2 Narkotika - politik

Fra Politiken

KAPITEL 2

NARKOTIKA-POLITIK

DET FØRSTE STORE SUNDHEDSPOLITISKE OMRÅDE, JEG INVOLVEREDE MIG I, VAR NARKOTIKA-POLITIK

Som ny nedsat praktiserende læge i Fredericia blev jeg i 1980 opmærksom på, at den læge ordinerede narkotika, nerve- og sovemedicin blev handlet illegalt med stor fortjeneste til nogle og social deroute til andre.

På det tidspunkt var der 20 til 30 narkomaner i byen, som terroriserede hinanden, kommunen, apotekerne, lægerne og politiet. Der var dagligt trusler, vold, tyverier og sjældnere mord. Vi samlede en gruppe, bestående af en apoteker, en kommunalt ansat, en kriminalassistent og mig, for at finde en løsning på dette uvæsen. Apotekerne, kommunen og lægerne havde dagligt flere narkomaner, der skulle ekspederes, og fik de ikke deres vilje, truede, slog eller smadrede de inventar. De var forståelig nok frygtet og hadet af de ansatte i ovennævnte servicefag. Politiet gjorde, hvad de kunne og skulle. Det var ulige odds. Narkomanerne fik stort set altid deres vilje. Terroren styrede denne del af bylivet.

Ved et godt tværfagligt samarbejde mellem de fire ovennævnte faggrupper, således at narkomanerne ikke længere kunne spille dem ud mod hinanden, lykkedes det efter nogle år at fjerne terroren.

I en periode var byen renset for narkomaner, de var sendt i familiepleje eller fængsel, men den strategi holdt kun 6-12 måneder, så var de retur.

Vi udbyggede behandlingsstrategien. Ordinerede metadon, så vi kunne tale lidt fornuftigt med dem. Sendte dem på døgnbehandlingshjem langt fra Fredericia. Oprettede Halfway-houses i byen, hvor hjemvendte narkomaner kunne bo i de første måneder efter deres hjemkomst. Solstrålen var samlingsstedet for ex-narkomaner. Havnehuset var det sted, man kunne droppe ind, hvis man havde et misbrugsproblem, og hvor man kunne komme i hurtig behandling, hvis det var løsningen. Vores behandlingsstrategi hvilede på ideologien fra NA – (Narcotics Anonymous), anonyme narkomaner og gik under navnet ”Fredericia modellen”.

Dette skete ikke uden sværdslag. Vores værste, største og sværeste slag var med embedsværket og politikerne over det ganske land. Derfor er vores behandling af misbrugere over en bred kam ikke bedret siden. Der var en lille opblomstring som, typisk for vores politiske system, ikke blev fastholdt og udbygget.

Jeg skrev to artikler i Ugeskrift for Læger i 1988, der gjorde ”Fredericia modellen” landskendt. De bragte narkotika politikken på pressens forsider og blev et af tidens store debatemner, alle ville og kunne hjælpe.

I efteråret 1992 talte jeg derfor i telefon med sundhedsdirektør Palle Juhl Jensen, min tidligere dekan fra Aarhus. Jeg fik det indtryk, at han var lydhør og virkelig ville gøre noget ved den illegale medicinhandel. Jeg sendte ham derfor efterfølgende et brev, hvor jeg beskrev mine tanker og forslag til løsninger af problemstillingerne. (Se bilag side 260-262)

Desværre fornemmede jeg også, at hans højre hånd, Michael von Magnus, virkede obstruerende på konstruktive tiltag i denne sag, og han havde bl.a. ringet og truet farmaceuten Birgit Kryger. Hun var den farmaceut, der offentliggjorde hverdagen vedrørende misbrugsområdet på Steno Apotek på Banegårdspladsen i København. (Se bilag side 263-264). Det var en øjenåbner for sundhedsområdet, og det faldt bestemt ikke i god jord hos sundhedsmyndighederne, for det viste, at de havde svigtet fælt. Derfor truslen fra Michael v Magnus. Han og jeg havde, skønt sjældent enige, stor ”glæde” af hinanden, efter han overtog Palle Juhl Jensens direktørpost. Jeg havde bestemt fortrukket, at Palle havde siddet længere i direktørstolen.

Jeg havde personligt mange kontroverser og konfrontationer med narkomanerne. Mange trusler om vold, også med knive, aldrig direkte vold, de vidste, jeg ville nyde et lille slagsmål. En episode i 1992 udnyttede jeg taktisk. En af byens mest upålidelige narkomaner truede med at skyde mig. Jeg politianmeldte ham og søgte en bodyguard. I den efterfølgende retssag fik han 60 dages ubetinget fængsel. Den værste straf ifølge mig var, at han var nødsaget til at have mig som læge, når han kom ud af fængslet igen, alle andre læger ville afvise ham. Han blev meget vred, jeg skulle ikke bestemme over ham. Han blev derfor i ren stædighed clean og har været det siden. Mig bekendt arbejder han i dag som chauffør.

