Waves er trykt på miljøvenligt papir. Årsabonnement: 200 kr.
Layout og tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S
Forside:
Da Emrah fandt en bibel ombord, kunne han ikke lade være med at læse den. Og så ændrede hans liv sig.
By Hanne Baltzer
Emrah: When I found a Bible on board
, I couldn’t
help
but read it
Emrah fled from Turkey because he converted to Christianity. The message that Jesus can save all people without them having to do anything in return is a freedom that Emrah simply cannot stop talking about. The former sailor has now come ashore – and the fact that it ended up being in Denmark is a long and moving personal story of ups and downs. Emrah himself is both surprised and grateful. He has no doubt that God has a plan for his life, guides him, and arranges his days. Even when things are difficult; When life feels full of waves that are too high.
It was in 2017, while Emrah was working oil/chemical tankers, that he saw a Turkish Bible for the first time, in the cabin he shared with a colleague. The Bible was a present from a seamen’s mission in Hamburg.
Had to open the Bible
For Emrah, it was an insignificant book. As a Turk and a Muslim, he had read the Quran, and he did not think that a Bible was anything special. While they were sailing all over the world, the Bible lay there on the table for 15 days before he felt he had to open it and read the first page. Since then, he has read it several times. Especially when he read the Gospel of John chapter 2, where Jesus turns water into wine at the wedding in Cana, his eyes were opened to the fact that Jesus is a real person and a personal savior. And that the Bible is a very special book – no less than God’s own word. “Jesus has opened my eyes. He has saved me from my old life. I want God in my life so much,” he says.
From criminal to a pure white robe
Emrah was born in Turkey into a poor family, where he is the youngest of six siblings. When he became a teenager, he got into trouble with both crime and drugs. He tried to
get away from all the bad things by joining the military in Istanbul for 15 months. He took a course in seamanship and then got a job on a ship as a sailor - a job he was satisfied with.
“When I came home from a voyage in 2018, I sought out a Turkish church. I wanted to hear more about Jesus. I was invited home by someone from the congregation after a service, but I didn’t understand much of what he was talking about.”
That same evening, Emrah had a dream. He saw the same person he had been visiting, squatting next to another man who wore a long snow-white robe. Emrah only saw him from the side, and he had a long beard: “The man in the white robe put his arm around me and spoke into my ear. He said: Now you are saved. Go. After the dream, I suddenly understood everything I read in the Bible. My heart received it, and I felt a deep peace. It was amazing. I began to believe that Jesus loved me so much that he died for me,” says Emrah. Later, he began attending baptism classes and was eventually baptized. His family was not happy about it, and they would not listen to him when he wanted to tell them about Jesus and that the bad things in his life were gone.
Gone
One day when Emrah was driving his father’s car, it was deliberately hit. In the other car were three men from the Turkish intelligence service who wanted him to cooperate with them and report on Christian Turks. If he did, they would pay the car bill, but he refused. Therefore, he decided to flee the country, even though it was difficult to leave his family, but he felt he had to get far away from the Muslim community. Luckily, he had a visa to travel around because, as a sailor, he had to board in various ports. “I prayed
to God. Show me what to do. I truly want to tell people about you. Help me.”
Emrah went to Iceland to seek asylum but could not stay there. Then he went to Greenland but was once again rejected. He had to wait for a flight to Denmark. There in the cold north, he was locked in a small room without heat and food, his bag, jacket, and shoes were taken from him. On the bed was only a thin blanket. He understood nothing and quickly began to freeze in the severe cold. He asked the guard if he could have his Bible. He could: “Jesus is strong! I read the entire New Testament. When I was done, I was warm, even though the temperature in the room was low. I lay down to sleep, and the next morning they asked if I was sick. I was not,” Emrah says. They took him to a larger airport, where it was constantly dark due to the season. He had to wait 10 days for a flight: “I have always been terribly afraid of the dark, but I was not
afraid there. Jesus was with me. I have not been afraid of the dark since.”
Worried, in love, and moving forward Emrah came to Denmark and sought asylum as a convert. He stayed in the Sandholm camp before being sent to the Holstebro Asylum Center, where he began attend ing the Nørreland Church while waiting
Emrah cannot live without reading the Bible. The first time he saw one, he was on a long voyage at sea. He loved sailing because the pay was good, and he met people from other cultures.
Emrah kan slet ikke undvære at læse i Biblen. Først gang han så en, var han på langfart til søs. Han elskede at sejle, fordi lønnen var god, og han mødte mennesker fra andre kulturer.
Af Hanne Baltzer
Emrah: Da jeg fandt en bibel ombord, kunne jeg ikke lade være med at læse i den
Emrah flygtede fra Tyrkiet, fordi han konverterede til kristendommen. Budskabet om, at Jesus kan frelse alle mennesker, uden at de skal præstere noget til gengæld, er der en frihed i, som Emrah slet ikke kan lade være med at fortælle om. Den tidligere sømand er nu gået i land – og at det endte med at blive i Danmark er en lang og bevægende perlerække af op- og nedture. Selv er han både overrasket og taknemlig. Han er ikke i tvivl om, at Gud har en plan med hans liv og guider ham og lægger dagene til rette. Også på dage, hvor det er svært at være Emrah. Hvor det meste føles som alt for høje bølger.
Det var, mens Emrah sejlede som sømand på olie/kemikalietankere fra 20102019, at han i 2017 så en tyrkisk bibel for første gang på kammeret, som han delte
med en kollega. Biblen var blevet foræret af en sømandsmissionær i Hamborg.
Måtte åbne Biblen
For Emrah var det en ligegyldig hellig bog. Som tyrk og muslim havde han læst Koranen, og han mente ikke, at en bibel var noget særligt. Mens de sejlede afsted på verdenshavene, lå Biblen der på bordet i 15 dage, før han følte, han måtte åbne den og læse første side. Siden har han nærlæst den flere gange. Især, da han læste Johannesevangeliet kapitel 2, hvor Jesus laver vand til vin ved brylluppet i Kana, åbnedes hans øjne for, at Jesus er en rigtig person og en frelser. Og at Biblen er en ganske særlig bog – nemlig Guds ord. ”Jesus har åbnet mine øjne. Han har frelst mig fra mit gamle liv. Jeg ønsker så meget Gud i mit liv,” siger han.
