3 minute read

Mig og mine medier

Du kender dem begge fra TV2 Nyhederne, hvor Celina Liv Danielsen og Rasmus Tantholdt reporterer fra det store udland og har hele verden som deres arbejdsplads. Læs med og find ud af, hvad de to travle og dygtige journalister læser, ser og lytter til, når de ikke agerer vores nyhedsvindue ud i verden.

Rasmus Tantholdt

Advertisement

Rasmus Tantholdt har arbejdet ved TV2, lige siden han fik sit afgangsbevis fra Journalisthøjskolen i år 2000. Han startede som indlandsreporter for TV2 Nyhederne, men blev fra 2003 international korrespondent med særligt fokus på krigs- og konfliktområder. Han er kendt for sine modige og indgribende fortællinger fra verdens brændpunkter, hvor han har gjort os klogere på konflikterne og formidlet de gribende menneskeskæbner, der følger med. Han har modtaget flere priser for sit journalistiske arbejde, herunder to TV-priser for Årets bedste nyhedshistorie.

Lige nu lytter jeg til…

Q&Co på BT Podcast. Det er altid aktuelt og ind til benet.

Lige nu klikker jeg ind på…

Berlingske.dk. De tager mange værdipolitiske emner op, og det interesserer mig.

Lige nu læser jeg…

Som Sørine læser Bibelen på Mofibo. En fremragende bog om Bibelen og Sørine Godtfredsens fortolkning, tanker og tro.

Lige nu ser jeg…

The Kominsky Method på Netflix og Den Klassiske Musikquiz på DR2.

FOTO: RASMUS TANTHOLDT

Celina Liv Danielsen

Celina Liv Danielsen blev færdiguddannet journalist fra Roskilde Universitet i 2017. Hun fik derefter job på 19- og 22-Nyhederne på TV2, men har sidenhen pakket kufferten, forladt det trygge Danmark og har nu base i New York City. Herfra rejser hun USA tynd for at reportere og producere nyhedshistorier fra det amerikanske samfund sammen med kollegaen Jesper Steinmetz. Både som journalist, reporter og tilrettelægger er Celina en skarp og dygtig formidler, der formår at give os et nøgternt og nuanceret billede af alt det, USA indebærer - fortalt ud fra amerikanernes eget perspektiv.

Lige nu lytter jeg til…

The Daily podcast, fordi den giver mig de mest relevante (oftest amerikanske) nyheder fortalt på en levende og interessant måde. Værten, Michael Barbaro, fortæller med en præcision essensen af historien og sætter den i et relevant perspektiv og formår, uden at gøre det langtrukkent, at få nuancerne med. I den helt anden boldgade har jeg lige lyttet til podcasten The Joe Rogan Experience med Elon Musk, der varer 3,5 timer. Det er svært at beskrive, hvor fascineret jeg er af hans tankegang og vanvittige ambitionsniveau.

Lige nu klikker jeg ind på…

Et hav af artikler om alt, hvad der rører sig i amerikansk politik og kultur. Mit job kræver, at jeg følger med og holder mig opdateret på stort som småt. Det giver mig også inspiration til, hvilke historier vi skal rejse ud for at producere fra et land med over 320 millioner indbyggere fordelt ud over 50 forskellige stater, sprog og etniciteter.

Lige nu læser jeg…

For anden gang Just Kids af kunstneren, musikeren og digteren Patti Smith. Bogen er en memoir, der begynder som en kærlighedshistorie og ender som en fortælling om et unikt venskab. Den behandler tidsløse emner såsom ungdom, drømme, rummelighed, tilgivelse og selvindsigt. Det er en hyldest til New York i slut 60’erne og 70’erne - til de rige som fattige og alle hustlerne med en utrættelig vilje og tro på egne evner, når alt ser dystert ud. Intet mindre end et gribende kunstværk!

Lige nu ser jeg…

Dronninggambit på Netflix, hvor man følger det kvindelige geni Beth, der brager igennem den mandsdominerede skakverden i USA under ungdomsoprøret i 1960’erne. Jeg er vild med matematikken og strategien bag skakspillet, og så er det forfriskende at se, at hun ikke kun bliver portrætteret som et feministisk ikon, men også som et uperfekt menneske, der kæmper med afhængighed og en problematisk barndom i bagagen.

FOTO: CELINA LIV DANIELSEN

This article is from: