8 minute read
Lirac & Gigondas
- den samspilsramte lillesøster og den selvbevidste storebror
AF HENRIK STEEN ANDERSEN
En gang i mellem er man lidt heldig. Efter en meget langvarig tørke i det sydlige Rhône – faktisk var der ikke kommet ordentlig regn siden februar – havde det væltet ned i fulde to uger før vi kom, som havde Gud igen i vrede ladet syndfloden bruse. Vi kom til små 15 grader og nydelig sol – så er det lige som lidt sjovere! Målet var upåagtede Lirac og anderledes estimerede Gigondas.
LIRAC A’VA’FOR’NOGET?
Appellationen, Lirac, har haft sin egen cru-status siden 1947 og havde faktisk en høj anseelse hundreder af år tilbage. Nu henlever området en noget mere tilbagetrukket skæbne, men ikke med deres egen vilje. Der var frustration, grænsende til bitterhed, over at man ikke får den opmærksom, som man finder sig berettiget til. Den mægtige Rhône-flod adskiller Châteauneuf-du-Pape og Lirac, så vi er reelt samme sted – men verden kræver ”neuf” og glemmer Lirac. Og for at føje spot til skade, er nogle af de kendeste Lirac-vine fra ejendomme i Châteauneuf, som ejer marker i Lirac. Der købes en del op i Lirac fra neuf-producenter, og det var man ikke alt for begejstret for i Lirac.
Det er ikke helt retfærdigt, at Lirac har dette ry – og hvem ved: måske vil fremtiden være med Lirac, som har en ret forskelligartet undergrund, en del højere beliggende marker og – i hvert fald visse steder – et marginalt køligere klima end smeltediglen i Châteauneuf. Når det grad
Tre Vigtige Producenter
CHÂTEAU DE MONFAUCON ejes af Rodolphe de Pins, som også er formand for appellationen. Han var en stærk fortaler for, at Lirac burde have en større plads og at potentialet var/er der til at opnå dette. Tidligere på dagen havde vores ”næsten verdens bedste” sommelier, Nina, været der sammen med resten af medaljepodiet, og der var derfor åbnet nogle sjove flasker med alder. Således var både 1999 og 2009 stadig meget vitale og med god friskhed. Stilen hos Monfaucon er til den stramme, mørke, lidt tørre side med ganske meget tannin – gemmevine. Der laves både Côtes du Rhône og Lirac – sidstnævnte i flere cuvéer – og Lirac er naturligt nok de største vine. Der er fokus på at øge mængden af hvidvin i det sydlige Rhône og én af de druer, som fremhæves, er clairette, som kan frembringe saftige og friske vine, modsat manges forestilling om hvid rhône-vin.
CHÂTEAU MANISSY er et gammelt kloster og der bor stadig 7 munke fra ordenen ”Missionnary Brothers of the Holy Family”. Den yngste er 82 år og angiveligt er flere af dem stadig meget aktive i den tilhørende urtehave. Manissy er lige dele Tavel og Lirac. Manissy er certificeret biodynamisk – man skønnede, at der er yderligere 5 bio-producenter i Tavel og 4-5 i Lirac, så denne trend er ikke slået hårdt igennem endnu, selv om en del er økologiske – med eller uden certificering. Manissy’s vine er ret elegante, smidige og i fin balance uden for meget alkohol. Selv om det egentlig var forbudt at servere andet end lirac-vin, smagte vi en række rosé fra Tavel – og det blev bekræftet, at det er god appellation fra seriøse producenter.
DOMAINE MABY er ligeledes et Lirac/Tavel-hus. Man eksporterer 50% og anser Danmark for et vigtigt marked. Huset dyrker økologisk og er tæt på certificering. Alkoholen er til den høje side, da man går efter fenolisk modenhed. Vinene er intense, rige og fyldige, men uden at miste fokus. Maby er én af de største producenter af hvid Lirac – jeg kunne dog bedre lide de røde, hvor fedmen bedre kunne styres. Især vinen Nessun Dorma (vinene har musikalske navne – her den berømte arie fra Puccini’s Turandot) stod flot trods sine 15% - intense kirsebær, saftig, bløde tanniner – og i fin balance.
Besøg hos anerkendte producenter
CHATEAU DE SAINT COSME er vel den mest berømte ejendom i Gigondas. Ejeren, Louis Barryol, er også en aktiv formand for appellationen. Han havde naturligvis kun godt at sige om områdets vine, men var skeptisk over for den trend, som bl.a. det glimrende hus, Santa Duc, følger – nemlig at høste tidligere for at bevare syre, friskhed og frugt – måske på bekostning af korrekt/fuld modenhed af druerne. Og Barryol var ikke den eneste, som forfægtede dette synspunkt. Barryol havde i øvrigt en del knubbede ord til flere af de kendte franske vinjournalister, som har rettet kritik mod San Cosme’s brug af fade, herunder nye fade. Det er sandt, at vinene kan være noget præget af fad i starten, men med tiden integreres det. En helt anden ting er, at ikke sjældent bliver den eller de fineste vine i mange sydrhône-vine overdoseret med fad, i stedet for at lade frugten stå mere rent. Men det er et synspunkt.
BARRYOL havde taget nogle vine med alder med – og de stod virkelig smukt. Intense, men balancerede. Saint Cosme’s vine er meget intense, men med nerve. Og så havde han selvfølgelig også et par ord om Gigondas og hvidvin. For man må ikke lave hvidvin med denne appellation, men der arbejdes på at få tilladelsen i fremtiden – og det kommer givet vis. Igen er clairette en markant spiller som hvidvinsdrue. Og så laves der 1% rosé i Gigondas.
DOMAINE DE LA BOUISSIÈRES ligger lige i den charmerende by, Gigondas – salgslokalet nærmest lige på pladsen. Man har lidt Vacqueyras som en del andre Gigondas-producenter – men klar fokus på Gigondas. Det er et familieejet domæne startet i 1978 og hovedparten af markerne ligger i højden med kun 25% i det flade land under byen. Man er begyndt at høste tidligere for at bevare syre og friskhed – i 2019 startede man 7. oktober (da var Santa Duc allerede færdige med høsten!) – som modvægt mod den tiltagende varme. Vinene er sydrhônsk intense, klassiske og med en vis elegance og nerve, som skaber en god harmoni. Som mange andre Gigondas kan vinene sagtens ligge 10-15 år – i visse år endda mere. Som nævnt tidligere kan man også her diskutere, om husets basisvin er egentlig ikke er bedre balanceret end den mere fadprægede Font de Tonin (selv om den faktisk kun får 10-15% ny eg).
Der var en god illustration af Gigondas’ diversitet i et frokostmøde med Domaine du Cayron og biodynamiske Domaine Montirius. Cayron laver kun én vin, som kommer fra højtliggende marker. Cayron har næsten altid en krydret, næsten urtet tone og er ofte ret dramatisk i sit udtryk. Montirius er mere indsmigrende, næsten feminin. Begge er rigtig gode huse – Cayron vertikal i sit udtryk – Montirius horisontal.
PIERRE AMADIEU er efter lokale forhold en kæmpe – ejer omkring 10% af hele appellationen og har hele 140 ha i højden under ”dentellerne”. Man har en mindre del negociant-virksomhed, ca. 25%. Vinene er mørke og dramatiske med en stigende kvalitetskurve i de 3 cuvéer, endende med Pas de l’Aigle, som kommer fra nordvendte marker i 500 meters højde. Den ligger på store, gamle fade og er en mørk, kraftfuld, langtlevende (2009 var ikke helt klar endnu) vin med et godt skud tannin. Man mærker virkelig den store andel grenache – ca. 85%.
MOULIN DE LA GARDETTE er i en helt anden størrelsesorden, blot 10 ha. Salget er lidt specielt – 50% eksporteres og 50% sælges fra en lille forretning på torvet i Gigondas. Igen kan man argumentere for, at den mest ”ærlige” vin er deres Tradition i forhold til deres topvin, Ventabren. Begge er dog smukt balancerede – ja næsten kultiverede som deres ejer, Jean Baptiste Meunier – en eksværdig, dannet, diskret og venlig mand. Uden at give køb på deres ophav, der næsten fordrer brutal kraft og intensitet, er vinene alligevel delikate og indtagende.
Når vinene fra Châteauneuf-du-Pape med yderligere global opvarmning ender med at være mere marmelade end vin, kan man nok stadig lave fin vin i Gigondas. Vin med vitalitet og nerve – og muskler og intensitet.
vist bliver sværere og sværere at styre produktionen i Châteauneuf på grundt af overmodenhed og mangel på syre og friskhed, ligger alternativet måske i Lirac.
Lirac producerer alle 3 typer vin: rød, rosé (5%) og hvid (10%). Lirac grænser lige op til Tavel, og en del producenter har marker i begge appellationer, men der laves altså ikke særlig meget rosé i Lirac.
GIGONDAS JA’DET’ KENDER’VI’BEDRE
Hvor Lirac har kæmpet med sit image i mange år, gør det modsatte sig gældende for Gigondas, selv om man først fik egen cru-status i 1971. Der kan ikke herske tvivl om, at Châteauneuf er mere berømt, og at de mest efterspurgte vine er betydeligt dyrere end de tilsvarende fra Gigondas. Men Gigondas er klart nr. 2 i hierakiet i det sydlige Rhône. Og terroiret er meget mere forskelligartet i Gigondas – og ikke mindst dyrker man vin i betydelig større højde end i Châteauneuf, ligesom bjergene, Dentelles de Montmirail, giver forskellig hældning og skygge – hvilket giver mulighed for at bevare en bedre kølighed og syre i vinene. Sådan relativt set, for vi er stadig i basseland, hvad angår kraft, intensitet og alkohol. Spørgsmålet, som kunne være interessant, er, om ikke Gigondas ville have en mindst lige så stor anseelse – måske endda større – end Châteauneuf, hvis man nulstillede i dag og begyndte forfra. For den globale opvarmning er uden diskussion hårdere ved Châteauneuf-du-Pape end Gigondas. Men det er spekulation, og selv om smagen er blevet lidt mere nuanceret i USA, elsker
de amerikanske vinjournalister stadig de fuldfede vin fra neuf. I øvrigt blev det flere gange fremhævet, at man fandt The Wine Advocate’s tidligere Rhône-ekspert, Jebb Dunnuck, mere seriøs end deres nuværende Czerwinski – og Dunnuck er i hvert fald ikke håndsky, når det gælder fyldige vine.
DOMAINE XAVIER GÉRARD ”RISING STAR” I CÔTE-RÔTIE
INDBEGREBET AF CÔTE-RÔTIE OG CONDRIEU KOMPLEKSE, BALANCEREDE VINE I TOPKLASSE!
2016 LA LANDONNE 2017 CÔTE-RÔTIE
2018 CONDRIEU «LA CÔTE CHÂTILLON» 2018 CONDRIEU ARBUEL 2018 VIOGNIER IGP
FØRES EKSKLUSIVT AF
SIGURD MÜLLER VINHANDEL A/S 98 18 50 99 • vin@smv.dk • www.smv.dk
