2 minute read
3 Bemærkelsesværdige mediehistorier
from SAMSON 2021 #1
by SAMS
Mere dansk podcastindhold i hørebøfferne
Podcastmediet er fortsat populært hos danskerne. Næsten halvdelen af danskerne mellem 15 og 31 år lyttede ugentligt til podcasts i løbet af sidste år, konkluderer den seneste Medieudviklingsrapport. Det får flere danske nyhedsmedier til at lægge flere kræfter i podcastmediet, end de hidtil har gjort.
Advertisement
Eftermiddagsnyheder og kærlighedsråd
Berlingskes nyhedspodcast er blandt de nyligt annoncerede podcasttilbud. Med daglige eftermiddagsnyheder træder Berlingske ind på et marked, hvor der allerede er titusindvis af ugentlige lytninger på konkurrenternes podcasts, som Politikens Du lytter til Politiken og endnu flere på DR’s Genstart. Siden sidste udgivelse af SAMSON har DR relanceret appen DR LYD. DR ser et stort potentiale i at målrette en masse nyt indhold til unge danskere med nye såvel som gamle formater, og de håber således, at de kan fordoble deres podcastlytninger. DR’s lyttere vil fremover blive bekendt med blandt andre værterne Kristine Sloth, som du måske har set på YouTube, og Line Kirsten Nikolajsen, som du måske kender fra P3’s Tabu. Sara Bro vender desuden tilbage med kærlighedsråd i programmet Hjerteflimmer for voksne.
Druk tager pris med hjem fra Oscar-uddelingen
Det danske Oscar-håb Druk skrev Danmarkshistorie, da filmen vandt prisen for Bedste internationale film ved dette års Oscar-uddeling og sejrede over blandt andet rumænske Collective og kinesiske Better Days. Som en overraskelse var Thomas Vinterberg, som den første dansker nogensinde, nomineret til Årets bedste instruktør, men som kritikerne havde forventet, tog Chloé Zhao bag Nomadland sejren hjem. Dermed skriver Druk dansk filmhistorie og placerer Danmark på den internationale filmscene. Endnu en historisk hæder gik til Mikkel E. G. Nielsen, da han, som den første danske klipper, vandt en Oscar for Bedste Klipning i filmen Sound of Metal.
Storhit i Danmark
Foruden international anerkendelse blev Druk yderst populær herhjemme. Ifølge Det Danske Filminstitut nåede Druk at sælge hele 802.000 biografbilletter, før biograferne lukkede ned i december 2020, og har derfor vist sit værd overfor den danske befolkning. Det blev også til storsejr ved årets Robert-uddeling, hvor filmen vandt for Årets danske film, Årets instruktør, Årets manuskript, Årets klipper og Årets mandlige hovedrolle af Mads Mikkelsen.
Hate og internetkrigere på sociale medier
"Jeg er på en måde også lidt lettet, for jeg kan ikke klare mere hate på nettet." Sådan lød ordene fra pige-duoen, Neva og Ida, da de allerede ved andet liveshow blev stemt ud af det danske X Factor tilbage i marts måned. Debatten om tonen på de sociale medier florerer stadig. Det er langt fra første gang, vi ser den, men den er desværre blusset op igen i mediebilledet i 2021. Debatten var sågar en del af spørgetimen i Folketinget d. 16. marts, hvor statsministeren, Mette Frederiksen, også kommenterede på den hårde tone på nettet.
Den ondskabsfulde tone, der i den seneste tid har vakt opsigt i det online univers, har blandt andet ramt kendisser som sangerinden Oh Land og radiovært Nima Zamani. Her på redaktionen mener vi dog, at det er en trist erkendelse og udvikling, at nogle mennesker har et behov for at sidde ved tasterne derhjemme og bestorme kendte menneskers ageren med vrede og personrettede kommentarer. Skuespiller Lars Bom har dog taget kampen op, da han vil ændre tonen på internettet. Med hashtagget #politeSoMe vil han udrydde denne hadefulde retorik online. Det initiativ kan vi kun bakke op om, da vi mener, det er så vigtigt, at problemet kommer til livs!