6 minute read

Udvid din horisont med fiktive verdener

Hvordan kan det være, at ingen løfter et øjenbryn, når Harry Potter med volapykord og et sving med sin tryllestav får objekter til at svæve frit i luften? Fiktionsgenrer som fantasy og science fiction tillader os at træde ind i en tilsyneladende helt anden verden end den, vi er vant til, men samtidig tror vi på det, vi ser. For selvom vi måske ikke selv kan svæve på et kosteskaft, kan vi relatere til mange af de underliggende temaer og derved blive inspireret af fiktionens bud på virkelighedens spørgsmål. Lad det være motivationen til at udforske artiklens anbefalinger til din næste rejse til en fiktiv verden.

Fiktion kan tilbyde oplevelser, uanset om du foretrækker at se enkeltstående film eller engagere dig i et univers på tværs af medier – også kaldet transmedielle verdener. Transmedielle verdener er ofte så velunderbyggede, at modtagerne ved hvilke objekter, landskaber eller opførsel, som passer ind, og hvilke, der ville være malplacerede. Sådan forklarer forskerne Lisbeth Klastrup og Susana Tosca begrebet i artiklen Transmedial Worlds – Rethinking Cyberworld Design. Men hvis vi ser bag de magiske elementer, har disse verdener måske mere tilfælles med vores egen hverdag, end vi umiddelbart tænker.

Advertisement

Genkendelige elementer i en ugenkendelig verden

Fiktionshistorier bygger ofte på hverdagens temaer som venskab, kærlighed eller jalousi for bare at nævne nogle få eksempler. Selvom du primært lærer nye karakterer at kende, kan du også komme ud for at lære noget nyt om dig selv, når du sætter dig i den fiktive persons sted. Hovedpersonen vil sikkert komme ud for dilemmaer, du kan relatere til, som kan få dig til at reflektere over dine egne holdninger og adfærd. For hvem har ikke prøvet at råbe ad en karakter, at de klarer udfordringerne helt forkert? Og at vi kunne klare det meget bedre selv? Når vi laver sådan en sammenligning, kræver det, at vi ser ind i os selv og vurderer vores egne færdigheder og værdier.

Vi finder lige så ofte kritiske synspunkter om vores egen verden på fiktionsforfatternes opfundne planeter, kontinenter eller kongerier. I det seneste årti har kvinder i højere grad end før optrådt som hovedkarakterer i film og bøger. I spil er det i højere grad blevet normaliseret at have en kvindelig protagonist. Kvinder har traditionelt været vant til ofte at skulle relatere til mandlige protagonister i fiktion, skriver Mark Duffet i bogen Understanding Fandom.

Fiktionens opgør med kønsuligheden kan være et billede på den stadigt igangværende kamp for ligestilling i virkelighedens verden. Italesættelsen af samfundsproblemer er mindre indlysende i fiktion, end den vil være i en nyhedsartikel. Fiktionsskabere formår på eksemplarisk vis at påvirke andre mennesker med deres budskaber ved at skjule disse bag spændingskurver og sympati med bestemte karakterer. Derfor er det heller ikke usandsynligt, at du kan opleve at få nye perspektiver på verden gennem din oplevelse af en fiktiv en af slagsen.

Så hvorfor krydre hverdagen med magi, drager og storslåede slotte? Ultimativt kan fantasy, science fiction og lignende fiktionsgenrer give dig noget at reflektere over eller nye perspektiver på den virkelighed, du selv lever i. Men om ikke andet kan disse historier tilbyde dig en flugt fra virkeligheden for en stund, hvis bare du ikke lader dig skræmme af genrebetegnelserne. Slå om på guiden på næste side, og vælg den vej, der tiltaler dig mest. Dermed finder du frem til en medietekst, der kan anbefales præcis til dig. Hvor går din rejse hen?

Vi finder lige så ofte kritiske synspunkter om vores egen verden på fiktionsforfatternes opfundne planeter, kontinenter eller kongerier.

'Minecraft med vikinger' er en forsimplet, men populær, måde at beskrive Valheim på. Openworld-spillet Valheim tog internettet med storm i starten af året og toppede hitlisten over højeste spillerantal på spilplatformen Steam. Alt sammen på trods af, at det i skrivende stund endnu ikke er færdigudviklet. Udforsk en verden inspireret af nordisk mytologi alene eller sammen med venner. Du overlever og bekæmper kun Valheims faretruende væsener ved selv at bidrage med dine virtuelle bygge- og kampfærdigheder. Spillets interaktivitet gør det muligt at leve sig ind i den fiktive verden på en helt anden måde, end andre medier kan tilbyde.