Denne voldsproblematik gjorde, at jeg sammen med en psykiater, Helle Hougaard, og et lægeforenings medlem, Peter Mortensen, undersøgte vold mod læger for, om muligt, at bedre kollegernes arbejdsforhold. Af 284 adspurgte havde 104 været udsat for vold – 32% fysisk vold, 44% lige ved vold, 17% verbale trusler og 7% ikke beskrevet. Motivet var i 56% af tilfældene krav om medicin. 29 københavnske apoteker var indenfor de seneste 6 måneder blevet truet 470 gange af narkomaner.

I 1996 havde jeg endnu en artikel i Ugeskrift for Læger, som blev efterfulgt af en stærk artikel skrevet af 33 narkomaner fra Fredericia, som tilsammen på det tidspunkt havde været clean i 33 år. Deres konklusion var, citat: ”I 1993 blev der lanceret et nyt behandlingstilbud fra Fredericia kommune, et tilbud om reel stoffri behandling. Her i 1996 må det siges at være en succes af store dimensioner. Treogtredive mennesker er i dag totalt stoffri, og ca. samme antal er i behandling.” De anbefalede ikke heroin, som var tidens store emne, fordi det holder mennesker fanget i afhængighed af stoffer og fastholder dem i et uetisk og uværdigt liv.

Siden 1980 har jeg gentagne gange forsøgt at få myndighederne til at gøre noget aktivt for at mindske mængden af narkotika, nerve- og sovemedicin, således at de blev minimeret på det ”legale danske narkomarked” for at bedre behandlingen af misbrugere i landet. Det har fejlet hver eneste gang!

Følgende brev til sundhedsdirektør Søren Brostrøm er et eksempel. (Se bilag side 265-266).

Søren Brostrøm sendte mit brev videre til Lægemiddelstyrelsen, som lige var blevet udskilt fra Sundhedsstyrelsen, men burde også have sendt det til Sundheds- og Justitsministeriet. Så var der måske blevet taget konkret og aktiv handling, men intet skete.

Lægemiddelstyrelsen afviste at af-registrere Oxynorm og Oxycontim. Selv narkotika-epidemien i USA kunne ikke fjerne disse tre giftstoffer (inkl. Fentanyl) fra markedet.

Det er tankevækkende, at direktøren for Lægemiddelstyrelsen har en fortid som forsker/ansat i store internationale medicinalfirmaer. Det er ikke kutyme, at ens loyalitet ændres med alderen i den branche.

En voldsom hændelse skulle til for at få sovemidlet Flunitrazepam fjernet fra markedet, det lykkedes, (jvf. brevet under bilag side 265-266). Forklaringen, på at det tog 5-6 år, er efter min vurdering, at de ansvarlige, i dette tilfælde Sundhedsstyrelsen, trak tiden. Deres gode venner i medicinalbranchen skulle jo ikke miste indtægter ved, at et præparat blev fjernet fra markedet.

USA er foregangsland for Danmark, derfor bør vi skærpe opmærksomheden på narkotika. Narkotika-epidemien i USA er forårsaget af legale morfinpræparater og er de senere år blevet et kæmpe og uløseligt problem for landet. Medicinalfirmaer leverer stærkt vanedannende morfinpræparater (Oxynorm, Oxycontin og Fentanyl) til markedet og ”støttes” af nogle få skrupelløse læger, som udskriver præparaterne i så store mængder til patienterne, at disse ender som svært afhængige narkomaner, som chikanerer indbyggerne og lægger byerne øde. Medicinalfirmaerne Pardue Pharma og Johnson and Johnson har fået milliard dollar store bøder pga. uetiske og umoralske distributionsstrategier af disse lægemidler. Men de har bevaret deres ret til at producere og sælge morfinpræparaterne til trods for de enorme skader, de medfører i det amerikanske samfund.

Det er glædeligt, men ikke uventet, at Pardue Pharma i oktober 2020 har erklæret sig skyldig i tre anklager mod selskabets medicin Oxycontin og har accepteret en bøde på 8,3 mia. US dollars.

Ingen ansatte i medicinalbranchen stilles til ansvar. Medicinalbranchen beskyttes af USA’s love. En reminiscens fra Præsident R. Reagans tid.

USA bruger derimod uanede summer på at bekæmpe illegale narkotika, der kommer fra Sydamerika. Fængselsvæsenet er ved at bryde sammen, der er over 2 millioner indsatte. Mon ikke det ville afhjælpe situationen, hvis de fjernede store mængder af legale narkotiske præparater fra deres eget marked? Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt!

Det illegale narkotikamarked i Mexico har bevirket krigslignende tilstande mellem USA og Mexico og borgerkrigslignende tilstande i Mexico. Narkokarteller bekriger hinanden samt hær og politi. Her konfiskeres apparatur, penge, narkotika, de kriminelle fængsles, og mange dræbes i de indbyrdes kampe.