Kriminel og en kridhvid kjortel
Emrah er født i Tyrkiet i en fattig familie, hvor han er den yngste af seks søskende. Da han blev teenager, kom han i ”dårligt selskab”, der også bød på kriminalitet og stoffer. Han prøvede at komme væk fra alt det dårlige ved at gå i militæret i Istanbul i 15 måneder. Han tog et kursus i sømandsskab og fik derefter hyre på et skib som matros. Et job han var tilfreds med.
”Da jeg kom hjem fra en hyre til søs i 2018, opsøgte jeg en tyrkisk kirke. Jeg ville gerne høre mere om Jesus. Jeg blev inviteret hjem til en fra menigheden efter en gudstjeneste, men jeg forstod ikke ret meget af det, han snakkede om.”
Den samme aften havde Emrah en drøm. Han så den samme person, som han havde været hjemme hos, sidde på hug sammen
for his case to be decided. Here, he became increasingly worried because he did not want to stop talking about his faith. In 2019, he attended a Christian folk high school in Hillerød, where he met his wife to be, Anne-Louise. He still could not get asylum in Denmark, so they had to move to Sweden where they got mar-
med en anden mand, der bar en lang snehvid kjortel. Ham så Emrah kun fra siden, og han havde et langt skæg: ”Manden i den hvide kjortel lagde armen omkring mig og talte ind i mit øre. Han sagde: Nu er du frelst. Gå. Efter drømmen forstod jeg pludselig alt det, jeg læste i Biblen. Mit hjerte tog imod, og jeg følte en dyb fred. Det var fantastisk. Jeg begyndte at tro på, at Jesus elskede mig så meget, at han døde for mig,” siger Emrah. Han begyndte at gå til dåbsundervisning og blev døbt. Det var familien ikke glade for, og de ville ikke høre på ham, når han ville fortælle dem om Jesus og om, at de dårlige ting i hans liv var væk.
Væk
En dag han var ude at køre i sin fars bil, blev den påkørt med vilje. I den anden bil sad tre mænd fra den tyrkiske efterretningstjeneste, der ville have ham til at samarbejde med dem og angive kristne tyrkere. Ville han det, skulle de nok betale bilregningen, men det ville han ikke. Derfor besluttede han sig for at flygte ud af landet, selvom det var svært at forlade familien, men han følte, at han skulle langt væk fra muslimer. Han havde visa til at rejse rundt, fordi han som sømand skulle påmønstre i forskellige havne. ”Jeg bad til Gud. Vis mig, hvad jeg skal.
ried. There was a lot of contact with the Danish authorities and he went through various interrogations before he was finally granted permission to stay in Denmark in 2022.
“I had never thought of Denmark when I fled from Turkey, but now Jesus has transformed my heart so that I cannot help but tell the Turks in Denmark how Jesus has saved me. Slowly, I am becoming friends with more and more people and getting to share my testimony. I find it easy to talk to people, and I am never afraid anymore.”
Today, he is a volunteer in a Turkish congregation in Copenhagen. Emrah has just completed the 9th-grade exam in order to enter the social- and health care assistant education.
Emrah has converted to Christianity. / Emrah er konverteret til kristendommen.
Jeg vil så gerne fortælle om dig. Hjælp mig.”
Emrah tog til Island for at få asyl, men kunne ikke blive der. Så tog han til Grønland, men fik at vide, at der kunne man ikke søge asyl. Han måtte vente på et fly mod Danmark. Der i det kolde nord blev han låst ind i et lille rum uden varme og mad, han fik frataget sin taske, jakke og sko. På sengen lå et tyndt tæppe. Han forstod ingenting og frøs hurtigt i den voldsomme kulde. Han spurgte vagten efter, om han måtte få sin bibel. Det måtte han: ”Jesus er stærk! Jeg læste hele det Nye Testamente. Da jeg var færdig, havde jeg varmen, selv om temperaturen i rummet var lav. Jeg lagde mig til at sove, og næste morgen spurgte de, om jeg var syg. Det var jeg ikke,” fortæller Emrah. De førte ham til en større lufthavn, hvor der var mørkt døgnet rundt på grund af årstiden. Her skulle han vente 10 dage på et fly: ”Jeg har altid været voldsomt mørkeræd, men der var jeg ikke bange. Jesus var hos mig. Jeg har ikke været mørkeræd siden.”
Bekymret, forelsket og på vej Emrah kom til Danmark og søgte asyl, fordi han var konvertit. Han var i Sandholmlejren, før han blev sendt videre til Holstebro Asylcenter, hvor han begyndte at komme i Nørrelandskirken, mens han ventede på, at hans
“I had never thought of Denmark when I fled from Turkey, but now Jesus has transformed my heart."
Every time he faces adversity and feels frustrated, he knows what to do: “Jesus says COME TO ME, and that is what I do. I always try to look to Jesus. God has given me a new country, a new language, and a new family.” Emrah feels that Jesus has changed his entire mindset. •
sag skulle afgøres. Han blev mere og mere bekymret, for han ville ikke stoppe med at fortælle om sin tro. I 2019 tog han på en kristen højskole i Hillerød, hvor han mødte sin kommende kone Anne-Louise. Han havde stadig ikke kunnet få asyl i Danmark, så de måtte flytte til Sverige, hvor de giftede sig. Der var meget kontakt med de danske myndigheder og afhøringer af forskellig slags, inden han endelig i 2022 fik lov til at være i Danmark.
”Jeg havde aldrig tænkt på Danmark, da jeg flygtede fra Tyrkiet, men nu har Jesus forvandlet mit hjerte, så jeg ikke kan lade være med at fortælle tyrkerne om, hvordan Jesus har frelst mig. Langsomt bliver jeg ven med flere og flere og får lov at bringe mit vidnesbyrd. Jeg har let ved at snakke med folk, og jeg er aldrig bange mere.”
Han er i dag frivillig i en tyrkisk menighed i København. Emrah har netop taget 9. klasses eksamen for at kunne komme ind på uddannelsen til social- og sundhedshjælper.
Hver gang han møder modgang og føler sig frustreret, ved han, hvad han skal gøre: ”Jesus siger KOM TIL MIG. Det gør jeg. Jeg prøver altid at kigge hen på Jesus. Gud har givet mig et nyt land, et nyt sprog og en ny familie.” Han synes, at Jesus har skiftet hans tænkning og sindelag. •
Christmas gifts and greetings are on their way to ships docking in Danish or Greenlandic ports. The Danish Mission to Seafarers wishes all seafarers a very Merry Christmas and an exciting 2025!
Julegaver og julehilsner er på vej ud på skibe, der anløber dansk eller grønlandsk havn. Sømandsmissionen ønsker alle søfarende en rigtig glædelig jul og et interessant 2025!
Greenland/ Grønland
Rasmus B. Hansen, who is the captain of Tukuma Arctica, contacted the seamen’s home in Nuuk to see if they could help collect and distribute over 20 used but good mattresses and mattress toppers to those in need in Nuuk – and they certainly could. Along with employees from the local sheler, Jeppe and Filip, who are volunteers in Nuuk, were on the quay in the morning to bring the mattresses safely to shore. Thanks to Rasmus and Royal Arctic Line for a strong initiative.
Rasmus B Hansen, som er skibsfører på Tukuma Arctica, kontaktede sømandshjemmet i Nuuk for at høre, om de kunne hjælpe med at hente og videregive over 20 brugte, men gode madrasser og topmadrasser til trængende i Nuuk. Det kunne de bestemt. Jeppe og Filip, som er volontører i Nuuk, var på kajen om morgenen for sammen med medarbejdere fra herberget at ”bjærge” madrasserne.
Tak til Rasmus og Royal Arctic Line for den gode idé.
In Skagen in northern Denmark, missionary to seafarers Søren Øhrstrøm met 22-year-old Sajan from South India, who works as a waiter on the cruise ship Caribbean Princess. Sajan shared how happy he was to receive a Bible. He had been away from the Christian faith for a few years but is on his way back. He gave Søren some tips on how the Mission to Seafarers can become more visible so that more seafarers can be reached. Later, they took a short trip to Råbjerg Mile which is Denmark’s largest migrating sand dune – a unique piece of Danish nature,” Søren says.
I Skagen mødte sømandsmissionær Søren Øhrstrøm 22-årige Sajan fra Sydindien, som arbejder som tjener på krydstogtskibet Caribbean Princess. Sajan fortalte om, hvor glad han er for at få en bibel. Han har været væk fra den kristne tro nogle år, men er på vej tilbage.
Han gav Søren nogle tips til, hvordan Sømandsmissionen kan blive mere synlig, så flere søfarende kan blive betjent. Senere tog de på en kort tur til Råbjerg Mile, der er Danmarks største vandreklit – et unikt stykke dansk natur,” fortæller Søren.
The Cutter Elisabeth Saved Danish Jews
- Volunteers Keep the Cutter Alive
FACTS
Ejnar Larsen ordered and bought the boat ELISABETH K571. The fishing vessel is built without a blueprint.
Year of construction: 1941-1942.
Place of construction: H. Jensen’s Baade in Køge, Denmark.
Engine: 1-cylinder Hundested engine, vintage 1962. The original engine was a 2-stroke ‘Dan’ engine.
Power: App. 35 HP
Sail rigging: Mainsail and foresail.
Steering: Chain steering.
Registration: Preservation-worthy fishing vessel OU 8893 Elisabeth.
By Hanne Baltzer
On several occasions, the cutter Elisabeth K571, with fishing skipper Ejnar Larsen at the helm, sailed 70 Jews to Klagshamn in Sweden. In this way, he and his brother Louis actively participated in the rescue of Jews in the autumn of 1943, when the German Wehrmacht persecuted and arrested Jews in Denmark. Today, the fishing cutter is the only one of its kind still able to sail, thanks to a group of volunteers who make a great effort to preserve the historic cutter, meeting every 14 days throughout the year.
Bent Larsen is the son of Ejnar Larsen. He joined the group when he retired after many years of employment in the municipal administration. He vividly remembers sailing trips with Elisabeth K571 as a child: “I don’t think the fishermen left any Jews on the quay. The cutters sailed as long as there was a need.” He looks over at the former sailor Birger Møllesø, who is also a volunteer and has been for the last nine years. Both are engaged in the history as well as the preservation of the cutter. Among other
things, Bent is in charge of painting the ship, and he also helps with other tasks. They enjoy themselves and have a good fellowship. Today, the cutter only sails occasionally. It can sail 5-6 knots depending on wind and weather, and the old engine sounds just like an old fishing cutter.
“Dad fished until he was 70 years old. Then my brother Carl took over the cutter, and it was from him that Dragør Museum –now Museum Amager – bought it in 2003. It was then restored several times thanks to foundation funds and was transformed to its original appearance. Today, Elisabeth is a part of the Danish cultural heritage. The ship sails to Sweden once a year and is part of an association of wooden ships. Unfortunately, the Maritime Authorities do not allow the old ship to sail with passengers on board, but occasionally they host open events where the public get a chance to stop by. The cutter still sails occasionally. Birger can sail the cutter out at sea, but there is a skipper on board for docking and undocking.”
FAKTA
Ejnar Larsen bestilte og købte båden ELISABETH K571. Fiskefartøjet er bygget ’på klamp’, det vil sige uden tegninger.
Byggeår: 1941-1942.
Byggested: H. Jensens Baade i Køge, DK.
Type: Klinkbygget halvdæks fiskekutter med dam
Materiale: Eg på eg.
Længde: 28 fod.
Maskine: 1-cylindret Hundestedmotor, årgang 1962. Oprindelig sad der en 2- takts ’Dan’ motor i kutteren.
Ydelse: Ca. 35 hk.
Sejlføring: Storsejl og fok.
Styring: Kædestyring.
Registrering: Bevaringsværdigt fiskefartøj OU 8893 Elisabeth
Rescue Operations
In the first days of October 1943, at least 7,000 Jews were sailed across Øresund to Sweden after dark under the pretext that the skipper was fishing for herring. It was far from safe when the many refugees had to board the ship and lie silently in the cramped hold under fishing nets and decks. The fisherman ran a great risk of being arrested and having the cutter confiscated, but the combination of goodwill and earnings ensured many rescues.
In Dragør, the German occupying forces took over the local Fort for various purposes. For a while, the two leading officers turned a blind eye to the fishermen’s activities while enjoying time on the terrace of the beach hotel, but when a new Gestapo chief arrived in Dragør in July 1944, he deported both of them to the Eastern Front due to their insufficient effort.
Many knew exactly what was going on when well-dressed people in taxis were dropped off at the quay. The Jews were also given shelter in the town while waiting to be sailed across the strait. It was an ill kept secret. In total, about 700 Jews were sailed from Dragør to Sweden. It took about two hours each way.
Birger og Bent have spent many hours on board the old ship. Often Birger (left) has a paintbrush in his hand. Birger is also a volunteer on the Danish Mission to Seafarers’ ship, Bethel. /
Ombord på Elisabeth har Birger og Bent tilbragt mange timer. Ofte har Birger(tv) en malerpensel i hånden. Birger er også frivillig på Sømandsmissionens skib, Bethel.
In the late summer of 1944, the Gestapo sought out Ejnar Larsen. They had received information about the illegal sailings and claimed that Ejnar had helped some English pilots to safety. But when they arrived at his doorstep, Ejnar had already sailed to safety in Sweden. From there, he continued his fishing for the last nine months of the war before returning home to a free Denmark on May 6, 1945.
dio telegraphist for four years. He calls the latter the world’s best job.
Community Around the Fishing Cutter
The history is important to the people involved in maintaining Elisabeth K571. They are 10-12 people with very different backgrounds. Two have sailed in the navy, and Birger has previously sailed long voyages, partly on deck for four years, partly as a ra-
“I felt like my own boss because only the captain was above me. There was gradually more and more administrative work with port papers, crew papers, etc. In 1992, I came ashore to return home to my family. Today, I spend a lot of time building model ships. They are often models of ships I have sailed myself. In the summer, I also sail as a volunteer on the Danish Seamen’s Mission to Seafarers´, Bethel.” •
Kutteren reddede danske jøder - frivillige holder kutteren i live Elisabeth
Af flere omgange sejlede Elisabeth K571 med fiskeskipper Ejnar Larsen ved roret 70 jøder til Klagshamn i Sverige. Dermed tog han og hans bror Louis aktiv del i redningen af jøder i efteråret 1943, hvor den tyske værnemagt forfulgte og pågreb jøder i Danmark. I dag er fiskekutteren den eneste af sin slags tilbage, der stadig kan sejle, takket være et laug af frivillige, som gør en stor indsats for at bevare den historiske kutter, når de mødes hver 14. dag året rundt.
Bent Larsen er søn af Ejnar Larsen. Han meldte sig til lauget, da han blev pensionist efter mange års ansættelse i den kommunale administration. Han husker udmærket sejlture med Elisabeth K571 som barn: ”Jeg tror ikke, fiskerne efterlod nogle jøder på kajen. Kutterne sejlede så længe, der var behov.” Han ser over på den tidligere sømand Birger Møllesø, der også er frivillig. Det har han været de sidste ni år. De er begge optaget af både historien og kutte-
rens bevarelse. Birger er blandt andet malermester ombord og Bent går til hånde med forskelligt. De hygger sig og har et godt fællesskab.
I dag sejler kutteren kun engang i mellem. Den kan sejle 5-6 knob afhængig af vind og vejr, hvor den gamle Hundested motor lyder som netop en gammel fiskekutter. Bent Larsen fortæller: ”Far fiskede til han var fyldt 70 år. Så overtog min bror Carl kutteren, og det var så af ham Dragør Museum
I Dragør
indtog den tyske besættelsesmagt Dragør Fort som kaserne og skydeskole. Et stykke tid vendte de ryggen til fiskernes gøren, mens de nød tiden på strand-hotellets terrasse.
Redningsaktioner
I de første dage af oktober 1943 blev mindst 7.000 jøder sejlet over på den anden side af Øresund til Sverige efter mørkets frembrud under påskud af, at skipper skulle på sildefiskeri om natten. Det var langt fra ufarligt, når de mange skulle ombord og ligge lydløse i det trange lastrum under fiskenet og dæk.
Fiskeren løb en stor risiko for at blive arresteret og få kutteren beslaglagt, men kombinationen af god vilje og indtjening sikrede mange redning.
alt blev der sejlet ca. 700 jøder fra Dragør til Sverige. Ca. to timer tog det hver vej. I sensommeren 1944 opsøgte Gestapo Ejnar Larsen. De havde fået information om de illegale sejladser og at Ejnar havde hjulpet nogle engelske piloter. Men Ejnar var afsejlet til sikkerhed i Sverige.. Derovrefra fortsatte han sit fiskeri de sidste ni måneder af krigen, inden han den 6. maj 1945 vendte hjem til et frit Danmark.
Fællesskab om fiskekutter
– nu Museum Amager købte den i 2003. Da blev den restaureret af flere omgange takket være fondsmidler og ført tilbage til det oprindelige udseende. I dag er Elisabeth en sejlende kulturarv. Skibet sejler til Sverige en gang årligt og er med i en sammenslutning af træskibe. Hun må desværre ikke sejle med passagerer for Søfartsstyrelsen, men holder åbent skib, hvor mange interesserede kigger forbi. Kutteren sejler stadig af og til. Birger kan sejle kutteren ude på havet, men ved ind- og udsejling er der skipper på.”
I Dragør indtog den tyske besættelsesmagt Dragør Fort som kaserne og skydeskole. Et stykke tid vendte de ryggen til fiskernes gøren, mens de to ledende officerer nød tiden på strandhotellets terrasse. Da der kom ny chef for Gestapo til Dragør i juli 1944, fik han sendt begge chefer til Østfronten, på grund af deres manglende indsats i oktober1943.
Mange vidste da også præcis, hvad der foregik, når pelsklædte mennesker i taxa blev sat af på kajen. Jøderne fik også husly i byen, mens de ventede på at kunne blive sejlet over sundet. Det var almindeligt kendt. I
Historien betyder noget for de folk, der mødes i fiskelauget for at vedligeholde Elisabeth K571. De er en 10-12 stykker med vidt forskellig baggrund. To har sejlet i marinen, og Birger har tidligere sejlet langfart dels på dækket i fire år, dels som radiotelegrafist i fire år. Det sidste kalder han verdens bedste job.
”Jeg følte mig som min egen herre, fordi kun kaptajnen var over mig. Der var efterhånden mere og mere administrativt arbejde med både havnepapirer, papirer vedr. mandskab mm. I 1992 gik jeg i land for at komme hjem til familien. Nu bruger jeg også en del tid på at bygge modelskibe. Det er ofte af skibe, jeg selv har sejlet med. Om sommeren sejler jeg desuden med som frivillig på Sømandsmissionens skib, Bethel.” •
Birger and Bent meet with the rest of the crew in the old fishing shed, located at the harbor in Dragør./
Birger og Bent mødes sammen med resten af sjakket i det gamle fiskerskur, som ligger på havnen i Dragør.
The cruise ship Jewel of the Seas has visited Nuuk several times during the season. Missionary to Seafarers Niels Chemnitz and Filip Nygaard, who is a volunteer, visited the mess, where several people stopped by to say hello.
Krydstogtskibet Jewel of the Seas har besøgt Nuuk flere gange i løbet af sæsonen. Sømandsmissionær Niels Chemnitz og vontør Filip Nygaard var ombord, hvor flere kom forbi og hilste på.
Visit on a cruise ship in Nuuk
Besøg på et krydstogtskib i Nuuk
Roberto is from Honduras and has sailed for many years. He appreciates his job. He thrives and returns to the ship year after year. Because of the work, he can support his family. He is Catholic and goes to church every Sunday when he is home. Just as gladly in the Protestant church as the Catholic one. “Pray for the Lord’s blessing. My life is good. I just want the Lord to be with me.” That was the answer when missionary to seafares Niels Chemnitz asked if there was anything he could pray for on his behalf.
Roberto har sejlet i mange år. Han kommer fra Honduras. Han er glad for arbejdet. Han trives og vender tilbage år efter år. På grund af arbejdet kan han forsørge sin familie. Han er katolik og går i kirke hver søndag, når han er hjemme. Lige så gerne i den protestantiske kirke som den katolske. ”Bed om Herrens velsignelse. Mit liv er godt. Jeg vil bare gerne have Herren med." Det var svaret, da sømandsmissionær Niels Chemnitz spurgte, hvad han skulle bede om for ham.
Leroy from India had just come from the seamen’s home, where he had talked to his family on Facetime. Leroy is from Mumbai and has sailed for four years on Jewel of the Seas. He is a waiter. He uses tips to live on the ship, while his entire salary is sent home. He saves for the future. Maybe he will even be so happy sailing that he just continues. There are many crew member who have been around for a long time, and they feel a bit like a family.
Leroy fra Mombay i Indien i har sejlet i fire år med Jewel of the Seas. Han er tjener. Drikkepengene bruger han til at leve for på skibet, mens hele lønnen sendes hjem. Han sparer op til fremtiden. Måske bliver han så glad for at sejle, at han bare fortsætter. Der er mange gengangere blandt crew. De har det lidt som en familie.
Filip Nygaard (left) had a good conversation with Leroy from Kenya. Leroy works six months at a time, with two months of vacation in between. He works 8-11 hours a day without days off. The salary on board is not the best, but the expenses are few, so he can save money, unlike in his home coun try, where the salary is poor and the costs are high. He has a girlfriend and parents in Kenya, and he supports them financially so that his parents can receive medical treatment.
Fillip Nygaard (tv) fik en god snak med Leroy fra Kenya. Leroy arbejder seks måneder ad gangen, hvorimellem han har to måneders ferie. Han arbejder 8-11 timer om dagen uden fridage. Lønnen ombord er ikke den bedste, men omkostningerne er få, så han kan spare penge op, i modsætning til i hjemlandet Kenya, hvor lønnen er dårlig og omkostningerne store. Han har en kæreste og forældre i Kenya, som han støtter økonomisk, så forældrene kan få medicinsk behandling.
Jack works in the kitchen where food is prepared for the approximately 800 employees. The last time Jewel of the Seas docked in Nuuk, he visited the seamen’s home. He appreciated the possibility to contact his family, so when he saw the people from the seamen’s home in the mess, he came over and thanked them.
Jack arbejder i køkkenet, hvor maden laves til de ca. 800 ansatte. Sidste gang Jewel of the Seas lagde til kaj i Nuuk, var han på sømandshjemmet. Han var meget glad for kontakten med familien, da han brugte det free wifi. Da han så folkene fra sømandshjemmet i messen, kom han hen og takkede.
By Hanne Baltzer
Supplying Remote with Fuel - and gets challenged by Piteraq Winds
“I want to ensure that the large floating vessel is cared for and sails in the right direction.” These words come with a big smile from first mate Markus Stricker. He works on the tanker Orasila, which sails regular routes along the coast of Greenland. For example, it wasn’t long ago that he visited Qaanaq – Greenland’s northernmost town. He finds his job exciting because in Greenland the sailing is more free as they typically sail without pilots. It is more liberal up there, he says.
The task
Orasila carries various products: diesel, gasoline, and jet fuel. They reach both larger ports and small settlements. How they load the ship depends on the equipment available at the destination. It can be from 2-4-6-inch hoses or just pistol filling.
“My task is to maintain our position while operating. If the loading is time-demanding, the ship is moored. At the destination, hoses are pulled in in accordance with weather, wind, and local conditions. I am also responsible for safety maintenance, route planning, and some administration. It is different from what I did in my prior job on a ferry, where a lot of time was spent loading cars.”
Beware of Piteraq Winds
In Greenland, there is not much sea traffic compared to other places in the world. The waters are deep, and the nautical charts could be better, so it can be challenging to navigate. "We also keep a lookout because there can be a lot of ice. Even though there is radar and echo sounder to help, the human eye is necessary as assistance. It’s about getting past the many ice floes or being able to push them. It costs a lot of fuel to break the ice.
The ship is reinforced to sail in this type of water. It often sails inshore, so it is less affected by challenging weather conditions: “We can sail in a stiff gale on the east coast, for example, but it is not as efficient. But we are careful with piteraq winds.”
These are winds that fall and strengthen along the way. They can come very suddenly and often appear with hurricane force. Piteraq means something like “that which attacks you.” Within a few minutes, it can strike, and the most violent have average winds of 40 meters per second and gusts of 70 meters per second, equivalent to double hurricane force.
Inspired
Markus became first mate because his mother’s uncle inspired him. He liked to talk about how he had sailed around the world. Later, when Markus met some students from the navigation school, they further encouraged him to go to sea.
There are 10-11 on board from several nations. The working language is English, but they mostly speak Danish and Greenlandic: “I think it would be a great advantage to know a little Greenlandic. Fortunately, most of the Greenlandic colleagues speak Danish. And they can then communicate with the Greenlanders on land who only speak Greenlandic.” They work in six-hour shifts.
Markus doesn’t think there is time for much else than working, watching TV, and then sleeping. Occasionally, they fish for cod and enjoy themselves; the community on board is healthy.
Last time, he signed on in Nuuk, where they stayed for a month due to winter weather. The seamen’s home arranged various activities for the crew, which Markus also participated in.
Conditions
There are things in life that Markus sacrifices to be a seafarer. It is a precondition that there are things you miss out on with friends and family. He is satisfied that as a first mate, he can get work in many places, but right now he is happy to sail in Greenlandic waters. The salary is fine, and the nature with whales, etc., is fantastic. He is out as much as he is home; 7-8 weeks. The work schedule often ends up being synchronized so that you go out with people you have worked with before. After a leave to attend Rønshoved Folk High School, Markus continues to sail. He wants to try as many different things as possible. On different seas. Just sail and see Europe and the rest of the world. •
“We can sail in a stiff gale on the east coast, for example, but it is not as efficient,” Markus explains.
”Vi kan godt sejle i stiv kuling på fx østkysten, men det bliver ikke så effektivt,” forklarer Markus.
Forsyner fjerne arktiske egne med brændstof -
og udfordres
”Jeg vil gerne sørge for, at det store metalflydende fartøj bliver passet og plejet og sejler i den rigtige retning.” Ordene kommer med et stort smil fra styrmand Markus Stricker. Han arbejder på tankskibet Orasila, der sejler rutefart ved Grønlands kyster. Det er fx ikke længe siden, han besøgte Qaanaq – Grønlands nordligste by. Han synes, han har et spændende job, for i Grønland har man mere fri sejlads, da man typisk sejler uden lodser. Det er mere liberalt deroppe, vurderer han.
Arbejdet
Orasila sejler med forskellige produkter: Diesel, benzin og jetbrændstof. De kommer til både større havne og små bygder. Hvordan der lastes, afhænger af destinationens udstyr. Det kan være fra 2-4-6- tommer slanger eller blot pistolopfyldning.
”Min opgave er at holde positionen, mens man opererer. Hvis det tager længere tid, fortøjres skibet. På destinationen trækkes slanger ind under hensyntagen til vejr, vind og lokale forhold. Jeg står også for vedligehold af sikkerhed, ruteplanlægning og noget administration. Det er anderledes arbejde end jeg fx havde på Ærø-færgerne, hvor en del tid gik med at laste biler.”
Passer på piteraq-vinde I Grønland er der ikke meget trafik til søs sammenlignet med andre steder i verden. Farvandene er dybe, søkortoptegnelserne
af piteraq-vinde
kunne være bedre, så rent navigatorisk kan det være udfordrende.
”Vi har også udkik på, da der kan være rigtig meget is. Selvom der er radar og ekkolod til at hjælpe, er det menneskelige øje nødvendig som assistance. Det handler om at komme godt forbi de mange isskosser eller kunne skubbe til dem. Det koster en del brændstof at bryde isen.
Skibet er forstærket til at sejle i den type farvand. Det sejler ofte indenskærs, så man er mindre påvirket af dårligt vejr: ”Vi kan godt sejle i stiv kuling på fx østkysten, men det bliver ikke så effektivt. Men piteraq-vinde passer vi på.”
Det er vinde, der falder ned og forstærkes undervejs. De kan komme meget pludseligt og optræder hyppigt med orkanstyrke. Piteraq betyder noget i retning af ”det, der overfalder én.” I løbet af få minutter kan den slå ned, og de mest forrygende har middelvinde på 40 meter pr. sekund og vindstød på 70 meter pr. sekund, hvilket svarer til dobbelt orkanstyrke.
Inspireret
Markus blev styrmand, fordi hans mors onkel inspirerede ham til det. Han fortalte gerne om, hvordan han havde sejlet verden rundt. Da Markus på et tidspunkt mødte nogen fra navigationsskolen, puffede de yderligere til hans lyst til at stå til søs.
De er 10-11 om bord fra flere nationer. Arbejdssproget er engelsk, men der bliver
“My task is to maintain our position while operating. If the loading is time-demanding, the ship is moored."
mest talt dansk og grønlandsk: ”Jeg synes, det ville være en stor fordel at kunne lidt grønlandsk. Heldigvis kan de fleste af de grønlandske kolleger dansk. Og de kan så kommunikere med de grønlændere i land, der taler grønlandsk.”
Der arbejdes i seks timers skift. Markus synes ikke, der er tid til meget andet end at arbejde, se tv og så sove. En gang imellem fisker de torsk og hygger sig, fællesskabet ombord er godt.
Sidst påmønstrede han i Nuuk, hvor de var en måned på grund af vintervejret. Da arrangerede sømandshjemmet forskelligt for mandskabet, hvilket Markus også var med til.
Vilkår
Der er ting, Markus giver afkald på ved at være søfarende. Det er et vilkår, at der er noget, man går glip af hos venner og familie. Han er tilfreds med, at han som styrmand kan få arbejde mange steder, men lige nu er han glad for at sejle i grønlandsk farvand. Lønnen er fin og naturen med hvaler osv. er fantastisk. Han er lige meget ude og hjemme – 7-8 uger. Det ender ofte med at være synkroniseret, så man kommer ud med de andre, som man har samarbejdet med tidligere. Det er ofte kendte kolleger. Efter en orlov for at tage på Rønshoved Højskole sejler han videre. Han vil gerne prøve så meget forskelligt som muligt. På forskellige have. Bare sejle og se Europa og resten af verden. •
Af Hanne Baltzer
By Hanne Baltzer
Tattoos are Landmarks - A story about prioritiesPortrait
39-year-old Simon Mott is an inspector at Svendborg Maritime College. He compares the job to being a captain on a ship. He has training as a coastal skipper and some experience at sea. He is also a trained opera singer from the Danish National Academy of Music in Odense, has worked as a weapons dealer, and is a former skipper on a diving ship that searched for bombs. A sea of experiences and skills that he now uses in his daily work. He follows his own compas, and he has never been afraid to stand by his opinion, be persistent, and stick his neck out to promote proper behavior. This happened, for example, when he, as a very young man, got a 30-minute meeting with Mærsk Mc-Kinney Møller because he believed some aspects of the training for marine engineer/first mate should be changed.
“When students come to this school, their history is reset regardless of their background. I respect the individual and want to meet them right where they are now. Everyone should be given a new chance,” says Mott, who prefers to be addressed by his last name. He believes it gives a professional approach to maritime affairs.
A Melting Pot
Mott himself attended the Maritime high school back in 2001, after which he sailed for a few years before coming ashore in December 2022 to take up the position in Svendborg. He uses his experience from the opera stage, for example, to observe what roles others take on, and it helps him understand their strengths as well as their limitations.
“I always aim to ‘stick my head in a hornet’s nest with lots of honey.’ I like challenges and solving problems. I know that theoretically my decisions can have serious consequences for the individual. No, I never try to avoid conflicts, and my door is open because I want to have
time for my employees and students – not end up as a one-track office worker. It has surprised me that so many of our students have major individual challenges. The school is a melting pot, and we meet all kinds of individuals. I especially enjoy the personal contact I have with the students every day, and the fact that no two days are the same. There is always room for improvement, even though I now know the annual cycle at the school. There is always work to be done,” says Mott.
Sparring Partner
Simon Mott has a compass tattooed on his neck, signaling that life moves, and that we must move forward regardless of what lies ahead. On his right hand, he has a large cross tattooed; this reminds him of his conviction so that he does not waver but stands by it. “If I don’t talk to God several times a day, I don’t live out my faith. Then I begin to lose my mind. God is my sparring partner. The cross is to remind me of that. Both when everything is fine and when life feels difficult. I have great admiration for people who dare to share what they believe in. I acknowledge a higher power, and I know that I must act in accordance with my values. This also applies to the students, who may be meeting someone for the first time who will speak for them and help them move forward.”
In his spare time, Mott follows his childhood dream of building a pirate ship, which he can sail around the world with his family. In 2018, he bought an old steel schooner from 1908, which he is now rebuilding. Right now, the ship is in Bogense harbor not far from Svendborg, but in a few years, it will be ready with cannons, sails, and all the details to realize the dream. “I am true to my childhood soul. Besides, I know that success comes through preparation – careful preparation,” states the inspector. •
Simon Mott carries a unique skillset: opera singer, weapons dealer, and former skipper on a diving ship. Today, he is inspector at Svendborg Maritime College. In his spare time, he is currently building a fullblown pirate ship!
Simon Mott kan lidt af hvert: Operasanger, våbenhandler og tidligere skipper på et dykkerskib. I dag er han inspektør på Svendborg Søfartsskole. I fritiden bygger han et sørøverskib!
Tatoveringer er pejlemærker - om en persons prioriteringer Portræt
39-årige Simon Mott er inspektør på Svendborg Søfartsskole. Han sammenligner jobbet med at være kaptajn på et skib. Uddannelsen som kystskipper har han samt en vis erfaring til søs. Han er også uddannet operasanger fra musikkonservatoriet i Odense, har arbejdet som våbenhandler og er tidligere skipper på et dykkerskib, der skulle lede efter bomber. Et hav af erfaringer og kompetencer, som han nu bruger i sit daglige virke. Han er ikke medløber for nogen, og han har aldrig været bange for at stå ved sin holdning, være vedholdende og stikke næsen frem for at fremme ordentlighed. Det skete for eksempel, da han som ganske ung fik 30 minutters møde med Mærsk Mc-Kinney Møller, fordi han mente noget i uddannelsen til maskinmester/ styrmand burde ændres.
”Når eleverne kommer her på skolen, nulstilles deres historik uanset baggrund. Jeg har respekt for den enkelte og ønsker at møde vedkommende lige der, hvor han er nu. Alle skal have en chance mere,” siger Mott, der vil tituleres med efternavn. Han synes, det giver en professionel tilgang til søfarten.
Smeltedigel
Selv gik han på HF-søfart tilbage i 2001 og sejlede nogle år, inden han gik i land i december 2022 for at tiltræde stillingen i Svendborg. Hans erfaring fra operascenen bruger han for eksempel til at iagttage, hvilke roller andre indtager for bedre at kunne sætte sig ind i, hvad det er, de er optaget af og måske udfordret på.
”Jeg går altid efter ”at stikke mit hoved i en hvepserede med masser af honning”. Jeg kan godt lide udfordringer og at løse problemstillinger. Jeg ved, at i den yderste konsekvens kan mine beslutninger have fatale følger for den enkelte. Nej, jeg er ikke
konfliktsky og min dør står åben, for jeg vil have tid til mine medarbejdere og elever –ikke ende som en ensporet kontornusser. Det har overrasket mig, at så mange har store individuelle udfordringer i mange afskygninger. Alt er her. Det er en smeltedigel af menneskelighed. Her på stedet kan jeg især godt lide den menneskelige kontakt, og at ingen dage er ens, siger Mott.
Sparringspartner
På hans hals har han tatoveret et kompas, som signalerer, at livet bevæger sig, og man må bevæge sig i fremdrift uanset, hvad der møder ham. På den højre håndryg har han tatoveret et stort kors. Det skal minde Mott om hans overbevisning, så han ikke vakler, men står ved den. ”Hvis ikke jeg dagligt taler med Gud flere gange, så udlever jeg ikke min tro. Så bliver jeg sindssyg. Gud er min sparringspartner. Korset skal minde mig om det. Både når det er fint, og når det føles ukomfortabelt. Jeg har stor beundring for folk, der tør dele det, de tror på. Jeg vedkender mig en højere magt. Jeg ved, at jeg skal handle på mit værdigrundlag. Det gælder også i forhold til eleverne, som måske for første gang møder én, der vil tale deres sag og hjælpe dem videre.”
I fritiden følger han barndommens drøm om at bygge et sørøverskib, som han kan sejle jorden rundt sammen med familien. I 2018 købte han en gammel stålskonnert fra 1908, som han bygger om. Lige nu ligger skibet i Bogense havn, men om nogle år er den klar med kanoner, sejl og samtlige detaljer for at realisere drømmen. ”Jeg er tro mod min barndomssjæl. Desuden ved jeg, at succesen ligger i forberedelsen. Den grundige forberedelse,” konstaterer inspektøren med et energisk blik. •
Af Hanne Baltzer
Be yourself onboard and make room for others
- being ready to support your co-workers
The theme of this article is the importance of being who you are. Can you be who you are onboard your ship? Do you have to ‘curl up a bit’ before you feel like there is room for you? Is there an unspoken code of conduct saying that when you board your ship, you have to leave parts of yourself on shore?
If you have ever tried to sleep in a bed that was too short, you will remember how uncomfortable it was. It was fine for the first 10 minutes, but then the need to stretch out slowly grew. Less uncomfortable, but still unpleasant, is having a blanket that is too short. Should your feet or shoulders get cold? You can’t be yourself in a bed that is too short or when the blanket is too small. You simply feel bad.
Challenged Colleagues
You also feel bad onboard a ship where you can’t be yourself. This doesn’t mean that you
have to act or feel like you do at home. You are not in a private setting when you are at work. A ship is, after all, a workplace, and those you work with are colleagues, not family members. But you get the point – if you can’t be who you are, it’s a tough voyage you’re on. Let me give three brief examples from real life:
1. Andrew has a speech impediment. He stutters. It has always bothered him, and one of the reasons he is a sailor is that you don’t have to talk much on a ship. But right now, he is sailing with people who tease him for his stuttering.
2. Kyolette works on a cruise ship. She has a non-contagious skin disease that is visible, especially on her arms, hands, and face. She experiences that no one wants to sit and eat with her in the mess.
3. Steve doesn’t know what he did wrong. He just keeps experiencing being gossi-
Vær dig selv ombord og giv plads til
ped about and bullied. When they have shore leave, the others go into town without inviting him.
Loneliness Destroys
You don’t need to be particularly empathetic to know how Andrew, Kyolette, and Steve feel onboard their ships. They feel bad, like lying in a bed that is too short. They are slowly being destroyed, and loneliness is destroying them.
Is there anyone onboard your ship who could be another example of a colleague who is not thriving? Remember that it could easily have been you who were in a similar situation. What is your contribution to allowing others to be who they are onboard your ship?
Jesus says somewhere: “Do to others what you would have them do to you.” He might have had a sentence from the Old
kollegaen
- at komme andre til undsætning
Temaet i denne artikel er vigtigheden i at kunne være den, man er.
Kan du være den, du er, ombord på dit skib? Må du ’krølle dig lidt sammen’, før du oplever, der er plads til dig? Er der et ikke-udtalt adfærdskodeks, som betyder, at når du påmønstrer dit skib, må du lade en del af dig selv blive på land?
Hvis man har prøvet at sove i en seng, der var for kort, vil man huske, hvor ubehageligt det var. Det gik fint de første 10 minutter, men så begyndte kroppen at trænge til at strække sig ud. Mindre ubehageligt, men rart er det ikke at have et tæppe, der er for
kort. Er det fødder eller skuldre, der skal blive kolde? Man kan ikke være den, man er i en seng, der er for kort, eller når tæppet er for lille. Man har det skidt.
Udfordrede kolleger
Man har det også skidt ombord på et skib, hvor man ikke kan være sig selv. Dette skal ikke forstås sådan, at man er ligesom, man er derhjemme i privaten. Man er ikke privat, når man er på arbejde. Et skib er trods alt en arbejdsplads, og dem, man arbejder sammen med, er kolleger og ikke familiemedlemmer. Men ret forstået, hvis du ikke kan
være den, du er, er det en hård sejlads, du er ude på. Lad mig give tre korte eksempler fra virkeligheden:
1. Andrew har en talefejl. Han stammer. Det har altid generet ham, og en af grundene til, han er sømand, er, at man ikke behøver tale så meget på et skib. Men lige nu sejler han med nogle, som driller ham for hans stammen.
2. Kyolette arbejder på et krydstogtskib. Hun har en ikke-smitsom hudsygdom, som er synlig især på hendes arme, hænder og ansigt. Hun oplever, at ingen vil sidde og spise sammen med hende i kabyssen.
Testament in mind; it goes like this: “Love your neighbor as yourself.”
This way of engaging in a community is challenging and demanding because it is relevant every single day and in every human encounter. It also applies to the person
we don’t like and those we don’t think deserve it.
Come to the Aid of Others
If you want to be yourself onboard, you must also allow others to do the same. The
3. Steve ved ikke, hvad han har gjort forkert. Han oplever bare igen og igen at blive bagtalt og mobbet. Når man har landlov, tager de andre op i byen uden at invitere ham med.
Ensomheden ødelægger
Man behøver ikke være særlig empatisk for at vide, hvordan Andrew, Kyolette og Steve har det ombord på deres skibe. De har det skidt, de har det som at ligge i en seng, der er for kort. De bliver langsomt ødelagt, og ensomheden ødelægger dem. Er der nogen ombord på dit skib, der
kunne være eksempel nr 4 på en kollega, der ikke har det godt? Vær opmærksom på, det kunne være dig selv, der var nr 4. Hvad er dit bidrag til, at de andre får lov til at være, som de er, ombord på dit skib?
Jesus siger et sted: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Han har måske en sætning fra Det gamle Testamente i baghovedet; den lyder sådan her: ”Du skal elske din næste som dig selv."
Denne måde at indgå i et fællesskab på er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste men-
commandment of love always begins with oneself. And if you see someone onboard who is not doing well, you must come to their aid in the same way that you need to be supported and helped when you face challenges.
The commandment of love can be the salvation for one of your colleagues, as it was also the commandment of love that became your salvation. If Jesus had not loved you so much that he was willing to sacrifice his own life for you, you would not just be lying in a bed that was too short, but you would be lying cold and abandoned on the floor. •
Be ready to support your co-workers. Vær parat til at hjælpe kollegerne.
neske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.
Kom de andre til undsætning
Hvis du gerne vil være dig selv ombord, så må du også give de andre lov til det. Næstekærlighedsbuddet begynder altid med én selv. Og ser du, at der er nogen ombord, som ikke har det godt, så må du komme dem til undsætning på samme måde, som du selv havde brug for at blive støttet og hjulpet.
Næstekærlighedsbuddet kan blive redningen for en af dine kolleger, og det var også næstekærlighedsbuddet, der blev din redning. Hvis Jesus ikke havde elsket dig så meget, at han ville ofre sit eget liv for dig, så lå du ikke bare i en seng der var for kort, men du lå kold og forladt på gulvet. •
Contact our Missionary to Seafarers
We would like to meet you!
The Danish Mission to Seafarers talks to seafarers, fishers and others with a maritime connection. Every day, we experience the positive outcome of an open dialogue between people. Maybe a talk about life at sea. Always feel free to contact us! •
Invitation
Kontakt sømandsmissionæren
Vi vil gerne møde dig
Sømandsmissionens medarbejdere taler med søfolk, fiskere og andre, der færdes på havnen. Det er vores erfaring, at dialog mellem folk om det, der fylder lige nu, kan give dagen ny kulør. Kontakt os endelig. •