 2) Man skal køre på motorcykel og 3) Man skal bolle uden kondom.

Noter: 1

No regrets side 19

2

No regrets side 21

3

No regrets side 86

51

Jagten p책 Tema

HVORFOR efteraar 2009

tekst

minne nordahl & henrik jensen, stud.merc.fil

FLØK in Real Life en artikelserie om færdiguddannede fløk’ere

Interview med Anders Bach Wagstein Minderne om de mange timer med Derrida og Luhman under specialeskrivningen på bibliotekets læsesal popper op i den tidligere FLØK studerende Anders Bach Wagsteins hoved, da vi en oktober eftermiddag har sat ham i stævne til en snak om studietiden, den faglige profil, og mødet med den virkelige verden.

I denne fjerde udgave af artikelserien FLØK in real life skal vi stifte bekendtskab med endnu et af den FLØKske fagligheds utallige ansigter. Krydret med et stort iværksættergen og kærlighed til start-up projekter, er den rejse Anders har gennemløbet og de sammenhænge han har indgået i siden uddannelses slutning i 2005, langt fra kedelig og uinspirerende. Fra et praktikophold i Warszawa, over ansættelse i et nyopstartet venture eventyr, til opstart af egen virksomhed, er han idag ansat i Telia hvor han beskæftiger sig med online markedsføring.

At finde FLØK

Efter et år på polit studiet ved Københavns Universitet, fandt Anders FLØK studiet, og indså at det var det rigtige studie for ham. På økonomistudiet var der ikke samme muligheder for at stille spørgsmål og reflekterer over stoffet: ”Det irriterede mig grænseløst.” Det der interesserede ham på økonomistudiet var matematikken. ”Jeg tror jeg fandt matematikken spændende, fordi det

er abstraktioner hele vejen igennem, ligesom filosofien også er det. Men jeg manglede muligheden for, at være kritisk over for den økonomiske teori” Kombinationen af filosofi og økonomi var meningsfuld for Anders, og det til trods for at der også på daværende tidspunkt var en del kritik af integrationsfagenes evne til, at kombinerer de to distinkte fagligheder, en kritik af at det aldrig blev på begge videnskabers præmisser.

Anders oplevede ikke det problem, idet han synes de to discipliner komplementerede hinanden godt. ”Men jeg har også altid fundet begge fagligheder interessante, hvor mange af de andre ikke synes f.eks. erhvervsøkonomien var interessant. Jeg synes markedsføringsfagene var interessante, selvom de var overordnede. De kunne bindes sammen med andre interesser jeg havde.”

Anders brugte den åbne struktur på FLØK, som i særdeleshed prægede overbygningen i den studieordning han var underlagt, til at vælge fag, der lå indenfor hans interesseområde: det organisationsteoretiske og sociologiske. ”Jeg har altid været meget bevidst om hvordan mennesker finder sammen og skaber organisationer, når de skal udrette noget. Jeg synes det er på organisatorisk plan, at der sker virkelig store omvæltninger i samfundet. Der er organisationen og organiseringen jeg finder 53

interessant, ikke det overordnede politiske niveau.”

På denne måde var hans valg af fag og struktur i uddannelsesforløbet drevet af interesse mere end et klart mål og en rød tråd. Et af de særlige kendetegn han ser ved FLØK er, at man kan forme uddannelsen på mange måder: ”På det område synes jeg FLØK var et super ambitiøst projekt. Du kan gøre alt med det studie. Der er ingen grænser for hvad du kan kigge på. Fortolkningsrammen er meget bred, og det synes jeg er smart fordi så kan du bruge din uddannelse præcis, som du har lyst til!”

I udlandet

En mørk november aften besluttede Anders sig for, at der skulle ske noget nyt. Han valgte derfor, på baggrund af et opslag, at sende en ansøgning til den danske ambassade i Warszawa. En spontant opstået ide, hvor det viste sig, da han fik tilbudt jobbet, at han reelt set ikke have mulighed for at tage imod det i den periode han havde søgt. Det lykkedes dog at få overtalt chefen til at tage ham i den efterfølgende praktikperiode, hvor han blev ansat i handelsafdelingen. Arbejdet på ambassaden bestod primært i at lave markedsprofiler, og prøve at knytte de danske virksomheder i Polen tættere til ambassaden. ”Det var en meget spændende tid, lige før EU’s østudvidelse, hvor Polen for alvor var stedet at være, da det var langt det største af de nye EU-medlemmer.”

Da opholdet på ambassaden var overstået fik han et arbejde i en NGO i Warszawa, og tog således et halvt år mere i udlandet. Her arbejdede han med Social Responsibility. Anders fortæller, at et af de områder, der gjorde det vanskeligt for Polen at blive optaget i EU på daværende tidspunkt, var at der var meget korruption.

Arbejdet med socialansvarlighed var ikke drevet af det offentlige, men af private initiativer. F.eks. havde en ræk54

ke af de dansk ejede virksomheder et vist pres fra Danmark, om at skulle implementerer en række af de samme metoder i Polen. Den polske interesseorganisation som han arbejde for, arbejdede med disse problematikker.

Tilbage til teoria Efter praktikopholdene stod der specialeskrivning på dagsordenen. Anders skulle gå fra en praktisk funderet hverdag med mange opgaver, til specialets langsomme fordybelse - et stort spring. Men Anders havde ikke helt forladt de teoretiske spørgsmål i det år han var ude. Han havde allerede så småt startet på specialet, havde haft bøger med, og tænkte over projektet. Yderligere skulle han skrive sin praktikopgave, der ligesom specialet havde luhmanniansk tilgang. Specialet behandlede med udgangspunkt i Luhmann og Derrida, styringslogikker i NGO’er. Tanken var at NGO’er, som sektor, har nogle andre rammer end de, der gør sig gældende i det offentlige og det private. Hans udgangspunkt var, at der ikke på sammen måde som i det private, er en bundlinje der er i fokus, ligesom meget af den arbejdskraft man trækker på er ildsjæle og folk der arbejder gratis. Det giver ledelsesmæssigt nogle helt andre problematikker, som var dem Anders havde sat sig for at kigge nærmere på.

Springet fra et år i Polen og efterfølgende specialeskrivning forekom således ikke så stort: ”Jeg kunne koble tingene sammen, så jeg følte mig parat til at komme i gang. ”

Fra Luhmann og Derida til entrepreneurship og venture-capital.

Efter specialet var afleveret var der ikke nogen klar plan, for hvad der skulle ske. ”Jeg havde fået at vide, at dem der sad på flæsket i organisationer, var dem der styrede kommunikationen. Så jeg troede måske, at jeg skulle være kommunikationskonsulent på et bureau, el.lign.

HVORFOR efteraar 2009

Jeg havde lært en masse kommunikationsteoretiske ting, så PR og kommunikation forekom som et oplagt valg.”

I det første job blev han ansat af en inder, der var taget til Danmark med en bunke engelske venture penge og en forretningsmodel, der gik ud på at leje sig ind på de store teleselskabers infrastruktur, og lave en lettere organisation, og lave et billigere produkt (et kendt eksempel på denne forretningsmodel er f.eks. telmore). Anders var den første ansatte på projektet, og skulle hjælpe ham med at rekrutterer folk og få organisationen på skinner.

Desuden stod han for at lave alt hans PR, da han ikke talte dansk. Selskabet kørte for lånte penge, og var højt gearet, i håbet om en fremtidig positiv omsætning. Den udeblev og selskabet gik konkurs efter 1½ år.

På trods af konkursen var det lærerigt at være med i opstarten af en virksomhed, i sit allerførste job. ”Mange sagde at man skulle ud og komme i lære som konsulent, og lære en masse arbejdsmetoder. Jeg gjorde egentlig det fuldstændig modsatte. Jeg gik i gang uden særlig mange konkrete værktøjer, eller nogen fast idé om hvad der skulle ske. Jeg fik en utrolig indsigt i drift af virksomheder – hvilke nøgletal er interessante, hvilke omkostninger skal man passe på, hvorfor er det så vigtigt at have et højt cashflow osv. Det var en anden erfaring, end at sidde og have et teoretisk fag på CBS.” Anders havde lugtet konkursen et stykke tid forinden, den blev en realitet, og var begyndt at søge nye græsgange. Dog ikke i en traditionel virksomhed. Han havde fået blod på tanden til at prøve kræfter med livet som iværksætter.

Fra jobbet var Anders begyndt at kende folk, og få skabt

sig et netværk i iværksættermiljøet. ”Det var kulørte folk, fantaster og fuld speed på. Men også kolde kapitalister.

Det handlede også om at kunne rejse penge, hele tiden.

De er ikke det, som det hele handler om, men de har altid stor betydning. ” Han tog kontakt til sin gamle chef fra Warszawa, nu i udenrigsministeriet, og en ven, der havde arbejdet for Mckinsey i 4 år, og fik dem overtalt til at prøve kræfter med at starte noget nyt op. Forretningsideen gik ud på, at virksomhed skulle tjene penge ved dusørbaseret rekruttering. På det tidspunkt var der et overophedet arbejdsmarked, og det var svært at finde arbejdskraft til specialiststillinger særligt inden for IT-branchen. Med virksomheden SpotAjob, ville de skabe en ny type jopportal, hvor de mente at kunne imødekomme nogle af udfordringerne ved et overophedet arbejdsmarked, ved at betale folk penge, hvis de var i stand til at finde den rigtige kandidat til et jobopslag. Tanken var, at venner og bekendte ved at man er interesseret i et nyt job, længe før man bliver aktivt jobsøgende.

Uheldigvis åbnede en af de største danske jobportaler, et par dage inden lanceringen af deres portal (www. spotajob.dk), en lignende side. Det skabte svære vilkår for udviklingen af selskabet, og i dag er majoriteten af virksomhed solgt til en hollandsk virksomhed, med en lignende forretningsmodel.

Going corporate.

