HVORFOR - Forår 2008

HVORFOR For 책 r 2 0 0 8 Copenhagen B u s i n e s s S c h o o l

1

Hvorfor præsenterer

apitalismen “Hun var fattig, men så ærlig hun var barndomshjemmets pryd men en rig mand blev begærlig og så tog han hendes dyd Sådan er kapitalismen utak er de armes løn det’ de riges paradis, men jeg sy’ns fan’me det er synd”

2

HVORFOR Forår 2008

leder

I

1966 udgiver Per Dich en 7” singel med titlen Kapitalismen (/Pæne æsker).

I dag er der få, der ikke kender titelnummeret. Sangen handler om Kapitalismens kyniske system, udpenslet i den tragiske historie om en ung fattig og ærlig pige, der tager til storbyen og må prostituere sig for at tjene til føden.

Fjenden er klar, systemet har en fejl. Det understøtter den herskende klasses magt. Analysen er foretaget, og ændringer må ske.

Spørgsmålet er, kunne denne sang være skrevet i dag og er det, at råbe mod systemet stadig en seriøs mulighed? I dag bliver situationen oftest portrætteret som i Jul på Vesterbro – to voksne usoignerede mænd, der ikke vil tage deres ansvar på sig, står og råber platte slagord ud af vinduerne af en to-værelses på Vesterbro.

Da vi i Redaktionen besluttede, at dette nummer af Hvorfor skulle skrives under overskriften Sådan er kapitalismen, troede vi, at her var et emne alle FLØK’ere havde en mening om. Det skulle også hurtigt vise sig, at alle, vi snakkede med, mente, at det var et spændende emne, et emne der måtte være centralt for os, der studerer filosofi og økonomi. Antallet af indlæg vi modtog, stod dog ikke mål med de tidlige tilkendegivelser. Hvad er det, der gør emnet på en gang spændende og samtidig så besværligt at give sig i kast med at skrive om? Forsøger vi at fange et emne, der netop ikke lader sig fange, eller er budene så mange og så tvetydige, at bare det at starte på projektet er en uoverskuelig handling – for ikke at stille spørgsmålet om, hvad det (post-)moderne fragmenterede stammesamfund betyder for fortidens analyser af vores allesammens økonomiske system.

Vi slutter lederen med et citat fra den franske forfatter Michel Houllebecqs Udvidelse af Kampzonen fra 1994. Kritikken er til stede, men bredt ud og ligeledes rettet mod det, der normalt ses som et frigørelsesprojekt.

“i et fuldkommen liberalt økonomisk system er der nogle, der opbygger betragtelige formuer; andre lider under arbejdsløshed eller fattigdom. I et fuldkommen liberalt seksuelt system har nogle et alsidigt og spændende seksualliv; andre er henvist til onani og ensomhed. Den økonomiske liberalisme er en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser. På samme vis er den seksuelle liberalisme en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser.[…] Nogle vinder på begge områder; andre taber begge steder.

Virksomhederne slås om de nyuddannede; kvinderne slås om de unge mænd; mændene slås om de unge kvinder; forvirringen og opstanden er betragtelig.”

Redaktionen på Hvorfor 3

r e d a k t i o n

redaktør

Henrik Jensen redaktionen

Thomas Klem Andersen Ulrik Brorson Anna Rump Minna Nordahl

layout

Matias Søndergaard

Oplag: 300 eksemplarer Trykkeri: Lasertryk.dk Bladet støttes af cbs-students & finansieres af Samfundslitteratur.

Henvendelse til redaktionen kan ske via: Hvorfor@student.cbs.dk Ris og ros modtages gerne, samt forslag til artikler, temaer etc.

Bladet er uafhængig af politiske-, filosofiske- og økonomiske særinteresser.

4

i n f o

HVORFOR Forår 2008

indhold den moderne betingethed

6-11

filosofisk spørgetime: i mødet med det fremmede

12-19

friedmansk kapitalisme anno 2008

20-23

moderne aflad

24-25

billedserie

26-27

nyt fra cbs sport nyt fra festudvalget

28 29

capitalism as autonomous ?

30-35

innovation som total national forløsning

36-39

reklame: deduktionslygten

40-41

5

Skrevet af Sigurd Kjeldgaard Nikolaj Frost Matias Søndergaaard (medlemmerne af redskabsskuret)

den moderne betingethed

6

HVORFOR Forår 2008

M

ax Weber publicerede for godt 100 år siden en skelsættende tese i værket “Den protestantiske etik og kapitalismens ånd”, der fremprovokerede en kritisk debat og har lige siden været genstand for diskussion. Denne tese hævder i alt sin enkelthed, at der er en klar sammenhæng mellem den protestantiske levemåde og kapitalismens opståen og udvikling i den vestlige verden i det 17. og 18. århundrede.

Denne tese er senere kendt som Weber tesen, og udgør nu springbrættet for denne artikel.

Webers ærinde med dette lille værk var, at det skulle indgå, som en lille brik i et større billede af religionsforståelse. På trods af dette, har tesen vist sig at have en storladen karakter i sig selv.

I Webers analyse af forholdet mellem den protestantiske etik og kapitalismens ånd, beskriver han hvordan protestantismen direkte virker fremmende for kapitalismens ånd.

Weber konstaterer, at med reformationen og protestantismen ændredes menneskets forhold til gud, frelse og mere generel livsførelse1. Dette ses i særdeleshed i calvinismen, som gjorde radikalt op med det enkelte menneskes mulighed for at opnå frelse og få aflad hos kirken.

Mennesket blev her stillet i et direkte forhold til gud og måtte selv søge frelsen igennem et dydigt og puritansk liv, hvor arbejdet blev det altafgørende middel til at tjene gud.

Den calvinistiske gud var almægtig og urørlig i sin ophøjethed, og dermed også herre over menneskets frelse og fortabelse. Dette førte, ifølge Weber, til en næsten ubærlig usikkerhed hos puritanerne, som så sig nødsaget til at

arbejde. Arbejdet blev deres kald, et erhverv de nidkært skulle gå til. For kun igennem et hårdt arbejdende liv, viste man sig værdig til guds frelse.

Ydermere blev akkumulationen af penge centralt, med puritansk nøjsomheden for øje og ingen plads til, at ødsle hårdt tjente penge væk på unødvendige luksusvarer. Synet på tiggeri var kynisk, en tiggers liv var syndigt og enhver støtte til tiggerens syndige liv, var en synd i sig selv. Disse faktorer samt, at pengestrømmen til kirken var blevet stoppet med reformationen, åbnede dørene for kapitalismen. Nu var de to essentielle ingredienser i kapitalismen blevet født, arbejde og kapital.

Weber stopper ikke her, hans tese peger frem imod en uhyggelig konsekvens, hvilket skal ses som årsagen til, at så mange læsere reagerede på værket. Det var en betingende konsekvens, der låste det moderne menneske inde i et åndsforladt jernbur.

Heri ligger konsekvenserne af Webers abstrakte tankespind. Idet arbejdet bliver et kald som gennemrationaliserer verden, får det drastiske konsekvenser. Tidligere sagde man fra kirkens side, at rigdom og bekymring for denne verdens goder skulle være “som en let kappe, som man til enhver tid kunne kaste af”. Med arbejdets nye betydning bliver rigdom og bekymringer ikke noget man kan vælge til og fra, men en tvungen følge af arbejde. Den rationalitet som er en direkte følge af den protestantiske arbejdsmentalitet (målrationalitet) gennemsyrer hermed alt, affortryller verden og skaber ikke længere plads til gud. Hvor arbejdet før var et middel til at opnå guds frelse, bliver det nu et mål i sig selv.

7

Hermed sagt, at den lette kappe som vi burde kunne kaste af os, omskabes til et altomsluttende jernbur, et rationalitetens jernbur.

Netop denne sidste pointe i Webers tese, var den der slog gnister og har bragt mange sindelag i kog lige siden.

Puritaneren ønskede at blive et kaldsmenneske, men kaldet forsvandt og det der blev tilbage, var en arbejdsmentalitet og rationalitet der omsluttede dem som et jernbur!

Et åndsforladt bur; et resultatet, der paradoksalt nok fordrede, at man skulle være flittig og arbejde for ikke at svigte sin gud, men istedet blev arbejdet et mål i sig selv, der fuldstændig afskrev religionens rolle.

Fukuyama og betingethed anno 2008 Så bevæger vi os geografisk, fra Tyskland til USA, og tidsmæssigt små 100 år frem til Francis Fukuyama, som er en blandt mange, der ihærdigt har kommenteret Webers tese om den moderne rationalitets jernbur. Fukuyama konstaterer, at sekulariseringen ikke har været en konsekvens af rationaliseringens jernbur.

Han gør dermed op med Webers forståelse af modernitetens jernbur, som rationalitetens jernbur, men derimod et jernbur som resultat af globaliseringen. Den rationelle videnskabelige kapitalisme er ikke blevet ledsaget af den sekularisering, som Weber påstod, men har derimod smedet verden sammen til et globalt jernbur, hvor der stadig er plads til religion. Endvidere, påpeger Fukuyama, at kapitalismen har bragt meget materiel velstand til store dele af verden, som vi ej må forglemme. Dette fører ham frem til, at stille det helt centrale spørgsmål: “Er det nu også, så forfærdeligt at leve i modernitetens jernbur?”

8

Et gennemgående træk hos både Weber og Fukuyama er, at vi som mennesker er betingede væsener, dette spor vil vi følge. I lyset af Fukuyamas spørgsmål, vil vi nu give et bud på hvad vores betingethed består af anno 2008.

Vores fokus vil, i denne fremstilling tage udgangspunkt i de begrænsninger og muligheder et individ møder i sin interaktion med mennesker på den globale scene. Vi er enige med Fukuyama i, at globaliseringen er en betingende realitet, men samtidig ser vi også globaliseringen som et fænomen, hvori dele af Webers teori stadig virker og agerer.

Hermed forskydes fokus endnu en gang, på betingethedens placering og konsekvenser; fra Webers oprindelige tese, til Fukuyamas kommentar og centrale spørgsmål, til nu, vores bud på nogle af konsekvenserne af den moderne kapitalisme.

En flad fornemmelse?

Vi sidder med en flad fornemmelse, som vi desværre ikke kan uddybe, da dette ikke er dimensionalt muligt, derfor vil vi forsøge at udfolde den for jer.

Vi betragter den moderne betingethed, som en flad struktur, der kun virker i to dimensioner.

Der er i den globale kapitalistiske virkelighed verden anno 2008, ikke længere noget, som har mere mening end andet. Dette kan eksempelvis ses, idet åndeligheden og underbevidstheden ikke længere er niveauer du vertikalt kan bevæge dig imellem, med andre ord, findes der ikke længere en ophøjet åndeligt sfærer. Alle niveauer er blevet ligestillede og udgør nu denne 2-dimensionelle flade, hvor det ikke længere er muligt, at bevæge sig op mod himlens religiøse lysende forestillinger eller ned mod underbevidsthedens mørke og ukulte univers. Dermed sagt,

HVORFOR Forår 2008

“Vi sidder med en flad fornemmelse, som vi desværre ikke kan uddybe, da dette ikke er dimensionalt muligt, derfor vil vi forsøge at udfolde den for jer.”

9

vores bevægelser er begrænset til de horisontale og dette er vores betingethed. Verden er nu blevet flad igen.

Mulighederne kan bestå i, at bevæge os frem mod et højt betalt job, en veletableret familie, politisk stabilitet etc. Menneskets bevægelses mønstre er vidt forskellige og yderst komplekse (komplicerede), men alligevel indenfor samme sammenlignelige niveau. I tråd med ovenstående tematik, kan et valg i dag bestå af, at vælge mellem kirkens prædike eller et søndagsknald med konen, kæresten eller hende den fulde fra i går.

Diverse udtryk, såsom “tid er penge”, “alt har en pris” samt den realitet, at “cost-benefit” analyser bliver brugt i alle livets temaer, sfærer og niveauer, er tegn på denne (gennemgribende) universelle værditabel. Hele tiden er din handling begrænset af det rentable perspektiv, du spørger: “kan dette nu betale sig, frem for noget andet?”.

