Min opgave er at kunne læse hver elev A

Kan man – på helt samme tid –gøre matematik interessant for det barn, der endnu ikke har lært at skrive og den dygtige elev i 4. klasse? Lone Anesen spænder vidt på Strynø Skole, og hun tøver ikke med at bruge friskfangede rejer, vilde blomster eller varerne hos købmanden for at gøre tallene spændende for eleverne. Efter mere end tre årtier som lærer på fastlandet valgte hun at flytte sit arbejdsliv til en ø-skole, der tilbyder frihed og muligheder, men også masser af faglige udfordringer og en hverdag helt tæt på forældre og børn.

lle skal blive bedre til at spejle. Målet var klart for Lone Anesen, da hun denne morgen gik ind i klasseværelset på Strynø Skole.

Foran os ligger en fredag formiddag, hvor vi skal tegne, danse, skrive og lave spejlinger med store brikker på gulvet i gymnastiksalen.

Normalt er der 17 elever på skolen, men i dag er et par syge. Alligevel fylder de glade stemmer rummet helt ud. Urolige ben tripper under nogle af bordene. Andre børn sidder fordybet i de opgaver, som Lone lige har lagt ud på katederet, så eleverne kan finde de øvelser, der passer til netop deres niveau.

En lærer forbereder typisk tre forskellige niveauer af opgaver i en klasse, så der er noget til de dygtigste, dem der har udfordringer, og dem midt i mellem, men Lone har spredt 11 forskellige opgaver ud over katederet. Her skal både være udfordringer for Theresa i 4. og Inga i 0. klasse.

Når Lone hævder, at det kræver mere forberedelse at samlæse på tværs af klassetrin, tror man hende, og så er der undervisningen. Med et blik udefra ligner det ekstremsport for skolelærere.

- Lone, Lone, hvad skal jeg nu? Råber en elev, da hun er færdig med sin opgave.

Et andet sted i klassen er en af de yngste ved at tabe koncentrationen, og det er tid til at bevæge sig, spotter Lone, der sætter gang i en spejlingsdans.

En aktivitet, hvor alle kan være med. Senere kan hun igen bygge på, så også de ældre børn bliver udfordret.

- Det nemmeste for mig ville da være at sige: 1. klasse arbejder i den ene bog, 2. klasse i en anden og 3. og 4. i deres bøger, men hvis jeg gjorde det, gik vi ikke i skole sammen. Vi skal have nogle fællesoplevelser, og derfor bliver jeg nødt til at planlægge nogle aktiviteter, som giver os erfaring med emnet og gør, at vi arbejder sammen, forklarer Lone.

”Snak aldrig mere end fem minutter ad gangen” er et af principperne i Lones undervisning. På den måde risikerer hun ikke at tabe koncentrationen hos skolens yngste elever i lange forklaringer. Foto: Lene Halmø Terkelsen.

Stryn Skole

• Er en afdeling under Ørstedskolen i Rudkøbing

• Har lige nu 17 elever fra 0.-4. klasse. Fra 5. klasse tager børnene til Ørstedskolen

• Har to lærere (som deler en heltidsstilling) samt en pædagog ansat.

Store Hj Lper Sm

Der er enkelte af Lones forhenværende kolleger fra fastlandet, som siger, at det ikke kan lade sig gøre at undervise børn på tværs af alderen 5-11 år. Men samlæsning på tværs af klassetrin er virkeligheden på småøernes skoler, og formen har mange styrker, forklarer Lone, da klokken har ringet ud, og vi er cyklet hjem og sidder i hendes køkken.

- De får en enorm forståelse for fx forskellige matematiske begreber, fordi de får dem præsenteret på så mange forskellige måder, når alle skal være med. Hvis vi fx skal plusse, siger jeg til eleverne ”Nu skal I lægge tallene sammen, I skal plusse, I skal finde summen, I skal addere”. På den måde får de alle begreberne og har mulighed for at forstå på netop deres niveau.

Samlæsningen giver både dygtige og mere udfordrede elever mulighed for at udvikle sig.

Tag fx en dreng fra 1. klasse, der regner som en elev i 3. klasse. Her på Strynø får han chancen for at suge til sig, når Lone forklarer, at ”en lang firkant” også hedder ”et rektangel”.

- Børnene kan rykke sig i deres tempo, og de bliver ikke stoppet i at lære mere, siger Lone, der ofte deler eleverne op i grupper, så hendes kollega, pædagogen Finn, fx tager en flok og underviser et andet sted.

De ældste hjælper de yngre og får på den måde også styrket deres formidlingsfærdigheder, fortæller Lone.

- Vi oplever, at børnene er meget modne og dygtige, når de forlader os og starter på skolen i Rudkøbing, siger hun.

Masser Af Erfaring

Det lyder som om, der er mange fordele ved en ø-skole, men hvad er det svære?

- Det ville da være SÅ meget nemmere at have 28 elever, der alle gik i tredje klasse, lyder det straks.

- En ting er den faglige differentiering, men børnene er også meget forskellige i deres kognitive udvikling. Der er simpelthen stor forskel på, hvad de forstår.

Dertil kommer, at flere af eleverne på skolen har særlige udfordringer. Nogle har tilknyttet faste pædagoger, der støtter dem, men alle skal kunne være i klassen.

Hvis Lone havde været nyuddannet, havde det nok været svært, erkender den 57-årige lærer, men ikke alene har hun mange års undervisningserfaring. Lone Anesen er også forfatter til et lærebogssystem i matematik, der netop tager højde for differentiering og børnenes mange forskellige måder at lære på, så hun står på fagligt sikker grund, når hun skal nære lysten til at lære hos ALLE Strynøs skolebørn.

- Min opgave er at kunne læse hver elev – og skubbe på lige der, hvor den enkelte er.

Regn Med Rejer

Et af Lones principper er, at matematik skal være levende. Derfor forspilder hun aldrig en chance til at tage eleverne med ud. Hvad er omkredsen af et træ? Kan vi lave søjlediagrammer over farverne på de vilde blomster på marken? Hvor mange rejer kan vi fange ved badebroen? Og hvad koster det at lave en rejemad, hvis vi skal købe mayonnaisen, citronen og brødet hos købmanden?

- De yngste elever går måske ikke så højt op i, hvor mange gram rejer, der kommer på maden, men de er med til at pille dem og ser på, når de ældste vejer rejerne nøjagtigt af, fortæller Lone.

Sidste år satte hun eleverne i gang med at lave en malebog med motiver fra øen. Bogen sælges hos købmanden, og hver fredag går de ældste elever hen og tæller, hvor mange penge bogen har indbragt.

Lone fremhæver malebogen som et eksempel på den frihed, der ligger i jobbet som ø-skolelærer.

- Jeg skal ikke spørge en hel masse om lov. Selvfølgelig er der krav til, hvad eleverne skal lære, men mine kollegaer og jeg bestemmer, hvordan de lærer det, hvornår der er frikvarter, og hvornår vi skal have historie. Det giver en enorm frihed, siger Lone, der også glæder sig over at have naturen så tæt på undervisningen.

- Og her er alle børn på cykel i skole, så hvis jeg finder på, at vi skal til stranden, cykler vi bare derned. Det er helt anderledes end i byen, hvor halvdelen af børnene aldrig er på cykel.

TÆT PÅ HINANDEN

Da Lone og hendes mand, som var bådebygger, sammen med deres to ældste børn købte hus på Strynø i 2005, var det ikke planen at blive lærer på skolen. Lone skulle pendle til jobbet på Fyn, og så ville familien ellers tage på rejser ud i verden. Efter nogle år fik de dog datteren Agnete, og så blev rejseplanerne ændret. Lone brugte i stedet kræfterne på familien og de mange undervisningsmaterialer, der skulle skrives.

For fire år siden viste livet sig igen umuligt at planlægge. Lone mistede sin mand og var nu alene med sin yngste datter. Da der efter nogle år blev en stilling ledig på øens skole, søgte hun orlov fra sit job på fastlandet. Den største betænkelighed ved

Lone Anesen

• Født og opvokset i Aalborg

• Har været ansat på flere skoler på Fyn, inden hun i 2020 blev ansat på Strynø Skole

• Forfatter til lærebogssystemet ”Format”, som hun har været med til at udvikle siden 2006

• Efteruddanner andre lærere i matematik

• Mor til tre børn på hhv. 34, 31 og 15 år og et plejebarn på 26 år.

• Følg Lones undervisning på Instagram: @loneanesen_matematik at flytte arbejdslivet til Strynø var, at hun ville komme meget tæt på familierne.

- Når jeg har skrevet en besked om et barn til en forælder på Aula, og jeg bagefter går hen til købmanden efter mælk og møder den selvsamme forælder, så skal vi være meget dygtige til kun at tale om indkøb. Vi skal jo også kunne gå til koncert sammen eller mødes i saunaen, uden at vi taler om børnene, og det har vi faktisk fået en fin kultur for.

Tro P Fremtiden

Sidste år optrådte Strynø Skoles 4. klasse i kommunens sparekatalog, men forslaget blev aldrig til noget, og fremtiden holder da heller ikke Lone vågen om natten. Samarbejdet med skolen på fastlandet er godt, og der bliver ved med at komme nye familier til, som har opdaget kvaliteterne ved ø-livet. Der er masser af grund til optimisme. I den næste matematiktime gælder det forskydning, og igen er læringsmålet klart. Alle skal blive bedre til at parallelforskyde. Lone er allerede i gang med at overveje hvordan.

- Og det er jo netop didaktikken og pædagogikken, som jeg synes er så spændende. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at have planlagt en undervisning, der rammer alle, så man lige et øjeblik kan trække sig tilbage og stå og se på, hvordan alle er i gang og arbejder på lige netop deres niveau.