I dag har Anders arbejdet for Telia i 1½ år. Men til trods for den faste gage og pensionsforhold, holdes den entreprenøriske ånd stadig i live, idet han blev ansat som en del af et hold, der skulle være med til at starte Telias online forretninger op. Han har i det job kunne drage stor nytte af den erfaring han i sine to tidligere jobs har erhvervet sig inden for online verdenen. Hans primære 55

funktion er, at arbejde med forretningsudvikling og arbejder med forskellige udviklingsprojekter.

En typisk arbejdsdag starter dog med at han gennemgår salgstallene. Generelt fremhæver han, at han arbejder meget med statistik. Noget der umiddelbart kan forekomme fjernt fra den FLØKske kompetenceprofil, men som Anders siger, så er noget af det man lærer på FLØK, at være kritisk overfor definitioner, og at se at der er flere måder at skære verden på. Denne kritiske tilgang kan i høj grad være anvendelig i forhold til statistik og talmateriale. Statistik handler, som Anders beskriver det, om at sætte en del af virkeligheden ind i et Excel ark. Processen mellem virkelighed og Excel arket er båret af en fortolkning, hvilket åbner op for et kritisk moment. ”Når man sidder og laver statistik, så dækker kategorierne ofte over gennemsnitlige betragtninger.

På online området hersker der ofte stor forvirring om, hvad der egentlig måles. Det er stadig et nyt område i udvikling. Online markedet har været vildt voksende de sidste 10 år. En del af det jeg laver er at kigge på salgstal og statistikker, og prøve at optimere vores investeringer i online markedsføring. For at forstå tal skal man være kritisk overfor dem. Når reklamebureauer påstår at man kan måle en masse ting, så er det oftest ikke rigtigt. Som FLØK’er er det ikke en fast model eller værktøj, jeg har med her. Der er mange andre, der væsentlig bedre til den avancerede statistik, men det er ofte et spørgsmål om, at have øje for forudsætningerne og kunne være kritisk overfor dem.”

Uden værktøjskasse

Et tilbagevendende tema i interviewet er de manglende 56

redskabsfag, og manglende konkrete viden man kan tage med fra FLØK. Noget Anders husker, man havde en tendens til at gøre til et problem på FLØK. Men budskabet er klart; det er ikke noget man som FLØK studerende skal være bekymret over. ”Som FLØK’er har man ikke så mange redskabsfag, og det er der mange der er nervøse over. Jeg oplevede det ikke som noget problem. Det har aldrig været meningen med FLØK, at man skal have en værktøjskasse, og det vil jeg gerne skrive under på, at det har man heller ikke. På godt og ondt. Man er sårbar og nervøs for det lige når man kommer ud. Men jeg tror også hurtigt man ligger det bag sig. Og når jeg spørger folk, der har læst noget andet, så kan de jo heller ikke bruge lige netop det værktøj de lærte i et bestemt fag. ” Noget af det han ser man som FLØK’er har med fra uddannelsen er en evne til at skrive. Man er bevidst om skriften, og kan, grundet de mange projektskrivninger finde ud at skrive en rapport, og har en systematisk tilgang og en videnskabsteoretiske forståelse. Den videnskabsteoretiske forståelse mener han gør, at FLØK’ere generelt har evnen til at gribe tingene på en andre måder, og tage forskellige tilgange alvorligt. ”Hvis du sidder i udviklingsorganisationer er det utrolig vigtigt, at man kan tænke andre paradigmer, end den vante måde at tænke på det på. Det er ikke noget hvor du kan trække en bog frem, det er noget der ligger latent.”

Anders påpeger dog, at en måde at bløde op for de manglende værktøjer, og den lidt uklare faglige profil er ved at, at have et relevant studiearbejde. ”Man skal

HVORFOR efteraar 2009

om FLØK’er har man ikke så mange redskabsfS ag, og det er der mange der er nervøse over.

Jeg oplevede det ikke som noget problem. Det har

aldrig været meningen med FLØK, at man skal have en værktøjskasse, og det vil jeg gerne skrive under på, at det har man heller ikke. På godt og ondt.”” ikke overdrive frygten for ikke at have nogle konkrete værktøjer når man er færdig, men på den anden side, kan man også mærke at arbejdsgivere tænker over det.

Derfor er det vigtigt at have haft noget relevant erhvervserfaring ” Relevant bliver det at have erfaring, og selv være klar over hvor man vil hen og hvad der har ens interesse. ”Jobbet i Warszawa fik jeg, fordi jeg tidligere havde lavet noget kommunikationsfagligt, og i Telia, fordi jeg havde erfaring indenfor onlineforretning. Selve uddannelsen blev der ikke lagt så meget vægt på, desuden er min chef hos Telia klassisk uddannet filosof. Jeg tror ikke man skal være nervøs, hvis man selv har en idé om hvor man vil hen. Noget der har virket for mig, er at have haft studierelevant arbejde på de sidste år af studiet.

Det giver også en sund modvægt til et meget teoretisk studie. Misforstå mig ikke, jeg synes det er godt at det er teoretisk. Ingen grund til alle de værktøjsfag. Frem med brystet og så læse det man har lyst til. Det er selvfølgelig fint med nogle grundredskaber, men ofte er værktøjerne jo udviklet til andre situationer end dem man netop står i. Min erfaring er, at man må kigge på hvad det er for

nogle mennesker, og hvis de har noget begavet at sige, så skal de nok få chancen.”

At nyde at studere

Med jakken på, og på vej ud af døren når Anders at komme med den opfordring, at vi skal nyde at læse mens vi kan. Det er desværre ikke er mange filosofibøger ,der er blevet åbnet siden specialet blev afleveret. Det er en ting, der er svært at få passet ind i hverdagen. Men Anders nød det, lod sig drive af en interesse, og er kommet vel ud på den anden side.

Opløftede og med håb om at vi nok skal få chancen, takker vi Anders Bach Wagstein for interviewet, og lover os selv at vi vil nyde den næste søndag i selskab med bøgerne på bibliotekets læsesal.

57

christian garmann johnsen,

tekst

stud.merc.fil

&1

årig master in philosphy of the social sciences

på lse, london

Reisebrev fra London School of Economics Kjære Hvorfor?

I hjertet av London ligger London School of Economics (LSE) med drøyt 8500 studenter (litt under halvparten av CBS), hvor jeg studerer Philosophy of the Social Sciences. Når jeg presenterer min utdannelse til de andre studentene på skolen, himler de med øynene og ser spørrende på meg.. Men dette er hverdagskost for en tidligere FLØK’er, som er vant til å forklare—og forsvare—integrasjonen mellom økonomi og filosofi. Det minsker kun hjemlengselen for min del.

Selv om der er en del slående likhetstrekk mellom anvendelsen av filosofi på CBS og LSE, er der også ulikheter. Mens FLØK har som ambisjon at filosofien skal brukes i en praktisk kontekst, har mitt institutt på LSE lagt vekt på at filosofien skal relateres til andre disipliner og ha et empirisk fokus. Det betyr likevel at begge utdannelser fremhever at filosofien ikke skal isoleres i sin egen lille verden, men rette blikket mot andre samfunnsfaglige disipliner—som organisasjonsteori, sosiologi og ikke mist økonomi—og bidra med konstruktive og kritiske innspill.

Til tross for et tilsynelatende felles fundament hos disse to utdannelser, stopper likevel likheten her.

De to står nemlig på hver sin side av en monumental murvegg som har splittet det filosofiske landskapet det siste hundreåret: skillet mellom analytisk og kontinental filosofi.

Analytisk filosofi ble etablert av Bertrand Russell og G. E. More i et forsøk på å løse klassiske filosofiske 58

problemstillinger ved hjelp av formallogiske analyser.

Russell var overbevist om at tilsynelatende grunnleggende filosofiske problemer var forårsaket av forvirringer i vårt hverdagsspråk mellom setningers logiske form og grammatiske form.1 Problemene kunne således, ifølge Russell, løses ved å avdekke setningers logiske form og klargjøre strukturene i språket. Påfølgende tok de logiske positivistene på seg oppgaven å rense hverdagsspråket for meningsløse setninger. Dette prosjektet ble senere kritisert av Wittgenstein i Filosofiske Undersøkelser og førte til en dreining i den analytiske tradisjon mot det å analysere mening i hverdagsspråket. Den lingvistiske vendingen innen filosofien har i løpet av det siste århundret spredd seg til andre områder som metafysikk, bevissthetsfilosofi og etikk, og dannet et paradigme hvor analyse av språklig mening står i sentrum.

Konfrontasjonen mellom de to tradisjonene analytisk og kontinental filosofi kom tidlig til utrykk gjennom Rudolf Carnaps angrep på Martin Heidegger.

Carnap beskyldte Heideggers analyse av begrepet ”intethet” for å være direkte meningsløs, fordi den bestod av såkalte pseudosetninger.2 Senere har det utviklet seg til en strid hvor kontinentalfilosofene beskylder den analytiske tilnærming for å være historieløs og snevert orientert, mens motsatt analytiske filosofer påstår at den kontinentale tradisjon er spekulativ og retorisk. Et eksempel er W.V.O. Quine m.fl. som i Times i 2003 skrev at: ”M.Derrida’s work does not meet accepted standards of clarity and rigor [. . .] his writings [. . .] seem to consist

HVORFOR efteraar 2009

ürgen Habermas var mulig, Michel Foucault Jgger, kunne brukes avhengig av tema, mens HeideJacques Derrida og Jacques Lacan under alle omstendigheter var utelukket. Under alle omstendigheter.”

in no small part of elaborate jokes and puns [. . .]”3 At skillet mellom analytisk og kontinental filosofi eksisterer og har konsekvenser for den studerende, er det liten tvil om. Da jeg spurte min lærer om i hvilken grad det var tillatt å benytte seg av kontinentalfilosofer i oppgaver, fikk jeg beskjed om at Jürgen Habermas var mulig, Michel Foucault kunne brukes avhengig av tema, mens Heidegger, Jacques Derrida og Jacques Lacan under alle omstendigheter var utelukket. Under alle omstendigheter.

Problemet med Quines uttalelse om at Derridas filosofi består av ”elaborate jokes and puns”, og for så vidt de andre beskyldninger jeg har nevnt, er at døren lukkes for diskusjon. Så fort man kategorisk avfeier sin motpart, i stedet for å sakliggjøre kritikken, er muligheten for dialog borte. Det gjelder på sett og vis ikke Carnap, som konkretiserer kritikken mot Heidegger. Ifølge Carnap bygger Heideggers spørsmål ”Hvor søker vi intethet?” på en misforståelse av begrepet ”intethets” betydning. Dette er tilfellet fordi ”intethet” her brukes av Heidegger som et substantiv, mens det i sin vanlige bruk benyttes til å konstruere negative eksistensielle setninger.4 Carnap kan dermed påpeke at Heidegger roter seg inn i et problem, som imidlertid kan, i tråd Russells lingvistiske metode, løses ved å bringe begrepene inn i sin rette kontekst.

Gjennom denne type sakelig presisering bidrar Carnap til å skape grunnlag for dialog. Dette har fått senere filosofer til å se muligheten for å skape en konstruktiv diskusjon mellom de to filosofiske retningene.5

Så det er langt ifra umulig å utføre transaksjoner mellom de to tradisjoner. Og hermeneutikk og diskurs er på ingen måte fremmedord i den analytiske verden som er rådende her på LSE. Filosofer som Charles Taylor, Habermas og Richard Rorty har nettopp prøvd å gjøre hermeneutikk til en gyldig posisjon innenfor en analytisk kontekst. Faktisk har noen av de mest spennende filosofene de siste femti årene—og blant dem er nettopp de tre nevnte—befunnet seg i et grenseland mellom den analytiske og kontinentale verden. Det ligger et utrolig potensial i å skape dialog mellom de to tradisjonene.

Min motivasjon for å studere filosofi i England har vært at jeg er overbevist om at jeg—som en i hovedsak kontinentalt skolert student—har utrolig mye å lære av den analytiske tradisjonen. Samtidig er det en stor utfordring å sette seg inn i en ny filosofisk tankeverden. Jeg har så langt ikke opplevd det som et problem å hevde at kunnskap ofte er kontekstuell, at vitenskapen må ses på som en praksis og at vår moral har en bestemt genealogi, etc. Men det er av og til vanskelig å forstå den analytiske tilnærmingen til spørsmålene, måten man formulerer seg på i en diskusjon og strukturene i argumentene som benyttes. Selv om de to retningene har mye av filosofihistorien felles, opplever jeg at man leser Aristoteles, Kant og Wittgenstein på en annerledes måte på andre siden av kanalen.

Analytisk filosofi var også et forsøk på å løsrive seg fra tradisjonelle problemstillinger som hadde brydd filosofer siden Platons tid uten merkverdig fremskritt.

59

Videre utviklet det seg rettinger innenfor det analytiske forskningsprogrammet som siktet mot systematisk å utvikle spesielle fagområder. Instituttet for filosofi på LSE, som ble grunnlagt av vitenskapsteoretikeren Karl Popper, har de hovedsaklig rettet oppmerksomheten mot metodologiske spørsmål innenfor natur og samfunnsvitenskap. Det betyr på den ene siden at de har et veldig klart definert forskningsfelt bestående av en rekke problemstillinger og diskusjoner, men på den andre siden blokkerer det for en rekke alternative filosofiske tilganger. Det medfører også at diskusjonene ofte konsentrertes seg rundt en rekke tekniske spørsmål.

Jeg har for eksempel et fag i ”Økonomisk teorihistorie”, som mer eller mindre diskuterer forskjellen mellom J. S. Mill og Friedrich Hayek. Det vil ikke være en overdrivelse å kalle dette en snever forståelse av hva den økonomiske teorihistorie består av, men samtidig medfører det at vi får dybdeforståelse av en rekke sentrale temaer i stedet for en bred introduksjon til et stort felt.

Heldigvis er hvert fag organisert med forelesninger og seminarer, og studentene må delta aktivt i diskusjoner. I tillegg har alle professorer kontortimer, hvor studentene kan komme og diskutere det de måtte ønske. Apropos forelesing, tiden flyr, jeg må komme meg av sted til LSE, før jeg skal ha en kopp Earl Grey te, scones med smør, honning og syltetøy— og lese Quines ”Two Dogmas” som ligger og venter på biblioteket.

De bedste hilsner, Christian G. Johnsen E-mail: christian.garmann@gmail.com Noter: 60

1 Scott Soames: Philosopical Analysis in the Twentiete Century – The Age of Meaning, Princeton University Press 2003, s. XVI 2 Rudolf Carnap: “The Elimination of Metaphysics Through Logical Analysis of Language”. In: A. J. Ayer, ed., Logical Positivism. Glencoe, Ill.: The Free Press, (Translation of Carnap 1931), s. 69-70 3 Sitatet er hentet fra Neil Levy: “Analytic and Continental Philosophy: Explaining the Difference”, Metaphilosophy, Vol.34, No.3, April 2003 4 Detaljene i dette argumentet finnes i Rudolf Carnap: “The Elimination of Metaphysics Through Logical Analysis of Language”, s. 71 5 Dette er slik jeg fortolker blant annet Gottfried Gabriel: “Carnap’s ’Elimination of Metaphysics Through Logical Analysis of Language’. A Retrospective Consideration of the Relationship between Continental and Analytic Philosophy” (www.phil.cmu.edu/projects/carnap/jena/GabrielJena.rtf)

HVORFOR efteraar 2009

Jagten p책 Mening

61

tekst

matias levi rubinstein, ha(fil.)

3.år,

på udveksling på sciences po, paris

En Rejsebeskrivelse istorien er et evigt referencepunkt, revolution eller H ej, alt starter med en omvæltning og et tilbageblik på fordums tid, dette, mine herrer, er indbegrebet af parisisk livsvisdom.”

Jeg er på en rejse med tre symbolske bestanddele; 1. Edith Piaf som den skingre baggrundsstøj, 2. Historien som den altid nærværende, lidt klodsede ven der kræver for meget opmærksomhed og endelig, 3. Et studium der ikke ved hvilket ben det skal stå på.

Paris er en brutal by. Barsk, bemærkelsesværdig, konservativ og lysende grå. Hvad mere kan man forlange?

Paris er historie. Jeg eksisterer ikke i Paris, jeg er en del af en historie, en allestedsnærværende fortælling af mindesmærker og narrativer så langt øjet rækker.

Paris er den fortid der endnu ikke er blevet til nutid, med andre ord, det forår der er lige på vippen til at springe ud i fuldt flor.

Studiet er en præsentation af disciplin og dekadence jeg sjældent har set lignende.

Studiet er, ihvorvel jeg vil det eller ej, og om ovenstående har sin rigtighed, et yderst nydeligt billede af fransk kul62

tur, finkultur, kunst og arkitektur.

Studiet er, frem for alt, et mundtligt exposé fra en endnu ikke født fransk politisk elite.

Jeg er i eksil i en eksklusiv historie, det altafgørende spørgsmål må være – hvem er fortælleren?

Jeg er bortrejst til bohemens hjemstavn, ubundet og ubekymret?

Jeg bor i et lille arrondissement med udsigt til en park der ligger på grænsen mellem romantik, kådhed og rå virkelighed.

Paris, studiet og jeg udgør en ureligiøs treenighed, som ikke går op i en højere enhed, omend snarere går op i små oplevelser, øvelser og morsom overlevelse.

Paris, studiet og jeg danser en dans der inkluderer lidt for mange sko til at takten og timingen er tip-top, hvilket dog er ubetydeligt, eftersom trafikken udgør den underliggende puls der gør at der trods alt er en slags rytme i

HVORFOR efteraar 2009

dansen.

Paris, studiet og jeg udvinder og udvikler skøre idéer, blandt et væld af internationale identiteter, en alt for lille rum tid og endelig et sprog der ikke vil læres.

Nuvel, Edith Piaf udgjorde baggrunden for et af de første møder jeg havde med Paris. Med en skinger og sprød stemme, forestillede jeg mig hende stå at synge lidt borte med fransk ynde og charmerende røde kinder forårsaget af den kolde efterårsluft, hvilket gjorde hende bemærkelsesværdig nærværende.

Historien i almindelighed, kulturhistorien i særdeleshed, er den anden bestanddel. Historien er et evigt referencepunkt, revolution eller ej, alt starter med en omvæltning og et tilbageblik på fordums tid, dette, mine herrer, er indbegrebet af parisisk livsvisdom.

Endelig, studiet, apropos ben og dans. Et sammensurium af forskellige små introduktionskurser der alle vil lidt for meget, alle dybt seriøse med den politiske aktivitet som sit

omdrejningspunkt. Vi er her i et radikalt andet uddannelsessystem, elitært, disciplinært og lidt svært, hvilket bør nævnes for at kunne få indblik og indtryk af hvad jeg er en del af. Hvorom alting er, er det netop indblik og indtryk jeg er taget af sted for at få.

Disse tre bestandige symboler er nu allerede en del af min historie. Men hvad gør det når jeg ikke eksisterer, men blot er indlejret i Paris for en stund. À bientôt.

Matias

63

tekst

philip maruszewicz, ha(fil.)

2.

år

Kunsten af at snakke med sig selv…

Og der kommer Pia Kjærsgård med en skarp højre ”Schmidt uppercut mod Villy Søvndal”, - ” Helle Thorning svarer tilbage med venstre jab, der rammer Lene Espersen lige der, hvor det gør ondt!”, … mens man betragter sig selv i et spejl. Det er en utrolig svær disciplin at mestre, men alligevel har samtlige politiske kommentatorer på tv åbenbart været på et kursus, der gør at de simpelthen bare er blevet eksperter i at snakke med sig selv. Dette gælder især TV2 trio Henrik Qvortrup, Peter Mogensen og Michael Kristiansen.

Det er ikke fordi, disse mennesker er uintelligente på tv.

Tværtimod har de mange ting at sige, men jeg mener dog, at det ikke hjælper dagens Danmark at sådanne folk skal påvirke hele befolkningens syn på politikere og politik i al almindelighed.

Tag programmet ”Mogensen og Kristiansen” på TV2news. Programmet handler mere om at kommentere, hvordan enkelte højteksponerede politikere agerer, i stedet for egentligt at snakke om deres resultater eller visioner. Det lyder mere som om, at de kommenterer en boksekamp, Mogensen: ”Og der kommer Pia Kjærsgård med en skarp højre uppercut mod Villy Søvndal”, Kristiansen: ” Helle Thorning Schmidt svarer tilbage med venstre jab, der rammer Lene Espersen lige der, hvor det gør ondt!”, og efter hvert program tæller de scoren, og så er ugens fodboldkamp slut. TV2-news udstiller direkte to fuldvoksne mænd, der snakker til sig selv i et spejl.

De efterlader indtrykket af, at de elsker, at høre mere på deres egen stemme end alle andre ting i verden.

Hvorfor skal vi udsættes for at høre på direkte vås på en tv-kanal, der gerne vil formidle seriøse nyheder til resten af Danmark? Der foregår allerede en alt for stor 64

kamp mellem politikerne om at være populære. Hvorfor skal andre mennesker uden for Christiansborg absolut smide brænde på bålet, ved at levere endnu mere vrøvl om hvordan ugens politiske fodboldkamp er forløbet?

Asger Aamund sagde for nyligt i en pressemeddelelse, at der om ti år ville være tre millioner danskere uden for arbejdsmarkedet, og en million på arbejdsmarkedet. Nu ved jeg ikke, hvor hans kilder kom fra, men det er ikke essensen i det, jeg vil fremhæve. Hvis prognoserne og Aamund til en vis grad har ret, ville det så ikke være en god ide for politikere, at droppe mudderkastningen, og for de politiske kommentatorer, at droppe denne involvering i at sprede mudderkastningen, så politikerne på Christiansborg kan begynde at koncentrere sig om de egentlige målsætninger og problematikker for fremtiden? Jeg ved godt at det er en utopisk tankegang, men er ideologien bag politikere ikke, at de skal være der for samfundet, og gøre alt for at samfundet kan være velfungerende? Tanken henviser til Platons idealstat, hvor filosofferne har indsigt i hvad det alment gode er for samfundet.

Hvorfor så skrive denne artikel, hvis ikke den kommer til at give resultater? På FLØK bliver vi inspireret til at være intelligent kritiske over for alt. Derfor er det vigtigt at sprede denne tankegang blandt flere samfundskritiske mennesker, så de til sidst kan sprede den ud til alle andre ud over vores studiekreds.

HVORFOR efteraar 2009

tekst

laura mortensen, ha(fil.). 2. år

Jagten på den evaporerede mening Anmeldelse: Ole Fogh Kirkeby: Den frie organisation. Balancen mellem passion og storsind. 272 sider. 350kr

Intentionen er god nok, Ole Fogh Kirkeby forsøger med sin nye bog ”Den frie organisation - Balance mellem passion og storsind” at bestemme hvad en fri organisation skal indeholde. De første 200 sider går derfor med at optrævle 2000 års filosofi historie med henblik på at give en vejledning til den fri organisation. Der bruges lang tid på at undersøge og forklare forskellige begreber som frihed, autenticitet, erfaring, mening og betydning. Det flyver med græske og latinske ord og til tider føler man at man sidder med en ordbog i hånden. Der trævles og trævles for at beskrive det menneske der skal være medarbejder og det menneske der skal være leder. Og det er faktisk spændende læsning, især for en FLØK studerende.

Ole Fogh Kirkeby laver nogle gode synteser mellem erhvervsøkonomi og filosofi som er værd at tage med. Han bruger det meste af filosofi pensum i et langt netværk af referencer og der er nogle gode perspektiver til det moderne menneske. Ole Fogh Kirkeby kigger blandt andet på begrebet selvopfattelse i forhold til at være et dydigt menneske og på protreptikken som en mulighed for at få en fælles aksiologi i den fri organisation. Derudover udfolder Ole Fogh Kirkeby interessante dyder så som etisk fantasi og den utømmelige dømmekraft. Det kan dog til tider være lidt for svævende og svært at følge hans argumentation. Når det kommer til en af bogens hovedpointer,

balancen mellem agape (næstekærlighed) og eros (erotisk passion), stiger tempoet yderligere. På kun 13 sider ridses der en grundholdning op om at den frie organisation udspringer i spændingsfeltet mellem agape og eros.

Imellem næstekærlighed og erotisk passion fremtræder en medarbejder med styr på lortet, eller lort på styret? Det er svært at sige hvad det er for kompetencer der fødes i spændingsfeltet mellem agape og eros. Ole Fogh Kirkebys tanke er at eros har en utæmmelig kreativitet og spontanitet der ikke kan styres. Medarbejderen besættes af kærlighed til organisationen, fuldstændig som hvis medarbejderen var rigtig menneske-forelsket. Men her skyder Amors pile på det personlige arbejdes forhold og medarbejderen er ukuelig og blottet for fornuft. Der er altså tale om et arbejdes besat menneske. I sådanne tilfælde kan det være svært at nedsætte kontrol og effektivitetsskemaer.

Den uhæmmede, kreative og iderige medarbejder lader sig ikke tøjle, og engagement, entusiasme og commitment er således nogle af de begreber der har eros i deres væsen.

På den anden side står agape som dyd for den storsindede medarbejder. En medarbejder der elsker sin næste ikke for sin egen skyld men for den andens skyld. Der er et ukueligt overskud at finde hos den storsindede medarbejder der ikke er strategisk anlagt men i stedet trækker på de kristne dyder. Nærværd bliver en forpligtelse og sociale 65

er er i hvert fald masser at tage fat på og D masser af løse ender, for om det fungere i praksis er ikke noget Ole Fogh Kirkeby har nogen udtalelser om. ” egenskaber som hjælpsomhed og ansvarlighed vægtes højt. Hegel og Heidegger bringes på banen i nogle udviklinger om at man skal have en fælles sag for derefter at gå bort fra sig selv for at gå op i begivenheden. Nærværet skal således udfoldes i en refleksiv ikke-strategisk handling som bliver til et realt tilstedeværd medarbejdere imellem. Det understregs at nærværet ikke må bruges som intimteknologi eller til manipulation.

Men sammenkoblingen og det interessante spændingsfelt fordamper ikke rigtigt ud af bogen. Det virker flot og godt men hvad med praksis. Ole Fogh Kirkeby bruger evaporation som udsagnsord i den sammenhæng. Lederen skal sætte sig ind i alle disse væsens-værens-former og kridte banen op for den fri organisation. Her efter skal han stå på toppe af lagkagen og fordampe sin mening. Det bliver mere og mere knudret og søgt. Alle de tusinder af forskellige begreber og referencer der flyver ud af bogen er i og for sig nogle fine og rigtig gode observationer, men bogens tekst er for kort til at få sat det hele i bevægelse.

Pointen er vist at medarbejderen skal læse de første 200 sider og derefter selv vælge at indgå i den frie organisation, lederen skal læse alle 300 og herefter skal de alle i gang med at begære hinanden og vende den anden kind til mens at lederen fordamper mening ud i alle organisationens hjørner. At fordampe mening gøres, ifølge Ole 66

Fogh Kirkeby, ved at lederen formulere organisationens værdier ved hjælp af blandt andet dramaturgi, musikalitet og retorik.

For en FLØK studerende kan det jo være skønt med sådan noget litteratur der tager velkendte begreber og tillægger dem ny mening i nye sammenhænge. Desuden er der i bogen rig mulighed for at forholde sig kritisk.

Der er i hvert fald masser at tage fat på og masser af løse ender. For om det fungere i praksis er ikke noget Ole Fogh Kirkeby har nogen udtalelser om. Gode ord er dyre og det lader til at Ole Fogh Kirkeby kunne have sparet en del på at skrive lidt mere dybdegående, og derved måske have fået sine tråde til at hænge sammen. Man kan, om end ikke andet, i hvert fald finde god inspiration til første års projektet i ”Den frie organisation”, for Ole Fogh Kirkeby har ikke selv gjort arbejdet færdigt.

Det er svært at sige alle de gode og fine ting imod, men faktum er vel at efter sidste side er læst, virker det som en lidt blævret og fugtigt fornemmelse. Bogen emmer i hvert fald hverken damp eller stemning og der er ikke nogen evaporeret mening i sigte.

HVORFOR efteraar 2009

tekst

sebastian

“revovler”

belmark,

ex-ha(fil.), engelskstuderende, kua

Meningen med nonsens - om det at vrøvle korrekt

N

onsens skal man generelt ikke lede længe efter, men hvis man vil have nonsens der giver mening, så… Ja, så skal man faktisk bare finde en børnebog frem. Da jeg forleden sad og læste ”Through the Looking-glass” af Lewis Carroll, fandt jeg en god metafor af slagsen: [She had not been walking a minute before she found herself face to face with the Red Queen, and full in sight of the hill she had been so long aiming at.] ’Where do you come from?’ said the Red Queen. ’And where are you going? Look up, speak nicely, and don’t twiddle your fingers all the time.’

Alice attended to all these directions, and explained, as well as she could, that she had lost her way. ’I don’t know what you mean by YOUR way,’ said the Queen: ’all the ways about here belong to ME—but why did you come out here at all?’ she added in a kinder tone.[ ’Curtsey while you’re thinking what to say, it saves time.’

Alice wondered a little at this, but she was too much in awe of the Queen to disbelieve it. ’I’ll try it when I go home,’ she thought to herself, ’the next time I’m a little late for dinner.’ ’It’s time for you to answer now,’ the Queen said, looking at her watch: ’open your mouth a LITTLE wider when you speak, and always say ”your Majesty.”’ ’I only wanted to see what the garden was like, your Majesty—’] ’That’s right,’ said the Queen, patting her on the head,

which Alice didn’t like at all, ’though, when you say ”garden,”—I’VE seen gardens, compared with which this would be a wilderness.’

Alice didn’t dare to argue the point, but went on: ’—and I thought I’d try and find my way to the top of that hill—’ ’When you say ”hill,”’ the Queen interrupted, ’I could show you hills, in comparison with which you’d call that a valley.’ ’No, I shouldn’t,’ said Alice, surprised into contradicting her at last: ’a hill CAN’T be a valley, you know. That would be nonsense— [’The Red Queen shook her head, ’You may call it ”nonsense” if you like,’ she said, ’but I’VE heard nonsense, compared with which that would be as sensible as a dictionary!’

Alice curtseyed again, as she was afraid from the Queen’s tone that she was a LITTLE offended: and they walked on in silence till they got to the top of the little hill.]

Som Alice så fint peger på, giver det ingen mening at sige, hvad Dronningen siger, for hvis højene, hun har set, er så store, at højen i haven i sammenligning ville ligne en dal, så ville højen i haven ikke længere være en høj, men en dal. Som metafor fungerer det bare ikke, da en høj af logiske årsager ikke kan være en dal, ikke engang metaforisk. Man kunne sige, at det, at en høj skulle være en dal, går i mod højens essens, 67

H vorom man ikke kan tale, derom må man vrøvle.”

hvilket umuliggør det både logisk og metaforisk. Men selvom det er dødforkert af Dronningen at sige det, så fornemmer man alligevel, at det er nogle virkelig store høje, der er tale om. Selvom det er sprogligt nonsens, så forstår vi det på en eller anden måde. Men hvorfor det? Som jeg ser det, er der to aspekter af det: Talerens intention og sprogets begrænsninger.

Ud fra det Dronningen tidligere har sagt, er det ikke svært at forestille sig, at hun også vil beklage sig over, at Alice kalder højen for en høj, for på den anden side af spejlet er alt spejlvendt. Fordi Dronningens to udsagn følger samme skabelon, så ved vi, at hun mener, at højen i haven ikke er så høj, som nogle af de andre høje hun har set på trods af, at hendes udsagn er helt hen i vejret.

Hun indikerer dermed, at hun vil et sted hen i sin tale, men sproget lader ikke til at kunne følge med. Vi har en ramme, men hvad det præcise indhold angår, så er vi meget i tvivl, for ikke at sige at vi ikke helt kan begribe, hvad indholdet skulle være.

Med hensyn til sprogets begrænsninger, så er der ting, selv metaforer ikke kan gøre ifølge sprogets regler, hvis de ellers skal være forståelige: De kan stadig ikke modsige sig selv (selvom relative modsigelser1 virker fint, som for eksempel Hardy’s: ”The smile on your mouth was the deadest thing//Alive enough to have strength to die;”). Men hvorfor skulle sproget også ødelægge sig 68

selv uden grund? Dronningen prøver at beskrive noget, men det er som om hun ikke har sproget til det, så for at vise, at højene der beskrives er så store, at vi egentlig ikke kan forestille os det, så er hun nødt til at ødelægge sproget. Og selvom vi strengt taget ikke forstår, hvad hun siger, så forstår vi hvad hun mener. Hun prøver at beskrive noget vi slet ikke kan begribe hvor stort er og eftersom vi ikke kan begribe det, så kan vi ikke tale om det med det sprog vi har (man fristes jo til at sige, at dette skyldes, at vores sprog er bygget op omkring forståelighed, men det er en længere forklaring). Derfor er vi nødt til at ødelægge sproget således, at vi kan bruge det til at beskrive det, at der er noget som vi ved, at vi ikke ved. Eller måske mere præcist: Når vores fantasi fejler os, så fejler vores sprog.

At vrøvle om det ubeskrivelige lyder måske dumt, og vi kommer ikke nærmere at begribe præcist hvor stort det egentlig er, men dertil hører to ting: Det er ikke dummere, end at matematikerne ligger og roder med noget, der hedder ”overtælleligt uendeligt”, hvilket er så uendeligt stort, at man faktisk ikke helt ved hvor stort; 2 og så er det langt værre at lade den slags dumheder være tabu. Nok kan vi ikke tale præcist om det, men der er ingen grund til, at vi ikke skulle give udtryk for, at vi ikke ved, det eksisterer og håbe på en tilnærmelse af dets kvaliteter, der er baseret på intuition. Vi har pligt til at

HVORFOR efteraar 2009

tale om det, vi ikke kan erkende, men vi bør gøre det på en måde, der viser vores begrænsede erkendelse, som eksempelvis at ødelægge sproget, for det er det eneste, der giver udsagnet retfærdighed. Desuden er det først, når sproget er ødelagt, at vi kan forstå med vores maver – et organ der i øvrigt forstår mere end hjernen.

Meningsfuld nonsens i metaforer er derfor af en vigtighed, der ofte bliver overset. I stedet for at tie om det vores sprog ikke dækker, så skal vi sprænge sproget i luften og skabe nye konstruktioner, der er imod tidligere regler, så vi kan skabe nye former for erkendelse, der kan hjælpe os til bedre erkendelse. Tænk blot over den døde metafor i Lewis Carrols citat: ”that she had lost her way”. Det lyder ikke underligt i vores ører, men det er selvfølgelig klart, at Alice aldrig nogensinde har haft ejerskab over vejen, for som Dronningen så fint påpeger, så er det hende, der ejer haven. Hvad der engang må have været misbrug af sproget er forståeligt for os i dag, og derfor kan misbrug af sproget i dag være

forståeligt senere. I øvrigt er al sprog blevet misbrugt til forståelighed: Stole er ligeglade med, om de er stole eller chairs eller jaxsms. Så længe der er folk nok, der tror på det, så er stole, stole. Derfor: Hvorom man ikke kan tale, derom må man vrøvle. Det er faktisk lidt det samme, Wittgenstein gør i slutningen af Tractatus – men vi ved jo alle sammen, at det også bare er en børnebog.

Noter 1 Man skulle tro, at munden enten måtte være død eller i live, men det er ikke mod mundens essens at være begge dele, og derfor ikke forkert, men bare en meget stærk metafor (læg i øvrigt mærke til hvordan en metafor bliver stærkere, jo nærmere den kommer selvmodsigelse) 2 Vincent Vender VirkelighedenJagten på den evaporerede mening

69

tekst

jonas bak linnebjerg, stud.merc.fil

Krigen om FLØKKEREN En praksis: Igennem flere år har det været en tilbagevendende tradition på FLØK, at det verdensomspændende konsulenthus McKinsey & Company har doneret en pose penge til eleven med det bedste bachelorgennemsnit.

Herefter er en håndfuld studerende eller to blevet inviteret til et møde i hovedkvarteret Ved Stranden for at høre om det at arbejde som konsulent hos McKinsey & Co, hvorefter de studerende er blevet budt på en middag et sted ude i byen.

Da jeg af Hvorfor-redaktionen fik stillet opgaven at beskrive konsulenthuset McKinsey’s rekrutteringskampagne1 blandt fløkkere, var min første indskydelse, at en sådan praksis umuligt kunne afstedkomme den ønskede kontakt til en uddannelse og dens studerende. Fløkkeren vil kynisk vende ryggen til og afvise at blive et corporate casualty – fortæret og efterladt på konsulenthusets vej mod storhed.

Virkeligheden var dog en helt anden, skulle jeg erfare – ikke bare var de tre tilstedeværende konsulenter gamle fløkkere, men yderligere to fløkkere arbejdede eller havde arbejdet for McKinsey & Co. Mckinsey’s bearbejdning af den fløk’ske sjæl har altså tilsyneladende skabt resultater. Viser det, at det er den rigtige strategi, en virksomhed som McKinsey & Company ligger for dagen? Og i så fald hvilken mekanisme afstedkommer dette resultat?

Som studerende har vi vænnet os til at være feterede, men selv i det benhårde rekrutterings marked er det sjældent at se en virksomhed gå så målrettet til værks – og så tidligt i et uddannelsesforløb vel og mærket. Selvom fløkkerne har taget McKinsey & Co’s tilnærmelser til sig, så synes 1 At fremstille McKinsey’s bachelorpris og efterfølgende middagsinvitation som en direkte rekrutteringspraksis er nok at overfortolke, men på den anden side kan tiltagene sagtens ses som første stadie i en bevidst rekrutteringsstrategi.

70

der alligevel at forefinde en diskrepans mellem denne rekrutteringspraksis og så virksomhedens jagt ”på det gyldne skin” eller mere præcist på morgendagens talent.

Morgendagens talent For at bedømme og dømme virksomheders klapjagt på talent er det vigtigt at klarlægge, hvad talentbegrebet indeholder. Definitionerne varierer fra en essentialistisk til en mere kontekstuel tilgang. Fra en medfødt evne til et endnu-ikke-realiseret potentiale. Fra et konkret stykke værktøj, den enkelte besidder, til en mere vitalistisk tænkning, hvor evnen netop er den kontinuerlige skabelsesproces (at omsætte forskellige værktøjer til brugbare praksisser). Uanset definition så er talentet for virksomheden en rækken-ud-i-fremtiden for at sikre og forløse en fremtidig værdiskabelse. For virksomheden er talentet det, som talentet er ved at blive. Talentets nuværende værdi udspringer af den fremtidige sikring af virksomhedens overlevelse.

The War for Talent McKinsey & Company lever ligesom mange andre konsulenthuse af den individuelle medarbejders evne til at problemløse. En sådan evne er dog sjældent det eneste moment i problemløsningsprocessen. Problemløsningen er altså ikke kun forankret i medarbejderen men ligeså meget i et kollektivt netværk af viden opbygget i virksomheden.

Disse kollektive netværk er den enkeltes færdigheder kombineret med talentfulde kollegaers færdigheder og/ eller materielle teknologier(embedded capital) udviklet i virksomheden. Men som McKinsey selv har påpeget i deres gennemgribende studie ”The War for Talent” (som

HVORFOR efteraar 2009

involverede over 77 virksomheder og over 6000 ledere og direktører), så er det den enkelte medarbejders evner, som gør denne embedded capital og disse kollektive netværk værdifulde. Viden, strategi og teknologi kan kopieres og overføres ekstremt hurtigt, så nøglen til denne embedded capital befinder sig hos den enkelte medarbejder og hans talent og evne til at skabe værdi for virksomheden. Læg dertil at virksomhedens kontekst i øjeblikket er som et oprørt hav, hvor krav uafbrudt stilles til virksomheden og kræves honoreret. Fleksibilitet og omstillingsparathed er netop et kendetegn ved mennesket og en mangel hos alle andre dele af produktionsapparatet, så i sig selv betyder det, at den dygtige medarbejder værdisættes højt.

I konsulentarbejdsformen er dette forhold endnu mere nærværende.

Virksomhedens succes med at tiltrække talentfulde medarbejdere er om end blevet endnu mere central og vital for virksomhedens værdi og fremtidige økonomiske præstationer. Selv hardcore industrielle produktionsvirksomheder anser en succesfuld rekrutteringsstrategi som en direkte økonomisk gevinst på bundlinjen. Dette sker blandt andet, fordi virksomhedens immaterielle værdier, i blandt hvilke et succesfuldt rekrutteringsprogram indgår, spiller en voksende rolle for virksomhedens økonomiske værdi. Investorerne kræver succesfuld rekruttering af de bedste hoveder – og det er altså ikke bare, fordi det forøger chancen for at skabe de bedste produkter på markedet, men også fordi det giver en her-og-nu-værdi i form af aktiestigninger.

Virksomheden McKinsey’s markedsværdi, vil jeg påstå,

Illustrationen er forarbejdning af: http://www.flickr.com/photos/whatwhat/137576411/

bygger i høj grad på, at de netop har integreret virksomhedens brand med et effektivt rekrutteringsprogram. Goodwillkontoen bugner hos Mckinsey & Company.

Jeg håber, at jeg i min fremstilling har tydeliggjort, hvorfor der er et modsætningsforhold mellem McKinsey’s rekrutteringspraksis og så metoden til at skaffe de rigtige medarbejdere. For kan den rigtige medarbejder, hvis værdi ligger i et fremtidigt potentiale, vurderes ud fra et karakterudskrift, som allerhøjest siger noget om nuværende kvalifikationer? Er karakterudskriften garanti for omstillingsparatheden og den konstante evne til at redefinere og udvikle på sig selv?

Min ganske banale pointe er, at for en virksomhed, hvis hele eksistens bygger på (hvis argumenterne ovenfor godtages) at kunne tiltrække talenter, så synes et rekrutteringstiltag som det nævnte temmelig utidssvarende og forsimplet.

Jeg må dog være fair overfor McKinsey, for efter deres seance var mit indtryk ikke, at deres engagement i FLØK studiet bygger på så rene strategisk overvejelser, som jeg har fremstillet ovenfor. For sandt at sige så tilbyder McKinsey & Company et arbejde, som, tror jeg, enhver FLØKstuderende vil finde både inspirerende og udfordrende (hvilket så må vejes op mod konsulentbranchens arbejdsform og metode). Så måske skal engagementet ikke ses som andet end et forsøg fra McKinsey’s side på at skabe opmærksomhed omkring dette forhold. Det spørgsmål, som så må stilles, er, hvorfor bruger McKinsey så ikke deres engagementet mere strategisk, når det, det nu handler om med McKinsey’s egen formulering, er krigen om talenterne?

71

tekst

niels robson, stud.merc.fil

martin jensen, stud.merc.fil

Jagten på det gyldne skin(d) – talent som værdiskabende virtualitet!

En af de ældste og mest plausible tolkninger af Jasons jagt på det gyldne skind er, at skindet repræsenterer kongeværdighed og legitimitet, som Jason således kunne bringe med sig tilbage til Iolcos, som han jo mentes at være den retmæssige hersker over1.

Talentbegrebet kan måske siges at være vor tids gyldne skin(d), idet talenter (som personer) i et årti har været udråbt som kapitalismens konger – understreget ved fokuseringen på ledertalent. Det er for så vidt en banal analogi, men den bliver straks mere interessant, når talent anskues som en virtuel kraft, der giver legitimitet og bevægelse i det organisatoriske felt, og således også virker ind på specialister og andre mindre kongeværdige.

Begrebet ’talent’ har for alvor, siden McKinsey i 1997 præsenterede ”the war for talent”, været bragt ind i en erhvervsøkonomisk diskurs, og på god poststrukturalistisk vis – hvor sproget som bekendt er et system af forskelle – er der opstået kamp om at udfylde begrebet… en kamp, der kan siges at foregå i et centerløst, uendeligt spil. Kampen om at udfylde begrebet udspilles mellem konsulentbureauer, HR-folk, topledere osv. Således er det heller ikke muligt at definere talent og talent management (TM) klart og håndterbart i form af f.eks. bestemte kompetencer. Når vi nu, i modsætning til mange rekrutteringsbureauer og HRafdelinger, modstår fristelsen til at identificere talent som 72

tilhørende enkeltpersoner, skulle det gerne blive tydeligt, at det ikke blot er en inklusions- og eksklusionsmekanisme eller en simpel hædersbevisning til de særligt dygtige medarbejdere.

TM – et modsætningsfyldt foretagende I anden sammenhæng har vi afgrænset den kerne af betydning og mening, som synes at være i talent management, ved at anvende aporien som analytisk begreb.

Apori har særligt været anvendt i Derridas dekonstruktion, der ikke er en kritik – forstået som ”annihilation from outside”2 – men i højere grad handler om at fremanalysere aporier, der er ”an irresolvable contradiction, a tension between demands that pull us in two directions”3. At erfare en apori er at opleve ’undecidability’ forstået som en ”determinate oscillation between possibilities”4, hvilket betyder, at et begrebs mening ikke blot kan være enten det ene eller det andet, men er i spændingen mellem modsætningerne. Følgende fire modsætningsfyldte begrebspar er på spil i diskursen omkring TM. • Individ/kontekst • Menneskelige kapaciteter/organisatoriske kapabiliteter • Autonomi/heteronomi • Netværksdannelse (at give slip på talenterne)/ fastholdelse

HVORFOR efteraar 2009

orudsigelighed er ikke det, der driver kapiF talismen - det er bevægelse, hvilket selvfølgeligt kan være vanskeligt at indstille sig på, når strategi handler om planlægning.”

Aporierne individ/kontekst og menneskelige kapaciteter/ organisatoriske kapabiliteter handler om, at talent har et personligt element i form af særlige faglige og sociale kompetencer samt attitude, vilje, drive og engagement, men at det samtidig kun kan udfoldes og få mening i en specifik kontekst, hvor den enkelte f.eks. suppleres af en støttestab, ’gode’ kollegaer eller organisatoriske teknikker og programmer, der kan virke befordrende for de talentfulde anlæg.

Aporien autonomi/heteronomi vedrører det kreative og entrepreneurielle aspekt, som fremhæves ved talentfulde medarbejdere – det at være i stand til at være original, tænke nyt og bryde de organisatoriske rammer. Samtidig er engagement relationelt, idet det udvises i relation til andre, både kolleger og organisationen som helhed, men dermed udsættes talenter for et vist heteronomt pres, hvilket i høj grad også gør sig gældende i form af nursing, mentoring og andre udviklingsaktiviteter med f.eks. opstillingen af kriterier for performance, coaching og jobrotation inden for organisationen.

Aporien netværksdannelse/fastholdelse handler om, at dannelsen af netværk - også på tværs af organisatoriske grænser – anskues som værende værdifuldt, samtidig med at fastholdelse af de dygtigste medarbejdere i en intensiveret global konkurrence er kommet øverst på dagsordenen.

Organisationerne forsøger at knytte nøglemedarbejderne tæt til sig, men udviklingen af kompetencer siges i høj grad også at ske gennem erfaringsdannelse ved at bevæge sig rundt i det organisatoriske felt.

Grunden til, at vi har skitseret aporierne, som vi har gjort, skyldes, at venstre side af demarkationsstregen bl.a. angår kreativitet og idérigdom, mens den højre angår de organisatoriske rammer. Det er for så vidt en spænding, der allerede findes i ’Talent’ og ’Management’, idet førstnævnte angår det menneskelige potentiale for udvikling og handling, mens sidstnævnte handler om at lede inden for organisatoriske rammer, procedurer og teknikker.

Da man ikke kan reducere aporien til enten at vælge det ene eller det andet, kan man altså heller aldrig udvælge talentet en gang for alle, da man til stadighed må forholde sig til de sociale og kontekstuelle rammer. Arbejdet med talent kan således siges at være dynamisk, og det handler for organisationen og den enkelte om til stadighed at være i bevægelse og kunne lede denne bevægelighed.

TM som ledelse af modificeret nietzscheansk selvledelse Ifølge Nietzsche er mennesket ikke en absolut størrelse, der kan siges at have en essentiel identitet eller væren, 73

der kan realiseres eller opnås. Ved at afskrive absolutte sandheder, kan han således postulere, at identiteten ”originates in socially induced self-identification and is ultimately a fiction”5. Mennesket er frit til at gøre, hvad det vil, fordi produktionen af identiteten ikke skal forstås som en realisering af et eksisterende potentiale, men som et spørgsmål om ”self-transformation, self-mastery or self-overcoming”67. Det vil sige, at bevægelsen går fra at blive sig selv, til at blive et selv. Denne transformation skal ses i forbindelse med den menneskelige natur, der begrænser mennesket i dets udfoldelse. Hvad der kræves er at blive herre over sig selv og sin natur, at ville sig selv8; et drive og en vilje, der fokuseres på i diskursen om TM. For de, der tager denne transformation længst, ændres den kvalitative karakter af livet og måden at leve på, fordi herredømmet over sig selv er et privilegium, der giver herredømme over de omstændigheder, man befinder sig i9. En pointe som også Gubman kommer ind på, idet medarbejderens ”one universal motivator is the drive to master one’s environment”10. Her kan der trækkes nogle paralleller til selvledelse, da det er dette, der forventes af medarbejderen eller talentet. Vedkommende skal hele tiden forandre sig, og være bevidst om at udnytte sit potentiale, aldrig at gå i stå, men hele tiden søge nye udfordringer, der kan give nye kompetencer. Mere præcist, ”it requires participants to work to develop themselves, and make themselves into a particular kind of person.”11. Ved f.eks. at opstille et medarbejderideal om talentet som en dygtig selvledende medarbejder med en række individuelle kompetencer, tillades den menige medarbejder at sammenligne sig selv i forhold til idealet, og hele selvovervindelsesprocessen iværksættes således på baggrund af en diskrepans mellem ’det ideale’ og ’det reale’12. Her karakteriserer det ideale, det man skal kunne, og det reale det man kan på det givne tidspunkt – 74

selvovervindelsen er en kontinuerlig proces, der ikke har et slutpunkt. Gubman foreslår at tilbyde diverse dialogiske ledelsesværktøjer, der kan undfange medarbejderens selvovervindelse (self-mastery); “To make sure your people can excel, you need a straightforward, complete, and aligned performance management process. A full performance management process includes setting expectations for individual or team performance tied to business plans, offering feedback and coaching about performance and development”13.

Nietzsche betegner de, der kan skabe sig selv gennem selvovervindelsesprocessen, som ’overmennesker’, som et mindretal af ”higher, brighter humanity standing above the rest”14, altså som en gruppe af mennesker, der har nogle kompetencer, som andre mangler. Når Townley forbinder Nietzsches tanker med HRM-diskursen, karakteriseres overmennesket ved, at ”[t]hey possess creative powers that others lack and have independence of mind and action. They are spontaneous, aggressive, expansive. In addition, they have the personal resources to undertake and follow through on the most demanding of tasks”15.

Karakteristikken af Nietzsches overmenneske er pudsig, fordi den betoner selvsamme kvaliteter, som diskursen om talent lægger vægt på. Overmenneskets spontanitet, drive og vilje kan således også ses som en autonomi, der er særligt interessant, når man sætter Nietzsches begreb om overmennesket i relation til TM. For hvor overmennesket overskrider sig selv og den selvbedrageriske slavemoral16, og således fungerer som fuldstændigt autonomt væsen, gør noget andet sig gældende for talentet. Coachingsessions, hvor der fastsættes målsætninger omkring individuel performance og udvikling, jævnfør citatet af

HVORFOR efteraar 2009

Gubman ovenfor, kan i nietzscheansk forstand ses som en forhindring af individets uforbeholdne sigen-ja til sig selv. Overmennesket ”does not need to be approved of”, men skal i stedet ”stand apart, create [his] own laws an deny the morality of the community”17. Derimod kommer talentet i højere grad til at fungere som selvledende indenfor nogle fastsatte rammer i organisationen, fastlagt gennem dialogen med coachen. Det er korrekt, at dialogen, som tilbagevendende begivenhed, bliver en form for forhandling, men de organisatoriske rammer vil ikke desto mindre være der. Paradoksalt nok bliver der altså tale om talentet som et heteronomt übermensch.

Skin(d)et bevæger os I fortællingen om Jason og det gyldne skind er det ikke selve skindet, der nødvendigvis er det vigtige handlingselement, men derimod dét det sætter igang. Det gyldne skind er målet, der skal iværksætte en quest18, en søgen eller en rejse, og det fungerer således som et kneb til at bære fortællingen. Det centrale i fortællingen er de forskellige udfordringer og strabadser, Jason og argonauterne oplever, og dermed også den udvikling de undergår.

På lignende måde fremstår talent som noget efterstræbelsesværdigt, som organisationer og medarbejdere må forsøge at finde frem til, men talent som fysisk størrelse – i form af nogle personer – er ikke det centrale, det er i stedet bevægelsen.

Det vil vi nu forsøge at redegøre for. ”(...) talent also signifies a shift in the temporality of labour towards what might be called the ’to-come’ which capitalism is intent on capturing and channeling as a modulation of futurity.”19.

Citatet antyder et skift i den tidslige orientering; fra nutiden forstået i forhold til fortiden, til nutiden forstået i forhold

til fremtiden. Dette skift kommer til udtryk i Performance Management20, hvor man traditionelt har målt på, hvad man har præsteret, til nu, hvor der kontinuerligt opstilles mål med henblik på, hvad man potentielt kan præstere.

Grunden til, at der bliver tale om en kontinuerlig opstilling af mål er, at målet hele tiden forskydes, fordi verden er i bevægelse. Her antydes en forståelse af verden som altid i bevægelse og produktiv på nye måder. Hvert øjeblik er en åbning mod verden, hvor åbningen er en åbning mod nye åbninger, og dermed virtuel21. I talentet ligger noget, der peger ud over sig selv – altså det man er nu – og det er det, virksomhederne organiseres af og organiserer medarbejderne omkring. For at illustrere denne pointe, eksemplificeres med en scene fra Quentin Tarantino’s film ’Pulp Fiction’ fra 1994. I denne film har to håndlangere til opgave at lokalisere og genanskaffe en kuffert, hvis indhold hverken håndlangerne eller publikum kender.

Da det endelig lykkes at få fingrene i kufferten, bliver nysgerrigheden for stor for håndlangerne og kufferten åbnes. Indholdet af kufferten afsløres dog aldrig for publikum - derimod illustreres indholdet som et gyldent skær, der oplyser håndlangernes målløse ansigter. Filmen – og filmens publikum – bliver altså organiseret på en særlig måde omkring kufferten og kuffertens ’guddommelige’ skin(d), publikum drages af en uforløst nysgerrighed omkring indholdet, der aldrig sættes på begreb. Filmens med-forfatter, Roger Avery, udtalte efterfølgende: ”[I]t was decided that the contents of the briefcase were never to be seen. This way each audience member would fill in the blank with their own ultimate contents.”22. På samme måde kan man argumentere for, at talentbegrebet afgiver et gyldent skin, der fascinerer os, men aldrig afsløres, som vi tværtimod selv forsøger at definere på bedst tænkelig måde. Dette betyder dog ikke, at man skal indoptage allerede eksisterende opfattelser af begrebet, blot fordi man famler i blinde, men derimod arbejde pragmatisk,

75

målrettet på at skabe sin egen. Talent er interessant, fordi det – på trods af vanskeligheden ved at definere begrebet – ikke desto mindre opretholder dets organiserende kraft. I forbindelse med aporierne er talent i demarkationsstregen – det er aldrig nærværende, men virtuelt, på vej til at blive realiseret. Herved får det dets organiserende og potentielt værdiskabende kraft, hvilket giver mening i forhold til den diskursformation, som den immaterielle økonomi kan siges at udgøre, hvor produktionen af immaterialitet kan siges at være blevet et afgørende konkurrenceparameter.

Forudsigelighed er ikke det, der driver kapitalismen - det er bevægelse, hvilket selvfølgeligt kan være vanskeligt at indstille sig på, når strategi handler om planlægning.

Med den neoinstitutionelle organisationsteori i baghovedet er det oplagt at se TM som endnu en moderne organisationsopskrift, der inkorporerer forskellige nye såvel som tidligere udviklede elementer i ledelsen og organiseringen af medarbejdere og arbejde. Ved at benytte organisationsopskriften og udvise konformitet med forskellige kulturelle strømninger, opnår organisationen legitimitet23 i det organisatoriske felt, hvilket kan bidrage til at tiltrække og fastholde medarbejdere, kunder og investeringer. Således kan de skinnende kvaliteter ved talent være værdiskabende og det, at der blot er tale om et skin(d) tvinger den enkelte organisation til at definere det i forhold til sin egen omskiftelige kontekst, hvorved en kontinuerlig reorganiserende proces er sat i gang.

Noter 1 http://en.wikipedia.org/wiki/Golden_Fleece 2 Jones, Campbell: “As if Business Ethics Were Possible, ‘Within such limits’...”, Organization, vol. 10/2, 2003, s. 240 3 Jones, Campbell: “As if Business Ethics Were Possible, ‘Within such limits’...”, Organization, vol. 10/2, 2003, s. 228 4 Ibid 229 5 Townley, Barbara: “Nietzsche, Competencies and Ubermensch: Reflections on Human and Inhuman Resource Management”, i Organization, 6, 1999, s. 292 6 Ibid 7 Self-mastery bliver også betonet som en væsentlig kompetence i

76

Larkan, Kerry: ”The Talent War”; Marshall Cavendish Business, 2007: 115ff 8 Townley, Barbara: “Nietzsche, Competencies and Ubermensch: Reflections on Human and Inhuman Resource Management”, i Organization, 6, 1999, s. 292 9 Townley, Barbara: “Nietzsche, Competencies and Ubermensch: Reflections on Human and Inhuman Resource Management”, i Organization, 6, 1999, s. 292 10 Gubman, Edward L.: “The Talent Solution”, McGraw-Hill, 1998, s.

254 11 Townley, Barbara: “Nietzsche, Competencies and Ubermensch: Reflections on Human and Inhuman Resource Management”, i Organization, 6, 1999, s. 292 12 Ibid 293 13 Gubman, Edward L.: “The Talent Solution”, McGraw-Hill, 1998, s.

254 14 Townley, Barbara: “Nietzsche, Competencies and Ubermensch: Reflections on Human and Inhuman Resource Management”, i Organization, 6, 1999, s. 293 15 Townley, Barbara: “Nietzsche, Competencies and Ubermensch: Reflections on Human and Inhuman Resource Management”, i Organization, 6, 1999, s. 294 16 Ibid 296 17 Townley, Barbara: “Nietzsche, Competencies and Ubermensch: Reflections on Human and Inhuman Resource Management”, i Organization, 6, 1999, s. 296-297 18 Se http://en.wikipedia.org/wiki/Quest 19 Thrift, Nigel: “A Perfect Innovation Engine: The Rise of the Talent World”, i Distinktion, no. 16, 2008, s. 122 20 Som jo beskrives som et af hovedelementerne, hvis ikke det væsentligste, i et TM-system.

