5 minute read
CARL-EMIL VIL VÆRE KRANFØRER
CARL-EMIL VIL KØRE KRAN
Chaufførlærling Carl-Emil Hansen fra Undløse ved Holbæk ved, hvad han vil: Han vil køre kranbil. Det har han gjort i løbet af sin læretid, og det vil han fortsætte med, når han er udlært næste år. Og så har han en drøm om selv at blive vognmand en dag.
Thomas Rumph [tru@dtl.eu] Niels Møller Madsen
Hva' fanden vil du?
Det spørgsmål får 19-årige Carl-Emil Hansen ofte, når han kommer ud til en kunde. Han bliver nemlig mødt med vantro, når han præsenterer sig som kranbilschauffør. - De siger, jeg ligner en gymnasiedreng, griner han livligt og uden synlig bekymring om, hvad andre tænker om hans alder, udseende og erfaring. - De kigger lige op og ned af mig og siger: "Du ligner ikke én, der må køre med sådan en dér". Men jeg har da kørekortet og det hele.
Han er dog bevidst om, at han måske ikke ligner en typisk kranchaufførlærling. - Sådan er det jo, når man ikke går så meget i arbejdstøj. ”Trækkerdrenge”, som vi kalder dem, kører mest i cowboybukser, og det gør jeg nok også. Der er nok en ”trækkerdreng” gemt i mig, bare i en kranbil, siger han uden at blinke med et solidt mål af selvironi.
Fedt at køre kran
Det er fredag eftermiddag ved en afsidesliggende hal på Transportmessen i Herning. Carl-Emil Hansen har netop afsluttet fjerde øvelse ved DM for transportlærlinge, den såkaldte forvogn-hænger-øvelse. Han er udtaget til konkurrencen af ZBC i Slagelse, hvor han går i skole som en del af læretiden. Chaufførlærlingene skal i øvelsen køre frem i en højrekurve, standse med en meters afstand til en parkeret cykel på højre side, køre frem og vælte to bolde ned fra to opstillede kegler helst uden at vælte keglerne og til sidst bakke tilbage langs kurven op mod en rampe. - Det gik ok. Det er sjovt, det er anderledes, og det kan jeg godt lide, siger han om øvelsen og en type køretøj, han ikke normalt beskæftiger sig så meget med.
Fra hans vognmand Frank Lange fra Olaf Jensen A/S i Svinninge vest for Holbæk får han det skudsmål, at han er dygtig til krankørsel, og at han adskiller sig fra mange andre lærlinge, som hellere vil køre sættevogn.
Og selvom han måske ikke ligner en typisk lærling i en kranbil, er den altså god nok. - Jeg har været igennem to krankurser for at få et krancertifikat, både til lille kran og stor kran, kran D og kran E. Så jeg kører alle størrelse kraner, der er mobile. Det er min vognmand, der har
Carl-Emil Hansen på 19 år får ofte at vide, at han ligner en gymnasiedreng. Faktum er, at han er chaufførlærling med kran som sit speciale.
spurgt mig, hvad jeg gerne ville, og det har han så sat mig på. Det var meningen, jeg kun skulle køre afløser på vores store kran, men nu har jeg så fået den fast, fortæller han.
For os, der ikke forstår os så meget på den slags: Hvad er det for en kran?
- Det er en HMF 4020'er, men den er større end en normal kran, så man skal have stort kran E-kort til den. Og så kører den noget langsommere end de andre - fiskestænger, som vi kalder dem.
Han forklarer, hvorfor det lige blev krankørsel, der fangede hans interesse. - Jeg fik øjnene op for, at det er fedt at køre kran. Du er ude i hverdagen for at arbejde og mase lidt og kører ikke bare rundt med en køletrailer til Jylland.
Det må ligge i blodet
Ideen om at blive chauffør er ikke opstået som en pludselig indskydelse en dag, da Carl-Emil Hansen skulle vælge en vej i arbejdslivet. - Jeg tror, jeg har fået det ind med modermælken. Min far var chauffør i 25 år, og min farfar var også
chauffør. Det må ligge i blodet. Jeg ville gerne køre kran og hørte, at Frank havde en ledig plads, og så søgte jeg ud hos ham, fortæller han om, hvordan han kom ind hos Olaf Jensen A/S, hvor hverdagen til hans tilfredshed er fuld af afveksling. - Det er fx noget med at køre ud til hr. og fru Jensen og grabbe et læs jord ude i haven eller tage nogle brokker og grabbe ud eller læsse noget på bilen, køre hen på en byggeplads og holde og hejse forme. Der er ikke to dage, der ens. Du kommer ud til forskellige kunder. Det er frihed under ansvar, og det er meget fedt.
Han fortæller også, at han befinder sig godt som lærling i virksomheden, hvor han har kunnet læne sig op af en god kollega. - Jeg er blevet taget meget godt imod. De hjælper altid, når man spørger. Og min læremester Michael Balle har lært mig alt ved håndhjulet.
Trods sin afslappede selvsikkerhed er han ikke meget for at fremhæve sig selv. - Jeg laver altid mine ting og synes ikke, jeg laver så mange fejl.
Vil være vognmand en dag
Carl-Emil Hansen har en lille måned tilbage, inden han skal til svendeprøve. Han er udlært den 7. februar 2022. - Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan blive hos Olaf Jensen, når jeg er færdig. Jeg regner da også med det, ellers havde jeg nok ikke fået sådan en bil, siger han med henvisning til den nye fireakslede Scania R500, hans vognmand har udstyret ham med. Ambitioner for fremtiden har han også. - Det har altid været min drøm at blive selvstændig vognmand. Den skulle bestå af to kranbiler, og så skulle vi køre noget entreprenørkørsel. Det er forhåbentligt, inden jeg bliver 30. Så er man stadig ung, og det er min drøm at prøve at bygge et helt nyt firma op og skabe nogle kunder selv eller køre for Olaf Jensen, hvis man er så heldig.
Inden han skal tilbage til Sjælland kan han sidst på eftermiddagen på transportmessen sammen med to af sine lærere og en kammerat fra ZBC fejre, at han vandt øvelsen Lastfordeling/lastsikring og tog andenpladsen i sin hofdisciplin, kran. Carl-Emil Hansen slutter med at forklare, hvorfor han er så tilfreds med at have valgt chaufførvejen. - Friheden er helt klart den væsentligste motivation. Du får jo betaling for at opleve Danmark bag et rat. Det, synes jeg, er fedt at få penge for. ■
Mere effektiv transport med TrailerConnect®
Med TrailerConnect® fra Schmitz Cargobull, telematikken til din vognpark, har du alle nødvendige oplysninger om fragt og trailer under kontrol, her og nu, i realtid. Dermed kan du altid levere valid dokumentation for overholdelse af kølekæden, overvåge transporter via Geofencing, reducere og effektivisere dine omkostninger og tider til vedligeholdelse samt optimere din flådestyring.