5 minute read
Dit anonyme fællesskab i en app – Er Jodel unødvendig eller uundværlig?
by SAMS
Den anonyme sociale app Jodel bliver ofte beskrevet som en hadefuld platform, der emmer af mobning, tastaturkrig, provokation og nedladende sprog. Folkene bag Jodel har endda været ude og minde deres brugere om hashtagget #goodvibesonly og en løftet pegefinger om, at fjendtlig mobning og sladder ikke godtages i det hyperlokale online fællesskab, Jodel gerne vil facilitere. Modsat bliver Jodel også beskrevet som et fristed, hvor tanker og problemstillinger får frit spil, og trofaste Jodel-brugere ofte kvitterer med en opmuntrende kommentar eller et godt råd. Så hvad er op og ned i dette anonyme slaraffenland? Har vi behov for anonyme medier, eller giver det udelukkende anledning til dårlig opførsel og uacceptabel adfærd? Det vil jeg forsøge at finde svar på, og derfor har jeg taget kontakt til de to anonyme Jodel-brugere, J og M, der kan sætte mig mere ind i, hvad Jodel er for en størrelse, og hvordan de benytter sig af mediet.
Interne jokes og referencer
Advertisement
Selvom Jodel er anonymt, og man ikke kender dem, man interagerer med på platformen, bliver der alligevel skabt et fællesskab blandt dem, der deltager i en tråd. Her fortæller M, at ”i og med at alle er anonyme, kan man ikke tale om et fællesskab på lige fod med dem, man eksempelvis ser i Facebookgrupper. På Jodel bliver fællesskaber mere bygget op omkring interne referencer.” J beskriver, hvordan hun begyndte at føle sig ’inde’, da hun lærte det sprog, der blev brugt i appen og uddyber, at ”der er rigtig mange inside jokes og referencer til ting, der er blevet ’jodelet’ om, så det var fedt, når man forstod, hvad folk snakkede om.” Fællesskabet kommer dog ikke kun til udtryk, hvis man er helt med på de interne referencer. Det kommer også til udtryk, hvis man selv skaber populære bemærkning på platformen: ”Jeg mærkede også fællesskabet, hvis jeg selv lavede en populær jodel eller et populært svar i en andens opslag. Hvis det fik mange upvotes, så følte jeg ligesom, at jeg fik anerkendelse eller opbakning fra resten af fællesskabet,” fortæller J. På denne måde minder interaktionerne om et uforpligtende kammeratskab mellem fremmede mennesker, der i mange tilfælde hjælper og bakker hinanden op.
Mørke hemmeligheder, dagligdagstanker og sjove historier
Jodel rummer alt. Her støder du på alt fra opildnende politiske diskussioner og etiske dilemmaer til vægttabsråd og hverdagsproblemer. Anonymiteten åbner op for sluserne, og mange Jodel-brugere holder sig ikke tilbage, hvilket gør, at man kommer helt tæt på andre menneskers tanker, selvom man ikke kender andet til dem. Både J og M mener, at det influerer mennesker til at udtrykke følelser og tanker igennem Jodel. M beskriver, at ”det anonyme gør meget, fordi man siger ting eller gør ting, som man ellers måske ikke ville. Man får lov til at ytre sine mørkeste hemmeligheder uden
Hvad er Jodel?
Jodel er et socialt medie, der forbinder brugere, der befinder sig i samme område
Det er muligt at stemme på og nedstemme diverse Jodels
Personen, der starter en Jodel-tråd, kaldes for OJ (original Jodeler)
Kilde: Jodel.com
nogen, man kender, kan dømme en.” J beskriver derudover, at Jodel kan skabe et forum, hvor intime og personlige problemer ser dagens lys: ”Folk kan skrive om alt muligt fra helt mundane ting, som hvor træls ens roomies er til mere personlige emner fra sex til depression. Det kan være nogle helt vildt intime ting, folk deler på Jodel. På den måde er det fedt, at folk også føler sig trygge ved at opsøge hjælp på Jodel, og at de så også får det, fordi folk gerne vil hjælpe,” gengiver hun. J har altså en klar følelse af, at der er hjælp at hente på platformen, og at brugerne på platformen glædeligt deler ud af deres erfaringer og råd. Samme følelse har M, der beskriver, at platformen ”er et fællesskab, som mest af alt er bygget på godhjertede folk, der gerne vil hjælpe andre. Det er jo den her kultur med, at nogle laver et spørgsmål omkring et eller andet, og så kan folk byde ind med den viden eller holdning, de nu har.” På denne måde lever Jodel, ifølge J og M, op til appens formål om at være en online version af et lokalsamfund.
GRAFIK: FREEPIK
Anonymitetens bagside
Selvom Jodel ved første øjekast kan synes positiv og underholdende, er der en enorm skyggeside forbundet med den anonymitet, der ellers skaber et forum, hvor man kan være helt ærlig og oprigtig. Der er nemlig en række brugere, der opfører sig særdeles upassende og grove. M forklarer, at ”der er mange, der tillader sig at opføre sig virkelig nedværdigende og kommer med dumsmarte kommentarer.” J gengiver, at ”hvis man ikke skriver om noget, der er super interessant, kan folk godt bare finde på at downvote din Jodel, så det bliver slettet, selvom det ikke er det, funktionen er til for” og uddyber derefter, at ”selv når det ikke er direkte til mig, så påvirker det en, når man bliver ved med at se al den her negative respons.” Så selvom Jodel kan give mange positive oplevelser, florerer der i høj grad også meget negativitet rundt mellem brugerne på platformen. Anonymiteten gør det muligt for brugerne at gemme sig bag skærmen og opføre sig dumt, uden det nogensinde kan få en konsekvens for deres virkelige jeg. Faktisk er denne negative energi blevet for meget for J, der ikke længere er aktiv bruger på appen. Hun følte, at stemningen var overvejende negativ, hvilket overskyggede det egentlige positive formål med at bruge appen. Dette vidner om, at der er et reelt problem forbundet med den anonymitet, Jodel faciliterer.
Et blandet indtryk
Efter en snak med de to Jodel-brugere er det svært endeligt at vurdere, hvordan man skal forholde sig til en app som Jodel. For hvorfor har vi egentlig brug for et socialt medie, der skjuler vores identitet? Hvorfor kan vi ikke bare dele vores tanker og holdninger som dem, vi er? Måske er det, fordi der er nogle, som netop har brug for en anonym platform, da de simpelthen ikke har andre steder at gå hen med deres problemer og tanker? Der optræder Jodel som et trygt rum, fordi der ikke er nogen, der kan spore dine Jodels tilbage til din virkelige identitet og stille spørgsmålstegn ved dit liv. Der bliver det tydeligt, at anonymiteten hjælper nogle mennesker, mens den fortsat bruges som middel til at forarge og nedværdige andre. Samtidig er angribende og ydmygende adfærd at finde på alle slags online medier og ikke kun på en anonym platform som Jodel. Der er altså tydelige fordele og ærgerlige ulemper ved denne slags medie, som tiltrækker mange brugere, både i Danmark og verdenen over. Fremtiden må derfor vise, om det negative misbrug af anonymiteten på et tidspunkt vil knække de ellers gode intentioner, appen besidder. Det er en svær balance, som der måske ikke findes et endegyldigt svar på.