1 minute read
Otte småøer vil gerne være friø
Forsøgsordningen om frilandsbyer og friøer er søsat i starten af 2022 fra politisk side for at undersøge, hvilke regler og love, der hindrer udviklingen i små samfund.
I starten af december var der frist for at indsende endelig interessetilkendegivelse for landsbyer og øer, der gerne vil være frilandsby/friø.
Advertisement
Forud er gået en proces, hvor lokalsamfundene i starten af 2022 indledningsvis tilkendegav at de gerne ville deltage, og derpå har de skulle kvalificere deres projekt. Der har parallelt været afholdt en række online-workshops om bl.a. energioptimering, boliger og turismeudvikling.
MANGE ØER SØGER
Blandt de 25 indsendte interessetilkendegivelser er der hele otte fra vores småøer. Det giver et fingerpeg om, at det i høj grad er småøer, der oplever, at regler og lovgivning står i vejen for projekter, der skal udvikle småøerne. De otte øer, der har indsendt interessetilkendegivelse er: Anholt, Drejø, Fejø, Fur, Omø, Orø, Venø og Årø.
For småøerne drejer projekterne sig især om etablering af flere boliger, helårsbrug af sommerhuse, erhvervsmuligheder, højvandssikring, mulighed for energiomstilling, transport på øen, spildevandshåndtering og havneudvikling. Projekterne støder bl.a. på forhindringer i planloven, kystbeskyttelsesloven og regler for strandbeskyttelseslinjen samt en række andre love og regler.
Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer har sammen vurderet de 25 interessetilkendegivelser og har fået til opdrag at pege på ti ud fra en række kriterier. Landdistrikternes Fællesråd afleverer i marts 2023 en rapport til Christiansborg med bl.a. indstillingen af de ti kandidater til forsøgsordningen for frilandsbyer og -øer. Herefter går der en politisk proces i gang, hvor aftalepartierne på Christiansborg vil behandle interessetilkendegivelserne og træffe beslutning om, hvorvidt der skal igangsættes en forsøgsordning, hvilke frilandsbyer og -øer der skal udnævnes, samt hvilke regler eller love, der med forsøgsordningen kan gives frihed fra.
Vi håber og forventer, at dette sker inden sommerferien 2023, og at vi derfor kan forvente, at ordningen lovbehandles i efteråret 2023, så ordningen – dvs. udnævnelsen som friø/frilandsby – kan igangsættes i starten af 2024.
Tekst: Morten Telling – for LAG Småøerne