6 Karina Hansens odyssé

Illustrer, hvordan ME-syge havde haft det, hvis ikke sygdommen havde ramt dem Af Kelly Gerdes, New Zeland

KAPITEL 6

KARINA HANSENS ODYSSÉ

KARINA HANSENS ODYSSÉ Det femte store sundhedspolitiske område, jeg involverede mig i, var Karina Hansens sag.

Jeg vil indledningsvis nævne, at jeg d. 24/10 2020 har fået skriftlig tilladelse af Karina til at bringe hendes levnedsforløb i denne bog.

I efteråret 2016 accepterede jeg at blive læge for Karina Hansen. Denne accept førte til, at Styrelsen for Patientsikkerhed på kun 3 uger afgjorde, at jeg skulle miste min autorisation midlertidigt i 2 år fra 13/1 2017. Jeg blev ikke indkaldt til personlig samtale, noget der ellers er kutyme, og Styrelsen for Patientsikkerhed besøgte ikke Karina, så de ved selvsyn kunne vurdere hendes tilstand. Det var bl.a. det, de bebrejdede mig, at jeg først besøgte Karina fem dage efter, hun var blevet min patient. Styrelsen besøgte Karina i 2011 og ikke siden. De havde fuld tillid til, at psykiatere og værgen talte sandt, hvilket bestemt ikke var tilfældet i denne sag. Styrelsen for Patientsikkerhed afgjorde sagen ved skrivebordet, hvilket jeg finder helt utilstedeligt i så alvorlig en sag, hvor en lægeautorisation er i fare.

Karina er født i efteråret 1988 som nr. 3 af 5 børn. Moderen var dagplejer, faderen murer og byggede selv det hus, de nu bor i. Alle i familien er sunde og raske. Ingen kendskab til fysiske eller psykiske sygdomme i familien.

Karina havde en meget tryg opvækst, var vellidt, glad og udadvendt. Hun klarede skolen uden problemer og havde teater som sin store fritidsinteresse. Efter 9. klasse i 2004 kom hun på efterskole, som hun nød, indtil hun blev syg af kyssesyge (mononukleose). Dette blev først diagnosticeret efter et år ved en blodprøve. Denne sygdom ændrede hendes liv for evigt.

Hun bestod det følgende skoleår første gymnasie klasse, men efter sommerferien 2006 kom hun ikke i skole igen, fordi hun var så hårdt ramt af træthed, hurtig udmattelse, smerter i hoved og krop, hyppige infektioner og andre voldsomme symptomer.

I 2008 fik hun influenzavaccinen for at styrke sit immunforsvar, men denne samt en galdestens operation forværrede hendes tilstand betydeligt, og i løbet af 2009 blev hun sengeliggende døgnet rundt. Hun blev derfor indlagt i 3 uger på Gråsten Gigthospital, hvor man mente, at hun led af ME. En kvik sygeplejerske lagde nemlig mærke til, at Karina, når hun havde det godt, fik det værre efter en gåtur. De følgende år blev hun undersøgt af 3-4 kompetente læger, blandt disse intern mediciner Henrik Isager. Alle stillede diagnosen ME (Myalgic Encephalomyelitis, G.93.3) udløst af kyssesyge (Epstein-Barr virus) og forværret af influenza -vaccinen og galdestens operationen.

Henrik Isager oplyste mig flere år senere i en telefonsamtale følgende:

”Karinas sag var ikke enestående. Han havde et andet eksempel, hvor patienten havde været indlagt på Hammel Neurocenter til tvangsbehandling og var fuldstændig ødelagt efter dette. Sundhedsstyrelsen har sagt OK til Karinas tvangsindlæggelse.

Han oplyste desuden, at Funktionelle lidelser (FL) blev startet tilbage i 1990 i London under Margaret Thatchers regeringsperiode. Psykiatere lavede den nuværende Term-model, en samtalemodel / overtalelsesmodel, som vejleder Per Fink og co. ved Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser (FFL).

Socialminister Karen Jespersen gav startskuddet til FL herhjemme. TrygFonden har givet store summer til FFL, og Karina var udset til at være patient i et ME-prestigeprojekt for TrygFonden og FFL”.

Henrik Isager beskrev allerede midt 1980erne ME-sygdommen i gode bøger, der gælder den dag i dag, så han vidste, hvad han talte om. ME blev beskrevet som en fysisk sygdom, som WHO anerkendte tilbage i 1969.

I 2007 udtalte psykiater Ole Nielsen, Holstebro, at Karina ikke var deprimeret.

I 2008 udtalte psykiater Nils Balle Christensen, overlæge ved Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser, at Karina var normal, hun var ikke dybere deprimeret eller psykotisk, men gav hende for en sikkerhedsskyld diagnosen ”somatoform lidelse”. Nils Balle Christensen foreslår Cymbalta, men Karina nægter at tage medicin.

I 2010 blev hun mod sin vilje indlagt på neurologisk afdeling Holstebro Sygehus i 3 døgn. De kunne ikke stille en diagnose og gav forkert behandling, så hendes tilstand forværredes. Denne oplevelse gjorde, at hun afskyede sygehuse og ikke ville indlægges igen.

I 2011 fik familien besøg af Embedslægerne Region Midt foranlediget af Holstebro kommune. De vurderede, at Karina var klar i hjernen, men træt. Efter dette besøg blev Karinas mor af Holstebro kommune ansat som plejer for Karina.

I 2012 omtaler Per Fink sig som Karinas behandler overfor Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen intervenerede ved, at en af styrelsens jurister pålagde Karinas læge at besøge hende for at afgøre, om Karina kunne tvangsindlægges. Psykiater Jens Nørbak, Liaisonklinikken, Hvidovre Hospital, mente, uden at have undersøgt Karina, at hun kunne tvangsindlægges på røde papirer.

Sundhedsstyrelsen foreslår, at Karinas praktiserende læge tager en psykiater med på besøg hos Karina. Per Fink skulle have deltaget, men fik forfald. Efter besøget konkluderede de, at Karina var vågen, klar og ikke hallucineret. Hun kunne derfor ikke tvangsindlægges!

Derefter blev psykiater Nils Balle Christensen konsulent for Sundhedsstyrelsen med henblik på at få Karina tvangsindlagt. Samme år meddelte Nils Balle Christensen familien, at han var leder af det nyoprettede ME-afsnit under Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser på Århus Universitetshospital, og at han var meget interesseret i at hjælpe familien og ville samarbejde med Henrik Isager. Han kom som læge, ikke psykiater, sagde han! Han understregede kraftigt, at Karina kunne afgøre, om hun ville underkaste sig hans behandling! Dette beroligede familien,

der havde fornemmet, at en tvangsindlæggelse var under opsejling. Han skrev i en lægeerklæring til Holstebro kommune, at Karina led af ME (G93.3), og at der ikke var nogen evidens for behandling af svært syge, sengeliggende ME- patienter. Han gav hende også diagnosen Neurasteni, en funktionel diagnose. Han havde ikke set Karina siden 2008!

Således kom slangen ind i Paradis!

Sundhedsstyrelsen var ikke sikker på, hvad Karina fejlede, og var derfor ikke sikker på, hvilken behandling hun skulle have. Det viser, at Sundhedsstyrelsen ikke regnede med ME-diagnosen givet af kompetente læger. En kæmpe fadæse, der ligger i tråd med de mange fejl, Sundhedsstyrelsen havde gjort tidligere, og som er beskrevet på hjemmesiden ”Sundhedsstyrelsens Skandaler”. Regionen ønskede at forhindre de nærmeste pårørende i at besøge Karina. På et møde mellem Sundhedsstyrelsen, Holstebro kommune og Region Midt drøftes mulighederne for anvendelse af tvang.

D 12/2 2013 slår de til, og under stort postyr og brug af mange muskler tvangsindlægges Karina på Hammel Neurocenter.

Karina havde siden sommeren 2006 været sengeliggende stort set døgnet rundt. Hun lå i sit værelse isoleret fra omgivelsernes lyde, lys, lugte og havde de voldsomme symptomer, der er karakteristiske for en svært syg ME-patient. Forældrene følte sig nødsaget til at opholde sig udenfor huset i en campingvogn, når de havde gæster, for at Karina kunne få ro og optimale betingelser for at udholde sygdommens helvede. De sidste tre til fire måneder op til tvangsindlæggelsen var Karina i bedring. Det er en kendt sag, at nogle svært syge ME-patienter bedres langsomt, det vil sige over år, hvis de får den rette behandling, som Karina fik. Den bestod i absolut ro, isoleret fra lyd, lys og fysiske udfoldelser. Der var ingen medicinsk behandling på dette tidspunkt udover smertestillende og beroligende medicin, som Karina ikke fik.

Hvad var begrundelsen for at tvangsindlægge hende? Økonomiske grådighed og behovet for en forsøgsperson til at bevise Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelsers værd. Rundt om i verdenen er utallige unge blevet tvangsindlagt på lignende baggrund som Karina, bl.a. 150 personer i Holland. Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser ville vise den medicinske verden, hvordan man gør ’uforklarlig syge’ raske med kognitiv terapi, motion og psykofarmaka. Problemet i Karinas sag var, at hun havde ME, en fysisk sygdom, som blev anerkendt i 1969, men som Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser stjal i 1999 for at retfærdiggøre deres eksistens. De har siden lavet over 30 lignende tyverier af fysiske sygdomme. Hvorfor tillader sundhedsmyndighederne og de lægefaglige råd disse tyverier?

Der mødte 8 betjente, 2 kommunale repræsentanter, en låsesmed og 2 læger op kl. 7 den morgen den 12. februar 2013. Faderen var kørt på arbejde, moderen sad i campingvognen i haven, og Karina sov på sit værelse. Faderen blev ringet hjem af moderen, der fik et chok da ”angrebsstyrken” ankom. De blev af en betjent isoleret i campingvognen og kunne intet gøre, da øvrigheden fjernede Karina i den medbragte ambulance og kørte hende til Hammel Neurocenter.

Forældrene fik ikke lov at sige farvel. Karina havde sin mobil tlf. og ringede til sin far og råbte: ”Hjælp mig”. Senere ringede hun til politiet. Telefonen blev først tavs, da batteriet var tomt, og den forblev tavs, fordi ingen hjalp hende med at få den genopladet. Dette var begyndelsen på 3 år og 8 måneders mareridt og tvungen separation mellem Karina og hendes familie og venner. På et symposium på Århus Universitet i forbindelse med Per Finks 60-års fødselsdag udtalte Region Midt sundhedsdirektør, Ole Thomsen bl.a. i en tale til Per Fink: ” Skulle vi redde en yngre kvindes liv (Karina Hansen)? Tør vi gøre det? Med hjælp af politi og med hjælp af sundhedsministeren (Astrid Kragh (S)), turde du gøre det.”

I foråret 2013 hørte jeg om ovennævnte hændelser og resonerede, at hvis det havde været i Rusland, var det en normal hændelse, men i vores lille demokratiske land hørte det ikke hjemme. Jeg besluttede derfor at undersøge sagen og om nødvendigt gøre noget ved den. Det gjorde jeg så, og det førte mange lærerige stunder med sig, bl.a. åbenbaringen af funktionelle lidelser, en retssag mod Styrelsen for Patientsikkerhed og tilblivelsen af denne bog.

Karinas ophold på Hammel Neurocenter varede 18 måneder og er beskrevet i en 1000 sider lang journal, hvoraf et 30-siders udtræk kan ses under filer i Facebook gruppen Karina-sagen.

Resumé af Karina Hansens indlæggelses-journal fra Hammel Neurocenter viser i øvrigt, at der intet grundlag var for en tvangsindlæggelse:

12.2.13, CITAT: ”Den oprindelige udløsende årsag kan muligvis relateres til mononukleose (kyssesyge), men dette står usikkert.

Undervejs har pt. været undersøgt for diverse medicinske tilstande, uden at man har kunnet diagnosticere en specifik. Der har været overvejelser omkring kronisk træthedssyndrom/ME, men alt i alt har diagnosekoden været usikker. Der er mere og mere tonet et samlet billede frem, hvor man må mistænke funktionel lidelse. Dette er baggrunden for patientens overflytning til Hammel Neurocenter mhp. videre udredning og behandling for denne tilstand.”

Samt citat af indlæggende læges journal notat d. 13/2 2013: ”Karina Hansen virker relativt upåvirket, hun bevæger sig frit i sengen. Der er øjenkontakt. Hun responderer på tale. Der er tegn på anæmi, men ellers ikke noget umiddelbart påfaldende.” … ”Hun har ingen tegn på tryksår trods hun ligger meget i sengen, men hun er god til at vende sig”

Per Fink ringer samme dag til læge Kathrine Flindt, Lyngby, hun var en af de læger, der tidligere havde stillet diagnosen ME. Kathrine havde henvendt sig angående de dramatiske omstændigheder ved tvangsindlæggelsen. Per Fink (citat) ”henviser til at det er Sundhedsstyrelsens vurdering at indlæggelse var nødvendig under nødretsloven.”

Altså, der var ingen begrundelse for tvangsindlæggelsen, og Per Fink fralægger sig ansvaret, men Sundhedsstyrelsen har i et hemmeligt notat skrevet, at det var Holstebro Kommune, som skulle være ansvarlig for tvangsindlæggelsen. Alle fralægger sig ansvaret, men tilbage står, at psykiater Per Fink havde brug for en succeshistorie til at begrunde eksistensen af Forskningsklinikkens

nyoprettede klinik for ME-syge, som helst og hurtigt skulle vise positive resultater. Denne nyoprettede ME-klinik under Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser har til dato, efter 8 års eksistens, endnu ikke publiceret nogen videnskabelig forskning, og jeg mener klinikken er nedlagt igen.

Det interessante ved den indlæggende læges notater er, at han beskriver en normal ung kvinde, som ikke er beskidt, har rent tøj på, ingen tegn på overgreb, som svarer adækvat osv. Dette i modsætning til Nils Balle Christensen der udtalte, at Karina var beskidt, i urent tøj og sengetøj, samt at forældrene ikke ville samarbejde, også en usandhed fra hans mund. Per Fink sagde i DR1 udsendelsen ”Psykiatriens Dilemma” i 2019, at” Karina var akut syg og indlæggelse var nødvendig, men han vidste ikke, hvad hun fejlede”. Samt ”at det gjorde han heller ikke efter 3 år og 8 mdr.s observation”. Han oplyser altså, at hans diagnosticering og behandling var nytteløs. 3 år og 8 mdr. spildt liv for en ung kvinde i sin bedste alder.

Var hun så syg, som Per Fink oplyste i TV-udsendelsen, skulle hun efter min vurdering indlægges på en intensiv eller medicinsk afdeling og så siden flyttes videre, når hun var i stand til det. Som jeg læser indlæggende læges observationer var indlæggelse, frivillig eller tvungen, ikke nødvendig. Den officielle begrundelse for indlæggelsen var, at Karina ikke var diagnosticeret. Den uofficielle var, at Per Fink skulle have en forsøgsperson, der viste, hvor sublim hans behandlingsstrategi var. Denne faldt fuldstændig igennem, da Nils Balle Christensen i foråret 2016 måtte opgive at behandle Karina og henvise til Risskov psykiatrisk afd., samt et nyt opholdssted i stedet for Tagdækker vej, fordi de ansatte havde mistet tilliden til Nils Balle Christensen.

Karina Hansens tvangsindlæggelse i 2013 og efterfølgende isolation fra familie og venner i 3 år og 8 måneder blev fremlagt i DR1s udsendelse ”Psykiatriens Dilemma”. I udsendelsen blev der dog vist et meget manipuleret og fejlagtig fremført hændelsesforløb. Psykiater Mogens Undéns medvirken var meget svagt fremlagt, så svagt, at han sagde: ”Jeg ligner jo den glade julemand”. Han var mildt sagt rasende over DR1 forvridning af fakta. Jeg blev slet ikke nævnt i udsendelsen, til trods for, at det var ’min sag’, jeg havde rejst den i det officielle Danmark, og den havde kostet mig min autorisation. DR1 havde lovet mig, at jeg fik den nødvendige taletid til at komme med min kritik af hele Karinas indlæggelsesforløb og ikke mindst af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser, deres leder Per Fink og deres ansatte samt Sundhedsstyrelsen. I stedet for fik Per Fink og Søren Brostrøm, og dermed Sundhedsstyrelsen, taletid, så udsendelsens egentlige budskab kom aldrig frem. Hvem styrede denne manipulation? DR1s ledelse? Under alle omstændigheder var det meget dårlig journalistik.

Psykiater Per Fink udtaler, minuttal: 28.00, CITAT:

”Jeg mener ikke, at vi er nået til bunds i, hvad det er for en diagnose, øh, hun har. Det er stadig væk usikkert, i det her tilfælde er det rimeligt velbelyst, at det i hvert fald ikke er kronisk træthed / ME, hun fejler, det er noget andet, hun fejler. Hvad det så lige præcis er, det er så stadig en udfordring”!

Det er mig en gåde, at han ikke siger i fjernsynsudsendelsen, at Karina lider af FL. Tror han ikke på sit eget vanskabte barn? Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser havde brugt 3 år og 8 mdr. på at finde en diagnose til Karina.

Karina havde allerede en diagnose, da hun blev indlagt, nemlig ME, diagnosticeret af kompetente læger. Men Sundhedsstyrelsen og Per Fink er enige om, at ME-diagnosen ikke må benyttes, og derfor afviser Per Fink så kategorisk en diagnose på TV til trods for, at han selv havde indlemmet ME i funktionel lidelse.

Dette er fuldstændig utilstedelig medicinsk manipulation og bevisførelse.

3 år og 8 måneders tvangsbehandling uden en nøjagtig diagnose! Hvorfor tog Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser ikke imod alle de tilbud om hjælp fra alverdens kompetente læger? Nej, det ville åbenbare Forskningsklinikken for Funktioneller Lidelser’s gave til menneskeheden, og afsløre et fuldstændig håbløst koncept for alverden. ”Kejserens skræddere skulle ikke afsløres”.

Hvor længe, Karina var tvangsindlagt, står lidt hen i det uvisse. Hun fik tildelt værgen i marts 2013, var tvangsindlæggelsen dermed ophævet?

I løbet af forår 2013 talte forældrene med overlæge Jens Gyring, som var ansvarlig for Karina på Hammel Neurocenter. Han sagde, at Karina var tvangsindlagt, samt at de folk, der tror på, at ME er en sygdom, er en flok narrøve. J. Gyring fratages ansvaret for Karina pga. dårlig opførsel.

Overlæge Merete Stubkær overtager ansvaret for Karina. På et møde med forældrene udtaler hun: ”I får mig ikke til at sige, at Karina er tvangsindlagt”. Karinas mor spørger, om hun må besøge Karina, og om hun må spørge, om Karina vil med hjem. ”NEJ” svarer Merete Stubkær.

Nils Balle Christensen skrev i Karinas journal, at hun d 7/5 2014 ikke længere var tvangsindlagt og derfor frit kunne forlade Neurocentret, men denne meddelelse fik Karina og hendes familie ikke.

Dette notat kom blot 1 1/2 måned efter høringen på Christiansborg om funktionelle lidelser og er uden tvivl dikteret af en hårdt presset Per Fink, således at han kunne oplyse omverdenen om, at Karina ikke er tvangsindlagt og frit kunne forlade Neurocentret, og dermed kunne han undgå ubehagelige konfrontationer.

Under det 18 mdr. lange ophold på Hammel neurocenter blev Karina behandlet meget nedværdigende af personalet, som mandsopdækkede og videoovervågede hende i døgnets 24 timer, og hun opførte sig under disse omstændigheder forbavsende roligt. Hun fandt sig for det meste pænt i ydmygelserne.

På Neurocentret gav psykiaterne, for at pacificere Karina, hende diagnosen PAWS (pervasive arousal withdrawal syndrom - kronisk tilbagetræknings-syndrom), som er en psykisk lidelse hos krigstraumatiserede børn. Karina var 25 år, havde aldrig været i krig og var fysisk syg! Moderen gav de diagnosen Münchhausen by Proxy, også en alvorlig fejldiagnose, der skulle sætte moderen

i miskredit, så hun kunne holdes fra Karina med denne psykiatriske diagnose! Denne separation var Nils Balle Christensen og regionens ønske.

Da Hammel neurocenter opgav yderligere behandling, blev Karina flyttet til et bosted for hjerneskadede på Tagdækkervej i Hammel. Det var en anden behandlingsstrategi end på Neurocenteret. Karina skulle her blande sig med de andre beboere og deltage i fælles aktiviteter, som hun ikke magtede pga. udmattelse og støj, og dette gav spændinger i form af aggressioner og udadreagerende adfærd fra Karinas side mod omgivelserne.

Denne adfærd hos Karina bevirkede, at Nils Balle Christensen i nov. 2015 ville indlægge Karina på gule papirer, men en fornuftig vagtlæge hindrede dette. Det blev desværre også starten på, at Karina fik og fortsat får psykofarmaka. Det blev også starten på, at Karina blev uregerlig, og plejepersonalet blev splittet, dvs. de var uenige om behandlingen af Karina, og derfor skulle hun flyttes.

Derfor henviste Nils Balle Christensen i april 2016 Karina til psykiatrisk afd. Risskov. Af henvisningen fremgår bl.a: ”Der er intet der underbygger ME-diagnosen, derimod opfylder hun PAWS diagnosen, muligvis borderline med mikropsykoser og / eller PTSD-lignende reaktioner. Hun er gennem fysioterapeutisk træning blevet i stand til at gå.” samt ”Sagen er kompliceret, og personalet på Tagdækkervej føler sig ikke kompetente til at fortsætte behandlingen under min vejledning. Derfor ønskes en udredning og evt. medicinsk behandlingsforslag for at kunne arbejde videre med hende.” Derudover ledte han efter et nyt bosted og Karina fik pr. 1/11 2016 en plads på Enghaven i Horsens, et bosted for alkoholikere og narkomaner. Det var ca. 80 km fra familiens hjem!

RISSKOV PSYKIATRISK AFD. VURDEREDE, AT DE VIL SE KARINA AMBULANT.

Imidlertid tilspidsedes situationen, således at Karina fik store mængder psykofarmaka. Niels Balle Christensen skiftede fra et psykofarmaka til et andet, da han mente det første gav hende psykose, så svær psykose at det krævede akut indlæggelse på Risskov psykiatriske afd.

Karina blev sendt retur til bostedet efter en uge med besked om hurtigst muligt at nedsætte evt. helt ophøre med den antipsykotiske medicin.

De følgende måneder var meget kaotiske, og de ansatte på Tagdækkervej modsatte sig, at Akut Psykose Team fra Risskov afsluttede Karina. Tilliden til Nils Balle Christensen var væk.

I begyndelsen af september fik forældrene kontakt til Karina, og hun bad mange gange om at komme med forældrene hjem. Forældrene havde haft kontakt til mig siden 2013, og nu genoptog de kontakten. Det, de fortalte mig, var meget grusomt. At et menneske behandles sådan, forgiftes og overdoseres med psykofarmaka på den måde, er helt utilstedeligt. Karina burde nedtrappes og om muligt udtrappes hurtigst muligt. Jeg havde stor tillid til forældrene og tvivlede ikke på,

at det, de fortalte, var sandt, og at deres vurdering var rigtig. Vi aftalte, at de skulle prøve at få Karina hjem på en uges ferie for at se, hvordan hun reagerede på dette, og om forældrene evt. kunne passe hende i hjemmet døgnet rundt uden hjælp udefra. Det blev arrangeret, at Karina kom på en uges efterårsferie fra d. 17/10 2016. Den følgende uge fandt hun ud af, at hun ikke ville tilbage til bostedet, og faderen meddelte bostedet dette den 23/10.

De følgende dage enedes vi om, at jeg efter Karinas ønske blev hendes læge og påbegyndte nedtrapning af medicin. Hun havde ingen tillid til de lokale læger. Jeg kontaktede hendes tidl. Psykiater Ole Nielsen, Holstebro, om han kunne klare de psykiatriske problemer, men han ville ikke involveres.

Den 29/10 16 besøgte hendes partsrepræsentant Bente Stenfalk og jeg, Karina og hendes forældre på hjemmeadressen i Holstebro.

Jeg skrev efterfølgende et brev til min genbo, embedslæge Hans Henrik Hansen, på hans anmodning. Han ringede til mig i ugen op til besøget med anmodning om, at jeg beskrev hændelsesforløbet med Karina. Jeg spurgte ham, hvorfor netop han kontaktede mig, han var nemlig ikke habil, pga. vores genboskab. ”Ingen andre turde” var svaret.

I brevet beskrev jeg Karinas boligforhold, forældre som kærlige og omsorgsfulde. Karinas tilstand som lidt tilbagetrukket, genert og med stivnede bevægelser, som dog var aftaget i løbet af ugen ifølge forældrene. Hun skriver godt med sirlig skrift, men taler ikke. Hun har afbrudt søvn og mareridt. Klager over nedsat korttids- og langtidshukommelse. Når en bildør smækkes i nabolaget, får alle husets tre beboer et voldsomt chok. De tænker tilbage på tvangsindlæggelsen: kommer de nu og bortfører Karina igen?

Der er intet paranoidt eller psykotisk over hende. Jeg beskriver fremtidsplanerne for hende: at minimere/ ud trappe medicinen, konsultere en psykiater og påbegynde genoptræning. Hun har ikke længere brug for en værge, idet hun svarer på skrift fuldstændig adækvat på stillede spørgsmål.

Jeg stillede følgende diagnoser:

Forgiftet med psykofarmaka ME PTSD / belastningssyndrom Nedsat stofskifte.

En blodprøve viste senere, at hun på Tagdækkervej havde fået antipsykotisk medicin i så store mængder, at den lå 50% over den maksimalt anbefalede dosis. Det er også vigtigt at pointere, at ME-patienter ikke tåler så store doser medicin som raske mennesker. Mig bekendt havde hun ikke fået målt blodkoncentrationen af antipsykotisk medicin under sit ophold på Tagdækkervej, hvilket jeg finder underligt og skødesløst. Enhver psykiater bør vide, at antipsykotisk medicin kan slå patienter ihjel og gør det rimeligt ofte. Dette kan imødegås ved at måle blodkoncentrationen med jævne mellemrum. Forskrifterne anbefaler denne fremgangsmåde.

Angående evt. psykiater til Karina tog det fem måneder inden partsrepræsentanten fandt en, der havde mod og evner til at hjælpe. Det var psykiater Mogens Undén, Frederiksberg, der trådte hjælpende til trods den store afstand til Holstebro. Genoptræning kom desværre ikke i gang mest pga., at jeg mistede min autorisation.

Der var ingen grund til at involvere værgen eller psykiatrisk afd. Risskov. De kunne kontakte mig, hvis de var nervøse for Karina. Eller de kunne besøge Karina for ved selvsyn at se, hvordan hun havde det. Værgen besøgte Karina i få minutter 2 gange, han havde ingen grund til bekymring. I foråret 2017 sendte jeg et beroligende brev til psykiaterne i Risskov. Jeg fik ingen respons.

Værgemålet blev ophævet ved dom d. 10/10 2018.

Jeg konkluderede, at Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser og Tagdækkervej skulle være glade for, at jeg overtog en patient, de ikke kunne håndtere. De havde opgivet at klare opgaven allerede i april 2016, og deres eneste behandling var at forgifte Karina og forpeste hendes tilværelse.

Karinas tilstand er nu stationær, hun befinder sig godt hos forældrene, men hun har pådraget sig et belastningssyndrom, som burde behandles af kompetente behandlere, men hun har, af forståelige grunde, mistet tilliden til sundhedsvæsenet. Uroen omkring hendes hjemkomst har gjort, at ingen har turde hjælpe hende. Psykiater Mogens Undén var for langt væk, og jeg var skudt til hjørne.

Jeg greb ind i Karinas sag, fordi hun blev fejldiagnosticeret og fejlbehandlet af FFL.

Karina har aldrig haft en psykiatrisk lidelse, hvilket understøttes af psykiaterne Charlotte Emborg og Mogens Undén. Derfor er behandlingen, Karina fik via FFL, en grov og utilgivelig fejl, og sundhedsmyndighedernes vurdering af hele sagen hviler på et fejlagtigt grundlag. Karina er altså uretmæssigt blevet tvangsindlagt, tvangstilbageholdt, tvangsmedicineret, tvangsbehandlet og nægtet samkvem med familie og venner i 3 år og 8 måneder (12/2 2013 – 17/10 2016).

Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser har udsat Karina og familien for grov tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder og ligeledes udvist grov forsømmelighed i behandlingen. Familien har været umenneskelig hårdt presset og ramt under hele sagen. Ketty Hansen fik en blodprop i hjernestammen i juni 2018, som gav højresidig lammelse, nedsat hukommelse, kronisk svimmelhed, træthed og andre svære symptomer på kompromitteret hjernekapacitet, således at hun efter 10-11 måneders genoptræning var stationær, men ikke bedret, og hun fik tildelt senior førtidspension. Hun er i behandling for højt blodtryk og kolesterol samt blodfortyndende medicin. Denne alvorlige sygdom kan være udløst af stress, og familien har ikke haft overskud til at rejse retssag / retssager. Det havde sikkert også været omsonst, hvis min retssag skal tages til indtægt for retsstatens ageren.

Opfølgningen på det brev, jeg sendte til min genbo embedslæge Hans Henrik Hansen, om mit besøg hos Karina og hendes familie d. 29/10 16, blev kortvarig. Jeg blev fjernet som læge.

Følgende oplysninger stammer fra aktindsigt:

Små 2 uger senere skriver Embedslæge Ellen Breddam til psykiater Ida Hageman Pedersen og praktiserende læge John Sahl Andersen: Uddrag: ”Fredericia lægen har overtaget en ung kvinde som han er i gang med at udtrappe af hendes medicinske behandling, så hun kan slippe for den medicinske spændetrøje. Psykiatrien i Århus er dybt bekymrede. I øvrigt anerkender han ikke værgen. Vi har overvejet muligheden for at fratage ham hans autorisation pga. manglende overholdelse af fagligt påbud om skærpet informationspligt ved behandling med disse alternative midler, men indtil videre har han kun diagnosticeret (pr. distance, i øvrigt) og er begyndt nedtrapning af medicin, så det kan vi ikke bruge umiddelbart. Det ser juristerne nærmere på.

Vi kan stoppe ham, hvis hans handlinger vurderes som farlige, og vi har derfor brug for vurdering fra jer så hurtigt som muligt. Har hans fremgangsmåde bragt den unge kvindes liv og helbred i fare.

Opfordre til telefonisk kontakt. Den psykiatriske vurdering er den vigtigste”. (Originalen kan læses under bilag under kapitel 9, bilagsmateriale no 10 i stævningen).

Kommentar: Med andre ord, kunne de vurdere mine handlinger som farlige, kunne de stoppe mig. Og det var det, de gjorde – uafhængigt af de faktiske forhold!

Næste dag meddeles det fra Tagdækkervejs personale, der havde besøgt Karina, at hun havde det godt. Jeg kunne også oplyse, at Karina var i bedring, som jeg skrev i brevet til embedslægen.

Hvorfor går Styrelsen for Patientsikkerhed ikke i dybden i Karinas sag, så ville de have set hvilke svigt og misrøgt Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser havde udsat Karina for? Styrelsen for Patientsikkerhed burde vide det, fordi jeg havde oplyst dem om det mange, mange gange i mine breve, men det tog de sig helt åbenlyst ikke af. Det var helt klart, hvad agendaen var, jeg skulle fjernes, koste hvad det ville.

Min klinik var lukket f. d. 2/11 til d. 15/11 16 pga. voldsom vandskade, så alvorlig at jeg måtte skifte klinikadresse. Dette har jeg glemt at meddele Styrelsen for Patientsikkerhed, men det havde ikke ændret sagens udfald. Jeg havde, også i den periode, daglig kontakt til Karinas forældre, og fulgte nøje hendes udvikling. Den var som forventet god, og der var ikke behov for sygebesøg i denne periode.

Efter nogle dage skrev psykiater Ida Hageman til Ellen Breddam bl.a.: ”Jeg mener ikke umiddelbart, at Stig Gerdes har udsat patientens liv for overhængende og akut fare og lægger her bl.a. også til grund , at Ellen Breddam taler med psykiatrisk overlæge Ulla Kapilin, der kender patienten, og som ikke er akut bekymret for patientens tilstand, men stærkt bekymret på sigt, hvilket også fremgår af bekymringsskrivelsen til styrelsen”

Kommentar:

Dette er skrevet 3 uger efter begyndende nedtrapning af Olanzapin, og Karina havde det fortsat fint og bedredes gradvist. Tiden har også vist, at der ikke var grund til bekymring. Havde der

været det, ville jeg have henvendt mig til Risskov psykiatrisk afd., som den omhyggelige læge jeg er. Patientens tarv har altid været det vigtigste for mig, lægeløftet kræver også dette.

Task Force holdt møde d.16/11 16, hvor det godtgøres, at jeg ikke har overtrådt påbuddet af 9. september 2015, der specifikt retter sig imod intravenøs C-vitamin behandling. De finder, at reduktionen af medicin uden at have tilset patienten er yderst kritisabelt. At jeg ikke inddrager værgen, er i første omgang ikke vurderet. Den sagkyndige har ikke taget stilling til, om der er tale om grov forsømmelighed. De afventer sidste materiale. Psykiater Ulla Kapilin mener, der er fare for tilbagefald til psykose, når den antipsykotiske medicin nedtrappes. Ida Hageman, sagkyndig i psykiatri mener, det er en skærpende omstændighed, ”at patienten er vurderet at lide af Münchhausens syndrom by Proxy”. Det er Karinas mor der har fået denne fejlagtige diagnose af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser!! Enhver psykiater burde vide hvad by Proxy betyder, nemlig: pr. stedfortræder!

Yderligere misforståelser af Task Force medlemmer: ”Han har alene stillet diagnosen ME og påbegyndt en udtrapning af psykofarmaka, da han ifølge journalnotat har vurderet, at patienten ikke er psykotisk”. Misforståelsen er, at jeg ikke har stillet diagnosen ME, den blev stillet i 2009 -12 af 2 hospitaler og 3 ME-specialister. Jeg havde vurderet, hun ikke var psykotisk, men det var ikke det centrale. Det centrale var, at hun var forgiftet!

Når en patient ikke er psykotisk, ser jeg, i modsætning til visse psykiatere, ingen grund til at give antipsykotisk medicin. Det kan nemlig udløse en psykose specielt hos en ME-syg, der ikke tåler medicin i samme doser som raske.

Havde Task Force leveret optimal sagsbehandling, havde de stillet spørgsmål ang. FFLs aktier i denne sag og til FFLs åbenbare og totale mishandling og tilsidesættelse af personlig frihed osv., og man burde have ladet Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser besvare centrale spørgsmål. Men nej, jeg var dømt ude, og alle var glade.

Task Force burde i det mindste have sendt en delegation til Karinas hjem, og de ville have fået en helt anden historie, end den de bryggede sammen.

Task Force havde overvejelser ang. proportionalitetsprincippet, men da de på mødet modtog mail fra mig om, at jeg havde ændret medicin uden at have kommunikeret direkte med patienten, men med hendes forældre, tog de min autorisation. Jeg havde ikke handlet anderledes, om jeg så havde set Karina hver dag. Jeg var, igennem mange år, vant til at vurdere patienter over telefonen, noget der også senere er kommet på mode under Corona-krisen.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede min handling i perioden fra d. 19/10 til 28/10, som tilsyneladende var godkendt, samt d. 29/10 til 16/11 2016, i alt 17 dage, af hvilke jeg havde lukket de 13 dage pga. vandskade. Det er for mig vigtigt at pointere, at jeg stort set var i daglig kontakt med Karinas forældre fra midten af september til midten af november 2016, og at jeg har over 40 års erfaringer med telefonkonsultationer.

Udviklingen i sagen viste, at det var forsvarligt, at jeg handlede, som jeg gjorde. Task Forces og psykiatrisk afd. Risskovs bekymringer var helt uden hold i virkeligheden. Det måtte de jo være, fordi Karinas diagnoser givet af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser var forkerte og dermed også behandlingen. Det mener jeg, Task Force vidste, men jeg skulle ’slagtes’, inden Karina blev for rask. Hvad skulle de have gjort, hvis hun var blevet helt rask i løbet af januar måned 2017? Kunne de så have taget min autorisation?

Task Forces medlemmer var stort set som i september 2015 (kapitel 5).

Den skjulte agenda var, at jeg skulle fjernes, jeg havde fjender i alle styrelser, regioner og kommuner.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om Karina var blevet helt rask af sig selv i løbet af 2-3 år, hvis Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser ikke havde grebet ind med tvangsindlæggelsen i 2013. Mange ME-syge bliver nemlig med tiden raske, når de følger den behandlingsstrategi Karina fulgte, absolut ro, ingen anstrengelser, ingen medicin, tillid og tro på fremtiden, vejledt af ME-kyndige læger.

Se bilag side 298-306.

1. Karina Hansens tilladelse til at jeg bruger hendes sygehistorie.

2. Karina Hansens forældre fortæller hendes historie i anledning af høring for Funktionelle

Lidelser i marts 2014

3. ”Mens vi venter på sundhedsministeren” af Vibeke Ilsøe Gustavsen. Dette er forældrenes beskrivelse af deres oplevelse med en ME-syg datter i lighed med Karinas sag. Deres datter skulle også have været fjernet fra forældrene som Karina, men myndighederne turde ikke, fordi Karinas sag var så eksponeret.

4. Fanø kommunes undskyldning til Marie Louise og familie.

Alle Karinas papirer ligger under filer på Facebook-siden: ” Karina-sagen”.