Rust magasinet december 2012

DECEMBER 2012

Lisbeth Zornig ”Jeg er nok lidt af en kold skid”

RUST

Nr. 8 • 2012

INDHOLD

4 6 7

TAK FOR I ÅR

11

PRESTIGEPROJEKT LADER VENTE PÅ SIG SDU Scribble er stadig forsinket, og der vil i januar stadig blive afholdt eksaminer med blyant og viskelæder.

NYE TANKER STANDSER SNYD Når de studerende snyder til eksamen, skriver de for det meste af fra internettet.

Det skal stoppes med nye former for eksaminer, antiplagieringsprogrammer og mere kontakt med vejlederne.

8

IKKE UD OVER PENSUM Studerende fokuserer for meget på pensum og udenadslære. Der mangler plads til at fejle, mener forsker.

16

9

VÆRKTØJER, VEJLEDNING OG VELVILJE Man skal ikke føle, at man har opbrugt sin kvote, hvis man går til VejledningsCentret på SDU med sine problemer. Vejlederne er klar.

10

SÅDAN OVERLEVER DU EKSAMENSPERIODEN Prioritering og planlægning er et par af de råd, der kan hjælpe dig igennem den svære tid. Men der skal også være plads til belønninger undervejs og efter.

HOW TO GET THE FLOW IN THE SNOW Lær, hvordan du kan bruge eksamensperiodens overspringshandlinger mere aktivt.

11 12 14

ER JULEN BARE ENDNU EN EKSAMEN? Julen er de stressede hjerters tid, og eksaminerne kan fylde så meget, at de forhindrer julefreden i at sænke sig.

JUL MED KALOT, HAMMER OG KORAN Hvordan føles det at skulle vade rundt i juleklejner, når man er muslim, jøde eller bare gerne vil fejre solhverv?

16 17 18 20

MANDEN BAG GRØDNISSEN Hvilket forhold har skuespiller Flemming Jensen til jul, efter at han har spillet Nissebandens Lunte?

18

POLITISKE BUDSKABER GEMT I NISSEHUEN Det er gået op for de færreste, men Flemming Jensen leverer i Nissebanden en skarp kritik af vores samfund og tidsånd.

EARL GREY AD OMVEJE En varm kop te er sjælens lindring i de kolde vintermåneder, men de små blade har også udløst krige, bygget imperier og slået et slag for kvindefrigørelsen.

IK’ SÅ LANGT FRA LOLLAND Lisbeth Zornig har stadig Lolland i sig. Usikkerheden og udholdenheden.

Dialekten og den familie hun, på trods af alt, holder ved.

26

ET FLØJLSBLØDT MØRKE Hun er bange, når alt ser anderledes ud, som når en stol med noget tøj over pludselig bliver til et monster. Katrine Peytz Hansen er mørkeræd.

(4)-3-2-1 TIL JULEFERIEN SDU-studerende Peter Staal Liberoth og udenrigsminister Villy Søvndal tipper om film, sang, mad og traditioner til juleferien.

HELLIGE SVIN OG RISTEDE NISSER Novelle: For den internationale studerende Nueng er den danske julehygge ét stort mysterium.

28 30

32 37 38

19

FOTOREPORTAGE Der er meget mere end 12.000 kroner på spil, når de fynske værtshuse dyster mod hinanden i billardturneringen Albani Pot. TELEGRAM FRA EN CAMPUSBY Mike F. Christiansen har et – næsten uskyldigt – juleønske fra SDU i Kolding.

JULETID ER QUIZTID Hvilken film er rektors yndlings? Vejede den tungeste nyfødte baby virkelig mere end ti kilo? Og hvad skete der egentlig med Dovne Robert?

2

32

oprettelse kr. 99

STØRSTE OPLEVELSE BEDSTE LYD · BEDSTE BILLEDE BEDSTE 4K-BIOGRAF VERDENSPREMIERE 12.12.12 I SAL 1

7$1'/ *( +DU GX ´ORPPHVPHUWHUµ "

YL JLU· EHG¡YHOVHQ RJ U¡QWJHQELOOHGHUQH JUDWLV WLO VWXGHUHQGH PRG IRUHYLVQLQJ DI J\OGLJW VWXGLHNRUW

&HQWUXP7DQGO JHUQH ZZZ FHQWUXPWDQGODHJHUQH GN Odense Banegård Center · biocity.dk · tlf. 70 13 12 11

2GHQVH &LW\ 0LGGHOIDUW

*U¡QQHJDGH 7HJOJnUGVSDUNHQ

WOI WOI

RUST

Nr. 8 • 2012

TAK FOR I ÅR

Er du bange for mørke?

Så kan december og januar føles uoverkommeligt lange. For dagene er kortere, så der er mere af det. Mørket.

Prøv at kigge udenfor. Der er stor risiko (eller chance, om man vil) for, at der er mørkt. Og der bliver kun mørkere. Indtil den 21. december. Så lysner det. I bogstaveligste forstand. Om et par måneder er det igen lyst, når du cykler i skole, og først mørkt når læselampen slukkes. En rar tanke, ikke sandt?

Men før den drøm bliver til virkelighed, er der bøgerne, overspringshandlingerne og sidst men ikke mindst; eksamen.

Og så er der RUST. Netop her kan du måske blive lidt bedre rustet til januars strabadser og svedeture. Du kan blandt andet læse om overspringshandlinger. Nogle mener, at man hverken kan leve med eller uden dem. I nummeret her kan du finde ud, hvordan du får mest muligt ud af dem.

Desuden råder en professor til, at man ikke læser mere end to timer af gangen. Lyder det ikke som nyttig læsning?

Det skal dog heller ikke være sådan, at man bliver eksamensstresset over at læse RUST. For bladet og livet som studerende er mere end tiden på campus. I denne omgang kan du finde ud af, om Lisbeth Zornig virkelig er en kold skid, og hvordan noget så uskyldigt som et tebrev kan ende i historiebøgerne. Du kan også tage med derind, hvor der er mørkt, selv når solen skinner. På Vognhjulet i Odense. Her bliver brudt baller og skålet, mens køerne stanger, som var de netop kommet på græs.

Inden det overhovedet kan betale sig at gå i panik over pensum, er der jo kartofler, brun sovs, rødkål, and, flæskesteg og meget mere på menuen. Spørgsmålet er imidlertid, om vi studerende får andet ud af julen end forstoppelse og bløde pakker. Grundet de lidet ventede eksamener er mange studerende nemlig slet ikke mentalt til stede i juledagene. Det kan du læse om inde i bladet, hvor du også kan møde studerende, der slet ikke holder jul.

Og så er der mørket. Før du bevæger du i det, skulle du måske prøve at dykke endnu længere ned i det, her i bladet. I artiklen ”Et fløjlsblødt mørke” har vi taget skridtet ind bag mørket, rodet rundt i det og forsøgt at forstå det.

Noget helt andet, der er svært at forstå, er, at dette blad er denne redaktions sidste. Der er gået et år, siden vi tog over, og hvilket et det har været. Fra starten og flere gange undervejs har vi proklameret og oprigtigt ment, at vi er til for jer, de studerende. Vi skriver vores historier med jer i tankerne og med som jer som primær målgruppe. Derfor håber vi også, at I har kunnet se jer selv i artiklerne – og at I føler, I er blevet hørt.

Hvis I har ris, ros eller kommentarer til vores regeringstid, er I som altid velkomne til at kontakte os på rustonline.dk, rust@sdu.dk eller på facebook.

God jul og godt nytår Anne Katrine, Nina, Mads, Sebastian & Christian

Christian Birk Ansv. chefredaktør

Sebastian Abrahamsen Chefredaktør

Anne Katrine Gregersen Redaktør

Mads Frimann Redaktør

Nina Aagaard Redaktør

Fotograf: Simon Johansen Forsidefoto Gitte Post

Udgiver Serviceområdet

Kontakt rust@sdu.dk

Layout Rosendahls Print - Design - Media

Oplag 2.500, 8 gange årligt

Web www.rustonline.dk

Annonceansvarlig Charlotte Harlev mba@htodense.dk Rosendahls Print - Design - Media

Tryk Rosendahls Print - Design - Media

Adresse Rust, Campusvej 55, 5230 Odense M

Distribution Alle afdelinger af SDU

ISSN 1604-5238

4

Garanti for gåsehud

Oplev bruset fra det STore syMFoniorkeSTer Symfoniorkestret skal opleves i koncertsalen – et rum udenfor digital rækkevidde, hvor man kan give sig hen i oplevelser, der sidder i kroppen længe efter koncertens sidste toner har lydt.

Et symfoniorkester kan på få sekunder sætte dig i en given stemning. Koncerter med Odense Symfoniorkester giver adgang til de helt store musikoplevelser, hvor orkestret nærmest spiller taget af Koncerthuset – men også muligheden for at forholde sig til alt det, den klassiske musik også har at byde på: nærvær, koncentration, dybde – og gåsehud.

Se alle koncerter på odensesymfoni.dk

Studie- og ungerabat 65% Gælder unge til og med 26 år og studerende med studiekort

d. u t S / ung

8 8 2 2 lpris orma

n

odensesymfoni.dk

0kr

90-25

kr.

Billettelefon 63121314

RUST

Nr. 8 • 2012

Prestigeprojekt lader vente på sig Syddansk Universitets egen digitale pen, SDU Scribble, skulle allerede nu have gjort de sidste stedprøver på universitetet digitale. Men projektet er forsinket, og til januar bliver der stadig afholdt eksaminer med blyant og viskelæder.

Egentlig var der deadline for en færdigudviklet version af SDU Scribble allerede i sommerferien 2012. Men der findes fortsat ikke en fuldt funktionel version af den digitale pen, der skulle gøre SDU’s eksamensafvikling 100 procent digital. ”Personligt har jeg ikke troet på de deadlines, der er blevet sat,” fortæller en af SDU Scribbles idemænd, Søren Sten Hansen. Han har som udviklingskonsulent for Det Naturvidenskabelige Fakultet stået for at finde ud af, hvilke krav pennen skulle opfylde.

de, der har behov for at tegne grafer og formler ved eksamen. Det kan man med SDU Scribble, der fungerer som den studerendes forlængede digitale arm, forklarer Søren Sten Hansen.

På Det Naturvidenskabelige Fakultet bruger de studerende allerede en testversion af SDU Scribble til både undervisning og eksamen. De har brugt pennen siden foråret, fordi fakultetet har vurderet, at den allerede nu indeholder de nødvendige funktioner til deres behov.

UDSKØD DEADLINE FLERE GANGE

Anderledes ser det ud på det Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Her har man nedsat en følgegruppe, der har til opgave at vejlede fakultetsledelsen om digitaliseringen af eksaminerne. Tidligere på året indgav gruppen en indstilling til fakultetets dekan, hvor man bad om dispensation, så de studerende kunne få lov til at bruge kuglepen til de eksaminer, hvor de ellers skulle have brugt testversionen af SDU Scribble. En indstilling som dekanen valgte at følge. Dermed afholdes der til januar 12 stedprøver på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, som ikke er digitale.

Det høje tempo skyldes, at SDU Scribble er helt afgørende for, at Syddansk Universitet kan gøre alle stedprøver digitale. Faktisk var det grunden til, at projektet overhovedet blev søsat.

En fuldstændig digital eksamensafvikling vil give universitetet en fornem profilering, fordi ingen andre universiteter i Danmark kan prale af netop det.

”Vi har mange gange fået at vide, at den færdige version er tæt på. Vi er bare nødt til at sige: Enten virker det, eller også virker det ikke. Vi skal være sikre på, at vi har et program, der fungerer,” siger Per Æbelø, projektleder på fakultetet og medlem af den følgegruppe, der gav indstillingen om dispensation for brug af SDU Scribble.

”Vi har haft høje mål, og vi har kørt i et meget højt tempo. Nu har vi valgt at finde et realistisk niveau, så vi har tid til at finpudse det hele,” siger Søren Sten Hansen og understreger, at man er kommet langt i udviklingen.

Oprindeligt var slagplanen, at eksaminerne i januar 2012 skulle være de sidste med blyant og papir. Siden har SDU måttet udskyde deadline i flere omgange. Først til februar 2012, så efter sommerferien samme år og igen til udgangen af 2012. I skrivende stund forventes SDU Scribble at komme i en ’Version 1’ efter eksaminerne i januar 2013.

Pennen er i første omgang målrettet mod de sundheds- og naturvidenskabelige studeren-

6

”Men vi har ikke mistet tilliden til SDU Scribble. Vi er i tæt dialog med udviklerne og følger processen tæt,” fastslår han.

EN LANG PROCES

VENTER PÅ DEN FÆRDIGE VERSION Projektet, der indtil videre har kostet omkring en halv million kroner, har været ramt af knappe udviklingsresurser, sygdom og tekniske problemer, der skyldtes et ønske om at tilpasse SDU Scribble til både Mac, Linux og Windows.

Af Mads Frimann

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet vil ikke gøre brug af den nuværende testversion, fordi fakultetet har særlige funktionskrav, og fordi produktet endnu ikke eksisterer i en færdig version. ”Det er først, når den rigtige version kommer, at vi kan begynde at bruge den. Vi vil ikke ødelægge en eksamen for 200-300 studerende,” forklarer Per Æbelø.

Selvom SDU Scribble skulle være klar i starten af det nye år, så er der ingen garanti for, at den digitale pen bliver en fast del af undervisningen på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet lige med det samme. ”Inden vi kan implementere det i vores undervisning, så skal vores pædagogiske enhed instrueres i, hvordan SDU Scribble bruges i undervisningssammenhæng. De studerende er heller ikke vant til at bruge den, og vi har ikke nogen erfaring med, hvordan vi får SDU Scribble ind i undervisningen,” siger Per Æbelø.

Jeres dispensation udløber efter eksaminerne i januar. Har I tænkt jer at søge om den igen, så I undgår at bruge SDU Scribble ved næste eksamensrunde? ”Det ved jeg ikke. Det afhænger helt af, hvor langt udviklingen er med den,” slutter han.

SDU SCRIBBLE - Software til digital håndstift - Lige nu findes der en beta 3 version. Næste skridt er en fuldendt version, der efter planen skal udkomme i løbet af januar næste år.

- Udviklet af Peter Schneider-Kamp, lektor i datalogi, og Søren Sten Hansen, udviklingskonsulent ved Det Naturvidenskabelige Fakultet i samarbejde med IT-service, sammen med en håndfuld studenterprogrammører .

- Der er flere danske og skandinaviske universiteter, der har vist interesse for at købe den færdig version af SDU Scribble.

RUST

Nr. 8 • 2012

Nye tanker standser

snyd

Når studerende snyder til eksamen, stjæler de fra andres tekster.

Men anderledes eksaminer kan måske stoppe plagieringen. ”I gamle dage kunne det være sådan noget med små sedler ude på toilettet. Det er der ikke noget af nu. 90 % af alt snyd, som vi opdager, er afskrift fra internettet”, fortæller Preben Sørensen, studiechef på Aalborg Universitet.

Når de studerende snyder til eksamen, skriver de for det meste af. På nettet er der mange gode citater, man kan gøre til sine egne, siger Preben Sørensen. På Syddansk Universitet er tendensen den samme, fortæller studieleder Per Christian Andersen.

Når studerende plagierer, tager de tekststykker, som de ikke selv har skrevet, med i deres opgaver uden at angive, at det er en anden, der har skrevet det. Mens Aalborg Universitet har omkring 20 sager om eksamensnyd om året, havde RUC sager mod 13 personer sidste år, Aarhus Universitet 55 til 60 sager, Københavns Universitet 51 og Syddansk Universitet havde sager mod 105 studerende. Det har ikke været muligt at finde en forklaring på, hvorfor Syddansk Universitet har flere sager end de andre universiteter, men universitet mener, det måske er fordi, de er gode til at opdage snyd.

BARE LIGE GOOGLE DET Internettet betyder, at det er muligt at skaffe viden på en ny måde, fortæller Hanne Leth Andersen, der er uddannelsesforsker og prorektor med ansvar for uddannelse på RUC. Når de studerende er i tvivl om noget, kan de bare tage computeren frem og google det.

Derfor må universiteterne indføre eksaminer, hvor de studerende ikke kan hente svaret på nettet. Hun mener, at universiteterne skal bruge færre eksaminer, hvor de studerende skal vise, at de ved noget om et emne. For eksempel når de studerende redegøre for, hvad der findes af markedsføringsteorier. De studerende bør ikke kun redegøre. I stedet skal eksaminerne være bygget op omkring problemer, de studerende skal løse. Så findes svaret ikke noget andet sted, og de studerende skal tænke selv. Det kunne

for eksempel være en eksamen, hvor den studerende skal tilrettelægge en markedsføringsstrategi for Danish Crown.

Desuden mener hun også, at de studerende skal have mere kontakt med vejlederne. Både så de ikke blive hægtet af undervisningen og får brug for at snyde, og fordi vejlederne bedre vil kunne spotte snyd, hvis de kender deres studerende.

LÆRE MEST MULIGT, IKKE SNYDE BEDST MULIGT Aalborg Universitet har allerede moderne eksamensformer, fortæller Preben Sørensen. En stor del af uddannelsen er projektrapporter, hvor de studerende skal tænke selv hele vejen igennem. Til eksamen denne vinter vil Aalborg Universitet scanne alle afgangsprojekter med deres antiplagieringsprogram, Ephorus, som de bruger 65.000 kroner på om året. På den måde håber de at kunne skræmme studerende fra overhovedet at tænke på at plagiere. Også Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet bruger antiplagieringsprogrammmer. Programmerne sammenligner eksamensopgaverne med tekster på internettet og opgaver, der tidligere er blevet scannet.

Hanne Leth Andersen mener, at antiplagieringsprogrammerne kan være en falsk tryghed og, at universiteterne bør arbejde for, at de studerende ikke snyder i første omgang. ”Det gør studerende til modstandere, som vi skal tjekke hele tiden. Vi skal arbejde for, at de ikke snyder. Jeg går ind for et universitetsmiljø, hvor vi samarbejder om, at de studerende lærer mest muligt og ikke lærer at snyde bedst muligt.”

Af: Nina Aagaard

selv. Eksaminer der forholder sig til, hvad der sker på studiet lige nu og her, og hvor svaret ikke kan findes andres steder. Det har studienævnet gjort, fordi de mener, at det er en bedre måde at holde eksaminer på. Men det har også spillet ind, at det på den måde bliver sværere at plagiere.

Studienævnet har indført case-eksaminer, hvor underviserne opfinder en case, som de studerende skal arbejde med. Desuden har de indført porteføljeeksaminer, hvor den studerende skal samle nogle af de produkter, de har lavet i løbet af året, og mundtlige prøver hvor de studerende forsvarer deres arbejde. Til januar kan de studerende på Institut for Kulturvidenskaber på SDU også vælge at arbejde i grupper til nogle af eksaminerne. ”Det vil typisk være en studerende, der skriver en eneopgave, der laver eksamenssnyd.

Medstuderende er jo meget retfærdighedsbevidste, og de er jo ikke interesserede i, at én snyder. Så skal de jo i hvert fald være enige om det.”

Den mest brugte eksamensform er skriftlige opgaver, som de studerende skriver derhjemme. Det er her, det er nemmest at hente svaret på nettet, fortæller Herdis Toft. Men det er også den billigste måde at holde eksamen. Så i sparetider kommer der flere skriftlige hjemmeopgaver, fortæller hun. ”Der er mange måder, vi gerne ville gøre det på, men enten må vi ikke, eller også har vi ikke penge nok. Man går ind og kigger på sit budget og siger: ’Hvad vil vi gerne have? Og hvad kan vi få’?”

HVAD VI KAN FÅ Studienævnet for pædagogik på Syddansk Universitet har de sidste år arbejdet med anderledes eksamensformer, fortæller studieleder Herdis Toft. Studienævnet har prøvet at indføre flere eksaminer, hvor de studerende skal tænke

7

RUST

Nr. 8 • 2012

Ikke ud over

pensum

Studerende fokuserer for meget på pensum og udenadslære.

Der mangler plads til at fejle, mener forsker. ”Nogle gange glemmer jeg lidt, hvorfor det egentlig er, jeg læser. Alt det spændende bliver begravet i, at man skal kunne en masse detaljer udenad til eksamen. Når jeg læser, tænker jeg på, hvad der kræves af læringsmål. Så jeg er sikker på, jeg kan bestå til eksamen”, siger Louise Lundbye Kristiansen, der studerer klinisk biomekanik på Syddansk Universitet.

En undersøgelse fra ForskerForum, bladet for danske universitetsansatte, viser, at 65 % af underviserne på universiteterne mener, at de studerende fokuserer for meget på det, der er eksamenspensum. Laura Louise Sarauw har en ph.d. i pædagogik fra Københavns Universitet.

Ifølge hende gør de studerende bare det, de mener, der bliver forventet af dem. ”Faren er jo, at man kommer til at uddanne nogle mekaniske nikkedukker. Man bomber uddannelsessystemet tilbage til noget meget gammeldags, hvor man går glip af de tanker og visioner, der ligger i, at vi skal være et videnssamfund” I sin afhandling har Laura Louise Sarauw undersøgt studieordninger på humaniorauddannelser før og efter den nye universitetslov i 2003. Studieordninger beskriver, hvordan uddannelsen er skruet sammen, og hvordan eksamen skal holdes. Det er her, læringsmålene er opridset. Hvor studieordningerne før havde fokus på indholdet af studiet og indre erkendelse, lægger de nu vægt på anvendelse og arbejdsmarkedet. Tidligere var fokus på indre værdier, i dag lægger de studieordninger, Laura Louise Sarauw har undersøgt, typisk vægt på, at studiet er rettet mod specifikke jobs.

IKKE TID TIL AT FEJLE Studieordningerne fortæller, hvad studierne kan bruges til på arbejdsmarkedet. Og dele af uddannelsen, der ikke umiddelbart kan bruges, når de studerende skal have et job, presses ud af studierne. Også de studerende bliver fokuserede på, at de har de rigtige kompetencer, me-

8

ner Laura Louise Sarauw. I sine undersøgelser har hun talt med undervisere, der mener, at de studerende fokuserer på, at de kan det, de bliver målt på til eksamen. Så de kan sætte et hak ved punkterne på studieordningen.

Af: Nina Aagaard

derende, der går uden for pensum, anderkendelse. Laura Louise Sarauw mener, universiteterne kunne give studerende nogle værktøjer til at arbejde selvstædigt, og så sende dem ud i øvelser. Og sørge for, at de studerende med det samme får feedback, så de kommer til at føle, at deres arbejde bliver anderkendt. Som det er nu, er det for det meste op til den enkelte underviser, fortæller Laura Louise Sarauw. ”Lige nu er der ikke noget parameter, hvor de studerende kan få anderkendelse for at gøre noget selvstændigt og gå ud over pensum. Og så er det langt fra sikkert, man gør det af sig selv.

Både universitetsloven, finanskrisen samt den stigende tendens til at fokusere på individet i samfundet har bidraget til en mentalitetsændring, mener Laura Louise Sarauw. Gennem opvæksten har de studerende fået at vide, at de kan alt, de vil. Og dermed også, at det er deres egen skyld, hvis de fejler. Samtidig ved de, at konkurrencen på arbejdsIfølge rektor på ”Faren er jo, at man kommer til at markedet er hård.

Syddansk UniDerfor bruger de versitet, Jens Oduddanne nogle mekaniske nikkestudieordningen dershede, var indukker. Man bomber uddannelsessom en opskrift tentionerne med systemet tilbage til noget meget på, hvordan de kan universitetsloven gammeldags, hvor man går glip af studere på den rigat sætte fokus på, tige måde. hvilke færdighede tanker og visioner, der ligger i, ”Der er ikke tid til der der skal opnås at vi skal være et videnssamfund” at fejle, de skal jo gennem uddanbåde gennemføre nelsen, i stedet for på normeret tid og helst få tolv i det hele. De hvilket pensum de studerende skal nå at læse. søger sikkerhed for, at det, de gør til eksamen, Men hvis der stadig fokuseres meget på pener rigtigt, og mange forfalder til skabeloner, og sum på universitetet, er reformen ikke kommet til de løsninger der er afprøvet, i stedet for at i mål, mener han. Det kan være, studieordninsøge nye muligheder og gøre uddannelsen til gerne skal kigges igennem igen for at se, om deres eget projekt.” de fokuserer på pensum eller på læringsmål.

Ingen sætter spørgsmålstegn ved, at uddannelserne skal kunne bruges på arbejdsmarkedet, understreger Laura Louise Sarauw. Men hun mener, der mangler plads til, at de studerende motiveres til at tænke selv og prøve ting af. ”Faren er jo, at man kommer til at uddanne nogle mekaniske nikkedukker. Man bomber uddannelsessystemet tilbage til noget meget gammeldags, hvor man går glip af de tanker og visioner, der ligger i, at vi skal være et videnssamfund.”

ANERKENDT FOR EKSTRA INDSATS I systemet mangler der en måde at give stu-

Vi har i hvert fald en fælles opgave om at få overbevist hinanden om, at man ikke går her for et bestå, men for at lære noget. Og det er ikke nødvendigvis det samme som at bestå eksamen.”

Derimod mener Laura Louise Sarauw, at de nye studieordninger er et paradoks. Det er svært for både undervisere og studerende at tænke selvstændigt, når målene stort set er defineret på forhånd ”Hvis man skal have nye ideer, bliver man nødt til at have et frirum til at afsøge hjørner af noget, der ikke allerede er defineret.”

RUST

Nr. 8 • 2012

Værktøjer, vejledning og velvilje På VejledningsCentret på Syddansk Universitet i Odense skal man ikke være bange for at komme med både stort og småt.

Vejlederne Rune Mastrup Lauridsen og Trine Fenger trækker nemlig værktøjskassen frem ved selv den mindste tvivl. ”Man skal komme herop, hvis lokummet brænder”, siger Rune Mastrup Lauridsen og skubber lidt af sit ”kreative kaos” på skrivebordet til side for at få plads til entusiasmen. Han er uddannet coach og vejleder studerende i VejledningsCentret på Syddansk Universitet i Odense. ”Hvis du står med tårer i øjnene, så tager vi dig med det samme. Så finder vi tiden”, istemmer Trine Fenger, som er centrets primære vejleder omkring studiekompetencer og planlægning.

Begge står de med sænkede skuldre og kigger en i øjnene, når de taler. ”Men man kan også komme og få en samtale, hvis man bare står og skal træffe et valg, som man synes er svært”, fortsætter hun.

VejledningsCentret, som ligger lige til højre på Gydehutten efter campustorvet, er et tilbud til de studerende på Syddansk Universitet om at få vejledning af både studiemæssig og privat karakter. Der er otte vejledere tilknyttet centret, og hver dag er to på arbejde bare for at tage imod folk, der kommer ”ind fra gaden”.

Både Rune Mastrup Lauridsen og Trine Fenger betoner vigtigheden af, at det er et tilbud, som tager udgangspunkt i individet. Det er den enkelte persons behov, baggrund og problemer, der bliver taget op. For hvor et problem med eksamensangst for én kan handle om manglende selvværd, kan det for andre dreje sig om noget helt andet. Her må de føle sig frem, spørge ind og bruge deres uddannelse. ”Vi bruger selvfølgelig vores erfaring, men det handler i høj grad om den enkelte”, siger Trine Fenger.

De konkrete værktøjer, man får med fra en vejledning, varierer derfor også meget. Spændvidden går fra en erkendelse eller realisering til en komplet strukturering af et forløb. ”Vi har et princip om, at man altid skal have noget med herfra. Enten helt konkret i form af studietekniske værktøjer eller en form for erkendelse”, siger Rune Mastrup Lauridsen, og Trine Fenger fortsætter. ”Vi sidder med en værktøjskasse, som vi kan dele ud af. Vi kender til redskaberne, som vi kan hjælpe den enkelte med at finde frem.”

Når man kommer med problemer eller spørgsmål, er der samtidig fokus på, at der bliver arbejdet med dem, så længe der er behov for det. ”Nogle kommer herop én gang, andre to og nogle flere gange i løbet af et semester. Vi ser det i høj grad som en proces. Der er ikke noget ”quick fix””, påpeger Rune Mastrup Lauridsen.

Trine Fenger oplever indimellem, at de studerende, som kommer ind til hende, undskylder for deres behov for vejledning og siger ting som ’jeg skal heller ikke tage din tid…’. Det forbavser hende, for den følelse er der ingen grund til at have. På VejledningsCentret er de nemlig til for at vejlede de studerende og det i det omfang, den enkelte har behov for. ”Man skal i hvert fald ikke sidde med en følelse af, at man har opbrugt sin kvote”, siger hun.

Det er en pointe, som ikke er til at komme udenom på VejledningsCentret. De arbejder for, at der er plads til at komme med det, man finder problematisk og samtidig blive taget alvorligt.

For som Rune Mastrup Lauridsen siger;

Læs mere på: www.sdu.dk/information_til/studerende_ved_sdu/vejledning/vejledningscentret

Af Maja Mackintosh og Nanna Nagy

Vejledningscentret, Syddansk Universitet Åbent alle hverdage fra 10-14 Telefon: 6550 1052 Mail: vejledning@sdu.dk

”Det er vigtigt at de studerende kan mærke, at vi synes, de er vigtige”.

Der er selvfølgelig også de studerende, der vælger at droppe ud. Uanset om de har været forbi vejlederne eller ej. Mange fordi de ikke har sat sig ordentlig ind i det studie, de er i gang med.

SDU kæmper, ligesom andre universiteter, med at minimere antallet af frafald. Rune Mastrup Lauridsen lægger dog vægt på, at der kan være mange valide grunde til, at folk dropper ud, og det er for VejledningsCentret ikke muligt eller ønskværdigt at holde på studerende, der har indset, at de hellere vil læse noget andet, end det de er begyndt på. ”De skal ’naturligvis’ skifte studie, hvis deres indsigt kræver det. Det er bedst for dem selv, SDU og for samfundet,” siger han.

Det er specielt i de mørke måneder, at studiet kan overrumple de studerende og få dem til at blive en del af frafaldsstatistikkerne, men ifølge Rune Mastrup Lauridsen, er det ikke udelukkende de korte dage, der får de studerende til at kvitte læselivet. ”Jeg har talt med adskillige studerende gennem tiden, som synes, det hele er lidt trist og surt her i efteråret og vinteren. Men vi kan ikke aflæse det statistisk. Vi har dog bevidst lagt vores Motivationsboost arrangement 20. november og ikke 20 maj”, siger han og fortsætter. ”Årsagerne, til at folk vælger at droppe ud, er en mega kompleks størrelse. Frafald kan skyldes 1000 ting, og udfordringerne er helt forskellige uddannelserne og institutionerne imellem.”

9

RUST

Nr. 8 • 2012

Sådan overlever du eksamensperioden Eksamen venter forude som en faretruende sky, men med de rette råd kan den tunge tid måske blive lidt lettere.

Af: Stine Voigt de Klauman og Didde Venzel Lindholdt Illustration: Valdemar Glahn-Abrahamsen

”Dingelingeling!!” - Vækkeuret ringer. Eksamen er på skemaet, og du har egentlig mest lyst til bare at kaste hovedet hårdt ned i puden igen af bar protest over verdens urimeligheder og krav, den stiller til dig. Den nussede pyjamas bliver på, lidt godt skal man vel have det i den lede juletid. Dvask går du i gang, og første side er knap nok vendt, før øjenlågene føles tungere end den tykkeste bog.

struktur er alfa omega, når du skal ud at danse med dit tunge pensum.

Det kan være svært at læse til eksamen. Eksperterne giver deres råd til, hvordan du undgår frustration over tabte timer.

Han understreger derfor, at det er vigtigt, at du deler din læsning op i bidder og husker at slappe af og koble fra, når du holder pause. Dit hoved har brug for hvile, også selvom du ikke føler, du har tid.

FÅ RYGRAD ”Det vigtigste er, at eksamensstoffet opleves meningsfuldt. Gør stoffet relevant for dig. Du kan starte med at finde de områder og emner, som du er særligt optaget af. Hvis ikke du formår at få det til at skabe mening, slukker systemet fuldstændig,” forklarer Reinhard Stelter, som er professor i coaching og psykologi.

Det er vigtigt, at du er i stand til at skabe den fornødne motivation, allerede inden du går i gang med at læse. Det kan derfor være en god idé, hvis du sætter dig ned og tænker over, hvad netop du synes er interessant indenfor dit pensum. Du kan eventuelt skrive det ned på post-its og hænge dem op ved dit skrivebord, så de fungerer som en påmindelse, mens du høvler dig gennem de tykke bøger.

UMULIGT AT LÆSE I MERE END TO TIMER Struktur, struktur, struktur. Du kender sikkert remsen bedre end udsigten fra dit vindue.

Men det er ikke uden grund, at denne ”lærersætning” er gået hen og blevet en kliché. Netop

10

”Først og fremmest skal du lægge en overordnet plan, bagefter skal du prioritere dit stof. Hvad er centralt, og hvad kan du til nøds undvære? Hold pauser i løbet af dagen. Ingen kan læse i mere end to timer ad gangen,” råder Reinhard Stelter.

SPADSERETUR FREM FOR FITNESS Benene er tunge, og hovedet fortæller dig, at fitness er godt i en travl tid. Men bøgerne læser ikke sig selv, og du har dårlig samvittighed.

Det er ikke ny, banebrydende viden, at motion fremmer koncentrationen, men at der ikke partout skal tre timers crossfit og to timers maveballe-lår til for at fokusere kan måske komme bag på nogen. ”Det bedste, man kan gøre i en presset eksamensperiode, er at gå en tur på 20 minutter hver dag. Fitnesscenteret tager en masse tid, man ikke har mentalt. Hård fysisk træning kan i øvrigt stresse kroppen yderligere. En gåtur er den bedste antistress-motion,” fortæller Martin Kreutzer, som er ernæringskonsulent og træningsekspert.

Du kan derfor som et afbræk i din eksamensperiode gå en tur i vinterkulden med lidt musik i ørene for at lede tankerne hen mod et andet sted end bøger i bunker.

GULERØDDER PÅ SKEMAET ”Psykologisk set er det vigtigt, at man husker at belønne sig selv for det hårde slid. Der skal ikke kun være pisk, men også gulerødder i eksamensperioden,” forklarer Reinhard Stelter, som mener, at det vil kunne intensivere læsningen.

Det er altså vigtigt at belønne dig selv. Så når du har terpet, kan du med god samvittighed smække benene op på sofabordet og se et afsnit af din yndlingsserie eller læse i et Anders And-blad.

Martin Kreutzer erklærer sig enig. Han var selv hyperbevidst om sin planlægning, da han læste til eksamen, så det var muligt at holde studiefri om aftenen med god samvittighed. ”Hvis man ikke planlægger sin tid, vil man konstant jagte slutmålet, og det vil føre til unødig stress. Har man 1.000 siders læsning, som skal klares på ti dage, så er det 100 sider om dagen, så simpelt er det,” siger Martin Kreutzer.

FLØDEKAGER ER HELT OKAY God eksamenslæsning handler ikke bare om at været struktureret og huske at holde pauser.

Der skal mad indenbords. Rigtig mad. Og det kan være helt fint med en lille flødekage, så længe man generelt husker at spise ordentlige måltider og holde blodsukkeret stabilt. Kroppen har brug for næring flere gange om dagen, for at koncentrationen ikke falder. ”Det er essentielt at spise energirigtigt, det vil sige reelle måltider. Junkfood gør dig dvask, fordi du hælder kalorier i kroppen, som ingen næring har. Man skal ikke gå på kompromis med kvaliteten, men hellere med variationen,” fortæller Martin Kreutzer.

RUST

Nr. 8 • 2012

How to get the flow in the snow De er forstyrrende elementer og kan ikke undgås. Overspringshandlingerne. De er fast inventar i eksamensperioden og ødelægger ”the flow”.

Men ved at bruge dem som en planlagt pause kan de være inspirerende og gøre den krævende bestigning af eksamensbjerget til en bagatel-agtig udflugt over en græsbeklædt bakketop. Så træk en gammel sweater på, lad stressen stå og tag med os ud i snelegens A-Å.

løber tør for kaffe. Det er en af de sundeste idrætsgrene og hylende morsomt. Det kræver dog besiddelse af et par langrendsski, men en kælk kan også gøre det. Kælken kræver dog en skubber, eller en god, jævn nedadgående hældning. Du kan også bare gå.

Af Peter Blæsild og Lars Düwelt Illustration: Valdemar Glahn-Abrahamsen

Hvis du til gengæld er helt dernede, hvor en bestået karakter virker lige så urealistisk som at få en spastiker til at holde takten i en calypsorytme, så er der kun én ting, der kan redde dig: Vinterbadning. Tag ned til den lokale sø, bryd hul på isen og hop i. Der er intet, der sætter kroppen og hjernen i gang som en iskold dukkert. Vær dog opmærksom på, hvor du laver hullet, for hvis du laver et vertikalt hovedspring uden først at orientere dig, kan det få katastrofale følger.

Og det hjælper dig IKKE til en bedre karakter.

Det sidste bud fra denne side skal ikke komme fra os, men derimod fra Peter Bro: ”Invitér et andet menneske, som du elsker eller er forelsket i, på en gåtur i et knitrende, smukt snelandskab, og fortæl hende eller ham om dine følelser - og savner du en undskyldning for invitationen, så henvis gerne til, at det var et råd fra din centerleder.” Bonus.

Vi håber, at du med denne guide vil finde ro og inspiration til at udnytte din tid og dit potentiale på bedste vis. Eksamen kræver fuld koncentration, og når ”the flow” bliver afbrudt af overspringshandlinger, er det tid til at tage en pause i ”the snow”. Om du vil benytte dig af vores meget aktive råd eller Peter Bros mere bløde ideer, er helt op til dig. Men husk, tag ikke sneen med ind i lejligheden. Det kan give slemme vandskader, da sne ikke kan tåle varme.

Så smelter den. Og bliver til vand. Eller det er jo altid vand, men der findes forskellige former for vand. Frossen, flydende og kogende. Det er nok ikke så varmt hjemme hos dig, så sneen ender med at koge. Så skal du i hvert fald skrue ned for termostaten, for så er der alt for varmt i din stue. Det er i øvrigt også virkelig svært at flytte en snemand.

Du kører nu på 17. time. Eksamensopgaven virker lige så uoverskuelig som et maratonløb for en benamputeret med hofteskred. Rystende fingre får stavekontrollen på overarbejde, og de røde streger matcher dine blodsprængte øjne.

En måned med eksamensopgaver og stillesiddende adfærd sætter sine spor. ”Dine muskelfunktioner bliver reduceret, iltoptagelseshastigheden bliver langsommere, og du får en dårligere fysisk kapacitet”, siger lektor ved Institut for Folkesundhed i Aarhus, Kristian Overgaard. Han har forsket i, hvad det betyder for kroppen at sidde stille i lang tid hver dag i en længere periode. ”Efter tre uger i sengen, hvor du ikke bevæger dig, har du mistet 25 procent af din fysiske form”, siger Kristian Overgaard. Forhåbentlig tilbringer du ikke hele eksamensperioden i sengen, men at have enden dybt begravet i et stofsæde i en hel måned kan umuligt være meget bedre.

Det er nu, du skal acceptere, at du og din krop har ramt bunden. Giv plads til den planlagte pause, og drop de små overspringshandlinger.

Lad være med at fare vild i beklagende statusopdateringer på Facebook, Dylans panderynker i 90210 eller skabshyldernes sliksortiment.

Slip knasterne fra tasterne, tag ja-huen på og skift tungtliggende pulverkoffein ud med let faldende himmelheroin. Følg disse bud, der giver dig en rødmosset tud.

jumper, der springer ud med en fladskærm, så har det positive følger. Du kan blandt andet se, at du får noget arbejde gjort. Du kan se en udvikling. Og i modsætning til din opgave er det måske meget rart at føle en vis fremgang i et projekt.

C Byg en snemand. Lad derefter dine frustrationer over opgaven få frit slag. Smadr den til ukendelighed. Du bliver kreativt stimuleret i opbygningsfasen, mens du får blodomløb og muskler sat i værk, idet du destruerer den igen.

Lav den gerne, så den ligner én, du ikke kan lide eller ligefrem hader. Det gør aktiviteten lettere, og du vil føle dig som genfødt.

Centerleder på Journalistik, Peter Bro, vil dog hellere vise næstekærlighed til den fastfrosne skabning: ”Lav en snemand eller – kvinde, der ligner den underviser, som skal rette din opgave, og giv den derpå et knus med tanke på, hvor mange eksamensopgaver underviseren skal rette. Det er en god måde at overføre eget psykologisk og fysisk pres til andre.” Vær dog opmærksom på, at sidstnævnte bud ikke stimulerer lige så mange muskler som det første. Med mindre det er et meget hårdt kram. Pas her på, at det ikke bliver et overgreb.

D.

A. Sneboldskampe er altid sjove og en god mulighed for at komme af med aggressioner. Arrangér en kamp med dine medstuderende over Facebook (Vær her opmærksom på, at du KUN må fokusere på arrangementet og ikke lade dig forstyrre af diverse likes og billeder af cupcakes).

Skrig af grin i snekrigen, og smid din bekymring over opgaven af sted i form af en hårdt presset kryskalklump.

Sneengle er en barnlig beskæftigelse, der tager dig med ned af nostalgiens sti. Du bruger dine muskler i både arme og ben samtidig med, at du bliver kold i røven over for dagens stress og jag. Engle af sne er også en god lejlighed til at nyde vinterens smukke blå himmel. Tag et billede af din sneengel, og læg den ind i den nyoprettede Facebookgruppe ”Sneengle på SDU”.

B.

E.

Find en snedrive og jævn den ud. Selvom det kan virke lige så dumt som en ordblind base-

Tag langrendsskiene ned i supermarkedet, når du

Å.

11

RUST

Nr. 8 • 2012

Af Ann-Sofie Guldbæk Rasmussen

Den kommende tids hovedtemaer er jul og eksaminer.

Umiddelbart to ting, der ligger milevidt fra hinanden, men faktisk har de mere til fælles, end man lige går og tror.

Eksaminerne kan endda fylde så meget, at de forhindrer julefreden i at sænke sig.

12

RUST

Nr. 8 • 2012

December har gjort sit indtog. Chokolade, pebernødder og klementiner har erstattet den sædvanlige pastadiæt. I flere måneder har supermarkeder og indkøbscentre bombarderet kunder med nisser, julekalendere og gran af ægte plastik. På samme vis har januars eksaminer spøgt i baghovedet siden semesterstart.

Begge dele er ting, man prøver at fornægte, men som man i sidste ende bliver nødt til at engagere sig i.

Julen skal være en hyggelig stund i familiens skød, mens eksamen skriger præstationsangst, stress og søvnunderskud. Men hvis man nærstuderer begge fænomener, har de overraskende meget til fælles.

Julen påstår at være en højtid, men hvis man skræller ind til benet, finder man idéen om den perfekte jul frem for den egentlig perfekte jul.

At kalde vintereksaminer for et højdepunkt ville også være en skam. Når alt kommer til alt, handler det jo bare om at overleve.

Julen burde være tid for afslapning og samvær.

Men i dag er stress og jag velsagtens det mest karakteristiske ved den ellers så idylliske højtid.

Julens formål er blevet vendt 180 grader. I dag skal alt afvikles, men i tidernes morgen handlede julen om at forberede.

hjælpende hånd. Det er pludselig en fornøjelighed at sætte samtlige cd’er i alfabetisk orden.

Alt sammen for at undgå læsningen. Når man så endelig har taget hul på forberedelserne, så fortjener man da en komediefilm – jeg var jo så dygtig at komme i gang.

”I dag byder december på juleafslutninger i børnehaver, skoler – de går i øvrigt også i kirke.

Men alt skal afsluttes inden jul, og så fyrer vi det hele af juleaften. Før i tiden skulle man ikke afslutte i december måned, der skulle man forberede,” fortæller universitetspræst på Syddansk Universitet, Jens Buchwald Andersen, og fortsætter:

FOR ALL THE RIGHT REASONS

”Der havde man travlt med alle de ting, der skulle laves, så man kunne slappe af, når man kom til den 24. Man havde forberedt sig i overflod, så man havde tid til at gå på besøg hos hinanden og tage imod gæster.”

Stress er i dag julens hovedtema, og det må de studerende lide under.

FORVENTNINGENS PRES Mange har forventninger om, at julen i år skal være noget helt specielt. Måske skulle man vie sin tid til de hjemløse juleaften eller for en gang skyld arrangere den der klippe klistre-dag med kvalmende mange æbleskiver til læsegruppen.

Eller måske en hjemmelavet adventskrans og et juletræ der kunne være trykt på Bo Bedres glinsende sider.

Intentionerne er de bedste, men alligevel finder vi os selv hundsende rundt blandt tusinde andre sidste øjebliks-shoppere lille juleaften for at finde en gave, der kan udtrykke bare en smule kærlighed til mor – i bedste fald en Guldbarre og et skrabelod. En panikløsning som de fleste universitetsstuderende nok kan nikke genkende til.

Fra 1. september havde man de bedste intentioner om for en gangs skyld at læse hele pensum og ikke skippe nogen forelæsninger. Men så åbnede den der nye fredagsbar Nedenunder, og så blev det også så koldt og mørkt om morgenen. Før man fik set sig om, så stod man der, dagen inden at den lettere halvhjertede synopsis skulle forsvares, og måtte improvisere - igen.

JULEN ER DE STRESSEDE HJERTERS FEST Julens og eksaminernes mest markante lighed er netop stressen. Eksamensstress kræver formegentlig ikke nærmere forklaring. Det nye år er skudt i gang, og foran dig ligger 1.000 siders pensum – det er da ikke umuligt at nå på en uge.

ET BUMP PÅ VEJEN Jens Buchwald mener, at de studerende har en tendens til at springe julen over. ”De studerende dropper julen for at læse igennem. De er meget mere optaget af, at de skal op 4. eller 6. januar, end de er af at være sammen med familien,” vurderer præsten.

Han mener, at mange simpelthen er for stressede over januars eksaminer til at lade julefreden falde over sig. Julen bliver en ekstra stressfaktor, fordi der også her skal præsteres og leves op til familieidyllens uskrevne regler – et bump på vejen. Man tager hjem til mors hjemmebag, men samværet er halvhjertet, og så snart juledagene og de obligatoriske familiejulefrokoster er overstået, er det om at skynde sig tilbage til bøgerne. Koncentrationen er et andet sted og engagementet derfor ikke tilstedeværende.

Ingen eksaminer uden konsekvenser Som studerende må man måske bare affinde sig med, at juleferie er et ikke- eksisterende fænomen igennem årene på universitetets gange. Juleferie er læseferie, og det eneste selskab, der virkelig kan mærkes, er fra de måske ikke så på forhånd læste-bøger. Og så banker den dårlige samvittighed på døren. Det er jo ikke, fordi vi ikke kan lide fars perfekt-sprøde flæskesvær. Samvær er ikke så slemt endda.

Men samvittigheden tynger, for man vil jo gerne udtrykke sin kærlighed til den kære slægt.

Julefred og eksamensstress er bare to meget modstridende ting.

Januar er højtid for dårlig samvittighed. Overspringshandlingerne bliver flere og flere. Det gulv, der aldrig vaskede sig selv, fik endelig en

Men den dårlige samvittighed er ikke kun en ond dæmon, der æder overskuddet indefra.

Det er også en selverkendelse, for man er jo udmærket klar over, at det ikke er godt nok. ”Man kan alligevel godt mærke, at julen betyder noget. Måske kommer det til udtryk, fordi man ærgrer sig over ikke at være til stede. Det er en omvendt måde, det viser sig på,” mener Jens Buchwald.

For at trække linjer tilbage til julens budskab, bag alle guirlanderne, handler det om samvær.

Man ærgrer sig jo, fordi man ikke engagerer sig i onkel Svends jagthistorier. Det er ikke, fordi det er uinteressante historier, men den der formel er bare virkelig vigtig at kunne udenad. Præsten er enig. ”Det, der betyder noget, synes jeg at erfare, er, at man skal være sammen. Altså for all the right reasons. Det helt afgørende ved julen som kristen højtid er tanken om, at julefreden skal sænke sig mellem mennesker, man ikke har mulighed for at se til daglig.”

AT ÅNDE LETTET OP Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Man vågner op 27. december, og julens hellige dage er officielt overstået. En smule salig kan man ikke lade være med at være. Mormor rynkede da kun en smule på næsen, da hun så en pose pasta under avispapiret (man er vel på SU). Juleræset er overstået, og nu er det kun læsningen, det gælder.

Det første punkt på eksamensagendaen har fået et hak, og nu venter den totale forløsning, når sidste eksamen er afviklet. Du forlader eksamenslokalet og det grønne bord. Det blev ikke 12, men et 7-tal er ikke at kimse af på universitetet. Vigtigst af alt: Du overlevede. Du kan nu ånde lettet op. Det er overstået, og nu kan du endelig slappe af. I højst fem dage inden næste semester går i gang. Men alligevel.

Det hele gentager sig. Flere gange. Alt på universitetet handler om præstationer. Men når det ser sortest ud, og du virkelig ikke kan se en ende på både de faglige og de sociale eksaminer, så husk på universitetspræstens ord: ”Livet er mere end eksaminer.”

13

RUST

Nr. 8 • 2012

Jul

med kalot, hammer og koran

Når man ikke er vokset op med kristendommen, kan juletraditioner godt fylde meget i december. For de tre studerende Mathias, Ortal og Edris ser julemåneden en del anderledes ud.

Af Caroline Gundesen og Louise Uberg Foto: Louise Koustrup og Malte Lillelund Nørregaard

December er for de fleste en tid, hvor der hænger nissemænd på væggene, hvor kalenderlysene tændes, og hvor julekalenderen kører i fjernsynet. Duften af gran og kanel fylder de danske hjem, andestegen syder i ovnen, og juletræet pyntes op. Men sådan er det ikke for alle. For hvordan føles det at skulle vade rundt i juleklejner, når man er muslim, jøde eller bare gerne vil fejre solhverv? RUST har talt med tre studerende, der alle har en anderledes tilgang til den søde juletid.

Ortal: Chanukkah er en jødisk fest i december, hvor familien mødes og spiser mad sammen, ligesom man gør juleaften. Vi spiser faktisk andesteg, men det er en tradition, vi har taget fra juleaften. Normalt skal man spise olieret mad til Chanukkah.

Børnene får gaver, og man laver nogle forskellige lege og synger sange og så videre. Det minder ret meget om jul, tror jeg, men det her er med en helt andet baggrund. Jeg tror i bund og grund, at når man holder Chanukkah, så minder det rigtig meget om jul.

EN ANDERLEDES JULEAFTEN Selvom man ikke fejrer den klassiske juleaften, findes der andre vigtige traditioner. De tre studerende har alle et bud på en hyggelig højtid, hvor familien samles.

Mathias: En klassisk solhvervsaften starter ud med, at vi inviterer familie på besøg, og så servereres der en kæmpestor gåsesteg, og vi laver nogle gamle retter. For eksempel nogle æbler, der er bagt i ovnen, og vi laver generelt maden lidt anderledes.

Når vi har spist, tændes der et kæmpe bål ude på marken, så kigger vi så på det her bål og siger ofte sådan noget med: ”Ja, det var så denne mørke tid, nu går vi mod lysere tider.”

Vi pynter også træ, og der er også gaver og så videre, der bliver bare ikke sunget julesange og danset rundt om. Men vi giver da lige hinanden nogle gaver.

14

Edris: Vi har noget, der hedder Eid. Det varer i tre dage og er lidt á la jul, kan man sige. Når man fejrer Eid, får man nyt tøj, går rundt til familien og får noget mad, kaffe eller te. Børnene får en lille smule penge, og vi leger lidt med fyrværkeri.

Det kan godt minde om jul, men det er ikke lige så udbredt med hensyn til gaver, og at der skal pyntes op. Selvfølgelig er det en stor ting for muslimer at holde Eid. Man siger også, at det er en mulighed for, at fjender skal blive til venner.

JUL, JESUS OG KRISTENDOM De tre studerende har deres egne højtider, men når folk omkring en render rundt med nissehuer og synger ”Glade Jul”, er det svært ikke at lade sig påvirke af stemningen på trods af, det er modstridende med deres religion.

Mathias: Hverken jeg eller mine søskende er døbt, konfirmeret eller medlem af folkekirken.

Det er mine forældre heller ikke. Min lillesøster har fødselsdag den 25. december, så derfor holder vi rimelig meget afstand til juleaften og ham der Jesus.

Engang sang vi ”Højt Fra Træets Grønne Top” og sådan noget, men det er ikke noget, vi gør mere, kun hvis min farmor gerne lige vil synge en sang. Der er i hvert fald ikke nogen stjerne på toppen af træet. Det skal der ikke være.

Ortal: Jeg holder jul. Måske ikke lige i den ånd man skal, hvor man fejrer alt det med Jesu fødsel, men jeg er med på hele gaveræset, oppyntning, træet og så videre.

Jeg er begyndt at holde det med min kærestes familie, hvor vi får andesteg og danser om træet.

Jeg tror, jeg holder jul på samme måde som mange andre. Når jeg gør det, er det ikke for at fejre Jesu fødsel. Jeg tror, at der, hvor det måske bliver lidt en gråzone for mig, er, hvis man skal i kirke i forbindelse med jul, eller hvis jeg skal stå og synge med på salmer, der handler om at prise Jesus. Der kan det godt blive lidt mærkeligt for mig, for det er slet ikke derfor, jeg gør det. Men jeg ser ikke rigtig noget alvorligt problem i, at jeg holder jul med min kæreste eller køber julegaver eller pynter op og laver juledekorationer. Fordi for mig er det ikke noget religiøst. For mig er det bare en hyggelig tradition. Og det er noget, der ligesom gør decembermåned lidt hyggeligere.

RUST

Nr. 8 • 2012

Ortal: Jeg synes, julepynt, julekalendere og så videre er enormt hyggelige. Det er en del af julen og december. Men man bliver hurtigt træt af det, når de begynder med det allerede i oktober og november.

Mathias: Det er pisseirriterende. Det er blevet kørt helt vildt op, især når man ikke selv fejrer

det. Som sådan føler jeg, at alle de julesituationer og julekalendere ikke har noget med mig at gøre.

Man kan godt nyde, at der er juleoppyntning i forskellige byer og så videre, men bare det at der kommer julebryg den 2. november, det synes jeg efterhånden er så kommercielt. CocaCola bruger julemanden i deres reklamer, og Sankt Nikolaus er en gammel tysk opfindelse, ligesom juletræet. Det har ikke særlig meget med jul at gøre.

Det er ikke så meget jul som sådan, hvor folk sætter sig ned d. 24. december og er sammen, det er mere alt det udenom. Den samme julecd, hvor der er kommet et nyt nummer på hvert år, eller de samme forbandede reklamer, juletilbud og lange reklamepauser. Man kan ikke rigtig gå nogen steder uden at høre jul, jul, jul!

Edris Sadat på 22 år læser til farmaceut på Syddansk Universitet. Han kom fra Afghanistan til Danmark som 10-årig. Siden da har han oplevet december måned som en hyggelig tid, på trods af at jul ikke er noget, han og hans muslimske familie fejrer.

Mathias Rolschau Rasmussen på 23 år læser nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet. Han er født og opvokset i Danmark og er flasket op med Thor og Odin. Siden han var knægt, har han derfor brugt slutningen af december på at fejre Solhverv.

Ortal Knudsen på 23 år læser mellemøststudier på Københavns Universitet og har sin baggrund i jødedommen. Med en jødisk mor og en dansk far har hun haft travlt med at nå både Chanukkah og jul i december.

Foto: Malte Lillelund Nørgaard

Foto: Louise Koustrup

Foto: Privat

Edris: Religionsmæssigt vil det være forkert for mig at sige, at jeg vil holde jul. Min religion siger, at jeg skal tro på Jesus, men som en profet. Jeg skal tro på, hvad han har sagt. Men der, hvor det adskiller sig fra Kristendommen, er, at den siger, han var Guds søn, hvor vi siger, at han ikke var.

Han var fuldstændig ligesom vores profet Muhammed. Han var bare en budbringer. Derfor kan jeg ikke tro på jul.

JUL, JUL, JUL – ALLE VEGNE JUL Når mørket lægger sig over december, holder julelys og julepynt gaderne tændte. Julen er overalt, og det kan godt være lidt af en stor pebernød at sluge, mener de tre studerende.

Edris: Man går altid voldsomt meget til den i byen, men altså jeg synes, det er flot. Jeg synes, det er godt, at man gør det. Der er jo julestemning over alt. Når man snakker med venner og familier, er der jo den der spænding. På Facebook skriver folk, hvordan de glæder sig til jul tre måneder før, det kommer. Jeg synes, det er fedt nok. Det er spændende. Og så er det jo bare hygge. Det er en god måde at få folk til at være sammen på.

EID

SOLHVERV

CHANUKKAH

I islam tror man på én Gud. Hans ord er kendt gennem den hellige bog Koranen, som blev viderebragt gennem profeten Muhammed. Eid er afslutningen af Ramadanen og er en af de vigtigste helligdage i islam.

Vintersolhverv, som fejres på årets korteste dag, som i år er den 21. december, bliver i asetroen fejret som en af fire store højtider.

Asetroen kendes bedst fra den nordiske mytologi med sagnene om Odins ravne og Thors hammer, men religionen praktiseres stadig af et fåtal i Danmark i dag.

Jødedommen tror kun på, der findes én Gud og går til gudstjeneste i synagoger.

Mændene skal dække deres hoveder ved at bære kalot. Af jødiske helligdage fejres blandt andet Chanukkah, som også kendes som den jødiske lysfestival. Højtiden falder som regel omkring den kristne jul.

15

RUST

Nr. 8 • 2012

Sidste år ved juletid var der skruet op for nostalgien på DR1. Her var det nemlig blevet tid til et gensyn med Nissebanden. De var der alle sammen. Hr. Mortensen, Skipper, Pil, Gemyse og naturligvis også Lunte.

Inden i Lunte gemmer sig Flemming Jensen. Ham har RUST mødt til en snak om rollen som Lunte, julen, hans ”dejlighedsgren” og om at revse sin samtid i en julekalender.

Manden bag

grødnissen De fleste kender ham som Lunte fra julekalenderne om Nissebanden.

Men han hedder i virkeligheden Flemming Jensen. Og hvordan er hans forhold til julen egentlig? Og til kontrasten mellem julenissen på skærmen og manden i virkeligheden. ”Jeg er hoppet i tøjet og har spillet rollen – med glæde – men det har ikke været særligt vigtigt for mig. Det har været vigtigt for mig at fortælle historien,” forklarer Flemming Jensen om sit forhold til rollen som Lunte.

”Jeg synes, naivitet er en undervurderet egenskab. Jeg synes, vi savner naivitet, for der er noget troskyldighed. Den forsøger jeg selv at mane frem og skære ned på det gustne overlæg,” siger han.

Selv om han snakker med seriøsitet i stemmen, afbrydes det alligevel af det samme ubekymrede og smittende grin som altid. Det er en af de ting, som Flemming Jensen har tilfælles med grødnissen Lunte. Det kan han aldrig løbe fra, og det har han egentlig heller ikke lyst til.

Der er dog én væsentlig forskel på ham selv og Lunte, som han lægger vægt på:

Selv om hans karriere har budt på alt lige fra revy til politisk satire, har han intet problem med at blive husket som Lunte. Han synes, at karakteren har gode egenskaber, som han også kender fra sig selv.

”Han er ikke så klog! Man kan sige, at der er andet i verden end grød,” griner den rutinerede skuespiller.

Flemming Jensen synes, han har flere facetter end Lunte, men samtidig møder de begge folk med tillid. For når det dybest set handler om at leve op til andres forventninger, kan man lige så godt forvente noget godt, og det er her, deres fælles umiddelbarhed sætter ind.

Af Christina Mia Vinter & Morten Bank – Foto: Malte Lillelund Nørgaard

Politiske budskaber gemt i nissehuen Flemming Jensen har forfattet og spillet mange samfundsrevsende stykker.

Det er dog gået op for de færreste, at han i de tre julekalendere om Nissebanden leverer en skarp kritik af vores samfund, og den tidsånd vi lever i.

Når Nissebanden eller andre julekalendere ruller over skærmen, forventer mange at se skuespillere i rødt tøj, der er på mission for at redde julen. Politiske budskaber om materialisme og den politiske tone virker som en fjern virkelighed.

Men ifølge Flemming Jensen, der er manden bag de tre julekalendere om Nissebanden: ”Nissebanden (1984)”, ”Nissebanden i Grønland (1989)” og ”Nissernes Ø (2003)”, indeholder hans julekalendere også tydelige politiske budskaber.

16

”Især i den tredje (Nissernes Ø, red.) er der meget stor afstandstagen til vækstfilosofien, men jeg tror aldrig, nogen har forstået det, smiler han sarkastisk”.

Julekalenderne kan på mange måder fange os med paraderne nede. Og det er ikke tilfældigt, hvis den gør. Men hvad prøver den garvede satiriker egentlig at fortælle os? ”Historien er et forsøg på at bruge julen som en varm kile ind i et samfund, der er for koldt og konfrontatorisk. Vi er blevet polariseret, og

RUST

Nr. 8 • 2012

AT GIVE HISTORIEN VIDERE Man kunne fristes til at tro, at 28 års berømmelse som Lunte ville give lyst til en distance til rollen.

Sådan er virkeligheden ikke. Han har det godt med karakteren og lægger vægt på, at rollen ikke var det vigtigste. ”Lunte betød ikke så meget for mig. Nissebanden betød noget for mig.”

Det gør den stadig. Han har alle Nissebandens karakterer helt inde under huden. Det mærker de på Odense Teater, hvor han er i gang med en ny opsætning af samme julekalender, nemlig ’Nissebanden i Julemandens land’. Da han under en prøve afbrød en scene for at rette på Luntes kostume, kunne skuespillerne ikke holde latteren tilbage. ”Jeg sagde det som en selvfølgelighed. Det skal sgu være lidt krøllet, for før han var grødnisse, var han jo pulternisse.”

Det falder naturligt for ham, og mens han konstaterer, at han har det godt med Luntes identitet, fastslår han samtidig, at den tid er forbi.

Nu er han instruktøren, men når han sidder i teatersalen og kigger op, bliver han også en smule rørt. ”Det er som at give den videre til næste generation. Det er dejligt, det er trygt, og det er fint.”

At identificere sig med en nisse har aldrig væ-

samfundsdebatten er blevet meget sort-hvid.

Alle debatter skal helst være skænderier. Konfrontationer er altid målet, fordi underholdningsværdien er stor. Men udbyttet er ringe”, sukker Flemming Jensen, der selv har følt den hårde tone.

Når han tidligere har behandlet emner som Irak-krigen og udlændingepolitik, har det været med dødstrusler som resultat. ”Det er utroligt, hvor meget had der ligger derude. Jeg synes, man møder flinke mennesker, men hvis man giver udtryk for humanisme specielt omkring indvandrere eller krig, så er der en meget stor vrede rundt omkring. Det er lidt skræmmende”.

ret en hæmsko for Flemming Jensen. Tidligere nægtede han op til jul at optræde i storcentre og lignende, som mange andre af hans kollegaer ellers har gjort. Sidste år hoppede han alligevel ud i projektet. ”Jeg troede, det blev et helvede at stå i et storcenter. Det blev det fedeste, jeg havde oplevet i lang tid. Jeg havde fuldstændig glemt, at børn er søde. Der var stuvende fuldt, og de havde lavet en rigtig scene og det hele. Hele torvet stod og levede med.”

JULEN ER DET BEDSTE, DER FINDES Når Flemming Jensen taler om jul, lyser han helt op. Som en ledestjerne, og så viser han sin kærlighed til højtiden. ”Jeg elsker jul. Overkill is the word. Jeg har boet i England i nogle år, og smagløsheden - jeg elsker smagløsheden.”

Han har været vild med, hvad han selv kalder ’alt det mekaniske lort’, og når hans kone slukkede for det, gik han rundt og tændte det igen.

Efter nogle år blev det mere moderat, men nu hvor børnebørnene er kommet til, gjalder de mekaniske toner igen i hjemmet.

Det var dog ikke den største udfordring for familien Jensen. På et tidspunkt var materialismen ved at tage overhånd, og som han selv beskriver det, så var familiens jul ved at ”sande

har bragt os derud, hvor vi er. Vi bliver ved med at puste i en ballon og sige: ’Nej, hvor er den flot’. Vi bliver ved med at puste, og den bliver større og større, men enhver idiot ved jo, hvad, der sker,” konstaterer han.

Pointen træder frem i Nissebanden, hvor julen trues af, at alle ønsker sig større og flere gaver, som ingen kan udstede. Skurken, Fiff y Jørgensen, bliver figuren, der levendegør dette billede. ”Han ligger under for det, der har forgiftet hele samfundet de sidste 30 år. Den stigende tro på markedskræfterne og materialismen. Der er intet ondt skabt i ham. Han er bare faret vild.”

ALVORLIG HUMOR

Flemming Jensen fokuserer meget på det materialistiske samfund, som han ofte har behandlet i sine julekalendere.

Humoren er det element, som er blevet anvendt til at servere de politiske budskaber.

Flemming Jensen har ofte præsenteret sine meninger med et smil og et glimt i øjet. Han mener dog ikke, at det gør budskabet mindre seriøst.

”Tidsånden er blevet meget materiel. Vi råber og skriger på vækst, men det er væksten, der

”Folk spørger: ’Er det sjov, eller er det alvor?’ Det er ikke modsætninger! Humor er vejen ad hvil-

MATERIALISMEN HAR FORGIFTET SAMFUNDET

til”. Derfor tog de en beslutning om at udelade gaverne. ”Vores børn var blevet store teenagere. Til sidst kunne vi ikke se træet for bare gaver. På min ældste søns initiativ tog vi gaverne ud af julen.

Det er det vigtigste, der er sket i min juletid.”

Nu møder alle familiemedlemmer i stedet op med én pakke, og så spiller de om dem, så alle sidder tilbage med hver sin pakke. På den måde undgår de alt præstationsræset. Ved at fjerne gaverne skabte de plads til sig selv i julen og mærkede pludselig en stor kvalitetsforskel.

Flemming Jensen er ikke bange for at ændre på julens faste traditioner, men han har stadig nogle, som han holder særligt af. Blandt andet hænger der en såkaldt ”dejlighedsgren” i hans hjem. ”Vi har en dejlighedsgren, som vi pynter sammen hvert år. Nu har vi samlet julepynt i mange år, og så kan vi fortælle børnebørnene om hver lille ting, der har sin egen historie. Det synes vi gerne om.”

Dejlighedsgrenen vidner om en mand, som godt kan lide en god historie. Der må gerne være en mening og et eventyr at spore, så vi ikke forfalder helt til det, han kalder et nissefrit samfund, hvor der ikke er plads til hverken naivitet eller letsindighed.

ken. Det er en måde at fortælle noget alvorligt på.”

Han mener, at der før har været mangel på personer, som tør blande politik med humor.

Han glæder sig dog over, at det så småt vinder indpas og fremhæver blandt andet stand-upkomikere som Michael Schøt, Jan Gintberg og Omar Marzouk som værende repræsentanter for denne type humor. Sidstnævnte spillede han tidligere på året sammen med i den politiske komedie ’Mogens og Mahmoud’.

Efter at være kendt som den glade og lettilgængelige grødnisse Lunte, kunne han i 2002 bruge rollen som kontrast og chokere den danske teaterverden. ”Jeg havde en meget stor rolle i et stykke, der hed ’Spindoctor’. Der havde jeg et lille skæg og var en skiderik. Der tror jeg, at folk fik et chok, for de havde ”Lunte”-identiteten liggende, og pludselig stod der en helt anden og var meget ubehagelig og meget begavet,” husker han og griner tilfreds over muligheden for at vise en anden side af sig selv.

17

RUST

Nr. 8 • 2012

om ”Teen forvoldte, at Mænd mistede deres statelige Holdning og deres gode Udseende og Kvinderne deres Skønhed.”

På det tidspunkt var teen dog så stor en indtægtskilde for staten, at et forbud var udelukket.

Borgerskabet drak derfor ufortrødent videre, mens også de lavere klasser så småt begyndte at slubre i sig.

BOSTON TEA PARTY

Earl Grey ad omveje En varm kop te er sjælens lindring i de kolde vintermåneder.

Men gennem historien har de små blade også udløst krige, bygget imperier og slået et slag for kvindefrigørelsen.

Af Sebastian Abrahamsen Foto: Simon Johansen Det kan være svært at gennemskue, hvad en kop Medova har at gøre med den amerikanske uafhængighedskrig eller udspekuleret britisk spionage. Tekulturen er for de fleste forbundet med sjælefred og ceremoniel samhørighed.

Men de fredelige teblade har en omtumlet fortid som en af kolonitidens vigtigste handelsvarer.

Det var Holland og Storbritannien, der som de første europæiske nationer opdagede perspektiverne i at importere te fra Kina. Her havde man drukket te i små 5.000 år. Først som en form for medicin. Og et par tusind år senere som nydelsesmiddel der blev indtaget under stor andægtighed til alle dagens måltider.

Den første te bliver hentet hjem til Europa i løbet af 1600-tallet, hvor den hurtigt vinder indpas blandt det trendsættende aristokrati. Især i Storbritannien bliver det moderne for adelen

18

at mødes over en kande five o’clock tea, og den store søfartsnation begynder en voldsom import af teblade fra Kina.

Også i Danmark får det bedre borgerskab nys om denne eksotiske nye drik. Og efter britisk forbillede trækker pæne mænd og kvinder i søndagstøjet for at mødes sidst på eftermiddagen til ”te dansant”. Her drikker man et par kander te, danser til omkring klokken otte og går så ellers hjem i seng.

Som med de fleste andre nydelsesmidler, der blev introduceret i denne periode, er teens fordømmere ikke sene til at melde sig på banen.

Der var ikke den ondskab, som ikke kunne forklares med teens fordærvelige indvirkning på folkemoralen. Respekterede læger dukker også op i koret af kritikere og kræver den skadelige drik forbudt. I 1757 skriver den engelske debattør Jonas Hanway, at det forekom ham som

I midten af 1700-tallet sad Storbritannien og Holland stadig tungt på eksporten til resten af verden. Og i 1773 lykkes det for det magtfulde Eastindia Company at presse et lovforslag igennem det britiske parlament, som giver dem eneret på eksport af te til kolonierne i Amerika.

De i forvejen hårdt pressede kolonister føler sig så krænkede, at det fører til opstandelser blandt købmænd og tedrikkere mod det gamle imperium.

Da tre britiske skibe ankommer til havnen i Boston med lasten fuld af te i 1773, bliver de således mødt af en rasende menneskemængde, som beslutter sig for at smide den dyrebare last i havnen. Gruppen bliver senere døbt The Boston Tea Party (hvorfra nutidens Tea Party på den amerikanske højrefløj har hentet inspiration til deres navn).

Scenariet gentager sig i New York, Philadelphia og en række andre havnebyer. Begge sider optrapper konflikten. Og kort efter fører præsident George Washington an i åben krig mod Storbritannien. En krig, som fører til amerikansk løsrivelse fra det britiske imperium i 1783. Ifølge nogle er det selve grunden til, at USA aldrig for alvor er blevet en tedrikkende nation.

Amerikanerne har i årene forinden gjort det til en dyd at lege kispus med de britiske myndigheder. Indsmugling af varer uden om de strikse toldbarrierer bliver set som en patriotisk heltedåd. Og til at løbe om hjørner med skattefar har amerikanerne udviklet de lynhurtige sejlskibe kendt som ”clippers”: aerodynamiske skonnerter, der skærer gennem vandet i hidtil uset høj fart.

Da de amerikanske kolonier opnår deres uafhængighed efter krigen, virker det derfor nærliggende at blande sig i den lukrative tehandel.

De hurtige clippers kan klare turen fra Kina til havnen i London på omkring 80 dage, og der går ikke længe, før amerikanerne har sat sig tungt på tesejladsen.

OPIUM OG ÆDRUELIGHED I Storbritannien fortsætter efterspørgslen på te med at stige i slutningen af 1700-tallet og be-

RUST

Nr. 8 • 2012

gyndelsen af 1800-tallet. Uheldigvis for de britiske myndigheder har de ikke nogen handelsvarer, som Kina er interesserede i at bytte med.

Kineserne vil kun have sølv. Og langsomt bliver den britiske statskasse støvsuget, i takt med at teskibene sejler ud. Der er dog én anden ting, som de kejserligt bemyndigede Hongkongkøbmænd også gerne bytter med: Opium.

Briterne begynder derfor at dyrke opium i stor stil i kolonierne. Og i en kort periode virker alle parter tilfredse. De europæiske bedsteborgere skænker fortsat mere te i koppen, og købmændene i Hongkong får al den opium, de kan sælge.

I Danmark lander hollandske skibe med jævne mellemrum i Christianshavns Kanal fra omkring 1800. Med sig har de luksusvarer fra det eksotiske Fjernøsten. De ofte mere eller mindre bindegale skibskaptajner risikerer liv og lemmer på den farefulde færd til Kina og tilbage igen.

Og som belønning får de råderet over en lille del af skibets last: silke, krydderier, porcelæn og te, som de sælger videre til købmændene på havnen i Europa.

I København begynder tesaloner at skyde op, blandt andet i Tivoli. Her mødes især kvinderne til selskabelig snak om løst og fast, og på den måde bliver teen også en uventet katalysator for den spæde kvindefrigørelse. Som forfatteren Ludvig Holberg i sin tid skrev: ”Nu kand vore Hustruer og Døttre giøre 10 Visiter en Eftermidag, og komme gandske ædru tilbage.”

I 1835 slår købmanden Niels Broch Perch dørene op til Perchs Tehandel i København. Den bliver senere solgt til familien Hincheldey, som stadig driver forretningen, og i dag er Christian Hincheldey sammen med sin søster femte generation af ejere. Ifølge ham fik kvinderne med teen en legitim undskyldning for at forlade hjemmet og blande sig i det sociale liv. ”Kvinderne havde ikke et offentligt socialt liv.

Det var mændene, der sad og hang på værtshusene, og kvinderne passede hjemmet. Men teen og dermed også tesalonerne havde den indvirkning, at kvinderne begyndte at komme ud i det offentlige rum,” fortæller han over en kop Darjeeling på den gamle butiks førstesal.

På det tidspunkt er det stort set kun grøn kinesisk te, der serveres.

uden for Kina, nærmere bestemt i kolonierne Indien og Ceylon (Sri Lanka). Det er en kærkommen nyhed, idet det stadig bliver sværere for myndighederne at holde trit med den folkelige efterspørgsel. Og Storbritannien lægger straks en plan for, hvordan man kan begynde at blive selvforsynende med te. Der er bare ét problem.

Briterne har ikke den fjerneste forstand på, hvordan man dyrker te.

Derfor bliver botanikeren Robert Fortune sendt på en undercover mission til Kina, hvor han skal opsnappe kinesernes hemmeligheder.

Forklædt som kineser opsøger han en række lokale tebønder og indsamler den nødvendige viden, som han tager med sig til Indien, hvor en storstilet produktion går i gang.

Samtidig er den kinesiske kejser blevet en smule træt af al den opium, som flyder ind over Kinas grænser og ned i lungerne på befolkningen.

Men efter lange diskussioner med briterne bliver Kina overrendt af Storbritanniens mægtige flåde i opiumskrigen i 1840-1842. Kina er nu på britiske hænder, og Hongkong må åbne endnu flere havne for eksport af te. De grådige briter begynder at overlaste skibene. I 1840 rapporteres gennemsnitligt om halvandet skibsforlis om dagen. Kort efter bliver de amerikanske skibe kaldt hjem til den omfattende borgerkrig. Og Storbritannien sidder igen tungt på handelsruterne.

Lille Danmark vil også være med i tekapløbet.

Omkring 1850 stævner skibet Kronprins Christian ud fra København med kurs mod Kina. Skibet er en ombygget skonnert, som Tordenskjold havde hugget fra svenskerne. Og snart er den på vej tilbage med den fineste te.

Det danske forbrug er dog det rene vand i forhold til de svimlende mængder, der bliver hældt indenbords på den anden side af Nordsøen. I 1840 køber briterne 13 millioner kilo teblade. Størstedelen bliver importeret fra Kina.

Gennem anden halvdel af 1800-tallet stiger forbruget i Storbritannien, så der i 1900 bliver importeret 113 millioner kilo te. Men nu kommer kun 6 millioner kilo fra Kina. Resten dyrker man selv i kolonierne.

TE TAGER TID I Ceylon kunne man høste af tebusken 15-20 gange om året mod kun 3-4 gange i Kina. Briterne begynder at eksportere fra deres kolonier til resten af verden, og fra at have dækket 80 procent af hele verdens forbrug i 1880 dækker Kina kun 10 procent af verdens import i 1932.

UNDERCOVER BOTANIKER I begyndelsen af 1800-tallet opdager briterne, at teplanten Camellia sinensis også kan gro

I Danmark topper kulturen omkring tesalonerne og de fine selskaber i mellemkrigstiden.

Teen mister lidt af sit luksuriøse skær, og i modsætning til i Storbritannien har arbejderklassen ikke taget fænomenet til sig. ”Vi kan gå helt op til tv-serien Matador. Der bliver også drukket te i de finere hjem. Og kaffe nede i køkkenregionerne,” fortæller Christian Hincheldey.

Først i 1960’erne vinder den varme drik igen popularitet. Denne gang er det blandt andet hippierne, der bliver begejstrede for teen, som emmer af Østens mystik og indbyder til samtale og løs filosofferen. I de mere eksperimenterende kollektiver finder teen også praktisk anvendelse som fartøj for stærkere nydelsesmidler. Men især blandt de unge universitetsstuderende bliver der bællet kander med Earl Grey, siger Christian Hincheldey. Ligesom kaffe indeholder te koffein. ”Men det er de færreste, der ved, at den koffein, der er i teen, bliver længere tid i kroppen end kaffens. Med kaffe får du et hurtigt kick. Men teens koffein bliver længere i kroppen, hvilket måske har været årsag til, at kinesiske og japanske munke har kunnet meditere i dagevis uden at føle sult. Og det har man jo også haft brug for på universiteterne, hvor man har kunnet sidde og læse hele natten uden at falde i søvn.”

Teen fanger dog aldrig for alvor an som i England, hvor five o’clock teen stadig holdes i hævd.

Eller i Kina hvor ethvert måltid akkompagneres af en varm kop te. Til gengæld tilbyder forskningen en renæssance for teen som sundhedsfremmer gennem 80’erne og 90’erne. Særligt hvid og grøn te er godt for helbredet, finder man ud af. Og de seneste 20 års spa- og wellnesskultur har holdt ekstra gang i salget.

Men nogen nation af tedrikkere er Danmark aldrig blevet. Espressomaskinerne har for længst indtaget samtlige caféer i kongeriget.

Og enhver større arbejdsplads med respekt for sig selv har en kaffeautomat stående i hjørnet.

Kaffen er det hurtige kick i en travl hverdag.

Te tager tid. Og den er svær at finde i en verden, hvor tid er blevet den mest værdifulde handelsvare.

Kilder: Niels P. Bjerregaard, ”Te”, 1946 Christian Heilskov Rasmussen, ”Tid til te”, 2005 Chris A. Thorn, ”Te – En kejserlig drik”, 1988 Tage Voss, ”Den gyldne the-bog”, 2002

19

RUST

Nr. 8 • 2012

20

RUST

Nr. 8 • 2012

Af Christian Birk Foto: Gitte Post

21

RUST

Nr. 8 • 2012

Det er efterhånden 25 år siden, Lisbeth Zornig havde bopæl på Lolland, og minderne fra dengang er ikke af den slags, man samler på. Alligevel er Lolland stadig i hende. Usikkerheden og udholdenheden. Dialekten og den familie hun, på trods af alt, holder ved.

Det var egentlig ikke meningen, at vi skulle mødes her i Lisbeths treværelses i Rødovre. Det var planen, at interviewet skulle være foretaget på Hotel Koldingfjord. Presset ind imellem et møde i Aalborg og en aftale i Sønderjylland. Det glippede. Så vi aftalte at mødes fire dage senere et sted inden et foredrag i Jylland. Kører du ad den Fynske Motorvej, er det kort efter Odense.

Frakørsel nr. 53. Q8-tankstationen. Kildebjerg Rasteplads.

Det glippede også. Noget med en ældgammel fynbo, en brækket ryg og en forsinkelse.

Hun bemærker det selv, Lisbeth Zornig; det lyder som en undskyldning fra Chris & Chokoladefabrikken.

Men så god en undskyldning kan end ikke Chris finde på. Historien er sand. Lisbeth Zornig er en travl kvinde.

Lisbeth Zornig spørger, om vi ikke i stedet skal tale i Rødovre. I det almene boligbyggeri hvor hun bor, og hvor hun føler sig hjemme.

”Lige præcis de her mennesker, der kontakter mig, har jo brug for mig. Det er jo ikke, som hvis jeg var musiker eller forfatter.

Det her er folk i nød” Da jeg bliver budt indenfor, er det med et stort smil og med telefonen ved øret. Der er bud efter Lisbeth Zornig i dag. En juraprofessor, Vagn Greve, har sat spørgsmålet om søskendesex på dagsordenen – og samtidig fået Lisbeth Zornigs opmærksomhed. På Ekstra Bladets forside toner hun frem og kalder Vagn Greves forslag om at afkriminalisere søskendesex for ”en syg tanke”. Nu hænger avisjournalister, Aftenshowet og Deadline i røret og vil have en bid af hende. Men det duer ikke. I aften er der børnefødselsdag i Rødovre. ”Vi skal have asparges, tarteletter og Maizena jævner. Den grønne pakke, ikke den gule… hører du efter, Mikael?” Mikael er både Lisbeths forlovede og partner i Huset Zornig, hvor cham-

22

pagnepropperne kun lige er sprunget. Mikael er manden bag kvinden, og i dag er han også manden bag en tur til Føtex.

Hvorfor kan du ikke holde ud at blive betragtet som et offer? Det er jo ikke svært at argumentere for, at du har haft en hård start på livet?”

For to måneder siden, da september blev til oktober, gik Lisbeth Zornig fra at være en af de mest profilerede og omdiskuterede formænd for Børnerådet til at stifte og lede Huset Zornig.

Og her er rækkevidden og ideerne omfattende.

Der er allerede etableret både en fond, foredrags- og rådgivningsvirksomhed og en tænketank, der skal tænke tanker om ”at forny og forbedre indsatsen over for de socialt udsatte mennesker i Danmark”.

”Jeg hader bare svaghed. Og jeg ved, at jeg har masser af den, og jeg kæmper alt det, jeg kan for at undgå at vise den. Jeg hader svaghed. Jeg hader at give op, jeg hader ikke at lykkes, og jeg hader at blive set på som en, der er stakkels.”

”JEG HADER SVAGHED” Det er nok herfra, folk kender hende bedst.

For hendes indsats i kampen for de udsatte i Danmark. Og hun har i den grad vundet slaget om danskernes opmærksomhed. Men ikke på traditionel vis. Ikke igennem sit arbejde eller de sejre hun har tilkæmpet sig som formand for Børnerådet. I hvert fald ikke direkte.

Omtrent samme tid sidste år udgav hun selvbiografen ”Zornig – vrede er mit mellemnavn”, der fortalte en forfærdeligt barsk, men uhyggeligt sand historie om en barndom, hvor overgreb, svigt og generel utryghed lå som en beskidt dyne over familiens hjem på Lolland.

Bogen blev fulgt op af dokumentarfilmen ”Min barndom i helvede”. I den bevæbnede Lisbeth Zornig sig med et kamerahold, stor nysgerrighed for at samle brikkerne i barndommens tragiske puslespil, og med et mod der hjalp hende til at konfrontere sin mentalt fraværende mor og stedfaderen Jan, der misbrugte hende, da hun stadig var et barn.

Selvom filmen var benhård, når den uden omsvøb fortalte om de forfærdeligheder, Lisbeth Zornig og hendes tre brødre havde gennemlevet, var den ikke sentimental. Der var ingen tårer, råberi eller kasten med tallerkner. Det skyldtes ikke, at der ikke blev grædt, men at hovedpersonen og instruktøren bevidst havde fravalgt en rørstrømsk tilgang til fortællingen. ”Det måtte ikke blive sådan en omgang følelsesporno. Det måtte ikke blive ”Sporløs”. Sådan har jeg det med de ting, jeg laver. Jeg hader at blive betragtet som offer, og som en det er synd for.”

”Det måtte ikke blive sådan en omgang følelsesporno. Det måtte ikke blive ”Sporløs”.

Sådan har jeg det med de ting, jeg laver. Jeg hader at blive betragtet som offer, og som en det er synd for”.

Lisbeth Zornig er dog ikke bange for at indrømme, at både arbejdet med bogen og den filmede rejse til Lolland var skrap. Alligevel stikker oplevelser ikke så dybt i hende. Med hendes egne ord, så forvandler mennesker, der kommer fra kår som hendes, sig til en slags jægersoldater. De tåler sult, usikkerhed og vold, og de tåler mobning, udelukkelse og ensomhed. Det er trænet fra barndommen. Og hvis man ikke ”tåler det”, så dør man eller går til grunde i det. ”De, der så klarer sig igennem med deres udholdenhed, ender med at blive lidt overfladiske.

Og sådan tror jeg egentlig, jeg er. Jeg er nok lidt af en kold skid”.

VARME ØJNE Hvis hun er en kold skid, skjuler hun det godt. Øjnene er varme som radiatorerne i den veltempererede lejlighed, og som de malerier hendes børn har plastret til med dybe, intense farver, der tegner prinsesser, røde roser og smilende ansigter. Mere end halvdelen af de sætninger, der forlader Lisbeth Zornigs milde mund, efterfølges af grin og arme, der spjætter rundt. Også selvom vi snakker om både de subsistensløse, incest og negativ social arv. Fra entreen til slagbænken, hen mod køleskabet og indgangen til dagligstuen er ikke en kvadratmeter ledig. I stedet har bøger, ungernes fod-

RUST

Nr. 8 • 2012

23

RUST

Nr. 8 • 2012

bolde og klassefotos overtaget rummet. Ikke på en rodet facon, men på den måde hvor selv en skribent, der aldrig før har besøgt en lejlighed i et alment boligbyggeri, føler sig hjemme.

Der er en umiddelbarhed og noget tillidsvækkende over Lisbeth Zornig. Noget der giver folk lyst til at betro sig. Noget der får fremmede til at vise hende de skrammer, de har holdt skjult for andre. Det har hun i hvert fald selv oplevet.

Fra hun åbnede helt op for offentligheden og fortalte om sin opvækst, har hun i stort antal modtaget henvendelser fra mennesker, der har oplevet noget tilsvarende som hende. Og fra dem der er værre ramt. Hun får hele historien, ubarmhjertige fortællinger om brutal vold, misrøgt og voldtægt, man ville ønske var fiktion.

Og masser af spørgsmål; ”Hvad skal jeg gøre?”, ”Kender du en god psykolog?”, ”Må jeg tale med dig?”. Og så de mere hårdkogte af slagsen. ”En sen fredag aften var der en, der skrev, at nu havde han besluttet sig at tage sit liv…. Sådan en må jeg jo bare ringe op. Og så bruger jeg en time på ham, og så er han okay bagefter. Lige præcis de her mennesker, der kontakter mig, har jo brug for mig. Det er jo ikke, som hvis jeg var musiker eller forfatter. Det her er folk i nød.”

Indtil for tre år siden havde det ellers ikke været oplagt at kontakte Lisbeth Zornig med den slags henvendelser. I hvert fald ikke for en vidt fremmed.

1. januar 2010 blev hun formand for Børnerådet, men før det har hun lavet meget andet end at være børn og udsattes stemme. Nej, tidligere var det IT-branchen, der betalte for Lisbeth Zornigs arbejdsraseri. Raseriet har til gengæld været en fast bestanddel i Lisbeth Zornigs DNA, siden hun som 16-årig begyndte at pumpe hamburgerryg og udskære bøffer hos slagter Svendsen i Fakse Ladeplads nær Hylleholt Husgerningsskole, hvor hun var blevet anbragt to år tidligere.

Siden hamburgerryggens indtog i Lisbeth Zornigs liv har arbejdet været et sted at finde ro.

Også selvom arbejdsliv ofte bliver til privatliv, og den anden vej rundt. Men når det hele er ét liv, kan det have sine omkostninger. Både på det familiemæssige, det personlige og det kropslige plan. Særligt de to sidste kan have svært ved at finde fælles fodslag. For når man begraver sig så dybt og intenst i arbejdet, kan der være langt op til overfladen, når det gør ondt.

Og så er massive smerter og blødninger fra tarmen i øvrigt ikke noget, der skal øve indflydelse

24

på ens liv. Det kan man kæmpe sig igennem.

Ligesom de smerter Lisbeth Zornig oplevede i barndommen. Denne gang var det dog mere, end en kradsbørstig psyke kunne klare. Hun fik stillet diagnosen colitis ulcerosa, blødende tyktarmsbetændelse, men installerede sig først på sygehuset, da hun ikke kunne mærke sine ben.

Hendes tyktarm blev fjernet, mens IT-projekterne blev pløjet igennem iført hospitalsuniform.

ligegyldigheden, der herskede, har modelleret familiens skæbner. Og slået René, nummer to i flokken, ihjel. Han begik selvmord. De to andre, Tonny og Michael, har fundet ro i rusen. Tonny har Aids i udbrud og dulmer det med medicin og alkohol. Michael, den ældste, ham, der stod op for sine søskende, når stedfar Jan havde fået nok, har det også svært. Lisbeth Zornig har arvet udholdenheden, usikkerheden og vreden.

Tilgangen til tilværelsen har ikke ændret sig synderligt med årene. I dag har hun tre knækkede tænder, der endnu ikke er fundet tid til, foredrag i kilometermål, og en mobiltelefon, der danser rundt på bordet, tørstende efter nærkontakt.

Det er svært at forestille sig, at hun havde ligget og fået masseret fødder og set ”Vild med dans” den fredag aften, hvor der lød et råb om hjælp.

”Angsten for ikke at slå til har altid været en god motor for mig. Og så kan jeg mærke en ny følelse, jeg ikke tidligere har været så opmærksom på. Den der, du ved, det var fandeme ikke i orden, at mine brødre og jeg ikke blev behandlet, som vi burde.”

”Jeg tror, jeg bruger arbejdet på samme måde, som mine brødre bruger stoffer og alkohol. Du

Lisbeth Zornig er, hvad man kalder en mønsterbryder. Hun sætter dagsordenen på det socialpolitiske område, hun har magt, og den dag, vi kommer forbi, er hun netop blevet kåret som vinder af ALT for damernes kvindepris 2012 ”for sin utrættelige kamp for de svageste i samfundet”. Hun har succes.

”Jeg tror, jeg bruger arbejdet på samme måde, som mine brødre bruger stoffer og alkohol. Du ved, det er sådan et fix. Et præstationsfix”

ved, det er sådan et fix. Et præstationsfix, som jeg er afhængig af. Jeg kan mærke, at jeg hungrer efter det. Hvis jeg siger til mig selv, at nu må jeg ikke lave noget de næste to timer, så går jeg rundt som et rovdyr i et bur.”

Men er der ikke også en slags opofrelse i at give så meget af en selv til en sag? ”Nej, det ville være smukt, hvis jeg kunne sige det om mig selv. Det håber jeg, at der er nogen, der siger, når jeg dør engang. Jeg tror egentlig mere, det handler om at være dygtig. Det er sådan en ualmindeligt dårligt selvværd, der gør, at jeg hele tiden skal præstere mit ypperste.

Altså, det er et rigtigt usympatisk træk hos mig, men jeg tror mere, det er funderet i usikkerhed end i egoisme. Men hvis jeg så i den præstationstrang kan gøre noget for nogen, er det jo bare godt.”

FORSTÅET, MEN IKKE TILGIVET Og så er vi tilbage, hvor det hele startede. Barndomsårene på Lolland trækker stadig deres ubarmhjertige spor efter sig. Det massive omsorgssvigt, de tørre tæsk som Lisbeth Zornigs tre brødre måtte lægge krop til, misbruget og

Og så er der kærligheden.

Og så er der kærligheden. Den kommer hun ikke uden om, selvom hun hårdnakket prøver.

Der er kærligheden til sagen, hvor hun bestemt får glæde af at lykkes og hjælpe, men hvor hun ikke gider at blive tilskrevet nogle ædle motiver, for i bund og grund handler det ifølge hende selv mest om ”desperat overlevelse”. Men så er der familien tilbage på Lolland, for hvem overlevelse er en langt mere håndgribelig størrelse.

Dem lader hun ikke i stikken. Uanset om det er hendes brødre, nevøerne og niecerne eller hendes mor, der passivt dopet så til, mens rædslerne regnede ned over børnene. Drengene tog tævene. Pigen tog stedfar Jan sig af i sengen, mens mor var langt væk på spiritus.

Liggende ved siden af.

Hun har ikke tilgivet sin mor, men ved, at hun også er et produkt af en traumatisk barndom.

Hun er endnu en borger i Underdanmark. Det samfund, som hun nu arbejder for, at resten af Danmark skal blive bevidst om eksisterer. Et samfund, der måske begynder med arbejdsløshed, armod og afmagt, men som har rødder langt længere ned, end hvad man kan se fra den misfarvede lædersofa. Ved kakkelbordet med de grønne flasker og Escort-rulletobakken. De langsigtede mønstre er også årsagen til, at hun stoppede som formand for Børnerådet. For skal man redde børnene, er man nødt til at starte med deres mor og far. Lisbeth Zornig Andersen begynder med sin egen.

RUST

Nr. 8 • 2012

Hende og resten af familien holder Lisbeth kontakt med. Det samme gør hendes fem børn. De synes, det er ”eksotisk”.

”Du må ikke have den i nærheden af andet, når du bruger den. Den knuser hvad som helst,” svarer Mikael med et grin.

”Ik’, Magnus? det er sjovt at besøge mormor og onkel Monkey, ik’?”

Oven på anstrengelserne trækker Mikael en af de gode hvidvine op. Hvidvinen er Mikaels aftryk, griner Lisbeth. Hun står selv for rutebilerne på bordet. Det illustrerer meget godt forskellen, griner hun højt. Mikael er fra en direktørfamilie og har arbejdet for Mærsk. Lisbeth er fra Lolland.

”Jo,” svarer Magnus, hendes yngste, der tuller rundt i nattøj. ”Ja, Det er lidt anderledes med mormor end andre mormødre, ik’? ”Nej, børnene de sidder med på første parket,” griner Lisbeth Zornig. ”De har det bedste af to verdener, og jeg synes, det er utroligt vigtigt, at mine børn er opmærksomme på, at andre ikke har det helt så godt, som de har det.”

DEN KNUSER HVAD SOM HELST Lisbeth Zornig kæmper stadig for dem, der er lidt ”anderledes”. Dem, der har det lidt sværere end hendes egne børn. Og hun spiller stadig billard med sin mor på værtshusene dernede.

Også selvom hun har gjort hende ondt. Og selvom Lolland, kommunerne og børnehjemmet i Nakskov svigtede hende som barn, fortsætter hun sit arbejde med at gøre resten af Danmark, men også middelklassen på Lolland opmærksomme på de familier, de skæbner og de børn, der lever et liv, som hun selv levede.

Hun nævner selv de lollikker, der med deres bindingsværk, yndige haver og æbleplantager ikke synes, det ser så slemt ud. Dem, der har deres børn i privatskole, og som ikke kommer til at møde forældre som Lisbeths til forældremøderne.

Hun har stadig Lolland i sig. De sætninger, der ikke afsluttes af et grin, følges af et ”ik’”. Der er værtshushumoren, den frække attitude, og så er der dialekten. Hvis man lukkede øjnene, ville man ikke være i tvivl om, at man sad på en støvet og dunkel billardstue i Nakskov med en flaske øl i hånden. Hun kan kendes på de fraværende bløde d’er og det manglende stød, der får galgenhumoren til at lyde som en vise sunget og svunget af en lollik, der har fundet melodien i et alment boligbyggeri på den anden side af Farøbroerne. ”Jeg ser det lidt som om, jeg er rejst et bedre sted hen. Ligesom folk rejser til Danmark for at få arbejde. Men så sender man lidt hjem, lidt ned og sørger for dem derhjemme.”

BLÅ BOG: Født i 1968 i Vanløse Student fra Haslev Gymnasium i 1986 Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1994 Arbejdede herefter som systemudvikler i Codan og Danske Bank I 2006 blev hun underdirektør og senere direktør for Specialisterne ApS Formand for Børnerådet fra 2010 til 2012 Nu stifter og leder af Huset Zornig Sidder i bestyrelsen for IT-universitetet i København Er mor til fem. Tre piger, to drenge.

Forlovet med journalist Mikael Lindholm

Sagt lidt i spøg, skal der rejses en statue af Lisbeth Zornig på torvet i Nakskov? ”Jeg tror, den ville blive væltet hurtigt igen,” kvitterer Lisbeth Zornig med et grin og fortsætter. ”Det lyder måske lidt fjollet, men jeg vil gerne skrive historie, ik’. Jeg kan huske, at jeg sagde til folk i Børnerådet, at ’det, vi kaster os over, det skal være blivende, ellers gider jeg ikke’. Ikke for at blære mig, for når jeg er død, er jeg død.

Men jeg vil gerne sætte et aftryk. Jeg er sådan lidt ekstrem på det område. På mange måder.”

I mellemtiden, i nutiden, har Mikael ad flere omgange båret indkøbsposer ind fra Føtex.

Det ser ud som om, han har købt det rigtige, selvom aspargesene er lige lovligt lange til Lisbeth Zornigs smag. I en af de andre poser er der en blender. ”Nej, hvor er den flot,” udbryder Lisbeth.

25

RUST

Nr. 8 • 2012

Et fløjlsblødt mørke Det, hun er allermest bange for, er spøgelser i mørket.

Hun er bange, når alt ser anderledes ud, som når en stol med noget tøj over pludselig bliver til et monster.

Katrine Peytz Hansen er mørkeræd.

Angsten anes. Det giver sådan et gib, fortæller hun om suget i maven: ”Jeg kan mærke, at jeg bliver meget bevidst om mig selv i rummet og om, at der er helt mørkt - og at jeg er helt alene. Jeg bliver paranoid. Det sker tit, når jeg går alene, eller når jeg går i mørke rum. Jeg kigger altid rundt og holder øje med, om der er nogen eller noget, som ikke skal være der.” Én efter én bides neglene. Katrine Peytz Hansen panikker i mørket og bliver febrilsk. Følelsen af at være bange kommer, når hun ikke ved, hvad der skal ske. Hun er i barens dunkle belysning på Teater Momentum i Odense, og hun har fået besked på, at et mørkt klæde skal vikles om øjnene, inden arrangementet ’Stories In The Dark’ kan begynde: ”Skal vi selv binde den? Man skal jo også lige passe på, så man stadig kan få luft. Jeg kan mærke, at jeg faktisk bliver rigtigt bange nu. Ægte bange.”

fortæller, at en frygt kan være medfødt eller tillært. Angst for mørke - achluofobi eller nyctofobi - er en medfødt, risikovurderende frygt, som ikke specifikt omhandler manglen på lys, men oftest de farer, der lurer i mørket eller silhuetter og lyde, der vækker fantasien: ”Det går altid én af to veje i hjernestammen, tæt på nakken: Enten fryser du stift, for eksempel ved synet af fjenden, og løber ingensteder, eller også risikovurderer du, scanner omgivelserne og lader dig synligt ophidse.”

Og netop mørket er ifølge medstifter af BestTellers Hans Laurens også med til at gøre lytteren meget opmærksom på den i forvejen minimalistiske historiefortælling, hvor kun stemmen og gestikken er på scenen. ”Et mørke er først mørkt. Men efterhånden som det bliver fyldt med historier, bliver det mere magisk og blødt. Det ender med at blive sådan helt fløjlsblødt.”

VARIERENDE HVISKEN OG RÅB

Lyset lukkes ude, og en mandlig dyb stemme dikterer: Løft fødderne. Nu kommer der en trappe igen. Nu er der et enkelt trin. Der er ikke noget at falde over. Katrine Peytz Hansen rækker ud efter min hånd, men hun lader sig føre af fremmede arme videre ind i mørket, hvor historiefortællere fra den københavnske fortælleskole BestTellers venter.

MINIMALISME I MØRKET Fra et sted i rummet fortælles, at klædet nu må fjernes fra øjnene. Et endnu mørkere mørke omslutter Katrine Peytz Hansen, og hun hvisker: ”Jeg hører alt. Jeg kan mærke ham, der sidder bag ved mig. Hans ånde i nakken.”

Frygt er en af menneskets vigtigste egenskaber for overlevelse. Katrine Peytz Hansens frygt for mørket kan forklares af forskningen, og medicinstuderende Jens Guldborg

26

Fra et helt andet sted i rummet startes en stille og hviskende fortælling: ”Hun sad der i sin stol, og hun kunne mærke det. Øjnene. Og så kiggede hun op og så ned i den anden ende af stuen, og der var et vindue - og der var reflekserne fra lyset i stuen, og så var det som om, at der altid var en bevægelse i det vindue - og så rejste hun sig op og gik ned og åbnede resolut vinduet. Og så var der – ingen ting.”

Katrine Peytz Hansen fortæller, at hun kender følelsen og den fiktive kvindes fornemmelse.

I mørket ved hun aldrig, om det er noget, der ikke skal være der. Vampyrer. Spøgelser. Den sagte stemme afbrydes af pludselige, ivrige og indlevende råb, og fortællelejet varierer i helt høje og helt lave toner: ”Og så lukkede hun vinduet igen og satte sig hen til sit skrivebord. Og det gentog sig. Hun

havde en fornemmelse af, at der var nogen, der kiggede. Og til sidst kunne hun ikke lide at gå hen og åbne vinduet, for det der med, at der ikke var noget, var faktisk næsten lige så ubehageligt, som hvis der var noget.”

DRAMAET UDSPILLER SIG I HOVEDERNE Det er de levende ord i totalmørket, der skaber billederne hos hver enkelt i rummet, og Hans Laurens forklarer, hvordan historierne folder sig ud: ”I stedet for, at der er nogen udefra, der påfører dig al muligt, så bliver universet her aktiveret inde i dig. Det udspiller sig inde i dig. Alt, hvad der sker i det rum, foregår inde i dig. Og der er masser af lys inde i dig.

Der er masser af lys i de historier, du ser inde i hovedet.”

Men før historierne bliver opfanget, søger Katrine Peytz Hansen at se. Blikket bevæger sig rundt for at finde bare et eller andet. Hun vil se, hvordan rummet ser ud, hvem hun sidder ved siden af, og hvor hun er. Men der er komplet mørke, og hun må være den blinde, der hører. Hun må tage imod de billeder, som historiefortællerne serverer.

Når vi bliver bange, starter det ofte med en ydre stimulans. En kaskade af elektriske impulser fyrer fra dine sanser og ind til et lille mandelformet område, kaldet Amygdala, dybt inde i hjernen midt mellem dit øre og øje, forklarer Jens Guldborg: ”I Amygdala kobles sanser, følelser, smerte og begivenheder sammen, og området samarbejder især med hukommelsens Hippocampus bagved. Impulser skydes på millisekunder ud i flere områder oppe og fremme i hjernen, der analyserer og gør dig bevidst om frygten og straks aktiverer det sympatiske stressrespons, ’fight or flight’.”

RUST

Nr. 8 • 2012

Af Anne Katrine Gregersen Foto: Christian Birk

DER HAR VÆRET EN VAMPYR INDE PÅ MIT VÆRELSE I totalmørket husker Katrine Peytz Hansen tilbage på, hvordan hun som lille så en vampyr på sit komplet kvadratiske og svagt-oplyste værelse. Mørkeblå gardiner var trukket for det store vindue ud til vejen. Hun slog øjnene op fra en drøm, og foran hende stod en høj skikkelse med ryggen til hende. Han havde en lang kappe og en høj hat på, og han vendte sig om og så på hende: ”Jeg kan huske, at jeg ikke var særlig bange.

Det var først bagefter, at jeg kom til at tænke: Fuck, mand. Der har været en vampyr inde på mit værelse!”

”Hun sad der i sin stol, og hun kunne mærke det. Øjnene. Og så kiggede hun op og så ned i den anden ende af stuen, og der var et vindue - og der var reflekserne fra lyset i stuen, og så var det som om, at der altid var en bevægelse i det vindue - og så rejste hun sig op og gik ned og åbnede resolut vinduet. Og så var der – ingen ting.”

Katrine Peytz Hansen forsøger at forhindre frygten for det mørke i at tage over. Når hun kan mærke, at hjertet begynder at banke hurtigere, tænker hun: ”Ej. Prøv at stoppe op. Prøv at være i mørket, indtil du finder ud af, at du ikke dør af at blive stående. Det skal gentages mange gange, og det er altid med en god følelse i kroppen, når jeg for eksempel får lukket døren ud til en mørk gang.”

Der er altid nogen, der råber, at de ikke kan holde mørket ud, fortæller historiefortæl-

lerne. De kan ikke lide det, de vil ud fra mørket. Og Katrine Peytz Hansen kan godt forstå dem, der flygter: ”Jeg er normalt utrolig god til at selektere, hvad jeg hører, men da jeg sad med bind for øjnene og kunne høre snak, der kunne jeg slet ikke rumme det.”

Jens Guldborg forklarer, hvordan vi kan takke menneskets og andre pattedyrs store evolutionære succes for evnen til at ændre adfærd efter følelser - herunder også ’at tage benene på nakken’ eller skrige advarende. Der sker en fysisk reaktion: ”Din puls og blodtryk stiger. Binyrerne pumper adrenalin ud i blodet, som mobiliserer alle energireserver, pupillerne og luftvejene udvides, og smerter undertrykkes.”

EKKOET AF DINE EGNE SKRIDT I teatersalens totalmørke er der ingen stole med tøj på, som for Katrine Peytz Hansen kan minde om et monster. Hendes syn er væk, og hun bliver koncentreret. Jo mørkere det er, des mere hører man, forklarer Hans Laursen.

Man lægger pludselig mærke til sine skridt og tror, at der er nogen, der forfølger en: ”Man lægger ellers aldrig mærke til, at ens skridt laver ekko. Men når du så går alene et mørkt sted, så hører du pludselig ekkoet, og så tror du, at der går nogen bag ved dig. Så bliver man skide forskrækket og vender sig om, og så er der ikke nogen. Det kan jeg huske, at min far lærte mig, da jeg var lille. Han sagde: Prøv at vende dig om. Der er ikke nogen, vel?”

Medicinstuderende Jens Guldborg har brugt Bente Finsen, professor i neurobiologi ved SDU, som kilde og tekster af Per Brodal, C.T. Gross, R.C. Kessler

27

RUST

Nr. 8 • 2012

Af Rebecca Bodnia Foto: Malte Lillelund Nørgaard og Peter Staal

PE T E L Æ R STA AL SE R LI B HA E RO .A TH LM , PÅ SD US LA

GE

LSE

FILM TIL JULEN:

SANG TIL JULEN:

MAD TIL JULEN:

KÆRESTE JULETRADITION:

Die Hard 2. Jeg er ikke så meget til film med julemænd og nisser, så det er en fed og anderledes julefilm med masser af action. Det er juleaften, og Bruce Wills vil bare gerne hjem til sin familie og spise julemiddag. I folkeskolen var vi et par venner, der hvert år i starten af december tog hjem til Jeppe og så julefilm. Die Hard 2 var altid iblandt.

Når jeg hører ”Let It Snow”, så ved jeg, at det er jul. Der er de obligatoriske ”juleklokker” i baggrunden, og den er utrolig hyggelig. Det vigtigste er, at det bliver hvid jul, så sangen er jo også lidt et ønske for den danske jul. Hvis der ikke er sne, så er det lidt slattent. Det er en af de klassiske engelske julesange, som jeg synes er gode - de danske er ikke lige mig.

Du vågner julemorgen, og så er hele huset fyldt af duften fra anden i ovnen. Det er bare godt. Det er altid min far, der står for julemiddagen. Det er så også den eneste dag på året, hvor han laver mad.

Men det betyder også, at det altid er rigtig godt. Anden har stået hele dagen i ovnen, så hele huset har en duft af andesteg. Det er fantastisk.

Da jeg var mindre, fik jeg altid læst Peters Jul op, mens vi ventede på, at juletræet blev tændt. Den tid mellem at middagen var færdig, og vi ventede på træet. Min mor læste den op, mens jeg, min søster og min mormor sad omkring hende. En rigtig hyggelig tradition, som jeg vil give videre til min børn en dag.

28

RUST

Nr. 8 • 2012

FILM TIL JULEN:

MUSIK TIL JULEN:

MAD TIL JULEN:

KÆRESTE JULETRADITION:

Der er ikke nogen speciel julefilm, jeg ser ved højtiden. Men når det bliver jul, er der altid mere tid til at hygge med film og familien.

Jeg fortrækker at hente film ned fra nettet - så kan man se, hvad man vil, hvornår man vil. Den sidste film, jeg så, var Woody Allens ”From Rome with Love”. En fantastisk morsom film.

Der er denne her meget smukke argentinske julemesse ”La Misa Criolla”, komponeret af Ariel Ramirez. Jeg tilbragte en jul i La Paz på et iskoldt hotelværelse, hvor jeg lå og lyttede til den messe. Så når jeg hører den, mindes jeg hele den ungdom, hvor jeg rejste rundt i verden.

Jeg er vild med and! Juleand, rødkål og kartofler. Hele den klassiske julemiddag. Jeg er dog ikke særlig vild med risengrød.

Er det på grund af Bertel Haarder?

Haha, nej. Men ris a la mande går lige an.

For mig er julen det tidspunkt på året, hvor jeg når alt det med venner, børn og familien. Det som kan være svært at nå i dagligdagen.

Jeg synes, det er enormt hyggeligt, at man flere dage i træk har tid til at spise julefrokost med venner og bekendte.

VILLY SØVNDAL, UDENRIGSMINISTER

29

RUST

Nr. 8 • 2012

I anledning af juletiden følger på dette opslag en novelle, der absolut ikke må tages alvorligt. Tag med til julefrokost, tag en fremmed under armen og tag en frikadelle!

Hellige

svin og ristede nisser

Julen er en velsignet tid. Men for den internationale studerende Nueng er den danske julehygge ét stort mysterium.

Af Anne Sofie Feld og Louise Lønsmann Christensen Illustration: Martin Kozak

Slask. Karrysilden rammer Theas bryster og slæber et gult spor efter sig på sin vej ned gennem den dybe kavalergang. Morten er på. Han får slikket sild og karryslæb op ad kavalergangen, inden han bunder en Gammel Dansk og fuldfører julens første bodysild. Hans store krop er skruet ned i et nissepigekostume, hvor syningerne har strukket sig selv til det yderste, og hans brystbehåring bruser frem fra de hvide blonder.

Nueng ser måbende til. Han er lige trådt ind ad døren til studiekammeraternes julefrokost. Det er ikke mange måneder siden, han kom til landet, og for ham er dansksprogede fester stadig lige så uforståelige som det danske sprogs hak-

30

ken. Nueng er international historiestuderende med udrejsetilladelse fra Thailand og sin mor.

Men julen havde nu engang bragt et velsignet tilbud om en fest, og fordi Nueng havde gjort sit forarbejde godt, vidste han, at julen er den tid på året, hvor danskerne hygger allermest.

