3 minute read
DØGNKURSUS: STF Døgnkursus 2020 gennemføres som en intensiv online-konference
from Spildevand #4 2020
STF Døgnkursus 2020 gennemføres som en intensiv online-konference
I lyset af de seneste ugers udvikling af corona-situationen og myndighedernes anbefalinger i den forbindelse, traf Spildevandsteknisk Forenings bestyrelse den 21. september den tunge beslutning ikke at gennemføre det traditionsrige Døgnkursus på normal vis.
Advertisement
TEKST: SUSANNE BRANDT, SEKRETÆR STF
I stedet for det normale Døgnkursus på Comwell i Kolding afholdes en intensiv online konference med et stærkt fagligt program. Dette sammensættes ud fra de indlæg, der på planlægningsmødet i august blev udvalgt til at udgøre den faglige del af Døgnkursus2020. Med Ferskvandscentret som kompetent samarbejdspartner er arbejdet med at omlægge det velkendte Døgnkursus til en intensiv online konference nu i fuld gang.
Starten på "Døgn2020-på-kun-6-timer" går fredag d. 6. november kl. 9.00
Det normale Døgnkursus forløber fra fredag kl. 12 til lørdag kl. 12, og vi ved, at døgnkursusdeltagerne typisk er i døgnkursusstemning allerede fra fredag morgen, hvor rejsen eller køreturen til Kolding begynder.
Vi udnytter denne stemning, så i år, hvor rejsetiden er lig nul, lader vi derfor starten på ”Døgn2020påkun6timer” gå allerede kl. 9.00.
Der lægges ud med online velkomst til det historiske arrangement fra formanden for Spildevandsteknisk Forening, Jacob Andersen. Derefter bliver der et eller flere fælles foredrag, hvorefter der splittes op i to parallelle sessioner, sådan som det også kendes fra de senere års fysiske døgnkurser. Sandsynligvis bliver det også et såkaldt fælles foredrag, som midt fredag eftermiddag afslutter ”Døgn2020påkun6timer”.
Foredragene bliver live
Vi planlægger, at foredragene skal foregå live, og at foredragene desuden skal optages, så de bliver mulige at gense på et senere tidspunkt. Som deltager vil du således få en oplevelse af at være live til stede til foredragene, og du vil også kunne stille spørgsmål til foredragsholderne.
Hvis du har interesse i foredrag, som er samtidige, så kan du se det ene foredrag live og det andet senere i en optaget version.
Ingen deltagerbegrænsninger
Der var lagt op til et fysisk Døgnkursus2020 med visse deltagerbegrænsninger. Disse begrænsninger er nu helt væk. Alle personer, for hvem det måtte være relevant at deltage, vil meget snart kunne tilmelde sig onlinearrangementet, som vi kalder ”Døgn2020påkun6timer”.
Kun beskedent deltagergebyr
Foreningens udgifter til lokaler og forplejning er selvsagt bortfaldet. Men gratis er det naturligvis ikke at afholde et onlinearrangement. Derfor vil hver deltager blive opkrævet et beskedent deltagergebyr, som er fastsat til kr. 400,.
Det sociale aspekt vil mangle
De givtige pauser med gensynsglæde, spontanitet og erfaringsudveksling lader sig ikke umiddelbart virtualisere, og dialogen med Døgnkursets udstillere bliver umiddelbart også en mangelvare. Vi vil prøve at indbygge muligheder for interaktion mellem deltagerne i arrangementet. Ligeledes vil vi prøve at indbygge en relevant eksponering af de udstillere, som skulle have haft stande på det fysiske Døgnkursus – alt sammen i forsøg på at afhjælpe de åbenlyse sociale mangler, som vil kendetegne ”Døgn2020påkun6timer”
Støt op om konferencen
Ikke med Spildevandsteknisk Forenings gode vilje, men tvunget af omstændighederne, koges det normale fysiske Døgnkursus ned til en intensiv online konference, som foreningens medlemmer uden nogen form for smitterisiko kan deltage i. Foreningens bestyrelse opfordrer til, at alle relevante personer fra både forsyningsselskaber og fra leverandørfirmaerne i stort omfang tilmelder sig og deltager i arrangementet. Sæt dig godt til rette ved din computer, klik dig til alle foredragenes faglige guldkorn og lad dig overraske af de bonusoplevelser og muligheder, som det lykkes os at få bygget ind i arrangementet.
Årets Døgnkursus afvikles virtuelt på grund af corona-situationen i Danmark. STF beklager aflysningen af det fysiske Døgnkursus, men ser frem til at præsentere et stærkt program og trods alt gennemføre noget af den vidensdeling, som vores branchen i den grad higer efter – efter ni måneder i aflysningernes tegn.