[ ARTIKEL ]
TEKST: CAMILLA BROE SØRENSEN, MEDIEVIDENSKAB & CONTEMPORARY COMMUNICATION IN ENGLISH, AU
DIT ANONYME FÆLLESSKAB I EN APP Er Jodel unødvendig eller uundværlig?
Den anonyme sociale app Jodel bliver ofte beskrevet som en hadefuld platform, der emmer af mobning, tastaturkrig, provokation og nedladende sprog. Folkene bag Jodel har endda været ude og minde deres brugere om hashtagget #goodvibesonly og en løftet pegefinger om, at fjendtlig mobning og sladder ikke godtages i det hyperlokale online fællesskab, Jodel gerne vil facilitere. Modsat bliver Jodel også beskrevet som et fristed, hvor tanker og problemstillinger får frit spil, og trofaste Jodel-brugere ofte kvitterer med en opmuntrende kommentar eller et godt råd. Så hvad er op og ned i dette anonyme slaraffenland? Har vi behov for anonyme medier, eller giver det udelukkende anledning til dårlig opførsel og uacceptabel adfærd? Det vil jeg forsøge at finde svar på, og derfor har jeg taget kontakt til de to anonyme Jodel-brugere, J og M, der kan sætte mig mere ind i, hvad Jodel er for en størrelse, og hvordan de benytter sig af mediet.
Interne jokes og referencer Selvom Jodel er anonymt, og man ikke kender dem, man interagerer med på platformen, bliver der alligevel skabt et fællesskab blandt dem, der deltager i en tråd. Her fortæller M, at ”i og med at alle er anonyme, kan man ikke tale om et fællesskab på lige fod med dem, man eksempelvis ser i Facebookgrupper. På Jodel bliver fællesskaber mere bygget op omkring interne referencer.” J beskriver, hvordan hun begyndte at føle sig ’inde’, da hun lærte det sprog, der blev brugt i appen og uddyber, at ”der er rigtig mange inside jokes og referencer til ting, der er blevet ’jodelet’ om, så det var fedt, når man forstod, hvad folk snakkede om.” Fællesskabet kommer dog ikke kun til udtryk, hvis man er helt med på de interne referencer. Det kommer også til udtryk, hvis man selv skaber populære bemærkning på platformen: ”Jeg mærkede også fællesskabet, hvis jeg selv lavede en populær jodel eller et populært svar i en andens opslag.
[ 18 ]
Hvis det fik mange upvotes, så følte jeg ligesom, at jeg fik anerkendelse eller opbakning fra resten af fællesskabet,” fortæller J. På denne måde minder interaktionerne om et uforpligtende kammeratskab mellem fremmede mennesker, der i mange tilfælde hjælper og bakker hinanden op.
Mørke hemmeligheder, dagligdagstanker og sjove historier Jodel rummer alt. Her støder du på alt fra opildnende politiske diskussioner og etiske dilemmaer til vægttabsråd og hverdagsproblemer. Anonymiteten åbner op for sluserne, og mange Jodel-brugere holder sig ikke tilbage, hvilket gør, at man kommer helt tæt på andre menneskers tanker, selvom man ikke kender andet til dem. Både J og M mener, at det influerer mennesker til at udtrykke følelser og tanker igennem Jodel. M beskriver, at ”det anonyme gør meget, fordi man siger ting eller gør ting, som man ellers måske ikke ville. Man får lov til at ytre sine mørkeste hemmeligheder uden