Barnets udvikling i familiespejderalderen

Jo yngre et barn er, desto hurtigere og større er dets udvikling. Tommelfingerreglen er, at et 2-årigt barns samlede hjernevækst er dannet ca. 80%, mens et 9-årigt barns er på ca. 90%. Der er altså fart på den tidlige udvikling, og derfor er den så spændende og afgørende. Den tidlige udvikling betyder, at vi kan se stor udvikling hos det enkelte barn og se store forskelle alt efter, om det er et 3-årigt eller et 6-årigt barn. Denne artikel er en psykologisk faglig gennemgang og vil belyse baggrunden for at forstå børns psykologi – på den måde kan det blive både endnu nemmere og sjovere at have med de yngste spejdere at gøre.

Børn modnes ikke som frugter. De udvikles. Frugter gør intet for at modnes. De modtager passivt blot sol, varme og næring. Børn udvikler sig, når de voksne skaber de optimale betingelser. Hvis ikke voksne forsøger at lære børn, hvordan de skal forstå og danne venskaber, tage ansvar, vise empati, tage lederskab, mærke egne følelser og give udtryk for dem, hvordan skal de så lære det? Hjernen udvikles i takt med de rette, trygge, forstående og udfordrende omgivelser. Det er dem, som du som spejderleder skal skabe.

Små børn forudser ikke konsekvenser

Børn i 3-6-årsalderen har ikke udviklet den hjernemæssige kapacitet til at gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. Børn i denne alder agerer impulsivt. De kan slå, skubbe, råbe og snuppe ting, der ikke er deres, uden at vi skal tilskrive børnene onde handlinger, eller at de er uopdragne. Børn gør til tider handlinger, som for os voksne virker tarvelige eller dumme. Men børn er hverken tarvelige eller dumme. De handler blot på lyst og “her-og-nu”-tanker, hvilket er helt naturligt for den aldersgruppe. Et eksempel herpå er, at der til tider kan være voksne, som siger til små børn: “Du kan nok forstå, at når du slår ham, så gider han ikke at lege” eller “Når du smider med din mad, så kan du nok se, at der ikke er mere tilbage”. Svaret til begge udsagn er et rungende nej. For det kan børn i 3-6-årsalderen ikke forstå uden hjælp fra voksne. Det er derfor vigtigt, at vi voksne hjælper børnene med at forstå - også selvom det tager tid. Der eksisterer nemlig ikke andre virkeligheder eller tider end nuet for små børn.

Små børn tænker konkret og i billeder

Børn i familiespejderalderen tænker konkret.

De tænker i billeder. Tænk på de sætninger, vi nogle gange bruger til vores spejdere: “Vi skal bygge et køkkenbord”, “vi skal stille op” og “sæt jer lige ned”. Små børn opfatter disse udsagn helt konkrete. De får billeder i hovedet af deres eget køkkenbord derhjemme, de stiller sig op, men ikke på en række med deres patrulje, og de sætter sig ned, lige der hvor de er - og ikke på en stol eller på deres plads, som sikkert var det, vi som ledere mente. Evnen til at tænke abstrakt, og til at tænke at noget kunne være anderledes, udvikles for langt de fleste ved 7-9-årsalderen. Børn i familiespejderalderen forstår oftest ikke ironi og sarkasme. Hvis voksne alligevel gør brug af det, bliver børn i den alder tit usikre på sig selv, samt på dem som bruger det. Stressrespons

Viljestyret opmærksomhed Selv-regulering

Hvad er det vigtigste psykologisk set i familiespejderalderen?

Der er meget, som udviklingsmæssigt er vigtigt for små børn at lære. Men særligt en kompleks ting er ifølge undersøgelser vigtigere end alt andet for børn i 3-6-årsalderen: Selvregulering. Selvregulering betyder at kunne regulere og styre sine impulser, stress, temperament og forståelse for sig selv og andre.

Undersøgelser viser desuden, at børn, som er gode til selvregulering, klarer sig bedre på en række parametre såsom i skolen, uddannelsesmæssigt og socialt, end børn, som ikke er gode til at selvregulere. Det skyldes, at meget af vores uddannelsessystem og vores sociale normer er bygget op om at vente. Vi venter i børnehaven, i klassen og i køen i supermarkedet, ligesom vi i samtaler venter, til de andre har talt færdig, før vi responderer. Det hele handler om selvregulering. Og det er i 3-6-års alderen, at den kompetence udvikles. Selvregulering er et grundfundament for al senere læring, og det er derfor en af de vigtigste psykologiske evner at udvikle. Derfor er det også noget, som vi spejderledere skal være meget opmærksomme på.

Selvregulering består af tre elementer, som til sammen danner fundamentet for senere læring. De tre elementer er stressrespons, mentalisering og viljestyret opmærksomhed. Disse vil blive forklaret i det følgende. Mentalisering

Stressrespons

Stressrespons handler om evnen til at regulere stressende oplevelser. Børn under 6 år har ikke udviklet den nødvendige hjernekapacitet, som vi voksne bruger, når vi oplever faretruende og akutte oplevelser. Derfor kan små børn ikke selv håndtere stressende oplevelser.

Børn i familiespejderalderen kan for eksempel opleve stress, når de adskilles fra de personer, som de har tillid til og er trygge ved, for eksempel far, mor eller yndlingsspejderlederen. Derudover kan børn opleve stress i situationer, hvor de bliver frustrerede, slår sig, bliver kede af det, bange eller føler sig magtesløse. Her er det den voksnes vigtigteste opgave at reducere stressen. Det kan gøres ved at sætte sig roligt ned med barnet, tale beroligende, holde om barnet og respektere, at det tager tid at komme sig.

Derudover kan det være med til at reducere stress hos barnet, hvis det får sat ord på sine følelser, hvad det har oplevet, og hvad det gerne vil. Når vi hjælper børnene med at sætte ord på, hvad de oplever, føler og vil, giver vi dem et sprog. Det er dette sprog, som de bruger resten af livet til at forstå, hvornår de eksempelvis er vrede, sure, glade og skuffede. Vi skal bruge vores kropssprog, mimik og toneleje til at understøtte dette. Når børnene får reguleret deres følelser og får tid til at falde til ro, så har vi muligheden for at tale om, hvordan barnet fremadrettet skal gøre.

Mentalisering

Mentalisering handler om barnets evne til at sætte sig i eget og andres sted, se den anden indefra og sig selv udefra. Og børn i familiespejderalder er ikke i stand til at gøre dette uden vedvarende støtte fra voksne.

Når vi er sammen med de små spejdere, skal vi derfor bruge meget tid på at tale om, hvordan noget opleves. Hvis en spejder brænder sig på et varmt snobrød, kan vi efterfølgende tale om, hvordan dette opleves. Det giver de andre spejdere en indsigt i, hvordan andre tænker og føler. Vi får altså en bevidsthed om, at der findes andre virkeligheder end vores egen.

Ved konflikter mellem børn og voksne eller børn og børn er det aldrig vigtigt at fortælle, hvad børn må og ikke må. Vi skal som voksne i stedet starte med at mentalisere. Vi kan

Tips til at arbejde med børn i familiespejderalderen

• Hjælp barnet til at forstå og håndtere sine følelser.

• Hjælp barnet med at mindske stress og uforudsigelighed. • Hjælp barnet med at sætte ord på, hvad hun eller han føler, oplever og gør. • Husk at børn i denne periode af livet ikke altid kan gennemskue deres handlinger og konsekvenser af dem.

• Tal beroligende. • Børns tanker og

“ideér” er ikke altid i overensstemmelse med deres formåen – så støt med ord og håndtering af følelser. • Ord og handlinger skal følges ad. Så når du siger, at I skal x, så skal

I gøre x. • Berør barnet, hvis de er kede af det.

Du kan holde om det eller lægge en hånd på skulderen, men vær opmærksom på barnets reaktion – det kan også virke helt modsat.

• Glem hvad der er rigtigt og forkert – vær nysgerrig på barnets oplevelse. stille os selv spørgsmålet om, hvordan det mon føles for barnet, hvad det er barnet vil, og hvilket behov det er, barnet har. Når vi får en bevidsthed om dette, bliver det nemmere for os som voksne at vide, hvordan vi hjælper barnet eller børnene videre. Efter vi har reduceret deres stressniveau, kan vi hjælpe dem med de samme mentaliseringsspørgsmål, så de får en bedre forståelse for de andre spejderes eller forældres side af konflikten. Det er i disse situationer, at børnene lærer, at verden kan forstås og opleves på mange måder. Mentalisering er derfor på mange måde et fundament for det gode patruljeliv.

Viljestyret opmærksomhed

Viljestyret opmærksomhed handler om evnen til at regulere og styre sin opmærksomhed. Denne kompetence kommer heller ikke af sig selv, bare fordi man bliver ældre. Evnen udvikles kun, når den trænes. Og den trænes i de nære ansigt-til-ansigt dialoger.

Viljestyret opmærksomhed handler om evnen til at fokusere på noget bestemt og udelukke andre informationer. Det indeholder blandt andet det at kunne koncentrere sig om noget.

Vi træner børns evne til viljestyret opmærksomhed, når vi hjælper dem med at holde fokus på det, de er i gang med - for eksempel ved at lave aktiviteterne og opgaverne så spændende, at de glemmer tid og sted. Samtidig er det en god idé at fjerne andre forstyrrende elementer, så børnene for eksempel ikke bliver forstyrret af en leders bimlende telefon, andre lederes snak, og folk der går forbi.

Når vi skal hjælpe børnene til at træne deres evne til viljestyret opmærksomhed, handler det om fordybelse og længerevarende samtaler mellem dig og børnene eller børnene indbyrdes. Fortæl levende, brug dit kropssprog og spørg ind til det, som optager børnene og forstør det, der optager dem. Vis entusiasme overfor det, spejderne siger, og opfordr dem til at fortælle dig om, hvad de har oplevet, eller hvad de tænker om ting. Det er ofte de længevarende samtaler, hvor I på skift fortæller og spørger ind, som udvikler evnen til viljestyret opmærksomhed. Det skyldes, at længerevarende samtaler indeholder øjenkontakt, mens man samtidig skal lytte, vente til den anden er færdig, respondere på det som vedkommende har sagt og forholde sig til det. Det kræver viljestyret opmærksomhed - det gør korte samtaler og opgaver ikke.

13