Da jeg fandt hjem-ø

Jeg har aldrig rigtig kendt følelsen af at være hjemme. At høre til et sted. Jeg vidste, hvor andre boede, og hvor jeg selv havde adresse. Altså officielt. Men jeg kendte ikke til, hvor jeg hørte rigtig til. Et sted, der passede til mig. Og som passede på mig. Som havde og som gjorde plads til mig. Et sted, der holdt mig fast. Trøstede og styrkede mig. Som holdt mig ærlig og ordentlig, og også lidt oppe på tæerne.

Sådan et hjem – sådan et skal ikke gerne gå nogle steder. Det skal stå der, når du kommer tilbage, hvis du går derfra. Selv når tiden går, for det skal den gerne, ellers kommer vi ingen steder, og så kan vi slet ikke være til – hvis vi ikke forandrer os, bevæger os, bevæges, mærkes af livet, mærker det på krop og sjæl og på distancen. Når vi har brug for at være væk, at få nogle mil i støvlerne, at tage nye oplevelser ind, og at se hvor godt man mon kunne passe ind andre steder, gøre ophold og prøve af – ja, så er det bedst at vide, at hjemmet ligger akkurat det sted, hvor man er kommet fra. At man kender vejen hjem. At man bare kan gå baglæns, eller gå tilbage; hjemvendt, vende om og søge hjem - tilsigtet eller søge tilflugt.

Så snart man finder sikker grund, føles det faktisk sjældent, som om at man overhovedet rigtigt har forladt sit hjem eller sig selv, når det kommer til stykket. For se – du har båret gløden fra arneilden med dig overalt, du gik og rejste hen. Det var den, der holdt dig varm og bar dig sikkert frem, og den bærer dig altid sikkert hjem, når det nu skal til. Når det nu bliver tid.

Den belyser, den optænder, den iscenesætter det der er dig. Den minder dig om dit ophav, den har sat sig sit præg. Du er smedet i, af, fra, med, til dens ild. Du er støbt herfra, du finder genkendelse i, du hører til her. Her får du styrke. Her får du ro.

Her har du kilden til dit virke, til din glæde, til dit liv og til alt der er dig. Her bor dit hjerte. Det hviler ikke uforstyrret eller ukompliceret, men banker livsdueligt og livsbekræftet. Her vækkes det til dåd.

Vi er ikke alle født ved netop vores kilde. Til vores virke, til vores plads i verden. Er du blevet kastet skødesløst ud i faldskærm eller efterladt det gale sted – langt fra mål og retning, eller vokset op eller spyttet ud det gale sted… Fremfor at vågne i dit rette habitat. Ja, vi er nogle frø, der blev blæst helt fra kurs i vind og viljer. Nogle, der skulle foretage en omstændig vandring for at finde frem. Vi kan være heldige at få et skub i ryggen af og til, medvind fremfor modvilje. Eller det kan føles som en ørkenvandring for et forblæst frø, der ikke kan slå rod eller spire, hvor man først er havnet eller bragt op.

MEN – når man så har fundet frugtbar jord. Fået foden ind på paradisisk havegrund (paradiset er i min bog for resten ikke lig med perfektion. Det perfekte er sterilt, det er iltfattigt og afsjælet. Det er det modsatte af de frugtbare, kreative og skabende kræfter. Ligesom den sande lykke (i min bog) ikke er magelighed eller simplicitet. Lykke er livsglæde. Mod på livet. Lykken ved at gå i lag med livet. At tage livtag med det. Og det kan vi kun, når der er noget på spil. Når vi har gjort os sårbare, og vi tør teste vores egen styrke – ikke ved at tryne, men ved at trives i kompleksitet og tilhørsforholdet til resten af verden og de andre der lever i, med og på trods af den. Sådan tester vi først oprigtigt vores værdier, intentioner, engagement og kærlighed til os selv, fællesskabet og naturen vi lever af og skal blive bedre til at leve med og ikke imod.

Inden jeg selv var med til at skabe et hjem på Sejerø, mærkede jeg aldrig et savn, et træk, en sult på mit hjem, min landsby, min ø. Rejste jeg fra København, ville jeg bare gerne væk fra udlandet igen på et tidspunkt; jeg ville ikke nødvendigvis ”hjem/tilbage” til København. Jeg ville have ro og rutine, men ikke hjemstavn (eller færgehavn).

Først nu kender jeg til følelsen af hjemme. Jeg har selv været med til at bygge og møblere det fysisk og mentalt, men allerførst blev jeg ø-kaldt. Jeg blev inviteret, og jeg er blevet integreret. Assimileret, accepteret, anerkendt og elsket. Jeg er blevet taget ind og taget hjem på Sejerø. På Sejerø er jeg ikke født, men her har jeg hjemme.