4 minute read
Fantasirammer for familiespejdergrenen
For børn gør en fantasiramme forskellen mellem en tilfældig opgave, som skal løses til spejder og en mission i et vildt eventyr, som skal gennemføres.
TEKST FREDERIK SANDØ & JONATHAN ANDERSEN FOTO MADS DANQUAH
Enhver fed opgave kan gøres ti gange federe med en god fantasiramme. En fantasiramme er det, der får familiespejdermødet til at gå fra en normal søndag i april til en rejse ud i det uendelige univers. En fantasiramme er en fortælling eller ramme, som kan give mening til selv de mest meningsløse opgaver - store som små.
Et eventyr, hvor alle er vindere
Hvor man ved, at de ældre spejdere kan få rigtig meget ud af konkurrenceelementet, er børnene til familiespejder for små til det. De aktiviteter eller konkurrencer, som børn i den alder har tabt, bliver hurtigt gjort til en dårlig oplevelse. Med fordel kan der i familiespejdergrenen i stedet arbejdes sammen om at vinde over den onde drage eller om finde skatten. På den måde kan alle få glæde af den fælles sejr.
Når spejderne leger, er det er vigtigt, at de føler, at de er på samme plan som de andre børn, og at de har samme status i legen - ellers bliver det hurtigt en uretfærdig leg. Voksne kan derimod godt have en autoritet, som for eksempel kaptajnen på sørøverskibet eller som kongen over ridderne. Dette kan samtidig give forældrene mulighed for at træde ud af forældrerollen og ind i lige den rolle, de ønsker. For selvom far for eksempel er den stærkeste derhjemme, så er Supermand måske endnu stærkere. Familiespejder skal ikke kun være sjovt for børnene - det hedder jo familiespejder, netop fordi det skal være sjovt for hele familien.
Fantasi fylder
Familiespejdermøderne danner ikke ramme for det sted, hvor der bliver lært allerflest spejderfærdigheder, og historiefortælling kan derfor hurtigt blive en stor del af møderne. Hertil er det en kæmpe fordel at have en stærk fantasiramme. Det skyldes, at en god fantasiramme gør det nemmere for både spejderne, forældrene og lederne at leve sig ind i historien, samtidig med at den skaber forventninger og viser deltagerne, hvordan de skal forholde sig i en given situation eller til en specifik opgave. Samtidig synes langt de fleste spejdere, forældre og ledere at en fantasiramme er rigtig sjov og skaber en ekstra dimension til spejderarbejdet.
Skab den ideelle fantasiramme
Børn snakker på livet løs, og det kan man bruge til at skabe sin fantasiramme! Hvis for eksempel ninjaer er det helt store for tiden, er det måske ikke prinsessen på slottet, man skal hjælpe, men indbyggerne omkring Drage Dojoen. Brug børnenes fantasi til at skabe et udgangspunkt til den bedste fantasiramme for jeres spejdere.
Hvordan gør jeg?
Når en fed fantasiramme skal konstrueres, er det først og fremmest vigtigt at skabe noget konkret, som børnene kan forholde sig til og eventuelt relatere til. Før det bliver spændende, skal det også være noget anderledes. Det skal helst være lidt vildere, end at spejderne skal forestille sig noget, som de laver i deres hverdag. Det gælder om at overbevise børnene om, at de står i en eventyrverden, og hvis de ikke hurtigt laver et bål, kan ‘Puf den magiske drage’ aldrig finde sin ild igen. Som ledere behøves man ikke nødvendigvis at bygge en kæmpe drage, men måske blot gå ned i den lokale genbrugsbutik og købe en sej kappe, nogle vinger og sætte eventyrligt musik på en Spotify-playliste – det er allerede grundlaget for en god fantasiramme.
Derudover er naturen altid en genial go to mulighed, når der skal tænkes i fantasirammer. Det skyldes, at naturen kan skabe en langt mere eventyrlig og livlig stemning end de fleste andre steder. Og alle ved jo også, at der selvfølgelig bor en del flere trolde og prinsesser i skoven, end der gør i spejderhytten!
To metoder til sjove fantasirammer
1. I den første metode sættes fantasirammen til at starte med, hvorefter I som ledere brainstormer over hvilke spejderaktiviteter, I kan lave ud fra temaet.
Fantasirammen kan for eksempel være et tema om gamle dage. Hertil kunne det være oplagt at lade spejderne kærne deres eget smør eller male korn til mel, som kunne laves til nogle specielle brød, der plejede at blive spist i gamle dage. I kan også tænke i ingen elektricitet, sankning af krydderurter, flåning af en fasan eller anderledes og mere laset tøj end normalt.
På den måde kan et helt forløb planlægges efter et enkelt tema, hvilket sætter en stærk fantasiramme.
2. I denne metode vendes udgangspunktet om, og der fokuseres i stedet på hvilke aktiviteter, I gerne vil lave for familiespejdergrenen. Vil I for eksempel øve dem i kort for første gang? Skal de lære at snitte eller hjælpe med at tænde et bål, eller vil
I gerne have dem til at klare sig igennem en sjov forhindringsbane? Når I først har besluttet jer, skal I skabe en mening med jeres aktiviteter ved at lave et overordnet tema og dermed en fantasiramme. Måske den handler om, at spejderne skal hjælpe en fortabt prins med at finde tilbage til sit kongerige, hvor han så skal bruge sit nysnittede sværd til at bekæmpe den onde drage?