10 Retssagen i Kolding Byret, 08.08.2019

KAPITEL 10

RETSSAGEN I KOLDING BYRET 08.08.2019

Der henvises til det 60 sider lange domsdokument i bilag på side 307-367, for dem der vil læse hele teksten.

I perioden 11/1 til 5/8 2019 udvekslede Anders Quistgaard og Kammeradvokaten flere processkrifter, hvis væsentligste argumenter indgår i ovennævnte dokument.

Afgørelsen blev truffet af tilkaldedommer og pensionist P. Hald Andersen!

JEG VIL I DET FØLGENDE FREMHÆVE DE STEDER, HVOR DER I DOKUMENTET BEGÅS MISFORSTÅELSER, MISINFORMATION OG FEJL, SAMT HVOR VIGTIGE FAKTUELLE KENDSGERNINGER NEGLIGERES:

Nils Balle Christensens lægebrev af 26/8 2014 er fuld af faktuelle fejl. Han mangler at beskrive at Gråsten gigthospital, Hvidovre hospital samt 3 læger stillede diagnosen ME (Myalgisk encephalomyelitis) i årene 2009 til 2012, og at han selv understøttede den diagnose, som overlæge for den nyoprettede ME- afdeling under Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser i Aarhus.

Den påtænkte tvangsindlæggelse i 2012 var dikteret ovenfra via psykiater Jens Nørbak, liaisonklinikken, Hvidovre Hospital, men kunne ikke gennemføres, fordi Karina var ved sine fulde fem.

Nils Balle Christensen lyver om Karinas fysiske tilstand på indlæggelsestidspunktet 12/2 2013, hun er velplejet og ikke særlig medtaget. Hun tvangsindlægges, ikke kun indlægges, på Hammel Neurocenter. Journalen viser, at der ingen grund er til at indlægge Karina endsige tvangsindlægge hende. Hun var i bedring på indlæggelsestidspunktet. Hun tildeles fejldiagnosen PAWS. Hun har ME som Nils Balle Christensen har erklæret et år tidligere. Nu erklærer han fejlagtigt, at Karina er inhabil og ude af stand til at kunne vurdere konsekvenserne af sin adfærd/sygdom. Han erkender ikke sin fejlvurdering, at Karinas tilstand skyldes ME. Karina skal nemlig være ”forsøgskanin” for Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser. Det er vigtigt at huske på, at ME på det tidspunkt var annekteret af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser som en psykisk lidelse. Det er derfor uforståeligt, at Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser så hårdnakket benægter, at Karina lider af ME. Den eneste grund, jeg kan finde, er, at de har erkendt, at ME er en fysisk lidelse, men de vil ikke indrømme det og derved tabe ansigt.

Der nævnes en Overlæge Ole Nielsen, men det må være Nils Balle Christensen.

Overlæge Charlotte Emborg erklærer, at Karina ikke har en sindssygdom, og værgemålet ophæves af Holstebro ret d. 10/10 2018.

Jeg blev først læge for Karina d. 24/10 2016, men havde ført journal siden d. 19/10, i tilfælde af Karina ikke ville tilbage til Tagdækkervej.

Psykiaterne var bekymrede for, om Karina fik sin medicin, da jeg tog over. Det gjorde hun.

De var bekymrede for, om hun fik Truxal 15 mg x 3, da jeg tog over. Det gjorde hun ikke.

De var bekymrede for, om Karina fik tilbagefald til en psykose, da jeg tog over. Det gjorde hun ikke.

De mente fejlagtigt, at kun en psykiater kunne forhindre tilbagefald til trods for, det var psykiater Nils Balle Christensen, der udløste den i sommeren 2016 grundet inkompetence.

Psykiaterne skønnede, at Karina på ingen måde forstod konsekvenserne ved at frasige sig behandlingen fra specialister i psykiatri og andre sundhedsfaglige personer (den gruppe tilhørte jeg). Dette var et kæmpe fejlskøn. Psykiatere og andet godtfolk havde gjort hende syg, og hun bedredes, da hun kom ud af deres behandlingsregi. Derfor ønskede hun ikke ambulant behandling på Risskov psykiatrisk afd.

Hvorfor besøgte de bekymrede psykiatere og embedsfolk ikke Karina i hjemmet, så de ved selvsyn kunne vurdere hendes tilstand.

Task Force i Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer min håndtering som værende til fare for patientsikkerheden. Et alvorligt fejlskøn som Karinas bedring i løbet af nogle uger beviste. Det faldt ikke Task Force ind at undersøge, hvilke patientsikkerhedsfarlige tiltag Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser havde gjort. Det var en kæmpe fejl. Karina havde aldrig været psykisk syg, men blev syg, fordi Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser skulle bruge en forsøgsperson til deres eksperiment, et eksperiment der var dødsdømt fra start, hvilket tidligere og senere lignende eksperimenter havde / har vist.

Task Force troede fejlagtigt, at jeg havde udtrappet Karina af olanzapin og mirtazapin.

De vurderede ligeledes fejlagtigt, at jeg ikke observerede effekten af den første medicinreduktion.

Jeg er overbevist om, at min kritik i brevet d. 23/11 2016, af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser og HPV- vaccinen var så stødende for Task Force, at de den dag besluttede at tage min autorisation midlertidig.

Næstsidste afsnit i brevet lyder:” Styrelsens opgave burde være at fokusere på de mange piger, der er sygeliggjort af HPV-vaccinen, og som negligeres af det danske sundhedsvæsen. Endvidere bør Styrelsen fokusere på Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser, der vildleder befolkningen med deres koncept diagnose ”Bodily Distress Syndrome”. Det er kejserens nye klæder.”

Sidste afsnit fastslår:” Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed går ind og undersøger HPV-vaccinen og Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser til bunds, vil den finde inkompetence og korruption i svær grad!”

Task Force havde vurderet min behandling af Karina på kun 3 uger fra d. 24/10 til d.16/11 2016.

Herefter følger Retslægerådets udtalelser samt mødet hos kammeradvokaten d. 31/10 2018. Se disse med mine kommentarer i Kapitel 9.

FORKLARINGER

Af Stig Gerdes, sektionsleder Karsten Beck, Styrelsen for Patientsikkerhed, Psykiater Mogens Undén, Hornbæk, Karinas far Per Hansen, Holstebro og Nan Høg, Fredericia.

I min forklaring er der følgende fejl:

Den omtalte psykiater Niels Larsen må være Ole Nielsen.

Læge Mogens Undén skal være psykiater Mogens Undén.

”ME er en funktionel lidelse, som Karina allerede fik stillet som diagnose i 2009”. Dette er forkert, ME er en fysisk lidelse, som Karina fik stillet i 2009.

”Overlæge Niels Andersen, der er specialist i ME-lidelsen, havde sagt allerede i 2012, at han gerne ville hjælpe Karina”. Hvem er Niels Andersen? Denne sætning er uforståelig for mig og må stå for dommerens egen regning. (han mener måske Nils Balle Christensen?)

Det sidste afsnit om HPV- vaccinen er meget mangelfuldt. Kammeradvokaten spurgte mig, hvad jeg ville gøre, hvis en ung pige kom i min konsultation og bad om at få HPV-vaccinen. Min advokat opponerede, fordi retssagen intet havde med HPV- problematikken at gøre. Dommeren bød mig trods dette at svare KA. Jeg rådede hende til at gå hjem og tale med sine forældre og gøre opmærksom på, at i Japan vaccineredes kun 1% og i Frankrig kun 15% af pigerne.

Overlæge Karsten Beck var trods en blakket fortid blevet sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed. Dette er dog symptomatisk for adskillige ansættelser i embedsvældet, at ”fanden skøtter sine”.

Karsten Beck fremfører som forventet Styrelsen for Patientsikkerhed synspunkter.

Han hævder, at min fremgangsmåde med at overtage behandlingen, der varetages af en anden læge, er usædvanlig.

”Styrelsen har vurderet, at denne sag er meget alvorlig, fordi hensynet til patientsikkerheden er blevet groft tilsidesat”. Denne sætning strider imod de faktiske forhold, fordi Karina fik det bedre, efter jeg tog over. Endvidere havde Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser i foråret 2016 opgivet at behandle Karine efter 3 år og 8 måneders intervention og mislykket strategi. I hele denne periode var Karinas patientsikkerhed ikke eksisterende.

Psykiater Mogens Undén beskrives som tidligere psykiater samt nuværende alment praktiserende læge. Dette er ikke korrekt. Han er nuværende psykiater. En bevist nedgraduering af Mogens Undéns kompetencer fra dommerens side for at styrke Retslægerådet.

Mogens Undéns vidneudsagn var betydelig forkortet og vitale udsagn udeladt. En bevidst handling fra dommerens side for at modvirke, at Retslægerådets udtalelser blev svækket.

Følgende vitale udsagn manglede:

1 M. Undén var meget uforstående overfor Retslægerådets konklusion. Stig

Gerdes havde alene gjort, hvad der var rigtigt i den konkrete situation og havde absolut ikke udsat Karina for fare.

2 M. Undén udtalte, at Karina af tidligere behandlere var blevet overmedicineret og dermed forgiftet.

3 M. Undén udtalte, at det Stig Gerdes gjorde for Karina, var det helt rigtige og muligvis redede hendes liv.

4 M. Undén bakkede helt op om Stig Gerdes behandling af Karina, han havde selv gjort tilsvarende mange gange. Behandlingen havde ikke været farlig for hende

5 M. Undén havde, i lighed med Charlotte Emborg i lægeattester, erklæret, at

Karina aldrig har været psykisk syg. Denne oplysning valgte Retslægerådet også at ”overse”.

Nan Høg, min tidligere patients udsagn var nærmest fraværende og latterligt. Der manglede vitale passager. En bevidst udeladelse fra dommerens side, således at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke blev kompromitteret.

Nan var indkaldt som vidne for at oplyse retten om, hvilken usikkerhed og kaos mine 2000 patienter blev bragt i efter min autorisationsfratagelse.

At mange derfor skrev til ministre, politikere, embedsfolk, Region Syd, Sygesikringen og pressen for at få mig tilbage, således at de igen kunne få lægehjælp i akutte og kroniske tilfælde.

Nan oprettede i 2017 Facebook-siden ” Vi vil have vor læge tilbage”, for også ad den vej at støtte op om mig. Der var over 2500 følgere og siden er fortsat aktiv i skrivende stund.

Styrelsen for Patientsikkerhed hævder fejlagtigt ” at jeg har begået fejl med fuldt overlæg”.

Hele sagen drejer sig om diagnosticering og behandling af en syg person. Er diagnosen forker, bliver behandlingen det også. Jeg er ikke i tvivl om, at Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser har handlet mod bedre vidende, da de tog Karina i behandling som forsøgsperson, og gav hende en forkert diagnose tilbage i 2013. Dette er fejl begået med fuldt overlæg.

Jeg videreførte diagnosen ME og afgiftede patienten i overensstemmelse med lægeløftet, en handling der derfor ikke er pligtstridig. Sagens udvikling viste, at min handling ikke var farlig, men tværtimod livredende.

Styrelsen for Patientsikkerhed hævder, at jeg ikke respekterer Retslægerådets sagkyndige vurdering og lægefaglige standarder. Det gør jeg selvfølgelig ikke, fordi Retslægerådets

sammensætning i min sag kun er kompetent i psykiatri. Der mangler kompetencer indenfor ME, for at Retslægerådet kan komme med en retfærdig afgørelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed mener min manglende respekt vil bevirke, at jeg vil være til fare for patientsikkerheden, hvis jeg får min autorisation igen. Hvorfor skulle jeg pludselig blive til fare for patientsikkerheden, fordi der forsøges begået justitsmord imod mig? Eller fordi ME får sin rette placering i vores diagnosesystem, som den havde tilbage i 1969?

Styrelsen for Patientsikkerhed mener ikke, autorisationsfratagelsen strider imod proportionalitetsprincippet.

Deri er jeg helt uenig. En overlæge ”fejlvurderede” i 2016 en ung mand, som døde af meningitis. Lægen fortsatte sit arbejde og fik nogle år senere en bøde på 5000 kr. Jeg reddede en ung kvindes liv, det kostede min autorisation samt 6 mill. kr. i tabt arbejdsfortjeneste plus 1 mill. kr. i retssags omkostninger.

Mit påstandsdokument er retvisende.

Som det ses af ovennævnte kritik af retssagen, er dommeren ikke uvildig. Han udelader mange vitale informationer, manipulerer og har valgt side til fordel for min modpart.

Dommen afspejler klart dette.

Her følger den i sin fulde længde, og min kritik afslutter kapitlet.

Domsafsigelse d. 3009 2019.

Rettens begrundelse og resultat Indledningsvist bemærkes, at Karina Hansen var sat under værgemål, da Stig Gerdes påbegyndte behandlingen af hende.

Stig Gerdes har forklaret blandt andet, at han tog Karina Hansen i behandling uden at konsultere de læger, der havde sat behandlingen af hende i gang, at han påbegyndte sin behandling af hende uden at indhente et informeret samtykke fra hendes værge, at han satte nedtrapningen af Karina Hansen i gang uden at have set hende, at han fortsatte nedtrapningen af hende efter den første konsultation den 29. oktober 2016 samt at han fortsatte den medicinske nedtrapning uden på ny at tilse hende og vurdere effekten af behandlingen.

Retslægerådet har udtalt, at rådet ikke finder, at det var i overensstemmelse med gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, at Stig Gerdes overtog den medikamentelle behandling af Karina Hansen og herunder påbegyndte nedtrapningen af hendes medicin, uden at have tilset hende og uden at dette skete efter konkret aftale og i samarbejde med den behandlende speciallæge i psykiatri på Aarhus universitetshospital.

Retslægerådet har endvidere udtalt, at nedtrapning af den medicinske behandling bør ske ifølge en langsigtet plan og under nøje observation med personlige samtaler, hvor et

samarbejde med Aarhus universitetshospital kunne klarlægge, hvilke forhold Karina Hansen specielt skulle observeres for under nedtrapningen.

Retslægerådet har vurderet, at grovheden af denne afvigelse fra gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis udgør en egentlig lægefaglig fejl, også i betragtning af Karina Hansens sygehistories kompleksitet og de store vanskeligheder ved at bedømme hendes tilstand uden nært forhånds kendskab til hende og hendes tidligere sygehistorie.

Retslægerådet har derfor vurderet, at Stig Gerdes har gjort sig skyldig i en række egentlig lægefaglig fejl.

Retten finder det godtgjort, at Stig Gerdes i sin behandling af Karina Hansen har udvist grov forsømmelighed på den måde, som Styrelsen har beskrevet i sin afgørelse, dateret den 13. januar 2017. Styrelsens beskrivelse understøttes i sin helhed af Retslægerådets efterfølgende udtalelse i sagen.

På denne baggrund finder retten, at Stig Gerdes skal fratages sin autorisation som læge, fordi han er til fare for patientsikkerheden, jf. autorisationslovens § 7, stk. 1.

Som følge af det anførte, og da de synspunkter, som Stig Gerdes i øvrigt har gjort gældende om proportionalitetshensynet og ligebehandlingsprincippet, ikke kan begrunde andet resultat, tager retten Styrelsens påstand til følge.

Sagsomkostningerne skal fastsættes efter sagens værdi, forløb og udfald. Stig Gerdes skal derfor betale Styrelsen for Patientsikkerheds omkostninger med 75.000 kr.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Stig Gerdes fratages varigt sin autorisation som læge.

Stig Gerdes skal til Styrelsen for Patientsikkerhed betale sagens omkostninger med 75.000 kr.

Omkostningerne skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Her følger min kritik af dommen:

Hvor blev LÆGELØFTET af? Som læge er lægeløftet den vigtigste ed, men denne betydning blev ikke vurderet i min retssag! Lægeløftet burde efter min mening overrule Retslægerådet og juraen, og det alene burde have frikendt mig. Retslægerådet burde holde lægeløftet som ”øverste pejlemærke”

Proportionalitetsprincippet var i spil, men dommerens vurdering var helt fejlagtig. Jeg redder liv og det koster mig 7 mill kr. og mit erhverv. En overlæge ”fejlvurderer” en ung mand, som så dør af meningitis. Hun fortsætter sit erhverv og får en bøde på 5000 kr.

Karina har aldrig haft brug for en værge! Han blev indsat af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser for at isolere hende.

Dommeren ”bemærker” ikke, at Karina var diagnosticeret ME af kompetente læger i årene 2009-2012. Han tager ikke stilling til, at Karina af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser blev fejldiagnosticeret som psykisk syg i 2012 og derefter fejlbehandlet i 3 år og 8 måneder, fra tvangsindlæggelsen d.12/2 2013. Denne fejl af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser gjorde, at jeg ikke ville involvere dem i behandlingen af Karina, hun skulle tværtimod fjernes fra deres behandling. I øvrigt havde Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser opgivet at behandle Karina i foråret 2016. Deres strategi var nemlig en fiasko: Fejldiagnose giver fejlbehandling!

To psykiatere diagnosticerer i 2017 og 2018, at Karina aldrig har været psykisk syg!

Mogens Undén udtalte, at jeg handlede Lega artis i min behandling af Karina. Han ville have gjort det samme.

Læger kan være nødsaget til at handle via telefonoplysninger. Corona krisen har vist, at dette kan være nødvendigt og er ufarligt. Det har været brugt siden tlf. blev hver mands eje. Jeg havde hyppige og sufficiente telefonsamtaler med Karinas forældre og derigennem et tilstrækkeligt kendskab til hende til på forsvarlig vis at behandle over telefonen, ellers ville jeg aldrig have gjort det. Jeg havde fx ved telefonsamtaler med forældrene stillet diagnosen medicinforgiftet, hvilket Nils Balle Christensen havde overset til trods for, at han så Karina hver 14. dag.

Tages ovennævnte udsagn med i dommen, ville jeg være blevet frikendt. Men nej, alle mine argumenter blev affejet, og jeg blev dømt skyldig.

Retsbogen fra afhøringen blev optaget. Det oplyste dommeren ved retsmødets begyndelse, men min advokat fik ikke lov til at få en kopi udleveret, trods flere forsøg.

Min oplevelse af retssagen og den efterfølgende dom, som kom med 2 ugers forsinkelse, fordi den pensionerede dommer skulle have ferie, var en svær og vanskelig erkendelse af, at retsvæsenet ikke fungerer i vores retsstat. Min autorisationssag var en almindelig civilretlig sag, hvor udsagnet: at ”man er uskyldig til det modsatte er bevist” ikke gælder. Det var en skueproces, og jeg var dømt på forhånd.