OMkring Kulturarv

sept. 2017

omkring kulturarv

Erindringsrum

– Mogens A. Morgen

schønherr og kulturarven – Hans Peter Svendler

christiansfeld – en atmosfærisk tidslomme i Sønderjylland

havekunst og kulturarv – Annemarie Lund

1

Foto: Anders Sune Berg

Af Torben Schønherr

vores fælles kulturarv "Har vi ikke har styr på de sidste 3000 år, lever vi fra hånden til munden." Således skrev Johann Wolfgang von Goethe i begyndelsen af 1800-tallet, og i vor tid, kendetegnet ved, historieløst, at have blikket fastlåst på fremtiden, har Goethes ord en særlig vægt

V

i må, som Goethe fortæller os, gribe tilbage for at kunne danne os et overblik, lære af vore fælles erfaringer, og af dette bygge et fundament, hvorpå vi kan skabe et nu, der rækker ind i fremtiden.

Et fundament af tanker, kunst, videnskab og levet liv.

Særligt i dette historiske fundament, træder havekunsten og det byggede frem.

Overvældende, fordi vi kan indtage det med kroppen og alle sanser, gå rundt i det, og være ganske tæt på et indkapslet historisk nu.

I sin bog Kejser Hadrians Erindringer, lader den franske forfatter Marguerite, Yourcenar Hadrian sige således; "At bygge er at samarbejde med jorden: det er at give et landskab et menneskeligt stempel, som det altid vil beholde; det er også at bidrage til den langsomme forandring, som er byernes liv. Hvilken omsorg må der ikke udvises for at finde den rette plads til en bro eller en fontæne, for at bygge en bjergvej i netop den kurve, som på en gang er renest i linierne og mest økonomisk."

Historisk overblik, at samarbejde med jorden, og modet til at skabe en indskrivelse i nuet, det er gode dogmer, når en ny opgave skal påbegyndes.

God læselyst!

omkring • september 2017

3

6

20

Omkring © Schønherr Redaktion: Holger Dahl Layout: Heidi Daggry Artikler: Annemarie Lund, Hans Peter Svendler, Morgens A. Morgen, Holger Dahl, Amanda Blak Jagd og Torben Schønherr Fotograf: Carsten Ingemann, Jens Lindhe, Anders Sune Berg, Christina Capetillo, Vibeke Krogh, Leif Tuxen, Bogdan Szymczyk. Øvrige fotos: Schønherr Kontakt Klosterport 4X, 1.sal 8000 Aarhus C 86186900 Esplanaden 8C, 4. tv 1263 København K 33186180

28

34

40

indhold

48

3 6 20 28 34 40 48 56 58 64 70 74

56

Vores fælles kulturarv Havekunst og kulturarv Indskrevet i nuet Ribe – tre projekter Silkeborg Slot Christiansfeld Kirkegårdens hvisken Erindringsrum Mønsted Kalkgruber De Fem Halder Schønherr og kulturarven Sankt Annæ Plads

58

64

70

»

Palimpsest her vist i plakater

6

omkring • september 2017

Af Annemarie Lund

HAVEKUNST OG KULTURARV De problemstillinger, vi som landskabsarkitekter står overfor i arbejdet med kulturarvsprojekter, er ikke de samme som dem, ­bygningsarkitekterne har. Indledningsvist kan man sige, at graden af ’at være et kulturarvsprojekt’ kan variere en hel del. For hvad er, og hvad defineres som kulturarv – landskabsmæssigt set?

B

ygningsfredningsloven har fra 2010 givet mulighed for at frede landskabsarbejder som selvstændige landskabsarkitektoniske værker, eksempler er Vor Frues Kirkes Plads i Kalundborg, Vitus Berings Park i Horsens og De Geometriske Haver i Herning. En del omgivelser til bygninger er også fredet efter Bygningsfredningsloven, mange slots- og herregårdshaver, men f.eks. også C.Th. Sørensens haveanlæg omkring Atelierhusene i Emdrup og Sven Hansens anlæg omkring Holbæk Seminarium. Desuden er mange byparker – tidligere, i mangel af bedre beskyttelsesinstrument – fredet efter Naturfredningsloven, og meget andet er erklæret bevaringsværdigt eller er måske til en vis grad beskyttet af at være velbeskrevet og kanoniseret i arkitekturbøger. En hel del er ubeskrevet, anonymt og derfor ikke opfattet som kulturarv, men kan ikke desto mindre besidde store værdier.

I landskabsarkitekternes verden – som er ganske lille og sikkert også ganske elitær, hvad angår teori og grundholdning – har vi gennem mange år haft en intern forståelse af måder at ændre eller transformere et givent sted på. Især hvad angår steder, som illustrerer særlige epoker af havekunst såsom renæssance, barok, landskabelig m.m. Det kan være i slotshaver, byernes vigtigste parker eller andre steder med vægtigt historisk arvegods.

Landskabsarkitekten Sven-Ingvar Andersson påpegede, at der på et givet sted næsten altid findes noget, man må forholde sig til, han kaldte det ’stedets interesse’. Og det gælder ikke blot i arbejdet med historiske haveanlæg, men også ved byomdannelse og i landskabsplanlægning. Andersson havde en meget bestemt mening om forskellige måder at bearbejde

historiske haver på. En holdning, som mange landskabsarkitekter deler og bruger som arbejdsgrundlag. Sven-Ingvar Andersson talte om tre former for bearbejdning.

En egentlig rekonstruktion, hvor man stort set – efter originale forlæg – gendanner det, der var. Eller en renovering, hvor man viser de kvaliteter, der måtte være kommet til over årene, en særlig opmærksomhed og herved udvikler det, som er kommet til med tiden, f.eks. grupper af træer, udsigter o.l. Eller – som det tredje – at man forholder sig ganske frit, idet langtfra alle ældre anlæg egentlig er værd at genskabe; såkaldt fri fornyelse. Færre ressourcer til at vedligeholde eller krav om nye funktioner kan også betyde, at man må foretrække en radikal fornyelse, hvor man benytter sig af et nutidigt formsprog. Det lyder enklere, end det er i virkeligheden. En blandform, lag-på-lag også kaldet palimpsest, hvor forskellige epoker lader sig se, og en nutidig form lægges til, der ofte vil være den farbare vej at gå. Det kræver faglig indsigt og en omsorgsfuld grundholdning.

omkring • september 2017

7

SLOTSHAVERNE De fleste historiske haver, i Danmark slotshaver som Frederiksborg Slotshave eller Kgs. Have i Odense, eller herregårds- og landstedshaver som Glorup og Gl. Holtegård, er af skiftende generationer ændret og retableret – eller udvidet – til en ny havestil, alt efter hvad der var moderne på et givent tidspunkt. Det betyder, at man så at sige må vælge, hvilken havestil man vil stile efter ved en rekonstruktion/renovering/fornyelse. Netop i regi af de kongelige lysthaver har man de senere år sigtet mod at bevare og pleje haverne, så de forskellige stilarter bliver repræsenteret bedst muligt. Man har udvalgt eksemplerne efter, hvilke haver der var de fremmeste inden for en given stil, f.eks. Kgs. Have i København

8

omkring • september 2017

som renæssancehave, Frederiksborg som barok, Fredensborg som senbarok, Frederiksberg som landskabelig osv.

REKONSTRUKTION I Danmark har vi imidlertid ikke ønsket at rekonstruere så hårdt og skematisk, som man ser det i andre europæiske lande. Det er der flere gode grunde til.

En ting er, at haven ofte i sin nye udformning bliver ret gold og ucharmerende, når man går så ensidigt efter et tidligere udtryk og derved også sletter alle spor fra mellemliggende århundreder. Et andet forhold er, at man ofte ikke med sikkerhed ved, om en have har været anlagt, som stik eller plantegninger viser det – og hvordan kan man så forsvare at anlægge noget sådant år 2017?

Et tredje forhold er, at dele af det oprindelige måske ikke var særligt vellykket og fantastisk – skal man så retablere det? Endelig er det både logisk og kunstnerisk nødvendigt at tage nutiden i betragtning. Dels er der for havernes vedkommende ikke samme muligheder for en stor gartnerisk indsats, dels må man tage hensyn til de nye funktioner, der er kommet til i parkerne, som nu er åbne for offentligheden. Og endelig må man efter min mening absolut ikke forskertse den mulighed, der er for at tilføre et nutidigt udtryk.

Vaux le Vicomte

Ovenikøbet kan de tre former rekonstruktion/renovering/fornyelse med fordel være til stede forskellige steder i et og samme projekt. I Fredensborg Slotshave er transformationen udført, så det man synes, man ser, er en smuk NicolasHenri Jardin-have fra 1760’erne. Det gælder både den nyplantede vide Brede Allé med udsigt til søen og det nye enkle og rolige parterre. At store jordmængder er flyttet ved Ring Allé for at løse en flere hundrede år gammel gordisk knude, opfattes i dag som en åbenlys rigtig måde at få Ring Allé og Brede Allé til at mødes. Det er en nyskabelse, en løsning på et uløst problem af et ufærdigt område. At terrænet er løftet og skævheder oprettet omkring parterret opfatter kun få. Det man ser er en afklaret jordform og et fint og roligt parterre.

FORYNGE OG BEVARE Der er den store forskel i forhold til bygningskunst, at havekunst ikke lader sig fastfryse. For at kunne bevares i nogenlunde historisk ’sand’ form, må anlæggene løbende forynges, f.eks. genplantning af alléer med – om end hundredeårlange – mellemrum. Brugen af planter og genplantning er en særlig disciplin i rekonstruktion og renovering af historiske haver. Man forsøger at opformere træer med samme DNA som de oprindeligt plantede; man leder i regnskabsbø-

ger o.l. efter gamle sortsnavne og søger på den måde at genplante, så det nye er i samklang med anlæggets tidsånd.

LE NOTRE Vaux le Vicomte syd for Paris kan siges at udtrykke dilemmaet i forhold til autenticitet.

Det, vi i dag opfatter som et ret oprindeligt barokanlæg (mange mindre detaljer er væk), var omkring år 1900 en forfalden have omlagt i engelsk havestil. Meget betydende strukturer som terrænform, mur- og trapperester samt kanaler gjorde dog, at haven kunne retableres til den fantastiske have, vi ser i dag. Alléer og hække, der ’kun’ er 120 år gamle, virker autentiske.

omkring • september 2017

9

Ribe Domkirkeplads 10 omkring • september 2017

Foto: Jens Lindhe

RIBE DOMKIRKEPLADS Mange steder er det dog udelukkende bygningerne, der er den kulturarv, der står tilbage, mens gader og pladser er degraderet gennem utallige omlægninger. Domkirkepladsen i Ribe, 2010-13, kan ses som eksempel herpå. Her er der med domkirken som monumentalt midtpunkt skabt en helt ny plads med sit eget, nutidige udtryk. Den valgte naturstensbelægning består ligesom kirkens gulv af varierende størrelser og farvenuancer af rektangulære og kvadratiske sten, lagt i et tilsyneladende vilkårligt mønster. Rummet omkring domkirken er udvidet og tydeliggjort ved, at terrænet fra kirken op til de omgivende husrækker er omformet til én stor, skrånende og sammenhængende flade. Den landskabelige veneration og forståelse for de historiske omgivelse har her udmøntet sig i, at der skabes rum omkring kirken og i formgivningen af pladsens overflade.

I Ribe Katedralskoles gårdrum, 2013-15, optages overgangen mellem de fredede 1800-tals bygninger med røde mure og lidt varierende sokler af en fortovsbred brostensbræmme, der således indrammer det nye, rektangulære areal midt i gården. Denne enkle geometriske form fremhæves af to rækker lindetræer i hver side og i en helt plan belægning af granitfliser i varierende størrelser samt en centreret, mørkere midterstribe med kunstnerisk ciselering af Laila Westergaard.

omkring • september 2017 11

Silkeborg Slot 12 omkring • september 2017

Foto: Carsten Ingemann

I andre tilfælde viser kulturarven sig som ruiner og fragmenter, og den oprindeligt tilhørende have eller park er helt væk eller anes blot som svage spor i terrænet. Det ses mange steder ved ruiner af borge og klostre, f.eks. Spøttrup, Æbelholt, Esrum og Øm, hvor man måske har ’genskabt’ en klosterhave med den tids læge- og reliktplanter. Det giver ganske vist en vis autenticitet i forhold til plantematerialet, men uklarhed i forhold til form.

REKONSTRUKTIONEN For at illustrere, hvordan Tycho Brahes observatorium med urtebede, frugthave, lysthuse og vold på Hven kan have set ud ca. 1580, valgte Sven-Ingvar Andersson at rekonstruere en fjerdedel af det geometriske anlæg så præcist som muligt, men tydeliggjorde, at her var tale om en form for ’opdateret’ kopi, en parafrase på en renæssancehave. Den udførte plan er baseret på gamle stik, arkæologiske undersøgelser, studier af 1500-tallets havekunst og af Tycho Brahes egne skrifter. Måske blev anlægget aldrig realiseret helt som vist på de gamle stik. Ved kun at anlægge en fjerdedel lades i nyfortolkningen anno 1991 som om, at Tycho Brahe var midt i byggeprocessen, og samtidig kunne de svage spor i terrænet bevares i det resterende område.

ACCEPT AF TIDENS GANG En anden tilgang havde landskabsarkitekten I.P. Junggreen Have, der har stået for nænsomme og lavmælte restaureringer af mure, belægninger m.m. ved mange landsbykirkegårde og omkring fæstninger og slotte, og ved landskabspleje gjort steders historie forståelig. Hans indstilling var, at disse grumme og barske steder ikke må romantiseres og gøres til pæne turistattraktioner. Han mente, man skulle vedligeholde dem nødtørftigt, og at hårdhændet ’fornyelse’ af ruiner er bedrageri og ødelæggende. Bl.a. ved borganlægget Hammershus, gårdrummet i Koldinghus og omgivelserne til Sønderborg Slot, hvor voldgravene illustreres ved græslavninger i terrænet. Junggreen Have mente, at man ganske vist skulle bevare og hjælpe til at synliggøre kulturspor, men samtidig lade en del falde hen og helt forgå for dermed at vise og også acceptere livets cyklus. Netop gårdrummet i Koldinghus er ikke frataget dets aura af ælde; og lunker og buler er derfor bevaret. En sådan pietet for ælde og slid er måske

netop det, mange borgere efterlyser netop disse år.

En tilsvarende holdning ses i landskabsprojektet til Silkeborg Slot og Borggårdsholm, hvor historien til dels synliggøres ved, at bygningsomrids markeres af lave græsvolde, udsigtskiler mod søen åbnes, og der skabes adgang med lave træbroer.

Ved Ørslev Kloster knytter de bærende fredningsværdier landskabeligt set sig især til de omgivende store græsklædte skråninger og den pigstensbelagte gårdsplads, men også de mange gamle træer er en uhyre væsentlig del af stedets kulturarv.

Gamle træer og anden kulturhistorisk beplantning, der så direkte viser os tidens gang, må der værnes særligt om. Voldsomme rydninger ses desværre ofte, f.eks. på kastelsområder i iveren for at opnå en historisk ’korrekt’ tilbageføring.

Haven til den nye Kannikegård i Ribe kan ses som en gendigtning af både en ruinhave og en byhave. Indefra ses den aftrappede gårdhave som en urteagtig, grøn baggrund for ruinfragmenterne. Udefra kan den murgrænsede have med trappe og granitbelægning indgå i gadebilledet som en af byens mange småhaver.

omkring • september 2017 13

14 omkring • september 2017

CHRISTIANSFELD I byen Christiansfeld er der tale om renovering af unik, UNESCO-udpeget kulturarv af grønne gadestrukturer, pladser og begravelsesplads.

Med udgangspunkt i en analyse og forslag til Christiansfelds grønne strukturer fra 2006 er her udført en forsigtig og nænsom opgradering af byens rige landskabelige kulturarv, herunder nødvendig forenkling af inventar og skilte. En vigtig del af den bærende grønne struktur er de nyplantede linderækker på Nørregade og Lindegade, der ligger på begge sider af Kirkepladsen. Prætoriustorvet er omlagt med knoldebro- og pigstensbelægninger, der er så karakteristiske for det centrale Christiansfeld, og den symmetriske, græsklædte kirkeplads er fornyet med lindetræer i række. Den ligeledes symmetriske Comeniushave er dog ikke en restaurering, men en ny have anlagt over hovedmålene 20 og 40 alen, som med udgangspunkt i Christiansfelds idealplan skal vise, hvordan en Christiansfeldhave så ud i 1772.

Hernhuttermenighedens begravelsessted Gudsageren består af seks lige store, rektangulære gravfelter med ensartede, skråtstillede gravsten, omgivet og underdelt af lindealléer.

Den eksisterende, stramme og kønsopdelte struktur bevares, men træerne fornys.

Gudsageren

Foto: Carsten Ingemann

omkring • september 2017 15

KIRKEGÅRDENE Vores kirkegårde er bærere af en stor og fortællende kulturarv både gennem gravminder og strukturen af gravstedsrækker omgivet af lave hække. Derfor må man værne om denne kulturarv og behandle kirkegårdene med stor omhu.

Men samtidig afspejler kirkegårdene uvægerligt også, at skikkene omkring det at have et gravsted har ændret sig betydeligt. Tidligere fremstod kirkegårdene nærmest uforanderlige i kraft af store kistegravsteder, der blev bevaret gennem flere generationer, hvorimod kirkegårdene nu ændrer sig hurtigt og får mere og mere ledig plads som følge af de mange små urnegravsteder og fællesgrave.

Bykirkegårde såvel som landsbykirkegårde har derfor megen ubenyttet plads.

Et nyt, mere naturpræget udtryk på begravelsessteder efterspørges også. Så en grad af justering, styring og omlægning må til for at kunne bevare nogle partier, afvikle andre og undgå opløsning af kirkegårdens struktur.

16 omkring • september 2017

Nordre Kirkegård

Stjernevejsprojektet, 1998-2001, på Vestre Kirkegård i København har givet det store begravelsesområde ny identitet og tilført et kernepunkt, man kan orientere sig i forhold til. Det omdannede Søndre Kapel er nu midtpunkt i et korsformet anlæg, dannet af to krydsende akser med rækker af kirsebærtræer og vægge af takshække. Kirkegården har fået et særligt haverum for stilhed og eftertanke – et nutidigt aftryk.

danne skovbryn udadtil mod omgivelserne og i midten friholde en cirkelrund lysning, ca. 100 meter i diameter, svarende til den smukke, cirkulære lysning i Pildammsparken i Malmö.

Ligeledes foreslås den nord-østre del af Nordre Kirkegård i Aarhus fornyet fra 2016 og frem til 2030 med ny markant form og et anderledes, naturnært udtryk. Kirkegården har ligesom landets andre kirkegårde ændret karakter – fra at være fuldt belagt til et mere åbent område, hvor gravstederne pletvis ligger tilbage som små hækomkransede enklaver. For både at skabe skovkarakter og ny form på det næsten kvadratiske afsnit foreslås det at lade nye træer

omkring • september 2017 17

18 omkring • september 2017

MORDERNISMENS KULTURARV Udover den ’gamle’ kulturarv, skal vi også være opmærksomme på modernismens mange fine haveanlæg. Selv om de ikke engang er 100 år gamle, er det værdifuld kulturarv og skal behandles som sådan. Det gælder både de vidtstrakte landskaber omkring 1940’ernes og 1950’ernes fine boligbebyggelser, de store strandparker samt haveanlæggene til kultur-, sundheds- og undervisningsbyggeri. Især nybyggeri, dvs. fortætning er vanskeligt foreneligt med bevaring af sådanne grønne områder, og kun ganske få af modernismens anlæg er beskyttet gennem fredning af de omgivende grønne områder.

Også ved transformation af mere beskedne haveanlæg, gårdanlæg eller grønne områder i almindelighed kan man anskue processen ud fra tredelingen rekonstruktion/renovering/fornyelse.

Netop disse år, hvor der bygges og ombygges stærkt og voldsomt, råbes vagt i gevær mod udradering af den mere beskedne og undseelige kulturarv, som findes overalt både i vores provinsbyer og i hovedstaden. Der er en ikke helt ubetydelig folkestemning imod total ny- og ombygning. Noget lignende modstanden imod total og bastant byfornyelse i 1970’erne. Nævnes kan Jokum Rohde og Søren Ulrik Thomsens fotomontage København Con Amore, der afbilder og hylder lønlige baggårde med slidte belægninger, gammeldags autoværksteder, værtshuse m.m. Når det gælder det landskabelige, er der udover baggårdene mange andre steder og elementer, der kan siges at udgøre lavmælt kulturarv. Stille steder, der skal tages vare på. Det kan være tomter, en nedlagt godslinje, gadetræer, en lille plads med en gruppe træer, et enkelt træ, et gadekær, en landsbyfælled, en fodboldbane omgivet af poppelhegn.

Her kan sommerfuglestøvet alt for nemt forsvinde. I Orhan Pamuks bog Dette fremmede i mig er byens (Istanbuls) forvandling og tab af ’det almindelige’ fra 1960’erne til i dag ligeledes et gennemgående tema.