21 Thrift, Nigel: “A Perfect Innovation Engine: The Rise of the Talent World”, i Distinktion, no. 16, 2008, s. 122 22 http://www.snopes.com/movies/films/pulp.asp 23 En hovedpointe i forbindelse med den åbne organisationsforståelse er, at organisationer - i stedet for at anvende en organisationsintern teknisk rationalitet, som lægger vægt på effektivitet - anvender en udadvendt institutionel rationalitet, som betoner legitimitet. Legitimitet er en tilstand, som afspejler overensstemmelse med kulturelle, normative og regulative normer og regler og legitimiteten tænkes derfor i forhold til andre organisationer og det omgivende samfund. Alt dette betyder, at forskellige ledelsesværktøjer ikke nødvendigvis implementeres med henblik på at opnå tydelige effektivitetsforbedringer, men i stedet skal signalere til omverdenen, at man er proaktiv, at man ikke er fastlåst i gamle rutiner og medarbejderopfattelser.

Se Nielsen, S.O. & Vallentin, S.: ”Organisation og Samfund – mellem systemteori og neoinstitutionel teori”, i H. Højlund & M. Knudsen (red.): Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser. Gylling: Samfundslitteratur, 2003, s. 164-166

HVORFOR efteraar 2009

tekst

philip maruszewicz, ha(fil.),

2.

år

Vi elsker biler!

…og jeg skal prøve at forklare hvorfor. Jeg vil dog prøve at gør det på småfilosofisk manér, da vi bliver uddannet til at være refleksive og filosofiske på FLØK. Biler i dag er baseret på at kunne tilfredsstille et behov.

Et behov hos de unge fyre, der absolut skal have et anlæg i deres biler, der vejer mere end selve bilens vægt.

Familierne er også tilgodeset og den almene bilist har et kæmpe udvalg af såkaldte hatchbacks. Til sidst står alle mændene der gennemgår midlife crisis, der altid mangler det sidste økonomiske indskud, der gør at de kun køber en Porsche Boxter. Men de har drømmen! Det er disse mænd der, selvfølgelig sammen med designere og ingeniører, er med til at drive bilindustrien frem mod nye bedrifter. At der eksisterer et behov for bygge biler med 800 hestekræfter er jo absurd. Men det er bl.a. takket være disse mænd, der tør at drømme, at disse superbiler bliver produceret. Men hvorfor skal disse biler, der ikke kan udnytte deres mekaniske potentiale i hverdagen, så bygges? Til besvarelsen af dette spørgsmål mener jeg at dette nummers tema: ”Jagten på det gyldne skind” optræder som et glimrende udtryk og myte til at besvare dette spørgsmål.

Udtrykket ”Jagten på det gyldne skind” har jeg valgt at fortolke meget frit, både i forhold til myten og selve

sætningen. Myten, beskrevet meget kort, handler om at Pelias sender Jason ud på en tilsyneladende umulig opgave, for at finde det gyldne skind og resten af myten udfolder sig efter denne opgave. Jason fuldfører faktisk denne umulige opgave og vender hjem. Han har muliggjort det umulige. Spørgsmålet er, hvordan i al verden denne myte kan bruges på bilindustrien og vores brug af biler i dag? Bilindustrien er drevet, som kort beskrevet ovenfor, af et begær, en drift efter at bygge nye, hurtigere og mere teknologisk avancerede biler.

Bilindustrien sigter derfor mod det umulige, og gør det muligt. Det er her at jeg mener at ”jagten på det gyldne skind” findes inden for bilverdenen.

At ingeniører bygger biler der stadig kan køre hurtigere og hurtigere, er deres måde at muliggøre det umulige.

Tag Volkswagens/Bugattis projekt bil Bugatti Veyron.

Bilen har en motor, der yder 1001 hestekræfter, og har en topfart på 407,9 km/t. Hvorfor bygge denne bil (udover at den selvfølgelig er utrolig luksuriøs)? Det må være at gå ud over det er muligt og sætte nye grænser.

Alt dette er en meget god forklaring, men hvordan indbefatter det vores midlife mænd1 (og alle drenge/ mænd med en drøm om at eje en superbil)? Dette kommer nok til at udvikle sig til en maltraktering af Lacans psykoanalyse, men jeg vil alligevel begive mig 77

ud i at forklare min version af hans ” Objet petit a” på biler og deres købere.

Først og fremmest vil jeg pointere at eksperter mener, at biler er miljøskadelige og hjælper til global opvarmning.

Hvorfor så producere biler, der kan brænde en normal tank benzin (ca. 40 liter) af på 5 minutter? Det er her at ”objet petit a” kommer ind i min forklaring. For at få en kortfattet definition betyder ”objet petit a”: “In the psychoanalytic theory of Jacques Lacan, objet petit a (object little-a) stands for the unattainable object of desire”2. Grunden til at jeg bruger denne definition er fordi, der både hos køberne og skaberne af biler altid har været en lyst, et begær, der aldrig har kunnet opfyldes. ”Objet petit a” kan derfor repræsentere det begær, den drift, der får bilindustrien til at muliggøre det umulige - jagten på det gyldne skind. Det er derfor man gang på gang gennem bilhistorien har bygget mesterværker, der selvom de brød rekorder, ikke har kunnet tilfredsstille dette begær efter fartgrænser og luksus. Hos ingeniøren ligger begæret i at bygge den nye milepæl inden for biler. En anden ting der også har gjort, at bilindustrien er vokset gennem årene er forbrugerne (midlife crisis mændene). Det er takket være deres drømme om at kunne eje en bil, der er lidt bedre end hverdagsbilen.

Deres ”objet petit a” ligger i deres drømme, deres begær efter det bedre. Dette begærs grænse kan hele 78

tiden rykkes, fordi der hele tiden bliver bygget nye og mere teknologisk udviklede biler. Indbefattet under biler, som ”objet petit a” er trangen til at køre hurtigt.

Det repræsenterer nærmest en form for autonomi at køre hurtigt, samtidig med at man kan bryde nogle af samfundets love. Og jo hurtigere bilen kan køre, jo større er suset.

Det er dog ikke kun begæret efter fart, der vækker vores passion for biler. Biler kan også være æstetisk smukke3.

Udseendet kan pirre vores sanser og følelser. Det kan fascinere os, fordi det er provokorende, og udstråler pomp og pragt. Det at være i en æstetisk smuk bil kan give en følelse af velbehag. Man kan derfor også tale om, at det handler om at eje en flot og prangende bil, fordi det danner et brand af det enkelte menneske. Heri ligger der en mærkelig kombination af et produkts brand og køberens brand. Alle ved at Ferrari har et stærkt brand, men det fascinerende er, at brandet også kan brande mennesker, der ikke har nogen involvering med virksomheden Ferrari, men i stedet køber en bil fra Ferrari. At købe en Ferrari er simpelthen en måde, at danne sit eget minibrand blandt venner og bekendte, mens man i visse kredse samtidig ophøjer sin sociale status.

Hvorfor elsker vi så biler? I denne korte redegørelse er det en kombination af en drøm, et utilfredsstillet begær,

HVORFOR efteraar 2009

der først og fremmest gør, at vi bliver ved med at søge hurtigere og flottere biler. Det gælder både designeren og køberen af bilen. Forskellen ligger dog i at designeren ofte prøver at være banebrydende, mens køberen har en drøm og begær om at kunne eje noget, der vil gøre hans venner misundelige. Bilen er et stort ”objet petit a”!.

Samtidig kan udseendet være med til at provokere nogle af vores sanser og følelser. Derfor kan man til en vis grad sige, at biler har en æstetisk værdi som brugskunst.

Det er måske også grunden til at en mand som Jeremy Clarkson, har kunne klare sig som bilanmelder i så mange år. Selvfølgelig er han en karismatisk og excentrisk person, da han bl.a. mener at maskiner må have en sjæl4, og dette kan kun hjælpe en tv-vært, som ham, med at beholde sit job. Programmet hvor pågældende er vært, Top Gear, viser faktisk bare tre drengerøve, der får lov til at udleve deres drømme og begær efter hurtige og pompøse biler. Hvorfor er det program blevet så succesfuldt? Jeg tror det er fordi vi som seere, når vi ser programmet, får en 1/100 af den fornemmelse værterne, når de endeligt får lov til at tilfredsstille noget af deres begær efter at køre hurtigt, i en flot maskine. Og denne 1/100 af fornemmelsen er nok til vi kan klare os indtil næste uge. Programmet tilfredsstiller derfor vores begær efter ”objet petit a” til en vis grad, ved at vise det bedste og hurtigste inden for

verden af biler.

Jeg vil slutte af med skænde den filosofi, de udtryk og ideer vi lærer på FLØK lidt mere. Hos Nietzsche arbejdes der med to former for moraler: slavemoralen og herremoralen. Uden at gå ned i dybere forklaring at moralerne, vil jeg efterlade tanken om herremoralen hos Nietzsche. Den repræsenterer mennesker, der går op i livsfylde og selvudfoldelse. Det er et ”ja til livet”.

Biler er et ”ja til livet”!

Noter: 1 Det skal lige noteres at grunden til at jeg henviser til midlife crisis mænd, er fordi de er de eneste, der ofte har råd til en hurtigt og smuk bil. Det er kunderne inden for markedet der hedder salg af superbiler.

2 Indsat fra: http://en.wikipedia.org/wiki/Objet_petit_a. Jeg ved godt at kilden kan være korrumperet og at denne sætning repræsenterer en stærk forenkling. Men det falder godt i overensstemmelse med det jeg vil vise i artiklen.

3 Jeg ved ikke hvad Ole Thyssens vurdering ville være her. Men jeg mener, og det mange andre også, at Ferrari generelt laver smukke biler.

4 Jeg har ikke samme tro, men ville ønske at jeg havde, fordi det kræver virkelig et rigtigt ”Petrolhead” for at have sådan en tro.

79

NĂŚste nummer deadline 7. April.

Tema: Fagre nye verden