HVORFOR - ISSUE 5

HVORFOR issue 5

et studietidsskrift for filosofi og økonomi pü cbs

den fagre nye verden issue 5

1

2

HVORFOR issue 5

hvorfor præsenterer

DEN FAGRE NYE VERDEN

huxley malet af gavin bloor

3

4

HVORFOR issue 5

leder Fagre nye verden? Måske. Den samfundsmæssige udvikling, den teknologiske udvikling og den medicinske udvikling har haft, og vil til stadighed have, en markant betydning for hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at leve i et samfund. Udviklingen har medført en lang række muligheder, og har ubestridt ført til øget velstand og velfærd. Men har udviklingen også en bagside?

Aldous Huxley formåede med sit værk fra 1932 at sætte de nye udviklingstendenser på spidsen. Med en ironisk distance skildres i ”Fagre Nye Verden” tendenser, der stod for at skulle revolutionere samfundet. Overgangen til nye produktionsmuligheder, med Henry Ford som lokomotivfører, bliver Huxleys billede på denne udvikling. Der afspejles et fremtidigt samfund, hvor mennesket fødes på samlebånd, hvor alle befinder sig i en konstant rus af lykke, og hvor menneskeheden som sådan lever i fuld tilfredshed med sin pre- determinerede skæbne.

Samfundet i ”Fagre Nye Verden” er funderet på de tre værdier: Fællesskab, Ensartethed og Uforanderlighed. Værdier der på overfladen fremstilles som kendetegnende for et utopisk samfund. Det er et karikeret billede af fremtiden, der ikke desto mindre giver stof til eftertanke. Huxleys bidende ironi skærer gennem marv og ben og formår at genstille spørgsmålet om, hvilket samfund vi ønsker.

Hvilket forhold skal der være mellem frihed og kontrol? Hvad er muligheden for modstand? Hvor går grænsen for teknologi og genteknologien? Hvad er kærlighed, og hvad er lykke?

HVORFOR har i dette nummer stillet sig disse spørgsmål, og vi vil tage læseren med igennem den fagre nye verdens mange tvetydigheder - balancerende mellem dystopien og utopien. Hvor fager er den fagre nye verden? Vurder selv.

Redaktør Minna Nordahl Jørgensen

5

k o l o f o n studietidsskriftet hvorfor Titel: den fagre nye verden, 5. nummer, forår 2010

redaktør

minna nordahl jørgensen

http://hvorfor.vademecum.dk redaktionen

issn: 1903-8127 (Trykt udgave), 1903-8135 (online) oplag: 400 eksemplarer trykkeri: Scandinavian book

henrik jensen thomas klem andersen kenneth salomonsen

Denne udgave støttes af cbs-students & finansieres af diversity fonden. henvendelse til redaktionen kan ske via: hvorfor@student.cbs.dk ris og ros modtages gerne, samt forslag til artikler, temaer etc.

mads lehnert philip maruszewicz ulrik brorson sandra nielsen layout og form

matias søndergaard bladet er uafhængig af politiske-, filosofiske- og

6

økonomiske særinteresser.

HVORFOR issue 5

indhold Huxleys Fagre nye Verden mellem utopi og dystopi En ’skabelsens dystopi’? 8 Om fortælletekniske forrykninger, Fagre 14 nye verdens forvandling og andre finurligheder fagre nye danmark 20 fagre nye verden: om beherskelse, kontrol og modstand. en fager ny verden med neurovidenskaberne 26 recalibrating resistance in the brave new world of 30 bio-power et blik

for det uforudsigelige

fagre nye verden - efter klimakonferencen replik - svar til maruszewicz filmanmelse af demolition man karriererådgivning kopimi! /copy me! / kopiér mig!

42 46 48 50 52

mod kontrol og ensartethed - kritikkens rækkvidde? om kritik i den kognitive kapitalismes cirkulation 58 dialektikkens (ud)redning 68 fagre nye fløk fløk in real life 78 från handelshögskola till handelshögskola 84 nyt fra studienævnet 88 det lykkelige menneske Danskerne – det lykkeligste folkefærd i hele verden 90 Vi skal lede arbejde og liv 92 maleren 94 visionsmøde 98 7

8

HVORFOR issue 5

Huxleys Fagre nye Verden

mellem utopi og dystopi

9

tekst

christiane mossin, ph.d. cbs

En ’skabelsens dystopi’?

Dystopisk inspirerede overvejelser over samtidens beherskelsesformer

10

HVORFOR issue 5

I

Fagre nye verden beskrives en totalitær samfundskontrol, der er prædestinerende og uniformerende, reducerende og tabuiserende.

I kraft af biologiske reproduktionsteknologier, suggestiv sovende indlæring og stoffet ’soma’ skabes mennesker, hvis adfærd og følelser kan forudsiges og kontrolleres næsten fuldstændigt. Det er masseproducerede klassemennesker, funktionelt designede til nydelse, konsum og bestemte pladser i produktionssystemet. Alt, hvad der måtte transcendere udøvelsen af disse funktioner, holdes i ave: kærlighed til naturen, læsning og kunst; stærke bånd imellem mennesker; religiøsitet, sorg, ensomhed og dødsfrygt. Social stabilitet og universal lykke udgør samfundets højeste mål. Lykke vel at mærke som pletfri veltilpashed eller som momentan orgiastisk nydelseseufori; kærligheds- og erkendelseslykke er overflødiggjorte, akkurat som sorg og frygt.

Denne verdensordens menneskeskabte mennesker er historieløse i mere end én forstand. Deres tidsregning begynder ved produktionen af den første Ford Model T, og de har ikke kendskab til en før-fordistisk verden. Men de skabte mennesker er tillige historieløse derved at deres liv udfolder sig historieløst, uden forskelle og uden forløb.

Ordenens interne sprækker viser sig i den øverste klasse.

Dens mennesker er på én gang ordenens herskere med indsigt i dens magtteknologier og er samtidig underordnet ordenen – arbejder for den, tror på den og er selv objekter for biologisk og psykologisk kontrol. Denne dobbelttilstand skaber muligheden for sådanne ambivalente følelser, som er udryddet i de lavere klasser: tvivl og længsel.

Verdensherskeren Mustafa Mond besidder den fulde indsigt i ordenens fortrængninger og tabuiseringer tillige med

refleksionen over dens legitimitet.

Huxley berømmes ofte for sin forudsigelsesevne. I mange henseender var den vitterlig imponerende. Men tænker vi på vor tids kapitalisme, så rammer Huxleys dystopi oplagt ved siden af på nogle afgørende punkter. For det første er netop ustabilitet, kontinuerlig dynamik og forandringskraft kardinaldyder for kapitalismen i dag. For det andet, så er det blevet til et substantielt moment i vores forståelse af kapitalismen, at den lever af alt det, som søges elimineret i Huxley’s verdensorden: kundskaber, diffuse længsler og ulykkeligt begær, stærke menneskelige relationer, tvivl, kritik, frygt og dybtliggende historiske mønstre. I det omfang, at der herskes og beherskes kapitalistisk i dag, så er der tale om beherskelsesformer af en fundamentalt anden art.

Jeg vil i det følgende rejse spørgsmålet om karakteren af vor tids beherskelsesformer. Jeg gør det kritisk-polemisk, - dystopisk inspireret, så at sige. Det spørgsmål, der lurer nedenunder, er dette: hvordan ville en dystopi se ud, der reflekterede vor tids kapitalistiske beherskelsesformer?

Det ville ikke være en ’stabilitetens dystopi’, men derimod en ’skabelsens dystopi’: visionen om en samfundsorden, hvis beherskelsesformer sigtede efter kontinuerlig skabende forandring.

Det

skabende og det kontrollerede livs sammensmelt-

ning

Det 20. århundredes berømte dystopier kan næppe beskrives som ’skabelsens dystopier’ i denne forstand.

I forskellige varianter beskriver de totalitære samfunds11

En ’skabelsens dystopi’?

systemer, hvis beherskelsesformer sigter på forudsigelighed og åndelig reduktion. Midlerne kan være forskellige: frygt, overvågning, bogafbrænding, indoktrinering, kultdyrkelse, biologiske teknologier, hemmeligt politi, militær vold, narkotika, glemsel eller underholdning.1 Men formålet er det samme: forvandlingen af mennesker til maskiner, der ikke reflekterer, ikke kritiserer og aldrig overrasker. Der findes også en lang række dystopier, som beskriver en kaotisk og voldelig verden, hvor samfundsorden er helt eller delvist brudt sammen, - en art brutal naturtilstand. Men i disse dystopier er uforudsigeligheden ikke tilsigtet og styret, men markerer tværtimod grænserne for den samfundsmæssige kontrol.

Nyere dystopier, der på forskellig vis kredser om virtual reality kan siges at komme tættere på. I The Matrix2 skabes kunstige verdener – sammensatte, konfliktfyldte, dynamiske, som den verden vi kender – med henblik på energiproduktion. Et endnu stærkere eksempel er Cronenberg’s eXistenZ3. Her flyder kroppe, seksualitet, maskiner, menneskelige identiteter og virtuelle verdener sammen i et spil-univers, hvor forandringer sker lynhurtigt og ofte i fravær af både nødvendige og tilstrækkelige betingelser.

Det raffinerede er, at forholdet mellem skabende liv og kontrolleret liv forbliver fuldstændig uigennemskueligt for personerne. Den kvindelige hovedperson, som har skabt spillet, bliver selv fanget i det. Hovedpersonerne ændrer sig hele tiden, bliver uforudsigelige for sig selv og kan ikke skelne imellem deres spilkarakter og virkelige karakter. Dødelige infektioner flyder imellem mennesker og spil, henover spillets grænser. Da hovedpersonerne endelig træder ud af spillet, befinder de sig i et nyt spil.

Hovedpersonerne synes konfronteret med en uendelig spilverden og en tvivl, der ikke vil kunne udryddes: ’Are Eksempelvis: G. Orwell: 1984 (1948), Animal Farm (1945), Ray Bradbury: Fahrenheit 451 (1953) 1

2

3

The Matrix (1999), Andy Wachowski, Lana Wachowski eXistenZ (1999), David Cronenberg 12

we still in the game’?

Bliver nutidens beherskelsesformer reflekteret heri? Er skabelse og kontrol sammenvævede som de er det i eXistenZ: Der er ingen herskere bag kontrollen, for skaberne af spillet er selv udleverede til spillet; og - på et endnu mere substantielt niveau - det er umuligt for spillerne at vide, hvad de selv skaber og hvad spillet skaber, der er ingen klare regler, ingen synlig kontrol, kun bizarre og uforudsigelige hændelser, der ledsages af lige så bizarre og uforudsigelige rationaliseringer.

Lad mig nu forsøge at karakterisere hvad jeg ser som nogle afgørende træk ved forholdet mellem skabelse og kontrol i vor tids kapitalisme – med henblik på at jagte momenter af en ’skabelsens dystopi’ for vores tid.

Der kunne være mange måder at angribe spørgsmålet om forholdet mellem kontrol og skabelse på. Ikke mindst åbner problemstillingen for komplekse historisk-strukturelle tilgange, ifølge hvilke magtudøvelse og magtmidler ikke udspringer af klart definerbare intentioner og da slet ikke af bestemte persongrupper.

Da dog nu min dystopisk inspirerede jagt udsprang af spørgsmålet om karakteren af samtidige beherskelsesformer, vil jeg tage afsæt i eksisterende politiske forsøg på omfattende beherskelse af den socio-økonomiske udvikling. At sådanne forsøg eksisterer, er uomgængeligt – og også som udtryk for stærk intentionalitet hos bestemte persongrupper.4 Men spørgsmålet er naturligvis, hvilken karakter den beherskelse har, som intenderes, og hvilke midler, den benytter sig af. Og i sidste ende: om beherskelsesintentionen er entydig, og om dens midler er entydige og kontrollerbare.

Midlernes

grænseløshed og beherskelsens selvunder-

minering 4 At tage udgangspunkt i beherskelsesforsøg udelukker dog ikke muligheden af historisk-strukturelle tilgange. Artiklens omfang tillader mig ikke at gå ind i denne diskussion!

HVORFOR issue 5

Blandt europæiske politikere har den idé, at omfattende institutionelle reformer kan og bør anvendes som et politisk redskab for at styrke konkurrenceevnen vundet dominerende indflydelse. ’Institutioner’ og ’institutionelle reformer’ skal forstås i bredest og dybest tænkelige forstand. Historisk udviklede samarbejds- og forhandlings-former; kollektive værdier og følelser som tillid eller sammenhængskraft; individuelle værdier, indstillinger og følelser som fleksibilitet, aktivitet, selvansvarlighed og medborgerskabsånd; specifikke (nationale eller lokale) karakteristika ved det politiske, religiøse eller offentlige liv; familieliv, kunst, venskaber – alt dette betragtes som relevant materiale for institutionel nytænkning.

Ikke mindst retter de politiske reformblikke sig imod institutionelle relationer, brobygninger og komplementariteter.

Det gælder relationerne mellem sociale aktører – individer, virksomheder, organisationer, myndigheder – såvel som mellem ’institutionelle områder’ og livssfærer - økonomi, politik, kultur, kunst, arbejdsliv, privatliv. Grænser skal overskrides og nydefineres. Privatsfæren politiseres, mens klassiske politisk-demokratiske problemstillinger og politiske ideologier tematiseres i konkurrencemæssigt øjemed.

Tankegangen rummer en potentiel grænseløshed hvad angår omfanget af det ’institutionelle materiale’: I princippet eksisterer næppe de kulturelle aspekter, der ikke på et eller andet tidspunkt ville kunne blive politisk instrumentaliseret med henblik på konkurrenceevnen. Men den rummer ligeledes en potentiel grænseløshed i dynamisk forstand: Idealet kan billedligt beskrives som en institutionel arkitektur båret af transitoriske individer, virksomheder, organisationer og myndigheder og kendetegnet ved et utal af broer og passager. Grænser eksisterer, men overlapper hinanden og nyforhandles løbende. Den fortløbende nyskabelse og forandring tænkes afhængig af en refleksiv og kritisk logik, der muliggør individers og organisationers

kontinuerlige selvoverskridelse og udfordrer etablerede videnskaber, normer, praksisser, identiteter, fællesskaber og grænsefladerne imellem dem.5 En sådan politisk tankegang spejler naturligvis generelle erkendelser, der er karakteristiske for vores tid. Det er allerede nu en del år siden, at Boltanski og Chiapello blev berømte for deres analyse af kapitalismens evne til at integrere kritikken af kapitalismen og transformere sig og vinde styrke igennem denne integration. Moderne virksomheders erkendelser af konkurrenceparametrenes rækkevidde spænder fra traditionelle incitamentsstrukturer over kulturovervejelser til vidtgående sociale eksperimenter (der kredser om f.eks. sammenhold, leg, eller ustabilitet). Og ikke mindst er forholdet mellem økonomiske vækstlogikker og sociale, psykologiske, æstetiske, historiske, kulturelle og filosofisk-eksistentielle logikker blevet underkastet omfattende og differentieret forskning.

Men tankegangen er ikke uden spændinger. Magtudøvelsens målsætning er dynamik, forandring, nyskabelse.

Og vel at mærke uforudsigelig nyskabelse. Allerede magtudøvelsens målsætning er således mærket af et grundparadox: målsætningen kan ikke defineres på forhånd. Betragtes magtudøvelsens midler bliver det ikke bedre. De baserer sig nemlig i vidt omfang på forestillinger om sociale logikker, der kun vanskeligt lader sig gøre til objekt for sociale teknologier. Jeg vil formulere det på den måde, at de baserer sig på forestillinger om en ’mystisk rest’ ved sociale relationer, noget uartikulerbart og uindfangeligt, - nærmere bestemt det ved sociale relationer, som tilsyn5 Sådanne tankegange kan f.eks. fremlæses af beskæftigelses- og uddannelsespolitiske dokumenter fra EU og OECD (i denne artikel sat polemisk lidt på spidsen!), men kan ligeledes findes i dansk sammenhæng. Jeg har foretaget sådanne analyser i artiklen ”Flexicurity imellem historiens og forandringens mysterier” (kommer i CBP-antologi til efteråret). Hvad angår teoretisk litteratur i relation til den ’institutionelle vending’, så kan der f.eks. henvises til Peter A. Hall, David Soskice, Ove K. Pedersen, John Campbell, Robert Boyer 13

En ’skabelsens dystopi’?

eladende fungerer ’af sig selv’. ’Tillid’, ’sammenhængskraft’, ’historien’, ’traditionen’, ’kulturen’ er alle blevet tidstypiske navne for forestillingen om ikke-intenderede, unikke og komplekse sociale fænomener, der tilsyneladende fungerer af sig selv, uden at vi forstår hvorfor.

Når historisk-sociale logikker gøres til materiale for politisk institutionel magttænkning, så mystificeres og instrumentaliseres de på en gang. I det omfang man mener at have gennemskuet, hvad det mere præcist er for skabende sociale dynamikker, som ’historien’, ’kulturen’, ’legen’ eller ’kunsten’ gemmer på, kan man forsøge at omsætte dem til beherskelsesmidler, nærmere bestemt udvikle sociale teknologier, der fremmer dem. Men sådanne instrumentaliseringer er båret af et grundparadox, akkurat som beherskelsens målsætning er det. Deres bestræbelse er at forvandle det tavst virksomme i komplekse sociale logikker til eksplicitte modeller og teknologier. Men dermed undermineres netop det, som de havde udpeget som disse logikkers hemmelige skabende kraft. Beherskelsen arbejder således med det, den ikke kan beherske, og bevæger sig hele tiden på en knivsæg mellem kontrol og overgivelse.

afmægtig i forhold til det, den egentlig ville opnå – uforudsigelig dynamik og nyskabelse – så har den stadig store menneskelige konsekvenser. For den udmønter sig i en mangfoldighed af sociale eksperimenter, i forsøg på at institutionalisere bestemte sociale logikker. De mulige menneskelige implikationer heraf forekommer at være lige så grænseløse som omfanget af de institutionelle midler.

Farerne ligger med andre ord ikke i beherskelsens succes, men i midlernes omfang. Der er tale om potentielt alt-integrerende beherskelsesformer. Man kunne dog også vende sagen om: der er ikke tale om en altomfattende livsreduktion til snævre kapitallogikker; tværtimod er det sådan at kapitalismen selv, dens formål og det kapitalistiske livsindhold ændrer sig i takt med midlernes mangfoldiggørelse og bliver rigere, bredere og mere åben?

Uanset hvordan dette måtte forholde sig, så ændrer det dog ikke ved beherskelsens integrerende karakter. Der er ikke et klart ’udenfor’, et ståsted for kritik eller blot for andre længsler.

Men er det et problem? Og har forestillingen om et ’udenfor’ ikke altid været en illusion?

Kastet tilbage i eXistenZ?

Ligger der et dystopisk potentiale heri? Beherskelsen er for så vidt afmægtig, fanget i et paradox: enten underminerer den sine egne midler, eller den må overgive sig til sine instrumenters uforudsigelighed og ikke-indfangelighed og dermed opgive at beherske. Målt i forhold til den form for kontrol, der udøves i Fagre nye verden, så forekommer det harmløst. Der er ikke tale om, at en elite formår at determinere menneskenes adfærd og følelser.

Og dog: for selv om denne type magtudøvelse måtte være 14

Jeg afslutter med at skitsere nogle principper, der ville kunne tjene en mulig kritik af sådanne beherskelsesformer. De stammer fra Carl Schmitt, som selv i mange henseender er en brutal magttænker. Men hans skrifter bærer også præg af idealer vedrørende magtudfoldelse.

Det er vigtigt at understrege, at det er idealer formuleret på magtens præmisser, ikke i abstraktion fra magt.

Schmitt ser tre farer i det moderne samfund: det politiskes

HVORFOR issue 5

forsvinding; magtens usynlighed; maskinens selvstændiggørelse. De tre farer er tæt forbundne.6 Hvis ’det politiske’ forsvinder, så forsvinder alle fjendskaber og alle alvorlige modsætningsforhold i verden. Forestillingen herom udgør for Schmitt en skrækvision, en sand dystopi. En forenet verden ville ifølge Schmitt ikke være en verden uden magt og tvang; det ville være en verden, hvor man ikke længere kunne se magten og tvangen, fordi den var uden fjender.

Det ville endvidere være en verden, i hvilken menneskelig rethaveriskhed aldrig ville møde sin grænse. Forholdet til fjenden vedrører den egne identitets betvivlelighed.

Fjenden er tvivlens gestaltning: i fjenden ser mennesket et billede på sin egen begrænsning, ufuldkommenhed. Indløsningen af dette potentiale i fjendskabet forudsætter at fjenden anerkendes som fjende og ikke dæmoniseres som u-menneske. ’Maskinens selvstændiggørelse’ modsvarer en iboende tendens i enhver orden. Schmitt beskriver en magt-afmagt-dialektik, som ingen magthaver kan undslippe. Den udtrykker en objektivitet, en egen-lovmæssighed ved magten selv og overstiger enhver menneskelig konsensus og enhver vilje til magt. Dialektikken opstår på grund af enhver magthavers begrænsning. Ingen menneskelig 6 Jeg baserer mig på en helhedsfortolkning af forfatterskabet. Særlig vigtige værker ville være: Politische Theologie: vier Kapitel zur Lehre von der Souveränität, Begriff des Politischen, Der Leviathan in der Staatslehre des Thomas Hobbes. Sinn und Fehlschlag eines politischen Symbols, Ex Captivate Salus. Erfahrungen der Zeit 1945-47, Donoso Cortes in gesamteuropäischer Interpretation. Vier Aufsätze, Gespräche über die Macht und den Zugang zum Machthaber.

Gespräch über den neuen Raum, Politische Theologie II. Die Legende von der Erledigung jeder Politischen Theologie

magthaver kan besidde en alvidenhed i forhold til de mennesker og de vilkår, han eller hun har magt over. Det er magt-afmagt-dialektikkens iboende tendens at kulminere i en magtmaskine, der integrerer alt, endog magtudøverne selv.

Det betyder, at det menneskelige beslutningsmoment går under. Og det betyder, at grundlæggende legitimitetsspørgsmål end ikke kan stilles mere. For Schmitt er løsningen i sidste ende at undgå en fuldbyrdet sekularisering, at operere med transcendente legitimitetsprincipper for politiske ordener, uagtet at sådanne altid vil være historisk etablerede. Gør mennesket først sig selv til gud, så har det ikke noget værn imod maskinens overtag. Så flyder magtens midler, mål, udøvere og modtagere sammen i ét system, hvor magt og afmagt ikke længere kan se hinanden i øjnene.

Vi kan med Schmitt overveje: forsvinder ’det politiske’ i dag, eller resættes det? Intense fjendskaber vidner om, at vi befinder os meget langt fra en afpolitiseret verden. Men har fjendskaberne karakter af anerkendelsesforhold, i kraft af hvilke vi kan se og betvivle os selv? Eller dæmoniserer og umenneskeliggør vi vores fjender? Og vi kan overveje, om menneskelige beslutninger og legitimitetsovervejelser stadig lader sig adskille fra beherskelsesmidlernes mangfoldighed?

Umiddelbart synes Schmitts idealer – hvor kyniske og lidt ’ideelle’ de end er – snarere at kaste os tilbage i dystopien end at redde os fra den. Spilverdenen i eXistenZ er ikke et dårligt billede på en nutidens ’skabelsens dystopi’, hvor magt og afmagt, midler, mål, begrundelser, mennesker og dæmoner flyder sammen som skabende kræfter. n 15

tekst

ida kathrine hammeleff jørgensen, litteratur, kua

Om fortælletekniske forrykninger, Fagre nye verdens forvandling og andre finurligheder “Det skærende hvide klare lys, der blændende faldt ind gennem ruderne var, trods sommervarmen udenfor og den tropiske hede i selve værelset, skarpt og koldt og søgte udhungret næring i en kunstners draperede gliederpuppe eller en videnskabsmands gustne ansigt, men fandt kun laboratoriets glas, nikkel og ensformigt skinnende porcelæn. Kulde og atter kulde. Arbejdernes overalls var hvide, på hænderne havde de blege, ligfarvede gummihandsker.

Lyset var som frossent dødt – et spøgelse.”

O

venstående dystre citat er fra første side af Aldous Huxleys berømte roman Fagre nye verden fra 1932 og er den indledende beskrivelse af Londons Udklæknings- og karakterformningscentral. Citatet indfanger den sfære af dystopisk umenneskelighed, som gennemsyrer romanen, men introducerer samtidigt også hele den dystopiske litteraturs traditionelle kerneproblematik – nemlig mennesket der i sin iver efter at frigøre sig fra sin natur ender med at blive slave af sig selv.

Den litterære dystopi har rødder tilbage til Thomas Mores Utopia fra 1516 men nok især til de postindustrielle utopier, som var litterære visioner af et samfund, hvor ulighed og fattigdom var elimineret, og hvor rationalismen og socialismen i stedet herskede. Denne postindustrielle utopiske tradition opstod med udgangspunkt i de muligheder, industrialiseringen og den moderne videnskab skabte, men var også et produkt af den positivisme og utilitarisme, der prægede det 19. århundrede1. Et godt

1

Gottlieb, Erika: Dystopian Fiction East and West. A Universe 16

eksempel herpå er den russiske forfatter Tjernyshevskijs roman Hvad bør der gøres? fra 1863.

Den dystopiske litteratur udtrykker i forhold til dette en langt mere pessimistisk vision. Rationalismens opgør med religionen er her resulteret i en langt mere verdslig gudsdyrkelse, nemlig totalitarismen, mens utilitarismen og industrialiseringen har frarøvet mennesket dets personlige frihed og gjort det til en slave af fællesskabet.

Dystopien er altså tæt knyttet til utopien, og litteraten Erika Gottlieb lægger netop vægt på dystopien som en slags forvrænget utopi, idet den måde, samfundet fremstilles på, er dobbelt: dystopien rummer i sig selv en utopi, da den totalitære magt fremstiller samfundet som perfektioneret – en realiseret utopi mens læseren opfatter det som et mareridtsscenarium.

Med begge ben plantet solidt på Amager i KUA’s nye, lyse bygninger med hjemsted langt fra FLØK, nemlig på humanioras højborg, litteraturvidenskab, er det ikke den dysof Terror and Trial. McGill-Queen’s University Press, 201

HVORFOR issue 5

topiske litteraturs filosofiske aspekter, der fænger, men i stedet netop de narrative forhold, der gør, at vi som læsere (modsat romanens karakterer) uvægerligt vil forstå det fiktive samfund som dystopisk. I det følgende vil jeg (med udgangspunkt i den af Erika Gottlieb pointerede dobbelthed) dykke ned i dystopia og undersøge nogle af de fortælletekniske greb, der forvandler utopia til dystopia.

Dette virker vel ved første øjekast banalt og ligegyldigt; vi har nok alle læst eksempler på dystopisk litteratur og har vel på intet tidspunkt under læsningen været i tvivl om, at vi som læser skal forstå det fiktive univers som dystopisk.

Ikke desto mindre mener jeg faktisk, at denne selvfølgelighed er resultatet af en mere eller mindre kompleks og subtil narrativ strategi, og det er netop denne strategi, jeg søger at tegne et meget simpelt oprids af.

De mest klassiske litterære dystopier må uden tvivl siges at være Zamjatins Vi fra 1921, Huxleys Fagre nye verden fra 1932 og ikke mindst Georges Orwells 1984 fra 1948.

Selvom de dystopiske visioner varierer, er romanernes

plot og handlingsstruktur meget ensartet og opbygget som en typisk dannelsesroman, hvor hovedpersonen først er i harmoni med sine omgivelser for derefter at opleve en periode præget af konflikter mellem ham selv og det omgivende samfund, hvor han til sidst efter en personlig udvikling finder tilbage til udgangspunktets harmoni.

Således introduceres vi for samfundsforholdene gennem romanens hovedperson, som i starten er autoritetstro og lever i overensstemmelse med samfundets konventioner og i fuldstændig loyalitet med magthaverne. Hovedpersonen kommer dog på den ene eller den anden måde i kontakt med oprørsgrupper, dissidenter eller personer, der ikke er omfattet af den totalitære stat, hvilket resulterer i et misforhold mellem ham og det omgivende samfund.

Fortællingens klimaks er som oftest hovedpersonens personlige møde med den øverste magthaver, som også afslører samfundsformens filosofiske fundament, hvorefter romanen afsluttes ved, at disharmonien mellem hovedpersonens og samfundet ophæves, enten ved at han bliver normaliseret, eller ved at han bliver elimineret. I Vi får 17

Om fortælletekniske forrykninger, Fagre nye verdens forvandling og andre finurligheder

hovedpersonen lavet en lobotomi (det hvide snit), mens hovedpersonen i 1984 udsættes for både elektrochok og en slags intensiv, kognitiv ’terapi’. I Fagre nye verden bliver hovedperson simpelthen relokaliseret til det etablerede samfunds yderste grænse, hvor hans oprørske tankegang ikke kan gøre meget skade.

Værd at bemærke er den måde disse dystopier fremstiller det fiktive univers gennem såkaldte focalizers, som er et narratologisk begreb, der betegner den måde, en eller flere af en teksts karakterer kan fungere som katalysatorer for det fortalte, som altså fremstilles gennem deres synsvinkel. Læseren har dermed kun adgang til det fiktive univers gennem focalizers øjne og oplever kun handlingsforløbet, som det opleves af denne. Det er vigtigt at skelne mellem fortæller og focalizer, eller med den franske litteraturteoretiker Gérard Genettes ord mellem hvem der ser og hvem der taler.

Selvom den dystopiske litteratur indskriver sig i en tradition af spekulativ fiktion, så er den ikke desto mindre i høj grad realistisk, forstået på den måde at romanerne holder sig indenfor, det man kan kalde, et realistisk modus.2 Her refererer jeg naturligvis ikke til den litteraturhistoriske periode realismen men derimod til litteratur, der beskriver 18 2

Netop dette realistiske modus, mener jeg, sætter nogle rammer rent fortælleteknisk. I denne sammenhæng er det brugen af focalizers, der begrænser det fortalte. Fiktionen kan ikke fortælle eller beskrive noget, som ikke er oplevet eller følt af romanens focalizers. Dette bliver vigtigt, når vi ser på det andet element, som i høj grad går igen i de tre eksempler på dystopisk fiktion – nemlig den totalitaristiske sprogbrug.

Som et middel til total kontrol med den individuelle krop har statsmagten politiseret alle aspekter af den private sfære lige fra forplantning og sociale omgangsformer til selve sproget. Statsmagten udøver altså en total diskursiv kontrol og har indført en sprogbrug som entydigt understøtter totalitarismen og umuliggør kritik af denne. Dette kommer til udtryk på forskellig vis i de enkelte værker; i 1984 meget konkret i form af New Speak som er et sprog, hvor alle ord, der kunne rumme en kritik, hvor vag denne end måtte være, er fjernet. I Vi har magthaverne elimineret alle personlige pronomener samt verbalendelser i personligt ental og på denne måde umuliggjort, at det enkelte menneske kan udtrykke andet end kollektive følelser, et univers, der ikke gør op med sin egen fiktions præmisser, men hvor handlingen står i et logisk kausalt forhold til disse præmisser.

HVORFOR issue 5

tanker og handlinger.

Semiotikken har længe beskæftiget sig med den måde, sproget griber ind i vores måder at bearbejde vores omverden på. Den tyske filosof Ernst Cassirer beskrev mennesket som et symbolsk dyr, som er udstyret med et særligt kredsløb, der adskiller sig fra dyrenes ved ikke kun at indeholde et modtage- og et udøvesystem. Dette kredsløb indeholder nemlig desuden en symbolsk instans, som bearbejder de impulser og påvirkninger, vi får fra omverdenen, og omsætter dem til symbolsk form. Man kan vel sige, at den symbolske instans er det, der udstyrer os med en menneskelig bevidsthed og evnen til at reflekterer over vores omverden. Denne symbolske instans er bl.a. stærkt påvirket af det sproglige, idet sproget udstyrer os med bestemte muligheder og begrænsninger for at bearbejde ydre impulser og dermed sætter nogle rammer for den symbolske produktion. Køber man Cassirers teori, får totalitarismens sprogbrug konsekvenser, først og fremmest for den måde romanens focalizer kan opfatte og forstå verden og dermed også for læserens adgang til det fiktive univers, som jo er bestemt af fokaliseringen.

De tre værker eksemplificerer alle dette. I Zamjatins Vi

er synsvinklen bundet til én eneste person, nemlig hovedpersonen D-503, idet teksten er fuldstændigt udgjort af dennes dagbogsoptegnelser, som skrives fortløbende med handlingens udvikling. Hovedpersonen får, som sagt, i slutningen af fortællingen udført en lobotomi og har derfor ingen mulighed for at indføre nogle retrospektive rettelser i dagbogsoptegnelserne. På trods af dette bliver samfundets dystopiske karakter synlig for læseren, allerede inden hovedpersonen selv er blevet bevidst om det.

I Fagre nye verden er det narrative system lidt mere komplekst, men ikke desto mindre er problematikken stadig den samme. Romans focalizer skifter i løbet af romanen, men er i begyndelsen udgjort dels af en gruppe studerende, der besøger Londons udklæknings- og karakterformningsanstalt samt en gruppe af de ansatte på denne anstalt.

Fælles for dem er, at de alle er omfattet af det totalitære sprog. Først efter flere kapitler introduceres Johannes, som er vokset op i et naturreservat. Han taler godt nok engelsk, men har lært det meste gennem læsning af klassisk litteratur og har derfor et sprog, som ligger udenfor den totalitære magts kontrol. Men allerede før Johannes kommer ind billedet, har læseren opnået en forståelse af samfundets dystopiske karakter.

19

Om fortælletekniske forrykninger, Fagre nye verdens forvandling og andre finurligheder

I begge eksempler er der altså en uoverensstemmelse med det forhold, at romanen på den ene side fungerer indenfor et realistisk modus og beskriver et samfund, hvor kritisk tale såvel som tanke er umuliggjort, og på den anden side alligevel giver udtryk for en kritik af det beskrevne samfund allerede fra romanens første sider. Spørgsmålet bliver altså, hvordan romanen formår at lukke en dystopisk diagnosticering ind ad bagvejen, uden at det kommer i konflikt med focalizers udsigelsesposition?

Ifølge Erika Gottlieb er Fagre nye verden kendetegnet ved en konstant forhandling af det dystopiske. Romanens skift i focalizers (snart er det Johannes, snart Bernard Marx eller Lenina, som begge er født og opvokset i Verdensstaten) bevirker, at samfundet snart fremstilles dystopisk, snart utopisk. Romanen indeholder to samfundstyper: Verdensstaten og reservatet – som fungerer som Verdensstatens antitese. Når reservatet beskrives negativt, fremstår Verdensstaten som en utopi, som dog hurtigt forvandles til en dystopi, når der sker en betoning af reservatets positive sider – f.eks. den individuelle frihed. Gottlieb mener altså, at læseren (såvel som de fiktive karakterer) får valget mellem to lige frastødende alternativer: Mustapha Monds Verdensstat og det vilde og primitive reservat og læseren vil derfor hele tiden være i tvivl om, hvorvidt den fagre nye verden er et utopisk eller et dystopisk samfund.

Denne læsning anser jeg dog ikke for fyldestgørende, da Gottlieb overser en vigtig faktor i læserens reception. Som 20

læser forstår vi ikke kun det fiktive univers indenfor fiktionens egne rammer, men tager hele tiden stilling til fiktionen set i forhold til den virkelige verden, den hvori vi sidder og læser, og den som konstant trænger sig på og på den måde absorberes i det fiktive univers. Fiktionens karakterer skal altså vælge mellem to alternativer: enten det vilde, uciviliserede og barske reservat eller den lykkelige men i høj grad ufrie Verdensstat, mens læseren i stedet har hele tre: verdensstaten, reservatet og den virkelige verden.

Derfor stiller Fagre nye verden aldrig læseren overfor et reelt problem med at diagnosticere samfundet dystopisk.

Denne diagnosticering foregår i stedet i kraft af, det jeg vil vælge at kalde, nogle narrative ’slip’, som skal forstås som en eller anden revne i det narrative system, som er etableret i romanen. Hvor og hvordan, disse narrative ’slip’ fungerer, er forskelligt fra roman til roman. Forfatteren kan f.eks. sætte hovedpersonen i en situation, hvor han på trods af sprogets begrænsninger kan udtrykke en kritik. Dette ses bl.a. i Zamjatins Vi, hvor sygdom bliver et centralt motiv men også en måde for fortælleren at omgå focalizers sproglige begrænsning. Dette sker allerede tidligt i romanen først som en ubehagelig følelse, da han første gang møder modstandskvinden I-330, og kort efter mere markant i form af et ildebefindende han får efter at have indtaget alkohol, som ellers er forbudt. Dette ildebefindende sætter ham i en tilstand af en slags dystopisk delirium, og får ham til at tale i tunger – en helt konkret omgåelse med det totalitære sprog. Den totalitære stat

HVORFOR issue 5

formår dog til sidst at gøre sygdommen til en del af deres magttaktik, idet han bliver diagnosticeret med sygdommen ’sjæl’, der som en anden kræftsvulst bliver fjernet ved hjælp af en lobotomi.

Det narrative ’slip’ i Fagre nye verden er mere subtilt, og ikke som i Vi bundet op på et tydeligt motiv. En tilbundsgående analyse vil være for omfattende til denne artikel, men et blik på citatet fra artiklens start kan give en umiddelbar idé, om hvordan romanen får fremskrevet det dystopiske samfund. Hele romanens første kapitel indeholder en række ”usandsynlige” beskrivelser, som ikke stemmer overens med valg af focalizer, men som på den anden side heller ikke er påtrængende nok til decideret at ødelægge det narrative system. Et eksempel på en sådan usandsynlighed ses i førnævnte citat. Citatet er i denne sammenhæng interessant, idet det introducerer et dødsmotiv, der går igen gennem hele romanen. Sammenstillinger af ord som ligfarvede gummihandsker eller frossent dødt lys vil læseren (i kraft af den kulturelle forståelse af døden der gør sig gældende i det samfund, vi er en del af) typisk tillægge en række negative konnotationer. I Fagre nye verdens fiktive samfund er døden derimod meget mindre tabubelagt og uproblematisk. Dette er resultatet af en bevidst opdragelsesstrategi fra statens side, hvor børnene lærer at betragte døden som noget godt, idet de overværer den samtidigt med, at de fodres med store mængder slik, kager og andre gode sager. Brugen af dødsmotivet underminerer altså ikke den totalitære diskurs i fiktionen, men

bevirker stadigvæk, at læseren vil opfatte det som et motiv, der tillægger den ”fagre, nye verden” en dyster, umenneskelig og stærkt dystopisk karakter. Det er altså snarere på denne måde, det dystopiske trænger sig på end ved en sammenstilling mellem et frit og et ufrit samfund, som Gottlieb peger på. Reservatet, værdierne, der knytter sig til det, og den gamle verden i almindelighed er i romanen omtvundet alt for megen ambivalens til, at de kunne være et rigtigt stærkt og effektivt modbillede på Verdensstaten, og Huxley ville aldrig med denne modstilling have kunnet formulere en kritik, der var halvt så dyster, som den han præsenterer i Fagre nye verden.

Ved hjælp af tungetale, alkoholtåger samt en lang række narrative greb og fortælletekniske fiksfakserier og ikke mindst i kraft af den ivrige læser, forvandles romanernes fagre, nye verdner til dybt dystopiske mareridtsscenarier, der både i form og indhold kan stå som mere end blot fiktion – nemlig som en nyttig og endda underholdende påmindelse om hvad der sker, hvis vi institutionaliserer vor natur og vor kultur og foretrækker at leve vort liv i en petriskål. n

21

tekst

signe

bang holm stud.merc.(fil) cbs

minna nordahl jørgensen stud.merc.(fil) cbs

Fagre nye danmark?

Sociokulturelt studie af danskernes opfattelse af Danmark som den fagre nye verden.

M

ed udgangspunkt i dette nummers tema har redaktionen sat sig for at undersøge danskernes opfattelse af dagens Danmark i forhold til det samfund, der bliver præsenteret i bogen Fagre Nye Verden.1 Det skal nærmere betegnet undersøges om danskerne ser den fagre nye verden som et ideal eller et skræmmebillede. Der er derfor blevet trukket tendenser frem fra fagre nye verden, som vi kan se i dagens Danmark, og med hjælp fra konsulenter fra MS Consulting2 er danskernes holdning hertil, blevet kortlagt.

har forbedret livskvaliteten i Danmark, hvilket fremgår af grafen nedenfor. Dette er bemærkelsesværdigt da det er med til at indikere en splittelse mellem den yngre og ældre del af befolkningens opfattelse af den fagre nye verden som et ideal.

Befolkningens forhold til teknologi og genteknologi Et centralt tema i Fagre nye Verden er brugen af teknologi til at forbedre samfundet. Helt i overensstemmelse med befolkningen i fagre nye verden er danskerne overvældende enig i dette. Hele 93,75 procent af danskerne mener, at teknologi har forbedret livskvaliteten. (Se graf).

Dog ses denne tendens primært blandt den unge del af befolkningen da 100% over 50 år ikke mener, teknologi 1 Der er sket en kvalitativ udvælgelse af 16 respondenter der danner baggrund for det kvantitative metodiske studie, der hermeneutisk, fænomenologisk er blevet fortolket.

2 For yderligere uddybning kan kontakt formidles gennem redaktion, herunder rekvirering af statistisk materiale.

22

Paradoksalt er det dog, at 86,5% er imod genteknologi på trods af at 93,75% er for teknologi. Af denne inkonsekvens kan det konkluderes at den danske befolkning ikke sammenstiller teknologi og genteknologi. Dette må

HVORFOR issue 5

være et udtryk for et lavere vidensniveau, hvilket netop er karakteristisk for betamennesket i den fagre nye verden. Dette gælder dog ikke mænd mellem 40-50 år, hvoraf 100% godt kunne lide fåret Dolly, og derfor i det hele taget var venligt stemt overfor den fagre nye verden i Danmark, måske derfor kan siges at repræsentere nutidens alfaer.

For illustration se graf:

virkeligheden er glade for medicin. Det betyder, at 100% af Danmarks befolkning dermed mener at medicin er godt.

Og når nu 100% af befolkningen mener, at medicin er af det gode, og vi lever i et demokratisk land, kan det kun anbefales, at der bruges mere medicin, samt at medicin bruges mere strategisk, præcis som det foregår i fagre nye verden. Spændingen fremgår af nedenstående grafer:

Befolkningens forhold til medicin 93,75 % synes, Danmark er blevet forbedret ved udviklingen af medicin. 100% af befolkningen under 20, dvs. hele den danske ungdom er imod brugen af medicin. Det vælger vi, at tolke som om de ikke indser hvor meget medicin hjælper dem i dagligdagen, og at de derfor i 23

Befolkningens

forhold til samfundsmæssige pligter og

Konklusion

opdragelse

Alle i Danmark synes, at børn skal opdrages, men ikke alle i Danmark synes, at alle skal yde sit. Ergo mener danskerne ikke, at vi skal opdrages til at yde sit, men hvad skal man så opdrages til? 50% af de, der mener, at man ikke skal yde sit men at andre skal opdrages er mænd mellem 20-30(se graf). Heraf kan det konkluderes at unge mænd i år 2010 ikke selv gider og arbejde, men forventer at andre skal. Det kan være at resten af Danmark skal være mere proaktive i opdragelsen af de unge drenge, så de ikke får denne opfattelse, således Danmark kommer et skridt nærmere det ideelle samfund i den fagre nye verden.

24

På baggrund af det empiriske studie står det klart, at danskerne opfatter den fagre nye verden som en ideel, ønskværdig samfundstilstand (se graferne).

HVORFOR issue 5

udvikling afvikling 25

26

HVORFOR issue 5

Fagre nye verden?

Om Beherskelse, kontrol og modstand.

27

tekst

trond

poulsen, stud.cand.merc.(fil)

En fager ny verden med neurovidenskaberne

28

HVORFOR issue 5

T

emaerne i Aldus Huxleys visionære dystopi Fagre Nye Verden er mange og vidtløftige: kærlighedens evne til at åbne øjne, modstanden mod et disciplinerende system og at finde modet til samme samt en gennemført fantastisk videredigtning af den teknologiske udvikling der allerede i 1930’ernes acceleration imponerende. Men i et FLØK-perspektiv er den gennemsyrende tanke om et samfund baseret på adfærdsmanipulation eller med en finere betegnelse behaviorisme mere interessant: en historie om hvordan et rigidt, hierarkisk indrettet samfund designer sine borgere til deres respektive pladser i samfundet med dybtliggende, kulturelle normer og gennemført påvirkning af underbevidstheden - skrevet længe før Michel Foucault lavede sine historiske magtanalyser.

Da Fagre Nye Verden blev skrevet, var videnskaben i fuld sving med at studere hjernens indflydelse på hele den menneskelige tilstand med et (ikke sjældent misforstået) afsæt i Phineas Gages imponerende case. Med hans eksempel blev der grobund for cerebral lokalisation - tanken om at specifikke områder i hjernen styrer ikke blot specifikke dele af vores kroppe men også hele vores personlighed og handlemønster.

Men Fagre Nye Verden lånte sine metoder til påvirkning fra Ivan Petrovitj Pavlovs adfærdsforskning. Det var en meget narrativt appellerende og (til bogens formål) meget ligefrem teori om årsag og virkning i selv højere dyrearters adfærd. Jeg vil dog (med min indre Nostradamus i fuldt

flor) vove følgende påstand: havde Aldus Huxley skrevet sin bog i dag, havde han fremskrevet den frembrusende neurovidenskab og den tilhørende udvikling mod subtile kontrolformer i stedet - og med radikalt anderledes konsekvenser for det litterære forlæg; specifikt for graden af åbenlys og institutionaliseret påvirkning.

Neurovidenskaben - Great Expectations I dag er neurovidenskabens præfiks et yndet buzzword, der kan klistres på alt fra økonomi over lingvistik til æstetik. Dets implementering i alle disse felter illustrerer, hvad neurovidenskaben i sin spæde begyndelse tegnede til at blive: et felt der eksisterede i et symbiotisk testende forhold til behaviorismen og leverede nye måder at teste teorier fra feltet. Men siden er det vokset og blevet et overordnet felt i sig selv med en lang række filosofiske problemer til følge.

I februar i år afholdt Dansk Pædagogisk Universitet under Århus Universitet en konference om forholdet mellem moderne neurovidenskab og filosofi. Specifikt var det forskergruppen Gnosis, der inviterede til vidensudveksling de to felter imellem. Navnet på arrangementet var Great Expectations med henvisning (ikke ulig Studietidsskriftet HVORFOR’s seneste call for papers) til et større litterært forlæg, der forsøgte at favne både de store muligheder og oppustede utopier, der kommer til skue i neurovidenska29

En fager ny verden med neurovidenskaberne

belige sammenhænge.

I det tværgående spændingsfelt mellem filosofi og neurovidenskab er det primært men ikke eksklusivt forståelsen af subjekt, der er i spil. Neurovidenskabens teknologifikserede og positivistiske beskrivelse af mennesker, som produkter af deres hjerne og deres hjerne alene, synes velsagtens for en gennemsnitlig FLØK’er at være en smule præmatur. Men den tilsluttes af eksempelvis den amerikanske filosof Douglas Hofstadter, der beskriver selvet som en nyttig illusion – men intet mere. Det er debatten mellem plasticitet og reduktionisme sat på spidsen.

Neurovidenskab Men til trods for teknologiske fremskridt inden for feltet er videnskaben omkring hjernens funktioner stadig på et relativt lavt niveau. De reelle fremskridt ses primært i form af stadig større opløsning på hjernescanninger, diagnoser på neurologiske forhold (patologi) og forsøg med reaktioner i hjernen på forskellige stimuli. Det er ingen tilfældighed, at de neuroeksperter, der indfandt sig til Great Expectations, primært var specialiserede i hjernelæsioner.

Sammenhængen mellem de billeder, vi kan opnå, og deres rolle i det større system af hjerneceller og i det sociale er ikke til at sige noget om endnu. Ikke ifølge ekspert i neurologi Steven Rose: ”We are data-rich but theory poor”.

Han kritiserer generelt en tilgang, der for isoleret ser på hjernen. Også Thomas Ramsøy, fagkoordinator på Neuromarketing ved CBS, siger, at som tingene er nu, har hjernevidenskaben bedre af at kigge på, hvad behaviorisme og for så vidt filosofien allerede ved om menneskelig adfærd 30

end at forsøge at informere den anden vej – dertil ved den for lidt konkret… Endnu.

Hvor bærer det hen?

Men de større spørgsmål om, hvordan hjernen fungerer, vil sandsynligvis ikke forblive enigmatiske for evigt.

Når kortlægningen er fuldendt, skal det dog vise sig, om hjernen alene kan beskrive (og styre) alt, hvad der er menneskeligt, eller om det vil vise sig at være, hvad Nicolas Rose meget blomstrende kalder, neofrenologi. Men to ting er sikre, hvis fremskrivningen skal ske på samfundet, som det er lige nu: der vil foregå en voldsom udvikling indenfor neurovidenskaberne, og kontrolteknologierne vil (modsat Aldus Huxleys vision) bevæge sig i retning af stadig mere subtile metoder. Sandsynligheden synes ikke at tale for en regulær institutionalisering af kontrollen, som det vises i ekstrem grad i Fagre Nye Verden men i stedet med en langt mere udbredt og langt mere subtil form for påvirkning; en udvikling der er blevet peget på i mange sammenhænge - både hvad angår samfundsopdragelse og i mere markedsspecifikke sammenhænge. Der vil med andre ord nok ikke være en central børneproducent, der gror poder i reagensglas og designer deres fremtid minutiøst men dermed ikke sagt, at kontrollen ikke vil være der.

Når nu Aldus Huxleys forlæg inspirerer mig til at skrive disse ord om neurovidenskaben i et blad til FLØK, skyldes det primært, at filosofferne i fremtiden vil have meget svært ved at komme udenom de nyopdagelser, feltet vil bringe. Med Great Expectations var det ikke sidste gang, filosoffer og neuroeksperter mødtes. n

HVORFOR issue 5

s책 er det sommer

31

tekst peter

flemming, professor of work, organisation and society,

queen mary school of business and management,

Recalibrating Resistance in the brave new world of bio-power Abstract

Bio-domination aims to set life or bios to work through attaching the act of living to economic calculation. It is not the contradiction between capital and labour that matters so much today, but between capital and life. Almost every aspect of existence can now be valorized via circuits of immaterial labour in the contemporary corporation. Self, emotion and sociality are especially salient in this regard. While a growing number of studies have investigated the bio-colonization of living labour in the new-age firm, little has been said about the struggle that ensues when the corporation endeavours to capture and exploit life itself.

This paper argues that in the bio-political era, new modes of resistance are fomenting that recalibrate the nature of struggle. These forms of struggle appear to be diametrically opposed in character: those that engage with capital and those that disengage with capital. The paper discusses each form of struggle and highlights their political valence in and around the contemporary corporation.

32

HVORFOR issue 5

introduction

I

f ideology is to empire what the bludgeon is to fascism, then the profound transformations in the ideology of capital must call for reconsideration of the way struggle is calculated today. Even if domination under capitalist conditions always utilizes abstraction, it is forced out of the shadows of such abstract distance when it enters the office or factory and must ask the question, “why this?” A number of profound and significant permutations in the ideological character of contemporary corporate capitalism have made the traditional co-ordinates of resistance precarious if not ineffective. In particular, we see in western social settings in particular the absorption of certain radical motifs that potentially undermine the conventions of traditional struggle. For example, it has been noted that the bio-political formation of capital today has made the archetypical call for a more ‘human workplace’ somewhat one-step behind the new-age manager or funky CEO. The watchword in many corporate cultures today is not a singular exhortation for commitment (and thus leaving ones real wishes and desires at home so that we can become the ‘organization (wo) man)’ but authenticity and genuineness (Fleming, 2009). The ‘just be yourself’ ideology invites into the sphere of production more of those aspects of life and identity that were perhaps discouraged in the factory and the office. One interesting development in this area is the recuperation of dissent and

resistance in the so-called ‘liberal workplace’. Harney and Oswick (2007) have argued that today it appears even management is against management, alluding to notions of anarchy, anti-authoritarian and other similar themes of radicalism in corporate cultures. The Office’s David Brent – often considered the paragon of the anti-work ethic and shown in cultural studies and business schools around the world in order to convey a critical disposition to capitalism – stars in the Microsoft training videos. David Brent’s cynical distance and ironic humour is not anti-capitalism, but a very important part of corporate ideology. Criticism has always been susceptible to co-optation, but such a fashionalization begs the question of what mode of living criticism might be efficacious rather than become yet another facet of dead labour. When life and struggle itself is absorbed into the circuits of control and transposed into empty corporate team building exercise, then how does one resist?

The pro-business fossilization of humour, free speech, play, lifestyle and even dissent has been well recorded in the literature. What Ross (2004) calls the ‘permissive firm’ and Fleming (2009) the ‘just be yourself’ mode of organizational control involves a complex integration of bios (life) into the rhythms of an otherwise baneful social setting (etc. capitalist exploitation). Rather than life being denied in the workplace ala the Fordist factory or the 33

Weberian bureaucracy, it is captured and put to work in the pursuit of enhanced surplus value. Emergent flows of bio-domination has seen life itself become the enemy of life, an instrument of appropriation and commodification , whereby ones gestures and habits – either for or against the corporation – are potential grist for the post-fordist workhouse. In this sense, self is no longer a guaranteed point of radicalization since even our humanity can serve as a datum for micro-fascism. Missing in this growing body of scholarship, however, is an analysis of the struggle that I will argue ensues in the bio-political era of corporate capitalism. In this regard, there is need for a more dialectical analysis of bio-politics and bio-domination within and around the new-age firm. For resistance is not eradicated within the various flows of bio-capture. While this transposition of struggle is an important target for the rent seeking logic of empire today, it remains a danger that inspires a sophisticated corporate engagement with resistance.

This paper proposes that resistance and struggle in the context of bio-politics might look very different to the forms it once took when the contest was between labour and capital. When the corporation too appeals to the radical vocabulary of a humanist critique of work, attempts to be ‘socially responsible’, supports progressive political causes and is dotted with CEO’s who also think work sucks, resistance has recalibrated in order to exploit unexpected points of weakness within the bio-sphere of the corporate world.

This paper explores two such recalibrations: that of engagement and post-engagement politics. The first involves a new dialogue and engagement with power that is quite 34

different from the ‘speaking truth to power’ of conventional ideology critique. How does one speak to a mode of power that asks us to just be ourselves, be human and so-forth with all of the hypocrisy and creepy inclusion that we might see in a Google team-building exercise?

The second recalibration of resistance is what I want to call ‘post-dialogue’ politics and it entails a withdrawal of from dialogue from capital. Instead of speaking to power, it seeks autonomy via politico-ethical practices of assignability, inscrutability and imperception. Withdrawal is the nature of this resistance – but how does one withdraw from a totality? And while these two political forms appear diametrically opposed, is there any overlap or valence? I will suggest there is, and in demonstrating such interconnections, the paper aims to extend of understanding of resistance in the bio-political context.

Recalibrating dialogical politics I Want This Too Much!

Some suggest that this aspect of empire has rendered traditional critical dialogue – speaking the truth to power – less effective. As Zizek (1989) among others has pointed out, the cynical distance and faux radicalism of the funky CEO and the ironic firm means that appeals to the truth is fraught with certain dangers. One cannot say, for example, that capitalism is destroying the environment and quickening a variable planet of slums if the CEO has got there first: “yes, its an awful situation and we are going to try and make things better by letting you be yourself at work and support politically progressive projects.” In this

HVORFOR issue 5

sense, even the most right-wing corporate executive can trade in leftist motifs in order to enhance the reputation of the firm and shareholder value. Again, does this not simply demonstrate what Jameson (1998) referred to as the universality of the economic logic of capital – we could more easily imagine the catastrophic demise of mankind rather than a modest shift in the mode of production. Or to put it differently, the Razzorfish (Ross, 2004) or SouthWestern Airlines executive simply cannot imagine the possibility that it is their friendly capitalism that is killing the planet and not some aberrant inhuman version that is often stereotypically pinned to the third world.

Such hypocrisy is not new. However, the dialogue of criticism most often performed by the labour movement - that of ideology critique - is problematic here.

Ideology critique, of course, is particularly important modality of speaking to power in which the speaker suggests that all is not what it seems, and further still, this ‘what it seems’ is add odds with the reality of the situation. Drawing attention to hypocrisy and falsehood – “you say we are free at work, but look here, this is patently untrue” – is increasingly rendered ineffective in the liberalist milieu.

What so? Because, as Latour (2003) poignantly notes, apparently there is no longer any truth, only ‘points of view’.

The discourse of disclosure must compete in the corporate market place of ideas along with the most ridiculous ones.

The levelling out impulse of liberalism has the appearance of emancipation – you are allowed to speak the truth – but the outcome typically reinforces the meta-context of a forced choice. As Zizek puts it, “say what you like, but obey”. Moreover, your very ability to speak at all is then deemed proof that you are free, even if what is said

is thoroughly de-legitimatized in a whole range of ways.

This is why the rise of the celebrated ‘tempered radical’ in the US corporation ought not to be seen as a victory against enervating work, indeed, it might be the very opposite. As Zizek (2009) recently put it, “we act as if we are free to choose, while silently not only accepting but even demanding that an invisible injunction (inscribed in our very commitment to “free speech”) tells us what to do and what to think. As Marx noted long ago, the secret is in the form itself” (Zizek, 2009: 134). Does not the same transpire in the post-modern ‘permissive firm’ that demands we speak and display our authentic feelings.

We might earnestly and fearlessly decry a particular form of organizational restructuring. But this is treated as even more evidence of the wonderfully enlightened nature of the modern corporation. Even Starbucks is now willing to listen to those who resist, making open dialogue with those who dissent (both in and outside the firm) a key operating principle in their corporate culture. Consultation can be dangerous since even fearless speech can perpetuate the endless deference of the real target, which remains irrefragable and uncontested: capital.

In this setting, then, dialogue with capital has recalibrated to avoid the recuperative traps that we have noted above. If one is going to speak with power at all, then caution, care and cunning are required. The first recalibration might be labelled over-identification, and this has been explored thoroughly in the literature. The argument here is that much of the ideology in the so-called new corporation involving teams, democracy, freedom, open speech, etc. is not meant to be taken literally – they all hide a negation that must not be articulated. In these 35

cynical times when an inbuilt cynical distance is required to make sense of most forms of proclamations (even by those who make them), we are not to take any statement too seriously. Sure, we are told to ‘just be ourselves’ at work but we know that this is only up to a point (I cannot ‘just be myself’ by not turning up to work and expect to get paid). The strategy of over-identification, therefore, runs against this cynical distance and takes corporate claims too seriously to surface the negation. Indeed, one of the wonderful weaknesses of liberation management as practiced in many organizations today is that if taken seriously and fully realised it would result in fundamental shift its economic logic: becoming a communist enterprise rather than a capitalist one. An element of humour is often added to this way of speaking to power: stuffing hundreds of (not completely useless) notes in the suggestion box. Corporate managerialism cannot frown upon such a recalcitrant gesture without undermining its own axiomatic claims.

Dissenting Consent A second recalibration of resistance in this bio-political space builds upon over-identification and might be labelled ‘dissenting consent’. Again, like over-identification, it does not launch its criticism from the outside, but aims to use the building blocks of domination (or at least its ideological justifications) against itself, an immanent engagement with domination. It uses the cynical and confidant claims of power against itself in a manner that is tactical and transformative. The paradoxical “visible intrigue” of cold war politics presents a myriad of examples of this cat and mouse sparring. The famous Kitchen Debate might serve as a useful illustration. When Khrush36

chev was shown around the American model-kitchen by Nixon in the early 60s, a debate ensued in front of the world’s media. Nixon knew full well that the media in the Soviet Union was highly censored and that this was an opportunity to demonstrate the moral superiority of the United States and its surety of victory over the demonic communist block. Khrushchev mocked Nixon, joking that when the Soviet Union soon overtakes the USA in economic, political, military and social richness, all the Soviets shall say with a smile is, “bye, bye … bye, bye”.

An embarrassed Nixon, with one eye on Khrushchev and the other on the sniggering media, said, “do you plan to let the soviet people see this kitchen, and your rather churlish statements”? Khrushchev said, “of course”. Nixon, sensing victory, said with a wry smile, “and the US shall also hear your words”. Khrushchev then looked worried: “oh … do you mean translated into English …” he nervously queried as if he wanted to rethink his discourse and tone.

Nixon answered with a confident and resounding “yes”.

Suddenly, Khrushchev beamed with genuine glee, “wonderful, the US people will finally hear the truth!” Nixon was completely out manoeuvred – not by Khrushchev, but by himself.

This engagement with power is interesting because it second guesses what the more powerful party feels are the weaknesses of the subordinate party and the strengths of the super-ordinate position (that the soviets will censor and the US do not). It then shifts the grounds by establishing a reference point that might potentially serve both the stronger and weaker actor, that of the free media. However, the trick is to fool the interlocutor by playing to their blinding assumptions and then pull the rug

HVORFOR issue 5

out from under their feet by appropriating its own concept for themselves (and frequently in a manner that might actually end up undermining the stronger party).

Post-Engagement Recalibrations of Resistance

Political Disengagement Two forms of post-recognition struggle that aims to withdraw from capital might be identified: namely political and ethical modes of absence. Political disengagement include those practical initiatives to self-valorise in the informal ‘economy’ of living labour in a manner that outflanks the market (in the contemporary sense of the term rather than the traditional sense) and the colonizing logic of corporate domination. Alternative co-operatives and paratatic informal exchanges that are either present already (and being parasitically appropriated by capital) or developed afresh aim to remain inscrutable to capital, to avoid participation or recognition. We do not need capital, but capital needs us and will come looking to enlist any form of non-corporate labour to find innovative, creative and interesting ideas. The rapid and going de-territorialisation and re-territorialisation of the indie-media creative commons is a good case in point (Pasquelnelli, 2008).

Under-ground comics and zines have been flourishing for many years. Other forms of anti-work withdrawal occur within the economy of precarity. Refusal to work and the slow-movement (in all its variations from food, transport and down-grading careers) attempt to instigate forms of life that turn its back on capital and activate its own flows of self-valorisation.

Perhaps one of the most interesting experiments in post-

recognition politics can be found in the music industry that is notorious for capturing fringe and offbeat forms of living labour. Anne Elizabeth Moore (2007) nicely explores the underground feminist punk scene in the United State. A thriving and fringe network of autonomous culture producers had developed a unique sub-economy of music a number of US cities on east coast. However, antiestablishment and counter-cultural values sell, and the AR agents came looking. Large music multinationals were making ever-deeper forays into these communities that practiced anti-capitalist independence and a DYI ethic that dispensed with the need for large commercial labels.

While engagement with corporates through various forms ironic and cynical lampooning was common currency (ala Nirvana) and frequently led to artistic ‘sell-out’, Bikini Kill (which had considerable underground success with ‘suck my left one’) and other ‘riot grrrl’ bands (anti-consumerist, feminist DYI groups) seemed to understand that once the real subsumption of the commodity form was established, the battle was over (as Moore puts it, the unmarketable is then rendered marketable). In the face of ever encroaching commercialization, “riot grrrl participants developed a sophisticated response: a media blackout … for the most part the mainstream media were forced to describe what they could comprehend of the burgeoning scene from the outer edge of a sweaty mosh pit” Moore, 2007: 9).

Don’t Speak, Speak to Everyone We can now move from the organizational level to the micro-political or ethical level, and the kinds of absence and invisibility that might be practiced in and around the sub37

ject. Recalibrating struggle around imperceptibility can take an ethical form, as a mode of life in which one relates to their primary sociality and subjectivity in a manner that eschews the compulsion to act, to obey, to be someone and assume a pre-given identity. This kind of withdrawal is more difficult to investigate since it stems from the living philosophy of de-subectification and has a number of complex components that relate to the micro-political. As Foucault (1977) convincingly argued, subectification and the imputation of a ‘soul’ are one of the primary modes of domination in liberal capitalist society – individualism, desire, sexuality, and identity are constructed in a manner in which we govern ourselves, usually to the benefit of an economic institutional apparatus that maintains a regime of bio-political pervasiveness. As Hardt and Negri (2009: 339) nicely put it, “don’t try to save yourself – in fact, your self has to be sacrificed!” If life itself is the target of capital, what better substance to graft itself onto than the subject with all its stupid fears and desires? Moreover, we know that subjectification requires a number of technologies in order to be operative – language and representation being some of the more important. We become interpellated when we are induced to speak about ourselves, our identity and account for what we are. Visibility and language are the mainstays of subjectification, which might explain why Foucault in particular became increasingly interested in aphasia in the context of the liberal injunction to speak.

This is where the work of Deleuze and Guattari (1987) is of considerable import – a propaedeutic for de-subjectification and a wonderful homage to the taciturn molecular.

They argue that the subject is completely alien to self and 38

the individual, the flow of speeds and movements that cross the body. The chief aim of any politics in the hypersubjectified economy is to become imperceptible – to turn ones back on the discourse of power and organization (or segmentarity) and become a line of flight that escapes self-indenture of a dull life. This is practiced in a number of ways, but they isolate three forms of micro-fascism that are paramount in capitalist formations: the organized body (organism), the interpreted desire (representation) and the subjectified soul (the subject). To become imperceptible is to escape the identikit of personhood, which they say is unsalvageable given its complete corruption by capitalist, masculinist, racists and colonial values. Such a line of flight is not destruction of the body or desire, but a recalibration with the social, with the interlacing flows that connect us and overflow the immured strictures of the subject (one might conduct a study of how it is not the becominganimal that best indicates the ‘dividual’ but becomingchild [also see Deleuze, 2005 on becoming-child]). As Badiou (2009) puts it in a different context, this represents the “indescribable that lies on the other side of Kapital blind and blinding persistence. And ultimately it goes by the paired names of childhood … intimate intractability” (Badiou, 2009: 94).

Then Deleuze and Guattari (1987) ask the crucial question: “ what is the relation between the (aorganic) imperceptible, the (asignifying) indiscernible and (asubjective) impersonal?” (Deleuze and Guattari, 1978: 279). Their answer to this question is of great relevance to understanding struggle against the permissive corporation that demands employees to ‘just be themselves’, be different and display their authenticity: “a first response would be: to be like ev-

HVORFOR issue 5

erybody else … to go unnoticed is by no means easy. To be a stranger, even to one’s doorman or neighbours. If it is so difficult to be life everybody else, it is because it is an affair of becoming” (Deleuze and Guattari, 1087). In a context where the injunction is to be yourself (in all its subjective difference and uniqueness), the radical gesture is to blend in and become part of the imperceptible ‘everyone’. How does one do this? First eliminate everything that is too perceivable, that roots us to ourselves. Second is saturation, to become universal, not be like everybody else but actually everybody else. Such imperceptible politics is thus not silence or anti-social withdrawal, but the opposite, a turning away from the individualizing flows of capital by giving oneself to everybody – the common, the multitude, the social. We move, then, from the ethical to the political. This version of the politics of imperceptibility is movement. If dead labour is the congealed reification of time and co-operation, then living labour is flow, movement. The creative common is the chief medium of the imperceptible (of becoming everybody and thus derooting ourselves from ourselves), because it consists of living and flowing labour, of movement, of a provocative co-motion.

I have noted this kind of ‘becoming everyone’ in the context of the ‘just be yourself’ firm which happened to be a call-centre (see Fleming, 2009). This organization invited employees to express their unique and individual identities, to be who they are with the aim of enhancing the sociality of the labour process (discretion and personality on the phones) and motivated workers by detracting their attention from the otherwise extant call-centre controls (and the alienation and dehumanization that they engendered).

Expressions of non-work associatives were particularly encouraged (including lifestyle, political causes, sexuality, partying and so-forth). Did workers resist this discourse of visibility and subjectification by resisting themselves? Yes, but in a manner that rearticulated the organic sociality of the work process. One employee interviewed put it this way with sarcastic humour: “they say we are all different and unique, but we are not … in the end we are all the same, we are all just plebs”. The reference point of identity becomes the monotonous labour process and its éndoxic practices, and external reference point of labour that undercuts the liberal individualist injunction of difference. A concourse class-consciousness was evident that was unwedded to any organizational form as yet. The becoming imperceptible aspect of this movement required a foreclosure of the self that was encouraged by the firm and short-circuited the hyper-introspective visibility that appeared to attach workers too their identity in a manner that was close to servitude.

Resistance at Work Let us review where we have come so far. The conventional wage-effort bargain of industrial Fordism has been superseded, in part at least, by a bio-political form of power in which life itself is enlisted and inscribed by the production process. The political concerns under Taylorism were clearly writ by traditional demarcation around value and surplus value, social necessarily labor time and surplus labour time work and non-work. Also often followed this set of demarcations, more pay, less alienation and so-forth. The bio-political regime of domination makes life itself the object of capture – our bodies, time,

39

emotions, affects and so-forth. Corporate management no longer bars life from work, but invests in ‘human capital’ in a variety of ways. ‘Fun-sultants’ endeavour to make work mimic the dynamics of play and jest. Spirituality and health are cultivated in the form of psychedelic chicharts and statues of small Budha’s in the cubicle. Health, sexuality and lifestyle are welcome in new-age firms like Apple and Google. In customer service employment such as call-centres, workers are encouraged to ‘just be themselves’ (deviate from the script, display their unique characteristics and express authenticity on the phones) and bring more of their non-work personalities to the job.

Zany, organic and fun workers are key aspects of many human resource programs, downplaying control, standardization and the cold logic of economic rationality.

In the lobby of a major hotel firm we learn from a wall poster that Robert, a 24 old employee, absolutely loves ice-hockey and roller-blading in his free time. Liberation management ala Tom Peter’s even celebrates the tropes of 68-era radicalism, anti-authoritarian sentiments and a slacker underground chic. Old fashion Taylorism no doubt still prevails in many parts of the world, but the leading in liberal capitalism is this mode of immaterial labour. Here capital is both investing in life (in order to harness its added benefits in economic terms) and parasitically capturing it, even forms of life that aims to resist the logic of corporate domination. It is argued that what we call (after Foucault, Hardt and Negri among others) bio-power is a defining feature of the workplace.

This rich area of research into the life of the corporation has tended to down play the forms of struggle that might ensure to this form of domination. The traditional 40

co-ordinates of resistance that we saw under industrialism that resulted in the wage-effort bargain no longer have the teeth it once did (also points of connection are apparent between, say the strike and sabotage, the types of struggle we have noted above). The new struggle is not so much between capital and labour but capital and life, as we see the ‘social factory’ extending its logic of objectification by mimicking and absorbing family, lifestyle, the body, sexuality, leisure and even love. Social competencies, communicative skills and the wellspring of social richness that was found either after the worker left the factory or was relegated to the informal organization (think of ‘banana time’) are now key targets in the politically-correct firm. I have argued that two forms of resistance to capital seem to be apparent when biopolitics is concerned. How does one resist when life, self and body function to serve capital?

The first we have noted is engagement with capital. This requires some kind of dialogue – a claim or response to capital. Speech or symbolic interaction (even if through the anonymous catastrophe) is key here, since it requires becoming perceptible to capital. When bio-domination turns its attention to the vocal dissent, it has a battery of incorporative strategies that make this form of politics fraught with danger since the language of capital has integrated the parlance of radicalism to a certain extent. If this form of resistance requires one to speak, it is a speech that is not only fearless, but also sophisticated it its tactical appropriation of the space of capital. Because capital is universal, it endeavors to work inside its logic (for there is no outside) – the Spinozian totality is one in which the limit is internal rather than a spatial ‘outside’. This is the resistance of a cunning Diogenes: over-identification and

HVORFOR issue 5

dissenting consent. The other form of resistance turns to imperceptibility and exodus instead. It avoids communication with power, and attempts to remain in inscrutable to power. In its political and ethical forms, it key objective is autonomy. We also noted that such autonomy is completely reliant on a non-coded sociality, the common.

This is the sociality that is ‘everybody’ and remains beyond capital, as a kind of pre-capital excess. This is the resistance of an allusive Svejk.

The weakness of the politics of engagement is that it can reply upon the corporate led discourse too much and thus is defined in terms of the language of capital. While capital certainly cannot claim ownership on justice and emancipation, certain assumption can crept into the debate when one is playing the engagement game. Working with the discourse of fun, hierarchy, team democracy and so-forth can implicitly reinforce corporate values in an in-direct manner. Sometimes a clear position of externality is required, an alternative and discontinuous language game that has no truck with the logic of domination we see unfolding today. But if capital has totalized itself across the entire social body, from where does one speak?

Answering this question brings together the politics of engagement and post-engagement I think. We were able to show how the tactic of imperceptibility is in fact a selfvalorization of the common. It is a disappearance into the multitude. In order to effectively and radically speak to capital, dialogue requires a support outside of the capital form, and cannot be completely reliant on capital itself for the materials and tools of insubordination. The perceptible requires an imperceptible grammar – the common excess of sociality that is ‘everybody’ in order to function. This

is what is sometimes missing or downplayed in Foucault’s analysis of fearless speech via the otherwise fascinating investigation of the cynics and the stoics. While he noted that parrhesia needed social conditions to exist (the democratic polity), the invisible work that is done in the realm of the imperceible is under analyzed. Ultimately, the power of the speaking subject is reliant on not only the more powerful party (to take cues, to twist the argument and so-forth) but themselves as reasoning individuals. The radical speaker is divorced from the social territory that compelled them forward into the dialogue – it must be remembered that Diogenes was not the paragon of individualism but a communist through and through. His visibility (in the agora for example) was only a minor element of his perfect invisibility – “I am just like everybody else and so should you be! Anyone who does not see this is fooling themselves.” He practiced elimination to the nth degree and his visibility was merely a dimension of his completely fullness, the imperceptibility of his unrelenting sociality.

Similarly, post-engagement politics often entails staying where you are (Hardt and Negri, 2009). But if one form of escape occurs within the realm of power, of becoming imperceptible inside the institution that is trying to incorporate life (the new-age firm, for example), then there will be times when one must speak to power, to manipulate and even shift into engagement politics. Engagement at this level might take the form of camouflage (telling the boss what they want to hear), sarcastic irony (turning the tables) and sometimes forthright frankness and refusal.

Non-separatist disengagement in the ‘just be yourself’ corporation requires voice – this is why I would like to 41

return to the image of the organizational Svejk (also see Fleming, 2002; Fleming and Sewell, 2002). Svejk – from Hasek’s Novel The Good Soldier Svejk - practiced the quintessential imperceptible politics, harnessing the rich sociality of his fellow foot soldiers to exploit the weak spots in an otherwise formidable dominant institution (the Austrian-Hungarian Army). Svejk was the master of guile, irony and foot-dragging, nurturing the undercommon of his comrades via an engagement with power (which more often than not turned the tables so that it was the dominant party who lost out. He was invisible at work – both literally and metaphorically – and simultaneously used engagement to survive and what he wanted for him and his comrades. His visibility functioned to cloak his invisibility. The organizational Svejk remains an option for struggle when one is unable to leave the setting of domination in which they find themselves in. While complete withdrawal is always an option, episodic contact with a life-draining form of capital is difficult to avoid completely. However, we would not want to pin our future to Svejk – he must represent a transition point, a momentary responsive politics in difficult times. n

Reference list Adorno, T. W. (2005). Minima Moralia: Reflections on a Damaged Life. London: Verso.

Badiou, A. (2009). Pocket Pantheon. London: Verso.

Berardi, F (‘Bifo’) (2009). The Soul at Work. Los Angeles: Semiotex(e).

Deleuze, D. (2005). Pure Immanence: Essay on Pure Life. New York: Zone Books.

Deleuze, G. and Guattari, F. (1987). A Thousand Plateaus. Trans.

Brian Massumi. Minneapolis: University of Minnesota Press.

Fleming, P. (2009). Authenticity and the Cultural Politics of 42

Work. Oxford: Oxford University Press.

Fleming, P. and Sewell, G. (2002). ‘Looking for the Good Soldier, Svejk’. Sociology, Volume 36, Issue 4, pp. 857-873.

Foucault, M. (1977). Discipline and Punish: The Birth of the Prison. London: Penguin.

Frank, T. (1998). The Conquest of Cool: Business Culture, Counterculture and the Rise of Hip consumerism. Chicago: University of Chicago Press.

Hardy, A. and Negri, A. (2009). Commonwealth. Cambridge: Harvard University Press. Hardt, M and Negri, A (1994). The Labor of Dionysus: A Critique of the State Form. Minneapolis: University of Minnesota Press, 1994.

Harney, S. and Oswick, C. (2006). ‘Regulation and freedom in global business education.’ International Journal of Sociology and Social Policy, 26 (3/4): 97-109.

Jameson, F. (1998). The Cultural Turn. London: Verso.

Kane, P. 2004. The Play Ethic: A Manifesto for a Different Way of Living. London: Macmillan.

Latour, B. (2004) Why Has Critique Run out of Steam? From Matters of Fact to Matters of Concern. Critical Inquiry, 30, Winter, pp. 225-248.

Moore, E. A. (2007). Unmarketable. New York: The New Press.

Negri, A. (2009). The Labor of Job. Durham. Duke University Press.

Pasquinelli, M. (2008). Animal Spirits: A Bestiary of the Commons, NAi Publishers, Rotterdam and the Institute of Network Cultures, Amsterdam.

Ross, A. 2004. No-Collar: The Humane Workplace and its Hidden Costs. Philadelphia: Temple University Press.

Virno, P. (2008). Multitude: Between Innovation and Negation.

Los Angeles: Semiotex(e). Žižek, S. (1989). Sublime Object of Ideology. London: Verso Žižek (2009). First as Tragedy, then as Farce. London: Verso.

HVORFOR issue 5

Et blik for det uforudsigelige

43

tekst philip maruszewicz, ha(fil) cbs

Debat

Fagre nye verden – efter klimakonferencen

44

HVORFOR issue 5

J

eg har på vegnet af redaktion (eller i hvert fald mig selv) påtaget mig opgaven, at dække og give et bud på hvordan klimatopmødet i december 2009 kommer til at påvirke verden.

Til jer, der har glemt hvad det handlede om eller hvad resultatet blev, giver jeg et kort resumé: Klimatopmødet blev afholdt i Bella Center København mellem den 7. og 18. december. Dette betød sikkert, at der var mange irriterede københavnere, fordi de blev forhindret og forsinket i at købe deres julegaver på grund af diverse politieskorter og demonstrationer. Konferencen skulle fungere som det afsluttende led, for de forhandlinger man indledte ved klimakonferencen på Bali i 2007. Man ønskede af få vedtaget en gældende aftale, der skulle træde i kræft når Kyoto-protokollens forpligtelser udløber i 2012. Den danske regering beskriver selv sin målsætning og resultatet af konferencen sådan:

”Det var den danske regerings overordnede mål at COP15 konferencen i København skulle resultere i en ambitiøs global aftale, omfattende alle verdens lande og med ambitiøse mål for reduktion af de globale drivhusgasudledninger. Det viste sig dog i løbet af 2009 at afstanden mellem landene fortsat var for store til at opnå enighed om en færdig juridisk bindende aftale på COP15.”1 Det endelige resultat af klimakonferencen i København blev en meget svag aftale i form af dokumentet Copenhagen Accord. Denne pragtpræstation, af samtlige storma-

gter i verden, blev en ikke-bindende juridisk aftale, hvor parterne der underskrev aftalen, lovede at indberette deres mål for begrænsninger i udslippene af drivhusgasser. Der vil blive foretaget en international vurdering, men der er ingen mulighed for sanktioner, mod lande der ikke overholder deres mål.

Men hvor stiller det så verdenssamfund lige nu? Hvorfor er der overhoved brug for endnu en konference i december 2010 i Mexico? Hvad skal der dog ske med verden?

Hvad skal vi overhoved bruge klimakonferencer til i fremtiden?

Jeg vil komme med et kvalificeret bud.

Klima kan anses som den største trussel for mennesket, skabt af mennesket selv, på lang sigt, eller det kan anses som et område af jordens naturlige cyklus hvor menneskeheden mangler indsigt og forståelse i hvad der sker. Det er de to hovedideologier i debatten om klimaet. Dem som mener at den globale opvarmning er skabt af mennesket på grund de stigende mængder af udledte drivhusgasser, og klimaskeptikerne der mener at den globale opvarmning er den del af jordens naturlige cyklus af varmeperioder og kuldeperioder. Skeptikernes argument er, at tidspunktet for en varmeperiode lige nu passer ind i jordens cyklus, og man mener at der er en ny istid på vej.

Det er de to grene af jordens snart største religion. Så der har vel været noget at debattere under klimakonferen45

cen – Ud over man selvfølgelig vil mindske udslippet af drivhusgasser generelt.

Når religionen så har valgt at samles i København, selv om den er splittet, var vi vidner til endnu et problem.

Det står klart at drivhusgasser er skadelige for jordens miljø. Vi ved bare ikke hvor meget de skader, men det er lande som Saudi Arabien ikke helt interesseret i, fordi det selvfølgelig betyder at man vil udvikle CO2 venlige teknologier, der skal erstatte menneskehedens afhængighed af olie. Derfor står det klart at der ikke kan opstå fuldkommen enighed mellem de vestlige lande og lande som Saudi Arabien, der deltog i forhandlingerne, og G-77 landene om hvordan vi skal nedsætte udslippet af drivhusgasser.

Hvordan skal problemet så løses?

Mit forslag skal komme gennem bilindustrien. Som beskrevet i min artikel i efterårets udgave af Studietidsskriftet Hvorfor, hvor jeg benytter Lacan til argumenterer for, at de fleste mennesker elsker og er fascinerede af biler, fordi de kan repræsenterer noget uopnåeligt. Denne fascination og stræben efter biler kan være løsningen på noget af klimaproblemet og debatten. Honda lancerede i 2007 bilen Hondy FCX Clarity, som kun kører på hydrogen. En liter hydrogen koster ca. lige så meget som en liter benzin. Det smarte er at denne bil kun udleder vand. Som bekendt er bilen der mest anvendte transportfartøj i verden og derfor må det også være det type fartøj, samlet set, der udleder mest CO2 i verden. Hvis teknologien bliver mere udbredt og spredt til andre industrier kan det mindske vores udslip af drivhusgasser meget. Benzin og olie vil nok være sluppet op om ca. 100 år, så hvis vores elskværdige forhold til biler skal fortsætte må vi altså begynde at sælge hy46

“Hvem kunne ikke ønske sig kun at give 4,95 kr. for en liter komprimeret hydrogen når de skulle ud og køre? Det må være den fagre nye verden.”

HVORFOR issue 5

drogendrevet biler i hele verden, og ikke kun Californien, hvor man har solgt flest Toyota Prius’er, fordi hele staten åbenbart har dårlig samvittighed for overhoved at være født.

Dette fører mig videre til næste punkt på dagsordenen.

Menneskers nærmest uopnåelige søgen på at få dårlig samvittighed over et eller andet. Det kan være at man er politisk ukorrekt nogle gange, det kan være dårlig samvittighed over man lever, fordi man udleder CO2 og det skader jo miljøet. Teknologi har, selvom det givet større forurening, også gjort vores liv nemmere, og at begynde at gå i mod et mere primitivt samfund er det sidste vi burde gøre. Da man stoppede flyvninger mellem New York og Paris med Concorden var det et kæmpe tilbageskridt.

Det er maskiner og teknologi der driver vores udvikling.

Derfor må og skal miljøaktivister, som Green Peace begynde at forstå hvordan samfundet er bygget op og det er teknologisk udvikling, der kan sælges! Eller vi kunne selvfølgelig også bare finde en gylden middelvej mellem udvikling og forurening. Det er her hydrogendrevet biler er det bedste kompromis (og det kommer nok også til at sælge). Ligegyldigt hvad, skal vi lære vi ikke kan få dårlig samvittigheden over hver eneste flue der dør og komme videre i livet.

Afsluttende vil jeg sige at klimakonferencen i december 2009 var et virvar af demonstrationer, underligt magtbrug, alt for meget dækning fra TV2 News og et politisk spil mellem nationer. Vi var vidner til en masse demonstrationer, hvor fåtallet af voldelige aktivister ødelagde det for flertallet. Dette havde selvfølgelig også noget at gøre med

lømmelpakken, hvilket mange sikkert har et ambivalent forhold til. Selvfølgelig har vi ret til ytringsfrihed, men når det begynder at påvirke samfundsordenen må der være en grænse. Hvis vi bare vidste hvor? TV2 News var i hvert fald på stedet og vi kan sikker bruge alle deres optagelser til at finde grænsen. Det er i det hele taget utroligt hvor meget tv-tid en lille nyhedskanal i internationalt spektrum kan presse ud af en konference i Danmark. I stedet for at rapportere nyheder fra hele verdenen, var fokus kun på at gentage de begivenheder ved klimakonferencen så mange gange man kunne inden for et døgn. Og hvor bliver kynismen af i TV2 News nyhedsstof af. Klimakonferencen bød jo på nationer der skulle spille med musklerne. Det gjaldt både Kina, der undervejs fik Danmark til at underkende Tibet som selvstændig stat, og USA der prøvede at lave et crunch time move for at få aftalen gennemført – det lykkedes bekendt ikke. Samtidig bed ulandende fra sig, hvilket bare beviser den pointe at disse FN-konferencer efterhånden bare er et politisk spil, der ofte mangler et samlende mål for verdenssamfundet. Se det ville være interessante vinkler fra nyhedskanalen, i stedet for at gentage det samme hele tiden.

Som sagt mener denne skribent at målet ligger i at gøre vores teknologi bedre og billigere. På denne måde vil verden gå videre, og vi kan begynde at leve i nuet i stedet for konstant at bekymre os om fremtiden. Hvem kunne ikke ønske sig kun at give 4,95 kr. for en liter komprimeret hydrogen når de skulle ud og køre? Det må være den fagre nye verden. Og hvis det endeligt bliver varmere i den fagre nye verden, hvilket det nok gør ifølge begge grene af klimareligionen, vil jeg henvise til teksten fra en Baz Lurhmann sang: ”Wear suncreen”. n

47

tekst henrik jensen, stud.merc.(fil) cbs

Debat

Replik – svar til Maruszewicz

“Old elephants limp off into the hills to die; old Americans go out to the highway and drive themselves to death with huge cars” Fear and loathing in Las Vegas Hunter S. Thompson

D

a jeg hørte at Philip Maruszewicz havde sat sig for at skrive et kritisk indlæg om klimadebatten påtog jeg mig straks, på vegne af almenvellet, at skrive et modindlæg. Som den klassiske oplysningsmand jeg er, tvivlede jeg ikke et øjeblik på min sag eller på mine argumenters styrke. Jeg havde læst på lektien, og den centrale rapport fra FN’s klimapanel lå allerede på mit skrivebord. Selv den internationale skandale omhandlende en række klimaforskeres lidt for kække mail-udvekslinger, havde ikke rystet min overbevisning. Det var en journalistisk historie som for den, der er trænet i videnskabsteori, videnskabssociologi og ved bare en smule om organisationskultur, ikke er meget andet end et udtryk for at vi her har at gøre med mennesker der går op i deres arbejde.

Med andre ord, jeg gik ind til en kamp jeg vidste jeg ville vinde. Formaliteterne skulle lige på plads først. Philip skulle starte med at skrive sit indlæg, og derefter ville jeg have et par dage inden deadline, til at skrive tilbage. Jeg havde ingen tvivl om at jeg nok skulle kunne returnere Philips serv. Han bestemte spillets start og hastighed, men jeg var klar og velforberedt.

Ikke desto mindre var Philip snedigere end jeg havde regnet med. Hans kritik var ikke en gentagelse af de samme argumenter som vi kender til hudløshed, om sammenhænge med ”normal” istid, vores manglende kendskab 48

til alle faktorer eller Bjørn Lomborgs absurde sejlende sky-producerende maskiner (come on, vi kan ikke engang forudsige vejret om en uge. Hvordan kan nogen forestille sig det ansvarlige i storstillet manipulation med klimaet).

Philips angreb bliver sat ind på en helt anden front. Det er rettet mod subjektet selv, mod det der egentlig betyder noget; bilen som objekt for begæret. Bilen er ikke bare et CO2 spyttende monster, den er så meget mere end det.

Bilen betyder noget, og som Philip så rigtigt understreger, så symboliserer bilen for de fleste mennesker drømmen, eller i hvert fald muligheden for en drøm. Det handler om fascination og hastighed. Bilen der langsomt nærmest svæver gennem sommerlandskabet imens kæresten kærligt napper dig i øreflippen, fremtidsplanerne der lægges undervejs på bagsædet, eller den afsindige og uansvarlige kørsel igennem Skåne, hvor bilen i et langt øjeblik er uden kontakt til vejen. Det handler om kærlighed og muligheder. Bilen er med på vores rejse gennem livet, og den er mere end en tilfældig passager, den er selve midlet hvormed vi bevæger os. Bilen bevæger os, og det er rundt om denne bevægelse det sociale liv formes, accelerer og intensiveres.

Jeg indså at Philip havde ret. Man kan ikke ville en verden uden biler. Som symbol er den for vigtig – den er selve tegnet på den sociale bevægelse. En mand kendes på hans

HVORFOR issue 5

valg af bil, og den nemmeste måde at se om villavej ligger i Nordsjælland eller Nordjylland, er ved at kigge op ad indkørslerne. Bilen er nødvendig på vejen opad den sociale rangstige. Drømmen om en bil er ikke bare drømmen om et hus, karriere eller livsstil, den er drømmen om en personlighed.

Men Philip tænker ikke tanken til ende. Det er denne begærslogik som må drive forandringen. Forandringen af den olieindsølede økonomi, væk fra en verden på vej mod afgrunden. Retningen skal vendes og det kan den kunne blive i en fælles bevægelse af det kollektive begær.

Markedsøkonomien har vist at nok kan enkeltindivider handle dumt, men mange mennesker samlet, kan handle meget mere dumt. Det er kun begrænsningen af bilen der kan accelerer begæret til en intensitet der kan løfte bilen, som symbol, op til nye højder. Vi kan kun begære det vi ikke har, men som stadig er en mulighed. Udbuddet af biler må begrænses for at begærets efterspørgsel kan intensiveres. Den klassiske amerikanerbil er netop det ypperste symbol fordi den blev skabt i en tid hvor den var drømmen, virkeliggjort. Magien ved denne bil er netop bevaret fordi den ikke længere bliver produceret. Det er kun ved at tage klimakampen op, at vi kan undgå at slå bilen ihjel. Den moderne kapitalisme er kun interesseret i begær og drømme, som midler til at øge omsætningen.

Kapitalen drikker af såvel oliens og drømmenes kilder, og

bliver ved lige så længe at det der suges op kan sælges.

Vi kan ikke tillade denne udtørring af vores ydre og indre verdener.

Vi må accelerere begæret af bilen til nye, afsindige hastigheder. Uden mål i sigte skal pedalen trykkes i bund. Øjnene skal lukkes, og hånden der holder om rattet må føres ubevidst, af de bageste og fjerneste dele af hjernen.

Uagtet om begæret eksploderer eller imploderer, må bevægelsen føres til ende. For det er først efter enden, at vi kan starte fra et nyt udgangspunkt, med et nyt begær. Det er kun på den anden side af fortidens begær at vi kan møde fremtiden.

Hver gang en ny bil bliver produceret, konsumeres naturressourcer og udledes drivhusgasser, hver gang en ny bil markedsføres og sælges, konsumeres en lille smule af vores kollektive begær efter bilen. Det er ikke kun den fysiske bil der sælges, det er også bilen som symbol, som genstand for begæret. Den dag alle ejer en lille nyproduceret indisk bil, det er dagen hvor bilen ikke er andet end et transportmiddel. Kapitalen producerer ikke kun på bekostning af vores fælles klima, man også på bekostning af vores fælles drømme og begær. Vi må begære klimaet, for hvis vi ikke kan begære klimaet, kan vi aldrig bevare begæret af bilen, af muligheden for at drømme. Hvis vi ikke kan begære klimaet, vil vi aldrig kunne begære fremtiden. n

49

tekst philip maruszewicz, ha(fil) cbs

filmanmeldelse af

demolition man ”Demolition Man” er et sørgeligt stykke filmhistorie fra 1993. Som en del af actionfilm heaven fra 90’erne skiller denne film sig ikke på nogen måde ud af mængden, og fremkommer derfor absolut ligegyldig. Jeg er dog alligevel nødsaget til at forklare hvorfor. Først og fremmest skal det siges at 90’erne fra Hollywoods side er noget mange filmelskere gerne vil glemme meget hurtigt, især sammenlignet med 00’erne.

Filmen handler om betjenten John Spartan (Sylvester Stallone), der i hans nutid er ærkefjende med den kriminelle Simon Phoenix (Wesley Snipes). Efter en hændelse, hvor Spartan lader en masse gidsler dø for at fange Phoenix, bliver de begge to frosset ned som straf. De bliver i år 2032 begge tøet op, da Phoenix bliver løsladt og begynder at skabe i kaos i et nærmest utopisk samfund, hvor det f.eks. ikke er tilladt at bande. Spartan bliver tøet op for at fange Phoenix. I dette utopiske samfund finder man to samfundsgrupperinger. De slette mennesker, som til en vis grad søger fortidens primitive levemåde, hvor man har lov til at bande og have fysisk kontakt. Og de ”normale”, der åbenbart er mere avancerede da de lever et nærmest asketisk liv. Så inspirationen fra bogen ”Fagre nye verden” er ikke svær at få øje på, og man finder altså, alt i alt, ikke et nyt og revolutionerende drama i ”Demolition Man”. Filmen prøver at være satirisk, men ender med alt for mange klicheer, der efterlader et stort kedsomt tomrum hos beskueren.

Man kunne godt efterlyse den Stallone der skrev og medvirkede i rigtig gode film, som ”Rocky I” og ”First Blood”.

I den sidstnævnte fandt man både action og en utrolig (og næsten socialrealistisk) god historie, hvilket ”Demolition Man” slet ikke besidder. Det eneste rigtig satiriske punkt jeg personligt kan finde i filmen, er det faktum at Stallones karakter John Spartan har lært at strikke på grund af myndighederne har leget med hans hjerne, mens han var 50

frosset ned. Samtidig er jeg altid fascineret af sociopater og skurkene i film, og Wesley Snipes gør et udmærket arbejde, men det kan dog slet ikke sammenlignes Heath Ledgers Joker, der må have prisen som en af de bedste og mest fascinerende skurke/sociopater der har optrådt på filmlærredet nogensinde.

To ud af seks stjerner til en film, hvor kun skurken og lidt strikkeri fra heltens side formår at gøre en ellers kliche fyldt kedelig film lidt værd at se. Hvis du i stedet har lyst til at spilde ca. 2 timer af dit kan jeg varmt anbefale ”Demolition Man”. Hvis du har lyst til at spilde endnu mere tid, kan du også gå ind nettet eller eBay og søge efter alt merchandise der sikkert findes til film af denne art fra 90’erne.

HVORFOR issue 5

tekst ulrik brorson, ha(fil) cbs

Lad en ting stå strålende klart, Demolition Man er ikke et filmhistorisk kvantespring. Historien er bygget på klicheer og skuespillet er til tider pinligt, men når det er på plads så kommer man ikke udenom at filmen er et højdepunkt i både Sylvester Stallones og Wesley Snipes’ karrierer.

Filmen formår at underholde, og kan man se igennem de værste ”billige tricks” åbenbares der en detaljerigdom der sender filmen lige ind på listen over de bedste film gennem tiderne.

Handlingen er som sagt forholdsvis banal. John Spartan (Sylvester Stallone) er superpolitibetjenten, der bliver uskyldigt dømt til nedfrysning, men da hans nemesis Simon Phoenix (Wesley Snipes), som er blevet nedfrosset samtidig med Spartan, slipper væk fra frysningsanstalten under et evalueringsmøde omkring hans prøveløsladelse, er det op til Spartan at redde dagen endnu en gang.

Filmen foregår i år 2032, og i bedste Hollywood-stil er verden totalt forandret, på trods af de to hovedpersoner kun har været nedfrosset i 36 år. San Angeles, det tidligere Los Angeles, er pacifistens paradis.

Det er dette samfundssyn der gør Demolition Man seværdig, for filmen forsøger at stille spørgsmålet ”Hvor langt bør man gå i jagten på det perfekte samfund?” På overfladen er samfundet idyllisk og det

lyder da også som en tiltalende by, hvor der ikke er begået et mord i over 16 år, men idyllen har også en pris. Der er ikke plads til andre samfundsopfattelser i San Angeles, hvilket har medført to ting: For det første er der skabt en underklasse der kæmper en daglig kamp for overlevelse i San Angeles’ kloaker. For det andet er samfundet degenereret til en naiv og infantil børnehave, og denne barnlighed bliver udstillet skarpest da Spartan vil høre noget musik, men det eneste radioen spiller er reklamejingles, der i bedste 50’er stil er slogans sat på melodi og målrettet mod børn. I fremtidspolitiets første møde med Phoenix får en af betjentene sågar udtalt ”We’re police officers! We’re not trained to handle this kind of violence!”1 Filmen lever som sagt på sine referencer og detaljer. En af mine favorit-detaljer ved San Angeles er, at når man kommer til at bande lyder der en høj lyd og der bliver printet en bøde ud af væggen. Det giver nogle ret morsomme situationer og er bestemt med til at løfte filmen. Med hensyn til referencer, så var det den kvindelige hovedperson Lenina Huxley der fik redaktionen til at overveje Demolition Man til dette tema af Hvorfor. Hendes navn er sat sammen af den kvindelige hovedperson i Fagre Nye Verden, der jo, som nævnt flere gange i denne udgave, er skrevet af Aldous Huxley. Ydermere er ideen om det passivt og pacifistisk samfund også det der til dels bliver advokeret for i Fagre Nye Verden.

En anden interessant reference i Demolition Man, er da Lenina omtaler The Schwarzenegger Presidential Library og forklarer hvordan at man ændrede forfatningen sådan, at ikke indfødte amerikanere kunne stille op som præsident.

Filmen er fra 1996, men forudså at Arnold Schwarzenegger ville gå ind i amerikansk politik, og der indløb rent faktisk 3 forskellige forslag til den omtalte forfatningsændring, i ugerne efter han vandt guvernørposten i Californien.

Den her film gør det en film skal gøre, den underholder, og på baggrund af det giver jeg filmen 5 stjerner ud af seks mulige. Den eneste grund til Demolition Man ikke scorer topkarakteren er fordi Rob Schneider, verdens måske mest irriterende skuespiller, er med og har over 4 replikker.

51

Karriererådgivning Er du også i tvivl om hvad dine evner kan føre til? Har du også forgæves rendt studievejledere og karriererådgivere på dørene? Læst jobannoncer og stillet dig selv spørgsmålet: kan jeg finde ud af dette arbejde?

Her kommer det værktøj, du har manglet - svar på nedenstående enkle spørgsmål og du vil finde ud af, hvilken plads du bedst udfylder i livet.

Spørgsmål 1: Hvor høj er du?

A. Over 178cm og derover (7) B. 170-177cm (5) D. 164-169cm (3) E. 163 eller derunder (1)

Spørgsmål 2: Hvad er din yndede fritidsinteresse?

A. Golf og squash (7) B. Tennis (5) D. Holdgymnastik og march (3) E. Har ingen fritidsinteresser (1)

Spørgsmål 3: Hvordan er dit selvbillede?

A. Jeg er glad for ikke at jeg ikke er andre end mig selv. (7) B. Jeg kan ikke lide andre måder, end min egen måde at være på. (5) D. Jeg føler, at jeg er lidt bedre end alle andre i samfundet (3) E. Jeg er den bedste og vigtigste (1)

Spørgsmål 4: Hvordan opfatter du den fysiske og mentale udvikling A.Forstanden er først udviklet sent i trediverne, det er først her man kan også se det fornuftige. Man er fysiske moden som 21 årig. (7) B. Forstanden er udviklet midt tyverne, og så kan der hele livet igennem tilegnes ny viden, hovedsaligt ved læsning af manualer, samt lidt klasseundervisning. Man er fysiske modne som 19 årig (5) D. Forstanden er udviklet som 16 årig, hvor der findes en tilfredsstillelse i det ensformige, monotone. Man er fysisk moden som 17 årig. (3) E. Forstanden er udviklet i en alder af ti hvor man kun lærer at læse på et minimum. Legemligt er man først udviklet i en alder af atten (1)

Spørgsmål 5: Hvilken farve er din foretrukne?

A. Grøn (7) B. Dybrød (5) D.Kaki (3) E.Sort (1) 52

HVORFOR issue 5

Resultat Læg dine point sammen, angivet i () ud fra dine svar, og find ud af om du er Alfa, Beta, Delta eller Epsilon. Eller måske bare vild?

Alfa : Mellem 31 – 35 point

Du har mange muligheder i livet. Som den klogeste og fremmeste gruppe af mennesker er det naturligt dig, der skal have de øverste administrative stillinger. Du forstår, at det er for samfundets bedste, at ingen tænker mere end dig, og du ved, at du handler for fællesskabets bedste, når du understrykker anderledes tanker, eller deporterer uregerlige individer til Island. Som Alfa får din ide om pligt dig til at ønske at tilpasse dig alles bedste, og det at du selv kan se det fornuftige i det fornuftige fremhæver netop din position som Alfa. Øverste karrieretrin er at blive en af verdenspræsidenterne, befrugtnings-generalsekretær eller Præsident for den Indre og Ydre Sekret-Korporation.

Hvis du allerede nu har kunstnerens indre uforløste trang til noget andet end samfundet byder dig, vil du som Alfa kunne udfolde dette behov ved at blive emotionel forfatter. At skrive tekster til følefilm og tekster, som fortælles de lavere kaster igen og igen, for at overbevise dem om hvor heldige de er, at være dem de er.

Beta: Mellem 25 – 30 point

Du har alle de muligheder i livet som du bliver lykkelig af. Du er tilpas klog til at du ikke behøver at have så meget arbejde som de stakkels Delta, Gammaer og Epsiloner, men du behøver heller ikke at have det ansvar, og den byrde de stakkels Alfaer har. Heldigvis er du en Beta, og som sådanne er det dårligste karriereprospekt du kan se frem til, at være mekaniker på de avancerede maskiner i samfundet. Hvis du formår at kravle op af karrierestigen, kan du komme til at besidde det vigtigste erhverv, der findes, nemlig det at passe fostrene. Du får ansvar for at sinke udviklingen hos visse fostre med alkohol, at hærde nogle fostre til at tåle den høje intense varme i minerne og give al den pleje de stakkels Alfaer kræver.

Hvis du som Beta ikke syntes ovenstående giver plads til dig, kan du være så heldig at blive væk fra samfundets velorden i et vildtreservat og opleve noget så ulækkert som at blive gravid.

Delta: Mellem 18 – 24 point

Som Delta er du så heldig, at dit arbejde ikke er stillesiddende ligesom de stakkels Alfaers er, og du behøver ikke arbejde nær så meget som Betaerne, dybrød er i øvrigt også en rædselsfuld farve. Du kan få alle de spændende manuelle jobs, hvor man ikke behøver at lære alle de kedelige ting inden. Alt efter hvordan du er skabt kan du være så heldig at være afklimatiseret til at arbejde på støberier, eller arbejde som rundviser, stewarder, chauffør og deslige. Du er heldigvis ikke en epsilon, for de laver ingenting andet end at arbejde, og så er deres arbejde også ret kedeligt.

Epsilon: Mellem 7 – 17 point

Du er Epsilon. Du er glad for dit arbejde, bedste arbejde i verden. Du elsker miner, du elsker fabrikker. Du elsker at arbejde, du hader at lære. Glad for du ikke skal lære hele tiden. Synd for alle andre, de skal lære hele tiden. Godt at være Epsilon, for som Epsilon har du det gode arbejde. Epsiloner er de kraftigste, Epsiloner er de stærkeste, Epsiloner er de bedste. Du er glad for arbejde i miner, miner er gode, miner er det vigtigste i verden. Epsiloner er de vigtigste.

Vild:

Hvis spørgsmålene ikke gav mening fordi du ikke mener at kærlighed er asocialt, at fødsler, alderdom og sygdom er ulækkert, at rusmidler mod ulykke er en selvfølgelighed, samt at det at have sex med så mange som muligt ikke er en samfundspligt. I stedet tror du på moder jord og fader himmel, og Poogkong og Jesus, på at man i livet skal modnes af erfaring og livsvisdom, at man ældes af en grund og at man ikke kan tvinges i fællesskaber.

Held og lykke med den placering du har fået i livets store kredsløb Mvh SBH Forfatter, propagandacentralen.

53

tekst malte roed lundén, stud.diverse

KOPIMI! / COPY ME! / KOPIÉR MIG! Hvorfor kopiering i det fælles erstatter den patetiske forestilling om individet og dens ophavret.

I

mit arbejde som grafisk designer og fotograf har jeg flere gange oplevet andre der tager mit arbejde, kopierer det, bruger det, ændrer det. Det er kutyme at reagere med vrede og indignation mod det. Og for at undgå at det sker igen, belægger mange derfor alt de producerer med rettighedslicenser som copyright. Så tænker man at folk stopper med at kopiere ”ens arbejde”. Det lille © optræder da overalt hvor ens arbejde er. I ens mails, på ens online portfolio, på Flickr, endda på Facebook lægger fotografer store bannere ind over billedet: ”Henrik Matsson copyright 2010”. Så er der i hvert fald ingen der gider kopiere billedet.

Jeg plejede nok at reagere på samme måde tidligere. Men stille og roligt stoppede jeg med at anvende copyright. I første omgang synes jeg det var utroligt meget ekstra arbejde at kontrollere hvad mine fotos blev brugt til. Så lod jeg være at kontrollere og lod andre kopiere hvis de havde lyst. For ca. et år siden begyndte jeg at tage problemet seriøst igen. Men jeg pålagde ikke mit arbejde copyright igen. Jeg besluttede mig for at gøre det nemmere for folk at kopiere billederne. Jeg opfordrede dem at kopiere fuldstændigt som de havde lyst til.

Nedenstående er hvad jeg har valgt at have som det-derstår-med-småt på min portfolio. Her følger den korte forklaring til hvorfor kopiering er en forudsætning for 54

overhovedet at producere; hvorfor forestillingen om ophavsmanden falder sammen af samme grund og dennes ophavsrettigheder ligeså; hvilke slags produktive forbindelser der ligger hinsides konceptet om individet; og hvordan jeg ikke ser nogen anden fornuftig mulighed end et hæmningsløst imperativ for kopieringen: Kopimi!

Kopieringens ontologi Evnen til at kopiere er muligvis grunden til menneskehedens forunderlige udvikling. Det skal forstås i sin fundamentalistiske forståelse, dvs. ikke som noget biprodukt, men som den motor der har drevet den kulturelle evolution. At kopiering er en af menneskets centrale evner, viser sig i det begreb som evolutionære psykologer har kaldt et ”selektivt imitationsapparat” (Blackmore, 2001). Dette selektive imitationsapparat er vores hjerne. Det er toptunet til at imitere andre mennesker, og kopiere det de gør (såkaldt ”modelindlærning”), tænker og føler (empati).

At producere noget mens andre ser på, producerer ikke blot det umiddelbare produkt, men også et groft neurologisk blåtryk hos den anden, til at gøre det samme. Neuropsykologien taler i øjeblikket intensivt om de såkaldte spejlneuroner, fordi de gør præcis dette. Også selvom vi ikke ser på mens det sker, er menneskets færden gennem

HVORFOR issue 5

verden altid med et blik for intentioner: sager ser ud som de gør, fordi der ligger en intention bag. Pause-knappen på min stereo ligner (kopierer) andre pause-knapper, fordi jeg skal slutte det samme (kopiere) hvad jeg gjorde tidligere ved den anden stereo. Hver dag imiterer og kopierer vi ting vi ser, husker, læser og får fortalt. Med andre ord, mennesket er en kopimaskine!

Men imitation og kopiering er ikke blot hjernedød gengivelse af det samme. Imitation og kopiering er altid transformerende: det ændrer hvad vi kopierer. Hele denne tekst er en mere eller mindre vellykket kopiering af en tidligere tekst, som jeg skrev i en anden sammenhæng. Kopieringen indebærer ændringer. Alene tekstens kopiering til en ny kontekst indebærer en transformation. Selv adfærd der på overfladen ser ens ud, som fx at binde sine snørebånd, er aldrig helt identiske bevægelser. Når vi kopierer skaber vi altid nyt ud af gammelt, hvad vi kunne kalde nyt med lille n. Engang i mellem lykkes kopieringen at skabe Nyt med stort N. Mange berømte historier om nyskabelse henviser til et forsøg på gentagelse (nyt med lille n), som ved tilfælde udartede sig til en produktiv forandring (Nyt med stort N). Det går ikke at forudsige helt præcist hvad der sker når noget kopieres. I økonomiske termer handler dette om problemet med hvad innovation indebærer og

hvordan forskellige grader af innovation og forandring kan forstås. Faktum er dog, at vi kopierer, og vi kopierer hele tiden.

Kopieringen er et så gennemtrængende forhold i vores liv, at det ikke går at stille sig udenfor det. Det er derfor, at ingen skabelse eller handling kan opstå udfra en afgrænset og isoleret skaber (“nu skriver jeg en bog”). Skabelse og handling opstår altid som en sammensætning af kopier (“nu skriver jeg en bog, inspireret af den og den og den og den og den og den og det der”). Det er derfor, at kopiering altid også er sammenfiltret i et fællesskab af aktører, der er menneskelige som teknologiske (“mine hænder skriver en tekst på tastaturet, mens jeg samme dag læser Karen Blixen, går til litteraturaften, møder et fantastisk menneske på gaden, hører en historie, ser et skilt, får en idé jeg ikke aner hvor kommer fra, skriver 30 gange hurtigere på min computer end i hånden, skriver 30 gange mere velovervejet med min blyant, etc.”). Med et præcist udtryk, så kan vi sige at sammenfiltringerne får vægt: de får betydning (de er ”vægtige”) og de materialiseres (de vejer noget, de bliver konkrete). Uden dem, ville intet have vægt, intet ville betyde noget og intet ville materialiseres. Der findes ingen måde hvorpå, at vi kan filtre os ud af denne sammensværgelse af aktører.

55

KOPIMI! / COPY ME! / KOPIÉR MIG!

Det patetiske individ og dens copyright Men at stille os udenfor sammenfiltringen, er alligevel det mange forsøger at gøre, når de bruger ordet ophavsret. De insisterer på, at et afgrænset individ kan skabe afgrænsede ting, og derved bør kræve sin ophavsret. Dette er en konstruktion, med formål at bevare magt til de der med bedste evne kan udråbe en afgrænset del af en sammenfiltret verden til deres egen (“Dette er mit værk og jeg bestemmer hvem der må kopiere det!”). At beskytte dette patetiske individ med licenser, tjener samme magtfunktion, blot i juridisk forstand. Men det er, som sagt, umuligt at opretholde denne forestilling, da verden altid skabes gennem en sammenfiltring af aktører. Vi bør kun have latter til overs for denne umulige individopfattelse, dens ophavsrettigheder og dens copyright.

På min portfolio er der stadig ingen ophavsrettigheder og licenser. I stedet står følgende kvasijuridiske tekst:

”der er ingen licenser på denne side: ingen knaphedsskabende antikopieringskrav (copyright), ingen ophavsrettigheder for at styrke den kreative klasse yderligere (creative commons), ikke engang alle disse rettigheders negation, gennem endnu et licens-handikap (copyleft). Tre gange N©pe. Det betyder, at du selv bør overveje hvad du vil gøre med tingene her. Jeg forbeholder mig ingen rettigheder. Men jeg vil da gerne give en opfordring: Kopimi!”

56

HVORFOR issue 5

Hinsides individet, opstår aktører i fællesskab og værdi kopieres.

Kunne min finger have trykt på kameraets udløser på netop disse tidspunkter, uden at have betragtet og kopieret tusindvis af billeder til min neurale hukommelse?

Kunne jeg have lavet al denne grafiske design, med vægt på geografiske former og typografi, uden at utallige gange have kopieret og imiteret de store modernister? Har jeg selv taget disse billeder? Har jeg selv lavet disse stykker grafik? Det er måske ikke et særligt vigtigt spørgsmål. I stedet kan man konstatere noget mere interessant om to ting: Fællesskaber af aktører. Uanset om udtrykket “jeg har taget billedet” er meningsfuldt eller ej, så kan min krop og dens medaktører udføre bevægelserne igen: tage billedet eller sætte skrifttypen, og hver gang på en anderledes måde. Derfor giver det mening at vi arbejder, min krop og dens medaktører.

Kopiering af værdi. Objekter har værdi – hvor stor værdi afhænger af for hvem og for hvad. Hvis nogen synes no-

get har værdi, eller kan tilføres værdi, så bør man kopiér det, og bruge det et andet sted. Lev i alle henseender efter sloganet: If value, then copy. Hvis nogen kopierer noget som jeg har gjort tilgængeligt, så vil jeg gerne vide det, men blot for at glædes.

Lad os lave nye konstruktioner om skabelse og sammenfiltring, der ikke bekymrer sig om at bestemme ophav og rettigheder, men om bekræftende opfordringer: Kopimi!

Litteratur.

Susan Blackmore (2001): Evolution and Memes: The Brain as a Selective Imitation Device, Cybernetics and Systems, Vol: 32:1, 225-255

Bio. Malte Roed Lundén arbejder som grafisk designer og fotograf under navnet Roedtator. Han studerer psykologi og sociologi, er aktiv anti-kapitalist og skriver på bloggen Commoniser om den stigende fremkomst af ”det fælles”.

57

58

HVORFOR issue 5

mod kontrol og ensartethed – Kritikkens rÌkkevidde?

59

tekst

martin fuglsang

Om kritik i den kognitive kapitalismes cirkulation

I en meningsmættet verden af ’kritik’:

samme betydningshorisont og intet nyt bryder ind.

I dette frit flydende og koncentriske essay vil vi beskæftige os med kritikkens mulighed i en verden der synes at beklæde os i en altomsluttende positiverende sprogdragt, hvor enhver form for modstand synes at kunne indoptages og gøres til genstand for den genkendelige og ligefremme selvfølgelighed. Derfor forekommer forhåbningen om en reel virksom kritik ikke blot umulig, men også direkte utimelig, upassende og uhøflig, og som et gement brud på enhver form pli og god opdragelse. Ikke sådan at forstå, at det at have en såkaldt ’kritisk’ holdning og oppositionel mening skulle være upassende eller et udtryk for manglende opdragelse, tværtimod, at have holdninger og meninger, og helst en hel række af den kritiske slags, er bestemt et dominerende kendetegn ved det dannede udsigelsessubjekt. Se blot på nyhedsfladens uendelige meningskværneri og meningsmagernes livstrætte opråb, men her forveksles bedsteborgerskabets oppositionelle ordleg med kritik, idet vi i denne selskabelige og bekvemme konversationsmodulation ikke finder nogen form for reel modstand, men blot en gensidig og ensrettende opbyggelighed i udsynet fra den sammen meningslogik; alt forbliver i

I den forstand synes kritikkens tid forbi, idet vi ikke længere anser at vi lever i verden med problemer og reelt funderede uligheder, men i en verden med permanente og ikke mindst berigende udfordringer, der ikke blot skal håndteres med en insisterende vilje og et kraftfuldt håndelag, men i tilgift er det der giver vores eksistens individualitet og karakter. Og det er da også rigtigt, at vores klassiske forståelse af kritik, som en bevægelse gennem en direkte negerende og oppositionel logik orkesteret gennem de transcendentale forestillinger om det sande, det gode og det retfærdige synes passé, men ikke som følge af at den verden vi bebor og befolker formår at genindstiftet paradisets gyldne have på jord, men fordi denne form for kritik er ufarlig og uden reel modstand, da den blot er den negerende nødvendighed hvori den positiverende sprogdragt forlænger og fordobler sig i det vi oplever som globaliseringens genforening af det politiske og det økonomiske.

60

Ingen tvivl om at dette kan forekomme polemisk og himmelråbende ukonkret, men i eksemplets magt, behøver vi

HVORFOR issue 5

ikke bevæge os andre steder hen end til vores egen meningsmættede og tidsknappe dagligdag, for her at genkalde os den nutidige sprogdragts altomsluttende positivitet; vi behøver blot at tage på arbejde og der hengive os til det moderne arbejdsliv og dets organisering.1 Her er vi selvsagt på arbejde, men vi kender os ikke som blot og bart arbejdere der sælger vores egenrådige tid i trædemøllen af den såkaldte primitive akkumulation, men som ”Medarbejdere”, hvis identitet har krav på ubegrænset udvikling og timelig underholdning, og vi mødes da heller ikke blot og bart med et krav om regelfølge og ordreudførelse, men kravet om selvledelse og kritisk anskuelse. Vi synes således at indgå i det umærkelige og uskelnelige dobbeltcirkulerende krav om at blive et egenrådigt subjekt, som vi f.eks. genkender det i begrebsmodulationen ”Det Hele Menneske”. Dette er ikke blot et begreb og en betegnelse i dets vante repræsentative betydning, men et gennemgribende positiverende arrangement, en organiseringspraksis hvori ”Det Hele Menneske” er fleksibelt, livslangt lærende, omstillingsparat, selvledende og ikke mindst selvevaluerende gennem refleksivitetens kontemplative anskuelse, hvor det ikke blot er upassende, uhøfligt og helt uden pli, men direkte meningsløst, at stille sig selv til skue og råbe: Jeg

vil være halv, ufleksibel, ikke-lærende, afviklende, autoritativt ledet og hierarkisk evalueret, og slet ikke nu, når vi samtidig gerne vil have et udviklende og indholdsrigt arbejde, der kan fritage og forløse os for den stress der altid er en følge af det far-mor-og-barn projekt der gerne skulle lugte af blomstereng og møde øjet som en frisk og klædelig forårsdag. Ak, det er ikke nemt at være hjemme, det er så at sige, hårdt arbejde!

Måske nok en karikatur, men ikke desto mindre peger det mod den gennemgribende rekonfigurering der er sket med selve arbejdsværdibegrebet siden Anden Verdenskrig. Ikke mindst som den substantielle og eksistentielle indholdsbestemmelse vi tillægger det moderne arbejdsliv, som det udfoldes, forlænges og produceres i den sen-kapitalistiske ære, eller måske mere præcist, i det vi kunne kalde den ekspanderende post-Fordistiske acceleration, hvori vor dominerende værdikæde er nedsunket og udkastes som eksistentiel betydningshorisont og dermed individuel meningsfylde. Vi er således ikke blot vidne til, men også hengivet til en tiltagende og intensiverende humanisering af det moderne arbejdsliv, som fra starten af 1970’erne med arbejdets ekspanderende kognitive og immaterielle 61

om kritik i den kognitive kapitalismes cirkulation

karakter er blevet den selvcirkulerende identitetsbestemmelse hos den moderne medarbejder. Denne humanisering og immaterialisering har med sit fokus på den ansattes subjektivitet etableret en opfattelse af arbejdslivet som den mest betydningsfulde komponent i det individuelle livsprojekt, ligesom den har udformet vidtfavnende biopolitiske ledelsesteknologier til organisering og kvalitativ sedimentering og segmentering af netop dette projekt. I forlængelse og som en konsekvens heraf, har de kvalitative komponenter der indgår i arbejdets professionalisering gennemgået en radikal forandring, hvorfor vi som Paolo Virno fremhæver oplever en generisk forvandling af den værdikæde hvori arbejdet er indlejret.

Hvad der er værdsat og påkrævet af den enkelte arbejder er ikke længere inkluderet blandt de ’dyder’ der traditionelt er tilegnet på arbejdspladsen som resultat af en industriel disciplinering. De egentlige kompetencer der behøves for at gennemføre de opgaver der efterspørges i den post-Fordistiske produktion er dem som tilegnes uden for den direkte produktionsproces; i selve ’livsverdenen’. Med andre ord, professionalismen er nu blevet til intet andet end en generisk socialitet, en kapacitet til at danne interpersonelle relationer, en egenskab til håndtering og fortolkning af lingvistiske meddelelser, og en evne til omstilling i forbindelse med vedvarende og pludselige genomvendelser (Virno 1996:248).

Arbejdet er kort sagt blevet essentielt for subjektivitetens udfoldelse og subjektiviteten er blevet væsentlig for arbejdets udførelse. Subjektivitet skal i denne forbindelse 62

således forstås dobbelt. Dels som den måde identitet og identitetens selvforhold skabes og produceres på i forbindelse med arbejdet, dels som det spektrum af følelser, tanker, begær, handlekraft, vilje, engagement og kreativitet som bliver genstand for ledelse i det dobbeltcirkulerende krav om en fleksibel produktion og medarbejderens udstrakte selvbestemmelse, og ikke mindst vedvarende selvvalorisering. I den forstand, og i en lidt bredere betydning, er enhver indstiftelse af en kritisk praksis således mødt med den uafviselige kendsgerning at kapitalismen og humanismen ikke længere er udvendige i forhold til hinanden, men snarere forholder det sig sådan, at humanismens dannelsesideal, herunder den kritiske selvbestemmelse, er blevet den væsentlige produktionskraft i kapitalismens vedvarende immanente ekspansion i alle områder af det sociales aktualisering. Sagt anderledes, der er ikke længere et uberørt humanistisk funderet ’udenfor’ og/ellen en opløftet og tidløs humanistisk normativitet hvor en kritik kan funderes og begrundes, idet dette ’udenfor’ eller denne normativitet er blevet indfoldet som en nødvendig interioritet i kapitalismens egen bestemmelse af hvad der står udenfor dens cirkulation, herunder også hvad der optræder som kritik af dens cirkulation. I den betydning er det vi tidlige har fremstillet som den klassiske forståelse af kritik, som en negerende og oppositionel proposition og udsigelsesmodulation, blevet til en konstitueret og kontrollerbar ’andenhed’, gennem hvilken kapitalismen med dens biopolitiske anordninger vedvarende kan ekspandere. Se f.eks. blot på hvordan psykologi og socialpsykologi siden Anden Verdenskrig i såvel organisationsog ledelsesteoriernes udvikling som konsulenthusenes

HVORFOR issue 5

konceptualiseringer, først indtrådte som en oppositionel kritisk røst i forhold til arbejdets inhumane organisering og tilrettelæggelse i de Fordistiske gemakker, og nu står som den dominerende kropsteknologi hvorigennem subjektiviteten anrettes i en selvregulerende, selvevaluerende og selvudviklende pastoral triangulering mellem skyld, anger og tilgivelse, så eksemplarisk virkeliggjort i de årlige performance- og MUS-samtaler og deres terapeutiske narratologi.

I den forstand forekommer den klassiske humanistiske kritik rettet mod subjektivitetens indespærring i den disciplinære samfundsformation ikke blot naiv og utidssvarende, men også betænkelig, da den så at sige blot optræder som den konnektive nødvendighed hvorigennem den senkapitalistiske cirkulation forlænger sig og hvori dens gennemgribende kontrol består. Det betyder at den moralske emancipatoriske transcendens der driver det humanistiske oplysningsprojekt, aktualiseret gennem udtryksmodulationer såsom selvanskuelse, selvbestemmelse og kritisk anskuelse, og som transversalt arrangeres gennem ordreordret ”at blive et subjekt”, er selve forudsætningen for den kontrol der gennemskærer alle områder af det sociales aktualisering. I denne sammenhæng bliver den humanistiske kritik intet andet end et selvretfærdigt moralsk ressentiment udtrykt gennem det Frederick Nietzsche formulerede som en slave moral, indstiftet gennem følgende logiske diktum: Du er ond, derfor er jeg god (Nietzsche 1993:38-42), hvor det ’gode’, det ’retfærdige’ og det

’sande’ blot bliver en negerende udgrænsning uden reel etisk kraft og fordring. Et moralsk-humant ressentiment uden reel modstand, eftersom det reducerer den kritiske kraft gennem en reaktiv vilje indesluttet som den er i den almene Værdi-Doxa, kendetegnet ved den sunde fornuft, gode smag og det ophøjede kundskab, hvorfor enhver affirmation af en fordrende etik reduceres til en transcendental domsfældelse, der trælbinder og begrænser det reales udsyn til forestillingen om en allerede givet ydre moralsk årsag, så som; ”du er ond”. Eller sagt anderledes, [V]iljen til magt har to tonaliteter: affirmation og negation; og kræfter har to kvaliteter: aktion og reaktion.

Hvad det overlegne menneske præsenterer som affirmation er uden tvivl den mest dybsindige menneskelige væren, men dette er kun den ekstreme sammensætning af negation med reaktion, af negativ vilje med en reaktiv kraft, af nihilisme med dårlig samvittighed og ressentiment […] Det overlegne menneske påberåber sig viden som autoritet: han påstår at undersøge labyrinten eller skoven af viden. Men viden er kun moralens forklædning; tråden i labyrinten er moralens tråd […] Til slut erstattes Gud med humanismen; det asketiske ideal med moralens ideal og idealet for viden. Mennesket bebyrder sig selv; han iklæder sig sit eget seletøj – alt sammen for de heroiske værdiers skyld, for de menneskelige værdiers skyld (Deleuze 1997:100-101).

I det lys, og som en opsummerende gestus, er den reelle

63

om kritik i den kognitive kapitalismes cirkulation

trussel der er forbundet med en kritik der knyttes til en negerende og direkte oppositionel logik der funderes i humanismens vidtfavnende ideologi og dens selvretfærdige kontinuum af værdier, en kritik der konstituerer en kraftløs position når vi tager indlejringen af humanismens ideal og dens værdier så som, autonomi, forandring, selvbestemmelse og frigørelse i betragtning. For det er netop de selv samme værdier der driver den biopolitiske kontrol, ikke mindst udtrykt gennem den post-Fordistiske organisering af det moderne arbejdsliv gennem dens ledelsesteknologiske anordninger så som, coaching, værdibaseret ledelse, MUS-samtaler, livslange uddannelsesprogrammer, terapeutisk selvudvikling og nyspirituelle dannelsesprojekter; alle social arrangementer der kontrollerer den verden hvori vores subjektivitet får meningsfylde, betydning og ikke mindst værdi.

I en verden af biopolitik: Når vi i denne forbindelse taler om biopolitik så koncentrerer vi opmærksomheden på den specielle magtform der kendetegner og gennemstrømmer det sociales temporalitet. En biomagt, hvor det ikke længere er et spørgsmål om at strukturere samfundsformationen ud fra den ydre disciplinære magts inklusions/eksklusions kriterier, men om en magtform, der virker i midten af det sociales tilblivelse (Foucault 1990:140-144). En magtform, ”som regulerer det sociale liv indefra, følger det, fortolker det, absorberer det og reartikulerer det […] Denne magts højeste funktion er at indtage og gennemtrænge livet helt og aldeles, og dens vigtigste opgave er at administrere liv” (Hardt & Negri 2003:44). Og det er i den forbindelse vi i 64

særdeleshed finder det moderne arbejdsliv, dets organisatoriske principper og ikke mindst dets ledelsesteknologisk anordninger vedkommende og eksemplarisk i forbindelse med en socialfilosofisk samtidsdiagnose der efterstræber en aktivering af ny kritisk praksis. For det er især det moderne arbejdsliv der bærer vidne om biomagtens gennemtrængende virkningsforhold og funktionalitet, al den stund det moderne og grænseløse arbejdsliv fremtræder som en temporal og uskelnelig modalitet mellem arbejde, liv og eksistens, hvilket er så eksemplarisk og uforligneligt udtrykt i virksomhedernes og organisationernes vedvarende ekspansion af den konceptuelle idé om selvledelse. For selvledelse er ikke blot en rekonfigurering af selvbestemmelsens og ansvarets placering fra det institutionelle til det individuelle, men er i endnu højere grad en reorganisering af magtens og kontrollens funktionalitet.

I den forstand er ledelse som selvledelse en inskription af den organisatoriske sammenhængskraft i hver enkelt medarbejder, der nu ikke blot har ansvar for sit eget arbejde og dets fordrende færdigheder, men også et altomsluttende og altid nærværende ansvar, og ikke mindst en gennemgribende forpligtelse, for hele organisationens velbefindende og performative formåen. For er det ikke netop dét, de årlige MUS-samtaler udvirker og forbinder.

Vi er således produceret i den biopolitiske magts natur! At være produceret er at være arrangeret, at være arrangeret er at være organiseret og at være organiseret er at være sedimenteret og segmenteret i en altid specifik og lokal betydningslogik, hvori vi mærkes af tegn og sammensættes som produktivt legeme. Dette er produktionens affektive forvandling, hvor vi siden Anden Verdenskrig ser fabrik-

HVORFOR issue 5

ken forandret til organisationen og korporationen, der ikke først og fremmest producerer varer og tjenester til præeksisterende behov, men gennem den ekspotentielle vækst i reklamebudgetterne producerer forbrugere og ikke mindst de verdner hvori varer, begær og behov sammensættes og forbindes på det store hvide subjektivitetslærred. Og hvor de organisatoriske principper og de ledelsesmæssige færdigheder, ikke først og fremmest består af protokoller for og reguleringer af ordrer, men af den refleksive håndtering af socialpsykologiske, motivationstekniske og selvrelaterede beslutningsskematiske teknologier. Et samlet maskinelt arsenal af ’empowerment’-teknikker, der gennem deres ulegemlige transformation forvandler arbejderen til medarbejder og den materielle arbejdskraft til en affektiv multiplicitet af selvregulerende individer, der alle stræber efter deres egen emancipation.2 Ledelse i dette post-Fordistiske univers er således aldrig direkte, men fungerer som et immanent og transversalt krav til os alle om at blive os selv i lyset af en vedvarende differentierende og fleksibel produktion, hvor arbejdets tilrettelæggelse bliver præskriptiv for subjektivitetens indretning.

Det interessante ved de biopolitiske ledelsesteknologier er at de bærer en bestemt bestemmelse af frihed med sig, idet de optegner og dermed beordrer en ganske bestemt affirmation, hvor hin enkelte medarbejder først som sidst må blive et ’subjekt’, selvbestemmende og selvevaluerende, refleksiv og udviklende, autonomt og frigjort. For at være en ressource må medarbejderen blive sig selv i lyset af det humanistiske oplysningsprojekt, hvorfor vi som Maurizio Lazzarato fremhæver gennemtrænges af et nyt virkningsfuldt og transformativt slogan:

Det nye slogan i de vestlige samfund er at vi alle skal ‘blive subjekter’. Deltagende ledelse er en magtens teknologi, en teknologi til skabelse og kontrol af de subjektive processer. Da det ikke længere er muligt at indskrænke subjektiviteten til arbejdets udførsel er det nødvendigt at subjektets kompetencer inden for områderne ledelse, kommunikation og kreativitet bliver kompatible med kravet om ’produktion for produktionens egen skyld’ (Lazzarato 1996:134).

Et nyt slogan, der mærker kroppen som et selvkonstituerende medarbejderbrand og som går hånd i hånd med de idealistiske og frigørende imperativer vi finder i den moderne ledelseslitteratur, hvor effektivitet, selvregulering, autonomi og selvledelse er den diskursiveringspraksis hvori det arbejdende subjekt blive til. Eller sagt anderledes, det arbejdende subjekt er kompositorisk re-arrangeret i forvandlingen fra samfundets disciplinære formation til kontrolsamfundet, hvor de centrale byggeklodser i den sociale bios, viden, magt og subjektifikation omformes i deres betydningsindhold igennem en bevægelse væk fra det lukkede og segmenterede rum, skolen, fabrikken, staten, til det åbne, friktionsløse og glatte rum, netværket, kommunikationsstrømmen og de multinationale selskabers transnationale etos og kulturelle habitus.

I kontrolsamfundet indgår vi således i en endeløs organisatorisk variation, hvor kroppen adskilles og sammensættes gennem vedvarende ulegemlige differentieringer; at være leder i en bliven-mand som kvinde, at være elsker i en bliven-hustru som mor, at være gammel i en bliven-barn som datter, at være overvægtig i en bliven-slank som normal, 65

om kritik i den kognitive kapitalismes cirkulation

ulegemlige differentieringer der anretter kroppen som et receptivt felt for forskellige kræfters spil, ulegemlige differentieringer til alle tider og alle steder (Deleuze 1995).

Vi er så at sige ikke blot kroppe, der bevæger os fra det ene lukkede rum til det andet og derimellem finder vores frie og eksistentielle tilflugtssted, vi er derimod adapteret og monteret i forskellige rum simultant og til alle tider.

De binære segmenteringer, som f.eks. autonomi/kontrol og arbejde/fritid, som tidligere har givet vores eksistens et bestemt indhold og et afgrænset omfang, og som dermed har fungeret som en eksistentiel grænsedragning mellem det ydre og det indre, er bortvisket og afløst af passager af uskelnelighed, hvor vi ikke længere blot er, men hvor vi befinder os i en permanent tilstand af aktualisering hvori vi konstant må gendanne os selv, eller tage vare på os selv, som det kunne lyde med en Foucault parafrase.

Det er i dette betydningsunivers vi må gentænke hvad vi forstår ved kritik, og ikke mindst hvad en kritisk praksis indebærer, nu hvor vi ikke blot indrettes og anrettes gennem det disciplinære samfunds ydre og regelrette magtform, men gennem biomagtens konnektive syntese mellem kapitalismens vedvarende ekspansion i lyset af det humanistiske dannelsesideal, funktionelt modeleret i de moderne ledelsesteknologier og den biopolitiske subjektivitetsproduktion i det åbne, glatte, friktionsløse og nomadiske rum. Vi er i Imperiets tidsalder, hvor det ikke længere giver nogen mening at spørge ”hvad enten det gamle eller nye system er mere skånselsløst eller mere ud66

holdeligt, eftersom der er en konflikt i hver af dem mellem de måder de befrier og trælbinder os” (Deleuze 1995:178).

Vi mødes således med det vanskelige spørgsmål, at enhver form for kritik og dets relaterede modstandspotentiale må blive til og konstitueres i det givne, hvilket vil sige, i det receptive og affektive betydningsunivers hvor vi bliver til som menende subjekter og aktualiseres som selvvaloriserende sjæle.

I en verden af symptomatology: Dette er bestemt ikke nogen nem opgave, da det placerer enhver kritisk bestemmelse i midten af vor egen tilblivelse, i midten af den aktualisering der dikteres gennem det altomsluttende ordre-ord, ’at blive et subjekt’, men altid ud fra den relative horisont hvori den biopolitiske kontrol favner, indretter og anretter os. I den forstand er vi altid mødt med et moralsk diktum om at blive fri gennem kravet om en fleksibel produktion, hvor ideologien om selvledelse aktualiseres som det emancipatoriske handlerum.

Det er denne underfundige dobbelthed, der har fået Virno til at karakterisere vores samtid som ”kapitalismens kommunisme” (Virno 2004), en post-Fordistisk tidsånd, hvor det ikke længere er kroppens aktioner og passioner der er indespærret og kontrolleret, men hvor de derimod sættes fri i læringens, opfindsomhedens og kreativitetens navn i bestræbelserne på at sikre en vedvarende hastig cirkulation af begær og en heterogen produktion af værdi, smag,

HVORFOR issue 5

varer og konsum. En ulegemlig betydningsproduktion, så eksemplarisk virkeliggjort i brandingsstrategiernes verdensalt, der manifesterer sig i kroppen som en receptiv horisont, hvori værdi, smag, varer og konsum bliver til essenser der giver betydningsindhold til den frihed vi kalder vor egen.

Det betyder at enhver kritik må effektueres i midten af den produktion, der vedvarende forsøger at indfange og sedimentere den ved at bekræfte de elementer i den sociale orden, der synes at være i overskud og overflod i forhold til den sammensatte betydning vi kender som Doxa, herunder også kritikkens vante negerende og oppositionelle selvfølgelighed. En kritisk praksis må så at sige forsøge at bestemme og bedømme de relative frie og heterogene punkter i den sociale orden, som står uafgjorte i forhold til deres betydningsindhold, idet vi her finder den kreativitet og den modstand, som endnu ikke er aktualiseret i den betydningshorisont der kendetegner meningskværneriets velkendte oppositionelle triangulering mellem den sunde fornuft, den gode smag, den politiske korrekthed og ekspertens referentielle ytringsproduktion. Eller formuleret i forlængelse af Deleuze og Gauttaris skizoanalytiske kartografi: ”[D]er er intet diagram der ikke også inkluderer, hinsides de punkter som danner det, bestemte relative frie og ubundne punkter, punkter bestående af kreativitet, forandring og modstand” (Deleuze 1988:44). Det betyder først og fremmest, at enhver kritisk praksis må efterstræbe en affirmation i midten af de tegnregimer hvori vores sub-

jektivitet bliver til; den må så at sige blive til i den givne aktualitet, som den sættes til at bestemme og bedømme.

Modstanden kan dog aldrig, som vi har forsøgt at skitsere, være direkte rettet mod de konkrete og manifeste aktualiseringer, men mod en bekræftelse af det som i disse aktualiseringer bærer muligheden for modaktualiseringen, hvorfor det som bliver kritikkens destruktive og negerende kraft, altid er en afledt effekt af den kritiske praksis’ affirmation. En ny kritisk praksis som den informeres og inspireres af Deleuze, vil i denne betydning først og fremmest fokusere på de virtuelle og formgivende kræfter der gennemstrømmer disse aktualiseringer, hvorfor vi abonnerer på en bestemt analytisk praksis i forhold til begrebet kritik, der har symptomatologien som sit udgangspunkt og diagnostikken som sit håndelag i form af bestemmelse og bedømmelse.

Dette minder selvsagt om den medicinske praksis, som lægerne gør brug af, når de stiller deres diagnoser og det er da også denne form for bestemmelse, bedømmelse og vurdering vi efterstræber i forbindelse med en revitalisering af den afmonterede kritik. Det er i den forstand at Deleuze (1986, 1997) i hans særlige vitalistiske og affirmative læsning af Nietzsche fremhæver, at kritik først som sidst er klinisk, idet enhver kritisk praksis afsøger de tegn og symptomer der genetisk gennemløber og gennemstrømer de aktualiserede tilstande, hvilket vil sige, de bestemte former, strukturer og processor der organiserer og sedimenterer vor almene, ligefremme og selvfølgelige

67

om kritik i den kognitive kapitalismes cirkulation

betydningskonstellationer. Den kritiske praksis bliver hermed til et spørgsmål om at optegne og kortlægge de tegn og symptomer, der udspiller sig i den sociale ordens modulationer, for at finde de nedslag af krise og transformationspunkter, der altid eksisterer i en given modulation; f.eks. udstrækningen af de heterogene symptomer der udgør ansamlingen ”stress” i begrebsmodulation ”at blive et subjekt” i formaningen om en fleksibel og vedvarende differentierende produktion. Stress er selvsagt en patologisk og individuel konsekvens af det moderne og grænseløse arbejdsliv, men det kritiske og dermed kliniske spørgsmål er ikke at fokusere på de individualiserede årsager til stress som synes at dominerende alskens stresshåndtering, men på de kollektive tegn og symptomer der gennemløber arbejdslivet værdikæde, hvilket vil sig, de subjektivitetsproducerende komponenter der indrette medarbejderens selvforhold og forholdsmåder, ikke mindst de selvrelaterede værdidomme, så som duelighed, færdighed, ansvarsbevidsthed, effektivitet og produktivitet et cetera. At kortlægge disse krise- og vendepunkter som tegn og symptomer i forhold til medarbejderens heterogene sammensætning, er således ikke et spørgsmål om at finde årsager som ellers kendetegner den traditionelle bedrift i de fleste socialanalyser,3 idet årsager altid behøver en begrundelse uden for den givne aktualitet som de er sat til at optegne og dermed kortlægge, hvorimod symptomer først som sidst er kendetegnet ved deres direkte effektårsag (Causa-Sui) i den modulation, hvori de virker; de er så at sige direkte produktive gennem deres kvalitative transformation af den krop og den orden som de gennemløber.

Samtidig fungerer de også gennem deres konnektive 68

blanding, og kan derfor ikke reduceres til hinanden, eller i udgangspunkt hierarkiseres i et bestemt betydningsindhold og dermed bestemmes gennem et prædefineret begreb med dets underliggende axiomatik. Derimod er det denne axiomatik, eksemplificeret ved stress ovenfor, der skal kortlægges for at kunne stille en diagnose, eftersom enhver diagnose altid er en konkret og lokal problematik, der kombinerer symptomer som komponenter til et begreb. Det er hvad Deleuze i relation til Nietzsche bestemmer som en kreativ dramatisering, en eftersøgning af de kræfter der er forudsat i hver enkelt ytringsdom, eftersom enhver proposition i sig selv er et set af symptomer der udtrykker en værensmodus eller en måde eksisterer på for den talende, hvilket vil sige, den tilstand af kræfter han opretholder eller forsøge at opretholde for sig selv og andre […] I den forstand afspejler en proposition altid en eksistensmodus, et ”mønster”. Hvad er den pågældende eksistensmodus for den person der udtrykker en given proposition, hvilken eksistensmodus er påkrævet for at være i stand til at udtrykke den? Enhver eksistensmodus er en tilstand af kræfter for så vidt som de danner et mønster der kan udtrykkes ved tegn og symptomer (Deleuze 1986:x).

Det er således ikke begrebet der er givet og som indordner symptomerne i en præetableret orden og betydning, men symptomerne der gør en begrebsskabelse mulig og dermed optegner en betydning. Dette er en overordentligt kreativ handling, der indstifter en ganske anden bedømmelse og domsfældelse end den vi vanligvis gør brug

HVORFOR issue 5

af i vores undersøgelser og vurdering af den sociale orden der omslutter os, idet denne analytiske handling er en bekræftelse af det givne, der i diagnosens form (selve bedømmelsen) udfolder en optegnelse af heterogene elementer til en samlet komposition, hvori betydningen af den givne sociale orden udkastes. Den diagnostiske praksis dømmer således ikke gennem en præetableret moralsk kode eller gennem årsagslogikkens klassiske axsiomatik, men gennem dens sammenstilling og arrangering af de tegn og symptomer, der udspiller sig i de sociale modulationer. Sagt anderledes, den diagnostiske praksis dømmer ved at skabe en ny funktionel problematik i midten af den produktion, hvorigennem og hvori vores subjektivitet bliver til, hvilket vil sige, at den kortlægger den givne sociale ordens organiserende problematik med henblik på at finde krisepunkterne i denne orden, selve de vendepunkter hvor den gældende orden kan slå over i noget nyt.

Symptomatologien og diagnostikken som kritisk praksis udfolder derved ikke en moralsk domsfældelse og knytter sig ikke til moralens klassiske ’kritiske’ attributter, så som at være imod, at have afsmag for, at give stemme til, at tale for nogen eller noget, men udfolder sig derimod ved at optegne de frivillige regler, der er i stand til at vurdere, hvad vi tænker og gør i lyset af et liv, der endnu ikke er aktualiseret, men stadig er reelt. Det er her den kritiske praksis når sin største udstrækning og sit mest intensive niveau, eftersom den bekræfter vor eksistens gennem en vedvarende differentiering af, hvad livet kan være, og dermed er, når det ikke er aktuelt og dermed allerede ud-

krystalliseret i ofte præetablerede former som f.eks. organisation og individ. Hermed er kritik først som sidst en affirmation af de kraftrelationer der virtuelt omkranser det liv der allerede er formet i den virkningsfulde sociale orden og dens tvingende betydningslogik. Kritik er således en bekræftelse og en kombinatorisk skabelse af det redundante, det som er i overskud og overflod i forhold til livets sedimenteret indretning, og som flyder, bobler, pirrer og tenderer i netop det liv vi kalder vort eget. Eller sagt anderledes ”Det hele menneske” er så meget andet og ikke mindst så meget mere end helt!

Kritik i denne Deleuze-Nietzschianske kropssammensmeltning er selvsagt en negerende bevægelse af det nuværende og dets indrettede og afgrænsede territorier, men og dette er det vigtige men, som en fuldkommen destruktion og udradering, eftersom den negerende bevægelse kun indstiftes som en afledt konsekvens af de udsagn og propositioner der bekræfter det som er i overskud og forskudt i forhold til den almene betydningskonstellation. En negation af det nuværende og dets territorium igennem en fuldkommen destruktion, men kun som en afledt effekt af de udsagn og propositioner som bekræfter livet i sin fortløbende tilblivelse, som dèt der altid er noget andet og mere. For det er i den forbindelse, at symptomatologien som dramatiserende optegnelse og kortlægning og diagnostikken som bestemmelse og bedømmelse ikke er en moralsk dom, men en etisk differentiering som transversalt gennemskærer de modi, hvori vi tænker, føler og handler. n 69

tekst

thomas klem andersen

stud.merc.(fil.) cbs

Dialektikkens (ud)redning.

Dialektikken i skammekrogen ”Die Utopie der erkenntnis wäre, das begriffslose mit Begriffen aufzutun, ohne es ihnen gleichzumachen.”

(Adorno 2003: 21) ”Erkendelsens utopi ville være, at åbne det begrebsløse med begreber uden at gøre det til deres lige” (Adorno 2003: 21 egen oversættelse) En smuk vending og en filosofisk ambition, der synes at have en radikal dagsorden og åbne døren mod nye vider for den nysgerrige tanke. En dagsorden der skyr al teoretisk navlepilleri og begrebslig forudsigelighed. Vendingen er Adornos og er målet for begrebet om –og tænkningens bevægelse som negativ dialektik. Men er dialektikken ikke håbløst out-dated og filosofisk arvegods, som vi for længst har skilt os af med? Det synes i hvert fald at være tonen i meget af den teori vi i samfundsvidenskabelige kredse normalt omgiver os med. Særlig nyere fransk teori ynder at positionere sig selv i forhold til, hvad de mener kendetegner dialektisk logik. Jeg vil her kort dvæle ved et par eksempler. (…) we emphasize, and must emphasize a non-dialectical logic if we want to avoid being simplistic. For what is dialectical logic? Dialectical logic puts to work contra70

dictory terms within the homogenous. (Foucault 2008: 42) Med Michelle Foucaults ord ovenstående om sin egen metode fra forelæsningerne over ’Biopolitikkens fødsel’, er dialektikken en forsimplet logik og tilmed en logik, der ikke kan pege ud over sig selv eller det samme qua sin i sidste ende homogene struktur. Det er selvfølgelig ikke særlig dragende, når den forskningsmæssige interesse rettes mod singulariteter og uudsigeligheder.

Samme underskud af smigrende ord omkring dialektisk tænkning findes flere steder hos Gilles Deleuze. En af de mere radikale udfald findes i hans behandling af Nietzsche1.

The dialectic is, first of all, the thought of the theoretical man, reacting against life, claiming to judge life, to limit and measure it. (…) Dialectic in this sense is the authentically Christian ideology. Finally, it is the thought of the slave, expressing reactive life in itself (…).

(Deleuze 1983: 196) Begrænsende, reaktiv slavetænkning. Ikke ligefrem flatterende ord, når det samtidig deklameres at filosofien bør 1 Dette temperament og holdning til dialektisk tænkning kan også spores i hans egen-filosofiske værker, men synes at dette eksempel fra Nietzschebogen tjener bedst i denne sammenhæng.

HVORFOR issue 5

være ekspansiv, kreativ og befriende. Tilmed må enhver dialektisk forkærlighed for negation betragtes som helligbrøde, når filosofien hyller affirmation. Samme afsmag for negations-tænkning spores, når Deleuze i sin udlægning af Bergson slår fast at negation altid involverer abstrakte begreber, der er alt for generelle (Deleuze 2006: 46).

Med disse udsagn fra to af den moderne filosofis bannerførere, synes dialektikken noget stigmatiseret. Men det kan undre én, at referencen altid synes at være Hegel, når dialektikken får det glatte lag, og at der ikke inddrages anden filosofisk Hegel-kritik, som trods Hegel-skepsis også vil kalde sig selv dialektisk. Jeg tænker her særlig på kritisk tysk filosofi og i denne sammenhæng Adorno, hvis negative dialektik jeg synes deler visse fællestræk med de førnævnte franske herre.

Spørgsmålet for nærværende artikel er derfor; kan vi stadig lade os inspirere af dialektikken i vores analysestrategiske bestræbelser og metodiske design, når vi kaster os ud i vores analyser? Og hvorfor så meget filosofisk skepsis mod enhver form for dialektisk tænkning i visse kredse?

For at komme nærmere en besvarelse af dette spørgsmål vil jeg i det følgende trække, hvad jeg mener er de væsentligste aspekter af Adornos negative dialektik frem, diskutere disse og holde dem sammen med den fremtrædende dialektik-kritik som eksemplificeret ovenfor.

71

dialektikkens (ud)redning.

Som afsæt for dette forehavende, er det på sin plads i grove træk at skitsere; hvad der kendetegner den negative dialektik. Først og fremmest er den negative dialektik en tænkning i kontradiktioner, det vil sige en logik, der udvikler sig gennem modsigelser. Dette har sin epistemologiske klangbund i, at erfaringens struktur er dialektisk og modsiger sig selv, hvilket betyder, at genstand og begreb aldrig går op i hinanden. Med Adornos objektive temperament, vil dette sige, at der i ’virkeligheden’ altid vil være et overskud, som vi begrebsmæssigt aldrig kan udtømme.

Dette er for så vidt Hegels åndsfænomenologi berøvet sin endelige positive ophævelse. Det er netop usammenligneligheden mellem begreb og verden, som er motoren for den negative dialektik, hvor filosofiens fornemste opgave er at indfange det ikke-begrebslige med begreber, hvilket i princippet er umuligt men altid målet.

Disse grundlæggende aspekter kræver en mere udførlig begrundelse og udfoldelse, lad os derfor i det følgende stille skarpt på disse.

Kritik af identitetstænkning Den negative dialektiks nødvendighed og mulighed må ifølge Adorno angives på baggrund af en behandling af traditionel tænknings præmisser og disses rod i, hvad Adorno døber identitetstænkning (Adorno 2008: 27).

Den negative dialektiks principper må derfor udledes af en kritik af identitetstænkningen, hvis eksemplariske nøglepersoner er Kant og Hegel, men den kendetegner ifølge Adorno hele den vestlige tænknings tradition og samtid.

Der er tale om en kritik af nogle af de grundlæggende 72

træk ved begrebslig tænkning, som den negative dialektik har som sin ambition at overskride. Hvad Kant og Hegel angår, er det vigtigt at være opmærksom på at kritikken ikke er et radikalt opgør med disse, men snarere en kritik som følger dialektikkens struktur som bestemt negation.

Der er således ikke tale om en pessimistisk affejning men om en kritik, der bidrager med -og viderefører et bestemt indhold. Formålet er derfor også at komme udover identitetstænkningen igennem denne, ved at vise hvor den modsiger sig selv, uden at glemme at videreføre den saft og kraft, som den indeholder.

Helt overordnet set kan der siges at være to generiske træk ved tænkning – og det særlig videnskabelig tænkning; (1) at underordne almene begreber, altså at identificere og (2) at tilbageføre til grunde. Disse forhold er tænkningen underkastet, men det er samtidig ifølge Adorno de mest problematiske aspekter ved tænkningen. Ifølge identitetstænkningen som blindt kultiverer disse aspekter er al tænkning uden system tilfældig. Fra Platon til tysk idealisme har filosofien derfor med systemet som forbillede og pasform ville beskrive virkeligheden i dens totalitet. Men i sit forsøg på at systematisere og reducere verden til sine kategorier, bliver tænkningen ifølge Adorno totalitær.

Med Kant og Hegel får subjektet forrang. Problemet bliver, at der med denne forrang ikke findes noget i tankens genstand udover subjektet selv, hvorved tænkningen bliver naiv og provinsiel, da den mener at kunne begribe alt fra sit eget begrænsede ståsted. ”It is as if philosophers wished to stuff an infinite cosmos

HVORFOR issue 5

into a tiny cottage in which they could oversee every detail. But if it is so, it is because thes provinciality is connected with their ambition to enclose the infinite in a finite network of axioms.” (Adorno 2008: 79) Naiviteten og provinsialiteten udtrykker, hvad Adorno påpeger som systemets antinomiske karakter (Adorno 1983: 26), og her kommer vi tilbage til, hvordan identitetstænkningen modsiger sig selv. Groft sagt er systemets naive ambition, at det vil inkludere alt i sig og kunne udtale sig om alt. Det sympatiske aspekt ved dette er den positive dynamiske kraft, der ligger i denne erkendelsesambition. Men i samme åndedrag giver systemet med sin provinsialitet og fordring om at indeholde alt ikke plads til heterogen væren, hvorved det bliver statisk. Det dynamiske og statiske ved systemet støder sammen konstant.

Systemet vil således væren en positiv uendelighed (Adorno 1983:27). ¨ Kritikkens bestemte negation Som nævnt er kritikken som dialektisk fremskred en bestemt negation – det vil sige en overskridelse af identitetstænkningen gennem denne, hvorigennem systemets kraft optages i den nye form for tænkning, som kendetegner den negative dialektik. Hvad vi kan tage med fra systemtænkningen er ideen om at fænomener er objektivt forbundne. Men det særlige forbehold som kritikken tilføjer, er at vi ikke må hypostatisere dette, ikke gøre det til noget absolut og ikke pådutte det udefra. Forbindelsen må derimod findes i fænomenerne selv og deres indre

bestemmelse (Adorno 2008: 40) og filosofien må bekende sig til dette empiriske temperament2.

Med i den negative dialektik tages de vigtige indsigter fra Hegels og Kants filosofi. Dialektikken videreføres fra Hegel, som har særligt øje for erfaringens historiske og dialektiske struktur. Kritikken medfører i den nye tænkning en dialektik, der ikke fører til en ny positivitet. Målet er således med den negative dialektik, at befri dialektikken fra sit positive væsen, hvilket er problemet med Hegels endelige ophævelse i den absolutte viden. Den negative dialektik bliver dermed også en metodologi for en radikal kritisk tænkning, som aldrig vil gøre krav på et sidste ord eller en endelig beskrivelse, men netop tager denne bevidsthed om fænomenernes overskud og uudtømmelighed som metodisk udgangspunkt. Deraf også betegnelsen negativ dialektik, modsat Hegels ’positive dialektik’.

Det er farvel til den dogmatiske Hegel (jf. Hormheimer (1935, …)), men uden at give afkald på hans væsentlige indsigter.

Ligeledes indoptages produktive elementer af Kants tænkning, der med sit absolutte grænsebegreb om ding an sich giver filosofien en reference og genstand, som den må tage alvorligt som ikke-begrebslig, hvis ikke den skal lukke sig ind i sit selvreferentielle cirkulære fornuftsfængsel, hvor der i sidste ende ikke findes andet end subjektet selv, og omvejen til omverdenen bliver en kortslutning til udgangspunktet, når det siges, at det virkelige er fornuftigt og det fornuftige virkeligt (her selvfølgelig med reference til Hegel). Men Objektet –i sig selv- må ifølge Adorno 2 Adorno omtale selv dette som et empirisk element, men gør samtidig opmærksom på, at det ikke er empirisme som forstået i traditionelle empiriske filosofier. Se Adorno 2008: 82-83.

73

dialektikkens (ud)redning.

være, hvad filosofien må rette sig i mod, hvis den skal undgå en tautologisk struktur. Kants grænsebegreb bliver således filosofiens åbning og ’objektet gives forrang’ bliver et princip for den negative dialektik, som modgift mod at tænkningen lukker sig om sig selv i det transcendentale ego. Således i grove træk indoptages elementer af identitetstænkningen i den negative dialektiks opgør med samme. ’Principper’ for den negative dialektik Vi kan gennemskue identitetsprincippet, men vi kan ikke tænke uden at identificere. Enhver definition er identifikation (Adorno 1983: 149). Dette er paradokset og udgangspunktet for den nye filosofi. Tanken er dog, at vi kan bryde med identitetsprincippet ved at vise, hvordan det modsiger sig selv, som antydet ovenfor. I vores vished om de problematiske og endda farlige træk ved identitetstænkningen, mener Adorno, at der kan antydes nogle principper, der kan agere modgift mod identitetstænkningens vold og i den forstand være hjørnesten for den negative dialektik.3 En skrøbelig sandhed En filosofi der ikke vil lade sig forføre af identitetstænkningens dragende velsignelser, må opgive det simple ideal om sandhed. Bevidstheden om en skrøbelig sandhed er modgift mod filosofiens tendens til at blive analytisk og 3 Adorno ville næppe selv snakke om principper for hans tænkning, hvis udgangspunkt er en ikke-hierarkisk tænkning i forhold til hvilken betegnelsen ’princip’ klinger en smugle falsk. Dog mener jeg ikke selv, at det er problematisk at tale om sådanne, da de unægteligt og uundgåeligt er tilstede i værket. Hvad der beskrives her i grove træk er alt hentet fra Adornos værk.

74

tautologisk (Adorno 1983: 33-35) Derfor kan Adorno sige, at en egentlig filosofi ikke har nogen garanteret genstand – filosofien er kun mulig hvor den kan gå galt i byen, hvor den er fallibel. I det øjeblik hvor intet kan røre den, bliver den gentagende og reproducerende – da vil den ikke have nået sit mål (Adorno 2008: 85). Det er en forhåbningen om en filosofi uden sikkerhedsseler, men til gengæld muligheden for at overraske sig selv.

En åben filosofi Kun hvis vi som udgangspunkt reflekterer over vores egen provinsialitet kan vi undslå os den ovennævnte naivitet.

Derfor kræves en åben filosofi (Adorno 2008: 80-81) i modsætning til en filosofi kendetegnet ved system. Det vil sige en filosofi som ikke blindt gør brug af vanemæssige begrebsrepetoirer og automatanalyser. En filosofi der lader sig påvirke og rive med af, hvad den undersøger i stedet for at løbe efter sin egen hale og finde sig selv –og andre forudsigeligheder den satte ud efter til at starte med.

Problemet er at en sådan åben filosofi hurtigt kan blive bløddyrsagtig (Adorno 2008: 80-81) og sige mangt og meget uden at forpligte sig på noget.

Humlen ved -og udfordringen for filosofien er at filosofere åbent, uden at blive bløddyrsagtig – uden at koble sig til at hvilket som helst og alle objekter. Des mere filosofien åbner sig i forhold til sin genstand, des mindre misplacerer den sine genstande som eksemplificeringer på sin systematiske kategorisering (Adorno 2008: 81).

It follows that philosophy should seek its contents in the unlimited diversity of its objects. It should become fully

HVORFOR issue 5

Modstand og objektets forrang En tænkning der har ambitioner om at være autoritativ uden system må lade sig guide af den modstand, den møder. Dens enhed opstår ud af den magt som den materielle virkelighed udøver over tænkningen, modsat den ’frie udfoldelse’ af tanken selv (Adorno 2008: 39).

Filosofien må åbne sig mod den objektivitet, der er noget Andet i forhold til subjektet. Denne overleverer fakta, snarere end det er den subjektive mekanisme der preformer og forstår fakta (Adorno 1983: 170). Objektet må derfor gives forrang, modsat idealismens subjektforrang.

Ved på den måde at slå rødder i objektet sekulariserer filosofien metafysikken og ser i objektet mere end hvad det, udelukkende på grund af det der er (Adorno 1983: 28)

forrang i den tyske idealisme er på ingen måde en afvisning af subjektet. Objektets forrang handler om at gøre op for den subjektive reduktion i idealismen, ikke at benægte subjektets betydning (O’Connor 2004: 51) Objektets forrang må etableres indenfor reciprocitetens struktur!

Erfaringens struktur er dialektisk og et centralt begreb for Adorno, som understreger dette er ’mediering’. Medieringsbegrebet anskueliggør reciprociteten mellem subjekt og objekt, hvor subjekt og objekt medieres gennem hinanden. Objektets forrang må etableres indenfor reciprocitetens struktur. Vi har kroppe men er ikke bare ting, og objekter er meningsfulde (qua os), men er også altid ikke-begrebslige. Der er således stadig tale om en subjekt-objekt bevidsthedsfilosofi og ikke en subjekt-subjekt-mediering som Habermas eksempelvis er eksponent for. Temperamentet i den negative dialektik er givet ved at den i denne erfaringsmæssige mediering vender sig mod objektet og det ikke-begrebslige og i bevidstheden om det ikke-begrebsliges uudtømmelighed erkender sin egen utilstrækkelighed. Kun således tilføres tænkningen en passende mængde ydmyghed og soberhed, som er modgiften mod identitetstænkningens selvhøjtidelighed.

Denne ikke-identiske eller ikke-begrebslige kvalitet ved erfaringen, der står helt centralt i den negative dialektik (og hvor Adorno klart adskiller sig fra Kant). Det er dermed også den negative dialektiks højeste mål at vende begrebsligheden mod ikke-identitet (O’Connor 2004: 63).

Heraf også det indledende citat – filosofiens utopi at åbne det ikke-begrebslige med begrebet.

Mediering Princippet om objektets forrang og kritikken af subjektets

Kan dialektikken bruges?

Usammenligneligheden mellem begreb og verden, som

receptive to them without looking to any system of coordinates or its so-called postulates for backing. It must not use it s objects as the mirrors from which it constantly reads its own image (…). (Adorno 2008: 82) Affortrylling af begrebet En affortrylling af begrebet er filosofiens modgift mod sig selv. Filosofien (på den fede måde) beskæftiger sig, med hvad der adskiller sig fra den, uden at indordne det i præfabrikerede kategorier. Filosofiens må derfor uafvigeligt søge det ikke-begrebslige. Den må derfor modsætte sig Wittgensteins udsagn om, at det hvorom man ikke kan tale, må man tie, da det netop er dette uudsigelige den må have som sin ambition at indfange.

75

dialektikkens (ud)redning.

den negative dialektik tager som udgangspunkt, må være det forhold filosofien altid må arbejde under. Og er det ikke netop bevidstheden herom, der væbner tænkningen med den nødvendige ydmyghed, således at den filosofiske eventyrer ikke ubekymret lader sig rive med på en erkendelsesrejse med lidt for meget eventyr og lidt for lidt filosofi?

Jeg har stor sympati for den genstandsnærhed, der kræves i den negative dialektik. Når objektet gives forrang, må tænkningen anstrenge sig for ikke at tale i munden på sig selv og snuble over egne begrebskonstruktioner, som siger mere om dem selv end om, hvad de refererer til.

For at imødekomme disse forhold, må man sympatisere med ideen om en åben filosofi, som nok må give afkald på sikkerhedsliner, men til gengæld vinder sin frihed. En sådan filosofi der er påvirkelig, modig og anstændig nok til at kunne ændre sine udsagn i sin omgang med, hvad der er anderledes fra den selv, må kunne modsige selv.

Derfor må den have dialektikken som sin grundpræmis.

Bevidstheden om erfaringens dialektiske struktur og den skrøbelige sandhed kræver dette. Med dette må den også være evig kritisk, så vel overfor sig selv som andet og i den forstand negativ.

Således mener jeg, at der er væsentlige indsigter at hente.

Men lægges det kritiske øre til, byder den negative dialektik også på problematiske selvmodsigelser og mindre sympatisk indhold. En filosofi, der begrænser sig til at radikal kritik er i fare for at komme til at løbe om hjørner med sig selv, da den konstant må destabilisere sig selv og 76

aldrig tage endeligt standpunkt. I hvert fald mener jeg, at det er et problematisk temperament, og man må spørge sig selv, om der ikke er mere end det kritiske spørgsmål, som udelukkende vil negere. En filosofi, der vil vove sig selv, må også postulere og driste sig til positive udsagn.

Også uden at man af den grund må abonnerer på ideen om en sandhed. Den negative dialektik lugter lidt af afkaldsepistemologi og måske endda en afkalds-ontologi: (…) the negative dialectic is an ontology of the wrong state of things (Adorno 1983: 12). I den forstand kan man måske anklage den negative dialektik for at etablere en ressentimentsfigur. Jeg mener også projektet bliver en anelse bombastisk, når rationalitetskritikken slås i hartkorn med samfunds og samtidskritik, hvor det borgerlige samfunds kapital-organiserede væsen lægges til grund for alskens ondskab og voldsudøvelse. Det kritiske temperament er ikke i sig selv skidt, men drevet til sit ekstrem mister man lidt sympatien for det. Under alle omstændigheder er der et andet temperament i måden at være kritisk på, hvis vi sammenligner med Deleuze. Skizoanalytiken hvis kritiske aspekt består i sit metodiske fokus på tilføjelsens ”og… og… og…” (Deleuze 2005: 34), arbejder anderledes end en metodisk tilgang, der skærer fra med sit ”ikke bare… ikke bare… ikke bare…”. Kritikken må for begge være immanent – altså tage ansvarsfuldt udgangspunkt i midten af de tegnregimer, den beskæftiger siger med. Men hvor Deleuze her søger en affirmation (Fuglsang 2010) – eller acceleration af flugtlinjer, søger Adorno en negation.

Dog vil det altid være en bestemt negation, hvorved der vil være et affirmativt element i den. Der således er en

HVORFOR issue 5

affinitet imellem dem, men også en væsentligt temperamentsforskel.

Jagten på historiske meningssedimenteringer og brud med disse i påvisningen af fænomeners mer-betydning eller anden-betydning deler den negative dialektik på fornem vis med Foucault.

Opgøret med en særlig form for dialektik Men for at vende tilbage til artiklens udgangspunkt; hvorfor denne dialektik-skepsis trods disse tendentielle ligheder og de interessante indsigter i den negative dialektik?

Den lidt simple, men også åbenlyse forklaring er, at der er forskellige dialektikbegreber på spil. Den dialektiske logik, der kritiseres i de indledende citater er kendetegnet ved positiv ophævelse, homogenitet og selvreferentiel lukning, der ikke –eller rettere netop bilder sig ind at rumme alt, hvad der adskiller sig fra den. En rimelig og vigtig kritik, men en kritik som også Adorno retter mod Hegels dialektik. Og det er netop her kimen til problemet findes. For mig at se minder de forskellige Hegel-kritikker om hinanden, men Foucaults og Deleuzes kritik af dialektisk logik, er det ikke klart, at Hegel er fjenden i skyggen. Det er det derimod hos Adorno som tilpasser og viderefører dialektikbegrebet. Min kritiske kommentar til de indledende citater er, at de lidt for ubekymret og lidt for hurtigt med store armbevægelser affejer dialektikken.

Det er måske nemt at sige, når man selv har læst lidt rundt i begge traditioner og kan lade dem forholde sig til hinanden, hvor de åbenlyst ikke selv har beskæftiget sig direkte med hinanden (Foucault 2002: 273, 2000: 440-41). Men

jeg synes kritikken er rimelig og på sin plads, når væsentlige filosofiske indsigter og traditioner fejes af banen med ledt hånd. Man må holde sig dette for øje, da det er nemt og billigt at afvise dialektisk tænkning med Hegel som stråmand. I den forstand har jeg mere sympati for Adornos kritik af Hegel, som tager højde for de uacceptable og farlige aspekter af hans tænkning, men adopterer de kraftfulde elementer, som man kun naivt eller med dårlige undskyldninger kan ryste af sig. n Referencer Adorno 1983, Negative dialectics Adorno 2003, Negative Dialektik, Suhrkamp Taschenbuch Wissenschaft Adorno 2008, Lectures on negative dialectics Deleuze, Gilles 1983: Nietzsche and philosophy Deleuze, Gilles og Félix Guattari 2005: Tusind plateauer Deleuze, Gilles 2006: Bergsonism Foucault 2000, Structuralism and post-structuralism i Aesthetics, method and epistemology – essential works of Foucault 1954-1984, Vol. 2.

Foucault 2002, Interview with Michel Foucault i Essential works of Foucault 1954-1984 Vol. 3, redigeret af James D. Faubion Foucault 2008, The birth og biopolitics Fuglsang, Martin 2010, Om kritik i den cognitive kapitalismes circulation, I HVORFOR foråret 2010: Favre nye verden.

O´Connor, Brian: Adorno´s negative dialectic, The MIT press 77

78

HVORFOR issue 5

fagre nye fløk

79

tekst

henrik

jensen stud.merc.(fil) cbs

minna nordahl jørgensen stud.merc.(fil) cbs

fløk in real life en artikelserie om færdiguddannede fløk’ere, her med Kristian Brobæk Madsen I denne udgave af FLØK IRL interviewer vi Krisitan Brobæk Madsen, der fortæller om hvordan det er at være FLØKer og akademiker i forsvaret, og om hvordan man kan gå direkte fra en stilling som studentermedhjælper til en fast fuldtidsstilling.

S

pændte og fulde af forventninger parkerede vi vores cykler ved forsvarsakademiets bygning 27.

Der står Institut for ledelse og organisation på døren. Her har Kristian Brobæk Madsen indvilliget i at fortælle, hvordan det er at være FLØKer ansat i forsvaret.

En organisation der ikke helt er som alle andre - hvor alle beslutninger i sidste ende kan betyde forskellen mellem liv og død.

Kristian startede på FLØK i 1998, og havde en baggrund som reserveofficer. Efter at have fortalt det, skynder han sig at pointere at det faktisk ikke har nogen betydning for den stilling som han besidder i dag. Uddannelsen gav dog nogle fordele, da han startede på FLØK. Den gav både en stor selvdisciplin, og et kendskab til en konkret praksis som den abstrakte organisationsteori og filosofi kunne reflekteres op mod. Valget af FLØK var ikke del af en stor karriereplan, men var udtryk for et ønske om at få lov til at fordybe sig. Spørgsmålet om hvad uddannelsen kunne bruges til bagefter, havde Kristian ikke overvejet så nøje, det der var vigtigt var, at det lød spændende. ”Der kunne nok være andre studier, som jeg også kunne været blevet glad for at gå på, men siden gymnasiet havde jeg interesseret mig for filosofi og samfundsfag, samt matematik og økonomi.” Valget af FLØK var et valg taget på baggrund af interesser.

80

Studentermedhjælper i forsvaret Da Kristian startede på kandidatuddannelsen følte han at der manglede et praktisk element. Så da han så et opslag til en studenterstilling med fagligt indhold, og ikke bare fotokopiering og kaffebrygning, slog han til. Det var forsvarsakademiet, (der er forsvarets forskning og videreuddannelsescenter) der havde opslået stillingen. Han kom til bl.a. at arbejde med kompetenceudvikling, et område som han ellers lige havde skrevet meget kritisk om i sit bachelorprojekt. Pludselig skulle den kritiske indstilling suppleres med et praktisk blik, og han skulle bl.a. lave et tipskatalog over konkrete forslag til kompetenceudvikling i forsvaret. Det var en spændende stilling og noget nyt at forlade ”kritikken for kritikkens egen skyld. Nu skulle kritikken have et praktisk sigte. Det var spændende, og udfordrende. Min chef var psykolog og meget interesseret i teoretiske spørgsmål, og han læste faktisk min bacheloropgave, og syntes den var spændende.”

Eftersom Kristian kunne fornemme at hans stilling som studentermedhjælper nok kunne føre til en fast stilling, benyttede han sig af kandidatspecialet, som en sidste mulighed for at skrive et projekt uden direkte praktisk relevans. Emnet blev tværfaglighed, og det blev valgt af interesse og var en undersøgelse af, hvad det vil sige at være tværfaglig, og hvordan man egentlig skal forstå begrebet.

HVORFOR issue 5

En fast stilling Efter specialet fik Kristian en fast fuldtidsansættelse ved Forsvarsakademiets Institut for ledelse og organisation.

Instituttet har en bred vifte af forskellige faggrupper ansat, lige fra oberstløjtnanter til psykologer og antropologer, og sågar også en filosof. Som cand.merc. fil. skilte Kristian sig derfor ikke så meget ud. Da hans stilling blev slået op, valgte man at søge efter en med en erhvervsøkonomisk baggrund, i erkendelsen af at hvis man arbejdede med ledelse og organisation, så ville det være en god ide at få en ansat fra CBS. At erhvervsøkonomien var kombineret med filosofien, blev taget godt imod på instituttet, da mange af medarbejderne netop godt kunne lide den teoretiske dybde.

Instituttet har mange opgaver, som Kristian er involveret i, men en af de centrale er modulet i ledelse og organisation paa forsvarets masteruddannelse, som er i gang at blive akkrediteret som masteruddannelse på niveau med universiteternes. Desuden laver instituttet forløb, hvor der arbejdes med coaching, kurser og undervisning inden for ledelse og organisation, til alle typer af ansatte i forsvaret, lige fra sergenter til generaler. Derudover leverer de også projekter til forsvarets personeltjeneste så som HR værktøjer til forsvaret samt ledelsesevaluering.

Kristian bruger en stor del af sin arbejdstid på undervis-

ning og formidling, blandt andet ved forsvarsakademiets masteruddannelse. Dette både ved at vejlede projekter, undervise i metodefag og ved at være med til at sammensætte pensum til undervisningen. Desuden arbejder han også med kursusudvikling, coaching af personer i forsvaret, alt sammen indenfor temaet organisation og ledelse.

Fra FLØK fremhæver Kristian videnskabsteorien, som et særligt element, som han har med i dag, og som giver ham et godt afsæt i hans arbejde. ”Her er det super fedt at have haft mere videnskabsteori end de fleste, det giver nogle tempofordele og en sikkerhed i forhold til mange komplekse spørgsmål”.

Arbejdsopgaverne passer Kristian godt, da han godt kan lide at undervise og have så tæt kontakt med eleverne, at man kan se, at de kan bruge det, de lærer til noget. Det sker oven i købet at tidligere kursusdeltagere ringer Kristian op for at diskutere en faglig problemstilling med ham. ”Det er fedt at opleve, at nogen tager undervisningen med videre, så følger jeg virkelig at jeg gør en forskel for nogle vigtige personer i forsvaret.”

Da vi spørger om han ikke nogen gange finder det svært at forene det abstrakte og teoretiske med det praktiske, der virker, og som man kan undervise alle i, på forholdsvis kort tid, tænker Kristian sig om og fortæller om, hvordan han er optaget af, at undervisningen skal give mening for 81

modtageren, og have et praktisk sigte. Han må derfor til tider gå på kompromis med det teoretisk faglige niveau, når der skal sammensættes pensum til undervisningen, og i stedet have i fokus, hvordan det kan gøres relevant og forståeligt for deltagerne på Forsvarsakademiets kurser.

Kristian peger en teoretiker som Karl Weick, som han, da han læste på FLØK, ikke mente havde så meget at byde på, men som han nu ser, kan være med til at gøre en forskel for studerende, der måske ikke har tid, mulighed og forudsætninger for at gå i dybden med Foucault. ”Jeg har blik for, hvad de synes er interessant frem for, hvad jeg selv synes er interessant. ” Udover undervisning fortæller Kristian, at han også er knyttet til andre projekter. Bl.a. et stort projekt om ledelsesevaluering i forsvaret. I et sådan projekt har Kristian en kritisk rolle, idet han er med til at forholde sig til, hvad der er hensigtsmæssigt. ”Der bliver lyttet, og der er plads til det kritiske. Men kun i det omfang at vi siger; der er en række problemer ved klassisk ledelsesevaluering, så skal vi ikke gøre det på den her måde i stedet. Kritikken skal også være med til at peget på noget nyt, der er federe.”

mende. Det er med til at gøre det, der diskuteres vigtigt, ligesom det er tydeligt, at forslag kan komme hurtigere igennem systemet, hvis det omhandler de udsendte soldater.

For øjeblikket køres et projekt, der handler om hvordan man samarbejder og bedriver ledelse når man er udsendt.

Inden soldaterne tager af sted laves spilleregler for, hvordan de vil samarbejde, og hvad ledelse er for de udsendte.

Dette forløb følges op under udstationeringen og ved en opfølgende seance når de kommer hjem. ”Det synes jeg rykker. Der kan man virkelig godt mærke, at der er noget på spil. Her kan jeg godt mærke at det er så tæt på den skarpe ende. Det er motiverende. Deres samarbejde og resultatet af projektet, har stor betydning for hvordan soldaterne har det når de er udsendte.”

Et særligt sted? ”Alle organisationer er særlige. Selvfølgelig er den særlig.” Sådan lyder det prompte fra Kristian, da vi prøver spørger ind til, om der er noget særligt ved forsvaret som organisation. Et øjeblik senere peger Kristian på et særlig element ved forsvaret er, at livet i yderste konsekvens er på spil. Når noget diskuteres, så er det af betydning, at det kan betyde liv eller død. ”Når vi har drøftelser og noget skal være meningsfuldt, så er det meningsfuldt på en anden måde, fordi den tid de bruger på det, vi foreslår måske tages væk fra den tid, hvor soldaterne lærer at gå i dækning bag nogle sandsække.”

Det at arbejdspladsen er forsvaret kan også mærkes på en anden måde. Kristian fortælle at forsvaret stadig er et kommandosystem, hvor man kan få en lodret ordre, og så er tingene ikke til diskussion. Det betyder desværre, at det nogle gange at argumenter vinder, som ikke engang er argumenter. F.eks. har han oplevet, at der bare blevet skåret igennem med ordene ”nu er det jo ikke en diskussionsklub.” Men det er dog sjældent, at det foregår på den måde, og det kommer meget an på hvem, der samarbejdes med.

Hvordan tænkes ledelse i forsvaret?

Efter at have talt i lidt tid om ledelse i forsvaret og Kristians arbejdsopgaver, hiver han en brochure med Forsvarets ledelsesgrundlag frem. Den er fyldt med noter og gule streger fra en overstregningstusch. Han bladrer igennem tekst og billeder, imens han fortæller lidt om arbejdet der ligger til grund for det nye ledelsesgrundlag. Det er et længerevarende projekt, med mange kampe om holdningen til, hvordan ledelsesgrundlaget i forsvaret skal se ud.

At soldaters liv og førerlighed i sidste ende er på spil, oplever Kristian både som motiverende og som skræm-

Ledelse i forsvaret er en blanding af mange forskellige tilgange. Der er både elementer, som Kristian finder gode

82

HVORFOR issue 5

”Det gør ikke noget at der også er nogle af os der også er med til at arbejde for kapitalen” og fremadrettede, men også mange elementer, hvor han ser plads til forbedring. Forsvaret har på den ene side en meget funktionalistisk forståelse af ledelse, men har også en række ledelsesinitiativer, der er nytænkende, og indeholder masser af den relationelle, konstruktivistiske og systemiske tænkning som Kristian efterlyser. Sammen med en kollega har Kristian lavet en analyse af ledelsesgrundlaget for at finde ud af, hvor meget disse elementer er kommet spil – med andre ord hvor stort et fodaftryk de har fået sat. Her er en tilfredshed at spore hos Kristian.

Endnu engang bladrer han gennem brochuren, han sidder med i hånden, og som konklusion på de mange gule markeringer, fortæller han at de faktisk har haft indflydelse, og har en påvirkning på hvordan man tænker ledelses i forsvaret.

Sidst forsvarede lavede store skiftede ledelses reformer var i 60’erne og 70’erne, hvor man afskaffede en meget hård ledelsesstil, med en mere humanistisk, hvor man satte mennesket mere i centrum. Det nye ledelsesgrundlag har et moderne syn på ledelse, men der kan som bekendt være langt fra ord til handling. Det er dog ikke sådan at det ingen betydning har. Det er den tænkning, der ligger bag ledertræningskurser. Men Kristian understreger også, at hvad der bliver skrevet i et ledelsesgrundlag, ikke hurtigt når ud i alle dele af en stor og traditionsfuld organisation som forsvaret. ”Det bredes langsomt ud.”

Forsvaret, FLØK og fagligheden Som mange andre FLØKere har Kristian svært ved at sætte ord på sin faglighed, men han er ikke i tvivl om,

at han har noget at bidrage med.”Det betyder faktisk noget at have læst filosofferne, og have fået nogle begrebsmæssige knager man kan hænge tingene på. Man forstår tingene på en anden måde, herved kan man også tilbyde forståelse for andre. Samtidig er jeg også meget glad for at have en anden faglighed, som jeg kan bruge i andre sammenhænge.”

Som eksempel på fagligheden nævner Kristian, at han har været optaget af det at være konkret. Han troede ikke umiddelbart han havde nogle kompetencer indenfor processer, men har haft noget at bidrage med. Han har hele tiden udfordret sine kursister, samarbejdspartnere og dem han coacher til at være konkrete. Og selv om det at rydde ud i uklare eller abstrakte formuleringer kan virke som en lille ting, fremhæver Kristian det som en tilgang, der kan gøre en stor forskel.

Særligt på bachelordelen nød Kristian at han kunne få lov til at dykke ned i den akademiske verden, og fordybe sig, være kritisk og nysgerrig. Han fremhæver teorien og det kritiske element som en vigtig del af studiet og kulturen på FLØK. Den handlingsorienterede var der ikke altid så meget af, men det fandt Kristian i det studierelevante arbejde. Det var ikke en nem overgang fra teorien til det praktiske arbejde. Det krævede meget arbejde.”Der kan være meget langt fra Foucault og Deleuze og til at faktisk handle”.

Kristian vil hellere betegne sig som uddannet fra CBS, end som filosof. Da mange ellers kun ser parodien på filosoffen, dvs. en akademiker uden nogen faglig rettethed, en der udtaler sig om alt, uden at vide noget konkret om emnet. Dette til trods for at Kristian nyder det nørdede i at dykke ned i filosofien, og interesserer sig i tingen for tingenes egen skyld. Filosofien har dog også nogle praktiske implikationer, og det er netop derfor, han mener, at den har noget at gøre på CBS. På overbygning gjorde han

83

selv meget ud af at komme ud over det rent kritiske. ”På det tidspunkt havde jeg lidt fornemmelse af, at det var en foruddannelse til et Phd.studie. Det var fedt at være i et nysgerrigt miljø, men der var ikke mange der skulle ud i den kapitalistiske verden og være en del af produktionsapparatet.” Selv sørgede Kristian for at lave en faglig 84

profil, der på sidste del af studiet skulle give en retning.

Han fokuserede en del fag på en HRM vinkel, velvidende at han med dette var i hård konkurrence med andre linjer på CBS. Netop som FLØKer er Kristian bevidst om, at der er nogle

HVORFOR issue 5

fag som andre forventer, at han er bedre til end han egentlig er, som f.eks. finansiering, budgettering og lignende.

Men udover andres forventninger, så er det faktisk ikke fag han synes han har manglet. Han kender dog nok til områderne til at kunne arbejde sammen med dem der sidder med dem.

Kristian understreger at han har fået en respekt for andres faglighed, og de særlige ting som de har at byde på. Det er en ydmyghed som han ikke direkte fik indpodet på FLØK, hvor der var en følelse af, at man var en del af noget helt fantastisk og unikt. ”Da jeg læste følte vi var helt fantastiske. hvis man havde båndet nogle af samtaler man havde, så have man grinet af dem i dag. Vi var så kritiske, og mente at organisationer og deres ledelser aldrig rigtig var refleksive. Men de havde selvfølgelig heller ikke to timer, hvor de skulle have forelæsning om dagen, og derefter kunne gå hjem og bruge resten af dagen til at tænke over tingene. Når man er færdiguddannet, og har fået arbejde, så går det bare i et andet tempo. Og nu er jeg så faktisk et sted, hvor det ikke går så stærkt, for vi er sat i verden for at reflektere lidt engang imellem. Men det er meget godt at tænke på, når man som studerende går og synes, at verden derude er tåbelig.”

Særligt ser Kristian at andre faggrupper har meget at byde på når det kommer til metode, et felt hvor Kristian fik sin sag for i starten af sin karriere. ”Bare fordi vi er skarpe på videnskabsteori, så er det ikke ensbetydende med, at vi er gode til at lave kvantitative og kvalitative undersøgelser.

Det var sådanne områder, hvor jeg skulle blive skarpere.

Noget af det første jeg skulle lave, var en stor kvantitativ og kvalitativ undersøgelse. Jeg fik min sag for, og måtte hurtigt indse, at på dette felt var der andre faggrupper, der er meget skarpere.”

Da vi spørger ham om han synes at metodeundervisningen burde fylde mere på FLØK, svarer Kristian lidt vævende.

Han mener at den godt kunne integreres bedre og mere på FLØK, således at tanken fra videnskabsteori blev tænk over til metode – men det skal dog ikke fylde for meget. ”Jeg synes ikke man skal ikke gør en helt masse ud af at træne folk i kvantitativ og kvalitative metode. Værktøjsfag kan man altså godt tilegne sig senere.”

Om at gøre en forskel Men med alt dette sagt så understreger Kristian at vi skal huske på at FLØK først og fremmest er en super fed uddannelse. Han har ikke selv fortrudt at han har taget den.

Men på den anden side, så er det også værd at huske på, der også andre der fagligheder der kan en masse. ”FLØKere er ikke unikummer.” Som FLØKer kommer man ud med en særlig faglighed, og kan agere som konsulent, har et andet perspektiv. Men man skal respekterer, at det skal kunne fungere sammen med andre perspektiver. ”Det er denne spænding, mellem ens eget perspektiv og de andres perspektiver, der gør det rigtigt spændende og sjovt, fordi vi ikke bare selv kan gøre, hvad vi synes der skal gøres”.

Lige inden vi slukker for diktafonen spørger Kristian om han har en opfordring til de nuværende studerende. Han smiler og siger, at vi som studerende skal udnytte at vi kan fordybe os, samtidig med at vi ikke skal glemme at vi skal kunne gøre en produktiv forskel. ”Det gør ikke noget, at der er nogle af os der er med til at arbejde for kapitalen”.

Det handler for Kristian om, at man er med til at gøre en forskel, og ”selvfølgelig kan vi gøre en forskel”. n

85

tekst

pierre

guillet de monthoux institutleder på lpf

FRÅN HANDELSHÖGSKOLA TILL HANDLINGSHÖGSKOLA Om filosoferande som företagande och filosofer som entreprenörer

Vem är filosof?

Plato hade storvulna planer för filosofen som kung eller snarare president i den Athenska republiken. För att säkra denna position måste, om vi skall tro Plato, den som vill vara filosof se slå två farliga konkurrenter. Den första var sofisten den andre är konstnären. Så var det förr men kan vi idag se hur dessa poitioner krockar mot varandra i denna konfliktuella triangel som i sin tur målar in de tre kontrahenterna i varsin hörna. Samtidigt med slaget om verkligheten pågår alltså ett mer platonskt betingat slagsmål.

Som på Platons tid kämpar de alla om mästartiteln. Den franske filosofen Deleuze har påpekat att Platons konflikt egentligen inte handlade om vem som hade sannigen; utan vem av pretendenterna som borde koras som segrare och tilldömas mästartiteln Filosof. Hur ser det ut idag? Var ær då arenan eller ringen för detta råkurr?

Arenan?

Filosofien saknar idag klar arena! Vad är filosofi förutom de dammig hyllmetrar av böcker som trängs i våra allmänna biblioteks alltmer mögliga källare? Försöket att definiera filosofi som ”tänkande”, som ett hjärnornas kamp, och att sedan lokalisera allt till huvudknoppen gör om det hela till ett neorologiskt fenomen. Det simplaste sättet att stöka undan denna svåra fråga är förstås att se filosofin som en serie texter i tiden; som filosofins historia. Men den konsensus att filosofin har en viktig historia som rådde på gamle Humboldts tid är idag också den ganska söndervittrad. Universitet byggs inte med antika pelargångar. Tanken att vi kan förmedla filosofi som något 86

med en början långt tillbaka, hos Grekerna i Athen exempelvis, och med ett slut här och nu är alltifrån självklar.

Man med rätta fråga sig om man inte upplöser filosofin om man stöper om den till historia? Men skulle man då kunna vända helt på steken och börja här och nu för att sedan se bakåt. Vägen bakåt är nu inte lika uppenbar som vägen framåt i backspegeln. Vem säger att vi inte hamnar i Rom i stället för Athen eller kanske i Egypten eller Kina?

Lättar vi på textualitetkravet; så kan vi kanske hamna i Afrika? Ett sådant sökande bakåt skulle nog mer likna en spiritistisk seans där vi genom filosofi söker en slags kontakt mellan levande och döda? Mellan de som existerar och kan delta i en diskussion och de som inte längre med i samtalet. Då blir alltså rösten det viktiga? Är filosofin i så fall att ge röst åt de som tystnat. Är döden filosofins egentliga början? Är det inte på begravningen som just den stumma positionen, existensen utan röst, uppenbarar sig som ett filosofiskt dilemma. Tänk på hur samtalen mellan de efterlevande vid jordfästningen osvikligt kretsar kring försök att slå fast den dödes positioner, nu för första gången utan att hon eller han kan värja sig, klargöra eller utlägga. Livets slut är otvivelaktigt historiens början. Men är företaget att finna livet i texter eller uppväcka dödas röster filosofins startpunkt? Och om filosofin börjar på det sättet var slutar den?

Nya Filosofer ?

I filosofin fann man förr ofta en vördsam medvetenhet om av gränsen uppåt mot det gudomliga. En gräns som var allt annat än klar och fast; utan som hos de stora filosofer-

HVORFOR issue 5

na blev porös och förhandlingsbar. Är filosofi just vägen att tänja på dessa gränser? Vi har idag kvar denna gränsdragning mot det ickefilosofiska. Speciellt inom vad som slentianmässigt brukat kallas för ”fack filosofi”.

Att vara filosof ”av facket” vad betyder det? Ju större det allmänna intresset för filosofin tycks vara desto med snävar fackfilosofen in sitt livsrum. Den svenska fackfilosofin har självmant strypt sig själv i en tvångströja av huvudsakligen Wittgensteinsk design. Deleuze är heller inte sen att antyda att nämnde Wittgenstein, en mystiker och ingenjör, egentligen varit filosofins femtekolonnare. Den anglosaxiska filosofin är inte så mycket sämre den, fast av mer komplicerade skäl Man skulle nu kunna tro att denna insnävning skulle beror på att det fält filosofin förr täckte idag utforskas av filosofins verkliga arvingar; samhällsvetenskaperna. Men orsakerna till fackfilosofi-problemet är mer invecklade än så ty det är svårt att, sedan den mest extrema positivismen ebbat ut, belägga något yttre filosofiförtryck från samhällsvetenskaperna. Samhällsvetarna uppfattar sig nog inte som mer exakta, sanna eller precisa än filosoferna. Samhällsvetenskapen ser sig heller inte som ett högre stadium av filosofin. Tänk på historikern Faucault eller sociologen Bourdieu som båda tack vare det franska gymnasiet var välskolade i filosofi men valde att själva forma den filosofi som gjorde det möjligt för dem att vara radikalt nyskapande samhällsforskare. Filosofin finns alltid med när man skall tänka nytt och det är snarare universitetsfilosofernas eget fel att de förlorat sin fackfilosofi och nu sitter inspärrade i ett allt mindre institutioner som vore de oprecisa spekulerande poeter som på nåder

får en varm vrå på akademin. Fack-filosofen sitter med andra ord i en knipa som han måste ta sig ur innan kvävningsdöden är ett faktum. Detta dilemma hör förstås intimt ihop med vad man idag kallar ”humanioras kris”. Filosoferna måste lära sig kämpa med verkliga problem.

Nytt filosoferande?

Ser man filosofin som ett isolerat fält eller fack som söker sina filosofer så försvinner filosoferna och med dem filosofin. Det finns ingen filosofisk hemvist, det finns alltså ingen riktig ring att tävla i. Slagsmålet om verkligheten är ett ganska vilt handgemäng. Det är vilt i den bemärkelsen att det paradoxalt saknas färdiga regler och att det även saknas en spelplats. På samma sätt som ingen torde vinna slaget om verkligheten på knock-out så kan man inte heller entydigt avgöra om vem som är filosof. Det handlar alltid om bedömningar av kraftmätningen. Frågan är alltså, för att parafrasera Kant, estetisk och eftersom det inte finnes entydiga spelregler så kan man inte debattera eller argumentera utan måste, som i fallet med skönhetsbedömningen, ”darum Streiten”. Om Plato stred på agoran i det välordnade Athen där slavar fick stanna hemma och utlänningar hölls utanför stadsmurarna så sker dagens fight på en öppna markandsplatser utmed verklighetens motorvägar.

Vilka tekniker finns det då för att strida på verklighetens rivningtomter? Fackfilosofen strider inte och snävar istället in sitt territorium, låter andrabestämma var filosofin finns och drar sig ur kampen. Egentligen är ju detta en slags taktik; en taktik som leder till en teknifiering av filo87

fløk in real life

sofin. Resultatet är en teknik kanske en viss typ av logik som söker sin exakta plats i världen. Kanske kan man i språkfilosofin se en sådan taktik eller kanske i logiken.

Filosofen glider nu över till att bli en hjälp till andra vetenskaper som en skola i argumentation.

Den första taktiken öppnar ¨för en konsultroll inom eller utanför vetenskapen; en roll som när den tar formen av exempelvis coaching inte ligger långt ifrån den sokratiska dialogens filosof-ideal men även snubblande nära den sofism som Plato, att döma av sina hårda angrepp, uppenbarligen såg som en farlig konkurrent till sin egen idealism.

En andra väg är skapandets och det är exemplevis påfallande hur många författare som även betraktas som filosofer.Och hur många filosofer som återfinnes i ämnen som komparativ litteratur. Understundom kan man undra om Nobels pris i Litteratur inte snarare skall kallas Nobels pris i Filosofi. Skapandet av verk av en estetisk halt är helt klart en strategi som används i striden.

En tredje taktik är den kritiska. Att utöva kritik har länge varit ett sätt att definiera filosofin som en väg till sanningen. Men sanningen kan även betraktas pragmatiskt och i så fall skulle konsulten som hjälper andra uppnå sin mål ha skäl göra anspråk på att vara kritisk filosof. Att man som skapare av konst-verk även kan söka en sanning som uppenbarar sig blott i verket är heller inte ett främmande argument ur filosofins historia. ett slagsmål man vinner på poäng och där nya utmanare står på rad då råkurret för tillfället är över.

Marknaden?

Konstnären, kritikern och konsulten är alltså tre kampstilar dagens filosofer använder i striden om verkligheten.

88

Inom vår egen intsitution kan ni säkert finna exempel på alla tre. Konstnären som ser filosoferandet som ett fritt skapande med nedslag i traditonens arkiv. Kritikern som i upplysingens anda hävdar tänkandets frihet och ser sin roll att skärpa debatten och slipa omdömekraften. Och till sist konsulten som sofismens sakförare engagerad av klienter på markander. Att överleva och utvecklas på markander tror jag är kännetecknet på den filosofi som kommer lyckas bryta sig ur fack-filosofens insitutionella fängelsecell. Det är på markander och inte i organisationer, byråkratier eller instituioner som filosofin slåss om verkligheten idag.

Detta betyder att den Platonska situationen är passé eftersom det inte längre handlar inte om att köna filosofen till kung i staten, president i partiet eller ägera i bolaget. När Kina byter från Marxism till Konfusianism, när kommunismen hoppas på en biopolitisk renaissance där ”klass” ersatts av ”multitude”, när kapitalister läser Mill, Mises eller Hayek eller när libertärer tyr sig till Ayn Rand så blir tankar byggstenar till nya fästningar för gamla verkligheter. Det är detta organisationsbygge som filosofin kommer utmana genom att verka i det oorganiserade fluidum vi man kallar markander. Filosofin som en fri handling.

Handlingen?

Nu blir det möjligt att se filosoferande som en handling.

Låt oss ta ett exempel ur Alexander Carneras färska doktor phil avhandling ”Makiten over livet og livet som magt” försvarad för en månad sedan på LPF. Carneras arbete är i tre delar.

Den första ser jag som en beskrivning av status quo i det slutskede av neo-sturkurlaismen vi befinner oss i.

Francois Dosse, den mest framstående experten på både

HVORFOR issue 5

strukturalism, menar att denna filosofi sett sina bästa dagar. Delvis har den hållits vid liv genom det bio-politiska tänkandet, och det är det som presenteras i Carneras första avahndlingsdel.

I den andra delen av sin bok behandlar stukturalismens blinda fläck; handling. Alexander Carnera presenterar här Giogio Agambens bidrag till handlingsfilosofin; den filosofiska gestus-handlingen. Agamben menar att vi måste upptäcka att det vis sidan av en instrumentell handling och en intentionell handling finns en tredje form ”gestus”. ”Gestus” är en handling som inspirerar oss till filosoferandets handling. Genom ”gestus” slår vi an en ton, skapar en stämning som ” höjer taket” som ger en reflektiv ”atmosfär”, som inspirerar utan att vara en teknik och utan att vara avsiktlig.

Avhandligens andra del och Giogio Agamben blir i realiteten ett avsked från den strukturalism som utgör skalettet i det som kallas biopolitik. Den andra delen säger i realiteten, oberoende av vad Carnera tycker, farväl till den del av struktuslismen som förtrycker handlings-perspektivet.

I avhandlingens tredje del tar Carnera, om än försiktigt, steget fullt ut. Där visar han att den filosofi som kan begrunda handlingen inte nodvandigtvis är indvididualistiskt eller neo-liberalt atomistisk. Men den är likväl handlingsinriktad. Alexander Carnera menar att om vi vill begrunda handling skulle vi kunna vända oss till Barak Spinozas komplexa etik.

Från Handelshögskola till Handlingshögskola Vart leder då ett sådant resonemang? Carneras bok mynnar ut i en katalog av fenomen som han menar i praktiken handlar i enlighet med både Agamben och Spinoza, som få oss att filosofera och att utöva en etik där vi kultiverar våra affekter och kopplar oss till medmänniskor på ett le-

vande aktivt sätt. Dessa fenomen hör nästan samtliga till konstens sfär, det kan vara film, design, arkitektur eller stadsplanering. När vi ägnar åt detta handlar vi alltså etiskt och i samklang med gestus.

Men detta handlande sker inte i organisationer. Glöm inte hur Spinoza ville lär att handlar innerligt utan teologer, teologi och kyrkor eller synagogor! Det är en handling i det oorganiserade vi i ekonomin kallar markander. Handlande inom ekonomin brukar kallas ”företagande” och de som handlar för ”entreprenörer”.

Det blir då extra intressant att konstatera att Alexander Carneras avhandling skrivit på CBS. Denna bok återupptäcker handling som inte bara kan bedömas med utilitaristisk eller deontisk etik, den pekar på gestus-etik som en tredje väg att studera och tolka handlingar. Dessutom förefaller denna form av handling mynna ut i just de företag som många hoppas skall rädda sysselsättningen i framtiden. Inte bara Alexander Carneras avhandling förbådar en ny filosofi och nya filosofer i ett nytt sammanhang hela filosofiavdelningen på LPF har fullt av tecken på den nya tiden. Tänk bara på det stora Self-management projkter under Sverre Raffnsoe som säkert kommer överskrida de Foucaldianska gränserna, eller se vad Ole Fogh Kirkeby laver som sofistisk konsult med sin Propreptik som ju är ett försök att finna en form för ett filosoferande i företag.

När vi nu hoppas på en ny livaktigt Flök Almuni organisation så är det för att kunna samla alla de filosofer som idag finns i Dansk företagande och förvaltning till samtal om hur filosofi och filosoferande griper in i företagshandlingar. Och vilken filosofisk forskning och utblidning på CBs som bäst stödjer denna utveckling som gör Danska CBS handelshög-skoleutbildning till en världsunik handlingshögskola. n 89

Nyt fra studienævnet “Der er ingen tvivl om at bølgerne går højt på cbs i disse tider, Og at den største bølge af dem alle går under navnet: ‘strategiproces’.”

Studienaevnet har igangsat en række markedsførings tiltag for at øge optaget på studiet. Dette er bl.a. gjort pga en stigende konkurrence internt mellem studierne på CBS. Tiltaget er bygget op omkring tre pæle. For det første Operation gymnasiel guerrilla, hvor vi forsøger at opilne folk til at reklamere for uddannelsen på deres gamle gymnasium eller handelsskole. For det andet forsøge at bruge de sociale mediers- og wikipedias styrke, således at også folk uden for FLØK bl.a. kan få information om studiet og de stærke interne forhold på studiet som ikke kommer frem igennem CBS kommunikations kanaler.

Der skal hertil siges, at alle er mere end velkommen til at bidrage med dette. Endelig har vi udarbejdet en pjece, hvor vi har udvalgt interessante artikler fra artikelserien ‘FLØK in real life’. Pjecen skal bruges som eksempel til at vise, hvilke vidt forskellige erhvervsmuligheder der kan være efter en bachelor i Ha.fil., og den kan findes på kombisekretariatet.

Regeringens globaliseringspulje har tildelt de humanistiske og samfundsvidenskabelige studier ekstra taxametertilskud. Det betyder at CBS vil få flere penge pr.

Studerende. Disse penge skal bruges på CBSs administration, de enkelte studiers administration og til en general forbedring af CBS uddannelser. Grundet den sidste ting har man lavet en pulje på 13 mio. som ALLE på CBS kan søge. Der er fokus på at midlerne går til pilotprojekter, dvs. projekter der kan tage styringen og udvikle et emne, for at mange senere kan drage nytte af projektet. Studienævnet har nedsat en arbejdsgruppe der skal forsøge at udarbejde tiltag og idéer så studiet kan få glæde af nogle af midlerne. Derfor er studienævnet meget interesseret i, at alle der har lyst, kan bidrage til ansøgningerne. Hvis man har dette så kontakt venligst Mathias Munch (2. Aargang) eller Lasse Stær (CM), der begge sidder i udvalget sammen med Steen Vallentin, Michael Pedersen og Anders Raastrup.

90

Line har igangsat et arbejde med praksis-faget på Ha.fil i samarbejde med Thomas Lopdrup, således at man kontinuerligt udvikler faget. Hvis man har forslag til forbedringer, så kontakt Line Terp Deichmann (1. årgang).

Adgangskrav m.v. til cand.merc.

Fra 1. September 2011 vil der være nye adgangskrav til uddannelser under cand.merc studienævnet. I modsætning til hvad vi er blevet lovet fra starten, så har Cand. merc studienævnet og CBS ledelse ikke sørget for at nuværende studerende ikke kommer i klemme. Her kommer er et relevant sammendrag af beslutningen: Alle bachelorer har adgang til cand.merc. hvis deres uddannelse indeholder et fastlagt indhold af erhvervsøkonomi.

Der kræves 45 ECTS erhvervsøkonomi generelt og 45 ECTS i erhvervsøkonomiske kerneområder (finansiering/regnskab (15), afsætning (7,5), organisation (7,5), økonomi (7,5) og statistik (7,5). På nuværende tidspunkt er vi fuldkomment dækket ind på de 45 generelle erhvervsøkonomiske og point. I forhold til kerneområderne så er vi dækket ind på 7,5 point i finansiering og regnskab (erhvervsøkonomi) – dvs. vi mangler 7,5, 7,5 i afsætning (Virksomhed og Æstetik), 7,5 i organisation (Organisation og Ledelse) og 7,5 point i økonomi (mikro-økonomi). På kort sigt er det derfor nødvendigt for de studerende med optagelse på cand.merc i 2011, 2. Års studerende, at de via deres valgfag sikre sig 7,5 point indenfor finansiering og regnskab (eller økonomistyring) og 7,5 point indenfor Statistik.

Hurtigst muligt vil studienævnet lave nogle omstruktureringer, således at alle studerende på Ha.fil i fremtiden vil få direkte adgang til cand.merc-uddannelserne.

Venlig hilsen Line, Mathias, Matias og Lasse.

HVORFOR issue 5

Det lykkelige menneske

91

tekst philip maruszewicz, ha(fil) cbs

Danskerne – det lykkeligste folkefærd i hele verden

”Danmarks nuværende tilstand er resultatet af 400 års tabte krige og mistet land.”

92

HVORFOR issue 5

D

anskerne er gentagne gange, de sidste 30 år blevet kåret som verdens lykkeligste folkefærd, og er for nyligt igen blevet omtalt som de lykkeligste. Det er en meget flot præstation, hvilket vi kan stolte over. Jeg kan, personligt, bare ikke forstå hvordan det er sket. Som reporteren Morley Safer fra 60 Minutes’ sagde: ”Danmarks nuværende tilstand er resultatet af 400 års tabte krige og mistet land.” Det er da absurd at vi overhoved kan være så lykkeligt rent kollektivt. Vi kunne have haft Skåne, men vi er åbenbart lykkelige nok med to store øer og en lille land masse. Er vi bare naive tosser når det kommer stykket? Hvor er danskernes ekspansionslyst blevet af? Vikingerne ville jo skamme sig over at se Danmark nu. Er det hele blevet kastet væk på grund af alt for mange øl igennem verdenshistorien?

Det går skam heller ikke bedre i nutiden. For det første regner det halvdelen af året og så det også gråt meget af tiden. Heldigvis har den såkaldte globale opvarmning hjulpet lidt på dette område og givet os nogle gode somre efterhånden. Det er dog uforståeligt at vi kan være lykkelige med nutidens politikere. Jeg tror ikke danskerne klager mindre over deres politikere, i forhold til andre lande, tværtimod på grund af landets størrelser er det nemmere at holde fokus på politikerne. Men det er dog underligt vi med en fungerende stat stadig accepterer så højt et skattetryk. Samtidig finder vi i en snart højere og højere overvågning af alt hvad vi gør. Det mest katastrofale ved måden Danmark bliver styret på er dog de alt for høje afgifter på biler. Biler kan da gøre os lykkelige, men takket

være en ekstrem høj afgift er det umuligt at købe et ordentligt transportmiddel, der samtidig kan give os lykke.

Så hvor stammer den danske lykke fra? Charter rejser?

Morten Korch film? Eller måske endda gode og sunde kerneværdier, ligesom dem hos Dansk Folkeparti. Nej, ikke rigtigt vel. Det mest oplagte svar er selvfølgelig øl, hvilket er et andet punkt i verdens statistikker hvor danskerne ligger i top 3. Det er utroligt at vi faktisk har slået Finland, et land hvor der tilladt at have skydevåben samtidig med at de kan kapere at drikke uhyggelig meget vodka. Men øl i Danmark er jo enten lig med virkelighedsflugt eller fest og dvs. mere alkohol. Og måske hænger de to ting sammen.

Måske har danskerne det som folkefærd så mentalt dårligt over alt, at de simpelthen bliver nødt til at ty til ting som alkohol for at flygte fra deres kedelige hverdag. Om dette er et realistisk bud er selvfølgelig svært at give et helt sikker svar på, men der må da være en sammenhæng mellem alkohol og flugt fra vores virkelighed.

Et mere realistisk bud er måske den tryghed vi danskere har. Vores statssystem garanterer jo muligheder for næsten alle de dårligst stillede. Problemet her er bare Danmark fremstår som et utroligt kedeligt land på grund af ting som tryghed. Jeg tror næsten vi er kedeligere end de super socialdemokratiske svenskere und ze Germans, med deres altoverskyggende rationalistiske tilgang til alt. Det Danmark har brug for er saltvandsindsprøjtning fra middelhavet. Lidt anarki og lidt korruption, men mest af alt mere passion. Det vil gøre Danmark til en endnu lykkeligere nation! n

93

tekst

anders raastrup kristensen, forskningsadjunkt på lpf

Vi skal lede arbejde og liv

D

e fleste virksomheder har i dag fokus på balance mellem familie- og arbejdsliv. Der er nemlig god økonomi i balancerede medarbejdere. Medarbejderne skal trives i arbejdet for, at de leverer mest mulig værdi. I de seneste år har jeg arbejdet med denne problematik. Efterhånden som jeg kom dybere ned i diskussionen af balance mellem familie- og arbejdsliv, blev jeg dog mere og mere frustreret. Vi er kommet et godt stykke vej, men der er endnu et stykke at gå. I denne artikel vil jeg dele tre forskydninger af den traditionelle forståelse af balance med jer, som kan bringe os længere. Formålet er at udvikle en bedre ledelsespraksis. Det gælder både for, hvordan vi leder os selv, men også for hvordan vi leder andre.

- Balance er et socialt problem - Du skal håndtere din produktivitet - Spørgsmålet er: Hvad er arbejde?

Balance er et socialt problem. Traditionelt opfatter vi balance som et problem, der håndteres individuelt. Det er det enkelte menneske, som må sætte grænsen mellem familie- og arbejdsliv. Vi må ikke være for ambitiøse, presse os selv for hårdt og vi skal huske at sige fra overfor opgaver. Men prøv at forestille dig, at du er alene i verden, ville du så tænke på balance mellem familie- og arbejdsliv? Nej vel. Det skyldes, at vi altid oplever balance i 94

relation til andre mennesker. Jeg er måske i god balance med mine kolleger og arbejde, mens der er ubalance i forhold til min familie og venner. Balance er grundlæggende et socialt og ikke et individuelt problem. Det skal derfor også håndteres som et socialt problem. Hvordan gør vi det? Vi gør det ved at tænke over de relationer, som vi indgår i som menneske. Vi skal altså ikke tænke grænser, men relationer. Hænger mit liv sammen? Har jeg de relationer, som jeg gerne vil have i mit liv? Eller er der nogle af mine relationer, som jeg gerne vil gøre mere ved?

Du skal håndtere din produktivitet. Balance mellem familie- og arbejdsliv handler om produktivitet. Traditionelt har vi tænkt, at vi var produktive på arbejdet og kunne slappe af derhjemme med familien. Vi har derved forholdt os til spørgsmålet om produktivitet i forhold til arbejdstid og -sted. Det var dér, hvor vi var produktive. Men det er i dag vanskeligt for mange mennesker at sætte en grænse mellem familie og arbejde. Mit budskab er, at du ikke skal håndtere din produktivitet på den måde. Du er ikke bare produktiv i den del af livet, som kan indfanges i arbejdstid og på arbejdspladsen. Du er produktiv i hele dit liv. Det giver os ikke bare nye udfordringer, men kræver os nye måder at håndtere dem på. Lad mig give et eksempel. Arbejder du, når du er småsyg? Hvis du gør, er du ikke alene.

Jeg har talt med medarbejdere, der tog på arbejde med kraftige forkølelser. De lukkede måske døren til kontoret,

HVORFOR issue 5

lavede nogle af de lettere opgaver og gik lidt tidligere hjem, end de ellers ville have gjort. Hvis de havde influenza, ville de arbejde hjemmefra, og i hvert fald svare de vigtigste mails, så kollegerne og kunderne kunne komme videre med deres opgaver. Det som eksemplet peger på er, at vi håndterer vores sygdom i forhold til vores produktivitet. Er jeg småsyg, er mine ressourcer måske reduceret med 50 procent, men jeg arbejder stadig, mens jeg med influenza måske kun har 20 procent af mine ressourcer til rådighed. Vi tilpasser hele tiden vores arbejdsindsats i forhold til vores ressourcer. Det er det, som vi skal lære at håndtere både som medarbejdere og ledere. Frem for at sætte grænser mellem vores arbejds- og familietid.

Spørgsmålet er: Hvad er arbejde? Vi har længe talt om det grænseløse arbejdsliv. Jeg mener, at denne diskussion har skjult et langt væsentligere problem. Vi kan ikke definere, hvad vores arbejde er som arbejdstid og -sted.

Disse eksterne kriterier for arbejdet hænger dårligt sammen med det arbejdsliv, som mange oplever i dag med konstant personlig og faglig udvikling og muligheden for at arbejde alle steder via mobiltelefon og computer. I stedet for at sætte grænser, skal vi stille os selv spørgsmålet: hvad er arbejde? Kalder jeg det kompetenceudvikling eller personlig interesse, når jeg læser en artikel om aftenen? Kalder jeg mailbesvarelse om aftenen for arbejde?

Jeg stillede nogle medarbejdere det sidste spørgsmål. Det interessant var, at medarbejder fra samme afdeling havde

vidt forskellige kriterier for, hvornår de kaldte noget for arbejde. De definerede med andre ord ”arbejde” på forskellige måder. En sagde, at det var arbejde at svare mail, hvis det tog mere end 30 minutter; en anden, hvis det tog mere end 45 minutter, og en tredje, at det var det, hvis det varede en time. En fjerde svarede, at hun aldrig kaldte det arbejde, da hun simpelthen ikke kunne lade være med at tjekke mailene. For hvorfor skulle virksomheden betale for hendes nysgerrighed? Vi skal som medarbejdere og ledere blive bedre til at forstå, hvordan vi definerer noget som arbejde. Hvad er det for nogle kriterier, som vi har for at definere forskellige aktiviteter som arbejde? Jeg siger ikke, at det altid skal være arbejde at læse en mail eller en artikel, men at det er væsentligt, at ledere og medarbejdere bliver klar over deres kriterier for, hvornår de definerer noget som arbejde. Du skal altså spørge ind til, hvad arbejde er for dig? Og ikke hvor din grænse går mellem arbejde og familie. Det gælder både ledere og medarbejdere.

Dette er tre centrale forskydninger af den traditionelle opfattelse af balance mellem familie- og arbejdsliv. Jeg har valgt at kalde dette nye perspektiv for work-life management. Det sætter fokus på, at vi skal lære at lede på relationen mellem arbejde og liv, snarere end at lære at balancere og afgrænse disse fra hinanden. n

95

tekst allan schaufuss laursen, stud.merc.(fil.) cbs

Maleren

L

ejligheden havde to rum; en stue og et soveværelse, og desuden et lille køkken, der kun tillod én person at lave mad ad gangen, og et endnu mindre toilet, der altid var sjasket til efter brusebad.

Beboeren havde en ret neutral indstilling til sin lejlighed.

I virkeligheden spekulerede han ikke så meget over den.

Den var der nærmest bare. Gav ham tag over hovedet og et sted at sove.

Det var ikke så længe siden, han var flyttet ind, og dengang havde han ikke følt noget behov for at male væggene.

Sælgeren havde sagt, at det ikke var så længe siden, de var blevet malet, men det havde ikke haft nogen indflydelse, hverken negativ eller positiv, på beboerens vurdering.

Lejligheden var møbleret ret spartansk, uden at dette dog var et bevidst stilmæssigt valg. Der var de ting, han nu havde brug for, og hverken mere eller mindre. Den var ligeledes hverken skinnende ren eller uhumsk. Han satte hverken en ære i eller lod sig genere af rengøring. Han havde sine faste rutiner med dette, præcis som han havde det med madlavning. Det var to ting, som han ikke gik synderligt meget op i, men som bare var blevet indlejret i hans hverdag og nu blev udført regel- og rutinemæssigt.

Man kunne let forledes til at tro, at denne ligegyldighed overfor de fysiske rammer dækkede over et virksomt intellekt, der fokuserede al energi på storslåede tanker, men det var nu ikke tilfældet.

96

En dag bankede det på døren. Det undrede beboeren, da han ikke ventede gæster. Han åbnede forsigtigt døren, og personen der blev åbnet for kunne let have fornemmet beboerens nysgerrighed iblandet en let tøven, hvis han ellers havde interesseret sig for det.

Personen viste sig at være en maler. Han inviterede sig selv indenfor, da beboeren ikke rigtig lod til at vide, hvad han skulle stille op. Han stod stadig med dørhåndtaget i hånden, da maleren efter lynhurtigt at have kastet et blik rundt i begge rum vendte tilbage og smilende oplyste, at det vist var på høje tid, han var kommet. I det øjeblik anede beboeren faktisk ikke hvilken farve eller hvilket mønster, der prydede hans vægge, og alligevel kiggede han skeptisk på maleren, der både i sprog og gestik levende indviede ham i, hvad han kunne forvente sig af nye fantastiske omgivelser, når de nye vægge stod klar.

Maleren skubbede let til døren, da han gik ud i trappeopgangen for at hente sit grej, og beboeren slap distræt håndtaget og trådte et skridt tilbage. Da maleren igen trådte ind i lejligheden havde beboeren sundet sig lidt og forsøgte at fremstamme et spørgsmål om hvem, der havde sendt ham, men maleren afbrød ham med det samme. Der var også allerede blevet betalt, så han skulle slet ikke spekulerer over noget og bare glæde sig til at se det færdige resultat.

Maleren trak ham med ind i stuen og pegede hånligt fingre af væggene, mens han i samme åndedrag poetisk frem-

HVORFOR issue 5

lagde, hvad han havde tænkt sig.

Beboeren, der ikke helt var kommet sig over at være blevet talt henover, opfattede ikke rigtigt, hvad maleren sagde og stirrede i stedet bare på ham, hvilket han misforstod som måbende forbløffelse og fascination. Maleren kaldte ham over til sig og han gjorde mekanisk, som der blev sagt. Med den ene arm om beboerens skulder tegnede han nu foran sig i luften med den anden hånd og sluttede af med at spørge beboeren, om ikke det lød fremragende.

Beboeren tøvede, men fik til sidst fremstammet, at han da egentlig var ganske tilfreds med sine vægge, og på intet tidspunkt havde overvejet at de trængte til at blive frisket op. Maleren afviste dette med en nonchalant håndbevægelse og et ’vissevasse’.

Beboeren vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre af sig selv og endte med bare at sidde på sofaen med hænderne i skødet, mens maleren ivrigt dækkede møblerne til med plastic. Lidt efter stod maleren og kiggede ham direkte ind i øjnene med et skævt smil og en afventende attitude.

Der gik lidt før han opdagede, at sofaen var det eneste i rummet, der endnu ikke var dækket af plast, og skyndsomt rejste sig.

Mens maleren gjorde sin pensel våd, gik beboeren ud i køkkenet, tændte en cigaret og kiggede ud af vinduet med et tomt blik. Egentlig var han ret ligeglad med, hvad maleren gjorde ved hans vægge, så længe de ikke blev lilla.

Ikke fordi han som sådan havde noget imod farven, men

folk skulle jo nødig få den forkerte idé om ham.

Han kastede et usikkert blik ind i stuen for at se, hvad farve maleren brugte. Hans blik blev mødt, misforstået og besvaret med et ordentligt tandsmil. Han tog et hvæs af sin smøg og straks forsvandt tænderne i en sur grimasse.

En rynket pande kom imod ham med hastige skridt, så han helt glemte at puste ud og måtte hoste. Maleren greb cigaretten ud af hånden på ham og stak den ind under vandhanen, mens han formanede beboeren om, at tobaksrøg var en nymalet vægs værste fjende. Hvad beboeren gjorde ved sine vægge, efter at han var gået, kunne han naturligvis ikke bestemme, men han ville da godt nok blive skuffet, hvis de ikke blev behandlet ordentligt. Den rynkede pande forsvandt ned i et smilehul i den ene kind, mens han sagde, at det nok heller ikke ville blive et problem, så snart beboeren mødte denne fagre nye verden, lejligheden med sikkerhed ville føles som.

Efter opfordring fra maleren forlod han lejligheden, så ’kunstneren’ kunne kreere i fred. Lettere irriteret over at være blevet fordrevet fra sit hjem, besluttede han sig for at lave noget, der kunne føre hans tanker i andre retninger og gerne hive hans humør med sig.

Da han nogle timer senere lettere omtåget åbnede hoveddøren i opgangen og begav sig op ad trapperne til sin lejlighed, havde han næsten glemt alt om maleren, men så stak han nøglen i låsen og kom i tanke om det hele.

Han tog en dyb indånding og undertrykte et hik, inden han

97

drejede nøglen og trykkede håndtaget ned. Han besluttede samtidig, at uanset hvad han ville blive mødt med, gjaldt det bare om at slippe af med maleren så hurtigt som muligt.

Han trådte ind netop som maleren fjernede penslen fra væggen for sidste gang, nu endnu mere munter og intens.

Mens han lod sig føre rundt fra væg til væg i hele lejligheden og utallige gange måtte overdrive, mens han kiggede op og ned af væggene, så han skulle koncentrere sig for ikke at miste balancen, sørgede han for at nikke og smile så tit som muligt. Talestrømmen, der uafbrudt flød fra malerens mund, lagde sig som et varmt og kradsende tørklæde rundt om hans hals og kun blev større og strammere og varmere og mere kradsende. Det kunne lige så vel have været en latinsk messen. Et nik. Et blik opad og så nedad. Et smil. Igen. Igen. Og igen. Hvornår var han tilfreds?

Netop som tørklædet formentlig ikke kunne blive større og strammere og varmere og mere kradsende forsvandt det. Han havde naturligvis ikke hørt spørgsmålet, men malerens øjne efterlod ingen tvivl. Han forsøgte at fremstamme et eller andet smigrende, som kunne hjælpe maleren ned af trappen, men til hans frustration havde det den modsatte effekt. Efter solidt at have plantet ham i sofaen, satte maleren sig ved siden af og lænede sig tilbage med blikket fikseret på den modsatte væg. Han trak vejret dybt ind og sagde ”arhh”, som om han lige var steget ud på en solbeskinnet eng efter ti timers kørsel.

98

Beboeren slap ikke for at høre maleren klappe sig selv på ryggen. Tilsyneladende havde han malet dette mønster i et utal af andre lejligheder, og alligevel var der en lille finesse, som gjorde den seneste kreation lidt bedre end alle de forudgående. Beboeren anede ikke, hvad han snakkede om, men nikkede samtykkende, mens maleren forklarede ham, at hans mål var, at alle lejligheder en dag bar hans mønster. Som han sagde, var hans mønster nøje blevet udarbejdet efter studier af samtlige andre eksisterende mønstre. Det var det til dato bedste og ville aldrig blive overgået, forvissede han beboeren om. Det var simpelthen universalmønsteret, han havde fundet.

Langt om længe forlod han lejligheden og endnu før hoveddøren i opgangen nedenfor trappen smækkede, lå beboeren vandret og snorkede.

Den følgende dag stod beboeren op og fortsatte sit liv, som om intet var hændt. Han fortsatte sine rutiner og var lige så lidt opmærksom på sine vægge, som han altid havde været. Måske var det heri, hans fejl bestod.

En anden ting, som viste sig at være en fatal fejl, var, at han ikke siden formåede at holde døren lukket for nye malere. Han vidste aldrig rigtigt, hvad han skulle sige, og malerne fik gang på gang talt sig deres vej ind i hans lejlighed. De mange lag maling fik med tidens løb stille og roligt rummene til at skrumpe. Beboeren var ikke i tide opmærksom på dette, og til sidst sad han fastklemt i stuen og endte sine dage der, mens nye malere stadig malede videre, så hoveddøren til sidst ikke kunne lukkes. n

HVORFOR issue 5

utopi 99

Et nyt Hvorfor?

Indkaldelse til visionsmøde.

Hvilken profil skal Hvorfor have?

Hvilke typer artikler skal der være?

Hvem skal vi henvende os til?

Vil du være med til at forme Hvorfor i fremtiden, og har du lyst til at tage del i redaktionsarbejdet eller har du bare gode ideer, så mød op til visionsmøde og luft dine tanker.

Alle er velkomne, såvel fløkkere som studerende fra andre retninger, der har interesse inden for felterne filosofi, politik, sociologi, ledelse og business.

Mødet finder sted den 11. juni kl. 16.

Vi mødes i forhallen på Solbjerg plads, CBS. Efter mødet vil vi i fællesskab tage en tur på Endestationen og vende ideerne over et par øl.

Har du spørgsmål eller kommentarer, skriv da til Hvorfor@cbs.student.dk eller kontakt Minna på: 26814388 Vel mødt.

Med venlig hilsen Hvorfor redaktionen.

100

HVORFOR issue 5

næste nummer tema

an offer you can’t refuse

Deadline for næste udgave

28. oktober

101

102