Hvis Ringenes Herre var science fiction… Dune er endnu et klassisk transmedielt univers for eventyrlystne læsere. Men hvis du ikke har mod på at læse de utallige bøger af bl.a. Frank Herbert, skal du ikke vente længe på den nyeste filmatisering. Hold øje med biografens kalender til december, hvis du vil se Call Me By Your Name-stjernen Timothee Chalamet i hovedrollen som Paul Atreides. Paul må tage til ørkenplaneten Dune for at beskytte universets vigtigste ressource sammen med sin adelige familie. Handlingen udspiller sig tusindvis af år efter vores tid og giver os et billede af menneskehedens dystre sider, hvilket science fiction-genren plejer at være god til. neJ

Sidste år udkom forløberen til den dystopiske fiktionsserie The Hunger Games. Bogen fortæller baggrundshistorien om Coriolanus Snow - senere kendt som President Snow. Historien udforsker menneskets dystre sider i et overvågningssamfund, ligesom de andre film og bøger i serien har gjort med stor succes. Vi skal ej heller snydes for endnu et dødsspil i The Ballad of Songbirds and Snakes, men dine følelser af sympati bliver sat på prøve, når vi iagttager begivenhederne fra mentorernes perspektiv i stedet for deltagernes. Hvis du i forvejen kender til Hunger Games-verdenen, vil du garanteret få en masse aha-oplevelser undervejs i denne bog, når du finder ud af, hvordan bestemte elementer i dødsspillet blev til.

Du kan ikke have undgået at høre om denne klassiker. Hvis du stadig ikke har taget turen til Middleearth, enten ved at se filmene, spille spillene eller læse bøgerne, er det et godt tidspunkt at starte lige nu. Amazon har nemlig en serie i støbeskeen, der udforsker begivenhederne før dem, som filmene tager udgangspunkt i. The Lord of the Rings er et perfekt eksempel på en transmediel verden, du kan blive ved med at udforske gennem alle tænkelige medier. Og selv om karaktererne er mytiske væsener som hobbitter, elverfolk og troldmænd, finder du masser af genkendelige temaer som ubetinget kærlighed og ikke mindst venskab.

Der er skruet op for erotikken i denne fantasyanbefaling. Hvad der starter med at være en historie om en fattig pige, hvis vigtigste opgave er at brødføde sin familie, bliver hurtigt vendt på hovedet af en fes ankomst. Modsat dine Disneyforestillinger af en fe har denne påtaget sig en ulveskikkelse og har taget pigen til fange i sit kongerige. Behøver jeg sige, at A Court of Thorns and Roses er inspireret af eventyret om skønheden og udyret? Som historien skrider frem, er det ikke til at undgå at bemærke tiltrækningskraften mellem hovedpersonen Feyre og en vis fe - eller to. Men hun bliver blot tvunget ud i langt større problemer, når hun indser, at hun potentielt kan redde kongerigets feer fra en magisk forbandelse. Serien spænder foreløbigt over tre bøger, men den store interesse har betydet, at forfatteren, Sarah J. Maas, fortsat udgiver spin-off-bøger og noveller fra samme univers.

Outlander er et godt sted at starte, hvis orker eller rumskibe normalt ikke tiltaler dig. Bøgernes forfatter, Diana Gabaldon, krydrer historieundervisningen med hed romantik og få overnaturlige elementer. Et naturfænomen får nemlig hovedpersonen Claire til at rejse tilbage til 1700-tallets Skotland. Men formår hun mon at finde en vej frem i tiden igen, eller finder hun et andet formål i det skotske højland? Outlander-serien er den mest nedtonede serie i denne guide, i hvert fald hvad fantasy-elementer angår. Men hverken bøgerne eller tv-serien, som bl.a. Netflix udbyder, mangler spænding, smuk natur eller skotske accenter. neJ

Tv-serien baseret på bøgerne af samme navn er netop landet på Netflix. Historien udspiller sig i en ikke-vestlig inspireret verden i modsætning til meget andet fantasy. Den kvindelige hovedrolle Alina Starkov viser før skjulte sider af sig selv, når hun forsøger at krydse den livsfarlige grænse, der opdeler den russisk-lignende nation. Hvis du kan lide magiske kostskoler a la Hogwarts, vil du være vild med stedet, hvor Alina ender. I Shadow and Bone står hovedpersonen over for en masse dilemmaer – og hendes valg vil få konsekvenser for hele nationen. Så hvad gør Alina, når hun får at vide, at fyren, hun har følelser for, er langt fra den, han udgiver sig for at være?

This article is from: