Friluftsliv og natur i børnehøjde

DEN GODE FAMILIESPEJDERGREN FRILUFTSLIV OG NATUR I BØRNEHØJDE

Naturen er den ideelle ramme for spejderaktiviteter, møder og ture. Og friluftsliv er for alle – også de alleryngste spejdere, som får styrket deres sanser og motorik, samt udviklet deres mentale og fysiske kunnen.

TEKST ASGER LAURBERG VIG

OG DIETER TOFTKJÆR, NATURVEJLEDER

FOTO MADS DANQUAH

Er børn i familiespejderalderen gamle nok til friluftliv? Svaret er et rungende ja! Der er særligt to pointer, der understreger dette. Det ene er, at børnenes sanser bliver aktiveret af at være i naturen - af at holde den slimede regnorm, kramme det barkede træ og gå i det bløde mudder. Det andet er, at spejderne er sammen med deres forældre på en anderledes måde, når de bruger naturen, end i hverdagen, og at familien derfor får nogle unikke oplevelser sammen.

Verdensklasse læringsramme og legeplads

Når man er mellem 3 og 6 år, er længerevarende instruktioner og lektioner noget, man slet ikke kan forholde sig til. For spejdere i den alder er “learning by doing” derfor et rigtigt vigtigt princip. Naturen er det perfekte sted at lære gennem leg, samt prøve læring og sociale kompetencer af. For naturen har altid tid, og der er samtidig højt til loftet og få regler. Spejderne får desuden mere frirum til at samarbejde, løse opgaver og lege uden unødvendig indblanding fra voksne.

Fantasirammer i verdensklasse

Naturen understøtter den utrolige fantasi, som 3-6-årige er i besiddelse af. Træhulen bliver til et kæmpe ridderslot, og åen med grene i bliver til en brusende flod med krokodiller. En lille skrænt bliver til en farlig bjergside, der skal bestiges, ligesom blomsterkransene bliver til de smukkeste prinsessediademer. De muligheder ligger lige for vores fødder og skal bruges. Derfor er det vigtigt, at spejderne får tid på møderne til at opleve og undersøge naturen gennem ikkevoksenstyret leg.

Friluftsliv i børnehøjde

Selvom vi til familiespejder arbejder med små børn, kan de sagtens lære om friluftsliv. Her er særligt én ting vigtig: Fortællinger. Og fortællingerne skal synges, skal flettes ind i historier og skal gentages. Hvis børnene finder en mariehøne eller en edderkop, er det nærliggende at synge “Mariehønen evigglad” eller “Lille Peter edderkop”. Men det kan lige så vel være, at en af spejderne finder en stor, sort bille med seks ben, hvorefter du fortæller en historie om, hvor den bor, og hvad den spiser. Fortæl information, som børnene kan relatere til. På den måde levendegør du dyret. Jo flere historier, du kan fortælle, og jo mere du gentager dem, jo større chance er der for, at spejderne kan huske den viden, de får.

Gentagelsens glæde

Hvis I har en mose, en skov eller et andet nærtliggende naturområde nær jeres hytte, kan I med fordel gøre et besøg derned til en slags fast tradition på møderne. Der er rigelig afveksling for spejderne blot på grund af skift i årstiderne, og de har derfor ikke et behov for konstant at se nye naturområder.

Når I besøger det samme sted flere gange, bliver det desuden til en tryg base for spejderne, hvor I kan etablere faste rammer og regler for friluftslivet. For eksempel kan I altid sætte jeres ting det samme sted, navngive træerne og lave regler om, at spejderne ikke må løbe længere væk end et vist punkt. De faste rutiner er med til at skabe tryghed og klare rammer for børnene.

Det er godt for børn i familiespejderalderen at være i naturen, fordi de…

• Stimulerer deres sansemotorik optimalt.

• Bruger deres bevægelsesapparat optimalt.

• Øver deres sociale samspil. • Får styr på den konkrete verden – den verden, man kan sanse sig til erfaringer i.

KILDE “SLIP LEGEN FRI”

– UDGIVET AF DGI

Bliv klog på fem emner

Hvis du ikke mener, at du ved nok om naturen til at lære fra dig, så prøv at læse op på fem emner, som du gerne vil være stærk i. Det kan være dunhammere, et særligt naturfænomen, en særlig fugl, en ræv eller en mus. Din viden behøver slet ikke at være en naturvejleder værdig, og det kan lige så vel være en anekdote fra dit eget liv. Hvis du for eksempel har valgt dunhammere, kan du fortælle spejderne, at såfremt de tager sumpplanten med indenfor, så vil den eksplodere, eller at man i gamle dage satte ild til de dunhammere, der stod omkring frosne søer, så skøjteløbere kunne se, hvor skøjtebanen gik til. Når du har en fortælling eller er stærk i fem ting, så har du materiale til et helt år, hvor du skiftevis kan fortælle om alle de ting, du ved.

DE PRIMÆRE SANSER

Ved tidligt at stimulere barnets sansemotoriske udvikling, giver vi barnet et godt fundament for ikke blot dets motoriske udvikling, men også dets sociale liv, trivsel, sproglig udvikling, indlæring og koncentrationsevne.

De tre primære sanser, som er et fundament for børns udvikling, er labyrintsansen, følelsessansen og kinæsthesisansen. Hvis de tre sanser ikke bliver stimuleret nok, kan det give børn følgevirkninger, såsom manglende sociale erfaringer og indlæringsbesvær.

En af de gode egenskaber ved familiespejder er, at de tre primære sanser ofte bliver stimuleret, fordi vi bevæger os, føler os frem og bruger naturen. Alligevel er sanserne vigtige at være opmærksomme på, så de kan blive bragt i spil på alle møder.

Labyrintsansen

Labyrintsansen er den del af balancesansen, som fortæller hjernen, hvordan hovedet vender i forhold til kroppen og tyngdekraften. Labyrintsansen bliver stimuleret ved alle slags bevægelser af hovedet. Dette kan for eksempel ske ved at hoppe, trille og løbe på bakker, slå kolbøtter, lege i vand, gynge, snurre og danse. Både små og store børn skal have stimuleret labyrintsansen ekstra meget, da børn vokser, og derfor hele tiden skal forholde sig til et nyt tyngdepunkt. Derudover byder den generelle dagligdag desuden ikke på tilstrækkelige stimuli for denne sans.

Følelsessansen

Følelsessansen bliver også kaldt taktilsansen, og dens sanseorganer er placeret overalt i huden og i slimhinderne. Sansen fortæller børn om sig selv og om omverden. Følesansen bliver stimuleret igennem berøring af huden. Det er derfor vigtigt, at børnene får lov at mærke på verden – tage billen op, mærke sneen mod fingrene og rode i mudderet. Det er desuden vigtigt, at børn bliver berørt, så de får kropsfornemmelse.

Kinæsthesisansen

Kinæsthesisansen bliver også kaldt stillingssansen. Hvis børn har en veludviklet kinæsthesisans, har de en god fornemmelse for muskel- og ledfunktion, hvilket betyder, at de kan spænde og slappe af, bøje og rette ud, samt har føling med egne legemsdele. Denne sans stimuleres ved alle bevægelser, og særligt ved at små børn bruger deres ben, arme og krop uden hjælp. For når børn gør de samme bevægelser igen og igen, bliver det til en erfaring i deres hjerne.

De tre sanser er sammen med synet grundliggende for en normal udvikling hos et barn. Hvis disse sanser ikke er normalt udviklede, har barnet en dårlig eller usikker balance. Dette er et problem, da balance er grundelement i den grundmotoriske udvikling i alle bevægelser, og det er derfor enormt vigtigt, at sanserne bliver stimuleret.