Allerede i starten af november var hans højtelskede spothylder i Netto fyldt med uspiselige genstande. Chokolade formet som fede mænd, små brune kugler, som han mest af alt forbandt med restproduktet af det, han fodrede sin ged med. Orange klumper, som han først troede var vingummi, men på det grusomste måtte erfare var flæsk. Hvad det så end var.

I hvert tilfælde følte han sig ikke helt uprøvet udi disciplinen jul, da han denne fredag aften troppede op til julefrokosten. Til trods for at han var blevet hærdet, var karrysilden og de blottede kvindebryster alligevel lidt af en mavepuster for den unge Nueng. Men hvis i aften var aftenen, hvor han skulle finde hoved og grisehale i julehyggen, så måtte han vove sig længere ind i festlighederne og det uendelige virvar af primitiv papirspynt og stærkt krydrede lugte. Den stærkeste af dem fik han snart koblet på Morten.

I det stærkt alkoholiserede nisselandskab får han øje på sin veninde Stine fra studiet. Lettet maser han sig igennem mængden af dansende og kyssende mennesker og skal lige til at sige

RUST

Nr. 8 • 2012

”Du er sgju en guttermand, er do!”

hej, da hun rækker et fad frem imod ham og udbryder med gebrokken entusiasme:

Nueng holder vejret. Thea redder hans lugtesans, da hun hiver Morten med ud på toilettet.

Det havde sikkert noget med sild at gøre. Igen overladt til sig selv scanner han bordet efter noget, han kan forholde sig til. Han finder sin redningskrans imellem svineparaden. Øl.

Han sætter flasken for munden og slubrer den i sig. Arh! Grønne bobler stiger op gennem maven til hovedet og sløver hans tanker, der ellers var ved at boble over.

Han lader sig rive med ind i en vaklende kæde af udsparkende, hænderkastende og hujende medstuderende, der danser sig igennem stuerne, imens de skråler med på ’Nu’ det jul igen’. ”Nu’ det jul igen, og nu’ det jul igen – og mor hun ligger under bordet!”

”These are jew cakes. Fresh out of the oven.”

Nueng har læst på lektien, og han ved godt, hvornår jøderne sidst blev smidt i ovnen.

Skræmt bakker han væk fra hende. Antisemitisme hedder det vist, men han når ikke at sige noget til hende, før han bakker ind i bordet bag sig og i stedet må forsvare sig mod den kaskade af flæskesvær og marcipangrise, der nu hagler ned over ham. Hvad er der med det dyr? ”What do you look so scared of? It’s not like they are real jews. Jezz, we would only do that to Swedish people,” griner Stine, da hun ser rædslen i hans øjne.

En velsignet fred spreder sig i kroppen på ham.

I takt med at tankerne bliver slørede, står meningen med galskaben klarere. Han lader sig lulle ind i den samme beruselse, som de andre befinder sig i. Højtidsstemt tager han imod dildsnapsen - ’hva’ faen’!

Efter alt hvad Nueng har været vidne til i aften, kigger han for en sikkerheds skyld ind under den nærmeste dug. Ingen alarm. Gad vide hvad dette besynderlige ritual nu dækker over? ”It means that Christsmas lasts all the way to Easter”, råber Stine bag ham.

Nueng kan mærke det. Pludseligt forstår han den, julestemningen. Den har sneget sig ind på ham og trukket ham ind i en kaotisk juleeufori.

Beroligelsen virker ikke. Alligevel lader han sig overtale til at sætte sig ned sammen med hende. Hun falder hurtigt i snak med en anden, og han prikker skeptisk til den frikadelle, der er blevet efterladt på tallerkenen foran ham.

Overfor ham synger kammeraterne højlydt, og falske toner rammer hans trommehinde som en ørefigen. Højre næseflig vejrer. Noget stærkt krydret er på vej i hans retning. Morten. Han smider en skinket arm om Nuengs skulder i en kærlig omfavnelse.

Gennem sit tågede udsyn er Nueng tilskuer til et besynderligt syn. Hans medstuderende har dannet en række, der svajer faretruende fra side til side som en fordrukken guirlande. Morten er dukket op fra sit mærkværdigt lange toiletbesøg og griber igen fat i Nuengs smalle skuldre.

Måske er det alkoholen, der oversætter for ham, men her midt i kæden af studiekammerater og med Stines hænder på sine skuldre, føles det hele pludselig ikke så fremmed mere.

Hvis julen virkelig varer lige indtil påske, så er der tid endnu til at vende sig til smagen af pebernødder, marcipangrise og slatten flæsk.

31

RUST

Nr. 8 • 2012

Kampen for

kvarteret Af Mads Frimann Foto: Simon Johansen

I skomagerturneringen Albani Pot er det værtshus mod værtshus. Kvarter mod kvarter. Stamgæst mod stamgæst. Turneringen har ikke altid haft samme navn, men det har altså drejet sig om det samme. At overlevere håneret, tildele ære og blotlægge stjerner, der går for at være de skarpeste billardspillere i Odenses værtshusmiljø. En af dem hedder Holme. En gråhåret mand med skæg af samme anstrøg. Han har spillet med i turneringen i over 30 år og har for længst fået prædikatet som en ”hamrende habil billardspiller”.

Så er der de to værtshuse, der mødes denne tirsdag aften. Udeholdet er Billarden. Det tungeste værtshus i byen, siger man. Er du førstegangsbesøgende der, vender alle hovedet mod dig, når du træder ind ad døren på Vesterbro 60.

”Det er frygteligt, når vi taber. Vi bliver hånet hele ugen,” siger han med et ærligt smil.

Man spiller to kampe mod hvert værtshus i løbet af turneringen. Én hjemme, én ude.

Et hold består af seks mand, der spiller i par. Alle møder alle, så der i løbet af en turneringsaften afvikles ni kampe plus en afsluttende restauratørkamp. Her møder ejerne af de to værtshuse hinanden. Udover point i den samlede stilling spilles der altid om en omgang. Får taberne mindre end 30 point, skal vinderne have et glas portvin oveni. Til finalen i Albani Pot fordeles en præmiesum på 12.000 kroner. ”Men pengene er fuldstændigt ligegyldige,” lyder det enstemmigt. Der er meget mere på spil end stakater.

I år stiller 11 værtshuse op til Albani Pot. Det er beværtninger fra forskellige kvarterer og med forskellige kendetegn. De unge drenge fra Bullerup er kendt for deres seriøsitet. De er typerne, der drikker Cola-Zero under kampene. Tårnet på Rugårdsvej, der både er værtshus og restaurant, er kendt for deres udsøgte mad, som traditionen tro serveres for spillerne inden en turneringskamp.

32

Vognhjulet, aftenens hjemmehold, slår sig op på musikken. Udeholdet beklager sig ofte over den afsindigt høje musik i billardrummet, mens kampene afvikles.

Her betragter man det som en hjemmebanefordel.

RUST

Nr. 8 • 2012

Der findes værtshuse i Odense, der begyndte at lange pilsnere over bardisken for mere end 80 år siden. Lige så længe har byens skænkestuer duelleret mod hinanden over det grønne billardbord om håneret, ære - og en omgang, naturligvis.

33

RUST

Nr. 8 • 2012

Det sker, at en spiller skifter hold og stiller op for et andet værtshus. Når spilleren returnerer til sin gamle hjemmebane for at spille turneringskamp, venter der spydige kælenavne som ”Judas” og ”forræder”. Det forekommer også, at et værtshus henter en ”købespiller” ind på deres hold. En købespiller er ikke stamgæst men bragt ind fra højre alene på grund af hans kvaliteter som billardspiller.

Manøvren beskrives som ”dårlig stil”.

34

RUST

Nr. 8 • 2012

Der er installeret et videokamera i billardrummet, så gæster, der opholder sig i baren, kan følge strabadserne omkring bordet. Værtsparret Michael og Jette har købt endnu et kamera. Det skal efter planen pege hen mod den hvide pointtavle, så det også er muligt at se stillingen fra udskænkningslokalet.

Det var det eneste, I ikke måtte. De vil ikke forstyrres, når de spiller. Nu har vi balladen!” Spilleren fra Billarden føler sig distraheret af lysglimtet fra kameraet, så Vognhjulets ejer, Michael, taler med store bogstaver overfor RUSTs fotograf, efter han har taget billedet med blitz. Et ”undskyld” og en skål tilvejebringer en hurtig forsoning.

35

RUST

Nr. 8 • 2012

Denne aften er det Billarden, der spiller bedst. Det bliver til en 4-5-sejr til udeholdet. Resultatet lyder tæt, men Vognhjulet var bagud 1-5, og dermed var kampen tidligt afgjort. Der spilles videre, fordi alle point tæller med i det samlede regnskab. Det er især en ung bartender fra Billarden ved navn Benny, der spiller fremragende. ”Han spiller kraftedeme godt,” erkender Michael.

Opgøret mellem de to restauratører vinder Vognhjulet sikkert, og de får dermed en smule oprejsning.

Efter turnerings- og restauratørkampen er færdigspillet, bliver der fortsat spillet skomager i billardrummet. ”Nu gælder det som sådan ikke om at vinde. Det handler bare om at undgå at skulle i baren og hente øl til de andre. På den måde har billard også et socialt aspekt: Du behøver ikke vinde – du skal bare overleve,” griner Kaare, der er mangeårig stamgæst på Vognhjulet.

Vognhjulet har eksisteret i 40 år. ”Som værtshus har du et socialt ansvar,” fortæller Michael der, sammen med sin kone, ejer Vognhjulet. De bor sammen på 2. sal over værtshuset. På 1. bor den tidligere ejer, Bo. Når værtshuset spiller på udebane, er der altid otte-ti stamgæster, der tager med for at bakke deres billardspillere op.

36

RUST

Nr. 8 • 2012

en Hver måned bringer RUST et telegram fra studerende på SDU. hvad Denne måned fortæller Mike F. Christiansen, gave.

Syddansk Universitet kan give ham i jule

Telegram fra en campusby trygt Julen burde være en fredelig tid, hvor man man s men sig, er hygg og skød sidder i familiens imod stå at t noge have at for fed æder sig stor og single rsitet Navnet er Mike F. Christiansen. Jeg er 24, med i en kold tid. For studerende på unive de og iner, og kommer fra Kolding. Pt. er jeg i gang med eksam e tåend fores r betyder decembe g har sidste krampetrækninger på Cand. Merc. i styrin nligt perso jeg som t, noge juleferie er ikke em de te og ledelses studiet i Kolding. Jeg har genn mærket noget til de sidste fem år. Det værs Sydenssidste fem år plus lidt til spenderet mit liv på eksam kære den e valgt år e eksempel. Sidst min første dansk Universitet, først i Esbjerg, hvor jeg tog planlægger på SDU Kolding at lægge min tninen cigar bachelor, og sidenhen i Kolding, hvor afslu med stod jeg da Så r. eksamen d. 2 janua t på et, glass gen på studielivet står for døren. Jeg har være i ende bobl en pagn cham i munden og n foreto af SDU’s mindre bastioner, derude hvor vinde den for rne tanke med takt i kørte alkoholen et e blev suser om ørerne, og hvor man kun hører ekko stående eksamen dagen efter. Endnu bedr rteret. ekTre fra de beslutninger, som tages i hovedkva en. eksam dtlig mun til det, da jeg skulle erkan Derude hvor torsdagsbaren lukker, når barp som lan ensp eksam En . dage saminer på fire man yde sonalet er gået under kl. 22. Derude hvor få selv det største mandfolk i knæ, og udbr fra kolde til tider godt kan føle sig ensom, gemt væk og ter okos julefr glade De ” ”hvor for mig? var storstadens larm. julebajser var pludselig langt væk, og søvn e. rømm dagd mine i om te drøm noget, jeg kun te an Julen er, som alle andre steder, en af de beds hvord om, lidt også så man Til gengæld lærer oblitioner. tider på året. Den indebærer snestorm, det man reagerer i stressede og pressede situa torkomgatoriske juletræ, og den årlige julefest. Snes set rkorp jæge selv hvor e, En mental øvels altid men, som i år faldt d. 2 november, trækker mer til kort. kalfulde huse i den kære unibar på SDU Kolding den skal det Ubåden. Man kan med rette sige, at man Så kære SDU. Her er et juleønske. Godt nok er hord em genn sig per kæm og r, ikke du dag går unde vil men r, janua i en eksam jeg ikke selv til for at dine af julepynt og nissehat-klædte bartendere godt tage din nissehue på, og tænke på rygJeg lan? smage på julemandens nektar, som er juleb ensp eksam din laver du studerende, når evis gen gen. For en stund kan man stå blandt mass lignin få at t svær være kan ved godt, at det aldrig hvor af mennesker og nyde en øl, hvis smag til at gå op, og måske især på et lille campus, tid, vel. ændres. Den er det faste holdepunkt i en allige Men . trang en plads og lokalerne er få står især et, som udover julefrokoster og julefest også nytår fejre at lov få e rend Lad nu de stude de unpå de sidste faganstrengelser, den tilbageven et år som dette, hvor Jorden er sat til at gå flid året, på dårlige samvittighed over manglende læse tid den nyde e rend stude der. Lad nu de har og frygt for de ventende eksaminer. hvor andre hygger og traller, og hvor man man ie, famil den for t noge være at mulighed for er mit til daglig glemmer. Så kære SDU. Dette juleønske til dig.

ET NÆSTEN USK YLD IGT JULEØNS KE

37

RUST

Nr. 8 • 2012

Juletid er quiztid. Derfor giver RUST dig nu muligheden for at teste din viden, når det angår dit universitet og andre spændende sager.

Find svarene på rustonline.dk 1. Rektor for Syddansk Universitet, Jens Odderhede, er vild med film og action, men hvilken film er hans favorit? a. Casablanca b. Saving Private Ryan c. Batman: The Dark Knight 2. Hvilken af disse skønne mandfolk har siddet i studenterrådet på Syddansk Universitet? a. Karsten Ree b. Hans Henrik Palm c. Mogens Amdi Petersen 3. Hvor mange kandidater lykkedes det De Borgerlige Studerende at opstille til SDUs bestyrelse og universitetsråd ved årets universitetsvalg? a. 0 b. 1 c. 54 4. Hvilket af disse prægtige dyr går under betegnelsen ”Danmarks nationaldyr”? a. Grævlingen b. Knopsvanen c. Det røde egern 5. Hvad bestiller man, når beder om en ”Karl Stegger i lædervest” hos pølsemanden? a. En pølse i svøb b. En flæskestegssandwich c. En Cocio plus to frikadeller 6. Den tungeste baby, der nogensinde er født, blev skudt ud i Italien. Hvad vejede krabaten? a. 13,3 kilo b. 9,3 kilo c. 10,3 kilo 7. Hvor meget tisser et menneske gennemsnitligt om morgenen? a. 6 deciliter b. 12 deciliter c. 2 deciliter

38

8. Hvem fik i efteråret vinger af et energisk læskedriks firma? a. Felix Henrik Valdemar Christian b. Felix Baumgartner c. Joseph Kittinger 9. Hvilken partileder med forkærlighed for høje piger - ikke lave piger - gik af posten tidligere på året? a. Lars Løkke Rasmussen b. Villy Søvndal c. Christian Thulesen Dahl 10. Hvad er det særlige ved Oscar ”Blade Runner” Pistorius? a. Han skal overtage Harrison Fords rolle i filmen fra 1983 b. Han har gået 500 m på barberblade c Han deltog både i de paraolympiske og almindelige olympiske lege i London 2012 11. Udover hatte, hvad bar Tysklands beklædning under OL-indmarchen præg af? a. De havde hunde med b. Matchende blå og lyserøde jakker c. De gik baglæns 12. Hvem kom den danske OL trup til at låne et slogan af? a. AK81 - støttegruppe for Hells Angels b. Addidas c. Silvio Berlusconi 13. Hvor endte dovne Robert med at få et arbejde? a. Danmarks Radio sammen med Anders Lund Madsen b. Liberal Alliances pressetjeneste c. Han er blevet selvstændig maler

Redaktionen ønsker alle på Syddansk Universitet en glædelig jul.

Vi takker af, men tag godt imod den nye redaktion efter nytår.

Næste udgave af RUST udkommer den 1. februar 2013.