[ ARTIKEL ]
TEKST: CAROLINE MARIA RYNORD, MEDIEVIDENSKAB & JOURNALISTISK FORMIDLING, AU
Udvid din horisont med fiktive verdener Hvordan kan det være, at ingen løfter et øjenbryn, når Harry Potter med volapykord og et sving med sin tryllestav får objekter til at svæve frit i luften? Fiktionsgenrer som fantasy og science fiction tillader os at træde ind i en tilsyneladende helt anden verden end den, vi er vant til, men samtidig tror vi på det, vi ser. For selvom vi måske ikke selv kan svæve på et kosteskaft, kan vi relatere til mange af de underliggende temaer og derved blive inspireret af fiktionens bud på virkelighedens spørgsmål. Lad det være motivationen til at udforske artiklens anbefalinger til din næste rejse til en fiktiv verden.
Fiktion kan tilbyde oplevelser, uanset om du foretrækker at se enkeltstående film eller engagere dig i et univers på tværs af medier – også kaldet transmedielle verdener. Transmedielle verdener er ofte så velunderbyggede, at modtagerne ved hvilke objekter, landskaber eller opførsel, som passer ind, og hvilke, der ville være malplacerede. Sådan forklarer forskerne Lisbeth Klastrup og Susana Tosca begrebet i artiklen Transmedial Worlds – Rethinking Cyberworld Design. Men hvis vi ser bag de magiske elementer, har disse verdener måske mere tilfælles med vores egen hverdag, end vi umiddelbart tænker.
Fiktionens opgør med kønsuligheden kan være et billede på den stadigt igangværende kamp for ligestilling i virkelighedens verden. Italesættelsen af samfundsproblemer er mindre indlysende i fiktion, end den vil være i en nyhedsartikel. Fiktionsskabere formår på eksemplarisk vis at påvirke andre mennesker med deres budskaber ved at skjule disse bag spændingskurver og sympati med bestemte karakterer. Derfor er det heller ikke usandsynligt, at du kan opleve at få nye perspektiver på verden gennem din oplevelse af en fiktiv en af slagsen.
Genkendelige elementer i en ugenkendelig verden Fiktionshistorier bygger ofte på hverdagens temaer som venskab, kærlighed eller jalousi for bare at nævne nogle få eksempler. Selvom du primært lærer nye karakterer at kende, kan du også komme ud for at lære noget nyt om dig selv, når du sætter dig i den fiktive persons sted. Hovedpersonen vil sikkert komme ud for dilemmaer, du kan relatere til, som kan få dig til at reflektere over dine egne holdninger og adfærd. For hvem har ikke prøvet at råbe ad en karakter, at de klarer udfordringerne helt forkert? Og at vi kunne klare det meget bedre selv? Når vi laver sådan en sammenligning, kræver det, at vi ser ind i os selv og vurderer vores egne færdigheder og værdier. Vi finder lige så ofte kritiske synspunkter om vores egen verden på fiktionsforfatternes opfundne planeter, kontinenter eller kongerier. I det seneste årti har kvinder i højere grad end før optrådt som hovedkarakterer i film og bøger. I spil er det i højere grad blevet normaliseret at have en kvindelig protagonist. Kvinder har traditionelt været vant til ofte at skulle relatere til mandlige protagonister i fiktion, skriver Mark Duffet i bogen Understanding Fandom.
Vi finder lige så ofte kritiske synspunkter om vores egen verden på fiktionsforfatternes opfundne planeter, kontinenter eller kongerier.
Så hvorfor krydre hverdagen med magi, drager og storslåede slotte? Ultimativt kan fantasy, science fiction og lignende fiktionsgenrer give dig noget at reflektere over eller nye perspektiver på den virkelighed, du selv lever i. Men om ikke andet kan disse historier tilbyde dig en flugt fra virkeligheden for en stund, hvis bare du ikke lader dig skræmme af genrebetegnelserne. Slå om på guiden på næste side, og vælg den vej, der tiltaler dig mest. Dermed finder du frem til en medietekst, der kan anbefales præcis til dig. Hvor går din rejse hen?
[ 19 ]