Det vil sige, at i alle livets aspekter vurderer vi ud fra samme kriterier, hvilket skaber denne flade og ensartede forståelseshorisont, en global konformitet, hvilket er en central del af vores moderne betingethed. Vi ser forskellige tendenser, som tilsammen tegner dette billede.

Her kan nævnes det engelske sprog, som den accepterede internationale kommunikationsform. Alle aktører på den 2-dimensionelle flade er tvunget til, at beherske det engelske sprog og forstå den angelsaksiske terminologi.

Hertil hører et globalt universelt tegnsæt, som er nødvendigt at lærer, i særdeleshed i lyset af informationsteknologiens abnorme vækst, som ligeledes har sit eget sprog og egne tegn. Og ikke nok med, at den latinske tegnsætningen er blevet altomsluttende, nu skal denne også kunne udtrykkes og forstås globalt, ved hjælp af 1’taler og 0’er (computerens forståelses-modus).

Ligeledes ser man en altomfattende konformitet i den 10

globale økonomiske ageren, alle skal kunne handle med alle, veksle valuta, investerer og som rejsende kunne betale med kreditkort overalt. De økonomiske systemer er internationalt funderet og fordrer et universelt pengebegreb. Dette er i sin essens et udtryk for et globalt, ligestillet, værdibegreb, der skal kunne forstås og handles med overalt.

En anden tendens er, at den moderne åndeligheds placering, som lige så fint har rykket sig ned fra sin ophøjede piedestal. Det åndelige er blevet aktuelt som alle andre muligheder, lige stillet, side-stillet, lige gyldiggjort. Det åndelige er på ingen måde en nødvendighed i den moderne verden og spiller ikke en særegen rolle i vores ageren på ”fladen”.

Hvor omfattende er denne betingethed? Set i lyset af, at menneskers muligheder og frihed kan virke ubetinget i dag, unge kan frit vælge og vrage mellem hundredvis af uddannelser, voksne kan frit rejse verden rundt, arbejde i de lande de end har lyst til. Vi kan ”etno-flippe” rundt i forskellige kulturer og adoptere deres traditioner og vaner, lige så tosset vi har lyst. Aldrig har mennesket haft mulighed for at være så kræsen i dets valg og præferencer, og aldrig har verden været så lille og udvalget så stort. Religionen i dag er i ligeså høj grad valgfri, som en påklædning. Men hvor er så betingetheden i alt dette?

For os at se, ligger betingetheden implicit i alle disse muligheder, eftersom alle vores valg og vor handlen udspiller sig på samme arena og bliver vurderet udfra samme værdiskala. Dette uniformerende værdiparametre er præcis det, der eliminerer de forskellige niveauer og gør vores verden 2-dimensionel, vi har kun længde og bredde i dag, dybden og højden er blevet integreret i den altopslugende flade. Når Marx i sit forfatterskab retter en skarp kritik

HVORFOR Forår 2008

af, at alt i dag er varer og dermed kan prisfastsættes, selv mennesket, må man sige, at hans kritik var rammende. På trods af, at Marx næppe havde fantasi til, at forestille sig hvordan denne tendens har udviklet sig, og opslugt og inficeret alle dele af verden, mennesket og bevidstheden.

Jeg’ets karakter på fladen Denne betingethed er også indadrettet, rettet mod os selv som mennesker. Vi er flade i dag, uden dybde - flade subjekter - som billeder af os selv, taget af os selv. Intet er i dag mere moderne end at realiserer sig selv. Populært sagt, have fokus på sit egentlige jeg og konstant udvikle og forkæle det. Dette er et udtryk for den gængse holdning om, at mennesket har en dybde og en essens. Hvor man via diverse selvrealisering redskaber, kan finde den rigtige vej til dybden i sig selv og dermed sit sande jeg! Men når vi ser på hvordan mennesker i dag, konkret realiserer sig selv, sker det sædvanligvis ved hjælp af tjenester og ydelser, som de har købt. Det være sig, et kur ophold, en guided ”wild-life-experience”, coaching etc. Dette er en del af vores betingethed, men udgør den ikke alene. Det vigtigste element er den egentlige grund til disse udskejelser. Gør et moderne individ oprigtigt sådanne ting for, at få det bedre med sig selv? Motivet for denne handling må være at skabe sig selv på fladen, som en historie, et billede. Eller rettere (sagt med andre ord), du skaber dit image, din personlighed igennem sådanne handlinger, og dette image er netop det, som spiller din rolle på fladen.

Intet andet, heri ligger betingetheden. Det er alfa-omega i dag, at skabe det ønskede billede af sig selv udadtil i dit netværk på fladen. Således har dette skabte image i dag fået så stor betydning, at der bliver sået tvivl om, hvorvidt der findes et egentlig jeg, som kan realiseres eller om

vi i dag, udelukkende er vores performance-jeg. Altså et billede vi selv skaber. For hvis vores ’jeg’ på fladen bliver konstitueret i vores sociale liv, kan man så overhovedet eksistere udenfor sociale relationer ? Kan man derfor tale om et andet jeg, end vores performance-jeg?

Hvad højden angår, er det samme mekanik der virker. Religion, og for den sags skyld al ideologi, bliver byggeklodser i skabelsen af sit image. Endnu et aspekt af fladens opsugende kraft.

På den anden side, kan denne 2-dimentionelle virkelighed beskrives som et slaraffenland uden højde og dybde, en flad verden hvor alle har mulighed for at kommunikere, handle, og forstå hinanden. En global mangfoldig monokultur, som resultat af en altomspændende kapitalisme og globalisering, der har åbnet for uanede muligheder. Implicit i disse ligger betingetheden, men hvad dårligt er der i, at være et fladt jeg og leve i en flad verden, hvor alt er muligt og sammenligneligt ?

Vi er klar over, at denne fremstilling trækker på flere moderne teoretikere og vi bryster os ikke af genuitet, endsige banebrydende nytænkning. Vi vil gerne lede tilbage til Fukuyamas spørgsmål, samt Webers tese, som var springbrættet for denne hypotese, for endnu engang at stille spørgsmålet i ny optik: Er det så forfærdeligt, at leve i denne moderne betingethed ? n

11

Skrevet af Janik fogt Anna Sofie Rump (genoptrykt fra efteråret 2006)

F il o so f i sk spøo er g et im e:: D

et fremmede er et meget omdiskuteret begreb i vores samtid og i det hele taget i en bredere historisk forstand – hvor mennesket gennem alle tider dels har ladet sig drage og fascinere, af det der virkede fremmed på dets kultur og det selv, og dels har ladet sig isolere for at stigmatisere alt umiddelbart forekommende fremmed – med dette skal man ikke udelukke, at der netop for mennesket, kan forefindes meget fremmed indenfor netop dets egen så velkendte kultur.

Dette kan fx illustreres ved en begivenhed der forefandt ved ”Dansk filosofisk selskabs årsmøde” sidste år, hvor Ole Fogh Kirkeby, filosofisk professor tilknyttet Københavns handelshøjskole (CBS) - nærmere betegnet instituttet for Ledelse, politik og filosofi (LPF), eftersigende havde holdt et filosofisk oplæg, der kun affødte ét spørgsmål fra den tilskikkede opponent, en filosof fra Københavns Universitet Amager (KUA), der sagde noget lignende; ”Hvordan kan du stille dig op her og så sige noget som ingen forstår et klap af…?” – Dette eksempel er på ingen måde ment som en eksponering af Ole og de af hans tilhørere der var udenforstående (de fleste nok fra KUA), men som et eksempel på en fejlkommunikation hvis oprindelse kan have mange årsager.

Dansk filosofisk selskabs årsmøde foregår som et åbent forum uden anlagte temaer, hvilket kan være en af grundene til en lidt forvirret tilskuerskare, en anden mulig grund kan være, at Ole måske er lidt for vant til at lægge bånd på sin filosofiske udfoldelse i forbindelse med fx seminarier for virksomhedsledere og har derfor følt en uimodståelig trang til bare at fyrre godt op under de filosofiske begrebskedler, nu hvor han fandt sig blandt ånds12

frænder… men dette er stadig ikke forklaring nok på en så stor fejlkommunikation.

Forklaringen kunne måske findes i det skel, der hersker mellem den kontinentale og den angelsaksiske filosofi.

I mødet med det fremmede kan man i de fleste tilfælde, få en tilsvarende viden om sig selv, som det fænomen man bestræbte at skabe klarhed over – det var i hvert fald med dette for øje - at 2 repræsentanter fra ”hvOrfOr?” stævnede en ung nyuddannet filosof fra KUA, en efterårsdag, på ”Vinstue 90”, nærmere bestemt i ”Filosofigangen”. De trygge rammer var sat, og det udviklede sig til en lang samtale om et tema, der har været oppe og vende på næsten alle Fløk-årgange og ligeså blandt forelæsere; Forskellene i måderne at dyrke filosofien på, på LPF og KUA, samt forskellene på den analytiske og den kontinentale filosofi. Sidstnævnte forskel udspringer af et afgrundsdybt hul i mellem de to forskellige lejre.

På KUA, der hovedsageligt er domineret af den analytiske filosofi, har en masse kampe været udkæmpet imellem de to fronter, både blandt studerende og blandt undervisere. Disse kommer stærkest til udtryk, hver gang der skal ansættes nyt ”academic staff” – ”skal denne nu komme fra den ene eller den anden lejr?” – bliver det omstridte spørgsmål. Et af eksemplerne gik så vidt som til at udvikle sig til en stor strid/debat, der sågar udspillede sig i weekendavisen flere uger i træk. Sagen handlede om hvorvidt Dan Zahavi, en kontinentalfilosof skulle blive ansat som lektor på KUA eller ej.

Den analytiske filosofi kan kort beskrives som en filosofi, der tilstræber en sproglig og logisk stringens i den måde tingene diskuteres på. Meget af den nyere analytiske

HVORFOR Forår 2008

I møo ed et m ed d et f r em m ed e! filosofi er udviklet som et modspil og kritik til positivismen, hvor den moderne analytiske filosofi gør op med en række positivistiske dogmer så som kravet om verificerbarhed og ideen om et teori-frit sprog. Visse levn fra den positivistiske tænkning kommer dog til udtryk ved, at man fx som filosof har tradition for at tage én filosofisk diskussion af gangen. Fx kan man sagtens diskutere en rimelig analyse af vidensbegrebet uden at inddrage politik, værdier, etymologi etc. – det centrale, er at vide hvad viden er – ”Hvornår ved man noget? Og dernæst en analyse af denne viden!”

Med dette som udgangspunkt kommer en af de største fordomme til udtryk overfor Fløk-uddannelsen, der afspejler den kontinentale filosofi-gren. Hvor Fløk ifølge den analytiske filosofi, beskæftiger sig mere med græske begrebers forhold til hinanden, samt etableringen af nye store begreber, der kan fremstå meget luftige, i stedet for at fokusere på enkelte begreber og prøve at konkretisere og præcisere disse.

Man kan sige meget om fordomme, fordele og ulemper der knytter sig til begge de to filosofitilgange. Ridset kort op prøver Fløk, spændt ud mellem en prakis-sfære og et teoretisk-abstrakt-begrebsmæssigt-plan, som det nu engang er, med abstrakte begreber at anskue ting ude i verden/virksomhederne gennem filosofihistoriens mangefacetterede briller, for derved at sætte ord og begreber på iagttagelserne og til sidst at videreudvikle disse anskuede ting, og omsætte dem. Uddannelsen risikerer hermed, med sit særlige fagområde, eller de studerendes egen praksis om man vil, også at blive for abstrakt eller for flyvsk, med andre ord. Da det i værste tilfælde kan være meget

vanskeligt at verificere om de forskellige begrebsmæssige og teoretiske konstruktioner holder, samt om de har en sammenhæng med det praksis-objekt eller den empiri de søger at udsige sig om, specielt hvis konstruktionerne er for besunget og indlullede i flere forskellige former for filosofisk metaforik.

Dette problem kommer KUA til gengæld (lidt for) nemt uden om, ved ikke at have nogen egentlig kommunikation med omverden, for i stedet kun at praktisere filosofien i sine egne filosofiske kredse.

Thomas den unge nyuddannede filosof beundrer det fløkske initiativ og mener bestemt at det er den rette ambition, at åbne filosofien op og fjerne den fra dens ellers så indsnævrede kredse. Han mener at filosofidyrkelsen på KUA hurtigst muligt bør søge ud fra Københavns Universitet. ”Det skal væk fra Amager, det hører på en eller anden måde ikke til dér! Nu har man brugt 2000 år på at definere hvad viden er – så må det næste spørgsmål være; ”hvordan kan det bruges til noget?” – ”hvordan laves det?” – ”er det noget værd?” ellers er man kommet lige langt. KUA trænger til en ekspansion, erkendelsesteorien inden for analytisk filosofi bliver dyrket mange andre steder, hvor man er kommet frem til nogle ret seje måder at definere viden på, som er næsten rigtige…” Derfor undrer det Thomas, at der ikke er en eneste der kobler den næsten rigtige definition på hvad viden er, over på hvad så fx vidensøkonomi er. ”Ja i det hele taget alle de begreber der hører til viden – Hvordan man får det? Hvordan man sælger det? Og hvordan man producerer det? Fortsætter han.

13

filosofisk spørgetime:

i mødet med det fremmede

Disse sammenhænge er der meget få der beskæftiger sig med, og man er endnu ikke blevet dygtige nok til at sælge sig selv til erhvervslivet og fx sige; ”Goddag Dansk industri vil I høre noget om viden – så kom her!”

I Sverige har man iværksat en kæmpe forskningsindsats på det der svarer til det tekniske universitet i Danmark (DTU), hvor 35 filosofi phd.studerende er i gang med at komponere en måde hvorpå angelsaksisk filosofi kan bruges i sammenhæng med risikovurdering i forbindelse med trafikplanlægning, kemiske substanser, GMO’er, atomkraft mv. ”Når først man én gang har åbnet filosofien op og begynder at forbinde den med andre sfærer i samfundet som Fløk-projektet også er levendegørelsen af, hvor man har tilladt økonomer at have en eller anden filosofisk baggrund eller filosoffer at forholde sig til økonomien, åbner man op for et krydsfelt, hvor utrolige mange initiativer kommer til verden og hvor det virker helt absurd ikke at gå i gang med disse.” Her kan der fx nævnes Ole Fogh Kirkebys kobling af kunst og ledelse, der fremstår ganske væsentlig i et performance samfund der siges bestående af en symbol- og tegnøkonomi, som man ser det indenfor branding og nyere kulturvidenskab.

To andre lektorer tilknyttet LPF–instituttet Alexander Carnera Ljungstrøm og Bent Meier Sørensen er også nogle gode produktive eksempler på at kombinere filosofi med begreber man efterhånden ser hver dag i dagspressen, men som man tit og ofte tager for givet som fx performanceøkonomi og vidensøkonomi, innovation og globalisering. Disse begreber er også tegn på, at man i dag mener at økonomien kan beskrives på nogle helt andre præmisser end hidtil. Til gengæld er LPF desværre også nogle af de eneste der udvikler sådanne fusioneringer mellem filosofi og det postmoderne samfund, hvilket giver sig til kende, hvis man begynder at søge på div. databaser og biblioteksbaser, hvor man til stadighed får en henvisning tilbage til LPF´s umiddelbart oplagte emnebehandling, men som ikke mange tager op i Danmark.

Internt i den analytiske filosofi, men ikke på KUA, er der også mange filosoffer der beskæftiger sig med økonomi som videnskab, men disse har forholdt sig til metoderne 14

for hvordan man bedriver økonomi, Marshall der har en hardcore marginalistisk tilgang, kan nævnes som et eksempel herpå, Alexander Rosenberg, der lancerer en kritik af økonomisk tænkning og Blaug som er en stor økonomihistoriker, de sidste to gør, sammen med Hausman, en temmelig kort proces med den parallelle postmoderne kritik af den moderne økonomiske teori. Den analytiske filosofis tilgang til filosofi og økonomi tager sit udgangspunkt indenfor den klassiske universitetsøkonomi med tilhørende store ligninger og en meget matematiseret, kritisk opfattelse.

Thomas har også beskæftiget sig med økonomi og filosofi og undersøgt spilteoriens fundament, det teoretiske og matematiske fundament vel at mærke, hvor han ud fra en meget teknisk måde prøver at forstå om aksiomerne giver mening eller ej. Økonomien fremstår til sammenligning mere blød på Fløk, hvor der, hvis man ser bort fra mikro/makroøkonomifaget på første år, mere er taget udgangspunkt i den almene samfundsmæssige økonomiske indgangsvinkel forbundet med temaer som organisation, ledelse, virksomheden i samfundet – samfundet i virksomheden, arbejdslivet og markedsføring.

Denne tilgang skal også ses i lyset af, at kontinentalfilosofien, i senere tid, har bevæget sig ud i forskellige fagområder, såsom sociologi, antropologi, socialfilosofi, hvilket gør at filosoffer ikke nødvendigvis bliver tituleret som filosoffer. De får i stedet beslægtede betegnelser som fx Luhmann, der bliver kaldt system-teoretiker og Bourdieu der bliver kaldt for sociolog eller man opgiver helt at klassificere dem, som man ser med de to franskmænd Foucault og Deleuze der efterhånden bliver anvendt på samtlige videregående humaniora uddannelser.

Man kan sige, at Fløk-uddannelsen ligger og svæver mellem et både politisk, samfundsmæssigt og sociologisk spektrum. Denne fragmentering er skabt ud fra et fokus på omsættelighed, bl.a. fordi uddannelsen skal være gearet til et bredt orienteret erhvervsliv.

KUA, der dog efter sigende skulle være ved at omrevidere sit fokus for de studerendes fremtid, byggede før i tiden hovedsageligt på, at man efter endt studie kunne gå

HVORFOR Forår 2008

en tilværelse som Phd.studerende i møde, for derefter at blive ansat som lektor i filosofi (hvis man for resten var en af de heldige til at besætte en af de fire stillinger der forventes ledige indenfor en tyveårig periode). Lidt af et paradoks, der også har været kendetegnende som hovedfrustrationen blandt filosofistuderende, der på en måde finder det fedt at dyrke den ekstremt nørdede og matematikagtige måde at forstå filosofi på, men samtidig går med skrupler over hvad det skal og kan bruges til – derfor stopper de fleste også. Otte til ti af de studerende, som Thomas hang sammen med forsvandt efter deres bachelor. Dem der hopper fra efter deres bachelor vælger derefter typisk at tage en overbygning indenfor deres tilvalgsfag eller vælger andre uddannelser, hvor man kan komme ind med en hvilken som helst bachelorgrad. De gode konjunkturer i samfundet har været med til at formildne omstændighederne for færdiguddannede filosoffers jobsituation og KUA er også begyndt at arrangere temadage med tidligere filo-

sofistuderende og deres fortsatte karrierer.

På Fløk, har målet været at skabe brede rammer, hvor de studerende, som Martin Fuglesang engang har formuleret det, kan udfolde sig inden for fløkstudiets institutionelle og faglige rammer - og afsøge grænserne, for deres egen kommende praksis.

Dette har dog også foranlediget at en del Fløk-studerende er meget konfuse i sær når de spejler sig i andre linjer på CBS, hvor kompetenceprofilen fremstår klar og tydelig og kan beskrives på få sider.

Som modsvar på dette symptom hos adskillige af de studerende, har man gjort et enormt stykke arbejde på Fløk for at prøve at konkretisere studiet bedst muligt, hvor man bl.a. har udarbejdet en kompetenceprofil, der til at starte med fyldte omkring 100 sider, denne er dog blevet beskåret til at fylde en 35-40 sider (desværre er mange ikke bekendte med den).

De studerendes frustrationer over deres egen faglighed 15

filosofisk spørgetime:

i mødet med det fremmede

gør sig således gældende både på KUA og Fløk, hvor de enkelte studerende kommer ud med en meget forskellig uddannelse. På KUA rummer filosofi overbygningen nul obligatoriske fag, på Fløk er der til sammenligning to obligatoriske fag og ni valgfag på den eksisterende overbygning. Hvad man kommer ud med og kan er fuldstændigt afhængig af hvad man har lavet, med så frie rammer. Thomas nævner i den forbindelse, at en af hans medstuderende har været i Australien hvor han er blevet yogalærer som en del af hans filosofiuddannelse. Hverken Fløk eller Filosofi på KUA kan siges at være professionsuddannelser, hvilket selvfølgelig tvinger de studerende til selv at overveje hvad det er de vil med den viden de får stoppet i hovedet.

Thomas går personligt og håber på at man i en nær fremtid, fx på CBS kunne forefinde et analytisk institut, ligesom man finder det på London school of economics, hvor filosoffer bliver skolet i formel logik og matematik. Hvor om alting er, ville det nok aldrig være en skade, hverken for filosofien eller for den sags skyld for den omkringliggende verden, hvis nogle af de lukkede fagtraditioner og normer blev blødt lidt op og bidrog mere til hinanden og samfundet. En kapacitet som fx Poul Lübcke, der er tilknyttet KUA, kunne fx være interessant at få ud som gæstelære på Fløk, han afholder bl.a. et overbygningskursus om Marx og kapitalen og vice versa kunne KUA måske også godt trænge til et par pust fra et par af underviserne fra LPF. I samfundsdebatten er det ikke unormalt at høre velkendte stemmer fra LPF, og CBS i det hele taget, udtale sig om aktuelle sager og konflikter. I denne sammenhæng kunne man ønske at nogle af filosofferne fra KUA også ville begynde at deltage i samfundsdebatterne, der desværre ofte er præget af for lidt konsekvens og stringens 16

hos mange af de deltagende mediepersoner. Her kunne en filosof passende indtage rollen som den der bidrager med en standpunktsfri kritik, uden politisk stillingtagen og i forlængelse heraf analysere de forskellige udsagns stringens, logik og rationalitet, som der bliver slynget ud i et væk i mediestrømmen.

Thomas nævner i den forbindelse at der er en filosof fra KUA; Clemens Kappel, der er medlem af ”Etisk råd” og som er med til at udvikle og definere en stillingtagen til de etiske rammer i samfundet.

Om fordomme; En af de fordomme som nogle fløkkere mener at filosofistuderende fra KUA har om fløkkere, er at man på fløk går på kompromis med filosofien ved at udbyde den til markedskræfterne. Man ”sælger ud” så at sige. Men mange på KUA ser dog denne tendens som en smart måde andre humanister og filosoffer har regnet den ud på; for at kunne få lov til at hengive sig til filosofien, må man kombinere den med et andet felt og derigennem gøre den omsættelig.

På KUA har man typisk mange fordomme overfor franske og italienske filosoffer så som Foucault og Deleuze, der trods en stor udbredelse i Frankrig og Italien ikke bliver undt meget opmærksomhed eller draget paralleller til. Dette gir sig bl.a. til kende ved at der aldrig er nogen der har foreslået Thomas at læse blot en enkelt side af Deleuze, Bourdieu, eller for den sags skyld Luhmann, Haakon, Adorno og Gabrilaire.

Thomas har dog læst Foucault, men ikke i forbindelse med sin uddannelse, og han har kun hørt om Deleuze fordi han selv har haft lange ører, som han formulerede det. Denne tendens er i høj grad også med til at segmentere hvor stor

HVORFOR Forår 2008

afgrunden er mellem analytisk filosofi og resten.

Lidt pudsigt eftersom Deleuze nærmest er blevet et ligeså stort ”buzz-word”, som ”vidensøkonomi”. Der er sket en eksplosion af mængden af folk fordelt rundt om i samfundet – og på CBS for den sags skyld, der i deres praksis anvender Deleuzes filosofi. ”Det kan få en til at undre sig over at der er en hel fagtradition der siger; ”at det er livet for kort til – Deleuze er noget vås!”, siger Thomas og smiler.

Det er dog muligt at få et overbygningsfag i moderne fransk filosofi ude på KUA, men man kan også sagtens blive fri, ligesom Thomas. Det er komisk, efter hans mening, at der er en hel faglig tradition der lader som om at personen ikke eksisterer – ”..også Foucault, han eksisterer heller ikke! Nu er han endelig kommet på, som en del af pensum i faget; teoretisk filosofi, men da jeg læste filosofi, var han det ikke. Det skyldes nærmere et tilfælde at han bliver præsenteret, da forskellige kontinentale tænkere skiftes lidt til at få pladsen i pensum.. ..franske eller tyske. Men det er dog mest de franske filosoffer man har et problem med på KUA, hvor der nu er begyndt at optræde flere tyske i den seneste tid, bl.a. fremskyndet af, at de studerende er begyndt at fatte interesse for fx Heidegger og Husserl.”

Kuhn, en analytisk filosof, har været på pensum på et af de obligatoriske fag på overbygningen på Fløk, hans diskussion med Lakatos er bl.a. et bud man kunne se som en mulighed for et tværgående samarbejde mellem den angelsaksiske og kontinentale filosofi, foreslår Thomas, da vi spørger ham.

Blandt de studerende på fløk er det nok få der kan nikke genkendende til den række af filosoffer Thomas nævnte, som nogle af de vigtigste på KUAs pensum; David Lewis, Robert Stalnaker, Saul Kripke, Hillary Putnam, W.V.O

Quine, David Kaplan, Donald Davidson, David Chalmers og Alvin Goldman. Disse er nogle af de centrale figurer i analytisk filosofi, men for den interesserede læser der gerne vil undersøge feltet nærmere kan yderligere nævnes; Hare, Lakatos, Nancy Cartwright -en kvinde der bliver brugt meget i forbindelse med økonomi og hvad der ligger til grund for økonomien-, McCloskey -der i sig selv skulle være en ret interessant person, transvestit, postmodernist, ekstremt velformuleret og ganske sjov at læse, Alexander Rosenberg, Mark Blaug og Daniel Hausman. Indenfor beslutningsteori kan nævnes Luc Bovens, Robert Auman, Brian Skyrms og Ronald Coase, hvoraf sidstnævnte har skrevet bogen; ”The Nature of the Firm”.

Man skal nok have haft temmelig lange øre, hvis man som fløkker er så heldig at opleve genkendelsens glæde ved nævnelsen af disse filosoffer.

Man kan til dels undre sig over, at der ikke er mere dialog i mellem kløfterne om fælles problemstillinger, men samtidig er det overhovedet ikke mærkeligt, da fortalerne fra de to fløje tit ikke en gang kan enes om et fælles udgangspunkt. Thomas oplevede til en konference på handelshøjskolen, at oplægsholderen opridsede tre måder at anskue viden på, hvor den første han nævnte var; viden som sandhed. Oplægsholderen præsenterede denne anskuelse af viden som om den var Poppers, hvorefter han affærdigede den ved at sige; at det fandt man allerede ud af i 30´erne var forkert. Den anden definition husker Thomas også som en grov fordrejning og den sidste definition, der var oplægsholderens egen; Viden som produktion af viden, var den eneste der blev godtaget. Denne definition, mener Thomas, giver et sekundært forhold til viden, hvorigennem der ikke bidrages yderligere til debatten om hvad viden egentlig er. For en filosof eller studerende fra KUA ville det således være svært at kommunikere med 17

filosofisk spørgetime:

i mødet med det fremmede

oplægsholderen, eftersom han affærdiger selve det grundlag som KUA traditionen hviler på, med et knips med fingrene. Men sådanne affærdigelser og tilsvarende platte fordomme, om eksempelvis postmoderne kontinental filosofi, eksisterer også i den analytiske lejr.

Finn Collin, kan dog nævnes som en af lektorerne ude på KUA, der prøver at tage diskussionerne op og gyde lidt olie på vandene, men det har desværre ikke ført til meget endnu.

Studieopbygning og praksisser; At viden forudsætter sandhed efterfulgt af en begrundelse, samt diskussionen om sandhed, er sjældent det mest centrale i Fløk opgaver, lige bortset fra i synopsen i faget ”Viden” på sidste år af bacheloren. I stedet hersker en tendens til at affeje sandhedsdiskussion i metodeteoretiske overvejelser i form af socialkonstruktivistiske tilsnigelser eller groft sagt relativistisk sludder. Men debatten om hvorvidt sandhed overhovedet er en nødvendig betingelse for viden og overvejelser om hvordan noget så ellers kan være viden (hvis ikke det er sandt), er essentielle, hvis det ikke skal være ligegyldigt at sige noget som helst om noget.

Det er der i en vis forstand, mange på Fløk, der har en tilbøjelighed til at springe over, fx i arbejdet med en case.

Her har ”den dovne fløk-studerende” mulighed for at afskrive sig fra at sige noget generelt sandt om verden, ved kun at behandle hvad der er sandt inden for rammerne af casen. Denne dækker så at sige sin opgaves udsigelseskraft ind i, eller gemmer sine iagttagelser bag en eller anden form for begrænset epistemologi. Dette er lidt ærgerligt, da de fleste opgaver først bliver spændende, når de ikke KUN udtaler sig om den case de har som empiri, men tør udtale sig om noget generelt ved verden. Hvis en opgave ikke indeholder overvejelser om sin egen udsigelseskraft, spærrer denne mangel let for overvejelser om hvordan 18

opgaven som et stykke teoretisk arbejde hænger sammen med praksis, med verden, eller med det ord som fløkkere har et lidt ambivalent forhold til; med virkeligheden. Det i forlængelse heraf en smule tarveligt overfor læseren, der kan miste nuancerne og forståelsen for de komplekse forhold som opgaven behandler og let få et billede af at opgaven er letforståelig, uden egentlig at vide om analyserne og konklusionerne kan implementeres og bruges til noget.

Til sammenligning praktiserer KUA hverken gruppeeller casearbejde i nogen særlig grad, så i den forstand mener Thomas at det giver god mening, at man netop på Fløk læser nogle filosoffer, der kan bruges til noget i praksis. Man skriver ca. ti relative korte opgaver på de første år på filosofi, nogle såkaldte afløsningsopgaver, der giver en pensumsreduktion eller fungerer i stedet for en eksamen.

Selvom der ikke er noget på spil i den forstand, bliver der generelt lagt en del hjerteblod i disse. De bliver opstillet på ganske traditionel vis, med en indledning, brødtekst og konklusion, hvor det hovedsageligt går ud på at finde de vigtige ting, argumenterne og positionerne indenfor en given problematik og så inddrage dem i en sammenligning eller redegørelse. Bacheloropgaven er fordelt ud over to opgaver, hver på femten sider, på andet år, hvor man efter at have deltaget i nogle bachelor-seminarier får en vejleder, der rådgiver i hvordan man skal fremlægge de forskellige diskussioner, argumentationer og positioner på en præcis måde. Til sidst har man som elev mulighed for selv at bidrage med, hvad man selv synes er de afgørende ting, hvad der taler for den ene eller det andet. ”Begrebspræcision og beskrivelsespræcision som man kultiverer på KUA, kræver meget præcise rammer, der dermed er utrolig svære at trylle med, man kan ikke sige på den ene side eller på den anden side, der er ikke to ting der er lige rigtige. Når det fx viser sig i en skarp definering af, hvad noget præcist er og der forekommer et tilfælde hvor det ikke præcist er sådan, forkaster man det og prøver igen,

HVORFOR Forår 2008

uden at gå på kompromis. Præcisering i at analysere begreber på en stringent måde er en af kompetencerne uddannelsen vægter højt.”

På Fløk er det kun 48-timers opgaven i filosofi og synopsen inden eksamen på andet år, der udelukkende omhandler filosofi, de andre projekter anvender filosofi, i mere eller mindre grad, men i en mere håndgribelig forstand, hvor de studerende bl.a. kan fortolke filosofien i forhold til en konkret situation. Det er et direkte krav til alle gruppeopgaverne, foruden den på andet år, at der skal indgå empiri.

Det er først inden for de seneste årgange at det er blevet en del af pensum, at man sprogligt og retorisk skal arbejde med sin tekst, for at undgå udtryk der kan misforstås og for at opnå en så høj præcisering af formuleringerne som muligt. Den rigtige hårde stringente kritik kommer dog først senere i forløbet. I starten er der stadig ladt plads til at man kan prøve at sætte sine egne ord på sin bearbejdning.

Grunduddannelsen på filosofi (KUA), svarer til to år med et fast program, bestående af filosofihistorie, et praktisk- og et teoretisk filosofifag, (der alle tre er intenderet til at have en lige høj vægtning), samt forskellige introkurser.

På Fløk eksisterer der, i den forbindelse, en fordom om at man på KUA skal kunne sine filosoffer som en kongerække, samt at man skal kunne alle de begrebslige udviklinger og forskydninger der sker i mellem de forskellige filosoffer i søvne. Thomas mener dog, at man på KUA ikke er specielt optaget af hele filosofihistorien, snarere tvært i mod. ”Der hersker en tendens til at det kun er nogle grene af filosofien, der er oppe og vende hele tiden. Der er en del fag som ikke er diakrone, men mere temaopdelte, hvor der bliver lagt vægt på de forskellige filosofiske argumenter sat op mod hinanden.”

Igennem Thomas´ uddannelse var det ikke mere end den højst nødvendige filosofihistorie, man efter sigende er nødt til at gennemgå, der blev introduceret. Det som Thomas havde en opfattelse af vægtede mest da han læste,

var nærmere det teoretisk filosofifag eller videnskabsfilosofi.

På Fløk foregår filosofiforelæsningerne med fokus på, med undtagelse af Platon, Aristoteles og Kant vel at mærke, én filosof pr. gang og med en tilhørende øvelsestime.

I studienævnet blev der for en stund overvejet, om man skulle lave filosofihistorien temainddelt, men man gik bort fra idéen, da man var bange for at undervisningen dermed ville blive for fragmenteret og for fastlåst af de anslåede temaer.

Hvis man skal rette en fælles kritik mod de to uddannelser, kan man stille spørgsmåls ved at der på ingen af dem, bliver så meget som nævnt, hvad der har foregået og foregår, for den sags skyld, indenfor den filosofiske tradition i Asien. Her følger begge uddannelser pænt i trit med den generelle europæiske lukkethed over for Asiatisk filosofi. Dette trods at der er flere studerende fra Asien, der studerer bl.a. Kierkegaard, netop fordi hans måder at fremlægge eksistentialismen på, eftersigende skulle ligge tæt op af enkelte grene inden for asiatisk filosofi.

Ligeså kan man i den tidlige indiske økonomiteori finde en mand, der skrev om hvordan kongen skulle forvalte sine sager i Hindustaten. En sammenligning med vores europæiske Machiavelli kunne være spændende at læse. ”Man kommer let til at antage, fordi man indenfor den fælles europæiske filosofikreds, ikke hører noget fra den asiatiske filosofigren, at den er gået i stå. Dette er også en af faktorerne til, at man som filosofistuderende måske begynder at stille spørgsmålstegn ved hvad der bliver fornægtet én i det hele taget.” n

19

Skrevet af Sisse Christina Runge

ba i filosofi fra syddansk universitet

Friedmansk kapitalisme anno 2008?

S

om forbrugere er vi stillet overfor mange valg hver dag og med disse valg følger også et ansvar, for gennem vores holdninger og det forbrug, som udspringer af dem, er vi med til at forme udbuddet af varer. Hvis ingen vil købe en vare, fordi den er produceret på en uetisk måde, så vil virksomheden holde op med at producere varen. Men spørgsmålet er så, om vores holdninger til forbrug er så etiske, som vi tror. Om vi i virkeligheden ikke ofte forbruger varer, som ikke er produceret på en etisk forsvarlig måde, fordi disse varer nu engang er dem vi gerne vil have.

Hvad stiller vi eksempelvis op, hvis vi har fundet den helt rigtige t-shirt og finder ud af, at den er syet af en 11-årig kineser, der arbejder 12 timer om dagen? Køber vi den eller gør vi ikke? Vi kan vælge at være forfængelige med vores udseende og købe t-shirten alligevel, eller vi kan vælge at lade være med at købe den og i stedet følge en moralsk overbevisning om, at børnearbejde er forkert.

Spørgsmålet er, om man i sidstnævnte tilfælde er moralsk forfængelig i en grad, som ikke tjener noget formål?

Kapitalismen anno 2008 beskrives ofte som værende en mere etisk kapitalisme end den vi så tidligere. I dag tager virksomheder nemlig ofte hensyn til andre faktorer end blot indtjening. Tøjfirmaer som H&M og Bestseller har for eksempel en etisk code of conduct, som blandt andet stiller krav til deres producenter om ikke at bruge børnearbejdere. Men spørgsmålet er om kapitalismen kan være rigtig kapitalisme, hvis virksomhederne tager etiske hensyn?