KULTURENS SPOR Fælles for det hele er, at uanset om det drejer sig om en kendt slotspark eller en ukendt baggård eller lidt opløst, måske underkendt romantisk, landskabelig bypark, må man nøje vurdere kulturspor og brugsspor og afveje, hvor meget eller hvor lidt, der tages med i et projekt. Jo mere nyt, der er omkring os, jo mere savnes spor af det brugte. Fortiden taler til os – godsbanespor (hvad kørtes der mon med her), slidte brosten, rustne støbejernsgitre. Den måde at indoptage et almindeligt steds historie i et nyt anlæg ses i parken på Islands

Brygge, 1994-2000, hvor Annelise Bramsnæs og Poul Jensen har bibeholdt elementer, som fortæller om havnefrontens historie, bl.a. de gamle jernbanespor, den rustikke brostensbelægning og fragmenter af de store betonkonstruktioner.

FREMTIDENS UDFORDRINGER Og forhold, der umiddelbart ikke har det fjerneste med landskabsarkitektur at gøre, kan få vidtrækkende betydning. Førerløse biler, der om nogle år kan hente os og måske overflødiggør privatbilen, kan komme til at frigive mange, velbeliggende arealer og parkeringspladser i vore midtbyer. Det har ikke meget med kulturarv at gøre, tværtom. Men det kan måske give borgerne gårdrum, småparker, pladser og smallere vejrum, så byens struktur bliver mere boligvenlig og kommer til at ligne år 1800-1900?

Som det fremgår af ovenstående vil hvert eneste projekt fortjene en afvejning af, hvad der her bør bevares, hvad der kan ændres, eller om stedet tilsiger nytænkning. Og enhver tid vil have sin mening om, hvad der er særlig vigtig kulturarv. Den danske tradition for parkpolitik, som C.Th. Sørensen introducerede i 1931, og som fortsat udvikles som beskyttelse og udbygning af grønne parkstrukturer i mange af vore byer skal også ses som en form for kulturarv, vi bør tage vare på.

omkring • september 2017 19

Af Holger Dahl

INDSKREVET

i NUET

RESTAURERING AF DANSKE SLOTSHAVER

Gennem årene har Schønherr arbejdet med restaurering og fornyelse af en række danske slotshaver. I hvert enkelt tilfælde har opgaven drejet sig om det helt centrale spørgsmål: Hvordan fastholder vi det flygtige? Hvordan forankrer vi naturen i historien – samtidig med at vi giver den mening i nutiden?

Foto: Hans Ole Madsen 20 omkring • september 2017

Foto: Jens Lindhe

ledreborg slot Ledreborg ved Lejre og den store park omkring har været i slægten Holsteins eje i 250 år. Der er således tale om et enestående helstøbt kulturmiljø, der i høj grad kalder på omhyggelig behandling. Parken er både udadvendt scene for de årlige koncerter og et stykke dansk kulturarv. Den blev oprindeligt anlagt som barokhave omkring 1740, men blev i de senere århundreder omdannet til en romantisk have.

I 2005 gjorde en bevilling fra Realdania det muligt at udføre et stort anlagt renoveringsprojekt, der havde tre hovedelementer: Barokhaven skulle genskabes på en måde, der respekterede både fortiden og nutiden. Den særlige fornemmelse af 'stedets ånd' skulle genfindes, og sidst men ikke mindst skulle projektet være realistisk i forhold til økonomi, drift og vedligehold.

Det særlige ved Ledreborgs historiske haveanlæg er den fabelagtige udnyttelse af de naturgivne forhold: At placere et slot på kanten af et dalstrøg med en bæk.

Herved opstod muligheden for at anlægge en barokhave, der spændte på begge sider af dalen med en højdeforskel på 40 meter og udnytte bækkens vand til et system af spejldamme og springvand.

Tegnestuens opgave var at genskabe og forny det barokke anlæg – de terasserede skrænter, springvand og spejldam. Desuden er der lavet ny beplantning og belysning.

Billedhuggeren Erik Heide har skabt både nye broer og en ny skulptur til parken.

omkring • september 2017 21

Evt. genplantning af allé

Mindestøtte

Låge

Låge

Moderne Kirkegård

Parkering 16 stk.

Skovplantning

Historisk Kirkegård Ny Trappe

Ny tilbygning

Låge

Portnerbolig

Nyt stendige

Haveceller

Barokhave

Rumlefelt

Måltidshave Ny Trappe

Låge

Klostergårdhave

Mur

Gårdsplads

Plæne

Plæne

Ny Trappe

Låge

Parterre

Sti Pomet Vold

Refugiehave

Grussti

Mur Rumlefelt

Eng Aha-grav

Sø

Vådeng

Ny bro

Græsningseng

Eks. sti

Låge

Ny Gartnerhus

Ørslev Kloster plan

ørslev kloster Skov

1

Skov

4

2

3 Bassin Sø Sø

Skov

Ørslev Kloster landskab og historiske rum

Ørslev Kloster ved Limfjorden har fungeret som refugium for kunstnere, journalister og forskere siden 1969 og drives i dag af Fonden Ørslev Kloster. Klosterets historie rækker imidlertid tilbage til 1200-tallet, hvor det blev grundlagt som nonnekloster under Benediktinerordenen. Efter reformationen blev nonneklosteret afviklet og var først kongens ejendom, men overgik i 1584 til privat eje. I 1700-tallet blev klostret ombygget til barok herregård og fik i store træk den form og struktur, det har i dag. 1800-tallet var en forfaldstid for herregården og store jorder blev solgt fra, mens bygningerne forfaldt. Denne nedgangstid varede til 1920, hvor Nationalmuseet påtog sig at begynde en restaurering. I 1928 blev det netop genoplivede gods købt af Komtesse Olga Sponneck og begyndte sin udvikling mod den funktion, klosteret har i dag.

HAVEN I 2016 udviklede Schønherr en landskabelig helhedsplan for klosteret. Hensigten er, at denne helhedsplan skal danne grundlag for en fondsansøgning, der vil gøre det muligt at genskabe de forskellig haverum i en form, der er tro mod både kontekst og historie, men som samtidig kan fungere i klosterets nuværende virkelighed. Planen arbejder både med at fastholde og opstramme den store skala – klosterets placering på kanten af et dalstrøg med kontakt til store vådområder mod syd – og den helt intime skala, hvor både barokhavens stringens og klosterhavens meditative rum skal genopstå i en nutidig fortolkning.

Ny klostergårdhave 22 omkring • september 2017

schackenborg Slottet Schackenborg i Møgeltønder ejes og drives i dag af Schackenborgfonden, der bl.a. har til formål at åbne slotsparken for offentligheden.

Schackenborg blev i sin nuværende skikkelse opført i 1664, og haven blev anlagt som barokt haveanlæg i slutningen af århundredet.

Haven gennemskæres af den fine alle, der går gennem Møgeltønder. Den nordlige del af haven har hele tiden hørt til slottet, mens den sydlige del – på den anden side af alleen – siden 1970 har været administreret af Tønder Kommune, og dermed offentligt tilgængelig.

Denne del af parken havde mistet sit barokpræg – og dermed sin kontakt med det store anlæg.

I forbindelse med etableringen af Schackenborgfonden og dens erklærede mål om at åbne slottet endnu mere for omegnens beboere og turister fik Schønherr til opgave at udvikle en plan, der kan samle anlægget og genskabe forbindelsen på tværs af alleen.

Grev Schack

OPGAVEN Opgaven har været at tydeliggøre det barokke haveanlæg ved Schackenborg slot.

Haven gennemskæres som sagt af alleen gennem Møgeltønder, og kun haven i forbindelse med slottet har beholdt sit oprindelige udtryk. På den anden side af alleen fremstår haven i dag som et forvokset romantisk haveanlæg.

Gennem en præcis renovering og tydeliggørelsen af det oprindelige barokanlæg med dets kanaler og åbne flader kan hele haven igen fremstå som en aflæselig helhed og dermed bedre danne baggrund for slottets planlagte funktion som kulturelt samlingssted i marsklandskabet.

omkring • september 2017 23

Snittet viser den nye kotering af Brede Allé.

Slottet står tydeligt på havens højeste punkt og Dybe Allé dukker op som 'den skjulte akse'

24 omkring • september 2017

Foto: Jens Lindhe

fredensborg slotshave

I 2010 vandt Schønherr en konkurrence udskrevet af Slots- og Kulturstyrelsen om genskabelse og fornyelse af Brede Allé og parterret ved Fredensborg slot. Aleens træer var nedslidte og måtte udskiftes. Haven som oprindeligt er formgivet af Nicolas-Henri Jardin fremstod stadig med et stærkt og klart greb. Tre ting virkede dog uforløste: Parterret fungerede ikke i helheden, den Reserverede Have havde ikke sammenhæng med det øvrige parterre, og Brede Allés afslutning havde aldrig for alvor fundet sin form, da Jardin måtte forlade projektet i 1766. Det var nu muligt at finde en kunstnerisk kongenial løsning, der tog fat i alle tre problemer.

Schønherr lagde derfor vægten på en enkel fortolkning af barokanlæggets overordnede idé og form: Vi valgte

gennem hele projektet at understrege Fredensborg som slottet på bakken – et slot, som ved en accentuering af jordformerne tydeligt kunne opleves som det højestliggende punkt i kompositionen.

Vi opnåede denne virkning ved både at hæve parterret og ved at sænke Brede Allés afslutning til et møde med Dybe Allé. Denne løsning er inspireret af Le Notres 'skjulte akse' på slottet Vaux-le-Vicomte syd for Paris. Med dette indgreb opnåede vi i Fredensborg den samme overraskende effekt i ankomsten fra landskabet. Slottet er synligt, bliver væk, og kommer til syne igen ved opstigningen i Brede Allé.

Løsningen viste sig holdbar med det samme. I dag opleves Fredensborg som oprindeligt tænkt – som slottet på bakken.

omkring • september 2017 25

26 omkring • september 2017

kongens have I 2013 udarbejdede Schønherr i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen en helhedsplan for Kongens Have, beliggende centralt i København.

Haven er et renæssanceanlæg, og planen skulle med opmærksomhed på netop dette faktum danne grundlag for havens fremtidige udvikling.

Blandt andet ønskede Slots- og Kulturstyrelsen en konkret indplantningsstrategi.

En del af havens ældre træer er, hvad man kalder udlevede, og mange skal snart fældes af sikkerhedsmæssige hensyn. Styrelsen ønskede med planen en klar ide om, hvordan og i hvilken takt man fremover skal erstatte de historiske træer uden at miste havens særpræg. Samtidig ønskede Styrelsen, at havens historiske elementer blev mere synlige, især renæssanceanlægget omkring slottet.

Netop her kan en tydeliggørelse af renæssancens rum og linjer skabe en ny og nutidig forståelse for hele havens grundlag og forudsætning.

Schønherr bestemte sig for at arbejde med tydeligt skala- og karakterskift fra det romantiske haveanlægs store åbne plæner og fritstående træer til en nedskalering af beplantning og rum i de inderste områder mod Slottet. På den måde kan begrebet 'Kongens Have' som afslappet, rekreativt rum fastholdes, samtidig med at hele parken får ny prægnans gennem en koncentration af renæssancehavens udtryk. Her underopdeles havens rum i henhold til dén tids hovedprincipper; Hortus Conclusus – den indhegnede have, underopdelingen i compartimenter, og en ahierarkisk sammensætning af forskellige havetyper i geometriske former med brug af typiske renæssancehaveelementer, som solur, espalier, vandelementer, boldspilshaver, labyrinter, baljeplanter, buegange osv. Desuden bruger vi primært mindre frugttræer til at give de indhegnede lyst- og nyttehaver i renæssanceanlægget forskellige identiteter – igen som en hilsen til renæssancens principper.

omkring • september 2017 27

Af Holger Dahl

RIBe – tre

PROJEKTER

Gennem en serie projekter i ­Danmarks ældste by har ­Schønherr arbejdet med at skabe nye, aktive og fælles rum i en historisk sammenhæng. Domkirkepladsen, ­Katedralskolen og Kannikegården viser på hver sin måde, hvordan fortid og fremtid kan gå hånd i hånd

Bispe kåben 28 omkring • september 2017

Kirkens gulv

Foto: Jens Lindhe

ribe domkirkeplads Den historiske bykerne i Ribe, med domkirken som monumentalt midtpunkt, hører til blandt Danmarks bedst bevarede historiske kulturmiljøer. Ribe Domkirkes placering lavt på Domkirkepladsen er en fortælling om tid og mennesker.

Schønherr vandt konkurrencen om en genskabelse af Ribe Domkirkeplads ved at holde fast i et koncept, der formidler og udnytter kulturlagenes historie på en måde, så byen og kirken opleves som en helhed.

Projektets greb gør rummet umiddelbart tilgængeligt – formet som én sammenhængende flade. Kirkens sokkel bliver synlig allerede inden, man træder ud i pladsrummet. Kirken kommer således til at stå på en

plads, ikke i et hul. Kirke og by finder hinanden på ny.

Pladsens belægning spænder fra facade til facade og giver rummet sin egen identitet. Terrænbearbejdningen og belægningens skala tydeliggør den historiske og nutidige sammenhæng mellem kirke og by.

Ved at placere trægrupper på hævede plinte – der samtidig fungerer som siddemuligheder – ledes den daglige trafik over pladsen, uden at pladsrummet mister sin helhed.

Belægningen er sat i afrettede skærver med en åben fuge, der leder afvanding gennem belægningen.

1000-1500 års kulturlag under pladsen kræver, at jorden holdes tilstrækkelig fugtig. Hvis kulturlagene indtørrer, vil risikoen for sætninger forøges.

omkring • september 2017 29

Fotos: Carsten Ingemann

ribe katedralskole

Ribe Katedralskole er en del af Ribe – både før og nu.

'Danmarks ældste skolehus', som man ynder at sige i byen. Her møder man det, der helt enkelt kan beskrives som ånd. Et sted hvor mennesker uddannes, og hvor horisonter udvides.

Overalt på stedet kan man som besøgende fornemme den historiske klangbund – som udgangspunktet for både restaurerede og nye bygninger af høj kvalitet.

Derfor har det for Schønherr fra starten været klart at både det meditative og historiske rum skulle bevares i den nye udformning.

Genskabelsen af skolegården har været det centrale i projektet. De 10 lindetræer i gården har stor symbolsk betydning for skolen, så det var givet, at de skulle genplantes på en måde, der yder deres betydning retfærdighed. Samtidig ville vi gerne understrege fladen som ‘tæppe’, fordi en stor del af skolens begivenheder netop foregår her.

Løsningen blev en enkel geometrisk form, en rektangulær flade, der kan opfange de forskellige bygningskroppes udtryk og skabe ro. Rektanglet bliver en midte, en velkomst, en daglig passage, et mødested, en festplads – et særligt sted, hvor en kunstnerisk bearbejdning virker naturlig. En kunstnerisk bearbejdning, der kan understrege dette steds særlige karakter uden at påkalde sig larmende opmærksomhed. Kunstneren Laila Westergaard skabte en gennemgående ‘løber’ af citater – et tæppe i tæppet og en diskret understregning af (ud)dannelsens betydning.

30 omkring • september 2017

kannikegården For ca. 1000 år siden lå her et kannikekloster, hvor kun ruinen ligger tilbage under det nyopførte menighedshus for Ribe Domsogn: Kannikegården.

Lundgaard & Trandberg Arkitekter har tegnet bygningen, hvor tagflader og teglnuancer knytter det nye hus til Ribes arkitektur og stemning.

Schønherr har på tilsvarende måde tilpasset Kannikegårdens omgivelser til byen, som en naturlig afslutning af projektet for Ribe Domkirkeplads, som bygningen støder op til.

Fra begyndelsen var det hensigten at lave en løsning, der rammer Ribes skæve, robuste og smukke historie.

Have, belægninger og trapper er nænsomt tilpasset bygninger, gade og plads, så Kannikkegården som helhed bliver en naturlig del af byen. Havens rå betonstøbninger og granitbelægningerne giver en god harmoni med både de historiske mursten og Kannikegårdens nye teglskaller.

Fotos: Anders Sune Berg

Den frodige, grønne have er nu baggrund for oplevelsen af ruinen under bygningen, når man ser den fra Domkirkepladsen. Denne pointe viderefører Ribes mange kik ind gennem porte og låger til byens baggårde og haver, og således forbliver Kannikegården både velkent og helt sin egen. På en gang ny og velkendt – fuldstændig hjemme i sin nutid, men med blikket vendt mod Ribes rige fortid.

omkring • september 2017 31

32 omkring • september 2017

omkring • september 2017 33 Foto: Anders Sune Berg

Af Holger Dahl

34 omkring • september 2017

sILKEBORG SLOT Silkeborg er kendt som en historisk set ung by, men har gennem tydeliggørelsen af sit slot og dets omgivelser fået den historiske tyngde og alder, som byen fortjener. Anlægget er bevidst underspillet og f­remtræder derfor stærkt i sin enkelhed Silkeborg Slot og Borggårdsholmen ligger centralt i Silkeborg mellem den nye bydel ’Papirfabrikken’ og Silkeborg Langsø.

Den moderne by Silkeborg er oprettet som handelsplads ved kongelig resolution den 7. januar 1846, men navnet fortæller om en tidligere borg på stedet.

Udgravninger i 2004 afdækkede fem stolper, der kunne dateres til 1385. Det var i det urolige 1300-tal almindeligt, at adelsmænd byggede relativt små borge i uvejsomt eller fugtigt terræn. Disse borge kunne bruges som forskansning, hvis der var krig eller anden ufred i landet.

Historisk har placeringen på næsset dog også været strategisk vigtig for handel, fiskeri og transport i regionen, og Silkeborg Slot er således det første grundlag for den langt senere Silkeborg by. I dag er ingen bygninger synlige i slotsområdet, der ved projektets begyndelse var et tæt og ufremkommeligt krat.

Schønherrs udfordring var at synliggøre slottet, Borggårdsholmen og forbindelsen med søen – uden at forfalde til romantisk digteri. Løsningen blev fra starten tænkt så diskret og underspillet som muligt. Det vigtigste greb var at rydde så megen beplantning, at bygningernes omfang og søens nærhed igen kan fornemmes. Fundamenterne af Silkeborg Slot, gården på Borggårdsholmen og det ældste forsvarstårn blev markeret med enkle græsvolde.

Foto: Carsten Ingemann

omkring • september 2017 35

Fotos: Carsten Ingemann Da Silkeborg Slot ligger på en ø, var etableringen af en træbro mellem borggård og slot en vigtig del af projektet. Igen kunne en vigtig historie fortælles med et enkelt funktionelt element.

Projektet er en formidling af sammenhængen mellem et steds historie og landskabelige forudsætninger, og det har været vigtigt lave en nænsom bearbejdning med stedets historie, stemning og materialer.

36 omkring • september 2017

omkring • september 2017 37

38 omkring • september 2017

Foto: Carsten Ingemann omkring • september 2017 39

Christiansfeld – en atmosfærisk tidslomme i Sønderjylland

Enogtyve kilometer stik syd for Kolding ligger den lille by Christiansfeld, der trods sin størrelse har en helt speciel betydning for Danmark

Af Amanda Blak Jagd og Holger Dahl

40 omkring • september 2017

Foto: Carsten Ingemann for Realdania

Hotelhaven Foto: Carsten Ingemann for Realdania

Kirkepladsen Foto: Carsten Ingemann for Realdania

Christiansfeld haver

Comenius haven Foto: Carsten Ingemann for Realdania

C

hristiansfeld er ikke hvilken som helst landsby. Det mærker man med det samme. Med sine brostensbelagte gader og historiske bygninger, der fremstår særligt storslåede og adelige for en lille by som Christiansfeld, mærker man tydeligt det historiske vingesus ramme med fuld kraft. Bygningerne er trods deres majestætiske udtryk ikke skabt til adelen, men til en kristen menighed .

Byen Christiansfeld er nemlig opført af brødremenigheden omkring år 1800. Byrum, arkitektur og kultur fremstår meget sammenhængende, som et af de ypperste eksempler på brødremenighedens byer. Brødremenigheden i Christiansfeld er en evangelisk frimenighed og en del af et verdensomspændende broderskab med byer og menigheder i mange lande. Dog er Christiansfeld den eneste af dens slags i Skandinavien.

Menighedens bærende ideologi er upåvirket af den geografiske destination, og mange af byerne er bygget op nøjagtigt som Christiansfeld, der er planlagt og bygget efter samme mønster som den første Brødremenighedsby Herrnhut i Tyskland. Christiansfeld regnes for at være den smukkest bevarede af de gamle

42 omkring • september 2017

Brødremenighedsbyer i Europa, fordi det oprindelige Christiansfeld er bevaret.

Bygningerne står i dag, som da byen blev grundlagt på kong Christians VII's bud i 1773, og er i dag et levende kulturminde midt i byens hjerte.

Det er byens historie og skønhed, der har resulteret i, at Christiansfeld som den første danske by den 4. juli 2015 blev udnævnt til verdenskulturarv af UNESCOs verdensarvskomite. Der er i alt 8 danske steder på listen. Christiansfeld er optaget på listen som en idealby, der gennem sin helt særlige byplan og unikke arkitektur vidner om et samfund bygget på en kristen baggrund.

Trods det solide håndværk har flere af byens huse trængt til gennemgående renovering. I 2003 indgik fonden Realdania, Brødremenigheden, Christiansfeld Kommune og senere Kolding Kommune et partnerskab, og herefter påbegyndtes en storstilet indsats for at istandsætte byens huse. Og her kommer Schønherr ind i billedet.

Schønherr og Christiansfeld Schønherr har i samarbejde med Brødremenigheden, Christiansfeld og Kolding Kommune, ud fra en samlet helhedsplan, lavet flere projekter til byen, herunder Christiansfeld haver, Prætorius Torvet, Kirkepladsen, Hotelhaven, Comeniushaven og Gudsageren. Det har hver gang været en stor ære at arbejde sammen med Christiansfeld, der summer af liv, historie og atmosfære.

Kirkepladsen Da Christiansfeld er en menighedsby hænger dens udformning tæt sammen med brødremenighedens tro og forkyndelse: Kirkepladsen er byens centrum. Et rum, hvor mennesket kan møde sin frelser, ligeværdigt for alle byens dele, og alle byens borgere. Pladsen er afgrænset af nogle af menighedens vigtigste bygninger som tilsammen danner pladsens ydre vægge, mens lindetræer danner et indre rum.

Nørregade Foto: Carsten Ingemann for Realdania

Kirkepladsen Foto: Carsten Ingemann for Realdania

Prætoriustorvet Foto: Ole Akhøj

Gudsageren Foto: Carsten Ingemann for Realdania

Fladen består af græs gennemskåret af grusstier, udlagt som et kors. Midt på pladsen står en brønd med et lille springvand. Beplantningen er markant og rumskabende med store lindetræer, der omkranser græsplænerne.

Kirkepladsen er speciel, fordi den er omdrejningspunkt for hele byen. Specielt før i tiden hvor det såkaldte ”korsystem” fungerede i byen. Ethvert medlem af menigheden blev optaget i et ”kor” eller en gruppering, der afhang af alder, køn og ægteskabelig status. De vigtigste kor var de ugifte søstre, de ugifte brødre, drengens kor, småpigernes kor, ægtefællernes kor og enkekoret. Søstrekoret, Brødrekoret og Enkekoret holdt til i særligt indrettede bygninger. Det er tydeligt i Christiansfeld, hvor korhusene hører til blandt de største og mest fremtrædende huse.

Korsystemets strukturer som sagt hele byens grundlag, og var derfor også meget tydelig. Man kan forestille sig en akse fra øst til vest med ned igennem byen. På den nordlige side finder man Søstrehuset, Enkehuset og pigeskolen.

På den sydlige side ligger brødrehuset. Og det blev der kun blandet rundt i, når brødre og søstre mødtes på Kirkepladsen. Efter et indledt ægteskab flyttede parrene i eget hus, og forlod dermed Søstre- og Brødrehusene.

Schønherrs projekt på Kirkepladsen har været en nænsom restaurering af pladsens enkle udtryk med udgangspunkt i en udskiftning af alle træer i den oprindelige udformning. Af øvrige væsentligt tiltag kan nævnes præcisering af kanter og terræn, oprydning i tidligere skilte og inventar, en særlig omhu ved udvælgelse af grus og kanter og i det hele taget respektfulde løsninger, der lever op til nutidige muligheder og krav for pleje af et grønt område. Herved fremhæves stedets egen, enkle skønhed i rum og bygninger.

Prætoriustorvet Torvet, der er opkaldt efter menighedens første præst Johannes Prætorius, er byens nye centrale plads, der bruges til torveplads, loppemarked, auktioner, festplads, vinfestival, Håndværkets Dag og lignende. Her kan pladsen summe af liv og heftig aktivitet med musik, farver og fyldt med mennesker. Pladsen vil her være trækplaster for arrangementer, som i en anden pulserende by med gæster fra hele oplandet. Foregår der ikke noget på Torvet anvendes det til parkeringsplads .

Schønherrs projekt omhandler renovering af det centrale torv i den gamle bydel fra en nedslidt asfalteret parkeringsplads til et attraktivt uderum for byens borgere.

Den nye belægning på Prætoriustorvet tager udgangspunkt i de knoldebro og pigstensbelægninger, der er meget karakteristiske for de øvrige belægninger i det centrale Christiansfeld.

Torvet har fået ”væg til væg tæppe” i knoldebro med indlagte ganglinier langs facader i bordursten. For at stramme rummet op har vi plantet to grupper af lind, der beskæres til præcise ”kasser”. Under den ene trægruppe er der parkering og under den anden mulig-

omkring • september 2017 43

hed for udeservering for Brødremenighedens hotel. Midt på torvet står ”byens træ”, et Tulipantræ, i et hævet plantebed.

Comeniushaven tager sit udgangspunkt i den overordnede byplanstruktur for Christiansfeld. Haven er inddelt i to udstykninger, der forholder sig henholdsvis til en 40 alen og 20 alen nord-syd gående opdeling.

Comeniushaven Oprindeligt var der aflange haver bag alle husene i den historiske bykerne i Christiansfeld. Efter byens færdiggørelse i 1812 var der måske 30-40 stk. Mange af dem blev nedlagt i midten af 1900-tallet, men der findes stadig fragmenter af de gamle haver – bl.a. bag Brødrehuset og Søstrehuset.

Haven opleves som to adskilte haverum – det største af disse haverum, 40 alen haven, der ligger langs med Gl. Kongevej, er det første den besøgende vil træde ind i.

Haverne var opbygget efter faste mål og efter samme skabelon med stramme, rette linjer, hvor stierne udgjorde et kors. Haverne indeholdt tre elementer – en prydhave, en køkkenhave og en frugthave, og de hjalp borgerne til i vidt omfang at være selvforsynende med mad.

Vest herfor er den mindre 20 alen have. Denne have er anlagt friere end den større have – med en central flade med græs, hvori der er plante grupper af frugttræer. Mod syd er haven afgrænset af et haveskur til opbevaring af større haveredskaber og andet materiale til undervisning, havens pleje og vedligeholdelse.

Det nye haveanlæg er opkaldt efter den tjekkiske underviser og præst Johan Amos Comenius, der med sin fremsynede og moderne kristne pædagogik har været en stor inspirationskilde for Brødremenigheden.

44 omkring • september 2017

Haven er disponeret omkring en central akse, med rektangulære plantebede på hver side af en bred sti, der leder hen mod havehuset. De seks plantebede er planlagt så det første man møder er prydhaven, efterfulgt af nyttehaven og som afslutning, frugt- og bærhaven.

Der er tilstræbt brug af enkle materialer af høj kvalitet, der er udført med en håndværksmæssig kvalitet og tradition, som kendetegner resten af Christiansfeld. Stolper og konstruktioner udføres i egetræ, mens alle træbeklædninger er af thuja.

Havehus Christiansfeld har fra starten været en grøn by. Hvert hus har haft en større have, der har været opdyrket med rektangulære bede inddelt af stier. Brødre-

Foto: Carsten Ingemann for Realdania

menigheden har medbragt en tradition for forskellige havehuse fra Herrnhut, og mange forskellige pavilloner, mindre bygninger og overdækninger er fortsat i byens haver.

Havehuset i Comeniushaven tager udgangspunkt i denne tradition. Havehuset er en hvidmalet trækonstruktion med oktogonal grundplan og zinktag. Som de øvrige havehuse er det ikke en funktionel bygning, men derimod er det et sted til ophold og ro. Bibliotekets brugere kan bruges det som et læseværelse, skolen kan bruge det i undervisningen og besøgende finder et sted til fordøjelse af indtrykkene i byen.

GUDSAGErEN Gottesacker hed den første af Brødremenighedens kirkegårde fra den blev anlagt i Herrnhut i 1730, og i 1740 blev det besluttet at alle brødremenighedens byer skulle have kirkegårde udlagt efter det samme princip: En enkel og stringent aksial struktur med kvindegrave i østsiden og mandegrave i vest.

Desuden er gudsagrene båret af Brødremenighedens lighedsprincip, så alle gravsten har samme størrelse og er placeret på samme måde i et gittersystem, der viderefører selve Gudsagerens organisering.

I Christiansfeld lå Gudsageren oprindeligt uden for byen, men den er i dag blevet indlejret i byen, der er vokset ud over sin oprindelige struktur. Schønherr har derfor i forbindelse med de mange projekter i Christiansfeld også bearbejdet Gudsageren, så den har genfundet sin oprindelige stringens og stadig kan opleves som et nærmest meditativt rum i byens væv.

Gravstenene er blevet rettet op og har fået en fundamentsten, så de ikke igen synker sammen. Desuden er linderækkerne der definerer de indre haverum blevet strammet op. Græstæppet, der samler Gudsagerens flade, er blevet revitaliseret og den skovagtige randbeplantning er blevet genetableret på Gudsagerens vestlige side, så kirkegården nu opleves som en lysning i en skov – i overensstemmelse med de oprindelige intentioner. Endelig er den sydlige sti på tværs af Gudsageren igen blevet knyttet til kirkegårdens struktur. Den var oprindeligt en del af en omkransende sti i kanten af Gudsageren. Denne omkransende sti, der er med til at definere Gudsagerens præcise periferi, er nu blevet genskabt, men stien kan stadig benyttes som tværforbindelse i byen.

Disse enkle greb har på samme måde som de øvrige projekter i Christiansfeld indfanget anlæggets oprindelige ligefremme klarhed og har genfortryllet Gudsagerens stille rum.

omkring • september 2017 45

46 omkring • september 2017

47Realdania omkring september 2017for Foto: •Carsten Ingemann

Af Holger Dahl

kIRKEGÅRDEns

HVISKEN

48 omkring • september 2017

Over hele landet har Schønherr siden 1984 arbejdet med kirkegårde – både med anlæg af nye kirkegårde og renovering eller transformation af gamle. I begge tilfælde er nøglen til et godt projekt evnen til at tie – og lytte

vestre kirkegård Projektet tager udgangspunkt i en helhedsplan for genskabelse og fornyelse af Vestre Kirkegård i København.

Kirkegården ønskede et projekt, der kunne inddrage Søndre Kapel (tegnet i 1906 af Hans Jørgen Holm), som ikke mere var i brug.

Projektets idé er at forvandle Kapellet og de krydsende asfaltstier til et haveanlæg, der kan benyttes af storbymennesket, der søger ensomhed og fordybelse.

Kapellet er omdannet til en åben konstruktion, midtpunkt i et korsformet anlæg, beplantet med kirsebærtræer, afgrænset af takshække. Adgangen til anlægget går gennem fire ni meter høje cortenståls-portaler, og man vandrer herfra på jernbånd mod den åbne konstruktion, der med tiden vil fremstå overgroet med vedbend, vin og blåregn.

De fire stålbånd, der peger ud i verden er forskudt ganske lidt for hinanden, så de ikke danner et X. Denne lille forskydning omkring det fuldstændig symmetriske kapel skaber den lille resonans, der forvandler rummet til et sted. Som besøgende er hver ny vej både ny og velkendt, og man oplever den svage usikkerhed som nærmest befriende. Det man troede, man vidste, hvad var, er med et noget andet – og i den åbenhed, man finder i den opdagelse, kan eftertanken og fordybelsen også finde plads.

Foto: Jens Lindhe

omkring • september 2017 49

tilsted kirkegård Schønherr fik i 2002 opgaven at udvide Tilsted Kirkegård ved Thisted.

Kirken og den oprindelige Tilsted Kirkegård var en stærk fortættet enhed, enkelt til stede i et ukompliceret møde med det omgivende landskab.

Schønherr tog som udgangspunkt, at udvidelsen af kirkegårdsanlægget skulle virke ved den samme konsekvens, uden at det eksisterende kirkegårdsanlæg tabte i styrke og enkelhed.

Anlæggets idé er kvadratet og cirklen, det jordiske og det himmelvendte. Kvadratet møder omverdenen, cirklen åbner sig mod himmelrummet; det nære og det fjerne mødes.

Det nye kirkegårdsafsnit er friholdt fra enheden af kirken og den oprindelige kirkegård. Et stendige og en egeplantning tegner et ydre kvadrat. I den cirkulære lysning danner takshække fire gravrum, som omslutter et indre rum med en gruppe af lyse birketræer.

Den gennemgående bund på kirkegården er græs med chaussestensbelægninger udført som græsarmering. Gravsætning foregår efter den traditionelle øst-vest orientering, både i egelunden og på gravsteder med takshække.

Billedhuggeren Erik Heide har skabt de smukke låger i stendiget.

50 omkring • september 2017

nordre kirkegård I dag bliver over 90 % af Aarhus Kommunes døde kremeret, hvilket har ændret Nordre Kirkegårds karakter fra en fuldt belagt kirkegård til et åbent, grønt parkområde med græsplæner, fritstående træer og enkelte, hækomkransede gravsteder. Desuden har der i de seneste år været en stigende efterspørgsel på mere naturnære gravsteder og skovkirkegårde, der er uden hække og kultiverede planter men med et mere vildtvokset udtryk.

Dette er baggrunden for at Aarhus Kommune har besluttet at omdanne en del af Nordre Kirkegård til Skovkirkegård.

Schønherrs projekt skaber en skov med en cirkulær lysning i midten. Beplantningen i kanten ud mod byen forstærkes, så området udefra vil virke frodigt, som et skovbryn. Fra kirkegårdens indgange vil man gå gennem skoven og ind i den cirkulære lysning.

2016

Den cirkulære form er enkel og universel og vil danne et stærkt og overskueligt rum. Området er visuelt afskåret fra byen, så de varierende træer, den frodige vegetation og himlen bliver den primære oplevelse for den besøgende. Kirkegårdens bund er med en vildtvoksende, varierende vegetation. Gravstenene vil stå i vegetationen, og der kan være mindre afdelinger i skoven eller omkring et særligt træ.

Gravstedernes placering og organisering kan således tilpasses kirkegårdens enkelte steder, og samtidig er der plads til den fortsatte udvikling af gravsteder og delområder.

2025

omkring • september 2017 51

sejs-svejbæk kirkegård Schønherr vandt i 1991 konkurrencen om udformningen af kirkegården ved den nybyggede Sejs Svejbæk Kirke i nærheden af Silkeborg. Den helt nye kirke kaldte på en original udformning af kirkegården.

Planen ved Sejs-Svejbæk Kirkegård udtrykker tre tanker: 1. Det synlige verdensbillede 2. Tanken om midte 3. Det kristne verdensbillede

52 omkring • september 2017

Det synlige verdensbillede Dette er vist som en dobbeltspiral eller en galakse, hvortil vi kan se i dag. Galaksen afgrænses mod omgivelserne af en skovplantning plantet på et hævet plateau, der er afsluttet med et stendige.

Tanken om midte Ser vi ind i en galakses arme, opleves det som en ensartet tæthed, og oplevelsen af midte afløses af oplevelsen af, at midten findes overalt. Tanken er tiltalende, fordi den skaber balance i tid og rum.

Det kristne verdensbillede Dette verdensbillede fortæller, at vi fødes og dør, og at vi efter døden genopstår i guds rige. Dette er udtrykt gennem en akse fra kirkens indgang og ud i den omgivende skovplantning – vist som en lindeallé.

Fotos: Jens Lindhe

omkring • september 2017 53

54 omkring • september 2017

omkring • september 2017 55

Af Mogens A. Morgen, Professor og Arkitekt MAA

erindringsrum I filmen Nick Cave: 20.000 dage på jorden bliver den australske rockmusiker Nick Cave spurgt, hvad han frygter mest – ”What do you fear the most?”

E

fter lidt betænkningstid svarer han: »My biggest fear, I guess, is loosing my memory«. »Because memory is what we are«»Your very soul and your very reason to be alive is tied up in memory«. »Those memories that we spend forever chasing after«. »In some ways that is what the process of songwriting is for me: The retelling of these stories, the mythologizing of these stories «. »To loose the faculty of memory is a massive trauma within that world – obviously«. (Uddrag af et længere udsagn).

Det er tankevækkende, at netop Nick Cave, der tilhører den kunstneriske avantgarde, ophøjer erindringen til det, der konstituerer os som mennesker (»Because memory is what we are«), og at han italesætter genfortællingen som tænding for hans kreative sjæl og dermed gnisten til hans omfattende katalog af sange.

Som en analogi imellem skabelse af musik og arkitektur kunne man med nogen ret omskrive Nick Cave citatet til »In some ways

Vestled

56 omkring • september 2017 Foto: Vibeke Krogh

that is what the process of architectural creation is for me: The retelling of these stories, the mythologizing of these stories«. Arkitektur handler i høj grad om at kunne skabe genfortællinger, der ligger indmejslet på det specifikke sted, hvor arkitekturen skabes. I en kombination med den fælles kollektive erindring, man finder i arkitekturhistories store katalog. Hvor Cave i sin kreative proces søger indad efter sine personlige memories – må arkitekten i skabelsesprocessen, afæske et sted dets memories – dets erindringer – for at kunne forstå det og arbejde kvalificeret med det.

Den restaureringsfaglige metode Men hvordan afæsker man et sted dets erindringer?

En tilgang hertil er den restaureringsfaglige metode. Det er en metode, der er lyttende, og som med undersøgelser lader sig informere af stedet i stedet for at pådutte det en udefrakommende arkitektonisk vilje. Den lader stedet tale. Der er tale om grundige undersøgelser på stedet, som typisk omfatter opmåling, arkivundersøgelser og bygningsarkæologi. Altså en tilstræbt objektiv videnskabelig tilgang med en positivistisk erkendelse, der baserer sig på konkret erfaring.

Tiden indgår som en væsentlig faktor i måden at arbejde på. Opmålingen kræver, at man opholder sig lang tid på stedet, og bygningsarkæologien kræver, at man fysisk giver sig i kast med at undersøge materialerne på stedet. Ud af denne interaktion – det fysiske nærvær og den kropslige involvering – sker der en udveksling mellem de videnskabeligt funderede undersøgelser og den fænomenologiske tilegnelse af stedet, hvilket åbner den arkitektoniske proces mod en kunstnerisk motiveret skabelsesproces. Stedet begynder selv at tale

Bertel Thorvaldsens Plads

Foto: Christina Capetillo

”Hvor Cave i sin kreative proces søger indad efter sine personlige memories – må arkitekten i skabelses­ processen, afæske et sted dets memories – dets erindringer – for at kunne for­ stå det og arbejde kvalificeret med det” – Professor og arkitekt MAA, Mogens A. Morgen

og give sine erindringer videre. Og arkitekten får mulighed for at genfortælle disse i en ny form.

Det er tydeligt for mig, når man studerer Schønherrs arbejder, at de tilsvarende må være bygget op på et grundigt forundersøgelsesarbejde. Metoden er formentlig anderledes end den ovenfor beskrevne, men der ligger tydeligvis en opbyggelse af et fundament til grundlag for den kunstneriske forslagsstillelse.

To projekter i porteføljen er, hver på deres måde, tydelige eksempler på suveræne genfortællinger af stedet: Vestled i Hvide Sande og Bertel Thorvaldsens Plads i København. Begge projekter er kendetegnet ved, at de med små, tilsyneladende umærkelige greb formår, at afvriste stedet dets hemmeligheder ved at tydeliggøre erindringer, der i forvejen er på færde de pågældende steder.

Vestled Ved Vestled, der ligger på den smalle landtange Holmsland Klit, som afgrænser Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet, er vi et sted, hvor kulturlandskabet møder naturen med en kraft, som er usædvanlig i Danmark. Hvordan lader man et landskabskunstværk møde Vesterhavets voldsomme kraft, klitlandskabet og den store flade, der udgør den bagvedliggende Ringkøbing Fjord?

Det gør Schønherr (her i samarbejde med arkitekt Carsten Juel-Christiansen og billedkunstner Marianne Hesselbjerg) ved et greb, der på en gang er meget til stede og samtidig lægger sig ydmygt i næsten ubemærkethed i sandklitten.

Den tydelige tilstedeværelse viser sig i form af brugen af en rød teglstensbelægning, der synes at være fremmed for stedet. Og dog referer den til de mursten, der historisk er blevet brændt lokalt og benyttet til opmuring af de klitgårde, der er karakteristiske for egnen. Den ydmyge tilpasning ses i den måde teglstensfladen former sig efter sandklitten i et fint bakket og skrånende terræn, der kunne se ud som om, at det har ligget her altid. Som en geologisk formation, der blot er blevet ’afdækket’ ved, at vestenvinden har blæst sandet bort og afsløret, hvad der i årtusinder har været gemt i terrænet.

Både materiale og form peger således, på hver deres måde, på noget oldgammelt, som tilsyneladende altid har været der, men samtidig genfortælles de på en måde, hvor de sættes ind i verden med en kunstnerisk (og praktisk) relevans for mennesket af i dag. På en gang gammelt og nyt bliver kunstværket en platform for reflektion og en nutidig genfortælling af Vestleds egne erindringer.

Bertel Thorvaldsens Plads Hvor der med Vestled er skabt et underspillet intenst nærvær i landskabet, er det det modsatte, der sker på Bertel Thorvaldsens Plads. Her fremstår pladsen

foran museet tilsyneladende tømt for betydning - som et rent fravær midt i storbyens inferno.

En stor ensartet flade af brosten spænder ud imellem Thorvaldsens Museum, Ridehuset og Vindebrogade, kun afbrudt af kunstnerens Jørgen Larsens vandkunst og et solitært akacietræ, som er efterladt på pladsen fra en tidligere udformning.

Pladsen ligger langs med kanalen, foran museet, langs med Ridehuset, på Slotsholmen, over Stormbroen på den anden side af middelalderbyen – men fremfor alt ligger den centralt i hovedstaden lige overfor, hvor København blev grundlagt for mere end 800 år siden. Mentalt befinder den sig midt i riget og etablerer i denne midte et tomrum, hvor der hersker en stilhed, som befandt vi os midt i orkanens øje.

Dermed bliver pladsen et rum midt i byen, der ikke peger på sig selv, men genfortæller den omkringliggende by med en intensitet, der kun er mulig, fordi pladsens flade er blevet ’en modtager’. Et ekkorum for den omkringliggende bys erindringer.

Erindringsrum Nick Cave siger i ovennævnte interview, at hans største frygt er at miste hukommelsen.

En frygt som man med rette kunne have kollektivt på hele samfundets vegne?

Men hans evige jagt på erindringer – »Those memories that we spend forever chasing after« – synes at kunne bringes til et midlertidigt stop på den røde flade ved Vestled eller på Bertel Thorvaldsens Plads. Her er erindringerne midlertidigt indfanget i to meget forskellige rum – begge af usædvanlig skønhed.

omkring • september 2017 57

Af Holger Dahl

mønsted

kalkgruber

Mønsted Kalkgruber er nogle af de største kalkgruber i verden. Mere end 60 km gange i flere lag er blevet hugget ud af kalkbjerget i løbet af århundredene. I dag er gruberne en meget populær – og udfordrende turistattraktion, men hvordan sikrer man en værdig adgang for alle?

58 omkring • september 2017

Foto: Carsten Ingemann

– FOR ALLE Mønsted kalkgruber er et særligt sted. Særlig i geologi, særlig i alder og særlig som historisk reference. Landskabet har en særegen karakter og tyngde, og stedet et særligt kulturmiljø.

Den samlede oplevelse af stedet – helheden – er væsentlig for forståelsen af stedet og for oplevelsen af det særligt magiske for Mønsted, og det har derfor været ønsket, at den besøgende møder Mønsted som en helhed – en helhed med landskabet og historien i centrum.

Opgaven har været at udarbejde en ny helhedsplan for det samlede område med fokus på en formidling af områdets særlige landskabsmæssige karakter, sam-

tidig med at alle uanset fysisk tilsatand sikres adgang til det kuperede område.

Helhedsplanen indeholder en ny parkeringsplads og ankomst, nye belægninger omkring bestyreboligen, kalkladen og det gamle udhus, som indrettes til formidling, café og billetsalg. Desuden er en ny landskabsrute herfra og frem til gruberne blevet anlagt, og de eksisterende stier nede i gruberne er blevet forbedret.

I tilgangen til opgaven har det været afgørende at bevare og formidle områdets særlige landskabsmæssige karakter, der er formet gennem flere hundrede års kalkudvinding. Landskabsruten er derfor opbygget og prioriteret således, at man som besøgende møder og oplever så mange af områdets aktiviteter og særlige karakteristiske elementer som muligt. Ruten går forbi

omkring • september 2017 59

60 omkring • september 2017

Fotos: Carsten Ingemann

det lukkede brud, det store åbne kalkbrud, de mange mindre bunker affaldsjord og også jordfaldshullerne, der er opstået som konsekvens af sammenbrud af underjordiske minegange – alle elementer fortæller en del af bruddets historie.

Landskabsruten er udformet som et sammenhængende forløb i insitu støbt og kostet beton med en bredde på ca. 1,5 m. Da opgaven i særlig grad har handlet om værdig adgang for alle, har terrænreguleringen af området været meget vigtig. Der er taget udgangspunkt i de eksisterende landskabsformer og reguleret så lidt som muligt, men dog nok til, at det nye terræn opleves som en naturlig udvikling af det tidligere. Det har været målet, at den besøgende ikke oplever, at der er gjort særlige tiltag på arealet for at imødekomme mennesker med særlige behov.

Til ruten har Erik Heide formgivet en skulpturel bro, der i overensstemmelse med hele tilgangen underordner sig den store fortælling, og samtidig er et smukt stykke formgivning i sig selv – til glæde for alle besøgende.

omkring • september 2017 61

62 omkring • september 2017

omkring • september 2017 63Ingemann Foto: Carsten

Af Holger Dahl

de fem

halder

Syd for Viborg ligger Hald Sø, hvor der gennem tiderne har været ikke mindre end fem forskellige borge eller herregårde. Ved Hald søs bredder kan man på en kort vandretur se 800 års bygningshistorie. I 2016 afholdt foreningen 'De Fem Hald'er' en konkurrence for at finde det bedste landskabelig formidlingsprojekt til området.

Schønherr fik en andenplads i konkurrencen

64 omkring • september 2017

omkring • september 2017 65

Hald II

Hald I

Hald III

D

mange betydningsfuld historiske begivenheder, som er forgået i nærområdet og landskabet omkring, vidner om dette.

e Fem Halder ligger som dragende historiske punkter i et smukt og dramatisk landskab skabt af istidens enorme kræfter for millioner af år siden. De ligger som borge, som herregårde og som spor efter andre forsvarsanlæg. Oprindeligt placeret her, fordi de stejle bakker og skrænter ned mod søerne gør stedet let at befæste og forsvare. Det er magtens landskab. Området var sammen med Viborg og Hærvejen et magtpolitisk knudepunkt og har fra middelalderen været skueplads for 800 års dramatisk Danmarkshistorie og skiftende magtkampe mellem konger, adelsmænd og gejstlige.

I DAG Hald og Dollerup er i dag et yndet udflugtsmål for i særlig grad Viborgegnen, som bruger området rekreativt og i uddannelsesregi. Stier omgivet af kontrastfuld natur og 800 års kulturhistorie danner kulissen – Borgbanker, Herregårdslandskab, krostue, egeskov, ager, bøgeskov, hede, lyngbakker og iskiosk!

Ordet Hald refererer til landskabet i betydningen skråning og skrænt. Dette er ikke tilfældigt for området omkring Hald Sø, og Dollerup Bakker er et sandt drama i landskabsformer.

Viborg, Hald og Dollerup skal i fremtiden knyttes langt bedre sammen, så hver en gæst, som kommer til Viborgegnen, bliver bevidst om dette enestående landskab og den uadskillelige sammenhæng imellem by, slot og natur – 800 år gennem tider med had såvel som tider med kærlighed.

Det er ikke svært at forstille sig Hald Slots vigtige strategiske betydning som forpost til Viborg og Nørre Jylland. Vigtigheden understreges af det persongalleri, som knytter sig til stedet. Sammenhængen med Viborg samt de

Det ganske særlige ved den store fortælling om Hald er fortællingen om magtens udtryk. Og det ganske særlige i denne fortælling er, at de er udtrykt i brugen af jord, som forsvar eller som symbol på menneskets magt over landskabet. Militær eller økonomisk/civil magt.

66 omkring • september 2017

Magtens Landskab er titlen vi har valgt, som både rækker fremad og bagud, samtidig med at den fastholder én i et pirrende og forventningsfuldt NU! Vi er alle sammen børn af naturens kræfter, dengang som nu, og det er denne urkraft, som er så enestående nærværende ved Hald – Individet, nuet, historien, naturen!

Den romantsike have

De Fem Halders voldsteder, bygnings -og haveanlæg har deres egne tider, der spænder over 700 års kompleks historie. Restaureringsstrategien for området må tage respektfuldt udgangspunkt i dette, så den fremtidige bearbejdning sikrer, at hver enkelt Hald bevares på den måde, der bedst styrker dens særegne karakter.

Konkurrenceforslaget tager udgangspunkt i ønsket om at lave et robust greb, der styrker anlæggene fremover på trods af skiftende tiders forståelse af historien. Derfor koncentrerer hovedgrebet sig om de mest konkrete, fysiske forhold i magtens landskab: Bearbejdningen af jorden.

Hald 1, 2 og 3 er anlagt som militære anlæg og anlagt på de steder i terrænet, hvor topografien i størst mulig grad kunne understøtte de forsvarsmæssige og/eller angrebsmæssige muligheder. På Hald 1, 2 og 3 er det præciseringen og konserveringen af voldanlæggene, der er det mest afgørende greb, som vil tydeliggøre anlæggenes udtryk for militær magt. På Hald 4 og 5 er landskabet primært udtryk for en politisk/civil magt, og bearbejdningen af landskabets rum og beplantning her skal styrke oplevelsen af hhv. de barokke stiltræk og den romantiske have.

De Fem Halder skal fremover fremstå som en tydelig fortælling om udviklingen af magtens landskab og dets forskellige udtryksformer – fra Middelalderens voldanlæg til 1800-tallets romantiske have.

Formidlingen af den historiske udviklingsproces omfatter dels formidling af viden, det immaterielle, dels formidling af konkrete fysiske forhold, det materielle, og deres indbyrdes samspil. Dette forslags robusthed består i, at de mest omfattende indgreb koncentrerer sig om det materielle, mens det immaterielle, der kan omfattes som mere foranderligt, understøttes af punktvise tilføjelser af mere reversibel karakter.

De restaureringsprincipper, som forslaget er baseret på, er dels subtraktion, hvor det overvejende er dele af den eksisterende beplantning, der fjernes, og dels addition, hvor f.eks. voldprofilers form strammes op, nye fortolkende bygningsdele og ny beplantning. Balancepunktet mellem subtraktion og addition er defineret individuelt for hver Hald, men fælles for alle indgreb er, at de respekterer aktuel viden om arkæologiske forhold og tillader, at ny viden kan udvikles uden at indgrebene nødvendigvis må ændres.

Intentionen med disse forslag er at tydeliggøre, snarere end at overgøre, De Fem Halders historie.

omkring • september 2017 67

68 omkring • september 2017

De fem Halder 69 omkring • september 2017i landskabet

Af Hans Peter Svendler

schønherr og kulturarven Gennem mit tidligere virke i Realdania, som daglig ansvarlig for foreningens filantropiske projekter, har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Schønherr om renoveringen af Ledreborg Slotspark, restaureringen af Christiansfeld, fornyelsen af Ribe Domkirkeplads, nytolkningen af Renæssancehavnen i Kerteminde, renoveringen af Sankt Annæ Plads, landskabsprojektet ved Fuglsang Kunstmuseum, klimatilpasningen i Kokkedal og en stribe andre projekter

J

a, faktisk er Schønherr den tegnestue, som igennem årene har vundet flest arkitektkonkurrencer udskrevet af Realdania, eller af Realdania i samarbejde med andre. Dette skal formentlig ses i lyset af, at tegnestuen står som eksponent for en arkitekturopfattelse, der matcher Realdanias fokus på potentialerne i det stedbundne, i arkitektonisk kvalitet og i kulturarven, bredt forstået. En arkitekturopfattelse som adskiller

70 omkring • september 2017 Sankt Annæ Plads Foto: Søren Svendsen

sig fra det lidt oversmarte, karikerede sjove og overfladiske, der kendetegner en stor del af samtidsarkitekturen.

Schønherr står, med programchef i Realdania, Christian Andersens ord, for en ”no-bullshit-arkitektur”, kendetegnet af seriøsitet, nænsomhed, enkelhed, kunstnerisk kvalitet og en udpræget forståelse for et projekts rammebetingelser og ikke mindst dets historiske og stedbundne kontekst. Fornemmelsen og respekten for kulturarven, og for det Sven-Ingvar Andersson kaldte ”stedet interesse”, udgør altid nerven eller sjælen i Schønherr’s arkitektur, og det altid på afdæmpet og ukunstlet vis.

Foto: Leif Tuxen

Typisk har Realdanias samarbejdsprojekter med Schønherr haft fokus på opdatering og renovering af historiske landskabs- eller byrum, med sigte på at bringe disse ind i fremtiden som levende, ikke-museale, integrerede dele af samfundet.

Sankt Annæ Plads er et godt eksempel på dette, hvor den historiske og markante allé er bevaret og udbygget, således at pladsens sjæl og udtryk er videreført, samtidig med at pladsen i virkeligheden er omskabt til et stort afvandingssystem, der skal sikre byområdet ved skybrud (belært af det store skybrud og oversvømmelserne i området, 2011). Endvidere er de tidligere dominerende trafikstrukturer, med to kørebaner og kantstensparkering i hver retning, minimeret til et enkelt kørespor i hver retning, der har givet plads til brede boulevardfortorve med cafeservering og plads til det mondæne, moderne byliv, der også strækker sig ud i midterstykket med opholdsarealer og legepladser.

Sankt Annæ Plads, er efter min mening stadig den historiske Sankt Annæ Plads, men nu i en version, der samtidigt er levende, nutidig og giver svar på samtidens behov og udfordringer.

Det samme kan man sige om Ledreborg Slotspark, der også ligner sig selv efter Schønherr’s renovering, med opstrammede geometriske former i beplantningen, terrasseringen og i bassinerne på tværs af parkens unikke dalstrøg. Kigger man godt efter, vil man se, at slotsparkens opstramning tilgodeser en maskinel pasning af anlægget, der ikke tidligere var mulig, og som nu gør det lidt mere økonomisk overkommeligt at holde dette fantastiske parkanlæg. Kigger man endnu bedre efter, vil man også opdage, at slotsparken nu er forberedt med underjordiske installationer til nem aptering til de store slotskoncerter og messer, der årligt foregår i parken. Slotsparken er således på den ene side, som den altid har været – og på den anden side, er den opdateret i forhold til en nutidig drift og anvendelse.

Et projekt, der i sin arkitektoniske tilgang skiller sig markant ud i forhold til de historiske renoveringer af Ledreborg Slotspark og Sankt Annæ Plads, er Ribe Domkirkeplads. Her er pladsen i sin landskabsbearbejdning og terrænform helt ny og anderledes end tidligere.

Ja, man kan vel kalde projektet ”radikalt fornyende” i sin tilgang, om end projektet samtidigt, efter min opfattelse, netop gennem fornyelsen giver domkirken sin værdighed og storhed tilbage og skaber et pladsrum, der udviser den største respekt for ”stedets interesse”.

Ribe Domkirkeplads har gennem århundrede levet en omskiftelig tilværelse. Oprindeligt lå kirken på en lille bakke og markerede sig på den måde i bybilledet. Senere, op gennem 1000 års historie, kom affaldet og de

”Sankt Annæ Plads, er efter min mening stadig den historiske Sankt Annæ Plads, men nu i en version, der samtidigt er levende, nutidig og giver svar på samti­ dens behov og udfordringer” – Hans Peter Svendler såkaldte kulturlag til at fylde mere og mere, og efterhånden lå kirken ved begyndelsen af 1900-tallet så dybt, at man ikke kunne komme ind af hovedindgangen, der lå mere end en meter under gadeniveau. På det tids-

omkring • september 2017 71

Ribe Domkirkeplads nu

Foto: Jens Lindhe

punkt restaurerede H.C. Amberg domkirken og fik gravet kirken fri og blotlagt nede i en slags ”elefantgrav”, hvor en mur i granit, placeret cirka en meter fra kirkefacaden, holdt på det omgivende højereliggende terræn. Nu kunne man igen komme ind i kirken gennem hovedindgangen, og kirken var gravet fri hele vejen rundt, men den var samtidigt helt ude af sammenhæng med den omgivende husfront, som danner ramme om Domkirkepladsen. Hvor domkirken oprindeligt lå på en lille bakke, lå den nu i et hul, afskåret ved granitmuren fra det omgivende byrum.

Op gennem sidste halvdel af sidste århundrede udviklede pladsen sig så – som almindeligt for centrale danske byrum – til en parkeringsørken med biler overalt (bortset fra i ”elefantgraven”).

72 omkring • september 2017

Med Schønherr’s projekt til nytolkning af pladsen fra 2012 kom Ribe Domkirke igen til sin ret i byrummet, som nu dannes af en samlet skål med domkirken monumentalt placeret i midten af en fortløbende, krummende granitbelægning fra facade til facade. En enkelt greb, og en klar landskabsform udført med en smuk belægning, der symbolsk trækker Domkirkens granitgulv ud på pladsen og fletter skalaen med de tilstødende gaders brostensbelægninger.

I dag fremstår Ribe Domkirkeplads som et moderne byrum, der spejler såvel tidens bylivsnormer, som den største respekt og forståelse for stedets overvældende historiske betydning. Man kan sige, at Ribe Domkirkeplads giver svar på en værdig og ligefrem indplacering af Domkirken i byrummet og i byens kontekst, uden at der på nogen måde er tale om en rekonstruktion, renovering eller historisk tolkning. Tværtimod er der tale om et helt nyt, anderledes og meget moderne projekt, der gennem dets sikre arkitektoniske tolkning af hele situationen og stedets tidligere udfordringer klart understøtter Domkirkens historiske betydning og giver den sin værdighed og position i bybilledet tilbage.

Udformningen af Ribe Domkirkeplads er efter min opfattelse et godt eksempel på, at det – at arbejde respektfuldt i en historisk kontekst – ikke nødvendigvis

Ribe Domkirkeplads før

”

”Udformningen af Ribe Domkirkeplads er efter min opfattelse et godt eksempel på, at det – at arbejde respektfuldt i en historisk kontekst – ikke nødvendigvis kræver historiske svar, men nogle gange lykkes bedst med nye svar, bearbejdet på højeste kunstneriske niveau” – Hans Peter Svendler

kræver historiske svar, men nogle gange lykkes bedst med nye svar, bearbejdet på højeste kunstneriske niveau.

Desværre vil det føre for vidt her, at kommentere samtlige Schønherrs kulturarvsprojekter skabt i samarbejde med Realdania, og det er nok heller ikke så interessant. Det interessante er, at samtlige Schønherrs projekter, som en slags varemærke og kvalitetsstempel, altid tager udgangspunkt i meget grundige forundersøgelser, og altid er klart fokuseret på ”stedets interesse”. Her er det ikke trenden i arkitekturtidsskrifterne eller i den mere populistiske arkitektverden, der afgør tilgangen til et konkret projekt, men udgangspunktet i det, den norske arkitekturteoretiker Christian Norberg-Schultz kaldte ”genius loci” – i stedets ånd.

omkring • september 2017 73

sankt annæ plads I sommeren 2016 åbnede den nyrestaurerede Sankt Annæ Plads som både byrum og klimasikring. Pladsen har på et år formået fuldstændig at forandre bylivet i området Af Holger Dahl

74 omkring • september 2017

omkring • september 2017 75 Foto: Dragør Luftfoto

Fotos på denne side: Søren Svendsen

sankt annæ plads

Sankt Annæ Plads er en central kant i København.

Pladsen repræsenterer grænsen mellem middelalderen mod syd og Frederiksstaden mod nord. Det er derfor centralt at fastholde denne identitet, samtidig med at ambitionen har været at forbedre bylivet og på en afdæmpet måde at skabe bedre rekreative muligheder for alle københavnere.

Hovedideen i projektet har været at bevare, forstærke og videreføre de formelle og stramme, symmetriske grønne elementer, som altid har kendetegnet byrummet - og at videreføre dem til afslutning mod Kvæsthusmolen og omkring rampen til det ny parkeringsanlæg.

Pladsen er blevet omlagt med bredere fortove og en bredere grøn midte, så der bliver bedre plads til bylivet.

Samtidig er den indrettet, så de tidligere barrierer på tværs af byrummet i form af hegn, trafik og parkering er blevet fjernet, og sammenhængen mellem det grønne anlæg og gaderummet styrket.

Den nye smallere kørebane dæmper hastigheden, og de brede fortove gør det pludselig muligt at have udendørsservering på pladsen. I kombination med den nydesignede midte, med blandt andet en legeskulptur af Eva Koch, er pladsen som genfødt. Den tidligere så anæmiske plads strømmer nu med liv.

Samtidig oplever de fleste københavnere, at pladsen ser ud, som den altid har gjort. En kvalitet ved projektet vi hos Schønherr ikke er utilfredse med. Vi betragter altid et projekt som mest vellykket, når man (næsten) ikke lægger mærke til, at vi har været der. Så ved vi nemlig, at vi har ramt stedets ånd.

76 omkring • september 2017

Fotos på denne side: Schønherr

Før

Efter

”Vi betragter altid et projekt som mest vellykket, når man (næsten) ikke lægger mærke til, at vi har været der. Så ved vi nemlig, at vi har ramt stedets ånd”

omkring • september 2017 77

Kontakt: SCHØNHERR Klosterport 4X, 1. sal 8000 Aarhus C T: +45 8618 6900 Esplanaden 8C, 4. tv 1263 København K T: +45 33186 180 www.schonherr.dk

78 omkring • september 2017

Foto:2017 Søren79Svendsen omkring • september

www.schonherr.dk

80 omkring • september 2017