Luhmann præsentation

SYSTEMTEORI En sociologisk universel teori om autopoietiske, selvreferentielle systemer.

Niklas Luhmann

En prÌsentation af Matias Søndergaard, CBS, 2008

INDHOLD Autopoiesis Operativ lukning

s. 2 s. 3

System og omverden Iagttagelse Paradoks

s. 4 s. 5 s. 6

Oversigt over Systemteori Begrebet samfund Individets individualitet Individ

s. 8 s. 9 s. 10 s. 14

Humanisme

s. 15

1

AUTOPOIESIS - Selvproducerende, selvskabende (poiein=producere, autos=selv) - Begreb hentet fra biologien, jf. Maturana - Selvreferentielt

“Autopoietiske systemer kan ikke hente deres strukturer som færdige produkter fra deres omverden. De må opbygge dem gennem deres egne operationer...” (s. 45)

2

OPERATIV LUKNING

“Systemet skaber sig selv som en form, der adskiller en inderside: systemet, og en yderside: omverdenen. Og formens inderside er den eneste side, hvorpå de operationer kan reproducere sig selv, som producerer formen, forskellen, systemet. Andet menes der ikke, når man taler om operativ lukning.” (s. 46) “operativ lukning [kan] ikke betyde kausal isolering” (s. 48)

3

SYSTEM OG OMVERDEN Det første vi må bide mærke i er forskelle, og den vigtigste af dem alle, forskellen på system og omverden.

SYSTEM

OMVERDEN

Systemer - enheder der lader sig skelne fra deres omverden.

Et autopoietisk system er en produktion/operation der producerer sig selv som produkt/struktur jf. hukommelse.

4

IAGTTAGELSE “Iagttagelse er kun mulig som operation, ligegyldigt hvilket system der er tale om; den kan ikke foregå på anden måde. På den anden side er en skelnen mellem operation og iagttagelse ligesom enhver skelnen kun mulig som iagttagelse; for iagttagelse er ikke andet end skelnen og betegnelse.” (s. 56) Alle systemer forudsætter iagttagelse, et system bliver nød til at sætte sin egen grænse for at være et system og dermed udgrænse en omverden.

Fundamentet i hele systemteorien er (Hr. Luhmann) iagttagelsen af forskellen mellem system og omverden (springet).

5

PARADOKS Alt er dobbelttydigt og paradoksalt.

- både producerende og produkt.

- Iagttagerposition.

- Årsag og virkning - Dobbelteffekt.

“Vil man iagttage operationer, må man altså skelne.

Men vi ved også, at iagttageren må gøre sig usynlig i sin skelnen, også når der er tale om selviagttagelse.

Logisk betragtet er der altså tale om et cirkulært forhold af gensidige forudsætninger, som imidlertid kun kommer i stand, når cirklen selv ikke forekommer i cirklen. Der er altså med andre ord tale om en tautologi, som på sin side skjuler det paradoksale ved iagttagelsen.” (s. 57) 6

Hans postions mellem materialisme (fremmedreference) og idealisme (selvreference) bliver en konstruktivisme hvor:

“Naturen er stum, og iagttagere strides.�

7

SYSTEMTEORI Socialesystemer

Mekaniskesystemer (ikke interessante, idet de er skabte)

Biologiskesystemer

(opererer i mediet liv)

Psykologiskesystemer

(opererer i mediet kommunikation --> beslutninger og medlemer)

(opererer i mediet bevidsthed)

Interaktion Organisation

Samfund

(verdenssamfundet)

8

BEGREBET SAMFUND Vil finde enheden i en genstand.

Tre erkendelsesteoretiske forhindringer [obstacles épistémpgoques]: 1. Den hummanistiske fordom 2. Antagelsen af flerhed af samfund 3. Adskillelsen af subjekt/objekt, iagttage verden udefra.

Kommunikation: information, meddelelse, forståelse og accept/afvises Accepterer man begreb om kommunikation løser de gængse obstacles sig.

“Begrebet om samfundet må dannes autologisk. Det må omfatte sig selv.” (s. 64) “Hvis man overhoved vil anvende formbegrebet samfund, må samfundet være et operativt lukket autopoietisk system.” (s.66) 9

INDIVIDETS INDIVIDUALITET

At rekonstruere individualismen Metode: historiske abstrakte betragtninger.

“Der er ingen tvivl om, at alt dette forudsætter og henviser til individualitet i form af et lukket, cirkulært, selvreferentielt netværk, hvor systemets elementer skabes af systemets elementer. Men pas på! Det er ingen pæn teori og ikke en teori om det perfekte eller om at den menneskelige race kan gøres perfekt, Det er ikke en teori om sunde forhold. Autopoietiske systemer genskaber sig selv; de fortsætter deres genskabelse eller de gør det ikke. Det gør dem til individer. Og mere er der ikke at sige.” (s. 99) 10

Historiske betydninger Går 200 år tilbage: - Sociologien ikke behjælpelig, ser historien som en proces mod øget individualisme.

(Durkheim, Simmel og Mead) Har forsøgt at slå bro mellem individ og samfund, og dermed ikke “formuleret et teoretisk underbygget begreb om individualitet”. (s. 84) - Descartes’ tid (skolastiske position), besvaret et spørgsmål om individets individualitet: “individualitet kan ikke defineres ved at pege på en særlig kvalitet ved individet i modsætning til andre kvaliteter. Det er ikke noget, som kommer til individet udefra.

Et individ er kilden til sin egen individualitet” (individualitet defineres selvreferentielt, tænk bevidsthedsfilosofien)

- Pietismen forbinder individualitet med fritænkning. Kun bekymre sig om sin egen frelse. Fik to følger: fokus på almisser og velgørenhed og, aller vigtigst, individets interesse for andres oplevelser stærkt nedsat. Fører til “erklæret uoprigtighed” og en fordømmelse af selvreference.

11

FRA LAGDELING TIL FUNKTIONELT DIFFERENTIERRING “Indenfor rammen af en almen samfundsteori - hvor samfundet er det mest omfattende sociale system - foreslår jeg, at det moderne samfund betragtes som et funktionelt differentieret socialt system. Udviklingen af denne højst usandsynlige sociale orden krævede, at lagdeling blev erstattet ed funktionel differentiering som det vigtigste princip for dannelsen af subsystemer inden for hele samfundssystemet.”(s. 89)

12

INDIVIDET SOM SUBJEKT “”Subjekt” betyder noget, som ligger under og bærer verden og derfor noget, som eksisterer på sine egne betingelser som et transcendentalt, ikke som et empirisk fænomen.” (s. 91) “Vi bør droppe ordet “subjekt” (psykisk system, bevidsthed, personligt system og måske endda individ kan træde i stedet), hvis vi blot henviser til en bestemt del af virkeligheden. Hvordan kan vi mene, at en del af virkeligheden ligger under eller støtter virkeligheden? Kan en del samtidig være grundlag for helheden?” (s. 92) 13

INDIVID . .

Definerer individualiteten hos et individ som autopoiesis, som selvreferentielle historiske maskiner.

Afløser for subjektet: - empiriske selvreferentielle systemer (ingen transcendental status) - Flere slags systemer, liv bevidsthed, kommunikation (lukkede systemer) - Egne mindste dele = egne operationer.

- Autopoietiske “Der er ingen individualitet ab extra (udefra), kun selvreferentiel individualitet. Men det betyder, at celler og samfund, måske fysiske atomer og i hvert fald immunsystemer og hjerner alle er individer. Psykiske systemer har ingen særstatus” (s. 95)

14

HUMANISME “Den vigtigste konsekvens kan udmærket være, at teorien om autopoiesiske systemer synes at blokere alle veje tilbage til en antropologisk opfattelse af mennesket. Den udelukker med andre ord humanisme.” (s. 96) “Det er ikke for at benægte, at vi alle er mennesker. Men ønsket om at være menneskelig har igen videnskabelig basis.

Det er en rent dilettanteri (halvdårlig udøvelse af videnskab).” (s. 97)

15