8 Julen 2016

Stig Gerdes klar til angreb Af Kelly Gerdes, New Zealand

KAPITEL 8

JULEN 2016

Jeg var på juleferie i New Zealand hos børn og børnebørn i perioden 18/12 2016 – 22/1 2017.

Det vidste Styrelsen for Patientsikkerhed via min genbo embedslæge Hans Henrik Hansen. Den 22/12 2016 sender Styrelsen for Patientsikkerhed mig en mail i E-Boks, hvor de skriver, at de overvejer at tage min autorisation midlertidigt for to år, pga. min behandling af Karina Hansen, og hvis jeg har indsigelser, skulle de have dem senest d. 5/1 2017.

Det var en bevidst ondskabsfuld handling fra styrelsens side at sende mailen på dette tidspunkt for at ødelægge min juleferie i New Zealand.

De havde allerede d. 23/11 2016 besluttet at tage min autorisation midlertidigt for 2 år og kunne derfor have skrevet til mig i god tid før afrejsen til New Zealand d. 16/12. Om de tog autorisationen d. 13/1 2017 eller 1-3 måneder senere, havde ingen praktisk betydning udover at chikanere og stresse mig. Samtidig havde Styrelsen for Patientsikkerhed den frækhed at ferielukke i perioden 22/12 16 – 5/1 2017, så jeg ikke kunne komme i kontakt med dem i min svarperiode. Styrelsen vidste, at Karina Hansens journaler var i Danmark, og at jeg derfor ville bede om udsættelse for at kunne skrive et ordentlig forsvar, når jeg kom hjem.

Styrelsen fik mit svar om udsættelse d. 6/1 2017, altså en dag for sent. Embedslæge Ellen Breddam hævdede, at min mail sendt 5/1 ikke var nået frem. Den tror jeg ikke på. Det skyldtes styrelsens ferielukning. Dette var helt klart en bevidst obstruktion fra styrelsens side. Styrelser tager nemlig aldrig fejl!

Den 7/1 2017 modtager jeg endnu en meddelelse i E-Boks, at Styrelsen for Patientsikkerhed tager min autorisation midlertidigt for 2 år fra d. 13/1 2017. Afgørelsen kunne ikke ankes, men bringes for en domstol! Dette er en fuldstændig vanvittig regel, der på det tidspunkt bevirkede, at jeg følte mig varetægtsfængslet på ubestemt tid! Meget ubehagelig følelse.

For at forstå ovennævnte hændelsesforløb skrues tiden tilbage til foråret 2013, hvor jeg blev gjort opmærksom på Karina Hansens tvangsindlæggelse og fratagelse af sine menneskerettigheder, og som bevirkede en næsten total isolation fra familie og venner. Jeg talte og skrev efterfølgende med forældrene og blev sat rigtig godt ind i Karinas sygehistorie.

I september 2016, altså 3 år og 8 måneder senere, lykkedes det forældrene at få kontakt til Karina. Hun var rigtig glad for at se forældrene, og hun ønskede at komme med dem hjem. De beskrev hende som motorisk hæmmet, idet hendes muskelbevægelser var langsomme og stive samt med stivnede ansigtstræk. Dette, var jeg sikker på, var parkinsonistiske træk udløst af for meget antipsykotisk medicin, og Karina skulle hurtigst muligt ned i dosis evt. helt ud af medicinen. Forældrene fik Karina hjem på en uges ferie, men da hun skulle retur til bostedet, nægtede hun dette, hun ville blive hos forældrene. De kontaktede mig og forelagde situationen, og da Karina ønskede mig som læge, tog jeg over. Jeg bestilte medicin til hende, og de hjemmesygeplejersker, der besøgte hende hjemme i ferieugen, fortsatte med at komme i den følgende uge, men dette stoppede efter nogle dage. De havde imidlertid meldt tilbage til kommunen, at deres gang i hjemmet ikke længere var nødvendigt, fordi læge Stig Gerdes, Fredericia, var hendes nye læge, som havde overtaget ansvaret for Karinas behandling.

Dette var baggrunden for embedslæge Hans Henrik Hansens telefoniske henvendelse til mig d. 28/10 2016, og mit svar til ham efter et hjemmebesøg hos Karina og hendes forældre, sammen med partsrepræsentant Bente Stenfalk dagen efter. Hendes motorik var allerede bedret markant efter 5 dages mindsket antipsykotisk medicin, og jeg planlagde den videre behandling. Et stort problem var, at psykiater Ole Nielsen, Holstebro, som havde set Karina for år tilbage, ikke ville involveres i sagen. En psykiater var påkrævet, skønt Karina ikke var psykiatrisk patient, så længe hun fik psykiatrisk medicin. Karinas tillid til Risskov var på niveau med den til Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser, ikke eksisterende, efter den behandling, de havde udsat hende for, så deres psykiatere var ikke interessante.

At finde en psykiater, der ikke havde solgt sin faglige stolthed til funktionelle lidelser, og som havde mod og mandshjerte til at gå ind i sagen, viste sig at være umuligt eller næsten. Karinas partsrepræsentant, Bente Stenfalk, arbejdede intenst med opgaven, og efter flere måneders søgen lykkedes det. Psykiater Mogens Undén, Frederiksberg, gik ind i sagen.

Det var i sidste øjeblik, Karina slap ud af kløerne på Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser. Allerede 14 dage efter hun flyttede hjem til forældrene, skulle hun have været flyttet til bostedet Enghaven i Horsens, og så er det sandsynligt, at hun havde været død i dag pga. medicinforgiftning.

Risskov psykiatriske afdeling ville have afsluttet Karina i august måned 2016, men det satte de ansatte på Tagdækkervej sig imod, fordi de ingen tillid havde til psykiater Nils Balle Christensen. Han kunne ikke hjælpe Karina. (kapitel 6)

Alle burde have klappet i deres små ’psykiatriske’ hænder, da jeg overtog en patient, de ikke kunne håndtere. Men nej, jeg skulle derimod straffes og blev det.

De første 10 dage af november var min praksis lukket, fordi en kraftig vandskade tvang mig til at flytte praksislokaler til naboejendommen. Jeg havde dog daglig telefonisk kontakt med Karinas familie, og tingene udviklede sig positivt, så der var ingen behov for et akut sygebesøg hos Karina.

Der fulgte, efter mit brev til embedslæge Hans Henrik Hansen, en længere brevveksling sted mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og mig. En embedslæge var fornærmet og sur på mig. Det lykkedes hende, ved en ihærdig indsats i november 2016, at udvirke, at jeg, efter 3 ugers vurdering i Styrelsen for Patientsikkerhed, mistede min autorisation midlertidig for 2 år den 13/1 2017. Styrelsen tilsidesatte lægeløftet og proportionalitetsprincippet for hurtigt at tage min autorisation, inden Karina blev rask. Hun havde nemlig i den måned, jeg havde behandlet hende, gjort betydelige fremskridt. Var min indblanding i Karinas sag eneste årsag til autorisationsfratagelsen? Nej, min behandling af HPV-vaccine bivirkningsramte var en kæmpe torn i øjet på sundhedsmyndighederne og har sikkert vejet tungere i vurderingen af autorisationsfratagelsen, end min behandling af Karina Hansen gjorde.

Yderligere har jeg, som tidligere skrevet, en stærk mistanke om, at Per Fink har pustet kraftigt til ilden. (Se kap. 3 og 5).

I januar medens jeg endnu var i New Zealand, blev jeg ringet op af TV-syd, der ville forhøre sig om autorisationsfratagelsen. De ville lave et Skype interview, men det ville jeg ikke, jeg havde ikke sagen på plads. Senere så jeg et interview om min sag med embedslæge Hans Henrik Hansen, der mod slutningen blev spurgt, om jeg havde flere ”klip i kørekortet”, det svarede han ja til. Jeg fandt det uhørt frækt, at jeg af Styrelsen for Patientsikkerhed blev hængt offentlig ud for yderligere fejl. Det tolkede jeg således, at mit engagement i HPV-vaccineproblematikken var stærkt medvirkende årsag til autorisationsfratagelsen.

Da jeg fik beskeden om autorisationsfratagelsen den 8/1 17, var jeg hos min datters familie i Wellington, New Zealand, og det blev ’fejret’ med champagne, ingen grund til at græde over spildt mælk. Jeg var selvfølgelig målløs over afgørelsen og de konsekvenser, den ville få for mine patienter, mine ansatte, Karina og mig selv. Men jeg vidste, jeg havde retten på min side, og at korruption var så udbredt i hele vores samfund, som jeg hævdede. Nemlig overalt!

I mailen fra Styrelsen for Patientsikkerhed til mig d. 13/1 2017 vedrørende den midlertidige autorisationsfratagelse fremførte den: ”at du har udvist grov forsømmelse” såvel i din behandling af den konkrete patient som ved at undlade at indhente samtykke fra patientens værge og derved tilsidesætte helt grundlæggende regler, som har til formål at beskytte patientens interesser. Styrelsen har på denne baggrund begrundet mistanke om, at du fremadrettet kan være til fare for patientsikkerheden”.

Dette er noget fordrukkent sludder! Jeg havde reddet patienten. Værgen beskyttede bestemt ikke patientens interesser, tværtimod. Hvor er koblingen mellem begrundet mistanke, og at jeg fremadrettet vil være til fare for patientsikkerheden?

Dette er udtryk for magtarrogance fra styrelsens side, idet den konkrete patient allerede var i bedring en uge efter, jeg overtog behandlingen, en bedring, der fortsatte, og der har endnu ikke i skrivende stund været mindste antydning af, at en psykose er på vej. At patienten tidligere blev psykotisk skyldes udelukkende inkompetent behandling fra Nils Balle Christensens og Forskningsklinik for Funktionelle Lidelsers side, da de havde Karina i deres varetægt.

Værgen var kun til for psykiaterne, ikke for patienten, han havde ingen interesse i hende. Det skal også fremhæves, at Karina havde bedt forældrene være hendes værge, hvis det blev aktuelt. Dette kom på tale, fordi familien kunne fornemme allerede i 2012, at en tvangsindlæggelse var på vej. Værgen og psykiatrisk afdeling Risskov kunne / skulle have kontaktet mig, hvis de var nervøse, eller endnu bedre: også have besøgt Karina hos forældrene. Så havde de fået syn for sagn. Jeg var ikke nervøs og så derfor ingen grund til at kontakte dem.

Jeg er af den klare overbevisning, at behandlingen af patienter ikke er en envejskommunikation, men en flervejs, så alle kan komme til orde.

I så alvorlige sager, hvor autorisationsfratagelse er i spil, burde det være et krav, at Styrelsen for Patientsikkerhed selv besøger og undersøger patientsager og ikke afgør dem ved skrivebordet. Det skal i den forbindelse nævnes, at Nils Balle Christensen i maj 2014 skrev i Karinas journal,

at hun ikke længere var tvangsindlagt, men oplyste det ikke til patienten og hendes familie. Hun var altså på dette tidspunkt en fri kvinde, men vidste det ikke. Yderligere opgav han at behandle Karina i april 2016 og henviste hende til psykiatrisk afdeling Risskov samt til et nyt bosted.

Jeg var opmærksom på, at jeg skulle passe min praksis 6 måneder efter tabet af autorisationen. Hvordan fungerer det i praksis? Man finder en vikar eller beder sine praksiskolleger hjælpe. Derfor kontaktede jeg Falck, der har et lægevikarbureau, via mail, medens jeg endnu var i New Zealand. Jeg fik en rigtig god behandling, men det var uholdbart, at en vikar kostede 35000 kr. om ugen uden moms og 45000 kr. med moms, denne pris krævede Region Syd. Skulle jeg slippe for moms krævede det, at Region Syd accepterede dette. Det ville den ikke. Det var derfor en uholdbar løsning, der ville give et underskud på ca. 100.000 kr. om måneden.

Derfor kontaktede jeg efter hjemkomsten mine kolleger for at løse problemet. Der var ingen hjælp at hente til trods for, at de vidste, hvilken umulig situation min patienter og jeg var i. Mine kolleger ville end ikke udskrive livsvigtig medicin til mine patienter, men henviste til Region Syd, lægevagten eller sagde, at de kunne få medicinen, hvis de skiftede læge til deres praksis. Så meget for det gode kollegiale sammenhold i Fredericia. Der var dog en kollega, der levede op til de kollegiale standarder. Mine kolleger overså, at det var mine patienter, det gik ud over, ikke mig. Jeg kunne intet gøre. Det drejede sig om 2000 patienter, der stod uden lægehjælp, og som var hængt til tørre af en uduelig og inkompetent styrelse, der ikke kunne gennemskue det kaos og den voldsomme svækkelse af patientsikkerheden, dens afgørelse afstedkom.

Jeg søgte vikarhjælp alle steder til en overkommelig pris, men ingen turde tilsyneladende træde ind i min praksis. Endnu en blindgyde. Men i begyndelsen af februar kontaktede en tidligere studiekammerat mig og tilbød sig som vikar. Jeg sagde ja tak, jeg havde intet andet valg, jeg skulle forsøge at få mine patienter passet og afbøde det kaos, Styrelsen for Patientsikkerhed havde skabt i Fredericia. Han startede få dage senere, og det blev begyndelsen til et sandt helvede for de ansatte, adskillige patienter og mig. De ansatte havde ingen tillid til vikaren, han var uhyre langsom, prioriterede forkert, tålte ikke modsigelser og var fagligt inkompetent. Derfor forlangte de ansatte, at jeg skulle være i nærheden, og jeg blev ulønnet lægesekretærelev på prøve i min egen praksis. Det gik rimeligt i 6 måneder, men i begyndelsen af september havde jeg fået nok af vikaren og bad ham give mig nøglerne tilbage og forlade praksis. Derefter ringede jeg til Region Syd og sagde, de havde et problem. Derefter overtog Regionen praksis, og det gik forholdsvis fredeligt. Jeg mistede dog mit arbejde som sekretærelev.

Mine medarbejdere beskrev deres oplevelser således:

”I forbindelse med Stig Gerdes’ fratagelse af autorisationen i januar 2017 skabte det en meget ubehagelig og frustrerende arbejdssituation. Fra den ene dag til den anden stod klinikken uden læge, og det skabte kaos og frustration. Vi, som personale, var magtesløse, idet vi ikke kunne udføre vores daglige arbejde, og patienterne var meget påvirkede af det, idet vi ikke kunne hjælpe dem.

Da vi fik vikar i klinikken, var det dejligt at komme i gang igen med arbejdet. Men det skulle vise sig, at den vikarierende læge for Stig, ikke havde hans kompetencer, hvilket var frustrerende for både Stigs patienter og os som klinikpersonale. Dette var også et stort pres på os som personale, idet vi fik et stort ansvar lagt på vores skuldre, da vi var patienternes talerør og dem, som kendte patienterne bedst. I september var Stig Gerdes derfor nødt til at overlade sin lægepraksis til Region Syd, og vi fulgte med som personale. Der var efterfølgende hyppige skiftende lægevikarer i praksis, og dette udfordrede os som personale. Der var i starten usikkerhed omkring vores ansættelse, men det kom hurtigt på plads, og vi følte os godt behandlet, men vi havde selvfølgelig overvejelser om, hvad vores arbejdsfremtid ville bringe. Efter nogle måneder som regionsklinik blev klinikken solgt til en nyetableret lægeklinik, og vi som personale fulgte med.

Perioden i de måneder efter Stig Gerdes mistede autorisationen, skabte mere usikkerhed og grundlag for fejl, end det han oprindelig fik frataget autorisationen for.”

Medio januar 2017 oprettede min patient Nan Høg en Facebook side: ”Vi vil have vores læge tilbage”, som i løbet af kort tid havde over 2600 medlemmer, der ”syntes godt om” siden. Det var en populær side, som gav mig et kraftigt rygstød. Siden er fortsat aktiv, nu med 2645 medlemmer der ”synes godt om”, og 2693, der følger siden. Det vidner om en stabil støttegruppe, der har holdt i små 4 år. En læge savnes stadig.

Andre patienter skrev til ministre og styrelser. I slutningen af januar 2017 skrev en kvindelig patient til statsminister Lars Løkke og bad om hans hjælp til at gå ind sagen og få udredt trådene, således de 2000 patienter og Stig Gerdes kunne fortsætte deres samarbejde til gavn for alle. Brevet blev videresendt til Sundhed- og Ældre ministeriet, hvorunder sagen hørte. Dette ministerium afviste sagen med den begrundelse, at klagen til ministeriet i sager om midlertidig autorisationsfratagelse er afskåret ved lov. Et godt eksempel på, at systemerne lukker sig om sig selv.

Karina Hansens partsrepræsentant Bente Stenfalk og jeg skrev til Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed i løbet af foråret, men det var forgæves, alle lukkede sig om sig selv. Vi var meget forundrede og vrede over, at disse institutioner ville være bekendt at sende så ligegyldige og intetsigende svar til os. Selv konkrete spørgsmål blev affejet med ligegyldig ordflom.

Selv min fagforening PLO afviste mig.

Jeg forelagde også min sag for Ombudsmanden og stillede 7 konkrete problemstillinger op for ham og medsendte relevante papirer. Han svarede, at han ikke var kompetent til at afgøre sundhedsfaglige spørgsmål. Der var faktisk ikke meget sundhedsfagligt i de tilsendte problemstillinger, men meget jura.

Jeg blev nødt til at acceptere, at min forretning var tabt de kommende 2 år, sandsynligvis for altid. Jeg følte, jeg var blevet varetægtsfængslet i 2 år uden dom og uden ankemuligheder. Derfor rejste jeg en retssag mod Styrelsen for Patientsikkerhed d. 21/6 2017, også fordi jeg ikke blev hørt i min sag, og jeg håbede, en retssag kunne få mig hurtigt tilbage på arbejde. Men ak, min tro på retsstaten led skibbrud, og min naivitet blev straffet. I maj måned 2020 måtte jeg erkende, at min retssag var tabt på forhånd pga. korruption. Jeg var blevet offer for et justitsmord og ville ikke længere være til grin og trækkes rundt i manegen. Derfor trak jeg sagen tilbage.

Jeg besluttede at skrive en bog i håb om, at så mange borgere som muligt bliver informeret om hvilke overgreb mine patienter, Karina Hansen, mine ansatte og jeg var blevet udsat for fra myndighedernes side.

Den 20/2 2017 kom der en politianmeldelse ind ad døren fra Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi Fredericia kommune havde anmeldt mig for at have skrevet en lægeerklæring, som vikaren rettelig havde skrevet. Endnu et eksempel på Styrelsen for Patientsikkerheds chikane mod mig. Sydøstjyllands Politi opgav sigtelsen i august, den var falsk.

Jeg synes i den forbindelse, det er værd at bemærke, at Styrelsen for Patientsikkerhed farede frem med bål og brand, så alt sundhedspersonale i landet blev skræmt fra vid og sans og derfor ikke turde melde utilsigtede hændelser, men skjulte dem til stor skade for vores sundhedsvæsen og patientsikkerheden. Styrelsen for Patientsikkerhed stressede endog sine ansatte i så høj grad, at den fik påbud fra Arbejdstilsynet pga. dårligt arbejdsmiljø. De ansatte led af alvorlig stress og måtte sygemeldes. Ansatte, der arbejder under sådanne betingelser, laver mange fejl.

Uheldene var ikke opbrugt, for i juni måned sprængte jeg min højre akillessene. Det svækkede min fysik betydeligt og gav meget besvær med at komme rundt i landskabet i nogle måneder.

I juli måned flyttede jeg min praksis retur til den gamle adresse.

Jeg holdt en afskedsreception i midten af september. Den var velbesøgt af ca. 250 venner og patienter, som gav mig nogle hyggelige og uforglemmelige timer i deres selskab. Ingen af mine kolleger mødte op, de var heller ikke inviteret, fordi de så groft svigtede mine patienter og mig, da vi virkelig havde brug for deres hjælp.

Jeg inviterede direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed Anne Marie Vangsted til receptionen, for at hun kunne tale med patienterne og andet godtfolk og høre hvilken kaos, Styrelsen havde skabt. Jeg hørte ikke fra hende.

Som direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed har Anne Marie Vangsted, med politikere og embedsværkets velsignelse, ødelagt det danske sundhedsvæsen ved i perioden 2015 til 2020 at kujonere de ansatte. Godt klaret!

Når det danske sundhedsvæsen fungerer så dårligt, kan det ikke bebrejde borgerne, at de søger anden behandling, og at udenlandske læger og alternative behandlere gør, hvad de kan for at hjælpe. Forståelse, omsorg og tro på patienten er alfa og omega i et godt patientbehandler forhold.