PORTRÆT: Den akademiske verdens PAR NR. 7

PORTRÆT

Selvom Michael Rasmussen og Jes Vollertsen dækker hver deres ekspertiseområde, er samarbejdet mellem dem i højsædet, både når det gælder forskningen, de praktiske problemløsninger og økonomien.

DEN AKADEMISKE VERDENS PAR NR. 7

Vi kender dem alle sammen, de berømte duoer; detektiverne Sherlock Holmes og dr. Watson, de fjogede betjente Dupont og Dupond og de kriminelle Bonnie and Clyde. Lad os præsentere dig for et nyt superpar: Den akademiske verdens makkerpar Michael Rasmussen og Jes Vollertsen. Deres samarbejde trækker overskrifter i den mere nørdede del af verden, og sammen knokler de for at forstå spildevandet og redde vores miljø.

TEKST OG FOTO: AF ANNE-SOFIE STORM WESCHE

De to professorer, Jes Vollertsen og Michael Rasmussen, er kendt langt uden for Danmarks grænser. De arbejder begge på at løse virkelige problemer, der er opstået af klimaforandringerne og miljøforurening.

Der er kun den ene bygning på Thomas Manns Vej, og det selvom den har nummer 23. Der er sikkert andre bygninger på vejen, konstaterer taxachaufføren tørt bag sit visir. Du ringer bare, når du skal hjem igen, for jeg tror ikke, der kører busser herude.

Hans lune og dialekt er udpræget aalborgensisk, og jeg aner et skævt smil bag hans lettere fedtede plastikvisir. Rundt om den nye bygning folder de stadig grønne marker sig ud. Det er en af de sidste lune dage i september, og insekterne svirrer og suger det sidste liv ud af varmen.

Der er en summen af studerende på gangene og en svag dunst af madpakke og armhuler. På anden sal ligger Rasmussen og Vollertsens kontor. Jeg kommer en time for tidligt på grund af en lang og kedelig fortælling om togtrafik, livrem og seler. Jes Vollertsen har møde med sine Ph.d.studerende, men Michael Rasmussen har tid. Han køber en sandwich på vejen ud til det runde bord, hvor vi skal sidde. Michael Rasmussen kaster sig straks ud i fortællingen om deres makkerskab, alt imens sandwichen fortæres. Der er mange ord i Michael Rasmussen. Det, som Jes er mest kendt for i Danmark, er forskning i regnvand og regnvandsrensning. Det, som jeg har arbejdet med, er regn, vejrradar og hydrologi (studier af fordeling og bevægelse af vand, red.).

Man kan sige, at vi mere end bare sidder på samme kontor. Vi supplerer nemlig hinanden fagligt, og jeg tror, det er lidt usædvanligt, at vi har så godt et samarbejde. Vi træder aldrig hinanden over tæerne, for vi har fra starten af haft den strategi, at samarbejde, og at vi skaber plads for hinanden, er det vigtigste. Det har aldrig handlet om at komme først op til overfladen og blive set.

Begge herrer har samme baggrund og ophav i Aalborg. De er uddannet ingeniører, og som Michael Rasmussen pointerer, så kan det være svært at forestille sig ingeniører som forskere, men begge er de drevet af at løse virkelighedens problemer og ikke sidde og teoretisere over opbygningen af en sommerfugls vinge. Michael Rasmussen uddyber: Jeg havde ingen drøm om, at jeg skulle være ingeniør. Det var et sidste øjebliks beslutning, men jeg vidste, at jeg ville arbejde med miljø i en eller anden forstand. Jeg tilbragte rigtig meget af min tid ude i naturen som barn og ung, og jeg begyndte at lægge mærke til de små vandløb, som havde det forfærdeligt. Der var ingen fisk i dem, og der var flere detaljer, som jeg observerede, hvor jeg bare tænkte, at det var forkert. Efter at have været i militæret fandt jeg ud af, at jeg ikke var særlig praktisk anlagt. Derefter vidste jeg bare, at jeg skulle ind og studere. Min indignation over naturen holdt ved. Jeg vidste jo godt, hvordan et sundt og fint vandløb skulle se ud, og nu gik jeg bare og så på de lange, regulerede vandløb. De fungerede jo blot som drænkanaler til de marker, der lå op til vandløbet.

Michael Rasmussen er uddannet indenfor byggeri og anlæg, men specialiserede sig siden i miljø og teknik.

Det handler om metoden

Jes Vollertsen dukker op ved bordet, mødet med gruppen af Ph.d.studerende er overstået, han sætter sig ved bordet med sin kaffe og et skævt smil og siger: Nu ved jeg jo ikke, hvad du har fortalt om, Michael. Michael Rasmussen griner og svarer: Det er lige meget, du må gerne gentage, hvad jeg har sagt, men du må ikke modsige mig! Jeg har fortalt, at vi har fælles og forskellige studier, at vi startede i samme institut, og så flyttede vi hver for sig til hvert vores institut. Så tog du til Island, og kom hjem igen, og så flyttede vi sammen igen!

Der er en tydelig selvironisk kemi mellem de to, og indimellem er det næsten som om, de færdiggør hinandens sætninger. Jes Vollertsen er ligeledes ingeniør og har også studeret matematik og fysik, men som han siger: Det blev for kedeligt, og så sad jeg der tilbage i firserne og tænkte over, hvad jeg skulle give mig til.

Og så blev jeg enig med mig selv om at gå i miljøets retning. Det var jo ’hot’ at redde verden, så det skulle enten være grøn energi eller forurening. For mig var det nærmest som at slå plat eller krone, og jeg kunne egentlig lige så godt i dag sidde og lave vindmøller. Det var aldrig min intention, at jeg skulle arbejde med kloakker, siger Michael Rasmussen og tilføjer med et grin: Det står jo ikke just skrevet hen over barnesengen, at man skal arbejde med spildevand! Jes Vollertsen uddyber: Men det kom bare lige så langsomt, og der var nogle ret fede problemstillinger på universitetet og i det virkelige liv, og ja så kom der en Ph.d. i kloaksedimenter (bundfaldet i kloakker, red.).

Dengang i halvfjerdserne og ind i firserne var vi langt mere motiverede for at kæmpe for miljøet, men det gik i sig selv igen, da vandhandlingsmiljøplan nummer 1 blev gennemført. Dengang var vi meningsdannere sammen med USA, men i dag hviler vi på laurbærrene. Vi bærer dog stadig rundt på en selvforståelse om, at vi er verdens bedste, men vi følger ikke just vores ambitionsniveau til handling.

De to er blevet en institution i institutionen, og sammen har de udarbejdet mange af de standarder, man i dag bruger i Danmark. Aalborg Universitet er ikke et gammelt universitet med 100 år bag sig, men et nyt der ikke er fastlåst i gamle traditioner og vaner. Det er de begge bevidste om og bruger aktivt. Fakultetet, som de to er tilknyttet, er blevet udråbt som det bedste i Europa og som nummer fire på verdensplan. Jes Vollertsen og Michael Rasmussen er komplementære, både i undervisning, forskning og i den evige søgning efter midler. Som Jes Vollertsen forklarer: Vi har altid været gode til at koordinere vores ansøgninger, så vi dækker meget uden at overlappe hinanden, og vi er åbne overfor hinanden. Vi har et godt arbejdsklima, og vi stræber altid efter at samarbejde. Skyttegravskrig er for os lig med at være kontraproduktive. Ingen af os vinder ved det.

Michael Rasmussen fortsætter: Og der er penge, vi ikke søger, hvis vi ved, den anden søger dem.

For vi har ingen interesse i at reducere den andens chance for at få penge. Vi er meget bevidste om, hvad vi gør praktisk såvel som taktisk. Vi vil faktisk også helst måles som en gruppe og ikke som enkeltpersoner .

Men hvad er det egentlig, der gør parrets samarbejde unikt? Essensen er, at de begge går efter at løse et problem, det man kalder den problembaserede metode, forskning og undervisning. Og ingen af de to laver et projekt, der ikke allerede har eksistens i virkeligheden, der er altid en virksomhed, en forsyning eller en kommune som partner.

Den forsvundne nøgle

Inden interviewet aftalte vi, at de skulle vise mig et overløb, som de brugte til forskning. Der var lidt polemik frem og tilbage mellem de to professorer om, hvor nøglen til forsøgsstationen mon befandt sig, men efter lidt tid blev den fundet. Vi er færdige med kaffen og interviewet og aftaler at køre til Frejlev, hvor forsøgsstationen befinder sig. Den ligger på vej mod Nibe på Limfjordens sydlige bred. Men da vi ankommer, viser det sig, at nøglen ikke passer. Det var egentlig der, de helt lækre billeder skulle tages, hvor man så de to med hænderne begravet i kloakkens efterladenskaber eller lignende. Men jeg får alligevel et indblik i deres arbejde, for herude er der installeret en regnvandsmåler og et disdrometer, der tæller dråber. Det er blandt andet her, meget af fakultetets viden er indsamlet, det er her, de kolde fakta hentes hjem. I stedet går vi sammen hen til et gammel overløb, og det viser sig at være ganske illustrativt for regnvandets færden, for i de øverste grene på de buske, der rækker ind over åen, hænger der rester af toiletpapir.

Det er lidt forunderligt at tænke på, at der her i det høje græs går to superspildevandshelte rundt; Jes Vollertsen er verdenskendt i at finde mikroplast i alle vandsystemer, og Michael Rasmussen i at bruge hydrologi til at forudse, hvornår der kommer vand, og hvor det løber hen. Begge er noget, der er med til at fremtidssikre mennesket i de store klimaforandringer.

Vi fandt nøglen? Men virker den?

Næh … det gør den ikke

Jes Vollertsen (bagest) er professor i miljøstudier og har blandt andet specialiseret sig i rensning af regnvand. Det hele startede egentlig med en Ph.d. i kloaksedimenter, men nu er fokus rettet mod mikroplast i spildevandet. Michael Rasmussen (forrest) er det man kalder professor med særlig opgaver for Institut for Byggeri, by og miljø. Hans speciale er hydrologi og vejrarter.