20

Det var nobelprismodtageren Milton Friedman som stod bag de notoriske ord: the business of business is business.

Friedman offentliggjorde sine tanker om virksomheders rolle i artiklen ”The Social Responsibility of Business is to Increase Its Profits” som blev publiceret i New York Times i 1970. Han hævdede, som det fremgår af titlen, at virksomhedens eneste sociale ansvar er at skabe profit (profitforpligtelsen).

Friedmans argument er interessant, fordi det baserer sig på et bredere argument for en utilitaristisk begrundet kapitalisme og hvis hans argument holder, så er der givet en vis begrundelse for en rendyrket kapitalisme, hvis eneste formål er at generere så meget profit som muligt uden hensyntagen til, hvilke konsekvenser den ellers kunne have.

Friedman argumenterer altså i mod enhver form for Corporate Social Responsibility (CSR). De fleste større virksomheder arbejder i dag med CSR, men definition af, hvad der egentlig konstituerer CSR er meget forskellig. Nogle vil mene, at det udelukkende betyder, at virksomheder skal overholde lovgivningen. Andre vil gå så vidt som til at sige, at det drejer sig om, at virksomhederne skal bruge penge på at udøve velgørenhed.

Friedman baserer sin teori på fire argumenter, som hurtigt afslører, at hans teori kun gælder for aktieselskaber. Hans ejerskabsargument hævder, at ledelsen bruger andre menneskers penge, hvis den bruger penge – ud over det lovpligtige beløb, som betales i form af skat – til at påtage sig et socialt ansvar. Den bruger aktionærernes penge,

HVORFOR Forår 2008

midler til formål, som vedkommende ikke ønsker at støtte.

Da en sådan tvang truer den personlige frihed bør den undgås, idet netop denne frihed er samfundets mest fundamentale værdi.

hvis deres udbytte bliver mindre, den bruger de ansattes penge, hvis deres lønninger bliver lavere og den bruger kundernes penge, hvis varerne bliver dyrere.

For at underbygge ejerskabsargumentet introducerer Friedman demokratiargumentet, som skal påvise, hvorfor ledelsen ikke har denne ret. Argumentet siger, at ingen har ret til at udskrive skatter uden at have et demokratisk system i ryggen, og det ville ifølge Friedman være en decideret skat, som ledelsen pålagde andre i det tilfælde, at den udøvede en social ansvarlighed, som ligger ud over profitforpligtelsen. Dette har ingen ret til at gøre uden demokratiske beføjelser; dvs. at det kun er en politiker der kan gøre dette.

Argumentet imod indgreb i markedsmekanismen understøtter demokratiargumentet, idet det siger, at indgreb i det fri marked indebærer tvang, fordi den enkelte person risikerer at blive tvunget til at bidrage med økonomiske

Det sidste trin i Friedmans argumentation er ineffektivitetsargumentet, hvoraf det fremgår, at det ikke er hensigtsmæssigt at udnytte virksomhedernes ressourcer til udøvelse af social ansvarlighed, da hver virksomhed har sin egen ekspertise og ikke nødvendigvis særligt gode forudsætninger for at fordele penge og goder i samfundet på etisk retfærdig vis.

De to sidstnævnte argumenter fører altså, som yderligere begrundelse for ejerskabsargumentet og demokratiargumentet, til én konklusion: Hvis der skal udøves et socialt ansvar udover profitforpligtelsen, så må det være statens opgave, idet det vil give et bedre udfald, hvis der kun udøves socialt ansvar i overensstemmelse med lovgivningen, idet alle virksomheder dermed er stillet lige mht. konkurrence. Desuden vil det, jf. ejerskabsargumentet og demokratiargumentet være den eneste retfærdige mulighed. Friedman går så langt som til at sige, at hvis virksomhederne udøver CSR, så er der tale om socialisme.

Friedman mener nemlig, at der vil ske det, at ledelsen i realiteten kommer til at fungere som en offentlig bureaukrat og det vil være urimeligt, at ledelsen – som består af private ansatte, som vælges og ansættes af en bestyrelse – skulle udøve det man kunne kalde et politisk hverv. For at være i stand til at legitimere sådanne handlinger skal 21

f r i e d m a n s k k a p i ta l i s m e a n n o 2 0 0 8

disse personer vælges på demokratisk vis og være underlagt demokratisk kontrol. Friedman begrunder sin påstand om, at social ansvarlighed fører til socialisme ved at drage konsekvensen af dette. Ledelsen vil selvbestaltet overtage en politisk opgave og dermed medvirke til, at man fordeler goder gennem det politiske system og ikke lader markedsøkonomien gøre det.

Friedman gør det klart, at der – ifølge hans mening – først er tale om CSR, når ledelsen bruger penge på en anden måde, end f.eks. aktionærerne, kunderne eller de ansatte (herefter omtalt som stakeholders) ville have gjort. Derfor har argumentet imod indgreb i markedsmekanismen sin berettigelse, for hvis der udøves CSR, så medfører det netop at personer tvinges til at bruge penge på noget de ikke ønsker at støtte, i og med, at virksomheden bruger penge, som ellers ville have været deres, til et formål som de ikke selv ville bruge penge på.

Der opstår dog et empirisk problem, idet man kan problematisere dette punkt. Man kunne f.eks. forestille sig, at virksomhedens stakeholders ville bruge pengene på samme måde, som ledelsen vælger at gøre, når den udøver CSR, men så er der jo ikke længere tale om CSR ifølge Friedman. En indvending imod Friedman baseret på sådanne eksempler finder jeg nu temmelig irrelevant, når man vil undersøge, om Friedmans argument holder. Det er forbundet med store empiriske problemer at undersøge om det nu også er tilfældet og som beslutningsprocedure ville opinionsundersøgelser blandt virksomhedens stakeholders være meget tidskrævende og det er tvivlsomt, om der så overhovedet ville blive produceret noget og tjent penge, som kunne bruges til varetagelse af et eventuelt socialt ansvar!

22

Det bedste man kan gøre er at gå ud fra en eller anden form for gennemsnitsinteresse; en estimeret interesse. For aktionærerne estimeres denne til at være at opnå et så stort udbytte som muligt, for de ansatte at få en så høj løn som muligt, for kunderne at få så gode priser som muligt etc.

Denne pointe kan understøtte Friedmans argument, idet man kan sige, at ledelsen ved rimeligt præcist, hvad stakeholderne er interesserede i, og derfor også rent praktisk kan disponere på virksomhedens vegne uden at udøve en anden form for socialt ansvar end profitforpligtelsen.

Kort sagt underkender Friedman altså CSR, fordi det ifølge ham er markedsøkonomien og ikke politiske mekanismer, som bør fordele goderne i samfundet.

I artiklen ”Friedman Fallacies” angriber Professor ved Mount Allison University i Canada, Colin Grant, Friedman for at begå en alvorlig fejlslutning i sin tese. Han mener, at Friedmans opfattelse af det frie marked er helt forkert. Ifølge Grants udlægning, mener Friedman, at markedet skal fungere uafhængigt økonomisk, og at denne økonomiske uafhængighed er kilden til og garantien for politisk frihed.

Grant påpeger det umiddelbart problematiske i, at økonomisk frihed synes at være en forudsætning for politisk frihed, nemlig, at samtidig med, at Friedman hævder dette, så forudsætter han, at økonomien er fuldstændig apolitisk.

Grant mener, at dette bygger på en empirisk fejlobservation, da erhvervslivet ikke fungerer uafhængigt af resten af verden og dermed også har en – mener Grant – meget stor indflydelse på f.eks. det juridiske og politiske magtapparat.

Når man læser Friedmans Capitalism and Freedom så viser der sig et lidt andet billede. Friedman fremhæver den trussel som efterfølgere af bl.a. Friedrich Hayek har været

HVORFOR Forår 2008

opmærksomme på, nemlig truslen mod individualismen.

Ifølge Hayek er ethvert forsøg på socialistisk central planlægning forkastelig, idet det fri marked meget effektivt giver information til de økonomiske agenter gennem den prisdannelse som opstår. Hayek står for en liberalistisk linie, hvor staten primært har til opgave at sikre at spillereglerne overholdes. Det vigtigste for Hayek er, at staten og de opgaver den påtager sig på ingen måde forrykker markedskræfterne. Han udelukker således ethvert begreb om en social ansvarlighed, idet en sådan netop ville forrykke markedskræfterne. Friedman argumenterer altså analogt til Hayeks to hovedpointer, nemlig at markedet er det mest effektive og at demokrati forudsætter økonomisk frihed.

Ræsonnementet bag Friedmans afvisning af CSR er altså, at virksomheden gennem udøvelse af CSR påtvinger stakeholderne dens etik og de omkostninger, der er forbundet med denne etik. Måske er der således i 2008 stadig plads til Friedmanske virksomheder. I virkeligheden er det rigtigt kontroversielle spørgsmål om sådanne virksomheder ikke faktisk gavner nogle mennesker, indirekte, selvom det ikke er deres erklærede formål. Her kommer vi tilbage til den utilitaristiske kontekst, som Friedmans argument er fremsat i. Hvis man kan påvise, at Friedmans rendyrkede kapitalisme faktisk ville skabe mere nytte i samfundet end en såkaldt etisk kapitalisme (som Friedman hævder i ineffektivitetsargumentet) så er den Friedmanske kapitalisme ikke bare moralsk retfærdiggjort, men faktisk den eneste etisk korrekte kapitalisme.

Hvis vi tager udgangspunkt i Rawls differensprincip, som er en del af hans teori om distributiv retfærdighed, så kunne det faktisk godt se ud som om en Friedmansk rendyrket kapitalisme kan retfærdiggøres. Rawls differen-

sprincip siger, at der kun må findes ulighed i samfundet, hvis denne ulighed medvirker til, at de dårligst stillede er bedre stillede end de ville have været foruden denne ulighed. Det vil altså sige, at hvis en børnearbejder har et bedre liv som børnearbejder end vedkommende ville have haft uden dette arbejde, så siger differensprincippet god for, at den ulighed der er mellem os forbrugere her i Vesten og børnearbejderne i f.eks. Asien er moralsk forsvarlig.

Men hvis vi omvendt konsulterer Rawls teori om uvidenhedens slør, så stiller sagen sig måske anderledes. Rawls foreslår, at vi – når vi overvejer hvordan samfundet skal indrettes – alle stiller os bag ved et slør af uvidenhed og ikke ved noget som helst om os selv i denne verden. Vi ved ikke, hvilket køn vi er, hvilken social status vi har osv. Den bagvedliggende idé er, at hvis man ikke ved de ting om sig selv, så ville man skabe et samfund, som var så godt som muligt for alle. Og jeg ved i hvert fald, at jeg er glad for, at jeg ikke er vokset op som børnearbejder i Asien, ligegyldigt om børnearbejderne måske har det lidt bedre end de børn, som tigger på gaden. Så måske er det ikke så forfængeligt endda at stille krav til virksomhederne om, at de bærer et socialt ansvar, som ikke kun består i at tjene penge til deres aktionærer. Og hvad angår forbrugernes krav så er der den gode ting ved kapitalismen, at den er overordentligt lydhør overfor dem. Kapitalisme genererer nemlig kun penge, hvis der er en overensstemmelse mellem de varer en virksomhed udbyder og de varer som efterspørges. Dermed er det faktisk i sidste ende forbrugernes ansvar, om kapitalismen skal have et etisk indhold eller ej! n

23

Skrevet af Ulrik Brorson

Moderne aflad

I

kristendommens spæde ungdom opblomstrede den katolske kirke og blev til en reel magtfaktor.

Denne opblomstring var baseret på store landområder, rigdom og politik. Især rigdommene var et omdiskuteret emne. For eksempel ser man i bogen og filmen ”Rosens Navn”, hvordan der blev holdt store og dybt seriøse debatter, hvor man diskuterede om kirken skulle eje jordisk guld eller om alt hvad man havde af indtægt skulle fordeles til de fattige med det samme.

Det er ikke det spørgsmål denne artikel koncentrerer sig om, men den handler om en af kilderne til den katolske kirkes rigdom, aflad. I den katolske tradition kommer man efter døden i skærsilden, for dér at betale for alle de synder man har lavet i sit jordiske liv. Man kan sammenligne turen i skærsilden med et fængselsophold, hvilket gør afladsbetalingen til en form for kaution.

Det er lige netop idéen om, at man kan komme nemmere igennem ens formodede trængsler, via en pengesum, denne idé har på sin vis formået at opdatere sig selv kontinuerligt. I dag taler man ikke om den smerte man vil lide i skærsilden, i dag taler man om hvordan andre ser på en selv, ligesom det moderne vestlige menneske ikke køber sig til mindre smerte, men køber sig til velvilje. Går man skridtet videre kan man sige, at det redefinerede aflad ikke længere har noget med religion at gøre, det er ikke 24

længere for de få privilegerede. Det har transformeret sig fra at være et mål i sig selv, til et middel for mennesket til at opnå sine mål. Med denne karakteristik i baghånden, opstår der op til flere sammenfald, hvis man betragter en speciel ”branche”, nemlig nødhjælp.

Der er sikkert flere der vil være direkte uenige med denne skribent, på dette punkt, men jeg vil hævde at nødhjælps-industrien, i dag er blevet til verdens største reklamesøjle. Gennem nødhjælp får det moderne vestlige menneske en mulighed for at sende et signal til omverdenen. Gennem nødhjælp har vi en mulighed for at vise, at vi bekymrer os om dem der ikke er lige så velstillede som os. Den 26. januar løb et kæmpe tv-show af staben. ’Danmarks Indsamlingen’ formåede at indsamle forbløffende 66.179.658 kroner til børn i Afrika. Ser man på det imponerende tal er der ingen tvivl om, at der sikkert har siddet nogen og tænkt ”Jeg kan sgu godt undvære et par håndører”, det er efter min mening helt i orden, men kigger man på listen over de største bidragsydere er Lars Larsen fra Jysk og McDonald’s helt i top. Her bliver selskaberne i bedste sendetid, på landsdækkende TV, profileret og sat lig med nødhjælp. Det er og bliver en kamp om synliggørelsen af ens eget firma, hvilket er en mentalitet som, må siges at have en afsmittende effekt på os som individer. Vi profilerer os også konstant i forhold til andre mennesker, vi le-

HVORFOR Forår 2008

ver for vores image og en af de parametre andre folk kan tolke en masse ud af, er i spørgsmålet om nødhjælp. Har man et lille sponsor-barn i Afrika, tyder det også på at man er et betænksomt og næstekærligt menneske. Giver man penge til de store landsindsamlinger tyder det på at man har overskud og tid til andre. Etc. Etc. Dette åbner desværre også op for et andet scenarie.

I og med at vi lever i en globaliseret verden, hvor man skal være i en konstant fremdrift, for ikke at halte bagefter, kommer der noget dæmoniserende over fravalget af nødhjælp. Tillad mig at give et eksempel: En dag da jeg gik ned af Lyngby Hovedgade, blev jeg antastet af en indsamler fra WSPA. Det er godt nok en anden form for nødhjælp, men som eksempel fungerer det okay. Den alternativt udseende, unge dame indledte med standard-spørgsmålet: ”Har du to minutter til dyrene?” - ”Jeg er ikke interesseret” svarede jeg og forsøgte at gå videre, da jeg halvvejs over min skulder hørte ”Hvor er du led”. Lamslået af denne nye form for ”hav en forsat god dag”, vendte jeg mig roligt om og spurgte, hvorfor jeg dog var led. Efter omkring syv sekunder, hvor hun med åben mund, havde stået og overvejet sit svar, begyndte hun på en lang forklaring. Essensen af den var, at hvis ikke man støttede kampen mod dyremishandling, så var man et ondt og småligt menneske. Vi

stod i yderligere ti minutter og diskuterede frem og tilbage, men mine gennemførte og dybt rationelle argumenter, havde ingen synderlig effekt.

Jeg bliver stigmatiseret. Sat i en bås forbeholdt dem der hader dyr, ellers skulle jeg da have trukket checkhæftet frem med det samme. Her fremkommer der et problem, jeg har absolut intet imod dyr, men mit image er blevet udfordret til en kamp, det ikke kan vinde. Nødhjælpens ultimatum kan formuleres som ”Støt os, eller…” - der er ikke noget alternativ.

Hvis ikke jeg støtter nødhjælpen, mister jeg vigtige point på min facades værdikonto. Jeg bliver nødt til at støtte op om nødhjælpen, om ikke andet for at kunne færdes omkring, uden at være underlagt en konflikt mellem min samvittighed og mit image At jeg fravælger nødhjælp, vil i manges øjne ses som topmålet af arrogance, og fordi vi i dag er blevet så ”afhængige” af vores konstante image-nusseri, vil tanken ”hvordan kan du være så egoistisk?” være nærliggende hos mange. Til det spørgsmål kunne man tilsvarende svare - ”Hvem er en egoist? - Hvorfor er det lige du selv går ind for nødhjælp?”

Lad denne artikel være et opråb i en debat, hvor vores politikere står i kø for at yde nødhjælp (hvis ikke til den ene gruppe, så til en anden), hvor man bliver svinet til for at gå imod, en i stilhed vedtaget norm og hvor rationelle argumenter ofte falder til fordel for stærkt følelsesbetyngede udbrud. n 25

billedserie

26

HVORFOR For책r 2008

27

n y t f r a c b s s p o rt

“I will set standards Then I will exceed them I will be measured by results” Troels Troelsen, a sportsman FLØKKERE har jo en tendens til at være ligblege og kedelig bogorme. Det var altid os, som blev valgt sidst i folkeskolen, når der skulle spilles fodbold og håndbold i idræt. Vi var den lille tykke, men dog flabede møgunge, som bare ikke kunne finde ud af at ramme bolden. Dette medførte selvfølgelig ingen venner, mobning og det var sikkert også dig, som de andre spændte ben for, når de store delte sne ud.

Efter starten på FLØK har du jo nok set lyset, er blevet et aktivt menneske og dyrker sikkert motion flere gange ugentligt. Hvis ikke har du chancen for at begynde på det nu. Er du klar på at vise din FLØK’ske overlegenhed og give lidt tilbage fra folkeren, hvor dine HA-almen studiekammerater dominerede boldspillet, så er det nu. I CBS Sport har du muligheden, for at møde nye venner eller fjender på tværs af alle årgange og studieretninger på CBS. Det er en optimal mulighed for under uformelle omstændigheder at få netværket og givet den populære i folkeskolen tilbage.

Sammenhold på trods af diversitet er nøgleordet i CBS Sport. Der findes i organisationen et engagement, initiativrighed og inspiration, som er helt unikt. Kom er vær med til at sætte dit præg på det! For blot et år siden betrådte den første Fløkker græstæppet med CBS Sport sko og satte efterfølgende et enormt aftryk derpå. På daværende tidspunkt bestod organisationen af tre sportsgrene. Jeg er derfor på CBS Sports vegne stolt af, nu at kunne præsentere et repertoire på ti sportsgrene: 28

CBS Sport Fodbold CBS Sport Basketball CBS Sport Håndbold CBS Sport Cricket CBS Sport Rugby CBS Sport Badminton CBS Sport Yoga CBS Sport Hockey CBS Sport Volleyball CBS Sport Adventure Race Desuden har CBS Sport en tur til Paris hvert år i maj, en tur til tyskland i løbet af efteråret samt masser af events og arrangementer løbende. Hvis du har fået mod på, at prøve kræfter på banen med de store igen, er du meget velkommen i CBS Sport! Ydermere er der også mulighed for udfordringer uden for banen i en mere administrativrolle, hvis man stadig ikke tør betræde grønsværen.

Du kan finde flere informationer på hjemmesiden www.cbssport.dk eller ved at skrive til sport@cbs.dk.

I håbet om et sundt og sjovt liv Nicolai Sønderskov

HVORFOR Forår 2008

n y t f r a f e s t u d va l g e t

Skrevet af Martin Hinz & Charlotte Federspiel

Tak for sidst.

Det var super sjovt!

Det er blevet den sætning festudvalget efterstræber sig på at få tilbage, når en af de berygtede fløk-arrangementer er blevet afholdt.

Med det nye formandskab, Charlotte Federspiel og Martin Hinz, er det os en stor glæde at kunne fortælle lidt om hvad vi laver og hvad I kan gøre for at festerne bliver endnu federe.

Vi trådte ind som formænd i februar, lige før fastelavnsfesten, vi fik stablet festen på benene og vi fik indtrykket af, at folk morede sig herligt. Der var rigtig mange flotte og detaljerede udklædninger hvilket også prægede festen i en positiv retning.

Det sidste arrangement vi havde, var det famøse ”FLØK Face the Music”, og vi var igen rigtig glade for at se så mange mennesker plus alle de lækre bands som optrådte.

Det skal vi helt klart gøre igen, vi glæder os allerede til næste år !

Et af målene med vores fester, udover at skabe superfede, festlige aftener, er at få krydset os FLØK’ere på tværs af årgangene. Det giver et meget bredere studie og man finder hurtigt ud af hvor mange fantastiske mennesker FLØK indebærer.

For de nye studerende er det især fordelagtigt at komme i dialog med mere erfarne studerende. De kan nemlig også være med til at give et indtryk af FLØK og hvad det vil sige at være FLØK’er, både inde og uden for CBS, og derigennem afhjælp den ’grønne’ følelse man kan have i maven når man starter på et sted så stor som CBS! Vi også gerne benytte lejligheden til at reklamere for

vores næste fest på dette semester. Det hele sker tirsdag d.

24juni – sommerfest ! Her skulle alle være færdige med deres eksamener og forsvar – værs’go at sætte kryds i kalenderen. Vi kan allerede løfte sløret for at det bliver med kolde fadbamser. Der vil selvfølgelig også blive sendt invitationer ud.

Hvis nogle af jer sidder indebrændt med forslag til hvordan/ hvor vi kan holde festerne, så skal i værre meget velkomne til at kontakte os via e-mail: mahi07ac el. chfe07ab , eller melde sig ind i festudvalget. Vi har nogle ZY…KO… festudvalgsfester!!!

Ellers bare kom de til de arrangementer vi finder på og bidrag med en SKÅL! Det er sgu os som former FLØK. Vi håber at alle får vores invitationer og ingen føler sig glemt, men nogle gange kan det måske glippe. Når vi sender en invitation bliver den altid lagt på sitescape og bliver samtidig oprettet som event på facebook. Ydermere bliver den lagt ind på de forskellige grupper/fora.

Til sidst vil vi gerne takker alle medlemmerne i festudvalget! I er simpelthen med til at få de bedste fester op at kører! I er super flittige til at gøre klar, rydde op, sidde og fryse i indgangen, fyre op i baren og så stadig ha en lækker aften. Vi håber meget at vi vil se jer i festudvalget til næste semester, så vi kan vise de (nye) studerende hvordan fester kan holdes VH Formændene 29

Skrevet af Mette Bak

aalborgs universitet

Capitalism as Autonomous?

Or Who’ is running the show?

30

HVORFOR Forår 2008

F

or some time capitalism has been given a seemingly autonomous power providing it with a will and desire of its own. For some theorists this mode of thought has led to capitalism appearing almost as an organism which grows, acts, and almost thinks of its own accord – a force or mystical being stronger than the labour working within it. Capitalism does function in a unique way in that it controls on several levels or plateaus if you like. Not only does it appear to have a wider, meta-existence as a socius controlling the surface of the earth via codifications and axioms, it also works on a more personal level as the body without organs integrating people into its very core by making them work within it. For Deleuze & Guattari [D&G], capitalism institutes an unrivalled slavery as it inserts its power over man without any apparent tyrant, just by making slaves control other slaves. Yet power can only be asserted over free subjects, and although Foucault got around this issue in relation to capitalism via bio-power, the relationship between power and capitalism is not as straight forward. In fact, it may be argued that it is actually men enslaving other men in the pursuit of his own selfinterest, not capitalism enslaving men in order to pursue its own interests.

