10 minute read

SCHMITZ NU MED MODULER

SCHMITZ NU MED MODULSYSTEMER

Indførsel af et modulsystem og bæredygtige løsninger er den nye strategi hos trailerproducenten Schmitz Cargobull.

Finn Bjerremand [fba@dtl.eu] S chmitz Cargobull har nu løftet sløret for sin nye strategi med en øget modularisering af deres produkter. Over gangen til Modular System udløser lavere omkostninger. Ved at anvende et modulsystem opnår kunderne større fleksibilitet i konfigurationen af de nye køretøjer og opbygninger, de ønsker sig, og samtidig bliver tilgængeligheden på reservedele bedre, hvilket i sidste ende betyder mere oppetid.

EcoDuo-vogntoget er 34 meter langt og kan veje op til 90 tons alt inklusive. Med den kapacitet kan vogntoget spare 25 procent C02 i forhold til mindre vogntog. Foto: Schmitz Cargobull.

Ordet bæredygtighed spiller også en stor rolle i produktudviklingen hos den store producent. Det ses tydeligt med introduktionen af EcoDuo, der er et komplet HCT-vogntog bestående af en trailer med standardmål og påhængsvognskobling i bagenden, en tilkoblet to-akslet dolly og en tilkoblet standardtrailer. Vognmanden skal bare komme med sin trækker, og så man klar til at køre med op til 34 m i længden og fx 90 tons vogntogsvægt. Argumentet fra Schmitz Cargobull er bl.a., at man opnår 25 procent CO2-reduktion i langturstransport ved at anvende den eksisterende infrastruktur.

Nye trailerlængder er nu standard Kigger man specifikt på trailerne, så har Schmitz introduceret SMART Generation Curtainsider S.CS., der er konstrueret med to valsede længdevanger og et sammenboltet galvaniseret chassis, hvor der ydes ti års garanti mod rustgennemtæring. De nye trailere leveres nemlig i tre forskellige standardlængder: 13,62 m, 15,00 m og 16,37 m. Den nye trailergeneration er blevet lettere, hvilket smitter direkte af på nyttelasten og CO2-aftrykket.

Der tilbydes også en ultralet tre-akslet trailer med gardinsider kaldet S.CS. Universal X-light,

der udmærker sig ved at have en egenvægt på blot 4.975 kg, og det giver jo en høj nyttelast.

For dem der kører med tippeladstrailere, er der også gode nyheder. Det tre-akslede tippelads-chassis er nu blevet op til 180 kg lettere, og ligesom de øvrige trailere ydes der nu ti års garanti mod gennemtæring.

Opkobling via Schmitz’ flådestyring, TrailerConnect, er et naturligt standard-udstyr. Schmitz har kørt en kampagne med køletrailere, og nu overføres den til tørgodsområdet. Som bruger af TrailerConnect kan man downloade en app, som giver adgang til at følge centrale informationer om trailernes tilstand, belæsning, km-stand, dæktryk, geografisk placering osv.

Nyhederne vil blive introduceret i begyndelsen af 2021 på de fire-akslede tippeladstrailere, som er det markedet efterspørger i Danmark.

E-axle er sat i drift Med skrappere og skrappere krav om nul-emissionszoner i 2025 i europæiske storbyer har Schmitz nu introduceret en mere miljøvenlig løsning til drift af kølemaskiner.

En af trailerens aksler er en E-axle med generator, som kan genere strøm under kørslen. Det sker især ved opbremsninger og kørsel ned ad bakke, hvor energien ellers bare går til spilde. Denne strøm og eventuel strøm fra trækkeren opsamles i et batteri. Ved parkering af traileren forsynes kølemaskinen med strøm fra batteriet, så man undgår at have en dieselmotor kørende til at trække køleanlægget. Fordelene er ifølge Schmitz, at det totale forbrug af dieselbrændstof er lavere end ved et helt konventionelt anlæg. Desuden undgår man også service som fx olieskift, der jo skal laves på en dieselmotor. ■

Ny gimmick: Aksel under traileren med indbygget generator, der oplades under kørslen og tjener til at drive bilens køleanlæg under parkering. Foto: Schmitz Cargobull.

SENGEBLOKVOGNEN TIL DE STORE MASKINER

Med en voksen blokvognstrækker og en sengeblokvogn på seks aksler med aftagelig svanehals kan de fleste entreprenørmaskiner flyttes.

Finn Bjerremand [fba@dtl.eu]

Det er det svære materiel, som Næstvedvirksomheden Frede Andersen & Søn, også kendt som FAS, har anskaffet sig til at flytte tungt sværgods med. Den nye blokvogn er en Nooteboom-kombinationsblokvogn af typen Euro 114-24 med en repos med en hydrau lisk aftagelig svanehals og en aftagelig interdolly med to aksler, som er udstyret med yderligere en adskillelig svanehals, som er placeret lige efter den første. Herefter kommer sengedelen, hvor det tunge gods er placeret.

Fordelen ved at interdollyen kan tages bort, er, at man ved transport af knap så tungt gods måske kan undvære de to aksler. Så kan hele vogntogslængden reduceres med 2750 mm, hvilket i visse

situationer kan være en stor fordel for fremkommeligheden. Interdollyen har i øvrigt sin egen gule nummerplade, så det er et selvstændig godkendt køretøj.

Reposen er udstyret med en 400 mm høj forsmæk i stål og fire aluminiumssider, og der er ståldørk over styre

Den stærke Volvo FH16 trækker let afsted med det mere end 100 tons tunge blokvognstog.

delen. Ved de adskillelige svanehalse er der monteret ”6i1”-hurtigkoblinger til de hydrauliske forbindelser samt luft, så man undgår et stort tidsforbrug, hver gang blokvognen skal adskilles.

God lav læssehøjde Sengen passer til rigtig mange entreprenørmaskiner i den tungere klasse. Den har en længde på 9 meter, som med udtræk kan forøges til 14,25 meter, og samtidig er standardbredden 2,99 meter, der takket være forbredninger i begge sider kan forøges med en halv meter.

Allervigtigst er dog at læssehøjden er på blot 440 mm med en frihøjde underneden på 130 mm, så der kan flyttes mange høje maskiner. Men det efterlader ikke meget plads, når der skal manøvreres rundt. Heldigvis hjælper hæve-sænkefunktioner i den avancerede hydrauliske affjedring på problemet ved at kunne regulere med 600 mm.

Sengen består egentligt af to 310 mm høje længdevanger med udtræk, hvor der imellem vangerne er lagt bundmoduler ned. Det betyder, at man ved at løfte bundmodulerne ud kan transportere kolli, som måske har brug for at kunne komme længere ned, fx cirkulære elementer, som beholdere eller lignende.

Bundmodulerne består af elementer med 50 mm hårdttræ, der er lagt ned mellem vangerne, og som er forstærkede til at kunne klare de hårde påvirkninger fra tunge maskiner på larvebånd, der kører ombord fra siden og drejer 90 grader, når de er kørt op.

Bag sengen er den bageste akselgruppe med fire aksler placeret, hvor akselafstanden er på i alt 5,48 meter. Akselsektionen er konstrueret med en bredde på 2,84 meter, hvilket har været nødvendigt for at få plads til den rigtig gode grav i midten med en indvendig bredde på 950 mm og en dybde på cirka 500 mm. Her kan de store gravemaskiner lige sænke armen ned, så totalhøjden kan holdes nede under kørslen.

Den samlede længde på selve blokvognen fra det forreste af reposen og med interdollyen sat ind til bagenden er 18,83 meter plus 5,25 meter, hvis udtrækket er i brug.

Volvo fra det svære register Den fireakslede blokvogntrækker er fra det svære register hos Volvo. En FH16 750 8x4, der, som betegnelsen siger, er udstyret med den kraftige 16-liters motor, som kan generere 750 hk og har et højeste drejningsmoment på 3.550 Nm. Til at klare meget tunge opgaver er den udstyret med Volvos succesfulde transmission, I-Shift ATO3512F, der bl.a. har ultralave krybegear, to ekstra gear i både fremadgående og tilbagegående retning. Når man ser vogntoget sætte i gang med over 100 tons vogntogsvægt, sker det da også let og ubesværet.

Chassiset har en tripel-bogie, hvor den forreste aksel er en ti-tons styrende pusheraksel, mens de to bageste aksler er et tandemarrangement af typen RTH2610F med navreduktion og en udveksling på 3,76 med en teknisk belastning på op til 26 tons.

Interdollyens aksler er løftet fra vejbanen ved tomkørsel. Bemærk, den har sin egen nummerplade.

Forakslen er beregnet til ti tons, og alle aksler er ophængt med luftaffjedring. Blokvognstrækkeren er godkendt til at køre med op til 245 tons vogntogsvægt og en selvstændig totalvægt på 44 tons.

Skammeltrykket med interdollyen indkoblet kan på blokvognen justeres hydraulisk i to intervaller: et med 17 til 22,7 tons ved 12 tons akseltryk og fra 20 til 26,6 tons ved 13,9 tons akseltryk.

Med en mulig belastning på 32,6 tons på blokvognstrækkerens drejeskammel og 14 tons på hver af de seks aksler kan der opnås en totalvægt på 116,6 tons på blokvognen alene. Regnes blokvognstrækkerens egenvægt med, når den samlede vogntogsvægt op på 130 tons.

SAF-pendelaksler klarer udfordringerne Alle blokvognens aksler er pendelaksler af mærket SAF, som har et teknisk tilladt akseltryk på 14 tons ved 60 km/t, og af hensyn til maksimal fremkommelighed er samtlige aksler hydraulisk styrende.

De bageste aksler er bestykket med ASA-hjælpestyring (Automatisk in-line af aksler), der kan oversættes til automatisk opretning af akslernes styring efter, at der har været tvangsstyret. På ældre blokvogne har det ofte været tidkrævende at få rettet akslernes kurs op til ligeud, inden man stiller om til automatisk styring. Pendelakslerne er mere skånsomme for vejene, og derfor kan en pendelaksel ofte opnå et højere tilladt akseltryk ved blokvognskørsel.

Styringen af akslerne sker under kørsel ud af vejen ved hjælp af kilen bag kongetappen, der ved sammenkobling går ind i den kileformede udskæring bag i blokvognstrækkerens sættevognskobling, og som via et styreåg skubber olien ud i styrecylinderne på akslerne, når der er bevægelser mellem

Sengen er konstrueret med to langvanger med udtræk og løse kraftige bundelementer i midten samt forbredninger i siderne. I midten på langs er en nedsænket grav, så gravemaskiner kan sætte grabben der og dermed begrænse transportens højde.

blokvognstrækkeren og blokvognen. Tvangsstyring af blokvognens aksler sker ved en hjælp af en fjernbetjening.

Alle blokvognens aksler er udstyret med hævefunktion, så en eller flere aksler kan løftes op fx ved tomkørsel eller med reduceret last. Akslerne er placeret med en individuel akselafstand på 1.360 mm på dollyen og 1.510 mm på bagenden for at opnå en bedre broklassificering, som skal udfærdiges, inden man kan ansøge myndighederne om en tilladelse til en tung særtransport. Alle hjul er udstyret med Goodyear-dæk i størrelsen 285/70 R 19,5, og bremsesystemet er et to-leder trykluftanlæg med ALB-ventil og WABCO 4S/3M EBS-system med Maxi Brake-håndbremser på tre aksler.

For at kunne sikre at selv store maskinkolli kan spændes sikkert fast under kørslen, er der to x ti stk. surringsringe på den udvendige side af sengen og et par surringer i gulvet på hver side af svanehalsen. Desuden er der et par surringer ved siden af graven til gravemaskinernes arm og ligeledes et par ti-tons surringer indvendig i graven.

Masser af godt udstyr Det elektriske anlæg er et 24-volts system, og der er seks trekammer LED-baglygter på bagenden af blokvognen, nummerpladelys, to slingrelamper, to frontlamper, to LED-baklys, og der er desuden seks LED-arbejdslys fordelt ved svanehalsen, bag interdollyen, mellem første og anden aksel på den store akselsektion samt lys ved hurtigkoblingerne på svanehalsene. For at kunne afmærke brede transporter er der desuden fire stk. forbredningstavler med positionslys og rotorblink samt to rotorblink i bagenden af blokvognen.

Udtræksvangen på sengen er udstyret med gule sidemarkeringslys, så hele længden er dækket, og der er et Bredlast-lysskilt samt svenske Bredlast-skilte.

Ved betjeningspanelet under svanehalsens venstre side er der både et lastmanometer for interdollyen og akselsektionen. Desuden er der implementeret fire centralsmøreanlæg - ét til svanehalsen, ét på det forreste blokvognsmodul og to på bagenden ved akselsektionen. De fire smøreanlæg sikrer, at alle vigtige led bliver smurt konstant og er dermed med til at sikre en lang levetid på akselophæng og styreforbindelser m.v.

For at sikre udsynet ved rangering m.v. er der monteret to bakkameraer, som kan flyttes efter behov.

Der er også monteret et trækøje i bagenden, hvilket må betegnes som rigtigt fornuftigt udstyr, så der i en snæver vending ikke bliver kroget i noget, som ikke kan klare påvirkningerne.

Der er udfærdiget Gutachten og §70-dokumenter, så vogntoget kan anvendes til sværgodstransport i Tyskland og flere andre europæiske lande.

Det komplette blokvognstog er et flot eksempel på godt, funktionelt og færdigt arbejde, som viser, hvor godt det kan konstrueres, når kunderne ved, hvad de vil have, og leverandørerne spiller med. ■

Vi gratulerer med et solidt valg

Nordic Trailer A/S

Bredskiftevej 22 - 8210 Århus V Telefon: 86 57 19 77 ∙ www.nordictrailer.com

This article is from: