Balladen om overløb

I løbet af året er overløb blevet et veldebatteret tema i medierne, og senest har udledningen af spildevand i Øresund sat sindene i kog. Men hvad er egentlig overløb, og er det nødvendigt? Og hvilke alternativer findes der derude?

TEKST: AF ANNE-SOFIE STORM WESCHE / FOTO: DN, ANNE-SOFIE STORM WESCHE OG FLICKR

Søndagsudgaven af Jyllandsposten er fed og tung. Den lander hårdt på bordet, og indimellem skal der en dybere indånding til for at åbne den op og påbegynde søndagsritualet; avisen og kaffen. Et par sider inde i avisen dukker der en helsidesannonce op*. Den er tegnet sjovt og er nærmest Det er Agerskovgruppen, som tilforladeligt. På højre siden er en gruppe af landmænd, af opslaget, der hvor man der har fået trykt annoncen. altid placerer annoncerne, for På deres facebookside beskri så er man sikker på at fange ver de sig selv som en politisk læserens opmærksomhed, forening, som har til formål dukker den frem. Tegningen at fremme landbrugserhver viser et billede af en jovial vets generelle rammevilkår. landmand med blå kasket, Gruppen er siden annoncens han holder en lang slange fra tilblivelse kendt for at have sin gyllevogn ned i åen, mens stævnet Miljøministeriet. han står ovenpå et spildevandsrør. Det bobler lidt fra udløbet. Landmanden vender sig mod en lystfisker og siger: ”Jeg er gået tør for gylle, men så kan man jo bare hente ved kommunens rensningsanlægs udløb.”

Under tegningen er listet 14 punkter, som peger pilen og skylden mod kommunerne og deres renseanlæg. Men hvad er egentlig op og ned på hele denne misere med overløb, udløb og vandløb?

Udfordringen er, at sagen om overløb er mudret og forplumret, og der er flere ting, der bliver blandet sammen. Iltsvind, de døde hummere og fisk, der flyder med bugen opad, er som oftest landbrugets skyld, for 70% af al det kvælstof, der siver ud i havene og får fiskene til at gispe efter vejret, kommer fra landbruget. Dog er det i Øresund, som har været omdrejningspunktet for debatten i år, ikke landbruget, der er den store synder. Men Øresund er blot ét incident, for overløbene derude er mange, og problemet er pludselig blevet tydeligt.

Et historisk oprids

Freden var ved at sænke sig over Europa, de store Napoleonskrige begyndte at ebbe ud og ligeledes gjorde Danmarks status som stormagt. Krigene havde tæret hårdt på økonomien, og en ny national omvæltning var på vej: Opgøret mod enevælden. Danmark vendte blikket indad, den begyndende industrialisering var vel undervejs og dannede fundament for det stigende indbyggertal i byerne. Flere og flere mennesker blev stuvet sammen inde bag voldene i København. Befolkningsvæksten betød dog også flere negative konsekvenser som udbrud af diverse sygdomme især kolera, tuberkulose og lungebetændelse. Dengang kendte man ikke de direkte årsager bag, men da sygdommene primært florerede i byerne, var det nærliggende at kigge på leveforholdene der. En af de slemme episoder var, da koleraen for alvor ramte København i 1853. Ud af en befolkning på 110.000 døde 4.737. Koleraen havde allerede raseret det meste af Europa og havde i bekymrende grad ramt byerne. Om end man endnu ikke havde kendskab til bakterier, og man stadig var af den overbevisning, at det kunne skyldes dårlig lugt og råddenskab, begyndte byen at investere i vandforsyning og kloakering i en stor skala. Dengang fandtes der ikke lukkede kloakker, i stedet løb spildevandet ud i grøfter og render. I 1859 blev den første kloak gennemført på Nørrebro og i de efterfølgende år blev en stadig større del af byen kloakeret. I dag eksisterer mange af de gamle murstenskloakker stadig, og fælles for dem alle er, at der er tale om fælleskloakering. Her ledes både spildevand og regnvand ned i de samme rør, men de kan ikke holde til nutidens regnmængder. Derfor risikerer man, at spildevandet sammen med de massive vandmasser igen ender på de københavnske gader, i kældre og i lavtliggende huse. Ideen dengang var god, men når der i dag kommer store mængder vand, kan systemet ikke længere holde til det.

Problemet i dag

I dag er problemet de selvsamme fælleskloakker, fordi det ikke er muligt at skille spildevand fra regnvand. Mængden af regnvand og spildevand er steget og forårsager store uhygiejniske oversvømmelser i kloakoverløbene. I Øresund står husene på rad og række langs kysten, der er stort set intet landbrug, og derfor er spildevandet fra husholdninger, der forurener. Men ifølge havbiolog Henning Mørk Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) har Øresundssagen været med til at rette fokus på problemet: Jeg tror, at den enkelte borger qua denne sag har fået øjnene op for de problemer, der er med spildevandet, og hvad deres respektive kommuner gør. Udfordringen er, at det er en kostbar affære at få styr på, og at vi med tiden som forbrugere skal være indstillet på at betale mere for rensningen af vores vand.

Henning Mørk Jørgensen pointerer, at man skal huske på at få det fulde perspektiv frem i spildevandsdebatten: Man er nødt til at forstå de forskellige proportioner af forureningen, så selvom spildevand og overløbene bærer noget med sig, er det stadig landbruget, der står for den store del af den samlede belastning. Når det så er sagt, er vi stadig nødt til at se på en ændring af fælleskloakeringen, og en af de oplagte løsninger er at etablere separatkloakering, så regnvand og spildevand adskilles.

Kloaksystemerne i Danmark i dag er for små til at kunne rumme de øgede vandmængder. Dengang kloakkerne blev bygget, løb der ikke nær så meget vand igennem hverken fra oven eller fra husholdningerne. Problemet i dag med at udskifte kloakkerne er omkostningerne, så man er nødt til at komme op med alternativer.

Åen er engens moder

Et alternativ kan være store bassiner til at opsamle regnvandet, så vandet på et senere tidspunkt kan blive ledt videre. Løsningsmodeller varierer alt efter, om problemet er i byerne eller på landet. I byerne kunne en løsning være helt simpelt at dreje nedløbsrøret en halv omgang, så regnvand ikke ledes ned i kloakken, men løber ud i plænen i stedet. Det kaldes en infiltrationsplæne, men løsningen afhænger af jordbundsforholdene, og hvor meget jorden er i stand til at absorbere. En anden mulighed er at lukke vandet ud i et såkaldt regnvandsbed. Håndteringen af regnvand kaldes i daglig tale LAR, lokal afledning af regnvand, og der findes flere eksempler på det i Danmark Henning Mørk Jørgensen er rådgiver indenfor vandmiljø, hav- og allerede: Rabalderparken i fiskeripolitik hos Danmarks Roskilde er et af projekterne. Naturfredningsforening Det store regnvandsanlæg er omdannet til forskellige skatefaciliteter. Parken er bygget op over en 445meter lang kanal, som i princippet er et forsinkelsesbassin, men som til daglig anvendes af BMX’er, skatere og rulleskøjteløbere. I midten af Valby ved København har en boligkarré fra 1920'erne fået deres gamle afløbsinstallationer erstattet En af de førende forskere på områaf en LARløsning. Et brud på det er professor Michael Rasmussen et vandrør betød, at det hele fra Aalborg Universitet, og for ham måtte graves op og i den for er det essentielt, at vi indsamler så bindelse besluttede andels mange fakta som muligt om det boligforeningen at finde en enkelte overløb, inden vi træffer en beslutning om hvorvidt overløbet bæredygtig løsning til at skal blive eller ej. aflede regnvandet. Anlægget er et af de største og første til at håndtere regnvand 100% lokalt. Løsningen blev et overjordisk og underjordisk LARanlæg. Under jorden er der nedgravet 2200 kassetter, som skal tilbageholde og nedsive regnvandet. Over jorden er der anlagt flere regnbede, grønne tage på skurene, der leder vandet ned til bedene samt skråninger og vandrender.

Én ting er de nye klimaløsninger, en anden er, at naturen altid selv har haft en løsning på de store mængder regnvand; åer og ådalen er naturens eget svar på overløb. Fra gamle tid stod ådalene til åvandets disposition, men dansk landbrug har nu udnyttet og dyrket på de lavtliggende jorde, der engang tilbageholdt det overskydende vand. Henning Mørk Jørgensen peger på, at der ligger en løsning i kombinationen af de gamle funktioner, der ligger latent i naturen.

Fra gammel tid var åen engens moder. Den gav næring, og hvis man i dansk landbrug vendte tilbage til den forestilling, og lod vandløbene løbe over til ikkesårbare afgrøder som græs, ville regnvandet få plads og blive givet tilbage til åen over tid.

Der skal være en plan

Samtlige kommuner i landet har en spildevandsplan, og i planen indgår en beskrivelse af de eksisterende og planlagte kloakeringsområder og renseforanstaltninger private og kommunale samt, hvordan spildevand og regnvand håndteres uden for kloakeringsområderne. Udfordringen kan være, at spildevandsplanerne har lange udsigter, og der er indtil videre kun en kommune, der er nået i mål. En løsning på miljøproblemet kræver milliardinvesteringer og en gavmild tidshorisont, før separatkloakeringen er på plads i alle landets kommuner.

I Lemvig Kommune har de lykkedes med at få samtlige husstande og feriehuse separatkloakeret. Det er et projekt, som blev påbegyndt allerede i 1970’erne, og endelige i 2016 fik de inddraget de sidste feriehuse. Etableringen har været en kostbar affære for kommunen, da der var langt mellem de små lokalsamfund. Men det var vist sig at være en klog investering, for i dag er Lemvig Vand et af de bedst drevne, når det gælder pris og effektivitet indenfor spildevand. I samarbejde med Lemvig Kommune har Lemvig Vand oprettet et internationalt klimacenter, Klimatorium, hvor ambitionerne er, at man sammen med virksomheder, forskere og borgere udvikler nye klimaløsninger. I fællesskab kan man udvikle nye tiltag, men det ændrer dog ikke ved, at opgøret med fælleskloakeringen i byerne stadig er nødvendigt.

En anden vinkel

På Aalborg Universitet sidder Michael Rasmussen, professor for Institut for Byggeri, By og Miljø og i hans perspektiv er separatkloakering ikke nødvendigvis det evigt saliggørende: En af de ting, som jeg forskningsmæssigt har kigget på, er måling af overløb. Jeg synes, man mangler kolde fakta om de enkelte overløb, hvor meget belastning, og hvor meget det enkelte belaster for at kunne afdække problemets omfang. Lad os finde de værste syndere og starte med dem i stedet for bare at starte med det overløb, der er nemmest at fjerne. Det er nemlig meget vigtigt at forstå, at vi ikke bare mener, at separatkloakering er det bedste, og fælleskloa

kering er det dårligste. Det handler om, at hvis man fælleskloakerer, så skal man samtidig bygge bassiner i stedet for at lægge flere rør. På den vis kan man samle vandet op og langsomt og kontrolleret sende det hen til rensningsanlægget. Essensen er jo, hvilken effekt spildevandet har på miljøet og på mennesker. Jeg synes derfor, at det er vigtigt, at forsyningerne har metodefrihed. De skal have lov til at vælge den metode, der passer til de specifikke omstændigheder. Tager man eksempelvis

København, så er det jo utænkeligt at forestille sig, at man kan separatkloakere hele byen, da man så er nødt til at grave samtlige gader op. Det vigtigste er, at overløbene reduceres og på sigt fjernes – ikke hvordan.

Michael Rasmussen pointerer, at der samtidig er et samfundsøkonomisk perspektiv, der mangler at blive diskuteret: Hvis man graver en fælles kloakledning op, der blev gravet ned for 30 år siden, og ikke genbruger den til spildevand, så har den stadig en restlevetid på 30 år. Det betyder, at man udover omkostningerne ved gravearbejdet nedskriver værdien på den kloakering, man udførte for 30 år siden: Det svarer til, at du ejer et hus, og derefter køber et nyt. I stedet for at sælge det gamle hus, sætter du blot ild til det. Så mister du værdien af huset.

Men selvfølgelig er der ingen vej udenom, at vi skal af med spildevandet, og at overløbene skal nedlægges. Men det handler om måden, vi gør det på og over hvor lang tid. Jeg synes grundlæggende, at DN har ret i deres betragtninger, og at det også langt hen af vejen er det, der allerede foregår ude i forsyninger og kommuner. Men der er ikke to situationer, der er ens i dette her, så det er vigtigt, at man ikke kræver den samme løsning overalt.

Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at staten fremrykker investeringer i følgende:

• Fornyelse af kloakker med brug af separate systemer til regn og spildevand. • Bassiner til opsamling af overløb fra kloakker ved voldsom regn (forurener vandløb, søer og kystvand). • Lokale nedsivningsanlæg af regnvand fra tage, terrasser, åbne regnvandsrør og lignende. • Kloakering af spredt bebyggelse og sommerhusområder med dårlig nedsivning.