3 minute read
DIN SKADESAG SKAL BEHANDLES RETFÆRDIGT
Hvis du er utilfreds med udfaldet af en skade, kan DTL’s skadeudvalg se på din sag med nye øjne.
Ann Rosenbom, Linje Kommunikation [ann@linjekommunikation.dk]
P
rivatpersoner kan anke en forsikringssag, men erhvervsdrivende har ikke den mulighed. De vil være nødt til at skulle føre en retssag. Så er det godt at vide, at hvis du er forsikret hos If, som er DTL’s samarbejdspartner, kan du få hjælp. If har sammen med DTL oprettet et skadeudvalg, hvor du som medlem kan få afprøvet din skadesag.
Som vognmand vil jeg virkelig føle mig tryg
Steen Tofteng, der til daglig er driftsleder hos Steen Tofteng A/S/Urbaser, er formand for skadeudvalget og er dermed vognmændenes repræsentant. Han ser skadeudvalget som en ekstra tryghed. - Selve ideen med et skadeudvalg, synes jeg, er helt fantastisk, fordi vognmænd måske godt kan tro, at forsikringsselskaberne gør for lidt ved sagerne eller måske prøver at snyde vognmændene, siger han. - Fordelen ved skadeudvalget er, at hvis du som DTL-medlem er i tvivl eller uenig med If, kan du tage sagen op i skadeudvalget. Som vognmand vil jeg derfor virkelig føle mig tryg i den situation.
Sådan fungerer skadeudvalget
Udvalget består af tre repræsentanter fra DTL: en formand, en jurist og en tekniker. Derudover er der tre repræsentanter fra If. På mødet belyser DTL’s jurist detaljerne og fremfører DTL-medlemmets udtalelser om skaden. Derefter høres alle deltagernes argumenter. Skadeudvalget forsøger herefter at finde en fælles løsning. Kan de ikke det, så stemmer de om det, og er der stemmelighed, har DTL via formanden det afgørende ord i sagen.
Sagen bliver grundigt belyst og diskuteret
Når der kommer en sag til skadeudvalget, er det John Roy Vesterholm, chefjurist i DTL og medlem i skadeudvalget, der samler trådene.
- Min opgave som DTL’s jurist er at tage imod sagen og at indhente alle informationer, fotos, skitser, tekniske undersøgelser osv., som medlemmerne af skadeudvalget får til gennemlæsning inden skadeudvalget mødes, forklarer John Roy Vesterholm.
På mødet fremlægges DTL-medlemmets argumenter i sagen, og skadeudvalgets eksperter kan spørge ind til detaljer, som den enkelte vognmand måske ikke selv er opmærksom på. Der er afsat to faste møder om året til at behandle sager, men en sag kan også tages op efter behov.
DTL og If ønsker retfærdig behandling
Det er Steen Toftengs erfaring, at sagerne bliver rigtig grundigt belyst. - Der er en fair indgangsvinkel, og både If og DTL ønsker at give en retfærdig behandling. If er altid parat til at ændre deres afgørelse, hvis udvalget beslutter det. Jeg oplever If som meget open-minded, siger han.
Steen Tofteng, driftsleder hos Steen Tofteng A/S/Urbaser, er formand for DTL’s skadeudvalg og dermed vognmændenes repræsentant. Han oplever skadeudvalget som en klar ekstra tryghed for DTL’s medlemmer.
Hvilke skadesager kan tages op?
Niels John Nielsen er chef for motorskade i If, og han ser skadeudvalget som en god måde at udvikle samarbejdet mellem If og DTL. - Det handler for en stor del om motorskade og om skyldfordeling i skadesager, hvor der er flere implicerede parter. Alle typer sager kan tages op, men der er sager om fx vigepligt, hvor vi er bundet af en fast praksis i færdselsloven, som vi skal følge, siger Niels John Nielsen.
Tingene skal fungere i det virkelige liv
Skadeudvalget kan også hjælpe der, hvor juraen møder virkeligheden. For når en stor lastbil skal igennem en rundkørsel, så kommer den til at krydse de hvide linjer, og hvad betyder det for en eventuel skadesag? - Tingene skal fungere i det virkelige liv både for vognmændene og for os, der sidder med den juridiske vinkel. Skadeudvalget er en slags overtryksventil, som gør, at vi hele tiden er opmærksomme på, at skader behandles ordentligt, siger Niels John Nielsen, der påpeger, at skadeudvalget ikke er et klageorgan, men et sted, hvor en sag bliver revurderet i fællesskab, og hvor DTL-vognmænd har både kolleger og eksperter til at vurdere sagen. DTL-medlemmerne skal kende mulighederne
Der har frem til nu været ganske få sager i skadeudvalget. Både If og DTL håber, at det er fordi, medarbejderne i If gør meget ud af at forklare kunderne om deres skadesags forløb og om baggrunden for udfaldet. ■
SKADEUDVALGETS MEDLEMMER
DTL: John Roy Vesterholm, chefjurist Steen Tofteng, formand Finn Bjerremand, tekniker If: Niels John Nielsen, motorskadechef Daniel Pigsborg, taksatorchef Charlie Karlsson, landechef for If Erhverv