According to Foucault power is exercised only over free subjects, and only in so far as they are free. A free person with the possibility for acting will always engage in a power relation with others, as it is – as we know from Hobbes, through the increase of funds such as wealth, reputation and friends, that an individual can increase his power. Hobbes defined power as the ability to secure well being or personal advantage in order to achieve some future apparent Good. We recognise this from Smith also.

Hobbes thus saw the quest for power as the quest for com-

mand over the power of others. - If I can get you to use your power on my behalf then I can add your power to my arsenal. In its most simple form, we buy the compliance of others: “The value or worth of a man is, as of all other things, his Price; that is to say, so much as would be given for the use of his Power.”

If we substitute the word power for money or wealth (another means of power) a link to capitalism is easily perceived. D&G would have us believe that these power relations are capitalism’s codification of desire and so even in our relation to one another, the control of capitalism is asserted. However, these ideas were published in the 17th century, over a hundred years before Smiths publication of the Wealth of Nations, and though baring numerous similarities to the functioning of capitalism and capital in contemporary society, knew nothing of it at the time.

What is even furthermore, Hobbes suggested that man had some internal qualities which gave him a natural power over others. One could be intellectually eloquent, have physical strength or prudence. What is more fundamental in Hobbes theories, is his definition of power as being the ability to secure well being or personal advantage in order to achieve some future apparent good. If the desire for power comes naturally from within, and if people naturally try to obtain power over others in order to promote their own well being, then this is not a behaviour compliant with capitalism necessarily. The reason we exert ourselves in our jobs could then simply be to further our own power position and so not necessarily because capitalism is exerting its control over us. It may be as both Hobbes and later Smith more directly argued, that these power 31

c a p i ta l i s m a s a u t o n o m o u s

relations furthers a capitalist system and to some degree has formed the foundation for its coming into existence, but there is a great leap between mans natural relations forming an economic system based on power relations and then for capitalism, as argued by D&G, becoming an autonomous power in itself. This leap we find explained in D&G’s history of capitalism. D&G propose an outline of ‘universal history’ which in some respects resembles Marx’s materialist theory of history. For Marx, it was the mode of production of essential goods and services which explained the nature of society in each epoch. For D&G it is the abstract machines of desire and power which define the nature of a given society. They distinguish three major kinds of social machines; the territorial, despotic and capitalist. Unlike Marx they do not consider these to be successive stages in a single process of evolution, but rather as virtual machines which may be operative in any given social field. Concrete social formations are then actualised within them in varying combinations. As their history is not evolutionary but universal they seek to argue that all history can be read in terms of capitalism. The reason for creating such a theory of history however, appears to be that it provides D&G with the ability to assert their concepts within history so to argue that looking back through history the development of the capitalist machine was inherent to societal development. They claim that their universal history is the history of contingencies and not the history of necessity. By asserting capitalism to having ‘haunted’ all previous societies, its immanence and biopower of today becomes almost natural and so it allows them to argue and confront previous theories such as those

by Hobbes with a capitalist sentiment. By constructing a philosophy of history in this manner, it provides them with a sorts of evidence which enables a level of proof for 32

their contemporary vision of capitalism as an autonomous being. It forms a foundation for them onto which to construct a history embedded in capitalist sentiment instead of for instance, mans relations and complications with one another. By the way of creating a ‘universal history’ D&G wants to show how the elements of capitalism has been underway throughout time. Like Marx, their history is written from the standpoint of a present which provides a somewhat privileged point of view. Although they are aware that certain circumstances, accidents and crisis had to be endured in order for capitalism to materialise as a socius, looking back through history they assert that nevertheless, its presence was detectable. By ascribing capitalism a history previous to industrialisation, capitalism as an immanent existence becomes much easier for them to argue. The autonomy of capitalism is then by means of history, a contingency of overcoding which has its roots in primitive societies. In creating this theory capitalism as an autonomous system becomes verified as they manage to situate it within and as a part of an environment which it itself senses and acts on, over time, in pursuit of its own agenda and so to effect what it senses in the future.

If wanting to agree with their perceptions, the economic element inherent to history could perhaps be ascribed capitalist traits. As all occurrences are built on blocks previously sculptured in one way or the other, capitalism must naturally have elements within it which bare resemblance to previous economic systems. However, if we imagined for one second that we were not looking back onto history with capitalist eyes, but were actually situated within history, we would not be aware of any capitalist traits before its actual manifestation. The progress of economy could then not consciously be leading towards capitalism and

HVORFOR ForĂĽr 2008

so the economic elements D&G want to define as the haunting of capitalism in all previous societies could not have been such. They could only have been attached from subjective eyes looking back over history. In fact there is a sort of asymmetry here which is that when capitalisms is argued to function as the ultimate presupposition from which to make sense of the world, the world will inevitably become formed by these convictions. The argument then that the power relations that Hobbes discussed are flows of desire coded by capitalism, can then only be asserted by looking back at history as at the time of Hobbes writings, the actuality of capitalism was not present and so could not have been forming its environment into acting according to secure its presence in the future. Instead it could be perceived that by ways and means of mans inherent power qualities as argued by Hobbes, capitalism as an economic and social system or way of living, has become dominant because it has been fitted to mans own way of relating to the world through power relations. According to Goodchild a whole web of concepts and values structure a common existence, such as liberty, reason, progress, toleration, wealth, law, contract, right, information, energy, space and time. So although D&G consistently argue for autonomy of capitalism as a universal historical contingent which has now provided it with power and control, we might draw other conclusions by looking at some of their findings without being drawn into their otherwise persuasive arguments.

Capitalism does not by any means have to be perceived as being a construction pre-empted by its own forces, but could instead be viewed as an economic function which has been developed by man himself as he has slowly through time liberated himself from various repressive sources. Capitalism is but the culmination of this liberation and has in the light of previous system, enabled great-

er freedom – spatially as well as economically, and so we currently find it hard to cope with the lack of any obvious oppressor. This lack has provided us with a need and so the alleged autonomy of capitalism as argued by D&G, is but a way of objectifying the responsibility which comes with liberation, exactly that of taking control of our own actions.

The delirium of capitalism is what makes it appear autonomous – its rational irrationalisme, but this at the same time, also reveals it as not being such. The rationality of capitalism is what we encountered through Smith and Marx and the immediate materialist relationship between man and object, commodification and product alienation.

However, as alienation does not reside to our immediate production, it creates an abstraction of capitalism which makes it harder to perceive and increasingly less transparent. The irrational element is to be found here. Power and desire was for Foucault and D&G two varying degrees of the same thing. Where power was a repressive act, desire for D&G was liberating but although appearing contradictory, they become unified under capitalism. As a controlling system, capitalism differed from previous systems as it managed to contain, restrain and maintain the natural reactive as well as active forces (meaning for example people who are empowered by others and the people who do the empowering). For D&G there is something before a relation of power, there is desire. Power relations become actual when identity has been established. Prior to identity or any other form of coding is desire. Desire harbours potentiality as it can be coded into anything, as with capitalism, it is a constructivist concept which requires a body in order to become something, it cannot exist on its own. The way it comes into existence is by being coded in one way or the other. Under capitalism desire, according 33

c a p i ta l i s m a s a u t o n o m o u s

to D&G, comes into existence through repression - repression of the family, education, work, society and according to D&G, this repression has been on going since the rule of the primitive territorial machine. Desire itself can be formed into anything depending on how, which and what it becomes formed through into existence. Because capitalism is controlling in a repressive manner, desire becomes formed through these institutions which guides people to act, think and want in a certain way. For D&G there is only desire and the social and nothing else. Lack is but a deliberate creation as a function of the market economy in order to organise wants and needs amid an abundance of production. The organisation makes all of desire fall victim to the great fear of not having ones needs satisfied making the object dependent upon real production that is supposedly exterior to desire, whilst at the same time managing to categorise the production of desire as mere fantasy - not real.

However, desire is very real and could potentially become revolutionary if actualised outside repression. Yet as D&G also mentions, one of the fundamental problems in political philosophy plays in at this very element. It is the one Spinoza saw so clearly and which Reich rediscovered: Why do men fight for their servitude as stubbornly as though it were their salvation? How can people possibly reach the point of shouting: More taxes! Less bread!?

As Reich also remarks, the astonishing thing is not that some people steal or that others occasionally go out on strike, but rather that all those who are starving do not steal as a regular practice, and all those who are exploited are not continually out on strike. After centuries of exploitation why do people still tolerate being humiliated and enslaved, to such a point that they actually want humiliation and slavery not only for others but for themselves?

Although D&G admits that there is a massive social repression and that it has an enormous effect on desiring production, they continue to claim that desire does pro34

duce reality. Or stated in another way, desiring production is one and the same thing as social production as it is not possible to attribute a presumably different form of existence to desire as for instance a mental or psychic reality different from the material reality of social production.

They are the same machine despite being governed by two different regimes – and as D&G express: despite the fact that it is admittedly a strange adventure for desire to desire its own repression. Yet there is only one kind of production, the production of the real, a production consisting of both desire and the social. The social production’s prime function is to codify the flows of desire, to oversee that no flows exists that is not properly regulated. Yet admittedly it is rather strange that such a socius should have to exist at all when people already desire their own repression and so already conform to each others oppressions. The conflict of the autonomy of capitalism lies here. When D&G argue for desire as a potential liberating force which we all inhabit but which has become coded to conform by the control of capitalism, it becomes possible to ask is this really so?

If we are to follow Hobbes, power is asserted by ourselves over others and in return we become empowered also. The control which D&G want to place on capitalism could in fact be argued as being simply a cause of alienation from the reality of ourselves and the constant desire we have for bettering our own situation. Two of Deleuze’s greatest influences Spinoza and Nietzsche were under this conviction also. In Beyond Good and Evil Nietzsche denounces people as having a will for life. He asserts that instead there is a desire to expand, to grow, to appropriate, to gain in power – in short: a will to power. As Nietzsche explains: “A man says: ‘I like this, I take it for my own and mean to protect it and defend it against everyone’; a man who can do something, carry out a decision, remain true

HVORFOR Forår 2008

to an idea, hold on to a woman, punish and put down insolence; a man who has his anger and his sword and to whom the weak, suffering, oppressed, and the animals too are glad to submit and belong by nature, in short a man who is by nature a master – when such a man has pity, well that pity has value!”

In capitalist society an aim to ‘take’ what one likes is possible with the use and desire for money and/or capital. Value in his being becomes asserted as he shows his strength via his capabilities, be they to hold on to a woman, to carry out a decision or have people working for him.

As Nietzsche further tells us: “Wherever I found a living thing, there found I the Will to Power; and even in the will of the servant found I the will to be master. Neither necessity nor desire, but of power, is the demon of mankind. You may give men everything possible – health, food, shelter, enjoyment – but they are and remain unhappy and capricious for the demon waits and waits and must be satisfied. “ What these above quotes enlighten us with is the knowledge that man himself desires a power over others and the insatiable greed this formulates is down to mans own selfinterest not capitalism necessarily. The strangeness in the desire of our own repression is perhaps then that it is not a repression but acts of constant empowerment inherent to our species being. If we in contemporary capitalist society choose to replace the word power for exchange, then this is simply an evolutionary development. The relationship is still one and the same and we should not let ourselves become deluded by simple terminology. The fact that there is no longer any obvious despot or sovereign does not necessarily imply that this role has been taken on by something else which then enforces repression upon us.

Instead, if any explanation was to be found for this insatiable need for an oppressor, the fact that there is no obvi-

ous control could actually mean just that. The freedom we experience as compared with previous societies involves greater responsibility for our own actions, and perhaps this is the struggle for D&G. Having to control our own power relations is still something which we (you, me, them) are having difficulties adapting to. One only has to provide the example of the distribution of wealth in this world to show how the insatiable greed and personal self-interest of man, his will to power, rules society. Capitalism per se does not have to have become the new ‘baddy’ in the world. In fact, one becomes tempted to reflect upon D&G’s theories (as well as others) via a proposition made by Zizek: “What if what the unfortunate intellectuals cannot bear is the fact that they lead a life which is basically happy, safe, and comfortable, so that in order to justify their higher calling, they have to construct a scenario of catastrophe?” …Yes, what if?...We cannot answer this Zizekian proposition and so we cannot agree with it but in return we cannot dismiss it. The fact of the matter is that the autonomy of capitalism in question may have to be perceived differently. D&G’s perceptions and theories are, as has been argued above, not necessarily true as their historical evidence is somewhat doubtable. There are other ways of perceiving contemporary society than through eyes clouded by capitalist sentiments. The relations we experience in contemporary capitalist society are not necessarily primarily capitalist but rather secondarily capitalist as arguably our primary relation does to a greater extent reflect upon people’s interactions with and towards one another, than it does capitalism as such. The only question is: do we want to run the show? n

35

Skrevet af Steen Nepper Larsen ansat ved gnosis - aarhus universitets

forskningsinitiativ til studiet af mentale strukturer

(kronik fra ingeniøren 2006)

Innovation som.total national forløsning

36

HVORFOR Forår 2008

M

ed missende og vantro øjne læser jeg Innovationsrådets meget omtalte Årsrapport fra 2005 Innovative Danmark. For hvem havde egentlig haft fantasi til at forestille sig, at en sand perlerække af topchefer fra erhvervslivet, det politiske system, forvaltningsapparatet og foreningslivet både ville betjene sig af en teologisk sprogbrug og bedrive jordmoderkunst.

I rapportens indledende sammenfatning pointeres det, at danskerne må lære at ”forløse potentialet” på bedste globaliseringsstrategiske og konkurrencemindede vis.

Rosende og nationalt rygklappende fremhæves det, at 90 pct. af danskerne bruger egne ideer og selv tager initiativet i arbejdet. ”Det er noget nær en kreativ totalmobilisering af arbejdsstyrken.” Men vi må ikke sove på laurbærrene, så ”hvis Danmark skal realisere sit skjulte vækstpotentiale er der behov for en et nyt ambitionsniveau og en ny handlekraft…”, prædiker og præciserer Innovationsrådet.

Bl.a. må der arbejdes med ”Fremtidens læring (...) med det formål at finde metoder til at forløse menneskets kreative potentiale.” Når 400 nøglepersoner og institutioner gungrer sammen på denne uimodståelige facon, kan kun den meget tunghøre undgå at fornemme, at der virkelig er noget i gære i vort unikke lille land.

Det er værd at lægge mærke til, at nøglen til at gøre Danmark til ”vindernation” lokaliseres til at befinde sig i den enkelte borgers indre, og at de dyrebare mentale ressourcer må forløses af det menneske, der bliver sig sin individuelle vilje til forandring bevidst. Det er også bemærkelsesværdigt, at kreativitetspotentialet gøres til innovationens motor. Kreativiteten tydes som årsagen, innovationen som resultatet. De ”mentale skift” skaber innovationskultur.

Ordet kreativ betyder skabende, og kreativitet er evnen til

nyskabning. Ordene stammer fra den latinske sprogkreds: creare, creatum – skabe, skabende. Innovation og innovativ betyder hhv. fornyelse og fornyende - igen af latinsk oprindelse: innovare, innovatio.

Innovation har i mange år været koblet intimt til produktudvikling, ny teknologi og økonomiske processer; men nu tales der også om brugerdreven innovation, innovative regioner, innovationskraft, innovative idéer og innovationskompetence. I rapporten anvendes en uhyre enkel og kommercielt orienteret definition. ”Innovationsrådet har defineret innovation fundamentalt som noget nyt, der har en værdi på markedet.” Regeringen har som bekendt fastslået, at universitetets raison d’être er: Kortest mulig vej fra tanke til faktura, og Innovationsrådet har lært lektien til overmål. 400 differente stemmer forenes umærkeligt til én syngende mund: Kortest mulig vej fra kreativitet til innovation til marked.

Al magt til det kreative menneske Nietzsche blev berømt for at sige, at Gud er død; men det glemmes ofte, at han samtidig proklamerede, at mennesket fik et problem, da det slog ham ihjel. Den metafysikkritiske filosof havde således næppe fantasi til at forestille sig, at hvert eneste menneske i det 21.århundrede i markedets og demokratiets navn helst skal lære at fungere som en profan gud, stavet med lille g, og realisere sig selv på passende vis. Hvor den klassiske teologiske metafysik hævdede, at Gud skabte alt ud af intet – creatio ex nihilo – og uden hans uudgrundelige omnipotens ville intet være blevet til af det, som er, hævder nutidens inno37

i n n o vat i o n s o m t o ta l n at i o n a l f o r l ø s n i n g

vationsstrateger, at mennesket as such besidder kostbare indre kreative potentialer, som nationen må kræve forløst.

Guds skabende almagt er blevet til en demokratiseret arbejdsivrig allemandsret.

Vi er blevet forpligtet på at udfolde vor frie kreativitet.

Kun således kan vi matche de truende, konkurrencelystne kineserne og indere. Mennesket skal have selvledelseskompetence, og det skal evne at tage ansvar. Det skal være selvkontrolleret og er dømt til at være frit. Menneskets kreative personlige talenter er blevet til samfundets væsentligste produktivkraft. Menneskets idéer er der penge i. Idealismens begreb om åndens kraft får en revival på Børsen. Tanker er guld værd. Ord er varer til forskellig pris. Originalitet er efterspurgt. Morgendagens kapitalisme vil både være klog og snedig.

Ligesom mennesket er ved at blive sin egen private eugeniker (gennem prænatale teknologier, fostervandsprøver, scanninger m.v.), er det ved at blive sit eget skabende semi-religiøse centrum. Al magt til kreativiteten, innovationen og markedet. Danmark skal omstilles til at blive ”et af verdens mest innovative samfund”, danskerne skal mobiliseres og optimeres.

Evalueringsfeber og subjektiv stratego Innovationsrådets tankefigurer dukker op i mange andre sammenhænge. I Kommunernes Landsforenings rapport “Evalueringskultur - en ny dansk skoletradition” fra januar 2005 slås der på tromme for, at skolefolket (ledere, lærere, elever og forældre) skal blive bedre til at evaluere, hvad der foregår i skolen. De skal udvikle en såkaldt 38

evalueringskultur. Opsummerende pointeres det om den reflekterende samtale, som skolelæreren skal iværksætte og deltage i, at den:

* Bygger på forestillingen om, at forandring er intrapersonel - dvs. kommer indefra * Fokuserer på indre motivationsstrategier (…) * Anerkender lærerens erfaringsniveau og parathed til selvstyre * Inviterer til dialog, der bevæger læreren til selvanalyse (...)

Her kobles en række af tidens besættende buzz-words: forandring, indre kraft, motivation, selvstyre og selvanalyse. Tidligere udgjorde disse egenskaber Guds ophøjede attributter; nu er fanden løs, hvis vi ikke kan finde dem inde i en sagesløs, gennemsnitlig skolelærer. Attributoverførslen foregår nu næppe for vore blå øjnes skyld. Den er som ideologi og benhård økonomisk og social realitet vævet tæt sammen med et kolossalt samfundsmæssigt kontrolregime. Den neoliberale stat kræver simpelthen af sine borgere, at de finder deres indre kreative selv, og at de lærer at ville være innovative og strategiske spillere på det marked, der i stigende grad fortætter og styrer de fleste samfundsmæssige processer. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok med at få os alle inkluderet i det innovative Danmark. Allerede i folkeskolen skal eleverne lære at være selvbeskrivende og selvevaluerende. De skal lære at indgå aftaler og bindende kontrakter med lærere og forældre. De skal lære at de består af en flerhed af personlige kompetencer, som kan og ikke mindst må plejes strategisk fra vugge til krukke. De skal ligesom deres forældre på

HVORFOR Forår 2008

arbejdsmarkedet lære at mestre det livslange spil, der må kaldes for subjektiv stratego.

Vi evaluerer efterhånden alt og alle – og nu også os selv.

Vi fordobler os selv, når vi lærer at gøre noget og samtidig at besnakke, hvad vi gør, vil og kan gøre. En evalueringskultur har paradoksalt nok ikke tillid til, at tingene bare kører, og at folk gør, hvad de kan og skal; thi i så fald ville den vel ikke fordoble og kontrollere alt. Der er endvidere tale om, at det er ganske tidskrævende, psykisk belastende og bekosteligt, at samtiden er ramt af en epidemisk evalueringsfeber.

I regeringens udspil til ”Verdens bedste folkeskole – vision og strategi” fra august 2005 stod der hele tre gange på de første tre sider ud af 22, at det er nødvendigt for borgerne at kunne ”begå sig i en globaliseret verden”. I Innovationsrådets rapport hedder det tilsvarende, at ”De danske virksomheder har gode forudsætninger for at begå sig i det nye, (globale, SNL) konkurrenceregime.” Ligeså forenklet og misvisende det er at tale om globaliseringen i bestemt form éntal, ligeså sært og fejlagtigt er det at beskrive den skærpede internationale konkurrence, som var den identisk med en invitation til at frekventere et teselskab eller et cocktail-party, hvor man må vide at ”begå sig”. (HØ)

der bag overfladen og fremtrædelserne gemmer sig mange skjulte og endnu uforløste potentialer. Sandheden skjuler sig i menneskets kreative væsen. Innovationsrådet ønsker, at det hele menneske med hud og hår, personlige særtræk og skæve idéer mobiliseres på arbejdsmarkedet. Ingen kompetence må undslippe nationens regnskab.

Rådet gør innovation identisk med markedsværdi. Men denne definition er meget reduktiv. Tænke sig hvis innovation - og kreativitet i øvrigt - også kunne have befattet sig med noget ikke-markedsorienteret, såsom skabelse af viden, forundring, skønhed, erfaring, nysgerrighed og glæde. Men det synes Innovationsrådet ikke at have blik for. n

Innovationsrådets ”marxistiske” arvegods Pudsigt er det, at der har indsneget sig noget pseudomarxistisk arvegods i Innovationsrådets tankeform. Ikke blot når rådets penneførere glædes over den totale mobilisering af arbejdskraften; men også når det pointeres, at

39

Reklame af Mathias Hein Jessen Thomas Klem Andersen Ulrik Brorson

Refleksiv Innovativ Praksis I

en verden, hvor innovation er svaret på den accelererende globalisering og svimlende konkurrence på de globale markeder, kræver det sit med sin filosofiske faglighed at bevare fatningen. Konfronteret med udfordringerne tegnet af ’kapitalismen anno 2008’ har vi kigget nærmere på en af Danmarks nyere succesfulde innovationer for at se, hvor der kan sættes ind.

søgelser af lygten under varierende betingelser, der viser, at lygten uden undtagelse er årsag til lysforekomster, kan det ikke sluttes, at den vedbliver at være dette, eller at alle induktionslygter har denne egenskab. På baggrund heraf må man som reflekteret cyklist spørge sig selv: Selvom lygten har givet lys indtil nu, hvordan kan du være sikker på at lygten også vil lyse i kommende tilfælde?

Induktionslygten har taget Danmark med storm og alle cyklister med respekt for sig selv har et par.

Hume ville rotere i sin grav, skulle det komme ham for øre, at disse overvejelser end ikke var inde i billedet i designet af lygten. Som Fløkkere må vi skride til handling og få revet begrebs-kastanjerne ud af den instrumentelle ild!

DTU’erne har virkelig gjort det godt med denne innovation. Men kan den stå distancen i forhold til andre krav end dem, der sættes af markedet? Enhver der har læst bare en smule filosofi, må vedkende at selv de entreprenante DTU´ere næppe kan undsige sig induktionsproblemet.

En Fløksk undersøgelse viser at det principielt er umuligt at bevise en pålidelig stabil lyskilde endegyldigt på grundlag af selv nok så mange singulære lys-glimt. Selv på baggrund af et stort antal under-

Derfor har en gruppe fløkkere sat sig sammen for at løse problemet. Opgaven var at opfinde en lygte, som ikke vil have samme fundamentale problemer som DTU-lygten.

Løsningen blev:

få oplyst nærmeste forhandler på: hvorfor@student.cbs.dk 40

HVORFOR Forår 2008

Deduktionslygten De enkelte lysglimt fra lygten sluttes fra en almen lyskilde, et foerste princip om lys saa du derfor altid kan vaere sikker paa, at den lyser.

ekstra tilbud

Under udvikling: “ faa et ’Flash of Insight’ med abduktions-lygten, der giver dig lys, naar du end ikke selv ved, du skal bruge det!

41

42